Pastor Ussing i Valby indkræver højtidsoffer. (Efterskrift til Politivennen)

Ved juletid udsendte brygger Jacobsens præst, pastor Ussing i Valby, et trykt cirkulære til sine sognebeboere hvori han mindede dem om at de havde at betale højtidsoffer da han i modsat fald så sig nødsaget til at indkræve det hos dem.

I disse dage er han skredet til indkrævningen der foregår på den måde at han lader en dame gå omkring i husene på en tid da mændene ikke er hjemme. Hun skræmmer kvinderne med trusler om udpantning til at rykke ud med juleofret efter en trykt skala som hun fører med sig, og som er undertegnet med præstens og førstelærer Würsts navne.

Efter skalaen skal den der svarer indtil 10 kr. i formue- og lejlighedsskat, betale 15 øre for hver højtid eller 45 øre årlig, henholdsvis til præst og førstelærer. Den der svarer af fra 10 til 20 kr. 25 øre hver højtid eller 75 øre årlig. Fra 30 til 50 kr. 1 kr. 50 øre årlig.

Selvfølgelig rykker kvinderne ud med skillingerne af frygt for udpantningen og præst og førstelærer skovler 25-ører ind i massevis.

I cirkulæret sagde pastor Ussing vel at han var nødsaget til at foretage indkrævningen da hans løn uden højtidsofret er ganske utilstrækkelig. Men da han i skattebogen for Valby-Hvidovre sogn står opført for en indtægt af 6.300 kr., skulle man jo ikke synes at han egentlig lider nogen nød.

Nej. Sagen er den: Valby skal indlemmes under København, og ofret vil da blive afløst. Derfor gælder det om inden indlemmelsen at gå ofret drevet så højt op som muligt for at offerafløsningen kan blive større og præstens årlige indtægt forøget.

A.

(Social-Demokraten 12. april 1900. En lignende artikel stod i Folkets Avis - København 11. april 1900).

Justitssagen imod Sigvald Olsen. (Efterskrift til Politivennen).

Den offentlige undersøgelse der indledes imod vor partifælle, folketingsmand Sigvald Olsen, fordi han tog ordet på Vestre Kirkegård ved P. Hougaards begravelse, sluttede i fredags.

Til retsmødet var tilsagt journalist G. Chr. Olsen og forretningsfører Vilhelm Nielsen der også afgav forklaring som vidner. Det blev konstateret at Sigvald Olsen havde præstens tilladelse til at tale, mens inspektør Bahnson havde nedlagt forbud derimod før præstens tilladelse blev givet.

Hr. Bahnson indrømmede at det lige til den seneste tid havde været præsten der gav andre tilladelse til at tale ved begravelser, men at begravelsesvæsnets bestyrelse nu ville have dette forandret, så at kun den kunne give en sådan tilladelse. Endelig indrømmede Bahnson at han overfor vores medarbejder havde udtalt sin tilfredshed over at Sigvald Olsen kun ville tale ganske kort.

Efter at disse forklaringer var afgivet, sluttede den konstituerede birkedommer undersøgelsen og erklærede at sagen ville blive forelagt begravelsesvæsnets bestyrelse på ny, for at denne kunne afgive erklæring om den efter de oplyste omstændigheder ønskede dom i sagen.

(Social-Demokraten, 24. december 1899).

Justitssagen imod Sigvald Olsen er hævet.

En Snyder til Inspektør Bahnson.

Begravelsesvæsenet har nu frafaldet Tiltale imod Folkethingsmand Sigvald Olsen.

Som bekendt blev denne Sag rejst imod Sigvald Olsen paa Foranledning af Inspektøren paa Vestre Kirkegaard, Bahnson, som havde nedlagt Forbud imod, at vor Partifælle talte ved Cigararbejder Hougaards Begravelse.

Forretningsføreren for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" og en Medarbejder ved "Social-Demokraten" blev stævnede som Vidner; men under denne Vidneførsel blev det godtgjort, at Præsten havde tilladt Olsen at tale, og at Bahnson havde spurgt vor Medarbejder, hvad denne troede, at Sigvald Olsen vilde tale om. Herpaa fik han det Svar, at Olsen sikkert kun vilde byde et Farvel og takke for det gode Arbejde, den Afdøde havde udført, og Bahnson svarede hertil: "Naa, Gud ske Lov da!"

Herved fik naturligvis hele Sagen et andet Udseende, idet Bahnson hidtil havde paastaaet, at Olsen havde besvaret hans Forbud med i en hidsig Tone at sige: "Jeg vil tale!" Da Bahnson

imidlertid ikke kunde benægte, at det forholdt sig, som af Vidnerne fremført, lod Birkedommeren Vidnesagen beskrive og sendte den til Begravelsenets Bestyrelse, med Forespørgsel, om den nu vilde have den fremmet.

Det er paa dette Spørgsmaal, der nu er kommet Svar fra Begravelsesvæsenet. Det hedder deri, at dette Sagsanlæg er sket paa Foranledning af Inspektør Bahnson, men da dennes Udsagn under Vidneførslen dels var vage og selvmodsigende, dels ikke stemmede med den Rapport, paa Grundlag af hvilken Undersøgelsen var paabudt, saa Begravelsesvæsnet ikke nogen Grund til at føre Sagen videre.

Men nu er det konstateret, at Vester Kirkegaard har en Inspektør, der af Partifanatisme og for at komme en politisk Modstander tillivs laver en saa stærkt farvet Rapport, at den ikke holder

ved nærmere Undersøgelse.

Det lykkedes imidlertid først efter at Folkethingsmand Sigvald Olsen har sat et stort Apparat af Vidner i Bevægelse, selv har haft og forvoldt andre stort Tidsspilde, for Skridt for Skridt at tvinge den politiske Kirkegaardsinspektør til at indrømme en simpel Kendsgerning. Sigvald Olsen har kun, som den Afdødes nærmeste Ven, da der absolut ikke var nogen Slægtning til

Stede, gjort det samme, som der bliver gjort ved Tusinder af Begravelser, idet han i varme Ord omtalte den Afdødes uegennyttige Arbejde, og takkede det vældige Følge, fordi de hædrede hans Minde ved at være til Stede.

Begravelsesvæsnet har imidlertid truffet en ny Ordning, og imod den maa vi nedlægge den alvorligste Protest. Hidtil kunde Præsten give andre Tilladelse til at tale ved Graven, men under Sagen imod Sigvald Olsen oplystes, at det nu er Graveren, som kan forbyde Folk at tale, eventuelt med Politiets Hjælp forhindre, at der bliver talt af andre end Præsten, men en saadan Myndighed er altfor stor at lægge i en Gravers Haand.

(Social-Demokraten 21. februar 1900).

Sigvald Conrad Christian Olsen (1854-1919). Bryggeribestyrer, rigsdagsmand. Det Kongelige Bibliotek. Fagforeningsmand og politiker. Arbejdede i Tyskland som cigarmager og tilsluttede sig i 1870'erne den socialistiske bevægelse. I Danmark aktiv i organiseringen af tobaksarbejderne. 1884-96 formand for Enigheden og 1887-99 for Tobaksarbejderforbundet. Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1895 til sin død.

Syerskerne. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Syerskerne.

Travlhed til Julen.

Julen stunder til. I ethvert Hjem, hvor der nogenlunde er Raad, købes der Tøj til Børnene og Tøj til de voksne. Og Tøjet skal syes. Rundt paa Byens Systuer er der Travlhed med Naal og Traad, med Saks og Pressejern. Fra tidlig Morgen til længe, længe efter almindelig Fyraften lyder Symaskinens evindelige Snurren; den fine Frues Julestads skal være færdig til Brug Julemorgen. Tænk hvilken Ulykke, om det ikke skete, om huit skulde komme til at benytte en as de to Snese Kjoler, hun allerede har. Verden gik til Grunde. Og den mindre velhavendes Børn skal have det ny Tøj paa hen til Bedstefa'r og Bedstemo'r, det skal være færdig til Jul.

Og Systuernes Ihændehavere gnider sig Hænderne; det giver Penge i Kassen.

Men oppe paa Systuerne sidder Arbejdets Trækdyr, de, som fylder Arbejdskøbernes Skuffe. For dem betyder Juletravlheden ikke en forøget Indtægt, kun forøget Arbejde, længere Tid at sidde bøjet over Maskinen, større Anstrængelse af de trætte Øjne, kortere Tid til Hvile og Søvn, om Adspredelse er der end ikke Tale.

Men Lønnen. Ja, tal saa sagte om Løn for Syerskerne. 3-4-5 og, naar det gaar rigtig højt, 6 Kr. for 6 Dages og halve Nætters usund og triviel Arbejde, hvor man da ikke tager hele Søndagen med. Saaledes ser Lønnen ud, den Løn, der tvinger de unge Piger til enten at lige Forældrene til Byrde eller - sulte.

Kan nu Arbejdslederne i denne Branche ikke betale en ordentlig Løn ?

Absolut jo. Det er maaske en af de mest lukrative Forretninger, der kan startes med en lille Driftskapital. Men her viser sig det Særsyn, at de Forretninger, som betaler Arbejdet daarligst, er samtidig de dyreste for Kunderne, Arbejdskøberens Fortjeneste og Arbejderens Løn staar i dette, som i saa mange andre Tilfælde i omvendt Forhold til det betalende Publikums Udgifter.

Der maa ske en Forandring. Fordringen om, at ethvert arbejdsvilligt og arbejdsdygtigt Menneske skal kunne leve af Arbejdets Udbytte, maa og skal gennemføres ogsaa for Syerskernes Vedkommende. Og vel er det ubestridelig Syerskerne selv, der gennem Organisation og Agitation skal stille deres Krav, men vi andre kan i al Fald hjælpe dem med at lade vor Tøj sy i de Forretninger, hvor der betales en nogenlunde Arbejdsløn.

Lad dette være vor Julegave til de flinke Syersker.

(Fredericia Social-Demokrat 30. november 1899).

I slutningen af 1899 dannedes i København Syerskernes Forbund i Danmark som omfattede Konfektionsarbejdernes Fagforening, Linnedsyernes Fagforening, Korsetsyernes Fagforening og Paraplysyernes Fagforening.

Conrad Johan Bartholdy 1853-1904. 1/3 Komponist og Dirigent. (Efterskrift til Politivennen)

 Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) komponist. Student 1872, studerede statsvidenskaben, sideløbende med at tage musikundervisning (J. C. Gebauer (teori) og Edmund Neupert (klaver). Fra 1876 musiklærer, uddannet af Henrik Rung, Albert Meyer og L. C. Tørsleff. Dirigent og komponist. 1883 kantor ved Matthæuskirken i København til sin død.  Fra 1894 til sin død afholdt han gratis folkekoncerter. Dirigent for bl. a. sangkoret bl.a. Ydun og Studentersangerne 1897-1903.B. Medvirkede til oprettelse af Musikpædagogisk forening (1898) og Kommissionen for den militære musik hvor han var medlem (fra 1899). Dirigerede en overgang Officers-orkestret. Hans hustru Octavia underviste i mange år i sang.

Udgav småskrifter som Tonernes Naturlære, 1892, og Musikens Natur, en fysiologisk-historisk Undersøgelse, 1893, Hvorledes bliver jeg Sanger, 1897, samt Talestemmens Kultur, 1903. 

Bartholdy komponerede sange og operaer, klaverkompositioner, en koncertouverture (Tivoli 1887), marcher m.m.. Særlig populær i samtiden var instrumentalkompositionen Strophe (1897). Han skrev kantater til Nordiske skolemøder (Op. 19), Polyteknisk læreanstalts indvielse (Op. 19b, 1890), De Brockske handelsskoler (Op. 22, 1891), Teknisk skole (Op. 22b, 1893), Kunstindustrimuseet (Op. 24, 1893), Frihavnens åbning (Op. 24d, 1894), Universitetets mindefest for A. D. Jørgensen (Op. 30b, 1897), Fyns forsamlingshus (Op. 35, 1900) og andre. Desuden Tannhäuser (sangcyklus, Op. 4, 1878), Vagabundus (bassolo m. orkester, Op. 6, 1880, Dansk koncertforening), Græshopperne (mandskor m. orgel og orkester, Op. 13, opført 1884 i Matthæuskirken), Salomons Sange (Op. 15, 1885), Ritornell und Vierzeile (for fire solostemmer, Op. 21, 1892), I Seraillets Have (damekor m. klaver, Op. 27, 1896), Asali (tenorsolo, damekor og klaver, Op. 29, 1896), serenaden Nu hvælver sig Himlen, især sunget af Studentersangerne, sangene Op. 20, 1891 og de akademiske skytters fanesang. Operetten Svinedrengen gjorde stor lykke på Dagmarteatret (Op. 16, 1886), operaerne Loreley (tekst af B., Op. 17, Det kgl. teater 1887) og Dyveke (Op. 31, Det kgl. teater 1899).

Niels Christian Hansen (1834-1922): Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) og Octavia Bartholdy, f. Tørsleff (1854-1945). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Blade af Studenter-Sangforeningens Historie

1839-1899

II

- - -

Med Bartholdy som Dirigent

Længere og længere kommer vi ned mod Nutiden i vor Skildring. Nu kan vi ikke komme længere, thi Bartholdy er endnu ikke gaaet af som Dirigent. Men da han har indsendt sin Afskedsbegæring, kan vi, historist set, allerede betragte ham som hørende Studenter-Sangforeningens Saga til.

Bartholdy (det vilde uvilkaarligt ikke falde nogen ind at sige: Hr. Bartholdy) er Typen paa en gemytlig Svend. Paa lang Afstand ser man ham glad svinge sin Hat til Hilsen, og ved Prøverne kommer han hen til os ved vor Ankomst med sit højlydte: "God Dag, kære Ven, hvordan har Du det ???" Ogsaa i det Ydre minder Bartholdy om Begrebet Svend; han har et kønt, rødblondt Overskæg over de svulmende Læber; Øjnenes velvillige Plirren harmonerer godt med den trinde Mave og de lidt spinkle Ben. Man kan ikke nægte, at der er Humor i Manden. Det studentikose er i højere Grad tilstede hos ham end hos Levysohn. Til Gengæld løber det overstrømmende Vid ikke sjældent af med ham. Har han saa først sagt noget, som han gærne ønskede usagt, er han meget ligefrem til at indrømme dette bagefter. Hans Hidsighed har dog i nogen Grad skadet hans Stilling.

Da saaledes en Sanger engang for Løjer ved en festlig Lejlighed erklærede sig som hørende til Oppositionen imod ham, tog Bartholdy det meget unaadigt op og sagde: "Naar en Mand som jeg, der kun kan tabe ved det, stiller mig i Spidsen for Jer, der kun kan vinde ved det, saa skal I sgu holde Mund med Jeres Opposition!" Da Hidsigheden noget efter fordampede, tog han Vedkommende kammeratligt om Skulderen og sagde: "Naa, De ved nok, kære Ven, in vino veritas!"

Man fortæller om visse vilde Folkeslag, at de ved en uhyre Anspændelse af deres Kræfter kan spænde en Bue, som ingen Europæer formaar at rokke, men al de hurtig trættes og slappes ved det daglige Arbejdes Slid.

Paa lignende Maade gaar det Johan Bartholdy. Naar han tager fat paa en Ting, kan der en Tid lang komme ualmindelig Fart i Tingene. Men snart sakker han agterud, især hvis han møder Modstand fra andre mod sine Planers Gennemføelse. Derfor blev Sangforeningens sidste Koncert kun en pæn Generalprøve (skønt de enkelte Stemmer var upaaklagelige), thi den sidste Afpudsning manglede.

Det vilde være Synd, hvis Studenter-Sangforeningen ude i Publikum skulde faa Ord for at være i Dekadence. Koncerten i Februar var i enhver Retning udmærket. Ved flere af de andre Koncerter, som Bartholdy har ledet, har der derimod undertiden kunnet være et og andet at indvende, naar man som opmærksom Tilhører fulgte Præstationerne. Og det til Trods for, at Stemmematerialet ikke i lange Tider har været saa godt, baade for Bassers og Tenorers Vedkommende. Fejlen ligger fornemmelig i to Ting: dels i, at Dirigenten ikke er omhyggelig nok ved Indstuderingen af Repertoiret, dels i, at vore Samtidige, de ældre Sangere, der skulde foregaa de yngre med et godt Eksempel, ikke møder ivrigt nok, nøjes med at komme til en enkelt eller to Prøver for Koncerterne, hvorfor de ikke altid faar den rette Opfattelse af de nye Melodier.

Lad os haabe, at disse Ting i Fremtiden maa ændres, til lige stor Glæde for Sangerne selv som for Publikum, der skal høre derpaa. Og lad os haabe, at Studenter-Sangforeningen ikke alene i kronologisk Henseende, men ogsaa i musikalsk Ydelsesævne maa vedblive at være den første blandt Danmarks Foreninger for firstemmig Mandssang. 

Brumbas.

(København 4. august 1899)

Menneskets Stemme.

Kjøbenhavn, d. 8. Novbr.

Komponisten Johan Bartholdy holdt i Vinter i Officersforeningen et Foredrag om Kommandorøsten, der vakte saa stor Interesse, at der er opstaaet Ønske om at give ham Lejlighed til at gjentage det i de forskjellige Garnisoner. Foreløbig er et Uddrag deraf gjengivet i "Militærtidende"s Novembernumer. Hr. Bartholdy fremhæver, at man under Kommanderingen udsætter sig for unødigt Kraftspild. Følgerne af Overanstrengelse udeblive i Almindelighed ikke for den dilettantmæssigt Kommanderende; der indtræder saaledes ofte den saakaldte "Præstesyge", Fortørring af Slimhinderne, Overanspændelse af Stemmebaandene, der dræber Elasticiteten og efterlader Stivhed. Ofte er denne Skade forbigaaende, idet den sunde, selvfornyende Natur sejrer, men ligesaa ofte efterlader den blivende Følger for den Kommanderendes Stemme. Det er saaledes en fastslaaet Kjendsgjerning, at et forholdsvis ringe Procentantal Befalingsmand have Sangstemme, sammenlignet med andre Samfundsklasser som Haandværkere, Handelsmænd, Studenter o. A. Ligeledes indvirker Overanstrengelsen af Stemmebaandene paa Taleorganet, der ofte faar en tør og klangløs Karakter.

Fonetiken lærer, at enhver Klang eller Tone fremkommer enten ved, at stillestaaende Luft sættes i Uro af et Legeme, der er sat i Bevægelse, eller ved, at fremaddrevet Luft brydes af et stillestaaende Legeme. Paa disse to Frembringelsesmaader bero de forskjellige Arter af Instrumenter: Strengeinstrumenter og Blæseinstrumenter. Den menneskelige Stemme, der beror paa fremaddrevet Luft, kan bedst sammenlignes med et Blæseinstrument. Og her ligger Sammenligningen med Orgelet nærmest: Blæsebælgen er vore Lunger, Indsnevringen er Strubehovedet, og Ræsonansrummet (Orgelpiben) er vort Svælg og Hulheder i vort Hoved.

Enhver Tone har tre Væsensegenskaber: den kan have forskjellig Styrke, forskjellig Højde og forskjellig Klangfarve. Disse tre væsensegenskaber bero paa tre nøje adskilte Faktorer. For Stemmens vedkommende beror Styrken paa den Kraft, hvormed Luften bliver drevet fremad, altsaa paa Lungerne. Højden beror paa den Indsnevring, hvor den fremaddrevne Luft brydes, altsaa Strubehovedet med Stemmebaandene. Klangfarven beror paa Resonansrummet, paa Svælgets Form (de forskellige vokaler ere jo ligesaa mange forskjellige Klangfarver), ligesom Klangfylden er afhængig af, hvor godt Resonansrummet bliver indrettet og benyttet. Kun Samvirken af alle tre Faktorer danner Instrumentet. Vort Instrument omsluttes af hele Overkroppen og strækker sig fra Mellemgulv til Isse.

Det gjælder da her om Arbejdets rette Deling. Kræfterne maa fordeles over hele Stemmematerialet, c: over hele Overkroppen. Denne Methode praktiseres ogsaa af Dyrene, der, uberørte af Kultur, endnu lyde Naturens Røst. Enhver, der har hørt en Hest vrinske, en Ko brøle eller en Hund gø, har ogsaa set, hvorledes hele Overkroppen er i Bevægelse. Hingstens Sider skjælve naar den vrinsker. Køens Ryg krummes helt under det pneumatiske Tryk, der kommer indefra, naar den brøler. Hundens Krop ryster under den stødvise Gøen. Ja, selv naar den dovne Orne grynter, bevæge dens fede Flanker sig ind og ud. Hvorfor skulde vel Dyrene gjøre alt dette, naar det ikke var det Naturligste og Bekvemmeste?

Orgelprincipet er her gjennemført, Blæsebælgen arbejder, det Øvrige er ret passivt, altsaa ikke anstrengt. Lyden er som i Orgelet klingende Luft og ikke svingende Strenge. Det er selvfølgelig ikke nødvindigt at arbejde med hele Overkroppen for at frembringe de Lyde, som Talesproget fordrer under almindelige Omstændigheder; men naar vi, som ved Kommandoen, staa overfor Fordringen om at skulle præstere en Røst, der i Kraft staar paa Højde med de kraftigste og mest dyriske Lyde, hvad ligger da nærmere end at studere den Maade, hvorpaa Dyrene ytre sig uden at trættes! Og Erfaringen fra Dyreverdenen falder fuldstændig sammen med det videnskabelige Ræsonnement, hentet fra Sammenligningen med Instrumenterne: det er Kraft, vi skulle udfolde. Stemmens Styrke beror paa Lungerne; derfor skulle vi udelukkende tænke paa vor Blæsebælg og lade Halsen. Strubehovedet, helt i Fred.

Det er den dybe Vejrtrækning, der skal dyrkes. Ligesom man trænerer alle andre Muskler, kan man træne sine Bugmuskler og Flankemuskler. Den første Hovedregel ved Aandedrætsgymnastik er: Træk altid Vejret gjennem Næsen I Endvidere er det formålstjenligt at trække Vejret dybt og holde det, medens man haandterer Haandvægte, roer, svømmer eller løber; derved udvides Brystet, og Lungerne styrkes. Musklerne udvikles ogsaa ved, at man øver sig i at fylde Lungerne saa langsomt som muligt og til yderste Grænse, men Luftudaandingen maa ved Træningen ogsaa ske saa udtømmende som muligt.

Resultatet af sine Betragtninger sammenfatter Hr. Bartholdy i dette: Den, der synger, raaber, kommanderer ved direkte at presse paa Stemmebaandene, han behandler Stemmen nærmest som et Strengeinstrument; men Strenge springe ofte ved den evige Rivning - og vore Stemmebaand kunne ikke erstattes. Den, der derimod sender en dybt fra kommende Luftstrøm gjennem en forholdsvis løs Hals; han behandler Stemmen som et Orgel, og da kan den holde lange Tider.

(Viborg Stifts-Tidende 9. november 1899)

Operasanger Otta Brønnum: Europa Turne og Grammofonplader. (Efterskrift til Politivennen)

Se også øvrige indslag med Otta Brønnum.

Fra Kunstverdenen. Frk. Otta Brønnum blev i Tirsdags modtagen af Hds. kgl. Høih. Prindsessen af Wales i Marlborough House. Ved denne Leilighed havde Frk. Brønnum den Ære at synge bl. A. Rosinas Arie af "Barberen", Emil Hartmanns Vuggesang gog Cleopatras store Arie af Ennas Opera. Mandag den 16de Juli giver Frk. Brønnum sin 6te aarlige Concert, denne Gang i det nye, elegante Concertpalæ, The Queens Hall, regent Street, Langham Place. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. juli 1894, 2. udgave)

Af en artikel i Dannebrog 21. september 1894 udtalte hendes moster Johanne Birkenberg at hun havde gjort Otta Brønnums karriere til sin livssag, bl. a. overfor teaterdirektører, kulturministre bladudgivere, impressarier og mæcener. Samt ved at møde op til hendes koncerter i Paris, Berlin og London 

Af notitser i aviser fremgår det at hun november 1894 var i Italien. Hun fejrede julen 1895 i København, hjemkommen fra London. I juli 1896 gav hun sin årlige koncert i Steinway Hall med assistance af Louis Frølich og Henry Bramsen. Ved en koncert i Steinway Hall optrådte hun maj 1898 med Arthur Harveys "Once", ledsaget af Bramsens Violoncel og Hartmanns "Flyv, Fugl, flyv", som affødte et stærkt bifald. Se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. maj 1898, 2. udgave.

Hun sang Hans i Humperdincks "Hans og Grethe" i Crystal Palace i London ifølge Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1898, 2. udgave.

Dansk Sangerinde i Udlandet. Fra London skrives til R. B.: Den danske Sopransangerinde Frøken Otta Brønnum afholdt forleden en meget talrig besøgt Koncert i Steinway Hall og høstede livligt Bifald for sit Foredrag bl. A. af tre danske Sange: Heises "Liden karen" og "Johan, jeg maa gaa" samt Emil Hartmanns "Vuggesang". Sangerinden akkompagneredes af pianisten Hr. Herman Grünebaum og assisteredes af Violoncellisten Hr. Hollmann.

(Nationaltidende 12. juni 1899).

På dette foto af fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919) ses Otta Brønnum i fornemt selskab: Viggo Hansen forretningsmand London. Ethel Marston Schmedes (19.2.1880-24.3.1907) f. Woodbury. Carl Joachim Teisen (12.3.1853-3.6.1927) ritmester, kammerjunker. Gunna Breuning-Storm (25.1.1891-24.4.1966) violinist. Ellen Michelsen (21.9.1867-19.4.1945.) Hakon Børresen (2.6.1876-6.10.1954) komponist. Otta Brønnum (24.2.1869-16.8.1949) sangpædagog. Karen Margrethe Werner (29.5.1885-) Arne Lorck, ? Hakon Schmedes (31.10.1877-18.8.1938) violinist, komponist. Elsa Hansen f. Been. Anna Rebecca Drechsel (3.4.1860-30.4.1940) f. Bille. Christian Frederik (Frits) Drechsel (1.4.1854-2.3.1927) søofficer, havnekaptajn. Carl Michelsen (30.9.1853-14.12.1921) ordensjuvelerer. Ingeborg Drechsel. Johanne Bojesen (6.4.1883-) f. Michelsen. Frants Andreas Lorck (21.11.1841-2.11.1914) vekseler. 1901-1910. Det kongelige Bibliotek.

Otta Brønnum indspillede fra december 1898 og ca. et år frem i London omkring 16 sange. De er nogle af de ældste optagelser overhovedet på lakplade. Hun indspillede en grammofonplade på EMI 6. november 1899 med sangen "Jeg elsker dig" af Edvard Grieg. Denne indspilning kan man høre på internettet. Ligesom også andre indspilninger (søg også på Otta Brony), bl.a på Nicole Record 1903: Du gamla du friska undre kunstnernavnet Otta Brony.

Grammofonen var blevet opfundet i 1887 som efterfølger for Edisons fonograf. De første plader af hård gummi havde 2 minutters kapacitet. Fra 1895 begyndte man i stedet at anvende shellak som kunne spille op til 5 minutter - på en side. Verdens ældste pladeselskab var og er Columbia (som nu ejes af japanske SONY). Danmarks ældste pladeselskab var en tysk afdeling af Berliners amerikanske pladeselskab Deutsche Grammophon-Gesellschaft. Det indspillede den første danske grammofonplade i 1899: "Det er et yndigt land" med Jørgen Lindahl. Opera var blandt de mest populære udgivelser. Grammofonen var dengang et dyrt legetøj og lydgengivelsen langt fra som at høre en sanger eller et orkester optræde. I 1910'erne overhalede den overhalede fonografen som det mest populære apparat til musikafspilning.