Det ville være at bære vand til havet hvis man affattede nærværende svar i en lige så vidtsvævende stil som det stykke i sidste nummer der har fremkaldt det. I muligste korthed skal derfor sådant ske.
Det kan ikke andet end forundre enhver som er begavet med sund menneskeforstand, at den der selv har tilstået det uretfærdige i hård eller barbarisk behandling mod soldaten (ved de befalede våbenøvelser som ved enhver anden lejlighed), der endog har tilstået at kongelige lovbud forbyder sådant, endnu vil forsvare den behandlingsmåde. Allerede her kan jeg slå forsvareren med sit eget våben. Hvilket dette er ved han bedst selv. Næsten skulle man ifølge det foranførte antage at han mener det modsatte af hvad han siger. I så fald er jeg enig med ham.
Dernæst fortæller han at eksercitsen ikke kan læres ved fornuftsgrunde, men at der må andet til med mindre lærlingene var af den slags bønderkarl hvorved seminarierne "opfyldes". Findes der af disse karl så mange at seminarierne kunne opfyldes dermed, da må den talrige bondestand dog vel have nogle flere subjekter med sund menneskeforstand med mindre man vil antage at nationens talrigeste klasse er sammensat af to menneskeslags eller såkaldte racer. At noget slags kundskab eller færdighed skulle kunne bibringes mennesket ved stokkeprygl, mavepuf eller andre udbrud af bidskhed og arrighed, vil vel ingen påstå. Følgelig ligger skylden hos læreren når sådant sker, fordi de mangler det greb på tingen som deres forgængere har besiddet, i de mange år da alt sådant fandtes unødvendigt og derfor var uhørt eller i det mindste sjældent.
At det både mest nedværdigende og aldeles sprogurigtige ord "dressere" (dvs. afrette) som kun bør bruges om heste og hunde, undertiden forekommer i det militære embedssprog, beviser kun at de der har konciperet de aktstykker hvori det findes, ikke har været aldeles hjemme i deres modersmål som har adskillige gode ord til dette upassende fremmede, nemlig øve, oplære, våbenøve, foruden de mange træffende måder hvorpå det kan gives ved omskrivning. Urigtig brug eller anvendelse kan aldrig give hjemmel hvem brugeren end måtte være.
Har forfatteren større dannelse end andre underofficerer (hvilket jeg hverken har påstået eller nægtet, da jeg kun i almindelighed har talt om disse), da skulle han vise det ved et klogere ræsonnement end det jeg har har drøftet. I øvrigt gjorde han bedst i at holde sig fra at bedømme nytten af andres sysler om hvilke han intet begreb har.
J. C. Lange.
(Politivennen nr. 355. Løverdagen den 19de Oktober 1822, s. 5751-5754)
Redacteurens Anmærkning
Indslag i denne debat: Politivennen 347, Politivennen 349, Politivennen nr. 351 eller 352 mangler, Politivennen nr. 353, Politivennen nr. 355, Politivennen nr. 356, Politivennen nr. 357, Politivennen nr. 358, Politivennen nr. 359.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar