Overpræsten i Dansk-Vestindien og det engelske Sprog. (Efterskrift til Politivennen)

Af Sognepræst H. Lawaetz, St. Croix.

Den danske Rigsdag har i den senere Tid takt en god Del om vestindiske Forhold og vestindiske Embedsmænd. Man kan jo nok uden Overdrivelse sige, at vi egentlig ikke have faaet mention honorable.

Sidst var det galt med Sprogkundskaberne. Nu skal jeg aldrig et Øjeblik bestride Rigsdagens Ret til at tale med herom, ej heller dens Kompetence. De fremmede Sprog høres jo af og til paa Thinge. - Dog selv den Bedste kan jo tage Fejl og mod sin Villie gjøre Nogen Uret.

Saaledes kan jeg ikke nægte, at det gør mig ondt for Overpræsten. Der er taget for haardt paa den Mand. For nogen Tid siden havde Dr. O. Hansen fat paa ham i Folkethinget for hans Uvidenhed i Sprog, og i Landsthingets Møde den 5. Marts *) fik han en Omgang af Hr. Højesteretsadvokat Oct. Hansen. Den stakkels Mand - jeg mener Overpræsten - har nu ikke noget let Embede. Han skal, efter den sidst nævnte Talers Fremstilling "tale for dem Allesammen", hvilket sikkert maa siges at være en vanskelig Opgave i en saa blandet Befolkning, baade hvad Farve og Sprog angaaer. Og til dette ikke lette Embede, var han kun tarvelig udrustet, da han ved sin Afrejse ikke kunde "et Muk Engelsk" (for ikke at tale om Spansk, Tysk og Fransk). Det er Synd at tage saa haardt fat paa en Mand, hvis Embede kræver saa Meget, og som af Naturen er saa tarvelig udrustet som Overpræsten i Virkeligheden er. Nok sandt, han kan ikke et Muk Engelsk, lærer det heller aldrig, han udfylder aldeles ikke sin Stilling, og man kan ikke tænke sig, hvordan han skal komme til at gjøre det, han udretter ikke det Mindste, men saa Meget taler til hans Undskyldning, ikke mindst da det, at han mangler den væsentligste af alle Betingelser for at kunne udrette Noget og lære Noget - Existens. Det var ikke for Ingenting, at Finansministeren stillede sig noget forbeholdent til ham "han kjendte ham ikke". Gejstlig Stat og Statskalenderne kjende ham heller ikke. Herude har hans Navn aldrig været hørt. Og dog skal han være "Prügelknabe". Det er ikke rigtig retfærdigt.

Sagen er, Spøg til Side, ganske simpelt denne: I Dansk Vestindien findes ved Siden af 14 fremmede Præster af anerkjendte Troessamfund 3 danske hvis Menigheder foruden den dansktalende bestaa af en ikke lille engelsktalende luthersk Menighed. Om nogen "Overpræst" - man kunde maaske vænne sig til Udtrykket, foreløbig falder det lidt tungt - har der aldrig været Tale. Hvorvidt nogen almindelig Præst ved sin Udrejse har ladet den meget flotte Ytring falde, at "saa meget Engelsk, som der hører til for at holde en Prædiken for en Flok Negre, kan man vel lære undervejs", kan jeg naturligvis ikke med Bestemthed benægte man har dog al Grund til ikke at tro det. I hvert Fald har en saadan faaet noget Andet at mærke herude. For at holde sammen paa den engelsktalende Menighed kræves et ganske respektabelt Arbejde. Det staaer jo dens Medlemmer frit for, hvad Dag de ville, at gaa over til en af de fremmede Kirker, der oven i Kjøbet til Stadighed - den mähriske alene undtagen - have deres Garn ude efter dem. Desuden er det - for de to Embeders Vedkommende - ikke de uvidende Landnegre, der udgjøre Menigheden, men Byfolk af den kulørte Klasse, Mennesker, der godt nok kjende Kirkeskik - adskillig bedre end mange Danske. Den Præst, der ikke alvorlig sagde sig efter Sproget, saa han snart kunde prædike nogenlunde frit, holde Konfirmationsundervisning, Søndagsskole o. Lign., men indskrænker sig til at læse Bibelen op paa Engelsk, vilde meget hurtig se den Sidste af sin Menighed gaa til en anden Kirke, hvor der blev budt ham bedre Kaar. Og der er jo Andre nok. Faa Steder i Kristenheden findes vist saa skrap en Konkurrence - ingenlunde altid i tiltalende Former, Aldeles bortset fra Hensynet til Pligt og kirkelig Sans byder derfor simpel Fornuft den danske Præst herude at lægge sig ordentlig efter Engelsk, saa længe der findes en engelsk-talende luthersk Menighed, hvis han da blot nogenlunde vil hævde sin Stilling. Jeg har heller aldrig hørt Tale om, at Nogen skulde have forsømt det. 

Det Samme giælde de andre Embedsmænd, hvis Stilling medfører Berøring med Engelsktalende. Selvfølgelig kunne de heller ikke tale det flydende strax - hvor skulde de vel have lært det fra hjemme - men det kommer saamænd hurtig nok.

Jeg skulde imidlertid ganske rolig have ladet "Overpræsten" forblive i sin imaginære Existens og os Andre, med hvilke Mangler end behæftede, saa dog levende Personer, i vor Tilbagetrukkenhed, hvis ikke disse Forhandlinger i Rigsdagen, denne rørende Omsorg for det stakkels betrængte Engelske, havde givet mig Lejlighed tit et bekvemt å propos om det, der nu paa tiende Aar har været det stadig tilbagevendende præterea censeo i mine Betragtninger.

For at sige det strax: Engelsk have vi nok af, og det blive der gjort mere end nok for. Dansk have vi for Lidt af, og det bliver der gjort utilladeligt Lidt for - for at bruge et mildt Udtryk.

Jeg indrømmer nu, at naar Forholdenes, jeg vil ikke sige Natur men Unatur har ført med sig, at det overvejende Sprog blandt de Indfødte er Engelsk, saa skal der, saa længe nogen af disse hører til den lutherske Kirke, prædikes ogsaa paa Engelsk. Jeg indrømmer ogsaa, at som Forholdene ere, maa det engelske Sprog delvis bruges i Administrationen. Men jeg hævder rigtignok ogsaa paa det Bestemteste, at der gjøres det engelske Sprog alle mulige Indrømmelser, paa Bekostning af vort eget.

Hr. Oct. Hansen mener udfra de formentlig mangelfulde Kundskaber i Engelsk, som Guvernøren og "Overpræsten" skulde have eller have havt, at kunne begynde at forstaa "vor hele koloniale Misere". Det vidner unægtelig om en hurtig Opfattede af et vanskeligt Problem eller om en lykkelig Divinationsevne. Det vil sige, hvis den var rigtig. - Jeg skal nu ganske lade det ligge, at Mythen om Guvernørens mangelfulde Engelsk ved sin Ankomst passende kan henvises til stille Begravelse sammen med "Overpræstens" Person; det er ikke den tilfældige faktiske Urigtighed, det saa meget kommer an paa, som den hele Grundbetragtning.

Det, Hr. Oct Hansen i Virkeligheden anker over, er jo det, at den øverste Administration tager for lidt Hensyn til Engelsk i Dansk-Vestindien. Jeg kunde fristes til at sige: umgekehrt, dann kommt ein Schuh darauss.

Thi saaledes forholder det sig: I Kolonialraadet, hvor Loven tillader lige Brug af begge Sprog, tales nu aldrig Dansk, hverken af Guvernøren eller nogen Anden. Af de 18 Medlemmer af St. Croix Kolonialraad ere de 7 Danske. I ældre Tider - en 30-40 Aar tilbage - talte f. Expl. Guvernøren undertiden Dansk. I de forskjellige Kommissioner, Skole-, Fattigkommissioner o. L., der ere sammensatte af overvejende Danske, høres næppe et dansk Ord, og skeer det, er det med en halv eller hel Undskyldning i Følge. For Retten - undtagen Overretten, der dog kun har færre Sager selvfølgelig - ere Sprogene lige, der høres altsaa faktisk kun lidt Dansk. Aviserne udgaa udelukkende paa Engelsk - de offentlige Bekjendtgiørelser alene undtagne, der fremkomme paa begge Sprog. Jeg mindes at have seet en Mand klage over det Sidste c: over at de ogsaa udgik paa Dansk. Jeg veed ikke, hvad det kom ham ved, men det har antagelig ærgret ham. Alle Taler i Guvernementshuset ved officielle Lejligheder f. Expl paa Kongens Fødselsdag holdes paa Engelsk. 

Det kunde sagtens føjes nogen Kommentar til Ovenstaaende. Bl. a. troer jeg nok, at Forhandlingerne baade i Kolonialraadet og i Kommissionerne ofte lide ved, at de Danske, som dog gjennemgaaende sidde inde med den største Sagkundskab, nødes til at udtrykke sig i et fremmed Sprog, hvorved man dog ofte navnlig naar man kommer lidt udenfor den tilvante Ideekreds, maa sige ikke just det, man egentlig vilde sige, men det, man i Øjeblikket netop er i Stand til at sige. Naar Enhver talte det Sprog, han evnede bedst, vilde det maaske ikke gaa saa galt; de Danske forstaa jo i hvert Fald alle Engelsk og de ældre Ikke-Danske forstaa for en stor Del Dansk, og de, der ikke gøre det, kunde nok lære saa meget, om de vilde. Hvis ikke maatte det blive deres egen Sag, Deres Meninger kunde de jo i hvert Fald uhindret fremsætte. Det har næppe altid heller været til Gavn for den Prestige, den herskende Nation dog skulde holde paa, at dens Embedsmænd ofte have maattet udtrykke sig med en sørgelig Mangel paa Klarhed, der sikkert ikke altid er skreven paa Sprogets Regning. Det kan heller ikke undgaaes, selv for den Dygtigste, paa den Maade en Gang imellem at komme til at sige Noget, der kan latterliggjøres, og Sligt gjør maaske mere Skade, end man troer. Det kunde ogsaa nok være rart, bl. A. mere velgørende for os Danske, en enkelt Gang at høre vort Sprog blive hævdet ogsaa eller netop overfor de fremmede ved en officiel Lejlighed. Det vilde kun gjøre et godt Indtryk. Man bør vel erindre, at der findes her paa St. Croix, hvorom jeg særlig taler, kun faa virkelig Fremmede, Resten er indfødte Dansk-Vestindianere, og de tage virkelig ingen Skade af en Gang at høre et dansk Ord. Naa, naturligvis, det kommer i og for sig ikke mig ved, men det gaaer mig dog som den ovenfor omtalte Mand - det ærgrer mig alligevel.

Derimod vil jeg hævde, at det Følgende: Skolevæsenet, kommer mig ved. Ganske vist bleve vi danske Præster paa St. Croix ved Skoleordningen af 1884 helt satte fra Bestillingen, antagelig for at behage de fremmede Elementer, skjøndt der aldrig har været Klage over nogen utidig Indblanden; men da vi saaledes ikke kunne gjøre nogen direkte Indflydelse gjældende her, er der vel saa meget mere Anledning til at fremsætte vore Meninger for Offentlighedens Domstol.

Idet jeg iøvrigt skal henvist mulig Interesserede i dette Spørgsmaal til en tidligere udførlig Fremstilling i dette Blad **), hvori jeg særligt ankede over, at al Religionsundervisning nu er afskaffet, til liden Baade for den opvoxende Slægt, der ganske sikkert afkristnes, idet Hjemmene kun kunne yde liden Støtte, skal jeg angaaende det her Foreliggende fremsætte Følgende: Dansk-Vestindien var  oprindelig ikke engelsk-talende, men Hovedsproget var Creolsk. 1841, da Landskolerne bleve oprettede, blev Engelsk ved et Magtsprog af Guvernør Scholten Skolesproget. Den danske Indflydelse paa Skolevæsenet var dog ikke ringe, og i Byskolerne lærtes der saa godt Dansk, at Mange fra den Tid endnu kunne tale det. Nu er Forholdet imidlertid saaledes: Undervisningssproget er delt igjennem obligatorisk Engelsk, i Spidsen for Undervisningsvæsenet staaer en engelsk-født og engelsk-talende Mand - indtil 1889 havde vi dog en dansk - det danske Sprog læres aldeles ikke i Landskolerne aldeles forsvindende i de offentlige Skoler i Byerne og i de højere Skoler kun som et enkelt Fag, hvori Præsterne bedømmes af den engelske Skoledirektør. 

Danmark, dets Sprog og Historie er ved at gaa ud af Sagaen i Dansk-Vestindien. Vi angliserer efter bedste Evne og med Anvendelse af ikke faa Midler. Vi indforskrive Lærere fra de engelske Øer, bruge engelsk Vægt og heise det engelske Flag paa private Bygninger. Og hvad faar man saa til Tak for al den Umage - Den Beskyldning fra en Mand i den danske Rigsdag, at vi ikke gjør nok endnu, "kolonial Misere og det Hele". Nuvel vi maa tage bedre fat. Der maa oprettes Kursus i Engelsk hjemme for vordende Guvernører og Overpræster; vi maa lægge os engelske Whiskers til og gaa med stortærnet engelsk Tøi. Vi maa indføre det engelske Møntsystem. Det er rigtignok ikke praktisk, men en fin, det er engelsk. 

- - Jo, saamænd er der en "kolonial Misere". Først en økonomisk. Den er fælles for alle vestindiske Kolonier, mindst lige saa meget som for vore. Den forstaar jeg mig ikke paa, men det synes heller ikke, som Hr. Okt. Hansen gjør det. Dernæst en national. Den troer jeg nok, man noget mere end for har faaet Øjnene op for. Men saa længe den Slags Anskuelser som af Hr. Okt. Hansen fremførte herske i den danske Rigsdag, ville vel alle Bestræbelser indefra ogsaa fra højeste Sted - prelle af imod dem, der, uvist hvorfor have fristet den Skiæbne at være blevne - bidte af en gal Englænder".

Forhaabentlig er der dog nok En og Anden igjen, der vil forstaa at her er ikke Tale om fanatisk Snæversynethed men ganske simpelt om det paa en jævn og rolig Maade at hævde vort Sprogs Ret i Administrationen og ikke mindst i Skolen og at sige Stop til den delvis ved Lovgivningsmagten fremkaldte kunstige Anglisering, hvorved disse Øer fjernes end yderligere fra Moderlandet end alt Tilfældet.

Det kan saa rolig giøres uden Frygt for at vække nogen Misstemning hos den indfødte Befolkning, det sikkert vilde anse det for den naturligste Sag af Verden. I Virkeligheden seer den op til det danske Regimente herude som det bedste og mest upartiske - ikke mindst hvad Farvespørgsmaalel angaaer - i hele Vestindien. Det har man ofte nok faaet at vide i disse Tider, hvor Salgsspørgsmaalet har været brændende. Overhovedet er Forholdet til Guvernementet fra Kolonialraadets og Befolkningens Side saa godt, som det ikke har været i mange Aar. Foruden særlige Omstændigheder, der maatte have bidraget hertil, kommer vel det, at den daarlige Tilstand paa de engelske Øer for Tiden vistnok har aabnet Manges Øjne. Jeg er overtydet om, at det inderste Ønske hos mange af de forstandige Elementer er at blive knyttet nærmere til Danmark, og at de med Glæde vilde hilse ethvert besindigt Skridt derhen imod.

*) Efter Bladenes Referater. Jeg har ikke kunnet faa fat i Rigsdagstidende.

**) Nationaltidendes Undervisningstidende Nr. 185.

(Nationaltidende 13. maj 1898).

Fotograf Jens Petersen (1829-1905): Teolog, historiker Herman Carl Johannes Lawaetz (1864-1949). 1860-1905. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Præst og missionshistoriker Hermann Carl Johannes Lawaetz (1864-1949) var 1889-1904 præst i Christianssted på St. Croix. I 1893 oprettede han en realskole på St. Croix, og 1893–1902 var han kongevalgt medlem af øens kolonialråd. Han var modstander af De vestindiske øers salg. Han udgav 1900–1901 bladet The Danish West-Indian. I 1904 vendte han tilbage til Danmark. 1905–1908 ejede han Baunebjerggård ved Humlebæk, 1908–1912 var han bestyrer ved en af ham oprettet kostskole i Bagsværd. 1917–1929 administrerende direktør for Sukkerfabrikken Vestsjælland. Han er begravet på Ordrup Kirkegård.

Pastor Ussing forbyder Musik i Pinsen. (Efterskrift til Politivennen)

Pastor Ussing i Øl-Kirken.

Helvedespræsten i Søndermarken

I Onsdags blev Restavratørerne Andreas Petersen, "Mellemhaven", Schultz "Alleenberg", og Frederik Petersen "Billigheden", ved Frederiksberg Politiret hver idømt en Mulkt af 50 Kr., fordi de havde ladet musicere i deres Lokaler 1ste Paaskedags Morgen mellem Kl. 4 og 9. Endvidere blev Restavratør Bock paa "Sommerlyst" idømt en Bøde paa 70 Kr., forbi han tillige havde hast Musik Skærtorsdag og Langfredag

Endelig har samtlige Restauratører paa Frederiksberg, som har Ret til at lade udføre Piano og Violinmusik i deres Lokaler, faaet den Meddelelse fra Birkedommer Ingerslev, at Musiktilladelsen straks vilde blive dem frataget, hvis de lod musicere i deres Restavrationer 1ste Pinsedag.

Enhver Københavner ved,. hvilken Folkevandring der finder Sted til Frederiksberg Pinsemorgen. I de lyse Morgentimer kommer der i Tusindvis af Besøgende derud til de friske, grønne Haver, og Restavratørerne har derfor altid regnet 1ste Pinsedag for en af deres store Dage.

Selvfølgelig har de kappedes om, hvem der kunde gøre det hyggeligst for de københavnske Gæster, og en lille Smule Musik har lydt mellem det friske Grønne.

Nu er det forbi, og det er naturligvis Indre Mission, der atter har været paa Spil her.

Ude i Valby ligger Jesu Kirken eller mere populært kaldet Øl-Kirken, fordi den er opført af Brygger Jacobsen paa Ny Carlsberg, hvis Brygger-Forfængelighed krævede en Kirke for sig selv. Ved Siden af Kirken lod han bygge en flot og herskabelig Villa som Præstebolig, og derefter kaldte han Pastor Ussing til at være Præst her.

Men Pastor Ussing, Indre Missionsmanden, kunde ikke se roligt paa, at Folk foretrak Søndermarken, Korups Have og Restavrationerne i Pilealleen fremfor hans Helvedesprædiken. Han skrev til Hr. Ingerslev om Folkets verdslige Glæde l den lyse Sommermorgen.

Nu bliver der altsaa stille paa Frederiksberg Pinsemorgen. Missionen har lagt sin klamme Haand paa et nyt Stykke af den Smule Folkeliv, vi har tilbage. Bryggerens Penge bruges til en Præst, der rydder Værtshusene for Gæster. Andet vil Hr. Ussing ikke naa. Solen vil danse lige saa lidt og lige saa meget, som den har gjort for, og vi Københavnere vil tage vor Morgentur. som vi har giort det før, og kan vi ikke saa det hyggeligt paa Restavrationerne, saa vil vi tage Frokosten med og lejre os i den friste, grønne Skov eller paa Plænerne i Frederiksberg Have. og vor Morgensang skal lyde fra Søndermarken over til den hellige Præst og fortælle ham. at det endnu er de mange, der lige som alt andet levende jubler af Glæde, naar den genfødte Natur straaler i Foraarspragten.

Pastor Ussing og hans Indre Mission kan ikke staa sig imod Solen. Vi husker tydeligt en Pinsemorgen ude i Søndermarken. Folk laa i Grupper paa den grønne Plæne og dasede i Solen efter at have nydt Frokosten. Inde fra Korups Have lød Musiken fra Karussellens Lirekasse, og rundt omkring i den foraarsprydede Skov hørte man Arbejdersangforeningerne, hvis Medlemmer sang omkap med Fuglene. Saa blev der ganske stille et Øjeblik. Der havde lydt en Stemme, som bragte en Mislyd midt ind i al Glæden. Ud fra Træernes Skygge traadte en af Missionens Lægprædikanter, og der flød fra hans Læber en rigelig Strøm af Ild og Svovl og Helvedes Pine. medens hans Øjne sprudlede i fanatisk Vanvid.

Der blev som sagt stille et Øjeblik, hvor man ret følte den skærende Disharmoni, der var bragt ind i glade Menneskers rene Liv. Saa tog en Drossel fat, og slog sine Triller af fuld Hals, en Sangforening sekunderede med:

- Vor Sang, vor glade Morgensang.

Helvedesprædikanten studsede lidt; men den lille Skare, der havde dannet sig om ham. tyndedes ud, og han maatte luske af for at finde bedre Sangbund andet Sted.

Nu har Missionen altsaa naaet at standse Musiken i Restaurationerne. Vi faar trøste os med, at vi beholder vort eget gode Humør, og at Hr. Ussing ej heller formaar at standse Fuglenes Sang, fordi han skal prædike i Ølkirken. Den hele Sag kan derefter blive en privat Affære, som d'Hrr. Ussing og hans Patron faar at klare med hinanden. Vi andre vil kun huske, at Missionen atter har vist sin Ufordragelighed. Den har atter forstaaet at vække Forargelse.

(Social-Demokraten 23. april 1898).

Pastor Ussings villa. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Ussing og Bygger Jacobsen

Hr. Redaktør!

Pastor Ussing ved Valby-Kirken er altsaa rendt til Politiet for at faa forbudt en Smule uskyldig Musik Pinsemorgen. Alle er enige om at takke "Social-Demokraten", fordi den har ladet Præsten høre, hvor daarlig han handlede, navnlig da han rammer det arbejdende Folk, hvis Liv i Forvejen er fattigt nok paa Glæder.

Men det er en Fejltagelse, hvis nogen tror, at "Ny Carlsberg"s Ejer, Hr. Carl Jacobsen, billiger Præstens Optræden. Hr. Jacobsen er ganske vist ikke her i Byen i denne Tid, men efter mit Kendskab til hans Livssyn, godkender han ikke, hverken at Præsten er løbet til Politiet eller at han har faaet forpurret den Smule Musik.

Det er rigtigt nok, at Pastor Ussing kan takke Hr. Jacobsen for det gode Embede, han nu har; men det fik han, fordi man troede, at han var en forholdsvis frisindet Mand. Dog aldrig saa snart sad han fast i Valby, før han udviste andre Egenskaber, som hurtigt bragte ham paa en spændt Fod med sin Velgører. Det er en offenlig Hemmelighed, at Forholdet mellem de to Mænd er alt andet end godt; men nu kan han ikke afstediges igen af Brygger Jacobsen.

"Ny Carlsberg" er altsaa ganske uskyldig i Ussings Gerninger, og hertil kommer, at en Misstemning mod dette Bryggeri meget let kan skade Folk, som tværtimod fortjener Tak. Jeg sigter hermed til Ny Carlsbergs Ølhandlerforening. Jeg husker endnu, at denne Forenings Medlemmer afholdt et Møde ved Borgerrepræsentantvalgene for et Par Aar siden og ved den Lejlighed var saa frisindede, at Frederik Hansen blev arrig i "Avisen" og skrev, at de hellere skulde gaa hjem og skylle Flasker fremfor at beskæftige sig med Politik. Det var imidlertid ham selv, som blev sendt hjem; men "Ny Carlsberg"s Ølhandlere bør ikke nu lide under, at der er kommen en uheldig Præst i Valby.

Derfor har jeg fremsendt disse Oplysninger om Hr Jacobsens Stilling til Hr. Ussing, og naar de er læste, vil alle give mig Ret i, at Bryggeriet intet Ansvar skal have for, hvad denne Præst bedriver.

L. L. 

(Social-Demokraten 26. april 1898).

Der er øl på bordet i M. G. Petersens familiehave på Frederiksberg i 1894. Mon ikke også der har været musik? Men den gik altså ikke pinsedag 1898. Kbhbilleder.

Pinsemusik.

Et beskedent Brev.

Pastor Ussing 

tilskriver os følgende :

Hr. Redaktør !

I Anledning af Artiklen "Pastor Ussing i Ølkirken" i "Soc.-Dem." fsor 23. ds. beder jeg om Plads for nogle Bemærkninger.

Om Brygger Jacobsens Forhold til Jesuskirken og dens Præst synes der at være udbredt ret forvirrede Forestillinger. I Virkeligheden forholder Sagen sig saaledes : Brygger Jacobsen har ladet Jesuskirken bygge og har overdraget den til Folkekirken. Den er herefter indviet til Filialkirke i Hvidovre Sogn, der i kirkelig Henseende er stillet ganske ligesom Landets øvrige Sogne. Præsten kaldes - ligesom Landets andre Præster - af Kongen (Kirkens Bygherre har kun havt den i faadanne Tilfælde almindelige Indstillingsret) og lønnes udelukkende ved de almindelige folkekirkelige Indtægter. Præsten staar ikke i noget andet Forhold til Brygger Jacobsen end til enhver anden Sognebeboer. Ikke engang Præsteboligen skyldes ham; den ligger slet ikke ved Kirken, netop fordi Brygger Jacobsen hverken vilde skænke eller sælge noget as sine Grunde der til Præsteembedet. Den er tilvejebragt ved et almindeligt Embedslaan ligesom andre Præstegaarde, saa at det er Præsten selv, der betaler det hele (i Renter og Afdrag). Brygger Jacobsen vilde derfor sikkert - og med Rette - blive meget forbavset, om man tiltroede ham nogen Indflydelse paa, hvad der prædikes i Jesuskirken, eller hvad Hvidovre Sognepræst tager sig for.

Med Hensyn til Pinsemusiken er jeg meget i Tvivl, om virkelig jeg fortjener Æren for at have sat denne Sag igennem, da det, jeg har gjort, indskrænker sig til et beskedent Brev, jeg sendte Frederiksberg Politi for et Aar siden, og hvori jeg kun klagede over enkelte, her fremtraadte Misligheder. Men hvorledes det nu dermed forholder sig, maa dog enhver retsindig Mand indrømme, at Aarsagen til Forbudet i alt Fald ikke er Klagen over en vitterlig Lovovertrædelse, men Loven selv. Det er jo nu Lov og Ret i Danmark saaledes, og "Social-Demokraten"s Læsere vil dog sikkert være enige med mig i, at det er samfundsnedbrydende at give og have Love, som ikke overholdes. Er Loven forkert, da lad os faa den lovlig ændret. Men saa længe Loven beståar, er det dog meningsløst at anse sig for forurettet, fordi den hævdes paa et Punkt, hvor den ikke behager, medens man ivrer for den paa andre Punkter, hvor man selv har Gavn af den.

Men Pinsemorgen i det grønne - er det da noget ondt? Nej, tilvisse. Og lidt god Musik dertil? Ja, ogsaa det vilde jeg glæde mig ved, om det blev tilladt. Jeg skulde med Fornøjelse støtte et Andragende om en Dispensation fra (eller Ændring i) Helligdagsloven, for at der kunde gives offenlig Musik i den tidlige Pinsemorgen i Frederiksberg Have og andre Steder, hvor Folk samles til uskyldig Glæde - og uden Drik. Thi lad os ikke hykle: den hidtilværende Praksis var ikke Musik i Søndermarken o. I., men Musik i "Sommerhaverne" og Beværtningerne, og det, som forekom ikke blot alvorlige Kristne, men mange hæderlige Verdensmennesker forargeligt, var ikke Tonerne i det grønne, men alt det Drikkeri og larmende Gøgl, som vanhelligede en af Landets største Helligdagsmorgener. Det var kommet saa vidt, at man næppe kunde gaa til Kirke paa Pinsedag igennem eller langs med Søndermarken uden at overrendes af fulde Folk. Det kan vi vel enes om, er ikke uskyldig Folkeglæde. Og saa længe jeg faar Lov at virke som Præst, vil jeg af Hjærtet bekæmpe Drikkeriet og al anden Synd, som er Folkets Fordærvelse.

Naar "Social-Demokraten" angriber Præster, fordi de ikke gør deres Pligt eller holder sig Loven efterrettelig (optræder unobelt i Pengesager o. a.), saa siger vi Tak. Det er godt, at alt sligt bliver revset. Men naar vi stræber at gøre vor Pligt, fortjener vi faa ogsaa Dadel ?

Valby, den 25. April 1598.

Henry Ussing.

Hvad Hr. Ussing skriver i den første Del af sit Indlæg, kender vore Læsere fra Hr. L. L.'s Artikel i Tirsdagsnumret, nemlig at der ikke længere er nogen særlig Forbindelse mellem Ejeren af "Ny Carlsberg" og Præsten ved Kirken i Valby. Hr. Jacobsen mener maaske endda i dette Øjeblik, at han kunde have givet sine Penge bedre ud end da han byggede denne Kirke.

Med Hensyn til Pinse-Musiken erkender Pastoren, at det ganske rigtigt er ham, som i "et bskedent Brev" klagede til Politiet og fik Musiken forbudt; men han mener, at Loven er paa hans Side, og deri ser han sin Undskyldning.

Naa ja: Efter Loven maa der ikke musiceres offenligt Paaske- og Pinsemorgen; men alligevel har den Smule Musik haft gammel Hævd, og Politiet har set gennem Fingre med den. Ogsaa i Tivoli er der i en Aarrække bleven musiceret Pinsemorgen. Vi har herhjemme kun ringe Folkeliv og faa Frilufts Glæder, saa meget bedre var det, at Pinsen havde arbejdet sig op til en folkelig Glædesdag.

Hvad der fandt Sted paa Frederiksberg, skete under Politiets Opsigt. Dette vidste altsaa fuldt vel Besked. Det forekommer os da, at Hr. Ussing kunde have ladet Politiet selv om at passe "Loven", Det havde saamænd nok skredet ind, om Musiken dertil havde givet Anledning. Han følte sig imidlertid som en større Politisjæl end selve Frederiksberg Politi. Han tvang Forbudet og MnIkterne igennem ved sit "beskedne Brev", som Hr. Ingerslev vel vanskelig kunde undlade at tage Hensyn til.

Nu tror den gode Præst, at han klarer sig ved at vise hen til "Loven og Retten i Danmark". Men der er mange Ting. som er "Lov og Ret" og som alligevel kun bliver taaleligt, fordi Politiet ikke ved alle Lejligheder hænger sig i det død? Bogstav. Det er "Lov og Ret", at Børn ikke maa spille Boldt, Pind eller Klink paa Gaden, Bybude maa ikke opstille sig i Klynge, Ingen maa sætte sig paa andres Trapper, det kan forbydes, at to eller flere Personer standser og taler med hverandre paa Gaden osv. Render Hr. Ussing virkelig til Politiet, hver Gang han ser et Barn spille Boldt eller ser en fattig Kone paa en Trappegang? Os forekommer det. at der er Politibetjente nok, som kan passe "Loven og Retten", og at det er værdigst for os andre at passe os selv.

Men Hr. Ussing har moralske Grunde, siger han. Han vil bekæmpe "Drikkeriet og al anden Synd." 

Men han er da paa en gal Vej, naar han forbyder Musik, selv den i "Sommerhaverne". Det er notorisk, at jo kedeligere og tristere Livet gøres, jo mere drikkes der. Man ser aldrig saa mange berusede Mennesker som Skærtorsdag og Langfredag, naar alle offenlige Forlystelser er stængede. Man ser til Gengæld færrest berusede Mennesker i de Lande, hvor Politikniplen svinges mindst og Folkelivet rører sig livligst.

Men Hr. Ussing vil være med til at erstatte Sommerhavernes Musik med en Koncert i Frederiksberg Have. Hvorledes vil han det? Jo, han vil støtte et Andragende! Mange Tak! Men offenlige Koncerter koster Penge, og naar han har taget Musikken bort fra Folk et Sted, saa burde han virkelig selv betale dens Genopstandelse et andet Sted, da det ellers kun bliver til pæne Talemaader, selv om han nok saa meget møder med sin ærede Underskrift.

Og dertil kommer, at hvad Folk ønsker er Musik der, hvor de drikker deres Morgenkaffe og spiser deres Smørrebrød. Det foretrækker man nu engang fremfor at staa ret op og ned og høre paa et Orkester. Men lad os alligevel se, om Hr. Ussing Pinsemorgen skaffer os Koncert i Frederiksberg Have! Gør han ikke det, og indskrænker hele hans Bedrift sig til, at han har taget en lille Adspredelse fra Folk uden at give noget som helst i Stedet, saa tror vi, at Solen Pinsemorgen lige saa lidt danser for ham som sor andre gnavne Herrer, der har en mindre god Samvittighed.

Red.

(Social-Demokraten 28. april 1898).

I 1898 faldt pinsedag den 29. maj. Helligdagsloven forbød musik fx på beværtningssteder på folkekirkens helligdage, hvilket var gældende til langt op i 1900-tallet, i forskellige udformninger, "Der må ikke afholdes offentlige forlystelser på langfredag, påskedag eller pinsedag efter kl. 6, på juleaftensdag efter kl. 16 eller på juledag." Det afholdt dog ikke fx afholdsforeninger og sangforeninger fra at lave musikarrangementer netop på de tidspunkter. 2. pinsedag blev musikmæssigt ikke anset for en helligdag, hvorfor der offentligt i aviserne blev annonceret talrige musik- og dansearrangementer.

"Pinsemorgen paa Frederiksberg-Bakke." Illustreret Tidende nr. 38, 20. juni 1886.

Først i 1991 blev dette forbud ophævet. Nu står der ganske kort at "Der må ikke på folkekirkens helligdage foretages noget, hvorved gudstjenesten forstyrres". Dermed var lovgivningen kommet i overensstemmelse med hvad der allerede praktiseredes.

Henry Braëm Ussing (1855-1943) var præst ved Jesuskirken 1891-1915, hvorefter han var sognepræst ved Vor Frue Kirke. Han spillede en ledende rolle i Det københavnske Kirkefond (1896) som det på den ene side lykkedes at opføre ca. 50 kirker, men på den anden side også udviklede en "kirke i kirken" med et fjendskab såvel venstreregeringerne som de socialdemokratisk-radikale regeringers demokratiske lovgivning (som han anså for forløbere for Antikrist). Om end hans prædikener tiltrak mange folk, gjaldt dette ikke i samme grad hans virke udenfor kirken. 

Barrisons i Cirkus Variete 1898. (Efterskrift til Politivennen)

 The Barrisons.

I en notits læser jeg i dag i samtlige blade, at to af søstrene Barrison fra den første maj og de otte dage ud, som sæsonen endnu varer, skal optræde i Cirkus Variété. Og jeg undres over al den ståhej, som om små, sminkede, malede og dårlig byggede pigebørn har været i stand til at afstedkomme på det europæiske kontinent.

Da lille Lona Bareisen i sin tid på Kasino dirigerede børnegarden i "Tommeliden", drømte hun næppe om en gang at blive verdensberømt. Og det ville være mærkeligt om den mand der senere tog de fem unge, danske pigers skæbne i sin hånd og endda knyttede sit liv til den ene, på forhånd har anet noget om rækkevidden af den succes, de ville opnå.

Rimeligvis har den forhenværende, danske socialistfører kun indset, at der ville være penge at tjene på et omrejsende ungpigeensemble med kvikke ansigter, en smule stemme og en fordumsfri optræden. Men millionen har han næppe vejret og dog sidder nu fru Lona Fleron, født Bareisen, og deler med sin ægtefælle en stor formue, som de har tjent på ganske få år.

Sit ry fik Barrison-truppen allerede i Amerika, hvor den debuterede; Yankeen er aldrig bange for at rejse das ewig Weibliche et monument af blanke dollars og pengene strømmede i kassen, når de fem sammenbragte søstre i deres halve afklædninger paraderede på scenen og stillede deres noget spinkle ungdom til skue under stormende bifald.

Også Europa modtog Barrisonerne med åbne arme og det bedst bevis på den lykke, de gjorde, var dels de store gager, hvormed de lønnedes, dels den masse kopier af dem, som opstod her og der og allevegne. Der var en tid, da de europæiske variétér flød over af Harrisoner, Farrisoner og Garrisoner og hvor de ægte Barrisons var en sjældenhed, som i hvert fald københavnske varietedirektører vanskelig mente at have råd til at betale.

Alligevel blev forsøget gjort, men strandede på politiets modstand. Måske var det moralske betænkeligheder, muligvis var det ulyst til at række den forhenværende socialistfører blot den mindste finger, som dikterede politiets forbud. I hvert fald gik Barrisonerne københavnernes næse forbi den gang.

Senere fik de fem pigebarn mindre blide kår. Misundelse er en last. som også findes blandt artister, og på grundlag af en stedse voksende misundelse indgik knockabouter, negerkomikere og badutspringere en alliance med artistbladet "Der Artist"s redaktør, hr. Otto, som straks greb sin allerspidseste pen og spiddede de fem søstre derpå i dydens, ærbarhedens og borgerskabets navn.

Hårdist angribes Lona Barrison - alias fru Fleron - mod hvis utvivlsomt overmåde dristige afklædningsnumre politiet opfordredes til at skride ind.

Lona anlagde en række sager og forlangte hr. Otto straffet for injurier og hr. Otto måtte betale adskillige hundrede mark i bøder. Til gengæld fik han af de allierede negerkomikere og knockabouter en laurbærkrans.

Men Barrisonernes gyldne tid kom ikke igen. En præst stod offentlig frem og prædikede mod dem og hvad pressen ikke havde formået, det satte gejstligheden igennem. Den letsindige Lonas optræden blev forbudt i hele Tyskland.

Hermed opløstes ensemblet. Lona rejste med sin mand til Wien, hvor begivenhederne på forhånd havde gjort al ønskelig reklame for hende, men hendes kammerater - af hvilke den ene skal være blevet gift med en noget mystisk greve - drog hver til sit og to af dem skal altså på søndag synge i Cirkus Variete.

De har været her i byen på besøg en gang før og vist sig nogle aftener i varieteernes loger. Da var allerede deres naturlige ungdom afløst af en kunstig, fremdragt ved sminke og pudder.

Barrisonernes sol er gået ned. Hvad København vil få at se, er kun et par forsinkede solstråler som også snart vil være forsvundne under horisonten.

Blondin.

(Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 27. april 1898).

Annonce fra København, 1. maj 1898.

Nu da der kun er 8 dage tilbage af varietesæsonen, har politiinspektør Th. Petersen, censor professor Vilh. Møller og direktør P. Rasmussen ment at øjeblikket var kommet til at forsøge eksperimentet med at lade et for sin uanstændighed over hele Europa omtalt varietenummer løbe af stablen. I aften debuterede The Barrisons i "Cirkus Variete". oprindelig har denne trup, der bl.a. er forbudt optræden i Berlin, talt 5 medlemmer, de tre af disse har imidlertid af forskellige grunde fået forfald, således at der nu kun er to Barrisons tilbage.

Til det københavnske varietepublikums ære må det siges at det modtog de to damers uanstændigheder med stor kølighed. Det påstås at der om eftermiddagen havde været afholdt prøve i varieteen for politiinspektøren og censor. Vi vægrer os ved at tro at de små Barrisons ved denne prøve har forevist det sidste nummer de i aftes præsenterede for publikum. Det overgik nemlig i uanstændighed alt hvad der hidtil er budt på en københavnsk varietetribune.

(Nationaltidende og Dagens Nyheder, 2. maj 1898).

Provst Levinsen og hans Kors. (Efterskrift til Politivennen)

Provst Levinsen ved Matthæuskirken holder i Dag Konfirmation.

Forleden Dag indskærpede han sine Konfirmandinder Betydningen af denne hellige Handling, idet han formanede dem til at holde al Verdens Tant og Forfængelighed ude af deres Tanker og ikke tænke paa hverandres Pynt, naar de sad paa Kirkegulvet. Han gav dem selv et smukt Eksempel til Efterfølgelse, idet han udtalte:

"Mange af Eder vil sikkert gærne eje et synligt Minde om de Timer, vi har tilbragt sammen. Men jeg vil bede Eder om, naar I køber mit Fotografi, at paase, at I ikke faar et af de gamle Fotografier af mig fra den Tid, jeg var Præst i Frederikshavn. Paa disse Fotografier, som endnu er i Handelen, har jeg nemlig ikke mit Ridderkors paa, da jeg den Gang endnu ikke var Ridder af Dannebrog. Men jeg er nu bleven fotograferet hos Christensen & Morange, og I vil kunne kende det nye Billede paa, at jeg dér bærer Ridderkorset i en Sløjfe paa venstre Side af Brystet."

Den Guds Mand sluttede med at gøre sine forundrede Konfirmandinder opmærksomme paa, at hvad de gav i Honorar til Klokker og Graver fik han for sit Vedkommende ikke nogen Andel i, men at de ingenlunde behøvede at give Klokker og Graver noget, hvorimod han selv vilde sætte megen Pris paa en liden Opmærksomhed i lukket Konvolut.

Man tør efter dette antage, at Provst Levinsens Konfirmandinder i Dag vil møde i den rette andagtsfulde Stemning paa Kirkegulvet, og at Provstens Ridderkors vil vække fortjent Opmærksomhed.

(Social-Demokraten 17. april 1898).

Jens August Schultz (1841-1888): sognepræst, provst Theodorus Levin Levinsen (1851-1922). Det kongelige bibliotek. Fri af ophavsret. Politivennen Live Blogging tøver ikke med at bringe fotoet af Levinsen - uden kors. Det med kors kan findes på det Kongelige Bibliotek.

Lona Barrison. Udvist af Tyskland, Marts 1898? (Efterskrift til Politivennen)

Lona Barrison, den mest bekendte af "The Sisters Barrisons", befinder sig for tiden i en svær forlegenhed.

For nogen tid siden opløstes selskabet, og de fem "søstre" Barrison spredtes for alle vinde. En gik til et Berlinerteater, en anden blev gift, to forsvandt sporløst, men Lona blev og fortsatte truppens traditioner. Afklædningsscenerne, der var "The five Barrison"s specialitet, og som har skabt deres berømmelse, udviklede Lona til en fuldkommenhed, der grænsede til det forargelige. Men varieteerne kunne samle smækfuldt hus på Lonas navn alene.

Sidst optrådte hun i Düsseldorff. Her bor der en præst, som hedder Weber, og denne præst går undertiden på variete. Pastor Weber var så heldig at få Lona Barrison at se, og han fandt hendes optræden i høj grad anstødelig og farlig for sædeligheden, hvad den i virkeligheden også var. Han forsøgte at få politiet til at forbyde hendes optræden, men politiet nægtede det. Så gik præsten rundt i byen med en adresse og samlede underskrifter og indsendte derpå aktstykket til Rigsdagen i Berlin.

Rigsdagen har i disse dage med alle stemmer mod tre vedtaget en resolution, der bemyndiger indenrigsministeren til med 21 timers varsel at udvise Lona Barrison af det tyske rige.

Udvisningen er motiveret med gode grunde.

Da der fra troværdig side - hedder det - foreligger beretning om Lona Barrisons optræden på varieteerne i såkaldte afklædnings- og ridescener, og sådanne fremstillinger må antages kun at have til hensigt at ophidse publikums sanser og nedbryde sædeligheden og den offentlige moral, opfordrer ministeren til ufortøvet osv. - - - 

Ministeren har imidlertid udtalt, at han vil overveje spørgsmålet nærmere, før han foretager det afgørende skridt. Men dersom Tyskland bliver lukket for Lona i sædelighedens og den offentlige morals navn, kan hun udelukkende takke pastor Weber for det.

Der kommer dog undertiden noget godt ud af at præster går på variete.

(København 30. marts 1898).

Lona Barrison (1871-1939). Det Kongelige Bibliotek. CC BY-NC-ND.