Knap noget tænkes mere rimeligt end så meget muligt at befordre almindeligt vel i det offentlige, så meget mere når det ved simple midler kan ske. Således har i disse hårde vinterdage især den 4. og 5. denne måned passagen over knippelsbro næsten været utilgængelig for fodgængere og lige så vanskelig for kørslen, på grund af de på broen ved denne tid så højst fornødne revler eller lægter som derpå skulle være slået, har været aldeles bortslidt, så mennesker og heste har måttet gå over denne højde som over en glidebane. Enhver må gyse for at komme over, især en mørk aften da et menneske ved et ulykkeligt fald kunne endog risikere at falde ud i vandet, for hvem da aldeles ingen redning kunne være. Dette blev da omsider (måske efter at være påtalt) rettet i hensigt de ommeldte revler, hvilke på grund af frosten kun kan holde en ganske kort tid før de er kørt i stykker. Man tror derfor det er højst rimeligt om der på siden ved jerngelænderet (som er så åbent at et menneske gerne kan glide derigennem) nu især da broen ikke bliver lukket op, blev slået nogle brædder i det mindste forneden hvor især børn let kunne falde ud, da det ikke er muligt med sikkerhed der at kunne stå på fødderne. Eller at på broen blev pålagt hestegødning hvorved mennesker kunne få fodfæste.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 42, den 9. februar 1799, side 670-671)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar