Tupsy Clement (1871-1959) og Edvard Munch. (Efterskrift til Politivennen)

Martha Caroline Clement, kaldt Tupsy, født Jebe, (født 13. april 1871 i Trondheim, død 5. september 1959 i København) var en norsk kunstmaler. Hun var af major Hakon Jebe og Hedvig Klingenberg. Hun studerede under Hans Heyerdahl i Oslo (1896) og under Christoph Roth i München (1898–99) inden hun læste videre i Paris. 

Hans Olaf Heyerdahl (1857-1913) malede et portræt af Tupsy Jebe omkring 1890. Edward Munch malede Tupsy Jepe, dels i en skitse mellem 1892 og 1896 og dels et portræt af Tupsy Jebe. Bernhard ôsterman (1870-1938) malede et portræt af Tupsy Jebe i 1899.

Forholdet mellem Munchs skitse, portrættet og Heyerdahls maleri får følgende kommentar på Munch-museets hjemmeside:

Wove paper. 170 × 270 × 0,2 mm (h × b × t). Denne tegningen er et lite mysterium. Den ligger så tett opp til et malt portrett av Tupsy Jebe – attribuert til Hans Heyerdahl – at enten har de to kunstnerne portrettert henne samtidig, eller så har den ene kopiert den andre. Vi kjenner ikke dateringen på Heyerdahls bilde, men hun var hans elev i Kristiania i 1896, før hun dro til Paris, hvor hun ble sammen med Munch en kort periode. Muligens har Tupsy hatt med seg portrettet til Paris og forært det til Munch, for det var blant verkene som fulgte med Munchs testamentariske gave til Oslo kommune. Munch kan altså ha tegnet etter Heyerdahls maleri, men å kopiere andre kunstnere var noe han sjelden gjorde, og den andre skissen av Tupsy i samme bok (MM.T.00129-47-recto) viser mer av overkroppen enn både denne tegningen og Heyerdahls maleri. Det kan tyde på at den er tegnet etter levende modell, ikke etter maleriet. For å komplisere forholdet ytterligere, har Gerd Woll pekt på at maleriet av Tupsy Jebe er utført på en treplate med samme mål som Munchs "Piken ved vinduet" (PE.M.00363) fra 1896–97. Siden maleriet av Tupsy ikke er signert, siden det var i Munchs eie ved hans død og siden det altså er en materiell kobling til et maleri av Munch, utført mens, eller like etter at Munch var sammen med Tupsy, ville en del brikker falle på plass dersom maleriet var utført av Munch, ikke av Heyerdahl. Det ligger imidlertid utenfor dette prosjektets mandat å mene noe om dette. Uansett, Munchs forhold til Jebe i 1896 er vanskelig å forene med skissebokens klare tilknytning til Nice 1891–92. Mest sannsynlig har han funnet frem til noen blanke sider på et senere tidspunkt. (MB)

Portrayed: Tupsy Jebe (norsk, 1871–1959)

Den dengang 25-årige Tupsy Jebe mødte Edvard Munch i Paris 1896. Hun gik på Colarossis kunstskole i rue de la Grande Chaumière. I Paris blev Anitra i Peer Gynt danset af can can-danseren Jane Avril (kendt gennem Lautrecs plakat). Med hende dansede en snes fra den norske koloni klædt i nationaldragter, bl. a. Tupsy og Edvard Munch. Samme år som hun debuterede på Efterårsudstillingen i Kristiania (Oslo). De indledte et forhold hvor de gik arm i arm på boulevarderne. Hun blev opfattet som livsglad og frygtløs uden respekt for Munchs traumer. De skrev breve til hinanden. Hun tog på besøg i Trondhjem. Tupsy beklagede sig over den borgerlige livsstil. Omkring den 23. juli 1896 var hun sammen med sine forældre i minebyen Røros hvor de boede på Fahlstrøms Hotel. Maleren Johannes Müller havde et sommerhus der med tilhørende vinkælder som han lejede ud til Tupsy som skrev i et brev:

"Allerkæreste ven. Jeg skammer mig. Her går jeg og bestiller ingenting om dagen, er rastløs, synger fem minutter, læser fem. Jeg tager vist en lille tur til Røros med far og mor. Det bliver nok kedeligt, der er så grimt der. Ja, jeg må hellere fortælle hvilke rygter, der går om mig her i byen. Tænk, de siger, at Heyerdahl og frue skal skilles, og at H. vil gifte sig med mig! Uden at jeg selv ved det mindste om det! Du behøver ikke tage noget med, når du kommer, malersager og et par strømper kan du låne af mig, og du er da vist ikke så forfærdelig fattig."

Tupsy Jebes håb om at Edvard Munch ville rejse efter hende, gik ikke i opfyldelse. Han blev snarere så opskræmt af hendes breve at han ikke turde rejse tilbage til Norge. Han tog i stedet til Paris i august 1896, men fandt byen uudholdelig og rejste til Belgien (Knokke-sur-mer). Senere på året skrev hun:

Allerkæreste ven. Ja, nu går jeg altså til bekendelse. Jeg synes, du må føle dig forfærdelig smigret, men tiden falder gruelig lang. Jeg kom her til Trondheim, kan næsten ikke huske hvordan. Jeg føler det, som om jeg med en voldsom kraft er blevet revet ud af alt det, jeg holder af, hvor jeg trives og har lyst til at foretage mig noget. Jeg føler, at alle disse mennesker tænker anderledes end jeg, og jeg er svag, forstår du, så svag, at jeg bøjer mig under det. Du må gerne skænde på mig, jeg fortjener en masse skænd. Stakkels lille Edvard, der bliver forgiftet med så meget vrøvl. Man skal ikke belemre andre med sine sorger, men når jeg kommer herop, bliver jeg et helt andet menneske, stille og forknyt, dum og kedelig. Er det ikke væmmelig varmt at arbejde på dit atelier nu? Jeg kan godt lide, at du laver raderinger og litografier, min ven. Du maler så meget grimt. Hvor er jeg dog modig. Du er vel fnysende arrig nu. Din Tupsy.

Munch trak sig mere og mere fra Tupsy. Men de malede dog en dobbeltradering sammen. Munch skildrede hende liggende i en seng, parat til sex, mens Tupsy beskrev Munch nærmest neutral: Han sidder med en cigaret med venstre hånd under kinden, fjern og uopnåelig.

Min kæreste. Jeg har mistet min portemonnæ med 16 francs, og jeg har ikke fået nogen kærestebreve fra dig. Der er vist smukt i Åsgårdstrand. Kom til Bretagne en tur, det vil snart være for sent. Jeg har sådan en dejlig tyrkisk tobak, men har i øvrigt ikke andet morsomt end mit gode selskab at byde på, men det er vel også godt nok. Maler du store billeder? Skriv et par ord til mig og fortæl lidt om, hvad du laver. Alors au revoir. Mange hilsener din Tupsy.

Men Munch bliver mere og mere utilnærmelig:

Er der så forfærdelig hyggeligt på månen, at man glemmer alle andre? Eller hvor du nu er. Er det tilladt at spørge, hvad tænker du, troløse mand? Er dine omstændigheder lykkelige og vel indtrufne? Fortæl mig lidt om hende, der er kommet efter mig, og som er blevet min stedfortræderske. Min kære, meget gamle Edvard. Müller er meget tilfreds med gobelinen. Han rejste væk en uges tid og overlod sit hus til mig, inklusive en masse flasker vin etc., så du skal være glad, hvis du ikke genfinder mig som drukkenbolt. Jeg drak i tavshed din skål, sad i hans fineste møbler, røg cigaretter liggende på hans chaiselong og havde det så godt, som det er muligt, når man er henvist til at være alene.

Min kæreste ven. Jeg spekulerer på, om jeg ikke engang kan blive ordentlig vred på dig. Jeg føler mig så alene, har du ikke lyst til at sidde her hos mig, og have det hyggeligt? Eller er du anderswo engagiert, for så kan du drage til Bloksbjerg mit eins. Ja, som du ser, sidder jeg her helt solo for mig selv og tænker på dig og på os for et år siden, på Paris og på alt, hvad der er lyst og godt, og så føler jeg, at jeg bliver endnu mere alene. Hvor har du alle dine billeder? Udstiller du i Bruxelles? Hvorfor går du ud fra, at vi er venner som før? Er du ofte sammen med Borghild? Hvordan skal jeg nu komme herfra? Her er en hel del nordmænd, den ene værre end den anden, de solder hele tiden, og jeg orker ikke at være sammen med dem. Kommer du ikke snart, Edvard? Det var da forfærdelig trist med hungersnøden, du ligner vel et spøgelse nu. Og jeg, der er blevet så forfærdelig tyk. Les extrêmes se touchent. Kan Mag og jeg måske læse lidt tysk eller fransk for dig når du kommer? På den måde kan du tjene mange penge og blive en rig mand. Nu sidder jeg og glor på dig, så jeg helt glemmer at skrive. Jeg har den lillebitte radering, som jeg lavede af dig, på væggen lige foran mig. Hvordan kan du finde på at have det grimme billede af mig på væggen? Helt så grim er jeg da vel ikke. Kalder du mig en sommerfugl? Jeg læser dine breve med mistro. Kære Edvard, jeg kan ikke forstå, at jeg nogensinde kan have været så forfærdelig dum at tro, at du ville komme hertil, selvom du havde lovet det. Nej, du må jo heller lade være, når du ikke har lyst. Jeg vil ikke krybe for dig. Der er vist piger nok i Braunschweig, eller hvor det er, du vil hen. Du er forfærdelig lumpen. Hvis jeg troede på dig, ville jeg ikke skrive sådan. Men det er løgn i din hals, at du er bedre end alle de ulve, jeg har omkring mig her, og som på alle måder forsøger at ødelægge mig. Hvorfor skal du overhovedet være andre steder end der, hvor jeg er? Du kunne måske forklare mig det? Fik du et kort fra mig herfra? Her bor vi sammen med Krag, der tager sig meget af os. Vi spiser hos Ferkel, hvor du har soldet så forfærdeligt. Jo, jeg har hørt om det. Det interesserede mig levende. Vi er her sammen med en italiensk maler, som trods die kurze zeit allerede elsker mig. I går var vi på udstilling hele dagen. Italieneren var med, han er fra Sicilien, og vi skal måske besøge ham der. Jeg spekulerer på, om jeg kan tage dig med! Helge Rode mindede sådan om dig. Himmel, hvilke flegmatikere. Han sagde næsten ikke et ord. Nu skal du ikke blive vred, for du er i grunden så forfærdelig sød. Dette mystiske brev har jeg vandret rundt med i lommen nogle dage, men nu fik jeg lyst til alligevel at sende det, torsk som jeg er. I gør hørte vi den samme slags musik som dengang i St. Cloud. Kan du huske den lille skitse, jeg malede i fjor, da vi blev uvenner, den som jeg var så glad for? Tænk, min far har revet den i stykker, fordi der var en nøgen kvinde på den anden side. Du kan tro, jeg sørger. Er det ikke skammeligt? Hvad maler du? Kommer du snart? Jeg har pludselig mistet tommelfingeren. Tror du, det er farligt? Den faldt for min kniv. Jeg ville egentlig bare sige, at du er forfærdelig lumpen. Resten kan du få næste gang. Agter du slet ikke at besvare mit sidste brev?.

Munch svarede at han ville sætte betingelser, hvorpå Tupsy svarer:

Kære kommandør. Tusind tak for invitationen til at rejse på landet. Jeg må desværre straks afslå, eftersom den hidsige tone ikke gefaller mig. Jeg havde forestillet mig, at du ville tilbringe julen hos mig, men da du åbenbart er optaget, må jeg vel tage imod en indbydelse om at tilbringe juleaften i Paris hos Krag. Jeg bedaurer stadig, at vi ikke forstår hinanden skriftligt. I syv dage og syv nætter har virkningen af dit brev været så forfærdelig, at jeg fandt det mest tilrådeligt at tie. Tiden læger alle sår, forhåbentlig også det som jeg har på munden. Tupsy.

Forholdet var hermed ophørt. Alle brevcitater fra Ketil Bjørnstad: Døende kom jeg til verden. Historien om Edvard Munch.

I 1902 blev hun i Rom gift med den danske maler G. F. Clement (1867-1933). Parret bosatte sig derefter i Danmark, hvor Tupsy malede portrætter, blomsterbilleder, eksteriører og landskaber. Hun færdiggjorde sin uddannelse i Italien i 1905. Hendes mest kendte værker blev malet i Skagen hvor parret tilbragte somrene fra 1908 til 1920. Hendes maleri To piger leger ved Skagen Strand var i Christian X's eje og hang på Klitgården. Mange af hendes værker viser mandens indflydelse, men i sollyset i hendes landskabsbilleder forekommer også inspiration fra Theodor Philipsen. Efter 1920 tilbragte parret deres somre i Italien. Forholdet var barnløst.

Gravstedet for Tupsy Clement og C. F. Clement på Vestre Kirkegård, Afdeling E, Række 1, Nummer 1. Om ham står der "Maleren". Om hende - intet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En Pige slæbes til Holbæk Sindssygehus. (Efterskrift til Politivennen)

I Smedelundshusene ved Holbæk blev Beboerne i Onsdags Formiddags Vidne til et højst mærkværdigt og ganske skandaløst Optrin.

En Betjent fra Arbejds- og Daareanstalten kom nede fra Holbæk By slæbende med en Pige; Hovedtøjet havde hun tabt, og Haaret hang opløst ned ad Ryggen. Hun græd og satte sig til Modværge og raabte om Hjælp, men forgæves. Betjenten tog intet Hensyn til, hvad hun sagde, og han var den stærkeste, saa hun maatte følge med. Rundt om i Døre og Vinduer stod Folk og harmedes over, hvad de saae, og et Par Kvinder græd. Men det syntes ikke, at nogen havde Mod til at blande sig i Sagen. En Mand kendte Pigen som en Datter af en afdød Husmand i Aagerup, og han spurgte, hvad hun havde forbrudt. Hertil svarede Betjenten, at han "syntes", Pigen var en af de sinddsyge fra Anstalten, men at hun var stridig og vilde ikke gaa med derud godvillig. Manden oplyste da Betjenten om, hvem Pigen var, og søgte at gøre ham begribeligt, at det jo var i sin gode Orden, at hun ikke vilde med derud, da hun ikke havde noget at skaffe der.

Betjenten slap saa Pigen, som en Kone derpaa tog sig af. Fra de tilstedeværende faldt der drøje Bemærkninger om Betjentens Optræden.

"Holbæk Amts Dagblad" skriver:

Det ser ud til, at Anstaltens Ledelse ikke sjælden er mindre heldig i Valget af Funktionærer. En Gang i Foraaret pryglede et Par af dem nogle af Arbejdslemmerne i en saadan til at afskedige dem. Og nu gaar en anden af dem hen og attraperer en sagesløs og Anstalten ganske uvedkommende Kvinde og vil med Magt føre hende ud paa Anstalten. Som før bemærket undflyldte han sig med, at han syntes, hun var en af de sindssyge, og han fortalte endvidere, at hun "havde gaaet og kigget ind i Købmandsgaardene". Men den Undskyldning gælder til Wandsbeck. Folk har jo dog Lov til at kigge ind i en Købmandsgaard for at se, om der skulde være en Vogn, som de kunde komme til at køre med hjem, og Pigens Paaklædning tydede aldeles ikke paa, at hun var en sindssyg, der var flygtet fra Anstalten.

Pigen var kommen til Holbæk for at søge Lægehjælp til sin syge Moder. Hun havde købt noget Hvedebrød, som hun vilde have med hjem til Moderen; det havde hun tabt, mens Betjenten slæbte af med hende. Hatten havde hun ligeledes tabt, men fik den igen, idet en Dreng havde fundet den og kom løbende med den. Endelig havde hun faaet Klæderne revet i Stykker og havde faaet nogle Saar paa den ene Haand, foruden at det smærtede paa de Steder, hvor Betjenten havde havt fat i hende.

Forhaabenlig bliver der draget Omsorg for, ikle blot, at Betjenten paa en eftertrykkelig Maade bliver belært om, at den Slags Ting ikke gaar, saa han for Fremtiden lader Vejfarende i Fred, men ogsaa, at han kommer til at betale Pigen en passende Erstatning.

(Social-Demokraten 11. september 1896).

Smedelundsgade er en af Holbæks tre middelalderlige hovedgader. Under industrialiseringen blev mange af de gamle bygninger revet ned og nye opført hvor især håndværkere og arbejdere flyttede ind.

Barrisons i Wintergarten. (Efterskrift til Politivennen)

Til prøve. En af Dagmarteatret mest kendte korister, hr. Sommer, har for nylig indstuderet et varietenummer a la Barrisons med 6 unge damer fra samme teater. De prøvede i går på Arenateatret. To af de unge damer havde en særdeles god stemme og så godt ud, men resten var umulige.

Det er efter denne prøve at dømme ret usandsynligt at hr. S. vil få noget ud af sit forsøg på konkurrencen med "The Barrisons". Hans amazonenummer var ret fikst arrangeret, men mislykkedes til dels, fordi damerne ikke havde været i stand til at sætte sig ind i fægtekunstens begyndelsesgrunde.

(København, 28. juli 1896).

Barrison Sisters: Gertrude, Lona, Inger, Olga og Sophia. Gustav Liersch. Theatermuseum Wien. CC BY-NC-SA.

En komtesse-trio. En dansk mand der udvandrede til Amerika i sine unge dage, har i de sidste år tjent en formue på "Søstrene Barrisons", syv unge tribunesangerinder som er optrådt rundt i hovedstæderne. Nu har han fået dannet "komtesse-trioen". Tre unge søstere, døtre af en greve, hvis adelige papirer er i fuld orden, er engagerede af ham og skal optræde på de store varieteer.

(Lemvig Folkeblad, 4. september 1896).

Der er således akkurat tid til med stadtbanen at vende tilbage til byen og nå ind i "Wintergarten", inden der lukkes. Vi kommer netop tilpas til at se søstrene Barrison tage en yderst kordial afsked med berlinerne. Uden overdrivelse sidder der her i "Wintergarten"s uhyre glassal mindst 6-7000 tyskere i en ubeskrivelig øl- og tobaksdunst. Gennem tågen skimter man på den vældige scene de fem bittesmå, lyslokkede pigebørn der nu for sidste gang inden afrejsen til Amerika slår deres kolbøtter og synger linger-longer-loo ...

Bragende bifald og 10-12 fremkaldelser mens enorme blomsterkurve langes op på scenen. Og i denne duftende blomsterregn forsvinder så Barrisons med mange søde smil og fingerkys til de ølbegejstrede tyskere i salen.

"Halvfemsernes mest gratiøse cirkusnummer" - kan være.

Men skyde sig for en af disse små dukkers skyld som den unge adelsmand i Budapest gik hen og gjorde - nej, det er dog for meget!

Viggo.

(Dannebrog (København), 25. september 1896).

Efter "Eine tolle Nacht" følger "Wintergarten"s store nytårsoverraskelse der viser sig at bestå af -- Sisters Barrisons hvem direktionen i al hemmelighed har indforskrevet fra New York hvor de sidst har optrådt. Da de 5 små dukkepigebørn under afsyngelsen af "The Bowril" danser over scenen, kender jubelen ingen grænser. Heldigvis er klokken straks tolv, ellers havde berlinerne måske væltet huset af begejstring over deres yndlinge.

(Dannebrog (København), 3. januar 1897).

En fattig Enkes Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Mads  Poulsens Enke fra Harboøre indlagdes for 3 Uger siden paa Amtssygehuset i Lemvig, hvor hun afgik ved Døden Tirsdag den 25. Avgust. Den Afdøde var under Fattigforsørgelse fra Lomborg Rom Kommune, der altsaa havde at bekoste Begravelsen, som foregik Søndag den 30. Avgust. Den Afdødes Paarørende var forsamlede paa Sygehuset, og inden Kisten udbares, blev en Salme afsungen. Da kom der en Ligvogn, sendt fra Fattigvæsenet i Lomborg-Rom.

En Ligvogn? Nej, det var snarere en Gødningsvogn. Imidlertid kunde Vognen være god nok, naar den havde været vasket, men den bar som sagt alt for meget Spor af at have været brugt til Gødningskørsel. Selvfølgelig var det en stiv Vogn, og derfor kunde den jo ogsaa være god nok, men Skik og Brug er, at man saa lægger noget Straa i Bunden af Vognen for at Liget ikke skal bringes ud af sit Leje i Kisten.

Dette Hensyn var dog ikke taget til den fattige Enke. hvis Kiste ikke kunde naa Bunden i Vognen og derfor ikke kunde saa nogen fast Stilling. Medens Vognen kørte over de brolagte Gader i Lemvig Købstad, skred Kisten ned til den ene Side, hvorefter Afdødes Paarørende bragte den i ret Stilling, men snart efter skred Kisten ned til den anden Side.

Enhver kan altsaa sige sig selv, at Liget er tumlet om i Kisten, hvilket er mindre hyggeligt, særlig for de Paarørende at tænke paa.

Vcd Ankomsten til Rom Kirke var hverken Præsten eller Degnen underrettet om, at der skulde være Begravelse. En Mand havde faaet Anmodning om at kaste Graven, men han vidste ikke, om Afdøde skulde begraves Søndag eller Mandag; men for dog ikke at kaste Graven vm Søndagen, saa havde han betænksom kastet den om Lørdagen, saa til alt Held var dog Graven kastet, hvor den fattige Enke efter disse Besværligheder endelig fik sit sidste Hvilested.

Saaledes som foran staar skildrer den Afdødes Slægtninge Begravelsen i et Brev til "Demokraten". Bemærkningerne om, at Gødningsvognen kunde være god nok, naar den blot var bleven renset, og der var bleven lagt lidt Halm i Bunden, er Familjens, som skriver ud af et sjældent beskedent Sind.

Sammenlign nu denne hæderlige gamle Enkes Begravelse med den Pomp og Pragt, som udfoldes fra Kirkens Side, naar en Rig gaar til sine Fædre. Og husk saa, hvad Bibelen lærer os om Forholdet mellem den Rige og Fattige. Den Rige vaagner i Helvede, thi, siger Jesus, han har haft sit timelige Gode hernede. For ham er det ligesaa vanskeligt at komme i Himlen, som det er for en Kamel at gaa gennem et Naaleøje. Den Fattige lægges i Abrahams Skød.

Saaledes saa Kristendommen oprindelig paa de to Klasser. Kristus hadede de Rige og elskede de Fattige.

Men de, som kalder sig Kristi Tjenere, tager Tingen anderledes. De har intet Abrahams Skød til den fattige Lazarus. Sognet sender en Møgvogn efter det stakkels Lig, og Præst og Degn bliver hjemme ved deres Middagsgæster.

Bag Møgvognen gaar den Afdødes fattige Slægt og Venner, og de begynder at ræsonnere. Vognen burde dog være vasket, og der burde være lidt Halm.

Saa beskedent lyder denne Kritik; men Beskedenheden vil vokse til Vrede og Oprør, som Tiden gaar. De stille Tanker vil vokse til en Storm, som faar Nutids-Kirkens Taarne til at satte.

(Social-Demokraten 6. september 1896).

Poulsen, L. (Laurids) (4.3.1865-2.6.1951) fotograf: Lomborg Kirke. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Spedalske. En Anklage Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Katoliker paa Island.

Det hører til Sjældenhederne, at vort lille Land bliver omtalt i Udlandets Presse. Som Regel sker det kun ved to Lejligheder: Zarens Ankomst og Socialismens Fremskridt. Hvert Aar naar Zaren kommer, telegraferer de officielle Telegrambureauer intetsigende Nyheder Evropa rundt om denne Begivenhed, og naar der er Valgdag, kommer der endelig et Pust fra Danmark som paa en alvorligere Maade minder Verden om Landets Eksistens.

Ellers er der saa temmelig stille om os.

Nu just i disse Dage er vi imidlertid bleven opdagede paa en tredie Kant, hvorfra vi mindst skulde vente det, nemlig fra Island. For Aar tilbage kunde man i Verdenspressen læse, at Islænderne var misfornøjede med den danske Højre-Regering, navnlig med Nellemann, og udvandrede til Nordamerika i store Skarer, saa at Øen truedes med at affolkes.

Denne Gang er Nyheden af en ligesaa glædeløs Art, og hermed hænger det kort fortalt saaledes sammen.

Der er i Frankrig forefaldet et Tilfælde af Spedalskhed, som man tilskriver franske Fiskeres Besøg paa Island, hvor denne Sygdom har et af sine Arnesteder, og Regeringsbladet le Temps henleder i den Anledning Opmærksomheden paa Øen og paa den Omstændighed, at den danske Regering siden 1848 har overladt de derværende Spedalske til deres egne Skæbne uden at oprette saa meget som en Anstalt for dem; ja, tør man tro Bladet ejer Island end ikke et Hospital.

Le Temps oplyser først, at Hovedpunkterne for Spedalskheden findes i Spanien, Portugal, Italien, Tyrkiet, Norge og Island. I Frankrig har man for længe siden faaet Bugt med den grufulde Sygdom og nedlagt de særlige Hospitaler, som man i sin Tid oprettede til dens Bekæmpelse. I andre Lande har man ligeledes gjort i alt Fald noget, særlig i Norge, hvor Spedalskheden har raset værst. Men ét Land er der, hvor Regeringen "intet har gjort", skriver Bladet ordret, og det er Island, skønt denne danske Ø ligefrem er befængt med Spedalskhed, og skønt den ved sine Fiskerier har en stærk Berøring med andre Lande, navnlig da med Frankrig, som hvert Aar sender hele Flaader af Fiskere op til Island. Øen har - vi citerer atter ordret - "hverken Sygehuse for Spedalske eller Hospitaler".

Der findes i Norge ca. 800 Spedalske, paa Island 400, og da nu Norge har 1,730,000 Indbyggere, men Island kun 75,000 (det franske Blad tager endda her noget fejl, thi Øens Befolkning er som anført gaaet tilbage ved Udvandring), saa har Sygdommen altsaa naaet en forfærdelig Udbredelse blandt Islænderne. Og Bladet gentager med et Udraabstegn: "hverken Sygehuse for Spedalske eller Hospitaler!" Den danske Regering har, siger det videre, "intet foretaget siden 1848", da man begik den Uforsigtighed at nedlægge de fire Anstalter for Spedalske, som Øen den Gang havde.

Artiklens Forfatter, Charles Morice, anfører, at han om denne Sag har faaet en Del Oplysninger bl. a. fra den bekendte københavnske Læge Or. Ehlers, der særlig har studeret Spedalskheden, og at disse Oplysninger er af "den mest gribende Interesse". Han nævner dernæst, at der absolut bør gøres noget, men han er taktfuld nok til ikke at nævne den danske Regering i denne Sammenhæng. Formodentlig mener han - og med Rette - at der er mere Anledning for danske Blade til at gøre dette. Derimod oplyser han, at noget er der allerede paabegyndt, og fra en Side vi hos os sidst skulde tænke os, nemlig fra den katolske Kirke Danmark. Statskirkepræsterne omtales ikke i Artiklen, men det anføres, al den apostoliske Vikar i Danmark, Biskop Euch, efter Samraad med Pave Leo den Trettende har besluttet at sende en Mission til Island med det Formaal at pleje de Spedalske. At Missionen tillige har religiøse Formaal er vel rimeligt, men man kan alligevel ikke frakende de katolske Præster Æren af at have taget den anden smukke Opgave paa sig. Der findes i Følge Le Temps kun en eneste katolsk Familie paa Island, Resten hører til Statskirken i København. Som Leder af den paatænkte Mission opgives Islænderen Pastor Sveinsson, der for Tiden er ansat ved Sankt Andreas Skolen i Ordrup-, han skal ledsages af tre franske Kvinder, endvidere af en belgisk og en dansk Dame, selvfølgelig alle Katoliker, men som nu opofrer sig med det specielle Formaal at pleje de Spedalske paa Island. Hensigten er at bygge en Anstalt, og hertil menes der at ville medgaa en Sum af ca. 200,000 Franks (140,000 Kr.), der endnu ikke er tilvejebragte. De danske Præster kan altsaa komme med endnu, om end ikke som Opdagere, saa dog stadig paa en smuk Maade, nemlig som Bidragsydere.

Og dér synes virkelig Brug for Hjælp. Artiklen i det meget ansete og i den Art Sager paalidelige franske Regeringsblad fortæller bl. a., at der paa Island findes Spedalske, som har gaaet i 4-5 Aar uden Pleje; da Sygdommen i Reglen først viser sig i den voksne Alder vil det altsaa sige, at Folk deroppe gaar og bliver gamle med den, uden at der fra det Offenliges Side tages Notits af dem. I Mose Lov fandtes der den Bestemmelse, at de Spedalske skulde holdes afsondrede fra det øvrige Folk, det vil sige overlades til sig selv. Forholdene er endnu næsten lige saa barbariske paa Island; en Spedalsk fjærnes straks, for saa vidt Familien har Raad til det, og han eller hun anbringes saa i Kost hos en Familie, der er fattigere, og hos hvem Vedkommende fører et Udskudsliv Resten af sine Dage uden Pleje.

Le Temps har Ret i, at Sygdommen er smitsom. Saa meget uforsvarligere bliver det, at Danmark har ladet disse Ulykkelige skøtte sig selv siden 1848 - og vi har dog i alle de Aar haft et Ministerium for Island. Dets mest bekendte Indehaver var som sagt Hr. Nellemann.

Som den paatænkte Missions Forkæmpere nævnes sluttelig Dr. med. Ehlers og den katolske Præst Sveinsson. Dr. Ehlers' Nærværelse her tyder paa, at selv Ikke-Katoliker, saaledes f. Eks vore Præster, rolig kan støtte denne Mission, hvis væsenlige Opgave utvivlsomt er den rent humane at bringe Hjælp til ulykkelige Stakler, som man i et Par Menneskealdre aldeles synes at have glemt.

K.

(Social-Demokraten 2. september 1896).

Der er formentlig tale om Jón Stefán Sveinsson, "Nonni" (1857-1944). Han var børnebogsforfatter og medlem af jesuitterordenen.

De Spedalske.

Dr. Ehlers udtaler sig.

I Anledning af vor Artikel om de Spedalske paa Island, henvendte vi os i Gaar til Dr. Ehlers og bad ham udtale sig om de lidet smigrende Oplysninger, det franske Blad Le Temps bragte om den danske Regerings Mangel paa Energi overfor den grufulde Sygdom.

Dr. Ehlers erklærede, at det er rigtigt, at den islandske Regering i 1848 nedlagde de 4 da bestaaende Hospitaler for Spedalske. Der udbrød da en hæftig Mæslingeepidemi, og den gjorde det af med næsten alle de Spedalske. Siden den Tid har Sygdommen faaet Lov at brede sig, saa at jeg ved mine Undersøgelsesrejser optalte 158 Patienter, og jeg har vel ikke nær faaet alle med, og tør selvfølgelig ikke omstøde det Tal Le Temps nævner - 400.

Hvad Isolation betyder, ser man bedst deraf, at i Norge gik Antallet af spedalske Patienter ned fra 1600 til 900 ved en Isolation, der var saa daarlig gennemført, at Patienterne i Sommerferien fik Lov til at besøge Slægtninge og Venner. Naar Le Temps siger, at der ikke findes Hospitaler paa Island, saa er det urigtigt. Der findes et Hospital i Reykjavik og et i Norland, men til disse faar spedalske Patienter ikke Adgang.

Ligeledes er det urigtigt, som Deres Korrespondent meget rigtig bemærker, naar det franske Blad angiver Islands Folkemængde til 75,000; den har efter den sidste Folketælling 70,000 Indbyggere.

Le Temps' Omtale af Katolikernes Mission paa Island er for saa vidt rigtig, som den allerede er paabegyndt; derimod bliver det næppe Pastor Sveinsson, der kommer til at lede den. Han er ganske vist Islænder og synes som saadan vel skikket til at lede et saadant Foretagende, men han hører til Jesuiterordenen og - forliges derfor ikke saa godt med vore hjemlige Katoliker. Disse har derimod sendt en af deres egne Trosfæller, Pastor Johansen, samt en tysk Præst derover for at gore Forberedelser til Oprettelsen af et Hospital for Spedalske. Naar de hertil vil anvende en saa stor Sum som 140,000 Kroner eller dobbelt saa meget, som jeg har anslaaet Udgifterne til, saa er det, fordi de vil have deres Hospital staaende ganske uafhængigt af Landskassen og Kommunerne. Af den Grund maa de have en meget stor Sum til Hospitalets Trist. Jeg har kun paaregnet at skulle bruge 70,000 Kroner til Oprettelse af et Hospital for Spedalske, idet jeg selvfølgelig gaar ud fra den Forudsætning, at Driftsudgifterne vil blive afholdt af Lands- og Kommunekasserne.

Jeg foreslog dem i sin Tid, at de skulde skaffe Pengene ved Udstedelse af Frimærker, og de fulgte mit Raad, men da de saae, at Pengene kom saa rigelig ind, saa brugte de dem til Opførelse af en Regerigsbygning og lod som før Befolkningen trækkes med de Spedalske.

Naar der endelig siges, at jeg skulde have noget at samarbejde med den katolske Mission, saa er det absolut urigtigt. Jeg har derimod arbejdet for gennem Odd Fellow Ordenen, der som bekendt er konfessionsløs, at skaffe de fornødne Midler til Veje, og jeg har det bedste Haab om, at det vil lykkes mig, da det er et Velgørenhedsværk, hvorfor alle kan interessere sig.

Dr. Ehlers omtaler endelig - ganske triumferende - at han har spredt sine Skrifter om Spedalskhed over hele Island i et Antal af 4000 Eksemplarer. Resultaterne var ikke udeblevne. Lægerne og Autoriteterne derovre havde hidtil stillet sig meget lunkne til Sagen; men nu havde man paa et Lægemøde, der fornylig afholdtes i Reykjavik, enstemmig sluttet sig til Tanken om at oprette et Hospital for Spedalske.

Sagen var, at Befolkningen, til Held for Sagen, nu var bleven saa opskræmt, at ingen mere vilde have Spedalske i Pleje, men fordrede Beskyttelse imod den frygtelige Sygdom, hvis Smittefarlighed man først i de seneste Tider har erkendt.

Inden vi tager Afsked med den energiske Doktor, viser han os Billedet af den i Le Temps omtalte Patient, der i 45 Aar har lidt af Spedalskhed. Det er en gammel Islænderinde, der led af den saakaldte glatte Spedalskhed. Hun var fuldstændig blind og alle hendes Fingre var faldet af. Et gyseligt Vidnesbyrd om den Ligegyldighed, hvormed danske og islandske Autoriteter er optraadte imod Smitsoten.

(Social-Demokraten 3. september 1896).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1866-1931): Reykjavik. Spedalskes hospital. 1890-1931. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Læge Edvard Laurits Ehlers (26.3.1863-7.5.1937) tog medicinsk embedseksamen 1887. Han praktiserede fra 1891 som specialist i hud- og kønssygdomme i København og studerede spedalskhed (lepra), bl. a. undersøgelser over indberetningerne om spedalskheden i Island. Han kom bl. a. til den konklusion at der måtte være mindst tre gange så mange spedalske i Island som den officielle tælling udviste,, hvilket blev bekræftet på en rundrejse i Island 1894 og 1895. I 1897-1898 førte bekæmpelsen af spedalskhed til at øen blev renset for sygdommen gennem isolation af de syge på asyl. Ehlers fortsatte på De dansk-vestindiske øer med oprettelse af spedalskhospitalet på St. Croix 1903, også støttet af Odd-Fellowordenen. Han blev begravet på Vestre Kirkegård, Afd. B-7-14.