Tre Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.
Statsadvokaten stillede 8 Spørgsmaal. Det eneste, Nævningerne besvarede med Ja, lød saaledes:
Er Tiltalte Anton Bast skyldig i svigagtigt Forhold efter Straffelovens § 257 ved i Tidsrummet 1913-1923 at have formaaet Almenheden og Centralmissionen til at købe det af ham trykte og udgivne Blad Fyrtaarnet, idet han snart gav det Udseende af, at Bladet ikke gav noget Overskud af Betydning, snart, at Overskudet anvendtes i veldædigt Øjemed, medens det virkelige Forhold var, at Bladet har givet en Fortjeneste, der for Trykningens Vedkommende skønsmæssigt er beregnet til 54,010 Kr. 28 Øre og for Udgivelsens Vedkommende udgør 128,970 Kr. 31 Øre, altsaa ialt en Fortjeneste af ca. 182,980 Kr. 59 Øre, hvoraf den allervæsentligste Del tilfaldt ham personlig.
Dommerne lagde denne Kendelse til Grund og idømte Bast 3 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Forsvareren, Overretssagfører Wreschner, tilkendtes 6000 Kr. i Salær, af hvilket Beløb Bast skal udrede en Femtedel.
Den Domfældte Biskop udbad sig Betænkningstid m. H. t. Spørgsmaalet om Appel til Højesteret.
Dommen over Biskop Bast
Tre Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fængselskost.
Bast-Sagen er endt. Maaske kom det overraskende for adskillige af dem, der trolig har fulgt den store Retsforhandling i dens trinvise Udvikling. Men mon ikke enhver, der har haft direkte med Sagen at gøre, vil føle det som en Lettelse, at det er forbi.
Nævningerne har talt, og Landsretten har idømt Biskop Bast 3 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.
Telegrafen har allerede bragt det triste Budskab rundt over Verden, og i de vidt strakte Kredse, hvor Metodistmenighederne har Magt og Tilslutning, vil det sikkert blive Genstand for en lidenskabelig Drøftelse.
Det skal erkendes, at Biskop Bast tog Dommen med rank Ryg. Da hans unge Døtre og Svigersønnen trykkede ham i Haanden, smilte han, og slog saa ud med sin højre Haand, som vilde han sige: Nogen Beklagelse end sige Medfølelse ønsker jeg ikke ...
*
Efter at Forsvareren havde afsluttet sit Foredrag - og betegnet Anklagen som absurd - udtalte Statsadvokaten, at han havde meget at bemærke. I Eftermiddagsmødet talte Statsadvokaten derefter en Time og trak paany sine Synspunkter op.
Medens Forhandlingen stod paa, var den reserverede Tilhørerloge fyldt. Man saa Retspræsident Winther, Professor i Strafferet, fhv. Landsdommer Oluf Krabbe, Landsdommerne Bærentzen, Poulsen og Bohn-Rasmussen, Rigsadvokat Goll, Civildommer Hattensen, Statsadvokaterne Thomsen og Moltke og Byretsdommer Pihl, der ledede Forundersøgelsen ved Byretten.
Forsvareren gav et ret kort Svar, og Biskop Bast nøjedes med at afgive Erklæring om, at han for Guds Aasyn bekræftede at være uskyldig i alle Anklager.
Retsbelæringen overfor Nævningerne var neutral; Retsformanden bestræbte sig øjensynlig for at indprente dem, at det kun var deres Samvittighed og Overbevisning, der skulde diktere Svaret.
Nævningerne voterede en Time, og under den største Taushed oplæste Rektor H. P. Hansen Svarene. Kun paa ét Punkt, den falske Reklame for Bladet Fyrtaarnet, svarede Nævningerne Ja; alle de øvrige Punkter blev besvaret benægtende.
Statsadvokaten greb nu øjeblikkelig ind og krævede Landsrettens Udtalelse for, om man vilde lægge Nævningekendelsen til Grund for en Dom eller ikke. Dommerne trak sig tilbage og voterede en Time. Resultatet blev, at man agtede at godkende den afgivne Nævningeerklæring. Det vilde vel ogsaa have været et ganske ekstraordinært Tilfælde, hvis Landsdommerne - som i Sagen fra Griffenfeldtsgade - paany havde desavoueret Nævningerne. Statsadvokaten meddelte efter dette Retsformanden, at han frafaldt Tiltale paa alle de øvrige Punkter.
Saa fulgte en Procedure paa et Par Minuter, og Kl. 6 faldt Dommen. Biskoppen var dømt for en i den offentlige Mening vanærende Handling.
Han udtalte, at han ønskede Betænkningstid med gensyn til Spørgsmaalet om Appel til Højesteret. Retsformanden hævede dermed Retsmødet og takke Nævningene for deres Medvirken.
Men endnu en halv Time var den overfyldte Retssal som et bølgende Hav. Mænd og Kvinder af Metodistmenigheden trængte paa for at tale med den domfældte Biskop, og der diskuteredes i utallige Smaagrupper, indtil Salen langsomt tømtes og lyset i de elektriske Kroner blev slukkede.
Referat af Retsmødet.
Forsvareren fortsætter og slutter sin Tale.
Saa snart Retsmødet aabnedes fik Forsvareren, Overretssagf. Wreschner Ordet for at fortsætte og slutte sin bredt anlagte Forsvarstale.
- Efter min Opfattelse er Revisionen af Fyrtaarnets Forhold i høj Grad problematisk, sagde Taleren, men jeg vil ikke benægte, at der har været Overskud. Derimod vil jeg benægte, at Bast har vidst Besked dermed før i 1920. Basts Kasse var i hvert Fald al Tid tom, thi han gav saa længe han kunde.
Det var en Fejl af ham at afgive den misvisende Liste til Byrdal-Kommissionen, men det var kun sket i Nervøsitet og under Pres. Der foreligger en Mængde Eksempler paa, at Bast hjalp til det sidste. Han tog sin Overfrakke og gav den til en fattig Mand. Hans Godgørenhed var af usædvanlige Dimensioner.
I sit private Liv levede han yderst spartansk, han ryger ikke, drikker ikke og gaar aldrig i Teatret. Naar hans aarlige Privatforbrug nu opgives til 40-50,000 Kr., er det hans private Velgørenhed, der har slugt Pengene.
Fyrtaarnet.
Der er ingen Grund til at være forbauset over den Reklame, han har gjort for Fyrtaarnet. Allerhøjst kan der med et juridisk Udtryk være Tale om overdreven Anprisning af Varer. Hvem véd forøvrigt, om det er denne Anprisning, der har givet Bladet Sukces. Han har aldrig lagt Skjul paa, at Bladet var hans, og Prisen, Centralmissionen gav, blev stedse regnet meget nøje ud.
Forsvareren samlede sine Betragtninger vedrørende dette Punkt i, at han ikke er i Stand til at se, at Forholdet overhovedet falder ind under Straffeloven. Skulde Centralmissionen have lidt noget Tab, er det mangedobbelt erstattet ved, at Biskoppen gratis har overgivet Missionen Bladet.
Centralmissionen.
Vedrørende Centralmissionen kan jeg, bemærkede Taleren, ikke erkende, at der er sendt Bidrag under falsk Foregivender. Bast har nemlig udtrykkelig meddelt, at mange af de indsamlede Penge anvendtes til skjult Nød - udenom Centralmissionen.
Og det eneste, Offentligheden har Krav paa, er, at han ikke selv tager Pengene. Spørgsmaalet om, hvorvidt han har tiltaget sig for stor Myndighed, foreligger ikke her, og om Administrationsudgifterne er afholdt af den ene eller den anden Kasse er ligegyldigt.
Sigtelsen lyder paa, at det i Aarsberetningen siges, at der er uddelt 800,000 Kr. til Julen, medens der kun er uddelt 450,000 Kr.; Bast sigtes ikke selv for at have brugt Pengene, men for at have vildledt Offentligheden. Det er nu i sig selv indlysende, at en saadan Virksomhed kræver meget betydelige Administrationsudgifter. Forøvrigt var de i Forhold til de indsamlede Beløb moderate.
Der har næppe været én Bidragyder, der interesserede sig for Enkeltheder i Regnskaberne.
Opstillingen er endda ikke foretaget af Bast, men af Bestyrelsen og Repræsentantskabet. Havde Bast været Direktør for en Storbank, og der var Tale om urigtige Regnskaber, vilde han - som i Landmandsbanksagen - være dømt efter Aktieselskabsloven, ikke for Bedrageri. Hvordan skulde der da her kunne være Tale om Bedrageri, i et ikke-forretningsmæssigt Foretagende ?
Absurd.
I det hele, sluttede Forsvareren, maa jeg hævde, at Sigtelsen imod Biskop Bast er absurd. Jeg vil tro, at den ikke var blevet rejst, hvis der ikke straks var gjort al den Halløj om Sagen ved Basts Anholdelse osv. Nu maatte man for Skams Skyld fortsætte, og kunde ikke lade Sagen falde.
Jeg indlader Sagen og paastaar Bast pure frifundet.
Statsadvokatens Replik.
Der blev herefter holdt en Times Frokostpause. Ved Eftermiddagsmødets Begyndelse gav Retsformanden Ordet til Statsadvokaten.
Statsadvokaten: Forsvareren begyndte med at omtale en Række Forhold, der ikke er inddraget under Anklagen. Samtlige Punkter, han nævnte, er saa indviklede, at det bogstaveligt vilde have taget Maaneder, hvis de skulde være belyst ved Vidneafhøringer. Saa der er ikke megen Grund til at komme ind herpaa og spilde Nævningernes og Rettens Tid.
Det eneste, der har lidt Interesse vedrørende Jerusalemskirken, er, at de 15,000 Dollars fra Amerika, de er væk. De gik ind i Legatfonden, og det er ikke muligt at se, hvor de er blevet af.
Det var jo ogsaa kun Forsvarerens Mening, at det skulde være Baggrunden. Og hvad vilde han benytte den til? Til at afsvække Vidnernes Forklaring. Men da vil jeg blot henvise Nævningerne til at fæstne sig ved, hvad der er sket her i Retten i disse Dage, og vi har bl. a. hørt Kirkeværgernes faste og bestemte Forklaringer om de faktiske Forhold.
Alfa og Omega
Jeg mener vedblivende, at Jørgen Bast ikke havde Krav paa de Honorarer, der er udbetalt, men jeg skal gerne nedsætte Beløbene i Anklageskriftet med 4 Gange 6000 Kroner. Iøvrigt er det min Opfattelse, at hele Resten er Gaver, et Mellemværende, Faderen maatte ordne med sin Søn privat.
Alfa og Omega er, at Bast har faaet den betydelige Fortjeneste, 128,000 Kr., ind fra Fyrtaarnet ved, at han urigtigt har foregivet, at Bladet gav Underskud. Han har snart sagt det ene, snart det andet til Offentligheden. Snart siger han, at der var Underskud. Snart: Køb Bladet, for at der kan blive Overskud til Centralmissionen. Man faar det Indtryk, at Bladet fuldt og helt er et Velgørenhedsblad. Det burde være redigeret meget billigere.
Forsvareren siger, at Bast ikke har vidst, hvorledes hans økonomiske Situation var. Men Sagfører Wenzzel har jo efter sin egen Forklaring ofte talt med Bast om Hjertensbarnet og Smertensbarnet, og et Aar blev Bast sat 30,000 Kr. op i Skat. Saa det passer ikke.
Af den ubestridte Liste fra Revisionen ses det, at Bast personlig har haft saa mange Udgifter, at der overhovedet ikke var Penge til Udøvelse af Velgørenhed. Der var lagt Beslag paa det altsammen forud, baade de legitime og de illegitime Udgifter.
Min Paastand gaar vedblivende ud paa, at Bast ikke af Fyrtaarnets Indtægter har øvet nogen Velgørenhed.
Bast-Cordosa
Saa sent som i December 23 udtalte Bast, at han intet havde tjent paa Fyrtaarnet. Det taler for sig selv. Og Opraabet lød stadig: Køb Fyrtaarnet, derved støtter de Centralmissionen og dermed de Fattige! Naar Bast har sagt, at Fyrtaarnet var hans, var det altid i en bestemt Forbindelse, nemlig den, at Bladet gav Underskud.
Det afgørende er, at Bast bildte Folk ind, at dette var Velgørenhed.
Og det er først pr. 1. Januar 24, han overdrager Centralmissionen Bladet. Trykkeriet ejer han den Dag i Dag. Fyrtaarnet har i sig selv ingen Værdi; kun naar det staar i Forbindelse med Centralmissionen, kan det bruges. Bast kunde faa Penge ud af det, men det var ganske vist Centralmisslonens Penge.
Havde man vidst, at man ved at købe Fyrtaarnet kun gav Bast Penge, var der ingen, der havde købt det. Ved at føre Offentligheden bag Lyset har han gjort sig skyldig i Bedrageri efter Straffelovens Paragraf § 251. Vil man sige: Dette er Jura, vil jeg svare med den gamle Retslærde: Jura er kun Anvendelse af den sunde Fornuft.
Paragraf 251 er anvendt i en Række indviklede Bedragerisager, f. Eks. i Cordosa-Sagen, og i en Sag, hvor en Vekselerer købte nogle Aktier til en Dame, købte dem billigt og solgte dem dyrt til hende. Ogsaa her er det bedrageriske Forhold i den smukkeste Orden.
Skulde Nævningerne bedømme det mildere, er det givet, at Spørgsmaalet maa bedømmes efter Paragraf § 257, der drejer sig om svigagtige Handlinger. Det er i Sandhed svigagtigt, det, her foreligger, det er Svindel paa den Maade at køre rundt med Folk.
*
Man kan selvfølgelig ikke anklage Bast, fordi Centralmissionen har haft saa kolossale Omkostninger, men for, at han har opstillet urigtige Regnskaber. Tiltalte skyder sig ind under Bestyrelse og Repræsentantskab. Ingen er dog i Tvivl om, at han er Manden for det Hele, og derfor maa han nu tage sit Ansvar.
*
Nu staar det saa pænt -
Statsadvokaten bemærkede her: Indsendelsen af de Hundreder af Postanvisninger til Centralmissionen er en af Basts gode Idéer. Naar disse Bunker kom ind, sad Frk. Schou - ikke Missionens, men Basts private Sekretær - og disponerede efter Tiltaltes Ordre.
Jeg nævner eksempelvis det lille Beløb: 3500 Kr., der er gaaet fra Kassen: Skjult Nød tilbage til Trykkeriet. Jeg kunde forsaavidt godt stryge dem, idet de faktisk er taget ind under det førle Anklagepunkt.
Retsf.: Vil Statsadvokaten stryge dette Punkt?
Statsadvokaten smilende: Nej, nu staar det saa pænt ...
Retsformanden lægger Blyanten: Som De vil.
*
Der maa, sluttede Statsadvokaten, kræves Ærlighed og Redelighed ogsaa paa Velgørenhed -omraadet. Det drejer sig her bl. a. om 182,000 Kr., og det er ikke noget, der er gravet op. Der var saa meget mere Grund for Bast til at vise Ærlighed og Redelighed, som man fra Publikums Side i videste Omfang har vist ham Tillid.
Vil Nævningerne imod min faste Overbevisning svare, at vel er det her skete moralsk set noget Griseri, men det falder ikke ind under Straffeloven, vil det betyde en fortsat Mistillid til al Velgørenhed, hvad jeg vilde finde overmaade skadeligt.
Jeg fastholder min Paastand om, at Bast straffes, om ikke efter Paragraf 251, saa efter Paragraf 257.
Forsvarerens Duplik.
Forsvareren: Revisionens Opstillinger er kun af teoretisk Værdi, naar de ikke kontraprøves af Livets Erfaringer. Jeg forstaar ikke, at Basts Indkomster var blevet hverken større eller mindre, enten han havde sagt, at Fyrtaarnet gav Overskud, eller at det gav Underskud.
Der var Tusinder, der købte Fyrtaarnet for deres Fornøjelses Skyld, og naturligvis har et Blad af den Art ikke kunnet redigeres lige saa billigt som Kristelig Talsmand.
Jeg hævder stadig, at Bast indtil 1920 ikke har været klar over sin økonomiske Stilling. Ingensinde skrev han noget op om de Laan, han havde i Frk. Schous mange Kasser. Han disponerede efter Vandstanden i Kassen. Var der noget, gav han ud - ellers skaffede han Udveje.
Det er urigtigt, at der ikke har været Plads for Velgørenhed, saaledes som Regnskaberne ligger, thi der er i hvert Fald en Difference paa ca. 150,000 Kr.
Derimod er det - i Modsætning til, hvad Statsadvokaten siger - rigtigt, at man støttede hele Velgørenhedsarbejdet ved at købe Fyrtaarnet. Og det var overordentlig store Beløb, der blev indsamlet netop gennem Fyrtaarnets Agitation.
Havde Straffeloven villet give en Straffetrusel for at reklamere overdrevent, havde den sagt det ligeud. Der maa være et Læbælte, indenfor hvilket Borgerne kan bevæge sig frit, selv om deres Optræden ikke er lige tiltalende for alle.
Jeg kan ikke se, at jeg kan føje noget nyt til, hvad jeg har sagt.
Det, Højesteret har fastslaaet, er, at selv den Bankdirektør, der bevidst aflægger urigtigt Regnskab, har ikke overtraadt Straffeloven, naar han ikke har tilsigtet at bringe sig selv Fordel.
Det er mig uforstaaeligt, at man kan tænke sig, at det er strafbart at have to Kasser i Stedet for én.
Hermed har jeg den Ære at indlade Sagen og anmode om Frikendelse.
Retsf.: Har Bast noget at bemærke?
Bast: Med rolig Samvittighed erklærer jeg herved paany, at jeg er ganske uskyldig i alt, hvad jeg anklages for.
Med Gud for Øje vil jeg udtale, at jeg aldrig i mit Liv har villet bedrage noget Menneske.
Retsbelæringen
Derefter tog Retsformanden Ordet for sin Retsbelæring.
Retsformanden : Straffelovens Bestemmelser om Bedrageri er nær knyttet til Paragraf 257, ora hvis Forstaaelse der stadig har hersket Uenighed og Uklarhed.
Paragraf 251 drejer sig om det egentlige Bedrageri, der gaar ud paa, at den Besvegne bedrages af den, der ved falske Foregivelser faar ham til at modtage en Genstand til en anden Værdi, end denne virkelig har. Det drejer sig om den forsætlige Handling ved Hjælp af falske Foregivender, hvorved den Besvegne bevæges til en vis Formueopofrelse. Endvidere maa der være opnaaet en Vinding for Bedrageren.
De falske Foregivender maa forudsættes at være i Stand til at vildlede og skuffe en nogenlunde erfaren Mand, der maa være forberedt paa at møde overdreven Reklame, lovprisninger osv.
Den bedrageriske Hensigt er til Stede, naar det staar Bedrageren klart, at det er hans falske Opfordringer, der faar den tilsigtede Virkning.
Skal man kunne anvende Analogi, maa det være saadan, at den Handling, det drejer sig om, ganske maa sidestilles med en Gerning, Straffeloven har karakteriseret som Forbrydelse.
Ogsaa Paragraf 253 kræver bedragerisk Hensigt; det maa være en Forudsætning, at Bedrageren foretager sin Handling i den Hensigt at paaføre andre Tab, sig selv en Gevinst.
Endelig er der Paragraf 257, der taler om Handlinger, der er beslægtede med de her nævnte. Betegnelsen er ret negativ, og der har været en ret vaklende Opfattelse paa dette Punkt. Det er et Skøn, som Domstolene - og i dette Tilfælde Nævningerne - maa øve. Men der kræves, at Bedrageren enten har anvendt urigtige Foregivender eller Fortielser bevidst, sigtende til Opnaaelse af Berigelse. Det er tilstrækkeligt, at han tilsigter en Fordel og et Tab paa den anden Side, men det maa være med Bevidsthed, han anvender Svig.
Naar der her i et Par Spørgsmaal er talt om Svig overfor Almenheden med Hensyn til Anvendelse af usande Beretninger o. s. v. - maa der her kræves ved direkte Handlinger en Opfordring til at handle ud fra, at Beretningen er urigtig og usand.
Naar Nævningerne skal til at overveje Sagens Bevisligheder paa Grundlag af Sagens Bevisligheder, vil det være ugørligt for mig at gennemgaa Sagen med dens uhyre Regnskabsmateriale. Jeg maa gaa ud fra, at den Gennemgang, der er foretaget, har klarlagt Sagen for Nævningerne.
Sikkert nok vil de hurtigt lade en Del Oplysninger og Enkeltheder udgaa af deres Betragtninger, idet de vel kan kaste Lys over den Virksomhed, der er udøvet, men som dog er af periferisk Art.
Men jeg kan vel sige, at en stor Del af dette Materiale er uden Betydning ved Bedømmelsen af Spørgsmaalet: Skyldig eller Ikke-skyldig, idet Nævningerne holder sig Lovens Krav for Øje.
Under Henvisning til den megen Tale om Anvendelse af Beløbet, 158,000 eller 182,000 Kr., maa jeg lægge Nævningerne paa Sinde, at dette Spørgsmaal har en sekundær Betydning. Det faar først Betydning, hvis Nævningerne kommer til det Resultat, at Fremskaffelsen af Indtægten er lovlig. Trykkeriet og Bladet var hans lovlige Ejendom. Først i anden Række kommer Bedømmelsen af, hvad Pengene er anvendt til.
For at Pengene skal være ulovligt erhvervede, skal Erhvervelsen være sket ved bevidst urigtige Opfordringer og Opraab.
Spørgsmaalet er, om det kan betegnes som urigtigt, naar Bast har skrevet, at Fyrtaarnet var Centralmissionens Blad, om det ikke kan betyde, at det kæmpede for Centralmissionens Sag. Det er ogsaa ubestridt, at de Fattige i vidt Omfang solgte Bladet, og ialt tjente et halvt Hundrede Tusinde Kroner.
Det er ret vaklende Udtalelser. Det maa høre ind under Nævningernes Overvejelser, hvor megen Vægt, man kan lægge deri. Den mest almindelige Betragtning, naar en fattig Mand møder og vil sælge et Blad, er vel, at Købet er en Form for Almisse. Men naturligvis kan der jo ogsaa ligge dybere Overvejelser bag.
I Forholdet til Centralmissionen skulde Bedrageriet ligge i, at han har fremstillet Fyrtaarnet som en daarlig Forretning, og at han derved har formaaet Centralmissionen til at betale en for høj Pris. Vidneforklaringerne synes mig uklare. Nævningerne maa afgøre, om Centralmissionens Folk er ført bag Lyset, og om Bast har været klar over, at det var et urigtigt Foregivende, og at det er fremsat for at skaffe ham personlig Fordel.
*
Til Centralmissionen er i den Periode, Sagen angaar, indsamlet 2,500,000 Kr. Omkostningerne har, saavidt man kan se, andraget 18 pCt.
Spørgsmaalet er først, om det er Bast, der har Ansvaret for Regnskabsopstillingen. Nogle har jo forklaret, at det var Generalsekretæren, Revisorerne og hele Repræsentantskabet, der har Ansvaret. Det er tvivlsomt, om det er Bast. Men at han har set det, før eller maaske efter, at Regnskabet blev trykt, ved vi.
Det er givet, at det er et urigtigt Beløb, der er opført som Juleuddeling. Nævningerne maa overveje, hvorvidt man har kunnet se, at det var et Kasseregnskab, - et agitatorisk opstillet Regnskab, som Sagfører Wenzzel sagde, - eller ikke.
*
Hvad Kassen: Skjult Nød angaar, foretog Frk. Schou, som nævnt, en Fordeling efter Basts Ordre og hendes Skøn. Centralmissionen synes dog at have været klar herover. Og selv om det ikke er berettiget, at en Formand for to Foreninger tager Penge fra den enes og lægger i den anden Kasse, maa det her tages i Betragtning, om Anvendelsen er uberettiget. Det skal Tiltalte have været klar over, - hvis man skal kunne dømme ham.
Nævningerne maa skønne og danne sig en Overbevisning paa det fremkomne og paa Lovens Bestemmelser. De er frit stillede i deres Skøn over, hvorvidt Betingelserne er til Stede, men for at sige Ja til j 251 maa De have den Overbevisning, at lian har haft fuld Bevidsthed om, at han tilsigtede at skaffe sig uberettiget Fordel paa andres Bekostning.
For at anvende § 257 maa Deres Overbevisning ogsaa være at han har haft Svig til Hensigt.
Endelig maa der, for at Paragraf 253 kan anvendes, foreligge bedragerisk Hensigt.
Nævningenes Kendelse
Kokken er nu 3,20, og Spændingen i Retssalen var saa stærk, som man ikke mindes det siden Landmandsbank-Proceduren.
Retten trak sig tilbage, og Nævningerne gik ind i Voteringsværelset efter at have faaet den sædvanlige Instruktion af Retsformanden om, at en Kendelse, der er til Ugunst for Tiltalte, skal være afgivet "med mindst 7 Stemmer".
I Pausen drøftede Tilhørerne de tre Paragrafer, der var nævnt:
Paragraf 251: Den ... som ved falske Foregivender forleder Nogen til at købe eller paa anden lignende Maade at modtage en Genstand for noget væsentlig andet og værdifuldere, end den er ... straffes med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 5 Dage eller med Forbedringshusarbejde i indtil 2 Aar. Dog kan Straffen, under særdeles skærpende Omstændigheder, ligesom naar Forbrydelsen gentages, stige til 6 Aars Strafarbejde.
Paragraf 253: Samme Straf anvendes fremdeles paa den, som ... tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje, Forvaring, Bestyrelse eller Pant, hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed.
Endelig lyder Paragraf 257:
Svigagtige Handlinger, der vel er beslægtede med de i Paragraferne 251-55 omhandlede, men dog ikke ganske kan sættes ved Siden af disse, straffes med Bøller eller Fængsel.
Offentlig Paatale kan bortfalde, naar den Forurettede samtykker deri.
Skyldig
Der var stillet 8 Spørgsmaal ti Nævningerne vedrørende Fyrtaarnet, Centralmissionen og Skjult Nød.
Kun til ét af disse Spørgsmaal svarede Nævningerne Ja, nemlig til, at Bast havde gjort sig skyldig i svigagtigt Forhold (Straffelovens Paragraf 257) ved overfor Offentligheden og Centralmissionen at have givet det Udseende af, at Fyrtaarnet ikke gav Overskud - medens Sandheden var, at han selv oppebar store Indtægter.
Kendelsen forelaa Kl. 4,10.
*
Statsadvokaten greb øjeblikkelig ind og afæskede Dommerne en Kendelse om, hvorvidt de vilde lægge denne Nævningeerklæring til Grund for en Dom.
Retsformanden svarede, at det maatte overvejes, og Retten blev derefter suspenderet.
Klokken 5,10 kom Dommerne tilbage, og Retsformanden udtalte, at Retten vilde lægge Nævningernes Kendelse til Grund.
Hertil sagde Statsadvokaten, at han derefter frafaldt alle øvrige Anklagepunkter.
Der fulgte nu en ganske kort Procedure. Statsadvokaten krævede en Straffedom, medens Forsvareren henstillede, at Retten tog Hensyn dels til den sjælelige Lidelse, Bast havde gennemgaaet i disse Aar, dels til, at han havde været arresteret hvad der overhovedet ikke kunde være sket, hvis der kun havde foreligget svigagtigt Forhold.
Paa Retsformandens Spørgsmaal svarede Bast, at han ikke ønskede at fremsætte nogen Udtalelse.
Paany forlod Dommerne Salen, og først Kl. 6,5 faldt Dommen.
Thi kendes for Ret
Medens alle rejste sig, oplæste Retsformanden Dommen, der lød paa 3 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.
Der tilkendes Forsvareren, Overretssagfører Wreschner, et Salær paa 6000 Kr., hvoraf Domfældte betaler en Femtedel.
*
Retsformanden: De véd, Biskop Bast, at De har 14 Dages Betænkningstid, inden De behøver at erklære Dem om, hvorvidt De vil appellere Strafudmaalingen til Højesteret. Skyldspørgsmaalet er afgjort ved Nævningernes Kendelse.
Bast: Jeg ønsker Betænkningstid.
Retsformanden: Der er ikke flere Sager paa Nævningeting-Listen. Jeg takker Nævningerne for deres Medvirkning. Retten er hævet.
Metodistkirkens officielle Opfattelse af Domfældelsen i Gaar
Det lykkedes os i Aftes sent at komme i Forbindelse med Biskopperne Nuelsen og Blake, som hele Aftenen havde ført Konferencer om Processens Udfald. Da vi spurgte om deres Syn herpaa, udtalte Biskop Nuelsen til os:
- Det er saavel os som alle Biskop Basts Venner i og udenfor Metodistkirken en dyb Tilfredsstillelse, at Biskop Bast efter en indgaaende Undersøgelse af alle hans finansielle Affærer i en Periode paa over 10 Aar, er blevet frikendt for samtlige Bedragerisigtelser. Naar man tager de Anklager, der rejstes imod ham, i Betragtning, maa denne Dom synes saavel en juridisk som en moralsk Sejr for Biskop Bast.
Hvad angaar Biskoppens Domfældelse for, hvad han offentligt har foretaget sig med "Fyrtaarnet", før han blev valgt til det biskoppelige Embede, da har vi ingen Kommentarer at knytte dertil udover det, at den for mange kun synes en rent teknisk Sejr for Anklagemyndigheden.
Staten har bestemt Biskop Basts Stilling som Borger. Den biskoppelige Metodistkirke vil paa hans Opfordring træffe Bestemmelse om hans Stilling som Biskop. Efter hvad vi véd om den Tillid og den hengivne Beundring, hvormed man i Amerika omfatter Biskop Bast, saa nærer vi ingen Tvivl om Udgangen af Kirkens Aktion i denne Sag.
- Hvornaar vil Metodistkirken foretage sin eventuelle Aktion?
- Biskopperne er ansvarlige overfor Kirkens Generalkonference, som er den højeste Myndighed. Konferencen træder kun sammen hvert fjerde Aar, og næste Gang vil blive i Maj 1928.
- Og før sker der ikke noget?
- Nej, Biskop Bast har jo for et Aar siden afgivet Omsorgen for det Omraade, der var underlagt ham, og Biskop Blake og jeg har overtaget den. Denne Ordning vil indtil videre blive opretholdt.
- Der tales om, at Biskop Bast skal forflyttes fra København til Amerika?
-- Konferencen kan ogsaa bestemme, at jeg skal forflyttes, bemærker Biskop Nuelsen med et Smil. Der foreligger ikke noget som helst om Biskop Basts Stilling. Alt hvad der siges, før Konferencen har talt, vil kun være Rygter.
Udtalelser om Dommen.
Hos Forsvarer og Anklager
Vi spurgte i Aftes Forsvareren, Overretssagfører Wreschner, om han vilde udtale sig i Anledning af Dommen.
- Nej, svarede Hr. Wreschner. Jeg har intet at sige udover, at jeg mener at have gjort min Pligt. Biskop Bast har takket mig for mit Arbejde, men der foreligger endnu ingen Beslutning fra hans Side i Sagen.
*
Statsadvokat Gammeltoft svarede paa vort Spørgsmaal om, hvorfor Sagen blev standset:
- Jeg finder ikke, at der er Grund til at gaa videre. De tre første Anklagepunkter var Typeforhold; de øvrige var af samme Beskaffenhed, og efter mit Skøn vilde en bekræftende Besvarelse fra Nævningernes Side være faldet ud til samme Straf.
I gammel Tid, da Papiret var mere taalmodigt end nu, gik man det altsammen igennem, men under den mundtlige Procedure og særlig ved Nævningeting disponerer man paa en anden Maade.
Der er ingen Grund til Appel, idet Appel kun skal foretages, naar Straffen staar i aabenbart Misforhold til Forbrydelsens Karakter.
Anklagemyndighedens Synspunkt har været, at det ved en Retsafgørelse maatte fastslaas, at Offentligheden ikke vil finde sig i Velgørenhedsforetagender af den Art, hvorom her er Tale.
Om selve Dommen vil jeg intet sige. Vi har det Princip ikke at udtale os om Dommen, og det synes jeg er et godt Princip.
Overretssagfører Byrdal:
Det er en betydelig Skikkelse, der er segnet i Dag.
Vi har bedt Formanden for Byrdal-Kommissionen, Overretssagfører Byrdal, udtale sig om sit Syn paa dette Retsdrama nu ved dets Afslutning, og Overretssagføreren svarer:
- Det, der mest optager mig, er dette, at Bast-Sagen er det største personlige Drama, der hidtil er udspillet i Nævningesalen. Biskop Bast er den betydeligste Personlighed, der herhjemme har staaet for et Nævningeting, en renere og ædlere Skikkelse end andre, der har været indviklet i et Retsdrama.
Bast har gjort meget godt, men paa den Tinde, hvor han stod som den største Iscenesætter af Velgørenhed herhjemme, forstod han ikke, at Opgaven som offentlig Velgører gik forud for Hensynet til Familien. Som Fader var han svag og blødhjertet, og det gjorde, at han ikke forstod, i hvilken Grad hans Kald forpligtede. Derfor kunde han ikke afvise dem, der sugede paa ham.
Det var en skæbnesvanger Fejl hos ham. I den Stilling, han indtog, maatte han forstaa, at han som andre store Mænd havde Forpligtelser, som gik forud for Hensynet til hans Egne.
Ligesom en stor Politiker - og med en saadan kan han godt sammenlignes - ikke maa svigte Fædrelandet for sit Partis Skyld, saaledes maatte han ikke svigte sit Kald af Hensyn til sin Familie, men her er det bristet for ham.
Der er dog det at sige, at Pengene er ikke gaaet op i Røg for ham, han har ikke brugt dem til Beruselse, han har ikke kørt i Bil, ikke gaaet i Spradebasseklæder. Han har boet i en smuk Bolig, og det har kostet Penge, men det maatte han paa Grund af sin Stilling. Det har jo staaet i Forhold til hans Indtægter som Biskop. Han fik som bekendt en betydelig Gage. Men det er ogsaa det eneste, han har brugt Penge til, naar det drejede sig om ham selv.
Det er paa Forholdet overfor Familien, han er faldet. Han var godhjertet som faa, og her var altsaa en Brøst, der viser sig at være afgørende. I den offentlige Mening staar han som den, der tilsidesatte Forpligtelserne i Godgørenhedsarbejdet for Familiehensynet.
Han har i det danske Samfund indtaget en Position uden Sidestykke. Han rangerede i Betydning med andre offentlige Personligheder og havde Forudsætningerne for at udfylde denne Stilling. Hans Veltalenhed var udpræget som hos den, der har talt Tusinder af Gange. Selv naar han talte almindeligt, med halv Stemme, havde hans Røst en Gennemslagskraft, saa den kunde høres gennem Døre. Saa sikkert virkede den. Han havde et smukt Ordvalg og en Evne til at forme Ordene, ogsaa skriftligt enten det »aa var paa Prosa eller Vers. I disse Henseender stod han langt over den almindelige danske Statskirkegejstlighed.
Hvad der her er foregaaet, er det største menneskelige Drama, der endnu er udspillet i Nævningesalen. Det er en betydelig Skikkelse, der er segnet i Dag.
Det kom uventet -
Generalsekretær, Pastor Rasmussen ved Jerusalemskirken siger, da vi spørger om hans Syn paa Dommen:
- Jeg har intet at svare i Øjeblikket. Det kom jo saa pludseligt, ret uventet. Jeg har kun vekslet et enkelt Ord med Biskop Bast. Og man maa jo have Ro til at samle sine Tanker efter dette. Jeg skal ogsaa have Konferencer med Biskopperne Blake og Nuelsen. Jeg er jo Generalsekretær, og der bliver meget at tage Stilling til nu.
Fælles-Gudstjeneste i Jerusalemskirken
De to fremmede Bisper taler.
Bisperne Blake og Nuelsen agter i Morgen at afholde Fællesgudstjeneste 'i Jerusalemskirken Kl. 10 Formiddag og Kl. 5 Eftermiddag. Den norske Præst A. Wattne fungerer som Tolk.
Der bliver ingen Søndags-Gudstjeneste i de andre Metodistkirker her i Byen.
En Samtale med Biskop Bast i hans Hjem
Nu kan det ikke nytte at lamentere!
Biskop Bast
Fotograf Aage Grimm-Hansen: Anton Bast (1867-1937). Præst og filantrop. Det kongelige Bibliotek.
Dommen over Biskop Bast: Efter 1½ Aars Forløb afsluttede det københavnske Nævningeting i Gaar Sagen mod Metodisternes Biskop, Anton Bast. Kampen mellem de to Advokater sluttede med en Sejr for Anklagemyndigheden, der for Velgørenhedens Skyld og I Retfærdighedens Navn krævede Bast strafret Af de tre Anklagepunkter, der var rejst i første Omgang blev der afsagt Dom i det ene. Under Retshandlingen var der stærk Tilstrømning til den højtidelige Ret, hvor der ellers herskede den dybeste Stilhed. - tilvenstre Biskop Bast og hans Forsvarer - mellem dem sidder Revisor Jespernen. I Midten øverst sidder de tre Dommere Haack, Axel Rasmussen og Jespersen. Tilvenstre staar Statsadvokaten. Forneden tilvenstre ser man en Del af de Metodistpræster, der har været afhørt som Vidner. I Midten et Interiør fra Tilhørerpladsen, og tilhøjre et Blik Ind i Nævningelogen. Foto fra Social-Demokraten 20. marts 1926.
"Han hjalp dog mange."
Hykleriet i Ledtog med Dumhed og Frækhed.
Hvor vidt kan Frækhed og Dumhed endnu drive det i dette haardtprøvede Land? Kredsen omkring Biskop Bast optræder med Triumfskrig og udslynger Trusler mod Social-Demokraten, som om det i Virkeligheden er os, der har tilegnet sig de Fattiges Penge. Hr. Bast selv fortæller, at han er dømt for en "ubetydelig Presseforseelse", hans Menighed bevidner ham staaende deres Sympathi, Hr. Jens Nyberg bebuder "skridt til Sagsanlæg" og Biskoppens Svigersøn meddeler i bombastiske Vendinger, at det nu er fastslaaet (!), at Bast ikke med Urette har disponeret over en eneste rød Øre!
Lad os overfor al denne Galskab endnu engang slaa fast, hvad Nævningerne har sagt.
Det Spørgsmaal, som Nævningerne besvarede med Ja, lød saaledes:
Har Biskop Bast gjort sig skyldig i svigagtigt Forhold ved at vildlede Almenheden og Centralraissionen til under urigtige Foregivender at købe "Fyrtaarnet" og har han derved haft en Fortjeneste paa 182,000 Kr.?
Svaret var et Ja. Domstolens Vurdering deraf var 3 Maaneders Fængsel.
Efter Højrebladenes Optræden skulle man tro, at det ligefrem er en Udmærkelse at komme 3 Maaneder i Fængsel, at Svig er noget, som ethvert Menneske med Respekt for sig selv skal se at blive dømt for snaret muligt.
Hysteriske Mennesker skriver, at vi maa dog huske, at "Bast hjalp mange Mennesker". VI svarer nej, han har ikke hjulpet et eneste fattigt Menneske. Hjælpen kom fra andre. Bast lagde selv Intet til, men han tog Fortjeneste paa Nøden. Han hjalp sig selv og
sin Famille med Formuer, som han kom i Besiddelse af ved at vildlede, ved det urigtige Foregivende, at Pengene ville staa til de fattige.
Social-Demokraten har ikke rettet en eneste Beskyldning mod nogen. Vi har gengivet de nøgne Kendsgerninger, hentet fra Sagens Akter. Af det Materiale, som blev forelagt i Retten, kan enhver læse sig til, at Jørgen Bast - Berlingskes fornemste Medarbejder - fik 74,000 Kr. i Løbet af 4 Aar som "Honorar" for Arbejde ved Fyrtaarnet. Enhver har kunnet høre Brevet oplæst, hvori "Dagens Nyheder"s Moralfilosof, Hr. Jens Nyberg, priste Bast for herlige Gaver, bl. a. Englanderejse
Er vi kommet saa vidt, at det er en Ære at begaa Svig mod dem, der vil hjælpe fattige Mennesker, og en Skam at sige Sandheden om en saadan Adfærd, naar selve Retten har fastslaaet den? Eller er der saa megen sund Fornuft her i Landet, at det ikke vil lykkes de domfældte at forvandle sig til Dommere?
(Social-Demokraten 22. marts 1926).
Den 21. marts 1926 truede Anton Basts svigersøn, den kendte skuespiller Olaf Fønss med at anlægge sag mod de aviser som havde skrevet om at han havde modtaget pengegaver af Anton Bast. Flere aviser gjorde dog opmærksom på at han derved måske havde skudt sig selv i foden og sagsanlægget blev aldrig til noget Han havde i første omgang påstået at han havde lånt 50.000 kr med sikkerhed i Olaf Fønss' villa. Det viste sig at ejendommens skyld var større end obligationen..
Overretssagfører Palle Rosenkrantz skrev bogen "Biskop Bast og de fattiges Penge. En redegørelse for justitsmordet paa John Wesleys discipel i aaret 1926 i hovedstaden København i Danmark" hvori han redegør for de grunde som Rosenkrantz fandt for en genoptagelse af sagen. Genoptagelsen blev afvist ved Østre Landsret og stadfæstet af Højesteret.
Metodistkirkens storhedstid i 1920'erne hvor den nåede op på ca. 5.000 medlemmer, led et alvorligt tilbageslag med Bast-sagen. I 1987 lå medlemstallet på omkring 2.700, og i 2009 på 1.500. Centralmissionens arbejde blev med socialreformen i 1933 for en stor del overflødiggjort og støtten svandt ind. Desuden startede københavnske dagblade og provinsblade fra 1937 indsamlinger - hvilket forstærkede tendensen.
