Sigvard Lund 1813-1867. (Efterskrift til Politivennen)

Nekrolog. I Orlogscapitain Sigvard Lund har Marinen mistet en af sine dygtigste og djerveste Officerer, og Staten en af sine braveste Sønner. Han er født i Kjøbenhavn den 3die Novbr. 1813, blev Officeer 1835, Premierlieutenaut 1842, Capitainlieutenant 1853 og endelig Orlogscapitain i 1866.

Faa af Marinens Officerer have været mere i Activitet end han, idet han næsten hvert Aar stadig var beskjæftiget i Marinens Tjeneste paa det Element, hvor han ret var hjemme og følte sig saa vel. Naar Marinen ikke havde Brug for ham, søgte han i sine yngre Aar Uddannelse i sit Fag deels til Coffardies og deels ved en Reise paa egen Bekostning til Holland og England for at gjøre sig bekjendt med de derværende Orlogsværfter. I de Aar han førte Bugseerdampbaaden "Uffo", bidrog han til at redde tvende russiske Fregatter, der i Efteaars-Storme vare komne paa Grund i vore Farvande, ved ufortøvet, saasnart han fik Underretning derom, paa egen Risiko at begive sig derhen og yde de vedkommende Skide en kraftig og dristig Assistance, saa at det lykkedes at faae dem uskadte af grunden. Herfor blev der, efterat han havde reddet den første Fregat, fra Hans Majestæt Kejseren af Rusland tilstillet ham en Diamants-Ring, og efterat han havde ved det den anden, hædredes han med Commandeurkorset af den russiske Stanislaus-Orden. Med "Uffo'" assisterede han ogsaa ved Nedlægningen af den telegraphiske Traad i Sundet over til Sverig og blev derfor hædret med Ridderkorset af den svenske Sværd-Orden.

Under Danmarks første Kamp for dets Selvstændighed var han stadig udcommanderet paa forskiellige Stationer og var saaledes i 1850 Chef for Dampskibet "Vildanden", der var underlagt Chefen for den Ro-Kanonbaads-Division, som blev commanderet til Vestkysten; han assisterede der troligen ved Tilbageerobringen af vore Vesterhavsøer, Føhr og Amrum, der fra Begyndelsen af Krigen i 1848, og indtil de da i September 1850) bleve tilbageerobrede og voldte indtil Krigens onde, havde været i Fjendens Magt, og hvor en fjendtlig Dampkanonbaads Division indtil da havde havt Station i Føhrs Havn og derfra havde foraarsaget vort venstre Flankecorps i Slesvig og langs Eideren stadige Allarmeringer, saavel Dag som Nat. Efter Tilbageerobringen af Føhr og Amrum havde han med "Vildanden", tilligemed den Kanonbaads- Division, han var underlagt, Station paa Eideren, indtil Iisgang tvang saavel Kanonbaads-Divisionen som "Vildanden" til at søge Vinterhavn ved Føhr, hvor de forbleve indtil den endelige Fredsslutning i Begyndelsen af Aaret 1851.

I 1848, kort for Oprørets Udbrud, ægtede han Frøken Deichmann, Datter af dalevende Oberstlieutn. Deichmann i det kongelige Artilleri. Han havde den store Sorg at miste denne sin kiærlige Hustru i November 1863 kort for Danmarks anden Kamp begyndte, Efter i et Aar at have pleiet hende og efterat have seet sig hende derovet. blev han kort efter udnævnt til Chef for Dampcorvetten "Heimdal" og var med den udcommanderet hele Vinteren, samt deeltog med der, paa en saa djærv og værdig Maade, som man kunde vente af ham, i Helgolands-Affairen, der skaffede Danmark et Lyspunkt efter alle dets Trængsler mod en saa langt overlegen Fjende. Under dette Vintertogt med "Heimdal" havde han paadraget sig Spiren til den Sygdom, der senere blev hans Død. Hans fordum saa stærke Bryst blev angrebet; og han led oftere ombord af en voldsom Blodspytning. Han blev flere Gange raadet til at søge en bedre Pleie iland, men han vilde ikke høre Tale om at forlade sit Skib, saalænge hans Konge og Landet havde Brug for ham. Først efter Helgolands-Affairen, og ved "Heimdals" Hjemkomst her til Kjøbenhavns Rhed, var det muligt at faae ham til at forlade sit Skib; han blev bragt syg iland og er nu, efter 3 Aars haarde Lidelser, afgaaet ved Døden den 9de November. Han blev hædret med Dannebrogsordenens Ridderkors og Dannebrogsmændenes Sølvkors.

Hans Forhold til de Mange der hade været i Tjenesteberøring med ham, vil vistnok blive i varigt Minde, og ikke mindst hos Alle, til hvem de saae op med Høiagtelse, og hvem de betragtede som en Ven, der trolig deelte Skjæbne med dem. 

Under sin smertefulde Sygdom vedligeholdt han den Varme og Interesse for sin Stand, hvoraf han stedse har været besjælet, og hvis Vel han saa kraftig og frimodig har forsvaret, saavel i Tale som i Skrift.

Ligesom han var en djærv og modig Officeer, var han en trofast Ven og Kammerat, en kjærlig Ægtefælle og en altopofrende Fader for sine 4 efterladte, nu forældreløse og uforsørgede Børn, hvis fremtidige Skjæbne laa ham saameget paa Hjerte og gjorde ham Tanken om Skilsmissen fra dem saa tung.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. november 1867)

Fotograf Thora Caroline Andrea Hallager (1821-1884): Sigvard Lund. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Søofficeren Sigvard Lund (1813-1867) var ved udbruddet af Krigen 1848-1851 premierløjtnant i marinen (1842) og blev efter krigen kaptajnløjtnant (1853) og orlogskaptajn (1866). Han var siden 30. marts 1848 gift med Emma Angelique Constance Deichmann (1828-1863). Ved krigsudbruddet 1848 var han næstkommanderende i korvetten Flora. Under krigen var han under daværende kaptajn (senere admiral) Carl van Dockum som i sine erindringer skrev: 

... endelig Sigvard Lund og B. Rothe, hvem jeg begge anseer for at være blevne formede af min Haand, og paa hvis Udvikling jeg i væsentlig Grad antager at have havt Indflydelse.

Sigvard Lund nød som ung Officeer ikke nogen særlig Anseelse i Marinen. I 1848 blev jeg, som tidligere nævnet, Chef for Corvetten "Flora", bestemt til Cadetskib, og S. Lund blev beordret derombord som Næstcommanderende. Oprøret udbrød imidlertid; det blev bestemt, at "Flora" skulde udrustes til Krigsbrug, og da Zahrtmann, den daværende Marineminister, meddeelte mig denne Forandring, tilføiede han, at det var hans Hensigt at beordre en anden Næstcommanderende ombord i Skibet, da jeg under de forhaandenværende Omstændigheder ikke vilde kunne være tjent med, at Lund vedblev at fungere i denne Post. Jeg forestillede Ministeren, hvor krænkende en saadan Forandring, helst under de stedfindende Forhold, maatte være for en ærekjær Officeer; jeg erklærede, at jeg, om jeg end ikke kjendte Lieutenant Lund, vilde være tilfreds med at have ham som enhver anden af Ministeriet dertil udseet Officeer til Næstcommanderende, og Følgen blev, at Lund beholdt sin Commando. Dette glemte Lund mig aldrig. I to Aar, Krigsaarene 1848-49, vedblev han at være min Næstcommanderende ombord i "Flora", og den Dygtighed, der viste sig hos ham, i Forbindelse med hans naturlige Godmodighed, knyttede mig efterhaanden nøie til ham. Han udviklede Egenskaber, som man ikke troede, at der fandtes hos ham; han blev en anseet Officeer i Marinen, og hans Deeltagelse i Træfningen ved Helgoland som Chef for Corvetten "Heimdal" vil til alle Tider sikre hans Navn mod Forglemmelse. Han besad en aaben, kraftig og ridderlig Charakteer, var trofast under alle Livets Forhold og vedblev lige til sin Død at nære for mig en Hengivenhed, som endnu den Dag idag bringer mig til at føle levende og inderlig Sorg over hans altfor tidlige Bortgang.

(Admiral C. van Dockums livserindringer, 1893).

Efter krigen førte han et privat dampskib og 1851-54 Marinens bugserdamper Uffo. Han var 1856-61 adjudant hos marineministeren, 1861 chef for orlogsdamperen Holger Danske og i krigsåret 1864 for korvetten Heimdal som den 9. maj 1864 deltog i affæren ved Helgoland. Tidligere havde han deltaget i affæren ved Rügen 17. marts. Brystsygen søgte han at kurere ved en rejse til Madeira, som han vendte tilbage fra 1865. Han er begravet på Holmens Kirkegård, hvor besætningen fra Heimdal i 1864 havde rejst en mindesten for ham. 

Se også indslaget "Træfningen ved Helgoland" her på bloggen.

Glasphotographier. (Efterskrift til Politivennen)

Hr Laus Udstilling af Glasphotographier, som daglig staaer aaben for Publicum, er den righoldigste Samling af denne Art, der endnu har været foreviist her. Billederne ere desuden valgte med megen Skjønsomhed, saa at Samlingen i sine henved 1000 Prospecter fra alle Egne af Jorden omfatter den største Deel af de Landskaber, Byer, Bygninger og Kunstfrembringelser, som til alle Tider have været Touristernes Maal. Schweiziske Landskaber med høitoptaarnede Klippemasser og Gletschere med uhyre Iisblokke, Panoramer af Prag, Paris, Venedig, Neapel osv., de deilige reserverede Haver ved Paladset Pitti i Florents." Ruinerne i Rom og Athen, Bosphorus' Bredder, de mærkelige ægyptiske Oldtidsmonumerter ligefra Pyramiderne til Memnonsstatuerne, Pagoder i Siam, Gader i Amboyna med Alleer af Sagopalmer, tropiske Steve paa Molukkerne, Processioner paa Sumatra, en javanesisk Sultan med sine Gemalinder og Dandserinder, japanesiske Templer og Theehuse: Niagarafaldet ved Sommertid og behængt med Iis, Victoriabroen ved Montreal, Broadwaygaden i New York - disse og lignende Billeder kappes om at tildrage sig Beskuernes Opmærksomhed og for at give et Begreb om Samlingens Righoldighed er ret tilstrækkeligt at sige, at selve Paris (uden at regne Versailles og øvrige Omgivelser) er repræsenteret i 50 Afbildninger. Men man gjøres ikke alene bekjendt med de seeværdigste Byer og Landskaber: ogsaa Kunsten er repræsenteret her i en Række Billeder, af hvilke vi indskrænke os til at nævne Thorvaldsens Museum, Sculpturafdelingen i Chrystalpaladset i Sydenham (deriblandt Alhambragaarden), de mærkeligste Statuer i Louvre og Antikerne i Vaticanet. Samtlige Prospecter og Kunstfrembringelser ere, som man seer ved første Øiekast, tagne efter Naturen og udmærker sig rerfor ved den Rigdom af enkeltheder, som Photographien alene er istand til at yde. Det ydre Arrangement er særdeles bekvemt, idet Samlingen er opstillet 39 store Steroskoper, hvert med 25 Billeder, om man efter Behag kan skifte ved at dreje paa en Knap. Man kan saaledes betragte Hvert enkelt Prospect, saa længe man vil, og behøver blot at reise sig fra sin Plads, naar man har seet 25 Billeder igjennem. Samlingen fortjener i høi Grad at tages i Øiesyn, og man vil ikke fortryde at have anvendt et Par Timer paa at gjøre sig bekjendt med den.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. november 1867)

Hoffotograf C. A. Lau var fra Breslau og udstillede Nytorv 3, hvor tidligere a Portas konditori havde været. Bygningen blev nedrevet og en ny opført i 1890.

Valget til den preussiske Landdag i Slesvig, November 1867. (Efterskrift til Politivennen)

Den 7. november 1867 var der valg til deputerede til den preussiske landdag. Det foregik som et valgmandsvalg i slutningen af oktober 1867. Slesvig var delt i 7 distrikter, hvor 1. og 2. kreds (Haderslev og Aabenraa) var afgjort danske, 3. kreds (Flensborg) blev boycottet af de dansksindede i valgmandsvalgene, 4. kreds (Tønder) blandet og resten tyske. Advokat Kraus, borgmester Bremer og advokat Clausen havde afslået sig fra at modtage valg. For 1. kreds blev Kryger, for 2. kreds Ahlmann valgt. De 5 tyske fordelte sig på 4 "augustenborgere" og 1 "regeringskandidat", nemlig Thomsen-Oldensworth, der dog næppe kunne betragtes som 100% loyal mod regeringen.

Hertugdømmerne. Ved Valgmandsvalget i Sønderborg blev der, ifølge en Meddelelse til os, valgt 14 danske og 4 tydske Valgmænd. De Danske vandt saaledes her en afgjort Seir, og dersom der ikke var foretaget en kunstig Districtinddeling, vilde Tydskerne ikke engang have kunnet sætte de Candidater igjennem, som de gjorde.

I Telegrammer til tydske Blade omtales selvfølgelig ikke den sidstanførte Omstændighed; men derimod fortælles der adskillige Historier for at besmykke det tydske Parties afgjorte Nederlag. Der anføres saaledes, at 2 danske Urvælgere alene valgte 3 Valgmænd, at mange tydske Urvælgere ikke toge Deel i Valghandlingen, og at der i eet District stod 10 danske mod 10 tydske Stemmer, men at de to danske Candidater seirede ved lodtrækningen. Der tilføies, at der er indgivet Protest mod Valget.

Iøvrigt bringe de idag ankomne tydske Blade følgende Meddelelser om Valgmandsvalgene i Hertugdømmerne. I Haderslev, hvor der blev valgt 20 tydske og 13 danske Valgmænd blev der ialt afgivet 499 danske og 455 tydske Stemmer. I Vilstrup (Haderslev Østeramt) have de Tydske seiret. Udfaldet af Valgene i Flensborg seer "Flensb. Nordt. Ztg." sig endnu ikke istand til at meddele, men Bladet bemærker derom: "I Almindelighed maa fremhæves, at Deeltagelsen endog fra de Tydsksindedes Side var yderst ringe, vistnok især af Ubekjendtskab med Valgmaaden. De Dansksindede foretrak aldeles at afholde sig fra Valget, formodentlig fordi de ved den offentlige Afstemning forudsaae deres sikkre Nederlag." (Man sammenholde med den sidste Bemærkning den igaar anførte Insinuation i "Weserzeitung": at den offentlige Afstemning er ugunstig for den tydske Sag overalt, hvor det tydske Element ikke har afgjort Overvægt, fordi Frygt for de Danskes Hævn afholder Mange fra at stemme.) I Handved Syd for Flensborg) er der valgt 19 tydske Valgmænd. I Kiel har det augustenborgske Parti seiret, idet der er valgt 54 Tilhængere af Neumünster- Programmet og kun 14 "Conservative". Augustenborgerne satte 13 igjennem i 1ste Afdeling (de Høiestbesattede), 17 i 2den og 24 i 3die Afdeling; de Conservative 11 i 1ste, 3 i 2ten og ingen i 3die Afdeling.

I Ekernførte er forhenv. Borgermester Bremer i Flensborg opstillet som Candidat ved det endelige Valg.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1867)

Hertugdømmerne. Om Udfaldet af Valgmandsvalgene i enkelte Sogne Nordøst for Tønder meddeler "Vestslesvigsk Tidende" Følgende: I Bylderup Sogn valgtes 3 Tydskere (1ste og 2den Klasse) og 2 Danske (3die Klasse). I Hostrup Sogn 2ten og 3die Klasse dansk, 1ste Klasse tydsk. I Abild Sogn 1ste Kl. tydsk. 2den og 3die Kl. dansk. I Heist Sogn 1ste og 2den Kl. tydsk, 3die Kl. dansk. - I Christiansfelt valgtes 3 Danske og 1 Tydsker. Ifølge "Nordslesvigsk Tidende" er der i følgende Sogne i Haderslev Amt valgt enkelte tydske Valgmænd, sandsynligvis i lste og eventuelt 2den Klasse: i Aller l, i Tyrstrup 1, i Oxevad 1, i Rødding 1, i Skiærdæk 2 og i Sønder-Hoptrup 1.

Flere Borgere i Husum have i Byens Avis ladet indrykke følgende "nødtvungne Erklæring" i Anledning af de ud Festmaaltidet ved Latinskolens Indvielse forefaldne Skandaler: "Gjæsteretten er hidtil i Husum under alle Forhold blevet agtet. Vi Husumere have altid søgt og fundet en Ære i at holde denne høit og hellig. Vi ville heller ikke lade denne vor Fædrenestads omhyggeligt bevarede Ære røve eller formindsk ved Enkelte, og see os derfor tvungne til den Erklæring, at vi af inderste Siæl fordømme de uhørte Excesser ved Dineren i Anledning af Indvielsen at det nye Gymnasium, og bede paa det Indstændigste samtlige udenbyes Gjæster ikke at lade Staden Husum og dens gode Ry undgjælde for, hvad Enkelte paa en uhørt og utilgivelig Maade have forskyldt imod det hele Selskab.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. november 1867).

Hertugdømmerne. Om Valgene i Slesvig til den preussiske Landdags Deputeretkammer bringe Bladene følgende Efterretninger: I 1ste Valgkreds (Valgsted Haderslev) bler H. A. Kryger af Beftoft valgt med 174 St.; Fabrikant Bonnicksen af Haderslev fik 32, 2 Stemmer vare spredte, 6 Valgmænd udelukkedes fra Valget paa Grund af ugyldigt Valg, og 6 vare ikke mødte. - I 2den Kreds (Valgsted Graasten) blev Proprietair N. Ahlmann af Augustenborg valgt; hans tydsksindede Modcandidat, Gaardeier Madsen i Iller, fik 34 St - I 3die Kreds (Valgsted Flensborg) blev Kjøbmand H. N. Petersen (Firma: Hans Korff) valgt med 131 St,: Amtmand. Grev Baudissen fik 38, Overappellationsraad Mommsen i Berlin 28 St. - I 4de Kreds (Valgsted Tønder) afgave 198 af 211 Valgmænd deres Stemmer. Valgt blev den tydske Candidat Meyer til Faaregaard med 145 St.; den danske kandidat Detlefsen fik 52. - I 5te Kreds (Valgsted Husum) blev Thomsen-Oldenswort valgt med 102 St.; den augustenborgske Candidat Gurlitt fik 77, to andre Candidater tilsammen 19. - I 6te Kreds Valgsted Slesvig) blev Professor Hensen valgt med 103 St., Regjeringsraad Stemann fik 88. - I 7de Kreds (Valgsted Ekernførde) blev fhv. Regjeringsraad Kraus valgt med 72 St.. Regjeringsraad Stemann fik 62.

Der er saaledes valgt 2 danske og 5 tydske kandidater. Vi have allerede tidligere gjort opmærksom paa, at der efter Folketallet vilde tilkomme Slesvig een Valgkreds mere, og havde det faaet denne, altsaa i istedetfor 7, vilde Resultatet, trods den for de Danske og Dansksindede ugunstige Valgmaade, uden al Tvivl være blevel 3 Danske mod 5 Tydske. Saaledes som Valgkredsene nu ere fordeelte, har det danske Parti aldeles afholdt sig fra at stemme i 3die Valgkreds, hvor det dog udgjør en meget betydelig Minoritet og har Majoritet i den nordlige Deel, Flensborg By inclusive. I 4de Kreds ere de danske Vælgere kun i den nordligste Deel mødte ved Valgmandsvalgene; i Tønder By have de afholdt sig fra at stemme, og det Samme synes at have været Tilfældet i flere af de nærmeste Sogne ved denne By. Heller ikke i 1ste og 2den Valgkreds ere de Danske mødte i synderlig stort Antal ved Valgmandsvalgene; man seer saaledes, at der i Haderslev By neppe mødte 2/3 af det Antal danske Stemmer, som afgaves ved det sidste Valg til Rigsdagen, medens der af de tydske Vælgere i denne By mødte over 4/5 af det Antal, som dengang stemte paa Amtmand Kier. Det Samme viser sig overall i Nordslesvig: det tydske Parti har anstrengt sig af yderste Evne, medens det danske har viist ringe Interesse for dette Valg i Sammenligning med de to Valg til den nordtydske Rigsdag.

Af de 5 tydske Candidater, der ere valgte i Slesvig høre de 4 til det augustenborgske Parti, som dog i to Kredit (6te og 7de) har havt en haard Kamp at bestaae mod Regjeringspartiet, der i begge disse Kredse havde opstillet Regjetingsraad Stemann. Kun i 5te Kreds faldt den augustenborgske Candidat for Thomsen-Oldenswort, der dog snarere maa betragtes som en local Candidat end som Regjerings-Candidat. 

Valgene i Holsteen ere alle faldne paa augustenborgske Candidater, undtagen i Preetz, hvor Overprisdent Scheel-Plessen seirede over Dr. Hänel, og i Altona, hvor der blev valgt en Advocat Warburg, som var "Frihavnspartiets" Candidat og altsaa nærmest maa betragtes som en local Candidat.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. november 1867.

Valget var det første til den nordtyske rigsdag. Det preussiske deputeretkammer talte herefter 432 medlemmer (tidligere 343). Ifølge det nationalliberale organ "Weser Zeitung" fordelte de sig på 180 konservative (hvoraf 40 fri-konservative), 30 gammelliberale, 110 nationalliberale, 30 venstre-centrum, 40 fremskridtsmænd, 15 katolikker, 15 polakker og 12 partikularister. Med den sidste menes formentlig bl.a. de 2 danske valgt i Nordslesvig.

Den 2. december 1867 meddelte de danske deputerede Kryger og Ahlmann at de kun under forbehold ville aflægge ed på forfatningen. Dette var ikke tilladt ifølge forretningsordenen, og sagen blev henvist til kommissionen for forretningsorden.

En Barnemorderske. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Viborg Overretsdom af 7de Oktober er Mette Marie Nielsen for at have ombragt sit Barn idømt et Aars Forbedringshuusarbeide; ved Horns Herredsretsdom af 28de August var hun idømt 8 Aars Tugthuusarbeide. Den Tiltaltes Historie giver en alvorlig Lære om de sørgelige Følger af letsindige Kjønsforbindelser. Hun havde, ifølge "Frederikshavns Av.", et Barn med en Karl, der havde lovet hende Ægteskab og vedblev at holde hende i den Tro, skjøndt han havde bestemt sig til at ægte et andet Fruentimmer, med hvem han tidligere havde et Barn. Den 28de April, da han sidst talte med hende, navnlig for at faae hende til at eftergive noget af Alimentationsbidraget, forsikkrede han fremdeles at ville ægte hende, og at hun ikke maatte tro paa, hvad Folk sagde, at han vilde ægte en Anden, endskjøndt der samme Dag blev lyst for dem. Den 26de Mai erfarede Tiltalte, at Barnefaderen havde havt Bryllup med det andet Fruentimmer, og blev hun, som hun udtrykt, sig, herover saa fortvivlet, at hun ikke syntes at kunne leve længere, og da hun den 29de Mai fik Tilladelse til at gaae hjem til Forældrene og blev af Huusholdersken paa Gaarden greben i at ville tage nogle Gryn med sig, fattede hun i sin Fortvivlelse den Beslutning at ville drukne sig i Aaen i Nærheden af Gaarden. Da hun kom til Aaen og kom til at tænke paa sit Barn kunde hun dog ikke udføre Beslutningen. Efter et lignende forgjæves Forsøg næste Dag bestemte hun sig til at drukne baade sig selv og Barnet, som hun hentede hos Forældrene under Paaskud af at ville raadføre sig med en klog Kone om dels Helbredstilstand. Da hun kom til Aaen, bandt hun Barnet, der var et Aar gammelt, fast til sig med et Tørklæde og lod sig trille ned i Vandet, men da hun havde ligget her noget uden at kunne komme ud af det med at drukne sig, gik hun op igjen, og Barnet var nu dødt, hvorpaa hun lagde det paa Aabredden og gjorde paany Forsøg paa at drukne sig i Aaen. Seent paa Aftenen blev hun truffen i Nærheden af Gaarden, bærende det døde Barn. Sagens Undersøgelse har endelig foranlediget, at Barnefaderen har afgivet falsk Forklaring for Retten, hvorfor han formodentlig bliver tiltalt ved Mililairetaten, hvor han er til Tjeneste.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 6. november 1867)

Dom i Sagen Nr. 261/1867 Landsoverretsproc. Isaacsen som Actor

contra

Arrestantinden Mette Marie Nielsen (Def. Proc. Møller). 

(Afsagt den 7 October 1867).

En Tiltalt for at have ombragt sit uægte Barn, der var omtrent 1 Aar gammelt, anseet efter Straffelovens 186, jfr. 39 med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar.

Under nærværende Sag tiltales Arrestantinden Mette Marie Nielsen for at have ombragt sit Barn.

Efter Sagens Oplysninger havde Arrestantinden den 15de April f. A. udenfor Ægteskab født et Drengebarn, der var i Pleie hos hendes Forældre, medens hun selv havde Tjeneste som Kokkepige paa Gaarden Eget i Skjærum Sogn, og ligesom Barnets Fader tidligere havde lovet Arrestantinden Ægteskab, saaledes maa det ogsaa antages, at han senere, uagtet han efter sin Forklaring havde fortrudt dette Løfte og agtede at gifte sig med en anden Pige, med hvem han tidligere havde avlet et Barn, har ladet Arrestantinden blive i den Tro, at han vilde ægte hende, og han har navnlig erkjendt, at han den 28de April d. A., da han besøgte Arrestantinden, paa hendes Forespørgsel, om det var sandt, at han saaledes som det blev fortalt vilde ægte den anden ommeldte Pige, benægtede dette. Samme Dag blev der imidlertid lyst til Ægteskab mellem ham og den anden Pige, til hvem han derefter, uden senere at have talt med Arrestantinden, den 26de Mai blev ægte viet, og da Arrestantinden samme Dag, Vielsen havde fundet Sted, erfarede dette, blev hun, som hun har udsagt, herover saa fortvivlet, at hun syntes, at hun ikke kunde leve længere. Den 29de Mai fik Arrestantinden Tilladelse til at gaae hjem til sine Forældre, i hvilken Anledning hun tilvendte sig nogle Gryn, der vare levnede fra Madlavningen, for at tage dem med hjem til sit Barn; dette blev imidlertid opdaget af Huusholdersken, der fratog hende Grynene og bebreidede hende den saaledes udviste Utroskab, og Arrestantinden gik nu ikke hjem, men derimod ned til en Aa i Nærheden, idet det efter hendes Forklaring var hendes Beslutning at drukne sig, hvilken Beslutning, som hun har udsagt, vel nærmest var foranlediget ved, at Huusholdersken havde talt hende haardt til, men dog fornemmelig var begrundet i hendes Fortvivlelse over, at hendes Barns Fader, som meldt, havde giftet sig med en Anden. Arrestantinden har nu forklaret, at hun, da hun kom ned til Aaen og kom til at tænke paa sin Dreng, ikke kunde udføre sin Beslutning og gik tilbage til Gaarden; den næste Morgen gik hun imidlertid igjen ned til Aaen for om muligt at udføre sin Beslutning, men det var hende heller ikke nu muligt, da hun kom til at tænke paa, at hendes Barn vilde komme til Fremmede, og efterat hun længe havde gaaet omkring ved Aaen, bestemte hun sig derfor til at drukne sig selv i Forening med Barnet, og gik derpaa hjem til sine Forældre og fik Barnet udleveret, idet hun foregav at ville gaae med dette, som i nogen Tid havde været sygt, til en klog Kone i Nærheden. Efterat Arrestantinden derpaa var gaaet tilbage til Aaen, bandt hun Barnet fast til sig med et Tørklæde og lod sig trille ned i Aaen, men da hun havde ligget her Noget uden at kunne komme ud af at drukne sig, idet Vandet bar hende op, gik hun op igjen, men Barnet var da dødt. Hun lagde nu Barnet paa Jorden og gik igjen ud i Aaen for at drukne sig; men da hun syntes at see En komme gaaende over Marken, sprang hun atter op, tog Barnet med sig og gik hen og lagde sig i en Hulning paa Marken for at vente der til Aften og da igjen gaae ned til Aaen. Arrestantinden har derefter ikke kunnet give nogen Forklaring om, hvorledes hun om Aftenen kom hen i Nærheden af Gaarden, men efter Sagens Oplysninger blev hun der antruffen af en af Gaardens Tjenestekarle, idet hun bar det døde Barn indsvøbt i en Pakke, og hun blev derpaa bragt ind til Gaarden som det efter de afgivne Forklaringer maa antages i en meget forstyrret og forkommen Tilstand. Da Retten derefter den 1ste Juni blev sat paa Gaarden, var Arrestantinden sengeliggende og maa antages at have været ude af Stand til at afgive Forklaring for et Forhør, og den følgende Dag blev hun indlagt paa Sygehuset i Frederikshavn, hvor hun ifølge Districtslægens Erklæring i de første Dage leed af hyppige hysteriske Krampetilfælde, under hvilke Fortrydelse over den af hende begaaede Forbrydelse og Frygt for Følgerne af denne gav sig tilkjende paa en saa fortvivlet Maade, at der kunde være Grund til at frygte for en Gjentagelse af hendes Selvmordsforsøg, hvilke Tilfælde maae antages først efterhaanden at have tabt sig.

Den af de vedkommende Læger, der have obduceret det ommeldte Barns Lig, afgivne Erklæring gaaer blandt Andet ud paa, at Barnet har været vel næret og velskabt, at den vidt fremskredne Forraadnelse gjorde det umuligt at fremsætte nogen bestemt Mening om Dødsaarsagen, men at der ikke paa Liget er forefundet noget Spor af ydre Vold, og at denne Omstændighed i Forbindelse med en forefunden Hyperæmi indenfor Hjerneskallens Huulhed ikke staaer i Strid med den antagne Dødsaarsag, Drukning, om end Obductionsresultatet i det Hele ikke kan siges at bestyrke denne Antagelse.

Efter det Anførte maa det ansees tilstrækkelig godtgjort, at Arrestantinden paa den af hende omforklarede Maade har dræbt sit Barn; men medens der efter Sagens Oplysninger i det Hele ikke er Føie til at antage, at hun enten i Almindelighed skulde mangle Noget i Henseende til Forstandens Brug eller særlig i Gjerningsøieblikket har savnet al Bevidsthed om Handlingens Strafbarhed, findes det derimod antageligt, at hun, der maa formodes af Naturen at være tilbøielig til Tungsind, har i Gjerningsøieblikket, i hvilket hun efter det Ovenanførte maa forudsættes hovedsagelig at have været opfyldt af Tanken om at drukne sig selv, befundet sig i en saadan Tilstand af Fortvivlelse, der maatte medføre en ringere Grad af Tilregnelighed end den sædvanlige. Arrestantinden, der er født den 29de Marts 1841 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, vil saaledes være at ansee efter almindelig borgerlig Straffelov § 186, sammenholdt med § 39, og Straffen findes efter Sagens Omstændigheder passende at kunne bestemmes til Forbedringshuusarbeide i 1 Aar. Hun vil derhos have at udrede Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser og derunder i Salair til Actor og Defensor for Overretten, 5 Rdl. til hver.

Under Sagens Behandling i 1ste Instants og befalede Sagførelse for begge Retter har intet ulovligt Ophold fundet Sted. 

Thi kjendes for Ret:

Arrestantinden Mette Marie Nielsen bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i 1 Aar.

Saa udreder hun og Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser og derunder i Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Møller, 5 Rdl. til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Ugeskrift for Retsvæsen 1868).

Utilbørlig Behandling imod Arrestanter. (Efterskrift til Politivennen)

Under en til Landsoverretten i Viborgs indanket Justitssag, hvorunder Arrestanterne Thomas Nielsen Søgaard, Peder Jensen og Rasmus Pedersen tiltaltes for Tyveri, blev af de tvende førstnævnte af disse Arrestanter fremført forskjellige Besværinger over utilbørlig Behandling i Arresten, medens Undersøgelsen stod paa, navnlig af en Person Joseph Nielsen, der i 1866 fungerede som Politibetjent i Ning Herreds Jurisdiction i Aarhuus Amt, hvilket skulde have foranlediget dem tit at afgive Bekjendelse om Forbrydelser, hvori de ikke vare skyldige. Disse Besværinger, som Arrestanterne under et efter Overrettens Kjendelse optaget Forhør fik Leilighed til yderligere at udvikle, gik for Søgaards Vedkommende i det Væsenlige ud paa, at bemeldte Joseph Nielsen i Forening med en Arrestant, nuværende Forbedringshuusfange Peder Pedersen, kaldet Skriver, hyppig havde indfundet sig hos ham i Arresten og ikke blot formanet ham til at sige Sandhed, men truet og udskjældt ham, samt rusket ham og tildeelt ham Ørefigen, at han en Dag og en Nat var belagt med Haandjern og to Dage var hensat i en formørket Arrest, og at Nielsen, efter at have truet ham med, at hans Søn Niels Thomassen vilde blive arresteret, har en Dag viist ham denne i et Arrestlocale, hvor han havde formaaet ham til frivillig at gaae ind, og tilføiet, at hans øvrige Familie ogsaa vilde blive arresteret, hvis han ikke bekjendte. Ligeledes havde Arrestanten Peder Jensen angivet, at han var bleven piint og plaget til at udstaae, idet Nielsen havde truet ham, og rykket ham i Haaret og i 3 Dage og Nætter paalagt ham Haandjern, hvorhos begge Arrestanter have paastaaet, at der, efterat de havde afgivet Tilstaaelse, indtraadte en Forandring til det Bedre i deres Behandling.

Arrestanten Rasmus Pedersen havde paa Opfordring forklaret, at han, skjøndt han ikke ved nogen Trang havde ladet sig bevæge til at afgive urigtig Tilstaaelse, dog oftere havde modtaget Besøg i Arresten af Nielsen, der, som Arrestanten udtrykte sig, tumlede med ham for at faae ham til at bekjende og bl. A. engang slog ham over Benene med en Stol samt sparkede ham paa Benene, ligesom han ogsaa af Nielsen blev hensat i en formørket Arrest.

Ifølge Justitsministeriets Skrivelse af 6te Februar d. A. blev der i denne Anledning anlagt Sag ved Kjøbenhavns Criminal- og Politiret imod fornævnte Joseph Nielsen, der, efter hvad der var oplyst, tidligere havde været ansat som Betjent under Kjøbenhavns Politi og med Samtykke derfra og Approbation af Aarhuus Amt var fra Midten af Januar f. A. antagen af Herredsfogden i Ning Herred til at fungere som Politibetjent i bemeldte Herred, i hvilken Egenskab han forblev indtil Begyndelsen af Mai Maaned s. M. og virkede til Oplysning af forskjellige begaaede Forbrydelser ved at reise om i Jurisdictionen, saavelsom ogsaa, naar han var i Aarhuus, ved at besøge de paagjældende Arrestanter, tale med dem om Forbrydelser, hvorfor de sigtedes, og formane dem til Sandhed, uden nogen ham given nærmere Instrux. I Overeensstemmelse hermed havde Tiltalte efter sin egen Forklaring anseet sig berettiget til at indfinde sig hos og tale med de under bemeldte Herreds Jurisdiction i Arresthuset i Aarhuus hensiddende Arrestanter, idet han bl. A. ansaae det for sin Opgave at faae dem til at afgive Bekjendelse om deres Forbrydelser, uden at der var paalagt ham noget egentligt Tilsyn med deres Behandling i Arresten, hvilket alene vedkom Arrestforvareren, efter hvis Død i September 1865 Arrestforvarertjenesten indtil 1ste April 1866 havde været bestyret af den afdøde Arrestforvarers Enke og Pige under Tilsyn af en Politibetjent i Aarhuus som konstitueret Arrestforvarer. I dette Tidsrum blev en Arrestant, nemlig den ovennævnte Peder Pedersen Skriver med vedkommende Autoritets Vidende benyttet til Hjælp ved Arresten, og da tillige til at tale med Arrestanterne og udfritte dem. hvilket ligeledes skete med Herredsfogdens Vidende.

Medens en Deel af de ommeldte af Arrestanterne imod den Tiltalte fremførte Sigtelse vare aldeles ubeviste og ubegrundede, maatte det efter hans egen afgivne Forklaring lægges ham til Last, at han, der nægtede at have tilladt sig andre Haandgribeligheder imod Arrestanterne, havde under sine Forsøg paa at formaae vedkommende Arrestanter til at bekjende deres Forbrydelser, undertiden taget dem i Halskraven og rusket dem, samt benyttet en tildeels formørket Arrest til at hensætte de ommeldte Arrestanter i, i den Hensigt derved at bevæge dem til at afgive tilstaaelse, uden at han selvfølgelig hertil har havt nogen Ordre af vedkommende Underdommer, hvem han kun opgav Nummeret paa Arresten, hvis særegne Beskaffenhed, da den var benyttet af Militaire, var denne ubekiendt.

Den Tiltalte havde ogsaa vedgaaet, at han i samme Hensigt og for særlig at influere paa Arrestanten Thomas Nielsen Søegaard havde, efter at have foregivet for ham, at hans ovennævnte Søn vilde blive arresteret, ladet denne gaae ind i et af Arrestlocalerne og givet Faderen Leilighed til at see ham sammesteds, ligesom den Tiltalte heller ikke har turdet benægte Muligheden af, at han har truet Arrestanten Søgaard med, at hans Datter ogsaa vilde blive arresteret. 

Efter den af Niels Thomassen afgivne Forklaring havde denne imidlertid selv været villig til paa den anførte Maade at søge at indvirke paa sin Fader, for at denne kunde bringes til Bekjendelse, og Sagen hurtigere faae Ende.

Derimod kunde der ikke paalægges den Tiltalte noget Ansvar med Hensyn til, at han, efter hvad han har vedgaaet, havde ladet Arrestanten Peder Jensen belægge med Haandjern, hvilket alene skete for at forhindre denne fra at tage sig selv af Dage, om hvilken Foranstaltning han maa antages at have underrettet vedkommende Dommer.

For det den Tiltalte i Henhold til det oven anførte saaledes overbeviste Forhold blev han, der er 28 Aar gl., - uden Hensyn til at han, som af ham paaberaabt, har troet at handle med fuldkommen Billigelse af sin nærmeste Foresatte, vedkommende Herredsfoged, - ved Criminal- og Politirettens Dom anseet ifølge den ældre lovgivnings Analogi, da Straffeloven ikke fandtes at kunne føre til et mildere Resultat, med en Bøde af 100 Rd. til Aarhuus Amts Fattigkasse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1867)