E. Wiinblad om "Social-Demokraten". (Efterskrift til Politivennen)

 Minder fra Bevægelsens Barndom.

Da Socialisten blev Dagblad.

Folketingsmand E. Wiinblad.

Fire af dem, der var med til at gøre de første Spadestik.

Folkethingsmand, E. Wiinblad, i 30 Aar "Social-Demokratens" Redaktør og endnu med mange Baand knyttet til Bladet, opmærksomt følgende dets Udvikling og Vækst tager fra en af Redaktionens Reoler et indbundet Bind.

Det er i Kvartformat. Og i det han slaar op paa første Side siger han: 

- Af dette lille 3-spaltede Blad, der udkom i Juli 1871, har danske Arbejdere skabt en Presse, som omspænder hele Landet, og som intet Arbejderparti i Verden har Magen til, en Presse, der altid stiller sig paa de Forurettedes Side, som er ubestikkelig og aarvaagen, og som netop derfor frygtes og hades af vore Modstandere.

Wiinblad betragter smilende det første Numer af "Socialisten". Oven over Titlen staar: Ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder. Og under neden: "Et Ugeblad for Arbejdernes berettigede Fordringer". Spidsartiklen hedder: Til vore Brødre, Danmarks Arbejdere, og inde i Bladet findes en Artikel med Overskriften: Arbejdernes Hævn.

- Se, siger Wiinblad, for os er der intet overraskende eller blot paafaldende i disse Overskrifter. Udtrykket: Vore Brødre, Danmarks Arbejdere! lyder naturligt i vore Øren. Men da jeg som Dreng første Gang saa disse Ord, og da jeg læste disse Artikler, hvori taltes om alle Menneskers Ligeberettigelse, da var det noget uhørt, en eksploderende Mine, en Komet, der sendte en Hale af Ild hen over Landet og tændte Menneskesjæle i Brand.

Jeg var Typograflærling den Gang. Jeg arbejdede hos Bogtrykker Bianco Luno og boede i Adelgade. Min Fader var Skræder og sluttede sig hurtigt til den socialistiske Bevægelse. Han blev Sektionsformand i "Internationale", og i vort fattige Hjem ventede vi Ugen igennem paa Lørdagen, der bragte et nyt Numer af "Socialisten". Som det Blad dog blev læst, gennemstuderet, gransket. Og som det var elsket af de faa Tusinde, der samledes om det.

Wiinblad standser et Øjeblik og blader omtrent halvvejs frem i de indbundne Aviser:

- Den sidste Lørdag i Marts indeholdt "Socialisten" en Meddelelse om, at fremtidig udkom Bladet 6 Gange om Ugen. Meddelelsen var underskrevet af den forgudede Plo, der her for første Gang traadte offentlig frem som Bladets Leder. Hans Brix havde hidtil staaet som Redaktør. Fra Lørdagen til Tirsdag den 2den April gik vi i Spænding, febrilsk ventende, ventende, paa dette ufattelige, at vi nu havde vort eget Dagblad, ligesom vore Modstandere havde deres. Og det kom, og vi slugte det. Her var en Programartikel, og her sloges djærve Slag for de smaa i Samfundet. Se her - Wiinblad peger paa Bladet - I her er en lille Føljeton, skrevet af Kopist Madsen. Under det Mærke skjuler sig Paul Geleff, der snart fik Hovedindflydelsen paa Bladet. Og se de to Forretningsannoncer, det var alt, hvad man havde at pynte Bagsiden med. De var indleveret af Nicolaj Jensen, Hj. af Lille Købmagergade og Krystalgade, og han reklamerede med Herre- og Dameklæder af en hver Art. Men han gjorde det næppe i Haab om, at Annoncerne skulde bringe ham Fordel. Sagen var, at Nikolai Jensen var den, der støttede Pio økonomisk. Han var en Idealist og havde vel fra Tyskland faaet Interesse for Socialismen, skønt han ikke selv hørte Arbejderpartiet til. Der var mange den Gang, som var paavirkede af Lasalle, og Pio var jo en dansk Lasalle.

Wiinblad blader videre. Han dvæler ved denne og hin Artikel, knytter spredte Bemærkninger til et og andet - og standser ved Numret for 5. Maj. Med en Understrøm af dyb Bevægelse siger han:

- Paa den Dag blev Pio fængslet, og hans Svoger, Alfred Jørgensen, overtog Redaktionen. Men Bladet, der havde været oppe paa 6-7000 Abonnenter, gik nu tilbage, springvis og voldsomt. Den 9. Maj 1874 stilledes "Socialisten" til Auktion, og Fr. Hertz, der nu bor som 90aarig i "De gamles By", købte Halvdelen for 25 Rigsdaler. Han og en Del faglige Foreninger udgav allerede fra næste Dag, altsaa Søndag den 10. Maj, Bladet "Social-Demokraten". Ved denne Lejlighed møder vi første Gang Navne som C. C. Andersen, P. Holm og Hørdum. De meddelte paa deres Fagforeningers Vegne, at de overtager Bladet, der fremtidig er Organ for det socialistiske Arbejderparti. Saaledes blev Arbejdernes Blad Arbejdernes eget Blad og var ikke længer afhængig af enkelte Idealisters økonomiske Evne.

Wiinblad holder omhyggelig sit Navn ude, skønt han paa dette Tidspunkt allerede havde gjort sig bemærket indenfor Partiet. Han hørte til Oppositionen, som Ungdommen jo gerne gør, og han var valgt til Sektionsformand, ligesom Faderen. Men som Wiinblad nu blader videre i Mindernes Bog kan han ikke undgaa at nævne sig selv.

- Pio blev løsladt fra Fængslet 9. April 1875. Bladet blev den Gang trykt hos Henriksen i Ravnsborggade 21. Men Pio ønskede at faa eget Trykkeri, og Guldbrandsen, der trykkede "Ravnen", blev sat til at ordne et nyt Sætteri i Ravnsborggade 18. Jeg havde nylig udlært og havde Arbejde hos Guldbrandsen. Jeg var derfor blandt dem, der fik med "Social-Demokraten"s første Sætteri at gøre. Det var i 76. Aaret efter forlod Pio Landet, og Bladet gik nu langsomt sin Undergang i Møde. Det var jo ikke Journalister, der skrev dette Blad. Mundberg, som en Tid var Redaktør, havde haft Købmandsforretning i Blaagaardsgade, Saxo Wiegell var Digter, og Bjørnstrup, ja hvad han end var, forstod han sig kun lidet paa at lave en Avis. Aktuelle Begivenheder blev skudt til Side, Referater af vigtige Møder maatte vente, det udenlandske Stof blev taget fra norske Blade og var altsaa flere Dage gammelt. Men stemte det ikke overens med Dagens Telegrammer, maatte Telegrammerne vente. Jeg husker, at ved Valget i 1878 bragte "Social-Demokraten" end ikke Valgresultaterne. Der var vist ikke Raad at abonnere paa Ritzaus Meddelelser. For dog at faa noget med om Valget, gik Saxo Wiegell ned i "Kragereden", en Beværtning i Fortunstræde. Værten hed Kragh, deraf Navnet "Pragereden". Her holdt Rigsdagens Bønder til, og paa Valgaftenen samledes de for at drøfte Udfaldet. Paa den Maade fik Wiegell fat i nogle løsrevne Stumper af Valgresultatet, og de puttedes i Blade uden Hoved og Hale.

Wiinblad smiler lidt og vedbliver:

- Bladet gik daarligt og Typograferne blev afskediget, undtagen Faktor Broen og Ombrækkeren Eriksen og - ved et Himlens Under - jeg selv. Det hang vistnok noget sammen med, at Trykkeriets Leder, Hr. Guldbrandsen, var ivrig Frimurer. Og ved Frimurernes Sammenkomster mødte han altid op med trykte Sange, som han havde sat sit Navn under, men som jeg havde skrevet. Hans lyriske Aare kunde jo ikke godt standse med et Slag, derfor fik jeg Lov til at blive hvor jeg var.

Og saa stod jeg altsaa der og gjorde hvad jeg kunde før at gøre "Social-Demokraten" til et Blad, som Arbejdernes kunde være tjent med. Men heller ikke jeg havde jo megen Forstand paa det. Naar bare Avisen var fyldt, var det godt. Ofte var det til at fortvivle over.

Wiinblad smækker med en pludselig Bevægelse den gulnede Aargang af "Social-Demokraten" sammen, og ser sig om med et Blik, der lyser af Glæde og Stolthed.

- Men vore Modstandere forregnede sig. De glemte at Arbejderne vel var fattige og uoplyste, men at de var besjælet af en brændende Trang til at lære, og af en fælles Vilje til at sejre. Og se nu! Her staar jeg i "Social-Demokraten"s eget Hus, hvor Skandinaviens største Rotationspresse udspyr mere end 100,000 Aviser hver Dag. Alt det har jeg set blive til, og Synet af denne mægtige, ubesejrlige, ustandselige Opdrift har gjort mig sikker i min Sag, naar jeg siger, at Fremtiden hører os til.

- Den gør det, slutter vor graanede Partifælle, i Kraft af den samme Lov, der har ført os til det Resultat, vi alt har naaet, VI har overvundet det sekteriske, der Prægede Partiet i dets første Dage. Men dernæst har vi overvundet det rent dogmatiske. Vi er blevet en Folkebevægelse. Bag Socialdemokratiet og dets Presse staar Kærnen af Landets Mænd og Kvinder.

Og i Spidsen for dem gaar som den røde, vajemde Fane "Social-Demokraten", Bladet, der taler de Fourettedes Sag, angriber Misbrug, paataler Overgreb, kræver Retfærdighed, Velstand og Lykke.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

"Socialisten" findes på Mediestream. Her den omtalte annonce for Nicolai Jensen, 2. april 1872.

Johanne Petersen (1847-1922). (Efterskrift til Politivennen)

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1856-1939): Johanne Kirstine Wilhelmine Petersen (1847-1922). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Vanføre og deres Gærninger.

En besynderlig Skole

En Kvindes Arbejde.

For en Menneskealder siden havde de Vanføre det langt tungere end nu. Da var disse Samfundets elendigste Stedbørn, naar de da ikke havde velhavende Forældre, henviste til Fattiggaardene, og deres uhyggelige Værgeløshed førte med sig, at de ret ofte behandledes som det usleste Skumpelskud, af hvem man jo ikke kunde koste det ringeste Vederlag i Arbejde for det Brød, det miskundelige Samfund gav. At en lam, en enarmet, en Stakkel, som manglede Benene eller hvis Legeme i anden Henseende var deformeret, skulde kunne lære at arbejde, lære at tjene sit eget Brød i Nøjsomhed ved egne Hænders Værk - det var der ingen, som tænkte paa!

Saa begyndte for en Snes Aar siden "Samfundet, som antager sig Vanføre og Lemlæstede" sin humane  Gerning. Snart gik Foreningens Virksomhed i den Retning, der skulde blive til saa stor Velsignelse for de Ulykkelige, nemlig at lære dem et eller andet Haandværk, hvorved de blev mere frit stillede i Samfundet og hvorigennem deres Menneskeværd højnedes.

Et Mesterværk i Snedkeri.

Sjælen i dette Arbejde var og er den Dag i Dag Forstanderinden, Frøken Johanne Petersen, som netop i denne Tid fra alle Sider modtager talrige Komplimenter og megen Tak. Hun staar foran maaske sit største Resultat. I Skolen i Stormgade Nr. 8 er nemlig udstillet en Samling Møbler i Stil fra det 16de Aarhundrede, en Bestilling fra Kammerherre Lüttishau, Tjele. Tegningerne er udkastede af Hr. Arkitekt Bindesbøll og det nydelige Indbo helt igennem udført af fire vanføre unge Mænd, tre enarmede i Alderen 15-16 Aar og en 20-aarig, som har fire Fingre paa den ene og ikkun en paa den anden Haand. Der er i Alt syv Stykker Møbler og 8 Stole, hvorom de flinke Snedkere har været ca. tre Maaneder.

Kunstvæveri.

Til Møblerne hører en hel Del vævede Tæpper og Portierer. Dette Kunstvæveri, som i enhver Henseende staar paa Højde med, hvad der ellers normalt præsteres i denne Genre, er udført af en ung Pige, som kun har en Arm. Sé denne ene Haand lægge Mønstret og behandle "de mange Traade paa Væven og man beundrer disse ulykkeliges resignerende Taalmodighed.

Frk. Petersen førte os i Gaar, da vi tog det interessante Arbejde i Øjesyn, ind til de respektive Værksteder, og hvor man kom frem, blev man forbavset over, hvad de, Naturen har nægtet næsten alt, formaar. Her sad en Del Smaapiger om et stort Bord, syende og broderende, Alle var de paa den ene eller anden Maade Krøblinger, men fra de smaa Barneøjne straalede kun glade Smil over Arbejdet En lille, lyslokket Pige var beskæftiget med en Tøffel til Faderen derhjemme paa Landet. Den skulde rigtignok have været færdig til Paaske, men den ene Haand havde trods al Flid ikke mægtet at opfylde Løftet; nu skulde den sendes til Pinse!

I Møbelværkstedet.

I Møbelværkstedet var de smaa omtalte Mestre i travl Virksomhed. Her blev tegnet og snittet, savet og skaaret; det fineste op sikreste Arbejde laa foran dem. I et andet Værelse arbejdedes i Læder og den ene Fingreløse Haand fører Kniven saa rapt og nemt, som den sundes to raske Næver; de sirligste Rammer og Porteføljer i udskaaret Arbejde udgaar herfra.

Det beundringsværdigste turde maaske dog være det Børstenbinderarbejde, som en tyveaarig Vanfør præsterer. At en Blind med Øvelse kan lave Børstenbinderarbejde, kan dog forstaas, men at en Stakkel, som har to Klumpfødder og ingen Arme kan frembringe fire Skobørster om Dagen, vil sikkert forbavse mange. Dette er imidlertid Tilfældet. Foran en særlig konstrueret Maskine sidder han og trækker Børsterne paa og binder Staaltraaden - med Munden.

Saaledes tjener han sit daglige Udkomme og kan endda faa lidt tilovers til sin Yndlingspassion: Fuglene, som i et stort Bur ved hans Side tiljubler ham Opmuntring.

Foruden de nævnte findes i Stormgade Værksteder for Skomagere, Kurvemagere og Linnedsyersker, som har særlig travlt og hvis omhyggelige Arbejde vurderes højt af kendte Firmaer her paa Pladsen.

Tilfredse Stakler.

Skønt flere af disse Stakler er i enhver Henseende intelligente Mennesker, klager de ikke over Tilværelsen, men arbejder med Lyst og Glæde. De forstaar, hvad gode Folk her har gjort for dem og danner forøvrigt om en lille Kaste for sig, der ser paa Livet paa deres Vis. Den Stolthed, de føler over, at selv "fine" Folk bestiller og køber deres Arbejder, er dem den Lykkens Sol, de i andre Maader ikke kender.

- Alle bør da vide en Kvinde som Frk. Petersen Tak. I mange og lange Aar har hun været disse Ulykkelige en hjælpsom og utrættelig Moder. Hun har selv, saa godt som i alle Fag, først taget Kursus for derpaa at kunne lære praktisk fra sig. Hun har endelig stiftet et i Forbindelse med Skolen staaende "Hjem", der nu tillader Staklerne at bo i lyse, luftige Rum, medens de tidligere maatte indkvarteres hos Smaafolk i Byen. Og hun har sluttelig skaffet et fast Landophold om Sommeren for de daarligste og svageligste.

En Opfordring til de Karske.

Det er trist, at en saa samfundsnyttig Institution staar i stadig Pengetrang, saasom det gennemgaaende er fattige Forældres Børn, der opholder sig her. Tilmed da velhavende Folk i mange Tilfælde vilde kunne hjælpe betydeligt til Anstaltens Trivsel ved at bestille Arbejde og betale det godt. Om det saa er Dameskrædersyning præsterer Skolens Vanføre dette, og De kan faa sidste Mode, Frøken! 

Vi vil derfor slutte med de Ord, som Frk. Petersen etsteds i Beretningen for 93 udtaler:

"Hermed være da "Hjemmet for Vanføre" anbefalet til alle de Forældre, som glæder sig ved sunde, velskabte Børn, og til alle de Børn, som lever i lykkelige, værnede Hjem; hvis vi blot fik et lille Bidrag fra hvert saadant Hjem hele Landet rundt, var vore vanføre Børn sikrede en sorgfri Tilværelse og Kommunerne skaanede for store Udgifter til deres fremtidige Underhold."

Catch

(København 10. maj 1894).

Forstanderinde frk. Johanne Petersen.

Eftor kun fire dages sygeleje er forstanderinden for Samfundet og Hjemmet for Vanføre, frk. Johanne Petersen, tidligt i går morges afgået ved døden i en alder af 74 Aår.

Frk. Petersen havde i mange år lidt af sukkersyge, som hun dog ved sin energi har holdt nede. Men pludselig har sygdommen taget en alvorlig vending, der altså nu er endt med døden.

Frk Johnnne Petersens og Hjemmet for Vanføres navn er uløseligt knyttet sammen. Til efteråret holder hjemmet 50 års jubilæum, og med det kunne frk. Petersen have holdt sit 50 årsjubilæum, en begivenhed, hun havde glædet sig meget til, og som hun allerede havde begyndt at forberede sig til.

Det er ikke for meget sagt. at det er frk. Johanne Petersen der har skabt Hjemmet for Vanføre. Det er hendes kærlighed til de af skæbnen ramte, det er hendes opfindsomhed, der - i mange tilfælde - fandt midlerne til al bøde på deres legemlige skrøbeligheder, det er hendes virkekraft og initiativ, hendes - man kan næsten sige - storsyn, der har bragt Hjemmet for Vanføre frem til at blive den omfattende institution, den er, og som har skabt den anseelse, der rækker langt udover landets grænser. Dygtige og menneskekærlige mænd og kvinder har stået ved hendes side og ført hendes tanker videre: men drivkraften var frk. Johanne Petersen.

I den daglige virksomhed var hun den kærlige, men også bestemte mor for de mange ulykkeligt stillede, der var under hjemmets varetægt. Blot hun viste sig, blev der fryd, ikke mindst blandt børnene, der elskede hende, som hun elskede dem.

Ofte hændte det, at der kom fremmede, navnlig Iæger, fra udlandet for at se det danske mønsterhjem for vanføre. Da strålede hendes ansigt af glæde og stolthed, men beskeden som hun var, var det altid sine medhjælpere og deres arbejde, hun fremhævede. Sin egen person holdt hun altid i baggrunden.

Der er virkelig sorg ude på vanførehjemmet, blandt store og små, blandt kollegerne og det underordnede personale. Med hende har hjemmet lidt et tab som meget vanskeligt kan erstattes.

I 1897 da Hjemmet for Vanføre fejrede sit 25 års jubilæum, modtog frk Johanne Petersen fortjenstmedaljen i guld.

(København, 25. marts 1922)

Artikler i forbindelse med jubilæet findes her på bloggen.

Johanne Petersens gravsted på Vestre Kirkegård: "Johanne Petersen. Født 23. september 1847. Død 24. marts 1922. Forstanderinde for Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Taknemmelige satte dette minde."

Det primitive Liv, hvortil vi skal tilbage. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Landmand fortæller om den tarvelige levevis for et par menneskealdre siden.

Niels Jensen er det ligefremme Navn på en gammel bondemand, som vi opsøger for - som Afslutning paa vor lille enquete om det primitive liv, vi nu skal vende tilbage til - at høre lidt om, hvordan livet paa Landet - i de jævne Bondehjem - levede Livet i gamle Dage for et Par Menneskealdre tilbage 

Niels Jensen bor i udkanten af Roskilde, i et pænt Hus inde i en Have. Men han har ellers, helt siden han "blev Mand" haft en gaard i landsbyen Vindinge, en halv Mils Vej Øst for Roskilde.

Det er ikke, fordi Niels Jensen er saa gammel. at vi netop gaar til ham, han er kun lige passeret 70. Men han er en af dem, der kan huske, og en af dem der kan fortælle.

Et kig ind i de gamle stuer

- Hvordan så det ud i sådant et gammelt bondehus da De var dreng? spørger vi.

- Tja, siger Niels Jensen, det var jo det samme alle steder. Der var tre stuer, men kun den ene af dem brugte man til daglig. Der sov man om natten, og der spiste man om dagen. Henne foran Vinduerne var der en lang bænk, og foran den et bord med flere Bænke omkring. Saa var der som Regel en bornholmer og et lille Hjerneskab og tit et andet lille Skab som man havde Medicinflasker og den slags i. Og son var der for festen de to store Himmelsenge med forhæng for.

I "Mellemstuen" var der et bord og et Par Stole og gerne en Seng som man brugte. naar der kom fremmede. Stolene var naturligvis ikke polstrede, og i mange Aar kendte man ikke til Sofa og den Slags. Det kom jo til i de senere Aar.

Endelig var der "øverstestuen",der var den største af Stuerne, tre eller fire fag. Der var Klædeskabe og Kister. men ellers ikke noget. Gulvene var allesammen hvidskurede og i Dagligstuen var der strøet sand på.

Spegesild, fedtebrød, grød, kål og suppe.

- Hvori bestod kosten i de dage?

- Vi fik skam noget godt at spise, kan De tro. Men der var jo ingen flotheder. Om morgenen begyndte vi med spegesild og fedtebrød og bagefter en kop kaffe med et stykke brunt sukker.

Kl. 9 fik vi , Halvmiddagsmad". Det var Fedtebrød og enten Ost eller Kød. Og Kl. 12 fik vi Middagsmaden, grød , Kål, Suppe. Kærnemælksvælling og den Slags. Lidt længere tilbage, kan jeg kan huske, var det mest Grød og Mælk. Nogle fik vi det 21 Gange om ugen!

Til "Midaften" - det. de nu kalder Vesperkost her på egnen - fik vi Brød og koldt Flask Fedt eller Stegeflæsk. Men aldrig Te. Det kendte vi slet ikke noget til. Det var en hel Luksusartikel dengang.

Saa var der Nadveren. Dér fik vi gerne Mælk og grød, og det var ikke centrifugemælk, men god, håndskummet mælk. 

En lang arbejdsdag.

- Vi stod op ved 4-5-tiden om sommeren. Om vinteren noget senere. I regelen arbejdede vi så til klokken 7:30 om aftenen, men høstens tid blev vi ved til den var både ni og ti. Det fandt de allesammen i orden, både karle og piger; men så blev der jo også sat gammeløl på bordet når de kom hjem. 

En karl fik omkring ved et halvt hundrede daler om året - i penge vel at mærke. For desuden fik han nogle alen vadmel til tøj, nogle alen lærred til skjorter og en to-tre pund uld til hoser.

En pige fik 25-30 daler og også en del lærred og uld, lidt hvergarn til kjoler og lidt til vadmelsskørter.

Der var ikke noget at slå om sig med, hverken karle eller piger; men det var heller ikke nødvendigt. Der var såmænd ingen der savnede det. Om aftenen sad de jo allesammen i stuen sammen med husbonden, man spiste ved samme bord, ja af samme fad, og standsforskel kendte man i grunden ikke noget til. Det lå også i, at det var trange tider for landmændene. Arbejdere og arbejdsgivere var omtrent lige velhavende.

En glad aften med dans, musik, brændevin og tobak for 33 øre.

Der var ikke mange fornøjelser og adspredelser. Men vi morede os godt - og det var billige fornøjelser. Det gik gerne til på den måde at en tre fire karle fik ordnet et gilde som blev holdt rundt omkring på gårdene efter tur. Drengene betalte 8 Skilling og Karlene en Mark. For de Penge fik man Sal og Iys og Musik - - det var altid en Violin - og endda Brændevin og Tobak. Cigarer saa man aldrig paa Iandet.

Saa havde man jo også de store Gilder, Brylluper og Begravelser. Brylluperne varede i to-tre eller fire Dage, og der var vældig Balfaldera. Men det kostede ikke ret meget. Man fik gerne Sødsuppe og Steg, aldrig mere end to Retter. Ved begravelser var risengrød og klipfisk de faste retter.

Tøjet vi gik i, lavede vores mor selv. Til daglig gik mændene i en ufarvet vadmelstrøje og lærredsbukser. Til finere Brug havde man Hvergarnstøj og farvet Vadmel; men altsammen var det stærkt og solidt, og det kostede ikke meget.

Dengang lavede man jo saa at sige alting selv paa landet. Vi var uafhængige af alle Mennesker undtagen Smeden. Vi bryggede selv vort Øl, kærnede selv vort Smør - men vi spiste det ikke, det blev der ikke Raad til; vi brugte Fedt i Stedet - og vi ud forte også alle Reparationer selv. Dyrlæge og Doktor kendte vi heller ikke til. Det skulde være galt før man greb til det. 

Mere arbejde, mindre løn og dog mere tilfredshed.

- Hvad synes De om den forandring der er sket i de senere år i hele levemåden på landet, spørger vi til slut Niels Jensen.

-- Jo, svarer han, der er mange Ting, der er blevet bedre. Det må vi ikke glemme. Men der er bare ingen tilfredshed nuomstunder. I gamle dage var folk altid tilfredse, man kendte ikke til utilfredshed.

De drenge vi fæstede, når de var konfirmeret, beholdt vi som regel til de skulle i tjenesten, og de voksne karle blev hos os til de skulle giftes. Der var ikke noget med at flytte rundt hvert halvår eller hver måned som nu. Og hele forholdet mellem mand og tjenere var helt anderledes dengang. Vi var i grunden som en hel familie.

- - -

Det var, hvad den gamle landmand fortalte om de dage da man praktiserede Nøjsomheden og Sparsommeligheden ti! de yderste Konsekvenser fordi man var nødt til det.

En og anden vil sikkert mene at de livsformer, Niels Jensen har skildret, ikke var de værste at få tilbage.

Kr. J. 

(København 21. marts 1922)

"Drømme-Villaen" i Valbygaards Alle lukket af Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

"Tosse-Huldas" natlige fester forbi.

Det er et karakteristisk tidens tegn, at de hemmelige "gæstehjem", som smarte repræsentanter for nattelivet kvindelige garde altid opretter, når de selv er blevet en kende til års, og som tidligere altid lå i de forreste af Vesterbros sidegader eller nede på Gammelholm, nu efterhånden er rykket ud på de fjerneste forstæders villaveje, hvorhen man med nogen føje kan regne med, at sædelighedspolitiets øje og hånd ikke så let rækker. 

Et "Glædens hus" i europæisk format.

Men - Sædelighedspolitiet har alligevel fulgt skridt med udviklingen, hvad det har dokumenteret ved det kup, der er foretaget i nat, og som har bragt en meget kendt "dame" af den københavnske halvverden ind bag lås og slå.

"Damen" er frk. HuIda Johansen, der under sit øgenavn "Tosse-Hulda", vil være bekendt fra tidligere omtale her i bladet - i ordets snildeste betydning: ikke for sine dyders skyld.

Hun fik for nogen tid siden, efter at der var overgået hende en betinget dom for usædelighed, plads som "husbestyrerinde" hos bibliotekar O. S. Jensen, der bebor den store, pragtfulde villa nr. 14 ude på den idylliske vej Valbygårds Alle ude i Valby, som ejes af blikkenslagermester Bodholdt. 

Hvorledes damens position i hjemmet egentlig har været, kan være ligegyldig. Men forholdet blev efterhånden dette, at Tosse-HuIda der åbenbart ikke er så tosset endda, nu i de sidste måneder har haft fuld og uindskrænket myndighed og dispositionsret over syv af villaens store værelser, mens bibliotekaren har indskrænket sig til at bebo en enkelt lille afsides salon.

Og frøkenen, der for resten ved siden af driver en cigarforretning i ejendommen Westend nr. 18, har ladet villaen møblere i østerlandsk stil med en overdådig afbetalingsødselhed, der har virket ligefrem forbløffende på de folk - af begge køn - der har haft den ære at være gæster derude.

Drømmevillaen

var det navn hvorunder Valbygårds Allé nr 14 nu til slut var kendt og skattet i det glade København, der lever aftenens og nattens første timer i "Palais de danse" og som ikke ejer evne til at slukke feststemningen så brat og primitivt som lysene slukkes i det gamle Figaro-Palads. 

Så gik automobilerne jo i den sene nattetime ud til Valby til - til "Drømme-Villaen", hvor Tosse-Hulda var en imødekommende og gæstfri - men dyr - værtinde som uden smålige hensyn gav husly til de herrer og damer som begærede sligt, og som var hende bekendte som eller i hvert fald skønnedes at være "vederhæftige" købere!

En flaske champagne kostede en bagatel af 150 kr., smørrebrød 2 kr. pr. stk. osv. - og derhos måtte der ligesom i de russiske "Glædens Huse" erlægges en fast afgift på 100 kr. til værtinden for selve opholdet i et af villaens værelser, så man kan forstå at "Tosse-Hulda" havde masser af penge i sparekassen og både hest og vogn. da da politiet nu slog ned i idyllen og rev det hele i stykker.

Politi ved alle indgangene og ved alle vinduerne.

Sædelighedspolitiet har haft huset under observation de sidste 3-4 nætter og hver nat konstateret, at mindst en halv snes automobiler mødte op og afleverede en Iast af herrer og damer. Og i nat skred man altså ind.

Alle adgange til villaen blev pludselig ved tretiden spærret af politi - også udenfor vinduerne posteredes der uniformerede betjente for at udelukke flugtforsøg ad denne vej. Og på et givet signal blev hoveddøren sprængt, hvorefter seks sædelighedsbetjente trængte ind i huset.

Man fandt en del herrer samlede om et overdådigt frokostbord, men ellers af damer kun to purunge pigebørn, af hvilke den ene var efterlyst for tyveri, mens den anden hørte til byens allerletteste kavaleri. Herrerne, blandt hvilke der var et par meget kendte københavnere og et par omtrent lige så kendte matadorer fra en sjællandsk provinsby, fik lov til at gå, da man havde sikret sig deres navne som vidner. Men de to unge piger og værtinden selv måtte med til domhuset som anholdte.

Og nu sidder "Tosse-Hulda" i kachotten oppe på Nytorv, medens ,"Drømme-Villaen" derude i Valbygårds Allé ligger hen, øde og tom og mørk. 

Undtagen netop lige det værelse hvor bibliotekar O. S. Jensen, der slet intet har hørt til de natlige fester og ikke har haft den ringeste anelse om sin husbestyrerindes store Gæstfrihed, sidder ene tilbage ved sin studerelampe og sine bøger. 

(Aftenbladet (København), 11. marts 1922).

Drømmevillaens Saga.

Tosse-Hulda dømt.

En Kaution paa 6,000 Kr. for at komme paa fri Fod I tre Dage.

Dommer Spang-Hansen i Byrettens 7. Afdeling nød i Gaar den udsøgte Ære at blive præsenteret for den hidtidige Værtinde i "Drømmevillaen" ude paa Valbygaardsvej Nr 14. Frk Hulda Josefine Emilie Johansen, der, som fortalt, forleden blev arresteret, sigtet for foruden sin, i hvert Fald delvist lovlige Cigarhandel i Westend Nr. 13, al have drevet et lidt for gæstfrit "Natteherberge" paa Valbygaardsvej

Overretssagfører Viggo Andersen, der var mødt som privat engageret Defensor for Tosse Hulda. holdt en lang Forsvarstale for hende og henstillede til Dommeren, at hun kun blev tiltalt for ulovlig Udskænkning af "Spiritus", Men der blev intet Hensyn taget til dette Defensorat. Dommen, der faldt straks efter, lød paa, at Damen skal hensættes i Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 3 Maaneder.

Overretssagførei Andersen anmodede derpaa om, at Tosse Hulda maatte blive løsladt en Tid, saa hun kunde faa Tid til at afvikle sin Forretning I Westend og i det Hele ordne sine Sager. Men herom vilde Politiassessor Madsen, der repræsenterede Anklagemyndigheden, ikke høre Tale. Og først, da Overretssagføreren havde stillet en kontant Kaution paa 5000 Kr fik Damen lov at gaa og blive borte i tre Døgn for at berede sig til de tre Maaneders Faste.

Hun skal møde igen i Retten paa Torsdag Eftermiddag. Ellers fortaber hun de 5000!

(Aftenbladet (København) 21. marts 1922).

Valbygårdsvej 14. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019

Gadenavnet er forkert, der er ikke tale om Valbygårds Alle (det var der ikke noget der hed), men Valbygårdsvej 14. I Krak 1920 ganske som der står i artiklen, ejet af blikkenslagermester A. Bodholt, og beboet af bibliotekar O. S. Jensen.

"Tosse-Hulda" var i august 1920 blevet arresteret for at have smadret ruder i en ejendom ved Nørrevold. Ejendommens ejer, en kendt grosserer, havde samlet to "damer" fra Vesterbro op. Den ene var Hulda Josephine Emilie Johansen ("Tosse-Hulda") - der drev en "forretning" i Westend. I nattens løb gik "Tosse-Hulda" af ukendte årsager amok. Hun blev løsladt efter at have deponeret et erstatningsbeløb.

"Gæsterne" var tilsyneladende nogle "Gullach-baroner". Ved razziaen anholdtes derudover Orla Hansen, som tidligere havde været sigtet i det dengang uopklarede chaufførmord på Anneksgårdsvej ved Damhussøen. Han fik dog 200 kr i erstatning for uforskyldt varetægtsarrest. Pengene førte ham til "Tosse-Hulda".

Marts 1924 var hun igen anklaget for rufferi, stadig for virksomhed i Valbygårdsvej, og nu udvidet med en filial i Dannebrogsgade 16. Byretten dømte hende til 6 måneders tvangsarbejde, Orla Hansen 3 måneder. Landsretten stadfæstede denne dom i juli 1924. Hun døde umiddelbart efter, og blev den 14. august 1924 begravet på Humlebæk Kirkegård. Hendes betydelige formue tilfaldt hendes mor, en svensk fabriksarbejder i Humlebæk. 

Handelsstanden og Lockouten. (Efterskrift til Politivennen)

Nogle Interviews fra Vesterbro. Fuldstændig Enighed om Lockoutens altødelæggende Virkning.

I Tilslutning til vor Artikel i Gaar om den stærkt mindskede Handel, saa godt som alle Handlende har nu under Lockouten, har vi i Dag talt med en Række kendte Handlende i Istedgade, der som bekendt er Byens største Handelsgade og Hovedaaren i det tætbebyggede Arbejderkvarter paa Vesterbro.

Den første, vi talte med, var den kendte Viktualiehandler Thyrring Johansen.

- Der er jo ikke saa god Handel nu, siger Hr. Thyrring Johansen. Den ene Uge gaar efter den anden, uden at Folk faar Penge, og de vil kun købe det billigste. Hvis der var noget billigere, solgte man jo nok noget mere, men Tendensen paa Flæskemarkedet gaar desværre i den anden Retning.

- Hvad siger man for Resten til Situationen blandt Handelsmændene?

- Alle Handelsfolk beklager sig over, at det er smaat i denne Tid. Det var ikke særlig straalende før, men nu er der for meget Ro og Fred. Det maa være forfærdeligt for Folk saaledes at suge paa Labben, og vi maa alle haabe, at det snart faar en Ende.

Vi henvendte os derefter til den kendte Viktualiehandler Th. Bertelsen, der er Indehaver af Paalægsbørsen, Istedgade 87. Da vi spørger Hr. Bertelsen, om han mærker noget til Lockouten, svarer han straks:

- Ja, vi mærker den meget stærkt. Der har været stille længe paa Grund af den store Arbejdsløshed, men nu er det jo blevet meget værre. Det er et stærkt udpræget Arbejderkvarter, og naar Arbejderne ikke skal paa Arbejde, har de ikke Brug for Paalæg. Her klarer vi os dog nogenlunde fordi der bor saa mange Stats- og Kommunefunktionærer, og de kan stadig købe, men De kan tro, at der i Sidegaderne, hvor der kun bor Arbejdere, er mange Smaahandlende, der føler Lockoutens Svøbe meget haardede, end vi gør det her.

Det var mærkeligt derefter at tale med Indehaveren af Kolonialmagasinet, Han var nemlig tilfreds.

- Jeg har, sagde han, samme Omsætning i Februar i Aar som jeg havde i Fjor, til Trods for, at Priserne er faldet ca. 23 pCt. Men jeg har langt flere Kunder nu end den Gang, saa hver enkelt køber mindre. Desuden maa De huske paa, at Størstedelen af mine Kunder er Embeds- og Bestillingsmænd, Stats- og Kommunefunktionærer, der alle har en god Løn.

Vi henvendte os sluttelig til en stor Købmand i Istedgade, og Vedkommende, der dog ikke ønsker sit Navn nævnt, sagde:

- Det kan ikke nytte et forsøge paa at give et forkert Billede af Stillingen i Øjeblikket. Den er nemlig fortvivlet for hele Handelsstanden. Det ligger os alle stærkt paa Sinde; det er det først og sidste, vi taler om, naar vi samles, og vi har alle kun et Ønske, nemlig at Lockouten snarest mulig var forbi, og at Arbejderne, der danner Grundstenen for enhver Forretning, kan komme til at arbejde og faa en ordentlig Betaling for deres Arbejde. Det vil gavne os alle

Laanekontorerne og Lockouten. Et Interview om de raserede Hjem. 

Der er Kulde og Nød i mange Hjem, der sultes og savnes i Arbejderkvartererne som maaske aldrig før. Den lange Arbejdsløshedsperiode og nu Lockouten har Skylden derfor.

Hjemmene er mange Steder raseret for Størstedelen af Bohavet og for at høre, hvorledes det staar til nu, henvendte vi os til et Par Pantelaanere.

Den første, vi talte med, var nr. Hansen, Holms Efterfølger i Nansensgade.

- Det gaar skam ikke godt for os nu, sagde Hr. Hansen. Der er saa godt som intet at bestille. Folk sætter intet ud i denne Tid.

Det samme Svar fik vi af Bestyreren af det billige Laanekontor i Valdemarsgade 41.

- Vi har mest at bestille, naar Folk har Arbejde, sagde Bestyreren til vor store Forundring. Nu kommer Folk ikke.

- Det skyldes vel, at de fleste Hjem allerede er raseret for alt, hvad der kan udbringes i Værdi og som ikke er strengt nødvendigt til livets Ophold?

- Dels det, thi det er jo desværre Tilfældet mange Steder, siger Bestyreren, og dels skyldes det, at Folk, der endnu har noget af Værdi, ikke tør sætte det ud, fordi de ikke ved, om de bliver i Stand til at løse det hjem.

- De har vel mange Panter, som ikke bliver indløst?

- Ja, det kan De tro. Det er forfærdelige Tider, vi lever i. Folk mister deres Ejendele og vi mister en stor Del af de Penge, vi har laant paa Varerne. Alle taber og det er forfærdeligt altsamrnen. For hele Samfundets Skyld maa man haabe, at det snart lykkes at skabe Fred paa Arbejdsmarkedet. Det er alle bedst tjent med.

(Klokken 5, lørdag den 4. marts 1922)

Chauffører der soler sig