Kvindesagsforkæmperen Nicoline (Line) Christine Luplau (22. april 1823 - 10. september 1891) blev gift 11. december 1847 med sognepræst Daniel Carl Erhard Luplau og sammen fik de Marie (1848).
Line Luplaus Jordefærd.
I Gaar Middags blev Fru Luplau begravet fra Frederiksberg Kirke. Den lille Kirke var næsten fuld, mest af Kvinder, hvis Sag det jo var den Afdøde havde viet sine Kræfter i de sidste Aar, og det var ogsaa dem, der havde baaret de fleste Blomster til hendes Kiste.
Ved Kisten foran Alteret stod "det kvindelige Arbejderforbunds" Banner, de kvindelige Herrestræderes, de kvindelige Væveres og Tjenestetyendeforeningen "Enigheds" Faner.
Efter at Kirkens Kor havde sunget en Salme, holdt Pastor Ewaldsen en Bøn.
Derpaa traadte den Afdødes Mand, forhv. Præst i Varde, i Ornat hen til Kisten, og holdt en lang gribende Tale, hvori han dvælede ved Minderne fra de mange Aar, han havde tilbragt sammen med hende. Sygdommen havde tidt tynget hende, men hun opfyldtes atter af Livsglæde. Energi og Dygtigbed. Og under Sygdommen fattede hun Planer, som hun saa, naar hun blev rask, fuldførte. Hun traadte al Tid frem med aaben Pande, hun hadede Løgn og List. og det var al Tid for de Forurettede, hun arbejdede. En hjærtelig Tak for alt, hvad Du bar været for os, en hjærtelig Tak fra hende, der sidder, vort eneste Barn, Marie, som ikke kan fatte, Du er gaaet fra os, en Tak fra alle de mange, mange Venner fjærnt og nær, som lærte Dig at kende og forstaa Dig. Og tilsidst en dyb og inderlig Tak fra mig, min elskede Brud. Det er mere end halvtredsindstyve Aar siden, jeg første Gang mødte Dig. Tak for alt, hvad Du har været for mig.
Kirkens Kor sang endnu to Sange, hvorefter Kisten blev baaret ud til Ligvognen og kørt til Kirkegaarden ved Fasanvejen. Her forrettede Pastor Luplau selv Jordpaakastelsen.
(Social-Demokraten 19. september 1891).
Gravstedet på Solbjerg (Park)kirkegård er nedlagt.
Fru Line Luplau.
Forrige Fredag Aften afgik ved Døden efter mange Aars periodisk tilbagevendende Sygdom en af de Forkæmpere for Kvindesagen, hvis Energi var størst, hvis Syn paa Sagen var klarest, og hvis Ord vor blandt de vægtigste, Kvindesagen vedrørende her til Lands, nemlig Fru Nicoline Christine Luplau, f. Monrad, almindelig kjendt som Fru Line Luplau.
Hun fødtes den 22de April 1823 i Greis i Jylland; Faderen var Præst og hed Monrad. Line var en Kusine til den bekjendte, højt begavede Biskop Monrad. I en Alder af 2½ Aar flyttede hun efter Faderens Død sammen med Moderen og Brødrene til Sorø, og der levede hun til sit 16de Aar, læste meget og stod i stadig Forbindelse med Lærdommens og den aandelige Dannelses Sæde i Sorø: Akademiet.
16 Aar gammel rejste hun med Moderen til Kjøbenhavn, og dér blev hun kjendt med den daværende Institutbestyrer i Hillerød, senere Præst D. C. E. Luplau, med hvem hun den 11te December 1847 giftede sig. Det eneste Barn af dette Ægteskab er en Datter, Marie Luplau, der er bekjendt som Malerinde.
I nogle Aar boede Ægteparret i Hillerød, men flyttede siden til Sønderjylland, hvor Luplau blev Præst og virkede som saadan, indtil han i 1864 maatte forlade denne Del af Landet. Han var saa en lang Tid hist og her, blandt andet Hjælpepræst for Provst Bojsen i Ribe; han fik i 1866 Ansættelse som Præst i Varde, hvorfra han i 1888 søgte og fik sin Afsked. Siden da har han med sin Hustru boet i Kjøbenhavn.
Lige siden "Dansk Kvindesamfund"s Stiftelse i Aaret 1871 var Fru Luplau Medlem deraf, og efter som Aarene gik, og hun ældedes, kom hun mere og mere i Forgrunden for Kvindebevægelsen, hvis Talsmand hun baade i Tale og Skrift var.
Det Punkt i Spørgsmaalet om Kvindens Ligeret, hun særlig rettede sin Opmærksomhed paa og agiterede for, var Valgretsspørgsmaalet. Uden at overse, hvad der ellers var at gjøre, formener vi, at det første og betydningsfuldeste Fremskridt, Kvinden maa gjøre, gaar i Retning af større økonomisk Selvstændighed. Men i hendes Øjne var det afgjørende, at Kvinderne ved alle Valg stad paa Linje med Mændene, og det var ud fra denne Betragtning, hun i Foraaret 1889 fik stiftet den kvindelige Valgretsforening, hvis Forstanderske hun var, til Sygdom nu i Forsonet tvang hende bort fra Posten. Det var ligeledes ud fra samme Betragtning, at hun ved Valget til Folkethinget i 1890 interpellerede Scharling og Philipsen i 4de Kreds om deres Stilling til Kvindernes Valgret og fik andre Kvinder til det samme andre Steder. Hun forstod at slaa til Lyd for sin Sag i det hele taget.
I Rømersgade afholdtes i sin Tid nogle maanedlige selskabelige Sammenkomster med Foredrag, Musik, Oplæsning osv., ofte besøgt af 4-500 Mennesker. Disse Sammenkomster var foranstaltet af Fru Luplau, der mente paa denne Maade at kunne bringe de forskjellige Samfundsklasser t nærmere Berøring med og bedre Forstaaelse af hverandre. Er denne Maade at forberede det sociale Spørgsmaals Løsning paa end næppe af større Værdi, saa vidner det dag om, at Line Luplau havde Øjet aabent for, hvor det var, Skoen trykkede, havde Hjærte til at lindre Trykket og Energi nok til at gribe ind, hvor hun troede at kunne udrette noget.
Ved hendes Død har Kvindebevægelsen tabt en af sine bedste Støtter, energisk og foretagsom som hun var, myndig siges der maaske, men med Indrømmelse af en Elskværdighed tillige, der gjorde hendes Magt saa meget større.
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 24. september 1891).
Line Luplau boede med sin mand i Hillerød 1845-1853, i Nordslesvig indtil 1864, Varde 1866-1888. Hun var med til at stifte en filantropisk hjælpeforening for fattige og var en af de første kvinder som holdt tale ved en grundlovsfest. I 1872 blev hun medlem af Dansk Kvindesamfund, ligesom også datteren og ægtefællen. Hun protesterede i 1887 mod at styrelsen havde givet foreningens bladredaktør Elisabeth Grundtvig lov til at holde foredrag om det sædelige lighedskrav fordi hun ikke mente det hørte hjemme i Dansk Kvindesamfund, det gjorde derimod kvinders stemmeret og valgbarhed.
Hun støttede oppositionsgruppen Kvindelig Fremskridtsforening (KF) oprettet 1885 og sad i 1886 i nogle måneder i bestyrelse under Matilde Bajers lederskab. Da manden blev pensioneret, flyttede hun til København og var blandt indbyderne til KFs første nordiske kvindesagsmøde i København 1888. Line Luplau anså kvinders repræsentation i Rigsdagen som afgørende for at sikre en reformlovgivning i kvinders favør og valgret som et retfærdigt ligestillingskrav de allerede magtede at leve op til.
Forholdet til KF blev dårligt da hun sammen med Louise Nørlund i 1889 stiftede Kvindevalgretsforeningen (KVF). Se indslaget om Erna Juel-Hansen, del 3. Foreningen havde især støtte fra en række mandlige socialdemokrater og Venstrepolitikere, fra venstreliberale kvinder og fra “røde” arbejderkvinder fra fagbevægelsen. Hendes helbred begyndte at blive dårligt, og i foråret 1891 forlod hun formandsposten i KVF af helbredsmæssige årsager. Foreningen blev opløst 1898.
Om datteren Marie, se indslaget Emilie Mundt (1842-1922). Marie Luplau (1848-1925). Hendes maleri af kvindevalgretskampens pionerer blev i 1917 ophængt i rigsdagsbygningen. Forgrundsfigur er kunstnerens mor Line Luplau.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar