Besøg i Stokhuset, - Det gamle Slavefængsel ved Østervold. (Efterskrift til Politivennen)

Inkvisitionens torturkamre og de underjordiske fangehuller.

Paa Hjørnet af Østervold og Stokhusgade ligger det gamle Stokhus.

Over Porten paa den lave Facadebygning ses Frederik den 4s kronede Navnechiffer.

I denne Bygning var det, at Inkvisitionen holdt Forhør og øvede Tortur for 260 Aar siden.

Gud nåede den Stakkel, der faldt i Inkvisitionens Haand. Han blev pint med Tommelskruer og alle de andre djævelske Torturredskaber, indtil han halvt sanseløs af Smerte tilstod alt, hvad Dommerne ønskede.

Gaard Interiør i Stockhuset. Til højre i Stuegangen Inkvisitionens Torturkamre.

I de dybe underjordiske Fangehuller vansmægtede Fangerne og raadnede langsomt op - saafremt da ikke Bøddelens Økse forinden gjorde en Ende paa deres Lidelser.

I dette Hus blev Fangerne pisket med Rotting eller Tamp, Kagstrøget, brændt med gloende Jern osv. Intet Skrig naaede udenfor disse tykke Mure, men Befolkningen anede hvilke Rædsler, der foregik derinde, og man gik sky forbi dette Arnested for Inkvisitionens Rædsler.

Stokhuset hentede sit Navn fra, at der paa Pladsen udenfor dets Port var opstillet en saakaldt "Stok" eller Gabestok. De af Byens Befolkning, der overtraadte de strenge Love, blev til Straf sat I Gabestokken (to Bjælker med Huller, hvori Arrestantens Arme eller Ben anbragtes) og udstillet til offenlig Beskuelse og Forhaanelse af den store Hob.

Oprindeligt havde Gabestokken været opstillet ved Vestervold, hvor der var indrettet 

et Stokhus I den gamle Fæstning "Jarmers Taarn", 

af hvilken der er befaret en Ruin. Men da Taarnet i 1670 blev fuldstændig skjult ved Opførelsen af Volden (Helmer Bastion), maatte Stokhuset flyttes til den nuværende Stokhusbygning ved Østervold, der i 1741 tillige blev indretter til Straffeanstalt for grove militære Forbrydere og de til Fæstningsarbejde dømte "Slaver" ligesom den i 1686 oprettede Inkvisitionskommission, der (med Tortur) holdt Forhør over Forbryderne, som allerede omtalt havde sine Lokaler her.

Hovedindgangen til Stokhuset fra Østervold.

Torturen blev først afskaffet i 1837, og selve Inkvisitionen ophævedes i 1842 - altsaa for 80 Aar siden. 

Stokhuset ved Østervold, der husede over 500 "Slaver", ophævedes som  Arrestbygning i Aaret 1851. Det var som sagt opført i Aaret 1670 under Ledelse af en Murer ved Navn Herman Baltsersen.

Et Besøg i de underjordiske Fangehuller. 

Vi spadserer langs Østervoldgade, dette smilende Parti ved Statens Musæum og Østre Anlæg, hvor Danmarksmonumentet knejser paa den høje Bastion

Saa dukker pludselig Stokhusets triste graa Mure frem for os...

Vi standser foran Porten og nøler et Øjeblik ...

Tænk, hvilke Skarer af ulykkelige, forpinte Stakler, der i Tidernes Løb er blevet ført Ind gennem disse Porte, ind til et Liv i Forsmædelse og Pinsler. . .

Et rask Slag paa Portklokken. Porten aabnes - og et Øjeblik efter staar vi nede i den dybe Fangekælder, der trækker sig under hele Forhuset, og hvortil Nedgangen er til venstre i Porten.

Her er ikke et Vindue - alt ligger i Bælgmørke bag de alentykke Mure.

En kvælende, indelukket, kvalm Dunst slaar os i Møde, da vi fra Nedgangstrappen naar ind i den Gang, der strækker sig langs de underjordiske Celler - eller rettere sagt Fangehuller.

Jorden i Kælderen er fugtig - Grundvandet staar til Tider fodhøjt over Gulvet, der er dannet af stampet Ler.

Langs Gangen fører Døre ind til syv Fangehuller. De svære Døre, der var dannet af tykke Planker med klodset Jærnbeslag, er nu tildels forsvundne; Resterne af dem ligger halvforraadnede paa Gulve eller stikker OP fra Jordlaget. Dørene var i Midten forsynet med en Gang til at aabne, og herigennem blev Føden stukket ind til Fangerne. Gluggerne var forsynet med svære Laase. For selve Dørene var der sat kæmpemæssige Laase, der maalte Indtil en halv Alen i Kvadrat. Disse Laase opbevares nu som en Kuriositet i et Museum.

Vi kigger ind i Fangehullerne og forfærdes ved at se, hvad der her blev budt menneskelige Væsener.

Hver Celle er omtrent 15 Fod dyb og 7 Fod bred, og her blev 8, ja ofte 12 Personer sammenstuvet - det vil sige, at her fik 8 Fanger tildelt et Rum af samme Størrelse som en af Nutidens Celler til en Fange.

Det er vanskeligt at forstaa, hvorledes de 8 Personer har kunnet finde Plads i det lille Rum. Der har sandsynligvis været anbragt to Standkøjer paa Længden ved hver Sidevæg og i to Rækker over hinanden. Det giver Plads til 8 Personer med en Gang paa 1½ Alens Bredde mellem Køjerne.

Disse 21 Kvardratfods Guldflade var de 8 Arrestanters Plads til at bevæge sig paa om Dagen.

Den lille tilgitrede Aabning ud til Gården til Lys og Luft sad næsten i Linie med Gaardspladsens Jordsmon; om Natten var Aabningen lukket med en Træluge!

Om Natten var Cellen saaledes hermetisk tillukket, uden nogen som helst Adgang til frisk Luft; som Følge deraf blev Luften forpestet i Rummet, saa at Fangerne var ved at kvæles af Stank.

Men Dommerne og Myndighederne ræsonnerede som saa, at disse Fangehuller var bestemt for Mordere og Voldsmænd, og at det kunde være lige meget, om de døde før eller senere, enten kvalt af Stank, eller under Torturens Pinsler - eller til allersidst under Bøddelens Økse.

1 1677 sad en Stykjunker i Artilleriet, Adolf Gtartz, som Arrestant i et af disse underjordiske Fangehuller. Han var anklaget for, at han under de Danskes Belejring af Wismar i 1776 havde dræbt en af sine Overordnede, en Officer, under et Slagsmaal, og han blev i Lænker ført. til København og smidt ned i Stokhusets sumpede Kælder. I Forhøret tilstod Giertz sin Skyld. Men i 8 Uger sad han - sammen med nogle svenske Fanger - haardt sluttet i Jærn og Baand og ventede paa sin Dom. Den 38. Maj 1677 sendte Giertz en Ansøgning til Generalavditøren, hvori han klagede over, at Opholdet i Kelderhullet under den kvælende Varme og Stank ikke var til at udholde. Han vilde hellere dø for Bøddelens Økse end kvæles af Stank og ædes af Orme i Fængslet, og han bad derfor om, at han maatte faa en Ende paa det.

Hans Ønske blev opfyldt - Dagen efter blev ham dømt til Døden og henrotte

Inkvisitionens Torturkamre, der nu anvendes til - Sadelmagerværksted.

Med en Følelse af ubeskrivelig Væmmelse forlader vi dette underjordiske Helvede, ved hvis Dør man dengang passende kunde have sat: "Her lades alt Haab ude". Ad den gamle raadne Trappe kommer vi atter op til Dagene Lys, til den friske Luft. . .

Men der er ikke Tid til at dvæle.

Vejen gaar videre til Rædselskabinettet, det Lokale, hvor Inkvisitionens Domstol residerede. Lokalet, der er beliggende i Stueetagen ud mod Gaardspladsen, benyttes nu af Militæret til - Sadelmagerværksted.

Blandt de Forseelser og Forbrydelser, der behandledes af Inkvisitionen, var: Løsgængeri, Tyveri, Hæleri, Rufferi, Hververe til fremmed Krigstjeneste, Hekseri (indgaaet Pagt med Fanden) osv.

For at faa Arrestanterne til at tilstaa eller som Straf anvendtes daglig alle Torturkamrets Rædselsinstrumenter: Piskning, Spidsrod, Ris, Halsjærn - eller man varierede med Tamp, Tyremie, Kat. Ofte blev der under Forhøret givet 20 Slag Tamp paa samme Dag, og de kunde gentages de 2-3 følgende Dage.

Eller Tommeskruerne blev af Stokknægten anbragt paa Arrestantens Tommelfingre. Hver Gang han nægtede at tilstaa, blev Skruen drejet en ekstra Omgang!

Eller Delinkventen blev - med Hovedet lænket ned mod Knæene - nøgen rullet paa et Leje af smaat knuste Flintesten! Rosenkransen eller Pater noster Baandet var en tynd Snor med 5-6 Knuder paa, som anbragtes over Panden, tæt ved Øjenbrynene, og et Par Knuder paa Siderne af Hovedet. I Nakken stak Stokknægten en 3/4 Alen lang Stok igennem Kransen og drejede Stokken rundt, saa at Knuderne trængte ind i Huden . . ,

I Inkvisitionens Lokale var rejst en Stolpe, der anvendtes overfor Personer, der skulde have Kat eller Tamp. Arrestanten lænkedes med Arme og Ben til Stolpen. Tampen anvendtes uden paa Trøjen, Katten derimod paa den blotte Ryg. Katten bestod af 10 smalle, tjærede Hampeliner, anbragte paa et kort Skaft. Hver Line var omtrent en halv Alen lang, med 3-4 Knuder paa . . ,

Og saaledes kunde der fortsættes med Listen over disse raffineret udtænkte Torturredskaber, Kniben med gloende Tænger, Gennemstikning af Tungen osv.

Dagligt lød de ulykkeliges Skrig fra disse Lokaler, Men Skrigene blev ikke hørt, Stokhuset lå på en afsides plads, i en udkant af byen, tæt op ad Volden, hvor der kun sjældent kom et Menneske.

Men til Tider var der stor Sammenstimlen udenfor Stokhuset, nemlig naar Straffene skulde eksekveres.

Paa Pladsen udenfor Stokhusporten var rejst en stor Justitspæl, hvortil Fangen blev bunden, og her foregik baade Kagstrygning og Brændemærkning som en almindelig Folkeforlystelse.

De Forbrydere, der dømtes til Slaveriet, førtes under Bevogtning til en Smed, der boede i Dronningens Tværgade i den Ejendom, hvor nu Dansesalonen "Kæden" findes. I Smedien blev Slaven smedet i Bolt og Jern, det vil sige, at han fik smedet en Ring om Foden og en om Haandledet, og de to Ringe var saa forbundet med en Jernkæde. Efter denne Kæde-Smedie er det, at Dansesalonen har arvet sit Navn.

Slaverne Indesluttet bag Palisader og Kanoner.

Fra Torturkamrenes Uhygge kommer vi over Gaardspladsen til en større Bygning, der tjente til Fængsel for de paa Livstid dømte Slaver.

For at umuliggøre Slaverne at undslippe, var Fængslet indesluttet af en Række mandshøje Palisader, forsynet med Skydeskaar, gennem hvilke tre Kanoner stak deres truende Mundinger ind mod Fængslet. Desuden var der udenfor Palisaderne Vagtposter med skarpladte Geværer.

Resterne af disse Palisader eksisterede endnu for nogle Aar siden, men nu er de fuldstændig fjærnet. Stokhusgaarden ligner nu nærmest en lille Have, og Slyngplanterne gror op ad Fængselsmuren. Men den Gang var der ikke Tale om nogen Idyl paa dette Sted.

En Englænder, John Howard, besøgte i 1781 Stokhuset, og det er af en vis Interesse at læse hans Beretning om Tilstanden i Fængselsbygningen. Han fortæller: Her er Forbrydere af Garnisonen og Fanger af de forskellige Folkeklasser inddømte som Slaver. I Fængselsbygningen er der i Stuen to Rum. Skønt Højden kun er 10 Fod, har hvert af dem to Rækker Standkøjer. Disse Rum er overfyldte og derfor usunde. Over dem er der to Sygestuer og desuden en Kirke. Her saa jeg 143 Slaver. De var afstikkende klædt i en brun Trøje med røde Ærmer og Benklæder af samme to Farver.

Fangerne laa med Klæderne paa om Natten, og mange af dem var næsten nøgne. Flere af dem havde været 1 Bøddelens Hænder. De var brændemærkede og lænkede sammen to og to.

Nogle af dem havde tynde Lænker paa det ene Ben, andre sværere paa begge Benene, og nogle bar Halsjern. En var lænket med den venstre Haand til en Skubkærre - det var Straffen for Rømning.

Elendigheden og Haabløsheden i disse blege og syge Slavers Ansigter vidnede Ikke om Humanitet i Behandlingen.

Mit første Besøg fandt Sted en Lørdag. Den næste Dag overværede jeg Gudstjenesten i Kirken, hvor Manden, som var lænket til Skubkærren, var en af de faa, der var til Stede. Soldater med opplantede Bajonetter stod opstillet forskellige Steder i Kirken.

Senere gik jeg gennem deres Stuer, hvor de fleste af dem laa paa deres Brikse. Dette Fængsels modbydelige Tilstand gav mig altid Hovedpine. . .

Saavidt Englænderens Beretning, af hvilken man faar et Øjenvidnes Indtryk af forholdene.

I "Fugleburet"

Lokalet, i hvilket Slaverne havde deres Sovesal, var ved Hjælp af tykke Planker fra Gulv til Loft indrettet som et "Fuglebur". Inde i Buret opholdt Fangerne sig - det vil sige, at de laa paa de skraatstillede, haarde Trækøjer, uden noget som helst Undertøj. Udenfor "Fugleburet" gik Vagten med skarpladte Geværer, parat til at fyre løs ved de mindste Tegn paa Uro.

Køjerne og "Fugleburet" eksisterede endnu for nogle Aar siden. Nu er det hele fjærnet, og "Slaveriet" anvendes af Militæret til Munderingsoplag.

De dødsdømte Slavers underjordiske Celler.

Det var Ikke sjældent, at de Slaver, der anvendtes ude i Byen, bl. a. til Fæstningsarbejde, druknede sig i Voldgraven - saa var deres Pinsler endt.

Det hændte ikke saa sjældent, at en Slave flygtede. Særlig var Havehullet, et Sted paa Stokhusets Grund, et søgt Rømningssted. Men Friheden varede i Reglen kun kort. Den, der bragte Flygtningen tilbage, flk en Dusør paa 4 Rigsdaler, og Slaven blev straffet med Tamp.

De mere fremsommelige og skikkelige Slaver anvendtes som sagt ved forskelligt Arbejde ude i Byen, i Reglen under militær Bevogtning, men ofte gik de paa egen Haand til og fra Arbejdsstedet.

I Brødbageriet i Kastellet arbejdede saaledes daglig 12 Slaver. Ved Blæsebælgen i Tøjhussmedien anvendtes en Slave, og paa samme Maade anvendtes Slaver i Arsenalet. I Frederiks Hospital og Guldhuset (senere Garnisons Hospital) besørgede Slaverne Renholdelsen. Slaverne besørgede ogsaa Gadefejningen ved Kasernerne, langs Volden og i Rosenborg Have. Desuden anvendtes Slaverne i Proviantgaarden, ved Vagtbygningerne og som Sygepassere i Stokhuset. Endelig benyttedes Slaverne til at bære Ligene af Selvmordere til Graven.

16 Aars Drenge som Slaver. 

I Stokhuset fandtes Fanger af alle Aldersklasser, Drenge i 16-Aarsalderen, Ynglinge paa 18-20 Aar og Folk i deres bedste Manddomsaar, helt op til over 70-Aarsalderen.

De fleste af de saakaldte "uærlige" Slaver var kagstrøgne og brændemærkede. Et stort Antal havde løbet Spidsrod, var bleven kattede eller piskede.

Hvor gyselig Tilstanden var i Stokhuset, fremgaar af en Skildring i en Avis "Nyeste Skilderi af København" fra 1803.

Forfatteren, der har besøgt Fængslet, skriver: Stokhuset synes at være en haard Straf og skadelig for Forbryderens Moralitet. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand.

Luften er saa at sige forpeste af de mange Menneskers Indeslutning i et lukket lille Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskhed.

Deres Leje er saa skrækkeligt, som man nogen Sinde har set det. Det bestaar af nogle urene Brikse, hvor de ikke har noget Dække over sig og Ingenting under sig.

Søvnen, denne den ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet.

Deres usle Leje vrimler af Utøj, som om Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv ....

- Disse Betragtninger viser, at der nu gjorde sig et humanere Syn gældende. Mange af de saakaldte "ærlige" Slaver blev efterhaanden benaadede, men de saakaldte "uærlige", de brændemærkede, der bar Slavestemplet Indbrændt paa deres lægerne, turde man lkke frigive, da de i saa Fald, skyet af alle Mennesker, vilde være bleven prisgivet Arbejdsløhed og Sult.

En Gehejmekonferensraad Moltke og Hustru skænkede 1000 Rigsdaler til Forplejning for de paa Livstid Inddømte Slaver, og endvidere fik de udleveret Halmmadrasser og Hovedpuder til deres Natteleje, ligesom Forplejningen forbedredes.

Slaven, der Inviterede Gæster til Generalens Middagsgilde.

Ved Siden af alt det gyselige ved Slaveriet var der ogsaa nogle Lyspunkter. Det var de saakaldte "ærlige" Slavers Anvendelse i privat Arbejde. Byens Borgere kunde leje en Slave til at udføre Arbejde mod at betale den fastsatte Afgift og garantere for, at Slaven vendte tilbage til Stokhuset om Aftenen - og denne billige Arbejdskraft blev meget ofte benyttet til Skade tor Arbejderklassen. Det gik saa vidt, at Funktionærerne i Stokhuset sendte Slaverne ud for at besørge Byærinder - og uden Bevogtning.

Dette medførte, at der i 1812 paany udstedtes et Forbud mod at lade Slaverne gaa ud i Byen uden Jernlænker og Bevogtning, ligesom det ogsa blev forbudt, at de maatte bære andre Klæder udenfor Stokhuset end den spraglede Fangedragt.

En Fæstningskommandant, der havde en gammel Livsslave til sin daglige Raadighed, lod sig ikke genere af dette Forbud. Slaven var nu kommen i saa mange Aar i hans Hus, at saavel Kommandanten som Slaven var bleven gamle og godt Kendte med hinanden.

En Dag, da Kommandanten skulde have fint Selskab, blev Slaven iført hans Livré og sendt ud med Indbydelser til Byens og den nærmeste Omegns Honoratiores. Alle kendte de Slaven, og saavel han som Indbydelsen blev vel modtagne.

Jarmers Taarnet.

Vi slutter med denne lille Solstraalefortælling, som godt kan være passeret, men som staar i en saa skærende Modsætning til det ovenfor fortalte.

Vi er glad, da vi atter staar udenfor Stokhusets Port - det er, som vi er kommen ud af et Helvede fra Fortiden, ud til Dagens pulserende Liv i Storstaden.

Foran os ligger Nutidens skønne, smilende København med den knejsende Vold og den poetiske Stadsgrav - et af Minderne om Slavernes Fæstningsarbejde.

Fortidens Skygger er heldigvis forsvundne og afløst af et mere humant Syn ogsaa paa de af vore Medmennesker, der har begaaet et Fejl

N.B.

(Social-Demokraten, 2. januar 1923).

Artiklen er skrevet 63 år efter Stokhuset ophørte med at være fængsel i 1860.

Tyvagtige Ekspeditricer. (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Johs. Bigler forlanger af religiøse Grunde en ung Pige straffet.

Hun havde bedraget Firmaet for 700 Kr. Familien vilde betale Grossereren 1000 Kr. i Erstatning, men fik Afslag.

I Gaar udspilledes et trist Drama i Byrettens 6. Afdeling hos Dommer C. E. Nielsen. Det mest triste ved dette Drama er dog den Omstændighed, at det hele kunde have været afværget, saafremt Anmelderen vilde have vist en lille Smule Menneskekærlighed overfor den Tiltale og hendes Paarørende.

Tiltalte var en ung Ekpeditrice, Frk. L., der for ca. en Maaned siden blev anmeldt til Politiet for Bedrageri af 700 Kr. overfor Firmaet Johs. Bigler og Søn. Frk. L. havde i Løbet af 7 Maaneder forfalsket Syerskernes Arbejdssedler, saaledes at Firmaet havde udbetalt 700 Kr. mere, end det var pligtig til, og de 700 Kr. havde Frk. L. selv beholdt.

Saa snart den unge Piges Forældre fik Meddelelse om Datterens Forbrydelse, gik de til Grosserer Bigler og tilbød at dække hele Beløbet, ja, de vilde endog erstatte det besvegne Beløb (700 Kr.) med 1000 Kr., saafremt han vilde tage Anmeldelsen tilbage.

Grossereren, der er en troende Mand, svarede Nej,

idet han kynisk meddelte de ulykkelige Forældre, at den unge Pige skulle straffes, fordi hendes Forbrydelse var af samme Art som Alberti. Han blev straffet, og det samme forlanger jeg, at Deres Datter bliver. Hos mig findes ingen Skaansel.

Saaledes svarede den troende Grosserer et Par ulykkelige Forældre, og uden mindste Gnist af Samvittighedsnag gik han til Politiet og forlangte, at hans Anmeldelse skulde undersøges og paadeømmes.

Sagen blev saa henvist til 2. Undersøgelseskammer, hvor Politiassessor Madsen løslod den unge Pige, medens Sagen stod paa. Flere Gange forsøgte Assessoren at tale Grossereren til Fornuft - men uden noget Resultat. Den selvretfærdige Grosserer, der har tjent sig en stor Formue paa sine Syerskers Slid, forlangte stadig Straf for den lille Synderinde.

15 Maaneders Forbedringshus.

Saa var der ikke andet at gere end at lade Sagen gaa til Doms. Loven forlanger jo, at saavel smaa som store Forbrydere straffes - mest de smaa - og Politimyndighederne er jo til for at paase, at Loven overholdes. - Sagen blev fra 2. Undersøgelseskammer sendt til Byrettens 6. Afdeling hos Dommer C. E. Nielsen, hvor den unge Pige i Gaar mødte sammen med sin Moder. Da der baade forelaa Falsk og Bedrageri, kom Dommen til at lyde paa ikke mindre end 15 Maaneders Forbedringshus. Da de to ulykkelige Kvinder hørte dette, faldt de hulkende hinanden om Halsen.

Desværre var Grosserer Bigler ikke tilstede ved Domsafsigelsen, thi i saa Tilfælde vilde han maaske have forstaaet, hvilken frygtelig Synd han havde begaaet overfor den unge Pige og hendes Forældre.

Mærkværdig nok havde Frk. L. ingen Forsvarer. Det havde dog været paa sin Plads om man i dette Tilfælde havde beskikket en Forsvarer, der muligvis havde kunnet bistaa den unge Pige med Raad, saaledes at straffen ikke var blevet saa umenneskelig haard. 

Vi kommer i den Forbindelse til at tænke paa, Bankkassereren fra Landmandsbanken, der havde bedraget for 30.400 Kr., kun fik 2 Aars Forbedringshus. Det er en meget mild Straf, naar den unge Pige for 700 Kr. Skyld skal sættes I Fængsel i 15 Maaneder.

Men der er neppe Tvivl om, at Grosserer Bigler i Dag er en lykkelig Mand, der takker sin Gud for, at han har ladet ham faa Ram paa den unge Pige og hendes forældre.

(Klokken 5 (København) 29. december 1922).

Grosserer P. Biegler forsvarer sig.

Nogle mærkværdige Dementier af ganske uvæsentlige Punkter i vor Artikel om Grossererens umenneskelige Handlemaade overfor en af hans Ekspeditricer.

Vi meddelte i Gaar at Grosserer Biegler af det kendte Firma Johs. Biegler havde anmeldt en af sine Ekspeditricer, en Frk. L. for Bedrageri og Falsk og trods forskellige Henvendelser om at faa Sagen ordnet i Mindelighed - bl. a. vilde Familien dække det besvegne Beløb med 1000 Kr. - haardnakket forlangte hende straffet.

Dette lykkedes ogsaa, Idet den unge Dame ved Byrettens 6. Afdeling fik sin Dom paa 15 Maaneders Forbedringshus. Vi kritiserede Hr. Bieglers Optræden i denne Sag, bl. a.fordi han, der gaar for at være en dybt religiøs Mand, farer saa haardt frem mod en af sine fattige og forslidte Arbejdersker. Ordet "kynisk" i vor Omtale er faldet den retfærdighedssøgende Grosserer for Brystet, thi i Gaar henvendte Hr. Biegler sig til os og ønskede, at vi skulde dementere en Del af vor Artikel, der var ganske i Overensstemmelse med de faktiske Forhold.

Da vi saa ofte har hørt den Slags Paastande fremsat af Folk der har faaet deres Heltegerninger belyst i vort Blad, spurgte vi Hr. Biegler, hvad det var, der var i Uoverensstemmelse med Sandheden i vor Artikel, og om han da vilde give os en Fremstilling af Sagen

Grosserer P. Bieglers Fremstilling og Dementi.

- Jo, det vil jeg meget gerne, udtalte Grossereren, saafremt De vil gengive det, som jeg fortæller Dem det.

Den første Uoverensstemmelse er den, at De skriver, at Dommen faldt den 28. December. Det er i absolut Strid med Sandheden, idet Dommen faldt den 22. December. Dernæst skriver De, at det var en ganske ung Pige. Heller ikke det er sandt, Frk. L. var 30 Aar gammel.

Men den største Usandhed, Bladet har gjort sig skyldig i, er dog, naar jeg betegnes som kynisk. Jeg ser saaledes paa Sagen, at en Mand, der er kynisk, maa være en Kyniker. Og da Ordet Kyniker er en injurie, kan jeg fordre Dem straffet og tiltalt, fordi jeg saa langtfra er nogen Kyniker. Jeg har kun villet simpel Retfærdighed. Jeg har selv været meget bedrøvet over at maatte blande Politiet ind i Affæren, men det var nødvendigt at statuere et Eksempel. I en saa stor Forretning som min, begaas der mellem Aar og Dag fra Syerskernes Ride en Mængde strafbare Ting, og det vil jeg ikke have, og for at gøre det øvrige Personale bekendt med at jeg ikke upaatalt vil finde mig i det, meldte jeg Frk. L. til Politiet,

Saa skriver De, at jeg havde gjort det af religiøse Grunde. Det var ikke religiøse Grunde, men moralske, der fordrede, at jeg maatte have Frk. L. straffet.

Det var ikke 700, men 800 Kr. Frk. L havde taget.

Et andet Punkt, der ogsaa er ganske i Modstrid med Sandheden, er Deres Angivelse af den Sum, Frk. L. har tilvendt sig. Det var ikke 700 Kr., men 800 Kr. Og dertil kommer at Politiet fortalte mig, at det godt kunde være et meget større Beløb, men kunde vare ikke konstatere det.

Der er absolut ikke sket nogen Ulykke i, at Frk. L. nu har fået 15 Maaneders Forbedringshus, thi hun er en dreven Forbryderske, en modbydelig Person, som man ikke bør have Medlidenhed med. Jeg havde ingen lndflydelse paa Sagen. Da først Politiet havde faaet den og set, at det drejede sig om Falsk, var det ganske udelukket, at jeg kunde forhindre, at hun blev straffet. Deres Oplysning om, at Politiassessoren flere Gange forsøgte at tale mig til Fornuft og trække Sagen tilbage, passer heller ikke.

Jeg har slet ikke omtalt Albertisagen, saa det maa De ogsaa dementere, men navnlig ønsker jeg, at De skriver, at jeg ikke er Kyniker, det er jeg ikke.

- - -

Saaledes ser den Fremstilling ud, som Hr. Biegler har ønsket, at vi skal give af Sagen, og heri har vi Punkt for Punkt fulgt ham. Han har faaet Iov til af dementere alle de "væsentlige Uoverensstemmelser" med Sandheden, der fandtes i vor Artikel.

Men skulde vi have givet ham et godt Raad, saa vilde vi paa det kraftigste have fraraadet ham at offentliggøre den Slags Dementier. Hvor er det dog ligegyldigt, om Dommen er faldet den 22. eller 28. December, om Summen har været 700 eller 800 Kr., og om den straffede unge Dame var ganske ung eller 30 Aar. Hovedsagen er dog, at en hovedrig Mand ganske uden Maal eller Med forlanger en ung Kvinde kastet i Fængsel i 15 Maaneder, fordi han skal tilfredsstille sin religiøse eller moralske Overbevisning

(Klokken 5 (København) 30. december 1922).

Ifølge Kraks Vejviser 1922 lå Johs. Bigler & Søn Gl. Mønt 4. Grosserer R. Biegler, Nørrevoldgade 80 dementerede i øvrigt at han og hans firma havde noget med sagen at gøre.

En Kleptoman. En Ekspeditrice hos Isenkræmmer Raaschou, Islands Brygge, København, er anholdt for omfattende Tyerier fra Lageret. Hun undskylder sig med at lide af Kleptomani (Stjælesyge)

(Kolding Social-Demokrat 4. januar 1923).

Ifølge Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 4. januar 1923 drejede det sig om den 24-årige Anni Martin.

Annonce for isenkræmmer Raaschou, Islands Brygge i Kraks Vejviser.

Helten fra Islands Brygge

Isenkræmmer R. anmelder sin Ekspeditrice for Tyveri af 300 Kr. - Han udnyttede hende, saa længe han havde travlt, trods det at han vidste, at det var hende, der stjal fra Forretningen.

I Gaar fremstillede Overbetjent Bengtson fra 2. Undersøgelseskammer en Frk. M. i Byrettens 6. Adfl. hos Dommer Nielsen sigtet for Tyveri.

Frk. M. havde været ansat hos en Isenkræmmer R. paa Islands Brygge som Ekspeditrice. Under forhørene oplystes det, at Frk. M. havde stjaalet for ca. 300 Kroner Køkkensager, Porcelain m.m. fra Forretningen. Da Isenkræmmeren havde fattet Mistanke til Frk. M., henvendte han sig til en fhv. Opdagelsesbetjent, der nu er Privatdetektiv. Denne stillede Vagtposter ved Forretningen, og det lykkedes ham i December Maaned at paagribe Frk. M da hun forlod Forretningen med nogle Tyvekoster. Men da Isenkræmmeren havde meget travlt op imod Julen og havde Brug for al den Hjælp han kunde udnytte af sit Personale

undlod han at anmelde Frk. M. før selve Juleaftensdag.

da hun blev anholdt og arresteret i et lukket Grundlovsforhør Juledag. Sagen henvistes til 2. Undersøgelseskammer. hvor den elskværdige Politiassessor Madsen løslod hende til Nytaar. (Det var samme Assessor, der havde Sagen med Frk. L. fra Grosserer Biegler.) Under Forhøret i Gaar oplystes det, at Isenkræmmeren, der selv var til Stede under Forhøret. havde engageret Frk. M. til en Løn af 150 Kr. maanedlig fra Kl. 8 Morgen til 6 Aften men at han baade i November og December Maaned har udnyttet Frk. M. til at arbejde i sin Forretning til Kl. 2 Nat uden at give hende nogen Ekstrabetaling.

Hun bliver syg af Overanstrengelse.

Da hun en Gang i November Maaned klagede over at være bleven syg af Overanstrengelse, nægtede han hende at gaa hjem, og Dagen efter blev hun saa syg, at hun laa hjemme i 8 Dage under Lægebehandling.

Saavel Anklagemyndighederne som Dommeren følte Medlidenhed med Frk. M., der aldrig har været tiltalt eller straffet, men hos Isenkræmmeren fandtes ingen Medlidenhed. Han var øjensynlig stolt over at have forvoldt den unge Ekspeditrice en trist Jul efter at have taget den Nytte af hende, han kunde, da der var travlt i Forretningen. Da Travlheden var forbi Lillejuleaften, lod han hende arrestere Juleaftensdag.

Hun blev idømt 80 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Overretssagfører Byrdal. der var hendes Forsvarer, lovede at ansøge om Benaadning for hende, og Dommeren lovede at anbefale Ansøgningen.

(Klokken 5 (København) 10. januar 1923)

Tyverierne fra Isenkræmmer Raaschou

Vi omtalte forleden, at en ung Ekspeditrice M. var blevet overbevist om Tyverier fra Isenkræmmer Raaschou, Islands Brygge. Hun tilstod 5 Gange at have stjaalet Køkkensager til en Værdi af ialt ca. 400 Kr.

I Gaar afsagde Dommer C. E. Nielsen Dom over den unge Ekspeditrice. Den kom til at lyde paa 80 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Den unge Pige, der er paa fri Fod, vil rimeligvis ansøge Justitsministeriet om Benaadning.

(Nationaltidende 10. januar 1923).

Isenkræmmer Raaschou og Ekspeditricen.

Hr. Raaschou anbefaler, at den unge Frk. M. benaades.

VI omtalte forleden Dag, at Isenkræmmer Raaschou paa Islands Brygge havde anmeldt sin Ekspeditrice for Tyveri, og at den unge Dame var blevet idømt 80 Dages Fængsel derfor.

Nu meddeler Hr. Raaschou os, at der i vor Artikel om Sagen var en Urigtighed, idet der stod, at han i længere Tid havde vidst, at Frk. M. var Tyven, men at han først, da Juletravlheden - Lille Juleaftensdag - var forbi - havde meldt hende til Politiet og saaledes udnyttet hendes Arbejdskraft, indtil Travlheden var forbi.

Dette er ikke rigtigt, siger Hr. Raaschou idet han først Lille Juleaftensdag blev klar over, at Frk. M. var Tyven og samtidig lod hende anholde.

Hr. Raaschou beder os oplyse, at han har henvendt sig til Overretssagfører Burdal, der er den unge Piges Defensor og anbefalet Benaadningsansøgningen, og for ikke at man skal faa Indtryk af. al Hr. Raaschou anmeldte den unge Pige, fordi han havde lidt økonomiske Tab, beder han os meddele, at han har skænket en større Sum Penge til Børnenes Kontor, end Værdien af alle de Sager, Frk. M. har stjaalet.

(Klokken 5 (København) 12. januar 1923).

Cort Adelers Oldebarns Oldebarn. (Efterskrift til Politivennen)

300 Aars Dagen for Cort Adelers Fødsel.

Baron Cosmus Adeler fortæller om Søheltens bevægede Livshistorie.

Ud mod Søerne paa Dosseringen i det store Villahjem, hvor Baron og Baronesse Adeler saa mange Gange slaar Dørene aabne for skønne og glade Fester, fortæller Baron Cosmus Adeler om sin berømte Stamfader, Søhelten Cort Adeler (Adelaer).

- Det er min Oldefars Oldefar, siger Baronen, men han tilhører jo Historien, saa meget er der vel ikke at fortælle, som ikke i Forvejen er kendt.

Han er født 16. December 1622 i Brevik i Norge, og samme Dato, 300 Aars Dagen efter hans Fødsel, afsløres der nu i Brevik et Monument til hans Ære. Min Broder og jeg er af Komitéen indbudt til Afsløringen, men desværre er han af Helbredshensyn forhindret i at være til Stede, saa jeg bliver ene om at repræsentere Slægten hernede fra. Som Repræsentant for den danske Marine vil Kommandør Topsøe-Jensen overvære Begivenheden.

I København fandtes forhen Cort Adelers Epithaphium i Frue Kirke, hvor hans jordiske Rester blev henflyttet fra Holmens Kirke, men det blev ødelagt under Bombardementet i 1807, og mærkelig nok blev den store sorte Marmorsten senere anvendt til Tordenskjolde Marmor-Sarkofag, medens en Mindetavle over Cort Adeler nu findes i Sideskibet i Frue Kirke ud mod Frue Plads.

I Historien maa det vel siges, han indtager sin særegne Pinds, og her i Landet er det jo mest som vor Flaades Administrator - man tør vel sige Reformator - han har vundet sin Berømmelse.

Et ialt Fald er vist: der staar Daad om hans Navn og Eventyr om hans Daad. I Hoorn i Holland fik han sin Uddannelse, tog Tjeneste i den hollandske Flaade og deltog i 1630 i det bekendte Søslag ved Dünerne, hvor Admiral Tromp sejrede over Spanierne. Senere kom han i Republiken Venedigs Tjeneste, hvor han fra en beskeden Begyndelse gjorde sit Navn bekendt, da Venedig fra Sommeren 1645 var indviklet i en langvarig Krig mod Tyrkerne, hvor Venetianerne søgte at bevare Øen Kandia, der var besat af Tyrkerne. I Arkipelagus og Dardanellerne stødte den fjendtlige Flaader sammen; Cort Adeler deltog her i mange Kampe under Eskadrechefen Giacomo da Riva og reddede under heltemodige Forhold Generalproveditoren, Geronimo Bragadinos Liv, medens han sluttelig fastslog sin Berømmelse ved heltemodig Færd i Slaget ved Dardanellerne.

Paa Etnografisk Museum i København opbevares Trofæen, der fortæller om Cort Adelers Bedrift overfor Ibrahim Pascha, besunget af Ingemann og Ploug.

Truet paa Livet af denne Høvding, der stormede frem med Krumsabel, hvor Fæstet var besat med Safirer, medens en høj Fjer vajede fra hans Turban i en Agraffe med Rubiner, gik Kampen paa Livet løs; men da Cort Adelers højre Arm allerede i første Omgang var saaret og ukampdygtig, greb han Sværdet med den venstre Haand og huggede fra højre til venstre saa kraftigt efter Paschaens Hals lige over hans Ringbrynje, at Hovedet næsten skiltes fra Kroppen, hvorefter han gjorde hans Standard og Sabel til Bytte.

I 1661 vendt han tilbage til Holland og giftede sig her, efter sin første Kones Død, med Anna Pelt, en rig Købmandsdatter fra Amsterdam, og i 1663 fik han Opfordring til at forestille sig for Frederik III for at træde i dansk Tjeneste, hvor han fik Sæde i Admiralitetet, opnaaede hurtig den ene Æresbevisning efter den anden og blev sluttelig Generaladmiral og optaget i den danske Adelsstand.

Baade Frederik III og Christian V viste ham personlig Interesse, ligesom Dronning Sophie Amalie.

I forskellige principielle Reformer, som indførtes i Flaaden under Christian V. kan hans Indflydelse spores.

Da den skaanske Krig udbrød i 1675, blev Adeler udset til Flaadens Øverstbefalende som Chef for den samlede, til Østersøen bestemte Flaade, men blev her angrebet af en farlig Epidemi (Kopper), der hærgede Besætningen. Han maatte lade sig bringe i Land og døde 3 Dage efter i sit Hjem i København, knap 53 Aar gammel.

Eventyret fra det fjerne Udland, der hævede hans Navn til Berømmelse, skaffede ham Erfaringens Kunnen, der her hjemme blev udnyttet i Administrationens Tjeneste til Gavn for Fædrelandet og - slutter Baronen - som jeg før sagde det; der staar Daad om hans Navn og Eventyr om hans Daad.

Agga Amdrup

i "København"

(Ribe Stifts-Tidende 16. december 1922).

Cosmus Adeler (1867-?) deltog som repræsentant for familiens vegne ved afsløringen af monumentet i Brevik og nedlagde en krans. Han og konen Klara Brinkmann (de blev gift 1913) deltog i velgørenhedsarbejde og dyre fester i Odd Fellow Palæet. Han var assistent, fra 1912 fuldmægtig i finanshovedkassen. Nævnt på Valgmandsliste 7. september 1906, 6. valgkreds, liste B. Østerbrogade 32 C. Han gik på pension 1920, afskediget i nåde af helbredsårsager.

Journalisten Frederikke Kathrine Agga Amdrup (1865-1952) gik på en fransk skole i København Frk. Bastians skole. Hun blev ansat som lærerinde i fransk på selvsamme skolen. Nogle år efter rejste hun til USA som fransk guvernante og underviste rige sydstatsfamiliers børn i fransk. Hun rejste en del rundt, bl. a. til Japan og Kina. Hun var den første kvindelige journalist på BT og skrev bogen ”Arnen og Amerika ” (1914). Den beskrev bl. a. hvordan mænd hjalp til i huset (hvilket betød opfindelse af tekniske hjælpemidler). Hvilket forundrede i Danmark da rige familier her havde husassistenter til den slags. Tilbage i København boede hun på d’Angleterre og vakte opmærksomhed ved at optræde i det mest moderne tøj. På sine ældre dage boede hun i datterens hus i Randers. Stadig iført sin gorilla pels og hat, til stor undren for naboerne. Illustreret Tidende nr. 23 har et foto af hende i sit særprægede tøj. Hun er begravet på Holmens Kirkegård. Hverken John Chr. Jørgensen (i: "Da kvinderne blev journalister" 2012) eller Kvindebiografisk Leksikon nævner hende.

Erna Juel-Hansen (1845-1922). Del 4: Forfatterskab og Død. Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er fjerde og sidste del af en serie på 4 om Erna Juel-Hansen (1845-1922): Del 1 behandler børnehaver, del 2 gymnastik, del 3 kvindesagen og del 4 hendes forfatterskab.

Erna Juel-Hansen skrev og udgav 1881-1917 seks romaner og to novellesamlinger. Et par skuespil blev opført på henholdsvis Dagmarteatret og Casino uden at vække megen opsigt i samtiden. I samtiden skabte derimod romanerne forargelse, og Erna Juel-Hansen blev betragtet af mange som en usædelig kvinde. Men dog såvel læst som anerkendt af stadig flere. Hun er repræsentant for Det Moderne Gennembrud, og fik samme skæbne som andre kvindelige repræsentanter: Hun blev glemt og kun nævnt i korte omtaler i leksika m.m. og ellers mest kendt som "Holger Drachmanns søster". Først fra 1970'erne kom hun mere frem i lyset igen, se fx Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Pia Sigmund: Oldemor Erna, 1991 og Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder, 1983.

Gennemgående temaer i Erna Juel-Hansens bøger er dels at skildre hvordan opvækstvilkår og psykiske strukturer påvirker unge borgerpiger opvækst, dels Erna Juel-Hansens egne personlige erfaringer og nederlag, den voksne kvindes i det dengang moderne tilværelse. 

For at kunne forsørge sig selv og sine fire børn oversatte hun alt fra Dostojevsky til føljetonromaner. 

Hendes første bog "Mellem 12 og 17" (1881) udkom ikke usædvanligt for tiden, under pseudonymet Arne Wendt. En flok unge pigers blomstrende fantasiliv afdækker hvad man  dengang forventede dannede unge damer ikke beskæftigede sig med.

Fra en annonce i Fædrelandete 1. oktober 1881. Bag navnet Arne Wendt gemte sig Erna Juel-Hansen. Fornavnet Arne er Erna læst bagfra. Og Wendt - omvendt.

I 1885 omtales Niels og Erna Juel Hansen i en brevveksling mellem Amalie og Erik Skram. Det omtalte værk må være "Sex Noveller". Her er nogle udpluk:

Amalie til Erik Hornbæk 24. juli 1885: "Om aftenen (på mandag forstår du) da vi havde drukket te, og vi begge sad og læste i hver vor Turgenjew blev der dundret på vor havedør, og ind træder Juel-Hansen og frue våde fra top til tå, for at hilse os velkommen. "Når det regner i Hornbæk – ja, for ser de altså, det regner jo ikke så hyppig, men altså, når det sætter ind med den slags vind, her blæser vinden gjerne fra tre forskjellige kanter, men altså, siger jeg, når det regner i Hornbæk forstår de" – o.s. v. Jeg havde lyst til at råbe "kjæften te", der sad fru Juel-Hansen, og fik bogstavelig ikke komme til orde. - - - Iaften skal vi hen på kroen og sidde og drikke vin sammen med Juel-Hansens; det var hende som fandt på det; hun har nu ikke sét et menneske, siden hun flytted herned, og så fik hun lyst. Rosenstand og Bergsøes og Madvigs sidder der altid om aftenen vi var der engang; Rosenstand havde bedt os hver dag om endelig at komme; han havde i kommission fra de andre at be os; men jeg tror ikke det var blevet, hvis ikke Juel-Hansen var kommen inden og havde inviteret "ung Jakob" til "et glas øl på kroen". Så gik jeg med, og det var nokså morsomt. 

Erik til Amalie, Fægtergården, Flensborg 28. juli 1885: Fru Juel-Hansen er bleven så fornærmet på en fru Madvig, som undertiden optræder på kroen en ubetydelig, koket liden pyntedukke af en dame, styg og tilstelt. Fru J.H. vil have hørt hende tale fornærmeligt om hende, men det er vist en fejltagelse. Jeg synes fru J.H. har været lidt simpel af sig eller ikke egentlig simpel, men dog lagt for meget bræt på det. Imidlertid gav det os anledning til megen moro da vi sidste søndag var forsamlede til punsch hos Juel-Hansens. Fru J.H. har ikke noget godt lov på sig herude; de, hun har boet hos siger hun er det fæleste menneske der er til, og at børnene er så grove mod hende spytter på hende o.s. v. Når jeg tænker på J.H.s fortællinger om deres rørende kjærlighed og ridderlighed, så kan jeg ikke rime det sammen. 

Amalie til Erik Hornbæk 31. juli 1885: Jeg kan ikke fatte at fru Juel-Hansen kan læse op for mig så snart hun har skrevet en side, som nu med hendes nye novelle. Igår fik jeg igjen bud at jeg måtte komme for at høre på, og noget så ufærdigt som de to sider hun læste, kan du ikke tænke dig. Ja, jeg forstår det ikke – jeg generer mig nu lidt på det område. - - - Du, for en lise det er at Juel-Hansen er rejst! I aften har jeg også fået bud fra fru J.H. om at komme derop. Det blir næsten vel meget af det gode. Jeg føler med bedrøvelse at hun er mere glad i mig end jeg i hende, men det kan jeg jo ikke hjælpe for. 

Erik til Amalie, 11. oktober 1885: Jeg måtte afsted til Fru Juel-Hansens Gymnastikprøve. Den var ikke synderlig morsom, de unge Damer havde kun tre Måneders Undervisning og var strængt taget ikke præsentable. Jeg er bange for, at vor gode Veninde ser Tingene i for lyserødt Skær; hvis der mellem de mange indbudte Skuelystne var Fagmennesker og Folk, som interesserer sig for hendes Konkurrenter, får hun et Smæk. Jeg, som kun forstår mig overfladisk på Tingene, kunde se Løsheden og Usikkerheden i næsten enhver af de udførte Øvelser, den af Fru Juel Hansen så meget ringeagtede Poul Petersen har i adskillige År vist et fire fem Gange så stort Antal unge Piger helt anderledes fortrinlig indøvede, og så skulde dette til med være et Hold af Lærerinder. Selve Systemet imponerede mig heller ikke, men derom tør jeg ikke dømme. Der burde absolut ingen Præsentation være foregået eller den burde have været helt og holdent privat. Der var dernæst et Roderi og Uorden med Tilskuere og Udøvere, som på pinagtig Måde løb imellem hinanden og ikke Spor af Stemning over det hele. Den unge svenske Dame, der kommanderede, var flink. Jeg ærgrede mig på Fru Juel Hansens Vegne, men hun selv syntes desværre ikke at savne noget. Peter Nansen, som var tilstede og ikke har det mindste Begreb om Tingen, fik med sin underlige Sporsans Indtryk af Fiasko, men gik naturligvis bort for at skrive i lutter rosende Ord om Prøven - - - Forleden hos Aporta, da jeg var der med Galschiøt, løb jeg naturligvis i Armene på Juel-Hansen. Han gav sig til at snakke om Politik, jeg svarte høfligt undvigende, og vi satte os hver til sit, jeg glemte at takke for sidst. Jeg tænkte, at jeg havde krænket ham, men idag ved Gymnastikprøven var Mennesket omtrent som han altid plejer at være. Det vil da sige, at han så ud som den skinbarlige Natterangel. Han fik af mig at vide, hvem Peter Nansen var og gik så lige på ham. "Jeg er Fru Juel-Hansens Mand" sagde han med sit længste Tonefald. "Ah, Hr Erna-Juel-Hansen!" sa Peter Nansen og bukkede. Det var ikke ment ondt, men lød jo nok så morsomt.

"En ung Dames Historie" (1888) vakte en del opmærksomhed da den på en forholdsvis frimodig måde beskriver en ung piges erotiske oplevelser med en kunstner.

Den voksne kvindes besværligheder med at komme overens med sit køn og sin tid udfoldes tematisk fint i de to sammenhængende romaner "Terese Kærulf" (1894, anmeldelse i Aarhuus Stifts-Tidende 17. juni 1894) og "Helsen & Co." (1900, genudgivet i 1979). Hovedpersonen Terese følges fra sin pure ungdom, hvor hun forældreløs og fuld af selvtillid går i gang med en uddannelse til kunsthåndværker, gennem to forelskelser, og til hun gifter sig og etablerer kompagniskab med den mand, hun elsker. I Helsen & Co. gennemskrives det moderne ægteskabs historie, hvor Terese og Helsen sammen opbygger et velfungerende firma baseret på hendes kreativitet og hans håndværk, mens deres ægteskab udvikler sig fra det intense, erotiske kærlighedsmøde til et mere hverdagsligt forhold. Romanen følger Terese på nært hold, mens mandens stormende forelskelse tager af, og hun smerteligt giver afkald på bid efter bid af sine store idealer. Romanen besynger til slut resignationen. De selvbiografiske elementer er til at få øje på, men de bliver gennem romanerne udsat for en kunstnerisk fortolkning, som hæver dem op over Erna Juel-Hansens egne, personlige problemer.

Brev fra Hovedstaden.

(Fra vor Meddeler).

Kjøbenhavn. den 30. November.

Kasino.

I Aftes havde man paa Kasino den Fornøjelse at se et nyt originalt dansk Lystspil, skrevet af Fru Erna Juel-Hansen. Det hedder "Principerne leve," og er i sit Indhold en mild Satire over Kvindesagsvennernes Sædelighedskrav. Handlingen er kortelig denne:

Godsejer Meinert, der har en noget bevæget Fortid, er bleven gift med en Kvinde, som fordrer samme Rinhed hos Manden som hos Kvinden før Bryllupet. De er kommen til Kjøbenhavn og skal her bl. a. tilbringe en Akten paa et Karneval. Det føjer sig imidlertid saa uheldigt, at en voxen Datter, som han - uden Hustruens Vidende - har som Minde om en Ungdomsforelskelse, og som antager ham for at være hendes Onkel, er bleven indbudt til det samme Karneval, og her træffer Fru Meinert naturligvis sin Mand i en temmelig om Situation sammen med den unge Pige. Først giver hun en Scene, men da hun erfarer, at den unge Pige er hendes Mands Datter, resignerer hun, og da det tilmed vise sig, at Datteren er bleven forlovet, ender alt i Fryd og Glæde.

Indholdet er. som man ser, noget tyndt, især til tre Akter; men Stykket virkede dog underholdende, fordi Replikskiftet er livligt og utvungent, og fordi der er en saa hjemlig Duft over alle Optrin. En Sang til Glædens Pris, som Forfatterindens Broder havde skrevet. og hvortil Hr. Ch. Kierulff havde sat en ganske frist Melodi, blev foredraget paa Karnevalet af Hr. Pio. men var i og for sig for ubetydelig til at kunne kalde nogen høj Stemning til Live. Publikum var imidlertid vel fornøjet med selve Stykket og gav sin Tilfredshed til Kjende ved 2-3 Fremkaldelser. Om Theatret vil faa nogen varig Glæde af denne Nyhed, er dog tvivlsomt. Det er en beklagelig Kjendsgiærning, at det ikke just er originale danske Lystspil, der trækker Hus paa Kasino; men saa meget mere fortjener Direktøren Anerkjendelse, fordi han har bragt vor hjemlige dramatiske Literatur dette Offer.

Sammen med Fru Juel-Hansens Lystspil opføres den gamle franske Farce "Mordet i Pigallegaden", hvori Kasinos Farcefluespillere boltrer sig af Hjærtens Lyst. De mange pudsige Situationer morede Publicum i høj Grad.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 1. december 1894)

Hendes 2 akter "Aftenen før" (1890) blev vist på Dagmarteatret 10 gange i perioden 29. september til 3. november 1890. "Principerne leve" gik den 29. og 30. november 1894 i Casino. Ifølge "Dansk Forfatterleksikon" er stykkerne ikke opført siden.

Kærlighedens Veje.

Af

Erna Juel-Hansen.

176 Sider. (P. G. Philipsen).

Fru Juel-Hansens nye Fortælling bestaar egenlig af to Fortællinger.

Om Bord paa en Middelhavsdamper er samle| et ganske lille Rejseselskab: et nygift Par og en enlig Dame. I en Indledning paa et Par Sider præsenteres Læseren løseligt for dette Selskab, som sammen med Kaptejnen netop har bænket sig i Skibets Rygesalon for at drikke Kaffe efter Middagen; og et Par Sider i Slutningen af Bogen giver ligeledes et Situationsbillede af Sejladsen og Livet om Bord.

Indenfor denne lidt spinkle Ramme stifter man saa Bekendtskab med to Menneskers Livshistorie, Kaptejnens og den enlige Dames. Den første fremtræder som en Fortælling, Kaptejnen giver tilbedste om en Ven og Kammerat, der i Virkeligheden ikke er nogen anden end Kaptejnen selv; og den anden erholder man i Form af et Brev, som den enlige Dame har skrevet og afsendt til sin Elskede i Hjemmet, inden Bogen begynder, men som hun nu, under Indflydelse af Kaptejnens Fortælling genkalder i sine Tanker, Sætning for Sætning.

Ret meget har disse to Fortællinger i og for sig ikke med hinanden at gøre. De synes heller ikke - hvad der kunde tænkes hos denne Forfatterinde - at skulle illustrere en og samme Teori. De søger begge at belyse de mange underlige Veje, ad hvilke Kærligheden her i Verden bevæger sig; ellers er de i det enkelte højst forskellige.

Kaptejnens Historie fortælles som et Bevis paa, "at en Mands Kærlighed kan dele sig og gælde to og dog være tro mod den ene", og Damens Historie er en Beretning om en Kvinde, der som ung hengiver sig til en Mand, hun hele Livet igennem elsker, men hvis oprigtige Kærlighed det først flere Aar efter lykkes hende at vinde.

Som Komposition betragtet har Bogen saaledes sine Fejl. Til Gengæld bereder dens Enkeltheder Læserne megen Nydelse.

Særlig den sidste og største Del af den, det omtalte "Brev", er en saare indtagende Skildring af en Kvindes Lidelser og Længsel og hendes Glæde tilsidst, da hun omsider "rejser den store Lykke i Møde".

Med stor Interesse følger man Udviklingen hos den kække og noble Dame. Først elsker hun som den unge, uerfarne Pige, naivt, sværmerisk, paa intet Punkt læggende Skjul paa sine Følelsers Styrke. Men da hun skuffes, forandres hendes Optræden.

Livet lærer hende den store Sandhed, at det i Kærlighed ikke altid gaar an at lægge sine Følelser blot, og at man ofte vinder mere ved at vise lidt Tilbageholdenhed end ved straks at falde den Elskede for Fode. Og hun omgiver sit Væsen overfor ham med en ydre Skal, som hun bevarer, selv efter at han forlængst er kommen til at elske hende, lige ind til en Andens Bejlen til hende, viser hende, hvor højt hun i Virkeligheden elsker ham.

Der er mange fine Træk til Forstaaelse af Kvindens Maade at tænke og føle paa, mange fortræffelige Bidrag til Elskovens Psykologi i det hele nedlagt i denne friske Skildring.

P. C. V. H.

(København 5. maj 1895).

Kvinderne.

Kvindernes Udstillings-Kalender 1896. Udgivet af Literaturudvalget ved Erna Juel-Hansen (Andr. Schou.)

- - -

Den officielle Kalender, som det i sin Tid blev overdraget Kvindeudstillingens Literaturudvalg at besørge, er nu udkommen under Redaktion af Fru Erna Juel-Hansen. En Del af de skrivende Damer har som bekendt været misfornøjet med denne Redaktrice, om hvem de antog, at hun næppe vilde sætte tilbørlig Pris paa deres poetiste Ævner, og Frugten af denne Misfornøjelse blev det tidligere omtalte Festskrift, hvor Nymferne Camilla Egholm og Laura Kieler gik i Vandet til stor Munterhed for Mændene og dyb Undseelse for alle udenforstaaende Kvinder. Udstillingen nægtede at forhandle dette alt andet end festlige "Tidsskrift", og der har i den Anledning raset en af de opmuntrende Batailler, som denne Udstillings-Sommer har været saa rig paa.

Nu er Kalenderen kommet og har endt Striden. Den indeholder i hvert Fald ingen kompromitterende Bidrag - men det kan ikke nægtes, at den er en lidt tynd Repræsentation for, hvad vore kvindelige Forfattere formaar at præstere. Den bringer kun et enkelt Vidrag af virkelig Værdi: Fru Amalie Skrams Børne-Skitse "Skolegutter", hvori der med denne Forfatterindes ejendommelig skarpe og sikre Opfattelse gives et lille Billede af det rørende Sjæleliv Hos Drenge og Piger i tolv fjorten Aars Alderen. Paa Emilie Mundts Illustrationer til Fortællingen er Børnene gjort for smaa.

Resten af Kalenderens Indhold er temmelig ubetydeligt og hæver sig ikke over den gængse Almanaklekture. Hvis man har ventet, at Literaturudvalget vilde slaa et Slag - at vore skrivende Damer ved denne Lejlighed vilde opbyde al deres Kraft for at demonstrere, hvad de formaar - saa bliver man unægtelig skuffet. Fru Erna Juel-Hansen selv har ingenting skrevet; Fru Emma Gad savnes ogsaa. 

[Her følger omtaler af nogle af bidragene]

Det Hele er som sagt en lovlig ubetydelig Repræsentation for dansk Kvindeliteratur - absolut ubetydeligere, end den behøvede at være. 

(Social-Demokraten 27. august 1895).

Fru Erna Juel-Hansen.

Hun er Datter af den bekendte Læge, Professor Dr. A. G. Drachmann og Hustru Vilhelmine Stæhr og fødtes i Kbhv. 1845. Hun er opvokset under lykkelige Forhold i et frisindet Hjem, hvor mange gode Interesser og mange humane Idéer fremmedes. Som ung Pige hjalp Frk. Drachmann ivrig sin Fader med Indførelsen af Gymnastik for den kvindelige Ungdom, hvilken Sag hun havde studeret i Paris. Senere tog hun Lærerinde-Eksamen, rejste til Berlin for at sætte sig ind i de saakaldte "Frøbelske Børnehaver" og oprettede siden den første af disse "Børnehaver" herhjemme. 1871 ægtede hun Kand. N. Juel-Hansen. Hendes litterære Debut var den under Pseudonymet "Arne Wendt" udgivne Bog: "Mellem 12 og 17", der giver fortræffelige Skildringer af københ. unge Piger i Tøsealderen, en Specialitè for Fru Juel-Hansen, dygtig og naturtro udarbejdet. Senere har hun offentliggjort flere større Fortællinger og nogle mindre dramatiske Arbejder. Vi nævner: "Seks Noveller" (1885), "En ung Dames Historie" (1889), "Therese Kjærulf" (1894), "Kærlighedens Veje" (1895) o. fl. Allerede Novellerne er løftegivende; de er livlige og friske og med et Strøg af fin Satire. Ypperst er "Tøbrud" med den fortrinlige Skildring af Moderkærligheden. Fru J.-H. beviser netop her, at der er Omraader, paa hvilke Kvinder beskriver bedre end Mænd, og Følelser, som kun hine evner at tolke. Allerede Madame de Genlis siger, at kun en Kvinde kan skildre Moderkærligheden. I de øvrige Bøger viser Forfatterinden sig som en paalidelig og ofte overlegen dygtig Skildrer af kvindelige Karakterer. Hun analyserer sikkert, er modig og djærv, med vaagen Forstaaelse af det menneskelige og naturlige, og hun ejer et Følelsesliv saa stærkt og varmt, at det ikke kan undgaa at paavirke Læserne stærkt. Ikke altid er Kompositionen saa naturlig og simpel som ønskelig; men der er overalt en saa ærlig Stræben mod virkelig Kunst, saa personlig en Stil og saa rig en Stemning, at man ganske sikkert tør spaa Forf. en Fremtid af Betydning. Ogsaa som Oversætter fra Russisk har hun indlagt sig Fortjeneste.

(Anton Andersen: Danske forfatterinder i det nittende hundredaar. 1896)

Midlertidig understøttelse af kultusministeriet på årligt ca. 500 kr. Oversatte føljetonromaner til fx Ærø Avis og avisen København 1902-1903: E. Werner: Præstevælde, Husets Hemmelighed, Fergus Hume: Mordet i Nelsons Allee. Conan Doyle: "Djævlehunden" - (Baskervilles hund), Florence Marryatt: Genopstanden. I 1903 fik hun en klasselotterikollektion. Et større antal lodder blev delt, og hun fik overdraget en af parterne.

"Strandby Folk" ved Skagen.

Det sidst nye paa Friluftsteatrets Omraade er Opførelsen af Drachmanns "Strandby Folk" paa et Teater, der er arrangeret helt ude paa Grenen. Til Venstre paa Billedet ses Teateret Direktør, Oddgeir Stephensen, og Drachmanns Søster, Fru Erna Juul Hansen. Til Højre ses Tilskuerpladsen og helt bag ude de spillede med Havets store blaa Tæppe som Baggrund.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 31. juli 1912).

Hendes sidste bog "Henriks Mor" (1917) handler en moders kamp for uafhængighed af en voksen søn, der med en let tuberkulose som påskud nægter at løsrive sig. Hun var ateist, hun troede ikke på en medfødt kvindelighed eller på, at kvinden skulle være manden underdanig, og hun forkastede også påstanden om, at den kvindelige drift kunne slumre, indtil den lod sig udløse i mødet med manden i det institutionelle ægteskab.

Fru Erna Juel-Hansen og "Henriks Mor"

Den allersidste Bog.

Fru Erna Juel Hansen.

- Det bliver min sidste Bog, siger Fru Erna Juel-Hansen med et Suk, da vi beder hende fortælle om sin nye Bog, der om nogle Dage udkommer paa Chr. Nielsens og Otto Hallings "Nyt nordisk Forlag" .... mine Forlæggere har vist mig den Opmærksomhed, at udsende Bogen paa min 71-Aars Fødselsdag. Den bliver da dobbelt en Mærkedag i mit Liv. Paa den ender min Forfatterbane. Naar jeg nu ser tilbage paa mine første Arbejder - helt tilbage til mine første frygtsomme Ungpigenoveller - saa opdager jeg at de skildrer Kvinden paa alle Stadier i hendes Liv. Da jeg i sin Tid begyndte at skrive, drømte jeg slet ikke om en saadan Plan for mit Forfatterskab, men saaledes er det blevet. Jeg har skrevet om Backfischene - om de unge Kvinder - om den modne Kvinde - og nu i min sidste Bog om Moderen. Hende er det, jeg har villet skildre: hendes Glæder og Sorger og hendes Ansvars Storhed. Et Sted i Bogen lader jeg hende sige til sin Henrik: - Ja, du. Jeg gør, hvad du vil. Det er det, en Mor er til.

Saadan tror jeg nemlig, enhver Mor i det afgørende øjeblik vilde tale til sit Barn. Mine Hovedpersoner bliver ikke lykkelige tilsidst - er det ikke det gængse Anmelder-Udtryk? - men alligevel er det ingen bedrøvelig Bog mere vil jeg ikke sige. Lad den nu tale for sig selv, naar den snart kommer.

- Naar De nu siger, at det er Deres sidste Bog, betyder det saa ogsaa, at De ikke tænker paa at udgive Deres Memoirer?

- Ja. Jeg hader at stille mit Privatliv til Skue. Naar jeg engang er død, saa haaber Jeg, at mine Venner i mine Bøger kan finde det, der var mig ... Andre Memoirer bryder jeg mig ikke om at efterlade mig.

Hr. Ib.

(B . T. 15. februar 1917)

Erna Juel-Hansen,

f. Drachmann, 

For alle dem, der er kommen i nærmere Berøring med Fru Erna Juel-Hansen, og da især for hendes Venner, har den 5. Marts i mange Aar været en Festdag.

De vidste, at de vilde blive modtaget med et straalende Smil og et trofast Haandtryk af "Fødselsdagsbarnet", der stolt og lykkelig gik rundt mellem Vaarens dejligste Blomster, mellem Syrentræer og Rhododendron, Roser og italienske Anemoner.

Op mens de sad og fik sig en hyggelig Passiar med Værtinden, strømmede stadig Blomster og Breve og Telegrammer ind i Stuen. Der var ingen Tvivl: dette var Husets Festdag.

Naar Mennesker kommer op i Aarene, hænder det tit, at de helst vil ignorere den Dag, der i Barndom og Ungdom var en Festdag, man glædede sig til længe i Forvejen, hver Gang Dagen kommer igen, lægger man jo et Aar til sin Alder.

Jep tror aldrig Erna har tænkt paa at ignorere sin Fødselsdag. Selv om til Tider ogsaa denne Dag har været mindre lys, fordi Sorgen kastede sine Skygger over den, vidste hun, at den 5. Marts tænkte alle hendes Venner paa hende. Og hun fik altid Syn for Sagen. Lykkelige Erna, der nu fylder 70 og er ung i Sindet, som kunde hun være de 30!

Alle vi, der kender hende og holder af hende, vi ved saa godt, hvad der er SkyId deri. Og jeg vil ikke være karrig, men fortælle dem, der ikke ved det, hvorfor hun har kunnet bevare sit Sind ungt og sin Hukommelse grøn.

Erna Juel- Hansen har havt en lykkelig Barndom. Naar hun taler om den, lyser hendes Øjne og hendes Stemme faar en skælvende Klang. Og Barndommens Helt, den beundrede, den elskede som aldrig glemmes, aldrig fordunkles af nogen anden, det var hendes Fader, Professor Drachmann. Selv vi, der ikke har set ham, kender ham gennem Datterens Udsagn. Den berømte Læge, Professoren, Æresdoktor ved Universitetet i Upsala, var i sit Hjem lige saa beundret og elsket som uden for det, af sine Patienter. Da Erna var det ældste af Børnene, en intelligent og begavet Pige, med et livligt Temperament og desuden interesserede sig stærkt for Faderens Gerning, var det ikke säa underligt, at Fader og Datter, du hun kom til Skelsaar og Alder, levede sig ret inderligt sammen.

Erna vilde geine have været Student for at kunne studere Medicin. Men Ministeriets Tilladelse - der den Gang krævedes - blev hende nægtet. Hun maatte nøjes med at gaa sin Fader til Haande i hans praxis. I 1866 rejste hun med ham til Paris, hvor hun fik Interesse for Kvindegymnastik - det Laisnéske System - , og da hun kom hjem til København, indførte hun den i sin Faders Gymnastikinstitut. Her ledede hun Kvindegymnastikken og uddannede Gynnastiklærerinder, der efterhaanden indførte Systemet i en Del Pigeskoler.

Erna Drachmann gav sig hen i sit Aibejde med hele sin Aands Energi. Hun havde faaet den uvurderlige Gave at kunne føle Arbejdets Glæde, op gennem hele sit Liv har hun bevaret den. Det er en af Grundene lil hendes Sinds Ungdom under de hvide Haar.

1870 tog hun Almueskolelærerinde Examen og rejste til Berlin for at studere de Frøbelske børnehaver. 

1 1871 giftede hun sig med Skolebestyrer Niels Juel-Hansen og aabnede i København den første Frøbelske børnehave.

Senere rejste hun til Stockholm for at studere den saakaldte svenske Gymnastik (Lings System). Og 1884 oprettede hun Gymnastikinstituttet for Kvinder, efter nævnte System.

Altid i Virksomhed, aldrig forknyt underviste hun selv, mens hendes Børn var smaa og en Husmoders Pligter hvilede paa hende i Hjemmet. Og altid bevarede hun sin Livsglæde, sit gode Humor op sit Vennesind.

I 1871 debuterede hun som Forfatterinde og har siden skrevet en Del Bøger, som sikkert de fleste af dette Blads læsere kender. Jeg vil ikke indlade mig paa at kritisere hendes Forfatterskab, men jeg véd, at hendes Bøger er meget læste, og jeg synes de fortjener det.

Det er ikke Forfatterinden Erna Juel-Hansen, jeg vil fremhæve her. Det er Mennesket i hende, der synes mig mindst lige saa værdifuldt. I mange Aar har jeg kendt hende og holdt af hende. Jeg har kendt hende i Glæde og Sorg, og altid har der været noget forfriskende menneskeligt i hendes Væsen.

Skuffelser har Erna havt mange af. Maaske ogsaa fordi hun alle sine Dage har fordret noget af Livet, til Gengæld for det, Livet krævede af hende. Men ogsaa Skuffelserne forstod hun at bære.

"Hvergang jeg syntes, at nu havde jeg det rigtig godt, har jeg faaet en lige i Synet," sagde hun en Gang til mig, da hun lige havde havt en stor Skuffelse. "Men jeg retter mig nok igen." Og det har hun gjort. Gang paa Gang.

Mennesker hun troede paa og holdt af, har skuffet hende. Men hun vandt nye Venner i deres Sted, og staar nu, da hun fylder 70, med en Kreds af trofaste Venner om sig. En broget Venneflok har Erna, unge og gamle, Kvinder og Mænd, og alle ser de i hende den gode Kammerat, ikke som man skulde tro for de unges Vedkommende, den moderlige Veninde.

Utroligt har hendes Liv været, hendes Arbejde mange Slags. Undervisning, Oversætter- og Forfattervirksomhed, i det senere Aar Klasselotterikollektrice. Og saa det, at hun siden 1871 har maattet flytte utallige Gange. Hver Gang hun har faaet ordnet sin Bolig, syntes hun, den var det dejligste Hjem, hun havde havt, naar blot Solen kunde finde Vej ind i hendes Stuer. Og naar hun saa havde hygget sig og elskede hver Krog i sit Hjem, tvang en eller anden Omstændighed hende til at flytte.

Der var nogle Aar hun drog bort, gemte sig ude paa Landet, blufærdig som et Menneske, der ikke vil forstyrre Vennerne med sin Sorg. Men hun glemte dem ikke. 

Når sorgen var mildnet, og Smilet atter kunde lyse os i Møde, saa kom Erna tilbage. Og vi modtog hende med aabne Arme. Og ramte Sorgen os, da kom hun stille ind i vor Stue, hendes Stemme var blød og hendes Haandtryk saa fast. Umærkeligt kunde hun dreje Samtalen saaledes, at vi maatte smile med hende og forstaa, at hun vidste, der vilde komme bedre Dage ogsaa for os.

En god Ven er Erna for dem, hun holder af!

Da vi sidst talte sammen, var Krigen blandt andet vort Emne. Og som det er naturligt, har det grufulde Verdensopgør, det meningsløse Menneskeslagteri oprørt hendes Sind. Hun talte om de Krige, hun har oplevet, og skønt hun var en lille Pige, da Treaarskrigen sluttede, stod vort Folks Sejer i hendes Hukommelse som et straalende Minde. Soldaternes Indtog, hendes Onkler, der marcherede forbi med Kranse om Bajonetten op nikkede op mod Vinduet, hvor hun stod og kastede Blomster ned til dem. Middagen hos Mormoderen, hvor Erna gik fra Arm til Arm, Blomster, Smil og Sang. "Der staar Glans fra den Tid i mit Sind"

I 1864 plejede hun de saarede paa Lasarettet, hvor hendes Fader var Overlæge. Her kom hun Krigens Rædsler og Alvor paa nært Hold, og Smerten over vort Nederlag gjorde Sorgen end større.

I 1870 oplevede hun den fransk-tyske Krig i Berlin, og fra den Tid findes en ypperlig Skildring i "Terese Kjærulf".

Og nu dette grufulde Verdensopgør!

"Men ogsaa denne Krig maa og dog tilsidst holde op," siger Erna, "og for Fremtiden vil de store nok betænke sig paa at begynde Krig igen." - -

Mens Krigsfaklen luer over Europa og Dønningerne fra Stormen derude naar helt op til os i det fredelige lille Danmark, vil Erna fejre sin 70 Aars Fødselsdag i sine Venners Kreds. Blomster vil smykke hendes Stuer, Hilsner og Lykønskninger vil strømme ind til hende, der har kunnet bevare sit gode Humør og sit lyse Sind gennem alle Livets Omskiftelser. Til hende, der kender Arbejdets Glæde og forstaar at nyde det Velvære, hendes Flid har kunnet skaffe hende. Lykønskninger til hende, af hvem vi alle kan lære aldrig at give op, altid at sætte os et nyt Maal, naar det, vi stræbte etfer, er naaet.

Thi det er jo den evige Sindets Ungsom, at Mennesket stadig skuer fremad, og kun i de stille Timer tilbage.

Op saa vil jeg slutte med et Ord, en af Ernas Venner sagde en Gang: "Jeg holder saa meget af Erna, fordi hun ikke bliver træt af at kæmpe for at kunne have det godt. Fordi hun stiller saa store Fordringer til Livet."

Martha Ottosen.

(Dagbladet (København) marts 1915).

Martha Ottosen (1866-1928) var forfatter.

Anne Henriette Eline Andersen (1864-1935): Erna Juel-Hansen. Bemærk cigaren i venstre hånd. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Erna Juel-Hansen blev portrætteret af Michael Ancher, Hugo Larsen og E. Hein. 

Har Kvinden Sans for Humor?

Fru Erna Juel-Hansen.

"Kun faa Kvinder har virkelig Sans for Humor"

Ude paa Frederiksberg i el lille, lunt og hyggeligt Kabinet, med Udsigt til en gammel Haves vinterligt nøgne Træer, sidder vi overfor en hvidhaaret Dame, Forfatterinden Fru Erna Juel-Hansen.

"Jeg synes ikke, at Kvinder i al Almindelighed har Sans for Humor," siger Fruen.

"Humor er jo ikke det samme som Komik eller Satire, er tværtimod noget ganske bestemt, afgrænset, som slet ikke har noget med Lystighed at gøre. Humor er først og sidst Overlegenhed. Og Overlegenhed er jo nu en Gang ikke Kvindernes stærke Side. Dernæst gaar Humoren i Dybden af Tingene, medens Satiren dog trods al mulig Pseudo-Dybsindighed kun spiller paa Overfladen.

Selvfølgelig findes der Kvinder med udpræget Sans for Humor, og som har denne Sans medfødt Men de er som sagt kun faa. At tilegne sig det humoristiske Syn paa Livet og Menneskene lader sig vel ogsaa gøre for ganske enkeltes Vedkommende; men jeg tror, det kræver en ganske overordentlig Begavelse og en ikke ringe Kultur."

"Har De truffet Kvinder, der ejede denne Sans for Humor?"

"Ja, de Undtagelser, som skal til for at bekræfte Regelen. Jeg har f. Eks. en meget god Veninde (ja, jeg vil saa nødigt nævne Navne), som i Følge sin Stilling kommer i Berøring med mange Mennesker og ind i mange forskelligtartede Forhold. Hun har Sans for Humor! Hendes Breve (hun bor nemlig helt oppe paa Skagen) bærer et tydeligt Vidne herom."

"Der siges for Resten, at Kvinder skal have særlig Sans for at skrive morsomme Breve!".

"Ja - - for saa vidt," Fru Erna Juel-Hansen ler, "ondskabsfulde Breve, satiriske Breve, perfide Skildringer af Situationer og Karakteriseringer af Mennesker - alt dette vrimler Kvindebreve som Regel af. Men Humor! Hvor ofte finder De mon Humorens forstaaende og overbærende og frem for alt overlegne Smil i en Kvindes Breve?"

"Men i Kvindernes litterære Produktion da?"

"Kan De nævne mig een eneste Forfatterinde, hvis Bøger bærer Humorens Stempel, for jeg kan ikke. Der er Damer, som har skrevet umaadeligt fornøjelige Ting, og som gennem deres Produktion har vist en ikke ringe Sans for Komiken, men Humoren savner jeg hos dem alle. Ja, de fleste skrivende Kvinder (og det endda ikke de ringeste) er jo som Regel grav alvorlige, tager forfærdeligl tungt paa Tingene og er ikke sjældent en Smule sentimentale.

VI Danskere er jo sentimentale, og - skønt det lyder som et Paradoks - det er denne vor Sentimentalitet, som efter min Mening er Skyld i, at vi Europa over er blevet stemplede for "det danske Grin"! Thi ikke mindst de danske Kvinder ynder at skjule deres rørte Følelser under en taabelig Latter. En Latter, der jo ikke har det mindste med Humor at gøre."

"Hvori tror De, det ligger, and Kvinden som Skribent har vist saa lidt Sans for Humor?"

"For det første er Kvindens Grundræson Subjektivitet. Derfor har hun ganske naturligt svært ved at se objektivt paa Tingene, hvad der jo er en absolut Betingelse for at tilegne sig det humoristiske Livssyn. Dernæst er hun jo ikke saa udviklet som Manden; hun, der i Aartusinder har været holdt udenfor al offentlig Virken og Kunnen! Saa det er jo egentlig en Selvfølge, at hun mangler hans Overlegenhed. Men, slutter Fru Erna Juel-Hansen, den kommer maaske i Løbet af nogle Slægtled."

(Nationaltidende 12. marts 1918)

Efter afstemningen i 1920 flyttede hun fra København til sin søn der var toldinspektør i Aabenraa. Sønnen Oscar Juel-Hansen var med Korsørtoget i den store Vigerslevulykke 1919, og han medvirkede i redningsarbejdet. I april 1921 vendte hun hjem til Aabenraa efter at have opholdt sig i København pga. sygdom. I januar 1922 kom Erna Juel-Hansen til kommunehospitalet i København fra Aabenraa for at blive indlagt til en massagekur for en hoftelidelse.

Erna Juel-Hansen er død.

Forfatterinden Erna Juel-Hansen er afgaaet ved Døden i en Alder af 77 Aar. Hun var bærer af megen Tradition, thi hun var Datter af Professor A. G. Drachmann og saaledes Søster til Holger Drachmann og Professor A. B. Drachmann og Tante til Folketingsmand Povl Drachmann.

Den Afdøde var et ejendommenligt og særpræget Menneske.

Gamle Professor Drachmann var som bekendt Leder af vort første "Institut for medicinsk og ortopædisk Gymnastik" eller som Københavnervittigheden kaldte det: "Retterstedet".

Og der var noget ret og rankt over alle Professor Drachmanns Børn, ikke mindst over Erna Drachmann, der i en ung Alder rejste med Faderen til Paris, hvor hun uddannede sig til Gymnastiklærerinde i naturlig Tilslutning til lnstitutets Virksomlied.

Det var i 1866. Den Gang var det ikke helt almindeligt, at en ung Dame af Borgerskabet brød sig en selvstændig Bane. Naar det skete, var Undervisningen og Uddannelsen derfor maaske heller ikke rigtigt lagt an for Kvinder. I hvert Fuld var der over Erna Juel-Hansen noget vist mandhaftigt, som man ikke nu til Dags nødvendigvis finder hos Gymnastiklærerinder.

Dette lidt maskuline Væsen var dog ikke en blot og bar ydre Skal. Der var i Erna Juel-Hansen en Mands Initiativ og Energi, og det var hende, som efter i 1870 at have taget Almueskolelærerinde-Eksamen Aaret efter stiftede den første Frøbelske Børnehave, for senere at vende tilbage til sit oprindelige Felt og i 1884 oprette et Gymnastikinstitut for Kvinder efter det saakaldte svenske System.

Der skal i denne Sammenhæng erindres om, at hendes Maal egentligt var højere, og at hun havde ønsket at tage medicinsk Embedseksamen for at overtage Læge-Praksis efter sin Fader, hvem hun gik til Haande og stadig ledsagede paa hans Studierejser rundt om i Europa 

Men paa Ansøgningen om af maatte tage Studentereksamen fik den unge Erna Drachmann allernaadigst Afslag fra Kultusministeriet.

Den aarlige Charabane med hvidklædte, huebedækkede "Ra'er" vil studse ved at læse dette.

Paa det Frøbelske Omraade, som Erna Drachmann studerede i Berlin, traf hun den unge rand jur. Niels Juel-Hansen, en ualmindelig elskværdig og kundskubsrig Mund, der med sit lidt vege Væsen var hendes fuldstændige Modsætning. Men de havde begge et moderne Fremsyn paa Undervisning og oprettede i Fællesskab en Skole for Drenge og Piger i Forening.

Tiden var imidlertid ikke moden til et saadant Eksperiment, og Forsøget maatte opgives med pekuniært Tab.

Men ikke for intet var Erna Juel-Hansen en Søster til Holger Drachmann, og da hun ikke kunde faa fuld Anvendelse for sine Evner og Kræfter paa de Omraader, der laa hende nærmest, blev hun i Begyndelsen af Firserne Forfatterinde.

Der var ingen Lyrik i hende som i Broderen Tværtimod! Baade i sine Bøger som "En ung Dames Historie," "De smaa Piger" og "Henriks Mor", der udkom 1917, og i et enkelt paa Dagmarteatret opført Stykke "Aftenen før..." er hun Realist. Hun var aandeligt beslægtet baade med de dansk-norske Forfatterinder Magdalena Thoresen og Amalie Skram og selv næsten lidt norsk anstrøget i sin djærve Forfægtelse af Sundhed og Sundhed i Opdragelsen, ikke mindst af den unge Kvinde, hvem man ikke gør uskyldsren gennem Fortielse, men ved at lade hendes medfødte Blufærdighed reagere naturligt mod Livets for hende oplyste Forhold.

Erna Juel-Hansen har paa Kvindesagens Omraade været en Pioner, hvis Betydning man maaske først rigtigt vil opdage ved hendes Død.

De, der kendte hende, bevarer Mindet om en betydelig Personlighed. Hendes Søn er Trafikinspectør Juel-Hansen, der efter Genforeningen blev ansat i Aabenraa, og hos hvem Moderen boede til sin Død i den Landsdel, hvorom Holger Drachmann skrev: "Derovre fra Grænsen -"

Carl Muusmann.

(Nationaltidende 1. december 1922).

Erna Juel-Hansen blev bisat fra Bispebjerg krematories kapel i stilhed, kun familien og nære venner deltog, bl.a. folketingsmand Povl Drachmann

(B. T. 15. februar 1917)

Erna Juel-Hansen er begravet på Holmens Kirkegård i København.

Erna Juel-Hansens gravsted på Holmens Kirkegård. Foto Leif Jørgensen, udgivet under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International license. Fotoet er beskåret i forhold til originalen.

Dansk Pædagogisk Historisk Forening har siden 1989 hvert år uddelt "Erna-prisen" opkaldt efter hende.

I samarbejde med Pædagogernes Pensionskasse eksisterede et Oldekolle i en opgang (31A) i pensionskassens byggeri på Østerfælled torvpensionskassens byggeri på Østerfælled torv (fra 1993). Pensionskassen solgte byggeriet i  2006, men der findes pt (2024) en rest på 5 "Erna"- lejligheder - som nok forsvinder sammen med de nuværende lejere.

På internettet findes af Erna Juel Hansen:

En ung dames historie (1888).
Terese Kaerulf: to afsnit af en ung kvindes liv (1894).
Kærlighedens veje (1895).