Henriette Petersen. (Efterskrift til Politivennen)

Henriette Sofie Dominica Petersen (5. august 1850-19. maj 1924). Hendes søster var Johanne Petersen som er omtalt andetsteds på denne blog. Hun arbejdede nogle år som privatlærerinde, før hun 1876 startede på N. Zahles lærerindekursus. Hun tog 1877 en af de højeste eksaminer nogensinde og blev ansat ved den nedlagte skole ved Nørrevold, senere ved Gasværksvejens Skole. I 1894 blev hun Københavns og Danmarks første kvindelige skoleinspektør ved Dronningensgades Skole på Christianshavn som indtil 1911 var en pigeskole, hvor eleverne for manges vedkommende kom fra belastede hjem. Hun bad om at blive forflyttet og fik det mindre krævende erhverv 1911-1920 ved Prinsessegades Skole som blev en drengeskole. Her havde hun kun mandlige kolleger. Under 1. Verdenskrig skabte drengenes krigslege urolige forhold bl.a. stigende vagabondering. I virkeligheden kom hun fra asken og i ilden ved sit skoleskifte.

Hun var i nogle år formand for kommunelærerindeforeningen som hun var med til at stifte i 1891, men fratrådte da hun fik skoleinspektørembedet. Fra 1904 medlem af Pædagogisk Selskabs bestyrelse og i mange år censor i praktisk undervisningsfærdighed ved lærereksamen.

Henriette Petersen engagerede sig politisk i Højre (senere Det Konservative Folkeparti) og opstillede som kandidat til Borgerrepræsentationen i 1912, 1913 og 1917, uden at blive valgt. 

En Milepæl

Frk. Henriette Petersen, Skoleinspektør i 25 Aar.

Det var i Sandhed en Milepæl i Kvindesagen Historie, som man passerede, da Frk. Henriette Petersen Mandag den 18. August i Aar holdt sit 25-Aar Jubilæum som Skoleinspektor ved de københavnske Kommuneskoler. Thi hun var den første kvindelige Inspektør, som i blev udnævnt. Og hun var ene om Æren i samfulde 10 Aar.

Vi har bedt Frøkenen fortælle os lidt om sig selv og sin Gerning, og siddende midt mellem alle Festdagens Blomster fortæller hun:

"Ja, hvis det blot var mig, Henriette Petersen, som i Mandags havdø holdt Jubilæum, saa vilde jeg slet ikke have fortalt Dem noget om det. Men da jeg synes, at mit Jubilæum er noget andet og mere, et "Kvindejubilæum", som har faat Betydning for saa mange andre end mig selv, skal jeg gerne fortælle, hvad der er at sige om den Sag.

Ser De, for 26 Aar siden var der jo ikke et Menneske, som kunde tænke sig, at en Kvinde kunde bestride en saadan administrerende Poet som et Skoleinspeklørembede jo faktisk er.

.Nej,"" sagde man, "hun kan være en særdeles dygtig Lærerinde for Smaabørn og kan i det hele taget have alle mulige udmærkede Egenskaber, men administrere eller i det hele taget magte en overordnet Stilling, det kan hun ikke.

Men saa skete det hverken værre eller bedre, end at der i Dronningensgade herude paa Christianshavn blev oprettet en ren Pigeskole. Og saa hævede der sig nogle Røster, som forlangt man her skulde forsøge at ansætte en kvindelig Inspektør. hr efter nogen Diskuteren blev man enige om at forsøge. Saa søgte jeg Embedet og fik den.

Men De kan tro, jeg gik til det med Rysten og Bæven! Thi jeg var fuldt ud paa det rene med, at begik jeg en Fejl, var jeg i det hele taget ikke saa at sige ufejlbarlig, saa vilde det ikke være mig, Henriette Petersen, der havde baaret mig dumt ad, nej, saa vilde det være Kvindekønnet i al Almindelighed, som havde bevist sin Umulighed i en saa ansvarsfuld Stilling.

Naa, det gik imidlertid godt - over al Forventning godt. I ti Aar sad jeg som den eneste kvindelige Inspektør. Nu er vi vist 10 her i Byen".

"Men er det ikke en Drengeskole, De nu er Inspektør for?"

"Jo, det er det saamænd. For 8 siden søgte jeg herover til Prinsessegades Skole, der den Gang var en blandet Drenge- og Pigeskole; mest paa Grund af Boligforholdene, som ikke var nær saa gode ved Dronningensgades Skole. Men i de sidste Aar har Skolen kun været en Drengeskole.

Til at begynde med var jeg lidt bange for alle de store Knægte, ængstelig for, at det maaske skulde knibe lidt med Respekten. Men det er saamæad gaaet over al Forventning godt. Vi har det hyggeligt og rart med hinanden. Jeg har altid haft det Princip, at man aldrig skal straffe uden det er allerhøjst nødvendigt, og at man frem for alt ikke maa karakterisere hver en lille Forseelse, hver en kaad Streg, hver en tankeløs Ulydighed, som "Uartighed", der frem for alt skal straffes. Man skal snakke sig frem med Drengene, en Gang imellem se lidt igennem Fingrene med Smaauregelmæssigheder. og for Resten kalde paa deres Forstand og . Æresfølelse.

"Og Deres øvrige levnedsløb?1"

"Er saamænd ikko videre romantisk! som ganske ung var jeg Privatlærerinde. Tog saa Kommunelærerindeeksamen hos Frk. Zahle og fik derefter straks Ansættelse paa Gasværksvejens Skole, hvor jeg var, indtil jeg blev Inspektør paa Dronningensgades Skole. Og om et Aar skal jeg tage min Afsked!"

"Skal?"

.Ja. saa er jeg 70. Og længere maa vi jo ikke - som rimeligt er - blive siddende i Embedet. Jeg er rask og rørig og kunde for den Sags Skyld godt blive ved et Par Aar endnu. Men det er jo som sagt kun rimeligt, at der er en Aldersgrænse, og den falder jeg altsaa snart for."

i D.

(Nationaltidende 3. september 1919).

Skoleinspektør Henriette Petersens gravsted på Vestre Kirkegård. Til højre anes Johanne Petersens gravsted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Enveloppevej. (Efterskrift til Politivennen)

Enveloppevej (den dækkede vej, eller i folkemunde "den fordækte vej") havde siden 1907 været en del af Amagerboulevard, men navnet hang åbenbart stadig ved. Den gik rundt om Christianshavns Voldgrav fra Kigkurren til Amagerbrogade. Den førte oprindelig til skydebanerne på Amager. I 1888 var der blevet opført en geværfabrik som aflastning af Tøjhuset. Ved den forbindelse blev der opfyldt en snes alen med ler fra Kalvebod Strand.

Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis 27. juli 1905 beskrev området når man kom fra Langebro og Christianshavn således: "Her er saa stille og fredeligt; en egen mild Provinsstemning hviler over hele Enterieuret - indtil man fra "Enveloppevej" drejer ud paa den stærkt trafikerede Amagerbrogade, hvor de elektriske Sporvogne suser af Sted."

I 1912 blev der anlagt et redningsbådeværft ved Amager Boulevard forbi Enveloppevej: "The Engelhardt collapsible Life Boat Co." Værftet startede i Hellerup. Bådene blev berømt da Titanic sank. Titanic havde i alt 4 af disse både som reddede mange liv. Værftet havde på daværende tidspunkt fremstillet 43 både til den tyske kæmpedamper "Imperator", samt til andre lade. (Se også Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 31. august 1912.)

Social-Demokraten 15. november 1915 citerede borgerrepræsentant Vilh. Wartenberg for at sige: "... Strækningen fra Enveloppevej til Kristianshavn henligger i en aldeles usømmelig og for de passerende livsfarlig Forfatning..."

Fattige Koner faar gratis Brænde til Kakkelovnen.

Det er en haard Vinter, der stunder til, selv om kloge Vejrprofeter siger, at den bliver mild. Brændsel skal der i alle Fald bruges, og det er næsten ikke til at betale - i hvert Fald ikke for Fattigfolk.

Kulpilleriet ved Havnen giver jo kun saa lidt, og andet er der sjældent Held til at faa fat i.

Men en Gang imellem kan det dog gaa - saaledes som ovenstaaende Billede viser.

Stsormen har vælten et stort, gammelt Træ ude paa Hjørnet af Amagerbrogade og Enveloppevej. Det har ligger der urørt et Par Dage, indtil en har faaet den lyse Ide: Her er jo Brændsel til et tomt Ildsted.

Og straks har hun, og snart efter andre Koner, faaet fat i Save og Økser. Saa varer det ikke saa Længe, før Træet er stykket ud og bragt hjem for at gære den bedste Tjeneste:

at varme en kold Stue, hvor moder og Børn ellers var krøbet sammen i frysende Kulde.

Og der er da forhaabentlig Ingen af de Folk, der repræsenterer "Loven", der vil have Hjærte til at skride ind her!

(Aftenbladet (København) 17. oktober 1916).

Området i 1895. Før anlæggelsen af den nye Langebro og Amager Boulevard. Geværfabrikken (1888) er den firelængede bygning til venstre på kortet. Artillerikasernen er det store kompleks i midten af kortet, nederst. KbhBilleder.

Træerne fældes paa Amagerbro.

De store Opfyldnings- og Planeringsarbejder ved den nye Amagerbrogade, som lægges fra Torvegade til Amager Fælledvej, er nu saa vidt fremme, at man kan se hvorledes den fremtidige Færdselsaare fra det tætbefolkede Sundby vil blive ind til Christianshavn. Paa selve Dæmningen mellem Voldgravens 2 Afdelinger er der allerede lagt Fliser for de Gaaende, medens Kørebanen ligger i et frygteligt Roderi.

Arbejderne er nu naaet hen forbi Vejen med det mærkelige Navn - Enveloppevej, og her har man i de sidste Dage fældet det ene store, prægtige Kastanietræ efter det andet.

Vej- og Kloakvæsenet plejer jo ikke at lide af sentimentale Følelser overfor Byens grønne Træer.

Paa vort Billede ses Arbejdere i Færd med at grave rundt om det seneste Træ, der skal fjernes medens 2 afkvistede Stammer ligger paa Jorden.

En gammel Kone er i Færd med at samle lidt Kvas til Kaffekedlen hjemme.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juli 1919).

Parti fra Enveloppevej

Der er smukt ved Kristianshavns Kanal, naar Foraarssolen skinner og Træerne paa Volden spejler sig i Kanalens Vand.

Naar man staar paa Enveloppevej, har man en dejlig Udsigt over Kristianshavns Vold i hele dens Længde, den vold, der indtil for faa Aar siden ligende en Urskov, - nu er Volden blevet til det, den var i vore Bedsteforældres Tid, en smuk og idyllisk Promenade.

Enveloppevej er ogsaa en sidste Rest fra den Tid da Voldene markerede Byens Grænser, en sidste lillebitte Rest, der næsten er forsvundet i Skyggen af de omkringliggende nys opførte Stenkaserner.

Det er saa forfriskende med [], Træer og Vand, det være sig nok saa lidt. Storbyen er ved, lidt efter lidt, at fortrænge alt, hvad der er tilbage af det idylliske, men paa begge Sider af Kristianshavns Kanal kan man endnun glæde sig over Træer og Grønt paa Baggrund af Kristianshavns Tage og Frelser Kirkes guldprydede Spir.

(Klokken 5, 15. marts 1920).

Den fejlslagne Spekulation. (Efterskrift til Politivennen)

Emma og Enkemanden.

Da Henrichsen ikke vilde dø.

For et Par Aar siden fik en fraskilt Kone, der hedder Emma Larsen, Plads som Husholderske hos en Enkemand, der hed Henrichsen og som var Arbejder paa Orlogsværftet. Det var en god Tjans, hun fik der, thi Henrichsen havde et pænt Hjem paa Brigadevej, og Emilia fik det som Blommen i et Æg. Hendes Taknemmelighed stod dog ikke i noget Forhold hertil, hvad man snart fik Beviser for.

For et halvt Aars Tid siden blev Henrichsen syg og indlagt paa Hospitalet, og over for Emma Larsen erklærede Lægerne, at der ikke var stort Haab om, at han kunde leve. Emma Larsen lod som om hun blev dybt nedslaaet ved at høre dette, men indvendig følte hun stor Fryd. Hun begyndte at holde Selskabelighed i Lejligheden paa Brigadevej, hun tog Varer i Kredit i Henrichsen Navn, hun solgte væk af Møblerne og af Henrichsens Gangklæder for at faa Penge, og hun blev endog saa fræk, at hun hævede 600 Kroner paa Henrichsens Sparekassebog. Han mente, at der ingen Risiko var, nu døde Henrichsen jo snart, og saa var der saamænd ingen, der anede noget om, hvad han efterlod sig eller ej.

Imidlertid, det gik noget anderderledes. Henrichsen var sejglivet, han døde ikke, tværtimod han blev bedre og bedre, og for en halv Snes Dage siden blev dan udskrevet fra Hospitalet. Det kan nok være, at Emma blev hed om Ørene da hun saa, at hendes Spekulation var slaaet fejl. Og da Henrichsen saa, hvorledes der saa ud i hans Hjem, blev han yderst forbitret, og han lod straks den utro Emma anholde. Sammen med hende blev der ogsaa anholdt en vis Niels Jensen, der sigtes for at have været hende behjælpelig med at sælge af Henrichsens Sager og bruge Pengene

(Aftenbladet (København) 18. august 1919).

Sundhedsfarlige Forhold ved kongens Enghave. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Paa Kongens Enghave mellem Statens Værksteder og Frederiksholms Havn strækker sig et hyggeligt, veltilvokset Havekvarter. Havelejerne er her Arbejdere, de efter endt Daggerning søger Hvile ved at pusle om og hyggeliggøre denne lille Plet Jord for dem og deres Familier.

Opholdet i disse Haver er nu i den bedste Del af Sommeren indtil Dato gjort uudholdeligt for de mange Arbejderfamilier paa Grund af den Stank, som den i Nærheden liggende Kødfoderfabrik udsender. Fabriken har altid været en Plage for Havekvarteret, og man troede, at i Sommer skulde man endelig være den kvit, da den er nedbrændt; men det er blevet det modsatte Forhold. Fabriken har nemlig lige før og efter Branden faaet tilkørt Hundredvis af Tønder raadne Kartofler, som ikke alene opfylder Fabrikspladsen, men ogsaa, hvor utænkelig det end lyder, den halve Bredde af Vejen langs Fabriken, som Havelejerne skal passere. Da Fabriken ligger stille, faar disse Hundreder af Tønder Kartofler midt i Sommerens Hede Lov til uden videre at raadne op, mens Bunkerne for hver Dag synker sammen, og den raadne Kartoffelsaft løber ud paa Vejen. - Man behøver vist ikke at udvikle, hvor forfærdelig en Stank denne Pestbunke, som Tusindvis af Fluer og Masser af Rotter tumler rundt i, udsender over dette Havekvarter. Hvor er Sundhedspolitiet henne?

Her tyer Arbejderen med sin Familie uden for Byen for at indaande en Smule frisk Luft, og her skulde hans Børn, som i Sommerferien ikke kan komme paa Landet, opholde sig; men denne forpestede og med Fluerne sygdomsbefængte Atmosfære forhindrer alt dette. Derfor stiller disse mange Arbejderfamilier dette Krav: Fjærn disse sygdomsbefængte, raadne Kartoffelbunker, at vi Havelejere dog Resten af Sommeren kan nyde vore Haver.

En Havelejer
i Haveforeningen "D. S. B."

(Social-Demokraten 1. juli 1919).

Det gamle Bomhus paa Lyngbyvej. (Efterskrift til Politivennen)

I vore Dage, da alle Bomme sprænges, er det jo heller ikke saa underligt at de Afspærringer, hvor man afkrævede de kørende Kjøbenhavnere Bompenge efterhaanden er forsvundne. Længst og haardest stod Kampen om Amager Bom, det er ikke saa forfærdelig mange Aar siden, at de Amager-Bønder endnu kørte lange Omveje for at undgaa at betale den forhadte Afgift.

Nu river man det gamle Bomhus paa Lyngbyvej, hvor Bommanden sad i sin lille gemytlige Kahyt for sig selv, ned, vort Billede viser det, efter at dets Dage er talte. Det er næsten Synd at gøre det, for det er dog et hyggeligt Minde om svundne Dages Mangel paa praktisk Sans.

Endnu har vi da kun Bommandens Hus ved Indkørselen til Charlottenlund fra Strandvejen tilbage. Den sidste Bommand dér var en streng Herre, som meget nødig paa Somersøndage indlod sig paa at tage Tur og Retur paa een Gang; derfor holdt Vognene, dog især paa Væddeløbsdage, i lange, utaalmodige Rækker, indtil det økonomiske var klaret. Det var til liden Glæde for Vognenes Passagerer, men Charlottenlunds faste Beboere skulde gerne om Søndagen ned til Bommen for at se paa de fine Folk, der kom i Vognene; bagefter gik de saa til Grøndalshuset for at se deres egne Tjenestepiger danse med Skovshovedfiskerne paa den dertil indrettede Estrade.

Blandt de faste Tilskuere begge Steder var Kong Frederik den Ottende, der allerede som Kronprins havde arrangeret sig en Udsigtshøj lige overfor Bommandens Hus, hvor han var en sikker Mand hver Søndag Imellem 2 og 4. Lad endelig ikke Charlottenlunds Bombus gaa samme Vej, som Lyngbyvejens nu gaar; dertil er det for kønt, og der er hyggeligt derinde i de lave Stuer; det kan bl. a. Fru Dagmar Heinemann bevidne, hun har boet dér i mange Somre, medens hun optraadte i "Over Stalden".

Om Bomhuset ved Lyngbyvejen fortælles en morsom Historie fra de Dage, da man begyndte at køre paa Cykle her i landet. Det var de bekendte høje Cykler med det store Forhjul. Blandt de første, der vovede sig ud ad Lyngbyvjen paa saadant et Bæst var Fabrikejer Bjørn Stephensen, der da var en meget skattet Studenterskuespiiler; han havde nok læst paa den malede Tavle, at Enspændere betalte saa meget, Flerspand mere. Og nu skelede han til Bommanden og spurgte: "Hvor meget koster det saa for mig at slippe igennem med denne Herskabsvogn?"

"Ingenting", svarede Bommanden haanligt, "dem regner vi for Barnevogne!"

Knud Bokkenheuser

(B. T. 26. juni 1919).