27 januar 2016

Et Par Ord i Anledning af den anonyme Kritik i Conversationsbladet No. 14.

I Politivennen nr. 460 er indført nogle spørgsmål i anledning af en bedømmelse af nogle præsters taler i St. Petri Kirke, indrykket i Conversationsbladet nr. 11. I et slags svar på disse spørgsmål har en unævnt i Conversationsbladet nr. 14 tilladt sig at fremsætte den beskyldning mod bladet Politivennen at det havde omtalt hr. pastor Grundtvig på en meget oprørende måde. Som bladets udgiver bliver jeg nødsaget at tage til genmæle og aldeles benægte dette. Vel har der i Politivennen været fremsat et spørgsmål til hr. pastor Grundtvig i anledning af en formentlig afvigelse fra den indførte ritual den dag han indtrådte sit embede. Men det er så langt fra at dette spørgsmål var fremsat på en oprørende måde at det endog ikke kan kaldes ubeskedent. Havde det i ringeste måde været fornærmende for hr. pastoren da ville, kunne og burde denne mand som både er agtet som skribent og religionslærer, vist ikke have tiet dertil. Og da hverken hr. Grundtvig eller nogen anden præst er omtalt på nogen oprørende måde i Politivennen i al den tid jeg har udgivet samme, så opfordres beskylderen til at bevise sin beskyldning, eller at tage sin usandhed tilbage.

"Hverken hr. Grundtvig eller nogen anden præst er omtalt på nogen oprørende måde i Politivennen i al den tid jeg har udgivet samme". (N. F. S. Grundtvig. Træsnit af Johan Frederik Rosenstand. Statens Museum for Kunst)

De øvrige ironiske udladninger om Politivennens ædle stil osv. ænser jeg aldeles ikke. Kun vil jeg gøre kritikeren opmærksom på at de fleste indsendte bidrag indføres således som de er. Og hvad min egen stil angår, da er det vel ikke fejlfri, eftersom en 30 års forskellige sysler for at ernære mig og familie ikke har tilladt mig, som hr. kritikeren der muligvis på en lettere måde har fundet til udkomme, at granske nøje over vores sprogs etymologi og retskrivning. Denne sidste er så vaklende og ubestemt at man for kort tid siden har ført en lang og endnu uafgjort strid om brugen af i og j. Men dog tror jeg at turde mene at det er forståeligt for enhver der kan læse dansk. Jeg har altid søgt at lempe mine udtryk efter den omhandlede materie og således vil jeg vedblive. Jeg kan ikke undlade at kalde den en hykler som skriver eller taler imod sin overbevisning, og den en tyv som stjæler, hvad enten uædle ville finde min stil ædel eller ædle finde den uædel. 

Da jeg ikke har læst Conversationsbladets nr. 11 før nr. 14 var udkommet, så vil man vel fritage mig for videre del i omhandlede spørgsmål i Politivennen, end at jeg som redaktør har modtaget dem til indrykkelse. Imidlertid vil jeg ingenlunde nægte at skønt jeg er af den mening at den gejstlige embedsmand ikke bør være mere fri for offentlig omtale end den militære eller civile, finder jeg det derimod upassende at anmelde en gejstlig talers mundtlige foredrag som en skuespillers på scenen udførte roller, at rive enkelte sætninger ud af sammenhængen og forklare disse efter eget forgodtbefindende. For derved nedværdiges standen og den svagere i ånden forarges. Men det ville være højst skadeligt hvis det blev tilladt at fremsætte meninger i sådanne bedømmelser der, hvis de blev almindeligt antagne, ville sætte os tilbage på det punkt hvorpå vi stod før Luthers reformation, og udbreder intolerance, munkevæsen og jesuitisme. Ja muligvis bane vejen for indførelsen af en inkvisition, for hvis gyseligheder ethvert tænkende menneske må bede: Fri os, kære Herre Gud!


Udgiveren.

(Politivennen nr. 462. Løverdagen den 6te November 1824, s. 9263-9267)

Redacteurens Anmærkning

Det omtalte artikel om Grundtvig er fra december 1822 hvor der også var en gensvar.