En enkelt Stemme i det store Publicum i Striden om Menneske-Afretning.

Hr. J. C. Lange har i dette blads nr. 357 appelleret til et uforblændet publikum at afgøre kævleriet om menneskeafretning behøver prygl og anden mishandling. Prygl i almindelighed antager han uden at bestemme nogen slags grad deri for mishandling, og denne slutning er yderst falsk. Anmelderen har læst hr. Mørcks apologi, og kan ikke nægte denne mand hverken kultur eller humanitet, og man kan trøstigt antage at når soldater øves under en sådan mands opsyn, så er der ingen fare for mishandling, for at en træg og doven bondekarl får et rap, slår ham ikke ihjel, og er vist på mange steder både højst nødvendigt og nyttigt. Man må nok overhovedet kende lidt mere til bondestandens træghed, tværhed og ladhed næsten i almindelighed end det lader at hr Lange gør, forinden man så bestemt kan forkaste de midler der må og skal anvendes på denne menneskeklasses dannelse uden for dens almindelige bestemmelse, og som det er troligt at de der har hermed at gøre, må forstå langt bedre end andre der dømmer så glat væk uden videre hensyn. Efter anmelderens uforgribelige mening har hr. J. C. Lange indladt sig både i en materie og en måde at forsvare den på som ligger uden for hans territorium. Jeg må her gøre den udtrykkelige bemærkning at jeg hverken er, har været og aldrig vil kunne blive militær endog i allervideste forstand, så at det ikke kan være partiskhed jeg taler af. Derimod er jeg opdraget i offentlige skoler i den tid endnu da man troede at tampen hverken kunne skade ånden eller legemet. Jeg er endnu taknemmelig og har aldrig anket over de rap som mine ungdomsfejl har tilvejebragt mig. Om verden nu er bedre tjent med de subjekter der opdrages uden revselse og får smagen af 17 forskellige retter på en gang, vil jeg lade være usagt. Men tror nærmest at kunne henvise til den utålelige opførsel i det daglige liv og det von Nichtswissen som stikker frem så synligt ved alle lejligheder. Følsomhedsperioden har også sin tid, og når man har afprøvet den, får man se hvad den dur til. Det ville vist nok være en herlig verden hvor alle opfyldte sine pligter uden noget andet drivmiddel end pligten selv, men at vi lever i denne, vil dog næppe hr. J. C. Lange påtage sig at bevise.

Disse linjer skrives kun af et enkelt lem i det store publikum, ubekymret om enten de gouteres eller ikke, for partiånd er jeg fremmed for, men frygter ikke for at sige min mening. Dog erklærer jeg udtrykkelig: Aldrig videre at indlade mig i mindste ordveksel angående denne sag. For ved flere lejligheder har jeg lagt mærke til at hr. J.C. Lange vedbliver at slås for sine meninger til pinds ende, dem han med vold og magt vil påtvinge andre, enten de så vil antage dem eller ikke. Om dette er en selvfølelse af overlegen åndskraft som han tror at tvinge andre til at erkende, eller andre grunde fremkalder den, er mig uvist. At komplimentere nogen for at oppebære komplimentet igen, er ikke mit væsen.

(Politivennen nr. 358. Løverdagen den 9de November 1822, s. 5801-5805).

Redacteurens Anmærkning

Indslag i denne debat: Politivennen 347, Politivennen 349, Politivennen nr. 351 eller 352 mangler, Politivennen nr. 353, Politivennen nr. 355, Politivennen nr. 356, Politivennen nr. 357, Politivennen nr. 358, Politivennen nr. 359.