I
I den sidste Uge har "Avisen" og dets Aandsfrænde "Morgenbladet" anstrængt deres Hjærner med at udfinde et Middel, hvorved det blev muligt for Kapitalisterne og Arbejdslederne, at blive fuldstændig eneraadende ved Fastsættelsen af Lønnen og øvrige Arbejdsbetingelser.
Det er just ikke noget Nyt, der her spekuleres paa, særlig har "Avisen" i en Række af Aar forsøgt sig med forskællige Midler, men uden Held. Det ny i Situation er kun, at det nu har faaet "Morgenbladet" som Vaabendrager, og at samme Blad, for at vise sin Iver i den ny Tjeneste, er nok saa reaktionært som dets nye Herrer.
Vi skal ganske kort erindre om de Midler, der hidtil har været bragt i Forslag og delvis gennemført. Først var der Oprettelsen af Skruebrækkerforeninger. Denne Opgave overtoges af "Værnet", men er imidlertid falden saa ynkelig ud, at denne samme Forening nu er reduceret til, at skaffe Sommerhaver til de smaa Kapitalister. Dernæst Hr. Frederik Hansens Forslag om at kaste alle Fagforeningsmedlemmer paa Gaden og lade dem prøve Sultepisken. Det blev forsøgt med Smedene i 1883, men da den egenlige Generalprøve skulde afholdes i 1889, revnede Mesterkompagniet og hele Planen røg i Lyset.
Senere raabte man fra samme Side paa, at Statens Værksteder skulde ryddes for Fagforeningsmedlemmer, men til Trods for, at Bahnson ogsaa gjorde et Forsøg ved at afskedige Folk fra Harms Værksteder, blev Partiet dog bange for sine egne Skraal, og ved et Møde i "Kæden" for ca. 1½ Aar siden maatte Frederik Hansen sluge sit eget Barn i en taaget Resolution.
Alle disse direkte Angreb paa Arbejderne har altsaa ikke ført til noget. Derfor tog man fat med Kongens Foged og Domstolene, og i de sidste Par Aar har det ligefrem regnet ned over Arbejderne, deres Organisationer og Presse, med Fogedforbud og Erstatningsdomme. Efter den fuldbyrdede Sammensmeltning er Kapitalistpartiet bleven større og føler sig selvfølgelig ogsaa stærkere, saa meget mere, som det lader til, at de ny Heste trækker ganske villig i Tøjet.
Under disse Omstændigheder synes Partiet, at det gaar for langsomt med Reaktionen; de vilde helst lukke Butiken med et Smæk, og derfor spekuleres der nu paa at faa Fagforeningerne umuliggjort ved at forlange Erstatninger af disse for de ved Strejker formentlig opstaaede Kontraktbrud.
Vi kan hurtig blive mig om, at hvor to fri og nogenlunde lige Parter indgaar en Kontrakt med hinanden, da bør ingen vilkaarlig bryde denne uden at erstatte den anden Part den Skade, som derved paaføres ham.
Nu er Forholdet imidlertid det, at en Arbejdsleder og en Arbejder ikke er to lige Parter. Arbejdslederen er enten selv Kapitalist eller Repræsentant for Kapitalen. Han sidder inde med de Midler, som det er nødvendigt for Arbejderen at komme i Besiddelse af for at kunne leve. Arbejderen har ganske vist Frihed til at undslaa sig Arbejdskøberens Betingelser, men han mister samtidig Adgangen til Erhverv. Arbejdskøberne derimod kan henvende sig til en anden Arbejder, der staar paa lige Forhold med den første; nægter denne ogsaa at gaa ind paa hans Betingelser, kan han i de fleste Tilfælde lade Arbejdet hvile, indtil Arbejderne er bleven tilstrækkelig sultne, saa man paa den Maade godt kan sige, at det er Arbejdskøberen, der bestemmer Kontraktens Indhold, og Arbejderne, der nødtvungent gaar ind paa den. En saadan Kontrakt har ganske vist juridisk Gyldighed, men den kan aldrig være moralsk bindende for den svagere Part.
Denne Følelse af Svaghed paa Grund af den økonomiske Afhængighed har medført Arbejdernes Organisation i Fagforeninger. Bestræbelserne fra disses Side gaar ud paa, at tilvejebringe nogenlunde Ensartethed i Vilkaarene inden for de forskellige Fag. Dette søges opnaaet ved Priskuranter, Løntariffer og øvrige Bestemmelser, enten med den Organisation, der repræsenterer de paagældende Arbejdskøbere, eller med disse enkeltvis. Kan der ikke opnaas Enighed, benyttes Strejken enten i hele Faget eller overfor de enkelte genstridige Arbejdskøbere. Arbejdernes Sammenslutning gør disse mulige, derved, at de tilvejebringer midler til Underhold for de Strejkende og deres Familier, og der er nu indtraadt et Forhold, hvor den enkelte Arbejder ganske vist endnu er afhængige af Kapitalen, men hvor Arbejderne som Klasse betragtet dog kan skuffe sig Medbestemmelsesret ved Fastsættelsen af Arbejdsbetingelserne, for saa vidt de da tilhører Organisationen.
Det er det, der er Kapitalisterne en Torn i Øjet, fordi det begrænser deres Udbytterfrihed noget, og da det ikke lader sig gøre, i hvert Fald ikke for Øjeblikket, at forbyde Arbejderne Retten til Sammenslutning, saa raaber de op om den hellige Kontraktfrihed, som kun betyder Frihed for dem, der har noget, men Tvang for dem, der intet har.
Disse Mennesker betragter absolut den arbejdende besiddelsesløse Klasse som Mennesker, der er skabt alene for, at de Rige kan blive endnu rigere. Denne Klasse skal lyde, og ethvert Forsøg fra denne Side paa at hævde Selvstændighed, betragtes som ligefremt Oprør. Overklassens Love er lavet med det samme Syn for Øje, og derfor er det saa let at faa Arbejderne dømt til Straf, mens det til Gengæld er saa meget desto vanskeligere at ramme Kapitalisten.
(Social-Demokraten 20. september 1891).
II
Planen gaar ud paa, at gøre Fagforeningerne ansvarlige for Kapitalens Tab ved Strejker under Paaberaabelse af, at Foreningerne er Anstiftere af Kontraktbrud. Efter sin Ordlyd kan dette jo se ret uskyldigt ud, idet man herved kun forudsætter Strejker, der iværksættes for at bryde en bestemt Overenskomst, men disse ere meget sjældne, saa hvis man skulde holde sig alene til saadanne Tilfælde, saa vilde "Morgenbladet" ikke faa megen Fornøjelse af sin ny Teori. Det vil nemlig blive dette Sammensmælter-Organ meget vanskeligt at bevise et eneste Tilfælde, hvor Fagforeninger har været Anstifter af et Kontraktbrud, og foreligger et saadant Tilfælde, kan man være overbevist om, at det er arbejdskøberne selv som har give Anledning dertil.
I de Fag hvor der bestaar en Overenskomst mellem Arbejderne og Arbejdskøbere, er der som Regel truffen Aftale om en bestemt Opsigelsesfrist mellem Parterne, og vi kender intet Tilfælde, hvor denne er brudt fra Fagforeningens Side. Mangler en saadan Opsigelsesfrist, er Forudsætningen, hvad der til Eksempel er godtgjort i de Domme, der er fældet i Sagen mellem Murmester Thomas og hans Svende, at Forholdet kan løses straks enten fra den ene eller anden Side. Og vi er tilbøjelige til at tro, at Arbejdskøberne selv vilde være daarligst tjente, hvis der gjaldt andre Bestemmelser, thi dette vilde medføre en betydelig Indskrænkning i disse Ret til at afskedige Arbejderne, de ikke mener længere at kunne bruge.
Altsaa Stillingen er den, at hvor Fagforeningerne har Overenskomst med Arbejdskøberne, da er der ikke fra Arbejdernes Side forsøgt at bryde denne ved strejker, og hvor en saadan mangler kan der ikke blive Tale om Kontraktbrud, selv vin der iværksættes en Strejke midt i et Stykke Arbejde, lige saa lidt som der er tale om Kontraktbrud, naar Arbejdskøberne afskediger Svendene midt i Arbejdet.
I Modsætning hertil har man Eksempler paa, bl. a. under Snedker-Lockout'en i 1889, at Mestrene ganske vilkaarligt brød indgaaede Kontrakter for at smide Arbejderne paa Gaden, da den store Udsultningsproces skulde foretages.
En lignende Fremgangsmaade kunde tænkes iværksat fra Arbejdernes Side, i det Tilfælde, at flere Mestre i et Fag nægtede at overholde en mellem Fagets Mester- og Svendeorganisation indgaaet Overenskomst, og saa de øvrige Mestre direkte eller indirekte støttede disse Mestre, i Haab om derved selv at blive løst fra deres Forpligtelser i Utide: men i saa Tilfælde var det jo Mestrene og ikke Fagforeningen, der var Anstifter af Kontraktbrudet, og Foreningens Optræden maatte da betragtes som simpelt selvforsvar, noget enhver upartisk Domstol maatte indrømme.
Vi kommer dernæst til en anden Art af strejker, som ofte forekommer i Bygningsfagene paa Grund af den der stedfindende Svindel, og det er de Strejker, der er en Følge af, at Arbejdskøberen ikke opfylder sine Forpligtelser og derved tvinger Arbejderne ud i et Slags Kontraktbrud. I disse Fag gælder den almindelige Regel, at Overskudet af en Akkord skal betales ca. 14 Dage efter at den er færdig. I denne Mellemtid kan Arbejderne ofte have paabegyndt en ny Akkord, men der er vel intet fornuftigt Menneske, der vil forlange, at de skal opfylde denne til Punkt og Prikke, naar det viser sig, at Arbejdskøberen ikke betaler, eller gør Forsøg paa at snyde dem for deres Tilgodehavende. De kan jo risikere, at det vil gaa ligesaa med det sidst paabegyndte Arbejde.
Her kan altsaa heller ikke blive Spørgsmaal om Anstiftelse af Kontraktbrud fra Fagforeningernes Side, men i saa Tilfælde bliver jo "Morgenbladet"s Forslag fuldstændig betydningsløst med mindre det gaar ud fra, at Arbejdskøberne har Ret til at begaa lige faa mange Kontraktbrud de vil, medens der ikke bestaar nogen Ret for Arbejderne til i al Fald at værne sig imod saadanne Forhold.
Værnet herimod er Fagforeningerne, og det er dem "Morgenbl." vil til Livs, derfor foreslaar det sin ny Praksis, at umuliggøre Fagforeningerne, at værne sine Medlemmer mod Overgreb, ved at gøre Arrest i deres Kasser ved en Strejkes Udbrud, under Paaberaabelse af, at der foreligger Kontraktbrud, uden at tage Hensyn til de virkelige Aarsager til Strejken.
Men hvorledes vil "Morgenbl." stille sig overfor de Tilfælde, hvor Arbejdskøberne bryder deres Kontrakter, undlader eller paa Grund af Svindel bliver ude af Stand til at betale Arbejderne, hvad de har fortjent? Er det Meningen, at den Arbejdskøberorganisation, hvortil en saadan Mand hører, skal erstatte Arbejderne det Tab, der paaføres dem ved, at de tvinges ud i Strejke, fordi den paagældende misligholder en almindelig indgaaet Overenskomst?
Hvad der er Ret for den ene, maa jo være billigt for den anden, og der foreligger utallige Eksempler paa, et en Arbejdskøber har antaget Folk til et Stykke Arbejde, og naar dette var helt eller delvist færdigt, nægtet at betale den affordrede Løn. Mener "Morgenbl.", at man i et saadant Tilfælde kan køre op til Lavskassen og gøre Arrest i denne for det Tilfælde, at man ikke tror at kunne faa sit Tilgodehavende hos en saadan Arbejdskøber? Det nytter ikke herimod at indvende, at Lavet ikke er Anstifter af Kontraktbrudet; thi man vil i intet Tilfælde kunde paavise, at Fagforeningerne har forlangt af deres Medlemmer, at de skulde bryde en Kontrakt, og naar Bladet foreslaar Regres til Fagforeningen, fordi et af dens Medlemmer bryder en Kontrakt, saa maa Arbejdskøberforeningen ogsaa hæfte for sine Medlemmers Kontraktsbrud.
Var den Teori gældende, maatte Snedkerne og Stolemagerne jo kunde have lagt Beslag paa Snedkerne efter lavets Kasse, da dette sidste Vinter fuldstændig vilkaarligt foranledigede et stort Antal Snedkermestre til at bryde det da bestaaende Lønregulativ. I næsten og sidste artikel skal vi beskæftige os med nogle Tilfælde, som klart viser, at der praktiseres en Ret for Arbejdskøberne og en ganske anden for Arbejderne.
(Social-Demokraten 22. september 1891)
III
(Sidste Artikel.)
For nogen Tid siden afsagdes der en Dom i 2det Civilkammer i en Sag mellem en Arbejder og en Arbejdskøber, som fuldstændig bryder med den Praksis, der hidtil har været fulgt i alle saadanne Retssager. Retten tog nemlig her Hensyn til en af Arbejdskøberen fremsat ubevist Paastand, medens den ikke vilde høre noget om Arbejderens Paastand og den hidtil gældende Sædvane.
Sagen forholder sig i Korthed saaledes: En Malersvend havde udført Arbejde for en Malermester paa 3 forskellige Bygninger. Paa de to Steder beregnede Svenden sig en Dagløn af 4 Kr. pr. Dag, fordi Arbejdet i Følge sin Natur ikke kunde opmaales, medens han paa den tredie Bygning beregnede sig Akkordbetaling efter den i Faget gældende Prisliste af 1887, som Mesteren paa et tidligere Tidspunkt havde forpligtet sig til at betale efter. Til Overflod paastod Svenden, at han forinden Arbejdets Paabegyndelse udtrykkelig havde spurgt Mesteren om Arbejdet var Akkord, hvortil denne skal have svaret: Ja!
Mesteren benægter dette og paastaar tværtimod, at der er truffen Aftale om, at alt Arbejdet skulde udføres i Dagløn a 4 Kr. pr. Dag. Paa denne Maade sparer Mesteren nemlig ca. 96 Kr. Til Trods for, at Mesteren ikke kan føre noget som helst Bevis paa sin Paastand, hvad der ogsaa udtrykkelig fremhæves i Dommens Præmisser, tager Dommerne dog hans Paastand for gode Varer og afsiger en Dom, hvorved Mesteren i Stedet for at betale 148 Kr. 94 Øre kun kommer til at betale 53 Kr.
I Malernes Prislistes Paragraf 2 staar udtrykkelig: "Alt Arbejde søges udført i Akkord, hvor dette ikke kan ske bliver Betaling i Følge forudgaaet Aftale mellem Mester og Svend." Meningen hermed er naturligvis, at alt det Arbejde, hvorfor der i Prislisten findes fastsat Priser skal udføres i Akkord, og at en særlig Aftale kun skal træffes for Arbejde, der ikke er forudsat i Prislisten. Denne er udarbejdet af et Udvalg af Mestre og Svende og vedtaget paa en paa samme Dag i "Malerlavet" og "Malernes Fagforening" afholdt Generalforsamling som fremtidig gældende Norm for Arbejdslønnen. Disse Oplysninger er naturligvis forelagt Retten, og i Overensstemmelse med den hidtil brugte Praksis burde denne have ladet det omhandlede Arbejde undersøge og vurdere af Fagmand og derefter tilpligtet Mesteren at betale Arbejdet efter dets Værdi og ikke med en af ham vilkaarlig fastsat Dagløn.
Skal denne Praksis blive gældende, vil det for Fremtiden komme til at se slemt ud for mange Mennesker. Man tænke sig blot, at der en Dag kommer en Mand ind til en Snedker og bestiller et Stykke Møbel. Der træffes en mundtlig Aftale om Prisen, t. Eks. 80 Kr., men naar Kunden faar Møblet udleveret, vil han kun betale 40 Kr. under Paaberaabelse af, at de er bleven enige om en saadant Pris. Snedkeren har Bevisbyrden for, at der er truffen Aftale om 80 Kr., men da han ikke har andet at holde sig til end Kundens Ord, og denne paastaar, at Aftalen er 40 Kr., saa nytter det ikke noget, at Snedkeren henviser til, at den almindelige Pris er 80 Kr. og at Møblet virkelig er den Sum værd; han maa pænt lade sig nøje med de 40 Kr. Følgen heraf bliver, at man maa gaa med Lommen fuld af stemplet Papir for at saa udfærdiget et lovformeligt Dokument, hver Gang der leveres den allermindste Ydelse for Penge, som ikke betales med det samme.
Malersvenden mente imidlertid, at denne Dom var saa himmelskrigende uretfærdig og i den Grad i Strid med hvad man hidtil har anset for gældende Ret, at han ønskede Sagen prøvet ved Højesteret. Hertil fordredes imidlertid en justitsministeriel Bevilling, men denne blev nægtet. Svenden søgte saa Avdiens hos Justitsministeren og forestillede denne, hvor stor Betydning denne Sag havde baade for ham og Retsforholdene i Almindelighed, men uden Resultat. Hr. Nellemann vilde ikke satte Højesteret i Bevægelse for saadanne "Bagateller", som han udtrykte sig. Hermed maatte Svenden lade sig nøje.
Dette Afslag kommer først i sin rette Belysning, naar man erindrer sig en anden Sag, som i Sommer fandt sin Afslutning ved Højesteret. I denne Sag, der var anlagt af en Snedkersvend mod en Snedkermester, hvori Svenden forlangte, at Mesteren skulde betale ham et Beløb af ca. 40 Kr., som Svenden mente sig berettiget til at faa udbetalt paa Grund af, at Mesteren under Lock-out'en i 1889 vilkaarlig havde bortvist ham fra Arbejdet og derved forhindret ham i at fuldføre en paabegyndt Akkord. Mesteren blev dømt ved Underretten, men var ikke tilfreds med Dommen, hvorfor han gennem Kammeradvokat Hindenburg søgte Bevilling til at appellere Sagen til Højesteret, og skønt Sagen som sagt kun drejede sig om ca. 40 Kr., fik han Bevillingen, skønt det viste sig, at Mesteren ogsaa tabte Sagen ved Højesteret.
Her ser man paa den ene Side en Arbejder, der har en Sag paa 147 Kr., ham nægtes der Appelret, medens en Arbejdskøber faar denne Ret i en Sag, der kun drejer sig om ca. 40 Kr.
Kom saa og paastaa, at der ikke er Lighed for Loven i Danmark.
En anden Sag, som ogsaa fortjener Opmærksomhed, er den Schilderske Erstatningssag mod Skrædernes Fagforening. Her har Retten uden videre tilkendt en Arbejdskøber 5000 Kr. i Erstatning paa hans blotte Paastand om, at han har lidt et saadant Tab ved en Strejke, hvortil han selv var Aarsag. Alt dette tyder paa, at der er en god Villie hos Domstolene og Autoriteter til at arbejde med i den almindelige Kapitalistreaktion.
De vil dog ikke opnaa deres Hensigt, at hindre Arbejdernes Sammenslutning, men kun bidrage til at disse arbejder endnu mere energisk for en Samfundsordning, hvor Retten ikke sidder i Pengesækken.
(Social-Demokraten 23. september 1891).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar