17 september 2024

Barrisons opløst 1897. (Efterskrift til Politivennen).

"The five Barrisons", de bekendte 5 variete-sangdanserinder som har gjort så stor lykke rundt om i Europa, trækker sig nu tilbage til privatlivet.

I løbet af 5 år har de opnået at kunne indsætte 480.000 mark i Dresdener Bank.

Unægtelig et godt resultat.

(Sjællands-Posten (Ringsted), 20. maj 1897).


Hos Barrisons.

Medens regn og sol veksler hastig udenfor, sidder vi i en hyggelig konversation med de 3 søstre Barrisons i en af Angleterres saloner. De tre søstre - frk Olga, frk. Inger og frk. Gjertud - der som bekendt, tilhører det i Amerika og over næsten hele Europa bekendte sangerselskab gæster jo for tiden deres slægtninge her i København. De tre unge damer har ikke været hjemme, siden de som børn forlod Danmark. De rejste da herfra sammen med deres forældre og deres to søstre, hvoraf den ene, frk. Abelone - Lona - er gift med impresarioen Fléron, medens den anden for to år siden ægtede en grev Bernstorff og nu med sin mand bor i London. Alle de fem søstre optrådte oprindelig i det bekendte sangnummer, der har været præsenteret på de fleste af Europas og Amerikas store varietéscener. Kun her i Danmark og i England er søstrene endnu ikke optrådt Frk. Sophie optræder imidlertid ikke mere efter sin mands ønske. Og fru Fléron alias frk. Abelone - kendt fra "Tommeliden" på Kasino, i hvilket udstyrsstykke hun i sin tid vil mindes som tambourmajoren - har foreløbig trukket sig tilbage for at gennemgå en kur. De to søstre er på scenen blevet erstattede med to englænderinder.

. . . Konversationen falder naturlig på den fornylig tilendebragte store proces mellem Barrison'ernes impresario, hr. Fléron, og Artistbladets redaktør, hr. Otto, en proces, der jo vakte uhyre opsigt i den internationale artistverden, hvor de fem søstres enestående succes selvfølgelig ikke havde undgået at vække jalousi og misundelse hos en del kolleger. Resultatet af retssagen i Düsseldorf blev, som det vil vides en komplet sejr for Barrisons, idet hr. Otto ikke kunne bevise sine sigtelser mod hr. Fléron og hans selskab.

Fik. Olga, den ældste af søstrene, fører særlig ordet. Hun ser meget dansk ud. Hendes to søstre ligner derimod Albions døtre og har heller ikke bevaret deres modersmål så godt som frk. Olga.

Hr. Ottos artikler er, siger frøkenen, dikteret af hans raseri over, at Fléron ikke ville avertere i hans blad.

Frk. Olga meddeler dernæst at hr. Otto slet ikke har formået at umuliggøre Barrisons' optræden i Tyskland. Tværtimod. De kan få engagement overalt i Germanien. Og i løbet af næste vinter skal de til flere tyske byer. For tiden har de en kort ferie efter at have optrådt uafbrudt i 3 år. Men allerede den 15. d.s. er deres frihed endt. De skal så til det store badested Ostende, hver de har engagement. Forøvrigt agter de at "gøre" Rusland; I zarriget har de, som sagt endnu ikke sat deres fod.

Deres "nummer", som vi så i sin tid i Hamburg, er stadig det samme. Kun får søstrene af og til nye sange og kostumer. Deres kendte amerikanske og engelske melodier har de dog  vedblivende på repertoiret; en sang som "Linger, longer, loo" synes publikum ikke at kunne blive ked af. Og i alle deres kontrakter forlanger direktørerne udtrykkelig, at de skal foredrage denne melodi.

Frøken Olga mener, at Barrisons ensemblet endnu vil kunne gøre sig i 3 år. Hr. Fléron har allerede tjent en formue på "nummeret" i de 3 år, der er gået. Frøkenen er forøvrigt selv ked af varieteen. Hun og hendes mestre optrådte først på rigtige teaterscener i Amerika og spillede oven i købet i store dramaer.

Fik. Olga betror at at hun har en brændende kærlighed til teatret, og at hun intet hellere vil end spille alvorlig komedie - her i København. Hun agter derfor at søge engagement ved en københavnsk scene enten i år eller næste år. Hun har for resten tidligere været på de københavnske teaterbrædder. I sin tid var også hun en lille pige ligesom fru Fléron sammen med frk. Inger - inden de repatrierede sig - ved Kasino i den rasmussen'ske periode, de medvirkede dengang bl. a. i "Rejsen til Månen".

Vi ønsker Frk. Olga held som "grande tragedienne" og tager afsked med hende og søstrene der allerede i går forlod København for at tiltræde deres nye engagement.

Anatole.

(Dannebrog,(København), 14. juli 1897).

"Linger longer loo" (1894) af Willie Younge, musik af Sidney Jones inspirerede bl.a Toulouse Lautrec til at tegne Yvette Guilbert da hun sang nummeret:

"Love laughs at locksmiths" so they say, but don't believe it's true,
For I don't laugh when locked away from my own darling Loo;
You'd feel like me if you could see the girl who owns my heart,
And understand my misery whenever we've to part.
I seem as though cut in two, my heart is my own no more,
And so I sing to little Loo, to keep her at the door:

Kor:

"Linger longer, Lucy, linger longer, Loo;
How I love to linger, Lucy, linger longer, you;
Listen while I sing-ah, promise you'll be true;
Linger longer, longer linger, linger longer, Loo."

You should have seen my Loo and me, once strolling side by side,
The day I asked her if she'd be my little, blushing bride;
She hung her head, her face grew sad, her eyes glanced up to mine,
And in a trembling voice she said, "Yes, darling, I'll be thine."
We then had a loving kiss-I murmured, "Once again,"
And to prolong such perfect bliss, I sang the old refrain:- (Kor).

And now I'm counting every hour 'till she becomes my wife-
Until this beauteous, budding flower is grafted on my life;
And when it's done, and we are one, still strolling side by side,
We'll face the world, and know there's none will dare us two divide.
As we wander hand in hand, as each to each we cling,
All those who look will understand the reason why I sing: (kor).

Begravelser af de Døde ved Gjentofte-Ulykken. (Efterskrift til Politivennen)

Den 11. juli 1897 skete Danmarkshistoriens første store togulykke ved Gentofte Station. Et ekstratog fra Helsingør kørte bagfra op i et holdende tog som medførte et stort antal rejsende fra Holte, bl.a. fra de socialdemokratiske vælgerforeninger i 10. 12. og 13. kreds som havde været på udflugt til Søllerød. Blandt de der tilfældigvis undgik døden var folketingsmændene Jen. Jensen (han havde taget et tidligere tog), A. C. Meyer, Hørdum og landstingsmand Knudsen. De to sidste havde besluttet at tage et senere tog. Forfatteren Sofus Michaëlis brækkede et ben.

40 døde og 132 blev kvæstede. Lokomotivføreren i toget der kom bagfra, var Carl Hansen. 40 år, og havde kørt i 11 år. Dagen før (lørdag) var han mødt ind 3:30 om morgenen til kl. 5 eftermiddag. Om søndagen var han mødt ind kl. 7 morgen og assisterede med vask og vognrangering til hen på eftermiddagen. Efter et par timers fritid, blev han kl. 5 kommanderet til ekstratoget til Helsingør. Han havde overset et signal, og fik 4 måneders fængsel.

Indenrigsministeren udsendte en skrivelse til Statsbanerne angående understøttelse til de forulykkede og deres efterladte. Mange fattige henvendte sig derfor til Johannesstiftelsen for at få ordnet begravelsen på statens bekostning, men her meddelte inspektør Matthiesen at en meddelelse ikke var kommet fra ministeriet - man måtte selv betale kisterne. Han henviste til Begravelsesvæsnet der igen henviste til Statsbanerne. 

Aftenbladet bragte den 13. juli en beskrivelse af ligene på St. Johannes Stiftelsens Kapel.


Alfred Theodor Collin (1849-1922): Gentofte Ulykken 11/7 1897. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


De Døde.

Den første Begravelse.

I Gaar Eftermiddags Kl. 2 begravedes Gasværksarbejder Ole Larsen. Han var den første af de ved Gentofteulykken dræbte, som stededes til Hvile.

Begravelsen havde samlet over 300 Mennesker, væsenligst Kammerater og  Partifæller af den Afdøde, der vilde vise ham den sidste Ære. I det store Kapel, der var fyldt til sidste Plads, og som var højtideligt smykket med grønne Træer og Lyspyramider, stod l Kisten, omgiven af Fanerne fra 13de i Kreds's socialdemokratiske Forening, Gasværkets Faner, Gasværksarbejdernes Sygekasses Fane, "Den broderlige Arbejderforenings Sygekasses Fane samt Gasværkets Faner med Københavns Kommunes Mærke paa Spydet. Kisten var dækket af et Væld af smukke Krandse. Statsbanerne havde sendt en Palmedekoration, og fem store Krandse var sendt fra 13de Kreds's socialdemokratiske Forening, fra kammeraterne paa Gasværkets 1ste og 2det Hold, samt fra Gasværkets Pladsarbejdere og Kullossere. Ved Kistens Fodende var henlagt en Krands af lyserøde og gule Roser med Silkebaand, signerede "Fra Kongen."

Efter at Koret med Orgelets Ledsagelse havde sunget Salmen "Jeg lever og ved ej hvorlænge fuldtrøst", talte Provst Levinsen over Emnet "Fra Morgen til Aften skifte Tiden, og alle Ting er snare for Herren."

Der var i Talen ikke noget Trøstens Ord til den Afdødes Datter, den unge Pige, som nu har mistet sin Fader og for kort Tid siden maatte sige sin kære Moder Farvel. Provsten meddelte, at han vilde vente med at omtale Jærnbane-Ulykken til i Morgen, hvor den kan løbe af Stablen med mere Effekt.

Efter Talen afsang Koret "Dejlig er Jorden", og Kisten bares derefter, under et af Koret sunget Farvel, ud af den Afdødes Kammerater og Bestyrelsesmedlemmer i 13. Kreds.

Regnen faldt tæt henover Kirkegaardens friste Grønsvær og blomstersmykkede Grave som varme Taarer fra en graa Himmel. Den græd ustandseligt ligesom hin unge Pige, som vandrede bag sin Faders Baare til Hvilestedet langt borte i Kirkegaardens sydligste Hjørne.

Foran vajede Fanerne. Saa fulgte den kransebehængte Kiste, og paa Vejen op til Graven skiftedes der hyppigt Bærere. Den Afdøde var en svær Mand, og Føret var tungt af den vedvarende Regn. 

Endelig svingedes der til venstre. Jorden var kastet op paa en lang Strækning. Det var her, i den saakaldte "Liniebegravelse", hvor en Række Grave, for at spare paa Arbejdslønnen, opkastes paa en Gang, at Ole Larsens afsjælede Legeme skulde sænkes ned.

Saafremt denne Plads, hvis Areal næppe levner de Efterlevende Jord til Plantning af et Par Blomster, og hvis Omgivelser hører til de paa Kirkegaarden mest vanrøgtede, er anvist af det Offenlige, der har bekostet Begravelsen, da er dette atter et Bevis paa, at Staten i denne Folkesorg ganske vist siger: "Hvis det forlanges, vil vi hjælpe, men det skal være paa billigste Maade."

Byen rundt vistes Deltagelse ved Flagning paa halv Stang. Saaledes var dette Tilfældet paa Banegaardene, vestre Gasværk samt fra en stor Del as Kolonihaverne ved Vester Fælledvej.

Af Kransenes Overflod blev der lagt en Del til Side, hvorefter den gule Kiste langsomt sænkedes i den lerede Jord. Præsten bad Fadervor og gik bort. Men ved den aabne Grav stod den unge Kvinde, Barnet, som log Afsked, Afsked med ham, der en Gang legede med sin lille Datter og bar hende paa sine stærke Arme.

*

Provst Levinsen havde lovet, at Vælgerforeningens Banner maatte være til Stede ved Ligfærden i Gaar, og han havde givet Tilsagn om, at Banneret atter maatte følge i Morgen, hvor 5 Medlemmer fra Kredsen, 4 Kvinder og 1 Mand, begraves fra Matthæuskirken.

Men i Gaar var Provsten bleven betænkelig. Han havde paa Banneret set Ordene: "Folkets Vilje den højeste Lov" broderet i gul Silke, og dette Valgsprog kan Provsten ikke lide. Han mener, at Guds Vilje er den højeste Lov. Lad gaa! Men i Forfatningsspørgsmaal deler man ikke den politiske Magt mellem Gud, Konge og Folkerepræsentation. Altsaa kan man paa en Fane skrive f. Eks. "For Konge og Fædreland" eller "Folkets Vilje er den højeste Lov" uden derved at ville skyde til Himmels. Provsten burde simpelthen aldrig forbyde nogen Fane paa sit Omraade, naar der da ikke i vedkommende Fanes Devise er en ligefrem Haan eller Udfordring overfor Kirken.

Saa fast holdt Hr. Levinsen paa sit Forbud mod "Folkets Vilje", at han kun tillod Bannerets Nærværelse i Morgen, naar de farlige Ord dækkes af et Stykke Klæde. Mærkelige Mennesker, de Præster!

(Social-Demokraten 17. juli 1897)

Dagen efter var der igen begravelser fra Assistens Kirkegård, Holmens Kirkegård og Vestre Kirkegård:


Paa Vestre Kirkegaard

begravedes i Gaar den 32-aarige Syerske Frøken Marie Thomsen. 

Omtrent 150 Mennesker havde indfundet sig i det store Kapel for at følge den dræbte unge Kvinde til Graven, og i Kirkegaardens Omegn flagedes flere Steder paa halv Stang, saaledes, ligesom i Fredags, fra en stor Del af Kolonihaverne.

I Kapellet, der var smykket med Lavrbærtræer og Lyskandelabrer, stod Kisten skjult af Sommerens smukkeste Blomsterstor, der i lyse og lette Farver dækkede Baaren. Kongen havde sendt en Krans af hvide Lillier og gule Roser, og ovenpaa Kisten laa Palmegrene, famlede med lyserøde Roser.

Orgelet og Koret intonerede "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred", og Præsten, Pastor Oldenburg fra Frue Kirke talte over Apostlen Paulus' Ord "Intet skal skille mig fra Guds Kærlighed".

Ligesom Dagens Vejr syntes ogsaa Dagens Præst at se med mildere Øjne paa de stakkels Forulykkede end Fredagens, og i Modsætning til Provst Levinsens Tale Dagen forud var Pastor Oldenburgs, om den end ikke virkede gribende eller varmende og nærmest var som en almindelig præstelig Indvielsestale, dog præget af en Understrøm af Medfølelse, ligesom den ogsaa sluttede med nogle Ord til de Forulykkedes to Søstre.

Koret afsang nu "Jeg lever - og ved hvorlænge fuldtrøst" og et Farvel, under hvilket Kisten bares ud af de faste Ligbærere til Graven, der er beliggende tæt bag Kapellet.

(Social-Demokraten 18. juli 1897).


Søndagens Begravelser.

Fællesbegravelsen.

Formiddagsgudstjenesten i Matthæuskirken er netop forbi, og Menigheden anmodes om at forlade Kirken. Kl. 12 skal den store Fællesbegravelse af de fem unge Mennesker, som satte Livet ti! ved Gjentofteulykken, foregaa, og der er kun en halv Time til Forberedelserne.

Der bliver Travlhed.

Lavrbærtræer og Palmer bæres ind, de ti sorte Skamler anbringes foran Koret, de blomstersmykkede Kister bliver baarne ind i Kirken af nænsomme Hænder, og Slægt og Venner kommer sagte, Bortklædte, med Slør for forgrædte Øjne og med sorgtunge Skridt ind og tager Plads i Koret.

Saa kommer Mængden, der har staaet presset sammen foran Kirkedørene under Kampen for at faa Plads. De floromvundne socialdemokratiske Faner - alle Kjøbenhavns Valgkredse har vist sendt hver sin - anbringes rundt om de fem Kister, som alle bærer Kranse fra Kongen og Dronningen, fra Statsbanerne, fra de socialdemokratiske Foreninger, fra de unge Menneskers Arbejdskolleger og fra mange, mange deltagende Venner og Bekjendte.

Det er Arbejderes Børn, som her ligger Lig - man ser det saa let. Men Kisterne er smykkede som til nogen Rigmands Jordefærd, og den dybeste Deltagelse ses i Minerne paa hvert et Menneske i den store Kirke.

Vi gaar rundt om Kisterne, og vi taler med de grædende Kvinder eller med Mændene, der staar med alvorsfulde Miner.

Der ligger den 17 aarige Emilie Christensen og ved Siden af: hendes Veninde, den kun 15 aarige Jenny Burmeister; midt iblandt de fem Kister staar Kisten med Arbejdsmand Johannes Nielsen, der blev 21 Aar. og ved denne Kistes anden Side ligger Ligene af den 19aarige unge Pige Jacobine Petersen og den 17 sange Syerske Gertine Jensen.

Alle fem var de om Morgenen paa den skæbnesvangre Dag, ungdomsfriske, søndagsmuntre, tagne med 10de og 13de Kreds af Socialdemokratisk Forening i Skoven.

- - - Klokkeringningen fra Taarnet holder op. Orglet falder ind med et Præludium, og saa synger Menigheden "Lyksalig, lyksalig"!

Kvinderne omkring Kivterne hulker, og i Mændenes Øjne er Taarer. En Kone græder saa hjærtegribende tungt, og hun stammer frem gjennem Hulken: "Jeg vil se hende, længe jeg kan I Jeg vil se hende ! Jeg - vil --se - - hende - - - ! Og Manden ved hendes Side lægger varsomt og ømt sin Arm om hendes Skulder, trykker hendes Hoved ned til sit Bryst og hvisker til hende: "Aa, vær nu god, Mutter, vær nu god! Og han maa selv tørre Taarerne af Øjnene, hvor de pibler frem

Ingen højlydte Klager, men stille Graad, hjærteskærende Jammer omkring Kisterne; kun i faa Øjne er der ikke Taarer, og alt imedens lyder gjennem Kirken: "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred !

Provst Levinsen træder frem i Kordøren, og han taler over det smukke Ord: Ikke en Spurv falder til Jorden, uden at det er Guds Vilje. Med mere aabne, mere modtagelige Hjærter har en Menighed ikke mødt en Præst end den Menighed, som i Gaar Middag fyldte Matthæuskirken

Rørt Sangbund fandt Provsten ogsaa, da han lagde et godt Ord ind for den nedbøjede Lokomotivfører Hansen og hans stakkels Hustru.

Orglet faldt atter ind med: "Jeg lever og véd, hvor længe fuldtrøst, og endelig bares de fem Kister ud af Kirken, ud paa Ligvognene, som ventede udenfor.

Og det vemods indgydende Ligtog satte sig i Bevægelse ud mod Vestre Kirkegaard, medens Regnen strømmede ned og lagde sit Taageslør over alt.

(Dannebrog (København) 19. juli 1897)


Fra Matthæuskirken:

---

Under en trykkende Varme, der medførte et Besvimelsesanfald hos en Dame, der stod paa Galleriet, holdt Pastor Levinsen Sørgetalen.

Præsten, der talte tørt, dogmatisk, uden Varme eller Inderlighed og ikke henvendte et eneste trøstende Ord til Ofrenes Efterladte, benyttede som Udgangspunkt Skriftstedet om, at ikke en Spurv falder til Jorden uden Guds Villie. Præsten talte ikke om selve Gentofte-Ulykken, men fremdrog et Tilfælde fra Jesu Liv, hvor der i det gamle Jødeland styrtede et Taarn sammen og dræbte 18 Mennesker, og hvor Jesus havde sagt: Tror I, at disse ikke var lige saa gode som alle andre Mennesker? Men Præsten formaaede kun et eneste Sjeblik at fængsle tilhørernes Opmærksomhed, nemlig da han med et ganske forbmaaende Henblik paa Gentofte-Ulykken opkastede Spørgsmaalet om, hvem der bar Skylden, og besvarede Spørgsmaalet med at anføre Jesu Ord, da den faldne Kvinde førtes til ham: Den, som er uskyldig, kaste den første Sten ...

- - -

Herefter beskrives højtidelighederne på Solbjerg Kirkegård, Garnisonskirkegård, Holmens Kirkegård, Assistens Kirkegård, Frelsers Kirkegård og Vestre Kirkegård:


Paa Vestre Kirkegaard.

Kl. 1½ begravedes her fra det nordre Kapel Skorstensfeiermester Rasmussen, hans Hustru, hendes Søster, Enken efter Sprøjtefører Sørensen og dennes 10aarige Plejedatter Theodora. De fire Kister stod ved Siden af hverandre ballede af Kransene, blandt hvilke, der foruden de officielle Krans bemærkedes Kranse fra "Foreningen til Lærlinges Uddannelse". Skorstenssejerlavet - hvis Fane paraderede foran Kisten - , Lystfiskeriforeningen, Idrætsforeningen "Goon" , Fodsportforeningen "Freya", beboere i Toldbodgade og fra de efterladte Børn.

Pastor Sørensen fra Garnisons Kirke holdt Talen. Han talte over Jeremias Ord "Land, Land, Land hør Herrens Ord!" og henvendte sig derefter til Familien: Jeg véd, at der er en dyb Sorg i alle deres Hjærter, der stod de Afdøde nær. De har jo tabt saa meget. Faderen var en Mand, der i mange Aar havde levet i smaa Kaar, troligt hjulpen af sin svagelige Hustru og dennes Søster, om hvis kærlige Hjærte den lille Kiste ved Siden af hendes vidnede. Den indeholdt jo en lille Pige, som hun havde taget sig af, da Tiderne syntes lysere for hende og hendes. Men hvad jeg her kan sige derom er kun saa lidt. Eders Kærlighed vil selv kunne lægge Resten til, naar I dvaler ved Minderne om de bortdragne. Men vil der spørges mig om de var forberedte, da de kaldtes bort, da vil jeg sige, at derom kan jeg ikke dømme, dertil har jeg kendt dem for lidt, og der ligger jo heller ingen Vægt paa min Mening. Her har kun en højeres Mening Ret.

Pastor Sørensens Tale var saavel i Form som Tone holdt myndigt og kraftigt, men uden Spor af Indre-Missions Svovl og Helvedestrusler. Særlig kønt lød det, da han bad om Guds Velsignelse for de efterladte Børn, hvoraf en lille Pige, Carla, der ligger paa Frederiks Hospital fra Ulykkesnatten og endnu ikke véd, at hendes Nærmeste er døde. Efter at Koret havde afsunget "Tænk, naar en Gang -" bares Kisterne under Tonerne af et Farvel ud til Graven. Enken Sørensens Kiste blev baaret af hendes afdøde Mands Kammerater i Brandvæsenet, fra hvilken ligeledes Brandfuldmægtig Hyller saas i Følget.

*

En Time senere begravedes fra samme Kapel det 25aarige Bud Stjernblad, der den ulykkelige Søndag havde virket som Opvarter i Søllerød Kro og blev knust i Toget paa Hjemvejen.

Tienestetyendets Syge- og Begravelseskasses Fane var til Stede Kranse var sendte fra Kongen, Statsbanerne, hans Principal J. A Gøtkes kvindelige Personale, Tuborg og fra Søllerød Kro. Talen holdtes af Pastor Nielsen fra Johannes Kirkes nye Sogn. Han talte over Æmnet: "Menneskene tænker sig deres Livs Veje, men Gud bestemmer dem." Da de, der den Søndag drog ud i den friste grønne Skov for at nyde Naturens Skønhed, tog af Sted derud, da var der ingen, der tænkte sig Hjemkomstens Frygtelighed. Særlig var det vel de mindre bemidlede af Samfundet, der paa denne Maade vilde styrke sig til deres daglige Arbejde, og for mange var det maaske Aarets eneste Friluftstur, og alle tænkte sig Dagen anderledes, end den blev. Men der er jo i den forløbne Uge talt og skrevet og grædt saa meget om den Ulykke. Præsten henvendte Ordet til den Afdødes Forlovede, med hvem den Forulykkede jo havde tænkt sig at følges en anden Vej end den, der var bestemt af Herren, og til hans Moder, hvorefter han sluttede med Bøn. Kisten bares derefter under orglets og Korets Toner til Graven.

(Social-Demokraten 20. juli 1897)

13 september 2024

Danmarksmonumentet. (Efterskrift til Politivennen)

Danmarksmonumentet.

Det er alt nu længe siden, Kunstmusæet aabnede sine Porte, og det er vel det meste af et Aar siden, det store Danmarksmonument, som pranger paa Pladsen foran dets Portal, rejstes paa sin brede Sokkel.

Omhyggeligt indhyllet i graat Sækkelærred anbragtes den mægtige Broncegruppe foran Musæet, og man ventede Maaned efter Maaned paa, at den højtidelige Afsløring skulde finde Sted.

Man ventede stadig forgjæves, og Ingen forstod, hvorfor man ikke maatte faa Kunstværket at se. Der begyndte at danne sig den Opfattelse, at det vistnok var faldet mindre heldigt ud, at det havde Skavanker, som man nødig vilde aabenbare; derfor skød man stadig Tidspunktet for Afsløringen ud.

Naturligvis kunde Kunstneren, som havde formet Monumentet. Billedhugger Hasselriis, ikke være tjent med, at en saadan Opfattelse fik Tid at fæstne sig, og han anmodede derfor meget indtrængende Komitéen, hvis Førstemand er Kammerherre Meldahl, om snarest at lade Afsløringen finde Sted. Men han fik efter Forlydende kun undvigende Svar.

Atter gik lang Tid hen. og nu hed det sig, at kun den Omstændighed, at Billedhugger Hasselriis nu var i Udlandet, var Aarsagen til, at man maatte vente med Afsløringen. Da Hr. Hasselriis hørte dette, rejste han strax til Kjøbenhavn. Det var i Fjor Efteraar.

Men saa var det saa uheldigt, at Kammerherre Meldahl skulde foretage en Udenlandsrejse, og naturligvis var ogsaa hans Nærværelse nødvendig!

Nu er der igjen gaaet mere end et halvt Aar, og Kjøbenhavnernes Undren over den i Sæk og Aske bestandig indhyllede Gjenstand foran Musæet har været i stadig Stigen. Nu og da har Blæsten revet Flænger i Sækkelærredet, som indhyller Monumentet, - her tittede et bistert Løvehoved frem, hist fik man Lejlighed til at beundre en Løves lumsk logrende Hale, en anden Gang strakte selve Danmarksskikkelsen Haanden lige som manende frem gjennem Dækket. Men hurtigt blev baade Hale, Hoved og Haand atter omhyggeligt skjult.

Efterhaanden vænnede de lattermilde Kjøbenhavnere sig til at se paa denne evigt indhyllede Statue som paa en humoristisk Apparition, og nu i de sidste Dage er et Par Blade begyndt at sige Vittigheder om den eller fremkomme med direkte Spørgsmaal om, hvorfor Afsløringen bestandig udsættes.

Endelig i Forgaars Aftes kom der en officiel Meddelelse om, at Afsløringen nu vil finde Sted i den kommende Uge. 

Hvorfor man da har tøvet saa længe? Hvad den egentlige Aarsag hertil er? Skulde der gives fyldestgjørende Svar paa dette Spørgsmaal, vilde det vistnok blive nødvendigt at foretage visse "Privatlivs"-Afsløringer, som maaske vilde være en Smule malplacerede i et Øjeblik, hvor de rette Vedkommende netop har besluttet sig til - Afsløringen af Monumentet.

Brieux

(Slagelse-Posten 22. maj 1897).


Danmarksmonumentet som det fremstår i dag i Østre Anlæg. Som det ses er det om sommeren godt pakket ind i træer og trækroner. Hvilket også var et ønske fra flere sider at det blev. "Moder Danmark" på toppen er tydeligt inspireret af Elisabeth Jerichau Baumanns billede fra 1851. Ikke den eneste gang dette er sket. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Parade for Danmark!

En Afsløringsfest - og en skandale.

"Dyb Hengivenhed og sand Kærlighed rejste dette Mindesmærke i Anledning af Kong Christian IX og Dronning Louises Guldbryllup den 26. Maj 1892."

Lad os sige det straks.

"Monument-Komiteens Forretningsudvalg" har ikke Ære af den Afsløringsfest, der foretoges i Gaar Middags i Anledning af, at Tæppet faldt fra Hasselriis's store Monument, "Danmark", der nu, utilsløret, rejser sig frit paa Pladsen foran det ny Kunstgalleri ved Sølvgadens Kaserne.

Maaske er det ikke Forretningsudvalgets Skyld.

Maaske det Altsammen falder tilbage paa den ene Mand, hvis Gerninger i denne Sag har været saa omdisputerede - Kammerherre Meldahl. - Maaske?

Hvad man kunde have ventet af denne Fest, var da allermindst dette: at en Mand af Komiteen havde rejst sig og holdt en Tale til den store Forsamling, hvori han havde skildret Tanken med dette Monument saavelsom dets Historie, og at derefter Sløret var faldet.

Hvad der skete, var dette: at en stor Forsamling af alle Rangklasser trommedes sammen en god halv Time før "Festen"s Begyndelse, og at "Festen" saa kom til at bestaa deri, at Kammerherre Meldal, rent privatim, overrakte Kongen og Dronningen en Adresse - hvorefter Sløret faldt ... og "Festen" var forbi.

En mærkeligere "Fest" har vi aldrig overværet.

Her Referatet.

Foran Kunstmusæet.

El langt Telt, i hvilket der er indrettet Loger, er bygget paa Pladsen foran Monumentet.

Der er ingen synlig Dekorering. Kun nogle Flagstanger hist og her, med Flag, der lystig smælder i den friske Blæst.

Omkring den indhegnede Plads har allerede ved Ettiden en stor Menneskemængde samlet sig. Mest Damer. Ventetiden er lang og streng. Varmen er slem, og Solen staar glødende ned over de Tusinder os Hoveder.

Henad Halvtotlden begynder de indbudte Skarer at komme.

Men, at opregne alle disse Honoratiores - det er næppe værd. De er der Allesammen.

Overpræsident Klein,

Byen Københavns øverste Repræsentant, er en af de først Ankomne. Vi bemærker, at han har faaet en meget afsides Plads - endog længere borte fra de Kongeliges Pladser, end - Referenterne. Hvorfor? 

Hr. Klein bliver forfærdet, da han hører, at han skal vente over en halv Time, inden de Kongelige kommer.

- "Er det ikke forræderisk"; udbryder han, "at vi jages herud Kl. 1½, naar det først begynder Kl. 2?"

Hvorpaa han sætter sig og lader Solen bage sit ærværdige Ansigt ...

En efter En, 

til Fods eller i Ekvipage, ankommer nu alle de sine Herrer og Damer: Sorte Kjoler, hvide Sltps, gyldne Uniformer, vajende Fjerbuske.

- - "Der er jo Konseilspræsident Ralli!" hører vi En udbryde ved Siden af os. - Vi ser nysgærrtgt frem, men opdager, at Sidemanden kun er vittig - det er Restavratør Kehlet med Frue, der kører over Pladsen for at søge en beskeden Plads bag Indhegningen. Hr. Kehlet har virkelig en svag Lighed med den græske Konsejlspræsident.

Medens alle de sine Folk ankommer, morer Tilskuerne sig kosteligt over Professor Henrik Schmidt, der udfolder kæmpemæssige Anstrengelser for at jage to smaa Hunde bort fra Pladsen. De gøer ad Professoren. Uro. Endelig faar han dem væk. Stærkt Bifald.

Ministrene

møder alle som En - undtagen Landbrugsminister Hage. Udenrigsminister Ravn gør mest Lykke. Han ler over hele Ansigtet, da han træder ind i de udenlandske Diplomaters Loge og forsøger sig i del franske Sprog, hvilket sikkert mislykkes.

Kultusminister Sthyr er i Præstekjole. - Skal han tale? spørge. Folk. - Gud fri os!

Men, Rigsdagsmændene?

Vi er forbavsede over, at vi ikke ser nogen Rigsdagsmand - med Undtagelse af Formændene, d'Herrer Høgsbro og Matzen. Er det en Demonstration fra Lovgivernes Side? - Nej. Vi erfarer, at Komiteen, der har indbudt i Flok og Flæng en ugudelig Masse Mennesker, ikke har inviteret Rigsdagens Medlemmer. - Hvem veed? Kammerherre Meldahl synes maaske ikke om Rigsdagsmænd.

Endelig, - 

Kl. 9 ankommer den første kongelige Bogn med Kronprinsen, Kronprinsessen, Print Christian og Prinsesse Ingeborg. Musik og Hurra.

I næste Vogn kommer Prins Harald og Prinsesse Thyra. - Hverken Musik eller Hurra.

Konseilspræsident Hørring underholder sig meget længe med Kronprinsessen. 

Der er Tid til det. Det varer endnu længe, inden Kongen kommer. I Mellemtiden kommer Estrup og Kongens Kabinetssekretær, Rosenstand, i samme Vogn. Estrup ser meget gammel og meget svag ud. - Har det virkelig kunnet tage saa stærkt paa ham at vælte Reedtz-Thott ?

Kl. er 10 Minuter over 9, da Kongen og Dronningen kommer, i Vogn sammen med Prins og Prinsesse Valdemar.

Festen!

Og nu er det altsaa, man saar denne mærkelige Fest, der gaar saadan for sig : 

Efter at de Kongelige har taget Plads, afsynges der en Sang af et lille Herrekor.

Saa gaar Kammerherre Meldahl, med et Par Mapper i Favnen, hen til de Kongelige. To Skridt fra dem staar han og fortæller dem Noget, som intet Menneske, selv i den største Nærhed, kan høre.

Vi vilde derfor ikke være i Stand til at meddele, hvad Kammerherren har sagt, dersom han ikke bagefter havde givet Referenterne et Skriftstykke, hvori hvori hans Ord er anførte. Efter dette Skriftstykke har hans Udtalelser lydt omtrent saaledes: 

"Allernaadigste Konge og tvronnmg. Vi er komne i Dag for at indvie et Monument til Minde om Deres Majestæters Guldbryllupsfest, der blev en sand Landefest. Vi hyldede den Gang ikke alene det Kongepar, der i en Tredjedel Aarhundrede havde beklædt Danmarks Trone, men ogsaa det Herskerpar, som i Modgangs og Medgangstider fuldtud ved klog Færd har vundet Folkets Kærlighed mere og mere ... Vi beder Deres Majestæter og Alle se paa dette Minde om nogle i Kongehusets og Folkets Liv saa lykkelige Dage."

Vi tilstaar, at vi har strøget flere Sætninger i dette Referat. De er alle ens, lige interessante eller uinteressante.

Da Kammerherren er færdig, strækker han Pegefingeren op mod Solen, og i det Samme falder Sløret for Monumentet.

Professor Schmidt, der nu er færdig med Hundene, raaber:

- Danmark leve!

Og efter at dette Leve har faaet sine Hurra, kører Vognene frem igen - Festen er forbi.

Under fornyede Hurraraab før de Kongelige forlader disse Festpladsen, og et Par Minuter efter har Forsamlingen spredt sig.

Og nu Monumentet?

Her skal ikke udtales nogen Dom over det Monument, der nu staar afsløret foran Kunstmusæet. Dertil savner vi Kompetence.

Kun saa meget tør vi sige, at Monumentet syntes ikke at vække Bifald hos det Publikum, der var derude i Gaar. Overalt lød nedsættende Bemærkninger. Man fandt, det var for klodset. Man fandt Løverne grimme og unaturlige osv. osv.

En Fejl er det, at Monumentet er omgivet af en stor fredhelliget Græsplæne. Man er altsaa tvungen til at betragte Monumentet paa længere Afstand, end godt er, hvis man f. Eks. vil tyde Inskriptionerne. En af disse har vi sat i Spidsen af dette Referat ....

Pax.

(København 27. maj 1897).


Danmarksmonumentet foran Statens Museum for Kunst. Foto fra Bornholms Tidende 22. januar 1919, altså kort før det blev flyttet til Pücklers Bastion i Østre Anlæg.

Statens Museum for Kunst har produceret en podcast om monumentet. Den varer lidt over ½ time.

09 september 2024

Barrison vs. Otto ("Artist"). (Efterskrift til Politivennen)

En skandaleproces i Düsseldorf.

Fem slemme fynske piger.

Det i Düsseldorf udkoinmende ugeblad "Artist", centralorgan for alverdens tribune- og manege-kunstnere, bragte sidst i januar en artikel om de letfærdige kvinder, som drager rundt i udlandets storbyer og oppebærer enorme gager for at synge slibrige viser i uanstændige toiletter. Bladet skrev bl. a.:

"Enhver direktør kan jo gøre, som han lyster; men ingen ærlig artist og brav familiefader, der har en anstændig hustru, kan optræde på samme tribune som baronesse Chimay, søstrene Barrison og lignende fruentimmer. Artistverdenen må rejse sig mod denne skændsel, hvis den ikke vil komme til at stå på samme lave trin som menneskehedens udskud."

For denne artikel anlagde Lona Barrison og hendes ægtefælle og impressario Wilhelm Fleron sag. Det er måske bekendt, at de fem søstre Barrison oprindelig er hjemmehørende på Fyn, og at Fleron er den tidligere redaktør af "Herolden" i København. Han blev den gang to gange idømt 30 dages fængsel på vand og brød for majestætsfornærmelse. Han kom egentlig til København i 1880 fra Amerika, hvor han havde været materialhandler, for at organisere det socialistiske parti i de danske provinsbyer, men han sluttede sig den gang hurtigt til Har. Brix' lille, revolutionære gruppe.

Efter hvad "Artist" nu oplyser, er det det danske Socialdemokrati, der har udvirket hos politidirektøren, at søstrene Barrisons optræden i København er blevet forbudt.

Men tilbage til skandaleprocesscn.

Så snart Fleron havde anlagt sag mod "Artist", tog bladets redaktør, Otto, straks kampen op på hele den hæderlige artiststands vegne, indsamlede hurtigt et stort materiale fra artisterne rundt om i Europa og meddelte så i sit blad, at han kunne præstere bevis for, at Lona Barrison ikke var andet end en ganske almindelig skøge. På rettens bord lå hele bunker af portrætter af hende, hvor man så hende i de mest skamløse stillinger tilligemed sine fire søskende. Af Lona selv foreligger desuden en del langt mere uanstændige billeder, som er solgte underhånden. De er lavede af en Berlinerfotograf, som imidlertid senere er flygtet.

Processen begyndte i lørdags. For redaktør Otto mødte sagfører Teutsch, for Lona Barrison, der tilligemed sin mand selv var til stede i retssalen, sagfører Kaiser. En repræsentant for indenrigsministeriet overværer retsforhandlingerne.

Naturligvis var tilhørerpladserne overfyldt, da sagen skulle for.

Teutsch stillede imidlertid straks forslag om at udelukke offentligheden, da det drejede sig om at føre bevis for utugtige handlinger af den allergroveste art. Handlinger, som navnlig har tildraget sig bag kulisserne eller i obscure restaurationers separatkabinetter.

Efter at retten havde givet advokaten medhold heri, foreslog Flerons sagfører, at også referenterne skulle udelukkes, da de enkeltheder, som kunne komme frem, kunne udnyttes mod ham og hans frue. Dette ønske tog retten dog intet hensyn til.

Nu foreslog Teutsch udsættelse for at kunne føre vidner; men herimod indvendte Kaiser, at efter de ærefornærmelser Otto havde fremsat, måtte han have bevismateriale nok på rede hånd.

Teutsch svarede hertil, at det tilstedeværende materiale ganske vist var tilstrækkeligt til at gøre Lona Barrison umulig som specialitet for fremtiden. Men der er endnu langt mere materiale at indhente angående hendes privatliv, og da de mennesker, som har haft samkvem med hende, naturligvis helst vil dække derover, kan et fyldigt materiale kun fås ved retslig vidneførsel.

Før retten tog beslutning angående dette spørgsmål, blev der ført en kort, foreløbig forhandling, hvis enkeltheder bladene selvfølgelig ikke kan referere. Kun så meget kan nævnes, at såvel Fleron som hans hustru bestred, at de havde ført et usædeligt liv. Han meddelte, at alle fem søskende var hjemmehørende i Danmark, og at hans hustru for 2 år siden havde ophørt at optræde og var bleven erstattet af en englænderinde, der lignede hende meget. Det var måske hende, der begik alle de dårskaber, som hans hustru fik skyld for. Forøvrigl kunne han ikke påtage sig noget ansvar for hvad de andre fire søstre Barrison foretog sig udenfor scenen. Han var vel deres impressario, men han var ofte nødt til at rejse fra dem, som fx nu da han måtte møde for retten i Düsseldorff, mens hans selskab optrådte i Dresden. Hans hustru havde kun optrådt i et nummer efter sit giftermål, idet hun sang kupletter ridende på en hest.

Om dette sidste nummer oplyste redaktør Otto nu følgende:

Noget mere skamløst og gement end dette nummer kan ikke tænkes: det er toppunktet af frivolitet. Lona Barrison klæder sig af tomme for tomme på åben scene med stort raffinement, indtil hun kun er iført et kort, hvidt silkestykke der ligner halvdelen af en chemise og halvdelen af et par benklæder. I dette kostume bestiger hun hesten som et mandfolk og synger sine viser, medens gemalen sidder i en loge med byens levemænd og henleder deres opmærksomhed på sin hustrus forskellige fortrin.

Fleron benægtede alt dette og forlangte Otto idømt fængselsstraf og en stor pengebøde. Desuden forlangte han den eventuelle dom offentliggjort i en række store verdensblade, blandt hvilke han nævnede "Politiken" i København.

Derefter meddellte Teutsch, at han ville føre 8 vidner, deriblandt en bekendt sportsmand, grev Z. fra Berlin, en friherreinde fra Hamborg samt flere artister, der havde optrådt sammen med Barrisons,

Forhandlingerne blev derefter udsatte på ubestemt tid.

(Roskilde Avis, 15. april 1897, samt forsiden af mange andre aviser).


Barrison Sisters. Gertrude, Lona, Inger, Sophia og Olga. Theatermuseum Wien. Gustiv Liersch. CC BY-NC-SA.

Barrison-processen

De fynske piger anarkistinder!

Redaktøren af "Der Artist", Otto som under processen med impresarioen Vilh. Fleron og dennes hustru, Lona Barrison, havde det uheld, at alle hans vidner svigtede ham, har nu taget en meget effektiv hævn over sin modpart. I sidste nummer af sit blad aftrykker han nemlig på dansk og med vedføjet tysk oversættelse Højesteretstidende for 31. august 1881, der indeholder en dom på 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød over Fleron for fornærmelser mod den russiske statsmagt og den tyske kejser.

Den 13. marts nævnte år var kejser Alexander den 2. blevet myrdet, og to dage efter skrev Fleron i "Herolden", at "det endelig er lykkedes folkehævnen at knuse en af menneskehedens tyranner", at "den russiske kejser er befordret ud af verden ved et dristigt og vellykket attentat", og at dette mord "er en Begivenhed, der muligvis kun er begyndelsen til en række heltegerninger, der vil medvirke til alle undertrykte folks befrielse", "en sejr for revolutionen", "en retfærdig oprejsning for ædle frihedskæmpere, der har ofret liv og frihed i kampen mod despotiet". Fremdeles hedder det i artiklen, at "Knaldet af de granater, der sprængte kejseren og hans lejesvende i luften, vil lyde ud over den hele verden og vække de underkuede folkeflag til kamp imod undertrykkelse og despoti, mens det virker som rædselsbudskab for magthaverne og deres håndlangere".

I artiklens følgende del, hvis tendens åbenbart er den, at søge at retfærdiggøre mordet og de tidligere forøvede attentater på kejserens liv, omtales denne i lastende og forhånende udtryk, såsom: "at han blev betragtet som guddom af alle, store som små landes tyranner", at "hans mistænksomhed og despotisme udartede næsten til vanvid", at han "ved et eneste pennestrøg satte hele det russiske riges love ud at kraft" og "ikke vidste anden udvej end at fremkalde tyrkerkrigen", der kostede et par millioner mennesker livet.

Artiklen slutter med den tillige for Tysklands kejser fornærmelige udladelse, at der i dele verden kun lever to mennesker, hvis barbariske virksomhed kan tåle sammenligning med kejser Alexander, nemlig hans staldbrødre og medskyldige Bismarck og kejser Wilhelm".

Idet "Der Artist" gengiver denne dom, udtaler bladet den formodning, at "de berygtede fem søstre Barrison ikke er andet end sendebude for anarkismen". Det overlader dog til politiet nærmere at undersøge denne sag; men hævder samtidig, at i hvert fald Vilh Fleron er "en af nutidens farligste anarkister, som end ikke viger tilbage for at forherlige kejsermord, og som i ord og skrift anbefaler den såkaldte anarkistiske taktik, dvs. udryddelsen af fyrsterne ved dolk, gift og dynamit"; han karakteriseres som "en af førerne for den forrykte horde, hvem intet er helligt, hverken herskerhus eller fædreland, familie og religion".

Efter denne artikel er Fleron og hans nymfer umulige i Tyskland. Ikke et eneste forlystelselsessted vil vove at indlade sig med den mand, der har fornærmet kejserens bedstefader. For at ingen af dem skal falde i fristelse, tilføjer redaktør Otto yderligere at de direktører som har ladet Barrisons optræde hos sig, må synke i jorden af skam og anger, når de nu erfarer hvilket individ de har indladt sig med. Man tænke sig: vor højsalige majestæt, kejser Wilhelm den 1., den retfærdigste og mildeste af alle herskere, som nogensinde har levet, hundrede millioner menneskers afgud "en tyran, moden for dynamitbomberne!! Er den karl, der skriver således, ikke et udyr i menneskeskikkelse? Når hs. maj. kejseren, der med rørende troskab bevarer mindet om sin bedstefader, erfarer, at dette skrækkelige menneske i tre år har færdedes i Berlin med sine fruentimmer, uden at man havde nogen anelse om den fare hvori allerhøjstsammes person måske har svævet, så må hans skarpeste dadel ramme de mennesker, der ikke har haft øje for Flerons samfundsfarlighed!"

Han er højt opppe, den Artist-redaktør!

(Randers Dagblad og Folketidende, 11. maj 1897). 

Social-Demokraten, 13. maj 1897 tilføjede følgende:

Og så vidt vi ved skyldes hele dette angreb alene den omstændighed at Fleron ikke mere har villet avertere i "Der Artist". Fleron mente at hans selskab nu var så kendt at han kunne spare yderligere reklame. Men denne sparsommelighed er blevet ham dyr.

Redaktøren af bladet "Artist", Otto var blevet sagsøgt at impressario Fleron på "The Five Sisters Barrions (Søstrene Barrisons) vegne for ærekrænkende omtale af dem. Ved retten i Düsseldorf er han nu blevet idømt en så høj bøde at han ved betalingen deraf vil blive ruineret, i det mindste har han sendt følgende rundskrivelse til den tyske presse:

"Meget ærede hr. Redaktør! Som det vil være Dem bekendt af telegrammerne er jeg den 31. juli ved retten i Düsseldorf i Barrison-processen blevet idømt en bøde af 1.000 mark og en skadeserstatning af 2.000 mark foruden sagsomkostningerne. Da jeg ingen formue har, vil jeg ved denne døm blive pekuniært ødelagt, og da jeg har en kone og to børn at sørge for, opgiver jeg af den grund kampen mod Barrison'erne og overlader det til andre tyske mænd at fortsætte den".

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 11. august 1897).

Hermann Valdemar Otto (1863-1941) var forfatter, journalist, artist og mineejer. Han skrev bl.a. under pseudonymet Signor Saltarino. Han var oprindelig købmandsuddannet, men optrådte senere som kunstrytter i det omvandrede cirkus Warge, Brødr. Blumenfeld og Althoff. I 1886 var han blevet ansat ved det düsseldorffske tidsskrift "Der Artist". Han forsøgte sig med minedrift efter 1. verdenskrig, men måtte opgive i 1926. 

På Europeana står denne tekst: 

Gruss aus - Alle 5 Barrisons

Bild: Die 5 Barrison-Sisters erschienen zum ersten Mal 1894 im Berliner "Wintergarten" und waren dort äußerst erfolgreich. Sie traten manchmal in Kinderkleidern, gelegentlich mit kleinen Kätzchen und anzüglichen Gesten und Liedern dazu auf. Auch Einzelauftritte, z. B. von Lona Barrison waren beliebt. Der damalige Chefredakteur der Zeitschrift "Der Artist", Hermann Waldemar Otto, verfaßte einen Schmähartikel gegen die "unsittlichen" Darstellungen, was zu Skandalen und anhaltenden gerichtlichen Auseinandersetzungen führte. (vgl. Wolfgang Jansen: Das Varieté, Berlin 1990, S. 105-118) | Vgl. auch Alfred Kerr: Wo liegt Berlin. Briefe aus der Reichshauptstadt, Berlin 1999, S. 24 f.: Alle gleichmäßig blond vermöge aufgestülpter Perücken, darüber kokette Kapotten. In rosafarbenen Kleidern, die sie wie Schulmädchen mittelkurz tragen, kommen sie angehüpft, jede bald eine Puppe im Arm, bald ein Kätzchen in der Schürze. Sie lassen sich u.a. mit übergeschlagenen Beinen nieder und machen, immer singend, Scherze mit dem Kätzchen, das sie schalkhaft mit dem Kopf aus der Schürze herausgucken lassen. Sie benehmen sich absichtlich wie Kinder und haben nicht das Bestreben, dem Publikum die zierliche Beschaffenheit ihre Unterkleider zu verbergen. Hierauf beruht sicherlich ein Teil ihrer Wirkung..."

08 september 2024

Byraadsvalget i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

X Kjøbenhavn, den 30. Marts.

Et mere lunefuldt og ustadigt Valgsejr, end Kjøbenhavnerne har haft i Dag, kan maa vanskeligt tænke sig. Nu og da har Solen skinnet et Øjeblik for derpaa at vige for en orkanagtig Sne- eller Hagelbyge, som i et Nu fejede Gaden ren for Mennesker - undtagen for dem, der var paa Jagt efter deres bortfløjne Hatte.

Alligevel gik netop de gamle Borgere meget flittigt til Valg i Formiddagstimerne.

Der var adskillige, som maatte lodses ud af Drosken ved et Par gode Meningsfællers Hjælp, og blandt de mange Hoveder, som ved stormen berøvede« deres Bedækning, var der ikke faa, hvis graa Lokker eller blanke Isse bar Vidne om Ejermandens fremrykkede Alder.

Der var da heller ingen Tvivl om, at Borgerlisten i Formiddag havde stor Majoritet, skjønt noget sikkert kunde jo ingen vide. Om de vil beholde Flertallet ogsaa efter Aften-Afstemningen, naar Arbejderne har lagt deres Lod i Vægtkaalen, vil Telegrafen give Besked paa. Sikkert er det, at Arbejderne har faaet fint Vejr, da det klarede op just som Afstemningen skulde begynde Kl. 5.

Valget er i Aar - det lægger i Virkeligheden ingen Skjul paa - et rent og skjært partipolitisk Valg, en Styrkeprøve ganske af samme Art som Folketingsvalgene. Men Spændingen er ualmindelig stærk, fordi man ved, at Vælgertallet er nogenlunde lige stort i begge Lejre.

Sejr for Oppositionen.

Om Udfaldet af Valget, der blev en stor Sejr for den forenede Opposition, har vi modtaget følgende Telegram:

Ved Borgerrepræsentantvalgene i Kjøbenhavn i Gaar valgtes Oppositionens Kandidater med følgende Stemmeantal:

Direktør Hother Hage             11,465 St.
Overretssf. Oscar Johansen   11,419  -
Læge Wandahl                       11,370  -
Mejeriejer Nielsen                  11,231  -
Forretningsf. P. Knudsen        11,201  -
Folketingsmand P. Holm        11,041  -
Snedker M. Olsen                  11,040  -

Højres Liste (Borgerlistens Kandidater) opnaacde :

Retsformand Madvig           10,704 St.
Højesteretssagfører Liebe   10,670  -
Urtekr. Cordius Hansen       10,608  -
Fabrk. Bjørn Stephensen     10,573  -
Korpslæge Meyer                 10.568  -
Arkitekt Koch                       10,546  -
Ølhandier Frejlev                 10,532  -

Ved Valget i Fjor sejrede "Borgerlisten" med 11,514-11,194 Stemmer, medens Oppositionens Liste kun fik fra 9941-9539 St. - Endnu et Valg som det i Gaar, og Oppositionen faar Flertal i Kjøbenhavns Borgerrepræsentation

(Aarhus Amtstidende 31. marts 1897).