Vejstrup Pigehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Forstanderinden i Haven.

Man staar af ved den lille, idylliske station Vejstrup, kun en ca. halv Snes Kilometer fra det skønne Svendborg; man følger Landevejen, som svinger gennem den stille Landsby, forbi "Brugsen", den private Købmand, Kirken og Kirkegaarden, og naar man har vandret en lille halv Kilometer ud ad den, staa, man i den tætte, dybtgrønne Ahorn-Allé, der fører op til "Vejstrup Pigehjem"s snehvide Bygninger.

Vejstrup Pigehjem!

Man har hørt Navnet før og man konstaterer for sig selv, af det er ikke nogen helt god Klang, det har i Ens Øre. Til Vejstrup er det, at Værgeraadene sender de værste af de Pigebørn, som kommer under dets Forsorg. De værste og de ældste. Under 17 Aar er kun meget faa af de unge Piger, som bliver optaget dér, og mange af dem er lige op imod de 21, paa hvilket Tidspunkt de jo automatisk udgaar af Værgeraadsforsorg.

Alt dette tænker jeg pea, mens jeg gaar det korte Stykke Vej op ad Ahorn-Alléen mod den aabentstaaende hvide Laage, der fører ind til den gruslagte Gaardsplads med Græsplænen, Blomsterrabatterne og alle de hvide Havebænke.

Paa Bænken under den høje Flagstang sidder to unge Kvinder og broderer. De er i lyse Zefyr-Sommerkjoler, de snakker og ler og har endnu ikke faaet Øje paa mig, da de sidder med Ryggen mod Indkørslen. Men nu bevæger jeg mig over Græsplænen hen til dem og spørger, om jeg træffer Stedets Forstanderinde, Frøken Gerda Schneekloth.

Frit og utvungent - uden mindste Spor af dette lidt sjokkede Anstaltpræg, som for bare 30 Aar siden saa ofte anerkendte baade yngre og ældre, som af en eller anden Grund var under Forsorg paa en "Anstalt" - rejser den ene af de unge Piger sig og beder mig følge med ned i Haven, hvor Frøken Schneekloth opholder sig.

Og to Minutter efter sidder jeg i et løvrigt Lysthus, med Udsigt over en pragtfuld blomstrende Have, overfor en af de stærkeste og mest helstøbte Personligheder, jeg nogensinde i mit Liv har truffet.

Frk. Schneekloth er nu en Dame paa 58 Aar, hun er høj og har sikkert i sin Ungdom været meget smuk. Endnu har hun i Behold de skønneste brune Øjne, man kan tænke sig. Men hun er legemligt svag. Siden sit 21. Aar har hun viet sit Liv til det store sociale Arbejde at hjælpe forvildede Unge paa ret Køl igen. Først paa Holsteinsminde, saa hos gamle Budde paa Himmelbjerggaarden, og siden 1908, da Vejstrup i Overensstemmelse med den nye Børnelov blev oprettet, paa dette Sted. Og her er det uomtvisteligt, at hendes stærke Aand og storslaaede Personlighed, hendes fremragende Intelligens og fine, gamle Kultur har sat sine dybeste, mest uudslettelige Spor.

"Oprejsningsarbejdet skal først og fremmest gøres i relativ Frihed", siger Frk. Schneekloth. "At spærre Mennesker inde bag Laas og Slaa hjælper dem ikke. Som De ser, staar alting aabent her. De kom selv gennem den aabne Indkørsel ude fra Landevejen, og derhenne I Baggrunden af Haren øjner De den hvide Laage, som fører ud til vore Marker. Enhver kan gaa og komme her, som han vil."

"Er Resultatet saa ikke. at mange løber bort?"

"Nogle, men ikke mange! Forleden Dag løb der et Pigebarn. Hun var blevet fornærmet over en Irettesættelse, fordi hun kom for sent i Badeværelset. Det irriterede hende, og saa løb hun Men da var det 1 ½ Aar siden, der sidst var nogen, som stak af uden Forlov."

"Kom hun tilbage?"

"Ja, hun gjorde. Hun kom ikke længere end til Hesselager, saa blev hun taget og ført tilbage . . ."

"Og hvad saa?"

"Tja, hvad saa! Saa fik hun sit Bad. Hun trængte skam til det efter den Løbetur. Og saa fik jeg dækket Bord til hende og nogen Mad i hende. Det trængte hun skam ogsaa til. Og saa snakkede jeg lidt med hende og forklarede hende, hvor glad jeg var over, at hun nu var kommet tilbage, og hvor ængstelig jeg havde været, mens hun var borte. Det endte med at hun sad og græd med Armene om Halsen paa mig og lovede Bod og Bedring. Nu gaar hun derhenne i Haven og ekuffcr Gange og er lydig og elskværdig og taknemlig, fordi hendes "Farlighed" blev taget pas den Maade."

"Maa der aldrig Haardhed til?"

"Haardhed, nej! Men Bestemthed naturligvis. Blot maa denne Bestemthed hvile paa virkelig ægte Kærlighed til Opgaven og paa en sand Vilje til at forstaa disse Pigebørn, deres Lyst og Trang, deres aandelige Milieu, og alle de mange, mange svære Kampe, de har at bestaa, først for at indordne sig under Livet her paa "Vejstrup" og dernæst for at tage sig sammen og blive dygtige og hæderlige Kvinder.

Det, det først og fremmest gælder om, er at faa dem at interessere sig for det rent manuelle Arbejde. Og saavel paa dette som paa de livets andre Punkter indenfor Opdragelsearbejdet, vi udfører, maa jeg rige, at Pigerne indbyrdes opdrager hinanden ikke saa lidt.

Det er mærkeligt at se, hvorledes de ældre Elever her kan opmuntre og hjælpe de yngre.

"Jeg véd godt, at det er drøjt til at begynde med," kan man høre en af de "gamle" sige. "Men det er nu ligegodt Sjov, naar man kommer ind i det! Alt det, man kan lære! Jeg hører ogsaa ofte de ældre Piger opmuntre de unge til at gaa til mig og snakke med mig om deres Genvordigheder, deres Savn og Længsler.

"Det er nu underligt, men hun forstaar En!" siger de. Og saa kommer de listende og snakker ud. Og det letter. Og vi bliver saa forfærdelig gode Venner hdt efter lidt. Selv de. der til at begynde med erklærer, at "de kunde myrde mig", falder til i Løbet af kortere eller længere Tid."

"Religiøs Paavirknig -" spørger jeg uvilkaarilgt. Det ligger jo nær.

"Ikke direkte i alle Fald. Her prædikes ikke paa Vejstrup. Og her bedes ikke Bønner og synges Salmer paa Kommando. Jeg nærer rent personligt en Skræk for aandelig Trang og aandelig Uniformering. Er man et kristent Menneske, da maa Ens Gerninger tale for En. Kommer de unge Piger saa vidt, at de kan se, at det kristne Livssyn bærer store mnlatake Værdier i sig, da er der meget vundet for dem. Men der skal Modenhed til for at forstaa sligt, og religiøs Tvangsfodring er kun af det onde. Det maa i al Almindelighed opnaar dermed er Hykleri. Og en Hykler er sværere at hjælpe paa Gled end en trodsig eller haard ..."

Vi begiver os nu paa Vandring gennem Hjemmets forskellige Lokaliteter. Hver ung Pige har sit pæne lille Værelse, som hun kan pynte op i efter egen Smag og Tykke: med Billeder, Potteplanter, hæklede og broderede Stykker og mange andre Smaapillerier af den Slags, som nu ganske særlig tiltaler saadanne unge Pighers Smag og Hyggefølelse.

"Man maa saa vidt muligt lade de forskellige følge deres individuelle Smag og Utilbøjelighed og lade dem gøre det i saa vid en Udstrækning, som det kan forenes med deres Opdragelse," siger Frk. Schneekloth. "I jo højere en Grad det er En muligt at give de Unge Indtrykket af. at deres Vilje og eget Initiativ og personlige Frihed ikke er dem berøvet, des bedre og lettere opdrager man dem paa alle de Punkter, hvor de skal og maa underkastes en gennemgribende Udrensning og Opdragelse." - - -

Vi gaar gennem Systuerne, hvor alle de Klæder, som slides paa Vejstrup - og det er ikke helt Smaating - bliver forfærdigede. Nydelige moderne Klæder, fikse og afvekslende i Snit, Farver og Mønstre, saaledes at de Unge, naar de færdes ude omkring blandt Egnens Befolkning, Ikke "stikker af" mod den som "Anstaltspiger". 

"En Kvinde skal have Lov til at være forfængelig." siger Frk. Schneekloth med et lille Smil. "For os gælder det bare om at søge at lede denne Forfængelighed ind i et virkeligt smukt og sundt Spor. Klædte vi de Unge her i Sæk og Aske, vilde Resultatet bare vare, at de iførte sig Skøgens letfærdige Dragt den Dag, de vel var sluppet herfra. Nej, en af vore mange Opgaver er blandt andet den: at lære dem at klæde sig med Smag og Takt. Og det gaar forresten helt godt med det saadan." ---

Vi passerer Køkkenet og Køkkenregionerne! Køkkenlærerinden har Fridag i Dag, og to af de unge Piger skal derfor - som altid en Gang om Ugen - klare alt Køkkenet på egen Haand. De slider i det For Øjeblikket gøres der rent efter Middagsmaaltidet; men Iidt senere, naar Eftermiddagskaffen er drukket, skal der steges Fisk og laves Kartoffelsalat til Aftensmaden. Og nu, der er kommet Gæst, er del meget "spændende" at faa det hele lavet og serveret saa fint som muligt. Man skal vel vise, hvad man dur til. Og Flora, den fremmeligste af Køkkenpigerne, ler over hele sit runde Ansigt.

Ogsaa Vaskeriet kigger vi paa. Der arbejdes ikke i Øjeblikket. Men Storvasken til næste Dag er sat i Blød, og i et grønt Lysthus ved Siden af Bygningen sidder tro unge Piger med deres "Fritidsarbejder", fine Broderier, som er beregnet enten til Supplement af det Udstyr enhver faar med, naar hun forlader Vejstrup, eller som Julegaver til dem derhjemme.

"Fritiden," siger Frk. Schnekloth, "er maaske det allervigtigste Led i hele Opdragelsesarbejdet. Det er vigtigt at lære at bruge sin Fritid. Derfor er det ogsaa vigtigt, at de Unge her virkelig har Fritid, som helt er deres egen. De lærer hurtigt: ikke alene at sætte overordentlig Pris paa den, men ogsaa at anvende den paa baade nyttig og fornøjelig Maade. En Del af den bruges naturligvis (især om Søndagen) til Leg, Sang, Musiceren osv. Men langt den overvejende Del benyttes til Forfærdigelse af fine Haandarbejder. Disse Haandarbejder maa Pigebørnene selv betale, og ogsaa heri ligger der et opdragende Moment: man lærer at sætte Pris paa de Ting, man har erhvervet sig for sine egne Penge!"

"Hvorfra faar de unge Piger disse Penge?"

"Dels derigennem, at vi har organiseret baade et Præmie- og et Bødesystem. I stedet for evigt Smaaskænderi over Smaaforglemmelser og Smaaforsømmelser har jeg indført en Bødekasse, hvortil man maa bløde en Tiøre, naar man forsømmer en eller anden lille Pligt. Paa den anden Side kan man også tjene lidt: ved særlig ihærdigt Havearbejde, ved Markarbejde og paa anden Vis, f. Eks. ved at udføre Syarbejder for Lærerinderne i Fritiden. Mange faar jo ogsaa af og til sendt Smaabeløb (jeg beder altid udtrykkeligt de Paarørende om, at det maa være Smaabeløb) hjemmefra osv. osv. De Penge, som kommer i Bødekassen, gaar til Fællesbehov saasom nye Potteplanter og Broderiarbejder til Opholdsstuerne osv. osv." - - -

Efter endt Rundgang gennem de smukke, lyse og hjemlige Lokaliteter ender vi i Frøken Schneekloths private Dagligstue, hvor vi fordyber os i en meget interessant og lærerig Samtale om Vejstruppigerne og deres Liv i Fortid, Nutid og Fremtid. Enkelte særligt Interessante Skæbner rulles op for mig, men da de for en meget stor Del lever lykkeligt og I godt som hæderlige Hustruer og Mødre, forbyder det jo sig selv at I genfortælle dem.

Saa meget kan man dog i al Almindelighed sige, at der ud at Frk. Schneekloths Beretninger, som gives ganske nøgternt uden mindste "Schwulst" eller fjerneste Sentimentalilet, snarere med en vis fln Understrøm af Sans for Livets ofte ufrivillige Komik, tegner sig en ganske bestemt Linje for Resultaterne af det Arbejde, som geres her.

Og denne Linje viser, at et meget stort Procenttal af disse unge Piger, efter at have opholdt sig 2-3 Aar paa Vejstrup, gaar ud i Verden igen for Resten af deres Tilværelse at føre et fuldt ud hæderligt Liv. Mærkeligt er det imidlertid, at det ikke altid er netop dem, der under Opholdet paa Hjemmet har vist sig lettest, elskværdigst og behageligst at have med at gøre, som det gaar bedst. Givet er det i alle Fald, at de Pigebørn, som paa "Vejstrup" har været vanskelige, trodsige og svære at bøje, ofte er dem, som senere hen i Livet klarer sig bedst.

Et meget almindeligt Træk er det ogsaa, at de unge Piger efter at have tilendebragt deres Tid paa Vejstrup, straks efter Udskrivningen igen kaster sig ud i et fuldkommen vildt Liv, raser ud, om man saa maa sige. Men Gang paa Gang har Frk. Schneekloth set, hvorledes enten et Barn eller en Mand, som var villig til at gifte sig med dem, fik dem til fuldstændig at forandre Levevis, saa de blev dygtige og hæderlige Kvinder, og netop for disse Kvinder faar al den praktiske Dygtighed, som de i sin Tid erhvervede sig paa Vejstrup, en overordentlig stor Betydning, fordi den skaber dem Mulighed for at føle sig tilfredse med deres Lod som Husmødre.

E. D.

(Social-Demokraten, 12. december 1925).

Foto fra en artikel i Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 13. januar 1908. 

Danmarks første statslige opdragelsesanstalt for piger, Vejstrup Pigehjem blev taget i brug i 1908. Første forstander var Gerda Schneekloth, indtil sin død i 1927. Efterfølger blev frk. Sejerøe-Olsen. Pigerne blev betegnet som "faldne kvinder": kriminelle, prostituerede der var opgivet børnehjem via tvangsfjernelse, optagelseshjem og opdragelseshjem. Hjemmet var beregnet til 25 Piger i alderen 16-21 år. Pigehjemmet  lukkede i slutningen af 1950erne. Det fortsatte dog som institution, indtil det blev overtaget af Oure Idrætsskole.

Ikke uventet fortsatte flugtforsøg. Fyns Social-Demokrat berettede 20. oktober 1948 om en pige som brækkede armen under et spring ud af et vindue. Den 4. november 1952 berettede Viborg Stiftstidende at ni af pigerne stak af. Men at seks ret hurtigt meldte sig igen, idet ingen af dem i farten havde fået overtøj med. Det skete efter at "Lørdagspigerne" havde underholdt på Vejstrup. Pigerne ville gerne fortsætte på egen hånd, hvad de fik lov til.

Se endvidere Bolette Frydendahl Larsen: Opdragelse og diagnosticering. Fra uopdragelighed til psykopati på Vejstrup Pigehjem 1908-1940. Lunds Universitet, Studia historica Lundensia nr. 32, 2020.

Husmoderdagenes Aabning. (Efterskrift til Politivennen).

  

Fru Camilla Nielsen ved Tombolaen.

Under meget stor Tilstrømning af Husmødre aabnede i Gaar den københavnske Husmoderforening en Udstilling, som varer i 3 Dage, i Industriforeningens østre Sidehal.

Formanden, Fru Elna Rasmussen bød velkommen, hvorefter Fru Statsminister Stauning aabnede Udstillingen med følgende Aabningstale: "Husmoderforeningen har overdraget mig at aabne Husmoderdagen. Inden jeg opfylder dette ærefulde Hverv, maa jeg have Lov til at mindes en Lille Episode, jeg for nogen tid siden var Vidne til i en Sporvogn. Jeg sad ved Siden af et Par Unge Piger, der lo og smaasnakkede. Pludselig lød den enes Stemme lys og determineret gennem Stilheden. "Nej, jeg skal skam ikke bestille noget, jeg skal giftes". 

En Kone med et lille Barn paa Skødet og 3 Børn i Trip-Trap-Træsko ved Siden vendte hastigt Ansigtet mod den talende og mønstrede hende. Blikket fortalte mig, at Aars erfaring havde bibragt hende en anden Opfattelse af Ægteskabet.

Disse to Typer, den livsglade, ureflekterende, lidt letsindige unge Pige og den forgræmmede Kvinde, er tilsyneladende forskellige, og dog er det ikke udelukket at de har et Berøringspunkt. Den sidste kan have udviklet sig af den første. Lad os forudsætte at den unge Pige gifter sig og sætter Bo, hvordan vil det da gaa hende? Hun vil hurtigt og brutalt lære at hendes Stilling i Ægteskabet er en anden end den, da hun med en forelsket Kæreste gik til Dans og i Biograf. Hun vil overvældes af de Krav der stilles til hende. - Krav som hun ikke tænkte sig kunde være saa mangeartede og saa tyngende.

Er der "noget ved hende", vil hun opbyde al sin Energi for at Indhente det forsømte - sætte al sin Evne Ind paa at udvikles til sin betydningsfulde Gerning. Er hun holdningsløs og svag af Karakter, vil hun lade sig overvælde, sløres og trættes af Kravene, hun ikke kan opfylde, og synke til Bunds - tagende med sig alle de Værdier, der blev hende betroet i Kærlighed og Tillid.

Det er en af de Ægteskabs-Tragedier, som Livet er saa rigt paa, og som vi altid har en Dom over. Og dog kan vi ikke ubetinget dømme hende.  Der er formildende Omstændigheder. Samfundet selv er Medskyldig i hendes Naivitet. Det er nemlig ikke gaaet op for den store Flok, i hvor høj Grad

Uddannelse er nødvendig,

for at en Kvinde skal kunne udfylde den mest komplicerede, den mest opslidende, den mest ansvarsfulde af alle Livsstillinger, nemlig Husmoderens. Jeg gentager: den mest ansvarsfulde, fordi Kvinden som Moder staar til Ansvar for det kommende Slægtled - for Fremtiden.

Til at udfylde enhver anden Stilling I Samfundet kræves Forudsætninger, forlanges Uddannelse - det være sig som Jurister, Læger, Stenografer, Sygeplejersker, Haandværkere - ja, ogsaa til at fodre Kreaturer og opflaske Dæggelam kræves Uddannelse. Men den, der skal sørge for sin Families Ernæring og for sine Smaabørns forsvarlige Hygiejne - af hende forlanges der Ikke mere, end hvad hun kan slumpe sig til 

Fru Stauning

I gamle Dage, da Kvinden havde det eneste Maal: at blive gift, blev hun opdraget alene til en Husmoder Stilling. Kvinde-Emancipationen muliggjorde andre Maal for Kvinden - lykkeligvis - men for at skabe den frie, selvstændige, selverhvervende Kvinde forsyndede den sig mod den, der - al Emancipation til Trods - fulgte den evig kvindelige Kalden i sig. - Det huslige Arbejde kom I Miskredit - og de, der udførte det, blev betragtet med Overbærenhed som en Slags aandelig Underklasse.

De sidste Tider - Verdenskrigen med dens komplicerede Forhold - har imidlertid saa smaat og forsigtigt aabnet Øjnene, lad os sige paa Klem, for, at saa helt ligetil er det nu helleriIkke at være Husmoder. Hun skal jo i sin Person samle som sagt lidt af alt. En professionel Vinduespudser skal f. Eks. intet kunne uden sit Fag at pudse Vinduer. Men pudser en Husmoder Vinduer - Ja, saa skal hun foruden det kunne lave Mad, gøre rent. Hun skal være Pædagog, Syerske, lidt af en Læge, lidt af en Sygeplejeske og meget af en Administrator. - Som De ser, det er ikke lidt. - Og jeg kunde blive ved med at remse op. Men hvad har hun saa af Forkundskaber til at møde disse Opgaver? I almindelighed intet ud over, hvad hun kan tilegne sig selv.

Københavns Kommune har ganske vist i Folkeskolen i nogen Grad hidført Skolekøkken-Undervisning. Vi har desuden Husmoderskoler, men det er procentvis faa, der kan skaffe Midler til at søge en effektiv Uddannelse. Vi faar nu en betydelig Udvidelse af Husassistenternes Fagskole, og vi hilser den med Glæde. Den betyder Dygtiggørelse af vore Husassistenter, og alene det er godt. Men den rækker videre; den skaber Dygtighed hos de Husmødre, der rekrutteres af Husassistenternes Skare.

Det er ikke nok, det hvortil vi nu er naaet. Vi maa arbejde paa - og her er en af Husmoderforeningens store Opgaver - at faa Skoleundervisningen i Husholdningslære indført i alle Skoler og i større Udstrækning, end Tilfældet er nu: og vi maa søge indfort obligatorisk Fortsættelseskursus og i vid Udstrækning Husmoderskoler og Husholdningskonsulenter.

Vi maa organisere os - Husmødre og Husassistenter - Ikke i Organisationer, hvis Maal er at bekrige hinanden, men for sammen at løfte det huslige Arbejde op at den Askepotstilling, hvori det genmm saa lange Tider har ført en forhutlet og urimelig Tilværelse.

Som et Led i denne Bestræbelse hilser jeg med Glæde Husmoderforeningens Arbejde for gennem de tre Husmoderdage at sprede Oplysning og give forøgede Kundskaber paa det huslige Arbejdes Omraade.

Og hermed skal jeg erklære Husmoderdagene for aabnede."

Fru Statsminister Staunings Aabningstale modtoges med et meget stærkt Bifald.

Fru Carla Meyer udtalte sin Glæde over at det var lykkedes Husmoderforeningen at faa netop Fru Stauning til at tale, fordi Fru St. havde Forstaaelse af og i sin Tale havde talt om det. der var Kærnen i Husmoderforeningens hele Stræben.

Formanden for København Husmoderforening, Fru Elna Rasmussen overrakte Fru Stauning en Buket smukke Blomster.

Derefter blev den smukke udstilling beset.

(Social-Demokraten, 2. december 1925).

Fru Stauning hilser på Thorvald Stauning efter at han er blevet opfordret til at danne et nyt ministerium efter valget, april 1924. Amalienborg. Foto fra Aftenbladet (København), 15. april 1924.

De Danske Husmoderforeninger blev dannet 1920, bl.a. som udløber af Københavns Husmoderforening (1917), og opererede i byerne, mens De Samvirkende danske Husmoderforeninger virkede på landet. Foreningernes syn var at husmodergerningen var kvindens kald og moralske forpligtelse. Husmoderen var i vid udstrækning også et statussymbol, idet det signalerede at manden alene kunne forsørge familien. Først i 1960'erne ændrede synet på husmoderen sig.

Thorvald Staunings første kone gennem 23 år, Anna Stauning,  døde 1921. Året efter giftede Thorvald Stauning sig med Olga Sofie Kofod Hansen (1883-1970). Ægteskabet var dog ikke lykkeligt i længden, de blev separeret i 1930. I 1930 flyttede Stauning sammen med koncertsangerinden Augusta Erichsen i Kanslergade, hvor hun boede til han døde i 1942. Hun blev bl.a. kendt fra tv-serien Badehotellet, hvor parret kommer på besøg. 

Frygtelig Mishandling af et 7-Aars Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En brutal Slyngel i Bevtoftegade. - Et Selskab af Radiumskandidater. - Da Moderen blev slaaet, græd den lille Dreng, og blev derfor mishandlet paa det frygteligste

Forbryderen fængslet.

I Bevtoftegade Nr. 6 paa Vesterbro er der i Forgaars Aftes begaaet en frygtelig Volds-Forbrydelse imod en 7-aarig Dreng

Her bor en Søfyrbøder Hans Larsen, der er meget fordrukken. Han lever sammen med en Kvinde, der har et Par Drenge i 7 til 11-Aars-Alderen.

Om Eftermiddagen havde Hans Larsen truffet et Par Kammerater i Saxogade og inviteret dem hjem. Her gav de tre Mænd sig til at drikke "Radium" til langt hen paa Aftenen, og deres Beruselse steg og steg. Til sidst blev Hans Larsen ondsindet og fandt Lejlighed til at overfalde sin Kæreste, som han gennempryglede. Da den 7-aarige Willy, der laa i sin Seng hørte, at Moderen blev mishandlet, gav han sig til at græde. Herover blev den berusede Mand saa rasende, at han gennempryglede Willy, der var afklædt. Derefter tog han Drengen i Arme og Ben og kylede ham hen i en Krog af Værelset. Drengen slog Hovedet imod en Sæbeskaal og fik el stort, blødende Saar over det ene Øje. Men Vreden var endnu ikke løbet af den brutale Mand Han tog atter den lille Dreng og slyngede ham op imod Loftet. Han faldt og slog Hovedet imod Sengekanten.

Willys 11-aarige Broder havde set til, men nu blev det Drengen for meget. Han fo'r ind paa den berusede Mand for at værge sin Broder, og nu syntes ogsaa de andre Drukkenbolte, at det gik for vidt. Men imidlertid var Politiet kommet til, og Larsen blev taget med.

I Dommervagten. - Hvad Lægeerklæringen siger.

I Gaar blev Hans Larsen fremstillet i Dommervagten for Dommer Troels Lund. Han stod frækt med begge Hænder i Lommen under Afhøringen. Han afviste kort Sigtelserne. - Nok har jeg revset Drengen, sagde han, men mishandlet ham har jeg ikke.

Dommeren læste Imidlertid Læge-Erklæringen op. Den udtaler, at Willy ved Undersøgelsen havde et 2 cm langt, gabende Saar over det ene Øje. Paa venstre Laar og Bagpartiet var der Spor af meget kraftige Slag. Der var blodunderløbne Mærker af Fingrene efter den, der havde slaaet. I Munden og paa Læberne fandtes Saar. Næsen havde blødt, og der var talrige Mærker af brutale Tag. Dommer Troels-Lund fængslede den raa Volds-Forbryder og gav Politiet en Frist paa 14 Dage til Undersøgelsen.

Hans Larsen har været straffet mange Gange. Sidst har han været i Forbedringshus for Tyveri.

(Nationaltidende 2. december 1925).

To Smaadrenge, der vidnede imod deres brutale Stedfader

Barnemishandling i Bevtoftegade. - En velbegrundet Fægslingskendelse.

I Gaar afholdt Dommer Troels-Lund Forhør over den fængslede Havnearbejder Hans Larsen. der i Ejendommen Bevtoftegade 6 nylig mishandlede sin Kærestes 7-aarige Søn, Willy, paa den uhyggeligste Maade.

Kæresten, Fru Anna Lundgreen, forklarede, at Manden hyppigt havde mishandlet hende. Nu var han kommen hjem sammen med nogle Kammerater, hvorefter de havde sat sig til at drikke Radium. Pludselig for han op og vilde prygle hende, og da hun flygtede, havde han kastet sig over Willy. Kort efter vendte hun tilbage under Politiledsagelse. Hun saa da nu, at Blodet flød ned over Barnets Ansigt, og at hans Sengeklæder var blodige. Over det venstre Øje havde Drengen et dybt Saar.

Det mishandlede Barn skulde herefter give Forklaring, men da han øjensynlig var bange for at tale, medens Larsen var til Stede, lod Dommeren Arrestanten føre ud. Drengen fik en Pose Chokolade af Dommeren, og fortalte saa paa en afgjort troværdig Maade, hvordan Stedfaderen havde slaaet ham, fordi han græd af Angst for, at Moderen skulde faa Prygl; tilsidst havde Larsen kastet ham op i Luften. 

Willys 11-aarige Broder, Svend Aage, var næste Vidne. Han huskede, at Stedfaderen havde slaaet Willy i Ansigtet med knyttede Hænder. Derefter havde han taget fat i den lille Drengs Ben og slynget ham ind imod Væggen.

Saasnart disse Forklaringer var protokollerede, blev Larsen taget i Forhør. Han indrømmede at have slaaet Willy, men nægtede at have kastet ham op i Luften. Han tilføjede, at Svend Aage havde gemt sig under Dynen, saaledes at han intet kunde se.

Dommeren gjorde Larsen opmærksom paa, at en Nægtelse vilde være overflødig. Sagen var saa oplagt, som den kunde være.

Larsen ønskede dog ikke at tilstaa. Forundersøgelsen blev dermed erklæret for sluttet; Materialet tilstilles i de nærmeste Dage Statsadvokaten for at han kan udarbejde Anklageskriftet.

Arrestanten bemærkede, at han ventede at komme paa fri Fod og holde Jul, men Dommeren forlængede Fængslingsfristen til 28. December.

(København, 13. december 1925).

Hans Larsen blev i februar 1925 idømt 6 måneders fængsel på sædvanlig fængekost. Dommeren mente at han egentlig stod til forbedringshusstraf, men Hans Larsen havde vist nogen anger. 

Hjørnet af Enghavevej og Bevtoftegade (til højre). Bevtoftegade nr. 6 anes yderst til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Alexander Foss. (Efterskrift til Politivennen)

Alex(ander) Foss (1858-1925) var en dansk erhvervsmand og politiker. Foss blev 1887 medejer af F.L. Smidth & Co. som i hans tid blev et verdensfirma. 1903-1912 var han formand for jernindustriens arbejdsgivere og 1911-1921 formand for Industrirådet. Samt medlem af en række bestyrelser og kommissioner og medstifter af bl.a. Foreningen Norden og Ingeniørforeningen, som han 1904-1907 var formand for. 

Foss var medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1903-1907 for partiet Højre (fra 1915 Det Konservative Folkeparti) og sad i Folketinget 1915-1918 og Landstinget 1918-1920. Foss var tilknyttet partiets højrefløj. Han opfordrede Christian 10. til at afskedige den radikale statsminister Zahle under Påskekrisen i 1920. En mindestøtte blev rejst for ham uden for Industriens Hus i København. 

Alexander Foss døde på Antoinettevej 2 i "Carlsberg-kvarteret" som er kendt for sine mange, store arkitekttegnede herskabshuse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Alex. Foss død.

SKANDERBORG, Tirsdag.

(Privat.)

Ingeniør Alex. Foss døde i Eftermiddag paa "Høvildgaard", hvor han har ligget syg, uden at være kommen til Bevidsthed.

Naar engang den Del af vort Lands Historie skal skrives, som handler om Danmark under Krigen, vil Ingeniør Alexander Foss faa en fremtrædende Plads, ikke blot fordi han stod som Lederen af og Sjælen i en verdensomspændende industriel Virksomhed, men i fuldt saa høj Grad, fordi han i disse vanskelige Aar stod som den anerkendte Fører for den danske Industri og Industripolitik. At bedømme hans Betydning helt retfærdigt kan ikke gøres nu. Dertil greb han for stærkt ind i saa at sige alle Forhold, og dertil er der gaaet for kort et Spand af Aar, siden denne Arbejdet Kæmpekraft stod paa sin Middagshøjde, altid vel vidende, at han trak et af de største Læs for Landet. Men naar de utallige forskellige Forhold engang kommer til at staa afklaret for os gennem Afstanden, vil man faa et dybt og stærkt Indtryk af den Personlighedens Vægt, som var i Alexander Foss, og man vil kun yde ham ham paa en Plads mellem Landets betydelige Mænd.

Udpræget Førernatur var Alexander Foss, og denne Evne gjorde ham ganske naturligt til Industriens store Talsmand herhjemme. Hvor han greb ind, fandt han sig uvilkaarligt Vej frem, hjulpet af en klar Dømmekraft, der hyppigt satte ham i Stand til at sige det rette Ord. Han havde Modet til altid dristigt, hastigt og klart at fremsætte sin Mening og faa den ført ud i Praksis. Mente han det opportunt, kunde han med Taalmod lytte til de Ord, der altid i Forsamlinger, der ikke er sammensat af lutter Vismænd, og i hvis Midte en Mand som Foss ragede op som en Ener. Han kunde svæve over det Hele i ilsom Flugt, han kunde gaa langsomt med de Langsomme. Men hvordan Forholdet end var, følte man Tryghed ved at være i en Debat under Forsæde af Foss. Han forstod at ramme Sømmet paa Hovedet, og selv de, der kunde være uenige med ham i en Detaille, bøjede sig velvilligt for hans Dom ud fra det rigtige Ræsonnement, at han hørte til de dygtigste af Krigstidens Mænd.

Hans Uddannelse som Ingeniør havde været ualmindelig alsidig Hans Verdensfirma blev det ogsaa - og han var det i sine allersnævreste Privatinteresser. Med samme Kærlighed, som hans Hu stod til Industrien, hang han ved Plantningssagen; ikke mindst hans Arbejde og Offervilje i Hedesagen kan tale med derom.

Under Krigen var det Alexander Foss, der som Formand for Industriforeningen kom til at spille den største Rolle, nogen dansk Industrimand nogensinde har spillet. Han og hele Industriraadet var ét, og der for fik det Betydning, ikke blot som Institution for en Stand, men midt i hele Landets offentlige Liv i en Tid fuld af Farer og Vanskeligheder. Han stod, hvor han stod, med begge Fødder i Arbejdet, med Vilje og Fremsyn og som Autoritet. Naar den fremtidige Industripolitiker og Historiker engang gaar 1 Dybden, vil han kunne fælde Dommen - Dommen over en Stormand.

Udadtil var han ogsaa det store Initiativ. Begavet med eminente Sproggaver var det ham naturligt at paatage sig flere betydelige Hverv til Ære og Gavn for vort Land. Gang paa Gang maatte han i Krigens Tid rejse til England, Frankrig og Tyskland i officielle Anliggender, og det blev mere og mere hans Aand og Vilje, som kom til at lede vort industrielle Liv i Forhold til de krigsførende Magter. Og da Forholdene langt om længe aabnede Muligheden for et skandinavisk Samarbejde, var Foss straks Manden til at tage dette Arbejde op med den største Iver og Begejstring. Ser man tilbage paa dette Afsnit af hans Virke, kan man bl. a. takke ham for, at det Arbejde, som vore Forfædre forløftede sig paa, og som vi selv ikke havde større Tiltro til, nu er inde i et Spor, som lover godt for Fremtiden.

At denne Mand blev slaaet ned af Sygdom, der var en direkte Følge af Overlæsning af Arbejde, var et Tab for Landet. Gennem svære Tider var han dets store og gode Søn - og det skal mindes nu, han har lukket de viljestærke Øjne.

Johannes Lehmann.

(København 25. november 1925)

Ingeniør Alexander Foss døde i Gaar.

Industrimanden, der blev alle Erhvervs Fører.

Klokken 5 i Gaar Eftermiddags sov Ingeniør Alexander Foss stille og roligt hen paa sit Gods "Høvildgaard", ved Salten Langsø.

Fotoet til artiklen er erstattet af dette: Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør. Foss, Alex (1858-1925) ingeniør, fabrikant. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Der er snart gaaet fem Aar siden hin Vinterdag, da Ingeniør Alex. Foss pludselig blev syg under et Møde i Industriraadet og kørtes herfra i Falcks Sygevogn til sit Hjem paa Antoinettevej i Valby. Nogen Tid derefter sendte det store Lands-Industrimødc ham en telegrafisk Hilsen, gennem hvilken de mange danske fndustridrivende, der var forsamlede ved denne Lejlighed, udtalte Ønsket om, at deres Førstemand snart, fuldt helbredet, kunde genindtage sin ledende Stilling indenfor landets Erhverv.

Dette Ønske skulde ikke gaa i Opfyldelse. Ingeniør Foss rejste sig aldrig helt efter det Sammenbrud, der var en Følge af mange Aars energisk Arbejde og særlig af det overmenneskelige Slid, hvormed han i Krigsaarene og i Efterkrigstiden ofrede sig for sit Lands vitale Interesser. Den Hjerneblødning, der ramte ham midt under Arbejdet, indtraf i Januar 1921, og endnu samme Aar trak han sig tilbage fra Stillingen som Formand for Industriforeningen og Industriraadet. Efterhaanden frasagde Alex. Foss sig omtrent alle sine Hverv. I 1923, da F. L. Smidth & Co. Aaret forud havde fejret sit 40-Aars Jubilæum, udtraadte han af dette Verdensfirma, hvor han havde været Medindehaver i 38 Aar. Den Mand, der i Følge sine naturlige Anlæg var den virksomste af de virksomme, og som gennem vanskelige Krisetider indtog en Forerplads i vort offentlige Liv, maatte nu nøjes med at se til, medens Livet derude gik i sin brogede Gang. Det maa være faldet ham tungt at sidde som stille Betragter, hvor han før havde været Handlingens Mand, den store, villiestærke, maalbevidste Organisator.

I stedet for originalartiklens foto er brugt dette: Hansen, N. C. (Niels Christian) (16.12.1834-25.10.1922) maler, fotograf. Weller, C. (Frantz Clemens Stephan) (17.5.1838-17.7.1900) fotograf: Foss, Alex (1858-1925) ingeniør, fabrikant. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En Gang imellem mødte Ingeniør Foss i disse Sygdommens Aar frem med et lille Indlæg angaaende et eller andet offentligt Spørgsmaal. Men iøvrigt førte han en stille, tilbagetrukken Tilværelse, viet hans nærmeste. Og nu er han død, derovre paa sin jydske Ejendom, hvor han i de voldsomme Arbejdsaar af og til hentede Friskhed til en ny energisk Indsats i vort Samfundsliv, og hvor han søgte Hvile i den senere Tid da han selv havde opgivet Haabet om nogen Sinde at vende tilbage til Arbejdets Verden.

*

I 1850'erne levede i Viborg Stifts Landinspektør Foss og hans Hustru Annie af Kornerup'ernes Slægt. I dette Ægteskab fødtes Alexander Foss den 1. Oktober 1858. Han var knapt fire Aar gammel, da Faderen døde. Den næppe 30-aarige Enke flyttede med sine Drenge til København. Kaarene var ikke just store, men hun var en dygtig, praktisk anlagt Kvinde, der forstod at slaa igennem. Alex. Foss havde, efter sit eget Udsagn, som Barn fuldt saa megen Lejlighed til at omgaas sine Bedsteforældres som sine Forældres Generation. Han færdedes til Stadighed baade hos sin Farfader, den forhenværende Byfoged Etatsraad Laurids Foss og hos Morfaderen, kgl. Bygningsinspektør, Etatsraad Kornerup. Adskillige Sommerferier tilbragte han i den store, gamle Købmandsgaard i Roskilde hos Mormoderens Broder, den bekendte Agent Anders Borch. Saa godt og solidt var det Milieu, som Alex. Foss tilhørte ved sin Fødsel. Han har selv senere fremhævet, hvorledes Omgangen med de Gamle tidlig vakte hans Følelse for Samhørighed med Fortiden. Men Foss var en Mand, der først af alt saa fremad. "Som de nulevende Generationers Skæbne", skrev han en Gang i et Tilbageblik over sin Barndom, "i meget er bestemt ved vore Forfædre, vil de fremtidige Generationers afhænge af vort Arbejde og i meget bestemmes ved vore Fortrin og ved vore Fejl. Og naar denne Tanke altid har staaet som afgørende for mig, skylder jeg sikkert mit Barndomshjem Takken derfor." 

Denne Livsbetragtning var netop afgørende for Alex. Foss. Hans Personligheds Styrke, hans sikre Stade, hans Arbejdes fast optrukne Linier bundede netop i Ærbødigheden for svundne Generationers Livsværk og i den dybe Følelse af Ansvar overfor kommende Slægter, overfor Fremtidens Danmark. Naar han gjorde sit Arbejde i Nuet, var det et Arbejde paa langt Sigt. Saaledes virker de Store, de sjældne faa.

*

Atten Aar gammel blev Alex. Foss Student med Udmærkelse fra "Haderslev Læreres Skole". Sammen med Poul Larsen studerede han ved Pen polytekniske Læreanstalt. I 1882 forlod de Anstalten, Foss som Bygningsingeniør, Larsen som Maskiningeniør. Efter nogen Tids praktisk Uddannelse som Tømrer ved Brobygnings- og Havnearbejder fik Alex. Foss Ansættelse hos Etatsraad P. Langgaard ved Hakkemose Teglværk. Paa Forslag af Poul Larsen opfordrede F. L Smidth. der havde grundlagt sit Firma i 1882, Alex. Foss til at indtræde i dette. De tre dygtige unge Ingeniører, der saaledes havde fundet hinanden, bragte F. L. Smidth & Co. frem til en forende Stilling indenfor Cementmaskinindustrien. Det blev en Virksomhed i Verdensformat. Den leverede ikke blot Maskiner til Cementfabriker: den anlagde selv Fabriker rundt om i Verden. F L. Smidth & Co. er viden om et af de store lysende Navne i dansk Industri. F. L Smidth døde i 1899. Poul Larsen og Alex. Foss arbejdede sammen endnu i mange Aar. De tre Mænd har hver for sig og gennem fælles Indsats gjort deres Land Ære.

*

Det Tidspunkt kom. da Samtiden kaldte paa Ingeniør Foss' store organisatoriske Evner. Omkring Aarhundredskiftet var der her betydelige Opgaver at løse. Det Felt, der laa Foss nærmest, var Jernindustrien. Han gjorde et stort organiserende Arbejde indenfor denne Industri, for hvis Arbejdsgiversammenslutning han var Formand fra 1903 til 1912, og en lignende Virksomhed udfoldede han indenfor Teglindustrien. Dette Organisationsarbejde for de Industrigrene, til hvilke han direkte var knyttet, førte ham naturligt ind i Arbejdsgiverforeningens Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg, hvor han blev et meget indflydelsesrigt Medlem. Og da den Tid kom, da det i dybeste Alvor gjaldt vigtige økonomiske Interesser ikke blot for dansk Industri, men, praktisk talt, for hele vort Samfund, stod Alexander Foss som Industriens Forstenand. Han var i 1911 blevet Formand for det Aaret forud oprettede Industriraad, som fik saa stor en Arbejdsmark under Verdenskrigen.

Allerede i Krigens første Aar havde Industriraadet sin Opmærksomhed henvendt paa Mulighederne for en selvstændig Optræden med Hensyn til de vanskelige handelspolitiske Forhold. Foss lagde først og fremmest Vægten paa Erhvervenes Selvvirksomhed. Erhvervene skulde overtage Kontrollen indadtil. Ud fra dette Grundlag sluttede man - i Forstaaelse med Statsmagten - Handelsoverenskomster først med Tyskland, derefter med England og senere med andre Magter. Foss var Sjælen i de mange Forhandlinger - med dertil knyttede Rejser - , som gik forud for Afslutningen af Overenskomsterne, og han var ligeledes, fra dansk Side, den førende, da det gjaldt Konferencerne om nordisk Vareudveksling. Alex. Foss stod her som den store Talsmand for en moderne Skandinavisme, der vel havde sin bærende Idé, men som ogsaa hvilede paa det rent praktiske Interessefællesskab. Det danske Folk skylder Ingeniør Foss Tak for hans fremragende Arbejde i disse Krigens og Efterkrigstidens Aar, en vidtskuende, fremsynet Mands storslaaede Virke, tillige et fænomenalt Slid, som blev hans Bane. Han ofrede sit Fædreland alt.

*

I 1917, midt under en af de vanskeligste Perioder, fremsatte Ingeniør Foss paa et stort Møde nogle Udtalelser, der direkte tog Sigte paa Erhvervenes selvstændige Virksomhed i Tider, hvor man ikke har Stunder til at vente paa, at det indviklede Embedsmaskineri skal faa knirket færdigt

"Vi i Erhvervene", sagde Ingeniør Foss, der den Gang var Formand for Erhvervenes Fællesudvalg, "skal først og fremmest tage Beslutninger. Jeg mindes meget tydeligt i mit eget Liv Overgangen fra at have været Skoledreng, først i Skolen og saa i Studieaarene, til at virke i det praktiske Liv. Det, som voldte mig den største Vanskelighed, var at lære at tage Beslutninger. Hvad det kommer an paa for os i Erhvervslivet, er at kunne gribe til og handle hurtigt. Det kan ikke nytte, at vi sætter os til at filosofere over Opgaverne i halve Aar, forinden vi kommer til en Afgørelse, - nej, Forholdene kræver, at vi handler hurtigt, selv om vi undertiden derved kommer til at gribe fejl."

De Ord giver os et tydeligt Billede af Manden, der staar bag dem: den i Livet skolede Praktiker med den rige Verdenserfaring, med intimt Kendskab til Mennesker og menneskelige Tilstande, den stærke, helstøbte Mand, som vil handle, og som handler under Ansvar de holde Kun lange Foredrag - om

Foss var den mandige Type i en splittet og vanskelig Tid. Han kun- Danmark som Industriland og om lignende Emner - , vægtige, omhyggeligt udarbejdede Taler med vidt Perspektiv, men hvor lange de var, rummede de ikke et overflødigt Ord. Foss var en Hader af Ordgyderi. Et stort Emne fik sin omhyggelige Behandling. Men hver Sætning var klar og koncis, - som selve den, der talte.

*

Ingeniør Foss var i nogle Aar Medlem af Borgerrepræsentationen. Egentlig havde han vist lidt vanskeligt ved at afvinde det kommunale Arbejde større Interesse, da han først kom det paa nærmere Hold. Han deltog i det politiske Liv som Folketingsmand for Københavns sjette Kreds fra 1915 til 1918 og derefter som Landstingsmand indtil 1920. Den Gerning, havde bag sig, hans personlige Egenskaber, hans betydelige Indsigt og hans Sans for de store Linier gav hans Ord Myndighed og Vægt, naar han talte paa Tinge. Men hans mest betydningsfulde Livsværk tilhører Erhvervslivets Omraade.

Ved en stor Fest paa Raadhuset i April 1918 overrakte man Ingeniør Foss det Industrifond, til hvilket der blandt Industriens Mænd var indsamlet en halv Million Kroner, - et Fond, der bærer hans Navn og som anvendes til Fremme af industrielle Formaal. Industriraadets daværende Næstformand, Direktør Benny Dessau, hyldede ved denne Lejlighed under Tilslutning fra den store Skare af Industrimænd Alex. Foss som den fremragende Industridrivende og utrættelige Organisator, som dansk Industris Samlingsmærke og ypperste Forer.

Det var Ord, som Lejligheden krævede dem. Men naar vi ser tilbage over det Liv, der nu er afsluttet, maaler vi en Virksomhed, som rækker endnu videre ud. Ingeniør Foss vilde samle vore store Erhverv i fælles Arbejde. Han gjorde sit Land store Tjenester, som i høj Grad bidrog til at føre det frelst gennem Krigens Ragnarok. Han var baade Idealisten og den praktiske Mand. Navnet Alexander Foss og det Livsvirke, som knytter sig dertil, er ikke en enkelt Stands, ikke et enkelt Erhvervs udelte Eje. De tilhører et helt Folk, og de omfattes med Ærbødighed og Beundring ud over Danmarks Grænser.

C. A. C.

Fra Plantagen omkring "Høvildgaard" har man den prægtigste Udsigt over en af Jyllands skønneste Egne ved Himmelbjergene.

Noter.

I flere Døgn havde de tilkaldte Læger anset Alex. Foss' Tilstand for ganske haabløs, og Døden var derfor ventet. Naar det trak saa længe ud, var det kun, fordi Alex. Foss' Kæmpekræfter endnu en Gang satte sig til Modværge.

Men Dødskamp var der ikke Tale om. Allerede Søndag Aften indtraadte der fuld Bevidstløshed, og Foss sov derfor ganske stille ind i Døden. Der var knap nogen Overgang at se. Huslægen, Dr. Isager kunde blot konstatere, at Pulsen var holdt op at slaa. Det nøjagtige Dødsøjeblik angives af Dr. Isager til Kl. 5 Eftermiddag.

Hele Alexander Foss' nærmeste Familie, hans Hustru, Sønner, Døtre og Svigersønner, var til Stede paa Gaarden, da Døden indtraf. Kun den ældste Son, Ingeniør Einar Foss, som havde været nødt til at vende tilbage til sit Arbejde i F. L. Smidth & Co.s Filial I Estland, var i Gaar endnu under Vejs, og kommer først Torsdag. Svigersønnerne var i yderste Øjeblik kaldt til fra deres Garnisoner og naaede rettidigt frem til "Høvildgaard".

I Forgaars ved Middagstid var det ligesom Foss et Øjeblik vaagnede op og sagde et Par Ord. Men Ordene var uforstaaelige, og han har sikkert ikke kendt sine Omgivelser.

*

I Fredags var Ingeniør Foss i sit Automobil paa Vej til København, men undervejs blev han grebet af en pludselig Lammelse, og han maatte da føres tilbage til Høvildgaard.

*

Dodsaarsagen angives som Hjertelammelse. Meu Lammelsen er rimeligvis en Konsekvens af den fremadskridende Aareforkalkning og de gentagne Hjerneblødninger, der har ramt Foss i de fem sidste Aar. Ogsaa denne Gang har der været en mindre Hjerneblødning.

løvrigt havde Sommeren været helt god. Etter det forrige Sygdomsanfald var Foss kommet til Kræfter igen. Han var fuldstændig aandsfrisk, interesserede sig levende for alt omkring sig og deltog saaledes med stor Iver i politiske Diskussioner med Gæsterne paa Gaarden. Han spadserede ganske uden Hjælp rundt paa Godset og Inspicerede hver Dag sine Hedeplantningsforsøg, som vel nok under de sidste Aar var vokset op til at blive hans største Interesse.

*

Da Ingeniør Foss i Januar 1921 sporede en tiltagende Træthed, lod han sig overtale til at søge fire Ugers Rekreation - men forinden skulde han dog, saare betegnende, holde et stort Foredrag i den norske Forening Norden i Christiania om "Selvstændighed og Samarbejde" og deltage i den nordiske Traktatkom missions Forhandlinger; først naar alt dette var fra Haanden, vilde han unde sig den haardt tiltrængte Hvile. Inden Foss naaede saa vidt, ramtes han en Formiddag af en Hjerneblødning - som før omtalt - midt under et industriraadsmøde. Man bar ham ud af Mødesalen og lagde ham paa en Sofa. Foss kunde lige fremstamme Navnet paa sin Læge, og Direktør Gunnar Gregersen styrtede uden Hat og uden Overtøj ned til et Automobil, der førte ham til den kendte Hjertespecialist, Dr. A. Øigaard, som den Gang havde Konsultation paa Amagertorv. Lægen gav Ingeniør Foss nogle Indsprøjtninger, og efter halvanden Times Forløb førtes den Syge til sit Hjem, hvor han i nogle Dage svævede mellem Liv og Død.

Efterhaanden - fortæller Dr. Øigaard os - begyndte Ingeniør Foss at komme lidt til Kræfter igen. I de første Aar gik det jævnt fremad, men saa kom der et Tilbageslag, og i det sidste Aars Tid var Ingeniør Foss vistnok klar over det haabløse i sin Tilstand. Han talte ikke gerne derom. Men det var ham sikkert en stor Sorg, at han var henvist til Uvirksomhed. Sidste Gang, jeg talte med Ingeniør Foss, var i Marts Maaned. Vi havde den Gang Møde angaaende Uddelingen af et Legat, som han havde oprettet for Sygeplejersker, efter at hans yngste Datter, Grethe, et 12-13Aars Barn, var afgaaet ved Døden, og som bærer hendes Navn. Modet plejede at finde Sted den 8. April, Aarsdagen for hendes Fødsel. Men det blev i Aar rykket frem til Marts, fordi Ingeniør Foss stod lige foran en Rejse til Paris. Han vilde foretage Rejsen i Automobil, og han folte sig en Del oplivet ved Tanken om denne Tur. Men et Ildebefindende hindrede Afrejsen. Ingeniør Foss tog da op til Aalsgaarde, og hen paa Sommeren tog han til Høvildgaard.

*

Allerede i Morgen føres Alexander Foss' Baare fra Høvildgaard til København.

Og først paa Ugen finder Begravelsen Sted paa Vestre Kirkegaard. Dagen og Tidspunktet er ikke fastsat, men det er iøvrigt allerede bestemt, at Begravelsen skal finde Sted i Stilhed.

*

Chefen for F. L. Smidth & Co, Ingeniør Poul Larsen, befinder sig i Øjeblikket paa Rejse hjem fra Amerika. Fra Foss' gamle Firma lyder der derfor ved hans Død ingen Mindeord om ham.

Men flere af Selskabets Funktionærer har fortalt os, hvor dybt et Indtryk Dødsbudskabet gjorde paa Kontorerne nede i Vestergade. Selv om Foss sjældnere og sjældnere kom derned, blev han overalt husket som Firmaets gamle, afholdte Chef.

*

I 1891 ægtede Alex. Foss den 29-aarige Margrethe Schultz, Datter af afdøde Kontreadmiral J. P. Schultz.

Den ældste Søn i dette Ægteskab, Ingeniør Einar Foss er gift med en Datter af F. L. Smidth og Medlem af det F. L. Smidth'ske Aktieselskabs Bestyrelse. Han leder en stor Fabrik i Kunda ved Reval.

En anden Søn, Premierløjtnant Torben Foss, er Landmand og ejer Gaarden Løvenholt, der ligger i Nærlieden af Høvildgaard.

Dan yngste Søn, Ingeniør Erling Foss, er knyttet til F. L. Smidths Filial i Paris.

Af de tre Døtre er en gift med Greve, Premierløjtnant K. Schulin, og en anden ægtede for nogle Maaned er siden Premierløjtnant Matthiesen i Randers.

Den yngste Datter Grethe Foss døde i 1922. Forældrene sørgede dybt over dette Dødsfald. Allerede et halvt Aar efter Datterens Bortgang afgik Fru Margrethe Foss ved Døden under et Ophold paa Høvildgaard, hvor nu ogaaa Alex. Foss har udaandet.

Ingeniør Alex. Foss havde to Brødre, Vinhandler Foss, der døde for en Del Aar siden, og Oberstløjtnant Foss. 1 Januar 1924 ægtede Alex. Foss sin afdøde Broders Enke, Datter af Universitetsbogtrykker Fr. Hostrup-Schultz. Den største Del af den sidst forløbne Sommer tilbragte Ingeniør Foss paa sin Hustrus smukke Ejendom "Lille Odinshøj" i Aalsgaarde.

*

Ingeniør Foss var Kommandør af Dannebrog og Dannebrogsmand. Desuden var han dekoreret med en Række udenlandske Ordener.

*

Ingeniør Foss sad fra 1892 til 1901 i Dansk Ingeniørforenings Bestyrelse og var Foreningens Formand fra 1904 til 1907. I 1922 udnævntes han til Æresmedlem.

Det følgende Aar blev han Æresmedlem i Industriforeningen.

I Tilknytning til Firmaet F. L. Smidth & Co.s Jubilæum overbragte en Deputation fra Arbejdsgiverforeningens Hovedbestyrelse Ingeniør Foss en kunstnerisk udstyret Adresse og et malet Portræt af ham er senere blevet ophængt i Arbejdsgiverforeningen.

*

Plantningssagen havde i høj Grad Ingeniør Foss' Interesse. Professor, Dr. phil. F r. Weis, der har bistaaet ham paa dette Omraade, fortæller os om de Plantninger, som Foss har foretaget paa sin Ejendom "Høvildgaard" ved Salten Station og - sammen med andre - paa Skærbæk Hede.

Skønt saa meget andet lagde Beslag paa ham, havde Foss et indgaaende Kendskab til Plantningssagen. Han har ladet Hedestrækninger beplante baade med fremmede Naaletræer og med Eg, og han havde Hela med Egekulturerne, der mislykkedes for saa mange. Ogsaa her arbejdede Foss for et Maal langt ud i Fremtiden. Han vilde, at der skal vokse en Egeskov op til Glæde for kommende Slægter.

Paa Foss' Initiativ lagdes Grunden til den Virksomhed, som Prof. Weis leder: Dansk Skovforenings Gødningsforsøg, hvortil senere kom Hedeselskabets Fællesgødningsforsøg Alex. Foss skød personlig en stor Sum til. Nu drives Virksomheden med Tilskud fra Staten og med private Bidrag fra forskellige Sider.

*

Ingeniør Foss skænkede for nogle Aar siden Københavns Kommune den af Billedhugger Brandstrup udførte store Statue af Ole Rømer, som afsløredes foran Den polytekniske Læreanstalt den 18. april 1918.

(Nationaltidende 25. november 1925)

Alexander Foss døde i Gaar.

Fotoet til artiklen er erstattet af dette: Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør. Foss, Alex (1858-1925) ingeniør, fabrikant. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Dansk Industri har i Gaar mistet sin Førstemand, idet Ingeniør Alexander Foss efter længere Tids forudgaaende Svagelighed er af gaaet ved Døden i en Alder af 67 Aar.

Allerede som ganske ung polyteknisk Kandidat blev Alexander Foss Medindehaver af Firmaet F L. Schmidt & Co., og under hans dygtige Ledelse blev det 1 Løbet af kort Tid verdenskendt og førende paa sit Omraade, Fabrikation af Maskiner for Teglværker og Cementfabriker. Firmaets Interessesfære voksede med dets stigende Velstand, og Alex. Foss' Firma behersker faktisk i øjeblikket den danske Cementtrust.

Dansk Industri har aldrig talt mange betydelige Personligheder, og Alexander Foss kom derfor i Kraft af sin uomtvistelige Dygtighed hurtigt til at indtage den absolute Førerstilling indenfor sin Kreds. 1903-1912 var han Formand for Foreningen af Fabrikanter i Jærnindustrien, i mange Aar sad han 1 Dansk Arbejdsgiverforenings Hovedbestyrelse og var dens Formand fra 1904-1907. Endvidere organiserede han Industriraadet, hvis Formand han var fra 1911-1921 og sad i en Række Bestyrelser for Selskaber af største Betydning for dansk Erhvervsliv.

Alexander Foss var en skabende Aand, hvis Indsats i dansk Industri fortjener Anerkendelse; han var Typen paa den produktive Storindustrielle og Storkapitalist. I Kraft af sit Livssyn var han den fremadstræbende Arbejderklasses  afgjorte Modstander og som sin Kreds' Førstemand den, der i en Aarrække førte Kampen mod Arbejderklassens Marsch frem mod bedre Levevilkaar. Men det skal siges til Alexander Foss' Ros, at han i Modsætning til Hr. Langkjær - Smaahaandværkeren, der blev sat i Spidsen for Industrien - ikke var i mere forstokket, end at der i hans storindustrielle Opfattelse af Arbejdsforholdene fandtes et Islæt af social Forstaaelse, som ved Lejlighed har gjort det lettere at skabe Forstaaelse mellem de kæmpende Parter.

Ogsaa i praktisk Politik har Alexander Foss taget Del. Han var saaledes nogle Aar Medlem af Borgerrepræsentationen, 1915 blev han Medlem af Folkethinget og sad i Landsthinget fra 1918-1920, men hans egentlige Indsats ligger saa godt som udelukkende indenfor det industrielle Omraade.

I de sidste Aar har Alexander Foss været en mærket Mand, og tvunget af Sygdom havde han trukket sig tilbage fra Ildlinien. Den mere passive Tilværelse har sikkert ikke passet den virksomme og myreflittige Mand, for hvem Døden sikkert er kommet som en Befrielse.

Alexander Foss havde faa Tillidshverv og vistnok ogsaa kun faa Interesser udover den Kreds, hvor hans Arbejdsfelt iaa. Han var Æresmedlem i Dansk Ingeniørforening, Æresmedlem i Industriraadet, Præsident for Danmarks naturvidenskabelige Samfund, i Bestyrelsen for den Letterstedtske Forening og Indtil 1924 af Rask Ørsted Fondets Komité, 1919 var han Medlem af den danske Rigsdagsdelegation ved Fredskonferencen i Paris. Under Krigen havde han som Industrlraadets Formand medvirket ved Afslutningen af en Række Handelsoverenskomster og skrev meget om Krigsforholdene i Pressen. Disse Artikler lod han i 1920 samle til en Bog: "Danmark i Krigsaarene 1914-19"

(Social-Demokraten 25. november 1925)

Alex. Foss' Bisættelse.

En stemningsfuld Højtidelighed paa "Høvildgaard".

(Fra vor Korrespondent.)

Skanderborg, Torsdag.

Den storladne Natur omkring Himmelbjerget ydede i Dag sin Tribut til en af Landets gode Sønner, hvis Navn nu er gaaet over i Historien. Over det skønne Landskab havde Sneen trukket sit hvide Klæde, og Rimkrystallerne funklede i Solen, der gik lavt i Synskredsen over de store Skove. Naturen var faldet til Ro og aandede Fred efter Elementernes Rasen i Gaar. Den hvide Sørgedragt, der klædte "de jydske Alper" omkring "Høvildgaard", var den sidste gribende Hilsen, der skulde bringes Alexander Foss fra den Egn, hvis Skønhed han værdsatte saa højt. Og i det sneklædte Landskab vajede Korsdugen fra Gaarde og Huse paa halv Stang, og Vejen gennem Salten, ad hvilken Liget skulde føres, var bestrøet med Blomster og Grønt.

Gennem meterlange Driver banede et lille Hundrede Mennesker sig ved Middagstid i Biler Vej til "Høvildgaard", hvorfra Alex. Foss' Bisættelse skulde foregaa. - Det var hovedsagelig Egnens Beboere, der var mødt. Fastkørte Tog og Biler og snefyldte Veje havde forhindret Folk længere borte i at naa frem. Blandt de indesneede var ogsaa Alex. Foss' ældste Søn, Ingeniør Foss, der var paa Vej hjem fra Estland, men maatte stoppe op i Børkop i Gaard, hvor Københavnstoget kørte fast i Sneen.

Blandt dem, der var mødt for at vise Alexander Foss den sidste Ære, bemærkedes Familiens Huslæge og nære Ven, Dr. med. Kr. Isager, Ry, Driftsbestyrer Godske Nielsen, Silkeborg, og Skovrider Mørk, "Høvild".

Alex. Foss' Kiste henstod i Gaardens rummelige Spisestue, indhyllet i et stort Dannebrogsflag og smykket med Blomster.

Sørgehøjtideligheden indlededes med Salmen "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", hvorefter Sognepræst Nielsen, Them, holdt en kort Tale. Præsten dvælede ved Alex. Foss' rastløse Færd, hans Storsyn og Initiativrigdom og omfattende Arbejde for at gavne sit Fædreland og højne Folket. Afdøde var en stærkt nationalsindet Mand; hans Fædrelandskærlighed har gennem Aarene, ikke mindst i Krisetiden for vort Land, givet sig de smukkeste Udslag, og ikke mindst Befolkningen paa denne Egn, der, smaa som store, stod hans Hjerte nær, vil bevare hans Minde i taknemlig Erindring.

Til Tonerne af "Til Himlene rækker" blev Kisten derefter af Sønner og Svigersønner baaret ud til Ligvognen, et af Afdødes egne Hestekøretøjer, hvorefter Ligtoget satte sig i Bevægelse mod Salten. Her blev Baaren paa Premierløjtnant Foss' Gaard "Løvenholt" indsat i en Rustvogn, og umiddelbart efter ad Landevejen ført til Aarhus. Livet videreføres i Aften herfra med Rutedamperen til København.

J. K. 

(Aarhus_Amtstidende_27. november 1925)

Alex. Foss og Heden.

For at Billedet af Alexander Foss' ejendommelige og stærke Personlighed skal være fuldstændigt, maa ogsaa hans dybe Kærlighed til den jydske Natur og hans varme Interesse for Hedeplantningen mindes nu ved hans Død. Som de øvrige Indehavere af F. L. Smith ejede han store Besiddelser i den skønne Silkeborg-Egn, en Mils Vej Syd for selve Byen Silkeborg og Himmelbjerget. Tæt ved Salten ligger hans Hovedbesiddelse Høvildgaard med sine imponerende Kløfter og Skraaninger, et Stykke Natur fuldt saa smukt og langt mere uberørt end de gennemtrampede Turistegne lidt længere mod Nord. Desuden besad han længere vestpaa store Plantager. Han havde ogsaa erhvervet den gamle historiske Ansø Mølle ved Salten Aa, den reneste Perle af jydsk Skønhed. Hans forbavsende Energi omfattede ogsaa alle disse Ejendomme, Beplantningen og Hugsten overvaagede og ledede han selv personlig; han anlagde med betydelig Bekostning store Veje gennem det bakkede Terræn og syslede utrættelig med nye Planer til Ejendommenes Forbedring. I de sidste Aar boede han Sommer og Vinter paa Høvildgaard efter at have opgivet sin Bolig i København.

I sine Velmagtsdage var Foss en glad og munter Vært, der elskede at samle Gæster om sig i sin Sommerbolig. Men det hændte, at Værten undertiden forsvandt. Naar Selskabeligheden blev ham for meget, begav han sig ganske stille, sammen med en eller anden god Ven, ud i Skoven, hvor han et fjernt Sted havde bygget sig en Jægerhytte, og aldrig befandt han sig bedre end midt ude i Ensomheden, uden Betjening eller Opvartning af nogen Art. Saa gik han selv om Morgenen i højst ufuldstændigt Kostume ned til Aaen og hentede et Par Fisk og lavede iøvrigt Middagsmaden af de Konserves, der laa i Depot i Bjælkehytten.

Det var for denne virksomme og ærgerrige Mand, der i sin gode Tid vilde herske paa alle Omraader, alligevel Toppunktet af Velvære og Livsnydelse. Efter en Uges Tid vendte han saa tilbage til Civilisationen.

I det sidste Aars Tid syslede Foss med Oprettelsen af et lokalt Museum i Landsbyen Them. Han havde dertil købt et smukt gammelt Bondehus, som hans gode Ven og Sommer-Nabo Arkitekt Tvede satte i Stand, og hvor han samlede en Mængde af de Genstande, der giver saa interessant et Indblik i gammel jydsk Kultur. Han syntes med Rette, at det var rimeligere at samle alt sligt et Sted, hvor det hørte hjemme, end sende det altsammen over til Nationalmuseet i København, der dog ikke havde Plads dertil.

Naar man i Hovedstaden, skriver "Politiken", mindes Foss, er man tilbøjelig til i ham at se en særlig københavnsk Type, den fremragende Forretningsmand og mægtige Industrifyrste. Født i Jylland var det dog Jylland, har vendte tilbage til, da Kræfterne slog Klik, og det var midt ude i den jydske Natur, at dette urolige og bevægede Liv afsluttedes.

(Herning Avis 27. november 1925)

Århusdamperen sejlede kisten med liget af Alexander Foss til København. Slægtningen og venner bar kisten i land. Forrest grev Schulin og sønnen Erling Foss. Fotoet blev bragt i adskillige aviser, fx Skive Folkeblad 28. november 1925.

Foss' sønner og sønnesønner bærer kisten ud af Frederiksberg Kirke. Kolding Folkeblad 30. november 1925.

Gravmæle for Einar Alexander Foss, Frederikke Margrethe Foss, f. Schultz, Margrete Frederikke Foss og Mogens Alexander Foss. Andre familier er begravet her med særskilte sten. på Vestre Kirkegård. Afdeling M, rk. 17, nr. 25 Foto Erik Nicolaisen Høy.