Guldsmed Beyreis. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg havde 1860 to skyttegilder, hvoraf Nikolaigildet var det ene. Gildets oldermænd var tilhængere af den slesvigsk-danske bevægelse. Frederik 7. var medlem og gæst i dem begge. Ved hovedskydningen 12. juni 1860 havde to skyttebrødre ikke vist den tilbørlige respekt, da kongens skål blev udbragt. Det blev indberettet af rektor Simesen til oldermændene, en undersøgelse blev iværksat og de to formastelige gav en undskyldning. Den ene, guldsmed Beyreis, var imidlertid blevet fortørnet over Simesens adfærd og skal have udtalt "at det var beklageligt, når man af embedsmænd, der deltog i gildets fornøjelser, netop sådanne embedsmænd, som man selv (d.v.s. borgerne) skal ernære, må frygte, at de leger hemmeligt politi; under sådanne omstændigheder ville det være nødvendigt at man i fremtiden holdt sig borte fra gildets fester".

De tilstedeværende embedsmænd opfattede det som en fornærmelse, og der blev stillet krav om eksklusion af Beyreis. Det var der ikke tilstrækkeligt flertal til. 

Fra Flensborg berettes i "Itzeh. Eft." "Rector ved Latinskolen, Prof. Simesen, angav for Overpræsidenten Følgende: Ved et Aftengilde, der, som sædvanligt, fandt Sted ved Skt Nicolais Skyttelaugsfest efter Hovedskydningen og er forenet med et Bal, havde tre navngivne Borgere ikke reist sig og ikke deeltaget i Hurraet da Kongens Skaal udbragtes; ligeledes vare de samme Tre blevne siddende ved en Skaal, som Borgmesteren havde foreslaaet for Moderlandet Danmark. Overpræsidenten meldte Angivelsen til Oldermændene for Langet, som toge Sagen under Behandling. Efter de tre Anklagedes Forsvar og efter samtlige Vidners Udsagn, viste det sig imidlertid, at Angivelsen havde været falsk. En af de Anklagede kunde Angiveren ved Confrontationen ikke engang gjenkjende." For denne altsaa en dobbelt Ubehagelighed og hvortil overhovedet hele det gildepolitiske Angiveri? Skulde endda, hvad nu netop viser sig her ikke at have være Tilfælde. Nogen have havt den Uforskammethed, ikke at deeltage i en Skaal for Kongen, da havde en saadan Opførsel straffet sig selv. At blande Politie ind i saadant er baade mildest tactløst imod te offentlige Forhold og imod selve Kongeskaalens Værdighed. Vor Konge vilde især vist snarere føle sig fornærmet ved Undersøgelser af den Art, til hvilke der nu desuden oplyses slet ikke at have været nogen factisk Anledning.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. juli 1860)

Efterfølgende udtrådte kongen, senere 68 andre medlemmer, herunder oldermændene. 35 medlemmer blev tilbage, men regeringen ophævede gildets privilegier, og den blev opløst i august 1860. Ca. 50 af de udtrådte dannede i oktober 1861 den danskorienterede "Flensburger Schützenverein".

Wilhelm Anton Georg Dreesen (1840-1926): Flensburg (1891). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fædrelandet.

Allerede i Av. af 9de Juli meddeelte vi, efter Itzeh. Av., at Rector Prof. Simesen l Flensborg for Overpræsidenten havde angivet to Medlemmer af St. Nicolaisgildet for at de ikke skulde have viist tilstrækkelig Loyalitet ved tvende udbragte fædrelandske Skaaler. De to Gildebrødre, d'Hrr. Besser og Wichmann, have afgivet en Erklæring, hvorefter "de i Troskab imod Kongen og det af ham regjerede danske Fædreland ikke ville staae tilbage for nogen anden tro Undersaat, om de end ved Skyttefesten maatte have deeltaget mindre ivrigt i Skaalerne for Konge og Fædreland, end nogle af deres Gildebrødre kunde have ønsket det". Fra denne Sag daterer sig nok Begivenheden med St. Nicolaigildet. Sandsynligt er det, efter hvad man kan see gjennem Sagen, at det er dette Angiveri af Individers paastaaede Holdning, endog i Selskabskredse - og dette udført ved en Skoleembedsmand, som dog ikke paa saadanne Steder har at føre Tugtens Riis - , der siden under Sagens Gang har fremkaldt den krænkende Yttring af Beyreis, hvis den virkelig er falden saaledes, at Embedsmændene tilhobe vare Spioner og Angivere. Men har da selve Angivelsen heraf, og det endog for Kongen, og at drage Hs. Maj.'s Navn og Medlemsstilling ind med heri, været fornuftig eller frugtbar? Har man derved ikke snarere malet noget af Sandbeden i B.'s Anklage paa Væggen? Man havde, som det sees af Had. Av. , ikke hviler for Overpræsidenten purredes eller intimeredes til at bringe Sagen for Hs. Maj. Kongen personlig. Dog selv "Fdl." faaer omsider Øinene op for det Ufornuftige i et saadant System, og siger med en reisende Indsender: "Endskjønt der, saaledes som Sagen var (foranlediget!) stillet fra Hs. Maj.'s Side, nu ikke længere var Andet at gjøre for Øvrigheden, end hvad den gjorde, nemlig nedtage Kongens Navn af Medlemslisten, udtræde og lukke (?) Gildet, turde det dog være et stort Spørgsmaal, om det har været velbetænkt fra først af at tage Sagen paa denne Maade." Herpaa gives en Skildring af Guldsmeden som "Wühler". Had. Av. kalder ham derimod "Garibaldist", saa ar han Sandheden nærmest synes at være folkeligsindet Politiker og Fjende af det uhyggelige Embedsvælde, som gjør Slesvig, og Danmark i Slesvig, saa megen Skade, og at han derfor ogsaa grundigt hades af hint Partie. "Men, siger Brevskriveren i "Fdl.": "naar man ikke var sikker paa en glimrende Seir - hvad Udfaldet har viist, at man ikke kunde være - , var det uforsigtigt at indberette Sagen til Hs. Maj. og foranledige Kongen til at stille sin Udtrædelse som et Alternativ imod Beyreis's Udelukkelse. Fordi en Skryder opfører sig upasssende i en Forening, hvoraf HS. Maj. er - fraværende - Medlem, bør man ikke bringe det dertil, at Kongens Authoritet stilles blot ved en Afstemning imellem Hs. Maj. og en Beyreis. Allerhelst burde man vel have negligeret det Hele." B., som tillige er Formand i Sangforeningen og selv har udmeldt sig af denne for ikke at udsatte den med for Politiets Lukkelse, hvorimod det nok i Slesvig gaaer ad libitum, er nu reist eller vil reise til Føhr, for at retfærdiggjøre sig for Kongen, "da han er sikker paa, at Embedsmandene have fremstillet Sagen i det urette Lvs".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. juli 1860).

St. Nicolai Skyttegilde. Fra Hovedpersonen i der bekjendte Drama, som endte med det flensborgske St. Nicolai Skyttegildes Opløsning, Hr. Guldsmed Beyreis i Flensborg, have vi modtaget følgende Skrivelse at 3die Septbr.:

"Hr. Redakteur! I Tillid til den Humanitet, hvormed De giver Enhver, der angribes af den offenlige Presse, Adgang til at forsvare sig, er jeg saa fri al anmode Dem om at optage nedenstaaende Linier i Deres ærede Blad. 

For nogle Dage siden foretog jeg en Forretningsrejse til forskjellige Provindsstæder og til Kjøbenhavn for ar gjøre Indkjøb, ikke, som fejlagtig berettet, for at tilbyde mine Vare, og uagtet jeg hos den Enkelte, med hvem jeg traadte i Forbindelse, mødte den største Velvillie og Forekommenhed, blev det mig til min store Forundring dog snart klart, ar der iblandt det store Publikum herskede en Fordom og Uvillie, der, som jeg erfarede, havde sin Grund i feilagtige og usande Fremstillinger af en Sag, hvori mit Navn uheldigviis ogsaa er blevet nævnet. For at disse Urigtig steder ikke skulle finde større Udbredelse, skal jeg herved give en kort og sandfærdig Fremstilling af de Fakta, der i den seneste Tid have været Gjenstand for Pressens Udtalelser. - Den 11te og 12te Juni d. A. feirede St. Nicolai Skyttegilde dersteds efter Sædvane sin Hovedskydning ved et Festmaaltid og Bal. Festen var løbet godt af uden Forstyrrelse og Anstød indtil den anden Dag, da Professor Simesen, efterat Taflet var hævet, hos Byens Overpræsident og Gildets Oldermand optraadte med den Beskyldning imod tre Gildebrødre, som han navngav, at de ved Skaalen, der blev udbragt for HS. Maj. Kongen, havde krænket den loyale Høflighed, idet de hverken havde reist sig op eller tømt deres Glas og istemmet et Leve for Hs. Majestæt. Den samme Opførsel havde de gjort sig skyldige i, da der siden var udbragt en anden Skaal for "Danmark, vort Fædreland", og Klageren stillede derfor et Andragende, der gik ud paa, at Sagen maatte undersøges og de Skyldige derefter drages til Ansvar. Af Gildets Oldermænd blev Klagen i Medfør af de bestaaende Laugs-Artikler overgiven en Komitee til videre Undersøgelse og dernæst meddeelt de Anklagede, som udtalte deres Forundring derover og paa deres Side erklærede den bekræftende Denunciation for Løgn og Bagvaskelse. Den 25de Juni ved Gildets saakaldte Efterskydning, ved hvilken næsten alle dets Medlemmer, deriblandt en stor Deel af de her ansatte Embedsmand, personlig vare mødte, blev Sagen anden Gang optagen og formelig bragt til Forstandling. De Anklagede: Tandlæge Besser, Barber Wichmann og Viinhandler Classen, afgav en skriftlig Deklaration, hvori de paany erklærede de opstillede Beskyldninger for Løgn og Bagvaskelse og tillige fordrede, at deres datidige Bordfæller blev afhørte som Vidne angaaende, hvorledes de havde forholdt sig. Derhos opvakte det ikke liden Sensation, at Barbeer Wichmann fremsatte en Klage over, at han som Følge af de om ham i Omløb bragte Beskyldninger fra forskjellige Sider havde seet sig udsat for den mest krænkende Behandling, idet flere af hans hidtidige Kunder af Embedsstanden øieblikkelig havde opsagt ham deres Søgning og viist ham Døren. Det derpaa afholdte Vidneforhør oplyste i det Væsenlige, at de tre Anklagede ved de omtalte Skaaler for Hs. Maj. Kongen og for Fædrelandet Danmark ligesom alle Andre havde reist sig op og klinket med. Om de havde drukket deres Glas heelt ud og virkelig havde ni Gange istemt det udbragte nidobbelte Hurra, saae Vidnerne sig hverken istand til at benægte eller bekræfte, da Ingen havde givet Agt derpaa. Professor Simesen, som var tilstede ved denne Forhandling, tog heraf Anledning til en Tale, hvori han blandt Andet erklærede, at han var tilfreds med Udfaldet af Vidneforhørerne og derfor nu havde til Hensigt at lade Sagen beroe. Han var kongelig Embedsmand og maatte som saadan overeensstemmende med den Ed, han havde svoret Kongen, vaage over, at der Intet forefaldt, som kunne være Kongen og Fædrelandet til Skade. I paakommende Tilfælde maatte han derfor betragte sig som tilpligtet i sin Samvittighed til paa behørigt Sted at gjøre Anmeldelse om slige Tildragelser. Tillige forsikkrede Hr. Professoren, at den foreliggende Denuncialion paa ingen Maade skrev sig fra ham, en Erklæring, som dog strax - med udtrykkelig Paastand om det Modsatte - blev imødegaaet af de præsiderende Oldermand. Fra min Side blev der svaret Hr. Professoren, at den foreliggende Denunciation, hvis Usandhed nu var godtgjort, hverken blev retfærdiggjort eller undskyldt ved denne Erklæring, at den tvertimod saavel i Henseende til den foregivne Foranledning som og med Hensyn til de Følger, som den havde medført for de paagjældende Gildebrødre, ikke kunde fritages for at dadles som letfærdig, og at endelig den Stilling, Hr. Professoren som kongelig Embedsmand gjorde Krav paa for Embedsstanden var aldeles uforenelig med Gildets Karakter som en selskabelig Forening, da Medlemmerne af Borgerstanden derefter maatte betragte de Førstnævnte som Oppassere og Denuncianter ("Aufseher und Denuncianten"), Forhandlingerne endte derefter stuttelig med, at to af de oprindelig Anklagede, Tandlæge Besser og Barbeer Wiedmann "for den kjære Freds Skyld" efter mange Overtalelser, men, som det synes, ikke ganske frivillig, lod sig bevæge til at underskrive et iforveien til det Brug opsat Revers, som senere af Gildets Oldermænd er blevet offenliggjort i "Itzeh. Nachr." Viinhandler Classen forlangte derimod en eklatant Oprejsning, men maatte nøies med den Erklæring, at man for hans Vedkommende havde taget feil af Personen. - Efter Indholdet af de med allerh. Konfirmation forsynede Laugsartikler gaae mulige Stridigheder mellem Gildets Medlemmer ikke ind under den borgerlige Øvrigheds Kompetence, hvorimod de udelukkende paadømmes ved Gildets Afgjørelse. Omtrent 14 Dage efter det nys Omtalte blev der atter sammenkaldt en Generalforsamling, i hvilken Postkontrolleur Wernich i de Embedsmænds Navn, som hørte til Gildet, optraadte som Klager imod mig paa Grund af fornærmelige Udtalelser om denne Stand. De paagjældende Yttringer og de deraf foranledigede Svar i Gildeforsamlingen af 25de Juni blev omstændelig forklarede og konstaterede, og blev der derefter skredet til en Afstemning, som bragte det Resultat, at Spørgsmaalet, om der paa Basis af Gildets Artikler skulde anstilles Undersøgelse og eventualiter afsiges Straffekjendelse over mig, blev til Gunst for mig besvaret benægtende med 27 St. imod 23. Jeg tog deraf Anledning til frivillig at tage de inkriminerede Yttringer tilbage og tillige til at udtale min Beklagelse over, ifald jeg ved dem havde fornærmet et eller andet Medlem af Gildet. Postkontrolleur Wernich som Klager erklærede sig for sit Vedkommende tilfredsstillet ved denne Tilbagekaldelse, og ligesaa den tilstedeværende Politimester Hammerich, hvorhos denne tillige tilføiede, at man havde begaaet en Feil, idet man ikke strax ved Begyndelsen havde bragt Sagen til Afgjørelse ved mindeligt Forlig. - Efter dette, idetmindste tilsyneladende, for alle Parter tilfredsstillende Udfald, kunde vist neppe Nogen vente, at denne høist kjedelige Sag vilde blive optagen paany og endog blive benyttet som Middel til at hidføre en Katastrofe, som pludselig efter 460aarig Bestaaen har gjort Ende paa St. Nicolai Skyttegildes Existents, og tillige til alle Sider frembragt det smerteligste Indtryk. Hvilke Drivfjedre, der have været virksomme til at give Sagen denne Vending, kan man kun gjætte, ingenlunde angive med Bestemthed, og jeg afholder mig derfor fra enhver Bemærkning desangaaende. Kun saa Meget vil jeg for Sandhedens Skyld ikke lade være usagt, at Hs. Maj. Kongens Navn, saavidt mig bekjendt, idetmindste aldrig offenlig, er nævnt i hele denne Sag. - Den 19de Juli blev atter uventet en ny Geneeralforsamling sammenkaldt og det udtrykkelig for, paa Grund af fornærmelige Udtalelser imod den herværende Embedsstand, at udballotere mig af Gildet. Jeg forlangte, at man skulde nævne mig min Anklager; men forgjæves, da Ingen af de Tilstedeværende vilde ansees for saadan. Ikkedestomindre skredes der til Afstemning, hvorved Andragendet som bekjendt ikke erholdt den til Vedtagelse nødvendige, statutmæssige Majoritet. Efter tilendebragt Afstemning erklærede Kammerherre, Overpræsident Rosen i Hs, Maj. Kongens Navn Allerhøistsammes Udtrædelse af Gildet og tillige sin egen, hvilket Exempel samtlige tilstedeværende Embedsmænd og nogle Medlemmer af Borgerstanden efterfulgte. Endnu samme Aften blev Arkivet, Kassen og Gildets Inventar belagte med Arrest af Politiet og Lokalet lukket. 

Ovenstaaende er Sagens sande Sammenhæng og anmoder jeg Enhver, der kan paavise mig det Modsatte, om at offenliggjøre det eller personlig at henvende sig til mig. 

H. Beyreis

Juveleer og Guldsmed

i

Flensborg."

Da der ikke i Formen af denne Erklæring findes noget Anstødeligt eller Utilbørligt, have vi ikke troet os befriede til at nægte Hr. Beyreis dens Optagelse. For dens faktiste Indhold bærer han selv Ansvaret, og det er en Selvfølge, at for de Personer, som han omtaler, staaer Adgangen aaben til at modsige hans Fremstilling, saafremt de dertil sinde Anledning. Vi skulle ikke indlade os paa efter denne ene Parts Forklaring at fælde nogen Dom over den hele Tildragelse; kun saa Meget synes at fremgaae af den, at Hr. Beyreis, istedetfor alene at holde sig til sin Modstander, har udtalt sig om samtlige Embedsmænd paa en meget utilbørlig Maade, som ikke kan undskyldes ved den hypothetiske Form, som han angiver at have brugt. Efter det i Skrivelsen givne Referat maa man ogsaa antage, at den sidste, skjæbnesvangre Afstemning i Gildet ikke er skeet med nogen Anelse om, at den kunde føre til Kongens Udtræden af Selskabet, dette Punkt vilde det være rigtigst at faae tilstrækkelig oplyst.

(Dagbladet (København) 20. september 1860)

Gildets historier fortaber sig som nævnt i artiklen tilbage til i hvert fald 1584. Ved hver ny tronbestigelse ansøgte gildet efter anbefaling af magistraten om tilladelse til at eksistere. Gildets oprindelige formål var dog ændret kraftigt gennem århundrederne til kun at omfatte skydning og fest, men var i øvrigt medlemsmæssigt i fremgang. Således var der i 1822 indviet en ny og større bygning. Frederik 7. havde efter ansøgning givet tilladelse til gildets fortsættelse i 1851 og han lod sig i 1853 optage som gildebroder, hvilket medførte en stor tilstrømning af embedsmænd. Der blev afholdt 7 skydefester årligt (3 Vorschiessen, Hauptschiessen og 3 Nachschiessen).

Kvistkammertyven Tofte (6): Straffeanstalten Christianshavn. 1860-1863. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Mistanken for at have paasat Ildebranden i Studiestræde blev rettet mod en Uskyldig, Snedkermester Rasmus Jørgen Jørgensen, en ung Mand paa 25 Aar, der nylig havde etableret sig og stod i Begreb med at indgaae Ægteskab. Det var paa hans Værksted, at Tofte havde antændt Ilden, og da Ingen var bleven seet der, siden Jørgensen var gaaet derfra Kl. 4, satte man sig i Hovedet, at han maatte være Gjerningsmanden, og det endskjøndt Ilden først viste sig Klokken eet Kvarteer over 5. Jørgensen havde nylig assureret sit Indbo, som det synes noget vel høit, men isaafald var det til hans egen Ulykke. En af Kriminal- og Politirettens Assessorer, der var bekjendt for sin Dygtighed i at faae Folk til at bekjende, ledede Undersøgelsen med sædvanlig Nidkjærhed, og han var ogsaa saa heldig at faae den uerfarne Haandværker indviklet i enkelte Modsigelser. Jørgensen blev holdt fængslet i et fugtigt og smudsigt Kammer og blev derfor angrebet af Hævelse og Betændelse i Benene, forbundet med ulidelige Smerter. En forhærdet For bryder blev sat ud paa ham for om muligt at narre en Bekjendelse ud af ham, og man fik ham endelig saa vidt, at hans Tanker begyndte at forvirres. Da man stadig vedblev at paadutte ham Gjerningen, var han tilsidst ikke rigtig sikker paa, om han havde paasat Ilden eller et: Sn Aften sagde han saaledes til en af sine Medarrestanter, at om han ogsaa var Skyld i Branden, havde det dog ikke været hans Hensigt at indebrænde de stakkels Folk ovenpaa. Men det lykkedes dog Gud være lovet ikke at faae ham til at erkjende sig skyldig i Gjerningen. Han blev af Kriminal- og Politiretten frifunden med Paalæg af Sagens Omkostninger, men Høiesteret frifandt ham kun "for Aktors videre Tiltale" - en meget uheldig Formular, som Domstolene bruge for at udtrykke, at de ikke tør domme den Anklagede, men at de dog ansee ham for skyldig.

Formelt taget undgik man saaledes et Justitsmord, men Rasmus Jørgen Jørgensen gik brændemærket ud af Sagen, og hans borgerlige Stilling var for stedse forspildt. Han er senere død og har ikke engang faaet den Opreisning at see den virkelige Gjerningsmand træde frem og tage Skylden paa sig. 

Tofte har efter al Sandsynlighed bildt sig ind, at denne Brandstiftelse vilde blive straffet ned Døden, og han holdt derfor sin Tilstaaelse tilbage, indtil han, for sit Mordforsøg paa Lægen ved Christianshavns Straffeanstalt blev dømt fra Livet. Da vedskrev han en Tilstaaelse om hiin Begivenhed, som han agtede at aflevere, inden Dødsstraffen blev exekveret, men da han Imod Forventning blev benaadet, opgav han sit Forsæt og tilintetgjorte det, han havde skrevet. I Foraaret 1864 - efterat han anden Gang havde overfaldet en af sine Foresatte i Straffeanstalten med morderiske Vaaben - indsaae han, at der ikke kunde være Tale om at undgaae at lide Dødsstraffen, og da fremkom han omsider med sin Tilstaaelse.

I Juli 1860 var han atter bleven indsat i Straffeanstalten paa Christianshavn som Tugthuusfange paa Livstid, men selv Udsigten til at tilbringe Resten af sine Dage i Tugthuset kunde ikke knække Toftes Livsmod. Han blev sat til at arbeide som Væver, og lærte nu før første Gang i sit Liv hvad det vil sige at bestille Noget. I det Hele taget opførte han sig godt; om han end nu og da var lidt stridig, gav han dog næsten aldrig Anledning til Klage. Han udmærkede sig særligt ved sit uforanderlig gode Humeur. Altid var han lystig og tilbøielig til Leg og Narrestreger, og han betragtedes af de andre Fanger som et Barn.

Havde der været mindste Alvor i ham, maatte Tanken om hans mange Forbrydelser have hvilet tungt paa hans Sind, og han vilde da snarere have græmmet sig over sine spildte Ungdomsaar. Men saa ung han var, var han allerede fortabt, og det viste sig snart, at hans Hu kun stod til at gjøre nye Ulykker.

Det seer næsten ud, som om han søgte efter en Gjenstand, over hvilken han kunde lade sit onde Sind gaae ud; det var, som om han var greben af en halv ubevidst Trang til at gjøre Fortræd, og som om han maatte have et Offer, hvem dette saa end skulde være.

Der var i denne Tid blandt de øvrige Fanger opstaaet stor Misfornøielse, da Brødrationerne fra 1ste April 1860 af ifølge Justitsministeriets Befaling vare blevne formindskede fra 2 Pd. til 1½ Pd. daglig i Sommermaanederne. Mange af dem klagede over, at de ikke fik nok til at stille deres Sult med, og Straffeanstaltens Bestyrelse androg flere Gange paa at faae de større Rationer gjenindførte, men forgjæves; 1½ Pd. daglig var nok, sagde man i Justitsministeriet, Inspekteuren kunde da ligeoverfor de Fanger, der klagede over, at de bleve syge af at faae for lidt at spise, ikke gjøre Andet ad henvise dem til Lægen, Regimentschirurg Mackeprang. Naar Fangerne nu kom og klagede over den knappe Kost, henvist han dem igjen til Inspekteuren, idet han mente, at kun denne vilde kunde gjøre Forestilling til høiere Vedkommende om at faae Bespisningsreglementet forandret. Dette hørte Tofte, og skjønt han ikke personlig havde lidt under den indtraadte Forandring, da han fortjente rigelige "Overarbeidspenge" og derved kunde forbedre sin Forpleining, blev han dog forbitret over, at man saaledes "holdt Fangerne for Nar". Han var tilmed dengang - efter hvad han har paastaaet - i en noget ærgerlig Sindsstemning over, at hans Familie i længere Tid ikke havde ladet høre fra sig, hvorfor han antog, at den vilde slaae Haanden af ham, og han besluttede da, uden at tale til nogen af de andre Fanger derom og uden at nogen af disse havde tilskyndet ham dertil, at myrde baade Inspekteuren og Lægen. Han var aldrig bleven haardt behandlet af nogen af disse Mænd. Justitsraad Keller havde endog fattet særlig Interesse for Tofte, fra det Øieblik af, da denne havde tilstaaet de mange Forbrydelser for Ham, men det vil erindres, at Tofte ansaae ham for tildeels at være Skyld i, at hans Straf blev saa haard. Imod Lægen havde han endnu mindre Grund til at nære nogen Uvillie, da denne altid havde behandlet ham med største Humanitet; det eneste Klagepunkt, han havde at fremføre imod ham, var, at Mackeprang, da han skulde trække en Tand ud paa ham, lod Stumperne blive siddende i Kjødet.

Efter nogen Overvejelse opgav han den Plan at myrde Inspekteuren; thi vel var det en let Sag for ham at blive ene med denne, idet han blot behøvede at begjære sig fremstillet for ham; derimod var det ham ikke let at faae Leilighed til at angribe Inspekteuren bagfra, hvilket snarere kunde lykkes ham med Hensyn til Lægen. Han besluttede derfor at indskrænke sig til at myrde denne. Til at udføre Mordet havde han to Redskaber at vælge imellem, enten den saakaldte Salskniv, der hang paa Arbeidsværelset, eller en Hammer, som han engang havde faaet forærende af en Fange, der forlod Straffeanstalten. Da han var bange for, at han med sine svage Kræfter ikke vilde kunne haandtere Kniven, bestemte han sig for Brugen af Hammeren, som han ved Hjælp af en Steen, han fandt paa sin Væv, sleb frygtelig skarp i den kløftede Ende.

I Begyndelsen af November 1862 var han færdig med sine Forberedelser, men han tøvede endnu, thi han manglede Mod. Endelig begjærede han sig den 11te November fremstillet for Lægen paa Grund af Tandpine. Han var om Formiddagen munter som sædvanlig, og hans Medfanger kunde ikke mærke noget Usædvanligt hos ham. Da han blev kaldt paa for at møde hos Lægen, stak han Hammeren i sin Trøielomme og gik ud for at udføre sin Beslutning. Han tænkte ved sig selv, at hvis Modet i det afgjørende Øieblik skulde svigte ham, kunde han jo tale om sin Tandpine.

Straffeanstaltens Læge benytter skifteviis med Præsten et lille eet fags Værelse i Bygningens Stueetage. Udenfor paa Gangen ere de Fanger, der skulle fremstilles for ham samlede under Opsigt af en Betjent; de indlades En for En, og inde i VæreIset er der saagodtsom aldrig nogen Betjent tilstede. Medens den opsigtshavende Betjent den ommeldte Dag vendte Ryggen til, smuttede Tofte ind i Værelset, hvor Lægen sad ved et Bord tæt ved Vinduet, saaledes at han vendte Ryggen halvt mod Døren, og skrev i Patientbogen. Han hørte Tofte komme ind, men da denne havde Tøisko paa mærkede han ikke, at Tofte kom lige hen bag ved ham. Da han sad saaledes bøiet over Bogen, var Leiligheden gunstig. Tofte løftede Hammeren og gav ham med dens flade Ende et slag i Baghovedet, hvorved han et Øieblik blev aldeles bedøvet. Da han strax efter kom til sig selv igjen og følte Blodet løbe ned af sine Kinder, saae han Hammeren ligge paa Gulvet og Tofte løbe ud af Værelset. Paa hans Anskrig blev Tofte strax grebet, og var da i en temmelig rolig Stemning, men da Betjentene tog fat paa ham for at føre ham til den Fløi af Bygningen, hvor Straffecellerne ere, blev han mere oo mere exalteret, udskjældte Betjentene og slog den ene af dem, saa at hans Tænder blødte. Medens han blev ført over Gaarden forbi vagten, yttrede han: "Jeg traf ham sk..., den gamle Æsel; han skulde have været slaaet ihjel! - men det kan vel skee en anden Gang."

(Sluttes).

(Folkets Avis 20. februar 1865)

Der er tale om regimentskirurg cand. med. Hans Marcus Mackeprang (1793-1874). Han døde 26. juni, 81 år gammel. Han gjorde tjeneste som reservekirurg ved Almindeligt Hospital i en meget lang årrække, blev 1826 læge ved Døvstumme-Instituttet og senere i 12 år læge ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. 

Fængselsvæsnet undergik mens Tofte opholdt sig der, en reform. Horsens og Vridsløse straffeanstalter blev opført og taget i brug (hhv 1853 og 1859), i sidstnævnte udførtes cellestraffen, kvinderne blev samlet på Christianshavn 1870.

Skylden for branden blev efterfølgende lagt på snedkermesteren, der dog senere blev frikendt for videre tiltale, men døde formentlig som følge af det slemme ophold i fængslet. Se særskilt indslag om branden i Studiestræde 33 andetsteds på denne blog.

Forbedringshuset paa Christianshavn. Da vi i et foregaaende Numer berettede om "Kvistkammertyven"s Attentat paa Doktor Mackeprang, hedder det i "Folk. Av.", kjendte vi godt det Rygte, der cirkulerede i Staden, nemlig, at dette Attentat ikke var møntet paa Doktoren i Særdeleshed, hvem Fangerne Intet hare imod, men ifølge en fortvivlet Beslutning af Fangerne, at hævne sig paa hele Fængselsbestyrelsen for den slette Behandling, de nyde, og at dette Attentat vilde være blevet udøvet mod hvemsomhelst af Bestyrelsen, som "Kvistkammertyven" den Dag var kommen i Berøring med. Vi vilde den Dag ikke omtale det Rygte, da vi ikke havde Lejlighed til at erfare, hvor meget deraf var Sandhed. Det er imidlertid i disse Dage ved de Forhører, der ere gaaede forud for en Højesteretsdom, der er overgaaet Forbedringshuusfange Serritzlev. der som bekjendt den 2den Juni d. A. stak Mestersvend Andersen med en Kniv i Halsen, fremkommet Oplysninger, der fuldkommen bekræfte de cirkulerende Rygter. Disse Forhører vise, at det er Sult, der driver Forbedringshuusfangerne til Fortvivlelse og til at begaae Handlinger, der ifølge de bestaaende Love have Døden tilfølge, hvilken de foretrække for den Kval, Sulten medfører. Det er oplyst, at Fangerne ifølge Fængselsreglementet kun erholde to Maaltider i Døgnet, nemlig mellem Kl. 9 og 10 1½ Pund Brod og Kl. 12 en Pot Søbemad og en halv Pot Øl. Naar dertil kommer, at der fordres strængt Arbeide af dem, og at Arbejdstiden er fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 8 om Aftenen med 2 Times Hviletid, kan det sandelig ikke undre Nogen, at denne Føde, der knap er tilstrækkelig for en Dreng, kan bringe de ulykkelige Fanger til Fortvivlelse og til at begaae Excesser, der kunne have farlige Følger før den offentlige Sikkerhed. Hvem der har Skyld i Tilblivelsen af dette elendige Spisereglement, ville vi ikke undersøge, men anbefale samme tilligemed hele Straffeanstalten paa Christianshavn til Justitsministerens specielle Opmærksomhed. Sluttelig ville vi henlede Fængselselskabets Opmærksomhed paa denne Sag, da vi ere overbeviste om, at dette vil anvende sin Indflydelse til en Forbedring af Fangernes Kaar.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 22. november 1862).

Fritz Theodor Benzen. Bygningen i midten er Christianshavns Straffeanstalt senere kaldet "Kvindefængslet på Christianshavn". Kbhbilleder. Public Domain.

Kvistkammertyven. I Torsdags Morges Kl. 7 blev den Kvistkammertyven Tofte for hans Mordattentat paa Lægen Mackeprang idømte Høiesteretsdom exekveret i Kjøbenhavns Tugthtuus, hvortil han blev ført fra Arresten af Politiets Betjente, af hvilke 8 Mand vare tilstede, medens Fangerne fra Fængslets Vinduer vare Tilskuere ved Straffens Fuldbyrdelse. Straffen bestod i 27 Slag af en Kat (som har 13 Strænge med 3 Kunder paa hver Stræng, foruden at hver enkelt Snors yderste Ende er ombøiet og samlet eller bundet med Garn, for ikke at opflosses) Efterat Delinkventen paa sædvanlig Maade var surret fast til en Pæl, tildelte Anstaltens Profos (Schmidt) ham Slagene paa den blottede Ryg. I Mandags afrejste to Politibetjente med Arrestanten til Horsens Tngthuus, hvor han er dømt til at hensættes under stræng Bevogtning paa Livstid.

(Vestslesvigsk Tidende 1. juni 1863).

Om snedker Jørgensen havde Fædrelandet følgende kommentar (gengivet fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865). Se desuden det særskilte indslag om ildebranden i Studiestræde:

Blandt de mange Forbrydelser, som den saakaldte Qvistkammertyv P. Tofte havde begaaet, var, som bekjendt, ogsaa den, at han Søndagen d. 24de Januar 1858 havde anstiftet en Ildebrand i et Snedkerværksted, hvorved flere Mennesker indebrændte. Mistanken henlededes paa Værkstedets Eier, Snedkermester Rasmus Jørgensen, en ung Mand, der nylig havde nedsat sig, og om hvem iøvrigt aldeles intet Ufordeelagtigt var bekjendt, men som tværtimod var af god Familie og en i enhver Henseende hæderlig Mand. Han holdtes fængstet i næsten 9 Maanerer. og de Piinsler og det Onde, han skal have lidt under Forhørerne, navnlig da han, nedsat i et fugtigt og simpelt Fængsel, blev betagen af Betændelse og Smerter, vare saadanne, at hvis han havde været skyldig, vilde han, for at erholde Lindring og et andet Fængsel, have tilstaaet Forbrydelsen. Der er en stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har hensat denne aldeles uskyldige Mand i et underjordisk, fugtigt og simpelt Hul, for at tvinge ham til Bekendelse ved de legemlige Lidelser, som derved paaførtes ham. Dernæst er der stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har sat Jørgensen sammen med en gammel forhærdet og straffet Forbryder, for at denne kunde udspionere ham og under Forlovlighedens Maske forlede ham til Bekjendelse. Den eneste Erstatning hertillands, der kan gives til uskyldig piint Mand, er fuldstændig Frifindelse; men denne kunde Jørgensen ikke opnaae ved Kriminal- og Politiretten. Ved Højesteret blev han endelig frifunden for "videre Tiltale", og dette især fordi han havde assureret sine Eiendele hos et engelsk Selskab for 1600 Rdr., medens de kun kunde taxeres til 1000 Rdr. (Som bekiendt har Forbryderen Tofte senere tilstaaet, at han havde været Gjerningsmanden til Brandstiftelsen, og at Snedker Jørgensen var aldeles uskyldig.) Denne ulykkelige Mand er nu død, og det er vel ikke usandsynligt, at hans lange Fængsling og de Lidelser, der paaførtes ham, have bidraget til at forkorte hans Dage. Den eneste Erstatning, der nu kan ydes ham, er den, at hans Uskyldighed er bleven fuldstændig oplyst (Uddr. af Fædrel.)

(Ifølge "Hors. Av." skulde Tofte henrettes idag (Mandag) Morgen paa en Bakke i Nærheden af Horsens.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865)

Copist og Original Andreas Peter Gyth. (Efterskrift til Politivennen)

I 1850 var Peter Gyth ansat i Revionscontoirerne for Umyndiges Midler, første contoir som copist. På kontoret sad foruden ham kancelliråd og kontorchef Carl Wilhelm Lautrup og kancellisekretær og fuldmægtig Christian Adrian Jansen. Kontoret hørte under 2. departement, hvor der foruden det 2. kontor var 2 kontorer med  hhv 2 og 5 ansatte.På finanslovsudkastet for 1852-53 fik han udsigt til et tillæg på 200 Rbd (fra 400). Ifølge Krak 1850 boede P. Gyth i Farvergade 125B.

- En af Kjøbenhavns Originaler, den 82 Aar gamle Andreas Peter Gyth, der i sin Ungdom blev Copist i Cancelliet og senere i Justitsministeriet, afgik i Søndags Morges ved Døden. Fra sin tidligste Tid afslog han alle Tilbud om Forfremmelse, da han vilde leve og døe som Copist. Noget, der dog ikke gik i Opfyldelse, da han for et Par Aars Tid siden blev afskediget. I 40 Aar har han boet i sin Leilighed i Farvegade, hvor han døde som Ungkarl, og i denne lange Aarrække har sjelden nogen menneskelig Fod faaet Lov til at komme over hans Tærskel; i samme lange Tid har han heller ikke tilladt, at hans Beboelseslejlighed blev underkastet nogensomhelst Reparation. Først efter megen Modstand fik hans Vært Tilladelse til for et Aars Tid siden at indlægge Vand i hans Kjøkken, men han benyttede aldrig dette. For at undgaae Besøg af Brandfolk og Skorsteensfeier gav han Afkald paa at have Ild i Kakkelovnen eller paa Skorstenen i koldt Vand og Brød var nok i Reglen hans daglige Kost, og Varme fik han ved at arbeide i Ministeriet til Kl. 11 eller 12 om Natten. Han feiede maaskee et Par Gange aarlig sin Stue, og efter i lang Tid at have benyttet sit Linned, samlede han det sammen bunkeviis, uden nogensinde at lade det vaske; der findes derfor en meget betydelig Bunke laset Linned efter ham. Af andre Efterladenskaber findes et Par Stole, et Chatol og en Dragkiste fra det forrige Aarhundrede, en stor Mængde tildeels kostbare, danske, tydske, franske og engelske Bøger, der ere opstablede i Bunker eller nedlagte i Skuffer, en Feltseng med en næsten ubrugelig Madrats og et Par gamle Dyner, samt endelig en Mængde Øl- og Olieflasker. Da man ikke havde seet ham forlade sin Leilighed i flere Dage, lod man Politiet forceuge Døren til hans Værelse, hvor man fandt ham liggende syg paa Gulvet. (Khp.) 

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 5. juli 1860).

Peter Gyth. Hr. Redacteur! De har i Deres Gaarsnumer omtalt en ved Døden afgaae gammel Mand, pensioneret Copist under Justitsministeriet Peter Gyth og, hvad der ogsaa har været Tilfældet med et andet kjøbenhavnsk Blad, charakteriseret ham som en Særling, der negtede sig Livets første Fornødenheder, blot for at puge Penge sammen, levede i et utaaleligt Svineri ose. Tillad en af hans Ungdomsvenner, der engang omgikkes ham meget og kjendte ham nøie, og som anseer det for sin Pligt at værne om den Afdødes Minde og give hans Samtid et sandere og mindre afskrækkende Billede af ham, at fuldstændiggjøre og berigtige Deres Beretning. Vistnok ville vi selv da, naar den Hensovedes lange og eensformige Liv staaer klarere for os, ikke kunne fritage ham for at have levet som en Særling; men man vil tillige faae Indtrykket af, at han var en i alle Henseender høist agtværdig Personlighed, hvis gode Egenskaber vare de langt overvejende.

Det hedder i Deres Beretning, at han aldrig kunde lade sig bevæge til at blive mere end Copist, eftersom han meente her at være kommen paa sin rette Hylde. Det forholder sig ikke saa. Motivet til, at han afslog enhver Forfremmelse, var et ganske andet og af en langt ædlere Natur. Han var nemlig samtidigt med. at han var Copist i et af Cancelliets Revisionscomptoirer, Extra-skriver i Archiv-Comptoiret, og for at blive forfremmet i sin ene Stilling maatte han have opgivet den anden. Som Angre vilde han heller ikte have taget i Betænkning at gjøre det, hvis han kun havde havt sig selv at sørge for. Men han havde sine gamle Forældre i Huset hos sig; Moderen var i mange Aar sindssvag og sengeliggende. og Faderen, en høitbedaget Gubbe, kunde ikke tjene Noget til Livets Ophold. Sønnen pleiede disse sine Forældre med en sjelden Opoffrelse. Da der aldrig holdtes Pige, var han selv oppe om Morgenen for at lave Drikke, hentede Middagsmaden til dem fra Spiseqvarteret o. s. v. Da de siden døde, først Moderen og senere Faderen, var han allerede selv i en Alder, hvor det var ham ligegyldigt at komme i en høiere Embedsstilling.

Uagtet hans Ungdom saaledes ingenlunde henrandt under gunstige eller opmuntrende Kaar, og det meste af hans Tid var optagen af Forretninger, maa man ikke troe, at han forsømte at uddanne sig eller ikke havde Sands for noget Høiere. Jeg har tvertimod kjendt faa Mennesker, der med en saa stor Udholdenhed og Alvor som han søgte at udvide deres Kundskaber. Men Alt, hvad han lærte, lærte han, med Undtagelse af de første Skolekundskaber, kun ved Selvstudium. Han kunde saaledes Tydsk, Fransk, Engelsk og Italiensk, vel ikke saaledes, at han kunde tale disse Sprog, men dog nok til at kunne forstaae, hvad han læste. Og dette var ikke lidet; thi næsten alle hans Fritimer anvendte han til Læsning og til at spille paa Fløjte og lidt Claveer, hvad han ligeledes havde lært sig selv. Til disse Sysler var han meget punktlig med Inddelingen af sin Tid; hvert Fag havde sin bestemte Time. Foruden fine Studier gav han sig ogsaa af med Tegning og freqventerede i mange Aar Kunstakademiet, hvor han var avanceret til Modelskolen. Han var tillige i sine yngre Dage en flittig Komediegænger, og anvendte ikke Lidet af sine Indtægter til Anskaffelse af Bøger og Musikalier. Det er muligt, at han paa sine gamle Dage blev mere paaholden paa Pengene, især da han ikke  kunde rente nogen stor Pension; men i sin Ungdom og i sin kraftige Manddomsalder var han det ingenlunde, men meddeelte tvertimod stjerne til Andre og saa rundeligt, som det var ham muligt.

At han i det paa Grund af Moderens Sindssygdom høist uhyggelige Hjem, hvor han tilbragte sine bedste Leveaar, ikke kunde faae Sands for Reenlighed og Orden, er let at indsee, og Vanen var saaledes bleven ham til anden Natur, at han heller ingenlunde sylte noget Savn derved. At han ikke skal have anskaffet sig nye Klæder siden 1812, er dog en stor Overdrivelse; mit Bekjendtskab til ham skriver sig netop fra en senere Periode, og jeg har dog seet ham med flere end een ny Dragt. Men man maatte rigtignok vide, at den var ny, thi han hadede i den Grad at see pæn og Pyntelig ud, at han i Regelen, naar han havde nyt Tøi eller nye Støvler paa, først gik ind dermed i Cancelliarchivet og gav sig ret til at rode op i gamle Sager for al blive dygtig tilstøvet. I Udøvelsen af sine Embedspligter var han et sandt Monster: han arbejdede ialmindelighed langt ud over den almindelige Comptoirtid, og det uagtet han arbejdede meget hurtigt, hvorved det ikke lidet kom ham tilgode, at han skrev en ligesaa smuk som flydende Haand.

Af de faa Træk. jeg her har tilladt mig at meddele Dem, haaber jeg at De vil erkjende at have faaet et ganske andet Indtryk af den gamle Pebersvend, der unegteligt ved Omstændighedernes Magt blev paatrykt alle en Særlings uhyggelige Kjendemærker, men som ikke desto mindre var et meer end almindeligt begavet og retsindet Menneske, en sjelden opoffrende og kjærlig Søn og en i alle Henseender punktlig og samvittighedsfuld Embedsmand. Han hvile i Fred!

Deres ærbødige
N. N.

(Flyveposten 7. juli 1860)

Farvergade 128 blev i 1859 til Farvergade 18. Matriklen 128 blev i 1908 indbefattet i matrikel 283, hvori også en række andre matrikler blev henlagt. De omfatter i dag Farvergade 2-4 og 6-8 (Matrikel 282), med bl.a. Tutein & Koch. Bygningen er tegnet af arkitekt Roger Møller.

Gymnastik i Landsbyskolerne. (Efterskrift til Politivennen).

Gymnastikunderviisningen. (Dpt.) Under 17de Mai er fra Ministeriet for Kirke- og Underviisningsvæsenet udgaaet følgende Cirkulaire til samtlige Skoledirektioner:

Gymnastikdirekteuren har henledet Ministeriets Opmærksomhed paa adskillige Hindringer for Gymnastikunderviisningens Fremme ved Landsbyskolerne, som burde søges overvundne; hvortil Direktionens gode Bistand vil være fornøden. Til de væsentligste af disse Hindringer maa henregnes:

1) Mangel paa duelige Lærere. Det er kommet til Ministeriets Kundskab, at der ved adskillige Skoler findes Lærere ansatte, som ikke ere i Besiddelse af en tilstrækkelig Dygtighed i dette Fag, deels fordi de enten ikke i sin Tid selv have nydt gymnastisk Underviisning eller kun erhvervet sig et meget ringe Kjendskab til den, deels paa Grund af Alder og legemlig Svaghed.

Under saadanne Omstændigheder vil Gymnastikunderviisningen i Landsbyskolerne forfeile sin Hensigt, og det vil være i Gymnastikens Interesse, at denne Underviisning unddrages de aldeles udygtige Lærere.

Forsaavidt der da ikke i vedkommende Distrikt maatte findes en eller anden dertil duelig Person , navnlig en afskediget Militair, hvem Underviisningen imod en billig Godtgiørelse kunde overdrages, vil del være rettest, at den stilles i Bero, indtil der ved Vakance i Skolelærerembedet erholdes en dygtigere Lærer. Direktionen anmodes derfor herved tjenstligst om, efterat fornøden Undersøgelse i saa Henseende er foretagen, at indkomme til Ministeriet med Indstilling em Gymnastikunderviisningens midlertidige Ophævelse i saadanne Landsbyskoler, hvor Lærerne enten ved Alder og Svagelighed eller ved Uduelighed og Ubekjendtskab med denne Disciplin maatte skjønnes at være uskikkede til at lede Underviisningen paa en nogenlunde tilfredsstillende Maade, og forsaavidt der ikke maatte findes Lejlighed til at erholde den forsvarligt besørget ved en anden i Distriktet boende Mand. Paa saadanne Steder derimod, hver det skjønnes, at Læreren ikke mangler Duelighed, men Lyst og Villie til at varetage sin Pligt som Gymnastiklærer, vilde det - som i ethvert andet Skolefag, saaledes ogsaa i dette - være utilbørligt at fritage Læreren og standse Underviisningen. Den forsømmelige Lærer bør tilholdes at opfylde sine Pligter, og, naar Tilholdet ikke frugter, drages til Ansvar for sin Forsømmelighed i Overeensstemmelse med Skoleanordningens Forskrifter (Andgn. 29de Juli 1814 Bilag B §§ 2 og 3). Disse Forskrifter efterleves imidlertid ikke allevegne.

2) Mangel paa et alvorligt Tilsyn med Gymnastikundervisningen er ligeledes en betydelig Hindring for dens Fremgang. Det er Ministeriet bekjendt, at i ikke faa Skoledistrikter føres saa godt som intet Tilsyn med de daglige Øvelser, at der ved de halvaarige Examiner ingen Prøve eller Bedømmelse af dette Fag finder Sted, samt at Bestemmelserne i Plakaten af 25de Juni 1828 § 6 paa adskillige Steder sjeldent iagttages; hvoraf følger, at det nidkjære Skolelærer savner Paaskiønnelse af sin Flid, og den forsømmelige bestyrkes i sin Ligegyldighed for et Underviisningsfag, paa hvilkel hans foresatte heller ikke synes at lægge nogen Vægt. Ministeriet maa derfor finde det fornødent at indskærpe Overholdelsen af bisse bestemmelser og herved tjenstligst anmode Direktionen om at have Indseende med, at de stedlige Skoletilsyn ikke tilsidesatte Omsorgen for en forsvarlig Gymnastikunderviisning; i hvilken Henseende Deres Høiærværdighed ved de aarlige Skolevisitationer vil finde Leilighed til at foretage et virksomt Eftersyn og erholde en senere Kundskab om Gymnastikens Tilstand i Skoldistrikterne.

I Forbindelse med det utilstrækkelige Tilsyn maa fremdeles som væsentlig Hindring for Gymnastikens Fremgang nævnes:

3) Mangel paa anordningsmæssige Gymnastikplads og paa behørige Apparater. Det er indlysende, at hvor Læreren er henviist til at benytte en utilstrækkelig Plads, en ujevnet, græsbegroet Markplet, Skrænten af en Bakke, Landeveien eller lignende ubeqvemt Sted til de gymnastiske Øvelser, der vil Underviisningen ikke kunne gives tilbørligt; heller ikke der, hvor de forskjellige Apparater enten ere ufuldstændige eller ubrugelige. Det er imidlertid Ministeriet bekjendt, at der paa adskillige Steder ikke er sørget for Tilvejebringelsen af en Gymnastikplads ved Skolerne, at Pladsen paa andre Steder vel er udlagt, men ikke planeret eller indhegnet, at Apparaterne deels ikke ere fuldstændigt anskaffede, deels ikke stadigt vedligeholdes. Med Hensyn hertil maa Ministeriet ligeledes ansee et skærpet Eftersyn fornødent og herved tjenstligst anmode Direktionen om at ville, efter nærmere desangaaende anstillet Undersøgelse, ved Beretningen om Gymnastikens Tilstand for Landets Vedkommende ved Aarets Udgang meddele Ministeriel Underretning om, hvorvidt der maatte findes Skoler i Direktionens Embedskreds, ved hvilke anordningsmæssig Gymnastikplads ikke endnu er tilvejebragt, og i saa Fald Oplysning om Grunden til, at saadant ikke er skeet.

Et betydeligt Savn for Gymnastikunderviisningen paa Landet er det, at lukkede Øvelsespladse (Gymnastikhuse) i Almindelighed ikke haves, ei heller paa Grund af de med saadanne Bygningers Opførelse og Vedligeholdelse forbundne Bekostninger kunne ventes indrettede til Brug paa de Tider, hvor Vejrliget ikke tilsteder Øvelser under aaben Himmel. Ved Cirkulaire af 25de Marts 1858 søgte Ministeriet, som Direktionen bekjendt, i nogen Maade at raade Bod paa dette Savn ved at lade vedkommende Skoletilsyn opfordre til saavidt muligt at benytte Skolestuerne til Vintergymnastik, og hvor denne Opfordring er bleven fulgt, har Gymnastikken derved vundet kjendelig Fremgang. Opfordringen er imidlertid, som Ministeriet har erfaret, paa mange Steder bleven misforstaaet, som om dermed tilsigtedes, deels at Gymnastikunderviisningen skulde gives i de korteste Vinterdage, efter endt Skoletid, hvilket vilde blive ugjørligt, deels at Skolestuernes Borde og Bænke skulde udflyttes af Huset for at give Plads til Løbe- og Springeøvelser, hvilket ligeledes paa de fleste Steder vilde blive enten ugjørligt eller uoverkommeligt. Hensigten med den ommeldte Opfordring har derimod været denne, at anvise Udvei til paa en beqvem Maade at tilvejebringe Leilighed til Udførelsen af næsten alle de i den autoriserede Lærebogs 1ste Kapitel omhandlede "forberedende Øvelser" , som uden Vanskelighed kunne foretages paa en indskrænket Plads, og hvortil de fleste Skolestuer kunne benyttes, naar Borde og Bænke henflyttes til en Side i Stuen. Indøvelsen af disse forberedende Bevægelser i Efteraarstiden (Oktober og November), naar Veirliget ikke længere tillader Benyttelsen af den frie Gymnastikplads, og i den tidlige Foraarstid (Februar og Marts), for Øvelserne kunne stadigt foretages derude, vil kunne iværksættes uden Ulempe, komme Sommerunderviisningen tilgode og tillige være til Oplivelse for Børnene, som paa disse Aarstider hyppigt mente undvære Legepladsen. En bedre Øvelsesplads end Skolestuen vilde vistnok en i Skolens Nærhed liggende Lo eller Lade være, hvilken for en ringe Leie paa mangt et Sted vel kunde erholdes overladt Skolelæreren til Afbenyttelse, og hvor Lejligheden dertil maatte tilbyde sig, vilde det være ønskeligt, at den benyttedes.

4) Mangel paa stadig og tilstrækkelig Underviisning er fremdeles en væsentlig Hindring for Gymnastikens Fremgang. Det er Ministeriet bekjendt, at Gymnastikunderviisningen i mangt et Skoledistrikt tager sin Begyndelse senere om Foraaret og ophører tidligere om Efteraaret, end Behov gjøres for Vejrligets Skyld, navnlig paa saadanne Steder, hvor de øvrige foranførte Hindringer til deels ere tilstede. Kommer dertil den mellemliggende Høstferie, paa nogle Steder en ustadig Sommerskolegang, paa andre ældste Klasses Fritagelse fra Mai til September, saa skjønnes det, at Gymnastikunderviisningen under saa mange ugunstige Omstændigheder maa reduceres til nogle faa spredte Timer, hvis Benyttelse endda er afhængig af Veirliget. De her nævnte Misligheder ere imidlertid af den Beskaffenhed, at der, med Undtagelse af de ovenanviste Udveie til Udvidelse af Underviisningstiden, ikke er Andet at henvise til, end til et omhyggeligt Tilsyn med, at den Aarstid, som kan benyttes til Øvelser i det Frie, ogsaa bliver benyttet og ikke forkortes eller forsømmes ved Ligegyldighed fra Vedkommendes Side. I denne Henseende maa Ministeriet ansee en skærpet Kontrol fornøden og tjenstligst anmode Direktionen om at drage Omsorg for: at det paalægges samtlige Skolelærere i Skolejournalen at antegne ved hver Uges Udgang, hvor mange Timer der i Ugens Løb er foretaget gymnastiske Øvelser; at vedkommende Forstanderskaber tilholdes at vaage over, at ingen utilbørlig Afkortning i Underviisningstiden finder Sted.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juni 1861).

Baunscheidts Livsvækkeren. (Efterskrift til Politivennen)

Mængden af de miraculeuse Helbredelsesmethoder, der komme til os, især fra Tydskland, er bleven forøget med "Baunscheidtismen", opfunden ved Carl Baunscheidt, Meckanicus i Erdenach ved Bonn. En taknemmelig Patient, der er overtydet om at have fundet Lindring og Redning ved Baunscheidtismen, har udgiver "Kort Anviisning til den rette Opfattelse, Bedømmelse og Brug af "Livsvækkeren"," der er uddraget af og oversat efter den tydske Originals 7de Udgave. Principet i denne Methode har ialtfald det Fortrin, at det er simpelt, og Anvendelsen af den vil vel i de fleste Tilfælde ikke kunne gjøre synderlig Skade. Enten skeer nemlig alene ved "Livsvækkeren", der ikke er Andet end "en Sammenstilling af fint tilspidsede Naale, hvis Bestemmelse er ved deres Stik i Huden - en næsten smertefri Operation - at frembringe kunstige Porer, hvorigjennem alle som Følge af en forstørret Hudvirksomhed paa de lidende Steder af Legemet ophobede, Sundheden dræbende Sygdomsstoffer skaffes en simpel og naturlig Vei til en successiv Afmarsch". Sin store Opfindelse skylder Hr. Baunscheidt Myggene. Da han nemlig en Dag, da han led af et rheumatisk Onde, havde lagt Haanden paa Bordet, vare et Par Myg saa dristige at sætte sig paa denne og stikke. Efter at de vare færdige, fløi de bort, og Smerten med dem. Stikket efterlignes nu ved Livsvækkeren, og den Saft, som Myggene efterlade ved deres Stik, og som fremkalder en Hudirritation, der bidrager til endnu kraftigere og Hurtigere at udskille de optagne Sygdomsstoffer, efterlignes ved en af Opfinderen componeret Olie, hvormed den af Livsvækkeren saarede Hud bestryges. Ved sin Livsvækker curerer Baunscheidt 47 lette og 50 svære Sygdomme, hvoriblandt Cholera, Svindsot og tildeels Kræft. Helbredelsen af Skarlagensfeber er en reen "Bagatel". Al Slags Krampe, som det er umuligt for Videnskaben at blive Herre over, curerer ligeledes "Livsvækkeren" som en Bagatel. For Søsyge bliver man aldeles befriet, naar man strax ved det første Spor af Søsyge anvender "Livsvækkeren" paa Læggene. - Til Slutning yder Forfatteren "den velvillige Læser den Tjeneste, at ilette ham selve Døden". Det maa med Sorg indrømmes, at "Livsvækkeren", skjøndt den rigtignok vækker den indsovede Livskraft og hjælper den til at overvinde Sygdommen, ikke kan forhindre Opløsningen, men denne er ikke saa slem at gaae paa, naar man veed, hvorledes det gaaer Legemet efter Døden. Efter at dette er forklaret, tilføies der: "Skulde nu Baunscheidts Livsvækker ikke mere kunne fjerne den sidste Time, da maa den Døende med rolig Samvittighed betragte sin Død som Broen til Evigheden." (Tdl.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juni 1860)

Annonce fra Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 17. september 1873. Annoncen fortsætter med 9 vidnesbyrd om instrumentets duelighed over for gigt, rheumatisme, tunghørhed, bylder, urinvejsbesvær, forstuvning og astma. Den sidste gang Livsvækkeren nævnes er i forbindelse med en kvaksalversag fra 1900. 

Afhandling om historien.
Brought to life.