Gertrude Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

 

Inger og Gertrude Barrison der i 1898 optrådte i Cirkus Varieté. Det er Gertrude - til højre på billedet - der nu er død.

Forleden døde det sidste medlem af det i sin tid meget omtalte varietéensemble "Barrison Sisters". Den gamle dame boede på Østerbro og arbejdede til det sidste på en bog der skulle genopfriske ungdommens gyldne minder og skildre de 5 skønne Barrison-søstres triumftog gennem de glade halvfemseres internationale kabaretlokaler. I mandags blev hun begravet i stilhed.

I anledning af Gertrude Barrisons død skriver en gammel københavner:

Engang i slutningen af 1894 læste man en morgen i sin avis, at Københavns Politi havde advaret varietédirektørerne mod at engagere et dameensemble "The Sisters Barrison" der optrådte i Wintergarten i Berlin. Forbudet motiveredes med at truppens impresario var den tidligere journalist ved "Social -Demokraten" William Fleron, der allerede i 80'erne var faldet i unåde på grund af sine politiske anskuelser.

Det usædvanlige forbud mod damernes optræden bidrog kun til at pirre nysgerrigheden. Det hed sig at de var i en alder af 15-18 år havde fået en første klasses uddannelse i dans i New York og havde debuteret paa et stort Teater i Chicago under verdensudstillingen 1898. Folk der havde set nummeret i Berlin eller Paris fortalte, at de som alle engelske og amerikanske danserinder var "pikante", som man udtrykte det dengang; men desuden var Barrisons ualmindelig smukke og yndefulde. - Barrison -Truppen kom aldrig til at optræde i København. Den blev nemlig opløst i 1897, men året efter optrådte to af damerne, Inger og Gertrude, i Cirkus Varieté med stor succes. Den ældste, Lona - besunget af Drachmann - havde så sent som i 1902 engagement samme sted med et elegant nummer til hest. 

Senior.

(Social-Demokraten, 4. september 1946).

Den sidste af de fem.

En dødsannonce meddeler at Gertrude Barrison er gået bort. Bag denne lakoniske meddelelse ligger afslutningen på et enestående artisteventyr idet Gertrude Barrison var den sidste af de verdensberømte Barrison Sisters, fem danske piger som dansede sig den store berømmelse til, skriver Ben i Ekstrabladet.

De fem Barrison Sisters var ud af en Nyboder-familie og var født Bareisen. De kom til USA, hvor deres start fortaber sig i et eller andet amerikanske balletkor, men det varede ikke længe før de fem Barrison Sisters dukkede op. Det var fem kønne piger, og de satte New York på den anden ende med deres dansenummer. Fra New York gik turen til London, Paris og Berlin - og til nye triumfer.

Så forfærdelig mange år holdt det verdensberømte artistnummer ikke. Kærlighed og ægteskab bortførte først den ene og så den anden fra varietéscenerne. Berømtest af pigerne var Lona, som var den kønneste, men hun er død for adskillige år siden. Også de andre tre - hvoraf Ingeborg var gift med en norsk tivolidirektør, men hviler i København - er døde, og med Gertrud Barrison er altså den sidste Barrison Sister gået bort.

Gertrude Barrison levede sine sidste år i en af de stille gader på Østerbro. Hun tilbragte en del af sin tid med at samle stof til en bog om de berømte Barrison Sisters, men hun fik så vidt vides aldrig bogen skrevet.

(Aarhus Amtstidende, 4. september 1946).

På Garnisons Kirkegård i København rummer gravmælet over Barrisons moderen Erika (død 27. juli 1905), Sophie (død 27.februar 1907) og Inger (28. december 1918, urnen nedsat 25. februar 1926). Selvom Gertrud (senere Gertrud Corvinus, død 28. august 1946) også er begravet på Garnisons Kirkegård, ligger hun dog ikke i familiegravstedet. 

Familiegravstedet på Garnisons Kirkegård. På den viste langside står der "Erica Bareisen // I. Corvinus // fød ?? 18?? // død i København 27. juli 1905". Teksten på den viste korte side er ulæselig. En kopi af Lucius Cornelius Scipio Barbatus' sarkofag i Rom. Han var konsul i Rom for ca. 2200 år siden. Kopier af sarkofagen er brugt overalt i verden, bl.a. på Vestre Kirkegård over Emil Chr. Hansen, samt bag lapidariet på samme kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Grav-skænderi på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Korset på den henrettede SS-mand Flemming Helweg-Larsens grav ødelagt

Den henrettede SS-mand Flemming Helweg-Larsens gravsted på Holmens Kirkegård er blevet skændet ved, at ukendte personer har ødelagt det kors, som har indskriften: "Flemming Helweg-Larsen, født 20/7 1911 - død 5/1 1946"

Denne handling er naturligvis ganske ulovlig og strafbar. Utænkeligt er det ikke, at udåden er blevet inspireret af et fotografi i "Billedbladet", som fomylig bragte et billede af gravstedet med overskriften "Udfordrende" og med en ledsagende tekst, hvori der blev gjort opmærksom på, at SS-manden nu hviler på Københavns ældste kirkegård, "hvor heltene fra 2. april 1801 hviler og mange andre af nationens store har deres grave, deriblandt Johan Ludvig Heiberg, Johanne Luise Heiberg og Christian Winther."

Man kan måske diskutere det passende eller upassende i at familien har ønsket, at den afdøde skulle hvile i familiegravstedet på Holmens Kirkegård, da det jo må indrømmes, at Holmens Kirkegård har en særlig karakter. Men det er i alt fald uværdigt og utilbørligt at skænde en grav, hvem der så end ligger i den,

(Nationaltidende, 28. juli 1946).

Den brede politik

Ukendte personer forsøgte forleden at brænde det trækors, som er rejst på den henrettede Flemming Helweg-Larsens grav på Holmens Kirkegård. Korset blev derved delvis ødelagt og familien har nu ladet det Ijerne.

"Information" har kommenteret meddelelsen herom i en artikel, som væsentligst er et angreb på "Billedbladet".

"Gravskænderiet er," skriver "Information", "provokeret af en smagløshed i "Billedbladet", som i sit sidste nummer på en hel side bragte et fotografi af gravstedet med overskrift i farvetryk "udfordrende" og teksten:

"På Holmens Kirkegård (Københavns ældste), hvor heltene fra 2. april 1801 hviler, og mange andre af nationens store har deres grave, blandt dem Johan Ludvig Heiberg, Johanne Luise Heiberg og Christian Winther, har man nylig rejst et kors med denne indskrift: Flemming Helweg-Larsen, født 20.7.1911 - død 5.-1.-1946."

Senere i artiklen skriver "Information":

"Gravskænderi er en modbydelig forbrydelse. I dette tilfælde må "Billedbladets" redaktion bære hovedansvaret. Efter billedet og teksten måtte man ligefrem regne med, at ubefæstede sjæle lod sig provokere til "dåd"."

Heller ikke vi billiger ødelæggelsen af korset, men hovedansvaret må dog lægges på de mennesker, som har ladet det rejse, ikke på "Billedbladet", som konstaterede den kendsgerning, at det var rejst.

"Information" er enig i det forkerte at placere et sådant mindesmærke, og det kan ikke være rimeligt, at et blad ikke må påtale et forhold, som forekommer forkert, uden samtidig at påtage sig ansvaret for alt, hvad andre kan finde på at foretage sig for at bringe forholdet til ophør. Ganske vist er man ikke uvant med bagvendt logik i spørgsmål som tangerer opgøret med landsforrædere, men at se den samme metode praktiseret i "Informations" spalter, må vi udlægge som et tegn på, at selv en talstærk skare af dygtige bladmænd ikke altid er klar over, hvor "bred" man uden skade kan gøre selv den "brede politik", bladet synes at få større og større forkærlighed for. 

(Land og Folk, 28. juli 1946).

Den henrettedes mindekors.

Kirkeminister Hermansen har udtalt sig til "Vestkysten" om det udfordrende mindekors som er blevet rejst på den henrettede Flemming Helweg-Larsens grav på Holmens Kirkegård. Ministeren siger:

I Kirkeministeriet har rejsningen gjort et pinligt indtryk, og vi overvejer for tiden om der kan gøres noget. Det er dog tvivlsomt om der foreligger grundlag for indskriden fra det offentliges side. Der eksisterer ganske vist en bestemmelse om at mindestene på tyskerhåndlangernes grave skal fjernes, hvis inskriptionerne er af udfordrende karakter, men det er der ikke tale om i dette tilfælde, idet korset kun bærer den dødes navn, fødselsdag og dødsdag. En henstilling til familien er vist alt hvad vi kan foretage os - men forhåbentlig vil det også være tilstrækkeligt til at de efterladte får øjnene op for det udfordrende i deres handlemåde. 

(Fredericia Social-Demokrat, 1. august 1946).

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen dømt, 1945-1947. (Efterskrift til Politivennen)

V-liste nr. 24.

I dag er der 280 personer på værnemagerlisten. Fra Storkøbenhavn er der den meget omtalte dr. jur. Carl Popp-Madsen, Uppsalagade 18 ....

(Social-Demokraten, 19. juli 1945).

Sommerkorpsets historie

Korpset talte ca. 800 mand.

---

Popp-Madsens 2-3000 mand.

"Dansk Folkeværn", i hvis ledelse ekspeditionssekretær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen (f. 1900, fængslet) havde sæde, var en organisation af nazister der som en art passive medlemmer af Schalburgkorpset støttede dette "Folkeværnet", senere kaldet "Landstormen", hvis chef var tidligere løjtnant i den danske hær Max Arildskov (f. 1896, fængslet) havde til formål at give nazister der på grund af alder eller manglende tid ikke kunne gøre tjeneste i det egentlige Schalburgkorps, en fritidsuddannelse i politik og våbenbrug. Medlemmerne af denne gruppe skulle i givet fald kunne beskytte tyskvenlige danskere, herunder pårørende til Frikorps Danmark-folk, mod overfald. Gruppen havde hovedafdeling i Frimurerlogen og underafdelinger i provinsen, og ca. 2-3000 personer der mødte til uddannelse om aftenen og på søndage, har haft tilknytning til den.

(Lolland-Falster Social-Demokrat-Nakskov. 30. januar 1946).

Sagen mod Popp-Madsen påbegyndt.

Anklageren kræver fængsel på livstid.

København, fredag (RB)

Forræderisagen mod dr. jur Carl Popp-Madsen påbegyndtes fredag formiddag ved Københavns byret. Efter oplæsning af anklageskriftet krævede statsadvokat Kurt Kirchheiner Popp-Madsen idømt fængsel på livstid. Anklagede nægtede sig skyldig i alle forhold og afgav en meget lang forklaring om sit forhold til de forskellige tyske og danske nazistiske organisationer. Man kom bl.a. ind på en omtale af Popp-Madsens forsøg på at danne regering den 28. august 1943, et forsøg der mislykkedes, idet ingen af dem han henvendte sig til, ville sidde i regering med ham. Det menes at sagen vil så på i 4 dage.

(Isefjordsposten, 21. juni 1946).

Popp-Madsen idømt 14 års fængsel.

København.

Dr. jur Carl Popp-Madsen der ved byretten var sat under tiltale for forskellige landsskadelig virksomhed og forræderi idømtes i dag 14 års fængsel og mistede almen tillid for bestandig.

Popp-Madsen ønskede at appellere dommen til Landsretten, idet han erklærede at han var uskyldig dømt.

(Landbrugernes Dagblad (Maribo), 1. juli 1946).

Fra landsdommer til straffefange med 14 års fængsel.

Popp-Madsen ved godt humør og snakkesalig.

Besættelsestidens store i vidnesskranken i dag.

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen.

Når man har set den i sin tid så berømte jurist, ekspeditionssektær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen, Universitetets manuduktør og eksaminator ved juridisk embedseksamen og endvidere beklæde et landsdommersæde, var det unægtelig i går et mærkeligt spil af skæbnen at se ham anbragt på anklagebænken i Østre Landsrets 9. afdeling som straffefange under politibevogtning idømt 14 års fængsel for Iandsforræderi og landsskadelig virksomhed.

Den tungt vejende anklage imod ham omfatter 6 forhold, hvoraf de 2 er frafaldet. Endvidere omfatter anklagen nogle underpunkter. Det er ganske uforstandigt, at en mand med en så skarpt og juridisk trænet hjerne, der rummet en så omfattende viden om alle retsforhold, kan svigte i den grad at han i besættelsestiden kunne optræde som speciel rådgiver for berygtede Schalburgfolk, såsom K. B. Martinsen og konsorter, at han kunne forhandle med Fritz Clausen om at overtage et justitsministerembede, at han kunne medvirke ved et forsøg på at få den danske stat til at afholde udgifterne ved Schalburgkorpset og til yderliger at overtage ledelsen af dette forbryderkorps, også efter det danske politis ophævelse. At han så sent som i foråret 1945 kunne gennemgå et memorandum til blodhunden Himmler.

Man fristes næsten til at antage, at han samtidig med sin store lærdom har været en ganske naiv personlighed som slet ikke har kunnet overse og bedømme almenmenneskelige forhold og derfor har kunnet støtte sig til de forskellige nulliteter. som troede at kunne lave regering i Danmark og organisere retstilstanden i Europa, som nazisterne jo skulle forme.

I dag foregår den store afhøring af de personer, Popp-Madsen har arbejdet sammen med, Martinsen, Birkedahl Hansen, Arildskov, Poul Rasmussen, Sommer, Reitzel Nielsen, Pancke og Fritz Clausen. Også dr. Best var ønsket afhørt, men han kommer vist nok ikke. Der var afsat 5 dage til sagens behandling, men det er muligt, det kan gøres på 3. Popp-Madsen er ved godt humør og har en masse at sige

(Aftenbladet, 11. februar 1947).

Popp-Madsen fik straffen nedsat til 10 års fængsel med et fradrag af 19 måneder for udstået varetægtsarrest. Sagen gik videre til Højesteret. Her blev straffen forhøjet til 12 års fængsel. Dommen var enstemmig blandt de 12 dommere i sagen.

Forhørene i Sagen mod Schalburgkorpsets Leder

Nazisten Popp Madsen havde læst i aviserne om Martinsens beskyldninger

KØBENHAVN (RB)

I eftermiddagsmødet i går i K. B. Martinsen-sagen udtalte kontorchef Krandrup, der havde været administrator for Schalburgkorpset, at dette hver måned af tyskerne havde fået mellem 170,000 og 350,000 kr. til bestridelse af alle udgifterne vedrørende korpset.

Max Arildskov forklarede videre, at han i sin tid af K. B. Martinsen havde fået tilladelse til at oprette Landstormen, der skulle bruges til at beskytte nationalsocialisterne og deres ejendom i tilfælde af et eventuelt overfald fra den danske befolknings side.

Den tidligere leder af Schalburgfonden, dr. jur Carl Popp Madsen, der var næste vidne, udtalte på forespørgsel om han kendte til visse politiske drøftelser. der skulle være ført - omkrind den 29. august:

- Ja. Best havde i dagene umiddelbart efter den 29. august været meget utilfreds med den måde, hvorpå situationen havde udviklet sig, og han var meget ked af det skete. Han måtte forklare dette for nogle ledende, danske politikere, og derfor havde han søgt at få forbindelse med Socialdemokrater, som han ville foreslå at danne en ny regering. Nogle Dage efter at han havde sendt Indbydelsen, blev denne akeepteret, og Best var blevet meget bevæget over, at Socialdemokraterne havde modtaget Indbydlesen efter det, der var sket. Konferencen var derefter kommet i stand, og fra socialdemokratisk side deltog fhv. statsminister V. Buhl, fhv. forsvarsminister Alsing Anderen eller fhv. minister Hans Hedtoft. Hvem af de to sidstnævnte herrer, der havde været med, kunne vidnet ikke med bestemthed sige, men det var en af dem. Man havde dog ikke opnået resultat med det samme, og efter nogle dages forløb havde man fra socialdemokratisk side afvist forslaget.

Vidnet blev her foreholdt et dementi, som Socialdemokratisk Provinspresse gennem Ritzaus Bureau udsendte i tirsdags i anledning af Martinsens udtalelse om samme sag, men han benægtede på det bestemteste rigtigheden af dette dementi som han havde læst i aviserne. 

Uden forbindelse med sandheden

Ritzaus Bureau er onsdag anmodet om at udsende følgende i anledning af dagens forhør i K. B. Martinsen-sagen :

Den forklaring, Popp Madsen har afgivet, er uden enhver forbindelse med sandheden. Som forlængst kendt, havde undertegnede - efter anmodning af direktør Svenningsen - sammen med Alsing Andersen og H. C. Hansen en samtale med dr. Best i begyndelsen af august 1943, umiddelbart efter, at Fibiger og Ole Bjørn Kraft havde havde talt med ham. Der har ingen senere samtale fundet sted, når lige undtages Buhis samtale på partiernes vegne med dr. Best ved Folkestrejkens afslutning i 1944, og spørgsmålet om en ny regeringsdannelse efter 29. August har ikke af os - og os bekendt heller ikke af andre Socialdemokrater - på noget som helst tidspunkt været drøftet med dr. Best.

Popp-Madsens forklaring savner derfor ethvert grundlag.

V. Buhl. H. C. Hansen

(Ny tid (Aalborg), 23. oktober 1947).

København. Dachau-klubbens bestyrelse har på et møde vedtaget indtil videre at afbryde samarbejdet med "Fællesudvalget for Danmarks politiske fanger". Baggrunden for dette skridt er at formanden for udvalget ved udarbejdelsen af tidligere kz-fangers eventuelle erstatningskrav mod Tyskland har modtaget juridisk bistand af dr. jur. Popp-Madsen. 

(Horsens Social-Demokrat, 24. november 1966).

Dagny Thomsen, Modstandskvinde (1892-1945). (Efterskrift til Politivennen).

Dagny Caroline Louise Thomsen, 1892-1945. Dagny Thomsen blev arresteret i november 1942 som medlem af Danmarks kommunistiske Parti i henhold til kommunistloven og interneret i Horserød. Efter den tyske overtagelse af lejren den 29.8.1943, deporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof i Polen den 2.10.1943. Hun overlevede opholdet i lejren og dennes evakuering og vendte den 12.5.1945 tilbage til Danmark. Død af eftervirkninger efter opholdet i koncentrationslejr.

Dagny Caroline Louise Thomsen solgte bl.a Arbejderbladet. Da partiet blev forfulgt fra 1941, indsamlede hun penge til de mange der mistede deres forsørgere. Hun blev arresteret for at være i besiddelse af illegalt materiale, men dog løsladt igen. Hun blev arresteret anden gang i januar 1943 og anbragt først i Vestre Fængsel, senere Horserød.

Som fange her blev hun den 29. august tysk fange, da den danske regering ophørte med at fungere den 29. august 1943. Det lykkedes kun halvdelen af de internerede i Horserødlejren at flygte. 150 kommunister og spaniensfrivillige forblev fanger og den 2. oktober 1943 sendt med skibet Wartheland fra Langelinje til koncentrationslejren Stutthof, øst for Gdansk. Heraf var 7 kvinder. 15 døde under opholdet her, mens yderligere 6 døde efter krigen af følgevirkninger. Under opholdet i Stutthof blev Dagny Thomsens hjerte overbelastet, hun led af bronkitis og fik sandsynligvis også tuberkulose.

Af de i alt omkring 110.000 mennesker, omkom mindst 65.000 i selve lejren. I 1944 udbrød en tyfusepidemi i lejren som kostede 9% livet. I slutningen af februar 1945 blev fangerne som følge af den Røde Hærs fremmarch. Fangerne blev i grupper af 1.500 sendt afsted. 3. februar til 9. marts var de anbragt i underlejren Nawitz. Herfra skulle dødsmarchen være fortsat, men fangevogterne flygtede, og fangerne fortsatte selv, indtil de kunne hjemsendes. Stutthof der var blevet ødelagt af tyskerne og med kun 100 fanger tilbage, blev befriet 9. maj 1945 som den sidste af alle større koncentrationslejre. 

Dagny Thomsen blev evakueret og vendte hjem 11 eller 12. maj 1945, sammen med 30 internerede fra Stutthof. Turen gik over Neustadt ved Lübeck og Padborg. Det var ikke ufarligt, andre af transporterne til Neustadt blev angrebet, dog ikke de transportenheder der medførte danske statsborgere.

Efter hjemkomsten fik hun et hjerteanfald under et familiebesøg i Århus som hun dog kom sig over. Hun nåede at stemme til folketingsvalget i København, men blev syg samme aften, og døde om natten den 3.november 1945.

Foto fra Land og Folk, 19. december 1949 som viser mindehøjtideligheden ved afsløringen af mindesmærket. 

Mindestenen er opsat 18. december 1949. Ved afsløringen sagde folketingsmedlem Ragnhild Andersen (der selv havde været i Stutthof, nu sad som medlem af Folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti), at "Dagny Andersen i Stutthof altid kunne få tid og energi til at tage sig af og trøste de dårligst stillede i lejren, de ganske unge russiske fanger, der var revet bort fra deres land og hjem. Hun var som en mor for dem. Man forstår i dag næppe, at det kun er fem år siden, vi gennemlevede det"  (Land og Folk, 19. december 1949).

I Frihedsmuseets modstandsdatabase er blandt de 90.000 navne under 2 % kvinder. Heraf er der i Hovedstadsområdet minder for omkring 16 kvinder. Dagny Nielsen var en af dem.

Dagny Thomsens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Samuel Goldin (1885-1945). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Morten Thing var tilskærer Samuel Goldin sammen med tilskærer Melnik, malermester Feivel Friedman og cigarmager Leon Wigotski blandt den gruppe som i 1905 dannede en afdeling af Bund i Danmark. Han henviser til nogle breve som de fra 1906 skrev til udlandsledelsen i Geneve for at anmode om litteratur til deres bibliotek. Biblioteket lå højt oppe under taget på fjerde sal på Kultorvet. Det var et fattigt rum. Nogle af bøgerne var "illegale" i den forstand at de handlede om sociale forhold blandt arbejdere, deres kamp og krav. Socialistiske værker der var smuglet ind i Rusland. 

De følgende kapitler omfatter 1930’erne og tiden under besættelsen, perioder, der er dækket af en omfattende litteratur. Arnheim fremhæver og kritiserer, at MT’s ledelse i hele denne periode ikke blot var inaktive og undlod at protestere mod jødeforfølgelserne i Tyskland, men direkte modarbejdede de kredse her i landet, der ønskede en mere aktiv, protesterende linie. Arnheim refererer således fra et møde i januar 1933 i privat regi – men dog ikke mere privat, end at det var indkaldt af MT’s formand, C.B. Henriques – at Samuel Goldin (1883-1845, kommunistisk folketingskandidat) foreslog, at MT fremsatte en udtalelse med fordømmelse af nazisterne, men blev afbrudt af værten, professor Louis Sigurd Fridericia (1881-1947), med ordene:  ”Hvem taler De til? Tror De, at De staar paa Grønttorvet? Når det gør ondt, skriger man. Dyr skriger, mennesker ikke”. Mødet er refereret af Pinches Welner. Af mere specielle enkeltheder skal nævnes, at Hans Hedtoft efter en anmodning fra Binjamin Slor fik statsminister Stauning til at underskrive en udtalelse, dateret 24. februar 1937, der ikke blot beklager forfølgelsen af jøder, men også anerkender jødernes anstrengelser for at skabe et hjemland i Palæstina og udtrykker sin positive holdning heroverfor. Udtalelsen blev dog først offentliggjort i 1950; Arnheim ved ikke, hvorfor det ikke skete tidligere.

(Rambam. Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, 24/2015, s. 92. Anmeldelse af Arthur Arnheim: Truet minoritet søger beskyttelse – Jødernes historie i Danmark. Syddansk Universitetsforlag, 2015. Af Allan Falk). Bemærk at Goldins fødselsdato ikke stemmer overens med gravstedets (1885). 

Den 24.februar 1937 fulgte Stauning op med en erklæring rettet til Binjamin Slor fra det jødiske samfund i Danmark. Stauning indledte således: ”Det er en selvfølge, at jeg beklager den forfølgelse af jøder, som vor tid oplever, ligesom jeg overhovedet misbilliger og beklager forfølgelse, der udøves af politiske eller religiøse grunde.”

ERKLÆRINGEN BLEV OVERBRAGT med den besked, at den godt måtte offentliggøres i Danmark, når blot det skete ”i forbindelse med andre udtalelser eller artikler om samme emne”. Men Slor vurderede, at offentliggørelsen af erklæringen ville skade mere end gavne. Man frygtede at provokere tyskerne. Først efter at Danmark i 1950 havde anerkendt den israelske stat, kom denne erklæring for dagen. Det hører dog med i billedet, at man i K.K. Steinckes justitsministerium mildest talt ikke var hjælpsomme over for flygtende tyske jøder. Heller ikke alle danske jøder var det. En del tyske jøder blev sendt tilbage til Tyskland, hvad der for nogle førte til døden. Danmark var bange for at udfordre Tyskland. Om det også spillede ind på Steinckes forhold til de tyske jøder, at han var tilhænger af ”racehygiejne”, kan ikke siges. Men at han brugte ordet ”niggere” om de sorte, måtte også dengang virke racistisk.

(Kristeligt Dagblad 15. oktober 2018)

Samuel Goldins gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. På trods af hvad der måske antydes på gravstenen, optræder hans navn ikke i Modstandsdatabasen. Men som det ses døde han få dage før befrielsen i 1945, knap 60 år gammel. Foto Erik Nicolaisen Høy.