Ligvognen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør!

Tillad mig at fremkomme med følgende Beklagelse over Begravelsesforholdene i Sundbyerne paa Amager. For en Uges Tid siden døde min Søn, Tømrer Edvard Frost. Jeg bestilte en Kiste hos Snedkermester Jensen og bad ham tillige skaffe en Ligvogn, da Begravelsen skulde finde Sted i Søndags. I Kapellet ved Sundby Kirkegaard findes et Opslag, hvorefter Ligvogn kan bestilles hos Karetmager Petersen i Absalonsgade paa Amager, og her henvendte Hr Jensen sig saa med Anmodning om at faa Ligvognen, men der blev svaret rent ud Nej. Jeg gik nu selv i Fredags til Karetmageren for at faa Rede paa dette; i Stedet for Svar blev det Spørgsmaal straks rettet til mig: "Hvem har lavet Kisten?" og det var mig ikke muligt at erholde bestemt Besked paa, om jeg kunde faa Ligvognen eller ikke. De lovede mig at sende mig Bud, men da jeg endnu ikke i Lørdags Formiddags havde erholdt noget endeligt Svar, maatte jeg i sidste Øjeblik i al Hast gaa til Københavns Begravelseskontor paa Nytorv, hvor det saa endelig lykkedes mig at erholde en Vogn. Det maa bemærkes at Karetmagerens Ligvogn ikke i Søndags blev benyttet andet Steds.

Jeg finder, at dette Forhold er noget nær skandaløst. Ligvognsudleiningen paa Amager er en fuldstændig privat Forretning, hvor det altsaa formelig er forbundet med Vanskeligheder at faa en saadan Vogn til Leje. Saavidt jeg kan forstaa staar Ejeren af Ligvognene, Karetmager Petersen, i Forbindelse med  en i Lille Nygade boende Ligkistefabrikant Petersen, og naar Kisterne ikke bestilles hos denne Mand, synes det især, at Vanskeligheden indtræder ved at faa Vognen hos Karetmageren.

Men det er uforsvarligt, at en saadan privat Forretning skal have Lov at dominere herude, og endog tilstedes Ret til Forretningsopslag i selve Ligkapellet. I hvert Fald burde der saa paa Opslaget udtrykkelig bemærkes, at Vognen ikke bliver udlejet uden til den, der tillige køber Kisterne samme Sted.

Som det nu er herude, er Begravelsesforholdene saavel som alt andet saa bagvendt som vel muligt. Og det er for at gøre Sundbyernes Beboere opmærksom herpaa, saa det snarest muligt kan blive forandret, at disse Linier fremkommer.

Ærbødiqst

J. Frost.

Smedemester,

Brigadevej 10

(Social-Demokraten 1. august 1889).

Uden Vinduer og Døre. (Efterskrift til Politivennen)

I Adelgade Nr. 100 bor paa et lille Kvistkammer en gammel Arbejder og hans Hustru Gennem en Svalegang med lappede, knagende Trappetrin lommer man derop. Dette lille Kammer, der ikke er saa stort som en Fanges Celle, og kun tre Alen til Loftet, udgår hele Lejligheden. Der er ikke engang Køkken. Det koster seks Kroner om Maaneden.

I tre Aar har de to Gamle boet i dette Hummer og betalt deres Husleje indtil for et halvt Aars Tid siden. Saa blev Manden arbejdsløs. Konen var stadig syg og laa næsten al Tid til Sengs - om man kan bruge det Ord om et fattigt Leje, der redes paa Gulvet uden Dyner - hun har Vattersot, Gigt, og er lam i den ene Arm - og saa kneb det med at skaffe Penge til Værten.

Tiden gik, Arbejdsløsheden vedvarede og Huslejen løb paa. Da Manden ved tilfældigt Arbejde havde tjent lidt, vilde han betale Værten, forhenværende Høker E. Jørgensen, et Afdrag paa tre Kroner. Men denne vilde tiltvinge sig mere - saa tog han Døren, Vinduerne og Kakkelovnen bort.

Det er tre Maaneder siden! De to Gamle har ikke havt Penge til at flytte for og Værten har ikke villet ofre den Snes Kroner, det koster at faa Fogden til at smide dem paa Fattiggaarden. Saa har de i tre Maaneder levet og ligget i et Kammer uden Vinduer og Døre. Regnen har pisket ind til dem. Vinden har havt fri Passage gennem Vinduer og Dør, Kakkelovnen var borte - de har ikke kunnet koge sig en Kop The.

I tre Maaneder!

Ulykken maa have gjort den Mand træt, siden han har taalt saa længe uden at klage! Disse sørgelige Forhold skulde først komme frem, da en Fremmed forvildede sig derop, saa den uhyggelige, luftige Bolig og harmedes over den Behandling, der her var vist de to gamle Mennesker. Der er ikke taget Hensyn til en gammel, syg Kvinde, hvis Sygdom netop forværres ved Gennemtræk. Saaledes i tre Maaneder at have været udsat for natlig Kulde, Slud og Blæst, det kan nok ødelægge et stærkere Helbred - men det er en Sag, Politiet ikke blander sig i.

Og det er ikke det nuværende kristelige Samfund, der har skrevet paa sit Program: "Human Omsorg for Syge, Gamle og Arbejdsinvalider."

(Social-Demokraten 25. juli 1889).

En ulykkelig Familie. (Efterskrift til Politivennen)

Ude i Valby Skolegade Nr. 17 boede der indtil for omtrent 3 Uger siden paa Kvisten en Opvarter med Kone og 2 Børn, en Pige paa ca. 12 Aar og en lille Dreng paa 5 a 6 Maaneder. Ægteparret er mellem de 30 og 40 og har øjensynlig kendt bedre Dage. Nu er Manden 2 Dage om Ugen Opvarter i cn Have i Allégade ellers tjener han intet. Næppe var de flyttet ind i Lejligheden, før Husets øvrige Beboere mærkede, at der var noget galt paa Færde. Midt om Natten kunde de høre Ægteparret øg det ældste Barn for aabne Vinduer tælle i det Uendelige: 1, 2, 3, 4, 5, 6 osv. blev de ved til op i Trediverne, og saa begyndte de atter forfra, og det kunde vare ved i mange Timer. Snart blev man opmærksom paa, at denne Tælleøvelse fortsattes om Dagen, og ingen kunde begribe Sammenhængen. Saa en silde Aften er Mand og Kone kommen i Klammeri og den ene beskylder den anden for at have dræbt et for nogen Tid siden afdød Barn. Konen skreg, saa man kunde høre hende langt bort, og denne uhyggelige Scene har gentaget sig flere Gange. En anden Aften, da Konen var ene hjemme, skreg hun og raabte i vilden Sky, og da Folk som Følge deraf samledes udenfor Huset, raabte hun ud af Vinduet, at hun vilde kvæle det mindste Barn. Folk løb derop og fandt Konen staaende paa Gulvet og holde Barnet for Munden, medens hun sagde, at hun ikke kunde lide at høre det hoste.

Selvfølgelig er Konen sindssyg, og det er en ret mærkelig Maade det ytrer sig paa. Hun har den fikse Idé, at der er Dyr i alt: Maden, Klædningsstykker. Sengetøjet, Vinduer, Borde, Stole osv., og for at holde disse Dyr borte er det hun tæller. Denne Frygt for Dyrene gør hende helt vild, og under disse Anfald tvinger hun Manden og det ældste Barn til at tælle med. Af og til kommer de saa i Klammeri midt i Tællingen og saa er det Konen skriger op om, at hun vil skære Halsen over paa Barnet.

De lever i den største Fattigdom. Husets øvrige Beboere, deriblandt Lærer J. Christensen og Værten Partikulier Iversen har fortalt os, at de ofte sulter i flere Dage, og naar de saa ikke kan holde det ud længere er Konen eller Pigebarnet kommen ned til Lærer Christensen og bedt om en Skive tørt Brød. Pigen ser bleg, hulkindet og forsulten ud og er ved Omgangen med den gale Moder bleven saa forstyrret, at det vel ender med Sindssyge, hvis der ikke sker en Forandring. Uagtet hun som sagt er 12 Aar, gaar hun ikke i Skole. Den lille Dreng paa 6 Maaneder sulter som de andre og er et helt Skelet. Han skriger ofte dagelang af Mangel paa Føde og fordi han ligger i Urenlighed. S Af og til faar Moderen den Idé, at hun ikke maa røre Barnet - for Dyrene - og saa maa det ulykkelige Væsen henligge uden Hjælp og Pleje mens Moderen tæller over det. Fru Christensen fandt en Dag hun kom derop Moderen og begge Børnene liggende i Sengen, alle splitter nøgne, og saaledes ligger de hver Nat. De maa intet Linned have paa for Dyrene, siger Moderen. Iøvrigt saa der skrækkeligt ud i Lejligheden. Midt paa Gulvet laa der tre Bunker af Ekskrementer, og der blev aldrig fejet, aldrig vasket der.

Dette forfærdelige Liv blev inden ret længe Husets Beboere for uhyggeligt, og Lærer Christensens Frue formaaede Læge Duurloo i Valby til at gaa derop. Han erklærede, at Konen var sindssyg, men han kunde ikke gøre noget, mente han, skønt han i høj Grad beklagede de ulykkelige Forhold, navnlig for Børnenes Vedkommende. Den store Pige, sagde han, vilde ende i Tugthuset inden ret længe, efter den Opdragelse hun her fik. Saa gik Fru Christensen til Sogneraadet og Politiet.

Svaret hun fik var, at de ikke kunde skrive hende paa Hospitalet, saa længe hun ikke var farlig for sine Omgivelser Tre Gange maatte der Bud efter Politiet, før det behagede at komme. Samtidig kom ogsaa Distriktslægen, Dr. Larsen, og Resultatet bIev, at Familien fik Ordre til at flytte ud af Huset inden næste Dags Middag Kl. 12. [] fik ogsaa alle til den fastsatte Tid deres Vej, men alt deres Indbo staar der endnu, og Værten har velvillig ladet det forblive i Lejligheden, skønt de ikke har været i Stand til at betale ham nogen Husleje for de 2 Maaneder, de har boet der. Siden den Middag er der Ingen der ved, hvor de opholder sig: en og anden har set dem gaa omkring i Søndermarken, og der er endog bleven sagt, at de tilbringer Natten under aaben Himmel. Konen skal have en Soner, der er gift med en Missionær, som bolder til i Bethesda, men det er ikke lukkedes os at opspørge deres Adresse, da vi ikke kender Navnet.

Vi var inde i den forladte Lejlighed. I den ene Stue stod Møbler, Husgeraad og alt muligt andet hulter til bulter som paa et Pulterkammer. I den anden Stue stod der en smal Jernseng med en gammel Madrats og en skiden Overdyne. Den anden Dyne laa paa Gulvet og et Lagen viste, at det havde udgjort den anden "Seng". Ellers var der kun et Bord og to Stole, samt et Lys i en Ølflaske. Der var Syn for Sagen, at der aldrig var bleven vasket eller gjort rent.

Vi kan ikke tro, at Avtoriteterne over for Sligt kan vedblive at give de Uvedkommende. Det passer maaske bedst med den gamle danske bureaukratiske Magelighed, og det kan jo ogsaa være, at det er sandt, som der blev sagt, at der er knap Plads paa Sindssygeafdelingen paa Hospitalet. Men enten der nu er det ene i Vejen eller det andet, saa er det i højeste Grad uforsvarligt, at denne Moder faar Lov til at gaa saaledes, og at de ulykkelige Børn ikke kommer i anden Pleje. Manden gaar om som var han hypnotiseret. Ulykken har gjort ham flov og følelsesløs, saa fra ham kan intet yderligere Initiativ ventes. Det er derfor vor indtrængende Opfordring til Øvrighed og Læger, at de træder til. Vi skal ikke tabe af Syne, om det sker eller ej.

(Social-Demokraten 21. juli 1889).

Redaktør Andreas Hansen. (Efterskrift til Politivennen)

Selvmord

Der gik i Gaar i Byen et Rygte om, at Redaktøren af "Enigheden", Andreas Hansen, en Søn af I. A Hansen, var forsvundet, og at han havde begaael Selvmord. Men ingen vidste noget paalideligt. Saa modtog vi i Gaar nedenstaaende Brev

Hr. Redaktør!

Deres vel bekjendte Andreas Hansen, Redaktør af "Enigheden" og Sekretær for den danske Beværterstand, vil, naar De læser dette, ligge et eller andet Sted paa Bunden af Øresund, med Hovedet gjennemboret af en solid Revolverkugle Da jeg af Erfaring veed, hvor meget der tales om en saadan Begivenhed, og hvormange Gisninger der opstilles om Grundene til Rejsen, saa vil jeg foretrække selv at fortælle Dem Historien, og bede Dem meddele Deres Læsere den.

Alle Mennesker, som kjender mig, har staaet i den Formening, at jeg har haft mit gode Udkomme. Dette forholder sig imidlertid ikke saaledes. Da "Enigheden" begyndte at udkomme, fik jeg en om end lille, saa dog ret ordentlig Løn, nemlig ca. 25 Kr. pr. Nr. Jeg maatte for disse Penge selv betale Kontor og holde 2 Timers Kontortid daglig, saa Lønnen var jo lille, men jeg kunde dog komme ud af det. Men der kom saa Mennesker, som troede at have Forstand paa Bladindustri - medens deres Evner kun slog til til at vrøvle - som mente, at denne Løn var for høj, og deres Vrøvl berøvede mig 400 Kr. aarlig samt Hjælp til Kontorleje af 200 Kr. aarlig. Jeg maatte herefter nøjes med 800 Kr. aarlig. Jeg har selv maattet betale Kontor og holde to Timer Kontor daglig. Som Sekretær for Korporationen tjente jeg ca. 300 Kr. aarlig. For disse Indtægler skulde jeg bevæge mig i Verden som Beværternes Repræsentant! Jeg skulde paa en værdig Maade tale deres Sag overalt: jeg skulde bringe Interesse til Stede for deres Blad "Enigheden", skaffe det Agtelse og Indpas overalt, jeg skulde gjøre det til et Organ, overfor hvilket Myndighederne skulde have Respekt, og endelig skulde jeg til enhver Tid bistaa Standen med Raad og Daad i alle dens Anliggender, dem som ingen Prokurator i hele Danmark kjender saa godt som jeg, noget som har krævet et Par Aars Studium og betydelige Udgifter til en Samling Dokumenter angaaende dette Spørgsmaal, som ingen har uden jeg.

Da jeg havde paataget mig dette Hverv, er det en Selvfølge, at jeg gjorde alt for at opfylde det. Jeg tror, det er lykkedes mig. Har Bladet end ikke saa mange Holdere, saa bærer man dog Agtelse for dets Indhold, og det har bidraget ikke lidet til at oplyse Myndighederne om de praktiske Beværterforhold, og forhindret en overilet Fremskriden fra deres Side imod Beværterstanden.

Men under hele denne Virksomhed er jeg gaaet økonomisk til Grunde. Jeg skylder bort ca. 1.200 Kr. - heldigvis ikke til nogen Smaamand. Skrædere og Skomagere har intet tilgode hos mig. Det er kun Mænd, som kan taale at tabe, og Beløbet er faldet paa mange Hænder. De har ikke betalt deres Bekjendtskab til mig for dyrt, thi ogsaa de har lært meget af mig. *)

De spørger mig maaske, om jeg for alt dette har haft nogen egenlig Tilfredsstillelse. Jeg har haft Tilfredsstillelsen af mig selv. Jeg er gaaet op i min Virksomhed og har glædet mig over mig selv. Standen har aldrig ydet mig nogen Anerkjendelse, dertil forstaar den ikke sine egne Interesser. Men dette har jeg vidst, siden jeg lærte den at kjende. Jeg har ikke taget det fortrydeligt, thi Mennesker er Mennesker, og mine Raad har tidt de ledende Beværtere gjort til dens egne. Noget egentlig varmt Forhold har der ikke hersket imellem os, og jeg tror saamænd ikke, at min Eftermand, eller som rimeligere er, mine Eftermænd vil komme til at blive bedre stillet i saa Henseende end jeg. Jeg skal aflægge den Bekjendelse, at Beværterne, som Forening, er den vanskeligste Forening at tjene, som jeg nogensinde har funden, og jeg tvivler paa, at nogen anden end jeg kunde have holdt sig saa længe hos dem.

Jeg staar altsaa nu overfor Enden af min Livsbane. Det er Enden, thi jeg holder for meget af mig selv til, at jeg i Fremtiden vil ses paa med Ynk af dem, jeg har virket for og gavnet paa saa mange Maader. Om jeg er kjed af at rejse? Nej! Der findes blandt mit talrige Bekjendtskab en Mængde prægtige og rare Mennesker, som det vilde have været mig en Glæde at omgaas endnu en Tid. hvis Forholdene havde stillet sig noget gunstigere for mig. Jeg er endnu selv fuld af Livsglæde, og kunde i mange Aar endnu nyde Livet. Men mit Jeg er min Stolthed! jeg veed, hvad jeg er værd, og mine Lyster og Tilbøjeligheder er Slaver af min Forstand, jeg er i egentlig Forstand min egen Herre. Naar derfor Beslutningen er taget giennemføres den konsekvent, altid altsaa ogsaa her

Men dertil kommer at Naturen skal have sit. Døden er jo dog, som Søvnen, Bevidstløshed, og naar Aanden og Legemets Grundelementer igjen indgaar nye Forbindelser, saa haves ingen Erindring om noget foregaaende. Hvad jeg end bliver til, Andreas Hansen bliver jeg ikke. Lad mig derfor, da jeg er træt og kjed af det Hele, gaa paa Eventyr! Jeg forsikrer Dem, Hr. Redaktør, at jeg skal dø med et Smil paa Læben. Begravelsen besørger jeg ligeledes uden Udgift for min Familie eller det Offenlige. Hvis Alt lykkes efter mme Beregninger, da ses der aldrig noget til mig.

Faar jeg Tid. Hr Redaktør, saa skal De faa mine Optegnelser fra min Rejse, hvis Brevhemmeligheden bevares.

Og dermed Farvel!

Send Honoraret for min Artikel til min Kone. Bopælen ser De i "Enigheden".

Venligst
A. Hansen

Brevet var stemplet som afsendt fra en af Nordbanens Stationer, fra hvilken var det umuligt at se. 

Til Morgen indløb endvidere følgende lille Meddelelse, skrevet med blaa Blyant:

"Giør mig den Tjeneste at sige til Beværterne, at de har taget 600 Kr. fra mig i de sidste 3 Aar Jeg skylder 1200, saa skylder de mig 600. 

(Jernbanevognene er for korte. De ryster for meget. Kan De læse, hvad jeg har skrevet.)

A. H.
Kl. 12,8 i Toget".

* * *

Det er aldeles utvivlsomt, at Hansen har gjort Alvor af sin Trusel.

Som det maaske ikke tilstrækkeligt klart fremgaar af Hansens Brev, var det en Underballance i den ham betroede Kasse, der var den endelige Grund til hans Bestutning. Underballancen var, som hans sidste Meddelelse fortæller, 1200 Kroner. I Gaar skulde han have aflagt Regnskab for Beværternes Kontrolkomite, han havde gjort Forsøg et Par Steder paa at rejse Pengene, men det havde været forgjæves. Saa foretrak han at giøre Ende paa det hele

Hansen saas de sidste Dage som sædvanlig meget paa offenlige steder, men det var let at mærke, at der var noget, der truffet ham. En Restauratør i Tivoli bad han i Onsdags Aften om et Laan paa 6 Kr., "det sidste han skulde bede ham om i denne Verden", og han viste ham en sex- løbet Revolver, han bar hos sig.

Torsdag Eftermiddag gik han hjemefra og tilbragte Resten af Dagen ude.

* * *

Efter at ovenstaaende var sat, er endelig følgende Brev indtruffet:

Helsingør, d. 18 Juli 1889.

Indtryk paa Dødsrejsen.

Jeg havde oprindelig bestemt, at Historien skulde gaa for sig noget tidligere paa Dagen, men træt af min egen Korrespondance lagde jeg mig i Morges Kl 4½ paa Sengen for at hvile lidt, men Naturen tog Herredømmet. Jeg kjender mig selv! Begynder jeg at sove, saa vil jeg sove, sove for enhver Pris, og det er derfor at jeg nu med Glæde sover for længere Tid. De forstaar, Hr Redaktør, at mit Forsæt ikke i nogen Grad blev svækket ved Søvnen, snarere styrket. Jeg vaagnede Kl. 2 i Dag, da min Hustru var gaaet for at bestride de Forretninger, som hun har. Men da jeg vaagnede, var jeg sulten som en Hund, og at rejse med en sulten Mave duer ikke og for at denne tomme Mave ikke i sidste øjeblik skulde faa nogen Indflydelse paa min Hjærne, spiste jeg en ½ Hummer og 2 Stk. Smørrebrød. En lille Tur oveupaa Maden skal være godt for Fordøjelsen, og for at Legemet ikke skulde lide noget, gik jeg en saadan. Jeg kom igiennem Frederiksberggade, og da jeg passerede min Navners. Hr Restauratør A. Hansens Etablissement paa Hjørnet af Frederiksberggade og Mikkelbryggersgade, fik jeg den Ide at tage en Drik hos ham. Jeg gik ned og fik den. Medens jeg læste Blade og drak min Toddt, kom en Bekiendt af mig. (forresten en Karl som jeg ikke kan lide) og lykønskede mig til min Frelse. Da jeg spurgte ham om "hvilken Frelse", svarede han mig: at det vidste jeg vel nok Jeg vilde jo i Dag inden Kl. 12 skyde mig en Kugle for Panden. Der var bleven tilbudt en Paré af 100 Kr. angaaende dette Spørgsmaal. Det viste sig da, at en af mine bedste Venner havde lukket Munden op lidt for tidlig. Jeg har ikke betroet mig til nogen andre end ham, og han har grædt sine Taarer, da jeg sagde ham det. Det er nu saa mærkeligt, at andre er kjede af, at man har eller faar det godt! Imidlertid, Sagen var altsaa kommen ud, og den Slags Ting er jo ligesom Krudt. Selv min Ringhed vilde blive et staaende Samtaleemne, og jeg var ikke sen med at indse, at hvis min Gjerning skulde lykkes, saa maatte jeg ufortøvet forandre mine oprindelige Bestemmelser, saa meget mere som den væmmelige Karl, som talte til mig, hører til et infamt Sladrekompagni. Jeg gav ham et af disse Blikke, som De, Hr Redaktør, har set, jeg kan levere, og forlod ham snarest. Min oprindelige Hensigt var at lægge mig i Kiøgebugt. Jeg vilde naa derud med en Sejlbaad, og i Middagssolens fulde Straaler vilde jeg siqe Farvel. Men saa kommer denne Mand og røber for mig, at noget af det, som jeg ikke vilde have røbet, er røbet. Saa er jeg naturligvis bange for, at alt det andet ogsaa er røbet. Men lade mig standse vil jeg ikke. Det vilde jo være Vrøvl.

Jeg sagde til mig selv: I Morgen hedder det fra alle Værtshuse, at Hansen har skudt sig. Maaske hedder det allerede i Aften saaledes. Du maa først og frem mest bort derfra for at kunne disponere frit. Resolut som jeg altid har været, tog jeg med Toget til Helsingør, og det er mm Mening at ligge i det dejlige Vand, som findes mellem Danmark og Sverig 

Jeg har hos Børresen i Frederiksberggade kjøbt mig en Pistol. Der blev sagt mig, at dens Slagevne var udmærket. Jeg har i Dag prøvet den paa min kære Kones Vaskebænk. Kuglen gik næsten igjennem 5/4 Tommer Træ. Den vil altsaa med Lethed kunne gjøre det af med mig. Alt er saaledes i Orden, og tidlig i Morgen sover jeg.

* * *

Naar jea altsaa med kold Ro gjennemfører dette Foretagende, saa kunde De, Hr. Redaktør, trøstig tro, at jeg er baade hjærte- og følelsesløs. Dette er dog ikke rigtigt. Ingen er mere varm og hengiven til sociale Interesser end jeg. Jeg veed, at en Hustru vil smærtelig ynke sig fordi hun ej længere har mig. Men, min lille Kone vil forstaa mig. Den Agtelse, hun har for sin Mand, vilde tilføje hende alvorlige Saar, naar man offenlig ynkedes over ham. Hun vil græde, men hun vil i Tankerne sende ham et Erkjendelsens Kys. En Moder og Søstre vil ogsaa beklage min Bortgang, men med min Faders Forhold for Øje vil de sige: Der er ingen Lykke ved at arbejde for andre. Fader gjorde det! Andreas har gjort det! men hvilken Tak.

Imidlertid! Alt delte faar at være.

* * *

Spørger De mig, Hr. Redaktør nu, hvorfor jeg i rolig Bevidsthed gaar hen og tilintetgjør mig selv? Om jeg da ikke er Gud hengiven og om jeg da ikke tror, at min evige Saligbed derved lider noget Afbræk, skal jeg svare Dem:

I min Forestilling om Oprindelsen er der et Noget, som ieg er for lille til at give Navn, et almægtigt Noget, som en Gang for alle har bestemt Reglen for alt det Bestaaendes Gang og virksomhed, og dette Noget synker jeg i Støvet for. Det maa være et Noget, saa stort og mægtigt at jeg lille Ubetydelighed maatte ynkes over mig selv, hvis jeg skulde ville forsøge paa at gjøre mig nogen Forestilling om det. Men. Hr Redaktør, vi kan kun holde os til hvad vi ser - Regelmæssigheden! Det er den, der er mit Liv og Tro, det er den, hvorefter jeg tager Konsekvenserne,

Aarsag-Virkning! de er altid ens.

*  * *

Der er nu dette med min Begravelse. For det første vil jeg ikke i Jorden. Jeg vil i Vandet. Det er mærkeligt, at den Ene vil i Jorden vog den Anden vil i Ilden. kun endnu har ingen villet i Vandet! Lad mig gjøre Begendelsen og maaske faar Deres Blad en stor Polemik derud af. 

Naa! Farvel Redaktør! Nu er jeg træt.

Venligst. Deres
A. Hansen.

Hansen var en i vide Kredse meget kjendt og afholdt Mand. Hans Optræden var elskværdig og bramfri og hans Levevis meget tarvelig. Hans mange Venner vil sikkert med Vemod læse hans ovenstaaende Breve. Hansen havde i det Hele ført et meget bevæget Liv, han havde i en Iængere Aarrække været i Amerika og Merixo, og da han kom tilbage derfra, blev han Stationsforstander ved en jysk Jærnbanestation. Her var han i 5 Aar; men saa var det "Baron" Gedalja kom i Skuddet, og han fik Hansen til at forlade sin gode Plads og overtage en Bestilling hos ham. Kort Tid efter røg imidlertid denne Matador af Pinden - og Hansen med ham. Herefter gik det meget tilbage for Hansen og han kæmpede haardt for Tilværelsen, indtil endelig Foreningen af Beværtere antog ham som Sekretær og Redaktør af deres Blad.

Hos Hansens Hustru.

Vor Medarbejder begav sig i Gaar Eftermiddags ud til Andreas Hansens Hustru og traf hende syg og lidende i Hjemmet. Thuresensgade 24. 1ste Sal. Hun fortalte, at hendes Mand ikke havde været hjemme siden Onsdag, og at hun i Gaar Morges havde modtaget et Brev fra ham, i hvilket han meddelte hende, at det var hans bestemte Beslutning at berøve sig selv Livet. Som Aarsag angav han, at han var kjed og led af en Virksomhed, der ikke havde bragt ham Anerkjendelse for !sit Arbejde. Til flere andre af Familiens Medlemmer har H. ligeledes skrevet Afskedsbreve, og i dem alle angivet samme Grund til sin fortvivlede Beslutning.

 *) Det ville have været mig let at udbytte enkelte Venner for at holde mig. Men, Hr. Redaktør, denne Maade smager mig ikke. Jeg veed flere elskværdige Beværtere, som vilde have klaret mig ud af Situationen, naar jeg bare vilde sige det. Men at tale til Beværtere om saadanne Sager, det vilde være at gjøre mig til et Nul. Det skal ud, om det saa sker qjennem Ribbenene Det er mærkværdigt, men ingen Jærnbaand kan standse den Læk. Dertil kommer min ulyksalige Stolthed Jeg kan ikke bede. Og saa kommer til Slutning det, at jeg aldrig fra Foreningernes Side har modtaget nogen Opmuntring. Beværterne mener, at naar de betaler for deres Sag, saa behøver de ikke at tatke, og Gud skal vide, at naar man en enkelt Gang har raabt Hurra for mig i en Forsamling, saa har man aldrig i Bestyrelsen hædret mig ved nogen mundtlig Anerkjendelse. Et Iille anerkjendende Ord havde været godt, men det kom ikke. Hvor skulde saa min Tillid komme fra?

(Aftenbladet (København) 20. juli 1889).

Redaktør Hansen har gjort Alvor af sin Trusel om Selvmord. I Gaar Middags er hans Lig blevet fundet i Svanemøllebugten. Paa Strandbredden fandtes den afdødes Uhr, medens han selv er vadet ud i Vandet og har skudt sig. Fra Land bemærkedes Selvmordet af en Møllersvend.

Liget blev strax fisket op og ført til St. Johannes Stiftelses Lighus.

En anden Version gaar ud paa, at Hansen, som hans oprindelige Hensigt var, har skudt sig siddende paa Rælingen af en Baad. Faktum er imidlertid, at han nu ligger som Lig i Kjøbenhavns la Morgue.

(Morgenbladet (København) 21. juli 1889. Uddrag).

Redaktør forsvunden. Siden i Onsdags Aftes har Redaktør A. Hansen, Redaktør af Beværterbladet "Enigheden" og Sekretær for Beværterkorporationen i Kjøbenhavn, ikke været set, og han formodes at have taget Livet af sig.

Det fortælles i "Dag. Nyh.", at han den nævnte Aften kom ind til en god Ven af sig, der er Beværter i Tivoli, hvor han nød forskjelligt og derpaa anmodede Beværteren om at drikke en Toddy. Da den var serveret, begyndte han med at sige, at han jo skyldte Beværteren nogle Penge; dem kom han imidlertid aldrig til at betale. Han vilde nu bede om at faa 6 Kroner til Laans, det skulde være sidste Gang, han bad om noget Laan. - Hvad han da vilde med de sex Kroner? - Han vilde more sig den sidste Aften, han levede. Han havde altid levet godt, og det vilde han ogsaa i Aften. Saa viste han sin Frakkelommes Indhold: en Revolver; han skulde forstaa at giemme sit Lig, saa Ingen kunde finde det. - Hvorfor han vilde tage Livet af sig? - Jo. han manglede nogle Penge, som han skulde svare til. - Dem kunde hans Venner vel nok skaffe. - Nej, han vilde aldrig tillade, at der blev samlet ind til ham. Dermed sluttede Samtalen, og han fik det begjærede Laan, hvorpaa han forlod Tivoli.

Senere paa Aftenen er han set i Frederiksberg Morskabstheater. Derpaa er han gaaet hjem. Næste Dag sov han til langt op ad Dagen, og da Hans Hustru var gaaet ud, har han tømt sine Lommer og er atter gaaet bort, efterladende et Brev til hende, hvori han berettede sin Hensigt. Om Aftenen saas han i "National". Senere er han ikke set.

I Fredags skulde han have aflagt Regnskab i Bestyrelsen for Beværterkorporationen, og i den Beholdning, der skulde være til Stede mangler nok ca. 600 Kr. Dette Deficit har han sikkert ventet at kunne dække af en Provision, han havde gjort Regning paa som Følge af, at han i Forsommeren bragte to større Lejemaal af Restaurationer i Orden. I begge Tilfælde viste det sig dog, at han han havde gjort Regning uden Værten, og skuffet i sine Forventninger har han da besluttet at berøve sig selv Livet.

(Skive Avis 23. juli 1889).

Redaktør A. Hansen jordedes i Lørdags paa Vestre Kirkegaard. Trods det daarlige Vejr, der havde omdannet Kirkegaarden til et Morads, havde et talrigt Følge, navnlig bestaaende af Beværtere, indfundet sig.

Af Værthusholdere, der især havde staaet den afdøde nær, blev Kisten, der var prydet med mange Kranse, baaret til Graven. Pastor Steen bad Fadervor - Kisten sænkedes i Graven, og saa spredtes Følget i øsende Regnvejr.

(København 29. juli 1889)

Andreas Hansen var født i Rudkøbing 2. Januar 1837. Han døde som nævnt 20. Juli 1889. Han var gift med Anna Pouline Steffensen, født i Sæby 15. August 1838, død 5. december 1914 og er ligeledes begravet på Vestre Kirkegård i København. De havde ingen børn.

Foreningen af Beværtningsdrivende blev stiftet 1883. Senere på året begyndte man udgivelsen af "Enigheden" med Andreas Hansen som bladets første redaktør. Han havde bl.a. været skovhugger i Sydamerika, stenslager, håndværker, jernbanemand mm. Foreningens og bladets kontor lå på Gammel Kongevej 7. Juli 1885 flyttede kontoret til Fiolstræde 31. 

Som anført var Andreas Hansen søn af den kendte folketingsmand, J. A. Hansen (1806-1877). Også han døde efter et lignende forløb: I 1877 blev der indgivet anmeldelse mod ham og det viste sig at han gennem en årrække havde begået underslæb for ca. 200.000 kr. Han døde mens undersøgelsen stod på.

Andreas Hansens spådomme om sine efterfølgere gik i opfyldelse i den forstand at efterfølgeren, sagfører D. Petersen allerede fratrådte i september, og blev erstattet af overretsprokurator etatsråd C. Juel. Denne trak sig juli 1891. 

Datter af Frederik 6. (Efterskrift til Politivennen)

Middelfart Bys ældste Borgerinde døde i F. Middels. Av i Onsdags. Det var Edel Margrethe Jørgensen, Enke efter den i 1848 afdøde Sømand Hans Strib, hvorfor hun i daglig Tale lod sig kalde Grethe Strib. Hun var født den 12te Oktober 1797 i Fredericia, hvor hendes Moder tjente hos en Konsul Brun, hvis Hus daværende Kronprins Frederik (Kong Frederik den 6te) almindeligvis tog ind, naar han paa sine Rejser til Holsten kom igjennem denne By, og de er bleven fortalt, at Kronprinsen paa en af disse Rejser skulde have forelsket sig i den smukke Pige, som blev Edel Margrethes Moder. Den nu afdøde Enke var ikke i Tvivl om, at hun var Datter af Kronprinsen. Hun fortalte herom, hvad hendes Moder havde sagt, Kronprinsen interesserede sig for hende (Moderen), der samme Aar, som Barnet var født, fik Plads som Amme for en adelig Familie paa Kolding Slot. Selv mindedes hun, at Kongen senere naar han kom til Fredericia, havde kaldt hende til sig og betænkt hende med Gaver til Glæder osv. Der var selvfølgelig ikke Spor af Bevis for den gamle Kones Fortælling, men der var ikke lidet i hendes skarpe Ansigtstræk, der mindede om afdøde Kong Frederik den 6te. Hun var dertil lille og spinkel af Bygning, ligesom Kongen, og meget livlig (det er ikkun nogle faa Maaneder, siden hun fortalte om sin Ungdom og viste, at hun endnu kunde træde en Vals, om det skulde være). Forøvrigt har den gamle Kvinde altid levet et stille, tarveligt Liv; hun har ikke haft Børn, der kunde bistaa hende. Hun sled sig igjennem med det lidet, hendes Mand havde efterladt hende; men dette var nu næsten opbrugt, og det vilde helt være medgaaet, dersom ikke gode Mennesker i den sidste Tid havde taget sig af hende og plejet hende.

(Morgenbladet (København) 19. juli 1889).