Søren Peter Jensen Bech 1836-1909 (5/6). (Efterskrift til Politivennen)

Bech tilbagekaldte i april 1898 sin tilståelse. Han påstod bl.a. at det ikke var aftalen at straffen skulle være så hård når nu han havde tilstået. Forhørene blev genoptaget i Højesteret i begyndelsen af maj 1898. Som noget nyt kom det frem at han til en tømrermester Rasmussen samme dag som han overfaldt Thaulow skulle have sagt: "Jeg skal have penge selv om det skal koste blod." 

Under højesteretsforklaringen kom der andre aspekter af Bechs personlighed og liv frem:

Kaptajn Bech for Højesteret

(Fra vor Højesteretsreferent)

København 23. juni.

Den i Gaar paabegyndte Dokumentation optog største Delen af Retsmødet i Formiddag, som havde ikke stor Interesse. Størst Betydning har det, der knytter sig til Bechs Tilbagekaldelse.

Som man erindrer fra i Gaar, har Bech klaget over, at han blev holdt for lange l Skabene. Det oplyses, at man i Reglen lod Dørene til Skabet staa aabne; men saa gjorde han saa megen Kvalm, at man maatte lukke Døren; han var i det hele taget en meget vanskelig Arrestant.

Ved Lægeerklæringer er det godtgjort, at han har haft megen Men af de Saar, han fik i Krigen.

Hans Hidsighed i Hjemmet var meget stor. Sin Hustru har han ofte slaaet med flad Haand, naar han blev vred, og en Gang ramte han hende i Øjet, saa at det svulmede op. Hun truede da med at melde ham til Politiet, hvilket hun dog undlod. Hun mener iøvrigt, at han ikke kan beherske sin Hidsighed. En Gang, da hans Søn Ejnar skulde hjælpe ham med noget og bar sig kejtet ad, blev han saa hæftig, at han slog Drengen med en Hammer i Hovedet, saa at det blødte. Bagefter fortrød han det og sagde, at det ikke var "saadan ment".

En af hans Døtre forklarer, at naar Faderen blev vred, kastede han Gafler og Kopper efter Børnene; Datteren havde han pryglet baade med et Spanskrør og med en Ridepisk.

En Arkitekt Hagemann havde en Gang faaet den Opgave at meddele Bech, at han ikke var bleven valgt ind i et Kystbane-Udvalg, som han havde arbejdet stærkt for at komme ind i. Bech blev da aldeles ustyrlig af Raseri; han undsagde ligefrem Hagemann og erklærede, at han vilde skade ham, hvor og naar han kunne; ogsaa Kystbanen vilde han skade, skønt det stred mod hans egen Interesse. Ved et paafølgende Festmaaltid havde Bech imidlertid glemt det hele og stod endog op og udbragte en Skaal for Hagemann i meget rosende Ord.

En Arrestbetjent Sengeløv har faaet det Indtryk, at Bech gærne vilde lade, som om han var syg, og skildrer ham iøvrigt som en lumsk og snedig Person.

En Viktualiehandler Petersen, som tidligere i flere Aar har været Kusk hos Bech, oplyser, at Bech ikke den Gang gjorde Indtryk af at være abnorm; men det hændte hyppigt, at han pryglede Børnene igennem med en Ridepisk, naar de kom hjem med en daarlig Karakter fra Skolen.

Auktionsholder Rasmus Nielsen havde handlet med Bech om Grundene i Sletten og bød 50 Øre for Kvadratalenen, medens Bech forlangte 3 a 4 Kr. Bech blev saa rasende over Tilbudet, at han fo'r op og skældte Nielsen ud for en Skurk.

En Dame, som har været "indvendig Jomfru" hos Bech, forklarer, at han stadig skældte og slog Kone og voxne Døtre for rene Bagateller.

Fængselslæge Friedenreich erklærer, at han har undersøgt Bech og fundet, at han ikke lider af nogen Hjærtefejl. Bech viste ham en Del Saar rundt om paa Legemet og paastod, at det var Saar fra Krigen. Friedenreich ved ikke, om det var Tilfældet, men hævder, at disse Saar i hvert Fald ikke betyder noget for Bechs Helbred. Forøvrigt havde Lægen faaet det Indtryk, at Bech var hysterisk og som saadan viste en ubehersket Reaktion overfor ydre Indtryk. Dog var det umuligt at afgøre, om han var helt ude af Stand til at beherske sig. Han var meget senil efter sin Alder, mager og affældig; Hænderne rystede paa ham, og hans Aandsævner var noget svækkede, dog ikke i nogen fremtrædende Grad. Alt i alt havde Hr. Friedenreich tilset ham 24 Gange under hans Arrestation, idet han hyppigt var sygemeldt som lidende af hysteriske Anfald. Efter sin Ttlstaaelse blev han dog mere rolig, idet han haabede paa Kongens Naade.

Fra Datteren, Dagmar Bech, havde Defensor modtaget et Brev, hvor hun gav en Række Oplysninger om Faderens Sindstilstand. Han var paa en Gang hjærtensgod og kærlig dintal, forklarede hun. Da han i sin Tid var bleven opereret, forværredes hans Tilstand betydeligt. Tidligere havde hans Vrede givet sig Udslag i Urimelighed; men efter den Tid gav den sig Udslag i Rusen. Han tugtede Børnene med haard Haand; men bagefter sagde han, at Pryglene havde gjort dobbelt saa ondt paa ham; han var imidlertid en slet Fader, hvis han ikke tugtede dem, han elskede. Ofte, naar hans tøjlesløse Raseri havde faaet Luft, græd han bagefter af Bevægelse; men strax efter kunde han fare op igen og kaste et eller andet efter dem, hvis de bare havde skrabet med en Stol eller glemt at satte en Krog paa et Vindue.

En Dag, da Datteren var ude for at gøre Indkøb til Husholdningen, blev hun noget længe borte, fordi hun fik Tandpine under Vejs. Bech vilde imidlertid ikke tro paa denne Undskyldelsesgrund, men trak Datteren rundt i alle de Butiker, hvor hun havde været, og spurgte, hvor længe hun havde været hvert Sted. Til Folk, han mødte paa Gaden, fortalte han, at han ikke kunde stole paa sine Børn, osv.

Højesteretssagfører Schaw, der har gaaet Familien til Haande i længere Tid, giver Datteren det bedste Vidnesbyrd, og det samme gør Familiens Huslæge, hvorfor Defensor tillægger hendes Brev megen Betydning.

Efter Dokumentationens Slutning nedlagdes 

Aktors Paastand, 

der gik ud paa, at den indankede Kriminalretsdom blev skærpet eller stadfæstet

Defensors Foredrag

begyndte derefter.

Hr. Nellemann lod først Sekretæren læse et Brev fra Bechs Datter, som i Gaar havde skrevet, at man ved at se paa Bechs Kamp med de ugunstige Forhold og hans ustyrlige Raseri, der afvexlede med den kærligste Hensynsfuldhed mod Familien maatte faa det Indtryk, at han led af et skjult Onde. Defensor fortsatte derefter:

I en Sag som denne, der har vakt saa megen Opsigt, er der naturligvis ogsaa sagt meget urigtigt. Navnlig er det sagt, at hans Gærning stemmede godt med hele hans tidligere Liv. Men dette er netop ikke Tilfældet. Før han tilstod, søgte man naturligvis i hans Fortid noget, hvorpaa der kunde bygges et Indiciumsbevis; men man fandt intet.

Det er bevist, at han var ustyrlig hidsig; men der forelaa intet om, at hans Karakter var uredelig, eller at han vilde skaffe sig Fordel paa sine Medmenneskers Bekostning. Og det er dog det, det kommer an paa, naar han beskyldes for at ville slaa et Menneske ihjæl for at stjæle hans Penge.

For mig som hans Defensor maa det være maptpaaliggende at urgere dette overfor den høje Ret: Bech kan være en usympatetisk Person og et ustyrligt hidsigt Menneske; men før denne Sag kom frem, har han ikke været i Konflikt med Loven. Man kan altsaa ikke af hans Fortid dømme, at han skulde have tænkt paa at blive Rovmorder.

Jeg kender ikke Kapt. Bech; jeg har ikke set ham, før jeg blev hans Defensor. Men hvad Offentligheden kendte til ham, før denne Sag kom frem, var kun smukt og godt. Og jeg maa vel have Lov til at fremhæve, at han deltog i vor sidste ulykkelige Krig og i Slaget ved Dybbøl udførte sin Gærning med ualmindelig Tapperhed og Dygtighed

Han var ogsaa Medstifter af "Foreningen af Officerer uden for aktiv Tjeneste", som har til Opgave at komme Fædrelandet til Hjælp i Farens Stund. Dette er, hvad man kender til Kapt. Bechs Fortid; alt, hvad der ellers er fortalt, er kun Snak. Og denne Mand vil man nu beskylde for Forsøg paa overlagt Rovmord.

Ganske vist, Bech har tilstaaet Overfaldet paa Thaulow; men denne Tilstaaelse har han tilbagekaldt igen, skøndt jeg næsten maatte føre en hel Kamp med ham for at faa ham til at staa ved den. Og hvorledes vilde Sagen stille sig, hvis han ikke havde tilstaaet? Vilde der saa foreligge Omstændigheder, som viser, at han vilde gøre sig ulovlig Fordel, eller at han har overlagt Gærningen i Forvejen? Jeg mener Nej!

Den "Selvforsvarer", han slog Th. med, havde han i alt Fald købt for længe siden, og den kunde han have god Brug for over for det Bølleuvæsen, som Bladene har talt saa meget om. At han gik op til Th., var der heller ikke noget mistænkeligt ved. Han handlede med Malerier, og dem kunde han godt købt, fordi han ikke havde mange kontante Penge hos sig.

Bechs økonomiske Omstændigheder var naturligvis meget slette. Han havde levet i 10 Aar ved Laan; der var gjort Exekution i hans Eiendomme, og hertil kom Underbalancen i Lotteriet. Mest kom det an paa for ham at beholde Grundene i Sletten, indtil de gode Konjunkturer kom, som alle Spekulanter venter paa.

Men er der nogen Rimelighed i, at han har kunnet tænke sig at blive hjulpen ved at staa Th. ihjel. Har han kunnet tænke sig hos Th. at finde de 800 Kroner, han manglede til Lotteriet? Nej, den kloge Mand har maaske kunnet vente at finde 50 eller 100 Kr.; men hvad kunde det hjælpe ham? Var det virkelig den store Risiko værd?

Det forekommer mig yderst usandsynligt, at en saa forstandig Mand som Bech skulde ville indlade sig paa et saa voveligt og tvivlsomt Foretagende, saa meget mere, som Th. flere Gange har fortalt ham, at han ikke havde sine Penge liggende derhjemme.

At Bech skulde have slaaet Th., fordi denne havde drillet ham og fortalt ham Løgnehistorier, er naturligvis heller ikke meget sandsynligt. Men jeg maa dog gøre opmærksom paa, at Thaulows Forklaringer ikke stemmer godt overens. Til Rapporten forklarer Th., at han strax satte sig ned for at trække Støvler paa, og at Bech i det samme slog ham i Hovedet. Men senere forklarer han, at der dog var en Diskussion imellem dem. 

"Han kunde ikke blive vred over det, jeg fortalte ham", sagde Th., - altsaa maa Th. have fortalt ham noget. Senere forklarer Th., at han intet fortalte ham den Dag, Overså det skete; men disse vaklende Forklaringer giver mig Ret til at sige, at naar Bech, som han indrømmer, har slaaet Th., saa har det været i Hidsighed. Det er jo tilstrækkelig oplyst, at Th. lige strax viste sig afvisende over for Bech, og det kan godt have ophidset ham.

Men hvor er det muligt, vil man spørge, at en Mand kan blive saa hidsig. Ja, dertil kan kun svares, at saa hidsig var han nu en Gang, selv om han end ikke kan gøre Regning Paa at blive troet paa sit Ord, naar han undskylder sin Gærning med Hidsighed. 

Jeg maa her navnlig holde mig til, hvad Bechs Datter har sagt og skrevet. Hendes Optræden i denne Sag har gjort et dybt Indtryk paa mig. Naar man ved, i hvor høj Grad hun har lidt under Faderens Brutalitet, kan man ikke andet end beundre den Energi, hvormed hun i denne Sag har kæmpet for sin ulykkelige Fader.

Den unge Pige, der nu er et Par og tyve Aar gommel, maa hovedsagelig sørge for Familien; thi man har berøvet Konen alt Men alligevel har hun, som har set saa mange slette Sider af sin Faders Karakter, været utrættelig i at fremhæve hans opofrende Kærlighed over for Familien og undskylde hans ustyrlige Hidsighed.

Egentlig var jeg ikke glad ved at skulle have med denne Sag at gøre; thi jeg kunde jo ikke have stor Sympati for Bech; men det faldt nu en Gang i min Lod at blive beskikket til Defensor, og da jeg havde hørt Datterens Vidnesbyrd, fik jeg et faa stærkt Indtryk deraf, at jeg bad hende udtrykke sine Tanker skriftligt for mig, for at jeg kunde fremlægge dem for denne høje Ret, hvor de forhaabenllig ogsaa vil gøre Indtryk.

Jeg anser det System, der nu følges i vor kriminelle Retspleje, for fuldt garanterende, naar der optrædes korrekt. Det er en Kamp mellem Forhørsdommer og Inkvisit; men man maa ikke gøre Inkvisiten til et viljeløst Redskad, som ikke kan føre Kampen. Arrestanten maa bestandig være i Besiddelse af de Banden, han er berettiget til at bruge.

Taleren gik dernæst over til at kritisere Forhørsdommerens Protokoltilførsel, idet han navnlig urgerede, at Bechs Tilstaaelse om, at han "helst saa, at Thaulow ikke havde levet efter Slaget", var ukorrekt.

Defensor fortsætter i morgen.

(Horsens Folkeblad 24. juni 1898.)

Kaptajn Bech for Højesteret

(Fra vor Højesteretsreferent)

København, 24. Juni

Defensor fortsatte

i Morges sin Kritik af Forhørsdommerens Protokol-Tilførsel. Udtalelsen om, at Bech "ønskede vel nok helst, at Thaulow ikke skulde leve efter Slaget", var ligefrem lagt ham i Munden af Dommeren, og denne saavel som andre Bemærkninger, der har fældet ham, har han nærmest fremsat for at vinde Dommerens Bevaagenhed og mulig opnaa den mildere Dom, der blev stillet ham i Udsigt.

Der er sikkert ogsaa uberettiget at skrive rent ud i Protokollen, at Bech ved Frihedsstøtten fik det Indfald at gaa ud og slaa Th. i hjæI. Paa dette Tidspunkt var hans Tanker altfor uklare til, at noget joodant kunde slaas fast. Det fremgaar jo desuden af de senere Forhør, at Bech havde til Hensigt at slaa Th. netop paa det Sted, hvor han ramte ham, og et saadant Slag var faktisk ikke dødeligt. 

I et af de sidste Forhør tilbagekaldte Bech da ogsaa sin Tilstaaelse. Saa foreholdt Dommeren ham imidlertid, at hvis han ikke opgav denne Tilbagekaldelse, kunde hun ikke gøre Regning paa hans Støtte, naar han søgte om Benaadning, eller naar Dommen faldt. Overfor denne Pression opgav Bech Tilbagekaldelsen; men han fremførte den paany, da Dommen var faldet, og det ved denne havde vist sig hvor lidt Dommerens -Støtte var værd, idet Straffen - 10 Aars Tugthus - jo var meget haard.

Hvorfor tilstod Bech ?

Spørger man nu, hvad der bevægede Beck til at afgive Tilstaaelsen, saa maa jeg først henvise til Bechs hele svækkede Tilstand, der forringede hans Modstandskraft i høj Grad. Man vil erindre fra Dokumentationen, at Fængselslægen havde karakteriseretr Bech som en legemlig svag Mand. Selv om Bech overdriver sit legemlige Onde - hvad jeg nu nok tror han gør - , saa er det dog ikke forsvarligt at behandle en saa svag Mand paa den Maade, som sket er. Den Dag, han tilstod, blev han faktisk hentet fra Arresten Kl. 10 om Formiddagen og først bragt tilbage Kl. 8 om Aftenen. I hele den mellemliggende Tid har han befundet sig under extraordinære Forhold, siddet i Timevis i Skabene og intet faaet at spise.

Det forekommer mig, at man maa være meget betænkelig ved at lægge Vægt paa, hvad en Arrestant "tilstaar" under slige Forhold. Jeg paastaar ikke, at Dommeren har behandlet Arrestanten saa haardt alene for at svække Ham; men jeg hævder, at man derved har berøvet Bech de Forsvarsvaaben, han bør have som Inkvisit. Var det virkelig nødvendigt at have Arrestanten disponibel fra tidligt om Formiddagen? Han sad jo ikke i vestre Fængsel, men i Arresten paa Nytorv, og han kunde hurtigt være bragt til Stede, hvis man havde Brug for ham. Hvorfor saa tilføje ham den Lidelse, som det er at sidde i Timevis i Skabene? Disse Skabe kan være et nødvendigt Onde; men de bør ikke anvendes mere end højst nødvendigt. Thi det er faktisk en stor Lidelse at sidde i Skabene. Jeg minder om den saakaldte Kininsag, hvor jeg fik en tiltalt frifundet, fordi han var bleven pint i ufornøden Grad med Skabene.

Bechs Fælde.

Saa er der det Brev, som Bech skrev i Arresten til sin Familie, og som Dommeren mærkelig nok tillægger en uhyre Betydning. Bech skrev heri: "Dommeren er en lumsk og snedig Person. Han piner mig gruligt og har truet med at tage Lænestolen fra mig; saa dør jeg. Han vil have mig til at tilstaa, at jeg har villet rovmyrde Thaulow" osv.

Dommeren mener, at Bech her er gaaet i en Fælde og selv har røbet, hvad han aldrig er bleven sigtet for: at han har villet rovmyrde Th. Men det forstaar jeg ikke. Det er da ganske naturligt, at Bech, naar Dommeren afviser hans Forklaringer, maa tro, at han sigter ham for Rovmord.

Efter Bechs Paastand har Dommeren fortalt ham, at han kunde stole paa hans Velvilje, hvis han tilstod; han var den, der havde størst Indflydelse af de voterende Assessorer, osv. Dette tør Dommeren ikke benægte at have sagt. Og naar han saa samtidig erindrer den svækkende Behandling, han har været Genstand for, samt Paavirkningen fra politibetjentens Side, saa har man ikke svært ved at forstaa, at han har ladet sig overrumple.

Man maa heller ikke glemme, at Bechs ualmindelige Hidsighed bragte ham i en vanskelig Situation. Han var faktisk utrolig hidsig; men dette kunde han ikke faa Dommeren til at tro. Denne blev ved med at forholde Bech, at han stod sig ved at afgive en mere troværdig Forklaring, og da Bech nærede en stærk Tillid til Betydningen af Dommerens gode Støtte og store Indflydelse, sagde han mere, end han egentlig vilde.

Dette forklarede han sin Defensor ved Kriminalretten, der lod ham vide, at det var noget galt, han havde gjort, og at han maatte tage sine Udtalelser i sig igjen i et nyt Forhør. Men det var Bech strax betænkelig ved; "det gaar ikke an," sagde han, "for saa mister jeg Dommerens gode Støtte." Dette karakteriserer tiltrækkeligt hans "Tilståelse", og jeg henstiller hvor megen Betydning man mener at kunne tillægge dem.

Hvad er da Sandheden?

Ja, jeg vil naturligvis ikke paastaa, at jeg kan udrede denne Sag paa den eneste rette Maade. Men jeg tror, at det er gaaet saaledes til:

Bech er kommen op til Th. for at laane Penge; men Th. har stillet sig meget afvisende, og derved har han opirret den hidsige Mand, saa har han slaaet ham, men ikke paa en saadan Maade, at han kunde dø af det. At han skulde vente at finde 800 Kr., han manglede. er ganske usandsynligt.

Man har betegnet det som et kraftigt Bevis mod ham, at han den Dag, Overfaldet fandt Sted, havde mødt en Tømrermester Rasmussen, til hvem han sagde :

"Jeg maa have Penge, selv om det skal koste Blod!"

Men dette taler efter min Mening nærmest til Bech Fordel. Thi hvis han virkelig gik og rugede over Mordtanker, vilde han selvfølgelig ikke have udtalt sig saaledes.

Bech er abnorm.

Hvad jeg atsaa gærne vil have gjort klart for den høie Ret, er det, at Bech er en ganske abnorm Mand, hvis aldeles usædvanlige Hidsighed gør, at han maa bedømmes paa en ganske særlig Maade. At han f. Ex. kan slaa lille Søn i Hovedet med en Hammer og bagefter selv græder over det, og at han trækker sin lille Datter, som han elsker, ved Haaret og bagefter vil have hende til at ligge i hans Værelse, fordi han ellers ikke kan sove, - det tyder i høj Grad paa, at han er noget sindssyg.

Jeg har dog ikke ment at kunne paatage mig Ansvaret for at faa Bech indlagt paa en Sindssygeanstalt. Jeg har ment hellere at burde overlade til den høje Ret at tage Bestemmelse derom. Naar jeg ikke har forlangt ham indlagt til Observation, er det nærmest, fordi den tidligere Fængselslæge, Dr. Friedenreich, som mente, at Bech ikke var sindssyg, senere er bleven Overlæge netop for den Afdeling af Kommunehospitalet, hvor Bech skulde indlægges til Observation. Det vilde under disse Omstændigheder være underligt at lade ham undersøge af Friedenreich igen.

Jeg henstiller altsaa til den høje Ret, om det kan forsvares at lægge Bechs Tilstaaelse til Grund for en Domfældelse. Helt fri kan han naturligvis ikke blive; men det forekommer mig dog, at 10 Aars Tugthusarbejde - der for en Mand i Bechs Alder er ensbetydende med Tugthusarbejde paa Livstid - er en urimelig stræng Straf. Kan man egentlig sige, at han har handlet med Overlæg? Efter min Mening kan der højst være Tale om Forsæt, og er det Tilfældet, saa maa han dømmes efter ganske andre Paragrafer og til en langt mildere Straf.

Idet jeg altsaa henstiller til de høje Dommere, om ikke alle Sagens Omstændigheder opfordrer til at se med mildere Øjne paa Bechs Handling, end Kriminalretten har gjort, skal jeg nedlægge den allerærbødigste 

Paastand

At Arrestanten idømmes den mildeste Straf.

[Herefter fik aktor ordet. Der tilføjedes imidlertid intet nyt, heller ikke i dommen]

(Horsens Folkeblad 25. juni 1898. Forkortet)

Den 24. juni afsagde Højesteret dommen som stadfæstede Kriminalrettens dom på 10 års tugthus. Efter dommen fik han frataget ridderkorset som blev sendt tilbage til ordenskapitlet, ligesom hans navn blev strøget af hærens lister. Han blev herefter sendt til Århus for endelig at blive indsat i Horsens Tugthus den 11. juli 1898.

Kasseret Afskedspatent.

I Anledning af en afskediget Kaptajn Søren Peter Jensen Bech overgaaet Dom er det ham under 10de Oktober 1887 tilståede Afskedspatent ved allerhøjeste Resolution af 17de August blevet kasseret.

(Ministerialtidende 1898)

Stiftelsen af Bryggeriet Trekroner. (Efterskrift til Politivennen)

  Indbydelse til tegning

af

Aktier og Obligationer

i aktieselskabet

"Bryggeriet Trekroner".

Under ovenstående navn er der stillet et aktieselskab med det formål at drive produktion af overgæret øl.

Aktieselskabets bryggeri vil blive anlagt i Valby hvor selskabet har sikret sig et areal af 5 tdr. land. Dets anlæg og indretning vil ske under tilsyn af herr. bryggeriinspektør C. I. W. I. Lüders, der som direktør vil forestå ledelsen af bryggeriets drift.

Bryggeriet vil blive anlagt efter de nyeste og bedste principper hvorved på den ene side vil vindes garanti for fremstillingen af godt og ensartet produkt og på den anden side opnås fordelene ved en rationel økonomisk drift.

Det forventes at driften vikl kunne påbegyndes i sommeren 1899. Aktieselskabets driftsår løber fra 1. oktober til 30. september. Det første driftsår vil omfatte tiden fra driftens påbegyndelse til 30. september 1900.

Til anlægsomkostniger og driftskapital vil udkræves kr. 900.000 hvoraf kr. 300.000 tilvejebringes ved et partialobligationslån, kr. 600.000 ved udstedelse af aktier. Partialobligationslånet der forrentes med 5 pct. p. a. sikres ved 1. prioritets panteret i aktieselskabets faste ejendom med materiel og driftsinventar, hvis samlede anskaffelsessum vil andrage ca. kr. 800.000.

For lånet udstedes en hovedobligation med tilhørende 300 stk. partialobligationer a kr. 1.000 forsynede med halvårlige rentekupons pr. 2. januar og 1. juli, første kupon pr. 1. juli 1899.

Hovedobligationen deponeres i Nationalbanken der i samme vil blive stillet som repræsentant for partialobligationerne. Fra og med året 1905 amortiseres lånet ved udtrækning til indfrielse af partialobligationer til et beløb af mindst kr. 15.000 årlig.

Af partialobligationslånet er fast overtaget kr. 100.000, af aktierne kr. 150.000, resten

Kr. 200.000 partialobligationer

og kr. 450.000 aktier

udbydes til tegning.

Tegningen sker ved d'herrer J. S. Salomonsen & Co. der er bemyndigede til på aktieselskabets vegne at modtage og kvittere for de indbetalte beløb, for hvilke der udstedes interimsbeviser som i sin tid vil blive ombyttede henholdsvis med obligationer og aktier. Selskabets love henligger til eftersyn på tegningsstedet.

København den 15. juni 1898.

Bestyrelsen for aktieselskabet "Bryggeriet Trekroner"
Alfred Benzon, apoteker og fabrikejer.
F. E. v. d. Aa Kúhle, fabrikant, bestyrelsens formand.
L. Zeuthen, overretssagfører.

_____

I henhold til foranstående indbydelse modtager vi tegning af

a) kr. 450.000 aktier i aktieselskabet

"Bryggeriet Trekroner"

i stykker på kr. 2.000 og kr. 500 til pari kurs, at betale med

25 pct. ved tegningen,
25 pct. den 1. oktober d. å.
25 pct. den 2. januar 1899
25 pct. den 1. april 1899

Af de indbetalte beløb godtgøres en rente af 5 pct. p. a. fra indbetalingsdagen til 1. april 18989, hvilken rentegodtgørelse reguleres ved indbetalingen af den sidste rate.

b) Kr. 200.000 5% 1. prioritets partialobligationer

i aktieselskabet "Bryggeriet Trekroner"

i stykker på kr. 1000 til pari kurs, at erlægge enten kontant ved tegningen eller med

50 pct. ved tegningen
50 pct. den 2. januar 1899.

af de indbetalte beløb godtgøres en rente af 5 pct. p.a. fra indbetalingsdagen til 1. januar 1899, hvilekn rentegodtgørelse reguleres ved de originale obligationers udlevering.

Udebliver nogen indbetaling - enten på aktier eller på obligationer - mere end 8 dage efter de fastsatte terminer, er selskabet berettiget til at betragte den som ikke rettidig præsteret.

Tegningen foregår på vort kontor, Amagertorv nr. 7, 1. sal:

Onsdag den 22. juni og
torsdag den 23. juni.

I tiden fra 10-2 og sluttes når de fremlagte beløb er tegnede, dog forbeholdes eventuel reduktion.

D. u. s. 

J. S. Salomonsen & Co.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. juni 1898. Også publiceret i en lang række andre dagblade)

I en  artikel om "Aktiemæthed" der blev bragt i flere aviser, nævnes bryggeriet som et af flere eksempler:

Og endnu mere slående er det at i aktieselskabet "Bryggeriet Trekroner" - der syntes at måtte have de bedste chancer og under hvis indbydelse til tegning en Kühles navn figurerede (en omstændighed der kunne tyde på en vis forbindelse med Gamle Carlsberg) i dette foretagende er der faktisk kun tegnet for ca. 40.000 kr. aktioner af de udbudte 450.000 kr.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 20. juni 1898)

Et nyt bryggeri

Et helt nyt brygger er i sin vorden ude i Valby. Bryggeriet får navnet "Trekroner" og skal ledes af en broder til direktør Kühle på Gl. Carlsberg samt fhv. overinspektør ved "De forenede Bryggerier" hr. Lüders.

Det betydelige anlæg er allerede godt fremskredet og skal efter bestemmelsen stå færdigt til foråret.

Som specialitet vil man kaste sig over krone-øllet. Ved siden deraf er der tale om et stort pilsnerbryggeri.

(Dannebrog (København), 28 september 1898).

Frederik Emil van der Aa Kühle (1852-1902) var fabrikant og 1901-1902 medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Hans langt mere kendte bror var Søren Anton van der Aa Kühle (1849-1906) var brygmester og direktør for Gamle Carlsberg, udpeget af J. C. Jacobsen som sin efterfølger. Dette skete i 1887, fra 1901 som overdirektør. Fra 1903 boede han på villa Solbakken i Valby og er begravet på Vestre Kirkegård.

Bryggeriet kom aldrig til at fungere som bryggeri, se indslaget fra 1899. 

Herredsfoged Meyn. (Efterskrift til Politivennen)

Dommer Meyn. 

Arresteret en Sagfører.

Suspenderet fra Embedet.

En ung Piges Død.

I disse Dage, da Dommerstanden er særlig under Omtale, vil efterstaaende Begivenheder have forøget Interesse.

Fra Esbjerg modtag vi nemlig i Gaar følgende Privattelegram :

Esbjerg, den 13. Juni. Herredsfoged Meyn i Skjern, Balling Herred her i Jylland er i Gaar suspenderet fra Embedet. Herredsfogden mødte Lørdag Eftermiddag hos Sagfører Kjær i Skjern, som havde stort Middagsselskab, og arresterede Sagføreren, idet han beskyldte ham for at have begaaet et stort Bedrageri i en Arvesag.

Herredsfogden var kendelig beruset, hvilket straks blev sagt ham af den tilstedeværende Distriktslæge. som derefter telegraferede til Ministeren og Amtmanden.

Amtmand Feddersen i Ringkjøbing rejste i Gaar til Skjern sammen med Byfoged Eckerott i Ringkjøbing og suspenderede Herredsfogden, hvorefter Sagføreren blev løsladt. Meyn har i længere Tid levet meget ekstravagant. Han kørte nylig sine Heste ud i Skjernaaen, hvor de druknede, og han var lige ved selv at miste Livet. Forleden strøede han Penge i Grams under et lille Besøg i Barde. Hotelpigen gav han 12 Kr. i Drikkepenge, og Champagnen flød i Strømme.

Den bekendte provisoristiske Proprietær Matzen, Slumstrup, blev nylig truet af Herredsfogden med Arrest. Matzen svarede, at han da skulde blive den sidste. Samme Herredsfoged aabnede for et Par Aar siden flere Breve, som en ung Dame havde skrevet til en Læge og rettede Beskyldninger for utilladeligt Forhold mod Damen, som derefter tog sig afdage. Sagen omtaltes i Sundhedskollegiets Beretning 1896. Herredsfogden blev dog alligevel siddende Embedet, men nu blev da Bægeret endelig fuldt ved Sagførerens Arrestation. Meyn bliver rimeligvis indlagt paa en Sindssygeanstalt. Byfogedfuldmægtig Rosenmeyer, Ringkjøbing. er konstitueret som Herredsfoged.

Til "Ritz. Bur." telegraferes om samme Begivenhed:

Ringkjøbing, den 13. Juli. Det havde i lang Tid været en offentlig Hemmelighed, at Herredsfogdens Sindstilstand (!!!) ikke var god, og at han stundom udførte Ting, som normale Mennesker ikke vilde indlade sig paa. I Lørdags Aftes indfandt han sig i Sagfører Kjærs Bolig, hvor der var Selskab; han overfusede Sagføreren, til hvem han bar Rag, med Skældsord, hvorefter han paa Grundlag af en over Sagføreren indgiven aldeles betydningsløs Klage, beordrede ham indsat i Arresten.

Den i Telegrammet omtalte Begivenhed, som medførte en ung Piges Død, forholder sig som følger. Vi henholder os ganske til den Forhørsudskrift, som Sættedommeren Siersted i sin Tid tilstillede Sundhedskollegiet :

En ung, 25aarig Dame, hvis Navn vi her skal fortie, var Husjomfru hos Herredsfogden i 1895. Hun havde et Par Aar i Forvejen faaet et Barn, som var vel anbragt, og Herredsfoged Meyn antog nu, at hun stod i Forhold til en københavnsk Læge, med hvem hun korresponderede.

Søndag den 29. September 1895 fik Herredsfoged Meyn fat paa et Brev, der var ankommen til hans Husjomfru, og som netop var fra den omtalte Læge. Herredsfogden aabnede Brevet og læste hele dets Indhold igennem.

Da Herredsfogden var naaet saa vidt, paakom der ham imidlertid en vis Tvivl. Skulde han tage den unge Pige for straks? Til al Held kommer han i Tanker om, at han næste Dag skal have Middagsselskab - dette er Mandens egen Forklaring - , om han straks gav hende Irettesættelsen, vilde det let komme til en Scene, det kunde gaa ud over Maden, nej, han bør vente.

Først den 5. Oktober om Aftenen læste han Brevet højt for hende, til hvem det var skrevet, i Overværelse af sin Kone og en Husven, og rettede stærke Bebrejdelser mod den unge Dame.

Hun tog det hele tilsyneladende med isnende Ro, erklærede, at hendes og den unge Læges Forhold var fuldstændig skyldfrit, og gik derefter angrebsvis til Værks, idet hun spurgte Herredsfogden, med hvad Ret han aabnede og læste hendes private Breve. Herover blev Hr. Meyn, som han selv udtrykker sig, "hæftig fortørnet" og erklærede i stærk Vrede og i stærke Udtryk, at hun var en usædelig Pige, der efter hans inderste Overbevisning havde bedrevet Hor med Lægen.

Han lod hende derefter vide, at hun snarest muligt skulde forlade hans Hus.

- - - 

Næste Morgen fandtes den ulykkelige unge Pige døende i sit Værelse. Hun havde taget Morfin.

Denne Dommer begaar altsaa først et aabenbart Lovbrud ved at krænke Brevhemmeligheden. Dernæst ærekrænker han en ung Kvinde, som intet ondt har gjort, og han truer med at jage hende ud af Huset med Vanære, hvorved hun og hendes Barn vilde blive stillet ganske hjælpeløse, da hun derved mistede Udsigten til fremtidig Erhværv. Ved denne Optræden driver han hende til Selvmord.

Det er nu tre Aar siden, og Pressen har mange Gange forlangt, at der skulde rejses Sag mod denne Dommer, men Højres Justitsminister foretog intet. Det var kun en ung, satlig Pige, hvis Ret var krænket og hvis Barn var gjort moderløs. Derfor fik Dommer Meyn Lov til vedblivende at "pleje Retten" ovre i Jylland.

Men nu er han færdig. Han har forgrebet sig paa en Sagfører af det fine Selskab, og saa gaar det op for hans Overordnede, at han maa være - sindssyg. Hvis derimod en fattig Mand var bleven tyvtet og fængslet, saa sad Hr. Meyn endnu i Dommersædet.

Saaledes er Retstilstanden her under Højres Regimente.

(Social-Demokraten 14. juni 1898).

Sagfører, kaptajn Ludvig Hector Kiær (1841-) var født i Ribe. Han var med i Krigen 1864 som frivillig og avancerede til løjtnant i felttoget. I 1866 blev han kaptajn. 1866-1870 var han fuldmægtig hos herredsfoged Ole Lund ved Bølling-Nørre Horne Herreds kontor på Dommergården i Skjern. Han blev beskikket sagfører i Skjern 1870. I 1879 blev Kiær desuden sagfører i offentlige og beneficerede sager, dvs. førte retssager hvortil der krævedes advokatbistand, fx som forsvarsadvokat.

Husjomfruen hed Anne Marie Bugge. Hun døde 25 år gammel den 6. oktober 1895. Ifølge dødsattesten den 7. oktober 1895 blev hun fundet død i sin seng på Dommergården som følge af indtagelse af gift – sandsynligvis morfin. Meyn havde denne forklaring på det skete: 

Hr. Redaktør!

Deres Avis af D. D. indeholder en Meddelelse om, at en hos mig tjenende Pige har taget sig af Dage ved Gift, og som Grund til Selvmordet anføres, at jeg var kommen i Besiddelse af "en Recept paa Fosterfordrivelse", som hun havde modtaget fra en Mand i Kjøbenhavn, og som hun agtede at benytte til sig selv. Denne Beretning er fuldstændig blottet for Sandhed, men da nu en Gang den stedfundne, Privatlivet i øvrigt vedvarende, sørgelige Begivenhed er fremdraget for Offentligheden, skal jeg oplyse dens rette Sammenhæng:

En ung hos mig som Husjomfru tjenende Pige, om hvem det ved Obduktion er godtgjort, at hun ikke var frugtsommelig, led i høj Grad af Søvnløshed, og som Middel herimod havde Lægen foreskrevet Morfinsaft, uden at hun dog var bekjendt med dette Medikaments Farlighed. Efter alt, hvad der foreligger, maa det antages, at hun for lettere at falde i Søvn har taget en alt for stor Dosis Morfinsaft og har maattet bøde med Livet for denne Uforsigtighed.

Det forventes, at Blade, der mulig have optaget Deres Referat, ogsaa optage nærværende Berigtigelse.

Petersminde pr. Skjern, den 9. Oktober 1895.

W. Meyn,
Herredsfoged

(Holstebro Dagblad 12. oktober 1895).

Vilhelm Carl Christian Meyn (1842-1914) blev cand. jur. 1869. 1870 fuldmægtig på Østerflakkebjerg Herreds Kontor. I 1870 var han i ti måneder indlagt på Oringe Sindssygehospital. I 1874 blev han gift med en seks år yngre købmands- og skibsrederdatter fra Rønne. I 1875 underretssagfører og 1878 overretssagfører i Førslev ved Fuglebjerg. Han var herredsfoged på Dommergården i Skjern 1895-1898. 

Anne Marie Bugge blev begravet den 13. oktober 1895 fra Lyngby Kirke. Hendes far, Frederik Bugge, var købmand i Lyngby. Andre forklarede dødsfaldet som en reaktion på Meyn. Amtmanden i Ringkøbing var i Dommergården i oktober 1895 for at få en redegørelse, men uden at foretage sig yderligere i sagen. Nogle dage senere modtager amtmanden fire klager, hvor der ankes over uretmæssige anholdelser. Amtmanden foretager igen en rejse til Dommergården og udbeder sig både en mundtlig og skriftlig forklaring. Desuden opsøger amtmanden huslæge Levinsen og distriktslæge Arntz i Tarm. Begge læger rejser spørgsmål om herredsfogedens tilregnelighed. Amtmanden meddeler herredsfogeden tilladelse til orlov i seks uger for at konsultere en læge i København angående fogedens sindstilstand, og han får kun lov til at genoptage sit embede, hvis lægen erklærer ham egnet hertil. Amtmanden opsøger den pågældende læge i december 1895 og modtager en erklæring om, at der intet er til hindring for, at herredsfogeden kan genoptage sit embede

Den afsatte Herredsfoged.

Forhistorien.

Ang. den sensationelle Suspension af Herredsfoged Meyn i Skjern meddeler "Holst. Av.": Efter hvad der er oplyst, har Herredsfoged Meyn til forskjellige Personer i Skjern ladet sig forlyde med, at Sagfører Kjær skulde have bedraget en Mand for et Beløb af 3000 Kr.

Endvidere har han ligeledes overfor forskjellige om Kjær benyttet Udtryk, der for denne var i høj Grad ærerørige.

Endelig har han udtalt, at der til Kontoret i Anledning af Bedrageri var indkommen en Klage over Kjær.

I denne Anledning henvendte Sagfører Kjær sig i Fredags til Ringkjøbing Amt og forlangte dettes Medvirkning til at lære Indholdet af den omhandlede Klage at kjende, eventuelt under et Forhør, samt bebudede, at han vilde anlægge et Injuriesøgsmaal mod Herredsfogden, hvorfor han maatte begjære en Sættedommerbeskikkelse.

Amtmanden var ikke til Stede om Fredagen og Kjær tog samme Dag tilbage til Skjern. Om Lørdagen blev Kjær imidlertid arresteret af Herredsfoged Meyn.

Søndag Morgen tog Amtmand Feddersen, Borgmester Eckeroth og cand. jur. Herredsfuldmægtig Rosenmeyer fra Ringkjøbing til Skjern, og ved den af dem foranstaltede Undersøgelse viste det sig, at der ikke forelaa tilstrækkeligt Grundlag for Arrestationen, hvorfor Kjær i Gaar Aftes mellem 5-6 blev løsladt.

Amtmanden suspenderede derefter Herredsfoged Meyn, der forøvrigt tidligere ved forskjellige Lejligheder har gjort sig til Gjenstand for Omtale, fra hans Embede, og cand. jur. Rosenmeyer konstitueredes til foreløbig at beklæde Embedet.

Fra en Privatmeddeler, der tilfældig opholdt sig i Skern i Søndags, har "Polit." modtaget en længere Fremstilling af Affæren. Det fremgaar heraf, at Herredsfoged Meyn og Politibetjent Madsen i Lørdags Aftes ved 8 Tiden kom kjørende til Sagfører Kjærs Bopæl, hvor de begge trængte ind i et lille Privatselskab - stedlige Læger, Sagførere og Stationsforstanderen, som var samlede hos Kjær.

Man er i Skern vant til, at der sker noget interessant, hvor Herredsfoged Meyn aflægger pludselige Visitter, og Gaden uden for Kjærs Ejendom blev hurtig fyldt af Nysgjerrige. De hørte først et højrøstet Skænderi indefra Stuerne, saa' derefter de hele Selskab løbe ud paa Gaden efter Herredsfogden, der befalede sin Betjent anholde Sagfører Kjær, hvem han beskyldte for at have begaaet Bedrageri. Det  nyttede ikke, at Kjær selv protesterede, og at hans Gjæster og Venner vilde tale Herredsfogden til rette. Den forstyrrede Mand lagde sin Haand tungt og værdigt paa Kjærs Skulder og raabte rasende: "De er anholdt for Bedrageri. Tag ham, Madsen (Politibetjenten), og er han modstridig, saa læg Haandjern paa ham!" Den tilstedeværende Distriktslæge (fra Tarm) raabte til Mængden Herredsfogden er fuld! Sagfører Kjærs Frue tog aabenbart det hele for et barokt Indfald af Herredsfogden, thi hun opfordrede gjentagende sin Mand og Gjæsterne til at gaa ind og drikke Kaffen, som var servere i Haven. Men det hjalp ikke. Kjær blev transporteret til Arresten, medens Herredfogden sejrsbevidst og med Uniformshuen kækt paa Snur kjørte til sin Embedsbolig et Stykke Vej uden for Byen. De forsamlede Skernboer var i den højeste Ophidselse over det passerede.

Sagfører Kjærs Venner telegraferede strax til Amtmand Feddersen i Ringkjøbing. Han var bortrejst, men kom hjem Morgenen efter og rejste da omgaaende til Skjern  sammen med en af sine Fuldmægtige samt Herredsfoged Ekeroth med Fuldmægtig Cand jur. Rosenmeyer. Desuden mødte Herredsfogeden fra Herning samtidig i Skjern. Efter en længere Konference mellem disse Avtoriteter og Sagfører Kjærs Venner, først paa Tinghuset, senere ude hos den forrykte Herredsfoged, erklærede Amtmand Feddersen Hr. Meyn for suspenderet og konstituerede Cand. Rosenmeyer. Kl. 6 Søndag Eftermiddag blev Sagfører Kjær Iøsladt, hans Anholdelse havde altsaa varet i 22 Timer.

Herredsfoged Meyns Afskedigelse vi blive hilst med Glæde i hele Jurisdiktionen.

Sagforer Kjær er en ældre, anset Mand af den hæderligste Vandel. Herredsfogedens Beskyldninger mod ham var aldeles grundløse. Et personligt Fjendskab mellem de to Mand har her bragt Herredsfogeden aldeles fra Koncepterne. Skjernboerne hyldede da ogsaa Sagfører Kjær med kraftige Hurraraab, da han løslodes af Arresten, og hele Aftenen strømmede der Gjæster ind i Sagførerens Hjem for at kondolere og lykønske ham paa samme Tid.

(Aarhus Amtstidende 15. juni 1898).

Den 16. juni 1898 meddelte Meyn at han ville sagsøge alle aviser der havde talt dårligt om ham (det drejede sig omkring 150). Meyn meldt sig kort efter syg og blev indlagt på dr. Friedenreichs klinik for nervesvage. I juli meddelte han at han nu var rask til at indtage embedet igen. Han blev dog i stedet i  september 1898 afskediget i nåde og med pension pga sygdom og efter ansøgning. Meyn flyttede til København i november 1898 hvor faderen til hans tjenestepige klagede over at hun var involveret i hans for konen skjulte alkoholforbrug. Da det blev opdaget, blev han rasende på hende. En nytårsnat flygtede hun fra huset fordi han havde truet hende med en pisk. Herefter ødelagde han flere af hendes sager. 

Brandsag paa Fyn. (Efterskrift til Politivennen)

En Sylow Sag.

Uskyldig dømt for Brandstiftelse.

Hvis der ikke kommer noget særligt i Vejen, vil Højesteret i Dag faa en meget opsigtsvækkende Sylow-Sag til Bedømmelse. Det er paa en Maade selve Kommissionsdommeren, der staar for Skranken, hovedsagelig paa Foranledning af Højesteretssagfører Sv. Høgsbro, der i Fjor bragte Sagen paa Bane i Folketinget i en lejlighedsvis fremsat Forespørgsel til Justitsministeren.

Sagens Forhistorie

ligger hele tretten Aar tilbage i Tiden. Det var nemlig den 13. Juli 1885, at Birkedommeren i Wedellsborg Birk fik Meddelelse om, at der havde været Ildløs hos en i Birket boende Væver Chr. Jensen. To Længer nedbrændte, medens Stuehuset blev reddet. Bryggerhusskorstenen var faldet, men der viste sig ellers ingen Mangler ved Bryggerkedlen, men derimod havde Bagerovnen været skrøbelig.

Der blev afholdt Brandforhør, under hvilket oplystes, at Chr. Jensen Aftenen før Branden havde været henne og spille til Barselgilde. Han var først kommen hjem Kl. 4½ og laa endnu og sov, da hans Kone Kl. 9 kom og vækkede ham med den Efterretning, at det brændte i Taget paa Bryggerhuset. Han stod strax op og hjalp til at redde.

Endvidere oplystes det, at Konen samme Morgen havde fyret under Bryggerkjedlen, at de brændte Bygninger havde været assurerede for 1320 Kr. og Løsøret - hvoraf dog kun en ringe Del var brændt - for 4,774 Kr., samt at Chr. Jensens økonomiske Stilling var god, og at han led et Næringstab ved Branden.

Man fandt ingen Grund til at mistænke nogen, og der hengik nu en Tid af ti Aar. Jensens Kone døde imidlertid efter at have skænket sin Mand et Par Sønner.

Branden var forlængst glemt, da

Sylow kommer til Egnen

i September 1895, ledsaget af Overbetjent Valdemar Petersen. Den sidste forhører sig blandt Egnens Befolkning om den gamle Sag og faar opspurgt, at Chr. Jensen en Dag under et Tordenvejr har talt med en Smed Hans, til hvem han udtalte Ønsket om at Lynet vilde slaa ned i hans Hus, saa at, det kunde brænde af. Han vilde nemlig gjærne have det ombygget, men manglede Penge dertil. Smeden betvivlede ikke, at enten Chr. Jensen eller hans Kone havde paasat Ilden.

Paa Grundlag heraf blev Væveren arresteret, men han nægtede sig bestemt skyldig. Forskjellige Vidner afgav uheldige Forklaringer for ham, deriblandt en Bolsmand Larsens Hustru, der paastod, at han en Gang havde sagt til ham:

"Nu er "Holmemanden" (en Brandstifter) arresteret, men Du behøver ikke at være bange, for Din Kone har sagt, at hun var Skyld i Branden!"

En 70aarig Kone, Karen Andersdatter, fortalte, at Jensens Kone kort efter Branden havde sagt:

"Gud ske Lov, nu er jeg da kommen ud over det denne Gang!"

Endelig skulde Jensen selv en Gang have sagt, at det kunde være godt at faa de to Udlænger brændt af.

Arrestanten tilstaar.

Efter at have siddet arresteret fra den 23de Oktober til den 29de December og i denne Tid været Gjenstand for meget nærgaaende Paavirkning - hvorom senere - sendte Chr. Jensen Bud efter Vald. Petersen og tilstod, at det var ham, der var Skyld i Ildebranden. Dagen før Branden var han gaaet op paa Loftet og havde pillet en Sten ud af Skorstenen, hvorefter han stoppede noget Halm ind i Hullet. Da Konen næste Morgen tændte Ild under Bryggerkjedlen, har Flammerne slaaet op i Skorstenen og antændt Halmen!

Paa Grundlag af denne Tilstaaelse blev han idømt 1 Aars Forbedringshusarbejde samt tilpligtet at betale 1324 Kr. i Erstatning til den almindelige Brandforsikring og 565 Kr. til det fynske Udflytterbrandforsikringsselskab.

Chr. Jensen erklærede sig tilfreds med Dommen og den 18de Februar 1896 blev han 

afleveret til Vridløselille

Her afsonede han sin Straf med 8 Maaneders Cellefængsel, og den 20de Oktober da hans Befrielses Time var slaaet, indgav han med Bistand af Hr. Høgsbro en Klage til Justitsministeren, hvori han erklærede sig uskyldig i den Forbrydelse, ham var dømt for, og bad om at faa sit Forhold undersøgt ved en anden Domstol.

"Nu har jeg udstaaet alle de sjælelige og legemlige Lidelser", flottede han, ""udstaaet min Straf til sidste Dag. Jeg ved godt, at gjort Gjerning ikke staar til at ændre, men det har stor Betydning for mig og mine Børn, at Sandheden kommer for en Dag, og jeg anmoder derfor om en ny Undersøgelse og Prøvelse ved Højesteret!" 

I Klagen gav han i øvrigt nærmere Oplysninger om 

hvorfor han havde tilstaaet"

Strax, da han overfor Sylow havde nægtet sig skyldig, svarede Kommissionsdommeren:

"Naar jeg slaar ned paa Dig, og Du er kommet her, saa er Du Manden og skal ikke komme herfra, før Du har bekjendt, - det skal jeg være Mand for!"

Nogle Dage efter sagde Sylow i et Forhør:

"Naa, skal vi saa have Sandheden frem i Dag?"

Arrestanten forsikrede, at han var saa uskyldig som et nyfødt Barn.

"Jeg tror heller ikke, Du er nogen stor Forbryder", vedblev Sylow, "men nu skal vi have efterset, hvad gammelt, der hviler paa Dig!"

Iøvrigt klager han ikke særlig over Sylow, men desmere over Valdemar Petersen, om hvem han paastaar, at han overøste ham med Skjældsord paa en saa frygtelig og uhyggelig Maade, at det var "vel skikket til at gjennemryste hans udhungrede og forsultne Legeme". Skjældsordene tog stadig til i Styrke, og da de ikke hjalp, blev en anden Arrestant fat ind i Cellen til ham 3-4 Døgn ad Gangen for at paavirke ham.

Ea Dag sagde Valdemar Petersen til Jensen :

"Saadan en Tyveknægt! Du er en rigtig Æsel, at dine Børn skal sidde arresterede, fordi Du ikke vil bekjendt!"

"Mine stakkels uskyldige Børn lader De vel være i Fred", sagde Jensen, "de er kun 7 og 9 Aar gamle!"

"Her raader vi!" lød Betjentens Svar.

Og da den anden Arrestant forsikrede ham, at Børnene var arresterede, følte han sig saa grænseløs ulykkelig, som om Hjærtet skulde briste.

"Du kan ikke holde ud at blive siddende her", mente den anden Arrestant, "baade Du og dine Børn bliver ødelagte."

"Men jeg kan jo ikke tilstaa, naar jeg er uskyldig !"

"Saa bliver Du sendt til Korsør. Du maa hellere sige, at Du har taget en Sten ud af Skorstenen og stoppet Halm ind i den!"

Saa var det, at Jensen ringede paa Vald. Petersen og afgav den "Tilstaaelse", han nys var belært om. Først bagefter fik han at vide, at Børnene naturligvis slet ikke havde været arresterede.

Forplejningen i Varetægtsarresten.

Chr. Jensen oplyser endvidere i Klagen, at han lige til han afgav Tilstaaelsen kun fik "almindelig Fangekost" i Arresten, tørt Brød Morgen og Aften. Middagsmaden var det heller ikke stort bevendt med, men det kunde vel ikke være bedre, naar Arrestforvareren kun stk 40 Øre om Dagen for Forplejningen. Ugens Spiseseddel var saaledes:

Mandag : Byggrynssuppe og Ragout.
Tirsdag: Kaal og 12 Kvint Flæsk.
Onsdag: Byggrød og stegt Flæsk.
Torsdag: Sagovælling og stegt Lever.
Fredag: Ærter og 12 Kvint Flæsk.
Lørdag : Ostebrød og Spegesild med Kartofler.
Søndag: Oxekjødsuppe med 12 Kvint Kjød.

Saa snart imidlertid Arrestanten havde aflagt Tilstaaelse, blev der sat et stort Fad Smørrebrød ind til ham, og han fik nu Kaffe og Hvedebrød om Formiddagen og Paalæg paa sin Aftensmad!

Endelig er i Skrivelsen til Justitsministeren fremsat

en graverende Anklage

mod Overbetjent Vald. Petersen. Da Dommen var ansat, kom Byens Skolelærer, Reedtz. til Arrestanten og foreslog ham at laane Penge hos sin Søster til at betale Assuranceselskaberne med, saa at han kunde beholde sit Hus. Vald. Petersen tilraadede ham imidlertid at overdrage Huset til en af Sønnerne; saa kunde Assuranceselskaberne ikke røre det. Da Jensen mente, at det var bedre at faa Akkord med Selskaberne, skal Vald. Petersen have svaret:

"Ja, det er naturligvis heller ikke saa kæltringeagtigt!"

Klagen undersøges.

I Løbet af 1897 er der dels ved Kriminalretten i Kjøbenhavn, dels ved Odense Politiret og dels ved Wedellsborg Birks Politiret optaget en lang Række Forhør Anledning af Chr. Jensens Klage.

Sylow og Vald. Petersen erklærer den for usandfærdig, og Kommissionsdommeren føler sig overbevist om, at Tilstaaelsen var god nok. Han har intet imod at faa Forholdet undersøgt ved Højesteret.

Chr. Jensens Broder, en Malermester, har tilvejebragt en Del Tegninger og Modeller af den brændte Bygning og erklærer Broderens Tilstaaelse for "det klare Vanvid", ligesom han fremhæver, at hans Broder har mange fortræffelige Egenskaber, levede et godt Familieliv, var en dygtig Arbejder og ingenlunde trykket af Gjæld.

I Tilslutning hertil udtaler Skolelærer Reedtz og Sognepræst Madsen, at Chr. Jensen er en hæderlig og retskaffen Mand, der nyder almindelig Agtelse.

Overfor Vald. Petersens Paastand om, at Jensen ikke selv troede paa, at hans Børn var arresterede, er det oplyst, at da Drengene besøgte deres Fader i Odense Arrest, udbrød han:

"Herregud, er I her? Jeg troede, I var arresterede!"

Han forklarer yderligere, at han som Soldat har lært, at "man skal tage sin Straf og være glad til, og saa klage bag efter". Beslutningen om at klage havde han fattet umiddelbart efter Domfældelsen.

Endelig skal tilføjes, at en Del afhørte Arrestanter i alt væsentligt bekræfter Jensens Fremstilling af den Sylowske Paavirkningsmetode.

Det skal blive interessant at se, hvad Højesteret vil gjøre ved denne ualmindeligt Sag.

(Aarhus Amtstidende 20 maj 1898).

På daværende tidspunkt var 1 kvint lig med 5 gram. Enheden blev afskaffet i 1907. De 12 kvint flæsk og kød svarede altså til 60 gram.

Blæksprutten 1895: "Sylow kommer". Nemlig helt øverst i midten med karet. Rygtet om hans tilsynekomst får landsbyens befolkning til at flygte til alle siden. Allerede i 1895 var han tilsyneladende berygtet for at anklage og aftvinge folk tilståelser.

Den Sylowske Brandsag.

Lidt efter Kl. 2 igaar Eftermiddags sluttede Højesterets Votering i sagen mod Væver Chr. Jensen i Fluebjerg, og et Udvalg af Rettens Assessorer gik da ogsaa strax i Gang med Affattelsen af Præmisserne. Man naaede dog ikke at blive færdig igaar, og allerede Kl. 8½ imorges samledes man paany for at afslutte Arbejdet. Det tog længere Tid end ventet, saa at Dørene til Retssalen først Kl. 10½ kunde aabnes.

I den lange Ventetid havde der i Rettens Forværelse samlet sig en ganske talrig skare Tilhørere, der med spænding afventede, hvad Højesteret vilde sige om de graverende Angreb, der ere rettede mod Borgmester Sylow og Overbetjent Vald. Petersen.

Den udførlig motiverede Dom blev en ubetinget Sejr for Kommissionsdommeren og en eklatant Fordømmelse af de mange store Ord, der ere blevne fremsatte af Oppositionspressen og Hr. Octavius Hansen denne Sag vedrørende.

Dommen er saalydende:

Efter at den Tiltalte, der ved den indankede Doms Forkyndelse erklærede sig tilfreds, havde udstaaet den ham ved Dommen ikjendte Straf af 1 Aars Forbedringshusarbeide, indgav han under 20. Oktober 1896 en Klage til Justitsministeriet, hvori han erklærede den af ham under Undersøgelsen afgivne Tilstaaelse om at være skyldig i den ham paasigtede ForbrydseIse for urigtig og anholdt om, at Sagen maatte blive Gienstand for ny Undersøgelse og Prøvelse ved Høiesteret, idet han som Grund til at han havde afgivet en urigtig Tilstaaelse, særlig paaberaabte sig dels, at han var bleven udskjældt og haardt tiltalt af den ved Kommissionen fungerende Overbetjent, dels at han var bleven bevæget dertil ved Overtalelser og Forestillinger af en anden Tiltalt, der var bleven indsat i samme Arrestlokale som han og navnlig af Frygt for, at hans Sønner allerede vare eller skulde blive belagte med Arrest, hvorhos han endelig havde vedlagt Klagen en af hans Broder afgiven Erklæring, hvori det søgtes godtgjord at Ilden ester de lokale Forhold ikke kunde være opstaaet paa den af Tiltalte da han afgav Tilstaaelsen, angivne Maade.

I Henhold til den saaledes af Tiltalte fremsatte Begjæring blev Sagen efter Ordre af Justitsministeriet under 4 Februar f. A. indstævnet for Høiesteret, der ved et under 10. Marts f. A. udstedt kongeligt Reskripl bemyndigedes til at tage Sagen under Paakjendelse.

Under de derefter optagne yderligere Forhør har Tiltale stadig fastholdt sin Benægtelse af at være skyldig. Ligesom der imidlertid intet er oplyst, der kan giøre det usandsynligt, at Branden er foraarsaget paa den af Tiltalte, da han afgav TiIstaaelsen om forsætligt at have bevirket Branden, angivne Maade, saaledes har Tiltalte heller ikke under disse Forhør kunnet give nogen rimelig Forklaring om Grunden til at han afgav en urigtig Tilstaaelse, eller i alt Fald ikke tidligere tilbagekaldte denne, i hvilken Henseende bemærkes, at Tiltaltes skildring i Klagen af Overbetjentens Forhold over for ham efter det oplyste, navnlig ogsaa Tiltaltes egne Forklaringer derom, har været i høi Grad overdrevne, samt at det maa ansees usandsynligt, at han virkelig har næret den af ham paaleraabte, i og for sig urimelige Frygt for, at han to, da Branden fandt Sted, hjemmeværende Sønner, der da vare i en Alder af 9 og 7 Aar, vare blevne eller skulde blive arresterede, saa meget mere, som det kan ansees godtgiort at han efter at have afgivet Tilstaaelsen ikke søgte nogen Oplysning om, hvorvidt Sønnerne vare eller havde været arresterede. Det maa i det Hele, efter alt hvad der foreligger i Sagen anses for uantageligt, at Tiltalte af de af ham paaberaabte Grunde, saaledes som disse efter de nu optagne Forhør foreligge belyste, eller ved forskiellige under Undersøgelsen stedfundne Uregelmæssigheder og Tilsidesættelser af Arrestreglementets Bestemmelser - derunder navnlig af den Arrestanterne hjemlede Adgang til Extraforplejning - over hvilke han iøvrigt ikke har besværet sig til vedkommende Fængselsbestyrer, skulde have ladet sig bevæge til mod Sandheden at tilstaa sig skyldig i Brandstiftelse, til at erklære sig tilfreds med Dommen og underkaste sig Straffen uden at forsøge ved Appel at faa Dommen forandret, uagtet han, for Dommen faldt, af sin Broder og en Mand, som han har erkjendt at nære ubetinget Tillid til indtrængende blev tilraadet at tage sin Tilstaaelse tilbage eller ikke tage mod Dommen.

Dommen vil derfor, idet det findes at maatte have sit Forblivende ved den Tiltalte idømte Straf, være at stadfæste. I Salær for Højesteret paalagdes det Væver Chr. Jensen at betale 200 Kr. til hver af de beskikkede Sagførere.

(Nationaltidende 8. juni 1898).

I 1880'erne og 1890'erne var en række gårdbrande som var under mistanke for at være påsatte uden at det kunne bevises. På opfordring nedsatte Justitsministeriet derfor en kommissionsdomstol ledet af Byfoged, dr. jur. Nicolaj Christian Herholdt Sylow i Korsør. Han havde ry for at kunne få gårdmænd og husmænd til at tilstå at de havde afbrændt deres ejendomme for at få forsikringspenge ud af det. Sylow oprettede et hovedkvarter på rådhuset i Odense hvor han kunne benytte byens fængsel. I alt drejede det sig om 150 brande.

Nicolai Sylow startede sin karriere på Københavns Universitet. I en artikelserie i Berlingske Tidende i december 1880 rettede han en sønderlemmende kritik mod inkvisitionsprincippet. Men da hans akademiske karriere glippede, slog han ind på forhørsdommervejen, blev byfoged i Korsør og af justitsminister Nellemann talrige gange udpeget til at stå i spidsen for særdomstole i komplicerede brandstiftelsessager.

Sylows metode var den samme som i Chr. Hansens: Isolationsfængsel som efter datidens retspleje var på ubegrænset tid. De arresterede blev på forhånd anset for at være skyldige. Såvel Sylow som overbetjent Valdemar Petersen afholdt dernæst adskillige barske forhør for at få aftvunget en tilståelse. De undslog sig ikke for at inddrage familien - kone og børn - også som mistænkt og eventuelt fængslet for at lægge pres på manden. Forhørene foregår med grove verbale overgreb under forhør og i cellen. Nogle af dem førte til injuriesager imod Sylow og Valdemar Petersen, men de blev alle affærdiget af Højres justitsminister J.M.V. Nellemann. Forsvarerens opgave for fortrinsvis blot at få straffen formildet, han indhentede ikke oplysninger fra anklagede eller vidner.

Væver Chr. Hansen var således ikke den eneste som blev forhørt af Sylow og Valdemar Petersen. En anden var Peder Jørgen Poulsen. Den 19 april 1884 afbrændte deres fæstegård i Viby. Den 21. oktober 1895 blev Peder arresteret og kom for en Sylow-kommissionsdomstol. Han fik før systemskiftet benådning uden æresoprejsning, og efter systemskiftet fuld æresoprejsning.

Sylow blev samtidig med Højesterets afgørelse udnævnt til birkedommer på Frederiksberg.

Præsten Basse haaner Arbejdernes Faner. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags begravedes paa Vestre Kirkegaard en Gasværksarbejder Andersens Hustru.

Hr. Andersen er Medlem af Fagforeningen og Socialdemokratisk Forening i 1ste Kreds, derfor mødte begge disse Foreningers Faner for at vise Afdøde den sidste Ære. Forinden Præsten var kommet tilstede, tog Følget Plads i Kapellet, og Fanebærerne stillede sig med de floromvundne Faner op ved Enden af Kisten. Saa traadte Præsten, Pastor Basse fra Matthæuskirken ind i Kapellet, men aldrig saa snart fik han Øje paa Fanerne, før Blodet foer den stakkels Præst til Hovedet, og han for bød Fanebærerne at opholde sig i Kapellet.

Paa den Afdødes Slægt og Venner gjorde dette selvfølgelig et uhyggeligt Indtryk, hvad den nidkære Præst dog ikke lod sig genere af. Han satte sig nemlig ganske rolig ned paa en Stol og ventede til den sidste af Fanerne var ude af Døren, saa først tog han fat paa sin Tale over Afdøde. Talen gjorde dog ikke synderlig godt Indtryk paa de Tilstedeværende efter den Bedrift, der var gaaet forud.

Det lykkedes ikke Præsten helt at forhindre disse to Foreninger i at følge den Afdøde til Jorden med deres Faner, for da Præsten havde holdt sin Tale og Kisten blev baaret ud af Kapellet, sluttede Fanebærerne sig til Følget og fulgte i Spidsen af dette med til Graven, hvor de lod Flagene vaje over Kisten. Ved denne maatte Præsten, hvor stor en Ærgrelse det saa end var ham, finde sig i, at Fanerne blev plantede paa hver Side af ham, medens han forrettede Jordpaakastelsen.

Hvornaar vil dog disse Mennesker vise en Smule Fordragelighed? Hvad kunde disse Faner skade Præsten? Han maa jo dog vide, at det er en Hædersbevisning, der vises den Afdøde, en Hæder, som virker trøstende midt i den store Sorg, som har ramt de Efterlevende.

Men det er jo snart blevet til Dagens Orden, at en stor Del af vore Præster benytter enhver Lejlighed, hvor de kommer i Berøring med Arbejderne, til at vise deres Fordragelighed paa en alt andet end kristelig Maade.

F. K.

(Social-Demokraten 14. maj 1898).

1911 klagede Socialdemokratisk Forening over at pastor Basse ikke havde tilladt den socialdemokratiske fanes tilstedeværelse i kapellet (Holmens Kirke) ved skibsbygger Valdemar Larsens begravelse.