Anna Greibe 1862-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Kongelig skuespiller Anna Greibe f. Ingwersen døde i 1926:

Skuespillerinde Fru Anna Greibe.

En af de første Sæsondage i 1880 stod der en ganske ung og blond, spinkel, men nydelig Kvinde paa Det kongelige Teaters Scene.

Debutantinden hed Anna Ingwersen og kom fra Slagelse, den samme By, hvor Ella Ungermann senere voksede op. Hun var kun atten Aar gammel, født den 18. September 1862 i Birkerød, men tidligt bosat i Slagelse, hvor Faderen Frantz Peter Ingwersen ejede Bryggeriet Poulsbjerg.

I hans gæstfrie, kunstnerisk interesserede hjem voksede fire Børn op, og de tre Døtre var alle teaterbegejstrede; Fru Elisabeth, der endnu lever, er gift med Direktør Chr. Jensen, Nationalforeningen, mens begge de to andre gik til Scenen. Den yngste, Johanne, spillede en kort Tid paa Folketeatret, men trak, sig tilbage efter sit Giftermaal med en Fætter, Arkitekt Ingwersen.

Anna kom til København og læste med Fru Heiberg, der satte megen Pris paa hende. Hun debuterede som Titania, huskes i flere Ungpigeroller, for Eksempel Agnete i "Elverhøj", og senere var hun ikke ilde som Englænderinden Miss Watson i "Hvor man keder sig". Men alligevel gled hun langsomt tilbage i andet Plan, og efter otte Aars Forløb rejste hun tilbage til Forældrene.

Hendes Helbred var altid sart, og en senere Gæsteoptræden paa Folketeatret endte med et nervøst Sammenbrud for hende. En Tid var hun gift med afdøde Redaktor Greibe, senere holdt hun Hus for en københavnsk Forretningsmand.

Fru Greibes Nærmeste og andre, der kom i Berøring med hende, satte megen Pris paa hendes milde, beskedne Sind. Hun var trods stadig Interesse for Teatret tig Pligtopfyldelse i sin Gerning alligevel et Menneske, hvem Livet havde taget ret haardt paa. 

I de sidste Aar fik hendes Sprogkundskab god Anvendelse i Oversætterarbejde. Ved Juletid maatte hun underkaste sig en alvorlig Operation paa Frederiksberg Hospital, kom sig delvis, men bukkede i Gaar Morges under for en stærk, Influenza.

(Nationaltidende 11. maj 1926. 2. udgave).

Anna Greibe blev begravet på Vestre Kirkegård nær ved Nordre Kapel, hvorfra bisættelsen også fandt sted.

Niels Pedersen (1872-1926). (Efterskrift til Politivennen)

Statskonsulent Niels Pedersen.

Fra København er der kommen Meddelelse om. at Statskonsulent Niels Pedersen Lørdag Aften stille og roligt er afgaaet ved Døden. Budskabet herom vil overalt i danske Mejerikredse saavel som i den By, hvor han gennem mange Aar havde sin Bopæl, og som han lærte at holde af, blive mødt med Sorg og Vemod. Thi Statskonsulenten var en usædvanlig dygtig og afholdt Mand, og man staar uforstaaende overfor, at skulde gaa bort i sin bedste Alder, i en Tid, da man skulde synes, den stoute Mand havde Evner, Kræfter og Vilje til endnu i mange Aar at fortsætte sin Gerning til Gavn for det danske Mejeribrug. Alligevel kan det siges, at Døden ikke kom uventet. Niels Pedersen blev for nogle Maaneder siden angrebet af en Rygmarvssygdom, der langsomt og snigende gjorde det af med den stærke Mands Konstitution. Sygdommen lammede først hans Ben, og trods al lægekunst bredte den sig længere op, saa Niels Pedersen tilsidst blev det, der mindst af alt passede for ham, det, han nødigst vilde være: afhængig af andre.

For en Maaneds Tid siden mente Lægerne paa Rigshospitalet, hvor han tilsidst blev behandlet, at Krisen var overstaaet, og at det vilde gaa fremad mød fuldstændig Helbredelse. Men Haabet skuffede, og da en af hans Venner i Struer tog over for at hente ham hjem i Automobil, sagde Lægerne, at Statskonsulenten ikke de første Uger vilde have Kræfter nok til at kunne taale den lange Transport. Bedringen viste sig at være en sidste Opblussen af Kræfterne, og i de sidste Dage havde Niels Pedersen selv tabt Troen paa Helbredelse. Og nu hans Livslys stille og roligt brændt ud.

Statskonsulent Niels Pedersen var født i Bramdrup ved Kolding den 20. August 1872 som Søn af Forpagter Gitr. Pedersen. Han tog Præliminæreksamen og fik saa Lov at følge sin Lyst: Mejerivæsenet. Da han aftjente sin Værnepligt, blev han uddannet til Befalingsmand og gjorde Tjeneste som Løjtnant et Aars Tid. Han kom derefter paa Ladelund Mejeriskole og blev uddannet der, hvorefter han fungerede som Mejerist nogen Tid. Han kom saa i Forbindelse med Det kgl. danske Landhusholdningsselskab og blev Instruktør for Tilvirkningen af fersk Smør til Eksport. I Efteraaret 1894 skete der en omfattende Forandring indenfor det danske Mejerivæsen, og det viste sig. at de tre Statskonsulenter, der var ansat paa dette Tidspunkt, ikke kunde overkomme Arbejdet under de ny Forhold. Der blev saa oprettet et fjerde Distrikt, som kom til at omfatte Thisted, Viborg, Ringkøbing samt en Del af Hjørring og Ribe Amter, og da den ny Stilling skulde besættes, faldt Valget paa den unge Mejerimand Niels Petersen. Han fik Bopæl i Struer og kom hertil den 15. April 1896 efter at have gennemgaaet et Kursus paa Landbohøjskolen. Den ny Statskonsulent, Løjtnanten, som man kaldte ham, blev mødt med Skepsis, men det varede ikke længe, inden alle indenfor Kredsen var enige om, at noget bedre Valg kunde der ikke være truffet. Niels Pedersen fik alle Mejerifolk til Venner, og han blev mødt med Tillid og Tiltro overalt. Til at begynde med var det kun Produktforhold, han beskæftigede sig med, men længe varede det ikke, inden Erfaringen havde sat ham i Stand til at give gode Raad ogsaa med Hensyn til Driften og Anlæg af ny Mejerier, og nu blev der ikke bygget et nyt Mejeri, uden at Niels Pedersen først var bleven spurgt til Raads. Et halvt Hundrede Bøtteudstillinger blev der holdt hvert Aar i hans Distrikt, og han var med til dem alle, talte med Mejeribestyrerne om hver enkelt Prøve og holdt Foredrag om faglige Emner for de unge Mejerister, som var kommet for at høre og lære. Som Aarene gik, kom Niels Pedersen med i Ledelsen af de forskellige Organisationer, som har gjort dansk Mejeribrug til det, det er, f. Eks. Statens Mejeriudvalg og Foreningen af jydske Landboforeningers Mejeriudvalg. Sin Forbindelse med Mejeriskolen paa Ladelund vedligeholdt han ogsaa gennem Aarene. I Struer var der god Brug for hans Evner, men hans stadige Færden paa Rejser gjorde, at han nødigt vilde have offentlige Hverv i sin By. Menighedslivet havde hans varme Interesse, og han var Medlem af Menighedsraadet. Med Hensyn til Byens Sundhedsforhold mente han heller ikke at kunne undslaa sig fra af stille sine Evner til Raadighed, og han lod sig vælge til Medlem af Sundhedskommissionen ....

Saaledes er i korte Træk Statskonsulent Niels Pedersens Levnedsløb. Alle havde regnet med, at han endnu havde en lang Arbejdsdag for sig. Han var i Ordets bedste Forstand en god Mand, og hans Minde vil komme til at leve længe, ikke blot i Struer, men i hele den Mejerikreds, hvis Ledelse var overladt til ham. Han gik op i sin Gerning, og han var fuldkommen Ekspert paa sit Omraade. Et af de sidste Møde, om ikke det sidste, var i Viborg Amts Mejeri- og Mejeristforening. Han talte om den stigende Konkurrence, det danske Smør kom ud for, og lagde Mejeribestyrerne paa Sinde at lægge sig i Selen for at faa skabt det allerbedste Produkt og faa Leverandørerne til at gøre det samme. Saa sluttede han sin Tale, men kom straks efter i Tanker om en Ting. han havde glemt, og han tog Ordet paany for at fremhæve Vigtigheden af at sørge for gode Drifter, som ikke kan foraarsage Mug paa Smørret.

Det blev vist hans sidste Ord til en Forsamling at Mejeribestyrere. Og derfor vil de sikkert blive husket og taget til Efterretning. 

Allerede den Gang var Niels Pedersen syg. Han maatte gaa, støttet til to Stokke, men han kunde stadig køre sin Automobil, og han regnede ikke sin Sygdom, troede nærmest, at den skyldtes et forbigaaende Gigtanfald. Men saaledes var det altsaa ikke. Statskonsulenten maatte snart efter gaa til Sengs, og han rejste sig ikke helt fra Sygelejet. selv om han for et Par Maaneder siden ved at opbyde alle sine Kræfter naaede at komme med til sin Datters Bryllup med Læge Ludvig Christensen, København, i hvis Hjem han nu er død. Foruden sin Datter efterlader Niels Pedersen Hustru og en Søn, der er ansat som Bogholder i Smøreksportforeningen i Horsens, samt sin gamle Moder.

Da han i 1921 holdt 25 Aars Jubilæum som Statskonsulent, skrev en Indsender i Dagbladet et smukt og sandt Digt til ham. Vi skal genoptrykke et Par af Versene, der viser, hvordan Niels Pedersen var, og hvorledes Mindet om ham vil blive bevaret:

Aldrig forgæves hos ham Raad du hentet,
redebon gav mer', end det var ventet,
Aldrig hans Evner og hans store Viden skuffede siden.
Stærk var hans Vilje, klare var hans Tanker;
varmt var hans Hjerte, som for Ret kun banker.
Rige hans Evner, som ham Kraft forlene andre at tjene.

*

Et Mindeord

Statskonsulent Hørlyck, Aarhus. udtaler i Anledning af Statskonsulent Niels Pedersens Død, at Budskabet om dette Dødsfald har vakt Vemod blandt Niels Pedersens Kolleger. Hans Virksomhed var den stille Mands, og han virkede sejgt for de Maal, han havde sat sig. Forud for hans 25 Aars Jubilæum 1921 skrev "Mælkeritidende" hl. a.:

"Ved Ringkøbing Amts Mejeriforenings Jubilæum i Fjor udtalte Niels Pedersen: Egnen her er blevet flyttet 20 Mil Øst paa, idet Mejeribruget har gjort det muligt for det vestjydske Landbrug at omsætte den stedlige Avl til fordelagtige Priser. Og ved hans eget Jubilæum, hvor 300 Mennesker fra forskellige Egne i hans Distrikt hyldede ham, gik det som en rød Traad gennem de mange Taler, at ved denne Flytning havde Niels Pedersen været en udmærket Hjælper."

Dette er rigtigt. Niels Pedersen har været det danske Mejeribrug en af dets allerbedste Mænd.

(Holstebro Dagblad 3. maj 1926).

Niels Pedersen blev begravet fra Nordre Kapel på Vestre Kirkegård 7. maj 1926. Kapellet var fyldt til sidste plads. Den 1. maj 1927 blev afsløret en mindesten på hans grav på Vestre Kirkegård.

Oliver Bishop Harriman (1887-1926). (Efterskrift til Politivennen)

Oliver Bishop Harriman var ud af en kendt jernbanekongeslægt: Hans forældre var James Low Harriman (1857-1928) og Elizabeth (Bishop) Harriman (1865-1934). Faderen var søn af Oliver Harrriman som var nevø til E. H. Harriman og arvede en formue. Oliver B. Harriman blev universitetsuddannet i USA. Han var sekretær ved ambassaden i Berlin marts 1916. Charge d'affaires i Montevideo, Uruguay. 7. januar 1923 sekretær ved ambassaden i London. Han kom il København fra London i juli 1923 og skulle 1. juli 1926 have været flyttet til Warszawa. 

Han nåede ikke at blive gift.  9. december 1925 sejlede han fra USA til København - uden sin brud Helen Vilmorin Michell, datter af Henry F. Michell. Brylluppet skulle have fundet sted 10. december 1925, men blev pga. afrejsen udskudt til foråret. Grunden blev i Washington Times angivet at være at Oliver skulle have en ny diplomatisk post i et fjernt hjørne af verden og forældrene skulle vænne sig til at være så langt fra deres datter. 

Oliver var kommet på et 10-dages besøg i USA, bl.a. til familien Michell. State Department havde ikke offentliggjort noget om grunden til forflyttelsen. (se The Washington times 3. december 1925).

Den amerikanske Chargé d'Affaires pludselig død.

Uventet og brat er den amerikanske Chargé d'Affaires, Legationssekretær Oliver B. Harriman igaar Efterrmiddags afgaaet ved Døden i sin Privatlejlighed i Amaliegade.

Kammertjeneren fandt ham ved 5-Tiden inde i Soveværelset liggende livløs paa Sengen, og alarmerede nu øjeblikkelig Legationspersonalet, hvorpå Kancellisekretæren, Mr. Hayes, der opholdt sig i Gesandtskabet, straks kom tilstede, og kort efter indfandt ogsaa Generalkonsulen, Mr. Letcher, sig. De var begge dybt rystet over, hvad der var sket, og naturligvis satte de sig omgaaende i Bevægelse for at faa fat i Lægen, Dr. med. Tage Iversen, der dog ved sit Komme kun kunde konstatere, at Døden var indtraadt, og at den skyldtes et Hjerteslag. For at faa dette retslig fastslaaet og for paa Forhaand at afværge enhver løs Gisning med Hensyn til Dødsaarsagen, lod man straks Liget overføre til Retsmedicinsk Institut til Undersøgelse. 

For Legationens Medlemmer virkede Mr. Harrimans saa bratte Bortgang særlig rystende, fordi han hele Formiddagen igaar havde været i Gesandtskabet og arbejdet med frisk Energi og i bedste Humør. Ved 2-Tiden var han gaaet hjem til Lunch i sin private Bolig, Amaliegade Nr. 14, altsaa i Ejendommen lige ved Siden af Gesandtskabspalæet - - . Saasnart han havde spist, var han gaaet ind i sit Soveværelse, og her var det altsaa, at hans Kammertjener fandt ham nogle Timer senere. Han laa halvt afklædt paa Sengen, og meget kunde tyde paa, at han stod i Begreb med at tage sig et Bad eller ogsaa har han følt sig noget utilpas og villet hvile sig lidt, forinden han igen begav sig tilbage til sit Arbejde i Legationen, hvor man bestemt ventede ham tilbage efter Lunchen.

I den sidste Tid havde Mr. Harriman haft visse Symptomer paa en Hjærtelidelse og et Par Gange havde han om Natten haft lettere Kvælningsanfald, der ængstede ham en Del, men Ingen anede, at Sygdommen var saa alvorlig, og Døden saa nær.

Den afdøde Legationssekretær var født den 25. Maj 1887, og tilhørte en Rigmandsslægt - Jernbanekongen Harriman var saaledes ret nær i Familie med ham - og selv var han meget velhavende. Han havde faaet en glimrende Uddannelse ved Harvard Universitetet, og blev derefter Privatsekretær hos den amerikanske Ambassadør i Chile. Den 20. Juni 1915 begyndte han sin egentlige diplomatiske Karriere, blev i 1916 udnævnt til Sekretær ved Ambassaderne i Berlin og Wien, i Juni 1917 kom han til Havana paa Cuba og derfra til Mexico City. Efter nu en Tid at have virket som legationssekretær i Uruguays Hovedstad Montevideo, kom han i August 1921 til London, og det var fra denne Post, han i Juli 1923 forflyttedes til København, hvor han beklædte Stillingen som Første Legationssekretær, og ved Gesandten. Dr. Princes Bortrejse overtog han Hvervet som Chargé d'Affaires. idet den nye Gesandt, Mr. Dodge, først i Midten af denne Maaned ventes hertil. Mr. Harriman selv skulde den 1. Juli være afrejst herfra til Warszawa, hvor han ligeledes skulde have været Førstesekrelær ved det derværende amerikanske Gesandtskab.

Mr. Harriman var af Holdning og i hele sin Apparition den typiske Patricier, og han førte sig med en egen Værdighed, der af dem, der ikke kendte ham, let kunde udlægges som Arrogance. Bag denne tilsyneladende Utilnærmelighed skjulte sig et meget følsomt og maaske lidt saarbart Sind, og af Karakter var han baade usnobbet og sanddru, hans Død vil af alle, der var kommen ham paa nærmere Hold, føles som et smerteligt Tab.

*

Den afdøde Legationssekretær var meget sportsinteresseret, og var bl. a. en ivrig Automobil ud. Hans prægtige Lancia-Car saas ofte paa Byens Gader og paa Vejene i dens Omegn, altid med ham selv ved Rattet. Tennisspillet drev han ogsaa med megen Dygtighed, og han havde naaet en saa fremragende F'ærdighed at han for et Par Aar siden ikke helt uden Held deltog i en Turnering mod Tennismesteren Ulrich. Ude paa de lukkede Tennisbaner var han en daglig Gæst, lige til han for en lille Maanedstid siden begyndte at faa sine Hjerte anfald.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. maj 1926).

Der må vel være tale om tennisspilleren Einer Ulrich (1896-1969), far til tennisspillerne Torben Ulrich og Jørgen Ulrich og farfar til Metallica-trommeslageren Lars Ulrich. Han spillede tennis i AB fra 1918 og var en af Danmarks bedste spillere fra 1920'erne til 1940'erne. 

Edward Henry Harriman (1848-1909) var en af de førende nordamerikanske "jernbanekonger" i slutningen af 1800-tallet. Hans karriere indenfor denne branche startede i Illinois Central. I 1898 var han med i det syndikat som erhvervede Union Pacific Railroad Company der på det tidspunkt var bankerot. Han fik konirol over  Southern Pacific in 1901. Konkurrencen med James J. Hill for kontrollen over Northern Pacific førte til en af de mest alvorlige finanskriser på Wall Street. Hans forretningsmetoder mødte hård kritik, også fra præsident Theodore Roosevelt in 1907.

Den amerikansk Chargé d'Affaires Mr. Harrimans Død.

Sjældent har en Begivenhed gjort saa dybt et Indtryk indenfor den herværende diplomatiske Verden som den amerikanske Chargé d'Affaires, Mr. Harrimans pludselige Død.

Saa godt som alle Gesandterne og de fleste af den Afdødes øvrige Diplomatkolleger indfandt sig paa Mr. Harrimans private Bopæl i Amaliegade, hvor de lagde deres Kort. Ogsaa Direktøren for Udenrigsministeriet. Grev Reventlow gav paa samme Maade Udtryk for sin Deltagelse.

Generalkonsul Letcher har som den ældste indenfor den herværende amerikanske Repræsentation foreløbig taget Ledelsen i sin Haand.

Som Svar paa en Forespørgsel fra Mr. Letcher til State Departement kom der igaar fra Washington telegrafisk Ordre om snarest at sende Mr Harrimans Lig med Damper til New York. Generalkonsul Letcher, der allerede Lørdag Aften, assisteret af Kancellisekretæren Mr. Haves, gik igang med at ordne den Afdødes Efterladenskaber, hans Papirer og øvrige Ejendele, var hele Dagen igaar travlt optaget af de mange Forberedelser til Ligets Overførelse til Amerika, der skal foregaa med den først afgaaende Damper. Det bliver "Hellig Olav'', der forlader København Fredag Formiddag den 7de Maj.

Liget skal nu først balsameres og saa vil der inden det føres herfra blive foranstaltet en Sørgehøjtidelighed i den engelske Kirke.

Udenrigsministeriet i Washington har telegraferet til den amerikanske Ambassade i Berlin, om snarest at sende en Sekretær hertil for at han kan overlage Hvervet son Chargé d'Affaires efter Mr Harriman, indtil den nye Gesandt, Mr. Dodge, antagelig om et Par Uger, indfinder sig. Det bliver saa vidt vides Mr. F. Wiley, der vil blive sendt herop. Denne overordentlig sympatiske Diplomat vil sikkert endnu erindres af mange fra sit fleraarige Ophold her som Sekretær ved Legationen. I de tre-fire Aar, der er forløbet siden, har han først været Ambassadesekretær i Madrid og senere i Peru, hvorpaa han for et Aars Tid siden blev forflyttet til Berlin. Med sit store Kendskab til danske Forhold besidder Mr. Wiley de bedste Forudsætninger for paa fyldestgørende Maade at kunne bestride Chargë d'Affaires-Hvervet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1926).

Fra den engelske Kirke i København blev i Gaar den amerikanske Charge d'affaires Harriman lægravet. Vi bringer ovenfor et Billede af Begravelsen, man ser her Kammerherre Krieger som Repræsentant for Kongen bevidne den nye Charge d'affaire Mr. E. Wiley Kongens Deltagelse. Foto fra Helsingørs Avis 8. maj 1926.

Den amerikanske Diplomats Begravelse i Gaar

Chargé d'affaire Oliver Bishop Harriman blev i Gaar under meget stor Deltagelse begravet fra den engelske Kirke.

Pladsen foran den engelske Kirke i Grønningen var i Gaar Eftermiddags opfyldt af elegante Luksusbiler, ud af hvilke sortklædte Damer og Herrer stod og begav sig ind i Kirken, hvor de indenfor Indgangen modtoges af den amerikanske Chargé d affaires, John Wiley, der er kommen hertil fra Berlin for at varetage Forretningerne efter sin afdøde Kollega, Oliver Bishop Harriman.

Den afdøde Diplomats svære Egetræskiste stod under Korets Spidsbuehvælving, dækket af et mægtigt Stjernebanner. Kisten var omgivet af en hel Palmelund og Kandelabrer med viftende Stearinlys, der skinnede gulligt mod den mørkegrønne Baggrund.

Det dunkle Kirkerum, hvor Solens Straaler holdes ude alfprægtige Vinduesmalerier, fyldtes lidt efter lidt af en meget celeber Forsamling. Nærmest Kisten sad Kammerherre Krieger som Repræsentant for Kongen, medens Kabinetssekretær C. P. M. Hansen repræsenterede Dronningen. Paa de øverste Stolerækker saas saa godt som alle de herværende udenlandske Gesandter med deres Doyen, den belgiske Gesandt, Mons. Allart, i Spidsen. Enkekejserinde Dagmar var repræsenteret af Fyrst Dolguruki, og endvidere saas den tidligere russiske Minister, Baron Meyendorff. Af de danske Ministre var Statsminister Stauning og Udenrigsminister, Grev Moltke til Stede. Fra Udenrigsministeriet mødte Afdelingschef Valeur, og baade den kommanderende General, Generalløjtnant Ellis Wolff, og Viceadmiral Konow havde givet Møde, ligeledes Københavns Kommandant, Generalmajor Nyholm, ligesom Overpræsident Jensen og Borgerrepræsentationens Formand, Landstingsmand J. A. Hansen, var i Følget.

De fremmede Diplomater var alle i Redingote med Undtagelse af den amerikanske Militærattache, der var i Uniform. De danske Officerer var ogsaa i Uniform; men ellers var Paaklædningen civil Formiddagsdress.

Sankt Albans engelske kirke. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et pragtfuldt Blomsterflor.

Der duftede af Fornar i Kirken, fra Blomsterne, der smykkede Alteret og Prædikestolen, og fra de mange pragtfulde Kranse. Der var Kranse fra Kongen og Dronningen, Prins Gustav, Prins og Prinsesse Axel, Prins og Prinsesse Viggo, Storfyrstinderne Xenia og Olga, og alle Gesandtskaber og legationer her i Byen. Brede Silkebaand i alle Nationers Farver saas Side om Side ned ad Midtergulvet og paa Stolerækkerne. Der var ogsaa en Krans fra Fællesrepræsentationen for Dansk Industri og Haandværk. Det var en lille Formue i Blomster, og der maatte flere Vogne til at køre dem fra Kirken ud paa Kirkegaarden.

Sørgehøjtideligheden begynder.

Nu fyldte Orgelets Toner Kirkerummet, og medens alle rejste sig, bevægede en hvidklædt Procession sig op gennem Kirken. Det var Korets Medlemmer med de smaa Kordrenge forrest, og blandt Korets voksne Medlemmer genkendte man Operasanger Jørn Nielsen, der som Dreng har været i Koret, og som man derfor endnu sender Bud efter ved højtidelige Lejligheder.

Processionen sluttedes af Kirkens Præst, den gamle, ærværdige Rev. Mortimer Kennedy, der paa sin hvide Præstedragt bar Dannebrogsordenens Ridderkors. Koret tog Plads ved Kistens ene Side og Præsten ved den anden, hvor han, snart staaende, snart knælende, bad Ritualets Bønner, medens Koret svarede ham og først sang "Nearer, my God, to Thee" paa en Melodi, som ikke er saa iørefaldende som den, vi kender herhjemme fra "Titanic's Undergang, og tilsidst "Lead, kindly Light", der sluttedes med Handels pragtfulde Sørgemarch, under hvilken Kisten blev baaret ud af Kirken af uniformerede Ligbærere.

Nogen Tale over den Døde blev ikke holdt. Da Følget forlod Kirken, stod Mr. Wiley ude i Forhallen og takkede hver enkelt.

Paa Vestre Kirkegaard.

Fulgt af en halv Snes Biler med det amerikanske Gesandtskabs Medlemmer med Damer og en Del at den Afdødes yngre Kolleger fra de andre Legationer kørte Ligvognen med Kisten ud til Vestre Kirkegaard, hvor den amerikanske Regering, som bekostede Begravelsen, har købt et stort Gravsted. Det er beliggende umiddelbart bag Kapellet og har kostet 3000 Kr. Den unge Diplomat vil dog vist kun foreløbig komme til at hvile i dansk Jord. Hans Lig er bleven balsameret paa Retsmedicinsk Institut, og det er Meningen, at det en Gang skal sendes til Amerika. Liget er i en Zinkkiste, og Egetræskisten udenom den er tre Tommer tyk, saa den kan nok i nogle Aar modstaa Jordens Indvirkning.

Pastor Kennedy, der i sin hvide Præstedragt med den mærkelige sorte Hue paa Hovedet virkede underlig fremmedartet ude paa Kirkegaarden med de mange danske Navne paa Gravstenene, forrettede Jordpaakastelsen, hvad der skete, før Kisten var sænket i Graven, da han, gammel som han er, lider af Svimmelhed og ikke tør gaa op ved en aaben Grav. Saa sænkede Ligbærerne Kisten i Graven. Solen skinnede, og Fuglene sang. Den unge Amerikaner hviler nu midt i det danske spirende Foraar, og snart vil Græsset gro grønt og frodigt paa hans Grav mange Hundrede Mil fra hans Hjemstavn og dem, der havde ham kær.

(København 8. maj 1926).

Oliver Bishop Harrimans gravsted på Vestre Kirkegård afd. H-11-61. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Til ære for ham indstiftede moderen Elizabeth Templeton Bishop Harriman AFSA Scholarship Fund med 25.000 $ (svarende til 435.000 2024-$). Gravstedet eksisterer stadig. Om liget blev fragtet til USA har hverken kunnet be- eller afkræftes.

Martin Olsen 1853-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Se også indslaget Martin Olsen 70 Aar på denne blog i anledning af hans 70-årsdag i 1923.

Martin Olsen død.

Landstingsmand Martin Olsen er i Gaar Eftermiddags Kl. 3.50 stille og rolig afgaaet vad Døden paa Frk. E. Gøtzsches Klinik i Chr. IX's Gade. Dødsaarsagen var Hjærteforkalknlng. Afdøde blev 73 Aar gammel.

Martin Olsen fødtes d. Februar 1853 i Vejle. Han blev udlært som Snedker Aaret efter, at Louis Pio havde tændt Socialismens første Gnist i Danmark. Den ny Tids Tanker fængede i Martin Olsens livlige Sind. Men han drog i 1873 udenlands og blev borte i 6 Aar. Under større Forhold udvidede han sine Kundskaber og lærte mangfoldige Mennesketyper at kende. Han vendte tilbage, just som den første glansfulde Periode for den danske Arbejderbevægelse var ved at ebbe ud i Skuffelse og Modløshed. Han havde set det bryde og gære uden for vort Land og følte maaske derfor den hjemlige Modgang mindre knugende, hvortil vel ogsaa hidrog det sprudlende Humør, som Guderne gav ham i Vuggegave. Han var som selvskreven til at være blandt dem, der skulde bane ny Vej for den danske Arbejderbevægelse.

Efter mange Aars livlig Deltagelse i den politiske Bevægelse og Fagforeningernes Liv blev han i 1889 Formand for Bygningssnedkernes Fagforening, hvilken Post han beklædte til 1896. I 1892 blev han Formand for Snedkerforbundet, og da De samvirkende Fagforbund dannedes i 1898 traadte han til som Sekretær og som J. Jensens højre Haand. Ved Jensens Valg til Borgmester i 1903 rykkede Martin Olsen op paa Formandspladsen, en Tid tvang Sygdom ham til at søge Hvile, men han beklædte Formandspladsen, indtil han i 1909 yalgtes til Kommunalrevisor.

Jævnsides med hans store og betydelige Indsats i den faglige Bevægelse gik hans politiske og kommunale Virksombed. Allerede i 1897 rykkede han ind i Borgerrepræsentationen, hvori han uafbrudt havde Sæde til 1909 og 1 1901 erobrede han 8. Kreds, som han med et Aars Afbrydelse (1909-10) repræsenterede, indtil han i 1918 gik over i Landsthinget.

Som Fagforeningsmand kom Martin Olsens personlige Egenskaber ham til uvurderlig Nytte. Han var en dristig Mand, men han var ikke letsindig. Han undveg ikke Kampen, men han søgte den heller ikke uden Grund; han havde Evnen til hurtigt at finde Realiteten i et indviklet Problem, og han ejede en sjælden Evne til at fremstille sine Synspunkter klart og overbevisende. Hans grundige Kendskab til Fagforeningernes Maal og Veje gav sig Udtryk i den Bog han i 1901 skrev sammen med J. Jensen, men hans egenartede Stil finder man bedst i hans senere Skrift "Ned med de samvirkende Fagforbund". Det er ikke et Agitationsskrift i almindelig Forstand. Læser man det, er det, som saa man Martin Olsen staa paa Talerstolen og hørte ham i en kammeratlig og gemytlig Tone tage mod Angrebene og Misforstaaelserne en for en og imødegaa dem til sidste Trævl, hvast hvor det er fornødent, overbærende og skæmtende, hvor det strækker til, men aldrig saarende, fordi det jo er en Kammerat, der taler til Kammerater.

Politisk stod der i mange Aar Kampgny om Martin Olsens Navn. Han var jo Manden fra 8. Kreds, fra den Kreds maaske, der havde den mest ægte københavnske Kolorit, Nyboders Folk, Holmens faste Stok og de gamle Gyders brogede Vrimmel, men ogsaa med typiske Overklassekvarterer. Det var en vanskelig Kreds som næppe nogen anden end Martin Olsen kunde have skabt sig en saa sikker Position L Fra gammel Tid sad Militæraanden i Kødet paa store Dele af de Vælgere, der rettelig hørte Arbejderklassen til.

Martin Olsen fusede ikke frem imod dem. Han begyndte sindigt med at tale om deres Interesser og Hverdagsbekymringer; af Finansloven pillede han taalmodigt hver enkeltlille Post ud og viste, hvorledes Administrationen begik Uret og Overgreb, og han arbejdede med sine Sager, intet Spørgsmaal, om det saa blot drejede sig om en enkelt Vælgers Kaar, syntes ham for ringe. Saadan skabte han Tillid om sig og banede Vejen for Socialismens Idéer.

Martin Olsen var en stor Taler, men med smaa og fine Virkemidler. Hans Tale var gennembroderet af smaa fine Pointer, et sindrigt Billede, en velturneret Spydighed, en talende Sammenstilling, men først og fremmest blinkede gennem Ordene det samme lune Blink, som altid sad parat bag hans Brilleglas. Mange og store Sager har Martin Olsen ført frem paa Rigsdagen, naturligvis først og fremmest Sager, der havde Tilknytning til den faglige Bevægelse: 8-Timersdagen, Fabrikstilsya, Arbejdsløshedslove, etc. Han var i Landsthinget Ordfører i sine gamle Sager fra Folkethinget, og han var i den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Raadslagninger en kyndig Raadgiver 1isaadanne Sager.

Som Medlem af Arbejdsløshedsnævnet og Udvalget om Arbejdsløshedslovene udførte han et Kæmpearbejde. 

Man talte uvilkaarligt om Snedkersvenden Martin Olsen, skønt han i saa mange Aar var Thingmand, Kommunemand og Forgrundfigur paa saa mange andre Omraader. Men han vedblev altid at være Haandværkssvenden. Hans anerkendte Noblesse var Arbejderkultur. Arbejdet adlet Manden, naar Manden selv føler sit eget og Arbejdets Kald. Martin Olsen var det typiske Udtryk for en adlet, en selvhævdet, en ranket Arbejderstand. Naar han traadte frem l offentlige Sale, følte han, et han var Arbejder, men ikke i den gamle Tids Aand, der bød Underklassens Mænd at træde varsomt og sænke Stemmen paa de ophøjede Steder; han traadte myndigt frem som alles Ligemand, fordi han var en frigjort Arbejderetands kaarne Mand

Hans Død fylder os med Sorg, men Mindet om hans ranke Skikkelse og daadrige Liv vil leve længe.

 *

Budskabet om Martin Olsens Død indløb netop som Snedkerforbundets Forretningsudvalg var samlet til Møde i Anledning af nogle Forhandlinger med en norsk Kollega Hr. Søstad om det norske Forbunds Forhold nu under Lockouten.

Formanden for Snedkerforbundet Martin Petersen afbrød straks Forhandlingerne, da Forbundets Sekreter, H. N. Hansen, kom med Meddelelsen om Martin Olsens Død. I en smuk Tale mindedes Formanden Martin Olsen, der havde viet sine bedste Aar i Forbundets Tjeneste.

*

Martin Olsens Efterfølger.

Martin Olsen var landsthingsvalgt Medlem af Landsthinget. Første Suppleant for ham er J. A. Hansen, der er valgt som Repræsentant for København. Dersom J. A. Hansen ønsker at antage den ham tilkommende Plads, indtræder Borgerrepræsentant Fru Andrea Brochmann som hans Suppleant i Landsthinget.

(Social-Demokraten 29. april 1926).

Bålfærden foregik på Bispebjerg krematorium den 2. maj 1926. A. C. Meyer havde skrevet en sang til lejligheden. Overpræsident Jens Jensen holdt hovedtalen. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Martin Olsen er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling 5, rk. 21, nr. 14. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Fysisk Kuranstalt. (Efterskrift til Politivennen)

En moderne Kuranstalt.

Omtrent midt i Store Kongensgade ligger en Institution, som i Aarenes Løb har vundet Ry videnom. ikke blot herhjemme, men ogsaa i Udlandet. Det er Overlæge Carl Ottosens Lysbade og Kuranstalt for Behandling af forskellige menneskelige Svagheder, den ældste og største i sin Art i Norden.

Fysisk Kuranstalt, som dens officielle Navn er, uåbnedes omtrent samtidig med det kendte Skodsborg Badesanatorium, der ligeledes staar under Overlæge Ottosens Ledelse. I den sidste Tid har Anstalten undergaaet forskellige Udvidelser og Forbedringer, saa den nu optager det meste af den store Dobbelte ejendom Nr. 36 - 38. Dr. Ottosen har i disse Dage forevist Anstalten med dens mangfoldige Indretninger. Appnlater og Lokaliteter for Pressen.

Det er saare interessant at gøre sig bekendt med dette Institut i alle dets Enkeltheder og Forgreninger, saa vidt det lader sig gøre under en Times Aftenbesøg. Selvom apparaterne er installerede i 16 større og mindre Rum i Mezzaninen. Her findes Lægernes Undersøgelsesværelse, og Afdelinger for Bade og Vandkure, herunder alle medicinske og elektriske Bade, Lysbehandlinger fra Rødlys til Buelys, Radiosol og Højsolsbehandlinger, alle elektriske Behandlingsapparater, fra de mindre for Faradisering til de store for Fircellebade, Bergonisering og Diathermi. Endvidere Afdelinger for Massage og elektromekanisk Vibration.

Paa 1. Sal er Lægernes Konsultationsstuer, Kurgæsternes Salon, Sygegymnastikken og Patientværelser. I de andre Etager er ligeledes Patientværelser, Køkken og Spisesal for Kurgie-terne m. m. 

Og hvad er saa Anstaltens Formaal?

Ja, siger Dr. Ottosen, det er først at byde sunde og raske, der vil bevare og forhøje deres Livskraft og Arbejdsevne samt øge deres Modstandskraft over for Sygdomsangreb, god og bekvem Lejlighed dertil.

Dernæst at hjælpe halvt raske til en bedre Sundhedstilstand med fuldt Velbefindende, Energi og Handlekraft ved Forbedring af Blodet, Blodomløbet og Stofskiftet. Endvidere at være en alsidig Kuranstalt for Mennesker, der plages af gamle og forsømte Svagheder som Reumatisme, Mave og Tarmlidelser, Nervesvagheder af forskellig Art, Hovedpine og Søvnløshed, Blegsot og Blodfattigdom, Fodsyge, Sukkersyge, Kredsløbsforstyrrelser m m.

Endelig at være et Sted, hvor ældre og gamle, der er mere eller mindre medtaget af Livets Haardhed, kan faa Lejlighed til, ved passende Behandling, atter at komme til Kræfter. Dr Ottosen bemærker, at det sidste Formaal ikke er lykkedes mindre end de andre, hvilket ses af. at Anstalten blandt sine ældre Kurgæster tæller ikke saa faa, der for længst har passeret 80 Aars Alderen.

Hvor omfattende Virksomheden er, kan skønnes af. at der paa Kuranstalten alene sidste Aar er givet ca. 25,000 Vandbehandlinger, ca. 18,000 kolde og varme Pakninger, ca. 13,000 Lysbade, ca. 21,000 Massagebehandlinger - foruden Tusinder forskellige Lysbehandlinger, medicinske Bade, Teslabehandlinger og andre elektriske Kure.

Lægetilsynet udføres af Overlæge Carl Ottosen sammen med Kurlæge. Dr A. Lindahl; men for Resten har Anstalten hele Tiden været til Raadighed for Lægestanden paa den Maade, at dens Personale ogsaa tager andre Lægers Patienter under Beliandling, naar de møder med skriftlig Lægeerklæring.

Om et Par Aar kan den store Institution fejre sit 25 Aars Jubilæum. Dens Grundlægger, Dr. Ottosen, kan med Stolthed se hen paa. hvad der i de forløbne Aar yed hans energiske Virksomhed er vokset op fra en ringe Begyndelse.

(Morsø Folkeblad, 24. januar 1921).

Foto fra Nationaltidende, 19. april 1926, 2. udgave der viser Store kongensgade 36-38 udsmykket med guirlander og flag i anledning af 25 årsjubilæet.

Store Kongensgade 36-38 fra en lidt anden vinkel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Foryngelseskilden i St. Kongensgade

Fysisk Kuranstalt holder paa Mandag 25 Aars Jubilæum

I elektrisk Lysbad.

Fysisk Kuranstalt i Sf. Kongensgade fejrer paa Mandag 25-Aarsdagen for sin Aabning, og vi har i den Anledning aflagt den populære Anstalt et lille Besøg, for under Overlæge Carl Ottosens elskværdige Ledelse at forelage en Vandring gennem dens mange Afdelinger Denne moderne Kuranstalt, som saa mange Københavnere staar i et varmt Taknemmelighedsforhold til, er jo ikke blot et Sted, hvor kronisk Syge behandles, men ogsaa indrettet som en mangesidig Badeanstalt, hvor den Sunde kan finde alle de Hjælpemidler, der kan forhøje hans Sundhed, hans Arbejdsevne og hans Humør.

Disse elektro-hydroterapeutiske Behandlinger, disse Lys- og Massagebehandlinger, Vand og Svedekure, Massage-behandlinger, Sygegymnastiken osv., osv. har været søgt af mange Tusinde Mennesker i Aarenes Lob.

Antallet paa Badeanstaltens Gæster kan man ikke kontrollere, men det vides, at Anstalten i de forløbne 25 Aar har været besøgt af 24,225 Kurgæster eller egentlige Patienter, som i kortere eller længere Tid, som Regel 3-6 eller flere Uger, har underkastet sig Kuren.

Antallet af Behandlinger fordeler sig saaledes, at 9681 Patienter er behandlet for Nervesygdomme, 6784 for Gigt og Reumatisme, 2426 for Mave- og Tarmsygdomme, 2417 for Lidelser i Blodet, Blodkarrene og Hjertet, 1215 for Sukkersyge og andre Stofskiftelidelser, 965 for Luftvejslidelser, og endelig 737 for Nyre- og Blærelidelser.

Gaar man dernæst over til at undersøge, hvor mange fysiske Behandlinger af de forskellige Arter, som har været givet i de 25 Aar, kommer man til disse ret imponerende Tal: Af medicinske Bade (Saltbade, Saltgnidninger, Kulsyrebade, Nauheimerbade, Fyrrenaalsbade osv) 202,813, af elektriske Behandlinger 225,253, af hede og kolde Pakninger af hele Kroppen og enkelte Legemsdele 380,903, af Lysbehandlinger (Lokallys, Gløde- og Buelysbade, Højsolbade, Solarium, Polyaol og Radiosol) 427.478, af Massagebehandlinger 472,529 og af Bade og Vandbehandlinger af alle Arter 561,180.

Det betyder, at der tilsammen i de 25 Aar er givet over 2 ½ Million fysiske Behandlinger!

Saaledes er der virkelig noget at jubilere for paa Mandag. Overlæge Ottosen har for det første udsendt et smukt lille Jubilæumsskrift, for det andet har hans Hustru, Fru Johanne Ottosen, i Dagens Anledning forfattet en "Vegetarisk Kogebog for enhver Husholdning", for det tredie aabnes hele Kuranstalten Søndag Eftermiddag fra Kl. 2 ½- 6 for interesserede Københavnere, som her vil faaet Kig ind i de mange mystiske Ting, der til daglig gaar for sig i St. Kongensgade 36, og endelig fejres selve Jubilæumsdagen paa Mandag ved forskellige interne Festligheder.

(Nationaltidende, 17. april 1926).

En af patienterne på kuranstalten var Jeppe Aakjær som lå her i 1927. Marts 1927 blev Aakjær indlagt på Rigshospitalet med sukkersyge og fik koldbrand i sin venstre fod. Lægerne overtalte ham til at lade sig indlægge på Fysisk Kuranstalt i Store Kongensgade. Han blev udskrevet 13. maj 1928. Han skrev sine erindringer her og nåede 3 bind før han døde 22. april 1930.

Typisk annonce for Fysisk Kuranstalt, her fra Helsingørs Avis, 5. april 1929.

Fysisk Kuranstalt var anlagt af lægen Carl Jacob Ottosen (1864-1942) omkring århundredskiftet. Den eksisterede endnu i 1960'erne. Foto fra Ærø Venstreblad, 16. april 1926. Nationaltidende, 18. april 1926 bragte nogle fotoer fra anstaltens indre.