Indvielsen af det store Kapel. (Efterskrift til Politivennen).

I går formiddags kl. 11:30 fandt den højtidelige indvielse sted i det store kapel i overværelse af talrige indbudte og endnu flere "tilfældige tilstedeværende". Vi noterer af forsamlingen borgmester, etatsråd Hansen, justitsråd Abrahams (af begravelsesvæsnet) en stor mængde af hovedstadens præster, borgerrepræsentanter og kommunale embedsmænd.

Kgl. konfessionarius, stiftsprovst Paulli holdt talen: Når man ellers indvier et hus, er det med mange forhåbninger og lyse drømme, men ved indvielsen af dette hus ved man på forhånd, at man kun går ind til det jordiske livs afslutning, til sorg og smerte. Dog - bygningens spir peger mod himlen og bringer på vidunderlig tavs måde den gamle hilsen til nadvergæsterne: "Hjerterne opad!" Medens mange forgæves søger trøst i den evige smertefulde natur eller i sit eget selviske, oprørte indre, vil den kristne altid kunne finde trøst i troen, som er og bliver en stille understrøm, endog under sorgens og kampens oprørte bølger. Og for den troende er døden ingen endelig afslutning. Over alle lukkede grave hvælver sig den vide himmel. Taleren sluttede med en bøn og lyste velsignelsen.

Et kor afsang under højtideligheden salmerne: "Til himlene strækker din miskundhed Gud" og "Sørger ej for dem, der sove". Sangen klag særdeles smukt. De akustiske forhold var også heldige for præstens tale.

Efter indvielsen gik de fleste indbudne en runde på den smukke kirkegård som er så rig på tiltalende udsigtspunkter. I forbigående bemærkede justitsråd Abrahams at der endnu kunne indlægges 125 tønder land til kirkegården, men selv med disse ville den, om dødeligheden i fremtiden forholdt sig efter samme skala som hidtil, blive utilstrækkelig allerede i år 1906.

Begravelserne fra de nye kapeller begynder på søndag.

(Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 16. juni 1892).

Det store kapel (i dag kaldet Nordre Kapel) få år efter opførelsen. Fra Vestre kirkegårds 100 årsjubilæum.

En politihest og en politiassistent. (Efterskrift til Politivennen)

 Huhej! Hestehove knalder mod brostenene, børn og gamle jomfruer flygter rædselsslagne til alle sider - det er Lützows wilde verwegene Jagd, der hærger Københavns fredsæle gader eller med andre ord det er politiinspektør Theodor Petersen og politiassistent Thorvald Smit, der rører deres vældige gangere.

Det var i torsdags på Kongens Nytorv, at Th. Petersen på en mørk blakket hest for ind gennem mængden, mønstrende de politimæssig - og hensigtsmæssig - trufne arrangementer.

Nær den passage, der var holdt åben for de kongelige vogne, var en del køretøjer fyldte med tilskuere, opmarcherede. Blandt disse en Char a banc, tilhørende en velhavende gårdejer fra omegnen.

Vognen generede tilsyneladende ingen, og selvejerkusken tøjlede med lethed de unge, noget urolige heste. Pludselig var det, som om selve den skinbarlige Satan for ikke i Th. Petersen, der kun rent ydre ligner Mefistofeles, men hans firbenede undersåt.

Bæstet gjorde først nogle sære kabrioler, slog bagud, så folk fløj til alle sider, og satte derpå sin rumpe lige op i forspandets muler.

De til den slags behandling noget uvante bondeheste stejlede og ville fare frem, men heldigvis viste det sig at den svære mand der sad på bukken, magten magten over sine kuler.

I det samme nu lykkedes det politinspektøren der jo er en gammel dragonofficer, at få sin ganger beroliget, og der skete inden ulykke.

Med disse refererende bemærkninger er det ikke vor hensigt at rette nogen bebrejdelse mod hr. Petersen som inspektør eller søge at forklejne hans rytterdygtighed, men de skal blot opfattes som en let henstilling til hr. inspektøren om han ikke ved sådanne lejligheder kunne vælge sig et lidt ældre og mindre djævelsk dyr.

Det må tværtimod indrømmes, at inspektør Petersen, der ellers har haft ord for at være noget for brysk, under guldbryllupshøjtidelighederne er optrådt med en høflig ro og en elskværdig imødekommenhed der fortjener ikke mindst påskønnelse fordi hans vanskelig og trættende erhverv let kunne bringe en livlig natur som hr. Petersen til at gå fra koncepterne. 

(Herefter følger nogle mindre smigrende ord om politiassistent Smit.)

Corsar.

(København, 29. maj 1892). 

Demimonden paa Kafé. (Efterskrift til Politivennen)

 I

Det er ikke saa grumme længe siden, at det var umuligt for Københavns Damer at vise sig paa en Kafé.

De Tider er heldigvis forbi.

Og vor kære By har dog lidt efter lidt i denne Henseende faaet noget af en Hovedstads Præg. En Sommersøndag, naar Vesterbros brede Passage er sort af Mennesker, naar Vognens lydløst ruller ned ad Asfalten og Solen blinker i Prins Christians Sabel, naar den borgerlige Strøm glider gennem Bredgade paa Vej til og fra Langelinje, - titter fornøjede og nysgærrige Kvindemennesker ud gennem hver en Kafés Rude.

Og efter Teatertid, naar á Portes og Wivels Døre er i uafbrudt Gang, tror man sig et Øjeblik i en By paa en hel Million.

Stedse hyppigere bør Damernes Toiletter og lystelige Pludren live op blandt de vrantne Hængehoveder, der i saa lang Tid gjorde sig til Eneherskere over Borde, Blade og Dominospil.

Sér vi hen til, hvorledes Storbyernes Kaféer og andre offentlige Lokaler befolkes, har vi jo endnu et godt Skred frem!

Og Strømmen har, selv efter vore bekendte smaa Forhold, været saa nogenlunde rart fordelt. Dagen tilhørte Kaféerne, Natten Udskænkningskældrene. Her smuttede de mere lyssky Eksistenser ned efter Paraden i Variétéernes Loger og paa Kistens Balkon, her vidste man, de kunde træffes, men omvendt ogsaa, hvor man kunde undgaa dem. Man behøvede ikke paa sin Stamkafé at modtage et genkendende Nik fra det gustne Væsen, der om Natten havde været saa elskværdig en passant at vælte Kaffen for at kunne indlede en Konversation ad denne ikke længere usædvanlige Vej, eller at kaste en et Stykke hugget Sukker i Hovedet, fordi hun havde hørt noget om Konfettikampe.

Men det er ikke længer saa!

Demimonden er steget op af Kælderhalsen og breder sig i Entresollernes Restaurants i det fulde Dagslys.

I den fra Udstillingsaaret renommerede, gule "Millionæske" ruller de op for Døren.

Med gyldne Baand om Haaret bundet i en Nakkeknude, og føjende Slæb paa Kjolen, prætenderer de deres Ret til Absinthen og de franske Blade. Det er gærne en Kommis, Russtudent eller en Maler, der anser en dristig Præsentation af en letbenet Dame som noget for Kunstneren ejendommeligt, som faar Lov til at være Gelejder. Til Gengæld faar han Tilladelse, til Søndag Middag, medbringende en Flaske Portvin, at konversere hende paa Søngen, medens hun endnu udhviler sig fra den sidste debauche.

Paa Kaféen gøre de søde Piger sig bemærket af alle Gæsterne, retter deres Frisure foran Spejlet, forlanger højrøstet Skrivemappen og lér demonstrerende af Courrier's Obskøniteter. De jager den lille Mand rundt til alle Borde for at hente Blade, som de interesseret gennemkigger , fordi de kender Journalisterne af Udseende og har opsnuset deres Mærker. Ved Buffeten tinger de selv om de bedste Kager med den straalende og bukkende Vært, der, komplet forfjamsket af de bruseode Skørter, tror, at hans Kafé er paa Veje til at blive Samlingsstedet for Københavns Highlife. Imens debaügler de ugeneret med Stamgæsterne. De maaler de tilstedeværende Damer som Kolleger og Konkurrenter, og afgiver deres smaa intime Bemærkninger under Ledsagelse af let forstaaelige Øjekast paa Objektet for Kritiken. Naar de har besøgt Stedet en tre fire Gange, kalder de Opvarterne ved Fornavn og forlanger Gummi til Absinthen.

I Strøgkaféernes Vinduer tiltvinger de sig Hilsen fra forbipromenerende Nattebekendtskaber, de an-ér for kapable til at give Middag og saaledes udfylde den kedelige Pavse før Lygterne tændes

Og Kelnerne, der vænner sig til dette Leben, besigtiger nøje den Dame, man uforsigtigen tager med, idet de mener at genkende hende som den, der fik "et Krus" paa Kredit sidstafvigte, og anviser konfidentilt den mørkeste Baas i det skumle Lokale.

Og bringer "Courrier" -

Nu vel! Vi er ikke bornerte, men ---

Ganske vist er intet rimeligere end at tage sin lille Veninde med paa en pæn Kafé, naar man véd, at hun opføter sig beskedent, er ydmygt klædt og holder sine Øjne hos sig selv. Men det er ikke morsomt, naar man mut og helligdsgsgnaven vil krybe ind i et Sofahjørne, og ved at læse "Gil Blas" glemmer, at det er Skærtorsdag eller en enorm lang Fredag, at blive overgloet af de Flaner, der har aborderet én hos Riise eller Rydberg, og som i en kun svagt aidsen pet Konversation meddeler deres Kavalér vor private Kontrovers fra forrige Nat.

Lad dem i Guds og alle Helgenes Navn faa én eller to Kaféer - det er en ret profitabel Geschäft - , lad dem muntre sig her med en kvartstegt And, en halv Leoville og grøn Chartrerne til Kaffen Saadan som i Verdensbyernes mer end bekendte Knejper, - bare vi faar en ganske lille Plads for os selv.

Ti som det nu gaar, er det absolut irriterende. Og hvad risikerer ikke det stakkels Mandfolk, der er forlovet, og naiv nok til at ville vise Kæresten det uskyldige Sted, hvor han har tilbragt saa mange ensomme Ungkarletimer!

Især naar han, som undertegnede, foruden den forlovede har en lille Hund med (Foks-Terrier, præm Gøteborg 91), og der da opstaar en rørende Genkendelse iscene mellem to.

Saalunde gik det

Glen.

(København 25. april 1892).

Mellem Proletarer. (Efterskrift til Politivennen)

For en Snes Aar siden var der ingen Stensætning om Søerne. Hvor Vandet nu skvulper trist og ensformig mod Granittens Kvader, flød de gule Aakander mellem Andemaden, og Brudelyset rejste sin blege, rødmende Blomsterkvast mellem duftende Pilearter. Helt op mod det frodige Hegn gik Brasenen i Legetiden, og Drengene soppede og lavede Øer langs Kanten. Indtil Wessels- og Slotsgade strakte sig de spredte Husrækker, men udefter saa' Øjet kun Marker og Gaarde, og Kvæget brølte dér, hvor nu Fabrikernes Skorstene piber, og hvor Arbejdernes sørgmodige Kaserner rejser sig.

Vil man nu se Mark og Land, maa man helt ud paa den anden Side Utterslev. 

Ensartet, trist og skiden er hele det Kvarter, der fylder Nørrebro med Sidegader, omtrent fra Wesselsgade og udefter - helt til Utterslev. En stor By, begrænset af Nørrebrogade, der som en Kanule løber gennem dette Københavns aldrig lukkede Saar, - og paa den anden Side af Ladegaardsaaen. Den fattigste og mørkeste Del begynder ved Griffenfeldtsgade og fortsættes i de nye tætbefolkede Kvarterer omkring Jægersborggade. Det er denne store, pakkede Kvadrat, der bærer Navnet Rhabarberkvarteret. Efter Sigende, fordi her laa fordom store Marker, beplantede med denne Urt.

Større Fattigdom og Usselhed, end her er sammenhobet, findes ikke andet Steds i vor By.

Naar Fabrikernes Skorstene piber til Middag, aabner den store, graa Friskole sine Porte. Ud i den frie Luft vælter hele Børneskaren. De er klædte i Pjelter, de fleste, i Træsko eller paa bare Ben hujer de henad Gaden, der ligger ubefærdet som i en Provins. Hvad skulde vel Vogne her? - En frygtelig Stank staar om denne unge Horde, den specifike Fattigdommens Stank, Lugt af snavset Indertøj og Lus og deslige Uddunstninger. Med Forundring og Skræk tænker jeg paa de, der skulde sidde som Lærere timevis i en Klasse, ophedet i Sommersolen, med Hundrede af disse Øjne stirrende paa sig, der hver fortalte et usseligt Livs Saga.

Efterhaanden optages Skaren - der blander sig med Fabrikernes Kohorte af unge, spinkel klædte Fruentimmere og gamle Slidere, der skal hjem og skaffe lidt Middag til Børnene, - af de dybe Gader. Disse Gader, der synes saa underlig livløse og døde, trods Børnenes Vræl, ti Børn er der først og fremmest, Børn overalt, sjippende paa Fortovene, rodende i Rendestenen og spillende Klink mod Murene Barhovede Unger. Med Haar, Solen har bleget som hos Bønderbørn, men med gustne, gulblege, blodløse Ansigter. Mange med Kirtelhaar paa Halsen eller i Øjenkrogene. Og hos mange af Smaatøsene underlige, frække Øjekast, og i Drengenes Fjæs lurer alt ofte Vagabonden eller Forbryderen.

Det er ikke saa meget de fattige Arbejdere, der giver disse Gader deres Præg, som det Byens Udskud, der her er samlet. Det er Prangere, Tiggere, Sutenører og Skøger, der om Aftenen lusker langs de høje Husrækker og sælger de sidste Minder om "Kvinden" til Lørdagenes drukne Daglejere, eller hverver i de "Kaféer", der er baserede paa dem og deres Elskere.

Udenfor hver Brændevinsbod kan man se de smaa Kompagnier af disse Folk, hvis Liv hér er som en Pavse mellem "Gaarden" og Tugthuset Gamle, fedtede, brune eller grønne Filthatte, langt, mørkt, blankt Haar og oppustede, fordrukne Ansigter. Deres Klæder er de mest lurvede og fedtglinsende Laser, og mellem Bukser og Vest stikker den sorte Skjorte ud. Dér staar de og soler sig, ventende paa, at et eller andet tilfældigt skal falde dem i Hænde, for at de kan faa Brændevin. Kommer der en velklædt Person gennem Gaden, vejrer de ham som drevne Hunde langt borte og sender en Forløber ud. Lykkes Prelleriet, forsvinder en af dem hurtig i en Kælder, og Flasken tømmes i en Gadedør

Jeg saa' en Dag to af disse Fyre, lænede dovent mod en Gitterindhegning udenfor Korskirken, hvis enkle Bygning manende bæver sig over Hustagene. Gaden blev brolagt: Svendenes Støjen og Hamrenes Klang mod Stenene lød som en Opsang til Arbejdets Pris. Deres Ansigter blussede af Varme, og de blaa Arbejdskitler var vaade af Sved De to Sutenører stod og saa' ligegyldigt og dvaskt paa denne Larm. Da rejste en af de unge Arbejdere sig fra det gule Sand og kom hen mod dem. De blev hængende mod Gitteret i samme Stilling Aabenbart en Ungdomsven, der genkendte dem. De vekslede nogle Ord om Varmen. Da jeg gik, hørte jeg en af dem i overlegen Tone sige til Kammeraten, idet han for at vække sin Fælles Opmærksomhed stødte ham i Siden med Albuen - " - Næ - Du Stefan, vi la'r vores Damer arbejdet - " Brolæggeren svarede med et Smil, der kunde betyde baade Beundring og tvivlraadig Foragt og satte sig atter tavs ned paa sin lave, en benede Stol i det gule Sand og slog et Slag mod den firkantede Sten, saa det sang i Luften.

I dine Gader er der kun faa Butiker, og alle henhørende til en af fire Kategorier: Urtekræmmeren, Høkeren, Kulhandleren, der sælger skillingsvis af sit diminutive Lager, og Toddyboden. Et Par Butiker, hvor over læses "Manufakturhandel" eller "Galanterihandel", staar tomme.

Man forbavses over, at nogen har paabegyndt en Handel af den Art herude - Manufaktur og Galanteri i Rhabarberkvarteret! 

Og dog ser den, der tilfældigt kommer gennem Gaderne, kun Facaden af Beboernes Liv. Bag de skidne, graa og røde Husrækker rejser sig Baghuse i tætte Kolosser, hvis Vinduer som Hundreder af Tiggerøjne, sorte og tomme, gabe ud i Luften. Her fører de mest lyssky Væsener deres Eksistens, - og tro ikke, at det Fruentimmer, der i sine Slæber sjokker over Gaden med Haaret uredt og ét Barn ved Hsanden, ét paa Armen, i et gammelt Shawl, der kun daarlig skjuler det lasede Kjoleliv - at hun hører til de ynkeligste! Nej, her oppe i Baghusenes skidne Kvistværelser, hvor Lejen - omkring en Krone - opkræves ugentlig, her ligger, i Snavs og Skarn, paa skamløse Pjalter de udslidte og gamle, der ikke vinder ned ad de mange Trapper, og naar Datteren, der om Dagen "sælger", ved Nattetid kommer hjem med en halvdrukken Karl eller en Dreng, der første Gang er paa Æventyr, trækker den gamle sig kun sammen i sin Krog - og dækker sig til med Sækken. -

Fra dette Kvarters Tusinder er hun mig den stygge, sørgelige Type, jeg aldrig glemmer - den midaldrende Kvinde jeg hin Morgen mødte. Noget borte kom hun gaaende - barhovedet og med graasprængt Haar, og tværs over hendes Ansigt saa jeg et bredt hvidt Baand. Men da hun kom mig nærmere, blegnede jeg: Et Lommetørklæde var bundet rundt om hendes Hoved oven over Ørene med en Knude Nakken. Det hang løst, og var gledet ned fra det Sted, det skulde dække. Og midt i hendes Ansigt, hvor Næsen havde siddet, var et stort, aabent, rødt Saar, der bredte sig ud over hendes Overlæbe. Hun gjorde intet Forsøg paa at se til Siden, men saa' forskende paa mig med et Par brustne Øjne.

Glen Garry

(København 28. marts 1892).

Blågårds kavalerbygning Nørrebrogade 45. Vestre halvdel under nedbrydning. Th. Nørrebrostræde. På hjørnet C. Nielsens Café og Ølhalle. 1894. Kbhbilleder, Mariboes Samling. Ingen kendte rettigheder.

Bespisning i Cirkus. (Efterskrift til Politivennen)

Gratis Middag i Cirkus

I Dag Kl. 11 begynder Bespisningsforeningen for Vesterbro - ingen "Samaritan"; af forskellige Grunde holder Bestyrelsen ikke af dette Navn - sin Virksomhed.

Den endelige Beslutning om at starte dette velgørende Foretagende blev taget i et Møde paa Skydebanen for næppe fjorten Dage siden. Og det er udelukkende den store Velvilje, Planen har mødt fra alle Kanter, der har gjort, at der kan tages fat saa snart.

Direktør Rasmussen har stillet Cirkuskaféens store Lokaler og Køkken til Disposition, Tivolis Direktion har udlaant de nødvendige Borde og Bænke Borgmester Jacobi har paa forskellig vis ydet værdifuld Assistance, og talrige private Personer har lovet at hjælpe, baade med personlig Bistand msd Pengebidrag og Inventarium.

Endvidere har Direktørerne for Tivolis Variété, Concert du Boulevard og Cirkus Variété med velvillig Bistand af Artister og Funktionærer givet Forestillinger til Bedste for Sagen.

Men dermed er ikke alt gjort.

Kun hvis Folk vedblivende hjælper med det, de kan afsé - lidt eller meget - vil det være muligt at gennemføre denne storstilede og saa nødvendige Velgørenhed i disse sidste Vintermaaneder.

(København 13. februar 1892).

Fattigbespisningen i Cirkuskaféen.

Der kommer efterhaanden virkelig god Gænge i vor Fattighjælp.

Medens hidtil Præst og Politi alene har hjulpet de værdige trængende, gaar Stemningen nu i Retning af, at de, der sulter skal mættes, enten de stjæler eller omhyggelig overholder Buddene, enten de er gode Kristne eller arge Socialister, maaske med et stille Henblik paa, at Folk nu en Gang er mest tilbøjelige til at blive Tyveknægte og Samfundsomvæltere, naar Tarmene skriger saa højt, at Samvittighedens Røst kun har smaa Chancer for at blive hørt.

"Samaritanen" lagde for og viste, at det kunde gaa. Nu dukkede de op det ene Sted efter det andet, disse Bespisningssteder med Vandgrød, Smørrebrød og Mælk, saa meget de fattige mægter at stoppe i sig.

I Gaar begyndte de i Cirkuskaféen. Med tre tusind Kroner i rede Penge og Støtte fra Borgmester og private, gav den Kreds af Borgere paa Vesterbro, der ellers om Vinteren lod de fattige hente Mad, sig i Lag med Fattigbespisningen

Formiddagen igennem fik henved to tusind Mennesker Mad. Da Grøden slap op, gav man dem Smørrebrød og Mælk - men mætte blev de alle, og efterhaanden som de Mænd, der lader det, bedre kan bedømme, hvor meget der skal til, bliver der Grød til hele Skaren.

Om ellers Folk vil give Sagen den Støtte, som den fortjener.

For det maa siges og siges igen. Det er godt, det der bliver gjort, men det er langt fra tilstrækkeligt.

De vil let se det, om De selv lægger Vejen forbi et af Spisestederne.

Ud paa Gaden staar de i en stor og tæt Skare, gustne og udmagrede, og hver Gang Døren bliver aabnet er der et helt lille Slagsmaal for at bane sig Vej.

Og saa se dem døsige og mætte stille nyde de sidste Mundfulde og med sløv Velbehag indsuge Lokalets fede Mados.

Det turde da være, at de fleste vilde foretrække at sende deres Hjælpeskilling til en af disse Bespisningsanstalter fremfor at lade Præsterne honorere deres Sognebørn for deres Tro eller indkøbe moralske Lommetørklæder til Zulubørnene eller uldne Trøjer til de stakkels Negere.

For der er Folk, mange Folk, der sulter herhjemme

Kurt

Der blev i Gaar bespist ialt 1980 Mænd, Kvinder og Børn. Størsteparten var Mænd, dernæst kom Børnene, færrest var Kvinderne. Der blev drukket 1000 Potter varm Mælk og spist 100 Rugbrød. Desuden medgik til Maden 900 Pund Gryn og 48 Pund Margarine.

I Gaar havde man for lidt Gryn, men paa Tirsdag vil man være fuldt rustet til at modtage alle og enhver.

Komitéen beder om Penge. Enhver, der har én 10 eller 25 Øre tilovers, bør skænke den til Vesterbros Bespisningsforening for trængende, hellere end at give dem til de professionelle Tiggere.

(København 14. februar 1892).

Hvornår og hvorfor Vesterbros Bespisningsforening ophørte, har jeg ikke kunnet finde ud af. I en publikation om velgørenhed i København 1903 fremgår at der fandtes bespisningsforeninger på Nørrebro, Christianshavn og Østerbro. Mens "Samaritan" var på Christianshavn, Nørrebro og Vesterbro. Den største var dog Københavns Bespisningsanstalt i Sølvgade. På Vesterbro uddeltes langt færre end de andre steder.