Tyvebander i Jylland (Efterskrift til Politivennen).

I 1841 var den gal nord for Limfjorden med Dronninglundsagen hvor over et hundrede blev idømt strenge straffe. Og i 1847 var den så gal syd for Limfjorden

- Coll. Tid. for i dag indeholder efterstående officielle bekendelser om den ejendomsusikkerhed, som nu igen i længere tid har fundet sted i en del af Jylland:

"I et til Kancelliet indgivet andragende havde herredsfogderne i Hjemslev og Gjern Herreder under Skanderborg Amt, i Hads og Ring Herreder og i Hasle, Framlev, Sabro og Vesterlisberg Herreder under Aarhus Amt samt birkedommeren i grevskabet Frysenborgs Birk, henledt Kollegiets opmærksomhed på de i begyndelsen af året i de dem betroede jurisdiktioner begåede hyppige tyverier, forbundne med indbrud. Vel havde man endnu ikke haft eksempel på - i alt fald kun et ganske enkeltstående - at gerningsmændene tillige havde gjort sig skyldige i grovere forbrydelser, navnlig ved under tyveriernes udførelse at anvende vold eller trusel med vold; men tyverierne røbede desuagtet jævnlig stor dristighed og var ikke sjældent forbundet med fare for ildsvåde, idet forbryderne under gerningen betjente sig af friktionssvovlstikker. 

Da der dengang ikke i kommunerne var mangel på fødemidler, ligesom der også for den flittige og dygtige var tilstrækkeligt arbejde med forhøjet dagløn, kunne det ikke antages at den egentlige grund til de hyppige ejendomsindgreb var at søge i de daværende høje priser på livets fornødenheder, hvorimod flere data lod formode, at de nærmest var en følge af, at adskillige alt længe som farlige for den offentlige sikkerhed bekendte individer havde forenet sig, og at det var ved disse vist nok temmelig udstrakte forbindelser at tyvene blev sat i stand til at skjule og afsætte kosterne. 

Som steder hvor gerningsmændene fornemmelig havde tilhold, nævntes Sønder-Galten og Størring Sogne i Hasle m. fl. Herreder, og i Hads-Ring Herreder Odder Sogn. Forsåvidt Frysenborg Birk angår anførte birkedommeren, at det kun var i løbet af det sidste halve år at hyppige indbrudstyverier i hans jurisdiktion havde fundet sted, samt at formodningen om at den nu indtrådte forandring til det værre fornemmelig hidrørte fra komplotter i de ovennævnte distrikter i nabojurisdiktionen, blandt andet fandt bestyrkelse derved, at det kun var i den disse tilgrænsende del af birket, at tyverierne var blevet udøvede. Andragerne bemærkede fremdeles, at de havde foretaget hvad der stod i deres magt for at håndhæve retssikkerheden, men at de midler, som politimesteren på landet har til deres rådighed, ikke er tilstrækkelige, idet navnlig sognefogderne dels har så mange andre forretninger at varetage, dels ofte, især når gemytterne ved forbrydelsernes hyppighed er ængstede, af frygt for gerningsmændenes hævn ikke kunne ventes at ville yde dem så kraftig hjælp, som de ellers kunne. 

Bemeldte embedsmænd foreslog derfor, at der som en interimistisk foranstaltning måtte på de steder i deres jurisdiktioner, hvor der fornemmelig måtte antages dertil at være trang, ansættes to politiassistenter, nemlig en i Sønder-Galthen og en i Odder, og at derhos enhver af disse assistenter måtte erholde to politibetjente til sin disposition, der såvel som assistenterne skulle være beredne. For at politiassistenterne kunne virke med den behørige kraft, ansås det endvidere fornødent, at de begge uden hensyn til jurisdiktionsforskel kunne fungere overalt i Aarhus Amt og de nærmest tilgrænsende jurisdiktioner, dog således, at der angående det af assistenterne foretagne blev at gøre beretning til vedkommende retsbetjent. Den udgift, som ved dette forslags iværksættelse ville opstå for det offentlige, formentes ikke at burde komme i betragtning mod den nytte, foranstaltningen kunne ventes at ville medføre, ikke blot med hensyn til opdagelsen af egentlige forbrydelser, men også med hensyn til en del mod god politiorden stridende forseelser, hvilke med politiets nærværende kræfter ikke lod sig tilbørlig kontrollere.

(Sluttes)

(Kjøbenhavnsposten, 9. oktober 1847).

- (Kancelli-Beretningen om Usikkerheden i Aarhuus Amt. Sluttet.)

- Forinden videre foretoges i anledning af dette andragende, fandt Kancelliet det nødvendigt, at der blev givet amtsrådene for Skanderborg og Aarhus Amter lejlighed til at ytre sig over sagen. Det førstnævnte amtsråd udtalte sig vel i sin derefter afgivne erklæring for hensigtsmæssigheden af den foreslåede foranstaltning, også med hensyn til de i visse egne af Skanderborg Amt særdeles hyppige indbrudstyverier; men da det måtte anses tilstrækkelig oplyst, at disse forbrydelser hidrørte fra de i Aarhus Amt opståede og vidt forgrenede tyvebander, holdt rådet for, at Aarhus Amtskommune måtte være nærmest til at bære de til opretholdelsen af den offentlige sikkerhed nødvendige udgifter, når disse ikke kunne udredes af statskassen. 

Amtsrådet for Aarhuus Amt tiltrådte ganske hvad der af andragerne var ytret om utilstrækkeligheden af den hjælp, politimestrene på landet har af sognefogder og sogneforstanderskaber, ligesom rådet erkendte, at retsusikkerheden i amtet var stor, og i mærkbar tiltagen, hvilket det søgte yderligere at dokumentere ved en del fra forskellige sogne indhentede oplysninger om antallet af de i de sidste år forøvede indbrud. Også antog rådet, hvad ligeledes vedkommende retsbetjente har indrømmet, at det kun er en lille del af de begåede tyverier der anmeldes for politimestrene. Da i øvrigt tyverierne efter den almindelige mening ledes af en fælles bestyrelse, som antages at have sit hovedsæde dels i Galthen eller Størring, dels i Odder, men denne bande vistnok er temmelig vidt forgrenet og stedse søger sig nye deltagere på forskellige steder, for at have tilhold og kunne finde skjul når dette måtte behøves, havde rådet været i megen tvivl om det ikke hellere burde tilråde en kommission nedsat for at angribe ondet fra roden og inddrage alle mistænkelige personer under sin virksomhed, hvilket andre steder har ledt til heldige resultater. 

Men da der ikke var aldeles bestemte data til stede, hvorpå en sådan kommission kunne støtte sin virksomhed, og der efter rådets mening nødvendigvis snarest muligt måtte ske en gennemgribende forandring, havde det dog troet det mere hensigtsmæssigt at tiltræde forslaget om ansættelsen af to beredne politiassistenter med det fornødne antal ligeledes beredne betjente, i det mindste som en interimistisk foranstaltning. Amtsrådet anså det derhos nødvendigt, for at sikre sig dygtige og erfarne folk, at såvel assistenterne som politibetjentene aflagdes nogenlunde rundeligt, og foreslog derfor, at der måtte tilstås assistenterne 800 Rbd. og betjentene 400 Rbd. årlig. Hestehold derunder indbefattet. Udgiften ville således beløbe sig til 3200 Rbd. årlig. Halvdelen heraf mentes at kunne udredes af vedkommende amtsrepartitionsfond, mens den anden halvdel måtte blive at tilvejebringe på anden måde, uden at rådet havde troet at burde indlade sig på, om beløbet af finanserne ville være at tilskyde, eller om det muligt kunne pålægges vedkommende retsbetjente, som ved assistenternes ansættelse ville få en ikke ringe lettelse, at bidrage noget dertil. 

For at de ofte nævnte assistenter ikke skulle være indskrænkede i henseende til deres  virksomhed, anså også amtsrådet det for rettest, at der ikke underlagdes dem, i forhold til hinanden, noget bestemt distrikt, men at de begge kunne fungere overalt i Aarhuus Amt og ligeledes i den del af det til samme stødende Frysenborg Birk, der henhører under Viborg og Skanderborg Amter, hvorimod rådet mente, at deres funktionsdistrikt ville blive vel stort, hvis det tillige skulle omfatte Hjelmslev og Gjern Herreder i Skanderborg Amt. 

Kancelliet, der efter de foreliggende oplysninger måtte anse det aldeles nødvendigt, at der snarest muligt blev truffet ekstraordinaire og virksomme forholdsregler til at modvirke den overhåndtagende retsusikkerhed i de pågældende jurisdiktioner, kunne ikke andet end være enigt med de vedkommende lokale autoriteter i hensigtsmæssigheden af, at der interimistisk ansættes tre politiassistenter, hver med 2 betjente, den ene i Sønder-Galthen og den anden i Odder, således at disse, uagtet enhver af dem måtte ansættes hos en af herredsfogderne. dog tillige fik myndighed til at fungere i hele Aarhus Amt, mens deres distrikt ikke kom til at omfatte Hjelmslev og Gjern Herreder, for hvis vedkommende også herredsfogden har erklæret, at en politiassistents nærværelse i Sønder-Galthen, tæt ved jurisdiktionens grænse, formentlig i forbindelse med de midler, han selv har til sin rådighed vil være tilstrækkelig for at opretholde den fornødne sikkerhed. 

Varigheden af denne ekstraordinære foranstaltning har Kancelliet troet at kunne indskrænkes til et tidsrum af 2 år. Lønnen til politiassistenterne og betjentene er fundet passende at kunne fastsættes i overensstemmelse med Aarhuus Amtsråds forslag, og halvdelen af det dertil medgåede beløb er antaget at måtte blive at udrede af vedkommende Amtsrepartitionsfond, hvorimod Rentekammeret, hvis ytringer man har indhentet, intet har fundet at erindre; den anden halvdel antages foreløbig, efter dertil fra finansbestyrelsens side meddelt samtykke, at kunne afholdes af finanskassen, dog at det gøres til genstand for overvejelse, hvorvidt en del af beløbet måtte kunne afholdes på anden måde, navnlig ved at det pålægges kommende retsbetjente at overtage en del af samme. 

Under 23. sept. har derefter Kancelliet, hvis mening har fundet allerh. bifald, fra 1. oktbr. d. å. at regne på 2 år konstitueret kopiist i kongens fogeds kontor her i staden, cand. jur A. Grønlund, og cand. jur. volontør under Kollegiet, St. Linnemann til politiassistenter i Aarhus Amt, den første i Hasle m. fl. herreder, den anden i Hals og Ring Herreder, samt meddelt dem den i så henseende fornødne instruktion, hvorhos Kollegiet har tilskrevet amtmanden om efter foregående konference med vedkommende retsbetjente og nogle af amtsrådets medlemmer ligeledes fra samme tid at ansætte to beredne politibetjente hos enhver af de nævnte assistenter, hver med en årlig løn af 400 Rbd., derunder indbefattet godtgørelse for hestehold, men på den betingelse at de uden videre straks af amtet kan afskediges, såfremt vedkommende politimestre efter politiassistenters indstilling måtte finde sig utilfreds med dem. Der er derhos indledt forhandling med de vedkommende angående de punkter, der efter det foranførte, ville blive genstand for nærmere bestemmelse".

(Kjøbenhavnsposten, 11. oktober 1847)

Om de theologiske Tilstande i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

I oktober-november 1847 fremkom en artikelserie med efterfølgende debat om den kristne kirkes kritiske situation i Danmark. Jeg har medtaget et kort afsnit om mere beskrivende dele og udeladt de holdningsprægede. Læserne henvises til de originale artikler.

Om de theologiske Tilstande i Danmark

Af en Landsbypræst.

I

- - - Enhver, hvem Kirke og Theologi ligge alvorligt paa Hjerte, har faaet ligesom en Impuls til at kaste Blikket ud over disse Tilstande i Danmark, og naar han da maa sige sig selv, at det i det Hele ikke er lystelige Syn, der mede ham, naar han selv længe har følt det Trykkende og utilfredsstillende i saa mange kirkelige Forhold, da undre man sig ikke over, at der tages en Leilighed til at udtale adskillige "vemodige Klager", som ere begrundede i alvorlige Betragtninger.

Det kan nemlig ikke negtes, at det seer meget dødt og aandløst ud i den danske Kirke; paa meget enkelte Steder nær, hvor Livet dog har antaget en særegen Maneer og Form, er Menighedslivet og Menighedsbevidstbeden for største Delen forsvunden; Gudstjenesten , endog hvor begavede og troende Præster have Embedet, udenfor Kjøbenhavn sparsomt besøgt i den langt overveiende Part af Danmark; Kundskaben om Christendom meget svag og ufuldstændig. Troen paa Christus mat og hensygnende, Kjærlighed til Frelseren kold, og som en Følge heraf er ogsaa Interessen for Kirkens aandelige Skatte og dens rige Velsignelser yderst ringe. Den som ikke vil lade sig blænde af det ydre Skin og ikke er tilbøielig til at sammenblande ydre Tugt med indre Liv; den, som ikke vil antage, at Enhver den, som ikke aabenbar fornegter, er en Troende, og ikke bedømmer Menighedens Tilstand i christelig Henseende efter enkelte Kirkebesøg, navnlig paa Høitidsdagen, men som vil gaae sin Gang i Stilhed igjennem Husene paa Landet, og tale med Mennesker af forskjellige Livsstillinger om deres Sjæls Salighed, han vil snart komme til Erkjendelsen af, at den nysgivne Skildring ikke er overdreven, at de enkelte Troendes Christendom er ganske subjectiv som den individuelle Sjæls Tilknytning til Gud i Christo. Af Bevidsthed om det Samfund, vi danne med hinanden i Herren, finder man i de danske Menigheder saare lidet indre og ydre Tegn, ikke at tale om de saare mange hverken troende eller fornegtende Menighedslemmer, hvis hele Christendom reducerer sig til at de vide, at de skulle være skikkelige Mennesker. Af denne Indledning følger det, at vi her lene udenfor de religieuse Bevægelser, som have rustet saa mange Menigheder i Tydskland, og i en Slags Apathi ansee de Livsspørgsmaal, der have fremkaldt Bevægelsen, som os uvedkommende; deraf følger det ogsaa, at de grundchristelige Foranstaltninger, som forudsætte en sand og levende Tro til dens Blomster f. Ex. Missions- og Bibel - Sagen, aldrig har kunnet vel trives hos os , men have et vegeterende Liv, og at den saakaldte indre Mission endnu ikke i Danmark er kommen ud over Philanthopismens Standpunkt; deraf følger det endeligen, at endog saadaane Anliggender, der dog umiddelbart angaae Menighedens kirkelige Tarv, f. Ex. Indførelse af Ritual, Psalmebog, Perikoper, aldeles ikke kunde blive behandlede som Menighedsanliggender, men som Gjenstand for Gejstlighedens Overvejelser. See vi nu til alt dette, der i det Væsentlige finder Sted overalt i og udenfor Hovedstaden - paa nogle Undtagelser nær, hvorom vi senere skulle tale - kunne vi da andet end sørge over, at Livet har draget sig tilbage fra de Forhold og Forbindelser, i hvilke det kraftigst burde røre sig, at Kirken indtager en saa arm og forknyt Stilling, at man fast ikke under den Tilværelse, at Kirkens Fosterbørn ere faa lidet taknemlige mod deres Moder, at de med en bedrøvelig Ligegyldighed forflyde dens aandelige Goder; kunne vi andet en sørge over, at de Christne her i Danmark i det Hele have fjernet sig fra det Middelpunkt, af hvilket Troens Liv udspringer, og kun hver ville have deres Christendom for sig, istedetfor at arbeide hen til, at de, sammenføiede og sammenbundne med hinanden igjennem alle Forbindelsesled, skulde opvoxe med hinanden til ham, som er Hovedet!

Der er mange sammenstødende Omstændigheder, som have bevirket denne de kirkelige Sagers Tilstand. Det turde være en noget dristig Paastand, naar vi sige, at der maaskee aldrig har været nogen ret levende og alvorlig Christendom her i Danmark siden Reformationens Tid; naar man idetmindste vil forfølge Sporene igjennem alle Tidsaldere, saa finder man saare faa Livsyttringer, og den danske Kirkehistorie frembyder vel enkelte secteriske Udskeielser, men ikke nogen stærke religieuse Bevægelser, som have grebet Mængden, ikke Folkets Kamp for at bevare Troens Klenodie, ingen selvstændig Indgriben i Kirkens Anliggender. Man har fra Regjeringens Side vaaget med Strenghed over Eensformighed i Kirkelæren, men uden faste Principer og derved ogsaa uden sikker Gang; Præsterne støde igjennem de forrige Aarhundreder - som de mange imod Drukkenskab, Lediggang, Handel og aabenbare Laster advarende Synodalia Ulstrækkeligt bevidne - paa et lavt Standpunct; Folket er i det Helt intet Samfundsfolk, slutter sig ikke let og ikke gjerne sammen. Man kan derfor ikke undre sig over, at det kirkelige Liv ikke ret har villet trives hos os og at Fromhed og Gudsfrygt kun blev Enkeltes Eiendom, medens Massen i det Høieste kun tilegnede sig Gudstjenestens ydre Former. 

- - -

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede (Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. oktober 1847)

Serien var i adskillige dele: II den 6. oktober 1847, III 7. oktober 1847, IV den 8. oktober 1847 og V den 8. oktober 1847. "Landbypræsten" blev imødegået af "En Præst i Hovedstaden", som svarede i samme blad den 25. oktober 1847, 26. oktober 1847, 29. oktober 1847 og 30. oktober 1847. Disse to forfatteres indlæg handlede udelukkende om holdninger.

A. Toller: Landsby. Wilke's anskuelsesbilleder 3. udg. 1875. Beskrivelse: Wilke 7: Landsby. Pap med koloreret tegning. Godt nok Tyskland. Men også her lå kirken menneskeforladt i baggrunden, og i stærk kontrast til det levende liv i forgrunden i selve byen. Det Kongelige bibliotek. Fri af ophavsret.

Det gjorde ikke en tredje forfatter som i to dele under titlen "Kirkelige Tilstande" udkom i samme avis 3. december 1847 og 6. december 1847:

Kirkelige Tilstande

- - -

Det kirkelige Liv har vistnok - som den første af de omtalte Forfattere bemærker - aldrig været meget kraftigt eller virksomt i Danmark. Indtil Slutningen af forrige Aarhundrede holdtes det bundet ved den strenge Lydighed og blev tildeels indsnærpet i stive og forældede Former. Siden kom den lovløse Frihed i Troessager, som forkastede alle Former, uden Hensyn til, om de havde noget Indhold og nogen Betydning eller ei. Troen blev bespottet og beleet som Almuestue-Snak , og det betragtedes som Tegn paa Eenfoldighed, om ikke paa Hykleri og Falskhed, at ville holde fast ved den. Kirken kunde da naturligviis ikke bestaae som en organisk Forbindelse, som et levende Samfund, men kun som et Aggregat af ueensartede og kun ved udvortes Baand sammenholdte Dele. Denne Tilstand begyndte i de store Stæder og fra de mere Dannede, men naaede omsider ned til Almuen, hvis Vantro og Ligegyldighed for det Christelige og Kirkelige vistnok i Almindelighed nu er sørgelig. I de høiere og mere dannede Samfundsclasser kunde dog det aandelige Liv gjenfødes i en ny - æsthetisk eller philosophisk eller poetisk - Skikkelse; men hos Almuen har det kun Skikkelse af Tro og er derfor dodt og begravet med den. De høiere Stænder have dog igjen tildeels hævet sig over den overfladiske Viisdom, som forkaster Alt, hvad den ikke kan tage og føle paa , og have ved en uddannet Skjønhedssands faaet Smag paa den i en skjøn Form indklædte Christendom, have faaet Lyst til at høre begavede Prædikanter og drages derved dog noget tilbage til Christi Kirke. Men hvad skal erstatte den uoplyste Almue den tabte eenfoldige Tro? Hverken den philosophiske Sandhed eller den æsthetiske Skjønhed kan gjenføde denne i en ny Skikkelse hos Dem, som hverken have Tankens Kraft eller hiin Følelse for det Skjønne og Gode, hvis Aand er mørk og hvis Følelse er sløv. En vis udvortes Tugt eller Respect for gammel Skik holder vel endnu Landalmuen i en vis ydre Forbindelse med Kirken; men denne er uden indre Liv og Interesse. Bonden har en Levning af den gamle Tro, en Slags overtroisk Frygt for at paadrage sig timeligt Tab ved at forsømme de kirkelige Handlinger, en dunkel Følelse af sin Afhængighed af det høieste Væsen; men den christne Troes Kraft og Fred og Salighed er udentvivl sjelden i Bondestanden, og i alt Fald aabenbarer den sig ikke i noget kirkeligt Liv.

Disse Paastande synes maaskee Mange haarde og overdrevne. Det er jo heller ikke vanskeligt at moderere dem. Der findes jo vistnok endnu megen Troe og Gudsfrygt iblandt Landalmuen, og den aabenbare Foragt for Kirke og Christendom, har i den ikke taget saa meget Overhaand som i visse andre Classer. I alle Klasser findes endnu christelige Gemytter, som sørge over Kirkens Forfald; ellers kunde det jo heller ikke nytte offentligt at tale derom. Men! det kan ikke nytte at berolige sig med slige Trøstegrunde. Skal Synderen komme til Omvendelse, maa han ingenlunde dysse sin Samvittighed i Søvn ved Undskyldninger og Omstændigheder, som tale til Hans Forsvar, men tvertimod stræbe at komme til at erkjende sin Synd i dens hele Omfang og Strafværdighed, at føle sin Skyld og Brøde, saa han kan ledes til oprigtig Anger og Omvendelse. 

---

Endog det - man kunde næsten sige - kunstige Liv, som det undertiden lykkes enkelte Troesivrere at fremkalde i deres Menigheder, er udentvivl mere tilsyneladende end virkeligt. Aarsagerne til det kirkelige Livs forskellige Tilstand, ere snarere locale; thi det synes især at være i de mere isolerede Egne, navnligen paa afsides Øer, at det kirkelige Liv har nogen Kraft, hvorimod det Modsatte efter en temmelig almindelig Erfaring er Tilfældet i de Egne, hvor Hoveri og Bondetrældom i gamle Dage har været værst. Dette sidste Phænomen er vel heller ikke vanskeligt at forklare, da Livet, som bekjendt, ikke trives i Trældom og Undertrykkelse. Vanskeligere er det maaskee at forklare den førstnævnte Erfaring, som dog udentvivl Mange kunne stadfæste. Indsenderen tør vel ikke paatage sig fyldestgjørende at løse denne Gaade, men vil kun henlede Opmærksomheden paa een Omstændighed, der mueligen med en fordomsfri Betragtning vil vise sig at være en Hovedgrund til det kirkelige Livs slette Tilstand. 

- - - 

Derfor er det ikke saa underligt, at det kirkelige Liv har vedligeholdt sig bedst i de fjerneste Afkroge, hvor Undervisningen i Christendommen længst har været og maaskee tildeels endnu er meest overladt til Forældrene. Der Iære maaskee Mange slet ikke Noget om Gud og Christum, før de komme til Præsten; men naar et ret kraftigt christeligt Liv da omgiver dem i Kirken, - naar Fleerheden af dens Medlemmer ere troende Christne, - ville de for en stor Deel drages ind med i det kirkelige og christelige Liv og gjennemtrænges af det. Mange kunne maaskee hverken læse eller skrive; men de kunne bede og synge og derfor opbygges ved Gudstjenesten langt bedre end Mange, som ere bedre oplyste, men ikke praktisk veiledte til Christum. Vi komme ved disse Betragtninger til det forunderlige Parader, at det er Skolen, --der dog anvender saa megen Tid og Flid paa Underviisning i Christendom, ja gjør denne til sin Hovedopgave, sit vigtigste Formaal, at det er den christelige Folkeskole, som hindrer og ødelægger det kirkelige Liv, som den netop har til Hensigt at vække og nære. Det er imidlertid naturligviis ikke Skolen i og for sig, det er ikke Christendomsunderviisningen i den, som saaledes er en Grav for det kirkelige Liv i Menighederne; men det er Maaden, hvorpaa Skolen er indrettet og virker. Denne Maade er vistnok meget forskjellig i de forskjellige Skoler og efter de forskjellige Personligheder; men deres Indretning og Virkemaade beroer dog væsentligt paa de Bøger, som den bruger, og da disse tildeels ere anordnede for Almueskolen, kan man for saa vidt tale ganske i Almindelighed om den Maade, hvorpaa den er indrettet og virker. Her have vi imidlertid kun Anledning til at omtale denne Maade, for saa vidt som den berorer det kirkelige Liv.

Saasnart Barnet i Almueskolen har lært at stave, begynder det strax at lære Catechismus udenad. Lærer det nu - som det ofte er Tilfældet - dette ved tankeløs Opremsen, da vil vist Enhver erkjende, at det kirkelige Liv ikke kan vækkes og næres, men snarere maa gvæles og tilintetgjøres derved. De bedre Lærere søge derfor ved catechetisk Udvikling og Forklaring at gjøre Indholdet fatteligt og forstaaeligt for Børnene. Dette gaaer nogenlunde an med Budene og Bønnerne, skjøndt det vistnok ikke er let at "udvikle og forklare" det 6te og 10de Bud, den 2den og 6te Bøn for Almuesbørn paa 8 til 9 Aar. Den første Troesartikel kan ogsaa nogenlunde forklares for saadanne Børn; men hvorledes man skal faae Almuesbørn i saa ung Alder og uden videre Forberedelse, uden at deres Tænkning i det Hele er vakt og øvet og uddannet ved andre Midler, hvor eenfoldige og forsømte de end ere, - til at fatte og forstaae Indholdet af 2den og 3die Artikel og især af 4de og 5te Part (Sakramenterne), det er vist ikke let. 

--- 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. december 1847)

Den sidste del af artiklen stod som nævnt i samme blad 6. december 1847.

Noget om Macaroni Fabriken i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I mange år har man været i den tro, at makaroni kun kunne fabrikeres i Italien, hvorfra dette sunde og velsmagende fødemiddel indforskreves og betaltes sædvanlig med 2 mk. 8 sk til 3 mk. pr pund så at denne spise kun kunne nydes af de rige, der betragtede makaroni som en udenlandsk delikatesse. Siden en indenlandsk fabrik er opstået, haves nu makaroni fra 18 til 26 sk. pr. pund. Hr E. Nielsen skyldes indførelsen af denne industri i Danmark, hvor man hidtil ikke har troet det muligt at fabrikere makaroni.

Sagen er, at der til makaroni behøves et eget slags udmærket et godt hvedemel og dette var hidtil ikke at få i Danmark. Den herværende makaronifabrikant E. Nielsen indså dette forinden han anlagde sin makaronifabrik, og henvendte derfor sin opmærksomhed på mølleriet, hvilket var at tage sagen fra grunden; han indforskrev derfor franske møllere, og disse bevirkede ikke alene, at de finere franske møllesten, som man havde forskrevet hertil fra Frankrig, men ikke vidste at bruge, kunne komme til nytte og anvendes i en af vore bedste møller, men han indførte også den forbedrede franske måde at male på, og gik således gradevis frem, først ved at producere et hidtil her ukendte semoule af dansk hvede og tillige skaffe hvedemel, der i mængde og kvalitet overgik hvad der hidtil var frembragt her. Efter således at have arbejdet utrættelig og med megen bekostning anlagde hr. Nielsen sin makaronifabrik, som nu er i fuld gang og producerer varer, der i kvalitet og pris fuldkommen kan måle sig med de italienske. Det er ved indforskrevne kyndige folk, at denne fabrik drives, og ved hjælp af egne dertil anskaffede maskiner, at man er kommet såvidt her at fabrikere makaroni, nudler, lasagnes og semoule. Hr. Nielsens makaroni er lige så gode som de fra Italien forskrevne, og risikerer man ikke fra Herr Nielsens Fabrik at få forlagte eller midrede varer.

Hr. Nielsens semoule er fortræffelig, hvad enten kogt i grød, vælling, til kødsuppe eller frugtsuppe, såkaldt sødsuppe, i mælk eller vand, og overgår i rensmag og drøjhed de hidtil brugte grynsorter. Semoulen indeholder kun den mest kærnefulde del af hveden og er derfor så særdeles drøj og nærende. 

I Frankrig bruges semoulen til barnemad i stedet for her bruges revet tvebak også som sygemad er semoulen anvendelig og anbefalelig.

Da mange er uvidende om måden hvorpå makaroni anvendes i husholdningen, har hr. Nielsen udgivet et lille hefte, hvor  gives anvisning og opskrift på nogle og tyve retter, som kan laves med makaroni, nudler, lasanges og semoule, således som opgivet af en herværende fransk kok. Denne lille brochure fås for 4 sk. i makaroniudsalget nr. 139 i Møntergaden ind ad porten, eller hos hr. franskbager og makaronifabrikant C. Nielsen Hauserpladsen Nr. 204.

En ven af industrien.

(Kjøbenhavnsposten, 10. september 1847)

Nielsen er formentlig identisk med den i Dansk Biografisk Leksikon omtalte bager Hans Mads Christian Nielsen (1810-84). Han nedsatte sig i 1840 som "franskbager", og anlagde en semoule-og makaronifabrik. Han gik i kompaniskab med Troels Marstrand om en dampmølle, og da den brændte i 1856, oprettede han Christianshavns Dampmølle. Samtidig opgav han bageriet.

Notits i Morgenposten, 15. juli 1847 for Nielsens Makaronifabrik. Samme avis kunne i øvrigt berette den 17. september 1847: "Den sardinske korvet der i denne tid har ligget her på reden, har fundet sig i den grad tilfreds med hr. Nielsens makaroni, at den har købt 40 centner eller 4000 pd. af samme. (Fdl.)

Møntergade 139 blev til Gammel Mønt 34/Møntergade 26. Det blev i 1907 nedrevet og udlagt til offentlig gade. Hausergade 204 lå tæt på Kultorvet 6 og 8.

Christianshavns Dampmølle skulle ifølge kbhbilleder (public domain) være bygningen foran Christianskirken (til højre). Bag ved Knippelsbro som ses forrest i billedet. Bygningen er nedrevet. Det var denne som makaronibager Nielsen var med til at oprette.

Gadebelysningen (Efterskrift til Politivennen)

Gasbelysning er belyst på denne blog gennem indslag fra Politivennen og Redacteurens Anmærkning til disse, samt til en baggrundsartikel om de mislykkede forsøg på at få gas i København. Følgende artikel er en opfølgning på disse:

København, den 26. august 1847.
- Blandt den københavnske kommunebestyrelses mange nedsatte komiteer, er også en der nu i en række af år stadig har siddet og beskæftiget sig mod stadens belysning med gas. Den har gjort indstillinger og afgivet beretninger. Den har endog flere gange rejst sig for at udsøge de fortrinligste pladser i og udenfor staden hvor gastilberedningsapparaterne kunne anlægges; - men endnu er der næppe stor udsigt til videre end nye indvendinger og betænkninger. Borgerrepræsentanternes seneste forhandlinger indeholder rigtignok en lang beretning desangående, der begynder med januar 1845 og går til 5. august d. å. men resultatet deraf er kun at "man mener, at det kunne overdrages den allerede nedsatte komite at tilvejebringe en detaljeret og nøjagtig plan til foretagendet", og at forsamlingen fandt sig foranlediget ved nogle angående gasbelysningen indkomne andragender og tilbud, til "at ytre det ønske, at andragender til kommunalbestyrelsen, der ikke er affattede på dansk, fremtidig måtte blive tilbageviste."

I øvrigt erfarer kommunens beboere af beretningen at de tidligere planer til en gasbelysning til dels er strandede på mangel på lokale til gasværkernes anlæggelse: admiralitetet og Kommissiariatskollegiet kunne hverken undvære et dertil udset stykke af Gammelholm eller en plads bag proviantgården; overhofmarskallatet turde af frygt for ildebrand ikke overlade sit stykke af sidstnævnte plads hvor den kgl. "Vedhave" er, og med hensyn til en tredje plads bag Amalienborg ved de kgl. korntørrings- og oplagsmagasiner havde man gennem Rentekammeret fået opgivet under hvilke vilkår samme skulle sælges ved auktion. Komiteen havde altså søgt og fundet en ny plads udenfor Nørreport og udarbejdet et dertil svarende nyt forslag der nu blev drøftet, men hvorved man atter stødte på den ikke uvæsentlige indvending, at nævnte plads har en alt for høj beliggenhed, da gassen ikke lader sig lede ned til byen således som vand. Derfor er det vel især, at der igen behøves en ny plan. 

Med hensyn til hvilke dele af staden der først skulle nyde godt af gasbelysningen, eller om den ikke på engang skulle indføres over hele staden, var repræsentantskabet af lige delt mening. Men denne uenighed har foreløbig ikke videre at betyde. Derimod var et overvejende flertal for at kommunen skal anlægge det påtænkte gasværk for egen regning og beholde det til eje, skønt man dog nok vil søge at få det udført ved licitation, "under foreskrevne vilkår og nøje kontrol". Som et hovedargument for indførelsen af denne belysningsmåde anføres, at "hvad væsentlig bør komme i betragtning er at gasbelysningen endog er af større vigtighed for de private end for det offentlige, og at de private i almindelighed ikke kan komme til at nyde godt af den når den ikke indføres ved offentlig foranstaltning". 

Vil det sige andet end at det er mere væsentligt at butikkerne kunne blive endnu stærkere og mere skinnende belyste for en billigere betaling, end at folk, der går på gaden om aftenen kunne blive sikrede for ikke at løbe mod hinanden eller falde i rendestenen ved de nuværende elendige tranlygter og magistratsmåneskinnet? Men man vil vel endnu længe komme til at nøjes med begge dele, omendskønt der i beretningen siges, at "en almindelig foranstaltning til stadens belysning med gas om ikke lang tid forudsættes at ville blive indført", - af hvilken grund repræsentantskabet enstemmig erklærede sig imod, at det tillades bestyreren af Kasinos gasværk ved rørs nedlæggelse at lede gas fra Kasinos værk hen til andre dele af staden.

(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847)

Hovedstadens Volde og dens Ødelæggere. (Efterskrift til Politivennen).

Et par artikler beskriver Københavns volde flere årtier før det blev endeligt besluttet at de skulle sløjfes. Heraf fremgår at forfaldet allerede var i gang. Voldene havde ellers været forbeholdt folk med voldtegn, og vagter mm sørgede for at kun disse blev lukket ind. Politivennen beskrev at forbuddet ikke strengt blev overholdt, men dog ikke i en så massiv grad som Kjøbenhavnsposten i tre artikler berettede. 

En appareille beskrives i Ordbog over det danske sprog som en opkørsel til en fæstningsvold


Indsenderen heraf var i aftes vidne til at en kone som gik et par skridt foran mig, stødte med panden så voldsomt mod den for enden af Filosofgangen værende bom, at hun styrtede baglæns omkuld. Lykkeligvis var hendes pandeskal så hård, at den kunne tåle slaget, og hun ikke kom til videre skade. Havde jeg gået foran hende, da ville jeg måske have fået enten min næse knust eller nogle tænder slået ind i munden, såsom jeg sandsynligvis ikke i tide havde fået øje på bommen, da jeg just i det øjeblik gik og filosoferede (det var jo i Filosofgangen) over brændevin og tobak, der nu ikke blot behager manden og ynglingen, men også drengen. Ved omtalte scene fik min filosoferen en anden retning - jeg studerede bommen. Det forekom mig ubesindigt og uforsvarligt af de høje eller mindre høje vedkommende, at have gjort denne sådan som den er; skal den stå der, så burde den enten være så høj eller så lav, at et voksent menneske ikke skal være udsat for at støde hovedet eller brystet mod den, eller være dobbelt i stedet for enkelt, så at der var 2 bomtræer (eller hvad de kaldes), et højere og et lavere i en afstand af omtrent 1 alen fra hinanden. Vedkommende bedes at tage samme i overvejelse.
R-i.

(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847).

Christianshavns Vold er nok det nærmeste man kommer til noget der ligner voldene i 1840'erne, selv om rester også findes i Tivoli, Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg. Dette skal gøre sig ud for at ligne Kirsebærgangen, der lå på ydersiden af volden, mens Filosofgangen lå på indersiden. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Siden skildvagterne for fire år siden blev inddraget fra stadens volde, har vist enhver der agter ret og orden, med indignation betragtet den ødelæggelse som i særdeleshed voldenes indre dosseringer dagligt lider af alskens pøbel, småt og stort, men især af stadens gadedrenge, hvis kvalitet er nok så bekendt, ikke alene her til lands, men efter rejsendes forsikring, endog i udlandet, hvor de vanskelig skal finde deres mage i dumdristighed og skadefrohed *). Man betragter i denne henseende offentlige bygninger og mindesmærker, de på offentlige promenader og veje plantede træer etc. 

Den, der vil se noget af hvad der foretages og hvad der må tåles af dette i uforskammethed tiltagende mob, gør en vandring på volden, blot fra Stormgade til Østerport og samme strækning tilbage indenfor volden, og han vil derved blive overtydet om, at volden, hvis indre dosseringer før afgav om sommeren et smukt grønt og for de ligeoverfor, til dels i kort afstand, boende behageligt skue, nu på mange steder så temmeligt ligner rudera af dette slags befæstningsværker. Dette er især tilfaldet med appareilen og en del af volden ved Grønlandsgade ved Nyboder, hvilken appareil ikke længer ligner en ordentlig opkørsel til en vold; den indre dossering m. m. på den højre Side af Vesterport; ved appareilen for Helmers Bastion ved St. Pederstræde, ved volden på strækningen med Teglgårdstræde og Larslejsstræde og mange andre steder, som det ville blive alt for vidtløftigt her at opregne. 

Af græs ses kun spor på større og mindre stykker af den indre dossering, jorden rives dagligt læssevis ned på gaden og forårsager i den tørre eg varme årstid en, for de tilgrænsende beboere og for de på volden Spadserende, utålelig støv; for vel føres meget af den fra dosseringerne nedrevne jord dagligt bort med gaderenovalionen, men der bliver altid mere end nok af forråd fra de oprevne dosseringer, og når stærk regn indtræffer nedskyller den løsnede jord i en sådan mængde, at den danner banker tværs over gaden og dæmninger i rendestenene, hvorved vandets afløb forsinkes og fortovene bliver oversvømmede. 

Den ommeldte ødelæggelse er naturligvis mindst om vinteren så længe volddosseringerne er belagt med sne.  Men når foråret er kommet, så begynder jordnedrivningen på ny, og når martsviolerne blomstrer, ser man drenge i dusinvis fare op og ned ad volddosseringerne for at hente disse blomster, som derefter falbydes såvel på volden til de spadserende som for dørene. Denne for volden fordærvelige industri medfører dog ingen fornærmelse eller fare for dem, der spadserer i Kirsebærgangen, så længe de er forsigtige nok til at lade drengene gøre sig så lystige som de vil, såvel der som på voldens ydre dosseringer. I modsat fald kunne de vente at blive udskældte eller endog hilst med stenkast. 

De som har adgangstegn til at angle i stadsgraven, vil gøre vel i på den tid da der plukkes martsvioler, at vælge yderkanten af graven til derfra at angle, da de ellers udsætter sig for at blive bombarderede med sten fra brystværnet nedenfor hovedvolden. Men når pærerne og valnødderne på de træer som står i Kirsebærgangen, er fuldvoksede - om modenhed kan der ikke være tale - så går dosseringernes ødelæggelse og bombarderingen med store og mindre sten, såsom hele og halve mursten, først ret alvorligt for sig. Især mellem og efter skoletiden. Da ser man klynger af drenge fare op og ned ad brystværnet, hvorfra nogle bombarderer frugttræerne med sten, jo større jo bedre, mens andre nede i Kirsebærgangen opsamler pærerne eller valnødderne, og en enkelt imidlertid står på udkig efter de patruljerende militære, for ved piben eller andet signal at advare de virksomme kammerater. Og da den røde mundering kan kendes på mere end fornøden afstand, så iværksættes flugten altid betimeligt nok, idet flokken og med denne et større eller mindre kvantum jord styrter fra volden ned på i gaden, ud over grænsen for patruljens myndighed. 

De som i denne tid går i Kirsebærgangen voksne eller børn og disses vogtere, er bogstavelig udsat for at blive slået ihjel af sten fra hovedvoldens brystværn. Vejen nedenfor i Kirsebærgangen bliver på flere steder, hvor frugttræer står, besværlig at passere, så stor er mængden af de nedfaldne sten, der af og til må bortføres fra Kirsebærgangen i vognlæs. For et par år siden så man ved volden i nærheden af Skt. Pedersstræde, at den fra dosseringen efterhånden nedrevne og nedskyllede jord på gaden blev ophugget med jernhakker og bortført på vogne. Det er naturligt, at der hos mange retsindede opstået det ønske, at der måtte kunne foretages virksomme foranstaltninger til at hæmme den her ommeldte uorden og overhåndtagende ødelæggelse, og til at forebygge den ulempe og endog fare, som hermed er forbundet; for ikke at tale om det for øjet anstødelige såvel for den indfødte, der desværre er vant til dagligt at se, hvorledes besudling og beskadigelse på offentlige pladser, gader og veje foregår ustraffede, men også for fremmede, hvad enten nu disse er militære eller civile fra sådanne steder i Europa, hvor øvrigheden overlader bevaringen af offentlige mindesmærker, træ- og blomsterplantninger etc. til borgernes forsorg. Men det indses også, at det ikke vil være en let sag at udfinde virksomme, til tidsånden svarende midler til at standse et sådant onde. 

De patruljerende hilses nu undertiden nede fra gaden med piben, hujen og skældsord; Patruljeringen på en så lang strækning nytter næsten slet ikke, ja den foranlediger endog ofte forøget nedrivning af jord fra de oprevne dosseringer, ved de ned over samme flygtende ødelæggere. - Når ingen frugttræer stod i Kirsebærgangen, så var der en anledning mindre til optøjer der og på volden; men om man end ville bortskaffe disse, til dels meget smukke træer og i deres sted plante vilde kastanjetræer, der måske rimeligst overstår skadefrohedens angreb, så kunne man dog ikke udrydde martsviolerne. De på volden opslagne forbud agtes kun af et forholdsvis ringe antal; at de skulle kunne virke på gadedrenge og disses lige er udenfor al sandsynlighed. Skolebestyreres, læremesteres, husbonders og andre pågældendes befalinger og advarsler til sådanne hel- eller halvvoksne personer, kunne næppe håbes at gøre bedre virkning, om endog en opfordring skete i så henseende. - Reparationer på volddosseringerne foretages jævnligt; det repareredes ødelæggelse begynder allerede før arbejdet er blevet fuldført, og man kunde foranlediges til at spørge, hvorfra der skal kunne tilvejebringes en så stor mængde græstørv, som den uophørlige reparation udfordrer og som, rigtignok ad en betydelig omvej, uophørligt føres ud på renovationspladsen. . . 

Det er ikke ved skildvagter og politistokke at man må ønske den københavnske ungdom holdt i ave, såvel i dette som i andre forhold; men derimod ved en bedre opdragelse og et bedre skolevæsen. Og vores skoler, såvel de finere, som de fattige, forsømmer vistnok en væsentlig pligt, idet de ikke som en særlig disciplin gøre ungdommen fortrolig med pligterne mod det offentlige, ikke bibringer den republikanske agtelse for det fælles i staten for hvad der tilhører alle og som alle derfor bør holde hævd over. Det er også derved at man danner borgere, der tænker på mere end deres egen personlige fordel. 
- h -

*) Anmelderen vil ikke hermed sige, at udlandets gadedrenge er bedre end Københavns, men han tror, at man i udlandet både vil og kan regne det slags småfolk

(Kjøbenhavnsposten, den 27. august 1847)

Hvad vi ikke i dag kan forestille os, er de enorme møller som lå i alle bastionerne på voldene. Lille Mølle var en af de mindste, og kun "understellet" er bevaret, men giver et indtryk af at selv Lille Mølle var ganske stor. (Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020).

At så mange vagtposter som muligt inddrages i denne for borgerne besværlige tid, er vist nok i sin orden. Derimod forekommer det indsenderen at man er gået for vidt i denne henseende, og skal påpege et eksempel: Jeg gik i går gennem den såkaldte Kirsebærgang fra Nørreport til Vesterport, hvis indgange hidtil har været besat med skildvagter der nu er inddragne. Men følgen heraf har allerede femkaldt "ødelæggelse og vederstyggelighed" i høj grad. På adgangsdørene gyngede drenge i hobetal, brystværnene er halvt demolerede, lange lømler af gadedrenge har indrettet glidebaner ned ad volden på utallige steder, ned ad hvilke de hujende gled med hele skove i hænderne af afbrækkede blomstrende grene, og selve gangen var ufremkommelig på grund af en masse af kampesten og murbrokker, vormed der fra morgen til aften kastes efter kastanjeblomster. Efter indsenderen mening burde der straks igen posteres en skildvagt og denne påse at kun velklædte personer og piger med små børn fik lov at passere, disse sidste dog med tilhold ikke at plyndre træerne som de gør nu.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1848).