Frk. Petolettis Død Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen)

En Artistindes Endeligt.

Det er ikke ret mange Aar siden, Tivolis yngre, vexlende Stab af Kolumbine-Fremstillerinder ikke existerede; lige saa ufravigelig som der hver Aften blev givet en Pantomime, lige saa sikkert kunde man paa Programmet se Rollens Indehaverinde angivet som Frøken Petoletti.

I en lang Række af Etablissementets første Aar hed hun Jomfru Petoletti; da i Begyndelsen af Treserne Revolutionen i den kvindelige Titulatur opstod, fulgte Tivoli Strømmen, som selv det kgl. Theater tilsidst bøiede sig for, og Jomfrunavnet blev ombyttet med Frøkentitlen.

Aften efter Aften saalænge Tivolisaisonen varede mødte Frøken Petoletti paa Pletten, og endnu længe efterat hun var ude over de første Ungdomsaar, vedblev hun at fremstille Harlekins bedaarende Elskede. Slægt efter Slægt er voxet op under Forestillingen om, at saaledes som hun nu engang spillede Rollen, maatte Kolumbine absolut være; man havde ingen Anden seet og tænkte slet ikke paa, at ogsaa hun var Forkrænkelighedens Lov undergiven.

Omsider kom dog den Dag, da Ombytningen skete; det var en hel Begivenhed i Tivolis Liv; men frøken Petoletti forsvandt ikke ganske; naar der af til i Pantomimerne var Brug for Rollen i det ældre Fag, bleve de nu tildelte hende, og ogsaa som Veilederinde for adskillige af de yngre Kræfter gjorde hun Tjeneste; i sin Ungdoms Dage havde hun selv optraadt som Dandserinde, som saa mange Andre gik hun senere over til at blive en Art Instruktrice.

Men selv denne virksomhed fik Ende. Alvorlig og langvarig Sygdom tvang hende tilsidst til helt at gaa tilbage fra scenisk virksomhed, og i de sidste Aar tilhørte hun fuldstændig Privatlivet; kun sieldent saa man den fordums Kolumbine, altid iført en tarvelig, mørk Dragt, bevæge sig gennem Byens Gader.

Nylig havde hun atter været angreben af en alvorlig Sygdom, den slog sig paa Hjernen, og en Morgen savnedes hun i sit Hjem. som hun i sindsforvirret Tilstand havde forladt, kun halvt paaklædt.

Man efterlyste hende og søgte efter hende overalt, men forgjæves; Ingen havde seet hende. Ingen vidste Besked om hende,

Saa omsider i Fredags, da en Damper seilede ind i Gasværkshavnen, bragte Bevægelsen i Bandet et kvindeligt Lig op til Overfladen; i det første Oieblik vidste Ingen, hvem det var, kun syntes man at antage, at det var en yngre Kvinde - senere har det vist sig, at det var Frøken Petoletti.

Hvorledes Ulykken er skeet, frivillig eller ufrivillig, vil vel aldrig blive konstateret, men Sandsynligheden taler maaske nærmest for det sidste, ialtfald er hun gaaet i Døden uden Bevidsthed.

(Dagens Nyheder 18. juli 1886).

Ukendt Fotograf:, Caroline Barbara Louise Petoletti (1824-1886) balletdanserinde (Columbine på Tivoli i København). Det kongelige Bibliotek.

I Gaar Middags fandt en Jordefærd Sted paa Vestre Kirkegaard under ualmindelige Omstændigheder. Den Afdøde, en forhenværende Artistinde, var nemlig døbt og opdragen som Katholik, men den katholske Præst havde vægret sig ved at forrette Jordpaakastelsen, da det saa ud til, at hun selv havde søgt Døden. Dette Hverv havde da Pastor Lütken paataget sig. Organist Kalhauge spillede Orgel og et Kor af unge Damer sang. Hun havde saa godt som ingen Slægtninge tilbage. De mest fremragende i Følget var hendes gamle Kammerater, Artisterne ved Tivolis Pantomimeteater, Volkersen og Hesse. Denne med Grønt og hvide Lilier smuttede Kiste oversluttede nemlig Frøken Petoletti, Tivolis mangeaarige Kolumbine.

Hvilken Københavner kendte ikke hende? I over fyrretyve Aar havde hun smilende og gratiøst som Harlekins Elskerinde danset hen over den lille Scenes Brædder. Mange Tusinder har tiljublet hende, ethvert Barn forstod hendes stumme Sprog. Men selv paa det Kønneste Ansigt ætser Tiden Mærker, som ikke kan skjules af Teatersminken. Da Frøken Petoletti var bleven henimod 60 Aar, maatte hun give Afkald paa den skælmske, yndefulde Kolumbine, men hun spillede derefter nogle ældre Roller og fungerede som Instruktrice for de yngre Kolumbiner.

Saa tvang Sygdom hende helt tilbage fra den sceniske Virksomhed, Sygdommen tiltog, hendes Hjærne blev angreben. En Morgen savnedes hun i sit Hjem, som hun rimeligvis sent om Aftenen havde forladt i sindsforvirret Tilstand. Man efterlyste hende, søgte efter hende over alt, men ingen havde set hende. Sine Ørenlokker og Ringe havde hun taget af og lagt paa Bordet. Hun var kun halvt paaklædt.

I Fredags sejlede en Damper ind i Gasværkshavnen. Ved den Bevægelse, Vandet kom i, bragtes et kvindeligt Lig op paa Overfladen. Næste Dag meddelte Bladene ganske kort: Liget af en forhenværende meget bekendt Artistinde, der den 8. ds forlod sit Hjem i sindsforvirret Tilstand, blev i Gaar Morges funden flydende i Gasværkshavnen. Det blev ved Politiets Foranstaltning indlagt i Lighuset ved Langebro.

Det var Tivolis feterede Kolumbine. Hun var ikke til at kende. Liget havde ligget otte Dage i Vandet.

De mange Aar, hun havde virket ved Pantomimen i Tivoli, havde styrket Venskabsbaandet mellem hende og hendes Kaldsfæller fra den første Tid og til nu. Da Præsten havde endt Jordpaakastelsen, traadte Volkersen op paa Jordhøjen og udtalte højt:

"En hjærtelig Tak til alle, der venligt fulgte min gamle Kammerat!"

A-

(Social-Demokraten 22. juli 1886).

Frøken Pettoletti var datter af en Casorti. Som skrevet instruerede hun bl. a. Anna Kjærrumgård (1866-1939) der dansede Columbine i 35 år. På Vesterbros teater var Casorti den første berømte danske Pjerrot og hans datter Theresia skal have været en yndig Columbine. Völkersen spillede Pjerrot i 50 år. Columbinerne spillede dengang modsat senere tider helt op i den modneste alder, de blev ikke udskiftet.

Hesse havde sine 1843 optrådt i Tivoli i de casortiske pantomimer. Han trak sig først tilbage i 1894. Han gæsteoptrådte som 80-årig i 1897.

Vold mod Elev i Saxkøbing. (Efterskrift til Politivennen)

Mishandlingen i Saxkjøbing

Overlærer Hans Rasmussen i Saxkjøbing indrømmer i "Folketid.", at Drengen har med et Spanskrør faaet en meget alvorlig Tugtelse. Nedenstaaende Lægeattest viser Tugtelsens Grad:

Efter Begjæring af Murersvend A. Tops Enke har jeg Dags Dato undersøgt hendes Søn, Lauritz, der foregav, at han den 5te ds. om Formiddagen var blevet gjennempryglet paa Skolen, og fandtes da :

1) hele Ryggen, lige fra Nakken til Bæltestedet, blaa- og grønfarvet som af underløbet Blod, noget ophovnet under og omkring begge Skulderbladene, oven paa venstre Skulderled en af Blod underløbet Plet af en Species Størrelse.

2) Paa begge Overarmes ydre og udvendige Flade flere blaa og grønne Striber, hvis Omfang var lidt hævet.

3) Paa Brystet saas ikke Spor af udvortes Vold. 

Saxkjøbing, den 7de Juli 1386.

P. Hansen.

Læge.

Hans Rasmussen skal i Følge "Flkt." selv være en fattig Indsiddersøn, der blev hjulpen frem ved Velvillie og Kjærlighed. Han har glemt, hvad Lærere af hans Slags altid glemmer: at Haardhed avler Haardhed.

(Stubbekøbing Avis 10. juli 1886).

Fotograf Christian Peter Lauritz Wismer (1843-1891): Overlærer Hans Rasmussen, Hans (1851-1939) overlærer. 1867-1883. Det kongelige Bibliotek.

- "Loll. F. Flktd." meddeler en uhyggelig Historie om en Dreng i Saxkjøbing Skole, der er bleven mishandlet paa en højst uhyggelig Maade af en Overlærer ved Skolen, Hr. Hans Rasmussen Bladet meddeler følgende nærmere om Sagen: Drengen, der hedder Lauritz Topp, forsørges af Fattigvæsenet og er af dette anbragt hos en Rebslager i Byen. I Skolen skal han jevnlig være udsat for haard Medfart uden at saa ringeste Medhold hos sin Plejefader. Ikke desmindre skal han være en temmelig flink, opvakt og begavet Dreng. Anledningen til Mishandlingen stal være følgende: Der er i Byen dannet et Par Drengeforeningcr. som hver har sin Fane. Overlærer Hans Rasmussen, der er Formand for Byens konservative Klub, fik Bedsteborgernes Sønner til at danne en "konservativ Drengeklub". Da Adgangen til denne imidlertid ikke stod aaben for alle Drengene, blev der Misfornøjelse hos nogle af de smaa Tilsidesatte. De lavede saa en Forening for sig og fik sig en Fane. Forrige Søndag havde begge Drengeforeninger Tur i Skoven med deres Faner, og Lauritz Topp var Fanebærer i sidstnævnte Forening. Hr. Rasmussen traf dem, da han samtidig var ude paa en Kjøretur. Hvorvidt der passerede Noget ved dette Møde med Drengeklubben, vides ikke. men den næste Dag gav Hr. Rasmussen den lille Fanebærer 58 Stokkeslag! Slag efter Slag faldt tungt og gennemtrængende paa det ulykkelige Barns Ryg. Ved det fyrretyvende lød Lærerens Hustrues mere menneskelige Røst oppe fra Loftet, om det dog ikke snart maatte være nok. Men Nei. Ikke et Øie var tørt i hele Klassen; uvilkaarlig talte Børnene Slagene, medens den frygtelige Tortur fortsattes, indtil det 58de Slag, der blev raabt ud over hele Klassen som med en Mund. Saa endelig standsede Hans Rasmussen. Han var træt. Lauritz Topp fik Lov til at forlade Skolen med de andre Børn. Med blodig Ryg gik han grædende i Byen og besørgede sine Byærender, og med blodig Ryg gik han ligesaa i sit Arbeide paa Reberbanen hele Eftermiddagen. To Borgere i Byen fik Drengen at se og spurgte ham om, hvorfor han græd. Han blottede dem da sin mishandlede Ryg. De tog da Drengen med til Distriktslægen, som efter en foretagen Undersøgelse udstedte Attest for, at Drengens Ryg fra Skuldre til Bæltested fremviste blodunderløbne og ophøjede Striber, slaaede med en Stok. Derefter anmeldte de Sagen for Byfogden, til hvem de afgav Lægeattesten. Sagen vil nu blive Gjenstand for offenlig Undersøgelse. Forhør blev allerede holdt om Tirsdagen over Læreren, Drengen og Rebslageren. Om Eftermiddagen var Skolekommissionen samlet, formentlig foranlediget ved det Forefaldne. Forøvrigt skal det ikke være første Gang, at der er sket noget Lignende i den korte Tid, Hr. Rasmussen har været Overlærer ved Skolen. I Vinter skal et andet faderløst Barn være bleven straffet af ham paa en saa uforsvarlig Mande, at der blev anskaffet Lægeattest for Mishandling og han i den Anledning fik en alvorlig Irettesættelse. - Tingsted Sogn, under hvis Fattigvæsen den gjennempryglede Dreng hører, har fundet sig foranlediget til at tage ham ud af Saxkjøbing Skole for at søge ham anbragt et andet Sted.

(Middelfart Avis 13. juli 1886).

Højrepressen var begejstret over at læreren på denne måde havde tugtet oppositionen, og Hans Rasmussen fik megen anerkendelse for sin indsats, se fx nedenfor artiklen i Dagens Nyheder, og fik efterfølgende en karriere indenfor partiet.

Sakskøbing Borgerskole, Torvet. En af de skoler hvor Hans Rasmussen var lærer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Politisk Forfølgelse.

(Korrespondance til "Dagens Nyheder".)

Saxkjøbing, den 12te Juli 1886.

En ualmindelig hensynsløs og brutal Forfølgelse er i den sidst forløbne Uge sat i Scene mod Formanden for den konservative Klub i Saxkjøbing, Overlærer Rasmussen. Denne havde nemlig i sin Skole seet sig nødsaget til alvorligt at afstraffe en i høieste Grad uvorn Dreng (en Dreng, der f. Ex. i det optagne Politiforhør bekjendte at have slaaet i Bordet for Overlæreren og sagt: "Jeg vil "Fanden æde mig" gaa ned og melde til Politiet, at De har slaaet mig!"). Et Par Socialistførere, der have været særlig forbittrede, siden deres mislykkede Socialistfest bragte den konservative Klub saa stor Tilgang, og som sikkert fandt, at en saadan Dreng var moden til deres Omsorg, tog sig af ham, fik en Lægeattest (der dog udtalte, at han ingen Skade havde lidt paa Helbredet), meldte Sagen til Politiet og begyndte i Kompagni med Rasmus Clausen og Jordan (der i Fængslet har Leilighed til at lægge Langhalmen tilrette for sin Straamand), en glubende Pennefejde mod Overlærer Rasmussen i "Loll.-Falst.s Folketidende"; han blev selvfølgelig fremstillet i de sorteste Farver, medens Drengen var en Lysets Engel; der taltes "tunge Anklager", "Misgjerninger" osv. og gaves de vildeste og længst fra Sandheden liggende Beretninger om det Passerede, Altsammen i en Form, der særlig var anlagt paa at vække Had, hvilket Maal ogsaa forsaavidt er naaet, som Overlæreren har den Fornøielse daglig at modtage Truselsbreve fra kjøbenhavnske Socialister. Imidlertid billigede Skolekommissionen ganske hans Optræden ved den nævnte Leilighed, ligesom Amtet resolverede, at der ingen Grund var til at foretage Noget i Sagen fra det Offenliges Side. Dette var naturligvis en velkommen Anledning for de sammenrottede Bagvaskere til at falde over Autoriteterne, hvormed de i disse Dage more sig. Rimeligvis ville nogle Processer slaa koldt Vand i Blodet paa dem.

Det er en Selvfølge, at alle renlivede Venstremænd betragte Drengen som Martyr, og hans Færd vil, efter hvad der forlyder, blive belønnet med en "Folkegave".

(Dagens Nyheder 14. juli 1886).

Ukendt fotograf: Overlærer Hans Rasmussen (19.11.1851-18.1.1939) og hans kone der tilsyneladende lagde en dæmper på mandens fremfærd mod drengen. Det kongelige Bibliotek. 

Hans Rasmussen (1851-1919 eller 1939) var husmandssøn, uddannet 1868-1871 på Jonstrup seminarium. Han var 1871-1874 huslærer i Vejleby ved Christianssæde. 1875-1878 lærer i Lemvig. 1878-1885 lærer i Helsingør. Han var 1885-1914 overlærer ved Sakskøbing Borgerskole. Han blev senere medlem af hovedstyrelsen for Danmarks lærerforening og i 1893 og 1907 ordfører på de store skolemøder, som indledte lærernes lønreform. Ligeledes var han i en årrække medredaktør af lærerforeningens medlemsblad "Folkeskolen". Hans Rasmussen var Højremand og i 1886 medstifter af aktieselskabet "Saxkjøbing Kæmpetelt" i anledning af den konservative klubs faneindvielse. Hans familiegavsted er på Sakskøbing kirkegård

Lolland-Falsters Folketidende skrev efterfølgende om skolekommissionens frifindelse af Rasmussen: "Dette Aktstykke har kun den ene Fejl, at det stiller Børnene i Saxkjøbing Skole i en temmelig betydelig Grad mere rets- og forsvarsløse end Vognmandshestene er stillet paa Kjøbenhavns Gader."

Dette fik kommissionen til at anlægge sag mod redaktøren for æreskrænkelse. Hans Rasmussen (der også var formand for Saxkjøbing konservative Klub) truede desuden med at sagsøge Morgenbladet, Politiken og Social-Demokraten for at have viderebragt Lolland-Falster Folketidendes artikler om sagen. Hertil fik han fri proces. 

Vidneafhøringerne foregik i oktober 1886 (se fx Lolland-Falsters Folketidende 5. oktober 1886). Skolekommissionen ombestemte sig og gav Hans Rasmussen en reprimande.

Gennem de tre retsinstanser var følgende afgørende: Havde Hans Rasmussen holdt antallet af slag inden for de reglementerede 15 eller som avisen citerede kilder for: 58. Ved retssagen blev der kun taget højde for at lægeerklæringen angav at der ikke var sket varige fysiske skader på drengen. Og endelig at retterne lagde mest vægt på Hans Rasmussens forklaring, ikke på "lægfolkene".

Pryglesagen fra Saxkjøbing for Høiesteret. (Fra vor Meddeler). Mandag Formiddag henad Kl. 12 kom den i sin Tid meget omtalte Pryglesag fra Saxkiøbing for Højesteret. Omtrent fire Aar har den været om at passere de foregaaende Instanser, og det er derfor maaske ikke afveien med et Par Ord at erindre om den Begivenhed, der gav Anledning til Sagen: I Dagene fra den 7de til den 13de Juli indeholdt "Lolland Falsters Folketidende", for hvilket Blad dengang Redaktør P. Christiansen var angivet som Ansvarshavende, en Række Artikler om en Mishandling, der havde fundet Sted i Saxkjøbing Friskole den 5te Juli.

Ved den nævnte Leilighed skulde Overlærer Hans Rasmussen, Formanden for Byens "konservative Klub", have bibragt et af Børnene, Enkemadam Tops 12-aarige Søn, Laurits, 58 Slag med et Spanskrør, hvilken Revselse i "Lolland-Falsters Folketidende" var betegnet som en "gruopvækkende Mishandling", "Misgjerning", "oprørende Behandling", "en frygtelig Tortur og umenneskelig Færd". Det antydedes tillige, at Revselsen stod i Forbindelse med den politiske Bevægelse i Saxkjøbing, idet Overlærer Rasmussen var bleven oprørt over, at Laurits Top havde været Fanebærer for en Forening af Smaaborgernes Sønner. Da Rasmussen anlagde Sag mod Bladet for disse Artikler, benægtede han baade at Mishandlingen havde været saa grov som anført, og at politiske Grunde havde været Aarsagen dertil. 

Ved Nykjøbing Bythings Dom blev Red. Christiansen idømt en Bøde af 300 Kr., hvilken Dom stadfæstedes af Overretten den 8de Juli 1889. I sin Dom udtalte Overretten, at Lærer Rasmussen vel havde overskredet Revselseretten, men at Bladets Artikler dog ikke havde været fuldt beføjede, idet det særlig ikke kunde siges, at Revselsen var foregaaet af politiske Grunde. Redaktør P. Christiansen indankede Overrettens Dom for Højesteret, hvor Højesteretssagfører Svend Høgsbro mødte for Citanten, medens Kammeradvokat Hindenburg førte Sagen for den indstævnte Lærer Rasmussen. Svend Høgsbro kunde, da Dokumentationen bliver meget vidtløftig, idet man i den vil finde alle de udførlige Vidneforklaringer, indskrænke Redegjørelsen for denne Tragedie til det mindst mulige. 

Laurits Top var faderløs, da Begivenheden foregik, og han var ligesom sin Moder undergivet Fattigvæsenets Forsorg, dog opholdt han sig ikke hos Moderen, men var sat i Pleie hos en Rebslager Henriksen; han var forholdsvis lille af sin Alder. Den Dag, Mishandlingen foregik, havde Laurits Top været i Skole fra om Morgenen, og i en af Timerne begik han en Forseelse, der synes at have bestaaet i, at han talte høit og lo. Denne temmelig ubetydelige Forseelse gav Overlærer Rasmussen Anledning til at trække Drengen ud paa Gulvet og give ham først en 4-5 Slag med et Spanskrør. Lidt efter paastod Rasmussen at Laarits lo igjen og gav ham paany endel Slag; dette gjentoges endnu engang, hvorefter Drengen slog i Bordet og sagde: "De har Fanden æde mig ikke Lov til at slaa mig saaledes; jeg skal melde Dem til Byfogden!" Det er selvfølgelig beklageligt, men det er dog undskyldeligt, at Trodsen kommer op i ham efter den Mishandling, han havde lidt.

Spanskrøret, som Rasmussen benyttede, var 1 1/4 Alen langt og saa tykt som en Mands Lillefinger. (Taleren overleverer Retten et Spanskrør af dette Omfang, hvilket af Rasmussen var angivet at være af samme Størrelse som det af ham benyttede). Efter Drengens respektstridige Ytring blev han trukket frem igjen og fik en ny Dragt Prygl. Rasmussen paastaar, at han i de fire Omgange fik 16-19 Slag, medens Børnene i Klassen talte Slagenes Antal til mellem 50-56. At det sidste Tal er rigtigt er tildels bestyrket af de afgivne Vidneforklaringer; dette har saavel Drengens Moder som en Skomager Hansen og en Kjøbmand Christiansen hørt af Børnene. En Pige, Alvilda Rasmussen, der havde siddet og grædt af Medlidenhed imod den Mishandlede, kunde ikke selv tælle Slagene, men havde hørt af de Andre, at Laurits fik 48 eller 53 Slag. Naar henses til, at der ifølge Straffeloven kun maa gives unge Mennesker fra 16-18 Aar 25 Slag Rotting, vil man imidlertid indse, at det var for grov en Mishandling, om Rasmussen kun havde givet Drengen 19 Slag. 

Efter at Laurits var kommen hjem fra Skolen, blev han sendt hen til Kjøbmand Chr. Jansen, hvor denne tilligemed Skomager P. Hansen saa Drengens Ryg, der lignede et stort Saar. Hansen erklærede bl. A., at hvis denne Mishandling var overgaaet hans Barn, vilde han strax være gaaet til Overlærer Rasmussen og tampet ham, saa han skulde krybe for Barnets Fødder. De to Mænd gik med Drengen til Distriktslæge Hejn, der synede ham, men Lægeattesten har det ikke været muligt at saa frem under Sagen, dels fordi Byfogden havde beholdt den, og dels fordi Lægen ikke vilde give en Afskrift af Attesten.

Under Forhørene maatte Læge Hejn dog indrømme, at han ved at se Drengen havde udtalt, at det var nogle slemme Stryg, han havde faaet. Skolekommissionen havde vel anmodet Byfogden om at lade Sagen falde, men den havde dog nogle Dage senere givet Rasmussen en skarp Irettesættelse. Fra Læge Hansen foreligger en Attest, som er skrevet et Par Dage efter Revselsen, og det hedder deri bl. A., at "hele Ryggen lige fra Nakken til Beltestedet fandtes blaa og grøn farvet som af underløbet Blod, noget ophovnet, under og omkring Skulderbladene: oven paa venstre Skulderblad en af Blod underløbet Plet af Species Størrelse: paa begge Overarmens ydre og udvendige Flade flere blaa og grønne Striber, hvis Omfang var lidt hævet". Taleren kunde ikke indrømme, at Spanskrør var lovligt Straffemiddel, thi i en Ministerialskrivelse af 27de November 1866 hedder det, at det vel antages, at der maa bruges Spanskrør, men at man dog ikke anser sig berettiget til at give saadan Tilladelse. Selv om imidlertid dette Straffemiddel er tilladt, saa naar Spørgsmaalet om Mishandling ligefuldt aabent; og at Mishandlingen i dette Tilfælde har været uforsvarlig, kan der ikke være Tvivl om, da Drengen har Spor af Revselsen endnu 3 Uger efter. 

Hvorvidt Revselsen er sket af politiske Grunde, er ikke bestemt fremsat i "Loll. Falst. Folket."; det hedder kun, at det ikke er oplyst, men det synes, som om Dannelsen af Drengeforeninger i Saxkjøbing har indvirket paa Rasmussen, der som Formand for Byens konservative Klub sympatiserede mere med den saakaldte "konservative" Forening, som Borgerskolens Drenge havde dannet, end med den Forening, som Friskoledrengene havde dannet, fordi Borgerskolens Drenge ikke vilde have "Socialisterne" ind i deres Forening. Da Laurits Top var Formand og Fanebærer i den socialistiske Forening, er det forstaaeligt, at det for Mange har set ud, som om Rasmussen nærede Uvillie mod denne Forening og lod det gaa ud over Formanden. Rasmussen paataler bl. A. en Ytring i Bladet om, at han havde gjort Forsøg paa at mistænkeliggjøre Drengens Karakter. Men bortset fra, at den Ytring ikke kan anses for fuldt berettiget, idet Rasmussen havde skrevet, at der vilde blive gjort alvorlige Forsøg paa at faa anbragt Laurits paa en Anstalt for moralsk fordærvede Børn, uagtet der ikke er en Eneste, der nogensinde har tænkt paa at sende Drengen hen paa en saadan Anstalt.

Overfor Rasmussens Paastand om, at en af Bladets Artikler om Begivenheden var helt igjennem usandfærdig, svarer Bladet, at dette er "frækt" sagt! den sidste Ytring paataler Rasmussen ligeledes, men Retten vil forhaabentlig give Taleren Ret i, at det virkelig var frækt af Rasmussen at kalde Artiklen for usandfærdig. I det Hele taget bruger Rasmussen saa stærke Udtryk, at Reglerne om Retorsion gjør Bladets Udtalelser fuldt beføiede. Naar endelig Rasmussen føler sig injurieret, fordi Bladet skriver, at han flere Gange tidligere har gjort sig skyldig i lignende Mishandlinger, saa kan det anføres, at det er oplyst, at Rasmussen to Gange har pryglet en Enkes Søn saaledes, at han har ligget syg af Mishandlingerne i længere Tid. En Mursvends Søn havde Rasmussen slaaet to Tænder ind paa og pryglet ham slemt. Politibetjent Rasmussens Sønner har han ligeledes mishandlet, saaledes at den ene fik en stor Knude i Hovedet. Naar Lærer Rasmussen undskylder sig med, at Laurits Top var en ualmindelig trodsig og uartig Dreng, saa bestyrkes dette ikke af forskjellige Vidneforklaringer, der gaa ud paa, at han vel ikke var blandt de bedste Drenge, men dog i Reglen meget skikkelig. Man gik derefter over til Sagens Dokumentation, der vilde medtage det meste af Retsmødet igaar (Tirsdag). Dommen kan ikke ventes at ville falde før Onsdag.

(Middelfart Avis 25. juni 1890. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

26. juni 1890 bragte Middelfart Avis Hindenburgs påstand om frifindelse fordi det hele var pure opspind: lægerne var enige om at det ikke var mishandling og afstraffelsen var forsvarlig og velfortjent. Selv om skolekommissionen mente at grænsen var overskredet. Dommen blev sammen med afslutningen af referatet fra retssagen bragt i Middelfart Avis 27. juni 1890. Den faldt i øvrigt sammen med at Hans Rasmussen hyldedes ved 100-års jubilæet på Jonstrup Seminarium for sin digtning.

Den 25. juni 1890 afsagde Højesteret dom i sag nr. 74: fhv. redaktør P. Christiansen (Høgsbro) mod overlærer Hans Rasmussen. Den stadfæstede Landsover- samt Hof- og Stadsrettens dom af 8. juli 1889.

Juristen Svend Høgsbro (1855-1910 i København) . Han var søn af forstander Sofus Høgsbro. I 1862 bosatte familien sig i København. Han blev cand.jur. 1878 og højesteretssagfører i 1889. Han blev senere Venstre-politiker, 1895-1909 medlem af Folketinget og i Regeringen Christensen 1 først trafikminister, senere afløste han Alberti som justitsminister i Regeringen Christensen ll samt justitsminister i Regeringen Neergaard I 1908-09 og Regeringen Holstein-Ledreborg 1909. Han er begravet på Vestre Kirkegård i København. De Danske Andelsforeninger rejste 29. juli 1912 en mindesten for ham i Skibelund Krat med portrætrelief, udført af Elias Ølsgaard.

Juristen og politikeren Arthur Leopold Hindenburg (1832-1913) blev cand.jur. 1855, prøveprokurator 1860, overretsprokurator 1862, højesteretsadvokat 1863. I 1885 blev han konstitueret som kammeradvokat. Han blev afskediget 1901 under ministeriet Deuntzer. Han var medlem af folketinget 1869–1876 for Højre og tilhænger af Estrup. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

Kvindelige Arbejdere strejker hos Ruben. (Efterskrift til Politivennen)

Bloggen har tidligere omtalt Ruben Dampvæveri i 1874. Se dette indslag med illustration af fabrikken. I 1886 udbrød der strejke på fabrikken.

Til de danske Kvinder i Anledning af Strejken hos Ruben.

I "Social-Demokraten" for den 3. Juli findes en Advarsel mod at tage Arbejde paa Rubens Fabrik, Rolighedsvej 8, da Arbejdernes Løn var bleven nedsat saa betydeligt, at de umulig kunde leve af, hvad det ved almindelig Arbejdsdygtighed var dem muligt at fortjene.

I samme Numer af Bladet findes cn Artikel med Overskrift "Toppen paa Kransekagen", hvoraf ses, at Generalkonsul Grosserer B. Ruben er ansat til en Skatteindtægt af 180,000 Kr. for sidste Aar, hvilket efter simpel Beregning svarer til Renten af mindst 4 Millioner. Og dog skal hans Arbejdere sulte! Skal vi fattige Kvinder bestandig lægge Krone paa Krone i Skødet paa en Millionær og selv sulte? Hvorfor betaler d'Hrr. Fabrikanter, som beskæftiger Kvinder, altid disse en lavere Løn end de vilde komme til at betale, hvis det udelukkende var Mænd, som Fabriken sysselsatte? Kun fordi de stoler paa, at Kvinderne er for underkuede til at gøre kraftig Modstand mod den Løn, som Fabrikanterne syntes at sætte en Ære i at formindske Aar for Aar! Og denne Nedtrykken vil ikke standse, før Kvinden selv sætter en Bom derfor. Og vi kan gøre det! Naar vi kun er enige og slutter os sammen, er vi en Magt, som d'Hrr. skal komme til at respektere! De véd det godt, og derfor taler de med kønne Ord om deres Arbejdervenlighed. Men vi har gennemskuet dem! D'Hrr. tænker kun paa at fylde deres egen Kasse, hvad saa om deres Arbejdersker lider Nød og at mange af dem af Fortvivlelse kaster sig i Prostitutionens Arme!

Men vi vil ikke behandles som Slaver, Fabrikanterne kan byde, hvad de vil. Vi vil som fri Kvinder tjene vort Brød paa en ærlig Maade.

Kvinder! Vi har aabnet Kampen for Kvindens Ret til at være medbestemmende om sin Stilling, sin Løn og at urdere sin Arbejdskraft i Lighed med Mandens; vi maa ikke vige tilbage før Sejren er vunden.

I disse Dage er der af os Kvinder begyndt en Kamp paa det faglige Omraade, idet samtlige kvindelige Arbejdersker paa Rubens Dampvæveri har nedlagt Arbejdet den 3. ds., og Anledningen hertil er, som ovenfor antydet, at Lønnen er bleven saa betydelig nedsat, at det er en Umulighed at leve af det, vi er i Stand til at tjene. Da denne Lønnedsættelse blev foretaget lidt efter lidt og uden at vi blev spurgt, om vi vilde arbejde for denne Løn eller ej, saa maa Enhver vel nok give os Ret i, at vi stadig gik i Bekymring for, om vi skulde være blandt de uheldige for denne Uges Vedkommende eller ej, thi der vor stadig nogle hver Uge, for hvem Lønnen blev afkortet. Og det var ikke alene paa denne Maade, at Hr. Grosserer Ruben prøvede at formindske Lønnen, men han prøvede ogsaa paa en anden fiffig Maade at berige sig paa Arbejdernes Bekostning (naturligvis paa en ærlig Maade), ved at han uden at Arbejderne blev underrettet derom, forlængede Stykkerne paa forskellig Slags Arbejde uden at Lønnen blev forhøjet i Forhold til samme. Vi Kvinder var imidlertid ikke dumme nok, og vi opdagede det hele smukke Væv af kunstig formet Arbejdervenlighed.

Vi henvendte os da Tirsdag den 29. Juni ved en Deputation til Hr. Ruben og overrakte ham en af samtlige kvindelige Arbejdere i Væveriet samt de fleste paa de andre Afdelinger underskrevet høflig Opfordring om at føre Maal og Løn tilbage til dct gamle Standpunkt, som det var ved Nytaar. Hr. Rubens Svar overfor Deputationen var høfligt, men undvigende, idet han gik ud fra, at han ikke selv kunde bestemme Lønnen paa Fabriken, men denne blev sat af Mesteren og stadfæstet af Direktøren.

Imidlertid udarbejdede Hr. Ruben i Forening med disse en Prisfortegnelse, hvorved efter deres Mening Lønnen retfærdig skulde være reguleret, men denne Regulering var imidlertid foretaget paa en saadan Maade, at det saa godt som slet ikke forandrede Forholdet: det lange Maal var der ikke tænkt paa, og det Arbejde, der kunde siges at være forhøjet, var Varer, som sjælden forfærdiges eller saadanne, som kun blev forarbejdes paa faa Stole, medens enkelte Poster slet ikke blev forhøjet. Paa disse blev altsaa Maalet ogsaa uforandret; vi vilde naturligvis ikke lade os nøje med dette Resultat, og da vi meddelte Hr. Ruben dette, blev han meget opbragt og erklærede, at de, som ikke kunde tjene noget, var dovne, og hvem der ikke vilde arbejde efter den Priskurant, han havde lavet, maatte gaa. Vi erklærede, at vi ikke var dovne, men derimod arbejdede meget flittig, men at det med den uforholdsmæssig lave Løn var os umuligt at skaffe Føde og Klæder.

Da al Underhandling med Hr. Ruben viste sig frugtesløs, saa vi os nødsaget til at nedlægge Arbejdet. Vi hverken kan eller vil arbejde under den Løn, som vi har forlangt, og naar De lover, at vor Gennemsnitsløn har været 5 a 5½ Kr. ugentlig, medens mange ikke paa nært Hold er naaet saa højt op, hvortil saa kommer et i høj Grad uretfærdigt Mulktsystem maa Enhver kunne indse, at vi ikke kunde tøve længer, men maatte overgive Sagen til Vævernes Fagforening, som har lovet at støtte os i denne Kamp. Men vi er mange, som trænger til Hjælp. 236 har nedlagt Arbejdet, og det er saa omtrent alle de kvindelige Arbejdere, som Fabriken beskæftiger.

Det er første Gang, at Kvinderne har kastet sig direkte ind i den faglige Kamp, hvorfor vi ikke undlader at rette nærværende Opfordring til Eder om, at støtte os i denne Kamp, at vi maa gaa sejrrigt ud af den, og husk paa, at fejrer vi, da er det en Sejr for den danske Kvinde, en Spore til at arbejde fremad mod Kvindens Ligeberettigelse med Manden.

Vi beder Eder derfor, støt os med hvad I kan, støt os med Bidrag, og støt os ved, at ingen ærekær Kvinde optager Arbejdet, saa længe Strejken varer, fraraad alle, som kan gøre os Skade, at optage Arbejdet. Thi det vil være den største Ære for os at vise Enighed, at ingen andre Kvinder optager de Pladser, vi har forladt. Lad det være vor Opgave under Striden:

Ingen Skruebrækkere!

København, den 4. Juli 1886.

Paa Rubens kvindelige Arbejderes Vegne :

Marie Larsen. Vilhelmine Schmidt. Sofie Hansen. Madam Johansen. Madam Nielsen. Josefine Nielsen. Elisabeth Juuhl.

(Social-Demokraten 6. juli 1886).

5 kvinder deltog ikke fra begyndelsen i strejken. Dette tal blev efter få dage reduceret til 1. I slutningen af juli var tallet vokset til 22.

"Dagbladet" om Strejken hos Ruben.

Fra Bestyrelsen for Vævernes Fagforening har vi modtaget følgende Svar paa den i "Dagbladet" givne Fremstilling af Strejken paa Rubens Dampvæveri:

Hr. Redaktør! Vi tillader os herved at supplere den i "Social-Demokraten"s Gaarsnumer indeholdte Kritik af "Dagsbladet"s fuldstændig forvanskede Fremstilling af Arbejdsnedlæggelsen hos Dampvæver Ruben med følgende Oplysninger.

I nævnte Fremstilling i "Dgbl." hedder det:

"For nogen Tid siden blev ansat en ny Direktør paa Fabriken, og nogle Dage efter hans Tiltrædelse udviste en Arbejderske en højst uforskammet Opførsel mod denne, som derfor straks afskedigede hende."

Denne Maade at omtale denne Sag paa, er en højst uforsvarlig Forvanskning af de virkelige Forhold. Det, som derved sigtes til, er en Afskedigelse, som foregik paa Fabriken ikke "nogle Dage" efter Direktørens Tiltræden, men forrige Mandag, og hvormed det forholder sig paa følgende Maade:

En ældre Arbejderske, som havde arbejdet paa Fabriken i nogle og tyve Aar, var af den usle Løn, hun skulde oppebære for et af hende vævet Stykke Tøj, bleven afdraget 25 Øre. Da hun bad om at erholde den Løn, som efter de tidligere Lønningssatser tilkom hende, blev Direktøren hidsig, tog hende i Armen og viste hende ud af Fabriken, hvorefter han indberettede til Hr. Ruben, at hun havde fornærmet ham, hvilket ingenlunde var Tilfældet.

"Dagbladet" fortæller dernæst, at "en Deputation af Arbejderskere henvendte sig til Hr. Ruben og bad om Naade for hende i Betragtning at, at hun i nogle og tyve Aar havde arbejdet paa Fabriken, og mod, at hun fremtidig udviste en sømmelig Opførsel."

Det er ligesaa forvansket urigtigt som det foregaaende, thi i Stedet for, som "Dagbladet" fortæller, at Arbejderskerne "bad om Naade" for den afskedigede, standsede de alle som én deres Væve og forlangte, at vedkommende gamle Arbejderske, som næsten havde opslidt sig i Hr. Rubens Tjeneste, skulde have sin Plads igen. I modsat Tilfælde vilde de holde op. Hr. Ruben tog da Arbejdernes Forlangende til Følge, og den gamle tro Arbejderske fik sin Plads igen.

"Dagbladet" gaar dernæst over til at omtale selve Lønningsforholdet paa Fabriken, men da den forvanskede og urigtige Maade, hvorpaa dette er sket, er tilstrækkelig paavist af "Social-Demokraten" for i Gaar, skal vi ikke gaa videre ind herpaa, Naar "Dagbl." vil fortælle, at Arbejdet blev nedlagt Lørdag Morgen fordi Lønningstarifen "ikke var sanktioneret af Fagforeningens Bestyrelse", da er det, hvad ogsaa "Social-Demokraten" har paavist, aldeles blottet for Sandhed. "Dagbl." stutter sig rimeligvis til sin Antagelse herom ved Hjælp af sine Erfaringer for hvorledes det gaar til i "Arbejdernes Værn", hvor som bekendt Bestyrelsen (der er sammensal af Arbejdsgivere) kommanderer, og Medlemmerne maa lystre. Denne "Forening" kan imidlertid ikke benyttes til Sammenstilling med Fagforeningerne, hvor Medlemmerne er stemmeberettigede og selv varetager deres Anliggender, og det er her de paagældende Arbejdere selv, der har taget Beslutning om Strejken. Fagforeningen har da sluttet sig til, hvad Arbejderne paa Fabriken vedtog, og har endvidere tilsagt dem al mulig Støtte.

Arbejderskernes ugenlige Gennemsnitsfortjeneste angiver "Dgbl." til mellem 10 og 16 Kr., og denne Angivelse indeholder lige saa lidt Sandhed, som nogen af Bladets foregaaende Fortællinger.

De Arbejdersker, hvis gennemsnitlige ugenlige Fortjeneste har været 5-5½ Kr., kan tælles i hundredevis, medens de, der til sine Tider har kunnet fortjene over 10 Kr. om Ugen, næppe overstiger en halv Snes Stykker. Paa den anden Side har det ingenlunde hørt til Sjældenhederne, at selv de Arbejdersker, som udførte det saakaldte "bedre Arbejde", undertiden er gaaet glip af næsten hele deres Fortjeneste, som da er medgaaet til Mulkter og lignende.

Ved Siden af Fagforeningens Bestyrelse søger "Dgbl." tillige at udpege en enkelt af de Strejkende, en Polakinde, som en Art "Ophavsmand" til Strejken, og beskylder hende for at have vist "en meget uhøflig Opførsel saa vel mod Hr. Ruben som mod Direktøren". Hermed forholder det sig saaledes, at Arbejderne havde valgt en Deputation til paa deres Vegne at forhandle med Hr. Ruben, og den af "Dgbl." omtalte Arbejderske var Medlem af denne Deputation. Som Ordfører for Deputationen forelagde hun d'Hrr. Ruben og Direktøren en af Arbejderne enstemmig vedtagen Priskurant. Hverken Hr. Ruben eller Direktøren vilde imidlertid en Gang nedlade sig til at se paa den, men erklærede, at hvis Arbejderne ikke vilde tage imod Direktørens Lønningstarif, saa maatte de forlade Fabriken, og som Tillæg til denne Meddelelse var Hr. Ruben og hans Direktør hensynsløse nok til at tage Deputationens ovenfor nævnte Ordfører ved Armen og vise hende Døren. Da de øvrige Arbejdersker erfarede, hvilken Medfart Deputationen havde faaet, blev det besluttet at nedlægge Arbejdet, og denne Beslutning blev taget til Følge, ikke alene af Væverskerne, men tillige af de øvrige kvindelige Arbejdere paa Fabriken, som alle er lige usselt lønnede.

Til Slutning omtaler "Dagbl.", at Tidspunktet for Strejken er uheldig valgt, idet der ikke herskede nogen Travlhed paa Fabriken. Det er muligt, at Fabrikanten har anset Tidspunktet for gunstigt for sig til at gøre Arbejdernes Sulteløn endnu knappere, men det turde dog være, at hin har forregnet sig. Ved en Smule Udholdenhed vil Arbejderne temmelig sikkert være i Stand til at vise, at Tiden ikke er saa ugunstig for dem, at de jo nok formaar at sætte en Stopper for Fabrikanternes Lyst til at berige sig yderligere paa Arbejdernes Bekostning.

Bestyrelsen

for

Vævernes Fagforening

(Social-Demokraten 7. juli 1886).

Vævesal i Rubens Klædefabrik på Rolighedsvej, Frederiksberg. Akvarel af Rasmus Christiansen, 1890. Wikimedia Public domain.

Striken paa Rubens Damp-væveri. Bestyrelsen for Vævernes Fagforening bekjendtgjør følgende:

Som Følge af en af d'Hrr. Professor Falbe-Hansen og Kontorchef M. Rubin foretagen Mægling er Striken paa Fabrikant Rubens Dampvæveri i Mandags bleven afsluttet med en Overenskomst, som baade Fabrikanten og Arbejderne har erklæret sig tilfredse med.

Fra Hr Rubens Side er der bleven indrømmet Arbejderne en Lønningsforhøjelse, som vel er mindre end den oprindelige tilsigtede, men som Arbejderne dog har ment at burde gaa ind paa.

Endvidere vil Hr. Ruben sætte samtlige Vævestole paa Fabriken i Gang og besætte de nu ubesatte Væve med sine tidligere Arbejdersker, hvorved disse saa godt som alle atter vil komme i Arbejde.

Gjenoptagelsen af Arbejdet paabegyndtes i Mandags, men da Vævene, efter nu at have været stansede i 4 Uger, ikke alle kan sættes i Gang paa en og samme Dag, vil Fabriken først kunne komme i fuldstændig Virksomhed i Løbet af nogle Dage.

(Skive Folkeblad 5. august 1886)

Rubens Klædefabrik (nedrevet) lå på hjørnet af Rolighedsvej og Falkoner Allé. I 1888 havde virksomheden 4-500 vævestole og beskæftigede ca. 530 medarbejdere. Overgangen fra håndvæve til maskinvæve betød at arbejdet kunne udføres af kvinder.

På strejkens tidspunkt var det sønnen Bernhard Ruben (1829-1896) som styrede fabrikken. I dag ligger A/S Hostrups Have på grunden. Strejken var den første kvindestrejke.

Kastrup Glasværk. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsnedlæggelse paa Kastrup Glasværk. I Onsdags Eftermiddags Kl. 6 nedlagde samtlige Grønglasmagere paa Kastrup Glasværk Arbejdet. Grunden hertil er, at Direktør Duus lige fra Aaret 1876 til nu har vedblevet at trække af Lønnen, tilsammen med 30-40 pCt. Sidste Nytaar fandt den syvende Lønningsreduktion Sted, idet Hr. Duus stadig plejer at benytte sig af Linierens Forretningsløshed til at sætte Lønnen ned. Da, der sidste Gang, Reduktionen fandt Sted, var stor Arbejdsløshed i Fagets saa Arbejderne sig ikke i Stand til at modsætte sig Afknapningen, medens de derimod nu har besluttet at benytte sig af Sommerens bedre Konjukturer til atter at bringe et rimeligere Lønningsforhold til Veje. Der fordres et Tillæg af 20 Øre pr. Hundrede Flasker, hvilket udgør ca. 15 pCt. Forhøjelse. At denne Fordring er rimelig, fremgaar klart deraf, at Størstedelen af de Strejkende er gamle Folk og Familjefædre, som har arbejdet al deres Tid paa Kastrup Glasværk, og som nu gaar med til Arbejdsnedlæggelsen, fordi det er dem aldeles umuligt at leve af den Løn, de nu har.

Hr. Duus har tilbudt Arbejderne et Tillæg af 5 Øre, hvilket Tilbud selvfølgelig ikke er bleven modtaget.

Vi advarer alle Glasmagere, saavel her i Landet som i Udlandet, mod at tage Arbejde paa Kastrup Glasværk, før de Strejkendes billige Fordringer er bleven indrømmet. Navnlig retter vi denne Opfordring til Kolleger i Sverig og Norge.

Bestyrelsen

for

Danmarks Glasmagerforening.

(Social-Demokraten 3. juli 1886).

Efter få dage gik arbejderne ind på en forhøjelse af 10 øre pr. 100 stk. flasker og at lønnen ikke senere ville blive nedsat. Der deltog 28 arbejdere.

Kastrup Glasværk havde siden 1875 specialiseret sig i presset glas, produktion af drikkeglas, lysestager, opsatser og skåle. I 1888 overtog værket Tuborgs glasværk under navnet Hellerup Glasværk. Helsingør Glasværk blev også drevet som filial af Kastrup Glasværk.

Glasmagerne boede indtil 1870 i nærheden af værket fordi man ikke kunne styre, hvornår glasmassen blev "blank" og glasmagerne kunne gå i gang med at blæse. Deres boliger var længer langs Alleen, Sals Allé og Alderdomsvej (de to sidstnævnte veje er nedlagte). De sidste længer blev nedrevet omkring 1994.

Frederik Ludwig Georg Duus (1840-1909) var direktør for Kastrup Glasværk 1873-1907. Han boede i København og var ikke den daglige leder af glasværket. Kastrup Glasværk have sit hovedkontor Nørre Voldgade 12-14, 3. sal. Virksomhedens navn kan stadig ses over porten.

Ulykkerne paa Strandvejen. (Efterskrift til Politivennen)

Et Forsvar for Dampsporvognen er endelig i Gaar fremkommet i Pressen, idet Birkedommer Schow fra nordre Birk har skrevet en Artikel til "Berlingske Tidende", hvori han tager til Orde mod den ualmindelige Hidsighed, som særlig Ulykkesfældet med Frøken Brock har hensat et Par københavnske Blade i.

Ogsaa efter vor Mening har Dampsporvognen ikke saa lidt, der taler for den. Som Befordringsmiddel er den for det første til Gavn for Smaafolk; kommer den bort, har disse ikke andet Valg end enten at gaa de to Mil til Skoven med Kone og Børn, benytte de dyrere Kapervogne, eller rent opgive den smukke Strandvej og holde sig til Jernbanen. Paa den Maade bliver Veien væsenlig til Gavn og Glæde for Vognmænd og Herskaber med egen Befordring.

Dernæst gaar Udviklingen her som alle andre Steder i Retning af Maskinerne. Selv Bicyklerne, med hvilke der ogsaa var meget ubilligt Kvalm i Begyndelsen, er kun et Udslag af dette. De sparer Arbejdskraft, og naar de trods denne i og for sig absolut priselige Fordel alligevel gør Samfundet en Del Ulykker, som er langt værre end dem paa Strandvejen, saa kommer det kun af, at Kapitalisterne, der ejer Kørevognene, ogsaa kommer til at eje Dampsporvognene. Ondet kommer ikke fra selve disse. Enden vil da ogsaa blive, at de ikke nøjes med at erobre Strandvejen, men tager hele "Plougs" København med, for ikke at tale om det øvrige Land.

Tegner, maler og bladtegner Alfred Schmidt (1858-1938): Dampsporvognen kommer. 1887 Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hvad angaar Ulykkestilfældene, da vil en længere Tids Statistik utvivlsomt vise, at de ikke er flere, end den gamle Kørsel vilde have fremkaldt. Vi tør endog rolig gaa videre end Birkedommer Schow og paastaa, at de bliver færre. For at erstatte én Dampsporvogns Arbejdskraft, skal der mange Køretøjer, og selv bortset fra, at ikke faa vil blive styrede af Søndagskuske, er det ikke rimeligt, at de mange Befordringer skulde afstedkomme færre Ulykker end den ene Dampvogn. Schow, der vist nok har et Kendskab til Strandvejen som kun faa, skriver herom følgende:

"Hvis man forøvrigt tror, at Paakørsler og Væltninger ikke tidligere fandt Sted paa Strandvejen, vil man tage storligen fejl, thi der var utvivlsomt tidligere inden vi fik Dampsporvognen lige saa mange, om ikke flere Uheld der end nu, foraarsagede ved uforsvarlig Kørsel, Noget, som bedst Rudera af Vogne, der af Politiet opsamledes Dagen efter Helligdage, forslaaede Mennesker og skamferede Heste kunne vidne om. Men dengang blev der gjort langt mindre Snak om Sligt; mange Tilfælde blev endog slet ikke anmeldte for Politiet, idet vedkommende Kuske vel vidste, at de begge havde Skyld. Nu derimod forstaar enhver ubehændig Kusk eller Enhver, der kører uforsvarligt, at vælte al Skyld for selvforskyldt Uheld over paa Dampsporvognen."

Ligeledes hævder Birkedommeren, at de almindelige Sporvogne i sin Tid gjorde flere Ulykker end Dampsporvognen nu. Det forekommer os ikke utroligt, men vi skal dog ikke udtale nogen Mening derom. Et Materiale til Bedømmelsen heraf maatte vel iøvrigt kunne skaffes til Veje.

Paa de positive Forslags Omraade forekommer Hr. Schow os ulige tyndere end i sit Forsvar for Dampsporvognen. Han nøjes egentlig med det temmelig upraktiske, at skrive imod Søndagskuskene, særlig Damer som Styrere Enspændervogne. Vistnok er disse Befordringer de farligste, men at ivre op imod dem nytter ikke, og Kontrol med Kuskene er umulig ud over den, der forbyder Børn at føre Tømmerne.

Skulde vi foreslaa noget, saa var det for det første en noget mindre Kørehastighed for Dampsporvognen. De i Forvejen velhavende Aktionærer kan jo raade Bod paa Tabet derved ved at forøge Togenes Antal, hvilket desuden ogsaa er i Publikums Interesse. For det andet bør Maskinerne gøres fuldstændig røgfortærende. Som det nu er, har den forreste Vogn en styg Lighed med et Lokomotiv fra Klampenborgbanen, baade hvad Røg og Spektakel angaar. Den hvæser og oser og limer sig undertiden forbi Hestene paa en saa hæsblæsende Maade, at man ikke altid kan fortænke dem i, at de faar Nykker ogsaa under en dygtig Kusks Tilsyn.

Men endelig er der et tredje nærliggende Forslag, som ikke et københavnsk Blad har havt Øje for. Det er en bekendt Sag, at ogsaa Dampsporvejsselskabet lønner sine Folk mindre godt. Et Par Højreblade, vi husker ikke i Øjeblikket hvilke, fandt det endog for galt en Gang i Fjor og paatalte det, saa man kan tænke sig, at Funktionærerne muligvis ofte er farne omtrent som Statsbanernes Konduktører. De samme Blade har utvivsomt af og til i de sidste Dages vilde Krig mod Dampsporvognen været med til at give denne og dens Personale Skyld for Ulykkestilfældene ; men Ingen er endnu faldet paa at lægge Skylden hos dem, der lønner Folkene saaledes for et anstrængende, ansvarsfuldt Arbejde, at man virkelig ikke kan sige disse ganske fri for Undskyldninger, naar Paapasseligheden sløves.

Af alle Raad og Forslag forekommer følgende os derfor at være det bedste: Giv Maskinister og Konduktører mere Interesse for deres Gærning i Selskabets Tjeneste ved at give dem en bedre Betaling og en mindre anstrængende Arbejdstid. Selv om Bestyrelsen nemlig vel ikke hører til de daarligste Arbejdsgivere, ino.1 der dog kunne gøres noget ad denne Vej. Det vil ubetinget være til Gavn for alle Parter, for Publikum, der knurrer, for Funktionærerne, der overanstrænges, og ikke mindst for Aktieselskabet, der angribes.

* * *

Vi henviser i øvrigt til efterstaaende Referat af et Møde, som blev holdt i Gaar paa Indenrigsministeriets Foranstaltning til Drøftelse af Sagen.

(Social-Demokraten 2. juli 1886).

Dampsporvogn på Strandvejen: Trianglen, Charlottenlund, Skovshoved, Klampenborg. Det kongelige Bibliotek.