Barnefødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

En 22-aarig Tjenestepige i Ugilt Sogn Vendsyssel har den 25. d. M. i Pigekamret paa den Gaard, hvor hun tjente, i Dølgsmaal født et levende Pigebarn, som hun straks efter Fødslen kvalte under Dynen ved at klemme om Barnets Hals med sin ene Haand. Alt nogle Dage før Fødslen besluttede hun, i Følge "Vends. Tid ", at dræbe Barnet, hvis det kom levende til Verden. Hun var gaaet til Sengs om Eftermiddagen Kl. 5 a 6 under Foregivende af at være syg, og hun fødte om Aftenen Kl. ca 3 inden de 2 Piger, som laa i samme Kammer, var komne ind i dette, saa at hun under Fødslen var alene. Barnet blev liggende i Sengen hos hende hele Natten, uden at den Pige, hun delte Seng med, vil have mærket noget. I Torsdags Morges kort efter at de andre Piger var staaede op rejste Pigen sig af Sengen, indsvøbte Barnet t en gammel Trøje og lagde det i sin Klædekiste, som hun laasede af, hvorefter hun gik til sit sædvanlige Arbejde. Forbrydelsen opdagedes i Torsdags ved Middagstid derved, at Gaardens Piger, deriblandt ogsaa Arrestantinden, rensede Gaardens Retirade, hvor Arrestantinden havde været om Morgenen og efterladt sig Spor af Fødslen. Pigen, der er arresteret, men som, da hun endnu ikke kan taale at flyttes, befinder sig under Bevogtning paa Gaarden, har aflagt fuldstændig Tilstaaelse ved det i Torsdags paa Gærningsstedet afholdte Forhør.

(Social-Demokraten 1. marts 1891).

Aviserne berettede tilsyneladende ikke noget om hvad der videre skete. Af Vendsyssel Tidende den 23. februar 1892 fremgår at en gårdmandsdatter i Spørring ved Hasle herredsret var blevet idømt 2 måneders fængsel for fødsel i dølgsmål og barnemord. For en tjenestepige kan straffen dog have været strengere.

Cyklekørsel. (Efterskrift til Politivennen).

Cykling er i dag noget enhver dansker kender til. Sådan var det ikke i "90'erne", 1890'erne. altså.

"Cyklen og dens anvendelse i hæren" var en lille pjece udgivet af premierløjtnant A. Lobedanz i 1889 som beskrev cyklens historie og anvendelse i forskellige landes hære. I Danmark var der et par år tidligere lavet forsøg i Jylland med 3 øvede "bicycleordinantser". Disse kom til den konklusion at kørsel udenfor hovedvejen og de bedste private veje var umulig.  

Aarhus Amtstidende kunne 23. februar 1891 fortælle om hvordan cyklen blev anvendt i datidens England, især inden for sport, men også almindelige legemsøvelser. I de følgende artikler fra 24. og 25. februar kom man så ind på cyklismen i Danmark.

Velocipede-Kapløb, afholdt ved Bordeaux den 1ste November 1868. Efter "Le Monde Illustré". Tegningen viser at kvinderne var involveret i cykelsport meget tidligt. I teksten oplyses det: "De tre bare Pagedragt; den Fjerde havde rødt Liv og Skjørt, og en hue med nedhængende Guldkvaster paa hoevedet. Illustreret Tidende 29. november 1868.

Cykling i Danmark.

Il.

Men nu i Danmark. Ja, cyklisterne kan jo for så vidt ikke klage herhjemme, som deres vilkår har forbedret sig betydeligt i de senere år. Men ser vi fx hen til England og de engelske forhold, opdager vi let hvor langt vi endnu står tilbage, hvor meget der endnu kan gøres. En sådan ting blot som den, at det i et nyt toldlovforslag af regeringen findes heldigt at lægge en told på cykler og derved en skat på cyklesporten, viser i sig selv hvorledes den bevidsthed at cyklesporten alene i rent legemeudviklende retning har sin betydning for ungdommen, for folket, jævnsides med al anden god legemsøvelse, endnu kun har vundet ringe udbredelse.

Den opfattelse, som for en halv snes år siden da bicyklerne begyndte at komme hertil, herskede hos de 9/10 af befolkningen mht. cykling at den var gøgl, at de der drev den sport, var narre. Den er vel i det hele modificeret noget, men den er ikke engang i denne krasse form ganske forsvundet, og har end en sund og ædruelig opfattelse af cyklesporten vundet en meget betydelig udbredelse, går der dog endnu en meget stor procenttal af vort gode danske folk rundt med den opfattelse, at cyklisterne dog alligevel er nogle ret naragtige væsener, nogle børn som man ikke skal tage noget hensyn til, og hvis sport man helst burde forbyde, da den kan genere fredsommelige medborgere i deres gode danske søvnige drysseri.

Alfred Benzon: Bicykle Klubbens væddeløb i Tivoli, 1885. 1882 arrangerede Dansk Bi-cykle Klub Danmarks første cykelvæddeløb i Tivoli. Dansk Cyklist Forbunds Jubilæumsaarsskrift, 1930.

Nej, endnu er cyklisterne herhjemme ikke nået så vidt at de har den almene opfattelse for sig, og de er ikke selv uden skyld deri. Vi danske har nemlig den uheldige egenskab, at vi holder umådelig meget af at smådrille vores medmennesker, når vi bare kan komme afsted med det, og de unge i særlig grad.

Jeg tror der er få cyklister der vil kunne sige sig fri for - især i begyndelsen af deres cykletid - stundom at have gjort sig en glæde af at forskrække fodgængere som de har passeret, og som ikke har mærket deres nærmelse.

Men det sætter ondt blod. Og ved kørende har cyklister ofte gjort det samme: ikke vist den tilbørlige hensynsfuldhed. Men det er naturligvis en af hovedbetingelserne for at overvinde modvilje eller vrangvillie og skabe velvilje at tage det tilbørlige hensyn til dem, hvis velvilje man vil vinde. Imidlertid er dog cyklesporten gået godt frem og den synes også at være ledet ind i et godt spor. Der har efterhånden dannet sig en mængde klubber rundt om i landet - der er vel nu et halv hundrede stykker - og disse klubber har som regel optrådt og efter evne fået deres medlemmer til at optræde på den ene side hensynsfuldt og på den anden side dog energisk.

I løbet af de 9 - 10 år cyklesporten har været kendt her i landet, har den da også vundet tilhængere i stedse stigende grad. Det var særlig, da den lave maskine, safetyen, kom frem, denne mærkelige maskine, der - ved hjælp af et par tandhjul og en kæde - var i stand til at følge med de høje maskiner som nok var flotte, men som også var temmelig farlige; det var særlig da den kom at cyklisternes tal forøgedes. 

Man vænnede sig til at se dem, man så de kom rask af sted og at disse køretøjer jo var meget bekvemme, og man omvendte sig og blev selv cyklist, og der er i øjeblikket vel 6.000 cyklister landet over. Og af dette store tal falder vel nok halvdelen på København, men landets andre byer kan dog for en stor del møde op med langt betydeligere procenttal cyklister i forhold til indbyggerantallet end København. Et faktum som er glædeligt, for så vidt som det viser hvorledes sporten har bredt sig - den er kommet fra København og har så taget mere og mere af landet med sig, selv vore mindste købstæder møder op med mange cyklister, ja enkelte med en imponerende mængde.

Landet - udenfor byerne - er i følge sagens natur, kan man vel sige, ikke endnu kommet med, men cykling er dog også der begyndt at vinde indpas og der findes endog landklubber.

Danmark er unægtelig et land hvor cyklesporten burde finde glimrende eksistensbetingelser, et fladt land - ingen bjerge og kun få og små højdedrag - og et land hvor den jævne bebyggelse har skabt et talrigt forgrenet net af veje som forbindelsesled mellem alle landets punkter. Vort land burde altså være et Eldorado for cyklister. Men det er det ikke alligevel ikke på langt nær. Og først og fremmest fordi vore veje kun er tarvelige, og fordi cyklisterne, om de end tåles, ikke har sympati hos autoriteterne og kun til dels hos folket.

Vore veje er som helhed taget slette. De største strækninger af hovedlandevejene, kongevejene, de store forbindelsesårer går ganske vist i reglen an, enkelte er endog fortræffelige. Men de allerfleste af de andre veje - selv i og for sig betydningsfulde og befærdede veje - er mere eller mindre elendige, nogle under al kritik. Og selv partier af hovedlandeveje, særlig i nærheden af de større byer, er også kun tarvelige. Og fejlen ligger i vejenes anlæg, det er ikke rationelt nok, ikke grundigt nok gjort.

I Norge fx er alle de nyere veje i ypperlig stand, det er en ren fornøjelse i fuld fart på sin cykle at lade stå til henad vejen, der skumples man ikke, så man tror man skal få en hjernerystelse.

Man vil måske indvende: Ja, vore veje anses dog ellers for gode, og det befordringsmiddel, for hvilket vejene dog egentlig er byggede og som det derfor nærmest kommer an på, at vejene tilfredsstiller, nemlig vognene, kan dog fortræffeligt bruge vejene som de er. Ja, Gud bevares, det ville naturligvis være fordringsfuldt, for fordringsfuldt, om cyklisterne ville forlange at der skulle tages hensyn til dem, når de kørende var tilfreds (selv om cyklisterne - hvad der vel snart sker - benytter vejene lige så meget som de firhjulede køretøjer med heste for), men sagen er den, at de kørende i grunden taget slet ikke er tilfreds. Der er næppe en - han skulle da have et ganske ekstra kombineret fjedersystem på sin vogn - der tør påstå, når han skal være ganske ærlig, at han ikke skumples og rystes temmelig nederdrægtigt på de allerfleste af vore veje. Men de kørende tier, de er nu fra gammel tid ikke bedre vant, det er som det nu er, og de tror ikke det hjælper, fordi de kvækker op om det.

Nu er det ganske vist så at cyklisten, særlig fordi han kommer langt hurtigere afsted, behøver bedre veje end en vogn. Men vejene burde selvfølgelig være i det mindste så gode, at vore jævnt luntende køretøjer kunne køre nogenlunde roligt og lydløst henad dem, og ikke som nu hvor de skumples og rystes, og hvor de gør et spektakel, så man kan høre dem i en fjerdingvejs afstand.

Nu, efter at i fjor de ny gummiringe "Cushion" og "Pneumatic" er kommet frem, vil dette forhold, vore dårlige veje, imidlertid for fremtiden ikke tilnærmelsesvis få den betydning som tidligere. Disse nye ringe kan - på grund af deres konstruktion - absorbere de fleste af de skub og stød, vejenes ujævnheder nødvendigvis giver de hjul, der triller henover dem.

(Aarhus Amtstidende, 24. februar 1891)

Cykling i Danmark.

III.

Så er der den anden ting, den manglende sympati. Vores autoriteter som jo desværre i det hele taget udmærker sig ved en betydelig konservatisme og ved en besynderlig mistro til det nye i tiden, det være sig som i åndelig retning eller i materiel henseende, har fra begyndelsen af stillet sig køligt og skeptisk over for cykling og over for dens nytte.

Forholdet har jo været således - her som andre steder - at cyklen i begyndelsen da den særlig fremtrådte som høj maskine, ordinary, blot benyttedes til sport, og dette nye hurtige aparte køretøj forskrækkede ikke få af vore fredelig vante heste - og da også ikke få af vort rare, men mindre livlige folk. Autoriteterne anså de få mennesker, der satte sig op på sådan et apparat, for spradebasser og gøglere, som gjorde en del fortræd, og som der ingen grund var til ikke at lægge nogle små hindringer i vejen, hindringer, som måske også kunne virke til gavn og beskyttelse for sky heste og sky mennesker.

Og der kom politibestemmelser for cyklister om at ringe, om at stå af for hver vogn, om at køre med lygte om aftenen o. s. v., om at cyklisterne ikke måtte køre der og der. Bestemmelser hvoraf nogle kunne have deres berettigelse, når de fremtrådte i en lempeligere form, men af hvilke en del er således at cyklisterne, med åbenbar ret deri kun ser udtryk for uvilje mod dem og deres sport, mangel på åbent og frit blik på forholdene og en fuldstændig misforstået værnen om det bestående og dets ubetingede ret over for alt moderne.

Og jo mere cyklesporten - trods sådanne hæmsko - har vundet udbredelse, det værre synes dette forhold at blive. Jeg skal således minde om den berømte politibestemmelse af birkedommer Oldenburg i Københavns Amts nordre Birk, og om forbudet mod at køre på gaderne i Stege.

Befolkningen var - særlig ude på landet - i cyklesportens første år i det hele taget højst uvillig stemt mod cyklisterne. Landboerne kunne ikke indse, at sådan noget sprinkelværk kunne være andet end et dumt stykke legetøj, som blot forskrækkede deres heste og bragte dem selv i fare for at vælte, og det faldt dem slet ikke ind, at de optrådte egenmægtigt, end sige at de tilsidesatte cyklisternes ret, når de forlangte, at cyklisterne skulle stå af og holde stille 300 alen før de 2 parter mødtes. Og de gik ofte langt videre; adskillige er de piskesmæld, som landboerne har langet ud over cyklisterne, ledsagede af grovheder og skældsord. Ja mange har højlydt udtrykt deres forbavselse og forargelse over at cyklisterne skulle have lov til at færdes på vejene.

Nu er det værste stød forbi. Landboerne har vænnet sig til dem - og deres heste har til dels vænnet sig til dem, og om end forholdet langtfra almindelig er venskabeligt, så er det i alt fald til dels blevet venskabeligt og overalt betydeligt forbedret. I byerne er forholdet tåleligt, og til dels rigtig godt, ja i mange småbyer er cyklisterne næsten byens kæledægger. Den opfattelse af cykling, som af sport i det hele taget - legemssporten, der hersker i England, er imidlertid en opfattelse, som herhjemme kun i ringe udstrækning har vundet udbredelse. Der mangler derfor cyklisterne her hjemme den store moralske - og derigennem også materielle - støtte som de engelske sportsmænd har gennem deres landsmænds sympati og respekt for sporten.

Det danske folk er ikke nået stort videre end, at det tåler cyklesporten. Forholdet er i alt fald ikke andet og bedre end et køligt venskabeligt. Vore cyklister har derfor måttet bygge deres sag op på deres egen tro på og begejstring for deres sag.

Og de har dog fået udrettet meget. De har fravristet landets ungdom flere og flere proselytter, de har vendt stemningen fra at være fjendsk til at være i alt fald indifferent, og de har langsomt men sikkert podet mere og mere af deres egen tro på deres sag ind i befolkningen.

Forældre give deres børn lov til at køre på cykle, ja lader sig endog overtale til at forære dem maskiner, og en selv ældre folk kører endogså selv. Lægerne har begyndt at indrømme cyklesportens gavn, befolkningen ser på væddeløbene og konkurrence, og cyklisternes første mænd bliver kendt udenfor deres egen kreds, sportsmændenes kreds.

Cyklen i praksis er et stadium, vi endnu er et godt stykke fra. Og det er en stor skam - men det ligner os - at vi ikke kan få øjnene op for cyklens brugbarhed som befordringsmiddel. 

At landpostbudene forsynedes med stærke cykler, er en reform, som ligger så lige for, at en blot nogenlunde livlig administration let måtte få øje på den, og det er en reform, som i kraft af den omstændighed, at en cyklist let tilbagelægger en 3 gange så lang vej om dagen som en fodgænger, oven i købet ville frembyde mulighed for besparelser. Forretningsfolk burde selvfølgelig også benytte cyklen, og ikke - om end de havde lyst - lade den tanke fare af frygt for at blive udleet.

Postkortet fra Grænge Station (Lolland) mellem 1900 og 1913 viser at cykler senere blev anvendt af fx postbude. Postkort, H. J. Jensen. Ukendt ophavsmand. 

Vor gode, gamle danske frygt for på nogen måde at gøre anderledes, end alle andre gør, dette usalige kujoneri, som er en af de værste hindringer for reformer og fremskridt i vort lille snobbede samfund. I en enkelt henseende har dog vor statsstyrelse haft øje for cyklen som et brugbart instrument; jeg tænker på den anvendelse, man er begyndt at gøre af cyklen i hæren.

Nu, efter at de nye gummiringe, cushionringene især, er kommet frem, nu, da derved en af de værste ulemper, den stødende kørsel over ujævn vej, er fjernet, tør man dog forhåbentlig vente, at cyklens anvendelse i praksis vil få et godt skub fremad, så at nogle flere end de par snese - mest handelsrejsende -, der nu er fornuftige nok dertil, vil få øjnene op for nytten og behageligheden ved denne betydningsfulde opfindelse, og vil være i besiddelse af den smule fordomsfrihed, en beslutning om at benytte sig af den, udkræver.

Cyklisternes organisation er herhjemme - til dels vel på grund af de ovenfor skildrede forhold - kun dårlig. Der var en gang en, hele landet omfattende, union, men det gik den ilde - den opløstes. Nu findes der, foruden de lokale klubber, centralforeninger for de enkelte landsdele, som ganske vist søger at skabe deres medlemmer fordele og behageligheder ved udøvelsen af deres sport, men resultatet er ikke stort, og mest fordi betingelserne ikke er gode. Der mangler den rette samfølelse og den rette begejstring for sagen hos de enkelte, der mangler penge og der mangler, som påvist, velvilje hos dem vis velvilje har betydning for cyklisterne.

Det går vel fremad, men der er langt igen. Hvad vore hjemlige sportslige resultater angår, er vi i de sidste år begyndt at oppe os. Vel er vi nogle hestelængder bag englænderne, men under hensyn til vore mindre heldige forhold, må det dog siges at vi er kommet ganske godt med. Vi er således fuldt på højde med nordmændene og langt forud for svenskerne. Det er "Dansk Bicykle Klub", den københavnske - og vor ældste - cykleklub, der her stadig har ført an.

Da der, ved dens anstrengelser, for nogle år siden blev bygget cyklisterne en - den gang god, nu allerede noget lille - bane ved København, en rigtig cyklebane, fik væddeløbssporten bund at bygge på. Af vore bedste danske væddeløbsresultater skal jeg nævne: 1 eng. mil i 2 m. 50 sek., 1/4 engl. mil. 37 3/5 sek., 1 dansk mil i 14 m. 11. sek. og 6 danske mil i 1 t. 28 m. 11 sek. Af præstationer på landevej skal vi nævne 18 danske mil i 6 timer og 31 1/8 min. i 12 timer.

Med safety'ens fremkomst blev der fart i cyklesporter herhjemme. Mon vi med de nye gummiringes opfindelse tør håbe på at cyklingen vil slå fuldstændig igennem og blive hvad den fortjener, en nationalsag.

Safety.

(Aarhus Amtstidende, 25. februar 1891)

Natterestaurationer. (Efterskrift til Politivennen).

 Da i 1888 den store nordiske udstilling - som kong Oscar med et bevinget ord kaldte en "formelig verdensudstilling" - nærmede sig, da millionen begyndte at danse for øjnene på de noget sangvinske københavnere, da man i ånden så de store verdenssteder øde og tomme, mens alle jordens folkeslag i lange tog oversvømmede vor by og vort land forstod selv en så ravnekrogsagtig institution som Københavns Byråd at man måtte ophæve rådstueplakaten af 1884, der snarere gør indtryk af at være affattet i Bethesda end på Råd- og Domhuset.

Denne bestemmelse gik som bekendt ud på, at de gode borgere kun indenfor hjemmets fire vægge havde lov til at spise og drikke efter midnat. På slaget 12 skulle hver café, hver beværtning, hvert værtshus være lukket.

At Københavns daværende udmærkede og kloge politidirektør, etatsråd Crone, af yderste evne modarbejdede vedtagelsen af en sådan anordning, havde selvfølgelig intet at sige ligeover for den stærke pietistiske retning, som altid ser skævt til enhver ytring af livsglæde, og hvis mest udprægede repræsentant afdøde vekselerer Mannheimer forbindelse med den endnu levende møbelfabrikant Severin Andreas Jensen den gang var.

Men da, som sagt, udstillingen stod for dørene, var ophævelsen af denne plakat en af de første og af forholdene mest påkrævede foranstaltninger, som blev truffet til at modtage den gyldne sommer. En fem, seks restaurationer fik mod erlæggelgelsen af 4000 kroner lov til at holde åben til kl 2 - en halv snes andre måtte beholde siddende gæster til det samme klokkeslet, der i en by som Paris er døgnets skønneste time.

En sag på papiret er imidlertid noget andet end samme sag udført i det virkelige liv.

De vise borgerrepræsentanter, der kun von Hørensagen kender København ved nat, er selvfølgelig ved den praktiske gennemførelse at sådanne beslutninger på en vis måde afhængige af den konduite, som deres naturlige rådgiver, Københavns politidirektør, er i besiddelse af.

Sjælden har man haft større anledning til at beklage, at gamle Crones ånd ikke længere svævede over vandene, end netop ved denne lejlighed. For vistnok er Crones efterfølger, hr. Eugen Petersen, besjælet af de bedste forsætter. I alt Fald er det in confesso, at han har seks lauder til sin juridiske embedseksamen.

Men det synes, som om hans erfaringer ikke er at denne verden. Havde hr. Eugen Petersen nemlig et indgående kendskab  til, hvorledes de glade københavnere morer sig ved nat, vilde han - for han bærer i virkeligheden ansvaret - efter udstillingsårets slutning ikke have nægtet natbevilling til det lokale i byen, der blandt alle natterestaurationer i 88 viste sig som det eneste brugelige - National

*

Som bekendt har vi i vor by et utal af kælderbeværtninger.

Vi vil lade det spørgsmål stå åbent, om kældere overhovedet er sømmelige opholdssteder for mennesker. Vi vil heller ikke udtale os om, hvorvidt de egner sig til restaurationslokaler om dagen. Om natten er de absolut mindre heldige som sådanne - i alt fald når man kun har dem.

En elegant natterestauration skal ligge i stuen. Der må være vidt og rummeligt, højt til loftet med store spejle og elektrisk lys - kort sagt et lokale hvis hele udstyr lægger en vis dæmper på en altfor vidtdreven munterhed.

*

Når man derimod som en grævling må krybe ned i en hule, hvor loftet er lavt og luften indeklemt, fordi der aldrig kan luftes ordentlig ud - hvor muligheden af et spejdende øje fra gaden er udelukket, hvor selv de ivrige politibetjente betænker sig to gange på at kaste en tølperagtig person ud, fordi de må slæbe ham op af trapperne, dér bliver uvilkårlig tonen hulebeboerisk.

Vore tre fashionable nattebeværtninger er Blanch, Klosterhallen og Rydberg - alle på Strøget.

Vi véd ikke, om politidirektøren, hr Eugen Petersen, nogensinde har været dernede. Vi véd derimod, at hans næstkommanderende, første politiinspektør, fhv. dragonløjtnant, cand. juris Theodor Petersen, nidkær som han er, ikke så sjældent har inspiceret disse nødtørftsanstalter. Det synes ikke, at hr. politiinspektøren har haft tilstrækkeligt udbytte af sine ihærdige anstrengelser.

For i så fald måtte han have forklaret sin overordnede, at om end selvfølgelig disse nattebeværtninger har deres berettigelse, hvad der til overflod bevises af deres talrige publikum, tiltrænges der ved siden deraf andre kaféer, hvor folk, hvis arbejde først slutter efter midnat, og familier, der efter en sen teaterforestilling ønsker at tilbringe et par timer på et offentligt sted, i ro og stilhed kan nyde deres aftensmad.

Og man pådrager sig sikkert ikke beskyldningen for rigorisme ved at udtale, at vore nuværende nattebeværtninger er mindre egnede for familieliv

*

Som enhver ved, foretager første politiinspektør - og andre af politietatens spidser fra tid til anden med offentlig understøttelse smårejser til udlandets større byer for at gøre sig bekendt med forskellige kommunale institutioner, såsom drosker, prostitution, sundhedsvæsen, opdagelsespoliti etc.

Vi vil ikke tale om de store verdensbyer. Men vi er sikre på, at når en af disse politiofficianter har været i - lad os tage Hamburg, en by omtrent af Københavns størrelse - når de altså har været i Hamburg, har de sikkert spurgt sig selv: Hvorfor er dog ikke forholdene sådan i vor egen by?

Efter deres uden tvivl hårde dagværk, der mange gange har trukket ud til midnat, har de på en elegant restauration kunnet styrke deres udhungrede legemer lige til kl. 1 - uden hverken at generes af politi eller fulde folk.

Og når klokken er blevet 1, er det måske muligt, at de herrer har tilbragt en times tid eller to i Kafe Nowak på Gänsemarkt, hvor der er åbent til den lys morgenstund.

En stor og luftig stueetage, et publikum der tilhører alle stænder uden at man generes af dennes blanding.

I et hjørne sidder rige udlændinge, og ved deres bord skiftes hurtig champagneflaskerne. Lige overfor et selskab herrer og damer - virkelige damer.

Demimonden - i hvert fald fruentimmer, der vitterligt for Politiet ernærer sig ved utugt, - findes ikke i dette lokale.

Ved døren står en uniformeret portier. Han indlader ingen dame, med mindre hun er ledsaget af en herre, og skulle det hændes, at berygtede fruentimmer slap ind, er fornøjelsen kun kort. værten eller overkelneren behøver blot at hviske et par ord til selskabet, og damerne forsvinder.

Om vedkommende herrer er flotte kunder, der bruger masser af penge hver eneste aften, må de lige godt finde sig i denne bestemmelse, der overholdes med ubøjelig strenghed.

Skulle det ikke være muligt herhjemme at få i hvert fald en sådan natterestauration.

Jacob Worm Müller.

(København, 13. februar 1891).

Julie Johanne Christiane Hansen 1835-1895. (Efterskrift til Politivennen)

Min Afsked fra Kasino.

Hr. Redaktør!

Maatte nedenstaaende Linjer finde Plads i Deres ærede Blad. vilde jeg være Dem meget forbunden:

I min snart fyrretyveaarige sceniske Virksomhed har jeg ikke traadt i andet Forhold til Publikum end fra Scenen til Tilskuerpladsen. Herved har jeg fundet mig glad og lykkelig.

Naar jeg nu for første Gang i mit Liv udenfor Scenen henvender mig til Offenligheden, er Grunden den, at jeg synes, jeg skylder ikke alene mig selv, men ogsaa det Publikum, til hvilket jeg staar i saa stor en Taknemmelighedsgjæld, at gjøre Rede for Grunden til, at jeg nu saa uventet maa forlade Kasino, da dette sker under Forhold, der sikkert maa gjøre min Afsked fra Kasino ufattelig for de fleste, og derfor let kunde give Anledning til Mistydninger.

Da Direktørskiftet i sidste Maaned var blevet bekjendt. og det ligeledes blev meddelt Offenligheden, at der for den kommende Sæson var bleven sluttet flere ny Engagementer, ventede jeg, det tilstaar jeg aabent. at der ogsaa vilde blive gjort mig et Tilbud. Efterhaanden blev flere og flere af mine nuværende Kammerater engagerede, men Dag for Dag gik, uden at man saa meget som lod et Ord falde om, hvorvidt man agtede at beholde mig eller ej, ja jeg havde endog det Indtryk, at Hr. Direktør Arntzen, der tidligere ofte havde fundet Lejlighed til at bevidne mig sin Tilfredshed med min Virksomhed, nu undgik mig.

Da det blev mig klart, at man ikke vilde beholde mig, men heller ikke vilde gjøre sig den Ulejlighed at opsige min Kontrakt for i sidste Øjeblik, maatte jeg altsaa selv opsige Kontrakten for at have frie Hænder.

Men hvorfor har man tvunget mig til dette Skridt? Jeg spurgte mig selv, om jeg havde vist Forsømmelighed i min Gjerning. eller man havde anden rimelig Grund til at være utilfreds med mig.

Jeg blev dog fuldstændig beroliget ved at modtage følgende Brev fra min nuværende Direktør. Hr. Robert Watt:

Casino

Den artistiske Direktion

Kiøbenhavn den 1. Februar 1891.

Kjære Fru Hansen.

Skjønt det forekommer mig temmelig ufornødent, at jeg giver Dem et Vidnesbyrd om Deres Virksomhed som Skuespillerinde, skal jeg dog gjærne efterkomme Deres Anmodning, da De ønsker en Udtalelse af mig i denne Retning. paa Grund at de verserende Rygter om, at De agter at skifte Scene.

Jeg maa da gjentage, hvad jeg ofte tidligere har sagt Dem, at jeg anser Dem for en udmærket Kunstnerinde, der paa sit Omraade indtager den første Plads i Danmark og endnu spiller med samme Lune, Kraft og Sikkerhed, som da jeg for mange Aar siden saa Dem første Gang. Hertil maa jeg endnu knytte den Bemærkning, at jeg altid har kjendt Dem som i højeste Grad paalidelig og pligtopfyldende i hele Deres Teatervirksomhed.

Jeg føler mig overbevist om, at denne Dom vil Pressen og det store Publikum villig underskrive.

Deres meget hengivne
Robert Watt

Men hvad er da Grunden? Ja Publikum vil vistnok blive ligesaa forbavset som jeg, naar det hører Sandheden; i min lange Teatervirksomhed har jeg ikke hørt Magen.

Grunden er, efter hvad jeg nu véd, den, at Hr. Vilhelm Wiehe har nægtet at spille sammen med mig. Hvorfor - ja, det ved jeg ikke!

Konkurrence med Hensyn til Roller kan der dog vel ikke være Tale om. Han vil rimeligvis ikke spille Madam Krøyer, og jeg kan i hvert Fald forsikre ham, at jeg ikke tænker paa at spille hverken Carl eller Franz Moor.

Heller ikke er det mig bekjendt. at jeg nogen Sinde har lagt ham eller hans et Halmstraa i Vejen; jeg har aldrig været sammen med ham ved noget Theater. Men hvilke hans for mig ukjendte Motiver end maa være, saa indanker jeg roligt for Publikum det Spørgsmaal, hvad det dømmer om en ung Skuespiller, der saaledes forlanger en gammel Skuespillerinde fjærnet fra Scenen, og om en Direktør, hvis Debut som egenlig Theaterleder bestaar i at give efter for et saadant Forlangende.

Ærbødigst
Julie Lange-Hansen

(Morgenbladet (København) 3. februar 1891).

Julie Hansen var datter af den kendte komponist Hans Christian Lumbye (1810-74) og Georgine Marie Hansine Hoff (1813-71). Hun startede i 1851 hos sin senere ægtefælle, teaterdirektør Hans Wilhelm Langes (1815-1873) ensemble ved Casino, 1855-56 ved Hofteatret og endelig fra 1857 ved Folketeatret. Fra 1849 spillede Julie Hansen populære og lune karikaturer af købehavnske borgerkoner, fx madam Krøier i "Store Bededagsaften". Efter Langes død 1873 arvede hun teaterprivilegiet, som hun bortforpagtede. Året efter giftede hun sig med skuespiller, klasselotterikollektør Carl Christian Jørgen Hansen (1838-1902). Efter gentagen uenigheder med ledelserne på Folketeatret forlod hun dette i 1889 for sammen med ægtemanden at spille på Casino. Det engagement varede som det fremgår af artiklen kun et par år.

Artiken var også trykt i Dagens Nyheder som gav nedenstående kommentar:

Vi give med Fornøielse den populære Skuespillerinde Plads i vort Blad for hendes Redcgjorelse, idet vi dog føle os opfordrede til at tage et vist Forbehold. Vi i al Fald ere saa skarpsynede, at vi kunde sine Muligheden af en Konflikt mellem Mad. Krøyer og Hr. Vilh. Wiehe paa det komiske Omraade. Som Mad. Krøyer har udleiet siltVærelse til to Forskjellige, har ogsaa Hr. Wiehe handlet overfor Dagmartheatret. Paa en Tid, hvor man var ganske overbevist om, at han maatte blive der, hvor hans Kunstnerpersonlighed hørte hjemme, leiede han sig anderswo ud, og paa en Tid, hvor Folketheatret der med Omhu har skabt hans Frues nybagte Sukces fuldt og fast var overbevist om at skulle høste Udbyttet af sin Omhu, viste det sig ikke blot, at Begge underhaanden havde udleiet sig til Andre, men ogsaa, at Hr. Wiehe havde dannet, hvad de Indviede kaldte "Komplottet". Menikke nok med denne Lighed i Intrigen: Efter sine offenlige Dokumentationer, sine lange Skrivelser om egne Smaaforhold, sin hele storslaaede Optræden har Hr. Wiehe i alt væsenligt erhvervet sig Ret til om Md. Krøyer at Indrangeres under de fastslaaede komiske Typer.

A. B.

(Dagens Nyheder 3. februar 1891. Uddrag).

Fotograf, maler, billedskærer Peter (Carl Peter Herman Most (1826-1900): Julie Johanne Christiane Hansen, f. Lumbye (11.6.1835-7.10.1895) skuespillerinde. 1850-1900. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fru Julie Hansens Afsked fra Kasino.

Kjøbenhavn, den 8. Februar

Høitærede Hr. Redaktør !

Jeg beder Dem godhedsfuldt skjænke Plads i Deres ærede Blad for Nedenstaaende. Fru Julie Hansen, hvem jeg altid har anseet for en udmærket Kunstnerinde med udpræget kunstnerisk Sans, har igaar tilsendt Hovedstadens Blade en Erklæring, hvori hun fremhæver det Komiske i at see Rollerne saaledes fordelte, at jeg spiller Madam Krøyer og hun Carl Moor.

Jeg er Fruen taknemmelig for denne drastiske Sammenstilling, da den bedre end noget Andet maa kunne overbevise Publikum om, at jeg aldrig af kunstneriske Hensyn har kunnet have nogen fornuftig Grund til at modarbejde hendes Engagement.

Hvad de private Hensyn angaaer, skal jeg med Fruens egne Ord kort og godt erklære, at det aldrig med en Tanke kunde falde mig ind: "nogensinde at lægge hende eller hendes et Halmstraa i Veien".

Med dette uforbeholdne Dementi afventet jeg roligt den Undskyldning, som Fruen med sin ellers saa elskværdige Karakter sikkert vil være den Første til at afgive. I modsat Fald vil jeg være i det høist beklagelige Tilfælde at maatte foretage de nødvendige Skridt til en Retssag.

Ærbødigst

Wilhelm Wiehe.

* * *

Vi have yderligere modtaget Følgende:

Kjøbenhavn, den 8. Februar 1831.

Hr. Redaktør !

I Anledning af Fru Julie Lange-Hansens Opsats i Deres ærede Blad for idag angaaende Fruens Afsked fra Kasino med indeværende Sæsons Udløb, skal Bestyrelsen indskrænke sig til at bemærke, at den af Fruen anførte Grund til Afskedigelsen, nemlig at Hr. Wilhelm Wiehe har nægtet at spille sammen med Fruen, ikke har det allerfjerneste med Sandheden at gjøre, og man skal kun tilføie, at ligesaa lidt som Aktieselskabets Bestyrelse vilde lade sig foreskrive af nogen af Skuespiller-Personalet, hvem Bestyrelsen maa eller ikke maa engagere, ligesaa lidt skylder man dog heldigvis at give Grunde, hvorfor eller hvorfor ikke man vil engagere eller gjenengagere en Skuespiller, specielt ikke, naar man som i dette Tilfælde vedkommende Skuespillerinde selv har opsagt sin Kontrakt.

Med Høiagtelse

Bestyrelsen for Aktieselskabet

"Kjøbenhavns Kasino"

* * *

Det glæder os af ovenstaaende Erklæring fra Aktieselskabets Bestyrelse at se, at der altsaa ikke er Noget om de Rygter, som i disse Dage ere gaaede om, at Reengagementet af Theatrets Primadonna Fru Julie Secher skulde være stødt paa Hindringer af en lignende Natur som dem, Fru Julie Hansen har ment at være til Stede for sit Vedkommende.

Red.

(Dagens Nyheder 4. februar 1891. Uddrag).

Min Afsked fra Kasino.

Hr. Redaktør!

Turde jeg endnu en Gang regne paa Deres Velvillie og haabe paa Optagelse af følgende faa Linier i Deres meget ærede Blad.

De Herrer Arntzen og V. Wiehe have sat deres "nei" mod mit "ja". En videre fortsat Drøftelse vilde Publikum sikkert finde for fordringsfuld, men det træffer sig jo saaa heldigt, at Hr. Wiehe vil indlede retslig Forfølgelse mod mig. Vidnekamret vil være det Sted, hvor Sandheden bedst kan opklares, fordi Hukommelsen altid skærpes saa vidunderligt, naar Forklaringen skal opgives og beediges der.

Deres ærbødige

Julie Lange-Hansen.

(Dagens Nyheder 5. februar 1891. Uddrag).

Julie Lange-Hansen blev ved Hof- og Stadsretten den 8. marts 1892 frikendt for krænkelser af Vilhelm Wiehes privatlivs fred og ære, ikke fordi hendes påstande kunne bevises, men fordi de af retten ikke blev anset for æreskrænkende. Sagens omkostninger ophævedes.

I 1891 fejrede hun sit 40-års jubilæum på Dagmarteatret. Senere spillede hun igen på Casino, men trak sig tilbage og blev klasselotterikollektrice et halvt år før sin død i 1895. Hun er begravet i Christianskirkens krypt.

Besøg paa et Glasværk. (Efterskrift til Politivennen)

I.

Som tidligere meddelt har Frederiksberg Glasværk standset sin Hvidtglasproduktion og afskediget de dermed beskæftigede Arbejdere paa en Maade, der ikke stiller Fabrikens Indehavere i det mest flatterende Lys. Da der tilmed ofte er tilflydt os Klager over Arbejdsforholdene paa Fabriken, besluttede vi at aflægge den et Besøg, for med egne Øjne at gøre os bekendt med det Liv, der føres i en Glasfabrik.

Den heromhandlede Fabrik ligger paa Peter Bangsvej ude bag ved Frederiksberg, paa Grænsen mellem By og Land, garneret af smaa villalignende Bygninger med Haver foran, som ser ret pyntelig ud med de smaa rimbehængte Buske.

Vi gaar ind i Fabriksgaarden, der kun højst uegentlig kan kaldes saadan. Den bestaar nemlig af en Del spredte Bygninger, der gør Indtryk af at være opført Tid efter anden, uden nogen bestemt Plan. Selve Gaardspladsen er stor nok, men opfyldt af alenhøje Snavsbunker, maaske for en Del begrundet i de Reparationsarbejder, der for Tiden udføres. Det første Rum, vi kommer ind i, er den egenlige "Flaskehytte". Ilden er slukket og Ovnen under Reparation. Naar Virksomheden gaar sin jævne Gang, er her beskæftiget 18 Glasmagere med deres Hjælpere af Lærlinge og Kvinder. Disse 18 Mand har deres Plads i en Halvcirkel ved den ene Ende af Ovnen. Arbejdspladsen danner en skraatliggende stenbelagt Rampe paa ca. 3 Alens Bredde. Yderst i Periferien staar Arbejdstrugene og Formene, hvori Flaskerne udpustes, og for en uindviet er det aldeles umuligt at forstaa, hvorledes 18 Mennesker er i Stand til at arbejde paa denne Plads, uden hvert Øjeblik at komme til at slaa hinanden i Hovedet med de hvidglødende Glasmasser, som paa Enden af de ca. 1½ Alen lange Pusterør føres ud og ind af de smaa Huller i Ovnen, hvori den flydende Masse befinder sig. At Heden er ulidelig, siger sig selv, naar man véd, at Glas først smeltes ved 16-1800 Graders Celsius. Om Vinteren gaar det nogenlunde an, naar Luften ude omkring er kold, men  om Sommeren maa en Glashytte være et sandt Helvede. Man kan ikke sammenligne Glasmagerens Stilling med Smedens. Denne staar ganske vist hele Dagen ved sin Esse foran Kulbaalet, men Varmen er langt mindre, og Baalet brænder ikke bestandig lige stærkt. Anderledes med Glasmageren. Han har den konstante Varme fra det Øjeblik han begynder og til han igen slutter, og saa det hvide, skinnende, hede Lys fra de smaa Glugger, hvorfra han henter sit Materiale. At dette svækker Synet, er en Selvfølge, og Arbejderne gjorde os da ogsaa opmærksom paa, at kun faa ældre Glasmagere har normalt Syn. Som sagt, Arbejdet er mere udholdeligt om Vinteren med Hensyn til Varmen, men saa lider de af andre Ubehageligheder. Glashytten har ingen kunstig Ventilation, ja den har ikke engang Vinduer. Lyset skaffes til Veje ved at nogle Lemme lukkes op, og ved Vintertid stryger saa den kolde Frostluft ind over de ophedede Arbejdere, der sveder, saa Vandet løber af dem paa den ene Side af Legemet, medens Kulden gennemisner den anden Side. Gigt og Rheumatisme er derfor Glasmagernes uadskillelige Følgesvend. Udenfor den Kreds, som dannes af Glasmagernes Arbejdstruge og Forme, er den Plads, hvor de færdes, der tager de færdige Flasker fra Arbejderen og fører dem til Afkølingsovnen. Denne Plads er flere Steder saa snæver, at et Menneske knap kan presse sig forbi, og her gaar dog Kvinder og Børn hele Dagen igennem med deres glødende Flasker, udsat for at blive brændt fordærvet af de Klumper, Glasmageren vrider paa sit Stativ. Paa de to Sider er denne Hytte omgivet af høje Plankeværker, omtrent klods op ad Muren, skønt der er Plads nok til at føre dem længere ud og derved forøge Luftbæltet. I en Krog findes Retirade og Pissoir lige udenfor en af Lugerne. At disse nødvendige Appartementer ikke bidrager til at gøre Luften behagelig, er velsorstaaeligt, og det er ogsaa mindre appetitligt at sidde paa den indenfor staaende Bænk og indtage sine Maaltider. Spisestuer er nemlig noget, der ikke kendes paa Værket. De Arbejdere, der ikke bor saa nærved, at de kan gaa hjem i den halve Time, der er levnet hvert Hold til Spisetid, maa tage til Takke med Lejligheden som den er, og den er sandelig ikke behagelig.

I den næste Hytte findes den nedlagte Hvidglasovn og en Reserveovn for Grønglas. Her arbejdes medens den større Ovn er under Reparation, og skønt selve Hytten er temmelig stor, er Pladsen dog saa daarlig fordelt, at Arbejderne næsten ikke kan komme forbi hinanden.

Vi gaar derfra op i Sliberiet, og mødes allerede udenfor af en ulidelig Petroleumsstank, der forstærkes saa snart Døren bliver lukket op, saa at man maa holde Haanden for Næse og Mund for ikke at faa Halsen fyldt med det fine Støv, som i Forbindelse med Stanken opfylder det lille Ruin. Her beskæftiges 10-12 Personer, Kvinder og Mænd, ved Sprængning og Slibning af Lampeglas, Gaskupler, Lampebeholdere osv. Lampeglassene sprænges over i en passende Længde ved en Petroleumsmaskine, det er den, der udbreder Stanken. Paa større Dele, som Kupler o. lign., sprænges de overflødige Dele bort ved Hjælp af rundsavlignende Staalskiver. Slibningen foregaar paa horisontalt roterende Smergelskiver. Pladsen er ganske overordenlig indskrænket, vi kunde fristes til at sige skandaløs, og sikkert er det, at der maa et Jærnhelbred til for i længere Tid at udholde den Tortur, det maa være at arbejde her. Underneden er Værkstedet for Tilberedning af det ildfaste Materiale, som benyttes i Ovnene. Ogsaa her er Luften opfyldt med Støv, og et Forværelse, hvori findes en Dampmaskine, er saa lille, at Maskinpasseren maa høre til de tyndeste blandt de tynde for at slippe omkring den.

Endnu skal vi tilføje, at Arbejderne klagede over, at de Glasskaar, som Fabriken henter fra Lossepladsen og andre Steder til Omsmeltning, som Regel renses for Jord og Snavs inde i Hytten, hvor Glasmagerne staar og arbejder, saa hele Rummet fyldes med et uigennemtrængeligt Støv, der ikke alene er højst ubehagelig, men ogsaa kan være ligefrem sundhedsfarlig.

(Social-Demokraten 1. februar 1891).

II

(Sidste Artikel.)

Glasmagerne arbejder regelmæssig to Hold. Det ene begynder Kl. 4 om Morgenen og slutter sin Virksomhed ved Ovnen Kl. 1 om Eftermiddagen. Det næste Hold tager saa fat Kl. 2 og slutter ved Ovnen Kl. 11 Aften. Den samlede Arbejdstid ved Ovnen er saaledes 9 Timer daglig, med to Ophold paa 10 Minuter hvert og et Ophold paa ½ Time. Foruden de nævnte 9 Timer maa hvert Hold Arbejdere anvende et Par Timer med Sortering af deres Flasker, saa Arbejdstiden bliver i Virkeligheden 10 a 11 Timer daglig.

Arbejdet udføres i Akkord, og hver Mand faar Betaling i Forhold til det Arbejde han udfører. Derfor sætter Glasmagerne et forud bestemt Kridtmærke paa den glødende Flaske, og naar disse saa i afkølet Tilstand tages ud af Køleovnen, maa hver Mand se at finde sine Flasker. Har Køleovnen været for kold, saa springer Kransen om Flaskehalsen af, har den været for varm, smelter Flaskerne sammen; i begge Tilfælde maa Arbejderne bære Tabet. Men ikke nok hermed; er der Fejl ved Flaskerne paa Grund af daarligt Materiale, som Sten o. lign. i Massen, saa maa Arbejderen ogsaa bære Tabet herved. Det samme er naturligvis Tilfældet, naar Arbejdsfejl gør Fabrikatet ubrugeligt. Det er unægtelig højst uretfærdigt, at Glasmagerne skal tage Tabet i Tilfælde, hvor de er aldeles uden Skyld, som f. Eks. Materialets Beskaffenhed eller Køleovnens større eller mindre Varmegrad. De er nemlig uden Indflydelse herpaa, idet saavel Massens Tilberedning og Smæltning som Pasning af Køleovnen er overladt helt andre Folk. Men foruden at de kun faar Betaling for fuldt sælgelige Varer, naar disse er kommen i Magasinet, afdrages der dem 2pCt. for hvad der mulig her slaas i Stykker. Det er for Flaskemagernes Vedkommende. Hvidglasmagerne maa lade sig afkorte 10 pCt. til Dækning af det Tab, der lides ved Sprængning i Sliberiet, skønt der paa samme Maade som ovenfor nævnt er foretaget en omhyggelig Sortering forinden Arbejdet afleveres til Slibning.

Ved Hvidglasfabrikationen arbejder 4 Mand i hvert Hold, og disse leverer med Anvendelse af den yderste Anstrængelse til Eksempel 12,000 Stk. Lampeglas i en Uge, hvorved de saa tilsammen tjener 100 Kr. Flaskemagerne kan i heldigste Tilfælde tjene fra 20 til 25 Kr. ugentlig, men saa maa de ogsaa lave 2000 a 2500 Halvflasker hver.

I Sliberiet tjener de mandlige Arbejdere ogsaa omkring en Snes Kroner, medens Kvinderne kun kan drive det til 5-6, undertiden kun 3-4 Kr. ugentlig De ovenfor nævnte Lønsatser maa imidlertid betragtes som Maksimum, i Reglen er Fortjenesten derunder. Ganske vist hersker der ikke regelmæssig periodisk Arbejdsløshed i Glasfabrikationen, men Arbejderne bliver dog ofte afbrudt ugevis i deres Virksomhed paa Grund af Forandringer ved eller Reparation af Ovne eller andet Materiel. Resultatet heraf er, at Glasmagernes Løn Aaret igennem, trods deres strænge og sundhedsfarlige Arbejde kun udgør 8 a 900 Kr.

Ved at gaa igennem denne Fabrik og se de usle Forhold, hvorunder Arbejderne slider for at tjene en ligesaa ussel Løn, samtidig med, at de i kort Tid sætter deres Helbred til, kom vi til at tænke paa et Besøg, vi aflagde for et Par Aar siden i Porcelænsfabriken Sévres ved Paris. Denne Fabrik drives af den franske Stat, og alle Arbejdslokaler var sande Haller med stor Plads, højt til Loftet og rigelig Ventilation. Arbejderne saa derfor livlige og raske ud, og de mange gamle Gubber afgav noksom Bevis paa, at sunde Arbejdslokaler i høj Grad bidrager til at forlænge Arbejdernes Liv. Og saaledes som det var ved denne Statsanstalt kunde det være alle Fabriker, naar ikke nogle enkelte Mennesker i kortest mulig Tid skal tjene Formuer ved at udbytte deres Medmennesker. Indtil vi naar det Maal, at Samfundet overtager al produktiv Virksomhed, maa man imidlertid forlange, at det Offenlige ved hensigtsmæssige Foranstaltninger søger at ordne Arbejdslokaler og Arbejdstiden saaledes, at den bliver nogenlunde taalelig for Arbejderne" Som en af de Virksomheder, hvori der tiltrænges en grundig Forbedring i denne Retning, staar Glasfabrikationen absolut i første Række, om end Frederiksberg Glasværk er et særligt slet Eksemplar af Arten.

(Social-Demokraten 5. februar 1891).

Frederiksberg Glasværk er nedrevet. Det lå omtrent Peter Bangs Vej nr. 36.