Konflikt paa Burmeister & Wains Fabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Formerne og Arbejdsmændene i Støberiet paa Burmeister & Wains Maskinfabrik overrakte i Gaar ved en Deputation paa 5 Mand følgende Skrivelse til Direktør Halley:

Til Direktøren for Burmeister & Wains Maskinfabrik og Skibsbyggeri!

Undertegnede Formere og Arbejdsmænd i Støberiet paa Burmeister & Wains Maskinfabrik paa Kristianshavn tillader os herved høfligst at henvende os til Hr Direktøren med Anmodning om. at Støbemester J. Hansen maa blive afskediget fra den ham betroede Plads i ovennævnte Støberi.

Som Støtte for dette vort Andragende skal vi tillave os at udtale, at Støbemester J. Hansen i den Tid han har været i Støberiet har vist sig fuldstændig ude af Stand til at lede Arbejdet paa en saavel for Fabriken som for Arbejderne tilfredsstillende Maade. Han begyndte straks ved Tiltrædelsen af sin Plads at tiltale Arbejderne i en uhøflig og uforskammet Tone En Dag gik han hen til en af de ældre Formere, Svend Jacobsen, der bevislig aldrig drikker Brændevin, og sagde til ham: "De maa ikke drikke Brændevin!" Herpaa svarede Jacobsen, at det gjorde han heller ikke, men Støbemesteren blev ved med sin Befaling: "De maa ikke drikke Brændevin," og føjede til, "hvis De en eneste Gang drikker Brændevin, saa bliver De afskediget straks." En lignende Befaling er givet flere andre Arbejdere med Bemærkning, at den gjaldt for alle.

Paa et senere Tidspunkt satte Støbemesteren Jacobsen til et Stykke Arbejde, og befalede ham at forme det paa en bestemt Maade. Jacobsen rettede sig efter den givne Ordre, men lidt efter kom Støbemesteren igen og befalede ham, at udføre det paa en helt anden Maade. Ogsaa dette fandt Jacobsen sig i, men da han i Anledning af de modstridende Ordrer bemærkede, at han godt forstod sig paa Formerarbejde og vidste hvorledes det bedst kunde udføres, blev Støbemesteren saa fornærmet, at han afskedigede ham under Paaskud af, at han ikke var i Besiddelse af fuld Arbejdsdygtighed, skønt Jacobsen mellem Formerne anses for en meget dygtig og paalidelig Arbejder.

Endvidere har Støbemesteren forbudt Arbejderne at tale sammen under Udførelsen af deres Arbejde, selv om denne Samtale kun drejer sig om Arbejdets Udførelse. Hr. Direktøren vil forstaa, hvor umuligt det er at overholde et saadant Forbud, naar to Arbejdere ofte kommer til at arbejde sammen ved et Stykke Arbejde i 8 a 14 Dage i Træk. Forbudet medfører imidlertid, at hvis Støbemesteren hører et Ord vekslet mellem Arbejderne, saa kan de forvente Afsked straks.

En anden Former. Chr. Svendsen, der har arbejdet paa Støberiet gentagne Gange, sidste Gang i ca. 10 Aar, blev sat til at støbe Brændplader til Røgfortæring. Tidligere er der bleven støbt 2 saadanne Plader paa en Dag, men Svendsen støbte 4 Plader paa 1½ Dag. Dette mente Støbemester J. Hansen dog var utilstrækkeligt, han vilde have endnu mere Arbejde af Svendsen, og da denne erklærede det for umuligt at lave mere pr. Dag end han havde gjort, blev han straks afskediget af Støbemesteren. Om Svendsen gælder det samme som om Jacobsen, at han var en ualmindelig dygtig Arbejder. Vi tror imidlertid, at den virkelige Grund, hvorfor Svendsen blev afskediget, var gammelt Nag fra Støbemester Hansens Side. Han har nemlig tidligere arbejdet sammen med Svendsen, og denne har ofte maattet udføre Arbejde, som daværende Former J. Hansen ikke kunde lave ordenligt. Dette har bl. a. været Tilfældet hos Löwener & Komp.

Hr. Støbemester Hansen søger paa enhver Maade at fortrædige Arbeiderne i Støberiet. Bl. a. har han sat som Regel, at Arbejderne bestandig skal være i Aktivitet. Hertil er ikke noget at indvende, men den Maade, hvorpaa Arbejdet er ordnet, medfører ofte Standsninger. Saaledes har Støbemesteren ansat bestemte Arbejdsfolk ved bestemte Kraner, men da de ogsaa skal udføre andet Arbejde, hænder det ofte, at Formerne maa staa længe og vente ved Kranen, indtil den derved ansatte Arbejdsmand kan komme til Stede. Ser Støbemesteren dette, kan Formeren være sikker paa en Portion Grovheder for sin tvungne Uvirksomhed.

Ligeledes har Støbemesteren fundet paa, at Formerne og Arbejdsmændene ved Støbningen af større Stykker skal bære Jærnet i Haandskeer og hen til Kranskeen. Foruden at dette Arbejde baade er unyttigt og besværligt, er det tillige skadeligt for Støbningen, idet Jærnet ved at hældes om bliver for meget afsvalet. Det vilde være langt lettere og mere formaalstjenligt at tappe direkte i Kranskeen, hvad vel ogsaa har været Meningen med Anskaffelsen af Kraner, og naar dette ikke finder Sted, maa Grunden formentlig være Støbemesterens Lyst til at chikanere Arbejderne. Eksempelvis skal vi oplyse, at en Mand ved én Støbning har maattet bære 32 Skeer, hver af en Vægt paa ca. 380 Pd., et aldeles umenneskeligt og som sagt unyttigt Arbejde.

Ligeledes har Støbemesteren indført den Ordning, at Formerne skal støbe Lærlingenes Arbejde. Dette gør Arbejdet besværligt for Formerne, samtidig med, at det skader Lærlingenes Uddannelse, da de ikke faar nogen Øvelse i Støbning.

Ved Siden af det her anførte skal vi fremhæve, at Støbemesteren i den korte Tid, han har været paa Støberiet, har afskediget 4 Formere, 2 Kærnemagere og 7 Arbejdsmænd, der næsten alle har været paa Fabriken i længere Tid og udført deres Arbejde til almindelig Tilfredshed.

Disse Masseafskedigelser i Forbindelse med Støbemester Hansens inhumane Optræden er kun egnet til at forstyrre det gode Forhold, der hidtil har hersket i Støberiet, og skabe Forbitrelse mellem Arbejderne, der forleden Dag, ganske vist paa Foranledning af Støbemesteren selv, førte til et Optrin i Støberiet, vi alle beklager. Erindrer man endvidere, at Støbemester Hansen paa den Plads, han tidligere har beklædt i Helsingør, ved sin Optræden overfor Arbejderne dér har fremkaldt gentagne Strejker, haaber vi, al Hr Direktøren vil finde vor Fordring om hans Afskedigelse fuldt begrundet.

Men ogsaa set fra Fabrikens Standpunkt synes der at være liden Føje til at beholde en Mand, der i saa kort Tid har forstaaet at gøre sig almindelig forhadt blandt Arbejderne. Støbemester J. Hansen har nemlig paa flere Punkter godtgjort ogsaa sin saglige Uduelighed som Leder af Arbejdet i Støberiet.

Som Eksempel kan anføres Støbningen af Rør, der efter at være støbt paa J. Hansens Methode er fuldstændig utætte og ubrugelige, mange andre Stykker er bleven ødelagt og sammenlappet, noget de forskællige Mestre paa Fabriken vil kunne bevidne. Hr. Hansens nye Arbejdsmetode er ikke en Gang egnet til at forcere Arbejdet, tværtimod det gaar betydelig langsommere nu end tidligere.

Støbemesteren har ogsaa lavet en ny Ovn, hvorfra Jærnet næsten altid er mat, saaledes at Støbegodset bliver daarligt, ofte giver han for lidt Jærn til Støbningen, saa der paa en Dag gaar mere Gods i Vrag, end der tidligere gik paa et Fjerdingaar 

Et Eksempel herpaa er Støbningen af Skruen til Damperen "Falster". Den Mand, der støbte Skruen, har været med den Art Arbejde i ca. 20 Nar. Han gjorde ved Støbningen opmærksom at der var for lidt Jærn. Dette vilde Støbemesteren ikke høre noget om, og Følgen blev, at Skruen kom til at mangle et Stykke paa hver Vinge. Saa forsøgte Støbemesteren at svejtse de manglende Stykker paa Skruens Vinger, et Arbejde, der er mindst lige saa kostbart som at støbe en hel ny Skrue. Svejtsningen blev foretaget, men desuagtet saa Overværkføreren sig nødsaget til at kassere hele Skruen, der saaledes maatte støbes om.

Da den omhandlede Arbejder udtrykkelig for Støbningen gjorde opmærksom paa, at der var for lidt Jærn, og aldrig har været uheldig med Støbningen af Skruer, maa det udelukkende tilskrives Støbemesterens Mangel paa Fagkundskab i Forbindelse med hans Egensindighed, at dette Arbejde blev ødelagt.

Det er afgjort, at det skader Fabrikens Renomme, hvis dens Kunder blev bekendt med det Lapperi, der leveres fra Støberiet nu, i Modsætning til, hvad der tidligere er præsteret.

Idet vi gentager vor Anmodning om Støbemester J. Hansens Afskedigelse, skal vi paa samtlige Formeres og Arbejdsmænds Vegne udtale, at hvis Fabriken mod Forventning ikke vil afskedige Hansen, ser vi os nødsaget til at tage andre Forholdsregler.

Paa samtlige Formeres og Arbejderes Vegne

Ærbødigst

(Underskrifterne).

* * *

Naar Arbejderne i deres Andragende har klaget over Forbudet mod at drikke Spiritus, saa er det fordi der her foreligger et Overgreb fra Støbemesterens Side. Det er nemlig fastsat i Fabriksreglementet, at hver Mand maa indføre i Fabriken saa meget Spiritus, som de anholdte, selv forbruger i en Dag. Denne Tilladelse sætter Støbemesteren nu ud af Kraft, ikke fordi der foreligger en Nødvendighed, men fordi han derved kan faa Lejlighed til at chikanere Arbejderne.

Han er imidlertid gaaet endnu langt videre i Retning af Arbejdernes Underkuelse. Blandt andet har han forsøgt at nedsætte L snuen fra 33 til 30 Øre pr. Time, endnu er det ikke lykkedes ham at gennemføre denne Plan, men man kan være temmelig sikker paa, at hvis han faar Lov til at fortsætte som han har begyndt, saa vil det ikke vare lange, inden han fik Arbejdernes Løn bragt ned til det laveste Minimum, men ganske vist det vilde give ham selv en høj Stjærne ved Selskabet.

Ligeledes har han forlænget Arbejdstiden ved om Lørdagen at holde Formerne til Kl. 5 a 6, medens det er Fyraften for alle Fabrikens øvrige Arbejdere Kl. 4, og endelig har han gjort Skridt til Indførelsen af et Tegnsystem for Støberiet, hvorved Formerne og de herværende Arbejdsmand blev stillet under et Slavesystem, ingen af de øvrige Værkstedsmestre endnu har tænkt paa at gennemføre overfor deres Arbejdere. Alt dette i Forbindelse med Mandens hele brutale Optræden, hans mer eller mindre fortvivlede Projekter og hans Fortid, kan nok berettige til den Harme, der har grebet alle Arbejderne paa Fabriken

Deputationen blev modtaget Kl. 2 af Direktøren, der imidlertid efter en længere Forhandling gav det Svar, at han hverken kunde eller vilde afskedige Støbemester Hansen. Deputationen gjorde Direktøren opmærksom paa, at saavel Formerne som Arbejdsmandene holdt Generalforsamling om Aftenen, og han bad dem da bringe sig Svar saa hurtigt som muligt.

I Aftes afholdtes en meget stærkt besøgt Fælles-Generalforsamling af Formere og Støberiarbejdsmand, og efter at Forsamlingen var gjort bekendt med Direktørens Svar, vedtoges det ved Afstemning mellem Arbejderne paa Burmeisters Støberi med alle Stemmer mod 2 at standse Arbejdet, for saa vidt Direktøren fastholdt sin Beslutning at beholde Støbemester Hansen. Ved en senere Afstemning af hele Generalforsamlingen sluttede denne sig med alle Stemmer imod én til den af Fabrikens Arbejdere tagne Beslutning.

Dette Resultat vil i Dag blive overbragt Direktøren, og det vil da afhænge af hans Svar, om der skal være Strejke paa Burmeister & Wains Støberi eller ej. Udbryder Strejken, vil den komme til at omfatte ca. 100 Mand.

(Social-Demokraten 1. december 1891).

Skotten David Halley var først overingeniør fra 1882 og fra 1887 direktør ved Burmeister & Wain. Han døde i 1895.

Fotograf Johannes Hauerslev (1860 - 1921): Burmeister & Wain, Overgaden Neden Vandet 1913 (Gl. Kjbh). Kbhbilleder. Public Domain.

I 1890 var Formernes organisation bekendt med støbemester Jens Hansen på Helsingør Skibsværft hvor man krævede ham afskediget for hans brutale optræden. Det blev dog ved den lejlighed ikke strejket.

Direktør Halley mente at uviljen mod støberimester J. Hansen skyldtes hans nye arbejdsmetoder. Det nægtede arbejderne imidlertid, og dermed var konflikten en realitet. Samtlige aviser (inklusive Politiken), undtagen Social-Demokraten tog parti for støberimesteren. Støbemester J. Hansen lovede Burmeister & Wain at skaffe nye formere. Det lykkedes imidlertid ikke. Ligeledes lykkedes det heller ikke at få andre støberier som beskæftigede de strejkende til at oplyse om hvem det var. Samtidig truede arbejderne andre støberier til at arbejde for B&W.

I april 1892 blev samtlige formere på Orlogsværftet afskediget - for at hjælpe Burmeister & Wain ved at presse fagforeningen til at understøtte endnu flere. I oktober var der kun 3-4 mand tilbage af de strejkende på Burmeister & Wain - og da disse blev ansat på andre støberier, ebbede strejken ud. I mellemtiden var det lykkedes Jens Hansen at få ansat så mange at han kunne få støberiet i gang igen. Om end blokaden blev opretholdt. Disse forsøgte i 1896 at forklare sig og ville indmeldes i fagforeningen, men det blev afvist.

I 1898 blev Jens Hansen afskediget fra Burmeister & Wain og han etablerede et metalstøberi på Amager. Han ansøgte herefter fagforeningen om at få ansat organiserede arbejdere til 40 øre i timen, og det vedtoges af fagforeningen at det kunne lade sig gøre.

I juli 1898 dukkede Jens Hansen op på det nyindrettede skibsværft i Strandmøllens gamle bygninger ved Skodsborg, og da arbejderne nægtede at arbejde under ham, blev de fyret. I 1903 blev Jens Hansen ansat hos Smith, Mygind & Hÿttemeier.

Se "Formernes Organisation i København gennem 50 Aar 1873-1923" 

Amalie Bay: Jordemoder og Fosterfordriver. (Efterskrift til Politivennen)

Atter Fosterfordrivelse

En gammel Bekendt.

Politiet har i Gaar arresteret en gammel Bekendt: den Jordemoder, som 1877 satte hele København i Bevægelse ved sin udbredte Fosterfordrivelses-Forretning.

Den gjorde en umaadelig Opsigt, og der taltes højt om, at ikke alle de Samfundsstøtter, som havde været med Legen, fik noget af Stegen. Endnu den Dag i Dag bærer en bekendt Forretning i Folkemunde det Navn, som den vandt sig under denne Sag. Ikke mindre end 23 af de tiltalte fik Straf, 16 Kvinder og 7 Mænd. De 13 Kvinde: tiltaltes for Fosterfordrivelse, 2 (Jordemoderen og hendes Hjælperske) for Fostermord og 1 for Tyveri. De 6 Mænd tiltaltes for Delagtighed i Fosterfordrivelse og 1 for falsk Forklaring for Retten.

Jordemoder Amalie Bay blev dømt til 16 Aars Tugthus. 13 Kvinder kom i Forbedringshuset fra 8 Maaneder til 3 Aar. 6 Mænd vandrede ligeledes i Forbedringshuset, de 2 i 15 Maaneder og de 4 i 8 Maaneder. 2 Kvinder og 1 Mand slap med Vand og Brød.

Det er denne forhenværende Jordemoder Amalie Bay, som nu er paa Spil igen. Efter at hun var sluppen ud af Tugthuset, blev hun hjulpen til en lille Forretning, en Handel med Traad, Garn osv. i en af Nørrebros Gader Det gik dog ikke glimrende med Forretningen og hun mindedes med Vemod de mange Penge, hun tjente i gamle Dage, da tilslørede Kvinder i "interessante" Omstændigheder og galante Kavallerer i trykkende dito var stadige Gæster hos hende. En skønne Dag kunde hun ikke længere modstaa Fristelsen og slog ind paa sit gamle Erhverv igen.

Der siges, at hendes Virksomhed ikke denne Gang har haft stor Udbredelse, og to stakkels Tjenestepiger er foreløbig de sikreste Ofre, som Politiet har faaet fat i. De hentedes i Onsdags Aftes fra Hotel d'Angleterre, hvor de begge to tjente, og arresteredes samtidig med hende selv Den ene har hun endog hjulpen 2 Gange. Men saa helt sikkert er det nu ikke, at det indskrænker sig hertil. Hun har jo en stor gammel Kundekreds, hvoraf vel adskillige sidst flap med Skrækken og desuden menes der, at hun har benyttet flere Lejligheder paa Nørrebro under sin nye Forretningsvirksomhed. Dette tyder ikke paa, at hun har nøjedes med de to Tjenestepiger som Kunder, selv om den ene har været der to Gange.

* * *

Forøvrigt er der, som vi senere har erfaret, adskilligt, der tyder paa, at Amalie Bays Virksomhed vil drage mange flere end dem, der allerede er anholdt, ind i den nu opdagede Sag. Der siges allerede at være mindst 12 forskellige Kvinder impliceret i den og flere følger nok efter. Hvis det, som ovenfor antydet, er Tilfældet, at Amalie Bay har haft forskellige Bopæle, har der vel ogsaa været en tilsvarende Mængde Kvinder, der har søgt hendes Raad, og Tjenestepiger er det næppe alle. Rygtet fortalte ganske vist i Gaar, at Tallet paa arresterede Piger af den tjenende Klasse var mindst 16, men det er ikke korrekt. Politiet er i ivrig Virksomhed for at komme tilbunds i Sagen.

(Social-Demokraten 20. november 1891).

Sagen fra 1877 er omtalt her på bloggen i indslaget "Forsterfordrivelser". 

Fostermordet.

Om de to første Ofre - Pigerne paa Hotel d Angleterre - som Jordemoder Amalie Bays gentagne praksis bragte under Politiets Varetægt, foreligger der nu nærmere Oplysninger.

Det er en Opvaskerpige og en Pige fra Hotellets Kaffekøkken. Opvaskerpigen var den, som havde kendt den forhenværende Jordemoder længst. For et Aarstid siden var hun frugtsommelig og Svangerskabet var allerede vidt fremskredet, da hun henvendte sig til Amalie Bay om Hjælp. Hun var, menes der, anbefalet denne Fremgangsmaade af en livligere Kunde hos Jordemoderen. Denne brugte to Kure over for sine Klienter. Paa Svangerskabet i sin Vorden brugte hun fosterfordrivende Midler, men var Fostret derimod allerede stærkt udviklet, klippede hun med et Instrument Forbindelsen over mellem Moder og Barn og fremkaldte derved en Abort.

Saaledes bar hun sig ad overfor Opvaskerpigen paa d'Angleterre, og Pigen gik, efter at have underkastet sig Operationen, hjem paa sit Kammer og fødte i Løbet af Døgnet sin Abort. Det var Tvillinger og de var saa stærkt udviklede, at hun selv kunde se det var to Drengebørn. Hun gæmte dem hos sig en Dagstis og pakkede dem derpaa i en lille Trækasse, som hun bragte ind til Jordemoderen, der havde paataget sig at lade dem helt forsvinde.

Pigen maa formodenlig have syntes, at det slap hun nemt fra, thi det varede ikke ret længe, inden hun kom paa den samme Galej igen. Hun blev paany frugtsommelig. Naturligvis søgte hun atter ud paa Nørrebro til Jordemoderen, og det traf sig saa mærkeligt, at hun havde været ude hos denne for at blive skilt fra Fostret netop den samme Dag, hun og Jordemoderen blev arresteret. Da Politiet kom for at hente hende paa Hotellet, sad hun og ventede paa Aborten, der skulde komme i Løbet af Aftenen eller Natten. Nu foregik den inden Politiets egne Døre.

Hun blev ført hen paa Pilestrædes Politistation, hvor der blev optagen Rapport over hende, og hun fortalte straks uforbeholdent, hvorledes det hele var gaaet til. At hun gjorde dette stammer vist fra Uvidenhed om hendes Strafskyld. Hun troede nemlig, at hun kun var kaldt derop for at vidne imod Jordemoderen, og sagde bl. a., da man lod hende vente, at man maatte skynde sig, thi det var snart paa den Tid, hun skulde hjem paa Hotellet for at vaske op. Det er efter dette sandsynligt, at Jordemoderen har bildt hende ind, at den foretagne Operation (Klipningen af Navlestrængen) ikke var strafbar, men kun lidt "Jordemoderhjælp", saa det blev en Abort i Stedet for en almindelig Fødsel.

Den anden arresterede Pige havde, da hun følte sig frugtsommelig, beklaget sig til Opvaskerpigen, og denne gav hende da Anvisning paa Jordemoderen. Hun fulgte Anvisningen og havde gennemgaaet akkurat den samme Proces, som ovenfor er fortalt. Da Politiet kom for at hente Pigerne, var hun ikke hjemme, men ude at more sig. Hun kom hjem om Natten mellem Kl. 12 og 1 og blev modtaget af en Opdagelsesbetjent, der sad og ventede paa hende før straks at føre hende paa Politistationen.

Om fhv. Jordemoder Amalie Bay forlyder det, som i Gaar meddelt, at hun, foruden sit Forretningslokale til Traadhandel, havde andre Lejligheder, hvor hun syslede med sin mindre aabenlyse Geschäft. Her har hun dels foretaget "Operationerne", dels ladet Patienterne afvente Aborten og ligge efter den, hvis det af "Familiehensyn" ikke kunde foregaa i deres eget Hjem.

Politiet har endnu saa langt fra Rede paa alle hendes seneste Meriter. Hun er en gammel, dreven Rotte, som ved, at for hver Forretning, hun tilstaar, lægger hun et Tillæg til sit kommende Ophold i Tugthuset.

(Social-Demokraten 21. november 1891).

Amalie Bay flyttede til Nørrebrogade 10 (den røde bygning midt i fotoet) i stuen i mellembygningen og drev her i 8 måneder sin virksomhed efter at være flyttet hertil fra Elmegade 12. Tæt på Sortedamsdosseringen og Ravnsborggade (bagest mod højre). Foto Erik Nicolaisen Høy 2025.

Fosterfordrivelsen.

Ny Anholdelse

I Forgaars blev en tredje Pige anholdt fra Hotel d'Angleterre. Hun har dog ikke selv fordrevet noget Foster, men hun har været Medvider i de andres Færd, ja, hun har endog sandsynligvis været den egenlige Anstifter, Mellemledet mellem Jordemoderen og de to andre arresterede Piger - og flere til.

Jordemoder Amalie Bay boede i de sidste 8 Maaneder - fra April Flyttedag - paa Nørrebrogade Nr 10 i Stuen i Mellembygningen, hvor hun havde Rulle. Indtil April boede hun over 1 Aar i Elmegade Nr. 12, Stuen over Gaarden, hvor hun ligeledes tilsyneladende ernærede sig af Rullen. Husbeboerne har i den senere Tid dog været paa det rene med, at hun ikke tjente det, hun havde, ved at rulle for Folk. Hun har saaledes af og til været letsindig nok til at vise sine "Veninder" en Slump Pengesedler uden dog at anføre, hvorledes hun har tjent dem. Husets Beboere antog derfor, at hun havde "Kærester", hvilket bestyrkedes ved, at der ofte kom "fine Herrer" og besøgte hende. Dette Herrebesøg gav Anledning til mange Gisninger, men sagde nogen det til hende, satte hun en uskyldig Mine op.

Da hun i April flyttede fra Elmegade til Nørrebrogade 10, foregik der en øjensynlig Forandring i hendes Forhold. Hun ikke alene lejede en større og dyrere Lejlighed, men hun købte sig nye og flotte Møbler, der vakte hendes Bekendtes Forbavselse.

Dette tyder paa, at hun har haft enten mange Kunder eller at dem, hun havde, betalte godt. Thi for det hun har faaet af de to arresterede Piger fra Hotel d'Angleterre, kan hun ikke have kostet nye Møbler eller lejet større Lejlighed. De har nemlig kun betalt hende 30 Kr. hver for "Operationen"

Hendes Anholdelse i Onsdag gik saa stille af, at ingen anede det mindste. En Opvarter, som boede hos hende, havde bedt hende kalde paa sig næste Morgen, og undredes da han vaagnede om Torsdagen, over at hun var forsvunden. Folk rendte paa Døren efter deres Rulletøj, og først om Fredagen fik man Løsningen paa Gaaden, da man læste i "Social-Demokraten at hun var arresteret. Opvarteren havde dog hast en svag Mistanke, idet han jevnlig havde lagt Mærke til, at der kom uniformerede Politibetjente og stak en Lap Papir gennem Døren til hende. Disse Lapper snappede hun bestandig med febrisk Hast og smækkede Døren i i en Fart. Forklaringen ligger maaske i, at hun hørte til Protokollen over mistænkelige Personer og saaledes al Tid havde Forbindelse med Politiet.

Sidst hun var i Tugthuset paa Kristianshavn var hun, som sagt, inddømt paa 10 Aar, men blev under Straffetiden eftergivet de 2, saa hun kun skulde sidde de to. Hun slap dog ikke saa let, thi en Dag opdagedes det, at en Mand, som arbejdede stadigt paa Straffeanstalten hver Dag bragte hende forskellige Lækkerier til at bøde paa Tugthusets magre Kost. Til Gengæld viste hun ham al Slags Venlighed. Til Løn derfor mistede han for bestandig sit Arbejde i Retfærdighedens Tempel, og hun fik atter sine 2 Aar tilbage, saa hun maatte døje dem alle ti til den sidste Dag.

(Social-Demokraten 25. november 1891).

Flytningen fra Elmegade til Nørrebrogade hang muligvis sammen med at ejendommen blev nedrevet og en ny opført.

I januar 1892 blev Amalie Bay idømt to års tugthus, mens de to svenske piger Karen Lundquist og Ellen Pettersen blev idømt hhv. 1 års forbedringshus og 20 dages vand og brød.

Uden Forsørger. (Efterskrift til Politivennen).

En af "Social-Demokraten"s Medarbejdere aflagde efter Anmodning af en Bager et Besøg hos en fattig Kone paa Vinstrupsvej i København.

I Arbejdergadens sidste Halvdel boede hun paa en Kvist i et af disse Side- eller Baghuse, hvor Nøden skjuler sig for en billig Husleje.

Det var en stakkels Kvinde, maaske endnu ung, men med et af Fattigdom og Sorger anstrængt Ydre, faamælt, undselig. Hun formaaede knapt at skildre sin Stilling ret, og der var i Hjemmet ikke den Fattigdom i Pjalter og Smuds, som ængster og skriger om et Liv i Haabløshed.

Hun holdt sit fattige Hjem propert og dækkede over de Rifter, som Fattigdom slog i Sind og Paaklædning. En lille sød 4 Aars Pige og en Dreng paa 2 Aar, rentvaskede, fattig klædte, men uden et Hul paa Trøje eller Strømper, klyngede sig til hende. Hun haabede endnu, hun, den en Gang frejdige unge Kvinde, som kom fra en fjærn Øgruppe, hvor man kun kender lidt til Civilisationens forgyldte Elendighed.

Her var hun bleven gift, men Manden var en flygtig Natur, han forsømte sit Hjem, kom i slet Selskab og havnede endelig paa Vridsløse. Mens han sad der, skrev han - sikkert af oprigtig Hjærte - de mest rørende Breve til sin Familje, og han haabede, at den Gud, han havde lært at kende i Ensomheden, nok skulde vende alt til det bedste. Da han saa kom ud i Februar d. A., levede han en kort Tid efter sit Løfte, men saa blev han Opvarter paa et Hotel i en Fiskerby ved Øresund, og der var for megen Fristelse for den svage Karakter: han blev Kærest med en af Pigerne og flyttede med hende til København, hvor de boede sammen, og hvor han glemte den stakkels Hustru med de to hjælpeløse Børn og et tredje i Vente.

Fattigvæsenet har saa taget sig af hende, og Forholdet til Manden skal nu løses. Hun faar 3 Kr. ugentlig af Fattigvæsenet, og for disse Penge skal hun leve med sine smaa. Men naar hun nu skulde føde og blot have den ene tarvelige Seng uden Dyner, kun med Halmmadratser til at lægge sig selv, de 2 smaa og den nyfødte i! Bare hun endda havde det nødvendigste Sengetøj!

(Randers Arbejderblad 22. november 1891).

I 1898 blev vejens navn ændret til Henrik Ibsensvej.

Arbejderliv. En Syg i Smuds og Pjalter. (Efterskrift til Politivennen)

Af Husbeboerne i Nr. 78 i Ny Stormgade, lige for Kvægtorvet, blev vi gjort opmærksom paa, at der i Ejendommens Kvistetage bor en fattig Familie, Arbejdsmand Hans Nielsen med sin syge og sengeliggende Hustru og 4 Børn i Alderen fra 1 Aar til 10 Aar. Familien er nedsunket i den usleste Elendighed og Nød og lever i Smuds og Pjalter.

Vi gik derop. Da vi aabnede Døren, slog en kvælende Atmosfære os i Møde fra det skidne, stinkende Værelse, hvor den syge Kone ligger. Vi ser mellem Aar og Dag paa vore Besøg hos Fattige mange ulykkelige Forhold, men vi har hidtil ikke været Vidne til noget lignende. Lejligheden bestaar af 2 smaa Kvistkamre. I det forreste fandtes en gammel Fyrretræs Kommode og en Pakkasse. I det andet stod den Syges og Børnenes Seng og et Bord - det et hele Møblementet. Ikke saa meget som en Stol at sidde paa! Den syge Kone laa i noget fedtet, skident Sengetøj, der ikke yder hende tilstrækkelig Varme, Børnene maa om Natten hvile i Klude og Halm, og Manden bar intet andel Natteleje end nogle Sække paa Gulvet.

Og midt i disse triste Omgivelser stod de 4 stakkels Børn, forsømte og skidne i den Grad, at deres Krop, Ansigt og Linned var som malet over med Sod og gammelt Smuds ...

Den syge Kone fortalte os sin sørgelige Historie. Familien kom hertil fra Landet, hvor de ikke kunde klare sig, for at søge Arbejde her i Byen, og Manden var saa ogsaa heldig at erholde Beskæftigelse paa Magistratens Stenplads til en Dagløn af 1 Kr. 65 Øre. Med denne knappe Fortjeneste kneb det svært, særlig da Børnene blev syge. Men værre blev det, da Konen for 3½ Maaned siden blev angrebet af en hæslig Gigtfeber, der siden har holdt hende paa Sygelejet. Den tilkaldte Læge opskrev forskellig Medicin og Pulvere, der beløb sig til 1 Kr. 55 Øre, men da Medicinen blev opbrugt hver anden Dag og altsaa skulde fornyes, kunde Daglønnen, 1 Kr. 65 Øre, ikke strække til. De maatte renoncere paa Medicinen for ikke at sulte ihjel.

For en Maaneds Tid siden fik Manden det Tordenbudskab, at han var afskediget tilligemed 15 af frue Kammerater. Sommerens travle Tid var forbi, og han stod nu arbejdsløs. Det lykkedes ham vel af og til at skaffe sig en Dags Arbejde hist og her, men ofte havde de ikke en Bid Brød. Stadig laa Konen syg og hjælpeløs.

Saa for en Uges Tid siden fik han Plads hos en Kulhandler. Lønnen er 5 Kr. om Ugen og Kosten. Arbejdstiden er fra Kl. 6 Morgen til Kl. 9 Aften. Manden kan altsaa ikke nu sige, at han er arbejdsløs, men dog lider Familien Mangel. Naar der trækkes 2 Kr. 25 Øre fra til Huslejen, saa er der til Rest 2 Kr. 75 Øre eller ca. 39 Øre pr. Dag. For dette Beløb skal Konen og de 4 Børn klare sig - det bliver knapt 8 Øre til hver. De kan spise et halvt Rugbrød om Dagen, det er 38 Øre, saa er der kun 1 Øre til Rest til alt det øvrige. En enkelt Dag stryger de den halve Brødration, og for det derved sparede Beløb laver den 10 aarige Dreng saa "Middagsmad", der bestaar af kogte Kartofler og lidt smeltet Fedt. Det lille 1-Aars Barn blev straks ved Moderens Sygdom, altsaa knapt 9 Maaneder gammel, taget fra Brystet, og har siden maattet undvære Mælk! . . .

Altsaa Rugbrød og Vand - det er Kosten baade for den Syge, for Børnene og for den lille Stakkel, der ved denne mangelfulde Ernæring bliver et sikkert Bytte for engelsk Syge, Kirtler osv., og dets bleggustne, udtærede Udseende fortalte ogsaa tydeligt nok om hvilke Savn det maa lide.

Konen har under sit Sygeleje været saa angrebet, at hun ikke har kunnet røre Hænderne, der svulmede op. Hun sendte atter Bud til Lægen, og fik den Besked, at hun blot skulde vedblive med den gamle Medicin. En blodig Ironi! Rescepten lyder paa en Æske med 6 Pulvere til 90 Øre (der bruges 3 Pulvere om Dagen), og en Flaske Mikstur til 65 Øre, der begge Dele kun strækker til til 2 Dage - men hvor skulde de Penge komme fra? . . .

Nu har vi saa ofte i "Social-Demokraten" beskrevet Forholdene hos de Syge, vi har besøgt og som i de fattige Hjem lider Nød og Mangel. Ogsaa Lægerne ser selvfølgeligt en Mængde af den Slags Tilfælde - men de tier! Eller har man nogen Sinde hørt, at en Læge har taget Ordet gennem Pressen for at gøre Offenligheden bekendt med, at blandt hans Klienter findes der ulykkelige, som henligger uden Forplejning, uden Tilsyn i usle Hjem og uden Penge til at anskaffe sig blot den nødvendige Medicin?

Har nogen hørt Lægerne udføre en saadan Kærlighedsgærning - for vi har ikke! . . .

Enhver Kvinde maa kunne forestille sig den Syges Tilstand efter i 14 Uger at have ligget til Sengs uden Renlighed, Tilsyn eller Pleje. I den Tid er Lejligheden ikke rengjort og Børnene ikke vasket - Linned til at skifte har de jo ikke. De kommer om Morgenen skiden ud af Halmen og kryber om Aftenen endnu mere skiden i den igen. I dette lange Tiderum har ikke et Vindue været aabnet, og i den indelukkede, kvalme og usunde Atmosfære har de saa mindste Børn stadig maatte opholde sig - ikke én Dag har de været ude i den friske Luft . . .

Paa vore Forespørgsler hos Ejendommens Beboere om Familien fik vi meget tilfredsstillende Oplysninger. Konen havde før sin Sygdom været proper og holdt baade Hus og Børn rene, og Manden var arbejdssom og ædruelig, og Beboerne erklærede, at det vilde være en Velgærning mod Familien, og navnlig mod de smaa Børn, om nogen vilde hjælpe dem. - - -

Enhver, der føler Interesse for de ulykkelige og lidende, kan i Ny Stormgade 78 lære at kende et sørgeligt Billede af Arbejderliv.

(Social-Demokraten 26. september 1891).

Ny Stormgade skiftede i 1897 navn til Sønder Boulevard.

Forfølgelser mod Fagforeningerne. (Efterskrift til Politivennen)

I

I den sidste Uge har "Avisen" og dets Aandsfrænde "Morgenbladet" anstrængt deres Hjærner med at udfinde et Middel, hvorved det blev muligt for Kapitalisterne og Arbejdslederne, at blive fuldstændig eneraadende ved Fastsættelsen af Lønnen og øvrige Arbejdsbetingelser.

Det er just ikke noget Nyt, der her spekuleres paa, særlig har "Avisen" i en Række af Aar forsøgt sig med forskællige Midler, men uden Held. Det ny i Situation er kun, at det nu har faaet "Morgenbladet" som Vaabendrager, og at samme Blad, for at vise sin Iver i den ny Tjeneste, er nok saa reaktionært som dets nye Herrer.

Vi skal ganske kort erindre om de Midler, der hidtil har været bragt i Forslag og delvis gennemført. Først var der Oprettelsen af Skruebrækkerforeninger. Denne Opgave overtoges af "Værnet", men er imidlertid falden saa ynkelig ud, at denne samme Forening nu er reduceret til, at skaffe Sommerhaver til de smaa Kapitalister. Dernæst Hr. Frederik Hansens Forslag om at kaste alle Fagforeningsmedlemmer paa Gaden og lade dem prøve Sultepisken. Det blev forsøgt med Smedene i 1883, men da den egenlige Generalprøve skulde afholdes i 1889, revnede Mesterkompagniet og hele Planen røg i Lyset.

Senere raabte man fra samme Side paa, at Statens Værksteder skulde ryddes for Fagforeningsmedlemmer, men til Trods for, at Bahnson ogsaa gjorde et Forsøg ved at afskedige Folk fra Harms Værksteder, blev Partiet dog bange for sine egne Skraal, og ved et Møde i "Kæden" for ca. 1½ Aar siden maatte Frederik Hansen sluge sit eget Barn i en taaget Resolution.

Alle disse direkte Angreb paa Arbejderne har altsaa ikke ført til noget. Derfor tog man fat med Kongens Foged og Domstolene, og i de sidste Par Aar har det ligefrem regnet ned over Arbejderne, deres Organisationer og Presse, med Fogedforbud og Erstatningsdomme. Efter den fuldbyrdede Sammensmeltning er Kapitalistpartiet bleven større og føler sig selvfølgelig ogsaa stærkere, saa meget mere, som det lader til, at de ny Heste trækker ganske villig i Tøjet.

Under disse Omstændigheder synes Partiet, at det gaar for langsomt med Reaktionen; de vilde helst lukke Butiken med et Smæk, og derfor spekuleres der nu paa at faa Fagforeningerne umuliggjort ved at forlange Erstatninger af disse for de ved Strejker formentlig opstaaede Kontraktbrud.

Vi kan hurtig blive mig om, at hvor to fri og nogenlunde lige Parter indgaar en Kontrakt med hinanden, da bør ingen vilkaarlig bryde denne uden at erstatte den anden Part den Skade, som derved paaføres ham.

Nu er Forholdet imidlertid det, at en Arbejdsleder og en Arbejder ikke er to lige Parter. Arbejdslederen er enten selv Kapitalist eller Repræsentant for Kapitalen. Han sidder inde med de Midler, som det er nødvendigt for Arbejderen at komme i Besiddelse af for at kunne leve. Arbejderen har ganske vist Frihed til at undslaa sig Arbejdskøberens Betingelser, men han mister samtidig Adgangen til Erhverv. Arbejdskøberne derimod kan henvende sig til en anden Arbejder, der staar paa lige Forhold med den første; nægter denne ogsaa at gaa ind paa hans Betingelser, kan han i de fleste Tilfælde lade Arbejdet hvile, indtil Arbejderne er bleven tilstrækkelig sultne, saa man paa den Maade godt kan sige, at det er Arbejdskøberen, der bestemmer Kontraktens Indhold, og Arbejderne, der nødtvungent gaar ind paa den. En saadan Kontrakt har ganske vist juridisk Gyldighed, men den kan aldrig være moralsk bindende for den svagere Part.

Denne Følelse af Svaghed paa Grund af den økonomiske Afhængighed har medført Arbejdernes Organisation i Fagforeninger. Bestræbelserne fra disses Side gaar ud paa, at tilvejebringe nogenlunde Ensartethed i Vilkaarene inden for de forskellige Fag. Dette søges opnaaet ved Priskuranter, Løntariffer og øvrige Bestemmelser, enten med den Organisation, der repræsenterer de paagældende Arbejdskøbere, eller med disse enkeltvis. Kan der ikke opnaas Enighed, benyttes Strejken enten i hele Faget eller overfor de enkelte genstridige Arbejdskøbere. Arbejdernes Sammenslutning gør disse mulige, derved, at de tilvejebringer midler til Underhold for de Strejkende og deres Familier, og der er nu indtraadt et Forhold, hvor den enkelte Arbejder ganske vist endnu er afhængige af Kapitalen, men hvor Arbejderne som Klasse betragtet dog kan skuffe sig Medbestemmelsesret ved Fastsættelsen af Arbejdsbetingelserne, for saa vidt de da tilhører Organisationen.

Det er det, der er Kapitalisterne en Torn i Øjet, fordi det begrænser deres Udbytterfrihed noget, og da det ikke lader sig gøre, i hvert Fald ikke for Øjeblikket, at forbyde Arbejderne Retten til Sammenslutning, saa raaber de op om den hellige Kontraktfrihed, som kun betyder Frihed for dem, der har noget, men Tvang for dem, der intet har.

Disse Mennesker betragter absolut den arbejdende besiddelsesløse Klasse som Mennesker, der er skabt alene for, at de Rige kan blive endnu rigere. Denne Klasse skal lyde, og ethvert Forsøg fra denne Side paa at hævde Selvstændighed, betragtes som ligefremt Oprør. Overklassens Love er lavet med det samme Syn for Øje, og derfor er det saa let at faa Arbejderne dømt til Straf, mens det til Gengæld er saa meget desto vanskeligere at ramme Kapitalisten.

(Social-Demokraten 20. september 1891).

Majtoget drager gennem Aarhus. Illustration fra "Det danske socialdemokartis historie fra 1871 til 1921", side 89.

II

Planen gaar ud paa, at gøre Fagforeningerne ansvarlige for Kapitalens Tab ved Strejker under Paaberaabelse af, at Foreningerne er Anstiftere af Kontraktbrud. Efter sin Ordlyd kan dette jo se ret uskyldigt ud, idet man herved kun forudsætter Strejker, der iværksættes for at bryde en bestemt Overenskomst, men disse ere meget sjældne, saa hvis man skulde holde sig alene til saadanne Tilfælde, saa vilde "Morgenbladet" ikke faa megen Fornøjelse af sin ny Teori. Det vil nemlig blive dette Sammensmælter-Organ meget vanskeligt at bevise et eneste Tilfælde, hvor Fagforeninger har været Anstifter af et Kontraktbrud, og foreligger et saadant Tilfælde, kan man være overbevist om, at det er arbejdskøberne selv som har give Anledning dertil.

I de Fag hvor der bestaar en Overenskomst mellem Arbejderne og Arbejdskøbere, er der som Regel truffen Aftale om en bestemt Opsigelsesfrist mellem Parterne, og vi kender intet Tilfælde, hvor denne er brudt fra Fagforeningens Side. Mangler en saadan Opsigelsesfrist, er Forudsætningen, hvad der til Eksempel er godtgjort i de Domme, der er fældet i Sagen mellem Murmester Thomas og hans Svende, at Forholdet kan løses straks enten fra den ene eller anden Side. Og vi er tilbøjelige til at tro, at Arbejdskøberne selv vilde være daarligst tjente, hvis der gjaldt andre Bestemmelser, thi dette vilde medføre en betydelig Indskrænkning i disse Ret til at afskedige Arbejderne, de ikke mener længere at kunne bruge.

Altsaa Stillingen er den, at hvor Fagforeningerne har Overenskomst med Arbejdskøberne, da er der ikke fra Arbejdernes Side forsøgt at bryde denne ved strejker, og hvor en saadan mangler kan der ikke blive Tale om Kontraktbrud, selv vin der iværksættes en Strejke midt i et Stykke Arbejde, lige saa lidt som der er tale om Kontraktbrud, naar Arbejdskøberne afskediger Svendene midt i Arbejdet.

I Modsætning hertil har man Eksempler paa, bl. a. under Snedker-Lockout'en i 1889, at Mestrene ganske vilkaarligt brød indgaaede Kontrakter for at smide Arbejderne paa Gaden, da den store Udsultningsproces skulde foretages.

En lignende Fremgangsmaade kunde tænkes iværksat fra Arbejdernes Side, i det Tilfælde, at flere Mestre i et Fag nægtede at overholde en mellem Fagets Mester- og Svendeorganisation indgaaet Overenskomst, og saa de øvrige Mestre direkte eller indirekte støttede disse Mestre, i Haab om derved selv at blive løst fra deres Forpligtelser i Utide: men i saa Tilfælde var det jo Mestrene og ikke Fagforeningen, der var Anstifter af Kontraktbrudet, og Foreningens Optræden maatte da betragtes som simpelt selvforsvar, noget enhver upartisk Domstol maatte indrømme.

Vi kommer dernæst til en anden Art af strejker, som ofte forekommer i Bygningsfagene paa Grund af den der stedfindende Svindel, og det er de Strejker, der er en Følge af, at Arbejdskøberen ikke opfylder sine Forpligtelser og derved tvinger Arbejderne ud i et Slags Kontraktbrud. I disse Fag gælder den almindelige Regel, at Overskudet af en Akkord skal betales ca. 14 Dage efter at den er færdig. I denne Mellemtid kan Arbejderne ofte have paabegyndt en ny Akkord, men der er vel intet fornuftigt Menneske, der vil forlange, at de skal opfylde denne til Punkt og Prikke, naar det viser sig, at Arbejdskøberen ikke betaler, eller gør Forsøg paa at snyde dem for deres Tilgodehavende. De kan jo risikere, at det vil gaa ligesaa med det sidst paabegyndte Arbejde.

Her kan altsaa heller ikke blive Spørgsmaal om Anstiftelse af Kontraktbrud fra Fagforeningernes Side, men i saa Tilfælde bliver jo "Morgenbladet"s Forslag fuldstændig betydningsløst med mindre det gaar ud fra, at Arbejdskøberne har Ret til at begaa lige faa mange Kontraktbrud de vil, medens der ikke bestaar nogen Ret for Arbejderne til i al Fald at værne sig imod saadanne Forhold.

Værnet herimod er Fagforeningerne, og det er dem "Morgenbl." vil til Livs, derfor foreslaar det sin ny Praksis, at umuliggøre Fagforeningerne, at værne sine Medlemmer mod Overgreb, ved at gøre Arrest i deres Kasser ved en Strejkes Udbrud, under Paaberaabelse af, at der foreligger Kontraktbrud, uden at tage Hensyn til de virkelige Aarsager til Strejken.

Men hvorledes vil "Morgenbl." stille sig overfor de Tilfælde, hvor Arbejdskøberne bryder deres Kontrakter, undlader eller paa Grund af Svindel bliver ude af Stand til at betale Arbejderne, hvad de har fortjent? Er det Meningen, at den Arbejdskøberorganisation, hvortil en saadan Mand hører, skal erstatte Arbejderne det Tab, der paaføres dem ved, at de tvinges ud i Strejke, fordi den paagældende misligholder en almindelig indgaaet Overenskomst?

Hvad der er Ret for den ene, maa jo være billigt for den anden, og der foreligger utallige Eksempler paa, et en Arbejdskøber har antaget Folk til et Stykke Arbejde, og naar dette var helt eller delvist færdigt, nægtet at betale den affordrede Løn. Mener "Morgenbl.", at man i et saadant Tilfælde kan køre op til Lavskassen og gøre Arrest i denne for det Tilfælde, at man ikke tror at kunne faa sit Tilgodehavende hos en saadan Arbejdskøber? Det nytter ikke herimod at indvende, at Lavet ikke er Anstifter af Kontraktbrudet; thi man vil i intet Tilfælde kunde paavise, at Fagforeningerne har forlangt af deres Medlemmer, at de skulde bryde en Kontrakt, og naar Bladet foreslaar Regres til Fagforeningen, fordi et af dens Medlemmer bryder en Kontrakt, saa maa Arbejdskøberforeningen ogsaa hæfte for sine Medlemmers Kontraktsbrud.

Var den Teori gældende, maatte Snedkerne og Stolemagerne jo kunde have lagt Beslag paa Snedkerne efter lavets Kasse, da dette sidste Vinter fuldstændig vilkaarligt foranledigede et stort Antal Snedkermestre til at bryde det da bestaaende Lønregulativ. I næsten og sidste artikel skal vi beskæftige os med nogle Tilfælde, som klart viser, at der praktiseres en Ret for Arbejdskøberne og en ganske anden for Arbejderne.

(Social-Demokraten 22. september 1891)

III

(Sidste Artikel.)

For nogen Tid siden afsagdes der en Dom i 2det Civilkammer i en Sag mellem en Arbejder og en Arbejdskøber, som fuldstændig bryder med den Praksis, der hidtil har været fulgt i alle saadanne Retssager. Retten tog nemlig her Hensyn til en af Arbejdskøberen fremsat ubevist Paastand, medens den ikke vilde høre noget om Arbejderens Paastand og den hidtil gældende Sædvane.

Sagen forholder sig i Korthed saaledes: En Malersvend havde udført Arbejde for en Malermester paa 3 forskellige Bygninger. Paa de to Steder beregnede Svenden sig en Dagløn af 4 Kr. pr. Dag, fordi Arbejdet i Følge sin Natur ikke kunde opmaales, medens han paa den tredie Bygning beregnede sig Akkordbetaling efter den i Faget gældende Prisliste af 1887, som Mesteren paa et tidligere Tidspunkt havde forpligtet sig til at betale efter. Til Overflod paastod Svenden, at han forinden Arbejdets Paabegyndelse udtrykkelig havde spurgt Mesteren om Arbejdet var Akkord, hvortil denne skal have svaret: Ja!

Mesteren benægter dette og paastaar tværtimod, at der er truffen Aftale om, at alt Arbejdet skulde udføres i Dagløn a 4 Kr. pr. Dag. Paa denne Maade sparer Mesteren nemlig ca. 96 Kr. Til Trods for, at Mesteren ikke kan føre noget som helst Bevis paa sin Paastand, hvad der ogsaa udtrykkelig fremhæves i Dommens Præmisser, tager Dommerne dog hans Paastand for gode Varer og afsiger en Dom, hvorved Mesteren i Stedet for at betale 148 Kr. 94 Øre kun kommer til at betale 53 Kr.

I Malernes Prislistes Paragraf 2 staar udtrykkelig: "Alt Arbejde søges udført i Akkord, hvor dette ikke kan ske bliver Betaling i Følge forudgaaet Aftale mellem Mester og Svend." Meningen hermed er naturligvis, at alt det Arbejde, hvorfor der i Prislisten findes fastsat Priser skal udføres i Akkord, og at en særlig Aftale kun skal træffes for Arbejde, der ikke er forudsat i Prislisten. Denne er udarbejdet af et Udvalg af Mestre og Svende og vedtaget paa en paa samme Dag i "Malerlavet" og "Malernes Fagforening" afholdt Generalforsamling som fremtidig gældende Norm for Arbejdslønnen. Disse Oplysninger er naturligvis forelagt Retten, og i Overensstemmelse med den hidtil brugte Praksis burde denne have ladet det omhandlede Arbejde undersøge og vurdere af Fagmand og derefter tilpligtet Mesteren at betale Arbejdet efter dets Værdi og ikke med en af ham vilkaarlig fastsat Dagløn. 

Skal denne Praksis blive gældende, vil det for Fremtiden komme til at se slemt ud for mange Mennesker. Man tænke sig blot, at der en Dag kommer en Mand ind til en Snedker og bestiller et Stykke Møbel. Der træffes en mundtlig Aftale om Prisen, t. Eks. 80 Kr., men naar Kunden faar Møblet udleveret, vil han kun betale 40 Kr. under Paaberaabelse af, at de er bleven enige om en saadant Pris. Snedkeren har Bevisbyrden for, at der er truffen Aftale om 80 Kr., men da han ikke har andet at holde sig til end Kundens Ord, og denne paastaar, at Aftalen er 40 Kr., saa nytter det ikke noget, at Snedkeren henviser til, at den almindelige Pris er 80 Kr. og at Møblet virkelig er den Sum værd; han maa pænt lade sig nøje med de 40 Kr. Følgen heraf bliver, at man maa gaa med Lommen fuld af stemplet Papir for at saa udfærdiget et lovformeligt Dokument, hver Gang der leveres den allermindste Ydelse for Penge, som ikke betales med det samme.

Malersvenden mente imidlertid, at denne Dom var saa himmelskrigende uretfærdig og i den Grad i Strid med hvad man hidtil har anset for gældende Ret, at han ønskede Sagen prøvet ved Højesteret. Hertil fordredes imidlertid en justitsministeriel Bevilling, men denne blev nægtet. Svenden søgte saa Avdiens hos Justitsministeren og forestillede denne, hvor stor Betydning denne Sag havde baade for ham og Retsforholdene i Almindelighed, men uden Resultat. Hr. Nellemann vilde ikke satte Højesteret i Bevægelse for saadanne "Bagateller", som han udtrykte sig. Hermed maatte Svenden lade sig nøje.

Dette Afslag kommer først i sin rette Belysning, naar man erindrer sig en anden Sag, som i Sommer fandt sin Afslutning ved Højesteret. I denne Sag, der var anlagt af en Snedkersvend mod en Snedkermester, hvori Svenden forlangte, at Mesteren skulde betale ham et Beløb af ca. 40 Kr., som Svenden mente sig berettiget til at faa udbetalt paa Grund af, at Mesteren under Lock-out'en i 1889 vilkaarlig havde bortvist ham fra Arbejdet og derved forhindret ham i at fuldføre en paabegyndt Akkord. Mesteren blev dømt ved Underretten, men var ikke tilfreds med Dommen, hvorfor han gennem Kammeradvokat Hindenburg søgte Bevilling til at appellere Sagen til Højesteret, og skønt Sagen som sagt kun drejede sig om ca. 40 Kr., fik han Bevillingen, skønt det viste sig, at Mesteren ogsaa tabte Sagen ved Højesteret.

Her ser man paa den ene Side en Arbejder, der har en Sag paa 147 Kr., ham nægtes der Appelret, medens en Arbejdskøber faar denne Ret i en Sag, der kun drejer sig om ca. 40 Kr. 

Kom saa og paastaa, at der ikke er Lighed for Loven i Danmark.

En anden Sag, som ogsaa fortjener Opmærksomhed, er den Schilderske Erstatningssag mod Skrædernes Fagforening. Her har Retten uden videre tilkendt en Arbejdskøber 5000 Kr. i Erstatning paa hans blotte Paastand om, at han har lidt et saadant Tab ved en Strejke, hvortil han selv var Aarsag. Alt dette tyder paa, at der er en god Villie hos Domstolene og Autoriteter til at arbejde med i den almindelige Kapitalistreaktion.

De vil dog ikke opnaa deres Hensigt, at hindre Arbejdernes Sammenslutning, men kun bidrage til at disse arbejder endnu mere energisk for en Samfundsordning, hvor Retten ikke sidder i Pengesækken.

(Social-Demokraten 23. september 1891).