Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (1): Tornbjerggård, Køge. (Efterskrift til Politivennen).

Bullotti-sagen satte (på tragisk vis) fokus på russernes og polakkernes forhold i Danmark i starten af 1900-tallet. 1893-1929 er kendt som en periode hvor et betydeligt antal polske roearbejdere opholdt sig i Danmark. Mest som sæsonarbejdere, men en del blev boende hele året under kummerlige forhold i "russer- og polakkaserner", bl.a. i København. Her omtaltes de ofte i avisernes som ghettoer.

Urolighederne i Rusland i 1905 skabte mange flygtninge fra Østeuropa, bl.a. jøder, se Morten Thing: De russiske jøder i København 1882-1943, s. 39ff. I denne strøm af mennesker blandede også enkelte kriminelle sig, en af dem Wasili Michael Karazoff. Han kom til Danmark 1908,  og opkaldte sig efter en russisk frihedshelt Bulotti fra 1700-tallet. Senere efterforskninger gennem Centralbureauet for Identifikation efter en henvendelse til politiet i Riga viste at "Johan Andrew Bulotti hat im Sü­den Russlands unter Anführung eines berüchteten Räuberhauptmannes mit Spitznamen "Mirsky" Ueberfalle u. Raubmorde ausgeführt. Wladislaw Szadkowski ist in Petersburg in Räuberbanden tätig gewesen." 

(Johan Andrew Bulotti har i det sydlige Rusland under anførsel af en berygtet røverkommandant med øgenavnet "Mirsky" udført overfald og rovmord. Wladislaw Szadkowski har været aktiv i røverbander i Skt. Petersborg.)

Men alt det det vidste hverken Lauritz Bech på Højbjerggård ved Øverød eller politiet da Bech ansatte Bulotti. Højbjerggård var en af Øverøds oprindelige seks selvejergårde. Bech fyrede Bulotti, som han anså for ”en doven russer”. Bulotti krævede sin løn uden held, og lovede ved sin afsked, at han nok skulle komme forbi ved lejlighed. Samme sommer fik Bulotti arbejde i 4 måneder på Tornbjerggård, i Ejby Sogn ved Køge. 

Her optrådte Bulotti med forskellige håndvåben, hvilket gjorde de øvrige landarbejdere bange for ham. Proprietæren på Tornbjerggård fyrede Bulotti lige efter høsten. Han fik ikke de 40 kr. Henvendelse til politiet og Studenternes Retshjælp hjalp ham ikke. Den 31. oktober 1908 overfaldt han sin tidligere arbejdsgiver, proprietær Julius Nielsen, og sårede fodermester Martin Andersen med tre dolkestik og satte ild på gården. Det var første akt:

Drama ved Køge.

Brandstiftelse og drabsforsøg.

Fra Borup - en stationsby midtvejs mellem Ringsted og Køge - indløb i går morges følgende Ritzau-telegram:

Gården Tornbjerg i Ejby Sogn tilhørende proprietær Nielsen, er lørdag aften ved 11:30-tiden nedbrændt med undtagelse af kostalden. Der indebrændte 6 heste, svinene og fjerkræet.

Ilden menes at være påsat af en russisk karl der har tjent på gården. Han har også gjort sig skyldig i drabsforsøg mod ejeren ved at affyre flere revolverskud mod ham gennem en dør og gennem vinduerne. Senere yppede han klammeri med de andre tjenestekarle, og da en af disse ville sætte ham udenfor, stak han ham i ryggen med en kniv, så lægen fra Borup måtte tilkaldes. 

Politiet i Køge har i nat søgt efter den russiske karl.

I aftes meldte Ritzaus Bureau yderligere i et telegram fra Køge:

Den russiske karl var indtil søndag eftermiddag ikke blevet anholdt. Han hedder Egan Ballotti, og han havde været i tjeneste hos proprietær Nielsen siden juli måned.

For 14 dage siden blev han bortvist fra gården, men ville da ikke tage mod den løn han havde tjent til den dato. Samtidig truede han med at ville myrde hele familien. I tiden siden da har han vagabonderet i omegnen og af og til vist sig på gården.

I aftes ved 9-tiden viste han sig, men først ved 11 tiden, da proprietær Nielsen kom hjem fra Køge, stak han ild på.

Den sårede karl Martin Andersen slæbte sig kun med stor besvær ud af den brændende længe. Han blev senere fundet i en vejgrøft og båret ind i et nærliggende hus.

Proprietær Nielsen mener at Ballotti er russisk anarkist, og at han har været konditor i sit hjemland. Han er 60-61 tommer høj, velbygget, har sort hår og sorte øjenbryn, sort overskæg, brune øjne og et net ydre. Han er iført lang kappe og blød hat.

Bygningerne var forsikrede for 20.000 kr. i landbygningernes almindelige Brandforsikring, sæd, besætning og inventar i Roskilde Amts Brandforsikring for ca. 33.000 kr.

Telegrammets tendens er jo ikke til at tage fejl af. Særlig grund til at fæste lid til proprietærens mening om at den omtalte karl er anarkist, synes der ikke at foreligge. Det ville måske heller ikke være af vejen nærmere at få undersøgt om russeren har fået den løn han har fortjent eller ej. 

(Fyns Social-Demokrat, 2. november 1908).

Proprietærens kone fortalte sin mand da denne kom hjem ved 11-tiden om Aftenen den 31. oktober 1908, at hun havde set en mistænkelig mandsperson luske omkring gården. Hun mente det kunne være Johan Bulotti. Nogen tid efter stod to af gårdens længer i brand. De opdagede at Bulotti kom løbende ud fra forvalterens kammer med en revolver. Han rev og ruskede i døren udefra og affyrede to skud gennem dørens glasruder, dernæst tre eller fire Skud gennem kontorvinduet. Familien flygtede ud i haven mens ilden bredte. Bulotti havde tidligere overfaldet forvalteren med revolver og kniv, og var blevet stukket i ryggen. Han fik sig dog slæbt udenfor, mens gården stod i lys lue.

Bulotti flygtede mod København, og skar undervejs sit store mørke Overskæg af. Han gik ind på en kro og spiste. Her blev han genkendt, og sognefogden tilkaldt. Overfor ham nægtede Bulotti imidlertid at være den han var. En anden sognefoged erklærede at det ikke kunne være Bulotti, fordi han ikke havde overskæg. Bulotti fortsatte senere sin vandring mod København.

Københavns "ghetto".

Den russiske tjenestekarl Egan Ballotti som anstiftede det uhyggelige mordbrandsforsøg i Vallore ved Køge, er efter politiets mening rejst til København for at søge skjul blandt den derværende koloni af landflygtige, russiske jøder. Som følge deraf er det københavnske politi naturligvis på sin post, og navnlig bliver det kvarter hvor jøderne har slået sig ned, skarpt bevogtet.

Københavns ghetto er det skumleste og mest utiltalende i hele København. Det omfatter de berygtede gader Vognmagergade og Brøndstræde, hvor byens bærme holder til, og hvor den menneskelige elendighed afspejler sig grellere end noget andet sted.

Fra rådne brøstfældige rønner slår en kvalm stank en i møde, og man soørger forbavset sig selv om der virkelig bor mennesker i disse huler, hvor luften synes forpestet af årgammelt snavs. 

I tidens løb er ejendommene da også blevet forladte. Selv den fattigste danske arbejder vægrede sig ved at flytte ind i dem. Men så kom årene 1905-06 de landflykgtige russiske jøder hertil, og de tog det ikke så nøje med komforten. De flyttede gladelig ind i de faldefærdige rønner, blot de kunne få tag over hovedet - de fleste var jo ikke bedre vante hjemmefra.

De tæller nu 16-1800 mennesker.

Går man en tur gennem kvarteret, mindes man uvilkårligt digternes skildringer af ghettoerne - jødekvartererne i verdens torbyer. Overalt støder man på de små sortsmudsede folk der er typen på den russiske jøde. De fleste er fattigt klædt, og der hviler noget underligt forskræmt over dem som frygtede de fare overalt.

I de første år levede de næsten alle i den største elendighed, og den herværende jødiske menighed måtte ofte ofre meget for at de kunne friste livet. I tidens løb har de fleste dog fået arbejde rundt om i byen så de selv kan tjene til deres ophold.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 4. november 1908).

Kortet fra 1879 viser nogle af de omtalte gader som forsvandt 1910, bl.a. Lille Brøndstræde, mellem Vognmagergade og Gothersgade. (Københavns Stadsarkiv).

I Københavns ghetto.

Polakkolonien i oprør.
Stor bestyrtelse og bekymring. 

i morges tidlig henvendte vi os i russer og polakkolonierne i Aabenraa og Vognmagergade og fortalte Bullottis landsmænd om den frygtelige udåd. 

Overalt hvor vi kom frem, vakte meddelelsen største bestyrtelse og bekymring.

en ung polak, Ivan Kannow, der er medlem af en hel stor polakfamilie, der bor til huse i en af de ældste og mest faldefærdige pakhuse i Vognmagergade, og ligesom sin familie ernærer sig som tobaksspinder, blev helt sørgmodig ved budskabet.

- Det er forfærdeligt, sagde han. Og så skader det os andre så utrolig meget. I forvejen er det forbundet med stor vanskelighed for os fremmede at få arbejde her. efter en sådan katastrofe bliver forholdene endnu værre. Netop for otte dage siden skrev vi hjem til en halv snes landsmænd og venner i Galicien at de godt kunne tage herover uden risiko. Der er jo altid plads i et land for folk der vil arbejde. Nu er det måske for sent at stoppe den. De er måske allerede taget afsted. Og nu! Tro endelig ikke at vi polakker er sådanne nogle røvere og banditter som Bullotti. Der er jo ukrudt i alle verdensdele. Forholdet bliver vel nærmest det samme som når fx en af deres landsmænd gør sig skyldig i en forbrydelse i et fremmed land. For deres hæderlige arbejdende landsmænd samme sted vanskeliggøres tilværelsen sikkert også. Personlig kender vi slet ikke Bullotti hernede. Hans navn er for øvrigt meget almindeligt i polen. Men hvem garanterer for at han ikke er en eller anden bortflygtet storforbryder fra vort fædreland. Hans gerninger taler jo for ham. Jeg kan kun sige Dem, sluttede den unge mand, at vi hernede som gerne vil leve hæderligt, er meget bekymrede over en sådan historie.

Det er jo også hæderlige mennesker blandt de fattige, selv om det er polakker - tilføjede han idet vi fjernede os. 

(Aftenbladet 10. november 1908). Samme nummer havde også en lignende beretning om Køge som angivet ovenfor.

Pastor Sick og Skræder Dyrmose. (Efterskrift til Politivennen).

 En haard Anklage

For nogle Dage siden døde en Skræder Dyrmose i Tvis ved Holstebro, men forinden han døde, havde han ønsket at nyde Alterens Sakramente, hvilket Ønske Pastor Willer fra Aulum dog nægtede at efterkomme, idet han derhos lod den Syge forstaa, at denne ikke kom i Himlen.

I Fredags blev Dyrmose saa begravet, og Pastor Sick fra Tvis holdt ved Graven en Tale, hvori han paa det stærkeste misbilligede sin Embedsbroders Optræden. "Paa Kirkens Vegne gjør jeg", sagde han, "Afbigt for den Synd, som i vor Jesu Navn er blevet begaaet mod den Mand, der ligger her og mod hans efterlevende Slægt. Jeg tør gjøre det, saavidt som jeg troer, at Himmeriges Port er aaben for hver den, som angrer."

Jgaar har Pastor Sick endvidere udsendt et aabent Brev til Stiftsprovst Zeuthen i Fredericia, og dette indledes saaledes :

"En Mand i Tvis laa paa sit Dødsleje; for sallig til selv at holde Befordring bad han en Nabo, der hævder sig at være en hellig Mand af "Indre Mission"s Kreds, om at gjøre ham den Tjeneste at hente mig. Naboen vidste, at den Syge havde Tillid til mig. Ved bevidst Løgn, vitterlig og vidnesafl, bibringer Naboen den dødssyge Mand den Sorg at faa ham til at tro, at han havde talt med mig, men at jeg havde næget at komme osv.

Han havde end ikke seet mig, endsige talt med mig, men han opnaaede det ved dels at fremstille mig for den Døende og Familien som en ond Mand, dels at maatte hente Sogneprræst for Aulum-Hodsager, Willer, der jo ligeledes hører til "Indre-Mission". Da denne kom, var det aabenbart, at den Syge vilde dø, inden et Døgn var omme; men han var ved fuld Bevidsthed, og i dyb alvorlig Erkjendelse af sig selv. Han bad Pastor Miller meddele ham og hans Hustru Nadverens Sakramente. Han erkjendte med Sorg, at han var en syndig Mand, som ofte havde bedrøvet Gud, men han vilde saa inderlig gjerne bede Gud om Tilgivelse, og fornyes og bekræftes i Herrens Naade ved Sakramentets Modtagelse, for saa at dø som en troende Kristen, der gaaer hjem til sin Fader i Himmelen. - Det var uimodsigeligt klart, at der i hans Hjerte ikke var noget som helst i Retning af falsk Trøst, men en ærlig Udmyghed og en sand Anger over for Gud; og dette passer ganske med mit eget personlige Kjendskab til Manden, og med deres Kjendskab, som stod ham nær. - Pastor Willer afslog at give dem Nadveren, og Begrundelsen var denne: Den Anger slog ikte til, han var vantro, »omvendt og ikke værdig at modtage Nadveren, og de to mødtes ikke mere, fordi nemlig Willer gik til Himmelen, den Døende derimod til Helvede. - Dermed kjørte Pastor Willer hjem; den Syge døde i hjerteskjærende Fortvivlelse, og Enkens Tiistand er meget alvorlig."

Præsten slutter med at stille følgende Spørgsmaal til Stiftsprovsten: "Kan en kristen Præst vrage en Døendes Anger, kan han nægte Forsoningens Ord til den Døendes Bøn om Barmhjertighed fra Gud? Kan en "hellig" Mand, en "Missionsmand", med Løgn forstyrre en Døendes sidste Timer, kan han med Løgn tale ondt om den Præst, den Døende ønsker tilkaldt, kan han med Løgn holde ham borte fra den Døendes sidste Strid, fra Enkens første Sorg? Kan han gjøre det netop som "Missionsmand" over for Folk uden for Indre-Mission? Kan han det, uden at Indre-Mission bestemt og virkningsfuldt bryder Staven derover?

Ja eller Nej?"

(Thisted Amtsavis, 14. oktober 1908)

Fra Tvis.

Undertegnede Boelsmand Rasmus Eriksen af Tvis meddeler herved, at jeg Fredag den 2. Oktober om Morgenen Kl. 7½ kørte med min Befordring til N. Felding Præstegaard for at bede Pastor Sick om at tage med mig til min Nabo. Karl Dyremose, som var meget syg. Dagen forud havde jeg selv tilbudt Karl Dyremose at hente Præsten.

Jeg kørte saa hurtig som mulig til N. Felding Præstegaard. Da jeg holdt for Døren, kom Fru Sick ud til Vognen. Jeg bad hende om at sige til Pastor Sick, om han ikke nok straks vilde tage med mig til Tvis til min syge Nabo. Lidt efter kom Fruen ud igen og sagde til mig, at hendes Mand ikke kunde følge med mig nu, da han skulde læse med Konfirmander; han kunde ikke, for han var færdig med at læse med dem. Jeg svarede, at dette var meget kedeligt, da Manden var saa syg. Fruen foreslog mig da at tage ind til Holstebro, hvor der, som hun sagde, jo er flere Præster, og hun vidste ikke, om de havde Konfirmander den Dag.

Jeg kørte da til Holstebro, hvor jeg traf Pastor Bülow paa Kirkepladsen; men da han netop var paa Vej til sine Konfirmander og havde mange, som ventede paa ham, sagde han til mig, at han meget daarlig kunde tage med mig, før han havde læst med dem, især da det var sidste Gang inden Konfirmationen. Jeg spurgte, om der ikke var andre Præster ved Kirken, og da jeg hørte, at der nok var en Kapellan, men at han ogsaa havde Konfirmander nu, og Pastor Bülow ikke var helt vis paa, om Valgmenighedspræsten ikke ogsaa havde Konfirmander til samme Tid saa bestemte jeg mig til at køre tilbage til Tvis. Jeg havde da kørt ca. 3½ Mil forgæves.

Jeg holdt for hos den syge og bragte Besked og sagde til Konen, som kom ud til Vognen, om de ikke syntes, at der nu skulde sendes Bud til Pastor Willer i Aulum.

Derefter kørte jeg til mit Hjem. Lidt efter saa jeg, at der gik et Bud fra den syges Hjem til Næstnaboen Jens Laursen, og snart efter kørte han saa efter Pastor Willer i Aulum, hvem han straks fik med sig.

Omtrent samtidig med, at Aulum-præsten kom til Tvis, kom der med en Konfirmand Bud fra Pastor Sick, at nu kunde man hente ham.

Den syge og senere afdøde unge Mands Fader Søren Dyremose, takkede mig venligt for min Kørsel.

Rasmus Eriksen.

(Holstebro Dagblad, 21. oktober 1908)

Præsterne Sick og Willer.

Vi meddelte nylig Pastor Sick's aabne Brev til Stiftsprovst Zeuthen i Fredericia, der er Formand for Indre Mission i Danmark.

"Hern. Avis" har i Anledning af dette Brev spurgt Pastor Willer i Aulum, der var den af Pastor Sick anklagede, og Pastor Willer har da udtalt følgende:

- Jeg blev ganske rigtig for nylig hentet til en syg Mand i Tvis, og, skjønt det jo ikke hører til mit Pastorat, tog jeg beredvillig med, men jeg ytrede ganske vist fra første Færd min Betænkelighed ved at tage ham til Alters, da jeg jo i Følge Kirkeretten ikke havde Lov til det - og jeg har - navnlig i den sidste Tid, været af den Opfattelse, at hvis man kom inden for Pastor Sicks Rækkevidde, stod man sig bedst ved at have Loven paa fin Side. Nu ser jeg imidlertid, at man heller ikke da kan vide sig sikker. I øvrigt sagde jeg til den syge, efter at have talt med ham, at hvis han endelig vilde, saa vilde jeg ikke nægte at meddele ham Nadveren, men jeg vilde helst være fri, fordi jeg strængt taget ikke havde Lov dertil, og efter som jeg forstod hans aandelige Tilstand, var det ikke det, han trængte til paa dette Tidspunkt, og endelig ventede de hvert Øjeblik Sygevognen fra Holstebro, hvor han skulde indlægges paa Sygehuset, og hvis han saa ønskede det, var det jo i sin Orden, at en af Byens Præster tog ham til Alters der.

"At den syge vilde dø, inden et Døgn var omme", som Pastor Sick skriver, derom vidste jeg intet. - Paa mit SpørgSmaal, hvad Lægen - som nylig havde været der - havde sagt, svarede man, at han havde sagt, han skulde paa Sygehuset, og saa mente han nok, de fik Bugt med Sygdommen.

Havde Lægen havt lige saa klart et Blik for Mandens Endeligt som - forunderligt nok - Pastor Sick, der ikke en Gang saa den syge, saa havde han dog vist ikke ordineret, at den syge skulde kjøres ca. I1/, Mil paa Sygevogn og saa indlægges paa Sygehus.

Hvad den syge og jeg ellers talte om angaaende hans aandelige Tilstand, hører formentlig ikke Aviserne til, men der faldt, saa vidt jeg forstod, ikke et uvenligt eller ukjærligt Ord fra nogen af Siderne. Og den drastiske Afskedsscene mellem den syge og mig, som Pastor Sick skildrer, er mig ganske ubekjendt."

Det er den samme Pastor Sick, der paa "Forlaget af 1807" i Aarhus har udgivet Pjecen "Ak, vidste du dog", i hvilken han retter et meget stærkt Angreb paa Indre Missions Virksomhed. Han beskylder den bl. a. for at være "den væsentligste Hindring for Udviklingen af et sundt og sandt Kristenliv i vort Folk og af et virkeligt Humanitetsarbejde til bedste for fattige, hjemløse Børn og andre i vort Samfund ulykkeligt stillede".

(Bornholms Tidende, 21. oktober 1908).

Bernhard Willer (1857-1927) havde bl. a. været sognepræst på Endelave 1890-1900, hvor han stod for en markant og fordømmende indremissionsk kirke. Her havde han bl.a. forbudt grundtvigianske præster at udføre kirkelige handlinger i sognekirken. Trods talrige klager nægtede biskop Clausen (Aarhus) at gribe ind, hvorefter 70 af øens 130 husfædre i foråret 1899 valgte at løse sognebånd til pastor Frederik Melbye. Efter dette blev Bernhard Willer 1900 sognepræst i Aulum. 

Pastor Sick-Affæren.

Provst Zeuthens svar.

Provst Zeuthen har nu besvaret de af Præsten Sick til ham stillede Spørgsmaal. Provsten skriver:

De (Pastor Sick) retter deri tre Spørgsmaal til mig:

For det første: Kan en kristen Præst vrage en døendes Anger, kan han nægte Forsoningens Ord til den døendes Bøn om Barmhjertighed fra Gud?

- Da jeg ikke ved, hvad De forstaar ved Forsoningens Ord, kan jeg ikke tjene Dem i at svare enten Ja eller Nej, men skal udtale følgende, hvoraf min Mening vil forstaas: En sand Omvendelse er aldrig for sildig, men en sildig Omvendelse er ikke altid sand.

For det andet spørger De: Kan en hellig" Mand, en "Missions-mand", med Løgn forstyrre en døendes sidste Time, kan han med Løgn tale ondt om den Præst, den døende ønsker tilkaldt, kan kan han med Løgn holde ham borte fra den døendes sidste Strid, fra Enkens første Sorg?

- Nej, hvis han bærer sig saaledes ad, er han ikke en hellig Mand.

For det tredie spørger De: Kan han gøre det netop som "Missions-mand" overfor Folk udenfor Indre Mission? Kan han gøre det, uden at Indre-Mission bestemt og virkningsfuldt bryder Staven derover?

- Nej, men jeg er ogsaa overbevist om, at Pastor Willer, hvem jeg kender som en i høj Grad alvorlig og nidkær Præst, aldrig har baaret sig saaledes ad.

(Viborg Stifts Folkeblad. 22. oktober 1908)

Stiftsprovst Zeuthen (1837) havde deltaget som underkorporal i krigen 1894 og blev stiftsprovst i Viborg. Kon 1895 til Fredericia. Tilhørte Indre Mission, og medlem af bestyrelsen for Kirkelig forening for Indre MIssion. 

Tvis-Sagen.

I "Rink. A. Soc Dem" har Pastor Sick, Felding-Tvis. offentliggjort flg.:

Da Stiftsprovst Zeuthen ikke har villet imødetomme mit Ønske om at undersøge Sagen, skal jeg tillade mig at meddele følgende Oplysninger :

I. R Eriksen kom Kl 8½. Jeg var i Øjeblikket ikke til Stede. Da det var umuligt at lade Konfirmanderne gaa hjem den sidste Dag før Konfirmationen og ligeledes lade dem vente, til jeg havde været hos den Syge - 4 Timer - fordi Forældrene saa vilde være bleven meget ængstelige, bad min Hustru Manden spænde fra. Hun vidste, at jeg med hendes Hjælp kunde afkorte Konfirmandforberedelsen og lovede derfor bestemt, at Kl. 10 a 10½ Formiddag skulde han kunne faa mig med, hun bad ham indtrængende om at vælge denne Udvej, men da han afslog det, raadede hun ham til at tage til den Holstebropræst, som ikke skulde have Konfirmander for sidste Gang den Formiddag.

Dersom R. E. havde bragt den syge denne Besked: "Pastor Sick vilde meget gærne komme. men var forhindret indtil Kl. 10 a 10½, men til den Tid bad han mig meget indtrængende om at vente, for at han kunde komme derover" - saa vilde det hele have været i bedste Orden. Men Enken, Faderen og dennes Hustru har meddelt mig. at han gav en stik modsat Besked, nemlig denne, at jeg havde overhovedet rent ud nægtet at komme over til den Syge, ja, jeg havde endogsaa skældt saadan ud, men saa havde han (R. E.) skældt mig ud igen og saa havde jeg rigtignok ikke kunnet staa mig, men havde tilsidst smækket Døren i for ham osv.

Og jeg havde ikke saa meget som set Manden, endsige talt med ham.

Den syge og hans Familie kunde ikke faa denne Beretning til at passe sammen med deres Kendskab til mig, men paa den anden Side vidste de ikke ret, hvad de skulde tro, thi at nogen kunde nænne at fabrikere saadan en Beretning, kunde de heller ikke paa Forhaand tænke sig, og de var meget bedrøvede derover.

Er det ikke at forbitre den døendes sidste Time? Er det ikke at holde mig borte fra hans Dødsleje og fra Enkens første Sorg?

Af af Pastor Bülows Oplysninger fremgaar, at R. E. særdeles vel havde faaet det Svar, min Hustru gav ham. Er det saa ikke bevidst og vitterligt?

II. Saa er der Pastor Willers Adfærd overfor den døende og Hustruen.

Den Maade, hvorpaa W. skriver, at han maatte passe paa overfor mig ikke at gaa udover sin strengeste Ret, er en rigtig styg Insinuation. Jeg har aldrig givet W. Grund til den Frygt - tværtimod jeg har i disse syv Aar her i Felding-Tvis systemastisk stræbt efter at undgaa endog blot Skin af at vilde stænge ude eller reservere mig selv Eneret. Jeg har atter og atter beredvilligt lukkede op baade for Præster og for Missionærer af alle tre Retninger. Ingensinde har jeg villet monopolisere, hverken ved Møder og Gudstjenester eller ved Nadver, Daab, Bryllup og Begravelse. Jeg tror nok, jeg tør sige at have vist en saa grundig Liberalitet i den Henseende, at dette med Frygt far mig maa W. helst lade ligge.

Dernæst benægter W. min Paastand om det øjensynlige i, at Døden var ganske nær. Overlæge Delhlefsen har meddelt mig, at han nogle faa Timer senere saa Patienten, da "var han døende, ja, saa  godt som død".

Om det ved Dødslejet passerede har den afdødes Fader, Enke osv. meddelt mig ganske ensartede Beretninger, hvis Indhold gaar ud paa følgende: Pastor W. var saa mørk og saa haard. Den syge bad ham saa mindeligt, om han vilde give ham og hans Hustru Nadverens Sakramente. Men W. nægtede det med den begrundigelse. at han var ikke værdig. Den syge bad otter og atter derom, men forgæves. Han var vantro, uomvendt osv. Den syge mente ingenlunde om sig selv, at han var god nok, tværtimod; ham erkendte sig som en syndig Mand, der saa gerne vilde bede Gud om Forladelse og overgive sig til hans Naade og saa dø i Troen paa hans frelsende Kærlighed. Men W. hævdede, at dette med hans Anger og Tro, det slog alligevel ikke til. Han var det samme vantro Menneske alligevel og derfor ikke værdig til at modtage Sakramentet, og de to mødtes ikke efter Døden, fordi nemlig den syge gik fortabt til Helvede, medens W. gik til Himlen.

Personlig har jeg jo ikke overværet Samtalen, og for at give W. al mulig retskaffen Hensynsfuldhed skal jeg bede enhver, der vil danne sig en uafhængig Mening om Sagen, om ogsaa at tage dette med i Betragtning, at alle menneskelige Beretninger er ufuldkomne; trods al Sandhedskærlighedkan der - be paagældenbe uafvidende - være Enkeltheder, som er bleven misforstaaede eller har syntes dem skarpere, end W. maaske har ment dem. Men derfor er det ikke paa disse isolerede Enkeltheder, men paa Totalindtrykket, al man skal lægge Vægt.

Og det som bliver afgørende ved Sagens Vurdering, er Realiteterne. Kendsgerningerne, fordi der er ingen Mulighed for Misforstaaelse.

En Kendsgerning er det, at hvor inderligt end den syge bad derom, saa gav W. ham ikke Sakramentet. En Kendsgerning er det, at i den følgende Tid, indtil han blev stille, laa den døende i hjærteskærende Sorg, kaldte atter og atter ad mig, længtes inderlig efter, at jeg skulde være der og give ham Sakramentet og tale til ham om vor Herre Jesus.

En Kendsgerning er det, at faa Timer senere (altsaa paa et Tidspunkt. da hun ikke havde talt med og følgelig heller ikke kunde være paavirket af hverken mig eller andre) nærede man paa Sygehuset alvorlig Bekymring for den syges Hustru; hendes mentale Ligevægt var højst tvivlsom, og Aarsagen hertil øjensynligt Episoden med Nadvernægtelsen o. s. v. som hun fortalte om der.

En Kendsgerning er det, at da jeg den næstfølgende Dag blev hentet til hende, var hendes arme Hjerte bristefærdigt af Angst og Fortvivlelse, og alle hendes Ord gik ud paa det ene og samme SpørgSmaal, om Pastor Willer havde sagt sandt i, at Hendes Mand var ikke værdig til at faa Sakramentet, og var fortabt i Helvede o. s. v., - naar han dog saa inderlig gerne vride høre vor Herre til.

Eet er Realiteter, som man ikke kan komme uden om, - selv om man ikke har overværet Samtalen mellem W. og den syge.

Og paa Grundlag af disse Realiteter mener jeg mig, ihvor syndig og skrøbelig jeg end er, dog berettiger til, uden Personsanseelse og uden Personsuvilje, at spørge med brændende Harme og med inderlig Sorg i min Sjæl: "Kan I virkelig mene, at dette er af Herren Jesus, - han som fortalte Lignelsen om den fortabte og genfundne Søn?"

Felding-Tvis, den 22. oktober 1908

Geo. Jul. Sick.

(Herning Avis, 31. oktober 1908)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

"Bræddehytten". (Efterskrift til Politivennen).

Det København, der forsvinder

Nedrivningen af "Bræddehytten" begynder paa Mandag.

Mon der skulde findes en eneste Københavner, som ikke kender "Bræddehytten", i hvert Fald at Navn, og har hørt den berømme som et af Byens bedste Madsteder? Det er næppe sandsynligt, thi dette Ungkarlenes Pandekagehus har altid forstaaet at bevare Duften af det rigtig gode gamle Kongens København over sig og ladet haant om al moderne Udvikling paa Restaurationslivets Omraade.

Men nu maa langt om lange "Bræddehytten" bøje sig for det moderne Livs Krav. Den ligger det ny København i Vejen, og derfor maa den nu væk. Paa Mandag rykker Arbejderne ind i Hytten og tager skaanselsløst fat paa Nedrivningsarbejdet. Om en halv Snes Dage er den fuldstændig jævnet med Jorden, og paa dens Tomt skal den ny Tivoligade anlægges.

"Bræddehyttens" Oprindelse ligger ca. 40 Aar tilbage i Tiden. Den begyndte som en Knejpe under Restauratør Schwartz' Ledelse, men gik allerede i Midten af 70'erne over til Restauratør Frederik Nielsen, som siden har været en omhyggelig Krofar for de mange Gæster og specielt for Stamgæsternes Kreds der Aften paa Aften lejrede sig ved del store runde Bord oppe ved Buffeten og drøftede Dagens Begivenheder, medens man lod Torskehovederne og Fadøllet smage sig og brød sig Pokker om, at Luften herinde, under det lave Loft og mellem de trange Vægge, efterhaanden forvandledes til en tyk Taage af Tobaksrøg og Maddunster, og hygiejnisk set giorde Lokalet tit en højst uappetitlig Spisestue.

"Bræddehyttens" Ry som et solidt og forholdsvist billigt Madsted er naaet langt udenfor Hovedstadens Grænser, og tilrejsende Bønder vænnede sig hurtigt til at skraa fra Jernbanen tvært over Gaden til "Hytten", for der at tage den første Bid Brød paa Københavns Grund.

Det har været en solid og rolig Tilværelse, "Bræddehytten" har ført, og det har været solide Penge, Hr Fr. Nielsen har tjent. Saagodt som ingen Forandringer er sket indenfor "Hytten"s Vægge i de sidste 35 Aar. De tre faste Tjenere har været i "Hytten" i en lang Aarrække. Christiansen har arbejdet der i 36 Aar, Jensen, der oprindelig ogsaa hed Christiansen, har arbejdet der i 22 Aar og Rasmussen i 18 Aar,

Paa Søndag er det altsaa sidste Dag, de serverer ved Stambordet i "Hytten", men den Dag vil ogsaa alle Stamgæsterne give Møde og tage Afsked med det gamle Madsted.

(Folkets Avis - København 26. oktober 1908).

Oprindelig blev bygningen rejst for et menageri, bl.a. giraffer. Enkefru Jensen lejede sig ind i det og brugte det som cafe. 1865 blev det overtaget af restauratør Schweiz og 1876 af restauratør Fr. Nielsen.  Bygningen indlemmedes så i Tivoli. I starten gik det ikke ret godt, men det blev dog med tiden en guldgrube for Jensen. "Bræddehytten" kaldtes også "Nr. 3" og "Krystalpaladset". Hvert år afholdt værten en stor frokost for stamgæsterne og Tivolis højere funktionærer hvor der bl.a. blev serveret østers.

Tegning fra Holbæk Amts Venstreblad 4. november 1908. Fra venstre mod højre: Hoffiskehandler Oscar Frederichsen, journalist Carl Muusmann, possementmager John Güthler, kaptajn Weiss, restauratør Fr. Nielsen og journalist Andr. Buntzen. Oplægget kan være et maleri som Fr. Nielsen bestilte i sommeren 1907 hos kunstmaler H. Oswald, "Stambordet i Bræddehytten". Dette maleri udløste en retssag, idet Oswald havde lavet endnu et maleri og solgt det for 500 kr. Ved en dom blev han pålagt en bøde på 200 kr, dog ikke erstatning..

"Bræddehytten" Den sidste Bøf.

Allerede i Lørdags Aftes begyndte den højtidelige Afskedsfest. Folk strømmede til og blev stuvet sammen om Bordene til der bogstaveligt talt ikke var en Tomme Plads tilbage. Man sad saa tæt som Fluer paa et Stykke Sukkerbrød. Opvarterne holdt sig med Møje en smal Sti aaben, hvor de fortvivlet kæmpede sig frem, drabeligt svedende og med mægtige Klaser af Ølglas i Hænderne.

Helt ud under aaben Himmel sad Folk og risikerede en Lungebetændelse for at komme til at vise deres Deltagelse. Midt i Mylderet stod Stambordet tomt og med Stoleryggene stillede paa skraa ind over dets jomfrueligt hvide Dug. De lignede to Rækker Mindestene, der vakte Andagt om sig, ikke mindst, da det rygtedes, at de ventede paa Stamgæsterne, som Værten havde indbudt til en sidste hyggelig og fortrolig Fællesspisning.

Og Stamgæsterne kom, og der kom gode Gaver paa Bordet, og der blev spist og drukket og holdt Taler, og en af Stamgæsterne havde forfattet og ladet trykke en Sang, som blev omdelt og afsunget under megen Begejstring.

Man vil forstaa, at Festdeltagernes Tænder løb i Vand ved følgende Vers, der som i en Sum indeholder al "Bræddehytten"s Poesi:

En vil ha' grilleret Lammeho'de,
og en anden Kalvefrikasse,
Pandekager efter sidste Mode
og en lille Omelet soufflé;
Gullash, Skinke, Røræg, Bøf, Karbonade,
Blodrød Oksesteg, Torsk, Aal l Gelé;
"Hytten"s Mad er dejlig, Gæsterne glade,
muntert rasler Gaffel, Kniv og Ske

Det blev en Aften, som varede til den aarle Morgenstund. Klokken var 5, da de sidste Gæster forlod "Bræddehytten".

Intet Under, at Stemningen var ligesom en Smule mat i Gaar. Man havde Tømmermænd og saa sort paa Tilværelsen. Dette var altsaa absolut den sidste Aften. De endnu noget medtagne Stamgæster satte sig sukkende ved Bordet og bad om en Sodavand til at begynde med.

Alligevel steg Humøret tilsidst, som det jo plejer, og der var ved Midnatstid stort Liv og Lystighed i den gamle hytte.

Klokken 1 blev der lukket og slukket. "Hytten"'s Saga var ude, uigenkaldelig og for stedse.

I Dag rykker Haandværkerne ind og tager sat paa at jævne det minderige lille Hus med Jorden.

Absalon

(København 2. november 1908).

Tivoligade er Bernstorffsgade. Helt lukke gjorde Bræddehytten dog ikke. Den genåbnede den 15. maj 1909 på Vesterbrogade 3, med N. P. Jensen som vært. Han var fhv. vært på Café Bellevue, Bredgade. Her var udsigt til Tivoli fra en stor veranda med plads til 150 gæster.

Tjener Christiansen flyttede med til den nye "Bræddehytten". Her fik han overrakt dannebrogsmændenes hæderstegn i oktober 1922 og et guldur med guldkæde i anledning af hans 50 års jubilæum. Han blev den første restaurationstjener som blev kongeligt dekoreret. Tidligere på året i 1922 var han fyldt 75 år, og havde ifølge ham selv serveret 3 millioner skipper labskovs. Foto fra BT 29. september 1922.

Ernst Nyrop Larsen: Vesterbrogade 3, Bræddehytten. 10. oktober 1908. Kbhbilleder. Public Domain.

Christian Carl Brix (1820-1908). (Efterskrift til Politivennen)

Christian Carl Brix (1820-1908) var skolebestyrer og politiker. Han underviste efter sin embedseksamen i forskellige skoler, navnlig i Borgerdydskolen på Christianshavn. Studierejser til Stockholm og Uppsala (1845) og til England (1851). 1851-1892 bestyrer for Efterslægtsselskabets realskole. 1858–92 medlem af Københavns borgerrepræsentation. 1863–66 medlem af rigsdagens landsting for København. 1864–1866 medlem af rigsrådets og 1866–87 af rigsdagens folketing. Han stod i rigsdagen i anden række, hans indflydelse var mere mærkbar i den nationalliberale ledelse af hovedstadens offentlige liv. Blev professor 1869,  etatsråd 1886.

Alfred (Alfred Valdemar) Larsen (1860-1946): Efterslægtens gård på Østergade nr. 54. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kjobenhavn den 31te December 1878. Det politiske Møde, som den kjøbenhavnske Afdeling af den herværende Grundlovsværneforening havde sammentrommet med Bebudelse af, at Berg, Hørup og andre af det radikale Venstres Koryfæer vilde indfinde sig. og hvortil de kjøbenhavnske Rigsdagsmænd af det opløste Folkething vare indbudne, fandt efter Bestemmelsen Sted igaar Aftes i Gothersgadens Exercerhus.

- - -

. . . Derefter talte Brix, som i et fortrinligt Foredrag oplyste, at det var Venstre, der havde standset hele vor Udvikling. Han erindrede om, at Højre havde indbragt mange Reformforslag om Skolevæsenet, Præsternes Lønning, Toldtarifen, Forsvarsvæsenet o. s. v., men Venstre havde systematisk modsat sig alle disse Forslag. Naturligvis bleve hans Udtalelser modtagne med Larm, Hylen og usømmelige Tilraab af den største Del af Forsamlingen, og der blev endogsaa raabt til ham, at han skulde "sikke af" o. s. v., men han modstod al denne Tumult med den største Koldblodighed og Fasthed. 

(Fyns Stiftstidende 2. januar 1879).

Grundlovsværneforeningens Valgmøde som i Mandags Aftes afholdtes i Gothersgadens Exercerhus, var besøgt af flere tusinde Mennesker. Allerede forinden Kl. 7 havde Folk begyndt at opstille sig i god Orden paa Fortogene i Gothersgade, hvor Tiden tilbragtes under alskens behagelig Skjemt. Især lod det til, at Bestemmelsen om at tage 10 Øre i Entre tiltalte Publikum. "Havde I. A. Hansen altid gjort det, havde han ikke behøvet at laane af Kassen". Thi det var man enig om, at en Frihedsmand trængte til andet end Ideer og Frihedskjærlighed; "Snapse og baiersk Øl" maatte ogsaa til. Forøvrigt havde man sinde, hvis Høire skulde gjøre "et morderligt Grin", at vise, at der her i Kjøbenhavn fandtes et "Demokrati".

- - -

--- Professor Brix udtalte, at den foregaaende Taler havde givet Høire sit Skudsmaal. Ja, hvis han havde Ret til at give Skudsmaal, saae det slemt ud. Grunden til, at Høire havde stillet sig i en saa stærk Opposition mod Venstre var, at Venstre i en Række af Aar havde hæmmet vor Udvikling; det havde reist et nyt Spørgsmaal, hvorfor det satte alle Hensyn tilside, i de første 22 Aar af vor Frihed gik Udviklingen rask fremad. Efterat Venstre tilligemed de nu saa forkættrede Godseiere vare blevne enige om et nyt Landsthing (og Berg med!) havde Venstre begyndt sin Opposition. Taleren mindede om, at det havde nægtet Reservens Indkaldelse, det havde indsendt den bekjendte Adresse til Kongen og endelig havde det viist det af den foregaaende Taler saameget omtalte Maadehold ved at nægte Finansloven. Taleren gjennemgik derefter de sidste Aars politiske Historie under stærke Afbrydelser (Tal om Arbejderne! - Estrup leve ! - Hurra! Venstre leve!). Den provisoriske Finanslov blev udstedt, fordi saavel Landsthing som Folkething havde vedtaget hver sin Finanslov. Der var altsaa kommet en Rift i Grundloven, men Skylden var Venstres, der havde været ufordrageligt. Venstre havde ikke henvendt sig til den rette Dommer over Ministeriet, nemlig Rigsretten. Hvorledes havde det store Venstre hævdet sine Principer? Ved at gaa fra hinanden. Hvis Parlamentarismen herskede, vilde man nu ikke kunne danne et Ministerium af Folkethinget (Gaa, gaa! stærke Raab). "Jeg viger ikke, om De skrige nok saameget. Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere, og dette er min Berettigelse til at staa her (stærk Støj). Hvis De bliver ved at skrige saaledes, maa det siges, at kjøbenhavnske Venstremand, som vare i Minoritet, ikke kunde give deres Mening tilkjende uden ved Skraal og Skrig". Høire elskede Grundloven høiere end dem, der ved deres ubesindige Fremstormen udsatte den for Fare. Grundloven leve! (Hurra! Brix leve! Hurra! Hyssen). -

- - -

(Thisted Amtsavis 2. januar 1879. Uddrag).

Fotograf Budtz (Bertel Christian Budtz) Müller (1837-1884): Christian Carl Brix (1820-1908). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

C. C. Brix som Skolemand.

Ved Professor Fr. Bokkenheuser.

Naar en Mand bliver Gammel - meget Gammel - Brix blev 87 Aar - gaar han let ud af Sagaen. Og Brix gik det som de andre. Om ham som Politiker og Borgerrepræsentant er der skrevet en Del i Tidsskrifter, Blade og Leksika, om ham som Skolemand meget lidt.

Det er nu over 50 Aar, siden jeg saa Brix første Gang. Gennem det lille Forværelse, der i sin Tid havde været Edvard Storms Sovekammer, kom man ind i det store, firkantede Kontor. Ligefor Døren stod det runde Arbejdsbord, og mellem Bordet og Kakkelovnen stod Brix med Hænderne under Frakkeskøderne og Byggen til Kakkelovnen, i Munden havde han Cigarstumpen, som uafladelig gik ud og uafladelig blev tændt igen. Derfra havde han Oversigt over alt og kunde øjeblikkelig finde hvert Papir eller hver Piece, han havde Brug for, og som laa i en Dynge paa Bordet. Ingen vovede at flytte en Stump. Naar et Papir ikke længer brugtes gik det hug Kakkelovnen.

Enhver, der i sin Tid kom paa Kontoret, mindes vist den gamle Sofa med det grønne Betræk tilhøjre for Døren. Stod Brix ikke med Ryggen til Kakkelovnen, kunde man være temmelig sikker paa, at han laa paa Sofaen, sidde gjorde han sjeldent, men han kunde ligge og arbejde med fuld Kraft. Engang skulde jeg hjælpe ham med at gøre en Forandring i Skemaet. Efter vel en hel Snes Ombytninger lykkedes det, og jeg vilde da til at nedskrive Forandringerne, men Brix, som laa paa Sofaen, sagde: "Det behøves ikke, det kan jeg sagtens huske, til jeg rejser mig."

Naar man i de Tider saa Brix første Gang, maatte man absolut finde noget imponerende ved ham; han var en smuk Mand, midt i Trediverne og i sin fulde Kraft. I rokkelig Fasthed, forbunden med mild Humanitet, stod at læse i hans Ansigt. I H. A. C. Lunds "Studenterforeningens Historie" findes der et Ungdomsportræt af ham, men jeg kan ikke tro, at det nogensinde har lignet: der forekommer mig at være noget brutalt i Udtrykket, som ikke hørte til. Medens han nød enorm Respekt baade fra Lærernes og Drengenes Side, var han dog mild og venlig mod enhver, der kunde trænge til hans Venlighed, og han taalte ikke, at nogen led Uret. Da jeg blev Lærer i Efterslægten i Efteraaret 1856, var det 5 Aar, siden han var bleven Inspektør ved Skolen. Nu var han fast i Sadlen, men det var ikke ganske lette Forhold, under hvilke han havde begyndt sin Virksomhed. Professor Friedenreich var død i Foraaret 1851; Cand. juris E. A. Juel blev konstitueret som midlertidig Inspektør med ('.lir. Agerskov som Viceinspektør. Under Friedenreichs lange Sygdom var Skolen gaaet tilbage: bedre blev det ikke og kunde det ikke blive i Sommeren efter hans Død, da man slet ikke vidste, i hvis Hænder Skolen skulde betros Der var indgivet 13 Ansøgninger om Pladsen: iblandt dem 4 af Skolens Lærere og desuden A. F. H. Fleischer, Jens Holbeck. Ole Chr Borch, F. A Milo - og en Hoboist ved Kastelsjægerne.

Brix var dengang i Udlandet paa et Rejsestipendium; han kunde derfor ikke personlig henvende sig til Skolens Direktion, men hans Ansøgning var ledsagen af udmærkede Testimonier fra det teologiske Fakultet og glimrende Anbefalinger fra H. N Clausen og Martin Hammerich, i hvis Skole han havde undervist i Historie, Geografi og Dansk. Da han fra Geheimekonferensraad Collin fik Brev om. at han havde faaet Pladsen, rejste han straks hjem fra London, og den 1ste November 1851 blev han højtideligt indsat som Skolens Bestyrer.

Han beholdt hele den fungerende Lærerstab og gjorde i Aarenes Løb alt for at uddanne og styrke dem, og da han 25 Aar efter sin Udnævnelse samledes med Lærerne i Gymnastiksalen, var der endnu adskillige, som havde fulgt ham lige fra Begyndelsen, medens han naturligvis i Aarenes Løb havde knyttet en Række andre dygtige Mænd til Skolen.

Kort efter sin Udnævnelse udarbejdede han de saakaldte "Skolens Vedtægter", der endnu gælder; de vidner gennemgaaende om Brix' Humanitet og klare Blik paa Forholdene. Den 18de September 1855 udkom en Bekendtgørelse fra Kultusministeriet angaaende en Plan for en særskilt Realundervisning og Afgangseksamen for nogle af de lærde Skoler i Kongeriget, men den skulde ogsaa under behørig Kontrol kunne afholdes ved private Skoler, der gjorde Fyldest i enhver Henseende. Efter Brix' Mening var skolen iblandt den, der i sin Plan mest nærmede sig til det foreskrevne Kursus og der behøvedes ikke mange eller gennemgribende Forandringer for at præstere, hvad der fordredes. P« var imidlertid nogle faa Vanskeligheder at overvinde Skolen maatte opgive noget den fuldstændige Uafhængighed, den hidtil havde nydt, og gaa ind under en fremme Autoritets Kontrol, og endvidere maatte den forandre sin Eksamenstid fra Februar til Sommertiden. Disse Betænkeligheder lykkedes det ham dog at faa overvundne.

Nu tiltog Elevantallet i Skolen i en rivende Fart saa at det i løbet af nogle faa Aar blev fordoblet De gamle Lokaler var ikke længer tilstrækkelige, og i 1857 opførtes den store Bygning, der kom til at rumme den naturhistoriske Samling og ni store Klasseværelser.

I November 1876, da Brix havde været Bestyrer i 25 Aar, stod han i sin fulde Manddomskraft og Skolen i sit bedste Flor. Den talte omtrent 500 Elever, fordelte i 23 Klasser, underviste af 62 Lærere. Paa mange Mander blev han hyldet den Dag; iblandt andet samledes l ærerne og Eleverne lidligt om Formiddagen paa Skolen i Gymnastiksalen Det blev overdraget Professor Agerskov at holde Festtalen, som han sluttede saaledes "Det var dog ikke alene ved de sjeldne Evner eller ved sin rige Kundskabsfylde, at Professor Brix frembragte et saa skønt Resultat, det var fuldt saa meget ved sin Personlighed, ved den Aand, der gik gennem hele hans Virksomhed; ved en sand og ægte Humanitet havde han forstaaet at vinde Elevers og Læreres Kærlighed og Højagtelse.

I 1885 var Brix' Helbred begyndt at vakle, men ingen ofrede det nogen alvorlig Tanke, før pludselig ved Skolens Hundredaarsfest den 4de Marts 1886 Hukommelsen svigtede ham, da han stod paa Talerstolen i Industriforeningens Sal. Dagen efter begyndte den haarde Sygdom, der nær havde kostet ham Livet

Ved omhyggelig Pleje og konsekvent Overholdelse af Lægens Forskrifter kom han sig; men den gamle Kraft vendte ikke tilbage, særlig Hukommelsen vedblev det at skorte paa. Ved Slutningen af 1892 traadte han tilbage Den sidste Dag for Juleferien samledes Drengene i Skolens Sal. Brix ønskede, at ingen af Lærerne skulde være tilstede, men i sidste Øjeblik bad han mig at gaa ind med. Der var Dødsstilhed udbredt over hele de - store Skare af Børn, og med ganske faa Ord sagde han dem et hjerteligt Farvel Han var lige ved at synke sammen. Drengene gik da hjem, uden at man hørte en Lyd ved Bortgangen.

Senere har han nok af og til vist sig paa Skolen, mild og venlig som altid, men han holdt ikke af at komme der.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. oktober 1908. 2. udgave)

Etatsraad C. Brix død.

14. Marts 1820. - 26. Oktbr. 1908,

Med "Efterslægten"s tidligere Bestyrer, Etatsraad Brix, er en Mand gaaet bort, der indtil for ca. 20 Aar siden spillede en fremragende Rolle i Kjøbenhavn. Han hørte til det nationalliberale Parti, og hans Navn figurerede Side om Side med Billes og D. B. Adlers under alle Opraab, hvad enten det gjaldt et politisk eller kommunalt Valg eller en Opfordring til at støtte en eller anden almennyttig Sag.

C. C. Brix var en jydsk Præstesøn, der i en Alder af kun 16 Aar blev Student og fem Aar efter blev theologisk Kandidat. I Studenterverdenen, hvis Betydning den Gang var en ganske anden end i vore Dage, kom Brix Snart til at høre til de ledende i Kraft af et gode Hoved og sin Slagfærdighed som Taler. Han sluttede sig med Liv og Sjæl til den nationalliberale Bevægelse og hele det skandinaviske Røre. Den unge kjøbenhavnske Privatlærer kastede sig over historiske Studier og besøgte med offentlig Understøttelse i Arkiverne i Stockholm og Uppsala; senere gæstede han i samme Øjemed England. Under sit Ophold her blev han udnævnt til Bestyrer af Efterslægtselskabets Skole og tiltraadte sit Embede den 1ste November 1851. I over 40 Aar sad han som Bestyrer i af den gamle Skole og skaffede sig et Navn sorn en dygtig Skolemand. En af Lærerne har udtalt for os, at han som Skolebestyrer var en Gentleman ud til Fingerspidserne og almindelig afholdt af Lærere og Elever. Han havde altid en Spøg paa Læben og forstod at haandhæve en god Disciplin. Var der noget i Vejen med en Lærer eller en Discipel, kunde han buldre løs, men var altid snart god igen. Saavel Lærere som Elever saa op til ham med Ærbødighed.

I ca. 30 Aar repræsenterede Brix Kjøbenhavns 2den Kreds i Folketinget og havde i mange Aar Sæde i Borgerrepræsentationen. Intet af Stederne kom han dog til at spille den fremtrædende Rolle, som hans gode Evner egentlig gjorde ham selvskreven til; men dette hang sammen med en vis Magelighed i hele hans Temperament; nogen Slider har Brix aldrig været. Paa en Talerstol fyldte han sin Plads og forstod at skaffe sig Ørenlyd selv i nok saa urolig en Forsamling. Den, der skriver dette, husker, hvorledes Brix ved det store Møde i Gothersgades Exercerhus ved Juletid 1878 tiltordnede den overvejende socialistiske Forsamling, der ikke vilde høre ham i Ro: "Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere til Rigsdagsmand og viger ikke for Deres Brøl, mine Herrer!" Tilhørerne blev imponerede af hans uforknytte Maade at tage Afbrydelserne paa og lod ham tale.

Men dette Møde blev et Fingerpeg om, at det nationalliberale Partis Eneherredømme i Kjøbenhavn stundede mod sin Ende, og da nu tilmed faa Aar efter en Hjærtelidelse traadte til, trak Brix sig i Firsernes Slutning ud af sine offentlige Hverv. Han vedblev dog at virke ved sin kære Skole indtil 1893, men hans gamle Kraft var brudt, og det undrede egentlig mange, at hans Otium blev saa langvarigt.

Hans Død indtræffer netop paa det Tidspunkt, hvor hans Efterfølger I belaver sig paa at vige Pladsen som Forstander for Edv. Storms gamle Skole og overlade til cand. theol. H. P. Hansen som den 9de i Rækken af "Efterslægten"s Bestyrere at føre Skolen frem mod nye Tider.

(Dannebrog 27. oktober 1908).

Han er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Frantz Dahl: Chr. Brix. I Anledning af 100-Aarsdagen for hans Fødsel 14. Marts 1920.

Etatsråd Chr. Brix' familiegravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Sick angriber Indre Mission. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Sick

Hans Anklage mod Missionen. - Lehnsgreve Holstein-Holsteinsborg.

Som det vil vides, rejser Lehnsgreven til Holsteinborg rundt lil Vækkelsesmøder. Pastor Sick skriver i den Anledning

Danmarks Lehn har som bekendt ikke alle den allermest kristelige og moralske Oprindelse. Jeg vil ikke gerne sige noget ondt om en død Mand; men det, om Kongen avlede en Søn med sin Frille, kan jo i alle Tilfælde ikke være mere moralsk og kristelig end om en Smedesvend avler en med sin Forlovede. Det, om en Konge levede i et malprobert Bigami med et stakkels, forløbent Pigebarn, kan jo dog i alt Fald, som primus motor til Lehns Erhvervelse, ikke siges noget fra et helligt Standpunkt ganske uangribeligt. Der var jo en Gang en, som sagde noget om den uretfærdige "Mammon". Hor kan, i hvor mange Aar der end forløber, aldrig bliive andet end Hor, og kan følgelig ikke kvalificere noget som helst Mammon til Betegnelsen retfærdig.

Har de nogensinde hørt, at en kristelig Lensbesidder føler sin Samvittighed besværet as sine Tusinder Tdr. Land og sine Millioner i Fidei-kommiskapital? Har De nogensinde hørt, at han beder Staten befri ham derfra og tillade ham at eftrefølge Herrens Ord om at "skaffe sig Venner ved den uretfærdige Mammon, som kunde tage imod eder i de evige Boliger"? Har De nogensinde hørt, at dette eller hint Lensforhold ophæves efter Besidderens Anmodning, for at Rigdommen kan anvendes til Enkers Underhold, tilskadekomne Fabrikarbejdere, udslidte Sygeplejerskers Alderdom eller Dagarbejdsskoler.

Lad en Mand gøre det, selv om han reserverer sig en 4- 5000 Kr. aarlig for sin Levetid, og lad ham saa gaa rundt og prædike Omvendelse og Tro til Herren Jesus, saa skal jeg love for, at de Missionsmøder skal blive velsignede og kristelig Barmhjertighed blive æret.

Biskopperne tier Vanrøgt paa Fattiggaarde.

Har De nogensinde hørt, at en Biskop herhjemme har kæmpet en djærv Kamp til Fordel for Fattiggaardsbørnene? Eller har vovet sin Stilling og sit daglige Brød for deres Skyld.

Der afholdes hvert Aar store Skolemøder rundt om i hver Landsdel. Det er gammel Skik, at Taleren jævnlig er en Biskop. Det er jo i og for sig saare godt, at Biskopper vil tale om "kristelig Opdragelse, Barnehjertet og Guds Kærlighed" og lignende alvorlige og dybe Emner.

Men for os andre, der ikke er Biskopper, og ikke nyder de med Bispestilllngen forbundne jordiske og timelige Behageligheder, men tværtimod maa staa ene imod Strømmen, maa vove alt, hvad jordisk og timeligt voves kan, inklusive Hus og Hjem - for os ser det saa ganske underligt ud, at Biskopper vil tale om kristelig Opdragelse, uden at rejse et Harmskrig over det ganske Land paa Grund af den sjælelige og legemlige Ødelæggelse af Børn paa Fattiggaarde. Hvor kan man holde Foredrag om Daabspagtens Bevarelse eller om Barndom og Trosliv, naar man ikke løfter en Haand for at ændre den Kendsgerning, at Børn, som ere under kommunal "Forsorg" paaføres en saadan Barndom, som absolut maa udslukte hver Gnist af Tro til en Fader i Himlen, og rodfæste de frygteligste Bauer dybt i de unge Sind !

Skal det dog altid være fra neden af, at Hjælpen skal komme ?

Skal det dog altid være i Opposition opadtil, at der gøres Alvor af Kærlighedsbudet ?

De grinende Pinstrup bønder.

De politisk onde Mennesker er faa. og den Fortræd, de volder, er den mindste.

Det meste ondt øves ikke ved dem, der er onde, men med dem, der ikke vil være gode. Det vil sige ved dem, der, saa snart de ikke handler enkeltvis, være som Led i et større Hele, kender sig ansvarsløse, og derfor gør, hvad de ellers aldrig vilde anse for retskaffent.

Man vil gøre stor Uret, hvis man vilde sige, at Flertallet af Sogneraadsmedlemmer og Amtsraadsmedlemmer er onde. De er ikke onde, de er i det væsentligste som Folk er flest. Men i deres Privatliv, naar de staar overfor Handlinger, de som Enkeltmænd skulde øve, kan de være under Ansvar. Er de i Fællig med de andre Sogneraads- eller Amtsraadmedlemmer, mener de ikke hver især at have eet fuldt Ansvar.

I et Sogn var en Fattiggaard. hvor Børnene levede under aldeles forfærdelige Forhold, ganske stridende mod Loven.

Præsten havde i Aarevis kæmpet for at faa dem bort, men forgæves. Saa kom der en ny Sogneraadsformand, der som Medlem ogsaa havde været med til at holde Haanden over den gamle utilbørlige Skik; men en Dag. som han gik op paa Fattiggaarden, kom hele den forvildede Flok af de stakkels Børn ham stormende i Møde; han havde set dem mange Gange før, men i det ene Øjeblik kom Ansvarsfølelsen over ham.

Han gaar dybt rystet hjem; og ved næste Sogneraadsmøde siger han aabent og naturligt til Medlemmerne, at hans Samvittighed er ramt, og at Børnene maa ud; han fortæller ganske jævnt om det Indtryk, han faa Dage i Forvejen havde faaet saa stærkt. Men hvad sker?

At de tilstedeværende Medlemmer griner ad ham, ikke ler, men haanende, spottende griner ad ham, fordi han nu føler sig truffen i sin Samvittighed.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 22. oktober 1908).

En Præst angriber Indre Misston.

Ak, vidste Du dog . . .

Den bekendte Pastor Sick ved Holstebro, hvis aabne Brev til Stiftsprovsten vi forleden Dag gengav, har paa Forlaget af 1907 udgivet en Pjece under Titlen: "Ak, vidste Du dog" i hvilken han retter et meget stærkt Angreb paa Indre Mission. Han erkender, at der saavel blandt Indre Mission som blandt andre religiøse Sekter - findes mange virkelige rettroende og varmt følende Mennesker, og hans Angreb er derfor vendt mod Hykleriet, Skinhelligheden og alt det af Umoralitet, som øves under Hellighedens Maske. Hr. Pastor Sick lever paa en Egn, hvor Missionen har ganske anderledes Tag i Befolkningen, end her paa Sjælland, og hvor Forholdet da er blevet det, at for at kunne klare sig nogenlunde, maa man ind under Missionen, enten Vedkommende tror paa den Sag eller ikke. Paa den Maade fremstaar Hykleriet og Skinhelligheden.

Alle Venner af Sanddruhed og Ærlighed under alle Forhold, maa derfor være Pastor Sick Tak skyldig, fordi han søger at dæmme op mod den Tanke, at naar en Mand blot kalder sig "hellig", har han Ret til at øve en hvilken som helst Skurkestreg. Selv om Pastor Sicks Bog slaar haardt, bør den dog læses af alle; thi der findes mangen drøj Sandhed i den.

Præsten erklærer, at Skinhellighedens magtfyldte Knytnæve er over den lille ærlige Kærne i Kirken, som ikke magter at afryste Aaget.

I Kirken, skriver Hr. Sick, har den religiøse Svindel, Skinhelligheden, bredt sig overordentlig vidt og udgør, ved sin Tilknytning til Menneskehjærtets daarligste Egenskaber og sin deraf følgende store Magt, den væsentligste Hindring for Udviklingen af et sundt og sandt Kristenliv i vort Folk, og af et virkeligt humanitetsarbejde til Bedste for fattige hjemløse Børn og andre i vort Samfund ulykkeligt stillede ...

Og længere nede fortsætter han om de hellige Samfundsmøder:

Efterhaanden udartede disse Samfund, og den degenerative Proces er nu i mange Egne saa vidt fremskreden, at saadanne Samfund er blevne Arnesteder for den modbydeligste Skinhellighed, for Løgn, Snyderi og Æreskænderi, for en Hjærteforraaelse, der langt overgaar den, man møder fra endog mest antikristelig Side, og for en Ødelæggelse, ikke mindst af Ungdommen, der bl. a. giver sig Udslag i, at af de Piger paa Landet, som bliver Mødre gennem et løst erotisk Forhold, er de 9/10 enten saadanne, som har haft det hjemløse Barns sørgelige Barndom, eller saadanne, hvis Hjemlivs Kilder er blevne tilsølede gennem de skinhellige Samfund.

Naar et Medlem af et "helligt Samfund" er en notorisk Kæltring og almindeligt vurderet som saadan, da er det en 'forfærdelig Parodi paa al Kristendom, naar "Samfundet" siger: "Vi holder sammen som hellige Brødre og Søstre, thi han er dog en hellig Mand, som er i vort Samfund".

Det er en ubestridelig Kendsgærning, at i saare mange Tilfælde vil et hæderligt Menneskes Tilslutning til et saadant "helligt Samfund" mere eller mindre hurtigt medføre en gradvis Afstumpning af hans moralske Følelse og en Forfrysning af Kærligheden og Selvfornægtelsesevnen. Dette er ganske naturligt; thi man gør ikke ustraffet sort til hvidt; har man først en Gang været med til at gaa tværtimod al Hæderlighed og Retskaffenhed for at holde sammen med sin "hellige" Samfundsbroder, saa har man tilsat noget af det bedste i Mennesket.

Forfatteren anfører derefter følgende:

"Navnene "Missionsmand", "hellig", "Guds Barn" el. lign., som jo alle i og for sig er smukke, naar de vel at mærke bruges i ydmyghed og Sandhed, er paa Grund af Skinhellighedens enorme Udbredelse naaet til at have en dobbelt Betydning, dels af en oprigtig, bundkærlig Kristen, dels af en gediegen Kæltring".

Og han føjer til, at han en Markedsdag hørte en Mand udtale, at hvis han blot ikke kom til at handle med et "Guds Barn", vilde han nok kunne vente at faa handlet paa den ham tilsigtede Maade. At de moralske Følelser ofte afstumpes hos de Hyklere, der undertiden skjuler sig under Hellighedens Maske, leverer Præsten følgende Bevis for:

"En "Missionsmand", ledende i sit Sogns "hellige Samfund", en fuldgyldig Repræsentant for et saadant, skulde en Dag som Køber gøre en Handel. Varens Pris blev af Sælgeren sat til 900 Kr., og "Missionsmanden"s Venner, som skulde varetage hans Interesser og staa ham bi, siger til ham, at for den Pris bør han købe, ja, at han ligefrem ikke kan være bekendt at prutte Varens Pris længere ned, da den jo fuldelig var det værd. Men den "hellige" Køber, som vidste, at den fattige Sælger var absolut nødt til at skille sig af med Varen, vendte sig om til sine Venner og sagde: "Nej, jeg kan mærke, at det ikke er Herrens Villie, at jeg skal have den". Derefter pinte han Prisen ned til 400 Kr.; og da den arme Sælger i sin Nød slog til og gik ind paa Håndelen, vendte Køberen sig om til fine Venner og sagde: "Ja, for nu kan jeg mærke, at det er Herrens Villie, at jeg skal have den".

Forfatteren retter derefter et stærkt Angreb mod Velgørenheds-Humbugen og gør gældende, at selv om en Mand med en Indtægt af 6000 Kr. om Aaret ofrer 200 Kr. til forskellige Institutioner, da er det for intet at regne mod den Opofrelse, som den fattige Del af Befolkningen ofte udviser.

Ogsaa Hebron-Sagen omtales, og Præsten, som er godt kendt der paa Egnen, skriver:

Spørgsmaalet blev slet ikke afgjort efter Principet : Godt er godt, og ondt er ondt, - hvem der saa end over det. Men man anvender Principet: Fru Bransholm er en af de "hellige"' Samfund, altsaa er det godt; Sabroe er ikke "hellig", altsaa er det, han siger, Løgn og Djævelens Gerning selv om det er nok saa sandt.

Og længere nede:

Nu valgte man et ganske andet, visselig intet mindre end apostolisk Princip, og man vandt herved en Sejr; men den er tilsyneladende, lige som den vil blive kortvarig, fordi den er uægte. Hvilken blodig Livets Ironi! En Sejr i en aandelig Sag ved Hjælp af en - Alberti! Hellere maatte man have faaet en Dommens Møllesten om sin Hals og være sænket ud i Nederlagets Dyb end vinde den Sejr ved Hjælp af den mest samvittighedsløse Kæltring, som nogen Sinde har snydt Galgen. Ja, "Visdommen er bleven retfærdiggjort af sine Børn!"

En anden Del af Pjecen omhandler Administrationen og den manglende Ansvarsfølelse hos den enkelte, naar han skal dele Ansvaret med andre. Men en Mand af Ære er altid ene om sit Ansvar.

Ansvar kan ikke udstykkes, fordi enhver har Ansvar. I en Korporation, bestaaende af 12, har ikke hver enkelt sit Ansvar, men hver enkelt har et helt og fuldt ubetinget og uafhændeligt Ansvar. Kan en Mand ikke erkende det og vil han ikke handle under Indflydelse heraf, saa er han ikke en Mand af Ære, om saa den hele vide Verden vilde ære ham.

Pastor Sick henter derpaa en Række Eksempler væsentlig fra det kommunale Styre. Og han viser, hvorledes Mennesker kan gøre Ting, naar de staar som et Led af et større Hele, som de aldrig kunde enkeltvis.

Og Ansvarsløsheden udvikler efterhaanden det Princip i Folkets Sammndsmoral, som er den virkelige retskafne Administrations største Fare: "Pas dig selv!"

"Det største Bæst under Solen er efter dansk Betragtning den, der ikke passer sig selv", skriver han.

Om værgeløse Børn mishandles, hvad angaar det dig, pas dig selv!

Om Loven ikke overholdes, - hvad kommer det dig ved, pas dig selv!

Om nogen lider Uret, som ikke, kæmpende alene, kan faa Oprejsning hvad skader det dig, pas dig selv!

Om din Retfærdighedsfølelse saares ved at se Sandheden trampes under Fod, - hvad bilder du dig ind. pas dig selv!

Hvad er en rar Mand, en omgængelig Mand ?

En, som passer sig selv!

En lovende ung Embedsmand, - det er en, som passer sig selv!

En dygtig, besindig Præst, der har stor Fremtid for sig, - hvad er det?

En, som passer sig selv!"

Hr. Sick fortæller flere Eksempler om, hvorledes Ansvarsfølelsen ofte svinder bort i Kommunestyrelsen, naar det drejer sig om gamle, fattige Mennesker eller værgeløse Børn.

Der er Kraft og Indignation i det lille Skrift, som fortjener at læses overalt.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 22. oktober 1908)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.