Afstraffelse i Silkeborg. (Efterskrift til Politivennen)

Ti Slag Ris.

(Morgenbladet.)

Af de mangfoldige Retssager, som Jyderne har haft med Provisoriet, har næppe nogen vakt en saadan Forbavselse og Harme som den Silkeborg Dom, der ikjendte en Dreng 10 Slag Ris for at have deltaget i Raabet "Ned med Estrup!"

Man erindrer, at Sagen stammer fra Højtideligholdelsen af Kongens Fødselsdag i Silkeborg. Af Mangel paa Deltagelse i et paatænkt Festmaaltid til Ære for Hans Majestæt valgte man at bespise Smaafolks Børn. Dette var en smuk loyal Tanke. Børnene i Silkeborg vilde ikke glemme, at Kongens Fødselsdag blev en Festdag ogsaa for dem: Velvære og Stolthed over at være til offenlig Kongemiddag kunde nok afsætte et af de Indtryk, som former unge, bløde Sind og bliver medbestemmende for deres statsborgerlige Holdning siden hen.

Denne Middag vil efterlade et andet Indtryk, ikke alene hos de Smaa i Silkeborg.

Man husker ogsaa, at Børnene, oplivede af den nydte Ære og det gode Maaltid, istemte deres Yndlingssang: "Ned med o. s. v."; at Politiet kom over dem; at Kongeherligheden endte med, at en af Drengene, sagtens i Egenskab af Forsanger, dømtes til 10 Slag Ris; og at denne Straf blev exekveret i Drengens Hjem under et strængt Politis aarvaagne Øje for, at Retten ikke fornemtes.

Exekutionen er siden beskreven i "Silkeborg Avis" af en Mand, som Drengens Moder havde formaaet til at udøve den Tugt, som Politiet havde paalagt hende at give Sønnen Marius Olsen. Det er Skomagersvend C. Jørgensen, der skriver:

"Ved Hr. Politibetjent Lemmings Ankomst i Hjemmet fremtog jeg det Ris, som skulde bruges ved denne Lejlighed; men det var ikke efter Hr. Lemmings Ønske. Da jeg ikke har haft Lejlighed til at fabrikere den Slags Ting, saa underrettede Hr. Lemming mig om, at Riset ikke maatte være sammenbundet i begge Ender, og han tog derfor en Kniv op af Lommen for at rette Fejlen. - eller hvad der er min Mening - for at det bedre kan slaa igjennem. Altsaa blev først Riset kasseret. Dernæst skulde Afstraffelsen foregaa. Jeg troede, at Straffen for en saadan Forbrydelse som Marius Olsens kunde udføres uden paa Tøjet, men jeg tog fejl. Det blev kasseret af Hr. Lemming. Han fordrede, at jeg skulde slaa paa det blotte Legeme, og da jeg vægrede mig herved, tog Hr. Lemming Sagen paa den Maade, at han ganske haardt sagde, at han nok skulde faa en Anden dertil i Morgen. Kun ved Drengens Moders indtrængende Bønner om at fuldføre det sørgelige Hverv paatog jeg mig det atter. Men jeg blev atter kasseret. Mine to første Slag var ikke haarde nok for Hr. Lemming, og han underrettede mig om, at det skulde være en Straf, Drengen skulde have, hvad jeg heller ikke betvivlede. Altsaa maatte jeg begynde at slaa igjen. Da de ti Slag var faldne, spurgte jeg, om det nu var godt, og Hr. Lemming svarede, at for denne Gang kunde det gaa. Jeg forklarede derefter Hr. Lemming, at det var den sørgeligste Bestilling, jeg nogen Sinde havde haft: at skulle udføre en Straf for en Forseelse som denne, og spurgte, om han (L. ) nu troede, at Drengen vilde faa den rette Agtelse for vort høje Ministerium, nu da det var banket ind i ham. Da Lemming hørte dette, svarede han, at havde han vidst, at jeg var en saadan En, skulde jeg ikke have faaet Tilladelse til at slaa."

Denne troskyldige Beskrivelse appellerer til modstridende Følelser. Er det latterligt at se kongelig dansk Retspleje vende sig mod de Umyndige, der næppe veed hvad de siger, og med Lovens Midler tugter dem, fordi de i deres uskyldige Mund tager Ord, som er Landets Feldtraab imod Ministeriet? Eller er det til at græde over en saadan Ynkelighed? Eller er ikke Stolthed den rette Følelse. Stolthed over en Regering, hvis Øje vogter paa Alle, lige til dem i Vuggen, og hvis Fingre er lange nok til at naa Enhver og knibe ham i Øret, naar han ikke opfører sig ulastelig, saaledes som en stærk Regerings hengivne Undersaatter bør opføre sig?

Historien er ikke ude med Riset. Drengen er fattig men brav og en af Skolens flinkeste. Nogle Borgere i Byen ønskede at yde ham en Opmuntring. Hos Venner og Bekjendte samlede Agent P. Larsen ind til et Uhr, som de vilde forære Drengen. Saa i forrige Uge faar Hr. Larsen en Tilsigelse til Birkekontoret; han skulde under Tiltale. Af de foreliggende Meddelelser fremgaar det ikke klart, om Tiltalen gjælder politistridig Indsamling af Hjælp til fattige, eller om den lyder paa "Demonstration mod Provisoriet". I sidste Tilfælde faar Hr Larsen muligen Deserten ved den Silkeborgske Kongemiddag, hvis der ikke forinden kommer flere Retter paa Bordet. Men i Silkeborg vil Alle raabe af deres Lungers fulde Kraft: Estrup leve!

(Folketidenden - Ringsted 18. juni 1886)

Jokum Marius Olesen, (20.6.1872-?) blev konfirmeret 18. april 1886 i Silkeborg, 10 dage efter hændelsen foran hotel Silkeborg. Han var søn af arbejdsmand Ole Kristian Olesen og Dusine Marie Birgitte Sørensen, der formentlig da boede i Nygade ("arbejdergaden") i Silkeborg. Forældrene var skilt. Moderen giftede sig senere (24. november 1887) med skomager Peter Carl Christian Jørgensen i Silkeborg som påtog sig hvervet med at afstraffe Marius. Han var altså sandsynligvis kæreste med Dusine. Hun døde 1908 i Aarhus (Frue), 55 år gammel og var stadig gift med skomager Jørgensen.

Uret med indskriptionen "Til Erindring om 8. april 1885" forsøgte birkedommer Drechsel forgæves at konfiskere. Drechsel gik i øvrigt af august 1886. 

- Den bekjendte Historie om Marius Olsen og de ti Slag Ris, der skal fri Birkedommer Drechsels Navn fra den Forglemmelse, hvortil det ellers ganske naturlig vil være hjemfalden, er efter hvad vi ser af de kjøbenhavnske Blade, i Fredags bleven behandlet af "Dagbladet" i en ledende Artikel. Da vi imidlertid ikke længere holder Hr. Goos's Sandhedsfakkel, kan vi ikke i Dag meddele vore Læsere hele den Udskrift af Silkeborg Birks Politiprotokol, som skal være optaget i "Dagbladet", men maa indskrænke os til at meddele følgende efter "Soc.-Dem.":

Det er ikke saa meget "Dagbladet"s egne Betragtninger, der fortjener Opmærksomhed, - hvornaar gjør de vel det? - som en Udskrift, det har forskaffet sig af Silkeborg Birks Politiprotokol. Rimeligvis er Udskriften nemlig det samme som den Redegjørelse, Drechsel lovede Marott i Silkeborg i Mandags, da han i fuld Birkedommeruniform forløb sig med Ordet "Løgn" overfor Redaktor Marott. Han tog det som bekjendt i sig igjen kort efter, men anbragte det i Stedet for paa Bladene, uden dog at sigte paa noget bestemt. Saa var det, at han lavede en Beretning, der "skulde sætte Risene i et andet LYS", men hvis han dermed har ment den Udskrift af Silkeborg Politiprotokol, som "Dagbladet" nu møder med, er han rigtignok med samt sine Ris bleven staaende i det samme latterlige LYS som hidtil.

Birkedommerens Protokol begynder saaledes:

Aar 1886 den 17de April blev Silkeborg Birks Politiret sat paa Thinghuset, hvor Birkedommeren bemærkede, at det var anmeldt for ham og ligeledes havde staaet i begge Byens Venstreblade, at en Del Børn, som den 8de April paa HS. Maj. Kongens Fødselsdag var blevne beværtede paa Hotel "Silkeborg" af en Del Mænd, der ønskede at højtideligholde Dagen paa denne Maade og at indprænte Børnene Loyalitet og Ærbødighed for deres Konge, havde ved Bortgangen fra Spisningen paa offentlig Gade sunget den bekjendte Smædevise "Ned med Estrup". Sagen var derefter bleven nærmere undersøgt og nogle indkaldte til at møde i Retten i Dag.

Arbejdsmand Sørensens Sophus, 10 Aar gl. og konfirmeret, forklarede, at han ikke af vedkommende var anmodet om at deltage i Spisningen den 8de ds.; men da han tilfældigvis stod udenfor Hotel "Silkeborg", sagde en Mand til ham, at han kunde godt gaa op og spise med; han gik da op og deltog i Maaltidet. Efter Spisningen gik de derfra i Flokke Komparenten gik sammen med Marius, From og Christen, og da de var komne et Stykke fra Hotellet i Østergade, begyndte ukonfirmeret Dreng Marius at synge den ommeldte Sang. Komparenten og From advarede ham derimod, men han sagde, at det gjorde ingen Ting, og fortsatte. Komparenten heile ikke flere eller andre end ham synge den Lise, for de omtrent kom til det Sted, hvor Søndergade udmunder i Torvet. Her begyndte From at istemme med Marius, og dette fortsattes igjennem Søndergade, hvor disse to sammen med Komparenten selv og Christen sang Smædevisen.

Og derefter gaar det videre paa lignende Maade med "Komparenten From, 14 Aar gammel", saa igjen med Sophus, saa med Carl, Anton, Johannes, Christen, Berg, Christian og endelig den berømte Marius, der figurerer i Birkedommerens Forbryderroman som en Rocambole, der har skræmmet Livet af Silkeborgs Politi, eller som en Masaniello, der har været ved at indføre Republiken.

Efter ham beskrives Forældrene, Arbejdsmændene Hans og Edward, der begge karakteriseres som Socialister, c: Fortællingens Skurke. Endvidere Møllersvend B., om hvem Birkedommeren fortæller, at "vel var han Venstremand, skjøndt ikke saa kras som tidligere". Møllersvenden havde ogsaa tidligere sunget Silkeborgermarseillaisen: "Ned med Estrup", men Forfatteren tegner ham i det Hele taget som et Menneske, i hvem det Gode er begyndt at slaa Rod, og følsomme Læsere vil følge hans Deltagelse i Begivenhederne med Interesse. Derimod fremtræder Tjenestekarlen Jens som et Uhyre til at benægte alt, hvad Bandens Anfører, Rocambole-Marius, siger ham paa, og han snor sig ved sin Snedighed helt fri for den Mistanke, at han skulde have lært denne Røvervise "Ned med osv." Han konfronteres af den dygtige Forhørsdommer med Hovedpersonen, som imidlertid trods sit store Ry trækker det korteste Straa overfor Jens, og efter denne Hovedscene vil enhver Romanlæser kunne gætte sig til, hvad Enden vil blive.

Endnu maa nævnes de to kvindelige Optrædende, Madam Christen og Madam Marius. Forfatteren lader dem formilde Fortællingens Gang ved deres moderlige Følelser, og Slutningskatastrofen, de ti Slag Ris "ved en dertil engageret Skomager" samt i en Politibetjents Overværelse, males i korte, men kraftige Træk.

Alt i alt maa "Birkedommerens Hævn" eller "Røverkaptejnen i Silkeborg" anbefales enhver som en overmaade morsom og spændende Nutidsfortælling, der trygt tør betros i enhver ung Piges Hænder.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 2. august 1886).

Marius Olsen rejste til USA hvor han efter en ældre borgers udsagn senere i Social-Demokraten 8. januar 1914 skulle være en hæderlig og anset maskinarbejder.

Georg Vilhelm Louis Drechsel (1814-1889) tog sin afsked i oktober 1886 og flyttede derefter til København. Han døde i en villa ved Himmelbjerget og blev begravet på Gl. Rye Kirkegård. Drechselsvej - en lidt ydmyg sidevej til Vestergade - er opkaldt efter ham. Hans søn Ernst Cristopher Lorenz Drechsel (1858-1932) var borgmester i Aarhus 1905-1919.

Skrædermester myrdet i Aabenraa. (Efterskrift til Politivennen)

Se forhistorien til Josua Ericson Rundqvist andetsteds på denne blog.

Et Drab i Aabenraa.

Skrædermester J. E. Rundqvist, der boede i Aabenraa 31 paa 4de Sal, er i Forgaars bleven dræbt af en Kollega ved Navn Kollin. De var begge svenske af Fødsel.

De nærmere Omstændigheder ved Drabet er følgende:

I Tirsdags Eftermiddags omtrent Kl. 5 modtog Rundqvist Besøg af Skræderne Kollin, Holmqvist og Jacobsen, af hvilke de to første er Rundqvists Landsmænd, medens Jacobsen derimod er Dansk. Kollin var noget beruset.

Rundqvist beboede en Lejlighed paa to Værelser, der hver for sig rummede et Skræderbord og en Symaskine.

Da de Besøgende kom, sad Rundqvist inde i det inderste Værelse og arbejdede sammen med sin Jomfru; denne sad oppe paa Bordet og syede. Kollin gik umiddelbart efter sin Ankomst hen til hende og berørte hende paa en upassende Maade.

"Lad det være!" sagde Rundqvist, "vi har travlt i Dag, og Du maa ikke sinke Jomfruen!"

Han arbejdede nemlig paa en sort Frakke for Brødrene Andersen paa Kongens Nytorv og havde Hastværk.

Kollin vedblev imidlertid med sine Tilnærmelser, og Rundqvist viste ham derfor ud. Han kom dog straks tilbage, og Jomfruen var i Mellemtiden flyttet ind i det forreste Værelse, hvor hun nu sad og og arbejdede ved en Symaskine. Kollin gik paa ny hen til hende og fortsatte med sine nærgaaende Berørelser, udskældte hende for Skøge og var i det Hele taget yderst grov.

Nu blev det Rundqvist for galt. Han tog ganske læmpelig Kollin i Frakkekraven og sagde til ham:

"Hvis Du ikke øjeblikkelig gaar, bliver sig nødt til at sætte Dig ud!"

"Nei, jeg gaar ikke, din forbandede Skurk!" svarede Kollin.

"Du kan jo komme igen en anden Dag," sagde Rundqvist "i Dag har vi ikke Tid at tale med Dig!"

Dermed førte han Kollin hen imod Døren, og et Øjeblik efter stod de ude paa Trappegangen.

Denne er ret omfangsrig og af en oval Form, omtrent 10 Alen lang og 5 Alen bred. Øverst oppe er der et ca. 1½ Alen højt Rækværk, hvorfra der kan paaregnes at være 6-7 Alen ned til 3dje Sal.

Da Rundqvist og Kollin var kommen ud paa Gangen, tog den sidste med den ene Haand Rundqvist i Skulderen og med den anden Haand i Skridtet, løftede ham ud over Rækværket og lod ham falde ned. Den Ulykkelige stødte Hovedet imod Trappetrinene nede paa 3dje Sal, Blodet sprøjtede ud af Pande og Mund, og han blev aldeles bevidsløs i samme øjeblik.

Det Hele gik for sig med stor Hurlighed; Rundqvist fik ikke Tid til at gøre synderlig Modstand, hvad der vel ikke vilde have nyttet ham meget, da Kollin er en stærk Karl; han har efter Jomfruens Sigende været Akrobat tidligere.

Der kom hurtig Folk ud fra Etagerne for at hjælpe den Saarede. Kollin forsøgte at undløbe, men blev stoppet af en tilstedeværende Jernbaneembedsmand og bragt op i Rundqvists Lejlighed, hvor han satte sig ned paa en Stol og afventede, hvad Følgerne maatte blive af hans overilede Handling.

I Løbet af et Kvarters Tid kom nogle Læger og Politibetjente til Stede, og Rundqvist blev i bevidstløs Tilstand bragt op i sin Lejlighed, hvorfra han straks efter i en Droske førtes til Kommunehospitalet.

Her henlaa han under store Lidelser, indtil han Kl. 1 om Morgenen afgik ved Døden. I Gaar Formiddags modtog hans Syjomfru følgende lakoniske Skrivelse fra Hospitalet:

"Det meddeles, at J. E. Rundqvist, som den 8de Juni d. A. indlagdes her i Hospitalet, er afgaaet ved Døden den 9de ds. Kl. 1 Formiddag."

Den Afdøde blev kun 42 Aar gammel, og han har levet sin meste Tid her i København. Han har været Enke￾mand i de sidste Par Aar, og har en voksen Datter. Han viste megen Godhed overfor den Pige, der arbejdede hos ham, og hun var ogsaa yderst fortvivlet, da en af vore Medarbejdere besøgte ende i Gaar.

"At tænke sig," udbrød hun hulkende, "at Rundqvist, der i Gaar var saa glad og frisk, er død nu i Dag, det er rædsomt! Jeg holder det ikke ud! Man kan lige saa godt lægge mig i Graven straks. Aa, min Gud, at det skulde ende saaledes! Alt, hvad jeg ejer og har, skal gaa til hans Begravelse, for han skal pænt i Jorden."

Drabsmanden, der nu sidder arresteret, er omkring 30 Aar gammel. Han er af et yderst hidsigt Temperament

(Social-Demokraten 10 juni 1886).

Ved det efterfølgende forhør meddelte Kollin at han havde været så beruset at han ikke erindrede noget. Kollin, eller Mathis Svensson kaldet Coldin, blev ved Kriminalretten i november 1886 efter straffelovens § 188 dømt til 4 års forbedringshus., samt til efter udstået straf at udvises.

Det kan være navnesammefald, men ved en højesteretsdom fra 9. marts 1875 (nr. 59) mod en Mathias eller Mathis Svensson stadfæstedes Bornholms Vester Herreds ekstraretsdom på 18 måneders forbedringshusarbejde for at have tilføjet andre sår og skade på helbred samt ulovlig omgang med hittegods, samt efter udstået straf at udbringes af riget.

Voldtægtssagen fra Nordsjælland. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har i en foregaaende Artikel skildret Gangen i denne mærkelige Sag, der kommer Retsplejen til saa ringe Ære, og som paa sin Vis er en lignende Skandale som Fejøsagen. Men skønt Enkelthederne saaledes er vore Læsere bekendt, er der dog et og andet at fremhæve endnu, og som særlig en Mand: Justitsminister Nellemann, vil have godt af at gøre sig bekendt med.

At de tre Domme, Underrets-, Overrets- og Højesteretsdommen, løber hver sin Vej, ser ikke kønt ud, men det bliver man jo for Resten mere og mere vant til, jo længer vi lever under det nuværende Retssystem, som Ministeriet har erklæret sig for ude af Stand til at føre os bort fra. I dette Tilfælde blev som bekendt Voldsmanden frikendt ved Underretten og idømt Vand- og Brød-Straf ved de to andre Instanser, Pigen derimod dømt til Strafarbejde ved Under- og Overret, men kun fik Vand og Brød ved Højesteret.

Hvordan gaar det nu til, at en ung, uberygtet og ikke forhen straffet eller tiltalt Pige, der møder for Retten om Offer for Voldtægt, selv bliver dømt, medens Forbryderen endog i første Omgang gaar helt fri? Det er klart, at Svaret herpaa ikke blot maa søges i vort daarlige Retsmaskineri, der lægger Undersøgelsen udelukkende i Underdommerens Haand, men ogsaa i en daarlig Administration fra oven - daarlige Embedsbesættelser, et daarligt Tilsyn, og en slatten Holdning bagefter over for en Embedsmand, der har forløbet sig.

Derfor skal vi i Dag fremlægge noget Materiale, som Justitsminister Nellemann vil have Fornøjelse af, dersom han skulde faa i Sinde at beskæftige sig med Underdommeren i denne Sag, Birkedommer og Skriver i Kronborg vestre Birk L. Hammerich.

Denne Mand, der skylder det nuværende Ministerium sin Udnævnelse, paabegyndte i Efteraaret 1884 Undersøgelsen mod Voldtægtsmanden, Forvalter Hans Christopher Rydahl, Søn af Kaptejn Rydahl, der er Fyrmester ved Nakkehoved Fyr. Pigen tjente den Gang i København og maatte da jævnlig rejse op til Birkedommer Hammerich i Forhør. Sagen vakte megen Opsigt paa Egnen, og "Social-Demokraten" blev hurtig underrettet om den, men da det lykkedes os at faa den skandaløse Underretsdom appeleret, besluttede vi os til ikke at omtale Sagen offenlig, før Højesterets Kendelse forelaa.

Vi har i forrige Artikel antydet, hvorledes Birkedommeren ved sin tankeløse og erfaringsløse Ledelse af Forhørene over Pigen fik denne til at give falsk Forklaring og beedige den. Han spurgte hende, om hun tidligere havde havt Samleje med Mænd, og Enhver kan sige sig selv, hvilket Svar en Dommer i de fleste Tilfælde kan vente sig af en ung Pige paa et saadant Spørgsmaal, der tilmed rettes til hende i Retsvidners og Protokolførers Overværelse. Naturligvis skulde Pigen have gjort et af to: enten sagt Sandheden, eller nægtet at svare. Men der er intet at undre sig over ved det Svar, hun gav. Derimod maa man i høj Grad undre sig over Hr. Hammerich. For det første er Voldtægt da endelig Voldtægt selv om den saa øves mod en Skøge; dernæst vidste Birkedommeren, at Pigen var uberygtet, og hendes Hjærteanliggender angik ham ikke ud over Oplysningen om dette ene Punkt: hvor vidt hun var berygtet; og endelig kan man forlange saa megen Erfaring af en Mand i hans Stilling, at han ikke stiller en saadan Fælde op for en ung Pige. Han maatte kunne vide, at hun efter al Sandsynlighed vilde gaa i den.

Men ved Siden heraf var Hr. Hammerichs Forhørsmaade aldeles bagvendt. Han begyndte nemlig med at spørge hende, om hun var "uskyldig", "sædelig", eller hvad han nu har sagt, og da hun havde svaret ja, og han havde ladet hende beedige dette, saa først tog han fat paa at forhøre Gaardens Mandfolk, hvorved han omsider stødte paa en, der havde været Kæreste med Pigen. Hvis nu Birkedommeren havde været saa jævnt klog - for stor Snedighed hørte der ikke til for at finde paa det - at gaa den modsatte Vej, nemlig at spørge Karlene først og hende selv bag efter, saa havde han undgaaet at gøre hende ulykkelig og sig selv til en Fabel for Dommerstanden her i Landet.

Men Enden paa hans Forhørsvirksomhed blev da ogsaa, at han den 23. Marts 1885 lod Pigen arrestere, og at han senere gav hende en Dom paa 2 Aars Strafarbejde, men frikendte Voldsmanden Rydahl, Sønnen af Birkedommerens nærboende Embedsbroder. Dette Resultat meddelte han hendes Moder i følgende Brev:

Helsinge den 3/5, 1885.

Til Tømrer L. P. Nielsens Kone København.

Det gør mig ondt som Svar paa Deres Brev af 29. f. M. at maatte meddele Dem, at Sagen imod Deres Datter Anna Sofie er blevet paakendt i Gaar og har faaet det Udfald, at hun for at have aflagt falsk edelig Forklaring er blevet idømt 2 Aars Forbedringshusarbejde, hvilket var den mildeste Straf (!) der kunde vælges. Hun angiver at ville modtage Dommen (!) uden at appelkere til høiere Ret, men haaber jeg (!) at hendes Straf, naar hun senere indgiver Ansøgning derom, maatte kunne blive nedsat ved Kongens Naade. Hun sender Dem og Deres mange Hilsener.

L. Hammerich,

Birkedommer.

Man fejler vist næppe, at naar "angiver at ville modtage Dommen", saa er det efter Birkedommerens Raad til hende. Derpaa tyder ogsaa den Omhu, hvormed han gør Familien opmærksom paa "Kongens Naade". Birkedommeren har tilsyneladende selv syntes bedre om Kongens Naade end om en Appel af en Dom, hvori Pigens Straf var sit til 2 Aars Strafarbejde og Rydahl til Frifindelse. Et tidligere Brev fra ham, der ligeledes er i vor Besiddelse, viser yderligere, at han under Sagens Gang stadig har søgt at bevæge Forældrene til at lede hende rejse fra København og dér til Birket, naar der skulde holdes Forhør over hende, skønt hun kunde forlange at blive forhørt her i Byen ved Kriminal- og Politiretten. Birkedommeren skriver blandt andet :

. . . Da jeg nu antager, at det vilde være hende meget ubehageligt og pinligt, hvis denne Afhøring skulde foregaa i København for en fremmed Dommer, der ikke kender Sagen saaledes som jeg, og som altsaa kunde faa Anledning til paany at henvende meget generende (!) Spørgsmaal til den unge Pige, saa vil jeg herved spørge Dem, om Deres Datter ikke vilde foretrække at komme herned førstkommende Fredag den 2. Januar med Posten, for at Forhøret kunde foregaa hernede; saa vilde jeg nok kunne indrette det saaledes, at hun kunde være færdig til Posten Afgaar her fra Helsinge og altsaa være igen i København om Aftenen. Det vil jo nedføre et lille Pengeoffer fra Deres Side, men hellere dette (!) end at hun, rimeligvis flere Gange, skulde give Møde for en Dommer i Kriminal- og Politiretten. Vil De med omgaaende Post underrette mig om hvad Beslutning De tager.

L. Hammerich,

Birkedommer.

Naar man nu desuden betænker, at først Overretten og senere i endnu højere Grad Højesteret kom til det Resultat, at Birkedommer Hammerichs Dom var løbet rent paa Siden af Retfærdigheden, saa maa man nok spørge: hvad nu?

Skat vi beholde Hr. Hammerich som Birkedommer i Kronborg vestre Birk efter at han er bleven saa reduceret? Eller skal vi mulig have ham forflyttet til et bedre Embede? Justitsministerens Søstersøn Sylow, der en lang Tid fik en Mængde af sine Domme kasserede ved Højesteret, blev hjulpen paa sidstnævnte Maade, og det er jo muligt, at Ministeriet i sin Visdom beslutter noget lignende med Hammerich. I alle Tilfælde er vort Raad det, at Befolkningen vedbliver at holde Øje med ham, thi han hører ikke til de mindst farlige.

(Social-Demokraten 6. juni 1886).

For denne artikel og en anden artikel fik Social-Demokratens redaktør S. E. Olsen i januar 1888 en bøde på 400 kr. (subsidiært simpel fængsel i 60 dage) for fornærmelige udtalelser mod birkedommeren. Indholdet i artiklen: retssagen, blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved, men redaktørens omtale af birkedommeren blev anset for fornærmelige:

"Social-Demokraten" dømt i en Voldtægtssag.

Hos- og Stadsretten afsagde i Gaar følgende Dom :

I Bladet "Social Demokraten" for 3die og 6te Juni 1886 var under Overskriften "En Voldtægtssag fra Nordsjælland" og "Voldtægtssagen fra Nordsjælland" optaget to Artikler angaaende en af Birkedommeren i Kronborg vestre Birk L. Hammerich behandlet og paakendt Sag, hvorunder en Mandsperson tiltaltes for Voldtægt og den Pige, mod hvem denne Forbrydelse skulde være begaaet, for Afgivelse af falsk edelig Forklaring inden Retten.

I Anledning af disse Artiklers formentlig for Hammerich fornærmelige Indhold, anlagde han, ifølge Ordre fra Justitsministeriet Sag mod S. E. Olsen, som daværende Redaktør af "Social-Demokraten".

Det er under Sagen uomtvistet, at den af Hammerich i den ommeldte Justitssag afsagte Underretsdom blev forandret i de højere Instanser, idet den tiltalte Mandsperson, der ved hin Dom var bleven frifunden, dog med Paalæg af Aktionens Omkostninger, blev anset efter Straffelovens § 171 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, medens Pigen, der ved den af Hammerich afsagte Dom var anset med Forbedringshusarbejde i 2 Aar, ved Højesterets Dom blev anset efter Straffelovens §§ 148 og 147, 1ste Led, med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, og det er ved Fremlæggelse af Sagens Akter godtgjort, at nærværende Ret ved dens Paadømmelse har attesteret, at Sagens Behandling for Underretten har været lovlig, og at heller ikke Højesteret i sin Dom har udtalt nogen Misbilligelse af Hammerichs Forhold Sagen betræffende.

Da de paaklagede Udtalelser maatte siges at gaa ud paa, at beskylde Hammerich for ved Behandlingen af den omhandlede Sag at have vist Uduelighed, Skødesløshed, Mangel paa Erfaring og deslige, og da Hammerich i denne Anledning omtales paa en haanende Maade, samt da Olsen ikke havde godtgjort nogen Beføjelse til at fremkomme med de omhandlede Udtalelser, blev disse ved en i Gaar afsagt Hof- og Stadsrets Dom som fornærmelige for Hammerich mortificerede og Olsen anset efter Straffelovens § 217 med en Bøde til Statskassen as 400 Kr. subsidiært simpel Fængsel i 60 Dage og paalagt Sagens Omkostninger.

* * *

Med den heromtalte Sag forholder det sig saaledes:

I Sommeren 1884 tjente en ung Pige ved Navn Ane Sophie hos Fyrmesteren ved Nakkehoved Fyr (Nordsjælland), Kaptejn Rydahl. Den unge Pige var i alle Maader hæderlig og uberygtet. En Nat trænger Kaptajnens Søn, Forvalter Hans Christopher Rydahl ind i hendes Kammer og øver Voldtægt imod hende.

Som Følge af dette forlod Pigen sin Tjeneste og indgav Klage over det Passerede til den Kaptejn Rydahl nærboende Birkedommer i Helsinge L. Hammerich. Under Sagen blev det uomtvisteligt, at Forvalter Rydahl havde bragt Pigen i sin Vold; men ikke desto mindre blev Rydahl frifunden imod at betale Sagens Omkostninger, medens Pigen blev idømt 2 Aars Strafarbejde. "Fa'rs Søn", den velstaaende voldtægtsmand, gik frank og fri medens hans Offer sendtes i Forbedringshuset.

Dette Resultat naaedes paa følgende Maade:

Efter at det var godtgjort, at der havde fundet Voldtægt Sted, rettede Dommeren, Hr. Hammerich, Undersøgelserne mod Pigen. Hun var som sagt uberygtet; men hun havde været Kæreste med en af sine Medtjenere. Hr. Hammerich gik nu den Vej, at han under Forhørene i Retten og under Nærværelse af det øvrige Retspersonale spurgte Pigen, om hun nogensinde havde staaet i kønslig Forbindelse med Mænd. Pigen svarede Nej! Hvilken und Pige gør Tilstaaelser af den Natur? Hammerich forlangte, at hun skulde beedige sin Forklaring, og da hun først havde indladt sig paa Benægtelser, følte hun sig vel tvungen til at gaa videre, hvor galt dette end var. Hun aflagde Eden.

Først da skred Hammerich til at forhøre hendes Medtjenere, og han traf da ogsaa paa hendes Kæreste, som tilstod, at han havde staaet i kønsligt Forhold til hende.

Selv ikke-Jurister vil kunne forstaa, hvor uheldigt Hammerich bar sig ad ved denne Lejlighed. Først og fremmest: Hvad kom Pigens Kæresterier Voldtægtssagen ved? Har man Lov til at øve Voldtægt mod enhver Pige, som har givet sig hen tik sin Forlovede? Nej, naturligvis ikke! Men vilde Birkedommeren absolut have Rede paa Pigens Forhold, burde han selvfølgelig have begyndt med at anstille Undersøgelser blandt hendes Omgivelser. Men han ventede hermed, til hun havde aflagt den falske Ed! Han forlangte af hende, at hun for ham skulde bekæmpe sin Skamfølelse, skulde gøre ham Rede for sine privateste og intimeste Forhold. Og hun var ikke klog nok til at vise ham tilbage med den Erklæring, at hun ikke vilde afgive Forklaring. Hun lod Befippelsen og Undseelsen løbe af med sig, og Resultatet blev 2 Aars Fængsel.

Det saa en Tid ud, som om Retten skulde have sin Gang hermed. Pigen blev paa en eller anden Maade formaaet til at erklære sig tilfreds med Dommen, og hun stod paa Vejen til Fængslet, medens Forvalter Rydahl nød sin Frihed i bedste Velbefindende. Da blev vi opmærksom paa Sagen.

Ane Sophies Fader er et af disse skikkelige religiøst anlagte Mennesker, der tager alt ondt som en Himlens Straf, imod hvilken der ikke maa knurres. Saaledes tog han ogsaa Datterens Domfældelse. Da Pigen ikke havde Myndighedsalderen, var det ham, som skulde appellere. Og vi havde betydelige Anstrængelser, inden vi fik bevæget ham til at forlange Sagen ført frem for Overretten.

Den 8. September 1885 faldt Overrettens Dom. Det var lykkedes at fastholde Forvalter Rydahl som Voldtægtsmand, og medens Hammerich havde frikendt ham, opnaaede man, at Overretten dømte ham til 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Men Pigens Straf stadfæstedes. Hun idømtes atter 2 Aars Strafarbejde.

Saa gik Sagen til Højesteret. Og endelig ved denne Rets Dom af 31te Maj 1886 naaede Ane Sophie en Formildelse, saaledes at hendes Straf nedsattes til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, medens Rydahl fik sine 6 Gange 5 Dage stadfæstet.

Dette blev Resultatet af vor Virksomhed. Vi skaffede Pigen en Læmpelse og Straf over hendes Voldsmand. For saa vidt indrømmede altsaa baade Overretten og Højesteret, at vi havde været berettigede til at antage os den Ulykkeliges Sag. Vi maatte blot ikke fortælle, hvorledes der dømmes her i Landet. Det gjorde vi, da Højesteretsdommen faldt. I Artikler, som var affattede altfor læmpelige, meddelte vi om denne mærkelige Underretsdommer, som havde frikendt en Voldsmand og dømt den Voldtagne. I de foranstaaende Domspræmisser findes de Udtryk, vi benyttede ved denne Lejlighed. Vi talte om Uduelighed, Skødesløshed, Mangel paa Erfaring og deslige. Hvad kunde vi sige andet?

Og saa fik vi da det Offenliges Tak, fordi vi optraadte som Beskytter for en værgeløs Kvinde. Hof- og Stadsretten udtrykker den omtrent saaledes: Retten finder ingen Anledning til at udtale sig imod Birkedommer Hammerich, men idømmer "Social Demokraten" 400 Kroners Bøde.

(Social-Demokraten 17. januar 1888).

Fotograf og maler Niels Christian Hansen (1834-1922) og fotograf Frantz Clemens Stephan Weller (1838-1900): Birkedommer Louis Hammerich, Louis (1830-1916). 1877-1900. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Birkedommer Louis Hammerich (1830 i Kiel-1916) studerede jura ved Kiel universitet ved udbruddet af Krigen 1848-1851. Han meldte sig som frivillig ved 5. Linjeinfanteribataljon og blev 17 år gammel udnævnt i 1848 til sekondløjtnant. Han deltog i krigen 1849-1850 ved slaget ved Fredericia og ved Isted. Han avancerede til premierløjtnant. Han blev slesvigsk cand.jur. 1853 og konstitueret herredsfoged i Frøs og Kalvslund Herreder, borgmester, politimester og byfoged i Egernførde. Her erstattede han Langheim der var blevet degraderet for at være for blød over for de tysksindede, se indslaget herom: Casper Conrad Langheim (1806-1864).

Han blev kancelliråd og herredsfoged i Bøking Herred 1856 og var politimester og rådmand i Flensborg 1859-1864. Efter at være blevet fjernet af prøjserne, tog han til Danmark og blev dansk cand. jur. 1865 og byfoged i Aarhus 1867-1877, derefter birkedommer i Kronborg vestre Birk 1877-1906. Han blev begravet på den Hammerich'ske familiebegravelse på Frederiksberg Kirkegård.

Et nyt Vidnesbyrd om den estrupske "Arbejdervenlighed". (Efterskrift til Politivennen)

Ministeriet har, som tidligere meddelt, i indeværende Maaned betænkt Arbeiderne i Danmarks vestindiske Besiddelser med en Foræring, der hedder: "Anordning om en lettere Adgang for Plantage-Arbejdere til at anskaffe sig de daglige Nødvendighedsartikler".

Den første Paragraf i denne Anordning lyder saaledes:

"For at forskaffe Plantage-Arbejderne en let Adgang til at erholde de daglige Nødvendighedsartikler, skal det være enhver Ejer eller Bestyrer af en Plantage tilladt uden særlig Bevilling, og uden Erlæggelse os nogen Afgift at holde Oplag paa Plantagen af alle almindelige Fødevarer (herunder ikke indbefattet stærke Drikkevarer), Stenolje, Lys, Tændstikker, Sæbe, Stivelse, Tobak og Piber til Forsyning for Plantagens egne Arbejdere, dog at disse Varer alene maa indkøbes hos Handelsberettigede paa St. Croix.

Uddeling til Arbejderne af de anførte Varer maa kun finde Sted paa Hverdage og udenfor de almindelige Arbejdstider."

Efter Navnet at dømme er denne Anordning en Indrømmelse til Arbejderne, men det bliver ogsaa ved Navnets thi i Virkeligheden er den kun egnet til at bringe Arbejderne i et større Afhængighedsforhold til Arbejdsgiverne, end de stod i Forvejen, og et Middel for Arbejdsgiverne til i endnu højere Grad end tidligere at udbytte og udpine Arbejderne.

Det er en Selvfølge, at naar Plantageejerne forsynede sig med Oplag af Arbejdernes Nødvendighedsartikler, saa fordrer de, at Arbejderne skal købe dem, og det bliver da en absolut Tvang for Arbejderne at forsyne sig fra deres Herrers Magasiner. Herved bliver Arbejdsgiverne i Stand til, dels at forlange for Varerne omtrent hvad de finder for godt, og Arbejderne er dernæst tvungne til at tage imod de Varer, Plantageejerne vil byde, selv om de er aldrig saa slette. Resultatet vil blive dette, at Arbejdernes surt erhvervede Løn vandrer over i Plantageejernes Lommer, og at Arbejderne som Vederlag for deres Arbejde maa nøjes med en Sulteføde af den allersletteste Beskaffenhed.

Paa den Maade faar Plantageejerne atter en Art Slaveri indført, og dette har endda den Fordel for dem. at de faar ganske anderledes billige Slaver end den Gang, da Slaveriet var officielt anerkendt.

Tidligere maatte Plantageejerne købe deres Slaver, og forøvrigt laa det i Eiernes egen Interesse at holde Slavernes Kræfter nogenlunde vedlige. Nu behøver de derimod ikke at købe Slaverne. Der stikker nu ingen Kapital i dem, og det er derfor en temmelig ligegyldig Sag for Plantageejerne, hvorvidt Arbejderne gaar til Grunde af Sult og Nød eller ikke. De kan nu for en ringe Løn af Hjærtenslyst udpine Arbejdernes Arbejdskraft og derefter atter putte Lønnen i Lommen som Betaling for en elendig Sulteføde.

Det System, der indføres ved nævnte Anordning, er iøvrigt godt kendt i Amerika. Det har været anvendt mangfoldige Steder, men har overalt ført til de samme Resultater og er overalt bleven fordømt af Arbejderne. Det vil rimeligvis gaa paa somme Maade i dette Tilfælde, og efter at de vestindiske Arbejdere har faaet denne Forsmag paa "Arbejdervenligheden" hos det estrupske Ministerium, vil de, i Lighed med deres Kolleger i Moderlandet, efter al Sandsynlighed betakke sig for at faa mere Part i den, end de allerede har faaet.

(Social-Demokraten 16. maj 1886).

Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

Der er i denne uge indtruffet et ualmindeligt stort antal dødsfald i den jødiske menighed, større end vist nok i mands minde, idet nemlig ikke mindre end 7 personer er døde i ugens løb. Dette har medført en ikke ringe gene på begravelsesvæsnets område, idet nemlig apparatet her selvfølgelig ikke er og hidtil heller ikke har behøvet at være synderligt stort, da det jo ikke er beregnet på mere end en enkelt begravelse i løbet af en dag, mens der nu fx i morgen søndag vil være ikke mindre end 4 begravelser at foretage, så den ene af disse endog har måttet forlægges til om eftermiddagen. Under disse forhold savnes det stærkt at menigheden der i vinter har fået en ny begravelsesplads - som bekendt beliggende ude ved Vestre Kirkegård - ikke har fået et kapel opført der, og for så vidt man ikke vil lade begravelserne foregå fra hjemmet, hvad der sjældnere og sjældnere sker, må man altså ty til kapellet i Møllegade på den gamle begravelsesplads og derfra atter køre liget ud til Vester Fælledvej. Der er da også allerede inden de sidste dødsfald gjorde savnet mere føleligt, indgivet et andragende til menighedens repræsentantskab om opførelse af et kapel på Vestre Kirkegård, og med de sidste begivenheder for øje er der ingen tvivl om at man vil skride til tilvejebringelsen af et sådant. 

(Bornholms Avis og Amtstidende, 10. maj 1886).

Beslutningen om opførelsen af et kapel skete i marts 1887.

Dette område af begravelsespladsen er formentlig et af de ældste, hvis ikke det ældste. Mange grave er fra tidligt i 1886. Gravmæler er gået til, andre smuldrer, mens andre ser ud til at være fornyet. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.