Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

Kommunens mest uheldige Husvildeboliger.

De ulykkelige Husmødre, der maa lave deres Mad paa en smal Gang i Træbarakken i Egbylejren. Ikke Gas, ikke Vand og ikke Afløb.

Et af de uhyggeligste Udslag al Hovedstadens Bolignød møder man i den fhv. Egbylejr ude ved Vestfronten, hvor 30 husvilde Familier har maattet anbringes. 

Man kan sikkert gaa ud fra, at det ikke har været med let Hjærte, Magistratens humanttænkende Embedsmænd har forvist disse Familier saa langt ud paa Landet. Thi fraset den lange og besværlige Vej til Arbejdspladserne, er Boligforholdene derude de slettest mulige. For de Familier, der har været saa heldige at faa de tidligere Officers- og Underofficersstuer til Opholds- og Soveværelser, gaar det endda an men for Eksempel den Familie, der er anbragt i Underofficersmessen - et Rum paa 60½ Kvadratmeter, med en Kakkelovn, der daglig sluger halvanden Hektoliter Koks - har det ikke rart, og værre bliver det jo, naar Vinteren for Alvor melder sig.

Værst i Egbylejren er dog Køkkenforholdene. Der er nemlig slet ingen Køkkener i Barakkerne, og de stakkels Husmødre maa fire paa Rad staa med deres Petroleums-Apparater paa nogle smaa Borde ude 1 den smalle Forstue eller Gang. Der skal ualmindelig Dygtighed og Properhed til lur at lave god og velsmagende Mad under saadanne Forhold. Der er hverken Vand, Gas eller Afløb i disse Barakker, og Brønden er der for de fleste Familier ca. 100 Meter hen til.

Det vilde være i allerhøjeste Grad ønskeligt, om Færdiggørelsen af Kommunens nye Ejendomme maatte aabne lidt lysere Udsigter ogsaa for de til Egbylejren forviste Familier.

(Aftenbladet,(København), 21. oktober 1925).

400 Husvilde i Kommunens Kompleks paa Amager

Uhyggelig Forhold ogsaa dër.
To gamle sindssyge Kvinder i en Hule.

I Kommunen store Ejendomskompleks, der begrænses af Artillerivej, Halfdansgade og Bergthorasgade bor for Tiden 100 husvilde Familier med over 900 Børn. Husene er kun godt 5 Aar gamle; da blev taget i Brug til Boliger for Husvilde, inden de endnu var helt færdige, og dette er maaske Grunden til, at det aldrig i bleven indrettet Spisekamre, og at Beboerne saaledes er henviste til at opbevare deres Mad i Skabene under Køkkenbordene, hvor Ventilationen er mangelfuld og Musene slemme.

Sammenstuvningen,

Hver Familie har kun et Værelse og betaler herfor henholdsvis 28 og 20 Kr. om Maaneden, alt eftersom det er et Gade- eller et Gaardværelse. Kun ca. Halvdelen af Beboerne betaler imidlertid Leje. Resten maa altsaa betragtes som hørende under i hvert Fald delvis Fattigforsørgelse.

Vi havde i Gaar Lejlighed til at se nogle af Lejlighederne og konstaterede, at Forholdene i dette Husvildehus er af en sjælden uheldig Beskaffenhed. Ganske vist er der Køkkener hvor de propre Husmødre, trods den uhyggelig unge Plade, har forstaaet at indrette sig. Med smukke hvide Forklæder staar de med deres velpudsede Redskaber ved hver sit Gasapparat. Bordene skinner af Renhed og der er lyst og venligt I det snævre Rum, ganske som inde f Stuerne, hvoi Møblerne hver Aften maa stables op i en Krog, for at der paa Gulvet kan redes til Familiens talrige Medlemmer.

Men de fleste Lejligeheders Tilstand viser, at det desværre er de færreste Kvinder der har tilstrækkelig energi og karakterstyrke til saa tappert at kæmpe mod Ulykken.

Der er Køkkener, som nærmest ligner Pulterkamre med snavsede Gulve og Borde og sorte

Vægge og Lofter, uden Gas og med osende Petroleumsapparater til Kogning af den Smule Mad i der laves. Og som Køkkenerne saa Værelserne, hvis lofters Sod fortæller om et Petroleumsapparat i Uorden og hvis Klude i de ituslaaede Ruder bærer Vidne om, at at Sans for Hygge forlængst er borte. Intet Steds traf vi dog en saadan Hule som paa 4de Sal tv i Halfdansgade 55. Her bor to delvis sindssyge Kvinder - Moder og Datter - med et lille Barn. De har et Gaardværelse, der er mørkt som en Grav, fordi der for de ituslaaede Ruder er hængt lange sorte Laser. Det er ganske umenneskelige Forhold, disse to stakkels Kvinder og det lille Barn lever under. Den gamle Kone har været paa en Sindssygeanstalt. men er nu ufarlig for sine Omgivelser, da hun nærmest gaar omkring i stille Vanvid. Det siges, at hun har mistet sin Mand ved en Ildebrand og at Ulykken den Gang berøvede hendes Forstanden, hen imod Aften tager hun en Smule Vand i en Spand og gaar ned i Gaarden for at slukke den Ild, som stadig spiller i hendes syge Sind

Der er forøvrigt nu rettet energiske Henvendelser til Kommunens Boligforsorg, og forhaabentlig varer det ikke længe, forinden Huvildehuset paa Island Brygge underkastes samme energiske Renselsesproces som Husene paa Nørrebro og Vesterbro.

(Aftenbladet (København), 3. november 1925).

To fotoer fra Arbejderbladet (Ugeblad), 23. september 1923. Underteksterne lyder således, for det øverste: Et Hjem, der giver Ophold for 4 Personer. Det nederste: Fælleskøkken som benyttes af 13 Familier.

De Husvildes Fremtidshjem. (Efterskrift til Politivennen).

Kommunens nye Boligkompleks ved Alsgade. I Medaillonerne ses Inspektør Lütz-Höppermann fra Sundholm og de Husvildes Tillidsmand, Havnearbejder Fachmann.

Det er jo ikke saa underligt, at Kommunens Husvilde paa Vesterbro nu gaar og kaster længselsfulde Blikke over mod det store nye Bolipkompleks ved Alsgade, der hvor de mange Lejligheder gøres i Stand til Indflytning senest den 5. December. Det er efterhaanden bleven ret uudholdeligt at bo i de gamle Huse med deres Mus og Væggetøj og fremfor alt med deres forfærdende Sammenstuvning af Mennesker.

Vi havde i Aftes Besøg af en Mand, som til sig, sin Hustru og sine 4 Børn havde faaet anvist et Værelse og en Andel i et Køkken i en Lejlighed nede ved Ingerslevsgade. Lejligheden er god nok op Tag over Hovedet er en vigtig Ting, men i det andet Værelse bor en Enke med 4 Børn, hvoraf det ene, en Søn paa ca. 17 Aar, til Stadighed ligger i Sengen, haardt angreben af Tukerkulose. Manden - der vel at mærke har Arbejde op prompte betaler sin Husleje - rystede over hele Kroppen ved Tanken om, at hans fire Smaa i Aften skal ind i Værelset ved Siden af den dødssyge Mand, som den frygtelige Sot hærger.

Inspektør Lutz Höppermann har aldrig i sit Liv udført en smukkere Handling end den at skaffe hver Familie, der kan og vil betale sin Leje, en selvstændig Bolig, og han har sikkert aldrig foretaget en Disposition, der i det lange Løb bliver mere rentabel for Kommunen. Han og de Husvildes besindige Fører, Havnearbejder Fachmann, fortjener Tak for de Reformer, der nu skal gennemføres.

Det oplyses forøvrigt nu, at der fra Slutningen af Januar Maaned vil være ialt 250 nye Lejligheder til Disposition for Husvilde

(Aftenbladet (København) 17. oktober 1925).

Til venstre de husvildes formand som taler til en begravelse på Bispebjerg Kirkegård af en gammel, brystsyg kone som døde i kommunens husvildekompleks ved Ingerslevgade. Foto fra Aftenbladet (København) 19. oktober 1925.

Et Møde. Da Gaardsangeren gensaa sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen).

For fire-fem Aar siden blev en den Gang ret velkendt Mand, der under Krigen havde tjent sig en Formue, men atter mistet den, skilt fra sin Hustru, der efter et Par Aars Forløb indgik nyt Ægteskab, og nu bor i en af de større Sidegader paa Nørrebro.

Hendes første Mand gik det efter Skilsmissen meget hurtigt ned ad Bakke for. Han, der ganske havde mistet Lysten til at tage fat igen, kom bestandig i daarligere og daarligere Selskab og blev straffet ved Tvangsarbejde for Betleri.

I disse mellemliggende Aar havde havde han og lians tidligere Hustru aldrig set hinanden. 

Men forleden skete det.

Han der nu 5 nogen Tid har drevet om som Gaardsanger, kom forleden ind i den Ejendom paa Nørrebro, hvor hans forhenværende Hustru bor, og begyndte at synge. Men saa med et, da han saa op fil Vinduerne, fik han Øje paa hende, der stod og stirrede ned paa ham. Han genkendte hende i samme Nu, som hun blev klar over, at det var hendes tidligere Mand, der stod der og sang, og skyndte sig at smække Vinduet i.

Han brød af midt i Sangen, stormede op ad Trapperne og ringede paa.

Der blev lukket op af en Mand der spurgte hvad han vilde. 

- Jeg vil tale med min Kone det var min Kone, der stod ved Vinduet.

- Den Dame. De har set Vinduet, er min Hustru - vil De være saa venlig at gaa.

- Nej, nej, jeg vil se hende, vil tale med hende.

- Jamen hun vil ikke tale Dem. Gaa nu!

Da han imidlertid værgedo sig derved og trængte paa for at komme ind, blev Politiet tilkaldt og Gaardsangeren anholdt.

I Gaar fremstilledes han i Byretten, hvor han paa Grund af den tidligere idømte Straf idømtes 90 Dages Tvangsarbejde for Betleri.

(Folkets Avis - København, 10. oktober 1925).

Aah se, hvilken Velstand. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Familier i Lysthuse ængstes for Kuldens Ankomst
Mennesker i et Brædderum.
Der haabes paa at bedre og lysere Tider vil komme.

- Aah se, hvilken Velstand, siger Højrepressen og peger paa Sommerhusene i Byens Periferi, de Huse, i hvilke mange Familier maa tilbringe den lange mørke Vinter....

Disse Kolonihaver og Lysthuse blev mere end et herligt Tilflugtssted i den flagrende lyse Sommer. For mange Familier blev Lysthuset et Hjem.

Der er ikke Plads andre Steder i Byen. Hus rejser sig ved Hus, men dog er det ikke nok til, at der er Hjem til alle. Og mange flytter ind i Kommunens Huse og Barakker for de Husvilde. Men andre flytter ud i Kolonihaven.

Kun en Bræddevæg mod Kulden.

Paa Valby Mark, ude ved Brønshøj, i Sundby, omkring det gamle Kastrup Fort og ved Siden af Kløvermarken - ved Vanløse - overalt er der Hundreder af Lysthuse, hvor Familier klemmer sig sammen.

Nu rykker Kolonihavefolkene ind i Hjemmene i Byen igen.

Men de, for hvem Lysthuset er blevet Hjem, maa blive herude. Og nu nærmer Vinteren sig, den Tid, hvor et Par tynde Bræddevægge skal holde Kulden ude.

Det begynder jo lidt smaat.

Vi tager en Tur rundt til nogle af de Steder, hvor de Husvilde holder til i Lysthusene.

Det er ikke gode Forhold for Mennesker at leve under. Efteraarsregnen har opblødt Jorden. Vejene er plørede, og Jorden i Haverne klæget, saa den klæber om Fodsaalerne.

Det er ikke godt at gaa ude i. Og dog leger her mange Børn. Moderen kan Ikke hele Dagen holde dem Inde i det trange Lysthusrum.

Og taler man med de Mennesker, der af Forholdene er tvungne til at leve paa denne Maade, er det ikke de blideste Ord, der falder. Hvem kunde vente det.

Ude paa Valby Mark træffer vi udenfor et lille Lysthus en ung Kvinde med et Barn paa Armen. Hun staar ved Havelaagen, og vi kommer i Snak med hende. Og noget lyst Æventyr er det ikke, hun fortæller.

- Jeg er kun 19 Aar, min Mand 21. Men Lejlighed kunde vi ikke faa - af dem vi kunde betale. Der blev tilbudt os en paa 2 Værelser - til 61 Kr. Men det kan man jo ikke betale. Min Mand har ikke en Gang fast Arbejde. Og saa flk vi Haven her og Lysthuset af mine Forældre,

Hun smiler lidt bedrøvet og siger: - Det er jo ikke de bedste Forhold at begynde under, naar man er nygift. Og dog har her for Resten været rigtig rart i Sommertiden, men nu er vi saa bange for Vinteren. Vi har kun en Petroleumsovn. Og den kan ikke holde Kulden ude - slet ikke om Natten er jeg bange for. Og lade den brænde, tør man jo ikke - se nu, hvad der skete ude paa Tingvej, da det lille Barn brændte. Men saa daarligt det er, maa man jo haabe paa bedre Tider. Og de kommer vel ogsaa en Gang.

6 Mennesker i et Lysthus.

Og den unge Kone fortæller, at hun endda ikke har det saa slemt som saa mange andre. Hendes Familie er jo kun paa 3 Personer - men andre Steder lever der mange flere i et Lysthus sammenstuvede.

Vi træffer selv mange af disse "Hjem" paa vor Tur rundt.

Ude i Sundby - ved Kløvermarken - er saaledes et Lysthus, hvor Far. Mor og 4 Børn bor sammen.

- Hvordan kan de faa Plads til dem allesammen? spørger vi Konen, en halvthundredaarlg forslidt Kvinde.

- Det er ogsaa forfærdeligt. 

Hun viser os Lysthusets eneste Værelse, et lille Rum. Der staar kun en Seng, et lille Bord og et Par Stole. Saa er der en Udbygning til Kokkenet.

- Derude ligger de to største af Drengene - siger hun - saa maa vi andre klare os herinde med Sengen og Gulvet. Vi har boet her nogle Aar - men det er den svære Tid, der begynder nu med Kulden og alt det. Alt hvad vi kan skaffe af Tæpper og Klude - og Sække med forresten, maa vi have i Brug. Og saa kan Tænderne endda klapre i Munden, naar Kulden rigtig bider igennem Bræddevæggen.

1500 Familier lever i Lysthuse.

Der er mange af de Lysthuse, viser, der nok kan tage Vintertørnen. Der er dobbelt Bræddevæg med Cement imellem. Og endda er der Træhuse, der er helt komfortable med et Par ret store Værelser og Køkken.

Men der er 1500 Familier, der bor herude i Byens Periferi og paa denne Maade. Og de fleste af dem ængstes nu, hvor Vinteren staar parat til at holde sit Indtog.

(Klokken 5, 2. oktober 1925).

Der gøres klar til Sommer-Indflytningen i Ny Carlsbergvejs Kolonihaveforening. Foto fra Aftenbladet (København) 5. maj 1925.

Pauline Hjorth 104 Aar (1825-1930). (Efterskrift til Politivennen)

Levet under 6 Konger 

En Samtale med det 100-aarige Fødselsdagsbarn, Frk. Hjorth.

Fra Frederik den Sjette til Christian den Tiende.

En elskelig gammel Dame.

Frk. Hjorth, fotograferet under en spadseretur i Gaar.

En elskelig gammel Dame, Frk. Ellen Hjorth, Datter af Professor Peder Hjorth, naar paa Søndag at fejre en Fødselsdag, som kun bliver de færreste beskaaret, nemlig den hundredaarige.

Det er simpelt hen en Oplevelse at tale med Frøkenen, der nu har sit Hjem hos en Niece paa Niels Ebbesensvej 20. Ikke alene er hun fuldstændig aandsfrisk, som stod hun paa sit Livs Middagshøjde. Men hun fortæller tillige med et ligefrem charmerende Lune om svundne Tider og Forhold, medens det elskeligste Smil lyser over hendes smukke og Håndfulde Ansigt.

- Jeg siger Dem straks, erklærer hun, at der ikke er Spor mærkværdigt ved mig eller mit Liv, og der er saamænd ingen som helst Anledning til at gore mig til Genstand for Omtale i Bladet, fordi jeg fylder hundrede Aar, det er der jo Folk, der gør hveranden Dag, havde jeg nær sagt.

Min Tilværelse er hengledet stille og roligt, selv om jeg har set en hel Del af Verden. Jeg er altsaa født 1825 og har levet under seks Konger. Far var Professor Peder Hjorth, De véd. ham ved Sorø Akademi. Akademiet brændte jo, og da det skulde indvies efter Genopførelsen, kom Frederik VI derned med stor Stab. Jeg husker ham meget godt, en larmende Mand, en rigtig Bulderbasse, men i Virkeligheden godmodig og venlig.

Dagen før Indvielsen var min yngre Bror, den senere Politiassistent, bleven født, og da en af Lærerne fortalte det til Kongen, kan jeg mindes, han raabte: "Saa vil jeg min Sæl og Salighed være Gudfader". Han lod sig indskrive i Kirkebogen og forlangte, at Drengen efter sin Konfirmation skulde møde hos ham. Han vilde han tage sig af hans Uddannelse. Christian VIII og hans Dronning kom en enkelt Gang derned; de var begge to flinke. Om Frederik VII vil jeg ikke tale. Hans Liv var ikke efter vor Smag For os var han Nix. Ja, saa kom jo de bevægede Krigsaar. For Far blev de særlig bevægede. Fra sine Ungdomsaar havde han staaet i Forbindelse med Hertugen af Augustenborg. De rejste en Del sammen og var Venner, der stadig brevvekslede. De Breve er nu paa det kongelige Bibliotek.

Det Venskab fik Folk til at mene. at har var Slesvig-Holstener, men jeg kan saamænd forsikre Dem om, at han elskede sit Fædreland saa højt som nogen. Alligevel raabte Folk efter ham paa Gaderne, og naar han om Aftenen sad og aihejdede ved sit Skrivebord, fløj der Sten efter Sten ind gennem Vinduet, heldigvis dog uden nogen Sinde at ramme ham.

I Aarene forinden boede for Resten den senere Christian IX dernede hos os. Han var 16-17 Aar. Det sødeste og rareste unge Menneske. man kunde tænke sig. De skulde have set barn i Galop ned ad Sorø Gader med min lille 2-aarige Søster paa Skulderen. Han var hendes Hyphest. Naa, senere hen i Livet har jeg været i Audiens, hos ham som Konge, kom vi til at drøfte de gamle Minder. Audiensen trak ud en hel Time og vi lo saamænd begge adskillige Gange saa højt og hjærteligt, at den jourhavende Kammerherre var helt højrød i Hovedet af Indignation, da jeg omsider forlod Værelset.

I Begyndelsen af 50'erne rejste vi til Amerika Derovre har jeg levet lige til 1902, baade i Byerne og paa Landet. Ti Gange var jeg i de Aar over Atlanterhavet; jeg kender det altsaa baade i Storm og Stille. Kong Frederik VIII fik jeg set, men aldrig talt med, og heller ikke vor nuværende Konge har jeg hilst paa. Det kunde jeg for Resten godt lide, han skal være saadan et udmærket Menneske.

Ja. det er mit Levnedsløb, ikke særlig interessant, vel. Nu har jeg slaaet mig til Ro herude hos min Niece, men det kniber lidt med Bentøjet. Jeg kan ikke længere gaa saa gode Ture som tidligere. Hørelsen og Synet er det ogsaa galt med; Jeg begynder virkelig at blive gammel. Hvad der sker i Verden følger jeg dog stadig gennem Aviserne, som andre nu maa læse højt for mig. Det generer mig ogsaa. For et Par Aar siden døde min Søster Anna, hende, som var ved Frk. Zahles Skole. Hende savner jeg stadig skønt jeg her er omgivet af kære Venner og Slægtninge.

Vi mødes vel sikkert snart, selv om Lægen siger, jeg kan leve mindst tyve Aar endnu. -

(Aftenbladet (København), 29. september 1925).

Faderen må have været Peder Hjort (1793-1871), gift med Olivia Rasbech. Han står noteret som far til Sigurd Hjort; Pauline Hjort; Johan Christian Lykke Hjort; Mette Louise Cathrine Hjort; Mathilde Albertine Hjort, Anna Elisabeth Hjorth (f. 1833) og Marie Pauline Hjorth. Men dog ikke til Ellen. Han var professor i Sorø, sproglig og publicistisk forfatter, 1822 lektor på Sorø Akademi. Søsteren Anna Elisabeth (1833-1923) er beskrevet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Danmarks ældste Kvinde fylder 104 Aar.

Ingemann var hendes Gudfar og hun husker tydeligt Frederik den Sjette ved Indvielsen af det nyrestaurerede Sorø Akademi.

Frøken Pauline Hjorth, der bor i Diakonissestiftelsens Hvilehjem "Sarepta" i København, fylder den 4. Oktober 104 Aar.

Den gamle Dame sidder hver Dag oppe i sin Stol, og hun har en Hukommelse og Forstand saa klar, at mange yngre kunde ønske sig, at de havde den lige saa god.

Som alle Ældre husker hun bedst de Begivenheder, der ligger hende fjernest. Hun fortæller saaledes, at hendes første Erindring gaar saa langt tilbage som til, da hun var bare to Aar gammel. I denne Alder oplevede hun i sin Fødeby Indvielsen af det genrejste Sorø Akademi. Hun kan huske, hvordan hun sammen med sin ældre Broder stod i et Vindue i sine Forældres Hjem og betragtede den farvestraalende Procession, der dannede Optakten til selve Indvielsen, op i hvilken hun saa selve Landsfaderen Frederik den Sjette marchere i Spidsen.

En anden bemærkelsesværdig Ting ved den gamle Dame er, at da hun i en Alder af et Par Maaneder blev baaret over Daaben i Sorø skønne, gamle Kirke, stod ingen ringere end selve Digteren B. S. Ingemann Fadder til den lille Pige. Det siger da sig selv, at Pauline Hiorth alle Dage har været særlig interesseret i Ingemanns Digtning, og hun fortæller selv, at hun bogstavelig talt har kunnet alle hans Romaner uden ad.

Som ung Pige tog Frk. Hjorth til Amerika, hvor hun siden opholdt sig ialt i 40 Aar. Hun har dog flere Gange været hjemme paa Besøg og har ialt passeret "Dammen" 10 Gange.

Spørger man hende, hvordan hun har baaret sig ad med at bevare sit Ydre saa forholdsvis ungdommeligt, svarer hun, at hun altid har sovet paa en haard Madras og altid gaaet lange Ture. Hun har desuden badet hver Dag og ikke nydt Spiritus eller Kaffe i mange, mange Aar.

Hendes Liv former sig nu naturligvis ganske stilfærdigt. Det er over et Aar siden hun sidst har været ude, men hver Morgen, før hun kommer op, sidder hun Times Tid i sin Seng for aabne Vinduer. Tiden gaar hurtigt for hende, synes hun, 'tidligere spiste hun 5 Gange om Dagen, men nu har hun til sin store Glæde faaet Lov til at slippe for den ene Gang. En Times Tid hver Dag gaar med Højtlæsning af Bøger og af Aviser.

Man forstaar dog godt, at den gamle Dame føler sig ensom, og man forstaar vel ogsaa hendes Svar paa Spørgsmaalet om, hvad hun ønsker sig i sin høje Alder.

Svaret lyder nemlig: At det hele snart maa være forbi.

(Roskilde Avis 1. oktober 1929).

"Man burde kun blive 100 Aar".

Vemodig Samtale med Frk. Pauline Hjorth, som i Dag fyder 104.

Hos Ingemann i Sorø. - H. C. Andersen og Hauch.

Danmarks ældste Fødselsdagsbarn, fotograferet  sit Hjem i Morges.

- Man burde ikke blive mere end Hundrede Aar, siger Danmarks Ældste, Frøken Hjorth, som i Dag passerer de 104. Man forandres helt, naar man er blevet Hundrede. Indtil for et Par Aar siden kunde jeg endnu læse min Avis, men nu kan jeg ikke se ordentligt mere. Og jeg har ikke længere Spor af Lyst til at gaa ud i Haven, skønt jeg altid har holdt saa meget af Blomster. Nej man burde ikke kunne blive mere end Hundrede Aar . . . Men det er da ogsaa en god Alder!

Frøken Hjorth sidder i sin Lænestol i sit lille beskedne Værelse i Diakonissestiftelsens Hjem for ældre Damer "Sarepta". Hun er saalille og sart, men spillende af et ejendommeligt fjernt Liv; hendes Hud er voksbleg men uden en Rynke, og hendes fine magre Hænder understreger med smaa lette Bevægelser hendes Ord. Hun er en fornem gammel Dame, forfinet af Oplevelser og Alderdom. Samtalen glider over paa Sorø, hvor hun kom til Verden som Datter af den i am Tid kendte Professor Hjorth. Pigterne Ingemann og Hauch var hendes Faddere, og hun véd meget at fortælle om dem. Da jeg spørger hende, hvordan Ingemann var i sit Privatliv, svarer hun, at han var en rigtig pæn og flink Mand, men hans Kone var "fjantet".

- Ingemann deltog næsten aldrig i nogen Selskabelighed, og der kunde gaa Aar mellem, at Fruen viste sig paa Storegade. Hun malede altid, rædsomme Altertavler! Hun var saa fjantet, En Gang viste hun sig paa Gaden med Nederdelen garneret med store Tøjroser af den Slags man brugt paa Hatte ...

Mødet med H. C. Andersen.

Lidt længere henne i Samtalen spørger jeg Frøken Hjorth, om hun har kendte H. C. Andersen. - Nej, svarer hun, ikke personligt. Men hun har da været i Stue med ham, og hun syntes, han lignede en Bavian ! Og hans Hænder var s a a lange. - Frøkenen viser fra sine Fingerspidser og op midt paa en Arm. - Og saa havde han ikke Begreb om at klæde sig, hans Tøj hang om ham. Men derfor kunde han jo godt være en stor Digter!

Om Lotte Oehlenschläger, der blev gift med Phister, fortæller Frøken Hjorth at hun var skrækkelig forfængelig. En Gang trak hun mig hen foran et stort Spejl. - det var kort Tid før hun skulde giftes , hun var tyve Aar. men jeg kun ti - Hvad ser Du inde i Spejlet spurgte hun mig - Os to, svarede jeg. Ja, sagde hun saa, men hvem synes Du er den kønneste? Hun var en silly een!

Frøken Hjorth bruger ofte engelske Gloser, hendes Sprog er i det hele præget af hendes halvtreds Aar lange Ophold i Amerika, hvor hun bl. a. har været Selskabsdame og Rejseledsagerske for velhavende svagelige Damer.

- Har Frøkenen været i Sorø fornylig? spørger jeg

- Ja. for seks Aar siden Og seks Aar er jo ingen Ting for mig! Jeg var der med min Søster. Og tænk da vi gik op ad Priorgade og Storegade, saa stod Folk med Hatten i Haanden og hilste saa ærbødigt paa os. som om vi var store Folk

Vi var rundt og saa det hele. Der er jo meget forandret. Det Hus, vi boede i, da min Fader var Professor ved Akademiet, har de revet ned. Carsten Hauchs Hus var ogsaa borte

Da Hauch forlangt en ren Flip.

Frøken Hjorth fortæller nu om Hauch, at han i Reglen havde alle Vinduer aabne; og en Gang hørte hun ham støje inde i Huset. Hele Byen kunde høre ham. "Her staar jeg. arme Mand raabte han, og har forlangt en ren Flip, og saa faar jeg en Vest!

Fru Hauch var en flov Person, og hun og Manden levede ikke godt sammen. Til Slut hængte hun sig herinde ved Frue Kirke. Det var rigtig taabeligt gjort!...

Der er en mærkelig Kontrast mellem Frøken Hjorths kraftige gammeldags Vendinger og hendes fine milde Tone. Man kan mærke, at hun ikke vil svigte sin Ungdoms Indtryk af Menneskene, skønt hun forlængst har forligt sig med Tilværelsen.

Til Slut fortæller den gamle Frøken mig, at Hauch som gammel Mand satte sig til at lære Engelsk. At du gider, sagde min Fader til ham. Du i din Alder!

- Maaske faar jeg Brug for Engelsk, naar jeg kommer i Himlen svarede Hauch. Sæt de vil have mig til at være Engelsklærer deroppe.

Og han mente det, ja, det var virkelig hans ramme Alvor.

(Aftenbladet (København) 4. oktober 1929).

Pauline Hjorth døde kort tid efter interviewet, i april 1930. Hun blev begravet i familiegravstedet på Sorø gamle kirkegård. De nærmeste slægtninge, bl.a. direktør for Magasin du Nord Victor Hjorth og oberstløjtnant Hjort, samt gamle venner overværede den.

I 1920 var der 16 personer, 9 mænd og 7 kvinder der var over 100 år. Gennemsnitsalderen var 60 år for mænd og 62 for kvinder.

Den ældste dansker er Christian Mortensen (1882-1998). Den ældste danske kvinde gennem tiden samt den ældste person, der nogensinde har boet i Danmark var Ellen Adelaide Brandenborg (1906-2017). Den ældste mand, der har boet i Danmark, var Georg Ingwersen Jensen (1906-2016).