Kjøbenhavns Hundekirkegaard, Østerbro. (Efterskrift til Politivennen)

På Østerbro fandtes 1880?-1917 en hundekirkegård. Den lå ved Garnisons Kirkegård, nuværende Dag Hammerskjölds Alle 28 -(indtil 1962 Østerbrogade). Grundlagt af gartner Carl Preisler. Han havde gartneri der siden 1878. Grunden blev opsagt i 1916 og bebygget 1917. Københavns Magistrat nægtede at anlægge en ny. Døde hunde skulle for fremtiden brændes. Der findes 5 fotoer på KBHbilleder. Eksistensen af kirkegården vakte stor interesse i hele Danmark, og der blev skrevet lange artikler om den. Nedenfor nogle eksempler. 

Peter Elfelt: Dag Hammarskjöld Alle. Hundekirkegården, Fra ca 1880 lå dyrekirkegården på grunden hvor "Lille Amalienborg", Simonsens palæ senere kom til at ligge. Kbhbilleder. Public domain.

Hundekirkegård på Østerbro

Marmortavler med forgyldte inskriptioner.

Vi fortalte i onsdags om en dame i Boston der på en opsigtsvækkende måde lod sin abe begrave i en fløjlsbetrukken, sølvbeslået kiste.

I dag kan vi berette at det københavnske bourgeoisi heller ikke står tilbage hvad den slags ekstravagancer angår.

København har fået sin begravelsesplads for hunde! Det er i gartner Preislers have på Østerbrogade, tæt ved Garnisons Kirkegård at hundenes kirkegård er installeret. Hr. Preisler har af Magistraten lejet et stykke jord der vender ud mod alleen, og som han har udstykket til en slags kolonihaver. På dette areal begraves med megen højtidelighed velhavende folks hunde. Den aparte "kirkegård" er indrettet midt i en stor rosenplæne der støder op til den rigtige kirkegårds indviede jord. Den billigste takst for en begravelse er 2 kroner. Den rangerer med de såkaldte "fattigbegravelser" på vores kirkegårde. Dyrets ejer må selv besørge liget bragt til hr. Preisler hvis arbejde indskrænker sig til at han i rosenbedet graver en grav af passende størrelse, i hvilken dyrets jordiske levninger nedsænkes. Og rosenbedet gemmer en mængde sådanne hunde deer hviler i denne store fællesgrav.

Men velhaverne har egne gravsteder til deres hunde - altså hvad der på vore kirkegårde kaldes "familiebegravelser - og her udfoldes der et så flot arrangement at det sikkert vil forbavse.

Vi aflagde i går et besøg på hundenes begravelsesplads. Det første selvejergravsted der særligt faldt i øjnene, skal efter forlydende tilhøre en grosserer hvis yndlingshund "Lida" hviler her. Graven er indhegnet med et sirligt, grønmalet stakit og beplantet med stedsegrønne træer samt smykket med bloæmster. Selve begravelsen formede sig som en hel lille sørgefest, under stor deltagelse fra familien og dens venner.

Gravens fornemste prydelse er en marmortavle med guldinskription. Den prægtige tavle er anbragt midt på graven, o i tommetykke guldbogstaver læses hundens navn:

Lida.

Tæt ved ligger et endnu flottere familiegravsted der tilhører en embedsmand. Også denne grav er indhegnet med et smukt, udskåret stakit og beplantet med forskellige arter dekorative planter, særligt de såkaldte "evighedstræer". Men selvfølgelig har gravstederne ikke på denne årstid et så flot præg som midt på sommeren når rosenbuskene står i flor og gravene bugner under et væld af blomster.

Også på denne grav er der anbragt en marmortavle med inskription. Men tavlens bagside er vendt opad, for at skærme guldbogstaverne mod det umilde vejrs indflydelse, altså akkurat som det er skik på en rigtig kirkegård, og vi er derfor både her og på de øvrige grave afskåret fra at læse de ædle hedenfarne dyrs navn.

Gartneren får et årligt honorar for at vedligeholde og passe gravstedeme, sørge for at fjerne ukrudtet, således at det duftende blomsterflor uhindret kan brede sig. Og "familien" - hundeejerne - aflægger hyppig visit og dvæler ved graven.

Det grænser til det utrolige at den slags hundekærlighed eksisterer her i byen - men det er desværre kun alt for sandt at de velhavende klassers omhu for deres dyr ofte får dem til at glemme at mange fattige mennesker lider nød, og at fattigkirkegårdens gravsteder i reglen må nøjes med Magistratens nummerpæl som prydelse.

(Social-Demokraten, 12. marts 1899).

Fra hundekirkegården. Foto fra Riget 3. november 1913.

Mordersæd. (Efterskrift til Politivennen)

Marjownas sørgelige Historie i Danmark. - Danske Forpagtere og Proprietærer og polske Trælle. - En Skæbne, der ogsaa rammer mange danske, fattige Piger.

Straks, da Bulotti og hans Bande forøvede deres grufulde Udaad i Nordsjælland, begyndte vore Modstanderes Blade, baade af Højre og Venstre, at raabe op mod Socialismen og Socialdemokratiet. Man var ikke langt fra at skylde os for at være Ugerningens Ophavsmænd, og der taltes mange og haarde Ord om "Socialismens Dragesæd" osv.

Vi søgte at slaa koldt Vand i Blodet paa vore hidsige Modstandere og lagde i Stedet en Part af Ansvaret paa de daarlige Arbejdsgivere indenfor Landbruget. Paa de Knaldproprietærer, Godsejere og Forpagtere, der behandler deres Folk paa en Maade, saa danske Arbejdere skyr dem og de nødsages til at importere udenlandsk Arbejdskraft, som de behandler usselt og i mange Tilfælde snyder for Lønnen. Derfra, paaviste vi, udsaaedes Dragesæden, og der burde Ansvaret for Bulottis Ugerning til dels lægges.

Men Ord og Fornuftgrunde var spildte. Af den blodige Ugerning søgte vore Modstandere at drage Spor, som satte Had mod Socialdemokratiet.  Og det er ikke bare de sjællandske Proprietærer, der driver de fattige Polakker faa langt, at det kan blive til Forbrydelse. Vi skal i Dag fortælle 

Marjownas Historie! Danmark.

Den er fra Vendsyssel, og den er autentisk.

Ude paa Herregaardens vidtstrakte Roemark, under den bagende Sol, paa en ophedet Jord, gik det sædvanlige Korps af polske Piger, hagende og lugende mellem Herremandens Roer. De var alle af den sædvanlige Type - uformelige af Legeme, ombyldtede som tilfældigt med de første de bedste Klædningsstykker, grove i de hærjede Ansigter, barkede i de slidte Næver, tunge og - prægede af Trældom.

Alle - -?

Nej! Der var en, som stak besynderligt af mod de andre. Hun var vel nok den yngste af dem alle. Hendes Legeme var en Ungpiges, velformet og ikke ombyttet med Klædningsstykker som de andres, men paaklædt naturligt og enkelt. Ansigtets Lød var næsten brun. Haaret tungt, tæt og sort, og under en højhvælvet Pande og skarpskaarne stærke Bryn sad et Par Øjne af det sorteste Kul i det hvideste hvide. Oftest var Laagene med deres lange Vipper sænket over disse Øjne, men løftedes de, aabenbarede de en Ild fra et indre, som syntes hvert Øjeblik at kunne komme til Udbrud.

Marjowna hed hun, Marjowna Wassik, og hun var smuk, helt afstikkende mod den sædvanlige Polaktype. 

Aufsheren havde allerede flere Gange hvisket hende i Øret, at hvis hun blot sluttede sig lidt til ham, skulde han nok sørge for, at hun blev skaanet - hendes fine Legeme var jo slet ikke til det strænge Arbejde i Roemarken.

Hun havde tilbagevist ethvert Tilbud i den Retning - havde oven i Købet en Dag givet ham et Haandslag i Ansigtet.

Da var Aufsheren kommen i Tanke om, at hun med sin Ungdom netop egnede sig til det strenge Arbejde, og derfor syntes han, at det var hans naturlige Pligt at lade hende arbejde næsten dobbelt med de andre. Og Marjowna adlød - uden Ord.

Denne Dag, hvor Varmen var laa stærk, var det ved at blive hende for strængt. En Gang imellem stjal hun sig til at knuge Hænderne ind mod det gispende Bryst. Hendes Øjenlaage løftede sig da, og for en Stund afspejlede de de sorte Pupillers Trods, der luede som tændt af en hellig Ild.

Marjowna bed Læberne til Blods, for at de skulde tie, og hun arbejdede Videre.

Forpagteren af Godset havde allerede i nogen Tid mere end sædvanlig inspiceret Arbejdet i Roemarken. Ogsaa denne Dag kom han for at se, hvorledes Arbejdet gik frem. Særlig syntes han at følge Arbejdet fra den Side, hvor Marjowna var, og han fik pludselig en Gang, han mærkede, hun stønnede under Anstrengelsen og Heden, Tanker om, at det Arbejde var for strængt for den unge Pige, og der kom en Medlidenhedsfølelse over ham.

Han gik hjem fra Marken uden at sige noget, men han tænkte Dagen over paa en Udvej til at mildne Kaarene for Marjowna Wassik.

Om Aftenen lod han hende kalde ind til sig, spurgte, om hun var stærk nok til Markarbejdet, om hun ikke hellere vilde være i Køkkenet, han manglede netop en Pige der.

Marjowna vidste knap, hvad hun skulde svare - tav nølende.

"Du faar saa den samme Løn og den samme Kost som de andre Piger. Og du skal faa dit eget Værelse. Du vil maaske ikke synes om at bo sammen med de andre Piger ?"

Marjowna tav endnu - dette kom saa uventet, hun kæmpede med sig selv - dette var vist at forlade Kammeraterne - men bedre Kost og - navnlig - eget Værelse. Hvor havde hun ikke tit ønsket sig bort fra Fælleslivet der nede paa Kasernen, ikke saaledes, at hun havde noget mod Kammeraterne - de var jo hendes Landssøstre, men de sagde undertiden Ting der lød stygt i Hendes Øren, og i deres Maade at være paa var der tit noget, der fik hende til saa inderligt at Ønske, at hun kunde løbe derfra.

Hun faa op. - Ilden i de sorte Øjne var som helt slukt.

"Ja ... . jeg tror, jeg gerne vil det".

"Vel, lille Marjowna! Saa møder du her oppe i Køkkenet i Morgen, naar de andre gaar i Roemarken. Jeg skal give Aufsheren Besked.

Helt glad gik Marjowna ned til Kolonien - nu skulde hun kun sove der denne ene Nat til - og hun gik med Tanken om rigtig at være venlig mod Kammeraterne denne Aften, og om rigtigt tit at besøge dem senere hen - nu fik hun det jo saa langt bedre end de.

- - -

En Dag hen paa Efteraaret - en Lørdag Eftermiddag, ved den Tid, Køkkenpigerne paa Herregaarden havde lidt Hviletid, kom Marjowna Wassik styrtende ud fru sit Værelse. Hendes Haar var halvt opløst, nogle Knapper i Kjolelivet oprevet, Hendes Kinder blussede, og Øjnene brændte vildt. Ned ad Trapper og gennem Gange løb hun og over Gaardspladsen og over Marken hen til Huset, hvor Kammeraterne boede.

Kommen ind der, efter at have revet Døren op, lød der hende en undertrykt Fnisen i Møde - den blev snart til Latter - hævnende Latter, og den nærmeste grinede hurtigt, ringeagtende frem - med en klukkende arrig Lyd:

"Forpagterens Pige!"

Marjowna stod stivnet. Stirrede fast mod den, der havde sagt det - gik i to-tre Skridt tæt mod hende:

"Hvad var det, du sagde?"

"Hvor kommer ellers det Haar fra og Livet opknappet?"

Marjowna var hende nu saa nær, at hendes Aande brændte mod Hendes Ansigt.

"Marjowna Wassik har aldrig været nogen til Villie - heller aldrig nogen til Haan!"

Den, der havde talt til Marjowna, tumlede bagover - hendes kinder blussede efter Slaget af Marjownas Haand, og hun knugede og knugede mod Kinden for at dulme Svien. Marjowna havde slaaet haardt - slaaet af hele sit saarede Sind.

Der blev Røre mod hende - som til et fælles Overfald - Misundelsen, Kammeraterne havde næret mod hende, Iyste af deres Øjne og Miner. Marjowna saa fast paa dem - en efteren - hele hendes Legeme sitrede; men hun tav, og ingen af dem syntes at turde vove sig nærmere til hende. Saa vendte Marjowna sig mod Døren og gik, uden at nogen rørte hende.

Marjowna kom ikke i Køkkenet senere den Dag, og ingen saa hende.

- - -

Næste Morgen, da Aufseheren kom ned til Kolonien for at kalde til Arbejde, sad Marjowna paa en Bænk der uden for.

Aufsheren gik hen til hende.

"Du skal med i Markarbejdet i Dag."

"Jeg er fritaget for Markarbejde."

"Fra i Dag skal du igen i Arbejde i Marken sammen med de andre."

"Det er Søndag i Dag - er det Fridag."

"Det var Fridag i Gaar i Stedet for i Dag - I skal allesammen i Marken."

"Jeg har ingen Fridag haft i Gaar. Jeg gaar i Kirken."

"Jeg har bestemt Besked paa, at du skal med i Marken."

Marjowna lo.

"Ha!"

Hendes Øjne lyste af Harme.

"Fordi jeg ikke vilde være ham til Villie !"

Hun spændte hele sit Legeme, knugede Hænderne :

"Gaa I i Marken. Jeg gaar i Kirken."

Saa gik hun bort over Pladsen, ud ad Vejen ad Byen til.

Dagen efter fik Majowna Wassik sin Afsked.

Hun hørte paa det hele maaløs - det forstod hun ikke. Først plaget af Aufsheren - jaget til stærkere og stærkere Arbejde - kun for ikke at ville høre paa krænkende Tilbud, saa saaret, voldelig saaret af Forpagteren, og flygtet fra ham - haanet, grint ud af Kammeraterne, og nu - nu afskediget. Nej, Marjowna forstod ikke, det kunde være rigtigt.

Hun tænkte hver Dag efter, fra den Dag, han kom, og til nu - - nej, der var ikke en Dag imellem, undtagen hun havde gjort sin Pligt. Bebrejdelser for sit Arbejde havde hun jo da heller aldrig faaet. Og nu afskediget - uden at hun maatte faa den Løn, hun havde til gode, endnu mindre den Løn, hun skulde have for de 2-3 Uger, der var tilbage af Tjenestetiden, og uden at maatte faa de Penge, der af den Løn, hun allerede havde modtaget, var bleven holdt tilbage til Bestridelse af Udgiften til Hendes Hjemrejse.

Marjowna tænkte og tænkte - nej, hun begreb det ikke. Det var ikke langt fra, at Taarerne var ved at trænge sig ud over Øjenvipperne.

Saa bed Marjowna pludselig Læberne sammen. Nej, hun vilde ikke gruble mere over det - hun maatte have Ret. Det kunde ikke være saaledes, at hun efter den Tid, der var gaaet, skulde gaa tomhændet bort.

Og Marjowna gik til Retskontoret.

- - -

Der blev udtaget en Klage mod Forpagteren, hvori Marjowna forlangte ham dømt til at betale hende, hvad hun mente, hun maatte tilkomme. Det var Løn for en Uge, som var fortjent, og Løn for 3 Uger, som endnu var tilbage of Tjenestetiden - hun maatte jo anse sig afskediget uden Grund - og det var yderligere 27 Kr., der med 1 Kr. for hver Uge var holdt tilbage af Lønnen til Omkostninger ved Hendes Hjemrejse.

Saa blev der Rettergang, og der blev ført Vidner. Hvad der kunde bevises var, at Marjowna Wassik uden Tilladelse havde forladt Gaarden Søndag Eftermiddag, at hun havde slaaet en af de andre polske Piger i Ansigtet, og at hun havde nægtet at gaa med til Markarbejdet om Søndagen og i Stedet for var gaaet i Kirke.

Alle disse Ting var hver for sig gyldige Afskedigelsesgrunde efter Kontrakten, og Forpagteren blev frifundet for Marjownas Tiltale - ikke en Gang de 27 Kr., der var holdt tilbage af Hendes alt fortjente og ellers oppebaarne Løn kunde hun faa - de var fortabte i et Tilfælde som dette -saaledes var Kontraktens Ord.

Hvad der ikke kunde bevises var, at Ausseheren først havde krænket hende ved Tilnærmelser, derefter paalagt hende Arbejde - mere end hun næsten havde Kræfter til at kunne udrette, ja, mere end hun skulde udrette. Og hvad der ikke kunde bevises, var, at Forpagteren af Medlidenhedsfølelse med hende helt havde fritaget hende for Markarbejde og i Stedet antaget hende som Køkkenpige, og at han havde benyttet sig af hendes Ophold paa det Eneværelse, han havde givet hende, til - endda voldelige - Tilnærmelser overfor hende. Og hvad der videre ikke kunde bevises var, at det slag, hun havde givet en af Kammeraterne, var foranlediget ved dennes saarende Ord om hende.

Forpagteren blev frifunden.

- - -

Marjowna stod i et fremmed Land uden Tilholdssted, uden Penge til Ophold, uden Penge til at rejse tilbage til sit Hjemland for.

Saa meldte Marjowna sig ti! Politiet og bad om at blive sendt hjem. Om Eftermiddagen gik hun til Godset for at hente sine sparsomme Ejendele. Hun indrettede det saa, at hun kom der paa en Tid, hvor hun vidste, Kammrraterne var i Marken alle sammen. Hun vilde ikke se dem. De var jo nok, som der kom lidt af Graad i Halsen ved Tanken om, at hun skulde tage fra dem uden at hiIse paa dem - uden et Afskedsord med paa Vejen fra nogen af dem. Men - - nej, de havde ikke været rigtige imod hende - de vidste godt, hun havde ingen Skyld i alt dette.

- - -

Hun havde faaet sine Ting pakket sammen og skulde just forlade Gaarden. Da stod Forpagteren foran hende. Marjowna vilde vige udenom. Han stillede sig i Vejen. - Det kunde du have undgaaet, Matjevna. Det er din egen Skyld.

Marjowna saa op. Hendes stolte Trods var der igen.

- Det er jer Skyld, som har Magten til at handle, som I vil.

"Det kan forandres endnu, Marjowna. Du kan vedblive at være i Køkkenet, og Afskedigelsen og Sagen slaaer vi en Streg over."

"Jeg kunde blive endnu . . . ?"

Forpagteren tog let paa hendes Skulder - hans Ansigt var tæt ved hendes:

"Paa en Betingelse . .."

Marjowna rev sig et Skridt fra ham. Hendes stemme dirrede :

"Paa . . .?"

.... en Betingelse" gentog han.

Da var Marjowna igen ved at slaa, men hun betvang sig - nøjedes med at skære Neglene ind i Haandfladerne, til Blodet kom.

Holdende alle Kræfter, der vilde hævne tilbage, kom det frem, skærende mellem tænderne - det var ikke fri for at Forpagteren bleg af Angst ved tilbage:

"Nej!"

- - -

Dagen efter rejste Marjowna Wassik til Grænsen af sit Hjemland - paa offenlig Bekostning.

Og det skete i Vendsyssel i Danmark i Efteraaret 1908.

(Horsens Social-Demokrat 8. februar 1909.)

Se også indslaget om polske landarbejdere på Børglum Kloster her på bloggen.

Folketingsmand Sabroes Møde i Gelsted.. (Efterskrift til Politivennen)

(Meddelt af Lærer Kr. Reetz).

Efter at Folketingsmand Sabroe flere Gange havde bebudet, at han vilde komme til Gelsted for at belyse Forholdene paa Gelsted Skolehjem, kom endelig den store Dag. Ved Opslag paa Telegrafpælene var Mødet bekendtgjort. Det havde ikke staaet i Bladene. Socialdemokraterne fra Sognet og Omegnen var mødt og Forsamlingen var ret talrig.

Hr. Sabroe holdt sit Foredrag med megen Patos, snart var han saa højt oppe og raabte saa stærkt, at Trommehinderne paa det nærmeste var ved at briste, snart talte han sagte, og en Taare gled ned ad hans Kinder. Han gik tilbage til Tiden før 1788, skildrede i stærke Træk Herremandens Vælde og de arme usselige Bønders Lidelse. Stavnsbaandet blev vel løst, men der maatte gaa lang Tid inden Bonden rettede Ryggen. Trist og mørk var Tiden. De, der arbejdede, betragtedes som Dyr, brutalt var de behandlede. Selv kunde de ikke protestere, de betragtede sig selv som Trælle. Da Stavnsbaandet løstes, kunde de ikke bruge Friheden. Jeppe paa Bjerget er et godt Billede paa den Tids Bonde, han drak, og hans Hjem var et fattigt Hul, Folk døde som Fluer paa Grund af mangelfuld Ernæring og Pleje. Det, vi har af Raahed, stammer fra den Tid, Folket var tyranniseret. Og saadan har Behandlingen af Børnene paa vore Børnehjem været. Det er min Opgave at komme denne Raahed til Livs. Han gav derpaa en haarrejsende Skildring af Livet i fattige Hjem, hvor Fader og Moder drak, hvor Børnene prygledes i Tide og Utide. Det var bl. a. særlig "Knop", han tænkte paa. Og heri kan vi alle give ham Ret. Saa angreb han de forskellige Børnehjem, Flakkebjerg, Godhavn, Fru Brandsholm. Navnlig fik denne sidstes erotiske Forhold en særlig Beskrivelse. Mærkeligt, at ingen af de tilstedeværende Kvinder sagde "fy!" Lad hende have fejlet i Opdragelsen. Jeg havde dog ventet at han havde ladet hendes kvindelige Ære uberørt. Men selv en Kvindes højeste Pryd drages i Snavset og skal være til Grin. For rigtigt at illustrere, hvor forfærdelig Forholdene var paa Flakkebjerg, fortalte han, at Børnene havde Haandjern paa i mange Dage. De blev kun taget af, naar Børnene skulde have Mad, Risene de pidskedes med, lagdes i Saltlage, og de værgeløse Børn kunde ikke rejse sig til Modstand. Selv Hesten er ikke stillet saa blot som Barnet. Det enkelte Barn er værgeløs og kan ikke rejse sig til Modstand. Vi har en Forening til Dyrenes Beskyttelse, men ikke nogen Forening til at hævde Børnenes Ret. Børnenes Skrigen naar ikke udenfor de 4 Vægge. Vor Retsvæsen er daarlig: en 16 Aars Dreng, der forser sig, vil faa en højere Straf end Alberti.

Saa fik Gelsted Skolehjem en alvorlig Paatale. Gelsted Skolehjem er ikke saa slet som disse andre Børnehjem, jeg har nævnt, siger Hr. Sabroe, men der er pryglet efter en større Maalestok. 11 Drenge har i 8 Maaneder faaet 200 Slag Rotting, Hansen er en utaalsom Mand, han forstaar ikke Drengene, og til Bevis nævnte han en Dreng, Povl, som i Grunden burde have været paa en Aby normanstalt, men Hansen havde skildret ham som en luddoven, egensindig og upaalidelig, lumsk og tyvagtig Dreng.

Jeg, Lærer Kr. Reetz, Gelsted, er netop i Besiddelse og har, mens jeg skriver dette, hans Rapport fra Læge, Politi og Lærer liggende foran mig, og deri staar: "Drengen er luddoven, egensindig, upaalidelig, lumsk og tyvagtig, flere Gange løbet fra sin Lærer og hjemmefra flere Døgn. Han er meget uudviklet, svagt begavet, lider af Hjertefejl og Aandsfraværelse." Saadan en Dreng vilde jeg, Sabroe, tage mellem mine Knæ og sige til ham: "Du er min egen lille Dreng!" Jeg vilde tale saa kærligt til ham og søge at vinde ham. Men hvad gør Hansen. Han prygler ham. Men hvor ved Hr. Sabroe, hvor mange Gange denne Povl er laget paa med bløde Hænder, med kærlige Ord og Formaninger. Ikke et eneste Ord om, at der muligvis paa denne Dreng som paa alle de andre er anvendt al den Kærlighed, som et alvorligt rettænkende Menneske kan føle for en Skabning, skabt i Guds Billede. Nu har Gelsted Skolehjems Forstander anlagt Sag mod "Fyns Socialdemokrat", men et Søgsmaal er ikke Vejen til at skaffe Klarhed i en Sag. Der maa en Kommission til at undersøge den. Mortensen paa Flakkebjerg havde uddelt indtil 60 Slag Tamp paa en enkelt Dreng, givet en Dreng Haandjern paa i 3 Uger og de kom kun af, naar han skulde spise, nægtet en Dreng Drikke indtil 7 Døgn. Overretsassessor Bruun erklærer, at Mortensen var en Mand paa den rette Plads, Mortensen gik med fuld Honnør. Lærer Reetz siger det samme om Forstander Hansen. Derfor skal vi have en Kommission.

Værkfører H. P. Andersen, Lunghøj, bebrejdede Sabroe hans hidsige Agitation, hans Paastande om, at det kun var Socialdemokratiet, der tog sig af de smaa i Samfundet, og hans Mangel paa Respekt for faldne Domme, og vist, at Hr. Sabroe, selv om der kom en Kommission, og den kom til modsat Resultat end Sabroe vilde have, saa alligevel vilde sige: Jeg holder paa, at jeg har Ret.

Formanden for Tilsynskommiteen, Lærer Kr. Reetz, Gelsted, fik derpaa Ordet: Sabroe siger: Raahed avler Raahed, deri er jeg enig med S. Men paa Skolehjemmet er ikke vist Raahed, naar Straf er anvendt. Den Gerning, at opdrage vanskelige Børn, der er kommen paa Kant med Livet, er en af de mest vanskelige Gerninger, paa Jorden. Der hører et saare stort Fond af Taalmodighed, og hvor meget, der er Brug for der paa Hjemmet, har Hr. Sabroe ikke Spor af Forstaaelse af. Hvor megen Tillid, der er vist, og hvor mange Gange, den er skuffet, kender Sabroe ikke. For han kender slet intet til Hjemmet og dets Gerning, han har det kun fra Straffeprotokollen. Legemlig Straf ved Sabroe, jeg ikke er en Ynder af, men Straf kan ikke helt undgaas. Hr. Sabroe kender nok Salomons Ord: Den, som elsker sin Søn, tugter ham tidlig, og der er ikke straffet brutalt, der er straffet med Slag af Spanskrør i Enden uden paa Benklæderne. Men Straffen er først anvendt, naar alle andre Midler har vist sig frugtesløse. Sabroe mener, at Drengene løber hjem, fordi de længes efter Hjemmet. Nej, Drengene - de er fra 15-18-20 Aar gamle - løber, fordi de ikke ynder et lovbundent roligt Arbejde. Naar det paany gaar dem galt, og de ikke har Arbejde, vender de frivilligt tilbage. Mon de vilde gøre det, naar de havde haft det saa slemt dernede.

Forstander Hansen forstaar ikke de Drenge, som kommer der, siger Sabroe. Det er en Paastand, grebet ud af Luften, som alle Sabroes Paastande. H. er en utaalsom Mand, siger Hr. S., alle, som kender Hr. Hansen, ved, at han er en jævn, godmodig, gemytlig, brav og rettænkende Mand, der er saa langt fra at være utaalsom. Han skulde blot se ham, naar han er iblandt Drengene. saa siger Hr. Sabroe, at Lærer Reetz lægger Tryk paa Drengene, saa de ikke tør sige Sandheden. Men alle som kender mig her i Sognet, ved, at den Paastand er usand, og ikke holdbar. Nej, Sabroe rejser rundt og siger, at han, S., tror mere paa, hvad Drengene siger, end hvad Lærer Reetz siger. Men det synes jeg er lavt handlet af Hr. S. at rejse rundt og tale ilde om dem, der ikke er til Stede og kan forsvare sig.

Senere stillede Sabroe forskellige Spvrgsmaal til Lærer Reetz som Formand for Tilsynskommiteen:

Vil Hr. Reetz anbefale, at Sagen mod Fyns Socialdemokrat tages tilbage?

Hertil svarede Reetz: Naar et Blad som Socialdemokraten kommer med saa svære Beskyldninger mod Gelsted Skolehjem og dets Forstander, saa kan jeg ikke anbefale at lade Sagen falde. Den maa gaa til Doms. Er Socialdemokratens Beskyldninger sande, maa Forstander Hansen bøde derfor, i modsat Fald maa Socialdemokraten faa sin Dom.

Vil Hr. Reetz anbefale og tilraade, at der nedsættes en Kommission til Undersøgelse af Skolehjemmets Forhold?

Hertil svarede Reetz: Vi er aldeles ikke bange for en Kommission. Kom bare med den. Men det kan aldrig falde mig ind al anbefale eller tilraade en Kommissions Nedsættelse, naar jeg ved, at der ikke er Spor af Grund dertil.

Vil Hr. Reetz give mig Oplysning om de Drenges Opholdssted, som er rejst bort fra Hjemmet.

Hertil svarede Reetz: Det ligger uden for min Kompetence. De kan henvende Dem til Overinspektøren for Opdragelsesanstalterne, Hr. Overretsassessor Bruun, derom.

Vil Hr. Reetz anbefale ham at give mig disse Oplysninger?

Hertil svaredes: Jeg vil meddele Overinspektøren, at Hr. Folketingsmand Sabroe ønsker disse Oplysninger, og jeg skal gøre det i Morgen, mere vil jeg ikke.

Brev til denne har jeg afsendt i Dag.

Altsaa", siger Hr. Sabroe, - er Reetz bange for en Kommission!"

Jeg gentager: Nej aldeles ikke. Kom blot med den, men anbefale den vil jeg ikke.

Hr. Sabroe spørger da Forsamlingen: Hvem stemmer for, at der ikke nedsættes en Kommission?

Reetz fraraader straks Forsamsamlingen at stemme herom og anbefaler Forsamlingen at forlade Mødet, hvorpaa Reetz og Del forlod Forsamlingen.

Nu var der først Slag, og der er fortalt mig, at en Resolution vedtoges om, at der nedsættes en Kommission. Der er fortalt mig af Mænd, der ser velvilligt paa Skolehjemmet og ikke deler Sabroes Syn, at de ogsaa stemte for Nedsættelse af en Kommission, og at jeg begik en Fejl ved ikke ogsaa at tilraade dette. Saa vilde Brodden være taget af Sabroes Angreb. Men hvad hjælper dette. Hr. S. vil bestandig blive ved sit.

Han oplæste den ham sidst overgaaede Dom, hvor han var idømt en Bøde paa 200 Kr. Og saa paastod han overfor Forsamlingen, at hans Paastande var sande. De kan jo melde mig, siger han, saa faar jeg en Dom paany. 

Ikke fandt: Overfor en saadan Modstander falder alle Grunde til Jorden, det er som at slaa Vand paa en Gaas.

(Middelfart Avis 2. februar 1909).

Brev fra Gelsted.

Hr. Lærer Retz' Omtale af Sabroes Møde

Hr. Lærer Retz i Gelsted har i "Fyns Tidende" refereret P. Sabroes Møde i Gelsted Forsamlingshus den 29. Januar. Men paa en ganske egen Maade. Det er ikke ret meget, han har ladet Sabroe sige i det ca. 2 Timer lange Indledningsforedrag, men derimod har han selv faaet rigelig Plads for de Par Ord. han selv fik frem den Atten.

Hr Retz begynder sit Referat med en Ytring om, at endelig oprandt det længe bebudede Møde. Men for Hr. R er Mødet vist kommen tidlig nok. Den Maade, han optraadte paa Mødeaftenen, er i alt Fald absolut ikke egnet til at kaste Glans om hans Navn.

Hr. R. kunde ikte beherske sig. Gang paa Gang sprang han op paa Bænken og afbrød Sabroe, og det endskønt Dirigenten adskillige Gange havde anmodet Forsamlingen om at høre Taleren i Ro. Hr R. troede maaske, at han paa den Maade kunde bringe Sabroe ud af Fatning. Deri tog han imidlertid feil. Sabroe havde endogsaa et lille Smil til overs for den iltre Skolelærer.

Men kunde man ikke med lidt god Grund forlange, at en Mand som Hr. R. skulde kunne optræde med en Smule Takt og ikke som der vare den, der gav Tonen an til Uro og Spektakkel. 

Formodenlig har Hr. R. været i samme Stemning, da han skrev sit Referat, som ved Mødet, thi ellers vilde han vel næppe nedlade sig til at drive Spot med Sabroes Følelser overfor de ulykkeligt stillede Børn. Hr. R. skriver, at til Tider raabte Sabroe saa højt. at Hr. R's  Trommehinder var ved at sprænges, og til andre Tider trillede der en Taare ned ad Kinden. Naa, det skal indrømmes, at til Tider kunde Sabroe være bevæget, naar han kom ind paa at skildre, hvorledes dette eller hint Barn var bleven mishandlet. Men han var ikke ene herom. Mange i Forsamlingen stjal sig til at borttørre en Taare. Jeg finder det simpelt, at en Mand som Hr. R. vil drive Spot hermed. Men maaske mærker man her Mandens virkelige Karakter.

Der er noget, som jeg synes skulde frem for Offenligheden, men det har Hr. R. fortiet. Der har her i Gelsted i lang Tid gaaet Rygter om, at Hr. R. var i Besiddelse af nogle Udtalelser af Sabroe, som han skulde have brugt nede paa Gelsted Skolehiem - Udtalelser, der skulde være aldeles fældende for Sabroe. Nu skulde man jo tro, at det rette Sted at fremkomme med saadanne Ting var ved Mødet. Men der kom ikke noget, og der var dog rig Lejlighed dertil.

Hvorledes hænger det sammen? Har Hr. R. glemt disse Udtalelser, eller har han ikke rent Brød i Posen?

En Tilhører.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 9. februar 1909).

Hundebegravelser. (Efterskrift til Politivennen)

En hundebegravelse.

Folk der lørdag eftermiddag passerede Sølvtorvet i København, blev vidne til et ret mærkeligt optog.

I to drosker sad nogle sørgeklædte damer. Foran droskerne førtes en trækvogn på hvilken stod en blomstersmykket båre.

Det var øjensynlig et ligtog.

Båren på trækvognen var dækket fuldstændig af kranse, blandt hvilke sås flere signerede.

"Farvel, du kære, lille", stod der på en.

"Det sidste farvel fra tante", lød indskriften på en anden.

"Tak for alt godt, kære Kadet", hed det på en tredje.

Det var åbenbart et savnet lille væsen som her skulle stedes til hvile, men hvorfor da dette ekcentriske indfald at befordre liget på en trækvogn?

Ved Garnisons Kirkegård på Østerbro gjordes der holdt, og kisten bragtes ind til venstre. Det var en hundekirkegård.

Kadet var en afdød st. bernhardshund, den sørgende efterladte en dame i Sølvgade-kvarteret hvis handlende havde sendt kranse til den afdødes båre, fordi de vidste hvor nær tabet var gået damen til hjerte.

Kadet fik en smuk begravelse.

(Kolding Social-Demokrat, 25. januar 1909).

En begravelse på hundekirkegården.

Der blev begravet en hund i går ...

Ved læserne hvor hundekirkegården ligger?

Den ligger på Østerbrogade og støder op til Garnisons Kirkegården. Har selvfølgelig ikke noget med selve kirkegården at gøre. For ville det ikke være profant at nedsænke en hund, selv en trofast, i indviet jord?

Hundekirkegården tilhører gartner Preisler. Den har allerede eksisteret i mange år og den rummer over 1.000 grave, deriblandt også nogle der indeholder katte, - her efter døden forliges hund og kat såre vel.

Alt ser ud som på en rigtig kirkegård. Kun at gravstederne er mindre - når lige undtages familiebegravelserne. For virkelig ligger der flere steder to-tre hundrede jordet, brødre eller søstre, mødre, fædre og døtre ... Disse familiegravsteder er naturligvis dyrere. Ellers er taksten for jorden til en grav 10 kr. straks og derefter 1 kr. om året.

Her er blomster og kranse, gravstene og marmorplader med indskrifter: "Her under hviler vor kære hund Trofast, født 1890, død 1902", "Farvel, lille elskede! Fut, du var kærlig og trofast til det sidste", "Farvel, kære Carlo. Du er dybt savnet", "Sov sødt, kære trofaste Klovn." "Gine, Sams kære hund", "Farvel, min kære Spids, hvil sødt hos broder Tip", "Tak for din kærlighed, Caro", "A. U. W. Petersens eneste ven Trofast. Han sørgede sig ihjel under sin herres sygdom" ...

Det flotteste gravsted er vel nok det der rummer de jordiske levninger af glaciskafeens restaurators "Pascha". Det er et helt stort marmormonument til mindst sine 100 kroner.

Elegant er også et gravsted der i nærheden hvor katten "Pussy" ligger jordet. Den har tilhørt en ung mand. Han kommer stadig og pynter graven med friske blomster.

For resten har adskillige kendte folk hunde begravet herude. Der ligger Joachim Andersens lavbenede ven som i sin tid afbildedes lige så stærkt som hans nakkeskilning; her ligger billedhuggerinden Nielsine Petersens "Vessia"; der ligger teatermaler Carl Lunds "Lise"...

Begravelsen i går var lige til. "Hektor" hvilede i en urtekræmmerkasse som var købt for 20 øre, og 

(Artiklen slutter brat der. Aftenbladet (København), 6. maj 1910).  

Ali Nouri Bey (1858-1937) og Hairie Ben Ayad (1879-?). 6/7. (Efterskrift til Politivennen)

Et kolossalt Kup.

Det kendte Københavner Ali Nouri Bey tjener 4½ Million.

Han kunde tøjle Paschaen, Politiet, Vicekongen og Politiet.

Fra en i Kairo boende Dansker har "Folkets Avis" modtaget følgende interesssante Korrenspondance.

Kairo, Lørdag Aften.

Københavnerne vil sikkert erindre den historisk berømte tyrkiske Generalkonsul Ali Nouri Bey, der før et Par Aar siden maatte fortrække fra den danske Hovedstad, efter at han paa Hotel "Bristol" havde foretaget en Række Afsløringer af General Madsens Rekylgeværer, som han paastod at Generalen under den japanske russiske Krig solgte til Russerne. Man vil ogsaa erindre, at han drev Handel med tyrkiske Ordner i stor Stil her i Byen.

Alt Nouri Bey flygtede den Gang med sin tyrkiske Prinsesse, som han er gift med, til Berlin, men dukkede kort efter op i Egypten, hvor han ved Hjælp af sine enestaaende Sprogkundskaber, hurtig forskaffede sig Indpas i ledende Kredse og til sidst fik Ansættelse hos sin gamle Ben Mukhtar Pascha, den tyrkiske Regerings Generalrepræsentant i Ægypten.

En mægtig, Mand.

Da der for nylig blev indført en konstitutionel Regeringsform i Tyrkiet, blev Mukhtar Pascha kaldet til Konstantinopel for at assistere med Oprettelsen af Parlamentet og bistaa den nye Regering med sit Kendskab til internationale Forhold, og Pashaen gjorde imidlertid Ali Nouri til sin Stedfortræder og overdrog ham alle de vigtigste Statspapirer.

Da Mukhtar Pascha kom til Konstantinopel, overdrog Sultanen ham en meget stor Stilling ved sit Hof, og Mukhtar Pascha skrev saa til Nouri Bey om at sende ham en Del af de Breve og Dokumenter, der beroede i hans Kontorer i Kairo, men nu nægtede Nouri Bey at lystre. Og den stakkels tyrkiske Generalrepræsentant, der havde haft Tillid til Nouri Bey, opdagede nu, at hans gamle Ven i Øjeblikket var den mægtigste Tyrker i ?Egypten.

Nouri Bey var ubønhørlig.

Saa sendte Mulhta Pascha en tyrkisk Oberst til Kairo for at forlange Papirerne udleveret, men Nouri Bey tog Obersten i Nakken og smed ham ud paa Gaden. Han var Tyrkiets officielle Repræsentant i Ægypten, og han udleverede ingen Ting, sagde han.

Obersten telegraferede hjem, og Mukhta Pascha maatte saa anmode Khediven af Ægypten om at skride ind.

Khediven (Vicekongen) gav Justitsministeren og Politidirektøren Ordre til at skride ind. Nouri var dem dog alle overlegen.

- I kan gøre, hvad I vil, sagde den snedige svenske Tyrker, de vigtige Papirer, dem, som betyder noget, har jeg forlængst bragt i Sikkerhed. Den eneste, jeg overhovedet vil tale med om Sagen er Sultanen eller Mukhta Pascha.

Mukhta Pascha maatte saa selv rejse til Kairo for at tale med Nouri Bey og den Løsesum, som den snedige Tyrker forlanger for at udlevere alle Papirerne, beløber sig, efter hvad der forlyder, til 4 Million Kr. i danske Penge.

At Nouri Bey har kunnet stille saa glubske Fordringer, skyldes, saa vidt man kan forstaa, den Omstændighed, at der i Arkivet findes en Mængde meget kompromiterende Papirer og Dokumenter mod en Mængde meget højtstaaende Personer af alle Nationaliteter.

Peter H.

(Folkets Avis - København 30. januar 1909)

Et og andet om Abdul Hamid.

Hvad Ali Nouri fortalte.

København, Fredag

En lille trivelig og fremmedartet udseende Herre kom gaaende over Kongens Nytorv. Han hilste genkendende, og et Øjeblik efter gik passiaren. Det var Hr. Ali Nouri Bey, forhen tyrkisk Generalkonsul i Rotterdam. Ali Nouri er en mærkelig, lille Herre. Hans Herkomst skjuler sig et Sted i Sydsverrig, hvor han vistnok en Gang var Smededreng. En omskiftelig Ungdom bragte ham til Konstantinopel, hvor han antog Navnet Ali Nouri Bey, blev ivrig Deltager i den ungtyrkiske Bevægelse - i al Hemmelighed - og avancerede til at indtage en betroet post i det tyrkiske Udenrigsministerium, hvorfra han blev Generalkonsul i Rotterdam.

Hvorfor han nedkaldte Sultanens Vrede over sit Hoved, kommer ikke dette Interview ved, det stal kun fortælles, at han idømtes 101 Aars Fængsel - det bruger man i Tyrkiet - , og som Følge deraf maatte forlade Rotterdam. Nu er han havnet et Sted i Sverrig, men hans kæreste Opholdssted er alligevel København. Der naar de 101 Aar ham maaske ikke. Hans Hustru er en tyrkisk prinsesse.

Jeg kender Ali Nouri Bey fra en periode, hvor han og fhv. Redaktør Emil Opffer smedede planer til en verdensrystende Begivenhed, der dog ikke kom ud over Bodega i Tivoli. Ali Nouri og jeg talte om Eks-Sultanen, Abdul Hamid, som han i adskillige Aar havde Lejlighed til at iagttage paa nært Hold. Her er en og anden af hans Bemærkninger, der er ganske interessante til Belysning af den afsatte Sultans mærkelige person.

Abdul Hamid er en stor Elsker af Fotografier, han har Vægge fulde af Billeder fra Alverdens tande, men selv nærer han en uovervindelig Skræk for at blive portrætteret. Det er en af Grundene til, at et Vittighedsblad endnu hører til de fromme Ønsker i Tyrkiet. Alligevel trykkes der i al Hemmelighed et par satiriske Blade, der smugles ind i Tyrkiet, men rammer Abdul Hamid de skyldige, saa er Historien ikke munter for dem. Sultanens rasende Vrede er kun et Udslag af saaret Forfængelighed.

"Jeg kan ikke", siger Ali Nouri "opremse alle de Nederdrægtigheder, Sultan Abdul Hamid har gjort sig skyIdig i, Folk vilde dog ikke anse det for muligt".

En fortræffelig Hjælper havde Sultanen i en Aarrække i Storvesir Rifaal Pascha. Han dode i for nogle Aar siden. Han fortæller, at Sultanen hjalp ham paa Vej til det hinsides.

En anden af de mærkelige Mennesker, der færdedes ved Abdul Hamids Hof, var Redwin pascha. Han var Sultanens Fornøjelsesraad, det var ham, der var Mellemmand i alle Abdul Hamids skjulte Æventyr med Varietestjærner og Skuespillerinder. Og Redwan Pascha passede altid paa, at der blev lidt til ham selv ogsaa. For Resten kom han ogsaa i Unaade hos Sultanenen, der var papirer, der kunne tydes som oprørske, men hvad der blev af ham, ved vistnok ingen. Det skulde da være Abdul Hamid selv".

"Hvad er egentlig den mest fremtrægende Egenskab ved Abdul Hamids Person?" "Hans Frygt. Den grænser til det utrolige. Han er bange for alle og al Ting. Dag og Nat plages han frygteligt af Syner, det er den eneste Maade, hvorpaa han høster en Smule Gengældelse for sine Nederdrægtigheder. Men ingen har nogensinde faaet Besked om, hvad det er for Mareridt, der forfølger ham.

I alle de sidste Aar spiste han ikke en Bid Mad, før en Hund eller Kat havde spist af den. Han var bange for Gift. Abdul Hamid er altid syg, men han tør ikke lade sig operere. Sæt Livlægen skulde komme til at skære for meget af! . . ."

Ja, saadan fortalte Ali Nouri om Tyrkiets forhenværende Hersker. Og Hr. Ali var sikkert hel glad over at befinde sig paa Kongens Nytorv og ikke i Nærheden af Yildiz Kiosk.

Noget, man i Betragtning af de 101 Aar ikke kan fortænke ham i.

Haanden

(Lolland-Falsters Folketidende 2. maj 1909)