Til Ejeren af Hotel d'Angleterre.

Dersom  hr. Knirsch oftere skulle blive beæret med besøg af det selskab som fredag den 31. maj havde en fete på hans hotels 2. etage, nærmest mod Østergade, da ønsker indsenderen af dette og sikker flere med ham, at disse enten må anvises en sådan lejlighed hvor deres tømte flasker ved udkastelse af vinduerne ikke kan forvolde de forbigående nogen skade, eller også at de blev indskærpet at sådan en uskik (muligvis brug andre stæder) hidtil her til lands er usædvanlig, for ikke at tale om de ulykke sådan kådhed kan afstedkomme.

Ikke mindre end 3 flasker blev således den aften kl. halv ti kastet ud af de åbenstående vinduer i nævnte 2. etage, ned på torvet, ved ved siden af og foran den der siddende frugtkone netop på den tid da en del mennesker passerede der forbi fra koncerten på teatret.

(Politivennen nr. 336. Løverdagen den 8de Juni 1822, s. 5394-5395).

Kongens Nytorv 1840. Fra højre mod venstre: Noget af Hovedvagten, dernæst Hôtel d'Angleterre. Til højre Erichsens Palæ og Det Kongelige Teater.

Redacteurens Anmærkning

Carl Joseph Knirsch købte i 1817 Hotel d'Angleterre. Her havde der ligget hotel siden 1755, først som fransk traktørsted. Navnet kom dog først til i 1791. Det brændte i 1795 og blev herefter videreført i adelspalæet Den Gramske Gård (Ahlefeldts Gård) på hjørnet af Østergade og Kongens Nytorv. Det gik fallit 1813. I "Aarhuus Stifts Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Tidender, som forsendes med Brevposten", 27. maj 1817 kunne man læse at gården var solgt til Knirsch:

Den Schmetzerske Gaard paa Kongens Nytorv er nu endeligen i Tirsdags bleven solgt til Hr. Knirsch fra Flensborg for 55 300 Rbd rede Sølv, hvilket efter nærværende Cours udgiør omtrent 140 000 Rbd. R. B. I Kiøbet fulgte det til Stedet hørende betydelige Inventarium. Nogle Værelser i Stue-Etagen tilligemed Haugen, og den store Sals Afbenyttelse ved særdeles Leiligheder, har det harmoniske Selskab (den gamle Harmonie) leiet af Hr.Knirsch paa 20 Aar, for 1200 Specier aarligen; ogsaa Kielderen er bortleiet til en Viinhandler for 600 Rbd. red Sølv, og den til Gaarden værende Kiørselsret med Stalde o.s.v., til en Hyrekudsk for 600 Rbd rede Sølv aarligen. Naar man regner, at denne Gaard har kostet den afdøde Rau, ved første Indkiøb, 43 000 Rdlr d. T, og at han har anvendt paa at forbedre den henimod 50 000 Rdlr. saa indsees let, at den er næsten solgt for en Fierdedeel af sin oprindelige Værdie. Af Prioriteterne i Gaarden kunne hele otte ikke dækkes ved hiin Kjøbesum. 

Den 24. august 1821 kunne man i "Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende" læse at der var ankommet en armener:

Den her til Staden ankomne armenianer logerer hos Hr. Knirsch. Han falholder Pibehoveder, ægte Schawls (hvoriblandt til 1000 Rbd. Sølv Stykket), lugtende Vande etc. Han har dagligen et talrigt Besøg. Han taler forskjellige europæiske Sprog, især Fransk, og en Rigsbankdaler betitler han med un Papier.

I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 31. oktober 1822 kunne man læse at der serveredes skildpadde:

Skildpade-dinée i Hôtel d'Angleterre.

Efter flere af mine Venners Ønske er Mandagen den 4de November, i min ny indrettede Spisesal, Beværtning med Skildpade, hvortil jeg herved giver mig deen Ære at indbyde Alle, som maatte have Lyst til at deeltage deri. Prisen erfares paa Stedet, og der anrettes Kl. 3. Tillige har jeg den Ære at tilkjendegive, at jeg nyligen har indrettet Beqvemmeligheder i mit Huus, for at kunne overlade Selskaber, som ønske at have Dinées eller Soupées, et smukt og rummeligt Locale; desuden er for mine Venner og enhver anden honet Mand et Billard og en Læsestue, forsynet med inden- og udenlandske Blade til Gjennemlæsning, bestandigt aabent. Caffe, Thee, Punch og alle øvrige Drikkevarer kunne erholdes til de billigste Priser; ogsaa dee, der ønske at komme sammen til tilladte Kortspilpartier, ville forefinde allemulige Beqvemmeligheder til den billigste Pris.

Karl Joseph Knirsch.

I marts 1833 gik der rygter om at Knirsch havde solgt Hotel d'Angleterre til ejeren af Stadt Lauenborg for 116000 Rbd. Det benægtede han dog selv. I 1875 gennemgik hotellet en gennemgribende ombygning hvorefter det fik sit nuværende udseende. 

Keglebane på Hotel d'Angleterre. (Efterskrift til Politivennen)

Allerede i længere Tid har paa Knirsch's Keglebane i Hotel d'Angleterre været spillet Kegler om betydeligt høie Indsatser, idet der, ved formelige Banker, af forskjellige Spillende og Ikkespillende pareres paa de enkelte Slag. Rygtet har vel sagt, at det kun er et privat og sluttet Selskab, som driver dette offentlige Uvæsen; men det holdes i en næsten publik Hauge, og Adgangen dertil bliver let aabnet for enhver saakaldet velklædt Person. Man har allerede hørt forskjelllige sørgelige Følger af dette overhaandtagende Spilleraserie, og navnligen Skulle et Par unge Mennesker der have tilsat deres Mødres Enkepensioner, det var dem overdraget at hæve *). - Imidlertid har det Schofle ved den hele Entreprise, og det naturligviis mindre udvalgte Selskab, som der er tilstede, foranlediget, at det kun er en Rendezvous for de simpleste af Byens cultiverede Dagdrivere. Med Fornøielse har Publikum derfor seet det hele dadlet i "Dagen" No. 174 saa alvorligt og skarpt, at Enhver, der endnu har nogen undseelse tilbage, vistnok vil holde sig borte fra dette Spillehuus. Imidlertid kunde man dog maaske have ønsket, at den ærede Forf. havde behandlet de unge Letsindige med mindre Ubarmhjertighed; thi hvor vanskeligt maa det ikke være for den Unge, der endnu ikke kjender Livet, uden forsaavidt Ældre have fortalt ham Noget derom, at begribe det Skadelige og Umoralske, som ligger i, at drive sin Tid hen ved et sligt Spil, naar han fra sin tidligste Barndom af har været vant til at see alle Landets Byer prydede med offentlige Skildter, ved hvilke Staten indbyder Folket til at indlade sig i et ulige, men priviligeret, reent Hazardspil, hvoraf det Offentlige gjør sig en Indtægt. Hvor Tallotteriet er begunstiget af Staten, maa man ikke fortrinligen dadle den enkelte Borger fordi han spiller Hazard. - Den ærede Forf. synes at have Uret, naar han er gaaet saavidt, at han angriber hiint Spil, som et efter vor Lovgivnings Analogie forbudet Hazardspil. Det Skete maae vi imod ham erklære for ikke at være lovstridigt, om det endog maa ansees som usædeligt. Det er en Uting, som den offentlige Stemme i de enkelte Tilfælde bør hæve sig imod, men som ei uden en fornuftstridig Lovtvang kan forbydes, da det maa betragtes som en Følge af Umuligheden i at bestemme ved Love de enkelte Forhold saaledes, at der ikke kunne gives Handlinger, som, skjøndt de i og for sig ere umoralske, dog ere at ansee som i Formen aldeles legale. - Vor Lovgivning erklærer Hazardspil for lovstridigt, men den har, ved at angive Exempler, sat for dette Begreb den fornuftige Grændse, at derunder kun hører det Spil, ved hvilket det uberegnelige Tilfælde er det ene Afgjørende, og intet Menneske iforveien, paa en grundet eller idetmindste sandsynlig Maade, kan bestemme Udfaldet; men den kan ikke antages at være gaaet videre i Begrændsningen af dette Begreb. Hvor derfor Udfaldet beroer paa enkelte Menneskers Villie og Færdigheder, og de Væddende, ifølge deres Indsigt i de forskjellige Omstændigheder, kunne med Sandsynlighed forud beregne Udfaldet, finder ikke Hazardspil Sted; Men Væddemaalet bliver da aldeles lovligt. De, der parere paa Keglespil, uden selv at tage Deel deri, grunde deres hinanden modsatte Paastande paa deres Kundskab til Banen, Kuglernes Beskaffenhed og den Spillendes Færdighed; altsaa paa deres egen Indsigt, og Udfaldet afhænger af alle disse forudsete Omstændigheder, følgelig er  Væddemaalet lovligt, og maa, ihenseende til Formen, f. Ex. aldeles staae ved Siden af Pareerne ved Vædderidt, forsaavidt Andre end de Ridende indgaae dem. - Vi maae saaledes aldeles være enige med vort Politie, som ikke ved nogen Vilkaarlighed, mod Lovens Bydende, har villet forstyrre dette ikke-lovstridige Spil, ligesom ethvert Skridt af det derimod aldeles vilde faae Characteren af voldsom Tvang.

*) Den ædle Banquier skal imidlertid have tilbagebetalt idetmindste til den ene det paa denne Maade Vundne.

(Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1834)

Red. er bleven anmodet om at gjøre opmærksom paa det Uvæsen, der drives paa Hr. Knirsch's Keglebane ved Pareer, hvorved der dagligen omsættes betydelige Summer, vor Meddeler siger "flere tusinde Rigsdaler." Som bekjendt er der etableret formelige Banquer, hvor Banqueuererne imod enhver Lysthavende holde paa, at den Slaaende slaaer over eller under et vist Antal Kegler, og det er ikke ubetydeligheder, der voves; der skal saaledes modtages Pareer indtil 50 Rbd. Dersom blot Halvdelen er sand af de Historier, som Indsenderen beretter om Personer der have udstedt falske qvitteringer, ere løbne bort fra Principalerne og bemærket i Bøgerne, at Pengene vare tilsatte paa Keglebanen, om Familiefædre, der have bortspillet det hvoraf deres Familier skulde leve i flere Maaneder, om Sønner, der have tilsat deres Moders Enkepensioner, som var betroet dem at hæve osv. osv., kunne vi ikke andeet end fuldkommen billige Inds.s Harme over dette fordærvelige Hazardspil, deer skjuler sig under Væddemaalets Form, og ønske, at det jo før jo heller maa blive forbudeet; Noget, som vi dog hellere saae skeete af Hr. Knrisch, end af Politiet, hvis Competencce hertil maaske ogsaa kunde være tvivlsom. Saavidt vi vide ophørte disse Banqueuerer ogsaa med deres Forretninger efter Hr. Knirsch's Foranstaltning forrige Gang, da det blev omtalt i dette Blad. Naar Sligt kan hæves uden Politiets Mellemkomst, er det desuden den behageligste Maade for alle Vedkommende, hvoriblandt der naturligviis ogsaa er en stor Mængde unge forledte Mennesker.

(Kjøbenhavnsposten 10. august 1836)

Kjøbenhavn den 10de Juni 1837. - Det Uvæsen, der i flere Aar med enkelte Afbrydelser har fundet Sted paa Herr Knirsch's Keglebane, har oftere været omtalt i dette Blad; vi anmodede sidst Herr Knirsch om selv at hæmme det ved at lukke Banen, men vi troe nu, da Hr. Knirsch derhos i den høie Leieafgift har et saa stærkt Motiv til ikke af sig selv at ophøre, at det bliver nødvendigt, at der fra det Offentliges Side skrides ind. Vi have modtaget flere Skildringer, om hvis Paalidelighed vi ingen Grund have til at tvivle, af de Ulykker, der ere foraarsagede ved dette Spil, hvorledes betroede Penge ere satte til, hvorledes Tab der have ført til Selvmord og andre Forbrydelser, hvorledes flere Ulykkelige ganske have forspildt deres Livslykke, hvorledes unge Letsindige, ere blevne bedragne af gamle Optrækkere osv. osv. Til Beviis paa, at det ikke er Ubetydeligheder der tabes, ville vi blot anføre, at af to for os navngivne Personer har den ene tabt 120 Rbd. paa eet enkelt Slag, den anden noget over 700 Rb. i ringere end 3 Timer. Hvor et Spil drives til den Yderlighed, hvor saa mange vitterlige skjøndt maaskee juridisk ubevislige Bedragerier dermed ere forbundne og hvor saa mangfoldige Ulykker deraf foraarsages, ansee vi Politiet fuldkomment berettiget til at forbyde det i Henhold til Lovbestemmelserne om Hazard- Spil, om det end nok saa meget skjuler sig under Veddemaalets Form. 

(Kjøbenhavnsposten 10. juni 1837)

Det glæder os at kunne berette, at det fordærvelige Spil paa Knirschs Keglebane nu af Politiet er forbudt. Til yderligere Beviis paa, at det ikke var ubetydeligheder, hvorom der spilledes, kan tjene, at den ene af de Banker, hvorpaa der lagdes Beslag, indeholdt 125 Rbd. En hensigtsmæssig Betingelse, der indeholdes i de i den senere Tid meddeelte Bevillinger til at holde Vertshuus osv., at Bevillingen tabes, naar der hos den foregaaer Noget, der giver Anledning til Uordener, en Betingelse, som ogsaa var tilføiet den Tilladelse, der var meddeelt Leieren af Knirschs Keglebane, sætter det uden for al Qvæstion, at Politiet er berettiget til at forbyde dette Uvæsen, hvad enten man betragter det som Hazardspil eller ikke.Vedkommende 

(Kjøbenhavnsposten kunne den 24. juni 1837)

Noget om Selskabet: den borgerlige Harmonie, og dets første Directeur, Thee- og Porcellains-Handler Nielsen.

I februar måned dette år lejede ovennævnte selskab hvori jeg var medlem og direktør, sommerværelser udenfor Nørreport. Lejekontrakten herom blev underskrevet på selskabets vegne, af det første direktør, te- og porcelænshandler Nielsen, som bor på Kongens Nytorv nr. 206 og mig. Nogle indløbende omstændigheder forårsagede at jeg med flere, gik ud af selskabet, og da jeg havde forudbetalt hvad man afkrævede mig, så troede jeg enhver videre forbindelse med samme hævet. Imidlertid måtte jeg nogle dage efter sidste oktober flyttetid til min største forundring erfare at selskabet var flyttet ud af nævnte sommerværelser uden at betale den resterende leje, 100 rigsbankdaler sedler, som værtinden, da hun ikke af førnævnte Nielsen skønt han endnu er selskabets første direktør, kunne få betaling, afkrævede mig. Som en følge af at jeg ikke længere var medlem af selskabet, troede jeg mig ikke pligtig til at opfylde denne begæring. Men da jeg imidlertid fandt det højst uanstændigt at værtinden skulle vente på sin betaling, tilbød jeg ende at betale det halve, når Nielsen ville betale den anden halvdel. Hertil har han formodentlig ikke villet bekvemme sig siden vi begge blev indklaget til Gældskommissionen. Da sagen den 10. i denne måned blev foretaget, lod Nielsen møde med nogle tomme udflugter der kun havde sagens forhaling til hensigt. Ja, han undså sig end ikke ved for at opnå dette lidet hæderlige mål at benytte en vitterlig usandhed. Hans fuldmagt lyder ordret sådan:

"Herved befuldmægtiges Martinus Wiertz til på mine vegne at møde i foromstående sag. Men jeg vil herved ærbødigst give min mening til kende for den højst ærede ret at jeg er villig til ifølge min pligt som kautionist og selvskyldner på selskabets vegne for 50 rigsbankdaler i sedler at betale samme, men for igen at jeg såvel som hr. Sander (hvis udmeldelse ikke blev antaget i den i denne anledning holdte generalforsamling) kan afkræve de andre direktører på selskabets vegne, det påstævnte beløb må jeg ubehageligst for mit vedkommende udbede mig at de andre direktører (som er madam Biørndahl bekendt som dengang selskabets værtinde) må tillige med hr. Sander og mig af hende i forening blive indkaldt til hvilken tid jeg med min påstand skal fremkomme.ÆrbødigstP. Nielsen.L. S.

Jeg betalte straks 50 rigsbankdaler og Nielsens sendebud som formodentlig havde et mere rigtigt begreb om ret og pligt end hans principal, lod sig endelig bekvemme til at indgå forlig om at betale de øvrige 50 rigsbankdaler otte dage efter. Hvorvidt denne forpligtelse bliver opfyld uden underfogedens assistance og hvorledes jeg igen kommer til mine 50 rigsbankdaler vil tiden vise. Foreløbig har jeg set mig beføjet til at indstævne allerede nævnte Nielsen sammen med selskabets øvrige direktører for i det mindste at få dom over dem.

Jeg har sagt at Nielsen i sin fuldmagt benyttede en vitterlig usandhed. Denne består deri at han foregiver "at min udmeldelse af selskabet ikke blev antagen, da jeg dog er i besiddelse af en kvittering der lyder således:

"S. T. hr. garvermester Sander har, som virkeligt medlem i selskabet den borgerlige Harmoni, betalt for embeds fratrædelse 1825, 3 rigsbankdaler, ifølge selskabets 2 kapitels § 14Jørgen MøllerSelskabets kasserer.

Det ligger i tingenes natur at når min udmeldelse ikke var antaget (hvilket selskabet iøvrigt ikke med virkning kan modsætte sig), så kunne heller ikke kassereren afkræve mig den herfor i selskabets love bestemte mulkt, og da denne afkrævning lige så lidt kunne ske uden direktionens ordre, så har Nielsen jo virkeligt imod bedre vidende fremført en vitterlig usandhed.

Jeg skal ikke undersøge hvilke motiver der har bevæget ham til en for en retsindig mand så uværdig udflugt. Det er nok til advarsel for enhver at vogte sig når man indlader sig med en sådan person.

At jeg offentliggør denne affære, tror jeg at skylde såvel mig selv som de flere værdige mænd i selskabet der måske er uvidende om sagens sande sammenhæng, og derfor let kunne forledes til at fatte et urigtigt begrab herom.

København den 16. november 1825
E. Sander,
garvermester.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10282-10287)

Redacteurens Anmærkning

Denne artikel udløste en retssag, dommen lød således (se fx Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 19. oktober 1827):

Ved den kongelige Lands- Overrets samt Hof- og Stadsrets Dom af 15de i dennes, i Sagen, anlagt af Thee- og Porcellainshandler Nielsen imod Garvermester Sander, angaaende formeentlig fornærmelige Udladelser med Førstnævnte i et i Politivennen for 1825, pag. 10,282-10,287, indført Stykke er saaledes kjendt for Ret:"De af Citanterne, Directionen for Klubben, det harmoniske Selskab, under nærværende Sag paaankede, af Indstævnte, Tracteur C. J. Knirsch, i et trykt Skrivt, betitlet: "Noget til Underretning om Forholdet imellem C. J. Knirsch, Eier af Hotel d'Angelterre, og de Hrr. Directeurer for det harmoniske Selskab," mod Citanterne fremførte fornærmelige Udladelser, bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanterne til Skade i nogen Maade, og bør Indstævnte, for sit Forhold i denne Henseede, at bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedcasse. Processens omkostninger betaler Indstævnte til Citanterne med 30 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven." Hvilket, ifølge Bestemmelsen i Forordningen af 27de September 1799, § 20, herved bekjendtgjøres.Justits-Contoiret i den kongelige Lands-Overret samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, den 17de October 1827.I Justitssecretairens Sygdom,J. E. Møller Kgl. Copiist.

Det var ikke eneste gang Knirsch var i retten. Af Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 18. april 1828 fremgik af en højesteretsdom at Knirsch måtte fjerne en mur han havde opført til baghuset mod hofurmager Jørgensens enke. 

Anmodning til Herr' Knirsch.

At det for kort tid siden i Hotel d'Angleterre af hr. Knirsch åbnede kaffehus i det hele taget, således er indrettet at det kan anses som det første af dette slags i København, er unægteligt. Dog ville ejeren meget forbinde indsenderen og sikkert også mange flere af dem der besøger dette kaffehus for at læse de udgående offentlige tidender ved at forsyne sin læsesal med flere af disse, fx Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Tilskueren, Sjællandske Avis m.fl. Næppe burde der i et lokale som hr. Knirsch' savnes nogen af de i København udgående offentlige tidender, ja endogså flere fremmede, end der hidtil har været, burde forefindes der. Indsenderen kan heller ikke tvivl om at det ville være til ejerens egen fordel om denne anmodning blev opfyldt.

(Politivennen nr. 817, Løverdagen den 27de August 1831, s. 605-606)

Beskrivelse over en Reise til Jylland.

For henved 3 uger siden ville jeg med familie gøre en rejse til Jylland og besluttede at benytte dagvognen til Kalundborg. Jeg tog da fire pladser og indfandt mig med mit følge og rejsegods i Knirsch' Gård til den bestemte tid. Da vi havde fået så høje numre at vi ikke kunne få plads på de 2 store vogne, forhørte jeg mig hos en af de herrer der lod til at have opsyn med dagvognsbefordringen om på hvilken vogn vi skulle have plads, og da han erklærede at vi skulle på den første bivogn, lod jeg min karl bringe mit rejsetøj og 5 stykker gods hen til vognen. Kort efter idet jeg stod og samtalede med en ven der have indfundet sig for at hilse på mig, kom en mig ukendt person hen til mig og sagde at kusken vægrede sig ved at modtage alt mit tøj, da han skulle føre 5 poser. Jeg gav denne person til svar at da jeg havde betalt for samme, skulle det med, og hvis det ikke kunne tages på den vogn, så kunne noget af det komme på en anden, hvortil han da erklærede at så skulle tøjet vejes. Hermed var jeg tilfreds. Men da tøjet forblev liggende og ingen indfandt sig for at besørge det vejet, og den ene store vogn allerede var besat af rejsende, henvendte jeg mig atter til omtalte person med spørgsmål om hvad det blev til, hvortil han svarede at hvis jeg lovede karlen drikkepenge, så tog han det nok med, og at jeg derved stod mig bedre. For hvis det blev vejet, kom jeg til at betale meget mere. Jeg lod derfor nævnte person vide at jeg ikke anså mine 5 småpakker for at overstige den vægt som det var tilladt 4 personer at føre med sig, men om de endog vejede mere, var jeg villig til at betale for overvægten, da jeg kun ønskede den ret der tilkom mig, men ikke ville lade mig foreskrive noget af en kørekarl som jeg vel ville give en drikkeskilling om det behagede mig, men ikke ville lade mig afpresse af samme. Personen gik derpå bort, og kort efter erfarede jeg at alt mit tøj var læsset på vognen, hvorpå der foruden os fire kun var en eneste passager.

På to store dagvogne og 3 til 4 bivogne rullede vi rejsende kl. 7 ud af Knirsch' Gård og ankom lidt over 11 til Roskilde hvor vi tog ind i gæstgivergården "Prinsen". Her blev straks nogle af vognene hvis kørekarle havde andre holdesteder, aflæssede og de rejsendes gods henslængt i gården, hvorimod tøjet blev liggende i de vogne der blev holdende i gården. Efter en god times forløb indfandt sig nogle af de vogne der skulle befordre os til Holbæk, og nu begyndte en af gårdskarlene at læsse kufferter og pakker på disse. Da han var i begreb med at læsse på den første bivogn, forlangte jeg at mit tøj skulle lægges på denne da det i følge vores numre tilkom mig og familie at køre på samme. Men jeg fik til svar at det var ham ligegyldigt på hvilken vogn de rejsende kørte, da han kun havde medpålæsningen at bestille, og da jeg stødt herover ytrede mig mig at de rejsende behandledes temmelig vilkårligt, blev han smækvred, sprang ned af vognen og svor på at han ikke ville læsse. Derimod kom en anden, mindre kolerisk karl som tog mit rejsetøj af den vogn hvormed vi var kommet, og læssede det på den første bivogn som jeg havde forlangt. Endelig, da samtlige vogne var læssede, og en del passagerer havde taget plads på nogle af dem, kom et ungt menneske, for ikke at sige en halvvoksen dreng, med et papir i hånden og ville begynde på at anvise de rejsende deres pladser. Men han bar sig så forkert ad hermed idet han anviste nogle af dem plads, snart på en vogn, snart på en anden, at der opstod en sådan forvirring at enhver af de rejsende satte sig op hvor han kunne finde plads, uden hensyn til hvilket nummer han havde.

Det kunne nok med rimelighed forlanges at hvis de herrer postmestre på de forskellige stationer ikke selv ville påtage sig ulejligheden med at påse orden ved vognens ombytning, de da skulle sætte en pålidelig mand i deres sted. Bedre var det sikkert da de rejsende selv må varetage deres gods, hvilket under nuværende indretning ikke er muligt for dem at en konduktør ligesom med ugeposten, fulgte med hele ruten igennem. I Holbæk gik det til med mere orden. Kun kunne de rejsende ikke have noget tilsyn med deres gods da dette fordeltes på forskellige vogne, ligesom det lå for hånden.

Kalundborg seet fra Møllebakken. Tegning af Emil Libert. Illustreret Tidende 498, 11. april 1869.

Fra Holbæk kørte vi i stærk blæst og vædede af idelige regnbyger til Kalundborg hvor vi ankom kl. 11. Her holdt vognene udenfor gæstgivergården, tøjet aflæssede og blev båret ind i billardstuen for at efterses af toldofficererne. Tænker man sig nogle og tredive rejsendes tøj blandet mellem hverandre, så kan man let forestille sig hvor lang tid der måtte gå inden enhver fandt sit. Vi kom derfor ikke til ro før klokken var over et.

Dagen efter kunne smakken ikke gå ud på grund af stærk storm fra vest nord nest, og de rejsende hvis tal var forøget med flere personer fra forskellige egne på Sjælland, måtte nu tilbringe en kedsommelig dag i et herberge da vejrliget ikke engang tillod en spadseretur. Men dette ophold var en ren benefice for gæstgiverensom vistnok ikke havde noget derimod. Da stormen dagen efter havde aftaget noget, så besluttede skibsføreren at gå under sejl uagtet vindens retning ikke havde bedret sig. Vi måtte altså krydse os frem og kom først om natten kl. 12.30 til Århus hvor vi atter måtte overnatte inden vi kunne komme til vores bestemmelsessted. En rejse som ellers plejer at gøres på 30 til 34 timer medtog nu således 3 dage og 3 nætter. Blandt de 66 passagerer der var ombord på smakken, var der nogle hvis tid til at være borte fra deres hjemsted, indskrænkede sig til 8 dage. Disse beklagede sig især over at dampskibsfarten ikke var i gang da de foruden de ikke ubetydelige udgifter som det lange ophold på gæstgiverstedet medfører, også tabte en del af deres dem knap opnåede tid, så at de nu 2 dage efter at være kommet til deres bestemmelsessted, måtte tænke på tilbagerejsen hvis de ville nå deres hjem til den bestemte tid

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 1284, Løverdagen, den 8de August 1840. Side 493-498). 

Redacteurens Anmærkning.

Gæstgivergården i Roskilde blev bestyret af kaptajn Niels Christian Sveistrup (1786-1874). Han havde deltaget i  englændernes belejring af København 1807 i Studenterkorpset (Kronprinsens Livkorps). Han giftede sig herefter med Agathe Johanne Hansen (1787-1860) som arbejdede for værtinden på Hotel Prindsen, Anne Marie Rosted (1743-1825), og parret overtog herefter ledelsen af gæstgiveriet. I 1838 blev han medlem af borgerrepræsentation. Efter hans død 1874 forfaldt hotellet, det blev revet ned og det nuværende opført i 1875.

Kattejagt i S. T. Herr' Knirsch's Have i Hotel d'Angleterre

Indsenderen af disse linjer og flere beboere fra de huse der støder op til hr. Knirsch' have har med harme og uvilje gentagne gange set hvorledes nogle kåde, rå og ufølsomme umennesker har bidraget deres del til at martre kattene, disse for mennesket så nyttige og uundværlige husdyr, ved at de med et par store hunde har jaget dem om i haven. 

Mandag formiddag var til en sådan forlystelse forsamlet fem af disse umennesker som posterede sig omkring i haven og forholdt sig rolige indtil en kat lod sig se. Så begyndte en klapjagt som varede til de havde fået drevet katten ind på en lille plet hvor de lod en hund angribe den. Det var en temmelig stor kat som værgede sig således at hunden ville forlade den efter at være blevet grundigt forrevet. Men da disse umennesker endnu ikke havde fået deres rå, umenneskelige lyst styret, sparkede en af disse katten så den tumlede omkring mens en anden opmuntrede hunden til på ny at angribe den. Og det skønt beboerne i et tilstødende hus anmodede dem om at løslade katten da det var deres. Efter at katten nu var blevet forbidt og var døende, tog en af disse følelsesløse herrer den i halen og daskede den mod et plankeværk indtil den havde udåndet, for at give den til rov for hundene hvis mod ved kattens glubende modstand var svækket. 

En lignende scene passerede for ikke lang tid siden i samme have hvor en kat blev jaget ned af et træ af disse herrer og prisgivet for to hunde som dræbte og åd den. Idet man forventer at det er havens humane og følsomme ejermand imod at sådanne ublu og for menneskeheden nedværdigende scener finder sted i hans have, henledes det til hans opmærksomhed igennem dette blad, i håb om at han for at skåne sine omkringboende medborgere for flere lignende tyranniske optrin, vil forbyde de herrer der frekventerer haven at ophøre med sådanne jagtforlystelser.

(Politivennen nr. 674. Løverdagen den 29de November 1828, s. 802-804)

En skammelig Misbrug ved den kongelige danske Skueplads.

I gamle dage var det en stor sjældenhed at pibning fandt sted i Skuespilhuset, fx i Rahbeks, P. A. Heibergs, Todes, Olufsens, Sanders, Samsøes skribentår. I en lang række af år eksisterede kun fire udpibninger, nemlig af en madame Rosenkilde der ansås for berygtet, af Wivets enke- og ligkasse, hvilket blev foranstaltet af vedkommende bogholdere og bude ved sådanne indretninger, endvidere af et usselt stykke eller dårlig opera hvis navn man har glemt. Hvad ikke indeholdt noget usædeligt eller aldeles usselt, blev enten tålt når forfatteren ellers besad fortjenester eller man tav og blev borte: Straf nok for en mådelig forfatter! 

Nu derimod hører dette piberi til dagens orden: Lapsevæsenet går så vidt at næsten ingen yndling anser sig for en dygtig karl før han på denne vis har aflagt et slags prøve på djærvhed og manddom. Allerede i skoleårene spirer modet til disse helte gerninger, og håbefulde ynglinge på 15 til 16 år følger dristigt de noget ældres fodspor. Derfor kan nu om stunder ingen af vore digtere, end ikke de største og mest fortjente, sige sig fri for at have stået i "teatrets gabestok"; ja vores egne skuespildigtere er man tværtimod ældre og sindigere tiders brug langt strengere mod end imod de fremmede. I en tid af omtrent et år er tre af prof. Heibergs stykker udpebet, hvoraf det ene endog var aldeles originalt, og de andre to var heibergske bearbejdelser af navnkundige franske forfatteres skuespil som måske hist og her havde nogle frie udtryk, men dog var langt fra at kunne stilles i række med en Don Juan af Hauch som af nogle er rost, eller operaen Don Juan og Beaumarchais frivole komedier som af al magt beklappes. 

Det er altså tydeligt at dette gemene piberi - som aldrig ville tåles ved en aftenunderholdning for penge i Knirsch' eller lignede saloner, langt mindre i klub- eller selskabssale - kun oprinder af partihad og til dels kådhed. Således så man ved udpibningen af det næstsidste heibergske stykke en hel del skoledrenge på 15 til 18 år blandt de ivrigste pibere: sikkert kunstdommere som smagen har ære af at tælle blandt sine talsmænd! Oehlenschlägers Rübezahl var man dog langt høfligere mod - man klappede ved de første forestillingen, den sidste lod man tavs gå over scenen.

Spørgsmål: er det ikke på tide at lade en sådan råhed forsvinde? Skal man også på dette punkt ligesom i så mange andre vedligeholde middelalderens usle pøbelånd? for uregerlighedsånden er det dog vel nok at yttre sin misfornøjelse ved råben, trampen, hyssen og anden vældig støj uden just at tage sin tilflugt til enlyd som, når den ved dag eller nat lader sig høre på gader og stræder, belønnes med frit husly i råd- og dommerhusets nedre afdeling.
Laur. J. Hansen

(Politivennen nr. 906. Løverdagen den 11te Mai, 1833. Side 331-333).

Tiggerkneb.

1) De fleste aftener i vinter har en lille fattig dreng opholdt sig enten på Østergade eller mellem samme og Knirschs gård på Kongens Nytorv for at betle. For at bevæge forbigående til medlidenhed forstår han den kunst at græde, tilsyneladende af hjertens grund. Og på spørgsmålet hvad han mangler, giver han enten til svar: min mor er død og jeg er så sulten, eller: min mor og mine 2 små søstre ligger syge og har intet at spise. Anmelderen har hørt endnu flere variationer på dette omkvæd, og da han er hader af alt hvad der kan kaldes kneb og bedragerier om det så er for at få brød, kan han ikke undlade at vække opmærksomhed for denne dreng, for at de ansvarlige muligt ville tage sig af ham og undersøge forældrenes forfatning.

"De fleste aftener i vinter har en lille fattig dreng opholdt sig enten på Østergade eller mellem samme og Knirschs gård på Kongens Nytorv for at betle." (Østergade med Kongens Nytorv i baggrunden. Hjørnehuset på venstre side var der Knirsch' gård lå)

2) En anden ditto har anmelderen også ofte set om aftenen i Krystalgade og det omliggende terræn samt i Pilestræde i enden mod Østergade. Det er en temmelig høj person, klædt i en gammel grå frakke og tysktalende. Han beder altid om rejsepenge da han foregiver at han skal rejse til Tyskland. Men hidtil har han vel ikke kunnet få indsamlet det fornødne. For anmelderen har nu set ham i nævnte gader i over et halvt år. Han plejer ellers ligesom fra at baghold at komme bag på folk, især når det er kvinder og indjager da ofte disse skræk ved sin pludselige tiltale sent om aftenen i de mindre besøgte gader.

(Politivennen nr. 383. Løverdagen den 3die Mai 1823, s. 6210-6211).

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid foregik her udskænkning af fine likører for det bedre borgerskab - og mere lyssky keglespil og billard (se fx Redacteurens Note til artiklen "De faktiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidnekammersagen: Peder Jensen contra Skomagermester Mørch, hvoraf sees, at Tracteur Caspersen trænger til Opdragelse." i Politivennen nr 828, 1831).

Bal en masque.

I Søndags, den 27de f. M. gaves i det Hr. Knirsch tilhørende Hôtel d'Angleterre et Bal en masque, hvori omtrent 600 Personer deeltoge. Uagtet man bemærkede mange brillante Costumer og gode Characteermasker, herskede under selve Maskeraden kun ringe Livlighed, da ikkun saare Faa søgte at udføre de Charakterer, de havde valgt at fremstille, ligesom der eiheller var arrangeret noget Optog eller deslige. Maaskee har det lange Tidsløb, i hvilken ingen offentlige Maskerader have været givne heri Hovedstaden, hos Mange bragt denne Forlystelse i Glemsel; hvorhos det dog ikke bør lades ubemærket, at man i det Hele aldrig der har kjendt det Liv og den tvangfrie Lystighed, som aander i Sydboernes mere nationale Forlystelser af denne Art, hvilke i den Grad synes at komme i Modstrid med Nordboens Charakteer, at Mange genere sig for at vise sig lystige, om det endogsaa er under Maske. Da de Deeltagende havde demaskeret sig, og Ballet, som sædvanligt, afløste Maskeraden, herskede i det Hele en langt muntrere Tone. For øvrigt var Arrangementet særdeles smagfuldt, og ingensomhelst Uorden fandt Sted. Saare rigtige vare vistnok de tagne Bestemmelser, hvorefter ikke Enhver der ønskede Billet tilstædtes Adgang, alle de Deeltagendes Navne iforveien skriftligen vare opgivne, Ingen kunde overdrage sin Billet tiil nogen Anden etc. Imidlertid vilde deet dog have været ønskeligt, om Publikum iforveien havde været noget nøiere bekjendt med de Regler, som de private Bestyrere af denne Maskerade maae antages aat have fulgt med Hensyn til Antagelsen eller Forkastelsen af de indkomne Anmodninger om Billetter. 

(Kiøbenhavnsposten, 1. marts 1831)

Slemme Følger af Maskerader.

På det sidste maskebal i Hotel d'Angleterre var en maske ret ivrigt beskæftiget med at udspørge de gamle damer om de var konfirmeret. Og når en eller anden af disse spøgende svarede nej, advarede masken for det syndige i at deltage i sådanne forlystelser og fortalte at en agtværdig mands datter i en af Sjællands købstæder af præsten var blevet med et slags eclat bortvist fra konfirmandundervisning og nægtet antagelse til konfirmation, fordi hun med sine forældres tilladelse havde deltaget i et maskebal.

Man troede at det hele var et tåbeligt gækkeri, men det har siden stadfæstet sig at noget sådant virkelig er passeret i en lille købstad på Sjælland, hvor præsten som ovenfor anført af ovennævnte grund skal have bortvist en af de mest ferme konfirmandinder, og det uagtet selskaber hvori ballet blev givet, er så hæderligt at hans højærværdighed for få år siden selv har været til stede ved et af samme selskab givet maskebal hvori samme gang flere konfirmandinder skal have deltaget uden at dette havde til følge at de blev afvist.

Det er naturligt at pigens forældre ikke har været tilfredse med denne fremgangsmåde. Man har besværet sig over for biskop og kancelli, og når sagen er udageret, hvilket man håber snart vil ske til alle parters tilfredshed, vil de nærmere detaljer tillige med samtlige dokumenter i sagen blive offentliggjort. Dette til beroligelse for de svage i ånden der i det omhandlede faktum har troet at øjne en tilbagevenden til et ikke ønskeligt gejstligt regimente, hvilket de mente ville blive så meget mere besværligt for nationen som man fra flere sider har ytret ønske om et eget gejstligt kollegium.

(Politivennen nr. 1108, Løverdagen, den 25de Marts 1837. Side 186-188)

Hôtel d'Angleterre til venstre. Kongens Nytorv. Til højre for statuen Hovedvagten. (Becker)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nummer nr. 1113,  29. April 1837, side 255-258.

Hvordan et maskebal på hotellet hos Knirsch kunne foregå, fremgik af en artikel i Kiøbenhavnsposten, 1. marts 1831.

Bygninger af stygt Udvortes paa Kongens Nytorv.

Når man kaster øjnene på de tre grundejendomme der er beliggende på Kongens Nytorv mellem Lille KOngensgade og Østergade, da fristes man til at tro at disse ejere hører til de mest forarmende husejere her i byen. Dette gælder især de to sidste mod Lille Kongensgade der ser ud som om de var overhængt med gamle forslidte soldaterkapper. Heller ikke erindres af Hotel d'Angleterre udvendigt har været opmalet i den tid hr. Knirsch har været ejer deraf, uagtet det ved sin herlige beliggenhed som stadens første hotel rimeligvis kunne gøre krav derpå. Det kan vel ikke nægtes at malingen af denne store ejendom ville koste meget, men denne udgift ville vist igen indkomme med gode renter ved et desto større besøg af rejsende. Måtte det her nedskrevne have den virkning at de nævnte ejendomme der ifølge deres beliggenhed kunne og burde være en sand prydelse for staden, snart blev malede og om muligt til den forestående formælingsfest, da ville dette glæde indsenderen og sikkert flere med ham.

(Politivennen nr. 708, Løverdagen den 25de Juli 1829, s. 479-480)