En skandaleproces i Düsseldorf.
Fem slemme fynske piger.
Det i Düsseldorf udkoinmende ugeblad "Artist", centralorgan for alverdens tribune- og manege-kunstnere, bragte sidst i januar en artikel om de letfærdige kvinder, som drager rundt i udlandets storbyer og oppebærer enorme gager for at synge slibrige viser i uanstændige toiletter. Bladet skrev bl. a.:
"Enhver direktør kan jo gøre, som han lyster; men ingen ærlig artist og brav familiefader, der har en anstændig hustru, kan optræde på samme tribune som baronesse Chimay, søstrene Barrison og lignende fruentimmer. Artistverdenen må rejse sig mod denne skændsel, hvis den ikke vil komme til at stå på samme lave trin som menneskehedens udskud."
For denne artikel anlagde Lona Barrison og hendes ægtefælle og impressario Wilhelm Fleron sag. Det er måske bekendt, at de fem søstre Barrison oprindelig er hjemmehørende på Fyn, og at Fleron er den tidligere redaktør af "Herolden" i København. Han blev den gang to gange idømt 30 dages fængsel på vand og brød for majestætsfornærmelse. Han kom egentlig til København i 1880 fra Amerika, hvor han havde været materialhandler, for at organisere det socialistiske parti i de danske provinsbyer, men han sluttede sig den gang hurtigt til Har. Brix' lille, revolutionære gruppe.
Efter hvad "Artist" nu oplyser, er det det danske Socialdemokrati, der har udvirket hos politidirektøren, at søstrene Barrisons optræden i København er blevet forbudt.
Men tilbage til skandaleprocesscn.
Så snart Fleron havde anlagt sag mod "Artist", tog bladets redaktør, Otto, straks kampen op på hele den hæderlige artiststands vegne, indsamlede hurtigt et stort materiale fra artisterne rundt om i Europa og meddelte så i sit blad, at han kunne præstere bevis for, at Lona Barrison ikke var andet end en ganske almindelig skøge. På rettens bord lå hele bunker af portrætter af hende, hvor man så hende i de mest skamløse stillinger tilligemed sine fire søskende. Af Lona selv foreligger desuden en del langt mere uanstændige billeder, som er solgte underhånden. De er lavede af en Berlinerfotograf, som imidlertid senere er flygtet.
Processen begyndte i lørdags. For redaktør Otto mødte sagfører Teutsch, for Lona Barrison, der tilligemed sin mand selv var til stede i retssalen, sagfører Kaiser. En repræsentant for indenrigsministeriet overværer retsforhandlingerne.
Naturligvis var tilhørerpladserne overfyldt, da sagen skulle for.
Teutsch stillede imidlertid straks forslag om at udelukke offentligheden, da det drejede sig om at føre bevis for utugtige handlinger af den allergroveste art. Handlinger, som navnlig har tildraget sig bag kulisserne eller i obscure restaurationers separatkabinetter.
Efter at retten havde givet advokaten medhold heri, foreslog Flerons sagfører, at også referenterne skulle udelukkes, da de enkeltheder, som kunne komme frem, kunne udnyttes mod ham og hans frue. Dette ønske tog retten dog intet hensyn til.
Nu foreslog Teutsch udsættelse for at kunne føre vidner; men herimod indvendte Kaiser, at efter de ærefornærmelser Otto havde fremsat, måtte han have bevismateriale nok på rede hånd.
Teutsch svarede hertil, at det tilstedeværende materiale ganske vist var tilstrækkeligt til at gøre Lona Barrison umulig som specialitet for fremtiden. Men der er endnu langt mere materiale at indhente angående hendes privatliv, og da de mennesker, som har haft samkvem med hende, naturligvis helst vil dække derover, kan et fyldigt materiale kun fås ved retslig vidneførsel.
Før retten tog beslutning angående dette spørgsmål, blev der ført en kort, foreløbig forhandling, hvis enkeltheder bladene selvfølgelig ikke kan referere. Kun så meget kan nævnes, at såvel Fleron som hans hustru bestred, at de havde ført et usædeligt liv. Han meddelte, at alle fem søskende var hjemmehørende i Danmark, og at hans hustru for 2 år siden havde ophørt at optræde og var bleven erstattet af en englænderinde, der lignede hende meget. Det var måske hende, der begik alle de dårskaber, som hans hustru fik skyld for. Forøvrigl kunne han ikke påtage sig noget ansvar for hvad de andre fire søstre Barrison foretog sig udenfor scenen. Han var vel deres impressario, men han var ofte nødt til at rejse fra dem, som fx nu da han måtte møde for retten i Düsseldorff, mens hans selskab optrådte i Dresden. Hans hustru havde kun optrådt i et nummer efter sit giftermål, idet hun sang kupletter ridende på en hest.
Om dette sidste nummer oplyste redaktør Otto nu følgende:
Noget mere skamløst og gement end dette nummer kan ikke tænkes: det er toppunktet af frivolitet. Lona Barrison klæder sig af tomme for tomme på åben scene med stort raffinement, indtil hun kun er iført et kort, hvidt silkestykke der ligner halvdelen af en chemise og halvdelen af et par benklæder. I dette kostume bestiger hun hesten som et mandfolk og synger sine viser, medens gemalen sidder i en loge med byens levemænd og henleder deres opmærksomhed på sin hustrus forskellige fortrin.
Fleron benægtede alt dette og forlangte Otto idømt fængselsstraf og en stor pengebøde. Desuden forlangte han den eventuelle dom offentliggjort i en række store verdensblade, blandt hvilke han nævnede "Politiken" i København.
Derefter meddellte Teutsch, at han ville føre 8 vidner, deriblandt en bekendt sportsmand, grev Z. fra Berlin, en friherreinde fra Hamborg samt flere artister, der havde optrådt sammen med Barrisons,
Forhandlingerne blev derefter udsatte på ubestemt tid.
(Roskilde Avis, 15. april 1897, samt forsiden af mange andre aviser).
Barrison Sisters. Gertrude, Lona, Inger, Sophia og Olga. Theatermuseum Wien. Gustiv Liersch. CC BY-NC-SA.Barrison-processen
De fynske piger anarkistinder!
Redaktøren af "Der Artist", Otto som under processen med impresarioen Vilh. Fleron og dennes hustru, Lona Barrison, havde det uheld, at alle hans vidner svigtede ham, har nu taget en meget effektiv hævn over sin modpart. I sidste nummer af sit blad aftrykker han nemlig på dansk og med vedføjet tysk oversættelse Højesteretstidende for 31. august 1881, der indeholder en dom på 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød over Fleron for fornærmelser mod den russiske statsmagt og den tyske kejser.
Den 13. marts nævnte år var kejser Alexander den 2. blevet myrdet, og to dage efter skrev Fleron i "Herolden", at "det endelig er lykkedes folkehævnen at knuse en af menneskehedens tyranner", at "den russiske kejser er befordret ud af verden ved et dristigt og vellykket attentat", og at dette mord "er en Begivenhed, der muligvis kun er begyndelsen til en række heltegerninger, der vil medvirke til alle undertrykte folks befrielse", "en sejr for revolutionen", "en retfærdig oprejsning for ædle frihedskæmpere, der har ofret liv og frihed i kampen mod despotiet". Fremdeles hedder det i artiklen, at "Knaldet af de granater, der sprængte kejseren og hans lejesvende i luften, vil lyde ud over den hele verden og vække de underkuede folkeflag til kamp imod undertrykkelse og despoti, mens det virker som rædselsbudskab for magthaverne og deres håndlangere".
I artiklens følgende del, hvis tendens åbenbart er den, at søge at retfærdiggøre mordet og de tidligere forøvede attentater på kejserens liv, omtales denne i lastende og forhånende udtryk, såsom: "at han blev betragtet som guddom af alle, store som små landes tyranner", at "hans mistænksomhed og despotisme udartede næsten til vanvid", at han "ved et eneste pennestrøg satte hele det russiske riges love ud at kraft" og "ikke vidste anden udvej end at fremkalde tyrkerkrigen", der kostede et par millioner mennesker livet.
Artiklen slutter med den tillige for Tysklands kejser fornærmelige udladelse, at der i dele verden kun lever to mennesker, hvis barbariske virksomhed kan tåle sammenligning med kejser Alexander, nemlig hans staldbrødre og medskyldige Bismarck og kejser Wilhelm".
Idet "Der Artist" gengiver denne dom, udtaler bladet den formodning, at "de berygtede fem søstre Barrison ikke er andet end sendebude for anarkismen". Det overlader dog til politiet nærmere at undersøge denne sag; men hævder samtidig, at i hvert fald Vilh Fleron er "en af nutidens farligste anarkister, som end ikke viger tilbage for at forherlige kejsermord, og som i ord og skrift anbefaler den såkaldte anarkistiske taktik, dvs. udryddelsen af fyrsterne ved dolk, gift og dynamit"; han karakteriseres som "en af førerne for den forrykte horde, hvem intet er helligt, hverken herskerhus eller fædreland, familie og religion".
Efter denne artikel er Fleron og hans nymfer umulige i Tyskland. Ikke et eneste forlystelselsessted vil vove at indlade sig med den mand, der har fornærmet kejserens bedstefader. For at ingen af dem skal falde i fristelse, tilføjer redaktør Otto yderligere at de direktører som har ladet Barrisons optræde hos sig, må synke i jorden af skam og anger, når de nu erfarer hvilket individ de har indladt sig med. Man tænke sig: vor højsalige majestæt, kejser Wilhelm den 1., den retfærdigste og mildeste af alle herskere, som nogensinde har levet, hundrede millioner menneskers afgud "en tyran, moden for dynamitbomberne!! Er den karl, der skriver således, ikke et udyr i menneskeskikkelse? Når hs. maj. kejseren, der med rørende troskab bevarer mindet om sin bedstefader, erfarer, at dette skrækkelige menneske i tre år har færdedes i Berlin med sine fruentimmer, uden at man havde nogen anelse om den fare hvori allerhøjstsammes person måske har svævet, så må hans skarpeste dadel ramme de mennesker, der ikke har haft øje for Flerons samfundsfarlighed!"
Han er højt opppe, den Artist-redaktør!
(Randers Dagblad og Folketidende, 11. maj 1897).
Social-Demokraten, 13. maj 1897 tilføjede følgende:
Og så vidt vi ved skyldes hele dette angreb alene den omstændighed at Fleron ikke mere har villet avertere i "Der Artist". Fleron mente at hans selskab nu var så kendt at han kunne spare yderligere reklame. Men denne sparsommelighed er blevet ham dyr.
Redaktøren af bladet "Artist", Otto var blevet sagsøgt at impressario Fleron på "The Five Sisters Barrions (Søstrene Barrisons) vegne for ærekrænkende omtale af dem. Ved retten i Düsseldorf er han nu blevet idømt en så høj bøde at han ved betalingen deraf vil blive ruineret, i det mindste har han sendt følgende rundskrivelse til den tyske presse:
"Meget ærede hr. Redaktør! Som det vil være Dem bekendt af telegrammerne er jeg den 31. juli ved retten i Düsseldorf i Barrison-processen blevet idømt en bøde af 1.000 mark og en skadeserstatning af 2.000 mark foruden sagsomkostningerne. Da jeg ingen formue har, vil jeg ved denne døm blive pekuniært ødelagt, og da jeg har en kone og to børn at sørge for, opgiver jeg af den grund kampen mod Barrison'erne og overlader det til andre tyske mænd at fortsætte den".
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 11. august 1897).
Hermann Valdemar Otto (1863-1941) var forfatter, journalist, artist og mineejer. Han skrev bl.a. under pseudonymet Signor Saltarino. Han var oprindelig købmandsuddannet, men optrådte senere som kunstrytter i det omvandrede cirkus Warge, Brødr. Blumenfeld og Althoff. I 1886 var han blevet ansat ved det düsseldorffske tidsskrift "Der Artist". Han forsøgte sig med minedrift efter 1. verdenskrig, men måtte opgive i 1926.
På Europeana står denne tekst:
Gruss aus - Alle 5 Barrisons
Bild: Die 5 Barrison-Sisters erschienen zum ersten Mal 1894 im Berliner "Wintergarten" und waren dort äußerst erfolgreich. Sie traten manchmal in Kinderkleidern, gelegentlich mit kleinen Kätzchen und anzüglichen Gesten und Liedern dazu auf. Auch Einzelauftritte, z. B. von Lona Barrison waren beliebt. Der damalige Chefredakteur der Zeitschrift "Der Artist", Hermann Waldemar Otto, verfaßte einen Schmähartikel gegen die "unsittlichen" Darstellungen, was zu Skandalen und anhaltenden gerichtlichen Auseinandersetzungen führte. (vgl. Wolfgang Jansen: Das Varieté, Berlin 1990, S. 105-118) | Vgl. auch Alfred Kerr: Wo liegt Berlin. Briefe aus der Reichshauptstadt, Berlin 1999, S. 24 f.: Alle gleichmäßig blond vermöge aufgestülpter Perücken, darüber kokette Kapotten. In rosafarbenen Kleidern, die sie wie Schulmädchen mittelkurz tragen, kommen sie angehüpft, jede bald eine Puppe im Arm, bald ein Kätzchen in der Schürze. Sie lassen sich u.a. mit übergeschlagenen Beinen nieder und machen, immer singend, Scherze mit dem Kätzchen, das sie schalkhaft mit dem Kopf aus der Schürze herausgucken lassen. Sie benehmen sich absichtlich wie Kinder und haben nicht das Bestreben, dem Publikum die zierliche Beschaffenheit ihre Unterkleider zu verbergen. Hierauf beruht sicherlich ein Teil ihrer Wirkung..."
