Biskop Bast i Fængsel. (Efterskrift til Politivennen)

De amerikanske Metodister og Anton Bast.

"Fattigpræsten" tages under Armene, og Sagen vendes paa Hovedet.
En mærkelig Erklæring.

Netop i disse Dage, hvor der gøres store Anstrengelser for at faa "Fattigpræsten" Anton Bast benaadet for Afsoningen af de 8 Maaneders Fængsel, han idømtes for svigagtigt Forhold, føres der i Amerika en voldsom Kampagne, der har til Formaal at rense Bast og rimeligvis at forberede hans Ankomst til Staterne.

I det store amerikanske Metodistblad "The Christian Advocate" er i disse Dage offentliggjort en Redegørelse af hele den omfattende Retssag.

Redegørelsen er naturligvis stærkt farvet, og den, der ikke kender Sagen, faar det Indtryk, at Bast er et lille, hvidt Lam, som den danske Retfærdighed har handlet ilde med. Man kalder Dommen en teknisk Sejr for Domstolen, men en moralsk Sejr for Bast.

I denne mærkelige Redegørelse findes der ogsaa en Erklæring fra de to Biskopper Nuelsen og Blake, hvori Sagen er vendt fuldstændig paa Hovedet.

Erklæringen lyder saaledes:

Biskop Bast er frikendt paa alle de Punkter, som vedrører Uorden i Finanserne. Han er dømt skyldig og har faaet tre Maaneders Fængsel for i 1916 rent teknisk at have overtraadt Loven, idet han da har anmodet Folk om at købe "Fyrtaarnet" og hjælpe Centralmissionen. "Fyrtaarnet" - et Ugeblad - var nemlig Biskop Basts private Foretagende, og Overskudet tilfaldt derfor ham, men dette Overskud anvendte han saa selv til Centralmissionen. Dommen er en teknisk Sejr for Anklagerne, men anses iøvrigt for at være absolut uretfærdig. I Betragtning af alle de Anklager, man havde rettet imod Biskoppen, maa vi absolut betragte Udfaldet som en moralsk Sejr for Biskop Bast. Kirken har al mulig Grund til at nære den dybeste Tiilld til Biskop Basts kristelige Karakter og moralske Ære.

(underskrevet Nuelsen og Blake).

I hvor høj Grad denne Erklæring er misvisende fremgaar af den Kendsgerning, at Bast er idømt 3 Maaneders Fængsel som skyldig i svigagtigt Forhold ved at vildlede Almenheden og Centralmissionen til under urigtigt Foregivende at købe "Fyrtaarnet", hvorved han har haft en Fortjeneste paa 182,000 Kr.

De to Biskopper vil fremstille Sagen, som om Hr. Bast er dømt for en ren Formalitet, at han og ikke Centralmissionen ejede Bladet, men at alle de Indkomne Midler er tildelt Centralmissionen og de Fattige. Dersom det sidste havde været Tilfældet vilde Hr. Bast ikke være bleven dømt. Han er dømt paa den Realitet, at han tilvendte sig selv 182,000 Kr., som Giverne havde bestemt for de Fattige, og som Biskop Bast i Skrift og Tale havde indbildt Offentligheden vilde komme de Fattige til Gode.

De to Metodist-Biskopper har ved deres Erklæring vundet en glimrende teknisk Sejre. Til større fuldkommenhed kan Hykleriets Teknik næppe drives. Det er kun vanskeligt at se, at der i denne Teknik levnes Plads for "kristelig Karakter og moralsk Ære."

(Social-Demokraten 16. april 1926).

Biskop Bast benaades ikke

Justitsminister Steincke har afslaaet Benaadningsansøgningen og begrunder Afslaget.
Rejsen til Amerika.

Iaftes forelaa Justitsministerens  Svar paa Biskop Basts Benaadningsansøning. Det blev et Afslag. Paa et Ministermøde igaar var Bestemmelsen enstemmig bleven tiltraadt. 

Benaadningsansøgningens Motivering.

Efter en Betænkningstid besluttede Biskoppen sig til ikke at appellere Dommen til Højesteret, og den 25. Marts indsendte hans Forsvarer. Overretsagfører Wreschner, Benaadningsansøgningen, hvori der hl. a. stod anført, at Biskoppen led af Sukkersyge. Endvidere stod der i Ansøgningen, at Biskoppen havde til Hensigt at forlade Landet og tage fast Ophold i Amerika.

Biskoppens Forbehold.

Benaadningsansøgningen blev visse Maader svækket af et Brev som Biskoppen den 2. April sendte Vicepolitidirektøren. lian tog heri Forbehold overfor Erklæringen om at han vilde forlade Landet. Som Biskop kunde han ikke selv tage Bestemmelse om, hvor han skulde virke. Forøvrigt var det hans Hensigt at rejse til Amerika og blive der saa længe Forholdene tillod det. Men af og til maatte han tage Rejser her til Landet, dele for at afvikle sine Forhold, dels for at foretage fornødne Visitatsrejser.

Endelig anførte han, gt han efter hans Mening kun var bleven dømt for nogle Artikler og Notitser i Fyrtaarnet, og disse var alle skrevne i god Tro.

Som bekendt indstillede Nævningerne ikke, som det ellers saa ofte sker, Biskoppen til Benaadning. Benaadningsansøgningen har heller ikke været støttet af Statsadvokaten, der tvært imod har udtalt sig stærkt imod det.

Politidirektøren anbefalede Benaadningen paa Betingelse.

Derimod har Politidirektøren anbefalet Benaadningen med den Indskrænkning, at Biskoppen forpligtede sig til at forlade Landet for bestandig. Ansøgningen er endvidere bleven anbefalet af Medlemmerne af Centralmissionens Repræsentantskab, af Præsterne indenfor den metodistiske Menighed og af Østre Landsret, hvilken sidste ikke nærmere har begrundet Tilslutningen men kun har skrevet "efter samtlige foreliggende Omstændigheder".

Justitsministerens Motivering for Afslaget.

Justitsministeren har motiveret Afslaget paa følgende Maade:

Biskoppens Forslag om at være damt for nogle Artikler og Notitser, der er skrevet i god Tro, kan ikke anses for at være rigtig. Han er bleven kendt skyldig i Svig og Retten har lagt denne Kendelse til Grund for sin Dom.

Endvidere hedder det i Afslaget, at der ikke bør ses gennem Fingre med Misbrug af Velgørenhed. En Benaadning vilde i vide Kredse af Befolkningen blive opfattet som en Svækkelse af den afsagte Dom.

Endelig havde forskellige offentlig, fremsatte Udtalelser af Personligheder indenfor den metodistiske Menighed været af en saadan Art at de kunde befrygtes at støtte den nævnte fejlagtige Udtydning af en eventuel Benaadnings Begrundelse.

Med Hensyn til Biskoppens Sygdom, kunde denne godt behandles paa Vestre Fængsel eller paa dettes Sygehus, hvilket Overlægen for Københavns Politi havde meddelt i en Erklæring.

Generalsekretæren om Benaadningsafslaget.

Generalsekretæren i den metodistiske Menighed, Pastor Rasmussen har iaftes udtalt til et herværende Blad, at den trufne Afgørelse ikke havde nogensomhelst Indflydelse indenfor Menigheden.

Det havde været Biskoppens Hensigt at tage Orlov og rejse til Amerika, for at deltage i Biskoppernes Møde den 15. Maj. Mødet var dog ikke af afgørende Betydning for Biskoppen, den endelige Beslutning med Hensyn til hans Person træffes føret ved Generalkonferencen i 1928.

En Samtale med Kirkeministeren

Biskop Bast er af den danske Stat anerkendt som Præst og kan som saadan foretage Vielser. For at faa Spørgsmaalet klaret, om han vedblivende, som Sagen har udviklet sig, vil beholde denne Anerkendelse, havde vi til Morgen en Samtal med Kirkeminister Dahl.

- Selvfølgelig kan han ikke beholde Anerkendelsen, svarede Ministeren. Han kan ikke efter det skete foretage kirkelige Handlinger, som har borgerlig Betydning. Men naturligvis staar det ham frit for at præke og udføre andre kirkelige Handlinger.

- Er der tilgaaet Biskop Bast en Meddelelse herom?

- Nej, men det vil ske med det første.

(B. T. 24. april 1926).

Den 18. maj 1926 skulle Bast starte afsoningen, men mødte op med en erklæring på politigården hvori han begærede sagen genoptaget ved en ny nævningeret til Højesteret. Han erklærede sig uskyldig. Dermed blev afsoningen udsat til Højesteret afviste en ny sag den 21. maj. Få dage efter blev han indsat, og erklærede sig syg. Fængselslægen overlæge Friis-Møller fandt dog ikke hans tilstand så alvorlig at Bast skulle afsone på sygeafdelingen. Dette faldt i øvrigt i tråd med hvad Basts egen læge havde udtalt. Han blev derefter ført til en almindelig fængselscelle.

I slutningen af maj havde et medlem af Metodistkirken, læge Kyed-Nielsen indgivet en klage til kirken over Basts private forhold til afgørelse på præstekonventet i USA. 

I juni 1926 behandledes sager mod biskop Basts brodersønner. Sofus Bast havde tidligere været straffet med forbedringshus og tugthus. Denne gang havde han stjålet for over 2.000 kr. cykler. Aage Peter Bast var blevet løsladt af tugthuset, men så tiltalt i en anden. Han stod i protokollen over mistænkelige personer.

Den 28. juni 1926 havde metodistbiskoppen Blake fået lov til at afholde en konference i Vestre Fængsel hvor også biskop Waldorff fra Kansas City var mødt op. En anmodning med ca. 250 underskrifter om løsladelse. Anmodningen fik ikke megen opbakning fra aviserne uanset partifarve. Det blev afvist af justitsminister Steincke. Han blev løslast efter 3 måneders afsoning den 21. august 1926.

I december 1926 fik den afskedigede metodistpræst Ingerslew ved dom tildelt 40.000 kr. i erstatning fra metodistmenigheden. Menigheden havde afskediget ham som følge af kritik af Bast.

Agnete Bertram Opvisninger. (Efterskrift til Politivennen)

 Lykkens Udvalgte.

Fru Agnete Bertram der har Succes paa Forhaand.

Vi har forlængst meddelt at den kendte kvindelige Gymnastikpædagog Fru Agnete Bertram i Aften afholder en Opvisning i Idrætshuset, hvor hun, eller rettere sagt hendes Elever vil vise en ny Serie Øvelser. Fru Bertram er en af Lykkens udvalgte, thi næppe er Meddelelsen om, at hun arrangerer en Opvisning naaet ud til Offentlighedens Kundskab, før Publikum flokkes om de sædvanlige Billetudsalgssteder og sikrer sig Billetterne.

Der er udsolgt til den første Agnete Bertram-Aften og, beruset at Heldet og begunstiget af sin egen Forudseenhed, der en Gang i Vinterens Hjerte fik hende til at leje Idrætshuset for to Aftner i Træk, har Fru Agnete mu besluttet sig til at gentage sin Opvisning Fredag Aften.

Og der vil blive Rift om Billetterne til denne Aften, som der har været det om Billetterne til den første Opvisning paa Torsdag.

Den plastiske Gymnastik har altid haft et stort Publikum - og den er ogsaa vel værd at se. Fru Agnete Bertram har formaaet at give denne Art af Gymnastiken en skøn Udformning, men Gymnastiken er ikke glemt for Gratien. Det er det store i hendes System, og derfor fortjener det i Virkeligheden baade Støtte og Opmuntring. Men begge disse Begreber kommer af sig selv. Et Bevis herfor er, at der straks blev udsolgt til Opvisningen paa Torsdag - og et Bevis paa at Systemet er i bedste Hænder, har man deri, at det er lykkedes at arrangere en Gentagelse af Opvisningen allerede paa Fredag Aften.

Der bliver fuldt Hus og stor Begejstring begge Aftner.

(Klokken 5, 8. april 1926).

H. C. Andersens Boulevard, Agnete Bertram Skolen, set mod rådhustårnet. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Hjemmegymnastik og Ligevægtsøvelser i Idrætshuset.

Fru Agnete Bertram havde ikke nogen stor Sukces ved Opvisningen i Aftes.

Der var en udmærket Helhedsvirkning over de Præstationer, som Fru Agnete Bertrams mange Elever viste i Aftes for et omtrent fuldtalligt Publikum i Idrætshusets store Sal. Der var ogsaa megen god og gediegen Gymnastik Imellem, men der var rigtignok ogsaa en hel Del Godtkøbskram.

Den oprindelige Hensigt med den bertramske Gymnastik var vistnok en Kombination af Gymnastik og Plastik, en Kombination, der ikke blot tog sig ud, men ogsaa var noget. Det var ogsaa lykkedes, men det synes nu, som om Systemet har udartet, som om der er lagt for megen Vægt paa det rent udvortes.

Herligt var det at se de 68 unge Piger gøre de fritstaaende Øvelser. Der var Takt, Rytme og Ynde over dem. De var af en ejendommelig, men god Virkning. Helhedsvirkningen var god, men det er oplagt Øjenforblændelse at katalogisere Præstationen som noget ganske enestaaende, som noget epokegørende. Det var den ikke. Mange af vore Damegymnastikhold kan vise Øvelsesserier, der ikke blot tager sig mindst lige saa godt ud, men som ogsaa rummer langt mere Gymnastik.

Det er tvivlsomt, om Flertallet af Aftenens Publikum vil indrømme det, men det er Ikke desto mindre rigtigt.

Aftenen indlededes med et virkelig godt Program i fritstaaende Øvelser, udført af Fru Bertrams 25 bedste Elever og de allerfleste af Ligevægtsøvelserne paa Bomme, der fulgte umiddelbart efter, var ogsaa gode. Ganske vist skete der en hel Del Smaauheld, men det kan ske i de bedste Familier, og det sker ogsaa i den virkelige Mesterskabsgymnastik. Et Par af disse Ligevægteøvelser, blandt anden den, der blev kaldt Aften, var lovlig fantasifuld, men uendelig indholdsløs. Andre, for Eks. Havfruerne, gav to af Eleverne Lejlighed til at udfolde et glimrende Talent for rytmisk Gymnastik og on anden Ligevægteøvelse paa Bommene, Kaalormen, gav en af Deltagerne Æren af at præstere Aftenens bedste Gymnastik. Det var en Nydelse at følge den Lethed og Elegance, hvormed denne vanskelige Øvelse blev udført.

Den blev ogsaa hilst med fortjent Bifald.

I de staaende Øvelser var der mangt og meget, som det ikke var nemt at blive klog paa. Der blev saaledes vist en kombineret Øvelse i at slaa Lussinger, feje, vaske, og jage Fluer væk paa samme Tid. Den tog Kegler hos den mere oplagte Del af Publikum. Men det var de færreste.

Det nye, der blev vist i Gaar, var Hjemmegymnastiken, der indlededes med den reglementerede fascistiske Morgenhilsen. De staaende Øvelser var glimrende kombinerede og blev fikst udførte, medens de siddende Øvelser var mindre overbevisende.

Aftenen sluttede med en Række Gang- og Løbeøvelser. Der var over dem en hel Del af det rigtige, af det oprindelige bertramske, af denne Blanding af Gymnastik og Plastik, der nødvendigvis maa være Hovedgrundlaget for den Kvindegymnastik, der vil være i Stand til for Alvor at slaa igennem.

Opvisningen blev ledsaget af Flygelmusik - og det gjorde sin Virkning. Musiken er i Stand til at skabe en hel Del af den nødvendige Rytme, den virker animerende baade paa Deltageren og paa Publikum. Og den var en udmærket Hjælper ved Opvisningen i Aftes.

(Klokken 5, 9. april 1926).

I 1925 blev hun gift med gymnastikinspektør Niels Christian Daniel Petersen. I 1929 deltog i Idrætshuset også et børnehold fra Bertramskolen.

Axel Holger Thiess (1860-1926). (Efterskrift til Politivennen).

 

Fotograf Peter Newland (1866-1928): Axel Holger Thiess (1860-1926). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Axel Holger Thiess (1860-1926), humoristisk tegner. Han kom på kunstakademiet oktober 1876, her nåede han i 1880 ikke videre end forberedelsesklassen. Han havde dog allerede da lavet humoristiske tegninger. 

Han var journalist og tegner ved Avisen og lavede 1883–1900 hver dag dette blads satiriske forsidetegning. Senere i Vort Land og København. Han var medarbejder ved  Punch ( til 1893) og efterfølgeren Puk (1893 til 1. juli 1898), Klods Hans (fra 1899) og  Blæksprutten. Han udgav tillige i 20 årligt 50 tegninger i et hæfte fra 1884. 1915–19 udgav han mandagsbillederne til Vort Land. 

Han bidrog endvidere til folkekomedierne "Gutter ombord" (1889) og "Gennem Ild og Vand" (1910), farcen "Fine Fremmede" og "Marine-Minder ombord og i Land" (1924).

Axel Holger Thiess: P. A. Alberti (1903). Teksten lyder: "Fra Ministerbordene ilede de Herrer Deuntzer og Alberti den ikke korte Vej hen til Borgmester Jensens Plads og trykkede hjerteligt hans Haand," ("Vort Land"). De to Stats-Raadsherrer: "Vi recommendere os da samtidig udi Hr. Borgmesterens Bevaagenhed." Jensen: "Det skal være mig en Fornøyelse, at gjøre Dem nogen Tjeneste. Om Forladelse at jeg følger Dem ikke længere." (Frit efter "den politiske Kandestøber", 3. Akt, 2. Scene. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"De danske Forsvarskvinder".

(Tegning til "Blæksprutten" af Axel Thiess.)

Paa ovenstaaende Billede, der er hentet fra dette Aars "Blæksprutten", har den vittige Tegner Axel Thiess søgt at give en Forklaring over hvorledes han forstaar den hysteriske, kvindelige Forsvarsbevægelse og Kanonkvinde-Forening. Vi ser en kvindelig Sessionskomite tage Skøn over de unge Damer for at udskrive dem til den Vaabenafdeling, de bedst maatte egne sig for. Selv om Billedet kun er Fantasi - de forsvarsgale Damer vilde vist hurtigt stikke Piben ind, dersom de selv skulde springe Soldat! - er det lige vittigt - ikke mindst i Aar, da det er et krigerisk "Skudaar"!

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 18. januar 1908).

Socialisterne skriver Truselsbreve til Axel Thiess.

I et af de sidste Numre af Vittighedsbladet "Klods-Hans" har Tegneren Axel Thiess tegnet en Billedserie, der illustreret en Socialists Liv. Pudsigt havde Hr. Thiess fremstillet al den Understøttelse, der bliver et moderne Fagforeningsmedlem til Del, fra Børn i Friskolen lige til Statens Understøttelse af de arbejdsløse. Til Slut havde Tegneren anbragt et Billede, hvor man ser en Skare Socialister raabe: "Ned med Overklassen" osv. Det hele var en ret harmløs Satire. Hr. Thiess skulde imidlertid ikke have begaaet sin Tegning, thi siden den har været i Bladet, har den elskværdige og afholdte Københavner modtaget en Række Truselsbreve, hvori der loves ham Pest og Død og andre Ubehageligheder. Man kan ikke ustraffet satirisere over organiserede Fagforeningsmedlemmer. Hr. Thiess har foreløbig foretrukket at behandle Brevene som en Spøg. Men disse Truselsbreve, der efterhaanden er kommen paa Mode, synes at antage mindre hyggelige Former.

(Holstebro Avis. Hjerm-Ginding Herreders Tidende 17. april. 1909).

Skitsebogen

Axel Thiess

Nævner man Alfred Schmidt bliver ogsaa Axel Thiess nævnt. De to Tegnere har troligt fulgt hinanden gennem mange Blade og Publikationer. Medens Alfred Schmidt som Satiriker ikke er bleven mindre bidsk med Aarene og stadig hvæsser sin Tegnestift til respektløse Udfald, er Axel Thiess, der heller ikke savner en satirisk Aare, dog bleven mere menneskekærlig gennem Tiden, der svandt. Han er bleven en godmodig Iagttager af Omgivelserne, medens Røgen snor sig blaalig fra hans Cigar, og Kaffen dufter.

Omgivelserne - selvfølgelig København! Hvorvidt Thiess "ligger paa Landet" om Sommeren, vides ikke. Snarere plasker han vist husvant til Søs, men han kan alligevel daarlig tænkes uden i Københavns umiddelbare Nærhed, og allerhelst paa selve Strøget, roligt slentrende, lunt iagttagende, med et elskværdigt Blink bag Lorgnetterne.

Thiess er Københavns, nøjere bestemt Københavnerindernes Tegner, og saa atter de pur unge Damers, "Backfischene"s Tegner. Han har Blik for det tøsede og kan gengive det med Lune og Humor, men ogsaa den udvoksede unge Dame i Forlovelsesalderen, ja, selv den kokette, unge Frue kan han med Behændighed fæste til sin Skitsebogs Blade.

Vigtige Bidrag til den moderne Københavnerindes Psykologi har Thiess givet gennem sine mange Tegninger, som han uden Standsanseelse har strøet omkring i Blade, Blæksprutter og Klods Hans'er. Skal den københavnske Dame paa Grænseskellet mellem to Aarhundreder, mellem to Tidsaldre, under Modernes lunefulde Kamp en Gang skildres, kommer man Ikke udenom Axel Thiess' Tegninger. De vil i al deres Flygtighed sikre ham mod Forglemmelse; thi han har gennem dem givet vigtige Bidrag til Modernes og Sædernes Historie.

Absalon.

(Nationaltidende 30. maj 1916).

Axel Thiess fortæller Ernst Bojesen-Anekdoter.

I Anledning af den glade Kjøbenhavners 70 Aars Fødselsdag imorgen.

Fra de gode gamle Blæksprutte-Dage i Fredensborg.

(Med Illustrationer af Axel Thiess).

I Anledning af Ernst Bojesens 70 Aars Fødselsdag imorgen har hans utallige Venner besluttet at opgive Haabet om, at han nogensinde bliver rigtig voksen. Skønt, egentlig har de aldrig næret noget Haab eller Ønske i saa Henseende. De har holdt af ham, forgudet ham netop fordi han var den han var - den glade, festlige Svend, den ægte spillelevende kjøbenhavner med Hovedet fuldt af Spilopper og kaade Drengestreger, den uovertrufne Festarrangør, der strømmede over af Ideer og Indfald, Løjer og Spas. At han unddrager sig Vennernes Hyldest paa Dagen Imorgen. der vilde være som skabt til at sættes i Scene af Hædersgæsten selv, er i Grunden det eneste mindre gode Indfald han har haft.

Blækspruttens aandelige Fader. Hvad Axel Thiess fortæller 

Ernst Bojesen var, som bekendt, i en Aarrække Direktør for Gyldendal; og det er i Grunden ham, der er Fader til "Blæksprutten. Ikke blot var det ham, der i 1888 fik Ideen men han har i Aarenes Løb spillet en saa stor Rolle ved det kære Bløddyrs aarlige Genfødelse at man kan kalde ham den aandelige Fader, skønt han ikke tog direkte Del i Redaktionen.

I Dagens Anledning har vi henvendt til en af Blækspruttens berømte A'er, Tegneren Axel Thies, og bedt ham fortælle lidt om de berømmelige Ture til Fredensborg, hvis Ry ikke dør saa længe de 4 A'er og Ernst Bojesen endnu kan komme sammen ved en stor Toddy og en af Bojesens fabelagtigt lange Cigarer

- Ak ja, sukker Hr. Thiess. den gode gamle Tid er jo nu desværre forbi da vi fem ranke Drenge - Bojesen, Henriques, Schmidt, Melbye og jeg - hvert Aar ved September snørede vor Ransel og drog ud til Asminderød Kro eller et Hotel i Fredensborg for at lave Aarets Blæksprutte. Vi fire Forfattere og Tegnere for at Arbejde og Bojesen for at holde os i Humør. Vi gik i en stadig Skræk for, hvad han nu vilde finde paa.

Da Bojesen brændte Fingrene og spillede Mester Jakel med Fingertutterne

- De maa jo være fyldt med Anekdoter fra den Tid. Fortæl et Par af dem.

- Ja der er nok at tage af. En Dag vilde vi forfriske Aanden ved en Pot Kegler i Hotelhaven. Vi var midt i det ædle Spil, da det pludselig fyger os om Ørene med Ild, der sprutter og gnistrer som et Fyrværkeri. Hvad det ogsaa var - det var Bojesen der vilde bringe sit Bidrag til den festlige Stemning. Bojesen brændte imidlertid Fingrene ganske forsvarligt paa Solene, som det naturligvis ikke kunde falde ham ind at kaste fra sig, og han maatte have hvide Tutter paa alle Fingrene. Det var naturligvis en Lejlighed han ikke kunne lade gaa fra sig. Han malede Ansigter paa alle Tutterne, og en Aften gav han, skjult bag en Kakkelovnsskærm, en Mester Jakel-Forestilling med Tutterne som kunde have faaet en Flodhest til at revne af Grin hvis den tilfældigvis havde været en tilstede.

Ernst Spøgesen eller Det forheksede Sovekammer

Axel Thiess' Ansigt skinner af Fornøjelse, mens han sidder og fortæller om sin gamle Kammerat og Dus-broder.

En lille Historie til der heller ikke er kedelig:

- Jeg var gaaet tidlig i Seng en Aften, efter at vi havde siddet og forlystet hinanden med Spøgerihistorier.

Jeg maa have sovet en Timestid, da jeg vaagnede ved nogle underlige hvislende Lyde. Jeg var Ikke blevet kIar over Aarsagen, da min Gyngstol paa eengang gav sig til at gynge paa det mest hysteriske, mens mere eller mindre intime Møbler dansede ud paa Gulvet under stort Rabalder. Og ikke et Menneske var der i Stuen foruden mig selv. Men da tilsidst en hvid Skikkelse med udbredte Arme hævede sig Iangsomt i Vejret bag Sofaen, var jeg dog blevet saa klar over mig selv, at jeg kunde regne tid, at det maatte være Bojesen. Jeg sprang derhen og greb fat i Skikkelsen. Men - oh! - den daskede frit i Luften, da jeg tog fat i den. Nu begyndte det at blive uhyggeligt.

Det viste sig at være en stor Lagen-Dukke, som Bojesen med stor Kunstfærdighed og mekanisk Snille havde anbragt saadan i Snore og Trisser, at han ude fra Gangen kunde bringe den til at hæve sig som et Gespenst. Det øvrige Spøgeri var han selvfølgelig ogsaa Mester for. Melbye var posteret nede i Gaarden hvor han højtidsfuldt stod og trak i en Snor, hvis anden Ende var bundet i Gyngestolen. Den uhyggelige Hvislen var frembragt af de øvrige Deltagere i Komplottet, der stod udenfor og gned Væggen med Karduspapir. Bojesen, der efter den Dag ikke hed andet end Knud Spøgesen, havde brugt en hel Eftermiddag til at arrangere denne vanvittige Scene. 

Da E. B. nær havde faaet klø af Bech Olsen

Engang var Bojesen nær ved at komme galt af Sted, siger Thiess. Han og jeg var kommet paa Karneval. Bech-Olsen var der ogsaa - det var i hans gode Tid - og han sad og drak en Bajer. Bojesen kom forbi, og i Forbifarten stak han ganske nonchalent Pegefingeren i Munden og derfra ned i Bechs Glas, idet han spurgte

- Er den go'?

Bech blev rasende

- Nu skal du ha paa Tæven! din lille, flejnskallede Avekat! brølede han, men inden han fik hævet sine flere Hundrede Pund fra Stolen, fik jeg givet Signal til Bojesen, der forsvandt som en Streg. Da jeg bagefter fortalte Bojesen, at det var Danmarks Bech, han havde drevet Løjer med, sank han alligevel et Par Tommer i Knæene.

.... om 10 Aar naar E. B. bliver en Jubelolding paa 80, skal jeg fortælle Dem mere, slutter Axel Thiess. Stof er der nok naar der er Tale om Ernst Bojesen.

Bor.

(B. T. 22. februar 1919).

Illustration i Roskilde Avis 31. januar 1890 for Axel Thiess og Aage Blichfeldts soldaterkomedie "Gutter ombord". Øverst hr. Getti. Øverst til venstre Kolling. Øverst til højre, Kolling danser med sin forlovede, fru Schwartz-Nielsen. Midt: Scene fra Nyboder. Tv for denne overbådsmandsmad. Fru Julie Hansen, th. matrosdrengen Peter (fru Hunderup). Nederst underbådsmand Steffensen.

 Axel Thiess 60 Aar.

Nogle Mennesker siger, man skal være forsigtig med at støde Journalister paa Manchetterne, men det er blot, fordi de ikke kender Bladfolks typiske Godmodighed.

Derimod skal man være saare varsom overfor "humoristiske Tegnere", og det er med megen Beklemthed, at vi herved meddeler Offentligheden, at Axel Thiess i Morgen fylder 60 Aar

For det første vil Offentligheden ikke tro det det. Naar Thiess en kølig Majaften promenerer fra sit Hjem paa Gamle Kongevej over til sit kære Tivoli og, korrekt og spændstig som altid, viser sig i elegant Pels og funklende Silkehat, tør baade unge og gamle sværge paa, at, han er 40.

Men for det Andet kan det jo tænkes, at Fødselsdagsbarnet baade véd, i at han virkelig er 60 og ikke holder af at mindet derom, og saa kommer det maaske ved Lejlighed til at gaa artigt ud over den indiskrete Meddeler.

En skønne dag ser denne Person sit i eget Billede i "Klods-Hans", og dér udleveres han til Publikum hverken med Pels eller Spændstighed, men snarere med Hængemave og alderdomssvækkede Ansigtstræk.

Naa. Udleveringen finder  kan hænde alligevel ikke Sted. Thi Axel Thiess er den personificerede Elskværdighed, der desuden mest tegner søde unge Piger og fede gamle Tanter. Han viser egentlig kun Malice, naar hans politisk konservative Temperament provoceres, og skaber ypperlige Karikaturer, som dem, han i Aartier forsynede "Avisen" og "Vort Land" med.

Axel Thiess er en livsglad Københavner, der ogsaa i Ny eg Næ har grebet Pennen . forbavsende, at han aldrig fortsatte sin dramatiske Succes "Gutter ombord"! Han et dertil en beskeden Mand, der i Morgendagens Anledning har gjort sig usynlig.

Vi har imidlertid Medlidenhed med den store Vennekreds der vil hylde ham. og fortæller lige ud af Posen, hvor Flygtningen opholder sig. Det er i Snolderød, hvor hans mangeaarige chef. Redaktør Frederik K. Slamberg af "Snolderød Espræx" kvitterer med en lille intim Middag for Axel Thiess' rammende og lattervækkende Tegnebidrag.

Hr. Vaar.

(Nationaltidende 16. maj 1920)

Axel Thiess: Gulliver er taget til fange af lilleputterne (1921). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tegneren Axel Thiess død.

I Gaar Middags ved 1-Tiden er Tegneren Axel Thiess afgaaet ved Døden paa Marinehospitalet, hvor han havde lagt sig ind Dagen i Forvejen.

Han havde ikke været rask de sidste 3 Aar. Det begyndte som en Sygdom i Blodet, og herfra gik det over til at angribe Hjertet. Han led til Tider meget store Smerter; men han bar dem med stor Taalmod og havde trods alt et Smil paa Læben, naar man traf ham paa hans Yndlingsspadseretur ned gennem "Strøget".

For nogen Tid siden rejste han til Menton. Han troede saa fuldt og fast, at Sydens varme Sol og milde Klima vilde hjælpe ham; men han blev sørgelig skuffet. Det meste af Tiden dernede laa han i Sengen, og Sygdommen fik stærkere og stærkere Tag i ham.

Tilsidst, da det bar mod Slutningen, længtes han hjem mod den By, hvis ægte Søn han var, og som ejede hele hans Hjerte.

I Tirsdags Aftes kom han til København, Dagen efter søgte han ud til Marinehospitalet, og i Gaar døde han; omtrent 67 Aar gl.

*

Med Axel Thiess er en kendt og skattet Københavner gaaet bort. Det vil sige, han hørte vel nærmest hjemme i det 90'ernes København, der fulgte efter Udstillingsaaret 1888, og som prægede Byen ved Aarhundredskiftet. Han slog hurtigt igennem som Tegner, og for Datidens Øjne at skue var hans Gengivelse af de unge københavnske Bachfische ret nær ved Grænsen af, hvad man kunde tillade sig.

Nu synes man, de er hyggelige og harmløse. Saadan skifter Tiderne.

Han havde lært som Xylograf hos gamle Henriksen, begyndte som Tegner ved "Avisen" i 1883 og vandt hurtigt et stort Publikum ved sine Tegninger, der gerne var ledsaget af en lille Vits.

Ved Siden af sit daglige Arbejde tegnede han naturligvis alle andre Steder - i "Klods-Hans", i "Blæksprutten" og i en Række illustrerede Ugeblade.

Ogsaa som Forfatter er hans Navn kendt. I 1889 skrev han sammen med Redaktør Blichfeldt det kendte Stykke "Gutter ombord", der hvilede paa hans Erindringer som Marinesoldat, og som er gaaet flere Hundrede Gange paa Casino. Senere var han med til at skrive et Stykke, "Gennem Ild og Vand", der blev en stor Sukces paa Sønderbros Teater, og det er ikke mere end et Par Aar tilbage, at han udgav en morsom og interessant Bog om sine Soldateroplevelser ved Marinen.

*

Axel Thiess, der i de senere Aar var en afholdt og skattet Medarbejder ved KØBENHAVN, havde kun Venner. Han var født med et sjælden godt Humør, der rigtig udfoldede sig, naar han indtog sin Plads i Vennekredsen. Her vil han blive savnet som den trofaste Ven og Kammerat, som det hjertevarme og hjælpsomme Menneske, han var.

Han var den sidste af sin Slægt. Hans eneste Søster, Pianistinden Frk. Helga Thiess, med hvem han i mange Aar beboede en Lejlighed paa Gl, Kongevej udfor St, Jørgens Sø, døde i November i Fjor, og det var hans eneste Familie. Hendes Død ramte ham i øvrigt meget haardt og fremskyndede sikkert hans Sygdom.

R.-J.

(København 26. marts 1926).

Axel Thiess' gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling 9, række 2, nummer 11 ligger godt gemt i buskadset. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Danmarks første Pressefotograf. (Efterskrift til Politivennen)

Den kendte Kunstner og Pressefotograf, Julius Aagaard, fejrer idag Femogtyveaars-Dagen for sin Fremstilling af det første Fotografi i den københavnske Presse.

En lille, bred Herre med Kunstnerpræg, hvidt, bølgende Haar, Moustache og Fip og rigtig Slængkappe, vakte i de Aar, da vort Kongehus modtog Besøg af Udlandets fyrstelige Damer og Herrer, altid venlig Opmærksomhed om sig. Der stod Elskværdighed om ham. Han tog alle, ikke blot med sit Kamera, men ogsaa med sit Smil, de smukke, blaa Øjne og det ridderlige Væsen - det var Danmarks første Pressefotograf, Julius Aagaard.

Artiklens foto er her erstattet af: Fotograf Georg (Sophus Georg August) Lindström (1866-1923): Pressefotograf, maler, heliograf Johan Gottlieb Julius Aagaard, (1847-1926) . Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Hvordan begyndte De, spørger jeg Hr. Aagaard, der bor i en hyggelig Villa paa Frederiksberg.

- Det var slet ikke saa nemt, siger den gamle Herre.... Dagspressen var jo ikke den Gang naaet saa højt, alt saa teknisk, som nu; jo, jeg begyndte i "Hver fjortende Dag" ....

- Ja, men hvem var den første?

- Aah, naa, saadan, det var saamænd Bech-Olsen, der var jo noget at kigge paa .... det var en Brydekamp i Hellerup.

- Vandt han?

- Vandt - næh, det kan jeg skam ikke huske, men gjorde han ikke altid det ....

- Hvordan var Folk imod Dem?

- De blev skam fornærmede....

De vilde ikke se sig selv, eller maaske vilde de ikke, at andre skulde se dem, saadan paa Væddeløbsbaner ... Der var engang en Prinsesse, som ogsaa var et elskeligt Menneske, og hun bad mig, uden at han maatte vide det, om at tage et Billede af en Herre, medens han stod og kurti.... vi kan jo sige konver serede to Eremitage-Damer . . Det gjorde jeg ogsaa .... Hun sendte saa ham Billedet . . Han truede ad mig, da jeg mødte ham, saadan i al Elskværdighed.... Jo, de Kongelige, de var altid hensynsfulde.... Jeg skulde en Dag tage Kejserinden og Dronning Alexandra ... det var ved en Modtagelse .... aah, ja, det var de Tider, de sad i en nedslaaet Vogn med opslaaet Parasol og snakkede. Saa nikkede Kejserinden til mig og sagde til Dronningen:

Der er Aagaard, lad os slaa Parasollerne ned, ellers kan han ikke ta' os ... Jo, de var mageløse.... Og gamle Kong Christian.... Jeg fotograferede ham i Admiralsuniform, da hen skulde males af Frantz Henningsen .... Kongen vilde nemlig ikke staa Model mere end højst ti Minutter. Baade Fotografiet og Maleriet blev godt . . . ., Og Frederik den Ottende og Kong Georg af Grækenland, blot de saa, at jeg løftede Apparatet, saa stod de stille.... Jeg søgte nu altid at tage mine Billeder saadan, at Situationen eller Stillingen passede til de Paagældende.... Man kan ellers saa let virke ufrivillig komisk paa et Fotografi, naar man ikke véd, man bliver taget . . og det er Synd mod Folk. Det vidste de Kongelige ogsaa --.. derfor var det saa let at tage dem ... Kejser Wilhelm, han havde nu sin egen Fotograf med, som skulde besørge de kejserlige Plader til de tyske Aviser .... Politiet det var derimod paa Nakken af mig. jeg havde et Mas med at komme indenfor Afspærringen nede paa Toldboden, naar der var Ankomst eller Afgang.... De kan jo have en Bombe i Apparatet, sagde en Politimand engang til mig. Jeg svarede kun: Ser jeg saadan ud.... og saa hævedes Snoren for mig. . . .

- Hvor gammel er De. Hr. Aagaard?

- Ni og halvfjers, den seksogtyvende April.... Og jeg har undervist i Perspektivtegning paa Teknisk Skole i otteogtredive Aar og paa Kunstakademiet, i det samme Fag, i seksten. Og ikke været syg, altsaa sengeliggende, én Dag. . . Min Kunst bidrog ogsaa til, at mine Fotografier blev noget for sig.

- Der staar et Maleri paa Deres Staffeli?

- Ja-a, jeg maler da endnu . . ... Det er fri Komposition.... en Vinterdag i Bøllemosen .... I Slutningen af Ugen rejser jeg saa til Italien.... ja, jeg har altid ønsket at se Italien.... inden.... inden.... naa....! Det er mine Børn og mine Svigerbørn, som forærer mig den Rejse.... jeg kan næsten ikke begribe, at jeg ogsaa skal se det Ønske opfyldt .... tænk, at jeg skal fejre Paasken i Rom. . . .

.... Mange gode Tanker vil følge den fine, gamle Herre, den elskværdige Kunstner paa hans første Italien Fart. . . .

Christian Houmark

(B. T. 24. marts 1926).

Fotografen Johan Gottlieb Julius Aagaard (1847-1926) var 1871-84 guide i generalstaben med foto-litografering som speciale. Uddannet på Teknisk skole (1879) og kunstakademiet 1881-1882. Underviste 1881-1919 på Teknisk skole og 1895-1911 på kunstakademiet. Fra 1899 var han knyttet til ugebladet Hver 8. Dag hvor han tog "lynskud" af tidens danske begivenheder, med stemningsfulde landskabsoptagelser og med karakteriserende portrætter. Han var i 1912 medstifter af Pressefotograf-Forbundet. Han døde samme år og er urnebegravet på Solbjerg Kirkegård. 

Olaf Hans Jørgen Olsen (7/8). (Efterskrift til Politivennen)

 Se alle indslag om Olaf Hans Jørgen Olsen ved at søge hans navn.

Smugkroen i Slippen.

Politiet ryddede i Nat "Den hvide Neger"s Natklub.

Politiet har stadigt travlt med "Den hvide Neger" og hans lille Smugkro paa Vesterbrogade. Naar Vesterbros Restauranter lukker, finder altid et lille Selskab Vej ned til den Slippe, hvor "Grosserer" Oluf Olsen har sit "Kontor".

Negeren er Imidlertid ikke billig med sine Vinpriser, og dette foranledigede i Aftes en af Gæsterne til at protestere kraftigt imod Optrækkeriet. Men den hvide Neger var ikke sen i Vendingen. Hvor han var Vært og elskværdigt aabnede sit Paulun for uforbederlige Natteravne, der skulde han nok bestemme Priserne. Han gav da den protesterende Gæst et Par Lussinger. Gæsten gik derefter sporenstregs til Svendsgades Politistation, og lidt efter ryddede Politiet Klubben. Værten kom med paa Stationen, men fik i Morges atter Lov til at gaa. Men Sagen gaar nu til Retten.

(Nationaltidende 23. januar 1926).

Fra Politiretten.

- - -

En Række Herrer af forskellige Samfundsklasser stod i Gaar i Byrettens 1. Afdeling som Vidner i en Sag, der er rejst mod Oluf Olsen eller mere populært "Den hvide Neger" for Overtrædelse af Beværterloven.

Fhv Beværter M. var inviteret ind i "Den hvide Negers" Smugkro og sad der sammen med en

Grosserer M. da et Selskab bestaaende af tre andre Herrer Maskinarbejder L. Handelsmand A. og Tjener R. kom til.

Sidstnævnte Vidne afgav en meget svævende Forklaring, der flere Gange foranledigede Dommeren til at minde ham om den Paragraf i Loven, der omhandler falsk Vidneforklaring.

Han begyndte med at fortælle, at Oluf Olsen havde staaet ude paa Gaden og havde Inviteret ham ind, men ændrede efterhaanden Forklaringen derhen, at "Olsen i hvert Fald havde lukket ham op".

Grosserer B. havde betalt 30 Kr. som han mente var for nydte Drikkevarer, medens ingen af de andre havde betalt noget.

Et Kvarter efter den fastsatte Tid kom "den hvide Neger" selv tilstede i Retten. Den Overbetjent, der havde taget Rapport kom med en Bemærkning om hans Forseelse, og straks aabnede Hr. Olsen for sin Veltalenheds Sluser:

- Her jeg ikke Lov at invitere et Par Mennesker hjem til mig, det har jeg vel nok

- Jamen de er jo ikke Deres Bopæl.

- Det ved jeg ikke noget om og det rager ikke Dem, ti nu bare stille.

- De bor jo i Rantzausgade.

- Aah, den kender De godt, la' bare vær'. Det er Værten, der ikke vil ha'et, der hvor Forretningen er.

- Stævningen er forkyndt for Deres Hustru.

- Hva'bar? Hvem er det?

- Er de ikke gift?

- Jo, det har jeg været fem Gange, det er dejligt, ikke!

- De har modtaget 20 Kr. som Betaling for de Whiskysjusser, der blev drukket,

- Aah, Vrøvl, jeg har laant 20 Kr. af en af mine Gæster, vi sku' paa Morgenbeværtning.

- Vidnet, Grosserer M. udtaler at De har faaet Pengene som Betaling.

- De under mig det godt Hr. Dommer. De ka' ikke li mig. Sidst skaffede De mig 18 Maaneder,

- Ja, havde jeg kunnet give Dem mere, havde De faaet det.

- De losser bare op, Hr. Dommer, men det er mig, der maa ta' fra. Hvor er for Resten denne Grosserer, ham kunde jeg godt li at se.

- Ti stills.

- Næh, gu' gør jeg ej.

- Saa idømmer jeg Dem en Bøde ag leder Dem sætte til Afsoning med det samme.

- Aah, det var dejligt, dejligt. Jeg har lige været fuld i fem Dage saa jeg trænger gevaldigt til lidt Ro.

- Ti nu stille!

- Ja, ti stille og ti stille, det er let nok, men her oppe faar jeg aldrig Ret.

- Sagen gaar saa til Doms.

- Jo, jo, hvad sagde jeg! udbrød "Negeren" med komisk Fortvivlelse, jeg faar aldrig min Ret. De er haard ved mig, Hr. Preissler Knudsen.

- Ja, Ae er godt, gaa nu bare.

Negrøren forsvandt ud i Forværelset bedyrende sin Uskyldighed med Hensyn til den Forseelse han bliver beskyldt for at have gjort sig skyldig i.

Mærkværdigvis er der kun rejst Tiltale imod ham for Overtrædelse af Beværterlovens Paragraf 1, der kunde ogsaa have været rejst Tiltale paa andre Punkter, men det lader til, at den kærlige Omsorg Politiet nærer for hans dyrebare Person heller ikke fornægter sig i dette Tilfælde.

Paa samme Maade vilde ingen anden end netop Hr. Olsen have undgaaet en Bøde for sin Optræden i Retten.

- -

(Folkets Avis (København) 28. januar 1926. Uddrag).

Bøden lød på 100 kr. Det blev stadfæstet ved landsretten i marts 1926. I marts var han påny i retten med samme dommer.

Skal "den hvide Neger" interneres?

I Gaar blev den saa ofte omtalte Voldsmand Otto Olsen, der gaar under Navnet "Den hvide Neger" anholdt for Alfonseri. Han er Gang paa Gang bleven tiltalt for Voldshandlinger, for at have drevet Smugkro paa Vesterbrogade osv., og det meddeles nu, at Politiet vil søge at faa ham erklæret farlig for den offentlige Sikkerhed for paa den Maade at faa ham interneret.

(Nordjyllands Social-Demokrat 23. marts 1926).

"Den hvide Neger" fængslet.

Politiet sigter ham for stadig at drive Alfonseri og vil kræve ham interneret.

Politiet har, som man vil erindre det, i den senere Tid atter beskæftiget sig med Oluf Olsen, alias "Den hvide Neger", som holder Smugkro paa Vesterbro, hvor han modtager betalende Gæster efter Kaféernes Lukketid.

Nu har Politiet besluttet sig til at undersøge hans Forhold til Bunds. Han blev i Gaar tilsagt til at møde paa Politigaarden, og under Afhøringen rejstes der Sigtelse imod ham for stadigt at drive Alfonseri. Han blev holdt tilbage, og i Eftermiddagens Grundlovsforhør blev han fremstillet for lukkede Døre og belagt med Arrest. 

Politiet vil kræve ham interneret som farlig for den offentlige Sikkerhed, som uforbederlig Alfons.

(Nationaltidende 23. marts 1926)

Den 29. marts 1926 blev han fremstillet i retten i adskillige sager om kvæleroverfald på sin tidligere kærest Olga Hansen (39 år)., ulovligt natteherberg og alfonseri. "Københavns" reporter noterede at han var begyndt at gråne og mødte med antydning af gråligt fuldskæg. 

En uhyggelig Fyr

Opdageren Chr. Gjerløv fortæller lidt om sit Bekendtskab med Olaf Olsen - den hvide Neger.

Hvis man for Alvor vil have noget at vide om dem, der lever nede i Samfundets Dyb, noget autentisk, som Intet har mod Roman, hverken i den ene eller den anden Betydning, at gøre, kan man ikke henvende sig til nogen bedre end Forfatteren Chr. Gjerløv, der jo i sin Person forener den nøgterne og iagttagende Politimand, og den psykologisk og følelsesmæssigt Indstillede Skribent. I en Aarrække har han haft sit daglige Arbejde blandt Samfundets Bærme, og han kender den ud og ind. Ogsaa "Den hvide Neger", om hvem det jo for Tiden overvejes, hvorvidt han skal interneres eller ej, er en af Chr. Gjerlevs gamle Bekendte.

En stor Mand.

"Negeren" og jeg, vi er skam gamle Bekendte, siger Hr. Gjerløv, Han er jo ikke nogen Aarsunge mere, vel henlmod de halvthundrede. Det er da vel i alle Fald nu en ca. 16-18 Aar siden, jeg engang anholdt for Alfonseri ude i "Florasalen", og dengang var han en Mand paa omkring ved de 30.

Jeg husker det, som var det i Gaar!

En stærk Fyr er han og har han altid været.

Men den Nat gik han rolig med mig og ud i Bilen.

Men havde jeg ikke haft min nye Regnfrakke paa, saa var vi nu kommet til at nappes om det! sagde han. Han havde med andre Ord ikke kunnet nænne at sætte sig til Modværge

ene og alene af Hensyn til ikke at faa en pæn Frakke spoleret.

Jeg synes, det er et ganske pudsigt Træk hos en Fyr af hans - ikke helt hyggelige - Kaliber.

Forresten har den hvide Neger jo

altid været en meget stor Mand

i de Kredse, hvor han hører hjemme. Man ser paa ham med en vis Ærbødighed. Han er jo lige som lidt større i Formatet end de fleste af hans Fæller. De ser paa ham omtrent som en jævn lille Købmand ser paa en Tietgen, og de kalder ham da ogsaa for "en Storreder, der har mange Skuder i Søen, der alle laster for "den hvide Neger!" Dermed mener man i den Verden, at han ikke, som en almindelig lille Alfons har en enkelt Pige, der tjener Penge til ham, men

et helt Kompagni.

Der var en Overgang, hvor han havde 4 Piger i Hamburg, 3 i Berlin, et Par Stykker her i Byen. Det kan da kaldes en Engros-Forretning!

Meget pudsigt yndede han ogsaa at lade sig kalde "Hr. Grossereren"!

Det opdagede jeg en Dag, jeg sad inde i Beh Olsens gamle Beværtning, da den endnu laa ud for Frihedsstøtten. Jeg sad derinde og spise lidt Frokost, ved et andet Bord sad "Negeren". Han rejste sig, og i samme Minut styrtede Stedets gamle Tjener til og hjalp under højlydte Udbrud om "Hr, Grossereren", Negeren Pelsen paa.

Der vanker en Daler.

Da han var gaaet, kaldte jeg paa den gamle Mand. Jeg syntes det var Synd han skulde gøre sig til Grin for Folk ved at behandle den hvide Neger som en finere Herre:

- Sig mig, véd De ikke, hvem og hvad den Fyr er, som lige er gaaet ud ad Døren? spurgte jeg.

Men saa lo den gamle Mand og forsikrode:

- Ork Jo! Det véd Jeg rigtignok! Men der falder altid en Daler af til mig, naar jeg titulerer ham "Hr. Grossereren" rigtig højt!

Ja, den menneskelige Forfængelighed ....

- Hvorfor tror De, at denne Mand har

en saa usædvalig Magt over Kvinderne,

for er det ikke vitterligt, at gennem ham er mange ellers ufordærvede Pigebørn blevet ført lige ud i Sumpen?

- Jo, gennem ham, som gennem adskillige andre af de rigtigt ondartede Alfonser. Men Negeren har nu vel nok et ganske usædvanligt Kvindetække. Pigerne kappes om ham og i de Kredse anses det for en ganske speciel "Udmærkelse" at blive "Den hvide Negers Pige" - selv om man i Øjeblikket bare er én af en halv Snes Stykker.

De ulykkelige Ofre.

Og dette bunder vel i to Omstændigheder:

For det første, at disse Kvinder føler sig uhyre smigrede, naar Negeren viser dem Opmærksomhed, han gaar jo for en usædvanlig Kvindekender, og en kræsen Mand paa det Omraade. Og for det andet er han utvivlsomt i Besiddelse af visse erotiske Egenskaber, som ganske særligt binder disse fordærvede Kvinder til ham.

- Ja, de fordærvede. Men de forholdsvis anstændige?

- Ja, dér begynder det vel nok mest med den smigrende Forfængeligbed, men han faar dem hurtigt ødelagt, og saa! Ja, saa - hænger de paa den, som man siger.

*

Det er sikkert kun godt, at Myndighederne nu for Alvor forsøger at uskadeliggøre denne ondartede Snylter.

(Klokken 5 (København) 12. april 1926).

Christian Frederik Vilhelm Gjerløv (1870-1940) var forfatter og politibetjent. Han er begravet på Solbjerg Parkkirkegård.

Den 14. april blev Olaf Olsen løsladt mens retten på en erklæring om hans mentalitet. Retslægerådets erklæring forelå den 19. juni 1926 og lød på at han var egnet til internering. Dommer Spang Hansen havde efterfølgende ferie, så sagen blev udsat en måned. I mellemtiden forsvandt Olaf Olsen til Frankrig med 28.000 kr. efter at have realiseret sine ejendele.

I Paris overfaldt han den 6. august 1926 dirigenten i et orkester med 4 sorte musikere på en stamkafe og rev stok og saxofon ud af hænderne på ham, hvorefter han selv begyndte at dirigere.

Da hans veninde Ada J. var syg, besøgte han i slutningen af august hende på falsk pas. Her festede han med sine venner i to dage og forsvandt så igen til Paris.

I julen 1926 kom han på forklædt julebesøg i København:

"Den hvide Neger" forklædt i København.

Den  berygtede Forbryder kom ind i Landet paa falsk Pas. - En ny Brutalitet mod Kæresten.

Det lader til, at det danske Politi Ikke saa let bliver fri for den berygtede københavnske Alfons Oluf Nielsen, ogsaa kaldet "Den hvide Neger". For nogle Maaneder siden blev han anmeldt af sin Kæreste, og da han mærkede, at Jorden brændte under Fødderne paa ham, og der ventede ham en længere Fængselsstraf, stak han af til Udlandet, og Politiet gjorde sig ikke synderlige Anstrengelser for at faa ham tilbage hertil.

For nogen Tid siden fik man som meddelt Underretning om, at han i Rotterdam havde faaet udstedt et falsk Pas paa Navnet Poul B. Møller, og Politiet satte sig den Gang i Forbindelse med de hollandske Myndigheder for at faa lidt nærmere Rede paa "Negerens" Forhold i Udlændigheden.

Forklædt med falsk Fuldskæg.

"Den hvide Neger" har imidlertid været frækkere, end selv Politiet formodede, thi medens Retfærdighedens Haandhævere troede, at "Negeren" sad et eller andet Sted i Udlandet, dukkede han, i F. "B. T.", den 2. Januar stilfærdigt op i København.

Han kom hertil paa det falske Pas som Styrmand Poul Møller, og han havde anlagt sig et pragtfuldt falsk Fuldskæg. Fuldskægget gjorde "den hvide Neger" saa godt som ukendelig, og i et Par Dage promenerede han nok saa flot paa de gammelkendte Steder paa Vesterbro, hvor han hilste paa Venner og Bekendte, som han navngav sig overfor, og der var Glæde og Munterhed, hvor han kom frem, da han paa ingen Maade syntes at mangle Penge, og var en flot Giver.

Han lokker sin Kæreste med til Hamburg.

Negeren havde dog et andet Formaal med at komme herop end ligefrem for at hilse paa Venner og Bekendte. Han vilde ogsaa besøge en af sine mange Kærester, Kaja Andersen, og hende kom han ikke alene i Forbindelse med, men han fik hende overtalt til at tage med til Hamburg.

Han blev dog ikke ret længe i København. Da han havde faaet Kæresten til at tage med til Hamburg, stak han af, og det var i rette Tid, da Politiet nemlig Dagen efter af en Stikker havde faaet at vide, et Negeren var i Byen, og alle Opdagerne var sendt ud efter ham, men de kom som sagt for sent.

Han truer Kæresten med en Dolk.

I det fremmede maa Kærligheden imidlertid hurtigt være forsvundet; det varede nemlig ikke længe, før den hvide Negers gamle Brutalitet kom op i ham, og han gav sig til at mishandle Kaja Andersen. Han slog hende, og en skønne Dag truede han med at myrde hende med en Dolk. Saa blev det hende for broget, og hun flygtede fra det Pensionat, hvor de begge boede. Hun havde dog ikke saa mange Penge, at hun kunde komme hjem, hvorfor hun satte sine Ejendele i Pant hos Logisværtinden, og det var Meningen, at hun skulde sende Penge, naar hun var naaet tilbage hertil.a

Da hun fra København skrev efter Tøjet, som hun bad om matte blive sendt paa Postopkrævning, fik hun det Svar, at Oluf Nielsen, alias den hvide Neger, havde været og hentet det og antagelig solgt det.

(Demokraten (Århus) 1. februar 1927).