Peter Erasmus Lange-Müller (1850-1926). Sygdom og Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Lange-Müller ramt af Apoplexi

Den berømte Komponist styrtede igaar om paa Gaden og blev ukendt kørt til Kommunehospitalet

Komponisten Lange Müller er i Gaar Aftes pludselig blevet alvorligt syg, og er indlagt paa Kommunehospitalets 7. Afdeling, hvor han tilses af sin Svoger, Overlæge Bentzen. Lange Müller var i Aftes ude at spadsere en Tur. Da han passerede gennem Rosenørns Allé blev han pludselig grebet af et Ildebefindende, og styrtede om paa Gaden. I Faldet kvæstede han Hovedet saa Blodet piblede frem. Tililende Folk tog sig af ham. og fik uden at vide, hvem det var, den Tilskadekomne bragt i Ambulance til Kommunehospitalet.

Ukendt paa Hospitalet.

Paa den vagthavende Læges Forespørgsel om hvem Patienten var svarede Lange-Müller, at han hed Musiker Møller, og under delte Navn blev han indskrevet paa Hospitalet. Senere opdagede Lægen dog, at den Tilskadekomne var den berømte Komponist, og man underrettede derfor straks hans Svoger, Overlæge Bentzen, der øjeblikkelig kom til Stede, og drog Omsorg for. at Lange-Müller blev overflyttet til hans Afdeling.

Her vil han idag blive undersøgt af et Par af vore mest fremragende Nervespecialister. En foreløbig Undersøgelse synes at godtgøre, at den berømte Komponist ikke er kommet til Skade ved selve Faldet, men at han er blevet ramt af et apoplektisk Tilfælde, der har lammet hele den venstre Side.

Allerede da man for nogen Tid siden fejrede Komponisten paa hans 75 Aars Fødselsdag, var han yderst svagelig, og det var kun med Opbydelsen af alle sine Kræfter, at han var i Stand til at overvære Festforestillingen paa Det kgl. Teater.

Da vi imorges forhørte os om Lange-Mullers Befindende, meddelte man os paa Kommunehospitalet, at det var uforandret, men ikke frembød øjeblikkelig Fare. Louis

(B. T. 23. februar 1926).

Lange-Müllers Begravelse

Lange Mullers Begravelse foregik Fredag Eftermiddag fra Frue Kirke ved en stor og meget smuk Højtidelighed.

Et stort og repræsentativt Følge var mødt, deriblandt de fleste af Musikverdenens kendte Navne.

Efter Orgelpræludium og Afsyngelsen af "Kirken den er et gammelt Hus" - Lange-Müller havde selv bestemt, hvilke Salmer, der skulde synges ved hans Bisættelse - talte den unge Pastor Reumert fra Hørsholm smukt ud fra Ordene i Jacobs Brev: "Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra". Ud fra sit nære Kendskab til Large-Muller skildrede han den afdøde som den gode og trofaste Hjemmets Mand og Fædrelandets Søn, den store Kunstner og det beskedne Menneske.

Derefter sang Koret Ingemanns to Salmevers: "Igennem Nat og Trængsel gaar Sjælens Valfartsgang", og saa lød Tonebruset oppe fra Orgelpladsen, hvor det kgl. Teaters Kapel udførte Lange-Müllers egen Andante funebre, der oprindelig var skrevet til Hartmanns Bisættelse.

Straks efter sang Operasangerinden Fru Birgit Engell: "En Engel har rørt ved din Pande", skrevet af Lange-Müllers Ungdomsven Ernst v. d. Recke. Og sluttelig sang Cæciliaforeningens Kor to Salmer af Lange-Müller: "Efter Skriftemaalets Trøst" og "Der kommer en Konge, naar Nøden er størst".

Kisten blev derefter ført ud af Kirken og førtes til vestre Kirkegaard, hvor Jordpaakastelsen foregik, og hvor Studentersangerne sang et Farvel.

Ovenstaaende Billede er taget, da en Kreds af Komponister bærer Kisten ud af Kirken.

Foran til venstre ses Komponisten Alfred Toft, bag ham Fini Henriques. Til højre: Reder Gram, bag ham Poul Schirbeck. I Baggrunden ses nogle af de mange Bannere fra Musik- og Sangforeninger, som blev baaret efter Kisten. Yderst til venstre og højre: Studenterforeningssangere, der fungerer som Marskaller.

(Vestkysten. Esbjerg. 6. marts 1926).

Lange-Müllers Begravelse i Gaar.

Den foregik fra Frue Kirke under mægtig Deltagelse. - En pompøs Sørgehøjtidelighed.

Kisten, dækket af mægtigt Dannebrog, anbragt paa Vognen, som skal føre den til Vestre Kirkegaard.

Den danske Midsommers Tonekunstner Lange-Müller er i Gaar lagt under Mulde. Under mægtig Deltagelse foregik hans Begravelse fra Frue Kirke, hvor den sidste Hilsen og Hyldest til ham formedes i Musik og Sang af stor Skønhed - Sørgehøjtideligheden havde et overordentlig stemningsfuldt, ja, pompøst Præg.

Der var udstedt Adgangskort til Kirken, og der havde været Rift om disse Kort. Hver Plads var optaget. Man saa ud over en Sørgeskare saa stor, som den sjældent findes. Hoved ved Hoved, galaklædte, sad her Repræsentanterne for det Folk, Lange-Müller havde tjent og glædet. Oppe i Koret havde Studentersangerne Plads: de vilde som Æresvagt ledsage Kisten vil Vestre Kirkegaard.

Den pompøse Sørgehøjtidelighed i Frue Kirke.

Kisten stod nedenfor Korrundingen mellem mildt lysende Kandelabre og stedsegrønne Træer. Et Dannebrogsflag dækkede den, og ovenpaa Flagdugen laa Blomster fra Familien. Men omkring Kisten og ned gennem Kirkens Midtgang og langs Stolestaderne blussede Blomstervældet og de rødhvide Baands Pragt indtil Overdaadighed.

Der var Blomsterdekorationer fra Kongeparret, Medlemmer af Kongehuset og fra de forskellige Institutioner indenfor Musikverdenen. En Række Faner fra Musik og Sangforeninger var opstillet bag Kisten

Højtideligheden

Sørgehøitidelighden indledtes med Lange Mullers "Andante Funebre", komponerer til Hartmanns Tekst. Derefter sang Koret von der Reckes Omarbejdelse af "En Engel har rørt ved din Pande" til Lange-Müllers egen Musik. Talen holdtes af den afdødes Ven Pastor Reumert, Hørsholm.

Pastor Reumerts Tale tager sit Udgangspunkt fra et Sted i Jakobs Brev i Det nye Testamente: "Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge". Han skildrer med disse Ord som Baggrund den store danske Komponist og hans skønne Livsværk.

Saa lyder Salmen "Igennem Nat og Trængsel". Og da denne er sunget, lader Det kgl. Kapel sig høre - de fine Toner genskaber den Andante funebre, som Lange-Müller komponerede til J. P. E. Hartmanns Bisættelse, men som aldrig blev sunget. 

Nu høres Birgit Engells rene Stemme gennem det aandeløst stille Rum. Hun synger "En Engel har rørt din Pande": Melodien er Lange-Müllers, medens Teksten er tilrettelagt af Ernst v. d. Recke. Og atter lyder der Sang, denne Gang mangestemmig og med Ledsagelse af Orkestret -Cæciliaforeningens store Kor under P. S. Rung-Kellers Ledelse afsynger Lange-Müllers to sidste Salmer "In Extremis" ("Efter Skriftemaalets Trøst" af Alexia Tolstoy ved Thor Lange) og "In te Domine speramus" (Der kommer en Konge, naar Nøden er størst", af B. S. Ingemann efter Davids 72. Salme).

Til Kirkegaarden.

Tonerne fra Kor og Orkester forstummer. Og medens Orglet spiller dæmpet og højtidsfuldt, træder nu en Kreds af Komponister hen til Kisten og bærer den ud af Kirken.

Et tusindtalligt Følge fulgte med til Vestre Kirkegaard. Ved Graven sang Studentersangerne et Farvel.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 6. marts 1926).

P. E. og Ruth Lange-Müllers gravsted på Vestre Kirkegård. Ruth Lange-Müller var datter af konsul Jens Frederik Block på Sophienberg, Da han døde i 1892, overtog enken Sophienberg. Efter Ruths giftermål med Lange-Müller i 1892, døde moderen i 1897, hvorefter Ruth overtog Sophienberg hvor parret boede om sommeren. Efter Ruth Lange-Müllers død i 1921 arvede deres 3 døtre Sophienberg. Den ældste datter Irmelin afstod arven i 1928 til den yngste Vibeke, der blev diakonisse i Indien. Den mellemste datter Merete rådede så over Sophienberg. Hun blev i 1930 gift med Brahim ben Hannine som hun havde truffet i Biskra/Algier hvor faderen Lange-Müller havde været på et længere rekreationsophold. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et Besøg i Københavns Proletarkvarterer. (Efterskrift til Politivennen)

Mennesker, der lever som Dyr i uhumske Huler. - Hvordan Skøger og Forbrydere udklækkes.

Ved et Møde, som Kirkens Korshær afholdt forleden, fremkom der en Række Oplysninger om de frygtelige Boligforhold, der hersker i det saakaldte mørke København. En af vore Medarbejdere, som har aflagt Besøg i de forskellige Kvarterer, giver her en Skildring af de mildest talt forfærdende Forhold, som raader.

Fra den velholdte Vesterbrogade, der er Hovedfærdselsaaren fra Raadhuspladsen og udefter til Valby, strækker sig en Række Sidegader, bag hvis høje Arbejderkaserner der adskillige Steder skjuler sig et helt ukendt Kvarter, som man almindeligvis næppe skænker en Tanke.

Det er her i de saakaldte Vesterbros Sidegader, at Københavns "Forbryderkvarter" findes. Her er nemlig Arnestedet for hele den lovløse Prostitution, hvis Hærskare af ulykkelige Kvinder hver Aften og Nat hjemsøger Raadhuspladsen og Vesterbrogade. Søger man ind gennem en af Portene i en saadan Sidegade, opdager man at den ene Bygning gemmer sig bag den anden. Der kan være 1., 2. og 3. Bagsal, som det kaldes, og her kan man finde 1-Værelsers Lejligheder. Et enkelt Sted fandtes her et usselt Hummer, hvor der levede en hel Familie bestaaende at Fader og Moder, to voksne Døtre, en voksen Søn og fire Børn i Alderen fra 5 til 12 Aar. Yderligere fandtes der 1 Logerende, en Veninde til en af Døtrene. Alt Familieliv foregik aabenlyst i denne Hule, hvor den udslidte Kone prøvede paa at holde saa nogenlunde rent. Vi spurgte hende, hvorfor hun ikke søgte at faa Børnene ud, og hun svarede, at saa længe de kunde blive i Reden, havde de dog et Hjem. Andre Steder var det værre, der havde man Værelset adskilt i to Afdelinger af Hensyn til Datteren, som ernærede Familjen ved Prostitution, og hvis Kæreste ogsaa boede i "Lejligheden".

Saadanne frygtelige Forhold finder man i Massevis af, og man kan derfor ikke forundre sig over, at de Børn, der vokser op under disse Omgivelser, bliver moralsk ødelagte allerede inden de bliver konfirmeret, og holder man endelig "Stien ren" indenfor det lille Hjems egne Døre, saa er der nok af Ting, der foregaar alle andre Steder i det samme Hus, der kan ødelægge Børnene.

Nogle Steder kan man se en "enlig Dame", som i Forhuset sidder med en Treværelserslejlighed, hvor hun selv bebor et usselt Hummer, der kaldes "Pigekammer". medens de tre Stuer er lejet ud til en af Gadens Piger og lader, som om de ikke hører eller aner hvad der foregaar i dette Værelse.

Akkurat de selvsamme Forhold finder man i det saakaldte Rabarberkvarter paa Nørrebro, og ikke langt der fra kan man finde et helt nyt Kvarter, hvor den saakaldte "finere Prostitution" holder til.

I selve den gamle By i Aabenraa og Landemærket og andre Steder finder vi den københavnske Ghetto. Det er her, at vore polske Gæster holder til. Disse Folk er af en hel anden Type end Beboerne paa det yderste Nørrebro eller Vesterbro. De polske Jøder er myreflittige Folk, som stuver sig sammen ligesom Rotter i en Rede. Ofte kan man finde ligefremme Huler, livor hver eneste Plads er udnyttet, og hvor der hersker det frygteligste Griseri. Mange af disse polske Boliger er rene Udklækningsanstalter for Væggetøjet, der i de senere Aar er blevet en sand Plage i København. I de varme Sommere breder de sig til andre Kvarterer, og det er jo en Kendsgerning, hvordan disse Dyr har bidt sig haardnakket fast i Husvildebarakkterne, der jo meget viseligt syens at være bygget netop saaledes, at en rationel Udryddelse ikke kan iværksættes.

Det, der imidlertid rummer den største Fare, rent samfundsmæssigt er imidlertid de overfyldte

Huse med 1 Værelsers Lejligheder, idet det er her, at den opvoksende Ungdom bliver ødelagt. Man kan ikke fortænke Børnene i, at de hellere vil være uden for Hjemmet undtagen lige netop, naar de skal sove, og hvad der kan foregaa i disse overfyldte Værelser, er ikke sundt for Barnesindet. For en ikke ringe Del kan man regne dette grelle Udslag af Bolignøden som Aarsag til den stigende Umoralitet blandt de sidste Aars Ungdom. Derfor burde ogsaa en Løsning af Boligspørgsmaalet sættes langt frem foran adskillige andre Sager, der udmærket godt kunde vente.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. februar 1926).

Anna Jacobsen død. (Efterskrift til Politivennen)

Fru Anna Jacobsen.

Folketeatrets populære Karakterskuespillerinde, Fru Anna Jacobsen, døde igaar, halvfjerdsindstyve Aar gl.

Anne Jacobsen ved sin Jubilæumsforestilling ifjor.

DE rige Evner, som Fru Anna Jacobsen sad inde med, fik aldrig Lov at udvikle sig under den kunstneriske Røgt og Pleje, som hendes noget udisciplinerede Talent fordrede . . Hun begyndte i Provinsen og utilfreds med Rejselivet, med Opgaver, som kun bød hende ringe Udvikling, med Medspillende, der i Evne og i Frodighed stod langt under hende, hengav Anna Jacobsen ved sin Jubilæumsforestilling ifjor, hun sig ofte til et Spil, der morede hende og dem, hun stod paa Scenen med, mere end Publikum, et Spil, som laa paa den anden Side af hendes Skuespiller-Værdighed ... . Hun følte det, og hun led under det, alvorlig og pligttro, som hun var, inderst inde, og det kom derfor som en Udfrielse for hende, da Det kongelige Teater ønskede at engagere hende ved Fru Phisters Bortgang. Anna Jacobsen havde ude i Byerne spillet Kobbersmedemadammen i Genboerne, og Olaf Poulsen havde ofret denne Præstation mange Lovord og tilsagde Fru Jacobsen sin Hjælp og sin Støtte.

.... Saa stod da Anna Jacobsen en Aften i sin modne Alder som Debutant paa vor fornemste Scene. Hun spillede Madam Qvist i "Fristelsen af Hertz, og Debuten viste, at hun ikke for intet var af Rosenkildernes Æt. Hun ejede en lun, stilfærdig Karakteriseringsevne, en sjældent ægle Replik og et rigt og levende Minespil Men det blev ved Debuten. En enkelt Holberg-Opgave lykkedes ikke. og Fru Jacobsen fik sin Afsked fra den Scene, hvor hendes betydelige Talent burde have haft Lov til at udvikle sig. Hun spillede en Tid igen i Provinsen og kom saa til Folketeatret, hvor hun, periodisk, ydede god Kunst, men for ofte forfaldt til Overdrivelser. Hun syntes, som Aarene gik, at trættes af de mange Matroner, som Repertoiret bød hende, og hun, der engang havde drømt om at spille Fru Alving og prøvet som Ibsens Kammerherreinde, maatte tit tage til Takke med Opgaver af ringe kunstnerisk Værd. Folketeatrets Publikum satte imidlertid Pris paa hendes frodige Komik, hendes djærve Replik - og under megen Hyldest fejrede Fru Jacobsen fornylig sit 50 Aars Skuespillerjubilæum .... Hun var allerede dengang svag og vistnok ogsaa træt af Teatret. Scenen havde bragt hende megen højrøstet Latter, sjældnere det fine. stille Bifald, som hun forstod, elskede og lyttede efter.

Som Menneske var Fru Anna Jacobsen en stærk og rank Personlighed. Hendes Kunstnersind fyldte hende med indre Uro og Higen, og man har Lov at tro, at den Død, som hun ventede, forskaanede hende for de Skuffelser, som ofte kan blive den bitre Skygge over den aldrende Skuespillerindes Liv. 

Christian Houmark. 

(B. T. 16. februar 1926).

Fru Anna Jacobsens Bisættelse.

Knud Rassow taler ved den gamle Skuespillerindes Kiste.

Det var udelukkende Kolleger og Venner, der samledes i Gaar Eftermiddags til den gamle Skuespillerinde Fru Anna Jacobsens Bisættelse i Krematoriet. Her var ingen nysgerrig Hob fra Gaden. Hvad der prægede Sørgehøjtideligheden, var de jævne, hjertelige Ord, som laftes ved denne Kiste af Skuespillerforbundets Formand, Knud Rassow, der gennem saa mange Aar har hoit til den Afdødes Kammerater ved Folketeatret.

Hele Folketeatrets Skuespilpersonale var til Stede med Direktørerne Friedrichsen og Frische i Spidsen. I Følget saa man ogsaa Skuespillerforeningens Formand, Johannes Ring, og Skuespillerne Alb. Luther og Carlo Wieth.

Folketeatrets Direktion, dets Skuespilstab og dets Maskinpersonale samt Skuespillerforeningen og Skuespillerforbundet havde sendt signerede Kranse.

Efter at maa havde sunget "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred", talte Knud Rassow om den Plads, som Fru Anna Jacobsen havde udfyldt som Menneske i Kammeraternes Kreds og som Kunstnerinde og om det Savn, hun efterlader sig. Han skildrede hendes Frejdighed, lyse Livssyn - gennem alle i Kampene - og hendes Energi. Særlig beundringsværdigt var det, at hun, la hun kom hertil som den udmærket dygtige Skuespillerinde fra Provinsen, skabte sig en ny kunstnerisk Stilling i København i en Alder, da mange andre begynder at tænke paa Retræten. Hun var nøjsom og beskeden i sine Fordringer for at kunne give til andre, der trængte. Hendes Kunst byggede paa Menneskelighed og Hjerte. Hun var en stor Kunstnerinde, meget større, end vi alle maaske har haft Forstaaelsen af. Ved hendes Kiste samler vi Takken og Savnet i de Ord, der har været saa mange Slægters Eje: "Fred med dit Støv, Ære være dit Minde!"

Alle rejste sig ærbødigt op, da disse sidste Ord lød.

Saa sang man "Dejlig er Jorden", og medens Sabinsky-Kvartetten derefter spillede Mozarts Ave Verum, sænkedes den af Blomster tæt dækkede Kiste.

(Nationaltidende 21. februar 1926).

Gravsten på Vestre Kirkegård, F-11-47/48. Indskriften lyder: "Skuespillerinde Anna Jacobsen / Karen Bræstrup / Arkitekt Cosmus Bræstrup /(ulæseligt)". Arkitekten Cosmus Ernst Georg Bræstrup (1877-1944) og Karen Margrethe Ida Johanne Schäffer (f. Jacobsen) var gift. Hun var datter af skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schäffer og Anna Jacobsen mor, skuespillerinde Anna Theresia Jacobsen. Det er et urnegravsted som figuren nederst også antyder. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Anders Peter Johansen Berg (1846-1935). (Efterskrift til Politivennen)

80 Aar.

Et Par Erindringer fra vort Organisationslivs første Dage.

Gamle A. P. Berg i København, en af vort Partis stoute Veteraner, fylder i Morgen, Søndag, 80 Aar.

Vi træffer A. P. Berg i "Social-Demokraten"s Ekspedition, hvortil han knyttedes for godt 40 Aar siden, i 1885, og hvor han endnu virker.

Ja, saa er jeg jo ved de 80 siger Berg og ser lidt tankefuldt hen for sig, hvorefter han begynder at fortælle Træk fra sin Barndom, Ungdom og Manddomsaar.

Jeg er født i Varde, hvor min Fader var Bagermester og Konditor, og mit Barndomshjem var et Samlingssted for mange Frisindede. Endnu husker jeg tydelig 3-Aarskrigens Dage, hvor Diskussionen gik højt i mine Forældres Stuer, og jeg sad stille i en Krog og lyttede til.

I Kolding lærte jeg Snedkerfaget, og efter en Tysklandstur naaede jeg i Begyndelsen af 70-erne til Aarhus, i den bevægede Brydningstid.

Fra København spredtes socialistiske Smaaskrifter Landet over, og jeg slugte Indholdet med en sand Graadighed. Jeg saa, hvorledes vi Svende overalt blev underbudt paa det skammeligste for vort Arbejde og sagde til mig selv: Der maa strax gøres noget.

Det var netop paa den Aarstid, da der skulde arrangeres en "Nøddedag", den skulde benyttes, og jeg gik rundt paa Værkstederne og opfordrede Svendene til at følge med mig ud paa Ferdinandspladsen i Riis Skov, hvor vi saa kunde holde Møde. Dagen oprandt, og efter Aftale marscherede vi i sluttet Trup derud. Men det vakte selvfølgelig stor Opsigt i Byen. da vi kom vandrende gennem Gaderne og Mestrene kunde ikke holde sig hjemme, de troppede fuldtalligt op for at se, hvad vi foretog os.

Ankommen til Skoven fik vore Mestre hurtig Færten af, hvad der foregik; de skummede af Raseri, smed Jakken - men besindede sig - heldigvis for dem.

Om Aftenen var Snedkersvendenes Organisation i Aarhus oprettet, den første Forening der i Byen, som tilsluttede sig Internationale, der den Gang var bleven dannet med Pio i Spidsen.

Nogen Tid efter rejste jeg til København, hvor jeg saa siden har taget fat med Liv og Sjæl i Partiarbejdet.

- Efter at være kommen til København" var Berg med til at gøre det forberedende Arbejde for Oprettelsen af "Demokraten", Aarhus, samt vore Part i blade i Aalborg og Randers og havde i lang Tid Sæde i vor Presses Kontrolkomite i København. Han var i København i Spidsen blandt dem, der startede Arbejdernes Fællesbageri og Bryggeriet "Stjernen" og har siden siddet i Ledelsen for disse Institutioner.

Desuden beklæder han stadig en Kække øvrige Tillidsposter, og i Brønshøj har Berg udført et stort kommunalt Arbejde.

1 Socialdemokratisk Forbunds Hovedbestyrelse sad Berg gennem godt 25 Aar og vil derfor af Partifæller Landet over være velkendt fra Forbundets Kongresser. Til de mange Lykønskninger, som Fødselsdagsbarnet modtager, føjer vi ogsaa vor.

(Horsens Social-Demokrat 13. februar 1926).

A. P. Berg fylder 80 Aar.

En af Socialdemokratiets stouteste og ivrigste Forkæmpere, vort Blads mangeaarige Inkassator, Snedker A. P. Berg, fylder i Dag 80 Aar.

Da Berg for 10 Aar siden fyldte 70 Aar, skrev vi, at "han dermed havde naaet "Støvets Aar", men alle vi, der kender ham, véd, at denne Betegnelse slet ikke passer paa Jubilaren; thi hans Virkelyst og Aand er saa klar som i hans Manddoms bedste Dage, og hans Ansigt lyser af ungdommelig Begejstring, naar vort Parti har gjort et eller andat heldigt Fremstød, eller naar han i festligt Lag tolker Drachmanns Ungdomsaange - eller en af Digterne Indenfor vort eget Parti."

Disse Ord gælder endnu, skønt A. P. Berg i Dag passerer de 80 Aar. Det eneste, der i hans høje Alder synes at genere ham i hans Virkelyst, er Undersaatterne, der nu har ondt ved at bære den kraftige Skikkelse; men hans klare Hjærne og det glade Humør har han bevaret usvækket fra sin Ungdom.

Endnu lyser hans Øjne af Begejstring, naar han i et muntert Lag rejser sig og slaar ud med Haanden for i næste Nu at deklamere enten: "Engelske Socialister" eller: "Havde jeg blot et Vikingeskib med Hundrede Kæmper om Bord." Saa lytter alle med Beundring og Glæde til Bergs glimrende Deklamering.

Det samme har været Tilfældet, naar han ved Møder og Partisammenkomster for Tusinder af Tilhørere har tolket Landsthingsmand Martin Olsens prægtige Digt, der paa saa træffende Maade karakteriserer gamle Dages Svendeliv, hvor et helt Værksteds Svende tilsammen kun havde en eneste brugelig Frakke. Den maatte de have paa skiftevis, og de kom derfor kun sjældent i Luften. Ellers gik Tiden med at arbejde og sove, og lidt Underholdning havde de kun, naar de kunde faa Lov at prygle en stakkels Lærling.

Saa bruser Begejstringen op om vor gamle Partifælle, som han staar dér, selv en Kæmpe med sit mægtige graablonde Fuldskæg.

I saadanne Øjeblikke er det 80-aarige Fødselsdagsbarn mest lykkelig. Da føler de lyttende Tilhørere, at endnu ruller Ungdommens Blod gennem den gamle Kæmpe, og saaledes er det 1 Virkeligheden ogsaa; thi alt det, han med sin Malmrøst tolker, har han selv gennem sit lange Svendeliv paa Værksteder og paa "Valsen" gennemlevet.

Fra sin Ungdom har A. P. Berg taget levende Del i den faglige og politiske Bevægelse, og hvad enten han talte til sine Fagfæller eller til Tusinder af andre Fags Arbejdere, saa følte Tilhørerne, at hans hjærtevarme Ord var baaret frem af Kærlighed til den Stand, hvorfra han selv var udgaaet. De socialistiske Frø, han selv har været med til at saa, har han set spire og vokse op til et mægtigt Træ med en pragtfuld Krone.

Men det har sikkert været A. P. Bergs lykkeligste Øjeblik, da det blev forundt ham at opleve den Dag, da Socialdemokratiet blev Landets største Parti - se det danne Regering og føre Landets Tøjler efter det socialistiske Program, han ogsaa havde været med til at skabe. A. P. Berg var nemlig gennem mange Aar et skattet Medlem af vort Partis Hovedbestyrelse, og i denne Egenskab var han selvskreven Sekreter ved alle vore Kongresser, og med den Dygtighed og store Ordenssans, som han er i Besiddelse af, var man paa Forhaand overbevist om, at Protokollerne blev netop, som de skulde være.

A. P. Berg er født den 14. februar 1846 i Varde, hvor hans Fader, der var Bagermester og Konditor. Selv fortæller han, at han havde en lykkelig Barndom, og at hans senere Liv har formet sig "som et Eventyr". Hans Fader satte ham i Snedkerlære, og efter at han var blevet udlært, arbejdede ham som Svend i Flensborg, Hamborg og Weimar og derefter i forskellige danske Byer. Da han kom til Aarhus, stiftede han Familie og slog sig en Tid ned i denne By. Her var han den 11. September 1871 Medstifter af Aarhus' Snedker-Sektion under Internationale.

Efter at Berg med sin Familie var flyttet til København, valgtes han den 9. November 1882 til Formand for Bygningssnedkernes Fagforening. Denne Stilling beklædte han til 9. Maj 1889. Under hans lange Virksomhed i Fagforeningens Tjeneste skabte han ogsaa en Skole for sine Fagfæller, hvor han selv underviste i Opmaaling og Beregning.

1 1885 var han med til at danne Snedker-Forbundet og blev dets Første formand. I "Social-Demokraten"s Kontrolkomité havde han Sæde fra 1885-89, hvorefter han blev vort Blads dygtige Inkassator.

Men ogsaa i vort Partis kooperative Bevægelse har han gennem de mange Aar taget Ivrig Del. Det var ham, der gennemførte Opførelsen af den smukke Haveby ved Brønshøj, der nu er efterfulgt af mange andre Havebyer. Selv bor Berg nu hos en Søn, der er Skolebetjent ved Brønshøj Skole.

En Kreds af Vener vil 1 Morgen Aften samles med ham til en Fest l Ny Rosenborgs Lokaler.

(Social-Demokraten 14. februar 1926).

Af en højesteretsdom fra 5. januar 1888 fremgår at A.P. Berg sammen med 11 andre (Bl. a. A. C. Meyer, E. E. Wiinblad, Jens Jensen) var anklaget for at have udgivet "Sangbog for socialdemokratiske Arbejdere" som var under mistanke for at "tilsigte eller indeholde en saadan for den offentlige Ro og Orden faretruende Ophidselse til Had og Forbittrelse eller til Voldsgerninger" og som skildrede "Arbejderbefolkningen som mishandlet og forpint af de bedre Stillede, og ved hadefulde Udfald og Trusler om Hævn mod disse, der fremstilles som udøvende et tyrannisk Herredømme over de Ubemidlede...." Som eksemplar angaves 16, bl.a. Socialisternes March, Protetarens Vise og Sang til den Røde Fane. Sangbogen blev af retten anset for at have strafbart indhold. 

Allerede før Paul Geleff som agitator for Internationale sidst i oktober 1871 kom til Århus, havde "Socialistens" opfordringer til arbejderne om at organisere sig, haft effekt. Aarhus havde en stor Arbejderbefolkning ud af de 15,000 Indbyggere (1870). Internationales første filial var i Århus dannet ud fra en socialdemokratisk snedkerfagforening. Bl.a. af Anders Peter Johansen Berg der dengang var Snedkersvend i Aarhus. Han havde samlet kolleger til en "nøddetur" til Riis Skov med det skjulte formål at danne en Forening. Den blev konstitueret 16. september 1871 og havde fra starten ca. 70 Medlemmer. Få år efter flyttede han til København, hvor han 1882—89 var formand for Bygningssnedkernes Fagforening og var medstifter af Snedkerforbundet

Berg var før indlemmelsen i København "sognekonge" i Brønshøj.

Skandale indenfor Indre Mission i Odense. (Efterskrift til Politivennen)

En Kirkebetjent anholdt for Forbryde!ser mod Børn.

Han lokkede sine Ofre op i Kirketaarnet, hvor han mishandlede dem.

(Fra vor Korrespondent.)

Odense, Tirsdag.

En uhyggelig Affære, der vækker den største Opsigt, og som i nogen Tid har været under Ventilation, er i Dag bleven afsløret i Odense.

Politiet har anholdt Kirkebetjenten ved Sct. Hans Landsogn ved Odense, en ældre Mand ved Navn Steffensen, der i mange Aar har spillet en betydelig Rolle Indenfor Indremissionen.

Steffensen er sigtet for en Række oprørende Mishandlinger af mindreaarige Pigebørn, som han har lokket op i Kirketaarnet, hvor han har foretaget sine Forbrydelser imod dem.

Den fromme Kirkemands Forbrydelser har selvsagt vakt den største Forfærdelse, navnlig Indenfor de Kredse, hvor han daglig færdedes, og hvor man ansaa ham for at være en nidkær Kirkens Tjener.

Forfærdelsen er ikke bleven mindre ved, at Steffensen har aflagt fuld Tilståelse. Den første af hans modbydelige Forbrydelser ligger 4 Aar tilbage i Tiden.

Anholdelsen blev foretaget i Dag. I det Forhør, der fulgte umiddelbart efter, faldt Tilstaaelsen.

Den hellige Forbryder er naturligvis straks bleven afskediget fra sin Stilling.

(Social-Demokraten 10. februar 1926).