Redaktør, landøkonom og politiker Anton Jacob Bing (8.4.1849-31.5.1926) blev 1866 student og uddannede sig indenfor landvæsenet, blev landbrugskandidat 1871 og var 1873–1877 forpagter og 1877–1890 ejer af Mullerupgård ved Slagelse.
Han var 1883–85 konsulent i husdyrbrug for Sorø amts landøkonomiske selskab og redaktør af selskabets medlemsblad. 1893–1909 sekretær for Forbundet af sjællandske kvægavlsforeninger og redaktør af Kvægavistidende. 1888–90 landvæsenskommissær for Holbæk amt. 1901-1902 medredaktør for Ugeskrift for Landmænd, 1903-1921 eneredaktør. På Landhusholdningsselskabets opfordring forestod han udgivelsen af J. B. Krarups "Beskrivelse af Landbrugets Udvikling i Danmark fra 1835 til Nutiden" IV (Fyn), 1901 til hvilket bind materialet forelå fra Krarups hånd. I "Landbrugets Ordbog" har B. skrevet biografierne af afdøde landøkonomer.
1911–17 var han formand for Foreningen af danske landøkonomiske tidsskrifter, 1893–1909 medlem af Det kgl. danske landhusholdningsselskabs lærlingeudvalg og fra 1922 af dets bestyrelsesråd. 1901–03 var han medlem af folketinget som repræsentant for Slagelsekredsen og tilhørte venstrereformpartiet, men faldt ved valget 1903.
Anton Bings Jordefærd
Paa mosaisk vestre Kirkegaard.En stemningsfuld Sørgehøjtidelighed.
(Fra vor særlige Hovedstadsmedarbejder.)
København, Torsdag
Det er underligt nok, men i det daglige Liv mærker man herinde i den store By saa overmaade lidt til den dog ret talrige Repræsentation for den jødiske Race, der lever her. Maaske ligger Forklaringen herpaa eller en Del af den i den Kendsgerning, at København ikke som saa mange andre Storstæder ude i Europa har noget jødisk Proletariat - jeg taler ikke her om de polske og russiske Jøder, der kom herind i Krlgsaarene, men om de danske Jøder. Det var gamle Gehejmeraad Glückstadts Stolthed. Jøderne sørger selv for deres Fattige - og sørger godt for dem. "Har nogensinde en dansk Jøde betlet ved Deres Dør?" spurgte han mig engang - og jeg maatte indrømme det: Nej! Og vi erkender jo alle med Glæde, at vi har mange gode. danske, nationalt tænkende og følende Medborgere blandt Mændene af saadanne dygtige, jødiske Slægter, som dem, der bærer Navnene Hirschsprung, Adler, Bing, Hertz, Trier, Melchior, David, Goldschmidt, Dessau, Levysohn, Henriques og mange andre, der til manges Misundelse vel har erobret sig ledende og indflydelsesrige Stillinger i vor Forretnings- og Finansverden, men sandelig ogsaa paa faa Undtagelser nær - der er jo braadne Kaar i alle Lande - har gjort Danmark baade Gavn og Ære.
Dette gælder ikke mindst den talrige Bingske Slægt, som har fostret mange udmærkede Mænd. Til denne gamle Patricierslægt hørte den Mand, Slagelse-Kredsens tidligere Folketingsmand. Redaktør Anton Bing. den stille, fine, gamle Herre, som i Dag jordfæstedes paa mosaisk vestre Kirkegaard. En Jordefærd derude - og pludselig mindes man om, hvor talrige de i Virkeligheden er, Jøderne i København, og selve det ejendommelige Ceremoniel, hvormed de steder deres Døde til Jorden, aabenbarer som i et hastigt Glimt den Forskel i Race, Tro, Sæder og Skikke, som vi glemmer eller overser i det daglige Samvær og Samarbejde med Mændene af det jødiske Folk. Mændene i Følget beholder Hatten paa under hele Ceremonien. Kvinderne, der tidligere var henvist til Pulpituret, har nu efter Ombygningen af Kapellet paa mosaisk vestre Kirkegaard faaet tildelt de 10 første Stole til venstre, fuldstændig adskilt fra Mændenes Pladser. Orglet var hidtil anbragt i Korrundingen bag en spansk Væg, hvor det i høj Grad skæmmede det arkitektonisk smukke Rum - nu er det flyttet op paa Pulpituret, og Korrundingen med sine smukke Vinduer, gennem hvis mathvide og gule Ruder Lyset falder dæmpet ind i Rummet, kommer nu helt til sin Ret.
Sørgehøjtiden.
Her - i Korrundingen - var Anton Bings hvide Kiste hensat, smykket med Aspargus og store, skønne Buketter af lyserøde Nelliker og lilla Syrener. Ved Foden af Katafalken laa en Række prægtige Kranse med røde og hvide guldsignerede Baand - fra Det kgl. danske Landhusholdningsselskab, Foreningen af danske Landbrugsblade, "Sorø Amtstidende" (Palmegrene, samlede i en stor Buket af lyserøde Roser, Rododendron og hvide Syrener), Foreningen af danske Landbrugskandidater, "Ugeskrift for Landmænd", De samvirkende Landboforeninger I Sjællands Stift, Sorø Amts landøkonomiske Selskab og Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik. Paa alle Stolerader ned gennem Kapellet var anbragt en Mængde smukke Kranse og Blomsterdekorationer.
Den Afdødes Slægtninge af Familierne Bing og Hirschsprung tog Plads paa begge Sider af Baaren. I Følget saas iøvrigt Odr. Jens Olsen. Landsgrav som Repræsentant for "Sorø Amtstidende", Prof. Westermann, Direktør Kai Reinhard, Grosserer Stilling-Andersen, Fabrikejer Bjørn Stephensen, Direktør Benny Dessau, Bogtrykker Poul Hertz, Kontorchef Hertel fra Det kgl. danske Landbrugshusholdningsselskab, Redaktør Riegels, Direktør Simonsen (Bing & Grøndahl), Statskonsulent J. Jensen, Direktør Chr. Jensen (Nationalforeningen), Overretssagfører Carl Levin og Godsejer lemming, "Skovsbo." Paa Slaget 2 intonerer Orglet, og efter et Præludium falder den jødiske Menigheds Mandskor ind med den Salme, der altid synges ved Begravelser paa dette Sted:
Naar ikkun Du, Evighøje,
bestandig mig for Øje ataar,
jeg véd, at alt sig vel skal føje,
jeg vakle ej, ihvor det gaar -
En prægtig Baryton synger enkelte Linier Solo, og Koret gentager dem - højtidsfuldt og smukt lyder det.
Nu staar paa Kathedret bag Kisten
Overrabbiner, Dr. Friediger,
iført den sorte Silkekaabe og bærende paa Hovedet den høje Fløilskalot.
Hans Tale former sig saaledes:
En vemodig Følelse besjæler os, naar vi dvæler herude paa dette Sorgens Sted. Med tusinde Baand føler vi os alle knyttet til Livet. Ja, vi elsker Livet, og det bringer os Lykke og Glæde, eller om det er Sorg. der bliver os til Del. Og derfor er vor Smerte saa inderlig og oprigtig, naar vi staar ved en Baare, hvori et Menneskes jordiske Hylster hviler. Et Menneske, der levede som vi, levede sammen med os, der arbejdede og stræbte fremad, ligesom vi alle - og nu ligger det her, hjælpeløst og uden Liv, og om faa Minutter lukker Graven for stedse sig over det: "thi Støv er du, o Menneske, og til Støv vender du tilbage."
Ved Synet af Døden gives der kun een trøstende Tanke, og Salmisten gav Udtryk for denne med disse Ord: "Herren kender sine Retfærdiges Livsdage, og deres Arvelod er Evigheden." Det er Gud, der tildeler os vor jordiske Opgave og han alene véd, hvor naar han skal sige til os: "Længe nok har I opholdt Jer paa Jorden." Dette kan ske tidligere, medens Mennesket endnu staar i sit Livs Blomstringstid, eller senere, efter at Mennesket overskred Støvets Aar. Men stræbte vi med Trofasthed efter at løse vor jordiske Opgave, saa bliver Evigheden vor Arvelod.
Denne Tro gør Hjertet, der sørger over denne Broderes Bortgang, modtagelig for Trøst. Vor Trøst ligger i den Tro, at det var Gud, der har tildelt ogsaa ham en Opgave her paa Jorden, som han har løst med Hengivenhed og nu blev Evigheden hans Arvelod.
De Dyder, der hjalp ham til med Samvittighedsfuldhed at opfylde sine Pligter, kan sammenfattes i den vise Kong Salomons Ord: "Han var Trofasthedens Mand, og derfor blev han til Velsignelse." Han var Trofasthedens Mand! Dér, hvor Trofasthed er Drivfjederen til Handlingen, kan denne kun blive til Velsignelse og kun modne ædle Frugter. Trofasthed var hans Karakters Kendetegn. Trofasthed var jo den Dyd, der har udmærket den gamle dansk-jødiske Slægt, hvis værdige Medlem han var, og til hvilken han stedse følte sig knyttet ved Kærlighedens og Pietetens Baand. Hans smukke, gamle Hjem var Samlingsstedet især for den yngre Generation, og her har han indpodet den Kærlighed til Slægten og derved Trofasthed.
Denne Trofastheds herligste Blomst var hans urokkelige Retsindighed og hans Paalidelighed. Den Sag, han interesserede sig for og som han støttede med Raad og Daad, maatte paa Forhaand være retfærdig. Hans Sikkerhed i Bedømmelsen af Tingene, hans Paalidelighed - trygt kunde man til alle Tider stole paa hans givne Ord - og hans Karakterfasthed bevirkede, at hans Virksomhed var velsignelsesrig.
Hans Medborgere viste ham den største Tillid, da de valgte ham til Medlem af Folketinget, og han blev højt skattet som Landmand og Redaktør af den Kreds, der i Tillid til hans udmærkede Evner gerne lod sig lede og belære af ham. Men han vilde egentlig Ikke føre for at eje Magten; han vilde belære. Det var hans Overbevisning, at Oplysning og Dannelse giver Mennesket den Uafhængighed og den Kraft, som sætter enhver i Stand til i højeste Grad at udfolde sine Evner og derved føre Samfundet sin Blomstring og Trivsel i Møde. Dette var hans Ideal, hvis Virkeliggørelse han stræbte efter. I denne Stræben, som var hans Livsopgave, var Retsindighed hans Vaaben. og hans Skjold var Sanddruhed, Paalidelighed og Trofasthed.
Og derfor vil vi bevare ham et varigt Minde. Han har opfyldt sine Pligter her paa Jorden, og nu er han gaaet Ind til Evigheden.
Maatte Gud dér være hans udødelige Sjæl en naadig Dommer. Drag hen i Fred! Amen!
Da Overrabbineren har sluttet sin Tale, reciterede Kantor Kunstadt,staaende ved Baarens højre Side, det hebraiske "Hazur tomim," der Indledes saaledes:
Skæbnen Værk er fuldkomment, alle hans Vaje er retfærdige
Han er Troskabs Gud, uden Omskiftelse, hellig og sanddru
Skaberen er fuldkommen I hver en Gerning - - -
Fra Koret lyder nu, sunget Solo af Koncertsanger Poul Methling: "Lær mig, Nattens Stjerne." Efter den sidste Strofe: "Lær mig Sol at dale," rejste alle sig og Sørgehøjtideligheden slutter, idet Koret synger til Orgelledsagelse:
Fred med dit Støv, udløste Sjæl,
de hisset ses som her
hinanden trofast have elsket.
Den afdødes nærmeste Slægtninge bærer nu Baaren ud af Kapellet. Ved Graven forretter Overrabineren Jordpaakastelser, og da dette er sket, træder de nærmeste mandlige Medlemmer af Familien hen til Graven, idet hver af dem lader tre Skovlfulde Jord falde ned paa Kisten. Derefter kastes Graven fuldstændig til, medens alle forbliver om den. Og saa følger det sidste Led i Begravelses-Ceremonien: Familiens Medlemmer begiver sig tilbage til Kapellet for, medens alle vendte sig mod Øst, at høre Kantoren synge "Kalisch-Bønnen" paa Hebraisk.
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 4. juni 1926).
Nekrolog (Anton Bing)
Af Jonathan.
Han havde ingen Hustru eller Børn, ingen Brødre eller Søstre, der kunde bære ham gennem Alderdommens og Sygdommens sidste svære Aar, den gamle forhenværende Landmand og Skribent og Politiker, der døde paa Tærskelen mellem Foraar og Sommer. Landmandens løftelsesrigeste Tid. Men om hans Leje stod de unge af hans store Slægt og tog Afsked med deres gamle Ven, der med saa dyb en Familiefølelse fulgte sin Slægt baade til Graven og til Livet. Han hørte til en gammel Familie, og værnede om dens Minder og dens Ære, og det er derfor, der først og fremmest skal sættes ham et offentligt Minde. For en Famiie er nok først og fremmest noget privat, men den er ogsaa noget, som vedkommer os alle, og det er det, vi er tilbøjelige til al glemme i en Tid, der er saa "ny" som vor. En gammel Familie - vil det ikke sige en Kreds af Mennesker, som i deres Færd mellem andre Mennesker føler en Forpligtelse I il at svare til visse Krav, der stilles dem med en næsten mystisk Magt? De har nogle Begreber om Ære, Hæderlighed, Hensyntagen, ogsaa en Stolthed, hvis Udspring de maaske ikke er sig bevidst, og som de følger, eller stræber efter at følge, gennem en naturlig Udfoldelse at deres Væsen. Det er Slægtens Arbejde i dem. At en Familie er gammel, vil sige, at den har haft Selvopholdelsesdrift. Den har fra det første Øjeblik villet frem, den har fulgt med Tiden. De, der ikke følger med i Tidernes ubønhørlige Tog, bliver trampet ned. I de gamle Slægter gemmes en Styrke, som ikke blot er Tradition, men ogsaa leder til Fornyelse.
Det danske Samfundsliv er dybt præget af disse gamle Slægter, og naar det har vist saa megen Evne til »t modtage Tilgang af nye Kræfter og dog bevare en Holdning, som vel kan vakle, men aldrig helt fortabes, saa er det, fordi der findes visse Idealer, der er stærke nok til ogsaa at præge de nye. "Se, hvor hurtigt han har tilpasset sig," siger vi om den og den, der nu indtager en Stilling, som før var forbeholdt Klasser i Samfundet, han ikke tilhører, det betyder, at denne Mand har mødt noget, han fik Respekt for, og som godt lod sig forlige med de Principer og Idealer, han er Repræsentant for. Fornyelsen i et Samfund som vort bestaar i et lykkeligt og frugtbart Møde mellem det af det gamle, som har Ret til at leve ifølge det danske Naturel, og det af det nye, som har den sunde Udviklings Sejr i sig. Hvis de gamle Slægter forstaar det. bliver de ved med at leve og gøre deres Indsats, forstaar de det ikke, dør de stille ud.
En gammel, ensom Mand, der værner om sin Slægts Traditioner, mens han lever, og som ved sin Død har de unge samlet omkring sig, fordi han forstod dem, og fordi de følte, at de af ham havde modtaget noget værdifuldt, han har ydet noget til det store Fællesskab, som det er værd at skrive en Nekrolog om.
Hans Væsen var Besindighed. Den sande Landmand er besindig, fordi han jo véd, at det nytter ikke at jage paa Tiden. Men denne Besindighed bliver aldrig til Sløvhed. Inderst inde dirrer der en Uro, fordi Naturen intet skænker af sine Gaver til den, som ikke ustandselig ofrer den sin Arbejdskraft. Besindighed, det er tæmmet Energi.
Han havde fra sine mange Landmandsaar bevaret den langsomme, lidt stive Gang, der paa Københavns Gader ligesom isolerede ham. Han bevarede, selv da han var en gammel Københavner, en højtidelig Forbavselse, naar han gik ned ad Gaden, som om han bestandig tænkte: nej. hvad finder de dog ikke alt paa herinde! Man kunde blive noget utaalmodig over det, naar man mødte ham og gerne vilde tale lidt med ham, men ellers havde travlt Alligevel gav det ham Stil. Og i det Par Aar han var Folketingsmand, var det formelig smukt. Naar han skred ned gennem Bredgade til "Tinget", var der et umiskendeligt Lovgiverpræg over ham, en Tingmand, som ikke vilde handle overilet. Men nogen politisk Rolle kom han jo ikke til at spille. Inden han havde tænkt sig om og var kommet til fuld Klarhed over, hvad han vilde sige. var Forhandlingerne som Regel endt!
Hans Tale var langsom. Organet havde en national liberal Klang, lyrisk dvælende ved smukke Ord. Saadan havde Idealet været i hans unge Aar her i København, og det gik han og gemte paa ude paa Landet. Men han var af en hurtig, skarpt iagttagende Købmandsslægt. derfor var der ofte bag hans Langsomhed en Ironi, der blinkede frem. Han saa sig en Person eller en Sag an, og det tog Tid, men var det saa gjort, saa havde han ofte faaet Kig paa en eller anden Pudsighed, der ganske stilfærdigt kom til Hin Ret.
Han var derfor god at spørge til Raads. Fik man ikke Svaret omgaaende, saa fik man det til Gengæld velovervejet. Paa Slagelsekanten, hvor hans Gaard lun, nu hvor han var valgt ind i Rigsdagen og senere var Konsulent, der mindes mange ham endnu som en god Mand, som de siger ude paa Landet. De havde Tillid til ham og til hans Raad. De hørte gerne paa, hvad han sagde og han aabnede først sin Mund, naar de andre havde talt færdigt - og de læste gerne, hvad han skrev, baade om de bekendte Landmænd, hvis Biografi han forfattede, og om Dagens Arbejde i "Ugeskrift for Landmænd", som han først var Medarbejder ved, saa Redaktor af, en Tid lang Ejer af. Han var en af dem, der gav Landbrugslitteraturen en Stil. Den Lyrik, der Iaa gemt i hans Sind, og som maaske fra først af havde gjort ham til Landmand, gik imod hans Slægts Traditioner, fik Udtryk i nogle Breve, han skrev i Ugeskriftet for mange Aar siden og som dengang var noget nyt - men han skrev dem rigtignok anonymt. Naar der nu skrives om Landbrug, saadan at ogsaa vi fra Byen kan læse det, og det er en saare nyttig Læsning for os, saa kan vi for en Del takke ham for det. Ham og saa en Mand som Nielsen Bransager, der døde saa ung, men som vi, der kendte ham, gerne vil mindes, naar Lejlighed gives.
Det er let nok at mindes dem, der ved deres Død efterlader sig en Gerning, som lever efter dem. Hvad efterlader han sig, der nu er død? En Gaard, som andre ejer. En Plads i Folketinget, der forlængst er optaget af andre. Et Ugeskrift, som andre skriver. Allerede i mange Aar havde han kun været Tilskuer fra sit Hjem, hvor han levede omgivet af Familiemøbler og gamle Minder, helst med et historisk Værk foran sig. Tidlig gammel blev han, Ungkarl som han var, og selv da han var ung, havde hans Ungdom et vist historisk Præg. Han var en af de sidste Udløbere af dem fra "Fyrrerne",
Nej, der staar ingen Gerning efter ham. Men et Billede staar der. Vi kender vist alle dette, at man sidder og bladrer i et gammelt Album, med Portrætter i, og en ung staar ved Siden af os, og naar vi dvæler ved et Billede, spørger han: hvem er det, du sidder og ser paa? Vi nævner Navn, og det siger intet for den unge. Saa begynder vi at forklare, hvorfor vi netop standsede ved dette Portræt, gamle Træk dukker op i os, Begivenheder, der engang var store, og som nu er smaa. Ogsaa det store Samfund har saadanne Billedsamlinger, hvor der findes mange, som intet "Navn" har mere, men der vilde dog være en tom Plads, hvis de ikke var der.
Jeg sætter ham, som nu er død ind paa den Plads, der tilkommer ham, fordi han øvede sin Gerning, besindigt, stilfærdigt og trofast til Ære og Gavn for Slægterne i Danmark.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. juni 1926).
Han døde 31. maj 1926 og blev begravet på Mosaisk Vestre Kirkegård.
