Oda Nielsen fik efter eget ønske i 1902 afsked med pension.
Fru Oda Nielsen forlader det kgl. Teater.
Kasino?
Fru Oda Nielsen, som for nogen Tid siden til Kultusministeriet indgav sin Begæring om Afsked fra det kgl. Teater, har i Forgaars faaet denne bevilget - endda med fuld Pension.
Det vil med andre Ord sige, at Fru Oda Nielsen, som altsaa ikke har taget, men faaet sin Afsked fta Teatret, nu staar fuldkommen frit og uafhængig med Ret til at optræde paa hvilken som helst anden Scene i København og til ovenikøbet at hæve ca. 2700 Kr. om Aaret paa det kgl. Teaters Budget.
Og at Fru Oda Nielsen vil benytte sig af denne Ret til at optræde, hvor hun har Lyst, ligger i selve hendes Afskedsbegæring, som netop var motiveret ved. at det kgl. Teater ingen Opgaver bød hende for hendes Kunst og Energi.
Deri havde Fruen fuldkommen Ret. Hun var i de senere Aar saa godt som skudt ud af Repertoiret, fik i hvert Fald ingen Roller af Betydning eller af den moderne Art, hvori hendes særegne Evner kunde udfolde sig. At denne Tilværelse halvt bag Kulisserne i Længden var uudholdelig for hendes Virkekraft, kan ikke undre nogen, og ligesaa lidt kan det forundre, at hun under disse Omstændigheder tager mod sin Afsked, naar Teatret giver hende fuld Pension.
Derimod kommer den Flothed, som Kultusministeriet i disse sparsommelige Tider udviser overfor Fruen, unægtelig højst overraskende. Ministeriet var paa det rette med, at Fru Oda Nielsen vilde forlade det kgl. Teater for at anvende sine Evner andet Steds, hvor hun kunde tjene den flerdobbelte Gage - og Pensionen med. Ikke desto mindre bevilger man hende baade Afsked og Pension. Det er meget galant af Hr. J. C. Christensen men det stemmer unægtelig ikke med de Betragtninger, han i sin Tid gjorde gældende i Folkethinget angaaende det kgl. Teaters Underskud - og heller ikke med de Forventninger om Økonomi som f. Eks. "Politiken" stillede til ham i Fjor Efteraar, da den skrev:
"Teatrets Forhold vil vel nu snart blive optagne til alvorlig Drøftelse. Folkethinget har Aar efter Aar krævet Ligevægt i Budgettet Højreregeringer. Selvfølgelig Thinget give den nuværende Kultusminister (Hr. Christensen) en rimelig Respit, han kom til Roret to Maaneder, inden Sæsonen skulde begynde, og han maatte nødtvungen lade Teatret i indeværende Sæson beholde sin kunstnerisk og administrative lige slette Bestyrelse. Men naar Sæsonen er ude, er vel ogsaa Spillet ude. Hr. J. C. Christensen, der i saa mange Aar som Ordfører maatte finde sig i, at Regeringen sad Folkethingets Bud overhørig, er nu i den gunstige Stilling, at han selv kan byde og derigennem gennemføre Folkethingets Vilje (om Ligevægt i Budgettet)."
Hr. Christensens første "Reform" af det kgl. Teaters Budget bestaar i en - Forøgelse af Underskudet, der allerede nu er 1000 kr. for hver Spilleaften.
Sagen stiller sig jo nemlig simpelthen saaledes, at det kgl. Teater nu for Fremtiden betaler Fru Oda Nielsen 2700 Kr. om Aaret - for at konkurrere med selve det kgl. Teater! Man forøger ikke blot Underskudet med disse sikre 2700 Kr. - men maaske med flere Tusinder foruden. Det er just ikke økonomisk handlet af Hr. J. C. Christensen.
Givet er det under alle Omstændigheder, at det kgl. Teater vil lide ved Fru Oda Nielsens Bortgang, som jo utvivlsomt betyder hendes Genoptræden paa en anden Scene. Rimeligvis bliver det paa Kasino, hvor hun fornylig vandt en saa afgjort Sejr ved sin Fremstilling af Odette. Det var ikke en Afglans af Ungdommens Triumfer, det tværtimod et Vidnesbyrd om usvækket Kunst, der med Aarene er bleven rigere og dybere i sin dæmpede Klarhed. Fru Oda Nielsen ikke blot den fejrede Operette-Primadonna, hun er en meget erfaren og overlegen Kunstnerinde, som fuldt vel magter de store Opgaver i moderne Skuespil, og af hvem man maaske netop nu kan vente sig noget endnu Betydeligere end før.
Publikum har ingen Grund til at være misfornøjet ved Udsigten til en ny Oda Nielsen-Æra paa Kasino. Tværtimod. Men at det kgl. Teater giver Penge til for at skabe sig en ny Konkurrence og et forøget Understud - det er ganske vist et besynderligt Udslag af det ny Systems Økonomi.
(Social-Demokraten 31. maj 1902).
Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Oda Nielsen. Nitouche. 1890-1931. Det kongelige Bibliotek.
I stedet koncentrerede hun sig om at deltage i mandens mislykkede overtagelse af Casino. Tiden var ikke til Bøghs vaudeviller og fransk salonkomedie.
Fru Oda Nielsens Afskedigelse.
Den sande Grund og den foregivne. Fremtidsplaner.
Fru Oda Nielsen blev i Forgaars efter Tilsigelse modtaget i Audiens hos hans Majestæt Kongen, som ønskede af hendes egen Mund at høre Grunden til, at hun havde faaet sin Afsked fra det kgl. Theater, og som derefter underskrev denne.
Den sande Grund er som bekjendt den, at Theatret i flere Aar ikke har formaaet at give Fru Oda Nielsens meget vidtrækkende og alsidige Talent en eneste nævneværdig Opgave. Den foregivne Grund er den, at "hun passer ikke i Ensemblet". Disse Ord, som allerede har faaet et let komiik Anstrøg - for at udtrykke det mildt - tillægges med Urette det kgl. Theaters Chef, Grev Danneskjold-Samsøe; det skal ikke være ham, men Professor Bloch, som har brugt dem, og man har saa grebet dem som et Paaskud til at blive den virkelystne Skuespillerinde kvit. Morsomt nok skrev Emilie Augier, da Sarah Bernhardt, Fru Oda Nielsens store Forbillede, for mange Aar siden tog sin Afsked fra Théatre francais, hvor hun var bleven forurettet, omtrent de samme Ord: "hun ødelagde Ensemblet". Det lader saaledes til, at de Skuespillerinder, Publikum helst seer, ikke let lader sig passe ind i noget Slags Ensemble. I det nærværende Tilfælde synes det nærmest at være beklageligt - for Ensemblet. For sytten Aar siden, da Fru Oda Nielsen blev ansat ved det kgl. Theater, havde det været meget kjedeligt for hende, om hun havde faaet en Afsked med samme Begrundede. Theatret havde den Gang en at sine bedste Perioder: Emil og Olaf Poulsen, Fru Hennings og Fru Eckardt, Peter Schram og Fru Phister stod endnu i deres fulde Kraft. I det Ensemble gled Fru Oda Nielsen ind, og Ingen talte om, at hun ikke passede i det. Naar det første Stykke, hvori hun optraadte, "Syvsoverdag", behagede saa meget, skyldtes det ikke mindst hendes Spil, og naar hun siden hen fik cn virkelig Opgave, interesserede hun altid Side om Side med de Bedste. Men det blev efterhaandcn System kun at give hende de Roller, som for hende kun kunde blive "Theatertjeneste".
Omsider blev hun kjed af Uvirksomheden og begyndte at klage til Direktionen. Hun havde ikke Lyst til at blive i den levende Begravelse, hvori hun var. og vilde frem. Direktionen lovede hende Roller, tilsidst endogsaa bestemte Roller, men hun fik dem ikke, og hun dannede sig saa selv udenfor Theatret et lille Virkeomraade ved at optræde velvilligst en Mængde Steder med sine Smaasange. Da hun paany mindede Direktionen om sin Tilværelse, bebrejdede man hende, at "hun brød sig selv Veje, som ikke var Theatrets".
Den Draabe, der fik Bægeret til at flyde over, og som fik hende til at anmode om sin Afsked, var, at Baronesse d'Anges Rolle i Dumas' "Blandet Selskab", som udtrykkelig var bleven hende lovet, blev given til en Anden.
Efter det indsaa hun, at der ikke mere vilde blive Brug for hende paa Theatret, og gik til Direktør Einar Christiansen for at bede om at saa sin Afsked - ikke for at tage den, da hun derved vilde miste sin Pension. Direktionen skal ved den paagjældende Lejlighed bare beklaget, at man ikke havde fundet rigere Anvendelse for hendes Evner, og have ytret, at det beroede paa Instruktørerne, som i første Række bestemte Rollebesætningerne, og som fandt, "at hun ikke passede i Ensemblet".
Efter sin indstændige Anmodning blev hun saa indstillet til Afsked af Theatret, og efter at denne Indstilling har været behandlet af Kultus- og Finansministeren, har Fru Oda Nielsen altsaa nu faaet sin Afsked i Naade og med fuld Pension samt Ret til at optræde, hvor som helst og naarsomhelst hun vil. Og da man veed, at hun baade kan komme til at virke her i Kiøbenhavn, og at hun vil det, er det indlysende, at det kgl. Theater derved har skabt sig selv en Konkurrence, der ikke behøver at blive ganske betydningsløs. Samtidig tager Theatret - er det maaske ved et Tilfælde? - netop de Stykker op, hvori man havde lovet Fru Oda Nielsen Roller: "Gjengangere" og "Rosmersholm", og de, hvori hun havde Roller, som hun satte Pris paa: "Syvsoverdag" og "Recensenten og Dyret". Det er altsaa ikke Stykkerne, hvori hun ønskede at spille, som ikke passede ind i Repertoiret - det er blot hende selv, som ikke passer i Ensemblet.
Om Fru Oda Nielsens Fremtidsplaner foreligger endnu intet afgjort - undtagen det, at hun vil blive og virke her i Byen og ikke, som et Forlydende har villet vide, lade sig knytte for en Sæson eller to til Kristiania. Man gjætter vistnok ikke meget fejl ved at passe hende ind i det dobbelte Ensemble paa Dagmartheatret og Kasino - efter at hun har giæstet Folkethcatrct, hvor Emma Gads nye Stykke "Gadens Børn" vel bliver en af hendes Opgaver.
Forhaabentlig vil den yndede Kunstnerinde det ene eller det andet af disse Stedet forstaa at skabe sig selv sit rette Ensemble.
H. F.
(Dagens Nyheder 3. september 1902).
Kasino
Fru Oda Nielsen i "Odette".
Fru Oda Nielsens Tilbagevenden til den Scene, der saa hendes første Triumfer, blev i Søndags af et feststemt Publikum fejret med Blomster og Bifaldsjubel. Indtoget fandt Sted i den samme Rolle - Sardous Odette - som Fruen spillede ved en Privatforestilling i Foraaret. Hendes Udførelse af den omtaltes den Gang indgaaende her i Bladet, og der er selvfølgelig ikke mindre Grund nu end da til at beundre den Kunst, hvormed hun forvandler Rollens ligegyldige og tomttaslende Spillepenge til ædelt klingende Metal.
Dct maa beundres saa meget mere, som "Odette" jo unægtelig tilhører en Afart af Stykker, der i vore Dage er stemt falmet. Det nytter ikke, at de Aarstal, der nævnes i Stykket, er ført ned til Nutiden; den Luft, der omgiver Personerne, er hengemt Teaterluft. Hvis det var Mennesker, Sardou havde skildret, gjorde Tiden selvfølgelig hverken fra eller til, men "Odette" er bygget over en Facon, der uhjælpeligt er gaaet af Mode. Stykkets fornemme Dagdriververden, hvor Millionerne ruller for godt Køb - hvor der hverken tænkes eller handles - hvor der hersker de mest bornerte Æresbegreber - og hvor Tonen er en forloren Aandrighed eller en flov Sentimentalitet - denne Verden, taget alvorligt af Forfatteren, maa nødvendigvis forekomme os usigelig tom. Og nu selve Odettes Rolle. Den bestaar kun af tre store Scener. I den første af disse Scener er hun den utro Hustru, der om Natten overraskes af sin Mand og jages bort fra Hjem og Barn; i den anden er hun en fortvivlet Æventyrerske, der efter 15 Aars Forløb genser Manden, hvis Navn hun paa Trods har bevaret, og mod hvem hun rejser sig i dødeligt Had, fordi han har berøvet hende Moderens Ret; i den tredje Scene mødes hun med Datteren, som anser hende for død; hun har besluttet at give sig til Kende, men nænner ikke at forstyrre den unge Piges Lykke og gaar stille bort for at tage sig af Dage.
Disse Scener staar løsrevne, isolerede - som tre Bravur-Numre i en Opera, hver i sin Tonart, sit Tempo. Hvorfor og hvordan Odette er bleven sin Mand utro - hvorfor hendes Moderfølelse først efter femten Aars Forløb pludselig bliver saa uimodstaaelig - det forklares ikke. Alle Overgange, al dybere Psykologi er stoffet for den enkelte Virknings Skyld - for at Stykkets "Stjærne" kan funkle ved sit Farvespil.
Det tjener nu som tidligere fremhævet til Fru Oda Nielsens store Ros, at hun - i Stykkets tredje og fjerde Akt - fylder denne Rolle med en saa erfaren og alvorlig Menneskelighed. Hun giver et gribende Billede af den udstødte Odette, som slæber in Silke gennem Smudset, træt, støv af Morfin, foragtende sig selv. men pludselig tirret til rasende Forbittrelse - og hun rører ved sin stilfærdige og nænsomme Moder-Ømhed i Samtalen med Datteren. Dette er noget andet og mere end blot indsmigrende eller blændende Virtuositet - det er Bevis paa, hvilken betydelig Kunstnerinde Fru Oda Nielsen er.
Men netop derfor vilde man gærne se hende udsøge sit Repertoire ikke længer blandt Facon-Dramer af "Odette"s Art, men blandt saadanne Skuespil, som kunde give hendes modne, dæmpet-klare Kunst en rigere Lejlighed til Udfoldelse.
C. E.
(Social-Demokraten 14. oktober 1902).
Efter optræden på Folketeatret (Fernanda i Gadens Børn), kom Oda Nielsen atter til Dagmarteatret og foretog 1906 en turné som visesanger i USA og de nordiske lande. I 1909 opgav manden Dagmarteatret og hun overtog hun ledelsen i nogle måneder for at muliggøre hans tilbagevenden, hvilket ikke lykkedes. Hun fik tildelt Ingenio et arti 1910.
Martinius filmdebuterede i 1910 hos Nordisk Films Kompagni i filmen Kean og medvirkede derefter som skuespiller kun i en enkelt film (Den hemmelige Traktat, 1913). I 1914 debuterede han som filminstruktør hos produktionsselskabet Dania Bio Film.
