Søren Peter Jensen Bech 1836-1909 (5/6). (Efterskrift til Politivennen)

Bech tilbagekaldte i april 1898 sin tilståelse. Han påstod bl.a. at det ikke var aftalen at straffen skulle være så hård når nu han havde tilstået. Forhørene blev genoptaget i Højesteret i begyndelsen af maj 1898. Som noget nyt kom det frem at han til en tømrermester Rasmussen samme dag som han overfaldt Thaulow skulle have sagt: "Jeg skal have penge selv om det skal koste blod." 

Under højesteretsforklaringen kom der andre aspekter af Bechs personlighed og liv frem:

Kaptajn Bech for Højesteret

(Fra vor Højesteretsreferent)

København 23. juni.

Den i Gaar paabegyndte Dokumentation optog største Delen af Retsmødet i Formiddag, som havde ikke stor Interesse. Størst Betydning har det, der knytter sig til Bechs Tilbagekaldelse.

Som man erindrer fra i Gaar, har Bech klaget over, at han blev holdt for lange l Skabene. Det oplyses, at man i Reglen lod Dørene til Skabet staa aabne; men saa gjorde han saa megen Kvalm, at man maatte lukke Døren; han var i det hele taget en meget vanskelig Arrestant.

Ved Lægeerklæringer er det godtgjort, at han har haft megen Men af de Saar, han fik i Krigen.

Hans Hidsighed i Hjemmet var meget stor. Sin Hustru har han ofte slaaet med flad Haand, naar han blev vred, og en Gang ramte han hende i Øjet, saa at det svulmede op. Hun truede da med at melde ham til Politiet, hvilket hun dog undlod. Hun mener iøvrigt, at han ikke kan beherske sin Hidsighed. En Gang, da hans Søn Ejnar skulde hjælpe ham med noget og bar sig kejtet ad, blev han saa hæftig, at han slog Drengen med en Hammer i Hovedet, saa at det blødte. Bagefter fortrød han det og sagde, at det ikke var "saadan ment".

En af hans Døtre forklarer, at naar Faderen blev vred, kastede han Gafler og Kopper efter Børnene; Datteren havde han pryglet baade med et Spanskrør og med en Ridepisk.

En Arkitekt Hagemann havde en Gang faaet den Opgave at meddele Bech, at han ikke var bleven valgt ind i et Kystbane-Udvalg, som han havde arbejdet stærkt for at komme ind i. Bech blev da aldeles ustyrlig af Raseri; han undsagde ligefrem Hagemann og erklærede, at han vilde skade ham, hvor og naar han kunne; ogsaa Kystbanen vilde han skade, skønt det stred mod hans egen Interesse. Ved et paafølgende Festmaaltid havde Bech imidlertid glemt det hele og stod endog op og udbragte en Skaal for Hagemann i meget rosende Ord.

En Arrestbetjent Sengeløv har faaet det Indtryk, at Bech gærne vilde lade, som om han var syg, og skildrer ham iøvrigt som en lumsk og snedig Person.

En Viktualiehandler Petersen, som tidligere i flere Aar har været Kusk hos Bech, oplyser, at Bech ikke den Gang gjorde Indtryk af at være abnorm; men det hændte hyppigt, at han pryglede Børnene igennem med en Ridepisk, naar de kom hjem med en daarlig Karakter fra Skolen.

Auktionsholder Rasmus Nielsen havde handlet med Bech om Grundene i Sletten og bød 50 Øre for Kvadratalenen, medens Bech forlangte 3 a 4 Kr. Bech blev saa rasende over Tilbudet, at han fo'r op og skældte Nielsen ud for en Skurk.

En Dame, som har været "indvendig Jomfru" hos Bech, forklarer, at han stadig skældte og slog Kone og voxne Døtre for rene Bagateller.

Fængselslæge Friedenreich erklærer, at han har undersøgt Bech og fundet, at han ikke lider af nogen Hjærtefejl. Bech viste ham en Del Saar rundt om paa Legemet og paastod, at det var Saar fra Krigen. Friedenreich ved ikke, om det var Tilfældet, men hævder, at disse Saar i hvert Fald ikke betyder noget for Bechs Helbred. Forøvrigt havde Lægen faaet det Indtryk, at Bech var hysterisk og som saadan viste en ubehersket Reaktion overfor ydre Indtryk. Dog var det umuligt at afgøre, om han var helt ude af Stand til at beherske sig. Han var meget senil efter sin Alder, mager og affældig; Hænderne rystede paa ham, og hans Aandsævner var noget svækkede, dog ikke i nogen fremtrædende Grad. Alt i alt havde Hr. Friedenreich tilset ham 24 Gange under hans Arrestation, idet han hyppigt var sygemeldt som lidende af hysteriske Anfald. Efter sin Ttlstaaelse blev han dog mere rolig, idet han haabede paa Kongens Naade.

Fra Datteren, Dagmar Bech, havde Defensor modtaget et Brev, hvor hun gav en Række Oplysninger om Faderens Sindstilstand. Han var paa en Gang hjærtensgod og kærlig dintal, forklarede hun. Da han i sin Tid var bleven opereret, forværredes hans Tilstand betydeligt. Tidligere havde hans Vrede givet sig Udslag i Urimelighed; men efter den Tid gav den sig Udslag i Rusen. Han tugtede Børnene med haard Haand; men bagefter sagde han, at Pryglene havde gjort dobbelt saa ondt paa ham; han var imidlertid en slet Fader, hvis han ikke tugtede dem, han elskede. Ofte, naar hans tøjlesløse Raseri havde faaet Luft, græd han bagefter af Bevægelse; men strax efter kunde han fare op igen og kaste et eller andet efter dem, hvis de bare havde skrabet med en Stol eller glemt at satte en Krog paa et Vindue.

En Dag, da Datteren var ude for at gøre Indkøb til Husholdningen, blev hun noget længe borte, fordi hun fik Tandpine under Vejs. Bech vilde imidlertid ikke tro paa denne Undskyldelsesgrund, men trak Datteren rundt i alle de Butiker, hvor hun havde været, og spurgte, hvor længe hun havde været hvert Sted. Til Folk, han mødte paa Gaden, fortalte han, at han ikke kunde stole paa sine Børn, osv.

Højesteretssagfører Schaw, der har gaaet Familien til Haande i længere Tid, giver Datteren det bedste Vidnesbyrd, og det samme gør Familiens Huslæge, hvorfor Defensor tillægger hendes Brev megen Betydning.

Efter Dokumentationens Slutning nedlagdes 

Aktors Paastand, 

der gik ud paa, at den indankede Kriminalretsdom blev skærpet eller stadfæstet

Defensors Foredrag

begyndte derefter.

Hr. Nellemann lod først Sekretæren læse et Brev fra Bechs Datter, som i Gaar havde skrevet, at man ved at se paa Bechs Kamp med de ugunstige Forhold og hans ustyrlige Raseri, der afvexlede med den kærligste Hensynsfuldhed mod Familien maatte faa det Indtryk, at han led af et skjult Onde. Defensor fortsatte derefter:

I en Sag som denne, der har vakt saa megen Opsigt, er der naturligvis ogsaa sagt meget urigtigt. Navnlig er det sagt, at hans Gærning stemmede godt med hele hans tidligere Liv. Men dette er netop ikke Tilfældet. Før han tilstod, søgte man naturligvis i hans Fortid noget, hvorpaa der kunde bygges et Indiciumsbevis; men man fandt intet.

Det er bevist, at han var ustyrlig hidsig; men der forelaa intet om, at hans Karakter var uredelig, eller at han vilde skaffe sig Fordel paa sine Medmenneskers Bekostning. Og det er dog det, det kommer an paa, naar han beskyldes for at ville slaa et Menneske ihjæl for at stjæle hans Penge.

For mig som hans Defensor maa det være maptpaaliggende at urgere dette overfor den høje Ret: Bech kan være en usympatetisk Person og et ustyrligt hidsigt Menneske; men før denne Sag kom frem, har han ikke været i Konflikt med Loven. Man kan altsaa ikke af hans Fortid dømme, at han skulde have tænkt paa at blive Rovmorder.

Jeg kender ikke Kapt. Bech; jeg har ikke set ham, før jeg blev hans Defensor. Men hvad Offentligheden kendte til ham, før denne Sag kom frem, var kun smukt og godt. Og jeg maa vel have Lov til at fremhæve, at han deltog i vor sidste ulykkelige Krig og i Slaget ved Dybbøl udførte sin Gærning med ualmindelig Tapperhed og Dygtighed

Han var ogsaa Medstifter af "Foreningen af Officerer uden for aktiv Tjeneste", som har til Opgave at komme Fædrelandet til Hjælp i Farens Stund. Dette er, hvad man kender til Kapt. Bechs Fortid; alt, hvad der ellers er fortalt, er kun Snak. Og denne Mand vil man nu beskylde for Forsøg paa overlagt Rovmord.

Ganske vist, Bech har tilstaaet Overfaldet paa Thaulow; men denne Tilstaaelse har han tilbagekaldt igen, skøndt jeg næsten maatte føre en hel Kamp med ham for at faa ham til at staa ved den. Og hvorledes vilde Sagen stille sig, hvis han ikke havde tilstaaet? Vilde der saa foreligge Omstændigheder, som viser, at han vilde gøre sig ulovlig Fordel, eller at han har overlagt Gærningen i Forvejen? Jeg mener Nej!

Den "Selvforsvarer", han slog Th. med, havde han i alt Fald købt for længe siden, og den kunde han have god Brug for over for det Bølleuvæsen, som Bladene har talt saa meget om. At han gik op til Th., var der heller ikke noget mistænkeligt ved. Han handlede med Malerier, og dem kunde han godt købt, fordi han ikke havde mange kontante Penge hos sig.

Bechs økonomiske Omstændigheder var naturligvis meget slette. Han havde levet i 10 Aar ved Laan; der var gjort Exekution i hans Eiendomme, og hertil kom Underbalancen i Lotteriet. Mest kom det an paa for ham at beholde Grundene i Sletten, indtil de gode Konjunkturer kom, som alle Spekulanter venter paa.

Men er der nogen Rimelighed i, at han har kunnet tænke sig at blive hjulpen ved at staa Th. ihjel. Har han kunnet tænke sig hos Th. at finde de 800 Kroner, han manglede til Lotteriet? Nej, den kloge Mand har maaske kunnet vente at finde 50 eller 100 Kr.; men hvad kunde det hjælpe ham? Var det virkelig den store Risiko værd?

Det forekommer mig yderst usandsynligt, at en saa forstandig Mand som Bech skulde ville indlade sig paa et saa voveligt og tvivlsomt Foretagende, saa meget mere, som Th. flere Gange har fortalt ham, at han ikke havde sine Penge liggende derhjemme.

At Bech skulde have slaaet Th., fordi denne havde drillet ham og fortalt ham Løgnehistorier, er naturligvis heller ikke meget sandsynligt. Men jeg maa dog gøre opmærksom paa, at Thaulows Forklaringer ikke stemmer godt overens. Til Rapporten forklarer Th., at han strax satte sig ned for at trække Støvler paa, og at Bech i det samme slog ham i Hovedet. Men senere forklarer han, at der dog var en Diskussion imellem dem. 

"Han kunde ikke blive vred over det, jeg fortalte ham", sagde Th., - altsaa maa Th. have fortalt ham noget. Senere forklarer Th., at han intet fortalte ham den Dag, Overså det skete; men disse vaklende Forklaringer giver mig Ret til at sige, at naar Bech, som han indrømmer, har slaaet Th., saa har det været i Hidsighed. Det er jo tilstrækkelig oplyst, at Th. lige strax viste sig afvisende over for Bech, og det kan godt have ophidset ham.

Men hvor er det muligt, vil man spørge, at en Mand kan blive saa hidsig. Ja, dertil kan kun svares, at saa hidsig var han nu en Gang, selv om han end ikke kan gøre Regning Paa at blive troet paa sit Ord, naar han undskylder sin Gærning med Hidsighed. 

Jeg maa her navnlig holde mig til, hvad Bechs Datter har sagt og skrevet. Hendes Optræden i denne Sag har gjort et dybt Indtryk paa mig. Naar man ved, i hvor høj Grad hun har lidt under Faderens Brutalitet, kan man ikke andet end beundre den Energi, hvormed hun i denne Sag har kæmpet for sin ulykkelige Fader.

Den unge Pige, der nu er et Par og tyve Aar gommel, maa hovedsagelig sørge for Familien; thi man har berøvet Konen alt Men alligevel har hun, som har set saa mange slette Sider af sin Faders Karakter, været utrættelig i at fremhæve hans opofrende Kærlighed over for Familien og undskylde hans ustyrlige Hidsighed.

Egentlig var jeg ikke glad ved at skulle have med denne Sag at gøre; thi jeg kunde jo ikke have stor Sympati for Bech; men det faldt nu en Gang i min Lod at blive beskikket til Defensor, og da jeg havde hørt Datterens Vidnesbyrd, fik jeg et faa stærkt Indtryk deraf, at jeg bad hende udtrykke sine Tanker skriftligt for mig, for at jeg kunde fremlægge dem for denne høje Ret, hvor de forhaabenllig ogsaa vil gøre Indtryk.

Jeg anser det System, der nu følges i vor kriminelle Retspleje, for fuldt garanterende, naar der optrædes korrekt. Det er en Kamp mellem Forhørsdommer og Inkvisit; men man maa ikke gøre Inkvisiten til et viljeløst Redskad, som ikke kan føre Kampen. Arrestanten maa bestandig være i Besiddelse af de Banden, han er berettiget til at bruge.

Taleren gik dernæst over til at kritisere Forhørsdommerens Protokoltilførsel, idet han navnlig urgerede, at Bechs Tilstaaelse om, at han "helst saa, at Thaulow ikke havde levet efter Slaget", var ukorrekt.

Defensor fortsætter i morgen.

(Horsens Folkeblad 24. juni 1898.)

Kaptajn Bech for Højesteret

(Fra vor Højesteretsreferent)

København, 24. Juni

Defensor fortsatte

i Morges sin Kritik af Forhørsdommerens Protokol-Tilførsel. Udtalelsen om, at Bech "ønskede vel nok helst, at Thaulow ikke skulde leve efter Slaget", var ligefrem lagt ham i Munden af Dommeren, og denne saavel som andre Bemærkninger, der har fældet ham, har han nærmest fremsat for at vinde Dommerens Bevaagenhed og mulig opnaa den mildere Dom, der blev stillet ham i Udsigt.

Der er sikkert ogsaa uberettiget at skrive rent ud i Protokollen, at Bech ved Frihedsstøtten fik det Indfald at gaa ud og slaa Th. i hjæI. Paa dette Tidspunkt var hans Tanker altfor uklare til, at noget joodant kunde slaas fast. Det fremgaar jo desuden af de senere Forhør, at Bech havde til Hensigt at slaa Th. netop paa det Sted, hvor han ramte ham, og et saadant Slag var faktisk ikke dødeligt. 

I et af de sidste Forhør tilbagekaldte Bech da ogsaa sin Tilstaaelse. Saa foreholdt Dommeren ham imidlertid, at hvis han ikke opgav denne Tilbagekaldelse, kunde hun ikke gøre Regning paa hans Støtte, naar han søgte om Benaadning, eller naar Dommen faldt. Overfor denne Pression opgav Bech Tilbagekaldelsen; men han fremførte den paany, da Dommen var faldet, og det ved denne havde vist sig hvor lidt Dommerens -Støtte var værd, idet Straffen - 10 Aars Tugthus - jo var meget haard.

Hvorfor tilstod Bech ?

Spørger man nu, hvad der bevægede Beck til at afgive Tilstaaelsen, saa maa jeg først henvise til Bechs hele svækkede Tilstand, der forringede hans Modstandskraft i høj Grad. Man vil erindre fra Dokumentationen, at Fængselslægen havde karakteriseretr Bech som en legemlig svag Mand. Selv om Bech overdriver sit legemlige Onde - hvad jeg nu nok tror han gør - , saa er det dog ikke forsvarligt at behandle en saa svag Mand paa den Maade, som sket er. Den Dag, han tilstod, blev han faktisk hentet fra Arresten Kl. 10 om Formiddagen og først bragt tilbage Kl. 8 om Aftenen. I hele den mellemliggende Tid har han befundet sig under extraordinære Forhold, siddet i Timevis i Skabene og intet faaet at spise.

Det forekommer mig, at man maa være meget betænkelig ved at lægge Vægt paa, hvad en Arrestant "tilstaar" under slige Forhold. Jeg paastaar ikke, at Dommeren har behandlet Arrestanten saa haardt alene for at svække Ham; men jeg hævder, at man derved har berøvet Bech de Forsvarsvaaben, han bør have som Inkvisit. Var det virkelig nødvendigt at have Arrestanten disponibel fra tidligt om Formiddagen? Han sad jo ikke i vestre Fængsel, men i Arresten paa Nytorv, og han kunde hurtigt være bragt til Stede, hvis man havde Brug for ham. Hvorfor saa tilføje ham den Lidelse, som det er at sidde i Timevis i Skabene? Disse Skabe kan være et nødvendigt Onde; men de bør ikke anvendes mere end højst nødvendigt. Thi det er faktisk en stor Lidelse at sidde i Skabene. Jeg minder om den saakaldte Kininsag, hvor jeg fik en tiltalt frifundet, fordi han var bleven pint i ufornøden Grad med Skabene.

Bechs Fælde.

Saa er der det Brev, som Bech skrev i Arresten til sin Familie, og som Dommeren mærkelig nok tillægger en uhyre Betydning. Bech skrev heri: "Dommeren er en lumsk og snedig Person. Han piner mig gruligt og har truet med at tage Lænestolen fra mig; saa dør jeg. Han vil have mig til at tilstaa, at jeg har villet rovmyrde Thaulow" osv.

Dommeren mener, at Bech her er gaaet i en Fælde og selv har røbet, hvad han aldrig er bleven sigtet for: at han har villet rovmyrde Th. Men det forstaar jeg ikke. Det er da ganske naturligt, at Bech, naar Dommeren afviser hans Forklaringer, maa tro, at han sigter ham for Rovmord.

Efter Bechs Paastand har Dommeren fortalt ham, at han kunde stole paa hans Velvilje, hvis han tilstod; han var den, der havde størst Indflydelse af de voterende Assessorer, osv. Dette tør Dommeren ikke benægte at have sagt. Og naar han saa samtidig erindrer den svækkende Behandling, han har været Genstand for, samt Paavirkningen fra politibetjentens Side, saa har man ikke svært ved at forstaa, at han har ladet sig overrumple.

Man maa heller ikke glemme, at Bechs ualmindelige Hidsighed bragte ham i en vanskelig Situation. Han var faktisk utrolig hidsig; men dette kunde han ikke faa Dommeren til at tro. Denne blev ved med at forholde Bech, at han stod sig ved at afgive en mere troværdig Forklaring, og da Bech nærede en stærk Tillid til Betydningen af Dommerens gode Støtte og store Indflydelse, sagde han mere, end han egentlig vilde.

Dette forklarede han sin Defensor ved Kriminalretten, der lod ham vide, at det var noget galt, han havde gjort, og at han maatte tage sine Udtalelser i sig igjen i et nyt Forhør. Men det var Bech strax betænkelig ved; "det gaar ikke an," sagde han, "for saa mister jeg Dommerens gode Støtte." Dette karakteriserer tiltrækkeligt hans "Tilståelse", og jeg henstiller hvor megen Betydning man mener at kunne tillægge dem.

Hvad er da Sandheden?

Ja, jeg vil naturligvis ikke paastaa, at jeg kan udrede denne Sag paa den eneste rette Maade. Men jeg tror, at det er gaaet saaledes til:

Bech er kommen op til Th. for at laane Penge; men Th. har stillet sig meget afvisende, og derved har han opirret den hidsige Mand, saa har han slaaet ham, men ikke paa en saadan Maade, at han kunde dø af det. At han skulde vente at finde 800 Kr., han manglede. er ganske usandsynligt.

Man har betegnet det som et kraftigt Bevis mod ham, at han den Dag, Overfaldet fandt Sted, havde mødt en Tømrermester Rasmussen, til hvem han sagde :

"Jeg maa have Penge, selv om det skal koste Blod!"

Men dette taler efter min Mening nærmest til Bech Fordel. Thi hvis han virkelig gik og rugede over Mordtanker, vilde han selvfølgelig ikke have udtalt sig saaledes.

Bech er abnorm.

Hvad jeg atsaa gærne vil have gjort klart for den høie Ret, er det, at Bech er en ganske abnorm Mand, hvis aldeles usædvanlige Hidsighed gør, at han maa bedømmes paa en ganske særlig Maade. At han f. Ex. kan slaa lille Søn i Hovedet med en Hammer og bagefter selv græder over det, og at han trækker sin lille Datter, som han elsker, ved Haaret og bagefter vil have hende til at ligge i hans Værelse, fordi han ellers ikke kan sove, - det tyder i høj Grad paa, at han er noget sindssyg.

Jeg har dog ikke ment at kunne paatage mig Ansvaret for at faa Bech indlagt paa en Sindssygeanstalt. Jeg har ment hellere at burde overlade til den høje Ret at tage Bestemmelse derom. Naar jeg ikke har forlangt ham indlagt til Observation, er det nærmest, fordi den tidligere Fængselslæge, Dr. Friedenreich, som mente, at Bech ikke var sindssyg, senere er bleven Overlæge netop for den Afdeling af Kommunehospitalet, hvor Bech skulde indlægges til Observation. Det vilde under disse Omstændigheder være underligt at lade ham undersøge af Friedenreich igen.

Jeg henstiller altsaa til den høje Ret, om det kan forsvares at lægge Bechs Tilstaaelse til Grund for en Domfældelse. Helt fri kan han naturligvis ikke blive; men det forekommer mig dog, at 10 Aars Tugthusarbejde - der for en Mand i Bechs Alder er ensbetydende med Tugthusarbejde paa Livstid - er en urimelig stræng Straf. Kan man egentlig sige, at han har handlet med Overlæg? Efter min Mening kan der højst være Tale om Forsæt, og er det Tilfældet, saa maa han dømmes efter ganske andre Paragrafer og til en langt mildere Straf.

Idet jeg altsaa henstiller til de høje Dommere, om ikke alle Sagens Omstændigheder opfordrer til at se med mildere Øjne paa Bechs Handling, end Kriminalretten har gjort, skal jeg nedlægge den allerærbødigste 

Paastand

At Arrestanten idømmes den mildeste Straf.

[Herefter fik aktor ordet. Der tilføjedes imidlertid intet nyt, heller ikke i dommen]

(Horsens Folkeblad 25. juni 1898. Forkortet)

Den 24. juni afsagde Højesteret dommen som stadfæstede Kriminalrettens dom på 10 års tugthus. Efter dommen fik han frataget ridderkorset som blev sendt tilbage til ordenskapitlet, ligesom hans navn blev strøget af hærens lister. Han blev herefter sendt til Århus for endelig at blive indsat i Horsens Tugthus den 11. juli 1898.

Kasseret Afskedspatent.

I Anledning af en afskediget Kaptajn Søren Peter Jensen Bech overgaaet Dom er det ham under 10de Oktober 1887 tilståede Afskedspatent ved allerhøjeste Resolution af 17de August blevet kasseret.

(Ministerialtidende 1898)

Pastor Ussing forbyder Musik i Pinsen. (Efterskrift til Politivennen)

Pastor Ussing i Øl-Kirken.

Helvedespræsten i Søndermarken

I Onsdags blev Restavratørerne Andreas Petersen, "Mellemhaven", Schultz "Alleenberg", og Frederik Petersen "Billigheden", ved Frederiksberg Politiret hver idømt en Mulkt af 50 Kr., fordi de havde ladet musicere i deres Lokaler 1ste Paaskedags Morgen mellem Kl. 4 og 9. Endvidere blev Restavratør Bock paa "Sommerlyst" idømt en Bøde paa 70 Kr., forbi han tillige havde hast Musik Skærtorsdag og Langfredag

Endelig har samtlige Restauratører paa Frederiksberg, som har Ret til at lade udføre Piano og Violinmusik i deres Lokaler, faaet den Meddelelse fra Birkedommer Ingerslev, at Musiktilladelsen straks vilde blive dem frataget, hvis de lod musicere i deres Restavrationer 1ste Pinsedag.

Enhver Københavner ved,. hvilken Folkevandring der finder Sted til Frederiksberg Pinsemorgen. I de lyse Morgentimer kommer der i Tusindvis af Besøgende derud til de friske, grønne Haver, og Restavratørerne har derfor altid regnet 1ste Pinsedag for en af deres store Dage.

Selvfølgelig har de kappedes om, hvem der kunde gøre det hyggeligst for de københavnske Gæster, og en lille Smule Musik har lydt mellem det friske Grønne.

Nu er det forbi, og det er naturligvis Indre Mission, der atter har været paa Spil her.

Ude i Valby ligger Jesu Kirken eller mere populært kaldet Øl-Kirken, fordi den er opført af Brygger Jacobsen paa Ny Carlsberg, hvis Brygger-Forfængelighed krævede en Kirke for sig selv. Ved Siden af Kirken lod han bygge en flot og herskabelig Villa som Præstebolig, og derefter kaldte han Pastor Ussing til at være Præst her.

Men Pastor Ussing, Indre Missionsmanden, kunde ikke se roligt paa, at Folk foretrak Søndermarken, Korups Have og Restavrationerne i Pilealleen fremfor hans Helvedesprædiken. Han skrev til Hr. Ingerslev om Folkets verdslige Glæde l den lyse Sommermorgen.

Nu bliver der altsaa stille paa Frederiksberg Pinsemorgen. Missionen har lagt sin klamme Haand paa et nyt Stykke af den Smule Folkeliv, vi har tilbage. Bryggerens Penge bruges til en Præst, der rydder Værtshusene for Gæster. Andet vil Hr. Ussing ikke naa. Solen vil danse lige saa lidt og lige saa meget, som den har gjort for, og vi Københavnere vil tage vor Morgentur. som vi har giort det før, og kan vi ikke saa det hyggeligt paa Restavrationerne, saa vil vi tage Frokosten med og lejre os i den friste, grønne Skov eller paa Plænerne i Frederiksberg Have. og vor Morgensang skal lyde fra Søndermarken over til den hellige Præst og fortælle ham. at det endnu er de mange, der lige som alt andet levende jubler af Glæde, naar den genfødte Natur straaler i Foraarspragten.

Pastor Ussing og hans Indre Mission kan ikke staa sig imod Solen. Vi husker tydeligt en Pinsemorgen ude i Søndermarken. Folk laa i Grupper paa den grønne Plæne og dasede i Solen efter at have nydt Frokosten. Inde fra Korups Have lød Musiken fra Karussellens Lirekasse, og rundt omkring i den foraarsprydede Skov hørte man Arbejdersangforeningerne, hvis Medlemmer sang omkap med Fuglene. Saa blev der ganske stille et Øjeblik. Der havde lydt en Stemme, som bragte en Mislyd midt ind i al Glæden. Ud fra Træernes Skygge traadte en af Missionens Lægprædikanter, og der flød fra hans Læber en rigelig Strøm af Ild og Svovl og Helvedes Pine. medens hans Øjne sprudlede i fanatisk Vanvid.

Der blev som sagt stille et Øjeblik, hvor man ret følte den skærende Disharmoni, der var bragt ind i glade Menneskers rene Liv. Saa tog en Drossel fat, og slog sine Triller af fuld Hals, en Sangforening sekunderede med:

- Vor Sang, vor glade Morgensang.

Helvedesprædikanten studsede lidt; men den lille Skare, der havde dannet sig om ham. tyndedes ud, og han maatte luske af for at finde bedre Sangbund andet Sted.

Nu har Missionen altsaa naaet at standse Musiken i Restaurationerne. Vi faar trøste os med, at vi beholder vort eget gode Humør, og at Hr. Ussing ej heller formaar at standse Fuglenes Sang, fordi han skal prædike i Ølkirken. Den hele Sag kan derefter blive en privat Affære, som d'Hrr. Ussing og hans Patron faar at klare med hinanden. Vi andre vil kun huske, at Missionen atter har vist sin Ufordragelighed. Den har atter forstaaet at vække Forargelse.

(Social-Demokraten 23. april 1898).

Pastor Ussings villa. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Ussing og Bygger Jacobsen

Hr. Redaktør!

Pastor Ussing ved Valby-Kirken er altsaa rendt til Politiet for at faa forbudt en Smule uskyldig Musik Pinsemorgen. Alle er enige om at takke "Social-Demokraten", fordi den har ladet Præsten høre, hvor daarlig han handlede, navnlig da han rammer det arbejdende Folk, hvis Liv i Forvejen er fattigt nok paa Glæder.

Men det er en Fejltagelse, hvis nogen tror, at "Ny Carlsberg"s Ejer, Hr. Carl Jacobsen, billiger Præstens Optræden. Hr. Jacobsen er ganske vist ikke her i Byen i denne Tid, men efter mit Kendskab til hans Livssyn, godkender han ikke, hverken at Præsten er løbet til Politiet eller at han har faaet forpurret den Smule Musik.

Det er rigtigt nok, at Pastor Ussing kan takke Hr. Jacobsen for det gode Embede, han nu har; men det fik han, fordi man troede, at han var en forholdsvis frisindet Mand. Dog aldrig saa snart sad han fast i Valby, før han udviste andre Egenskaber, som hurtigt bragte ham paa en spændt Fod med sin Velgører. Det er en offenlig Hemmelighed, at Forholdet mellem de to Mænd er alt andet end godt; men nu kan han ikke afstediges igen af Brygger Jacobsen.

"Ny Carlsberg" er altsaa ganske uskyldig i Ussings Gerninger, og hertil kommer, at en Misstemning mod dette Bryggeri meget let kan skade Folk, som tværtimod fortjener Tak. Jeg sigter hermed til Ny Carlsbergs Ølhandlerforening. Jeg husker endnu, at denne Forenings Medlemmer afholdt et Møde ved Borgerrepræsentantvalgene for et Par Aar siden og ved den Lejlighed var saa frisindede, at Frederik Hansen blev arrig i "Avisen" og skrev, at de hellere skulde gaa hjem og skylle Flasker fremfor at beskæftige sig med Politik. Det var imidlertid ham selv, som blev sendt hjem; men "Ny Carlsberg"s Ølhandlere bør ikke nu lide under, at der er kommen en uheldig Præst i Valby.

Derfor har jeg fremsendt disse Oplysninger om Hr Jacobsens Stilling til Hr. Ussing, og naar de er læste, vil alle give mig Ret i, at Bryggeriet intet Ansvar skal have for, hvad denne Præst bedriver.

L. L. 

(Social-Demokraten 26. april 1898).

Der er øl på bordet i M. G. Petersens familiehave på Frederiksberg i 1894. Mon ikke også der har været musik? Men den gik altså ikke pinsedag 1898. Kbhbilleder.

Pinsemusik.

Et beskedent Brev.

Pastor Ussing 

tilskriver os følgende :

Hr. Redaktør !

I Anledning af Artiklen "Pastor Ussing i Ølkirken" i "Soc.-Dem." fsor 23. ds. beder jeg om Plads for nogle Bemærkninger.

Om Brygger Jacobsens Forhold til Jesuskirken og dens Præst synes der at være udbredt ret forvirrede Forestillinger. I Virkeligheden forholder Sagen sig saaledes : Brygger Jacobsen har ladet Jesuskirken bygge og har overdraget den til Folkekirken. Den er herefter indviet til Filialkirke i Hvidovre Sogn, der i kirkelig Henseende er stillet ganske ligesom Landets øvrige Sogne. Præsten kaldes - ligesom Landets andre Præster - af Kongen (Kirkens Bygherre har kun havt den i faadanne Tilfælde almindelige Indstillingsret) og lønnes udelukkende ved de almindelige folkekirkelige Indtægter. Præsten staar ikke i noget andet Forhold til Brygger Jacobsen end til enhver anden Sognebeboer. Ikke engang Præsteboligen skyldes ham; den ligger slet ikke ved Kirken, netop fordi Brygger Jacobsen hverken vilde skænke eller sælge noget as sine Grunde der til Præsteembedet. Den er tilvejebragt ved et almindeligt Embedslaan ligesom andre Præstegaarde, saa at det er Præsten selv, der betaler det hele (i Renter og Afdrag). Brygger Jacobsen vilde derfor sikkert - og med Rette - blive meget forbavset, om man tiltroede ham nogen Indflydelse paa, hvad der prædikes i Jesuskirken, eller hvad Hvidovre Sognepræst tager sig for.

Med Hensyn til Pinsemusiken er jeg meget i Tvivl, om virkelig jeg fortjener Æren for at have sat denne Sag igennem, da det, jeg har gjort, indskrænker sig til et beskedent Brev, jeg sendte Frederiksberg Politi for et Aar siden, og hvori jeg kun klagede over enkelte, her fremtraadte Misligheder. Men hvorledes det nu dermed forholder sig, maa dog enhver retsindig Mand indrømme, at Aarsagen til Forbudet i alt Fald ikke er Klagen over en vitterlig Lovovertrædelse, men Loven selv. Det er jo nu Lov og Ret i Danmark saaledes, og "Social-Demokraten"s Læsere vil dog sikkert være enige med mig i, at det er samfundsnedbrydende at give og have Love, som ikke overholdes. Er Loven forkert, da lad os faa den lovlig ændret. Men saa længe Loven beståar, er det dog meningsløst at anse sig for forurettet, fordi den hævdes paa et Punkt, hvor den ikke behager, medens man ivrer for den paa andre Punkter, hvor man selv har Gavn af den.

Men Pinsemorgen i det grønne - er det da noget ondt? Nej, tilvisse. Og lidt god Musik dertil? Ja, ogsaa det vilde jeg glæde mig ved, om det blev tilladt. Jeg skulde med Fornøjelse støtte et Andragende om en Dispensation fra (eller Ændring i) Helligdagsloven, for at der kunde gives offenlig Musik i den tidlige Pinsemorgen i Frederiksberg Have og andre Steder, hvor Folk samles til uskyldig Glæde - og uden Drik. Thi lad os ikke hykle: den hidtilværende Praksis var ikke Musik i Søndermarken o. I., men Musik i "Sommerhaverne" og Beværtningerne, og det, som forekom ikke blot alvorlige Kristne, men mange hæderlige Verdensmennesker forargeligt, var ikke Tonerne i det grønne, men alt det Drikkeri og larmende Gøgl, som vanhelligede en af Landets største Helligdagsmorgener. Det var kommet saa vidt, at man næppe kunde gaa til Kirke paa Pinsedag igennem eller langs med Søndermarken uden at overrendes af fulde Folk. Det kan vi vel enes om, er ikke uskyldig Folkeglæde. Og saa længe jeg faar Lov at virke som Præst, vil jeg af Hjærtet bekæmpe Drikkeriet og al anden Synd, som er Folkets Fordærvelse.

Naar "Social-Demokraten" angriber Præster, fordi de ikke gør deres Pligt eller holder sig Loven efterrettelig (optræder unobelt i Pengesager o. a.), saa siger vi Tak. Det er godt, at alt sligt bliver revset. Men naar vi stræber at gøre vor Pligt, fortjener vi faa ogsaa Dadel ?

Valby, den 25. April 1598.

Henry Ussing.

Hvad Hr. Ussing skriver i den første Del af sit Indlæg, kender vore Læsere fra Hr. L. L.'s Artikel i Tirsdagsnumret, nemlig at der ikke længere er nogen særlig Forbindelse mellem Ejeren af "Ny Carlsberg" og Præsten ved Kirken i Valby. Hr. Jacobsen mener maaske endda i dette Øjeblik, at han kunde have givet sine Penge bedre ud end da han byggede denne Kirke.

Med Hensyn til Pinse-Musiken erkender Pastoren, at det ganske rigtigt er ham, som i "et bskedent Brev" klagede til Politiet og fik Musiken forbudt; men han mener, at Loven er paa hans Side, og deri ser han sin Undskyldning.

Naa ja: Efter Loven maa der ikke musiceres offenligt Paaske- og Pinsemorgen; men alligevel har den Smule Musik haft gammel Hævd, og Politiet har set gennem Fingre med den. Ogsaa i Tivoli er der i en Aarrække bleven musiceret Pinsemorgen. Vi har herhjemme kun ringe Folkeliv og faa Frilufts Glæder, saa meget bedre var det, at Pinsen havde arbejdet sig op til en folkelig Glædesdag.

Hvad der fandt Sted paa Frederiksberg, skete under Politiets Opsigt. Dette vidste altsaa fuldt vel Besked. Det forekommer os da, at Hr. Ussing kunde have ladet Politiet selv om at passe "Loven", Det havde saamænd nok skredet ind, om Musiken dertil havde givet Anledning. Han følte sig imidlertid som en større Politisjæl end selve Frederiksberg Politi. Han tvang Forbudet og MnIkterne igennem ved sit "beskedne Brev", som Hr. Ingerslev vel vanskelig kunde undlade at tage Hensyn til.

Nu tror den gode Præst, at han klarer sig ved at vise hen til "Loven og Retten i Danmark". Men der er mange Ting. som er "Lov og Ret" og som alligevel kun bliver taaleligt, fordi Politiet ikke ved alle Lejligheder hænger sig i det død? Bogstav. Det er "Lov og Ret", at Børn ikke maa spille Boldt, Pind eller Klink paa Gaden, Bybude maa ikke opstille sig i Klynge, Ingen maa sætte sig paa andres Trapper, det kan forbydes, at to eller flere Personer standser og taler med hverandre paa Gaden osv. Render Hr. Ussing virkelig til Politiet, hver Gang han ser et Barn spille Boldt eller ser en fattig Kone paa en Trappegang? Os forekommer det. at der er Politibetjente nok, som kan passe "Loven og Retten", og at det er værdigst for os andre at passe os selv.

Men Hr. Ussing har moralske Grunde, siger han. Han vil bekæmpe "Drikkeriet og al anden Synd." 

Men han er da paa en gal Vej, naar han forbyder Musik, selv den i "Sommerhaverne". Det er notorisk, at jo kedeligere og tristere Livet gøres, jo mere drikkes der. Man ser aldrig saa mange berusede Mennesker som Skærtorsdag og Langfredag, naar alle offenlige Forlystelser er stængede. Man ser til Gengæld færrest berusede Mennesker i de Lande, hvor Politikniplen svinges mindst og Folkelivet rører sig livligst.

Men Hr. Ussing vil være med til at erstatte Sommerhavernes Musik med en Koncert i Frederiksberg Have. Hvorledes vil han det? Jo, han vil støtte et Andragende! Mange Tak! Men offenlige Koncerter koster Penge, og naar han har taget Musikken bort fra Folk et Sted, saa burde han virkelig selv betale dens Genopstandelse et andet Sted, da det ellers kun bliver til pæne Talemaader, selv om han nok saa meget møder med sin ærede Underskrift.

Og dertil kommer, at hvad Folk ønsker er Musik der, hvor de drikker deres Morgenkaffe og spiser deres Smørrebrød. Det foretrækker man nu engang fremfor at staa ret op og ned og høre paa et Orkester. Men lad os alligevel se, om Hr. Ussing Pinsemorgen skaffer os Koncert i Frederiksberg Have! Gør han ikke det, og indskrænker hele hans Bedrift sig til, at han har taget en lille Adspredelse fra Folk uden at give noget som helst i Stedet, saa tror vi, at Solen Pinsemorgen lige saa lidt danser for ham som sor andre gnavne Herrer, der har en mindre god Samvittighed.

Red.

(Social-Demokraten 28. april 1898).

I 1898 faldt pinsedag den 29. maj. Helligdagsloven forbød musik fx på beværtningssteder på folkekirkens helligdage, hvilket var gældende til langt op i 1900-tallet, i forskellige udformninger, "Der må ikke afholdes offentlige forlystelser på langfredag, påskedag eller pinsedag efter kl. 6, på juleaftensdag efter kl. 16 eller på juledag." Det afholdt dog ikke fx afholdsforeninger og sangforeninger fra at lave musikarrangementer netop på de tidspunkter. 2. pinsedag blev musikmæssigt ikke anset for en helligdag, hvorfor der offentligt i aviserne blev annonceret talrige musik- og dansearrangementer.

"Pinsemorgen paa Frederiksberg-Bakke." Illustreret Tidende nr. 38, 20. juni 1886.

Først i 1991 blev dette forbud ophævet. Nu står der ganske kort at "Der må ikke på folkekirkens helligdage foretages noget, hvorved gudstjenesten forstyrres". Dermed var lovgivningen kommet i overensstemmelse med hvad der allerede praktiseredes.

Henry Braëm Ussing (1855-1943) var præst ved Jesuskirken 1891-1915, hvorefter han var sognepræst ved Vor Frue Kirke. Han spillede en ledende rolle i Det københavnske Kirkefond (1896) som det på den ene side lykkedes at opføre ca. 50 kirker, men på den anden side også udviklede en "kirke i kirken" med et fjendskab såvel venstreregeringerne som de socialdemokratisk-radikale regeringers demokratiske lovgivning (som han anså for forløbere for Antikrist). Om end hans prædikener tiltrak mange folk, gjaldt dette ikke i samme grad hans virke udenfor kirken. 

Barrisons i Cirkus Variete 1898. (Efterskrift til Politivennen)

 The Barrisons.

I en notits læser jeg i dag i samtlige blade, at to af søstrene Barrison fra den første maj og de otte dage ud, som sæsonen endnu varer, skal optræde i Cirkus Variété. Og jeg undres over al den ståhej, som om små, sminkede, malede og dårlig byggede pigebørn har været i stand til at afstedkomme på det europæiske kontinent.

Da lille Lona Bareisen i sin tid på Kasino dirigerede børnegarden i "Tommeliden", drømte hun næppe om en gang at blive verdensberømt. Og det ville være mærkeligt om den mand der senere tog de fem unge, danske pigers skæbne i sin hånd og endda knyttede sit liv til den ene, på forhånd har anet noget om rækkevidden af den succes, de ville opnå.

Rimeligvis har den forhenværende, danske socialistfører kun indset, at der ville være penge at tjene på et omrejsende ungpigeensemble med kvikke ansigter, en smule stemme og en fordumsfri optræden. Men millionen har han næppe vejret og dog sidder nu fru Lona Fleron, født Bareisen, og deler med sin ægtefælle en stor formue, som de har tjent på ganske få år.

Sit ry fik Barrison-truppen allerede i Amerika, hvor den debuterede; Yankeen er aldrig bange for at rejse das ewig Weibliche et monument af blanke dollars og pengene strømmede i kassen, når de fem sammenbragte søstre i deres halve afklædninger paraderede på scenen og stillede deres noget spinkle ungdom til skue under stormende bifald.

Også Europa modtog Barrisonerne med åbne arme og det bedst bevis på den lykke, de gjorde, var dels de store gager, hvormed de lønnedes, dels den masse kopier af dem, som opstod her og der og allevegne. Der var en tid, da de europæiske variétér flød over af Harrisoner, Farrisoner og Garrisoner og hvor de ægte Barrisons var en sjældenhed, som i hvert fald københavnske varietedirektører vanskelig mente at have råd til at betale.

Alligevel blev forsøget gjort, men strandede på politiets modstand. Måske var det moralske betænkeligheder, muligvis var det ulyst til at række den forhenværende socialistfører blot den mindste finger, som dikterede politiets forbud. I hvert fald gik Barrisonerne københavnernes næse forbi den gang.

Senere fik de fem pigebarn mindre blide kår. Misundelse er en last. som også findes blandt artister, og på grundlag af en stedse voksende misundelse indgik knockabouter, negerkomikere og badutspringere en alliance med artistbladet "Der Artist"s redaktør, hr. Otto, som straks greb sin allerspidseste pen og spiddede de fem søstre derpå i dydens, ærbarhedens og borgerskabets navn.

Hårdist angribes Lona Barrison - alias fru Fleron - mod hvis utvivlsomt overmåde dristige afklædningsnumre politiet opfordredes til at skride ind.

Lona anlagde en række sager og forlangte hr. Otto straffet for injurier og hr. Otto måtte betale adskillige hundrede mark i bøder. Til gengæld fik han af de allierede negerkomikere og knockabouter en laurbærkrans.

Men Barrisonernes gyldne tid kom ikke igen. En præst stod offentlig frem og prædikede mod dem og hvad pressen ikke havde formået, det satte gejstligheden igennem. Den letsindige Lonas optræden blev forbudt i hele Tyskland.

Hermed opløstes ensemblet. Lona rejste med sin mand til Wien, hvor begivenhederne på forhånd havde gjort al ønskelig reklame for hende, men hendes kammerater - af hvilke den ene skal være blevet gift med en noget mystisk greve - drog hver til sit og to af dem skal altså på søndag synge i Cirkus Variete.

De har været her i byen på besøg en gang før og vist sig nogle aftener i varieteernes loger. Da var allerede deres naturlige ungdom afløst af en kunstig, fremdragt ved sminke og pudder.

Barrisonernes sol er gået ned. Hvad København vil få at se, er kun et par forsinkede solstråler som også snart vil være forsvundne under horisonten.

Blondin.

(Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 27. april 1898).

Annonce fra København, 1. maj 1898.

Nu da der kun er 8 dage tilbage af varietesæsonen, har politiinspektør Th. Petersen, censor professor Vilh. Møller og direktør P. Rasmussen ment at øjeblikket var kommet til at forsøge eksperimentet med at lade et for sin uanstændighed over hele Europa omtalt varietenummer løbe af stablen. I aften debuterede The Barrisons i "Cirkus Variete". oprindelig har denne trup, der bl.a. er forbudt optræden i Berlin, talt 5 medlemmer, de tre af disse har imidlertid af forskellige grunde fået forfald, således at der nu kun er to Barrisons tilbage.

Til det københavnske varietepublikums ære må det siges at det modtog de to damers uanstændigheder med stor kølighed. Det påstås at der om eftermiddagen havde været afholdt prøve i varieteen for politiinspektøren og censor. Vi vægrer os ved at tro at de små Barrisons ved denne prøve har forevist det sidste nummer de i aftes præsenterede for publikum. Det overgik nemlig i uanstændighed alt hvad der hidtil er budt på en københavnsk varietetribune.

(Nationaltidende og Dagens Nyheder, 2. maj 1898).

Provst Levinsen og hans Kors. (Efterskrift til Politivennen)

Provst Levinsen ved Matthæuskirken holder i Dag Konfirmation.

Forleden Dag indskærpede han sine Konfirmandinder Betydningen af denne hellige Handling, idet han formanede dem til at holde al Verdens Tant og Forfængelighed ude af deres Tanker og ikke tænke paa hverandres Pynt, naar de sad paa Kirkegulvet. Han gav dem selv et smukt Eksempel til Efterfølgelse, idet han udtalte:

"Mange af Eder vil sikkert gærne eje et synligt Minde om de Timer, vi har tilbragt sammen. Men jeg vil bede Eder om, naar I køber mit Fotografi, at paase, at I ikke faar et af de gamle Fotografier af mig fra den Tid, jeg var Præst i Frederikshavn. Paa disse Fotografier, som endnu er i Handelen, har jeg nemlig ikke mit Ridderkors paa, da jeg den Gang endnu ikke var Ridder af Dannebrog. Men jeg er nu bleven fotograferet hos Christensen & Morange, og I vil kunne kende det nye Billede paa, at jeg dér bærer Ridderkorset i en Sløjfe paa venstre Side af Brystet."

Den Guds Mand sluttede med at gøre sine forundrede Konfirmandinder opmærksomme paa, at hvad de gav i Honorar til Klokker og Graver fik han for sit Vedkommende ikke nogen Andel i, men at de ingenlunde behøvede at give Klokker og Graver noget, hvorimod han selv vilde sætte megen Pris paa en liden Opmærksomhed i lukket Konvolut.

Man tør efter dette antage, at Provst Levinsens Konfirmandinder i Dag vil møde i den rette andagtsfulde Stemning paa Kirkegulvet, og at Provstens Ridderkors vil vække fortjent Opmærksomhed.

(Social-Demokraten 17. april 1898).

Jens August Schultz (1841-1888): sognepræst, provst Theodorus Levin Levinsen (1851-1922). Det kongelige bibliotek. Fri af ophavsret. Politivennen Live Blogging tøver ikke med at bringe fotoet af Levinsen - uden kors. Det med kors kan findes på det Kongelige Bibliotek.

Lona Barrison. Udvist af Tyskland, Marts 1898? (Efterskrift til Politivennen)

Lona Barrison, den mest bekendte af "The Sisters Barrisons", befinder sig for tiden i en svær forlegenhed.

For nogen tid siden opløstes selskabet, og de fem "søstre" Barrison spredtes for alle vinde. En gik til et Berlinerteater, en anden blev gift, to forsvandt sporløst, men Lona blev og fortsatte truppens traditioner. Afklædningsscenerne, der var "The five Barrison"s specialitet, og som har skabt deres berømmelse, udviklede Lona til en fuldkommenhed, der grænsede til det forargelige. Men varieteerne kunne samle smækfuldt hus på Lonas navn alene.

Sidst optrådte hun i Düsseldorff. Her bor der en præst, som hedder Weber, og denne præst går undertiden på variete. Pastor Weber var så heldig at få Lona Barrison at se, og han fandt hendes optræden i høj grad anstødelig og farlig for sædeligheden, hvad den i virkeligheden også var. Han forsøgte at få politiet til at forbyde hendes optræden, men politiet nægtede det. Så gik præsten rundt i byen med en adresse og samlede underskrifter og indsendte derpå aktstykket til Rigsdagen i Berlin.

Rigsdagen har i disse dage med alle stemmer mod tre vedtaget en resolution, der bemyndiger indenrigsministeren til med 21 timers varsel at udvise Lona Barrison af det tyske rige.

Udvisningen er motiveret med gode grunde.

Da der fra troværdig side - hedder det - foreligger beretning om Lona Barrisons optræden på varieteerne i såkaldte afklædnings- og ridescener, og sådanne fremstillinger må antages kun at have til hensigt at ophidse publikums sanser og nedbryde sædeligheden og den offentlige moral, opfordrer ministeren til ufortøvet osv. - - - 

Ministeren har imidlertid udtalt, at han vil overveje spørgsmålet nærmere, før han foretager det afgørende skridt. Men dersom Tyskland bliver lukket for Lona i sædelighedens og den offentlige morals navn, kan hun udelukkende takke pastor Weber for det.

Der kommer dog undertiden noget godt ud af at præster går på variete.

(København 30. marts 1898).

Lona Barrison (1871-1939). Det Kongelige Bibliotek. CC BY-NC-ND.