Slesvig-Holsten 1830-1839. (Efterskrift til Politivennen)

Debatten før udbruddet af Krigen 1848-1851, Treårskrigen, den slesvig-holstenske opstand, den slesvig-holstenske frihedskamp eller den 1. slesvigske krig er vigtig for at forstå hvordan danmarkshistorien anvendes helt op til i dag af fx politiske partier. De mange betegnelser for den samme begivenhed vidner om hvordan historien er blevet fortolket og brugt. 

I denne blogs tag "SlesvigHolsten (Efterskrift)" har jeg samlet en række avisartikler fra samtiden (1830-1850). De fokuserer især på 1. Københavneraviser "Kiøbenhavnsposten" og "Fædrelandet", 2. tysksprogede aviser, især "Kieler Correspondenz-Blatt" og rent slesvigske. Begge skiftede holdninger undervejs, bl.a. fordi udviklingen fremprovokerede nye standpunkter de måske ikke helt selv havde forudset.

Landssoldaten med den lille hornblæser af H. P. Pedersen-dan er et monument for krigene 1848-1851 og 1864, og udtrykker hvordan man dengang gerne ville se disse to krige. Myten om hornblæseren stammer fra den førstnævnte krig. Den centrale placering på Københavns Rådhusplads vidner om hvor vigtigt det dengang var. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Indledningsvis gør jeg opmærksom på at aviser er udtryk for borgerskabets synspunkter. Når de en gang imellem omtaler "folket" er det ikke det som vi i vore dage forstår ved udtrykket: Den almindelige dansker fx. Mens aviserne ofte gav sig ud for at udtrykke hvad den almindelige befolkning mente, så ved vi ikke hvad denne tænkte eller mente. Uanset hvor meget en avisartikel påberåbte sig opbakning. Borgerskabet mente i bedste fald at de almindelige mennesker kunne få indflydelse hvis de agerede som borgerskabet gerne vlle have de skulle gøre. Hvis ikke, var de i værste fald "pøbel", altså oprørere og ballademagere. Som en påmindelse om dette har jeg illustreret denne artikel med næsten samtidige stik af landskaber og mennesker.

At problemstillinger som disse drager spor langt op i nutiden, ses af selve ordet "Genforening". I grunden er det værdiladet udtryk som repræsenterer en bestemt fortolkning af det der skete for 100 år siden ved folkeafstemningerne i 1920. Om der så var tale om en genforening eller blot en forening, kan diskuteres. Man kan følge de tre kort gennem artiklen for at få den korte version: I 1820 eksisterede Sønderjylland ikke. Efter Krigen 1848-1851 blev Slesvig også kaldt for Sønderjylland. I 1889 efter Krigen 1864 blev hele Slesvig kaldt for Sønderjylland. Ud fra de sidste kort kunne man altså med god ret kalde det en genforening.

Slesvig By. Slesvig by var udset som et af emnerne til hvor Landsforsamlingen for Slesvig-Holsten skulle mødes i august 1848. Men da våbenstilstandsaftalen mellem Preussen og Danmark ikke sikrede imod en fornyet dansk besættelse af Slesvig, blev det Kiel i stedet for. Også fordi den provisoriske regering holdt til i Rendsborg. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

Opinionsblade 1830-1839

Politivennen bragte artikler der repræsenterede flere og ofte modsat sider af sagen, de er samlet i emneordene "tysk sprog" og "tyskere". Især artiklerne fra 1830'erne. Mens Politivennen fortjener titlen som det første "oppositionsblad", er "Kieler Correspondenz-Blatt" Helstatens første opinionsblad. Startet 27. juli 1830 af juristen Theodor Olshausen, og opinionsblad i mere moderne betydning, med arbejdstitlen: Kieler Correspondenzblatts für die Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg. Bladet må ses som et udslag af den udvikling i Slesvig-Holsten som foregik i starten af 1800-tallet, hvor tyngdepunktet i samfundet og politisk forrykkede sig fra landadelen (ridderskabet) til borgerskabet i byerne. Bladet var ikke Danmarks første - det tilkommer "Kiøbenhavns-Bladet" og "Fædrelandet", og de blev begge inspireret "Kieler Correspondenz-Blatt". Olshausen mente omvendt at "Fædrelandet" holdt sig til "das eigentliche Dänemark, mit Ausschluss der Herzogthümer Schleswig und Holstein" (15. november 1835, citeret efter Frandsen). Men det skulle snart vise sig ikke at holde stik.

Kiel. I 1848 havde byen omkring 15.000 indbyggere. Den var havneby præget af håndværk og handel, foruden et opland bestående af landbrug. Samt et universitet. Byen spillede en vigtig rolle som mellemstation mellem handelscentrene København og Hamborg. Bl.a. via hovedvejen Altona-Kiel (1832) og jernbanen Altona-Kiel (1844). (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

Det nye i Correspondenz-Blatt var at man her for første gang så de spæde spirer til en politisk debat. Baseret på en indsamling af fakta om hertugdømmerne. Bladet ville gennem oplysning indsamle og udbrede kendskab til regionale forhold i hertugdømmerne, med henblik på at skabe en særlig slesvig-holstensk identitet som baggrund for politisk handling. Han oversatte og udgav bl.a. i 1838 den danske kongelov, med den begrundelse at så længe de tyske hertugdømmer var forbundet med Danmark, var det af interesse - som han skrev i indledningen:

Für die mit Dänemark verbundenen deutschen Hertogthümer hat endlich das Königsgesetz ein fast unmittelaberes practisches Interesse, denn so lange diese Verbindung dauert, wird stets de Constitution des einen Reichs die Regierungsweise in dem damit verbundenen Lande grossentheils bestimmen.

Kongeloven omtaler de danske lande og riger. Ellers kender jeg mest til bladets artikler fra københavneravisernes citater. Og dem er der mange af. Ganske givet også omvendt. Med til mediebilledet hørte også det i Åbenrå-baserede tyske ugeblad, "Allgemeines Wochenblatt" (1826-1839), og det ligeledes tysksprogede, Haderslev-baserede "Lyna" (1840-1848). Det sidste gav ikke meget for "Kielser Correspondenz-Blatts" "separatistiske" synspunkter. Begge udkommet i "Nordslesvig", men før det blev kaldt Sønderjylland.

Theodor Olshausen havde som skribenterne i København liberale ideer. Og ligesom de betragtede Slesvig-Holsten som noget fjernt der ønskede at frigøre sig fra Danmark, opfattede Olshausen Danmark som et fremmed land, han ikke følte sig tiltrukket af, bl.a enevælden. Derfor var han (modsat københavnerpressen) ikke særlig lun på at integrere sig yderlige i Helstaten. Han var omvendt heller ikke begejstret for Tyskland, og brød sig ikke om en indlemmelse i en tysk nationalstat. Han betragtede ydermere slesvig-holstenerne som præget af en konservativ provinsialisme som mest gik ud på at afgrænse sig fra København og magten dér. Og var imod ridderskabets rettigheder. Han havde ikke noget program om at skabe et selvstændigt Slesvig-Holsten, en holdning som han selv mente var alment udbredt i Holsten.

Gåsedrenge. Måske opfører de forskellige gymnastiske kunster for at herskaberne kunne kaste nogle mønter fra sig. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

Men i øvrigt gælder det for "Kieler Correpodenz-Blatt" som for københavnerpressen at de skiftede holdninger undervejs i perioden 1830-1848. Så om nogen fast og vedvarende holdning var der ikke tale.

Da Slesvig-Holsten distancerede sig fra Danmark fra midten af 1830'erne, brød uenighederne for alvor igennem. Den "danske" side af sagen kan man læse via Mediestream. Her kan man også stærkt farvet og karikeret læse modpartens gennem "Fædrelandets" og "Kiøbenhavnspostens" filter. "Kieler Correspondenz-Blatt" blev mistænkeliggjort, latterliggjort og nedgjort, så det kan være svært at danne sig et indtryk af hvad bladet egentlig stod for. Det gjaldt formentlig også omvendt for "Kieler Correspondenz-Blatt."

Men nogle artikler blev gengivet i rimelig stort omfang, oversat til dansk. Det gælder en artikel fra den 14. februar 1836 om forbud mod tysk som blev citeret i "Kjøbenhavnsposten" den 23. februar 1836. Her påpeger man at politiet i Slesvig havde forbudt nogle tyske udgivelser:

"Ogsaa her, altsaa i Hertugdømmet Slesvig, i et tydsk Land, som imidlertid dog ikke er underkastet det tydske Forbund, ere det unge Tydsklands Skrifter forbudne. Hvilke og hvor mange, kunne vi ikke angive, thi Bogbinderne, Leiebibliothekarerne o. s. v. vide kun at nævne nogle, og heller ikke noget Bestemt angaaende disse. Forbudet er blot blevet dem forelæst paa Politikammeret, og det er derfor let at indsee, at de have glemt Navnene. Men skulde det ikke være hensigtsmæssigt, ja aldeles nødvendigt, hvis eller et saadant Forbud skal efterleves, at det blev publiceret i Bladene, eller idetmindste skriftligen insinueret dem, som det skal vedkomme? Men Politiet her har vistnok ikke handlet i den høiere Autoritets Aand; det ønsker, at der i det herværende Ugeblad ikke maa offentliggjøres noget om dette Forbud. Os forekommer en saadan Offentliggjørelse at være saa nødvendig, at vi endog mene, det vilde være hensigtsmæssigt - naar Forbud mod Bøger dog skulde finde Sted, og disse maaske skulde forøge sig - at der da Tid efter anden officielt blev udgivet og udbredt et catalogue librorum prohibitorum, saaledes som det jo pleier at skee i endeel catholske Lande, og der torde efter Analogier og Forhold være at overveie, om Udvælgelsen af et saadant ikke ogsaa burde overlades til den høiere Geistlighed, eventuelt til Generelsuperindenturen. Imidlertid ønskede vi dog først at se det Spørgsmaal besvaret, om en Bog, som er bleven kjøbt inden den blev forbuden, siden kan confiskeres hos Nogen, og om denne da ikke idetmindste bør erstattes de derfor udgivne Penge??"

På det tidspunkt var de liberale i København og Slesvig-Holsten nogenlunde enige om trykkefriheden, og ved at offentliggøre klagen, aner at "Kiøbenhavnsposten" ser det som et overgreb på trykkefriheden.

Olshausen mente landegrænser burde adskille nationale identiteter. I starten af bladets udgivelsesperiode var han endnu ikke blevet opmærksom på at der i det nordlige Slesvig var et overvejende dansk element. Og da han blev det i 1838, var han konsekvent i sin politik ved også at tage afstand fra de slesvig-holstenere som argumenterede ud fra Ribebrevet, altså at Slesvig og Holsten aldrig måtte adskilles: "Up ewig ungedeelt". Dog først efter at man troede at dette blot var endnu et forsøg på dansk undertrykkelse af slesvigerne. På sæt og vis et synspunkt der var næsten et helt århundrede forud for sin tid. Københavnerpressens hovedargumenter hvilede modsat på historiske, juridiske og andre forhold. I starten af 1830'erne var sprogspørgsmålet ikke centralt. Der herskede endnu en stor fordragelighed mellem liberale i Slesvig-Holsten og i København.

Mågeskydning. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

Ekskommunikation af Jøder. (Efterskrift til Politivennen)

Af en Artikel i "Itzehoer Wochenbl." erfares at Overrabbineren i Altona endnu har for Skik, at sætte Israeliter i Ban. Tre Israeliter i Rendsborg oplyse nemlig i dette Blad, at naar en Israelit er en anden Israelit Penge skyldig, og denne klager derover hos hiin Overrrabbiner, hvilket kan skee, om Gjelden ogsaa kun er nogle Mark, saa udstæder denne et Stævningsbrev, for hvilket maa betales 22 Sk., og hvori den Anklagede opfordres til, at møde inden 6 Dage for Retten. Den fattige Skyldner, som ikke kan møde eller lade møde, erholder en ny Stævning inden 6 Dage og dømmes til at betale Omkostningerne. Tredie Gang citeres han, under trudsel af Ban, og nu udslynges i Udeblivelsestilfælde Banstraalen. Selv om den Anklagede møder ved første Stævning, og undskylder sig med Uformuenhed, indtræder Bansætteelsen alligevel, dersom han ikke inden 30 Dage har betalt. Denne Ban bestaaer i, at Skyldneren excommuniceres, hans Navn opslaaes paa en i Synagogen hængende sort Tavle; han maa nu ikke mere besøge Synagogen, eller bivaane nogensomhelst kirkelig Handling. I Rendsborg leve endnu 4 bansatte Israeliter, af hvilke den Ene har været excommuniceret i 25 Aar. En Femte trues for Øieblikket med Banstraalen for en Gjeld af 8 Mark.

(Kjøbenhavnsposten den 1. december 1834)

Nogle Rendsburger Israeliter, der kalde sig "Venner af Sandheden", have seet sig foranlediget til, i Anledning af den i offentlige Blade omtalte Bansættelse af israelitiske Debitorer, i "Itzehoer Woncheblatt" at erklære: "at denne Ban, der alene bestaaer i Udelukkelse fra Synagogen, er grundet paa det Princip: "at Opfyldelsen af retmæssige Forpligtelser til Medmennesker, er Grundvolden for al Religion, og at offentlig Gudsdyrkelse af dem, der ikke efterkomme den første hellige Pligt ikke er Andet end en tom Tant og offentlig Forargelse." Fremdeles oplyse det at bemeldte Ban ikke udgaaer fra Overrabbineren, men fra den israelistiske Ret i Altona; at den ikke anvendes imod Skyldnere, der ei kunne betale, men kun imod dem, der ei ville betale, og at saasnart En med Eed har bekræftet sin Uformuenhed til at opfylde en indgangen Forpligtelse, finder den paa ham ingen Anvendelse. Denne Ban, der desuden ved allerhøieste Privilegium er tilstaaet den jødiske Ret, som første Tvangsmiddel, skal iøvrigt allerede ved flere Leiligheder have viist sig at være af Nytte: saameget mere som kun Uredelige, ikke Fattige, behøve at frygte den."

(Kjøbenhavnsposten, 8. januar 1835)

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er 1. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Tidlige liv (1795-1834)

Nathanson blev født 1796 som Isaac Nathansen i Fredericia af jødiske forældre og opdraget i den jødiske tro. Bror til Nathan Nathansen. 1808 i handelslære (som 13 årig) hos svoger Abraham Simon i Randers. 1812 en periode i Århus i lære hos købmand Bendix. Gift 1817 med Rose Bonefang. 1823 i kompagni med broderen Jacob som var slagter. Fattede interesse for heste, og fik 1828 gennem hertugen Christian August af Augustenborg forbindelse med Frederik 6. Forbindelsen var opstået da samtidens betydeligste hippolog og veterinær, dr. med. Jens Veibel Neergaard viste sig lunken over for fuldblodshingstes betydning for avl og meldte afbud. Nathansen var herefter initiativtager til hestemarkeder i Randers.

I 1828 blev Isaac Nathansen i et snevejr skubbet til af to slaver (tugthusfanger) og gav to (løsagtige?) piger ørefigner for at grine af det. Noget der indbragte ham en bøde på tre mark. Dette er det eneste man ved om tiden før hans glansperiode: som købmand (indtil 1830) og hestehandler i Randers. Han var tilsyneladende velanset og blev både fattigkasserer (1826) og rodemester (efter 1826). Men med modstridende vidnesbyrd: Skikkelig, særdeles tjenstvillig og godmodig, dog med tilbøjelighed til heftighed. Eller: Temmelig elastisk samvittighed i pengesager og handelsanliggender og ikke uden tilbøjelighed til intriger, forfængelig og hovmodig. Han var en kendt smugler på strækningen mellem Randers og Udbyhøj og lavede betydelige toldbedrag. 

Købmand og væddeløbsheste (1834-39)

Efter 1830 fik han en passion for heste og var initiativtager til et hestemarked i Randers fra 1830. Det betød at hans købmandsvirksomhed gled i baggrunden og blev forsømt. Han rejste rundt som hertugen af Augustenborgs agent. Han vandt desuden fra o. 1833 flere præmier med fuldblodshingste som øgede offentlighedens interesse. Det gav ham tilnavnet "Fuldblods-Nathansen".

Hertugen af Augustenborg havde ifølge Kjøbenhavnsposten nr. 11, 20. januar 1829, side 48 anskaffet sig en kendt væddeløbshest:

Det Hertugelige Augustenborgske Stutterie er nylig blevet forøget med en under Navn af Logic berømt Hingst fra England. Denne Hest blev der betragtet som den bedste Væddeløber, og har vundet Prisen ved de fleste Væddeløb, navnlig ved dem, der have fundet Sted paa Marsfield. Eieren, Lord Charles, var buden 1000 Guineer for den.

I 1834 var skepsis for fuldblod til andet end væddeløb dog øget, og for at fjerne den, blev gennemført et væddeløb som Nathansen vandt. Trods store præmiesummer vaklede hans økonomi dog. Han slog sig på litterær virksomhed og selvpromotion. Et af væddeløbene er beskrevet i nedenstående artikel: 

Ved Vædderidtet, den 22de ds, vandt Hr. Købmand I. Nathanson fra Randers første Præmie, 400 Rbd. Sølv, ved sin brune 3/4-Blods Hoppe "Augusta", kjøbt af Hs. Durchl. Hertugen af Augustenborg. Endskjønt der paa denne Dag blæste en heftig Storm, tilbagelagde den, med en Vægt af 10 Lpd., Banen, der havde en Længde af 2 danske Miil, i 27 Minutter og 58 Secunder, uden nogen kjendelig Anstrængelse. Rytteren (Hoppens Eier) maatte bære 33 pd. Bly i Beltet. Anden Præmie, 200 Rbd. Sølv, vandtes af Gaardmand Jens Nielsen Tang fra Venning, Fousingø Gods, ved en af Eieren selv reden bruun Hoppe, falden efter den engelske Hingst Elles. (Denne Hoppe var den samme som i Fjor paa Banen ved Randers, reden af Kbm. I. Nathanson, tog den af Capt. v. Riegels udsatte Præmie.)
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 26. juni 1834) 

(Uddrag af artikel:)
Anden Præmie, 200 Rdd. Sølv vandtes af Gaardmand Jens Nielsen Tang fra Venning, Fousinge Gods, ved en af Eieren selv reden bruun Hoppe, kalden efter den engelske Hingst Elles. (Denne Hoppe var den Samme som ifjor paa Banen ved Randers, reden af Kjøbmand I. Nathanson, tog den af Capt. v. Riegels udsatte Præmie). Den brugte 32 Minutter 38 Sekunder til Løbet. Temmelig almindelig yttrede sig den Mening, at denne Hoppe ved en ligesaa hensigtsmæssige Forberedelse som Hr. Nathanson og med den kunstmæssigere Rytter havde ville kunne maale sig med Augusta.
(Kjøbenhavnsposten 30. juni 1834)

I Nr. 57-58 af "Veterinairtidenden" har en Indsender fremsat nogle Bemærkninger om Væddeløbene iaar ved Viborg, der saa afgiørende synes at have godtgiort det ædle Blods Fortrinlighed, ikke aleneste paa kort, men ogsaa paa længere Vei. Hr. Kjøbmand Nathansens 3/4 Blods Hoppes Seier over de 5 Heste af Landracen, som concurrerede med den og bleve distancerede, eller maatte forlade Banen - mener nemlig Indsendere - var herpaa et saa afgørende Beviis, at Enhver, som ikke mangler Villie og Evne til at see og dømme, derved maa faae Øinene op, saameget mere som anden Præmie blev vundet af en Hest, der vel ikke kan kaldes synderlig forædlet, da den kun er falden efter en Halvblodshingst ...
(Dagen, 16. juli 1834. Uddrag)

(Uddrag af artikel:)
Ved Horsens vandt Grev v. Petersdorffs sorte halvblodshingst Nimrod 1ste Præmie 400 RBD., Brændeviinsbrænder i Slagelse Petersens Hoppe Herodia 2den præmie 150 Rbd. r. S. og Kjøbmand i Randers Nathansons Hoppe Augusta 3die Pr. 100 Rbd. r. S. Den af D. K. H. Prinds Frederik Ferdinad og Gemalinde udsatte Pokal vandtes af v. Gersdorffs Skimmel-Vallak Fair-Forrester og Hr. Kjøbmand Nathansons Augusta fik Indsatsen (10 Rbd. Sølv for Hver). Nogle mindre Præmier vandtes af Bønderheste.
(Kjøbenhavnsposten, 21. juli 1834.)

(Uddrag om deltagere i hestevæddeløb, Københavns Blegdamsfælled): 
...en hvid Hoppe, tilh. Kjøbmand Nathanson. Rytter Eieren ... en Pot80's Hoppe, tilh. Hr. Kjøbmand Nathanson.
(Kjøbenhavnsposten, 8. september 1834)

(Uddrag om deltagere i hestevæddeløb, Københavns Blegdamsfælled under forsæde af H. H. D. hertugen af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg som dommer): 
Første Løb: ... 2) Augusta, sortebrun Hoppe, 4 Aar, efter Fuldblodshingsten Logic og en Pot80's Hoppe, tilh. Hr. Kjøbmand Nathanson. ... Tredie Løb: 2) Miss Blackwood, mørkegul Hoppe, 6 Aar, efter den kongelige (engelske) Hingst Blackwood og en hvid Hoppe, tilh. Hr. Kjøbmand Nathanson.
Væddeløbene i Odense afholdtes den 2den og 3die Septbr ... 1ste Hest 300 Rbd. Hr. Nathansons sortebrune Hoppe Augusta, 4 Aar (2', 30'')
(Kjøbenhavnsposten, 9. september 1834)

Heste-Væddeløbene paa Nørrefælled udenfor Staden ... Tredie Løb ... Kjøbmand Nathanson: Augusta, mørkebruun Hoppe, 5 Aar, efter Logic og en Pot80's Hoppe; Samme: Jöden, Fixhingst, 3 Aar, efter Moses eller Logic og Wonderfull.
(Kjøbenhavnsposten 7. september 1835)

(Uddrag af: Resultat af Hestevæddeløbene paa Banen ved Randers den 4de og 5te September 1837):
2) Hr. I. Nathanson en lysebruun Hoppe Alerte, 4 Aar, efter Palæmon og en Wellesley-Hoppe, 123 Pd. 2den Hest 2den Præmie.
...
4) Hr. I. Nathanson enlysebruun Hoppe, Alerte, tilbagetrukken

I 1836 noterede Kjøbenhavnsposten nogle mindre præstationer af Alerte, bl.a. 17. juni 1836 i Slagelse.

2) Hr. I. Nathanson, en lysebruun Hoppe Alerte, 4 Aar, 123, Pd. Distanceret.
(Kjøbenhavnsposten, 16. september 1837)

Nathansons succes med heste varede ikke ved. Mod slutningen af 1830erne førte hans hesteinteresse ham til en formentlig lidt urealistisk forestilling om sine evner til at fremavle en særlig jysk race. Og hans optagethed blev formentlig for meget.

Holmens Bro. (Efterskrift til Politivennen)

Igaar aabnedes den Nye Holmens Broe for Passage. Som bekjendt har dens Bygning optaget omtrent halvtredie Aar. En Forandring i den oprindelige Plan (hvorefter Broen skulde have havt en mere lige Direction), saavelsom den ugunstige, sumpige Grund skulle have bidraget ikke ubetydeligt til at forsinke dette Arbeide, der er udført med en smagfuld Simpelhed og Soliditet, der gjør Constructeuren, Hr. Havnebygmester og Vandbygningsconstructeur Kolby, megen Ære. Broen er opført af hugne Granitstene med støbte Jernbuer- I Tirsdags behagede det H. M. Kongen at passere den aabnede Broe paa den første Jagt, som gik derigjennem. Efter gammel Skik erholdt Kudsken paa den første Vogn, som igaar kjørte over Broen, en Doceur af den tilstedeværende Conducteur.

(Kjøbenhavnsposten, den 27. september 1834)

Det var ikke i Tirsdags, men i Onsdags, at Hs. Maj. Kongen, efter endt Statsraad, behagede at tage Broen i Øiesyn; H. M. passerede ikke selv paa den første Jagt igjennem Broen; men saae den blive aabnet og det første Skib at passere igjennem den; hvornæst det behagede H. M. med sin adjudant at stige til Vogns og kjøre over Broen." 

(Kjøbenhavnsposten den 29. september 1834. Uddrag)

Den nuværende Holmens Bro er fra 1954, og afløste Vilhelms Dahlerups, anlagt 1878.

Vesterbroes Morskabstheater. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Søndag agte Brødrene Price, efter tre Aars Fraværelse herfra, igjen at aabne deres Forestillinger paa Vesterbroes Morskabstheater, bestaaende af Liniedands og Pantomime. Det vil udentvivl interessere Publikum ved denne Leilighed at gjensee de tvende Sødskende, Josephine og Carl Winther, dder skulle have gjort betydelige Fremskridt i den acrobatiske Kunst. Deres Fader, Winther, der som Pierrot i Pantomimen saa heldigt traadte i sin Lærers Casortis Spor, er, som bekjendt, død paa Reisen, og remplaceres nu i hiin yndede Characteers Fremstiling af Hr. Adolph Price. Mimerne Rosa og Flora Price ville paa Søndag atter optræde i de af dem tilforn her med Bifald givne Hovedpartier i Balletten: "Flor o og Floretta", og til Slutningen opføres en af Selskabets yndede italienske Pantomimer: "Harlequin, mekanisk Statue."

(Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1834)

Redacteurens Anmærkning.

Nutidens Vesterbrogade 52-62 var i 1740 samlet som én stor grund, hvor gæstgivergården ”Den hvide Svane” lå. Efter fraseparering af den østlige del, Vesterbrogade 52 i 1798, afhændede værtshusholder Strelow i 1800 bygningerne til en tøjfabrikant. I ”Den hvide Svanes” haver, vest for gæstgiverigården, indledte familien Price i sommeren 1801 sin teatervirksomhed i en mindre træpavillon. Succesen medførte en udvidelse af lokalet allerede året efter, således at det nu rummede scene, publikumsloge, seks små omklædningsrum, to billetkontorer, foruden ”gulvet”, som bar det pompøse navn ”Det danske National Sommer-Theater”. Senere kom andre forlystelser til, såsom fyrværkeri, karrusel, gynge og ballonopstigning. Denne tidlige teaterbygning overlevede Københavns bombardement i 1807, men blev på grund af brøstfærdighed allerede nedrevet i 1809. Samme år, købte hestehandler Lars Wulff ejendommen, den nuværende matr.nr. 27, og delte den i 1812 i to, hvoraf han selv beholdt den østlige halvdel af gæstgiverihaven, litra A – og solgte halvdelen med teaterhaven, litra B, til kammerråd Rothe.

Efter i nogle år at have haft teater længere ude ad Vesterbrogade, flyttede det Priceske selskab tilbage til udgangsstedet. Fru Prices nye ægtemand, berider Franz Kuhn, købte selv i 1816 den gamle morskabshave, nu matr.nr. 27B og desuden den nordfor liggende grund Gl. Kongevej 33, nu matr.nr. 88A. Her blev i vinteren 1816-17 opført det egentlige ”morskabsteater”. Bygningen udmærkede sig, skønt stadig kun af træ, ved sit maleriske ydre og et klassisk formsprog, herunder en reliefprydet trekantsgavl og en søjlebåret forhal, skønt ”relieffet” var malet og søjler af firkantede brædder. Hertil kom til højre for teatret, helt fremme ved gadelinjen, en mindre træbygning, der rummede et konditori. Som resultat af flere udvidelser kunne teatret i 1830 rumme hele 600 tilskuere. I 1845 bukkede det gamle teater under i konkurrencen med det nyåbnede Tivoli, og bygningen blev solgt på auktion for 4.500 rigsdaler. De nye ejere, vicebrandmajor J.H. Lytthans og murermester J.C.S. Berlin fik, trods demarkationsbestemmelserne lov til samme år, i 1845, at opføre to ens, grundmurede treetagers forhuse. 

Af disse to står det ene, Vesterbrogade 60 den dag i dag, mens huset Vesterbrogade 58 brændte og blev nedrevet før 1974. Grunden blev opdelt i de to matrikler, nr. 27 B 1 og 27 B 2 (= Vesterbrogade 60 med ny matr.nr. 1618).