Forholdene ved Fødselsftiftelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Der er fremkommen Klage over den Behandling, der er overgaaet en Barselkvinde i et af Fødselsstiftelsens Filialer; vi har ladet Sagen undersøge og kan efter bl. a. at have talt med vedkommende Patient meddele følgende nøjagtige Oplysninger.

En i Landemærket boende ung frugtsommelig Kvinde havde ladet sig indtegne paa Fødselsstiftelsen til Optagelse dér.

Hun opholdt sig i Torsdags Aftes hos en Familie i Landemærket 4, og da hun ved 11-Tiden mærkede, at Fødselen var nær forestaaende, skaffede Manden en Droske, hvori hun blev kort til Fødselsstiftelsen; Manden og Konen fulgte med.

Ved Ankomsten hertil blev der sagt, at hun skulde blive i Vognen, da hun maatte føres videre til et Filial; men paa Grund af sin Tilstand gik hun dog op paa Fødselsstiftelsen og fødte umiddelbart derefter, liggende i et Værelse paa en Sofa, et Pigebarn.

Straks efter Fødselen blev saavel Moder som Barn indsvøbt, og Moderen blev af to saakaldte Læredøtre (Jordemoder-Elever), der tog hende i Arme og Ben, atter baaret ned i Drosken for at føres videre.

Fødselsstiftelsen har nemlig paa Grund af de indskrænkede Pladsforhold maatte lade indrette ca. 50 Filialer rundt om i Byen hos Privatfolk, der hver kan modtage 1 Patient. Filialet maa stadig, Nat og Dag, holde et Værelse og en Seng parat til at modtage Patienten, og faar for en Barselfærd paa 9 Dage en Betaling af 14 Kr., og for hver overskydende Dag 1 Kr. 33 Øre.

Drosken kørte saa Kl. 12 med Patienten til Filialet i Klærkegade. Der medfulgte en af Læredøtrene, Veninden og hendes Mand; der skal egenlig medfølge to Jordemoder-Elever, men man syntes at gøre Regning paa Assistance af den unge Kone - der imidlertid ikke har født, og som Følge deraf ikke har Kendskab til Behandlingen af en Barselpatient.

Paa Grund af Mørket kunde Filialet ikke straks findes. Det synes som om Eleven ikke nøjagtig har kendt dets Beliggenhed, og dets Natklokke er i hvert Fald ikke anbragt paa en iøjnefaldende Maade. Der bruges som Kendetegn at vikle en Papirslap om Klokkestrængen, men Papiret er sandsynligvis bortblæst, og Anbringelsen af et stort hvidt Skilt, paamalet "Filial", var sikkert en Del mere praktisk.

Følgen af denne Forvirring var, at der i lang Tid blev kimet paa Portklokken i Huset ved Siden af - selvfølgelig uden Resultat, indtil endelig Eleven blev opmærksom paa Fejltagelsen. Efter en Del Søgen blev nu det rette Sted sundet, og Patienten bares af Manden og Droskekusken, der tog hende ved Arme og Ben, ad de snævre Trapper op til Filialet paa 2den Sal, hvor hun afførtes sit Tøj og lagdes paa Sengen.

Fra Filialet skulde der nu sendes Bud til Jordemoderen, der bor i Adelgade 33, altsaa helt nede ved Gothersgade. Veninden tilbød at besørge dette, kørte i Fart med Drosken til Stedet og var saa heldig at træffe Jordemoderen hjemme - ellers maatte Turen have gaaet til en anden eller tredie

* * *

Efter vor Undersøgelse synes der ofte at være nogen direkte Grund til Anke over selve Filialels Forhold ved denne Affære. (Hvad der er fremkommen i andre Blade, og som afviger fra foranstaaende, er simpelthen Usandhed) Men den giver Anledning til Paapegen af en Del Ulæmper af alvorlig Beskaffenhed.

Det er nemlig først og fremmest uheldigt, at Fødselsstiftelsens Forhold nøder den til at ty til private Filialer. Der kan let indtræffe Uefterrettelighed ved disse, som kan foraarsage ubodelig Skade for Patienten. Det Tilfælde indtraf saaledes bl. a. ved et Filial, at Patienten ved Ankomsten dertil blev nægtet Optagelse. Patienten maatte saa køres tilbage til Stiftelsen og et nyt Filial blev anvist, hvor saa Patienten endelig efter den lange Omflakke  fandt den fornødne Pleje.

Dernæst burde der under det nuværende Arrangement forefindes Kurve paa Stiftelsen, hvori Patienterne - i Lighed med, hvad der sker paa de øvrige Hospitaler - kunde transporteres læmpeligt til Filialet.

At Patienten skal tages i Arme og Ben og bæres og skumples af ukyndige Mænd eller svage Kvinder op eller ned af mørke og stejle Trapper - det er der ikke Spor af Fornuft i.

(Social-Demokraten 3. februar 1889).

Forholdene paa Fødselsstiftelsen.

Vi meddelte forleden hvorledes en Barselpatient var transporteret fra Fødselsstiftelsen til et af dens Filialer i Klærkegade.

Vi kan her meddele et noget lignende Tilfælde.

I Mandags Nat Kl. 3 henvendte en i Absalonsgade boende ung Kvinde, der var i Barselnød, sig til den patruljerende Politibetjent paa Vesterbrogade og anmodede ham om at blive besørget til Fødselsstiftelsen.

Betjenten skaffede hurtig en Droske og kørte hende, der var ledsaget af sin Moder, til Stiftelsen. Efter Ankomsten hertil blev hendes Tilstand undersøgt, hvorefter hun beordredes videre til et i Meriansgade beliggende Filial. To af Stiftelsens Læredøtre fulgte med til Assistance. Patienten maatte sidde paa det ene Sæde, med Fødderne trukket op paa Sædet, sikkert ikke nogen bekvem Stilling i en saadan Situation.

Filialet i Meriansgade har en Klokkestræng anbragt udenpaa Muren, men som sædvanlig ikke nogen Plade, der gør Klokken let iøjnefaldende - Stiftelsen har nemlig endnu ikke fundet sig foranlediget til at paabyde Anbringelsen af en saadan.

Denne Mangel afstedkom ligesom sidst Forvirring. Kusken ringede paa en fejl Klokke - selvfølgelig uden Resultat. Og imens gik den kostbare Tid, der allerede i Forvejen var betydelig udhalet ved det upraktiske Arrangement, at en Patient ude fra Vesterbro altsaa skal køre først ind til Amaliegade, for dernæst atter at føres ud til et langt bortliggende Sted

Følgen af denne Ventetid var, at da den rigtige Klokke endelig blev fundet, var det saaledes fat med Patienten, at hun ikke kunde komme ud af Drosken. Fødslen var nemlig indtraadt.

Klokken var da mellem 4 og 5 om Morgenen. Under de ubekvemme Forhold i Drosken og i den strænge Kulde, som det var i Mandags Nat, fødte Patienten et Drengebarn saa at sige paa aaben Gade.

Transporten op til Filialet foregik nu paa den sædvanlige Maade; Læredøtrene og Kusken tog Patienten i Arme og Ben og bar hende op ad Trapperne, hvorefter der gik Bud til Filialets Jordemoder, der har Bopæl i Kronprinsessegade.

Vi talte i Gaar med Patienten. Hun saavel som Barnet havde det forholdsvis godt efter den ublide Tur. Filialets Bestyrerinde udtalte, at efter at denne Fejltagelse med Klokken var indtraadt ogsaa hos hende, var det hendes Hensigt at følge det i "Social-Demokraten" givne Vink til Fødselsstiftelsen: hun vilde paa egen Haand anbringe en øjnefaldende Mærkeplade ved sin Klokkestreng.

(Social-Demokraten 6. februar 1889).

Antallet af fødsler i filialerne var stort. I en opgørelse ses at den 31. marts 1890 var der i årets løb født 678, i filialerne 840 og i selvvalgte lokaler 22 børn. I alt 1574 børn. Året efter var tallene 664 på stiftelsen, 836 i filialerne. Forholdet holdt sig konstant i de følgende år. Beretninger fremkom jævnligt i aviserne helt frem til 1906 hvor man endelig besluttede at flytte den til det nyopførte Rigshospitalet.

Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 3/6. (Efterskrift til Politivennen).

En rar forfatter. En Kavaller ved Navn Niels Martin Jørgensen er i Torsdags ved Højesteretsdom idømt en Straf af Forbedringshusardejde i 15 Maaneder. De Bedrifter, hvormed han har gjort sig fortjent til denne Paaskjønnelse, ere af en ganske ejendommelig Art.

I Aaret 1885 debuterede han som Forfatter i Hovedstaden med en Bog, der imidlertid var af en saadan Beskaffenhed, at han blev straffet for dens ufredelige Indhold. Det ejendommelige ved hans Virksomhed er dog, at naar han arbejder paa slige literære Værker, skal han nødvendigvis have et eller flere Bude i sin Tjeneste. Disse Bude, der engageres til at opkræve Hr. Jørgensens intetstedsværende Tilgodehavende, maa stille Kavtion for de Summer, de faa mellem Hænder, men efter kort Tids Forløb faa de Afsked uden samtidig at faa deres deponerede Penge. Medens Jørgensen skrev sin første Bog, havde han paa denne Maade snydt 9 forskiellige Smaafolk for 2000 Kr. Saa blev hans aparte Trafik opdaget og Fyren straffet. I 1887 begyndte han at skrive paa en ny Bog, og havde faa paa samme Maade engageret Bude, der aldrig havde noget at bestille og ingen Løn fik, medens han forbrugte deres deponerede Penge. Atter blev Gavtyven opdaget, da han havde bedraget en halv Snes godtroende Mennesker for 2250 Kr. Han blev dømt til 1 Aars Forbedringshusarbejde. Da han imidlertid ikke strax blev arresteret, gav han sig paany i Færd med at antage flere Bude og havde naaet at frarane yderligere 5 Personer 1500 Kr.. da Politiet bemægtigede sig ham. Han fik i den Anledning er lille Tillæg til sin Straf, saa at han i Alt blev idømt 15 Maaneders Forbedringshusarbejde.

(Holstebro Avis 16. januar 1889).

Af N. M. Jørgensens generalieblad fra Vridsløse Statsfængsel som blev ført fra 1889 stod da han indkom: "Veltalende og besmykker sin sag". Præsten skrev lidt senere: "Uden tvivl en smudsig og dårlig person, plat og veltalende, fuld af udflugter og store tanker om sig selv". Og efter 1 års tid er noteret: "Pjaltet og pjanket". 

Louise Frederikke Dannemand 1810-1888. (Efterskrift til Politivennen)

Frederik d. 6tes Datter, Louise Frederikke, født Dannemand, Enke efter afdøde Kaptajn Zacharia, er afgaaet ved Døden.

Hun var som meddelt en Datter af Frederik den 6te. Denne Monark, der som bekjendt var ualmindelig borgerlig i sine Tilbøjeligheder, havde i sin Tid fattet Venskab for en Vaskerkone, et Venskab, der afsatte sig Spor i flere Børn, af hvilke det ene var afdøde Grev Dannemand, det andet nys afdøde Fru Zacharia.

Den afdøde var ogsaa Søster til Fru Brockdorff og Svigermoder til Greve, Folkethingsmand Scheel til Nygaard. 

(Folketidenden - Ringsted 31. december 1888).

Folketidendes meddelelse er en af de længere. De fleste andre aviser bragte en kort notits i listen af afdøde. I Højreaviserne fx Dagbladet blev hun kort omtalt som enkefrue.

Fotograferne Carl Edvard Emil Rye (1820-1890) og Hans Adam Christian Emil Hohlenberg (1841-1901): Louise Frederikke Zachariae f. Dannemand (16.4.1810-28.12.1888). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En Prinsesse.

Nogle Blade bragte forleden en kort Notits om, at der var død en Datter af Frederik den Sjette - Louise Frederikke, født Dannemand, Enke efter en Kaptajn Zachariæ.

Skønt denne gamle Dame var Halvsøster til den endnu levende Prinsesse Wilhelmine Marie og saaledes i nær Slægt med Kongefamilien, har "Berlingske Tidende" - saa vidt vi ved - fuldstændig ignoreret Dødsfaldet. Og dog var den Paagældende intet mindre end Datter af en danske Konge, ganske som Dagmar, Alexandra og Thyra.

Moderen hed Bente Rafsted. Hun var født 1790 af fattige Forældre. Kun ca. 18 Aar gammel blev hun Frederik den Sjettes Elskerinde og i den Anledning optaget i den danske Adel under Navnet Grevinde Frederikke Dannemand. Hun fødte ham to Sønner og to Døtre; den ene Søn døde tidlig, den anden var først i Fjor afdøde Grev Dannemand til Aastrup; en af Døtrene lever endnu og er gift ind i Familien Brockdorff, og det fjerde Barn var endelig den her omtalte Louise Frederikke Zacharia. Moderen døde i 1862; er der mange, som endnu erindrer den fine gamle Dame, hvis Væsen ikke vilde have gjort noget Hof til Skamme, men som dog ikke hos fine højtstaaende Slægtninge naaede den Anerkendelse, der til Eksempel blev Grevinde Danner, født Rasmussen, til Del - i alt Fald officielt.

Naar vi har ment at burde erindre om den forglemte Kongedatter Louise Frederikke, nu ved hendes Død, er det bl. a. fordi vi finder, at Frederik den Sjette, der dog gjorde Moderen til Grevinde, handlede nok saa kønt som dem, der nu nogle Menneskealdre senere tier stille om disse Skud af den oldenborgske Kongestamme. Hvad skal nemlig det til? Enhver véd jo dog alligevel, at en Mængde borgerlige og adelige Familier har "Kongeblod" i sine Aarer. Det gælder ikke blot for Dannemanderne. Danneskjolderne og de andre adlede Efterkommere, men sikkert ogsaa for en Bunke Sørensener og Hansener, kun at Stamtræet ikke er omhyggelig ført. For nogle Aar siden kunde man - og man kan maaske endnu - paa Valdemars Slot paa Taasinge se Portrætter af 19 af Christian den Fjerdes Elskerinder. Han havde ganske vist flere, men hvor mange af os hører blot gennem disse 19 til "Oldenborgerne"? I svage Sjæle maa denne Tanke styrke Lighedsfølelsen - fornuftige Folk vil naturligvis bryde sig lidt om slige fine Forbindelser og føle Ligheden alligevel.

Omvendt kan det hænde, at en og anden regnes til Kongestammen, skønt der i alt Fald er Tvivl om Fadderskabet. Det mest bekendte Eksempel her er Frederik den Syvende, om hvem det i hans Ungdom almindelig hed, at han slet ikke var Søn af Kristian den Ottende. Hans Moder, Charlotte Frederikke af Mecklenburg, holdt vitterlig Elskere, hvoraf den mest bekendte var Komponisten til "Ungdom og Galskab", den franskfødte Dupuis, der paa Grund af sit Forhold til den vordende Dronning blev landsforvist. Resultatet den Gang svarede ganske vist samtidig med, at hun selv forvistes til Palæet i Horsens. Det var imidlertid ikke ham, der af Hoffet og Befolkningen udlagdes som Frederik den Syvendes Fader; derimod nævnte man temmelig højrøstet en Grev Blücker af Familien Blücker-Altona. Vist er det, at Frederik den Syvende havde meget saa Karaktertræk og ydre Træk til Fælles med Kristian den Ottende - Ligheden med Charlotte Frederikke var uimiskendelig nok. Der er altsaa en Mulighed for, at Danmark i Frederik den Syvende har havt en Konge, som slet ikke har hørt til den oldenborgske Stamme. I saa Fald har en Del Børn, der menes at nedstamme fra Kristian den Ottendes forskelligartede "Jagt" ture i Nordsjælland, været Tronen adskilligt nærmere.

Nekrologen over Frederik den Sjettes nu afdøde Datter er maaske hermed bleven lovlig lang. Men den har da til Gengæld vist, at Livets Gang ofte skyder Skud paa Kongestammerne uden Hensyn til Hof- og Statskalenderne.

(Social-Demokraten 3. januar 1889).

Frederik den Sjettes Datter, Louise Frederikke Dannemand, blev begravet i Gaar fra Garnisons Kirke.

Hoffet havde, saa vidt man kunde se, ikke vist den afdøde Kongedatter nogen som helst Æresbevisning. Derimod saas i det lille Følge Repræsentanter for de Adelsfamiljer, med hvilke hun tillige var i Slægt, og Kisten var rigt prydet. Hos adskillige af dem, der gik den nærmest, var Frederik den Sjettes Træk ret tydelig nedarvede.

Præsten vovede ikke at berøre den nære Forbindelse med Kongehuset. Hans Tale bestod kun i en lang Bøn, i hvilken den Afdøde lige nævntes.

(Social-Demokraten 4. januar 1889)

Se også Benedicte Rafsted: Oberstinde Frederikke von Dannemand 1790-1862. (Efterskrift til Politivennen) samt om Frederik 7.s mor: Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin 1784-1840. (Efterskrift til Politivennen)

Dannemandfamiliens anlæg på Garnisonskirkegård: Oberstinde Dannemand hviler for enden af gangen: "Fru Benthe Frederikke v. Dannemand, født Ravsted. Født 6te august 1893, død d. 23de december 1862.". Ved foden af stenen ved blomsterne ligger stenen med "F. W. v. Dannemand. Fød d. 6. januar 1819. Død d. 4. marts 1835" og "C. M. A. v. Brockdortff. fød v. Dannemand. Fød d. 24. januar 1812. Død d. 29. februar 1844". Til venstre på fotoet, gravstenen (der hælder slemt til siden) for kaptajn Vilhelm Zachariae (1807-1871) og Lovise Frederikke Zachariae, født Dannemand (1810-1888). Til højre kammerherre major Adolph Fred. Schack v. Brockdorff (1810-1859), chef for Livgarden til hest. Han var gift med Caroline Augusta Dannemand (1812-1844). Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Bente Mortensdatter Andersen (Rafsted) (1790-1862) fik ved kongeligt reskript af 9. december 1829 rang med oberstinder, samtidig med, at hendes børn ophøjedes i adelstanden (adelspatentet udfærdigedes 4. februar 1830) med navnet Dannemand. 

Hun og Frederik 6. fik følgende børn: 

1. Louise Frederikke Dannemand (16. april 1810 i København - 28. december 1888 sammesteds), gift med kaptajn Wilhelm Zachariæ (1807-1871). 

2. Caroline Augusta Dannemand (24. januar 1812 i København - 29. februar 1844 sammesteds), gift med major Adolph Frederik Schack von Brockdorff (1810-1859). 

3. Frederik Wilhelm Dannemand (20. juni 1813 i København - 12. marts 1888 på Aastrup). Frederik Wilhelm Dannemand var gift tre gange, men døde alligevel barnløs: 1. 28. april 1840 med Francisca von Scholten (6. juni 1821 i København - 9. februar 1844 i København) 2. 13. juni 1845 i København med Christiane Louise komtesse Schulin (5. december 1815 på Frederiksdal - 11. juli 1884 i Vichy), datter af lensgreve Sigismund Ludvig Schulin. 3. 18. oktober 1884 med Regine Vilhelmine Margrethe Laursen (15. september 1840 - 5. september 1886 på Øresundshøj). Han blev den sidste officielle efterkommer og mandlige bærer af navnet Dannemand. Slægten uddøde derfor 1888 med Louise Frederikke Dannemand.

4. Frederik Waldemar Dannemand (6. januar 1819 i København - 4. marts 1835 sammesteds). 

Capitain Vilhelm Zachariae f. 1. juni 1807 d. 16. aug. 1871. Lovise Frederikke Zachariae født Dannemand f. 16. april 1810 d. 28 dcbr. 1888. Gravsten på Garnisons Kirkegård på et større anlæg for Dannemand-familien. Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Den store, vidtstrakte Kirkegård, der fra Carlsbergs Bakke skråner ned mod Kalvebodstrand, synes nu at skulle have et kapel, der nogenlunde svarer til kirkegårdens størrelse. Magistraten foreslår nemlig at anvende 170.000 Kroner til opførelsen af et nyt kapel i stedet for det nuværende træskur; noget grimmere og uhyggeligere end dette skur skal man også vanskeligt kunne tænke sig; om søndagen mellem 13-2, når massebegravelserne foregår, står der ofte et dusin kister side om side, så tæt ved hinanden, at ligbærerne næppe kan få plads til at komme frem. Det største rum i dette skur har ikke plads til mere end et halvt hundrede mennesker og der er intet sted, hver de ventende kan få tag over hovedet, et savn, der føles hårdt på den højt liggende kirkegård, hvor vegetationen endnu er for spæd til at give ly.

Københavnske begravelser er lidet opbyggelige, fordi der som regel ekspederes henimod en halv snes på en gang søndag middag; når så omgivelserne ikke i mindste måde stemmer til hygge, vækker det hele let forargelse; det er da heller ikke mere end et par måneder siden en yngre præst ankede skarpt over uhyggen ved de københavnske begravelser, der får et så stærkt forretningsmæssigt præg over sig.

Over fire et halvt tusind mennesker er i 1887 blevet begravet på Vestre Kirkegård og tallet vil stige stærkt år for år, da jo Assistents Kirkegård ikke mere sælger begravelsespladser. Det er da på høje tid, at kommunen sørger for opførelsen af et stort kapel. Ved siden af den store kirkegård har mosaisk Trossamfund sin lille kirkegård; dette trossamfund har for længst udført, hvad kommunen nu først skal til; dets ligkapel er en stor og meget smuk, rød murstensbygning.

At der også ved det projekterede lighus vil være kapeller til de riges lig og kapeller til de fattiges er en bedrøvelig sandhed.

(Stubbekøbing Avis, 10. december 1888).

Et kapel paa Vestre kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

foreslaas opført efter Tegninger af Arkitekt, Professor H. J. Holm og med en Udgift af 170,000 Kr., hvoraf 20,000 Kr. skulle afholdes af Begravelsesvæsenets Reservefond, medens Resten skal tilveiebringes ved et af Begravelsesvæsenet optaget Laan. I det nuværende Kapel har der ifjor været indsat 934 Lig, og der har ofte paa samme Tid henstaaet mellem 15 og 20 Lig. Begravelserne ere talrigst om Søndagen, ofte mellem 8 og 10. En enkelt Søndag har der været 15, og de foregaa i Reglen mellem Kl. 12 og 2. Familiebegravelsernes Tal er i stadig stærk Stigning og vil yderligere tiltage, efterhaanden som Kirkegaarden udvikler sig, og navnlig naar Forbindelsen med Byen lettes ved Sporveisanlæg, senere ogsaa ved Jernbane. Efter disse Tal og med den kommende Forøgelse af Kirkegaardens Brug for Øie ere i de nye Planer Kisterummene beregnede til at kunne rumme i hvert af de større Rum 15 Lig, i hvert af de mindre 5 Kister. Det ligger i Bestyrelsens Tanke i den første Tid, hvor der haves mindre Brug for det større Antal, at lade et af de mindre Rum ubenyttet som Kisterum, og i Stedet for at anvende det som Venteværelse for Publikum. Der er forlangt 3 Kapeller, et større og 2 mindre; det store er paa 30 Kv.-Alen, de mindre hver paa 165 Kv.-Alen; til Sammenligning bemærkes, at det nuværende store Kapel paa Assistens Kirkegaard er 300 Kv.-Alen stort; det lille Kapel paa Assistens Kirkegaard og det almindeligst knyttede Kapel paa Vestre Kirkegaard ere ca. 120 Kv.-Alen. Der er i Planen ikke medtaget noget særligt Rum til Venteværelse. Dette er dels grundet i, at den lukkede Gaard og de overdækkede Gange ved Siden af samme alt afgive en beskyttet Venteplads, dels er det fundet rigtigst at henvise Ventelokalet til de Bygninger, der senere ville blive opførte ved Indgangen til Kirkegaarden, og hvor et saadant Ventelokale vil kunne være til Skytte ogsaa for dem, der besøge Kirkegaarden uden at skulle til en Begravelse. Ved det store Kapel, som det er vist paa Planen, bør formentlig anbringes et lille Præsteværelse. Begravelsesvæsenets Bestyrelse haaber, at det maa lykkea at sinde en lettere Maade at føre Kisterne ved Begravelser fra Kapellet til de fjærnere Dele af Kirkegaarden end den nu stedfindende Ligbæringsmaade.

Sagen skal paa Mandag forhandles i Borgerrepræsentationen. 

(Dags-Telegraphen (København) 7. december 1888)