I Fattigjord med Fyrstekranse. (Efterskrift til Politivennen).

En hjemfalden Grav og et gammelt Københavnerminde.

Den blomstersmykkede Kiste med Prinsesse Maries Krans.

Det er i disse Dage 20 Aar siden, at en fattig kvinde, en af Københavns fattigste, som Lig blev bragt ud paa Set. Johannes Stiftelsen. Hun blev lagt i en tarvelig, sortmalet Fattigkiste, men dem, der paa Begravelsesdagen kom ind i Stiftelsens lille Kapel ved Blegdamsvejen, maatte nærmest faa det Indtryk, at det var en fremragende Personlighed, en af Samfundets Store, der her skulde jordfæstes. Den fattige Kone var fuldstændig skjult under et mægtigt Væld af Blomster - der hvælvede sig store Palmegrene over Hovedgærdet, og paa Kistens Fodende laa en stor, kostbar Dekoration med brede rødhvide Baand. paa hvilke det i Guldbogstaver stod "Fra Prinsesse Marie og Børn". Og langt ud over Gulvet bredte Kransene sig. Værdien af denne Blomsterhyldest repræsenterede maaske flere Penge, end den fattige Kvinde, der laa i kisten, selv nogen Sinde havde haft i sine Hænder.

Og det var et mærkeligt Følge der samledes om Kisten. Det lille kapel var fyldt til sidste Plads, og Folk stod i Kø langt ud paa Blegdamsvejen. Det var mest kvinder, elegant klædte Damer, side om Side med kvinder i tyndslidte Sjaler, og der var pelsklædte Herrer med høje Silkehatte, ved Siden af lusede, forsumpede Individet fra den indre Bydels skumle Gader.

Men havde man spurgt de Folk der flokkedes om Kisten, hvad den Døde hed, vilde de fleste blive Svar skyldige. Jomfru Juliane Marie Elise Hansen stod der i den officielle Dødsliste, men det Navn kendte kun de færreste af de Mennesker, der mødte til Ligfærden. De kendte kun et andet Navn, der ganske vist ogsaa var kendt af hvert Barn i Byen - de vilde svare: Det er "Jomfru Tidsfordriv", der bliver begravet1

Hverken hendes Øgenavn eller hendes mærkelige skikkelse er glemt endnu. Ingen vidste rigtig, hvem hun var, eller hvorledes hendes Livsskæbne havde formet sig. Selv fortalte hun aldrig noget, men Folkesnakken havde efterhaanden omgivet hende med et Skær af Romantik og Mystik. Hun havde kendt bedre Duge, var af "god Familie", sagde man. Det var en ulykkelig kærlighedshistorie, der havde giort hende sær, fortaltes der. Maaske var det sandhed, maaske Fantasi, man fik det aldrig at vide. Men man husker hende som det mærkelige, halv forstyrrede Individ, der færdedes paa Gaderne, altid glad smilende, i en besynderlig Beklædning, pyntet med Masser af falmede Tøjblomster, med en stor kurv paa Armen og fulgt af en Flok Børn.

Hun var ikke Tiggerske - langt fra men der var altid Folk, der stak noget til hende, og hun havde en Gang hos en Mængde Handlende der betragtede hende som "fast Kunde" og gav hende den Smule, hun behøvede. Navnlig Bolscher! Dem brugte hun en Mængde af til at dele ud mellem de Børn, der altid flokkedes om hende, og hvis Drillerier hun aldrig opfattede fornærmeligt.

Saa laa hun en Dag og døde stille inde i sit fattige Kammer i den allerinderste By. Og det var pludseligt, som om Københavnerne kom til al tænke paa, at de skyldte dette fattige Kvindemenneske en sidste Opmærksomhed. De tænkte paa, at hun, der selv var et af samfundets Skumpelskud, aldrig havde gjort andet end godt, og hvis mærkelige Liv i al Fabl havde været præget af Kærlighed til Børnene. Og saa dækkede de hendes fattige kiste med Blomster!

Men efter Talen kørte Ligvognen alene, uden Følge, ud til Bispebjerg Kirkegaard, hvor Kisten blev sænket i Fattigjord. Nu er der gaaet 20 Aar - det Tidsrum der tilstaas et "Fattiglig" at hvile i Jorden og Graven er hjemfalden til Sløjfning. Men maaske faar "Jomfru Tidsfordriv" Lov at ligge i Fred endnu nogle Aar. Henover det Stykke "linjebegravelse", hvor hun ligger, er der plantet Graner, en hel smuk Tykning dækker alle de fattige Hvilesteder, blandt hvilke ingen mere kan paapege det enkelte, der er den mærkelige Københavneroriginals. Hende, der tog sit Liv Hemmelighed med sig i Graven.

O. B.

(Aftenbladet (København) 15. november 1926).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Jomfru Tidsfordriv. Fredericiafesten, 6. juni 1899. Det kongelige Bibliotek.

William Edvard Bloch 1845-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Fotograf Sophus Georg August Lindström (1866-1923): Sceneinstruktør, forfatter William Edvard Bloch (1845-1926). Det kongelige Bibliotek.

William Bloch

Professor William Bloch er igaar Eftermiddags afgaaet ved Døden, 81 Aar gammel

Ret tilfældigt - det laa jo lidt udenfor en juridisk Kandidats Fremtidsplaner - kom William Bloch ind i dansk Sceneinstruktion Dramatiske Interesser havde efter vellykkede

Studenterkomedier faaet ham til al indsende et Skuespil til Del kgl Teater - ledsaget af en udførlig Sceneanvisning Og Kammerherre Fallesen, der som Direktør ogsaa havde megen flair, vejrede Talentet og forvandlede kort efter Assistenten i Justitsministeriel til Instruktør ved Nationalscenen.

Professor William Bloch

Valget var godt. Bloch besad ikke alene en Række værdifulde Egenskaber: fin Slægtskultur, en klar og kølig Intelligens og en paa samme Tid smidig og stærk Vilje, men ogsaa en Række lige saa værdifulde Evner: klog Forstaaelse, levende Fantasi, maalbevidst Arbejdskraft og dyb Menneskekundskab. Alt ialt en Personlighed, der med stille Myndighed forstod at gøre sig gældende overalt. Han var dengang 36 Aar og godtgjorde gennem begge sine Virke perioder: en tolvaarig (1881-1893) og en tiaarig (1899-1909), at han var den rette Mand paa den rette Plads.

H. P. Holst, som han afløste, havde som Instruktør været ren Dilettant. Bloch hævede Sceneinstruktionen til en Kunst for sig i Kraft af sin ideelle Tro paa Skuespilkunstens universelle Værdi og sin sikre Overbevisning om, hvad det kom an paa. Han fik den fremfor alt til at følge den samme realistiske Linje, som Litteraturen samtidig gennemløb Virkelighed og Naturlighed blev hans to Hovedkrav. Gennem en Mangfoldighed af smaa, ægte Enkeltheder opbyggede han et harmonisk Helhedsbillede, et virkningsfuldt Ensemble, der ikke tillod nogen Art af Stjernekomedie, men tvang alt og alle ind under Totalindtrykket. En behersket, næsten intim Iscenesættelse, der med Tiden gjorde det berettiget at tale om særlige "Blochske Aftener".

Hans Betydning strakte sig især over to Felter.

Først Holberg, som han var i aandeligt Slægtskab med. Her rensede han ud i Overleveringen, respekterede de gode Traditioner og fjernede de slette. Hver Komedie fik sin tids- og kulturhistoriske Baggrund, en fast og omhyggelig tildannet Struktur, der gennem Aarene har holdt uden Brist. Han fornyede ikke blot alle de almindeligt spillede Hovedværker, men optog ogsaa de lidet spillede Stykker hvorover Lyset før ham ikke ret havde kunnet funkle. Hans minutiøse Sceneanvisninger her (en Brøkdel reddet over i Holberg-Aarbøgerne) blev en Arv, som Teateret fra nu af har at værne om.

Dernæst det moderne Skuespil og indenfor dette navnlig det københavnske Lystspil, hvis hjemlige Tonefald han var en Mester i.

Tragedien og Dramaet laa derimod hans Naturel fjernt. Baade Oehlenschläger og Shakespeare faldt uden for hans Omraade

Men selv med denne Begrænsning kom han til at øve varig Indflydelse. Det livfulde Interiør, den naturlige Dagligtale, det sanddru Virkelighedspræg gik igen i Eleverne: Johannes og Poul Nielsen og Einar Christiansen, medens Nic. Neiiendam har for søg! at bryde ud og Johannes Poulsen dristigt er gaaet sine egne Vej

Ogsaa blandt Skuespillerne dannede han Skole. Selv Olaf Poulsen kunde han til Tider omforme efter sit Hoved.

Han havde kun een jævnbyrdig: Herman Bang. Impressionismen overfor Realismen. Dansk Skuespilkunst skylder dem begge Tak. Men William Blochs Spor er de dybeste. Han holdt - paa sit Felt - under vanskelige Tider Nationalscenen oppe paa et kunstnerisk og kulturelt Niveau, som gav det sin Plads i dansk Aandsliv, fordi han - hag sit tilbageholdende og ligesom tilknappede Væsen - var den fuldblods Kunstner og Idealist.

Carl Dumreicher.

(B. T. 2. november 1926)

Hans kone Anna Bloch er behandlet i indslaget William og Anna Bloch (Efterskrift til Politivennen) på denne blog.

Anna og Wilhelm Blochs grav på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 7, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (4/7). (Efterskrift til Politivennen)

Vor forretningsførers Arrestation.

Medens allehaande Rygter svirrede ud over Landet, gennemsøgte to københavnske Statsbetjente Løjtnant Quistgaards Papirer. 

I Gaar Formiddags Klokken ca. 11, da vi just var i Færd med at ordne Dagens Stof, tøffede en rødbrun Fordvogn op foran vore Vinduer. Et Øjeblik efter bankede det paa Døren, og en politimæssigt udseende, khakiklædt Herre traadte ind og bad om at tale med vor Forretningsfører, Løjtnant Quistgaard. Denne gik i bart Hoved og uden Overtøj med Statsbetjentene, - og vi har siden ikke set noget til ham.

Klokken ca. 12 bankede Lovens Haand igen paa vor Dør, denne Gang i Skikkelse af ikke mindre end to - forøvrigt meget elskværdige - Kriminalbetjente, idet de navngav sig, bad om at maatte efterse Quistgaards Skrivebord og øvrige Gemmer.

Nægte dette kunde vi selvfølgelig ikke, og vi blev nu Vidne til Politiets Arbejdsmaade. Alle Quistgaards Regnskaber, Papirer, Postlister blev undersøgt, ja selv Kassen maatte underkastes en hastig Gennemgang, og om det saa var

Telefonbatterierne, der staar paa Gulvet,

blev de undersøgt. Da det tilstedeværende Materiale var blevet gennemgaaet, vilde Betjentene fjerne sig, men kommen hen til Døren opdagede de 

Quistgaards Mappe, der laa i Vinduet.

Nu maatte denne staa for et lige saa grundigt Eftersyn, og kort efter forlod Politiet os, medtagende enkelte, efter vor Mening ret ligegyldige Papirer.

Paa Forespørgsel om, paa hvilket Grundlag Quistgaard skulde afhøres, vilde de ikke udtale sig, og paa Spørgsmaalet, om det drejede sig om noget vedrørende Bladet, lød Svaret: "Quistgaard maa i alle Tilfælde ikke have opført sig som han burde, thi ellers behøvede vi jo ikke at komme her!"

I Løbet af mindre end en Time svirrede alle mulige Rygter rundt i Byen og gik derfra i forstørret Tilstand videre ud over Landet, saaledes at Historien allerede var paa Ringenæs-Egnen ca. 2 Timer efter Undersøgelsen.

Heldigvis kunde vi berolige de opskræmte Læsere og Venner med, at det hele ikke var saa galt, og at det kun drejede sig om en privat Sag, der ikke i mindste Maade vilde influere paa Dagbladet.

Vi telefonerede gentagne Gange til Kriminalpolitiet, der imidlertid ikke kunde udtale sig nærmere, hverken om Grundlaget for Tilbageholdelsen af vor Forretningsfører, eller Tidspunktet for hans Tilbagekomst.

Ved 3-Tiden indtraf det tredie Besøg al Statspolitiet, idet

Frk. Petersen, en Datter af Cornelius Petersen, blev hentet til Afhøring.

Den unge Dame, der er ca. 19 Aar gammel, har, sammen med Løjtnant Quistgaard, redigeret "Bondens Selvstyre" i Tønder.

- - Det tyndede nu efterhaanden betænkeligt ud i vort Personale, og de tilbageværende var ikke fri for at diskutere, hvem der nu blev den næste, der fik "en gratis Biltur" som vi kaldte det.

Vi slog, som vi plejer, Telegrammer op, der berettede de tørre Fakta, og snart var

vore Vinduer belejrede af en Mængde Mennesker,

der ivrigt drøftede Spørgsmaalet: Hvad vil der nu ske?

Kort efter kom Frk. Petersen tilbage og kunde berette de første positive Kendsgerninger.

Sagen er imidlertid af en saadan Art, at vi paa nærværende Tidspunkt ikke kan udtale os, men det drejer sig ikke om en helt almindelig Forseelse, idet det nærmest maa siges 

at være en Sag af maaske vidtspændende politisk Natur.

Quistgaard, der stammer fra Vamdrup, hvor hans Fader i sin Tid var Lokomotivmester, var for indtil kort Tid siden Officer i den danske Hær og var i samme Egenskab stationeret i Tønder, indtil han faldt som Offer for Hærindskrænkningen.

Siden har han med Interesse virket for Selvstyrebevægelsen i sin Egenskab af Redaktionssekretær ved Ugebladet, der dengang havde Hovedkontor i Tønder.

Klokken 4 Morgen, da disse Linjer skrives, foreligger endnu intet officielt Nyt.

P. E.

Senere meddeles:

Ved Henvendelse paa Quistgaards Bopæl her i Byen erfarer vi, at hans Gemmer ligeledes har været underkastet en systematisk Undersøgelse.

Quistgaard, der er gift og hvis Frue endnu bor i Tønder, havde lige faaet lejet Lejlighed, og skulde paa Søndag være flyttet her til Haderslev.

Grunden til Anholdelsen.

Kl. 8½,

Ritzau meddeler officielt:

Grunden til Tilbageholdelsen er en af Quistgaard underskreven, til de sønderjydske Officerer udsendt Opfordring til at slutte op i Kampen mod Parlamentarismen.

Det lukkede Retsmøde her i Haderslev resulterede i, at Quistgaard som anholdt førtes til Arresten i Tønder.

Da der rundt omkring gik Rygter om, at Cornelius Petersen ogsaa skulde være bleven arresteret, fik vi i Morges en Samtale med ham paa Vester an flod.

Cornelius Petersen kender intet til Quistgaards Breve og udtaler iøvrigt sin Forbavselse over Quistgaards Anholdelse.

Vor Redaktør indtræffer her til Haderslev i Eftermiddag.

(Folkets Selvstyre 9. oktober 1926)

Nye Begivenheder i Sønderjylland

Situationen

Den er farligere for Arrangørerne end for Samfundet.

SITUATIONEN i Sønderjylland udvikler sig. Vi meddeler nedenfor ora en højst interessant Arrestation, der igaar er blevet foretaget i Haderslev, og hvis Konsekvenser for Cornelius Petersen og hans "Selvstyremænd" endnu ikke kan overskues.

Imorgen lægger Cornelius Petersen iøvrigt ud med sit første Demonstrationsmøde i Aabenraa, hvortil han venter stor Deltagelse.

Mødet skulde oprindelig have været sluttet med et Demonstrationstog til H. P. Hanssens Bolig, men efter hvad vi erfarer, er dette dog opgivet, idet Lederne ikke vil opfordre til en saadan Demonstration.

Iøvrigt udtaler Politimester Seidenfaden idag til os, at det, der sker, er farligere for dem, der arrangerer det, end for Samfundet

EN OPSIGTVÆKKENDE ARRESTATION

Cornelius Petersens Løjtnant, der opfordrede Officererne til Statskup.

MØDET I AABENRAA

I gaar Eftermiddag indfandt Politiet sig paa Cornelius Petersens nye Blads Kontor i Haderslev, hvor man anholdt Forretningsføreren Quistgaard, en tidligere Løjtnant, der under hele kampagnen har været Friserbondens haandgangne Mand.

Quistgaard blev straks under Politiledsagelse ført til Tønder, hvor Sagen mod ham skal behandles, og samtidig beslaglagde Politiet en Mængde kompromitterende Papiret, der fandtes paa Kontoret.

Sagen bliver omfattet med megen Hemmelighedsfuldhed fra Myndighedernes Side, men man venter i Sønderjylland, at der vil ske ret sensationelle Begivenheder i Løbet af de kommende Dage, saaledes der være forberedt en Række Arrestationer af flere af de mest fremtrædende Selvstyremænd der i deres fanatiske Agitation har vovet sig for langt ud.

Selvstyremændene erklærer at have Hærens Officerer bag sig.

Hvad Anklagen mod Quistgaard gaar ud paa, vil man endnu ikke oplyse, men det forlyder, at Quistgaard skal have skrevet til en Række mere eller mindre højtstaaende Officerer i den danske Hær, og opfordret dem til at gøre fælles Sag med Selvstyremændene og deres Tilhængere, dersom disse ønskede at foretage et Statskup.

Dette falder for saa vidt godt i Traad med de Udtalelser vor for kort Tid siden til Sønderjylland udsendte Medarbejder hørte dernede. Flere af Cornelius Petersens Mænd pralede nemlig aabenlyst af, at de havde en Mængde danske Officerer i Ryggen, og at de derfor ikke frygtede for, at Hæren skulde blive brugt imod dem, dersom de prøvede paa at føre deres fantastiske Plan ud i Livet og drog til København for at opløse Rigsdagen.

Quistgaard vil i Løbet af Dagen blive stillet for Dommeren i Tønder, og det er da muligt, at der vil komme yderligere interessante Oplysninger for Dagen.

Politimester Seidenfaden spaar nye Begivenheder.

Vi har til Morgen haft en Samtale med Politimester Seidenfaden, som vi har anmodet om en Udtalelse med Hensyn til Quistgaards Arrestation.

- Jeg kan ikke sige Dem andet, siger Politimesteren, end at han er arresteret for 8 Dage

- Vil han komme i Forhør idag?

- Det tror jeg ikke, jeg vil sikkert faa andet at beskæftige mig med.

- Sker der store Begivenheder i de kommende Dage?

- Der vil nok ske et eller andet, men det kan jeg ikke fortælle Dem, før det er sket.

- Vil det sige, at der forestaar flere Arrestationer?

- Den Slags plejer man ikke at meddele paa Forhaand, men jeg kan dog sige saa meget, at det der sker, er farligere for de Folk, som arrangerer det, end for Samfundet.

- Tror De paa, at der vil ske Uroligheder paa Mødet imorgen?

- Det er svært at svare paa, men Jeg mener det ikke, jeg har nemlig den Opfattelse, at der vil komme saa mange nysgerrige tilstede, at Cornelius Petersen vil faa vanskeligt ved at samle sine mest fanatiske Tilhængere om sig, og faa dem til at foretage noget, dersom det er hans Hensigt."

Iøvrigt er selve Stemningen paa Tønderegnen ret rolig, men ovre paa Als, hvor Cornelius Petersen har sine fleste Tilhængere, er der stærk Krigsstemning

Københavnske Opdagere til Sønderjylland.

Som Bevis paa, hvor alvorligt Regeringen tager Situationen, kan vi meddele, at en Række fremtrædende Medlemmer af Københavns Kriminalpoliti i denne Uge er rejst til Sønderjylland for at bistaa det lokale Politi med Undersøgelsen

Anfører for Bondetoget.

Ved Redaktionens Slutning erfarer vi fra Tønder, at der gaar Rygter om, at Aarsagen til Quistgaards Arrestation ogsaa skal være den, at der er fundet Dokumenter, som viser, at han var udset som Anfører for Bondetoget til København. Hvorvidt dette er rigtigt, har det dog været umuligt at faa bekræftet.

Louis

(B. T. 9. oktober 1926).

Mødet i Aabenraa samlede omkring 3.000 deltagere. Hvor mange der støttede op om Cornelius Petersen eller blot var nysgerrige, fremgår ikke. Det forløb roligt, og blev i Cornelius Petersens blad beskrevet som en stor begivenhed, mens den i alle andre blev nedskrevet til en tam affære med en intetsigende resolution og en formålsløs march gennem Aabenraa.

De taabelige Planer i Sønderjylland.

----

Formaalet var et rask lille militært Kap,

Haderslev, Lørdag.

I Anledning af at Social-Demokraten i København oplyser, at Løjtnant Quistgaard har henvendt sig til de tjenstgørende Officerer i Sønderjylland om at slutte sig til "Bondens Selvstyre", meddeler "Modersmaalet", at han kun har henvendt sig til sine gamle Officerskammerater. Henvendelsen er ikke en almindelig Anmodning om Tilslutning til "Bondens Selvstyre", men derimod en direkte Opfordring til et rask lille Militærkup som Forløber for "Bondens Selvstyre" -Bevægelsens Planer.

"Modersmaalet" skriver:

Henvendelsen er netop saa barnagtig og fantastisk, som man kan vente det, og en af de paagældende Officerer har overgivet den ti! Myndighederne. Naar Cornelius Petersen fralægger sig ethvert Ansvar, er der maaske Grund til at stille sig noget tvivlende, men dette vil formentlig blive fuldt opklaret, naar Cornelius Petersen er blevet afhørt i Tønder.

Bladet fortsætter:

VI vil advare imod, at der nu igen udspredes Rygter om, at det halve Sønderjylland er i Oprør. Forholdet er jo det, at Folk hernede er lige saa uforstaaende overfor den Slags som andet Steds i Landet Sværmere og Fantaster er der overalt og til alle Tider. De er sjældent farlige. Vi tror heller Ikke, at de er det paa vore Breddegrader.

En ny Anholdelse! Lærer Højmark-Jensen er anholdt i Gaar.

Tønder, Lørdag.

Ved Middagstid har Politiet foretaget en ny Anholdelse. Det er en forhenværende Kriminalbetjent, nu Lærer t Landsbyen Sæd, Højmark-Jensen. Han er ogsaa Reserveløjtnant og har nylig været Indkaldt til Kantonnement; Indtil for nogle Maaneder siden var han Korrekturlæser ved "Bondens Selvstyre".

Politiet fortsætter energisk sine Undersøgelser. Der har været afholdt Forhør over en Række af Cornelius Petersens Tilhængere, derimod har "Manden for det hele" endnu ikke afgivet Forklaring.

Justitsminister Steincke om Affæren.

Det er en tjenstgørende Officer, som har meddelt sine Overordnede Planerne. Da vi i Gaar Eftermiddags havde en Samtale med Justitsminister Steincke om et andet Spørgsmaal, spurgte vi ham ogsaa om, hvad der egentlig Iaa til Grund for Anholdelserne i Sønderjylland.

- Der ligger det til Grund, svarer Steincke, at Justitsministeriet fik oversendt fra Krigsministeriet en Meddelelse fra en tjenstgørende Officer i Sønderborg om, at denne fra Løjtnant Quistgaard havde modtaget en skriftlig Henvendelse.

Henvendelsen var af en saadan Karakter, at jeg tilstillede Statspolitiets Chef den med Anmodning om at undersøge, hvad der tilsigtedes.

Resten kender jeg ikke tilstrækkeligt til. at jeg kan udtale mig derom, men det maa jo være af den Art, at Dominer og Politimester har anset det for nødvendigt at handle, som der er gjort.

- Hvorledes behandles Sagen nu?

- Den gaar den sædvanlige Vej, Forundersøgelse. Og derefter til Afgørelse hos Statsadvokaten - hvis det er nødvendigt til Rigsadvokaten og maaske til Justitsministeren.

(Social-Demokraten 10. oktober 1926. Uddrag).

Cornelius Petersen og hans Fæller i København. Fra venstre til højre: Gaardejerne Damkjær, Ivar Møller og Cornelius Petersen, derefter Sagfører Nielsen og Gaardejer Hansen samt - siddende i Forgrunden - Gaardejer Kylling. Foto fra Aftenbladet (København) 21. oktober 1926.

Af sagens videre forløb fremgik at det var tvivlsomt hvorvidt Cornelius Petersen var direkte involveret i de to arresteredes kupplaner. Eller om de havde opfattet nogle vage ytringer fra ham om at de ville få hans fulde opbakning hvis de sonderede stemningen indenfor hæren. Af udtalelser fra andre officerer tyder det ikke på at de to havde stor anseelse.

Begivenheden er gået over i historien under betegnelsen "Løjtnant-oprøret" og er indgående beskrevet af Nikolaj Petersen: "Løjtnant-oprøret" i Tønder 1926: Drama, tragedie eller farce?

Statspolitiets arresterede den 8. og 9. oktober 1926 den 23-årige løjtnant af reserven Knud Quistgaard og den 36-årige reserveløjtnant Søren Laurits Højmark-Jensen. Grundlovsforhørene foregik fra isolationsfængsel 8. til 15. oktober 1926. Quistgaard havde fået arbejde hos Cornelius Petersen først annonceagent, dernæst korrekturlæser på ugeavisen "Bondens Selvstyre" og var personlig sekretær for Cornelius Petersen. Han blev forretningsfører for "Folkets Selvstyre" i oktober 1926.

Højmark-Jensen var lærer i Sæd ved Tønder. Han var tidligere politibetjent i det selvsamme Statspolitiet som arresterede ham. Han var korrekturlæser på "Bondens Selvstyre". 

Nikolaj Petersens gennemgang konkluderer at Quistgaard og Højmark så deres aktion som et første led i en proces, hvis endemål var et opgør med parlamentarismen, men at de ikke havde gjort sig mange tanker om forløbet af denne proces eller om dens lovlighed. Selvstyrebevægelsens folk blev frikendt i retten. 

Efter mødet i Aabenraa og Løjtnant-oprøret kom det til brud mellem Cornelius Petersen og Kylling. Ved Folketingsvalget 2. december 1926 fik de kun 2.117 stemmer i hele Sønderjylland.

Carl Adolf Lacoppidan 1841-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Carl Adolf Lacoppidan var forpagter af Pederstrup Avlsgård, Horslunde under grevskabet Christianssæde på Lolland.

I februar 1898 var der en konflikt mellem godsejer le Maire og hans arbejdere. Disse forlangte deres foreningsret respekteret. I øvrigt uden nogen krav om højere løn. De blev herefter opsagt fra deres lejligheder fra 1. maj 1898. Flere af dem havde børn. De lokale gårdmænd kom godsejerne til hjælp i stedet for arbejderne. Dog lykkedes det ikke le Maire at få korn udskibet fra Nakskov da arbejdsmændene ikke ville udskibe det. I stedet fragtede gårdmændene det til Taars færgested til et par fiskere. Da nogle arbejdere søgte arbejde på "Pederstrup", betingede forpagter Lacoppidan sig at de skulle melde sig ud af fagforeningen. Dette nægtede de.

Næsten på samme tid foregik der andre ting i forpagterens have: I et interview med tjenestepigen og fagforeningspioneren Marie Christensen (1871-1945) i anledning af Husassistenternes Fagforenings 15 års jubilæum i Kolding Social-Demokrat 17. november 1914 fortalte hun at da hun som 28-årig (det må have været omkring 1899) var tjenestepige hos kontorchef Adolph Jensen, besøgte de hvert år Lacoppidan på Pederstrup fordi konen var datter af dem. Her kunne hun ved siden af sit arbejde med at passe børnene, udforme love, opråb til tjenestepigestanden m.m. Kontorchefen hjalp hende senere med kontakt til en håndfuld andre.

80 Aar.

Forpagter C. Lacoppidan.

I Morgen bliver tidligere Forpagter Carl Lacoppidan 80 Aar. 

Han er født paa Lehnskov ved Svendborg, hvor Faderen Iver (af gammel fynsk Præstesiægt) var Forpagter, og overtog denne forpagtning i 1869. Ti Aar senere flyttede ban til Pederstrup ved Nakskov, som han drev lige til 1919, og kan alt saa se tilbage paa et halvt Aarhundredes Agrarvirksomhed. 

Lacoppidan har et fortrinligt Navn, og især paa den store Forpagtning Pederstrup viste han betydelige Evner og var en af Landets fineste  Heste-Avlere og Kendere, i en Aarrække sad han da ogsaa i Statshingsteskuekommissionen og er endnu Medlem af Overmønstringskommissonen. 

For to Aar siden flyttede han med sin Hustru, født Methling, til København og samles nu i HJemmet paa Sortedamsdosseringen med sin Slægt, blandt andet de to Forpagtere Svend og Iver fra Strandegaard og Holtegaard. Lacoppidan er den samme, elskværdige, imødekommende Mand som altid og i Besiddelse af et solidt Helbred.

(Nationaltidende 24. oktober 1921)

Svigersønnen Suensen, Næstved var tidligere ejer af Frederikseg og Bredeshave.

Fotograf Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925): Carl Adolf Lacoppidan, Carl Adolf (1841-1926) forpagter. Det kongelige Bibliotek. 

Dødsfald

Forpagter C. Lacoppidan.

Bæreren af et indenfor Landbruget velkendt Navn, Forpagter C. A. Lacoppidan, tidligere Pederstrup ved Nakskov, er afgaaet ved Døden, næsten 85 Aar gammel.

Han tilhørte en gammel fynsk Præsteslægt og fødtes paa Lehnskov ved Svendborg som Søn af Forpagter Iver Lacoppidan. 1869 overtog han Faderens Forpagtning, indtil han 10 Aar senere flyttede til Pederstrup ved Nakskov. Denne Gaard gjorde han til en Mønstergaard, særlig hvad Husdyrbesætningen angik, og hans Hingsteavl var berømt. Indenfor det lolland-falsterske Landbrug havde hans Navn en god Klang.

I 1919 opgav Lacoppidan Pederstrup og flyttede her til København. Han overleves af sin Hustru, født Methling, og flere Børn. En Datter er gift med Departementschef Adolph Jensen og en anden med Kasserer Axel Mielche i Privatbanken.

København 5. oktober 1926

Jagtbrev fra Lolland

Af Kaj Munk

NU er Jagten gaaet ind paa alt muligt, om saa det er paa Taarnene paa Pederstrup Slot paa Lolland. Hvor er det dog fattigt, vort rige Land! Rundt omkring i det fagre, frodige Danmark ligger de gamle stolte Herresæder ubeboede hen - Herskaberne sidder i Godsforvalter- eller Forpagterboliger, Skatten for at bo i eget Hus er saa høj, at det udelukker sig selv. Kan vi være det bekendt? Om vi end synes, vi i Kraft af Demokratiets Flertalsdiktatur kan være bekendt at forfølge enkelte Klasser inden for Befolkningen paa det ubarmhjertigste, kan vi saa forsvare en saadan Politik imod vore historiske Mindebygninger og imod den landskabelige Skønhed? Det er Regeringens Pligt med det allerførste at gøre sit til at standse Konverteringen af de gamle Herskabshuse ud over Landet til Ruindynger. Hr. Stauning maa efterhaanden føle sig stærk nok til at kunne give Love, der har en mindre Horisont end Stemmekøbets.

Reventlows lollandske Slotte, Christianssæde og Pederstrup, har ligget øde hen, saa længe jeg ved af. Naar jeg som Skoledreng spadserede de godt 3 Fjerdingvej til Ryde Station for at tage med Toget til Maribo, passerede jeg, ved at snyde mig Genvej gennem "Kresjansæehaving", to Gange daglig det forladte Slot. Ved 7-Tiden Vintermorgener har jeg set Jens Baggesen i sit Ligklæde smutte ind gennem Væggen til Slottet efter om Natten at have flakket rundt i den sorte fugtige Skov, stadig en 80-90 Aar efter sin Død haabløst forelsket i en eller anden Komtesse, og har jeg hørt jammerfulde Parringssange af de elskovsfulde lollandske Ræve mellem den store Parks misrøgtede og efterhaanden vantrevne Æbletræer og Sirtræer fra Italien. Øde og unyttigt ligger Slot og Park stadig hen. I Himlens Navn, Andreas Møller, faa dog Stauning til at finde paa noget!

Pederstrup Slot har jeg som Barn kun været ved en enkelt Gang. Men var jeg skuffet over, at Christianssæde kunde kaldes et Slot - for det var jo da bare et stort Hus; hvordan kan det være Slot uden Taarn og Tinde ? - blev jeg til Gengæld imponeret af Pederstrup, der ikke engang lod sig nøje med eet Taarn. Ja, sandelig, det var et i Slot. Nu er en Komité traadt sammen for at redde gamle Reventlow fra at blive rent til Grin. Hans Standsfæller skreg ham jo dengang ind i Ansigtet, at Bondestandens Frigørelse betød Adelens, ja, Landbrugets Undergang. I 1932 saa det næsten ud til, at de skulde faa Ret. For Adelens Vedkommende har de i hvert Fald faaet Ret. Nu var der gode Folk, der syntes, at en Mand, der havde begaaet Selvmord paa sin Stand for at gavne en anden, burde dog i hvert Fald have et Hus at bo i efter sin Død. Man vedtog da at frede en af hans Gaarde. Hvorfor det ikke blev selve Grevskabets, begriber jeg ikke. Det blev altsaa Pederstrup. Vel sagtens for Taarnenes Skyld, tænkte jeg. Og nu hører jeg til min Forfærdelse, at de skal rives ned. Et Mylder af de indsamlede Skillinger skal gaa til at rive Taarnene ned. Men hvorfor dog? Jo, for Bygningen skal "føres tilbage til sin oprindelige Skikkelse". Hvorfor i al Jordens Skønheds Navn skal den dét? Hvis den oprindelige Skikkelse ikke var særlig heldig, hvorfor maa vi saa ikke bevare den Skønhed, den efterhaanden har vokset sig op til? Jeg husker en Kollega af mig, der dels skulde have sin Kirke ført tilbage til sin oprindelige Skikkelse, og dels havde sin Svigermor boende hos sig  - hun var selvfølgelig lige saa ivrig for Kirkens Restauration som han det modsatte. Det skete, at han en Morgen fik hende at se, inden Tænderne og Lokkerne og det hele var sat op, og at han tillod sig ved Middagsbordet, da Diskussionen atter blev hed, at bemærke til den nydelige gamle Dame, at "jeg vil virkelig helst have dig ved Bordet, som du ser ud nu - vil ikke gerne have Svigermor ført tilbage til den oprindelige Skikkelse fra i Morges".

Pastoren har Ret. Hvilke Forbrydelser har kløende Fingre ikke faaet Lov til at udføre ved at stikke den ud, at "Svigermor skal føres tilbage til sin oprindelige Skikkelse".

Det er en Skam og en Skændsel, hvis Pederstrup nu skal jævnes med Jorden, for at noget "oprindeligt" kan ligge og tage sig ud af ingenting. Det maa ikke ske. Er der ikke i Ministeriet en rask Mr. Chamberlain, der kan tage Flyveren og stikke ned og faa aflyst Jagten paa Taarnene? Det er godt nok at have Raad til Statshusmænd, vi maa ogsaa have Raad til en Smule Adel.

Det betyder noget alt for bittert, at Taarnene skal væk.

(Nationaltidende 9. oktober 1938)

Pederstrup havde siden 1725 været ejet af slægten Reventlow, først greve Christian Ditlev Reventlow. Den senere statsminister greve Christian Ditlev Frederik Reventlow gjorde Pederstrup til grevskabets hovedsæde i 1813. Efter 1851 skete en større ombygning af Pederstrup. Reventlow brugte nu Pederstrup som sommerbolig. Ved lensafløsningen i 1924 blev grevskabet Christianssæde fri ejendom og udstykket til flere selvstændige brug og parceller af Pederstrups jorder. I dag huser gården Reventlow-Museet Pederstrup. 

Gravsted for Carl Adolph Lacoppidan 1841-1926 og Emma Sophie Lacoppidan, f. Methlin 1885-1937. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Carl Becker. (Efterskrift til Politivennen)

Overretssagfører og politiker Carl Anton Johan Becker (17. maj 1863 – 28. juni 1938) var søn af godsforvalter, landvæsenskommissær Carl Christian Theodor Becker og hustru Juliane Caroline Binder. Han blev cand. jur. 1889 og herefter sagførerfuldmægtig i Aarhus, 1891 fuldmægtig hos overretsprokurator R.B. Lehmann og overretssagfører I.R. Lund, København, hvis forretning han overtog 1896. Samme år blev han overretssagfører i København. Han førte 1909-19 offentlige og beneficerede sager ved Landsover- samt Hof- og Stadsretten, Københavns Kriminal- og Politiret samt Sø- og Handelsretten i København.

Overretssagfører som leder af magistratsvalget. Til venstre overpræsidenten. Tegning fra Nationaltidende 8. juni 1917.

Carl Becker var 1904-1921 medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Antisocialistisk Borgerliste (et samarbejde mellem Venstre og Højre, senere Det Konservative Folkeparti). 1909-1910 som viceformand, 1910-12 formand og 1912-21 viceformand. Becker tilhørte højrefløjen i Højre. Han benægtede i lang tid bolignødens eksistens. I december 1920 udbrød der en fejde mellem Højres borgerrepræsentanter og den konservative presse (bl. a. København og Berlingske Tidende). Berlingske Tidende havde bragt en leder som omtalte Højregruppen i Borgerrepræsentationen som bl.a. trætte mænd og politisk opslidte m.v.. I protest nedlagde Carl Becker  hvervet som formand for den kommunale vælgerforening og nægtede at modtage genvalg til borgerrepræsentationen. På et møde i vælgerforeningen fik Becker og meningsfæller et tillidsvotum.

Carl Becker anlagde i marts 1925 sag mod tømrermester Peder Jensen for at have bedrevet jagt i Søborg Mose, han havde truffet ham med skjult jagtgevær og en jagthund. Peder Jensen hævdede heroverfor at han var på vej til et andet sted. I Nordre Birk blev han dømt for med ladt gevær at have færdedes på en privat sti og fik en bøde på 30 kr. Men Østre landsret frikendte efterfølgende ham da stien ansås for at være åben for almindelig færdsel.

Carl Becker udtalte sig den 24. januar 1925 stærkt imod et forslag til en ny jagtlov. Han mente at alt vildt blive udryddet og Dansk Jagtforening nødsaget til at lukke. Han så en trussel fra "lejehusmændene" som nu fik større ret til jagt. Jagtlovforslaget byggede på ornitologer og naturfredningsinteresserede: Svaner og rovfugle blev fredet, jagtret skulle knyttes til brugsret osv. Forslaget blev ikke vedtaget direkte, men medførte dog på længere sigt en skrappere regulering.

Jagten gaar ind - .

Jægerne har ingen Grund til at være pessimistiske.

Kun hvad Fasanerne angaar, er Jagtudsigterne sløje.

Damgaard, Holger (24.7.1870-15.1.1945) fotograf: Becker, Carl Anton Johan (17.5.1863-28.6.1938) jurist. 1900-1938. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. (Fotoet erstatter det slørede originale avisfoto).

Høj og solbrændt, med sin langhaarede Hønsehund i Hælene gaar Overretssagfører Carl Becker, Jægeren par excellence, gennem Søndagsbyen - lige hjemkommen fra en Udflugt til sin kære Mose ved Utterslev.

Han svinger den grønne Filthat med den lille brune Fjer til Hilsen og giver den blonde Moustache et Strøg ....

- Jo, siger han, nu gik Jagten ind paa Agerhøns, fra paa Tirsdag maa vi skyde Fasaner og Raavildt, fra paa Fredag Harer .... denne Lammende Høstsol i Dag, kan man tænke sig en festligere Indledning til Jagtsæsonen .... længes De ikke allerede efter Haresteg med Ribsgele og et godt Glas Bourgogne - hvor er det Maaltid, som passer bedre til en snehvid Dug, smykket af blodrode Rønnebær eller Hyben?

Vi forlader Poesien, skønt den er dejlig at dvæle ved, for et Øjeblik at tale praktisk.

- Fortæl lidt om Vildtets Talrighed, beder jeg Overretssagfører Becker.

- Ja, svarer han og ser pludseligt helt alvorlig og saglig ud. Jeg har studeret Beretninger fra bele Landet derom ogfaaet det bestemte Indtryk, at Jægerne absolut ikke har Grund til at se pessimistisk paa Udsigterne for en god Jagt. Jeg har nok hørt, at nogle klager sig - men de maa være paa Vildspor.

Det er bl. a. rygtedes, at Harerne skulde være faa .... alt for faa, indskyder jeg, med Tvivl i Sindet.

- Det passer slet ikke, siger Overretssagfører Becker og ryster paa Hovedet. De fleste Steder bliver Harejagten god .... hvor der har været en ordentlig Harebestand, er der ogsaa godt med Harer nu. Og paa samme Maade er jeg heller ikke bange for at gige, at Raavildtjagten de Heste Steder tegner pænt.

- Men nu Agerhønsene, er det ikke lidt sløjt med dem?

- Det kan man ikke saadan i al Almindelighed paastaa. Det ligger saaledes, at paa de stærke, de lerede Jorder har Kyllingerne ikke kunnet taale Fugtigheden, men paa de lettere Jorder er der mange Agerhøns at jage. Jeg talte med en Mand i Gaar, som et Sted her pna Sjælland havde set tre Flokke, hvoraf den ene var paa 32! Og i det nordlige Jylland skal det være rent forbandet godt.

- Og saa Fasanerne?

- Ja, de er det mørke Punkt. Navnlig i de sydlige Dele af Landet .... Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland .... slaar det forfærdeligt daarligt til med Fasanerne. Der er faldet for megen Regn, Kyllingerne har ikke kunnet klare sig. Endelig - hvad Vildænderne angaar, saa har der været mange af dem oprindeligt, men de var for "stærke", for tidligt udviklede, de forlod Smaasøerne og Moserne inde i Landet og gik i Stranden, som det hedder. Farvel, Kyllinger - kunde vi saa sige. Det er lidt trist, men det er der ikke noget at gore ved. Vi maa trøste os med, at Harejagten kan blive meget fin.

- Hvordan virker iøvrigt Jagtloven?

- Udmærket. Resultaterne af Fredningsbestemmelserne er meget glædelige. Urfuglejaglen er flere Steder laget til, og med Ænderne gaar det ogsaa frem.

Clerk.

(Nationaltidende 20. september 1926).

Overretssagfører Carl Becker 17. maj 1863 - 28. juni 1938. Henny Becker, f. Döcker 18. dec. 1888 - 1. dec. 1976. Carl Becker og Henny Mathilde Døcker blev gift 18. december 1914. Hun var datter af landstingsmand, statsrevisor Johannes Carl Døcker og hustru Caroline Amalie Ørnstrup. Gravsten fra Vestre Kirkegård. Afdeling G-11-1/5. Foto Erik Nicolaisen Høy (2023).