Den 16. februar 1909 var sagen om Bulotti-banden blevet optaget til dom i Tinghuset på Blegdamsvej i birkeretten:
Dommen over Bullottibanden.
(R. B.)
Ved Københavns Amts nordre birks ekstraret er der i dag afsagt dom i sagen mod Bullotti og hans kammerater.
Bullotti dømtes til at have sit liv forbrudt og til at betale i brandskabeerstatning til den alm. brandforsikring og til Roskilde Amts brandforsikring, henholdsvis 15.743 kr. og 18.259 kr.
Szadkowski og Lobetski dømtes til henholdsvis 12 og 8 års tugthusarbejde, og Wolkaw, Cheminsky og kvinden Stanislov-Muzal til henholdsvis 5 år, 1 år og 8 mdrs. tugthusarbejde. Efter udstået straf skal de alle udvises af riget.
Arrestanterne Neumann og Pazdarow idømtes fængsel på sædvanlig fangekost i 80 dage.
Domme er forkyndt for dem alle. De fire hovedmænd har forlangt dommen appelleret, de andre har erklæret sig tilfreds med den.
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 26. februar 1909).
Ballotti-affæren.
Hvor sølvtøjet var blevet af.
Der er i disse dage udspillet et lille efterspil efter den blodige Ballotti-affære på Højbjerggård. Som vore læsere vil huske, lykkedes det aldrig birkedommer Valeur at få opsporet hvor en del af det sølvtøj der blev stjålet på Højbjerggård, var blevet af. Der var 6 kaffeskeer afsølv og et koralhalsbånd. Ballotti selv påstod at han havde gemt dem i et lille hotel i nærheden af havnen, men trods eftersøgelserne lykkedes det ikke at finde dem.
Forleden fik så politiet i København opsporet at en russisk kvinde i Vognmagergade skulle have et koralhalsbånd der ganske lignede det forsvundne, og at en russisk skomager, Chewinksky skulle have fået sølvskeerne. De to personer blev arresteret, og under forhørene måtte de tilstå at Ballotti havde overleveret dem de stjålne genstande. De nægtede dog at have noget som helst med selve mordet at gøre, men måtte indrømme at de vidste tingene var stjålet fra Højbjerggård.
Tiltalen mod dem vil komme til at lyde på hæleri.
(Kolding Folkeblad, 29. marts 1909).
Bullotti
Den russiske rovmorder i fængslet.
Der har nu i flere måneder været ganske stille om den russiske rovmorder Bulotti der i efteråret satte hele landet i febrilsk bevægelse. Siden har han så godt som været glemt af det store publikum, og en af vore korrespondenter fandt derfor at det kunne være passende at få lidt at vide om den berygtede russer.
"Bulotti er siden domfældelsen", udtalte nordre birks arrestforvarer, "Meget rolig. Han sidder stille og tegner lidt en gang imellem. Ellers bestiller han ingenting. Han er ho varetægtsarrestant og arbejdet er derfor frivilligt. Han bærer ikke mere lænker, undtagen når han foretager sin gårdtur. De andre russere er alle arbejdsivrige."
"Er det sandt at nattevagterne ved fængslerne her i byen er blev et bevæbnet med revolvere?"
"Det er en gammel historie", smilede arrestforvareren, "som et blad kogte op i går. Ved Vestre Fængsel og herude har de båret revolvere i de sidste 4-5 måneder, og på Nytorv tror jeg det samme er tilfældet - mere kan jeg ikke sige Dem om den historie."
(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 25. maj 1909).
Ballotti bliver tyk og fed.
Man tør ikke lade ham spise med kniv og gaffel.
Stadig Lys i cellen.
- Om Ballottis Fængselsophold skriver en hovedstadskorrespondent til "Aalb Amtstid.":
Det passer ikke, at birkedommer Valeur skal have givet ordre til, at fodlænkerne skulle tages af forbryderen. Tværtimod har man stedse de tydeligste beviser for hvor nødvendigt det er at have ham lænket, når han er i sin celle, og at iføre ham håndjern under hans daglige halvtimes promenade i den snævre fængselsgård.
Han gider intet bestille, får alene tiden til at gå med at tegne mærkelige figurer og rids, og med at rive de bøger i stykker, man giver ham ind i cellen. Man kan selvfølgelig ikke tvinge ham til som varetægtsarrestant at pille værk eller binde børster, således som hans kolleger gør det. Men det ville på den anden side være ønskeligt, om han snart ville falde lidt til ro. Som han er nu, kræver han særdeles megen pasning. Bestandig befinder to opsynsmænd sig uden for cellen, således at man bogstavelig talt holder øje med ham døgnet igennem. For det siger sig selv at der brænder lys hos ham hele natten, ganske på samme vis som hos Alberti.
Når Ballotti får et raserianfald, og det sker ret hyppigt, gebærder han sig som et vildt dyr, udstøder frygtelige trusler mod fængselsbetjentene.
Enhver ude på Blegdamsvejens Arresthus er klar over, at lykkedes det Ballotti at komme fri, ville det koste menneskeliv.
"De skal sandelig passe på, når han kommer til Horsens", siger den vagthavende fængselsbetjent. "Vi herude sætter alt ind på at bevogte ham så skarpt, at en flugt ville være umulig men på tugthuset får de nok at bestille med ham".
Ballotti er bleven tyk og fed under fængselsopholdet, når han i sin magre skikkelse havde kræfter for to, er det ikke mere end rimeligt, at man nu regner ham i besiddelse af tre mands styrke. Det mindste redskab ville derfor være farligt i hans hånd. Man har truffet den fornuftige foranstaltning under måltiderne ikke at give ham kniv eller gaffel, men kun en ske, hvilket han raser over næsten hver dag.
Foruden Ballotti, som fængselsbetjentene er enige i at betegne som den farligste forbryder, København har huset, befinder tre andre medlemmer af morderkomplottet sig i arresthuset, nemlig Szadkowski, Wolkoff og Lobetsky. De opfører sig upåklageligt og har så vidt man kan skønne, ingen skumle planer.
(Kolding Folkeblad, 28. maj 1909)
4. juni 1909 stadfæstede Overretten birkeretsdommen.
Balotti i Arresten.
Hvorledes har behandlingen været?
Bulotti for Højesteret.
Morddramaet på Højbjerggård. - Hele polak-banden for Højesteret. - Aktor taler om "Øvrighedens sværd".
Der er det gode ved Højesteret, at dens behandling af en opsigtsvækkende sag altid kommer så længe efter begivenheden, at der imens er faldet ro over sindene. Når man nu hører Bulotti-sagen trevlet op i Højesteret, skammer man sig nærmest over den ophidselse, der herskede umiddelbart efter dramaet på Højbjerggård.
Højesteretsproceduren der begyndte i går, havde også kun samlet en forholdsvis ringe skare tithørere. De fleste kom kun i det håb at få Bulotti at se, og de blev slemt skuffede; han var ikke til stede og havde heller ikke udtalt ønsket derom.
Som aktor i sagen mod ham og hans fæller: Szadkowski, Lobetski og Wolkou, mødte højesteretssagfører Lunn. Som defensor højesteretssagfører Bagger. Først oplæstes Nordre Birks dom, som overetten har stadfæstet: Bulotti dømt til døden, Szadkowski og Lobetski til henholdsvis 12 og 8 års tugthusarbejde, Wolkou til 5 års forbedringshus.
Derpå fik hr. Lunn ordet; han gennemgik kort begivenhederne, der jo også endnu er i frisk minde. Den 9. november i fjor opsøgte Bulotti og hans bande proprietær Bech på Højbjerggård i Øverød, krævede ham for penge, som Bulotti mente at have til gode i løn, og da han satte sig til modværge mod dem, slog de ham ihjel, sårede fru Bech og plyndrede hjemmet, alt efter ægte russisk mønster. Nogle dage forinden havde Bulotti søgt at brænde "Tornbjerggård" ved Køge og indebrænde ejeren, proprletær Nielsen, med hvem han også havde et lignende udestående.
Bulotti blev efter en hidsig jagt grebet 5 dage efter, lørdag aften den 15. november hos en russisk skomager i Lille Brøndstræde 6. Hans fæller blev kort efter indfanget.
I forhørene har han tilstået alt med en forbløffende åbenhed og omkvædet på alle hans forklaringer er: Lad os bare blive færdig i en fart, så de kan få kappet hovedet af mig!
Aktor gjorde opmærksom på, at publikum dømte straks og dømte hårdt. Flere fordrede ikke alene Bulotti men hele banden slået ned med det samme, og da det selvfølgelig ikke kunne ske, rejstes der endog en heftig agitation for en hurtigere og krassere proces. Er det øvrighedens sværd, der ikke dur, eller er det armen, som skal føre det der savner kraft? spurgte de blodtørstige.
Aktor fremhævede nu, hvorledes dette drama også var indtruffet netop på et tidspunkt, da sindene i forvejen var i stærkt oprør. Bankkriserne og Alberti katastrofen havde skabt denne ophidselse. Folk syntes, at det styrtede sammen under og om dem. Da så denne blodige fremmedartede begivenhed indtraf, kogte ophidselsen over. Nu var det ikke blot indre fjender, der truede samfundet; nu kom "den russiske fare" frem, og de ophidsede vidste da intet andet råd end dette: Slå ned og jag ud!
Øvrigheden følte det da i særlig grad som sin pligt at skaffe denne vanskelige sag belyst fra alle sider, så der ikke i ophidselsens øjeblik skulle ske nogen uret, som man ikke senere kunne bøde på. Derfor var der gået 11 måneder, før man nåede frem til Højesteret.
Hvem er Bulotti? spurgte hr. Lunn. Ja, så vidt er man ikke nået, at man har fuld klarhed herpå. Han kalder sig Johan Andrew Ballotti eller Ballod; blandt kammeraterne går han under navnet "Bageren", og de papirer, man har skaffet på ham, lyder på Basili Michael Karazoff eller Vladimir Konstantinovitsch Davidoff. Det russiske politi fortæller, at han i Sydrusland har været medlem af en røverbande, der under anførsel af en mand ved navn Mirzhi udførte en række plyndringer og rovmord. Oplysningerne er dog noget vage, og nu kunne man ikke vente længere på at der skulle kom ny.
Bulotti blev i begyndelse betragtet som et lavtstående individ. Da han mærkede dette, blev han rasende, og for at modvirke dette har han i fængslet skrevet adskilligt, dels af den russiske historie, dels selvstændige betragtninger, og efter russiske forhold må han siges at have en god højskoledannelse. Da ham hertil, søgte han arbejde i sit fag, bagerprofessionen, men det lykkedes kun dårligt, og så tog han ud på høstarbejde, der slet ikke tiltalte. ham.
Alle Bulottis senere bedrifter stammer fra sammenstødet med proprietær Nielsen, "Tornbjerggård". Nielsen jog ham væk fordi han en dag sagde nej til en ordre, og så forlangte Bulotti løn til fardag. Det ville Nielsen ikke høre tale om, og såvel politiet i Køge som sognefogden nægtede at hjælpe ham, og Studentersamfundets Retshælp opgav ham efter at have fået at vide at det var en fyr der løb rundt og treude både med dolk og med revolver. Nu forsøgte han at tage sig selv til rette. Han stak den 30. oktober ild på "Tornbjerggård" for at få Nielsen ud og derpå skyde ham. Han sendte et par skud gennem ruderne, men ramte ikke og flygtede så efter at have såret tjenestekarlen alvorligt med et knivstik. Hele gården og størsteparten af besætningen nedbrændte; skaden er ansat til ca. 34.000 kr.
Bulotti blev hurtigt fanget, men han havde taget skægget af, og sognefogden erklærede da: "Nej, det er skam ikke Bulotti; ham kender jeg godt!"
Han flygtede nu til København hvor han indlogerede sig hos skomager Cheminsky, men der skulle skaffes penge, og han samlede da kammeraterne til togtet mod Højbjerggård. Det var hensigten allerede da banden forlod København at binde Bech og hans familie samt plyndre gården. Kun i tilfælde af alvorlig modstand, skulle der gøres brug af knivene og revolverne. Men da man måtte regne med modstand, var Højbjerggårdfolkenes dødsdom i virkeligheden afsagt da banden drog ud. Bulotti har desuden erklæret at det var hans fast beslutning at dræbe de to betjente der trængte ind i Brøndstræde 6 og overmandede ham. Han gjorde jo også i den retning hvad han kunne. -
Her afbrødes forhandlinger der fortsattes i formiddags kl. 9, og aktor fortsatte da med en lang udvikling af forbrydernes forsæt, overlæg osv. Defensor får vist ikke ordet før i morgen.
(Folkets Avis København 12. oktober 1909)
Døden eller den store mildhed!
Aktor kræver Bulottis hoved.
Spørgsmålet om dødsstraf eller benådning til livsvarigt fængsel har aldrig fået en mere indgående eller dygtig behandling end i går i Højesteret da aktor i Bulottis sag, hr. Lunn afsluttede sin tale.
Man mærkede at det her drejede sig om spørgsmålet liv eller død, og selve Højesterets omvendelse fra det som aktor kaldte "den store mildhed".
Gang på gang har retten jo nu dømt en morder til døden og bagefter indstillet ham til benådning - der aldrig er blevet afslået. Man kan derfor sige at praktisk har dødsstraffen været afskaffet her i landet. Skal den nu indføres igen, og skal Bulotti være det nye systems første offer?
Aktor indledte foredraget med nogle bemærkninger om politibetjent Frandsen hvem Bulotti under kampen i Brøndstræde 6 skød en kugle i benet. Kuglen sidder der endnu, sagde han, og det smerter til tider Frandsen stærkt! - en bemærkning der altid gør indtryk på de gamle højesteretsassessorer hvis princip er: ikke røre ved politiet!
Så tog hr. Lunn fat på sine dødsstrafbetragtninger. Bulotti, sagde han, kunne sikkert godt dømmes for overlagt mord. Han havde jo planlagt branden på Tornbjerggård netop for at få ejeren, proprietær Nielsen ud for at skyde ham ned. Og da Bulotti med sin bande drog ud til Højbjerggård, bevæbnet med revolvere, dolke og reb, da var det for at dræbe, hvis der mødte den modstand, og den måtte de sikkert regne med. Prop. Becks dødsdom afsagdes herinde; det er overlagt mord.
Men både under- og overret har dømt efter en anden paragraf, overfald, der kunne have døden til følge. Grunden hertil er at retterne begge har villet slå fast: Den paragraf gav os valget mellem livsvarigt tugthusarbejde og døden; når vi har valgt det sidste, er det for at understrege at straffen også skal fuldbyrdes.
Liv eller død.
Hvorfor skal der også tages mere hensyn til forbrydere end til lovlydige borgere? Vi er kommet ind på denne hensynstagen, vi har givet afkald på vor yderste nødværgeret. Men vi har samtidig forsømt at benytte det opdragelsesmiddel der ligger i dødsstraffen. Vi har gjort som blødhjertede mødre overfor uartige børn, givet dem sukker, og det ødelægger kun. Naturligvis må man vel vogte sig for at gå for hårdt frem. Men er ikke den store mildhed farligere? Befolkningens begrebet er statisk blevet rystede ved de mange benådninger. Danmark er blevet et land hvor det ikke er så farligt at slå et menneske ihjel. Vore forbrydere går ikke om med den tanke: Myrder du, da er du selv dødsens!
Det er ikke mildhed, siger man, for det ville være en hårdere straf at spærre en mand inde hele hans liv. Men således tænker forbryderen ikke. Når det for ham drejer sig om liv eller død, vælger han tugthuset for skafottet. For han regner ligefrem med hvornår han nu kan komme ud! Alvoren synes at være gået af dødsstraffen. For selv om retten drømmer, så benåder administrationen.
Det ser man jo af de foregående mordsager: Philipsen, Arthur Jørgensen, Leander. Den sidste har endog i forvejen forhørt sig om hvad risiko han løb, og da han hørte at man her i Danmark ikke eksekverede dødsdomme, men nøjedes med at sætte morderen i tugthuset, så gik han ud på Frederiksberg og myrdede det offer han havde udset sig.
Derfor: ingen mildhed! Vi må ikke undergrave retsbevidstheden og nedbryde respekten for lovene eller respekten for menneskeliv.
Således talte assessor Lunn.
Også de andres hoved!
Men hvad der gælder Bulotti, gælder også hans hjælpe, måske ene Wolkou undtaget. Han har jo kun stået vagt. De samme betragtninger gælder da overfor dem, også de bør dømmes til døden og dø!
Szadkowski jog sin kniv i Beck og sårede ham så alvorligt, at det ville have dræbt ham, om ikke Bulottis kugler allerede havde medført døden. Og han slæbte fru Beck ind til mandens lig, kastede hende omkuld på det og bandt hende.
Lobetski huggede sin kniv i hende, efter han havde trukket den ud af mandens lig for øjnene af hende. Han har optrådt endnu mere råt og brutalt end de andre. Derfor kræver jeg dødsstraf for dem alle og straffen fuldbyrdet i hele sin strenghed.
- - -
Foredraget gjorde øjensynligt et stærkt indtryk på retten. Nu svækkes det måske noget under den lange dokumentation som følger på aktors tale. Men alligevel vil defensor hr. Bagger der sent i eftermiddag eller måske først i morgen formiddag får ordet, få et drøjt stykke arbejde med at redde Bulottis hoved.
(Folkets Avis København 13. oktober 1909)
Bulottis hoved.
En opsigtsvækkende forsvarstale
Defensor protesterer mod benådningssystemet "den store mildhed".
Forsvaret for Bulotti og hans hjælpere blev ikke det man med rette kunne have ventet ved en sådan lejlighed. De tiltaltes defensor, hr. Bagger, overraskede i en stik modsat retning, ja han lavede endog med sin forsvarstale ligefrem sensation.
Til at begynde med kom han ind på de samme betragtninger som aktor om tidspunktet for forbrydelsen, og den ophidselse, der herskede i befolkningen netop den gang, da Bulotti begik sin forbrydelse. Men medens aktor sigtede efter Alberti og bankerne, tog defensor J. C. Christensen på kornet - som om han havde noget som helst med Bulotti-affæren at gøre!
Efter den meningsløse indledning fremsatte hr. Bagger en række træffende bemærkninger om Bulotti, og hvad der havde ført ham ind på disse forbrydelser. Bulotti er, sagde han, et menneske, som kom på kant med samfundet. Det kan hænde den bedste; Bismarck sagde således i 1870-71 om hertugen af Cumberland, at han var forstødt af samfundet. Det var ikke Bulottis egen skyld, at han blev forstødt; Samfundet havde sin store part deri.
Proprietæren ville snyde ham for hans løn?
Han kom hertil for at få arbejde, fik det efter megen besvær og og kunne så ikke få de penge, han skulle have derfor - for hverken propr. Nielsen på Tornbjerggård eller Bech på Højbjerggård havde penge, det var grunden til, at de ikke betalte ham, selv om de søgte at skyde sig ind under, at han ved ikke at udfylde sin plads og ved at være umedgørlig i tjenesten havde forbrudt sin løn!
Nu søgte han bistand forskellige steder: i det russiske konsulat, hos politiet, sognefoged, hos Studentersamfundets Retshjælp - overalt afviste man ham på hans husbonds blotte ord: Bulotti er en farlig fyr, der ikke vil bestille noget, og som truer en med revolver!
Så besluttede han at hjælpe sig selv. Det var slet ikke hans mening at dræbe hverken propr. Nielsen eller propr. Beck Han ville blot have sin ret og så jage de to en skræk i livet. Det var en udtrykkelig aftalt at Beck skulle bindes og så ridses i kinden. som man ved lignende lejligbeder gør i Italien.
Hans kammerater ville kun hjælpe ham til sin ret; det var ikke en bande mordere, der drog ud for at dræbe.
Ingen benådningl
Men, fortsatte defensor. Bulotti er på den anden side en forbryder, hvem straf ikke vil forbedre. Det er et ubehageligt (!!) hverv for mig at stå her for at skulle forsvare en sådan person og jeg vil da som statsborger også have lov til at sige følgende: En tidligere formand her i retten har en gang sagt at domsmagten stod lige med ja undertiden endog over kongemagt, og det var endda dengang, da kongemagten endnu betød noget herhjemme, senere har den jo tabt meget i betydning - om ved egen skyld eller ikke, skal jeg ikke udtale mig om!
Domsmagten må derfor respekteres og når der afsiges en dødsdom, skal den ikke kunne forandres af administrationen. Derfor må retten sørge for at underlægge sine domme så de ikke omstødes ved benådning og derfor må man også være forsigtig med at dømme Bulotti og hans hjælpere til døden.
Dommen
Ved 10-tiden i dag blev dommen afsagt, Højesteret udtalte, at Bulotti rettelig var dømt efter Paragraf 186 (altså ikke for overlagt Mord. men for drab). Straffen forandredes fra dødsstraf til livsvarig tugthus.
For Szadkowskys vedkommende blev straffen sat op fra 12 års til 14 års tugthus. De andre fik deres dom stadfæstet, Lubetsky 8 års og Wolkou 5 års tugthus.
(Folkets Avis København 14. oktober 1909)
Ballotti idømt tugthusarbejde på livstid.
Højesteret har i dag afsagt dom i Ballotti-sagen. Dommen lyder således: I den indankede dom er tiltalte Ballotti for de af ham begåede forbrydelser rettelig dømt efter de overfor ham anvendte lovbestemmelser, men straffen anses efter omstændighederne at burde fastsættes til tugthusarbejde på livstid. Iøvrigt vil dommen i henhold til de anførte grund være at stadfæste, dog således at straffen for den tiltalte Szadkowsky findes at burde forhøjes til 16 års tugthus.
I salær tildeles hver af de beskikkede sagførere 300 kr.
Ved birkeretsdommen og overrettens dom var Ballotti idømt dødsstraf, Szadkowsky 12 års tugthus, Lubetsky 88 års tugthus og Wolkow 5 års forbedringshusarbejde.
(Fredericia Social-Demokrat, 14. oktober 1909)
Salomos Dom
Det er sjældent at Højesteret laver sensation men i går skete det. Den dom retten afsagde over Bulotti, har vakl ikke blot opsigt, men næsten opstand rundt om i landet. Vi er overbeviste om at mange har følt sig oprørt over rettens mildhed. For den gamle jødiske sætning "øje for øje og tand for tand. Liv for liv" sidder os endnu dybt i blodet.
Højesteret har dømt lidenskabsløst, som det sømmer sig den øverste domstol i landet. Den har siddet højt over den blodtørstigheds-storm, som gik hen over andet under Bulotti-Affærens første afsnit, og har derved kunnet fælde en salomonisk dom.
De som fulgte proceduren var ikke så overraskede over dommen, og der er navnlig under denne procedure et moment, der for dem står som det afgørende. Det kunne man nemlig se gjorde indtryk på retten.
Vi tænker her på defensors ord om grunden til Bulottis fortvivlede selvtægt, han kunne ingen steder få den ringeste håndsrækning, skønt han gik til politiets retsbetjente og retshjælp og når han hos de to proprietærer ikke fik sin løn, han mente at have til gode, var det fordi de ingen penge havde og derfor søgte at slippe for at betale ved at påstå, at han havde forbrudt sin ret!
Disse to menneskelige betragtninger der har skåret tværs igennem aktor, ellers så dygtige foredrag og reddet Butottis hoved har vi fremsat allerede da flertallet af borgerne herhjemme forenede sig i kravet om at få ham slået ned som en gal hund til skræk og advarsel. Nu har Højesteret sat en streg under de betragtninger og slået de blodtørstige brushoveder koldt vand i blodet.
En dødsdom over Bulotti ville have været uretfærdlg. Bulottis blod ville være kommet over deres hoved, der krævede hans liv, hans hoved!
Når der nu er gået nogle år, og folk glemmer deres ophidselse over den blodige dåd, vil de også tage det med ro. Om han bliver benådet efter at have siddet en halv snes år bag tugthusets mure, og indse, at "den store mildhed" alligevel er at foretrække for opbrusningen«
.k
(Folkets Avis København 15. oktober 1909)
Fru Beck om Ballottis dom.
"Vort Land" har i anledning af Balottibandens domfældelse interviewet prop. Becks enke, der jo nu er damefrisørinde i København.
Vort første spørgsmål var, skriver bladet, hvad fruen havde følt, da hun erfarede dommens udfald.
"Ligesom de mennesker jeg har talt med om dommen," siger fru Beck, "blev jeg måske lidt forbavset over, at Ballottis straf var mildnet. Men lad mig dog tilføje straks, at det selvfølgelig ikke ville være nogen tilfredsstillelse for mig, om hans dødsdom var bleven stadfæstet. Om jeg har tilgivet Balotti ? Nej tror De, jeg nogensinde bliver i stand til at tilgive et menneske, der har tilføjet mig så meget ondt? Kun ved tanken om, at han ikke tilføjede børnene nogen fortræd, bliver mine følelser for ham lidt blidere.
Kan manden holdes bag lås og lukke, så er retfærdigheden og kravet til samfundets sikkerhed vel sket fyldest. Måske han også derved vil kunne forbedres og komme til erkendelse af sin synd. Dog tror jeg, og heri giver de politimænd mig ret, som har haft med Balotti at gøre, at han bliver grumme vanskelig at passe på. "Han bryder ud en dag!" har flere betjente i nordre birk sagt til mig - og hvad der i så fald vil ske, er ikke godt at vide.
Om afgørelsen ved Højesteret vil jeg gerne have lov til at sige, at defensors tale forbavsede mig og gjorde mig ondt. Vi kom jo til at stå i alle menneskers øjne som folk, der ikke var gode at tjene hos. Min mand skildredes som påholdende, som opbrusende. Han var det fremsommeligste menneske af verden! Aldrig, aldrig har vi haft vrøvl med vore folk, før vi fik Ballotti, den første udenlandske arbejder vi nogenside har haft. Han skildres som skikkelig - folkene var ikke bange for ham, sagde defensor. Jo, de var bange for ham. Tal med min pige om Ballotti. Jeg har endnu den pige hos mig som tjente hos os på "Højbjerggård". Hun fik en dag en balje vand i hovedet af Balotti. Og sådan var han mod alle".
(Kolding Folkeblad, 18. oktober 1909).
I anledning af genforeningen blev 29 fanger benådet i 1920, herunder Szadkowksy. Bulotti blev aldrig benådet, hans skæbne bliver behandlet i et senere indslag.
Tyendeloven af 10. maj 1854 fortsatte med at eksistere efter Grundloven 1849. Tyende var ikke omfattet af en række demokratiske frihedsrettigheder, fx stemmeret. Loven afskaffede husbondens ret til fysisk afstraffelse af kvinder over 16 og mænd over 18, men tyendet var stadig underlagt bonden eller herremanden: De blev straffet hårdere for kontraktbrud end arbejdsgiverne, som principielt havde ret til frit at disponere over tjenestefolkenes arbejdskraft. Bl.a. som mange gange omtalt i Bulotti-sagen, en lang række lovlige grunde til at fyre de ansatte med øjeblikkelig varsel. Loven blev gradvist afskaffet med grundlovsændringen i 1915, hvor tyende fik stemmeret, og Medhjælperloven i 1921 hvor revselsesretten blev afskaffet.
