11 november 2015

Slemt Styrtebad paa Dronningens Tvergade.

Ved at passere fortovet gennem Dronningens Tværgade torsdag den 25. april om aftenen kl. 8 blev indsenderen tillige med en med ham følgende person aldeles overskyllet af en mængde flydende som nedkastedes fra huset på hjørnet af oven nævnte gade og Borgergade nr. 120. Fra hvilken etage kan ikke siges, og at gøre forespørgsel i huset selv har erfaring lært nytter intet, da den ene af beboerne almindeligvis skyder skylden på den anden, så at man efter at have fået sine klæder ødelagt, oven i købet har den fornøjelse at blive udleet. Om hovedbestanddelen af det udkastede fluidum var urin eller ikke, kan indsenderen ikke sige med vished. Men at man ikke henter rent vand op fra gården for at kaste det ud af vinduet, med mindre sådant skulle være sket med forsæt og af ondskab, hvilket indsenderen dog ikke tror, ved enhver, og følgelig har styrtebadet i det mindste bestået af urent vand.

For at hæmme sådanne pøbelagtige optrin som sandsynligvis begås af folk enten af den laveste tænkemåde eller af den højeste ubesindighed, ville efter indsenderens mening korporlig straf være det bedste og rigtigste afskrækningsmiddel. For at sagsøge gerningsmanden for skadeserstatning nytter ikke da denne som oftest er ude af stand til at betale. Dog er man overbevist om at høje vedkommende vist nok vil træffe det rette middel mod denne uskik.

(Politivennen nr. 330. Løverdagen den 27de April 1822, s. 5297-5298).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar