Forhaabentlig Slutning af Forsvaret i Sagen contra de militære Lærere.

Motto: Errare humanum, in error autem perseverare diabolicum est.

For ikke som anmelderen siger at bære vand til havet, vil også jeg indrette dette mit svar så kort som muligt hvilket er så meget lettere for mig da hr. J. C: Lange ikke med en stavelse har gendrevet mine grunde. Mit forrige stykkes vidtløftighed var en følge af nødvendighed. Jeg ville på engang sige alt hvad jeg troede at burde sige i den anledning for siden at blive fri. Jeg henholder mig derfor fuldkommen til mit foregående i henseende til sagen selv, og jeg genkalder ikke et ord af hvad jeg har sagt, da det altid var min vane at tænke før jeg skriver.

At mine indlæg ikke havde til hensigt at forsvare "hård og barbarisk behandling" ved de militære åvelser, har jeg ikke alene tydeligt erklæret, men endogså efter min overbevisning soleklart lagt for dagen. Og i mine tanker må den gode herre først bevise at den nærværende læremetode er hård og barbarisk (hvilket sikker vil falde ham meget vanskeligt) før han med grund kan sige at have slået mig med mine egne våben. Jeg har søgt at bevise nærværende fremgangsmådes absolutte nødvendighed - og det i den sag kyndige publikum må dømme om jeg har ret eller uret.

At hr. Lange i øvrigt tror den nu brugelige våbenøvelsesmetode (for ikke at bruge det i hans øjne så afskyelige ord "dressering", da jeg er meget føjelig af mig) er så ganske nye - viser tydeligt at han i det mindste før aldeles intet har kendt til disse øvelser, for ellers måtte han have vidst at netop nu bliver rekrutten behandlet så fortrinligt mildt at humanere fremgangsmåde aldrig har kunnet finde og aldrig har fundet sted. Men det er først i år at disse øvelser er foretaget på fri mark og således underkastet kritikker af folk som i et anfald af barmhjertighed har glemt at betragte tingen i sit rette lys og kun dømt efter deres egne falske begreber om tingene.

Om hr. Langes eller mit ræsonnement skal have fortrinet - det er en ting jeg ikke vil indlade mig i at bedømme. Dannelse har jeg i det mindste aldrig frakendt ham - uagtet hans ræsonnements og jeg vil aldeles ikke være så ubeskeden at hæve mig på hans bekostning. Men at ikke heller jeg står på kulturens laveste trin - tror jeg at have bevist. Uagtet han behager at kalde mit ræsonnement uklogt. Jeg forstår tingen hvorom jeg taler, hvilket han muligvis ikke gør. Mit forsvar er begrundet, hans angreb ikke. Lad nu publikum dømme hvis fremgangsmåde der er rigtigst og altså - klogest.

Dette er mit sidste i denne anledning. For vil hr. Lange ikke lade sig overbevise, så får han beholde sin mening for sig selv. Kun må han behage ikke at fornærme mig personlig, for ellers skal han stå mig personlig til regnskab da jeg ingenlunde har angrebet ham, men kun hans meninger.

København den 22. oktober 1822.
R. Mørch.

(Politivennen nr. 356. Løverdagen den 26de Oktober 1822, s. 5770-5773).

Redacteurens Anmærkning

Indslag i denne debat: Politivennen 347, Politivennen 349, Politivennen nr. 351 (ikke medtaget), Politivennen nr. 353, Politivennen nr. 355, Politivennen nr. 356, Politivennen nr. 357, Politivennen nr. 358, Politivennen nr. 359.