22 februar 2015

Ønske ihenseende til Belysningen

Da det er iøjnefaldende at de nye lygter med parabolske overspejle, hvoraf der haves på Vimmelskaftet og ved Komediehuset, lyser mindst lige så meget som 10 af de sædvanlige, foreslås at gøre en begyndelse ved lygtevæsenet med at anbringe dem på sådanne steder, hvor deres skin ikke alene kan kastes til begge sider i selve gaden hvor de opsættes, men også endelags ind i en tilstødende gade. Fx på det sted på Købmagergade, som er lige for Silkegade osv. På sådant sted ville nytten være endnu større, og måske rigelig opvejede den større omkostning.

Ved at anbringe dem på en lang lygtestander fra et af hjørnerne, hvor to gader krydser over hinanden, blev nytten endnu større. 


Men om endog omkostningerne var lige så store eller endog lidt større, fortjener dog denne slags lygter at antages, fordi de har den fordel at være mindre tilbøjelige til at gå ud, kan tændes hastigere og tillader ikke så let nogen svigt, eller hvad man kalder lygtebenefis, at finde sted.


(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7209-7210)



Trangadelygte fra Politivennens tid. Dog ikke af typen med reflektorer i. Så det må være den helt gamle model. (Eget foto. Nationalmuseet).


Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 454, 4. januar 1807, side 7215-7217 og Politivennen nr. 462, 28. februar 1807, s. 7343-7346

Gadebelysning

København var på Politivennens tid oplyst af tranlygter. Dem var der ca. 1175 af. De var udstyret med engelsk glas (klart glas) og som beskrevet i artiklen fik en del af dem også reflektorer bag flammerne. Borgerne havde endvidere lov til at bruge begfakler, når de lystes hjem. I 1813 lod den omtalte blikkenslager Irgens opsætte gaslys foran sin egen butik i Købmagergade. Det vakte så stor opsigt at politiet greb ind, og først seks år senere gav myndighederne de første bevillinger til gasbelysning. Man måtte vente til 1857 før hele byen fik gadebelysning med opførelsen af Vestre Gasværk. 1800 gaslygter tændtes til erstatning for de 1600 gamle tranlygter (de sidste med tran forsvandt 1882).

Den 6. juli 1825 var der indgået en kontrakt med W. Elliot hvor det blev tilladt Det Forenede Almindelige Gas-Kompagnie i London at oprette et gasbelysningsetablissement i København mod at det inden 31. juli 1847 forpligtede sig til at oplyse København. Kompagniet fik også lov til at anlægge gasværker. Selskabet mente at de ca. 2.000 tranlygter kunne erstattes af ca 800 gaslygter. Kontrakten er underskrevet af H. C. Ørsted, Bentley, Mundt, Bræstrup, J. Hammerich og E,. Busch. Den 33 sider lange kontrakt på dansk og engelsk på Københavns Hovedbibliotek (idnr 4 494 086 8).

En Underlighed ved Helsingørs nye Svingelport.

(Efter indsendt)

Ved at opføre denne nye port, som skønt den måske kan synes eller virkelig er vel smal og vel snæver for indkørslen er dog skøn og en pryd for byen, har man ved bagsiden af vagt- og konsumtionshuset aflukket den der åbne plads med en skøn stakitport og stakit. Men det synes ikke så lidt beklageligt, at der ikke også på denne side i stakittet ind til husene er blevet anbragt en låge til afbenyttelse såvel for de der boende familier, som for de mange til og fra sukkerhusene, teglværkerne, Snekkersten osv. færdende eller spadserende fodgængere. 


Hvad er årsagen til denne mindre opmærksomhed mod publikum? Dog vel ikke frygten at der derigennem kunne begås konsumtionssvig? Var dette da ikke tilfældet før porten blev udflyttet og pladsen lå åben? Er dette ikke endnu tilfældet ved enden af Strandgade, hvor snoren er anbragt og gives der ikke bedre lejlighed om nogen end ville begår sådan svig? Denne årsag og anden kan man ikke forestille sig, tør altså falde bort.

At alle derboende og hid og did færdende fodgængere nu må tvinges til at gøre omvejen ad og igennem den ved indkørselsporten anbragte låge, er sandelig meget ubekvemt, er forbundet med ubehagelighed og kunne endog have skadelige følger, når den tæt inden for lågen posterede skildvagt lader stundom, til en smule hvile, sit gevær fladt, som så ofte ses. Hvor let kan en hurtig fodgænger, endog ved dagen, endsige i mørke aftener, støde an mod bajonetten og derved komme til skade? Hvor let sømænd og fiskere tvungne til igennem denne låge at bringe deres redskaber, stænger, bådshager etc. støde an mod skildvagten og derved uskyldig tildrage sig ulejlighed. 

Man tør derfor håbe at de gode og retskafne mænd, som med held våger over byens vel, ville med nidkærhed sørge for, at den påankede låge anbringes, der i ildebrandstilfælde end ville have sin større nytte. Hvem vil i øvrigt nægte, at frihed, tilladelig uskadelig frihed, jo er langt at foretrække enhver ubehagelig indskrænkning, helst hvis denne ikke er aldeles nødvendig. 

(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7207-7209)

Advarsel for Gående på Farimagsgaden

På min vej ud af Nørreport ad Farimagsvejen forbi St. Hans Hospital Fredag den 19. december mellem kl. 5 og 6 om aftenen blev jeg  overfaldet af to personer, som ved at holde på mine hænder gav mig en strikke om halsen. Og i denne tilstand blev jeg frataget alt det jeg havde på mig. Da jeg således var frarøvet alt, gav den ene mig et slag, så jeg faldt ned i åen. Jeg var i denne ulykkelige forfatning, da jeg ved hjælp af en busk, som jeg greb i, var så lykkelig at komme op, og i denne tilstand nåede jeg St. Hans Hospital hvor jeg fik hjælp. Jeg bevidner den brave læge hr. Seidelin samt inspektøren min varmeste tak.

Otzen
Tallotteriets kollektør
i Borgergade nr. 112 


(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7203-7204)

Forsigtighed om aftenen på Gaden og på Komedien


(Efter indsendt)

En advarsel for de hvis forretninger forbinder dem at gå på gaden om aftenen, især over Kongens Nytorv i de mørke aftener hvor lygternes skin er så svagt og vrimlen af færdselen så stærk, er denne "Auf seiner Hut sein" eller oversat Pas på din hat!


Man skal bruge sin ældste hat, da der er flere eksempler på at den bagfra tages meget behændigt af hovedet på en, item man har en hue i lommen af sælskind, der er brugelig for at vogte sig for forkølelse når man ikke er vant til at gå barhovedet.


Pas på din hat. Behold overkjolen på. Giv den ikke til personer til opbevaring. Brug den dårligste overkjole og billigste hat. (Billede fra o 1800. Før og nu 1917. Fra Nytorv/Stutterigade)

2. De der besøger komedien, især parterret, beholder deres overkjole på, og giver den ikke personer uden for samme til bevaring. Erfaring har lært at overkjoler ved udgangen er borttagne. Derfor råder man også disse der har den vane at de medtager den dårligste overkjole de ejer. Skulle de kun eje en, da er det bedre at udstå heden på parterret end fryse siden til de får råd til at købe en ny. De sparer desuden den dusør de plejer at give til opbevareren, af hvem man ikke får anden trøst end den: At han jo ikke kan passe deres tøj, uagtet han modtager dusøren, og viser sig da ikke heller engang medlidende mod den tabende.

Derimod er sidstnævnte industrigren profitabel, så længe den lykkes. For om endog en parterrebillet kostede 1 rigsdaler, kan man dog have profit ved at medtage tilbage endogså en vendt overkjole. Da det vil være vanskeligt at forebygge disse to nye industrigrene, der vel ikke er så lovlige, så giver erfaringen alene disse advarsler til medborgere. 


(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7199-7202)

21 februar 2015

Ulovlige Nytårsønskere

Ovenstående titel betyder ikke at der er lovlige nytårslykønskere, men at en uskyldig folkeskik skønt kun hjemlet i sig selv når den ledsages af den passende beskedenhed, kan give anledning til de ulovligste snyderier.

I dag for otte dage siden indfandt
to velvoksne og ikke dårligt klædte personer sig i et hus i Borgergade. Hos værten anmeldte de sig at være tårnvægtere fra Frue Tårn der lykønskede nytår. Da pigen bragte dem 2 mark, brugte de mund fordi det var for lidt. De gik derpå op på første sal, meldte sig i samme ærinde og fik også der penge. Men efter de var borte, fornemmede man at de havde stjålet adskilligt mens de anmeldtes for husbonden. 

Det kundgøres for at andre kan tage sig vare såvel mod disse bedragere som mod andre der kunne prøve på noget lignende.

(Politivennen nr. 452, 20. december 1806, side 7194-7195).

Ønske i Menneskekærlighedens Navn

Tirsdag den 16. december omkring kl. 11 kæntrede en svensk færgebåd fra Malmø med 3 personer noget uden for Toldboden. Nogle københavnske færgebåde og flere skibes fartøjer ilede straks til hjælp og var også så heldige at bjerge de 2 bådsfolk, som blev bragt ombord på en nærliggende galease og blev inden føje tid restituerede. Men den tredje ved navn Wennerberg hvis bror er lodsinspektør i Malmå, blev bjærget senere. Alligevel var det dog livstegn hos ham. Han blev ført i land og bragt hen på Frederiks Hospital, hvor han straks blev modtaget og behandlet omhyggeligt. Men uagtet alt anvendt umage af de herrer Withusen, Selmer, Hansen og en fjerde, hvis navn jeg tror er Rust, var det nu ikke muligt at tilvejebringe mindste livstegn, men han forblev død.

Toldbodbroen omkring 1830'erne. Omkring her var formentlig åstedet for den tragiske drukneulykke. H. G. F. Holm. (Før og Nu, 1919). 

Indsenderen kan ikke andet som følende menneskeven end yde vedkommende sin varmeste tak for de gode anstalter og disse hurtige anvendelse, der modtog den forulykkede på Frederiks Hospital. Men ønskeligt var det, om det kunne forebygges at sådanne livløse skulle bringes så langt, inden der kan anvendes redningsmidler på dem, da i sådant sørgelig tilfælde ethvert øjeblik er kostbart.

Undertegnede føler sig alt for uformuende til at foreslå noget til forbedring i denne vigtige sag, men overlader det til kyndige mænd at værdige den nogen opmærksomhed.


Broager
Kontorist


(Politivennen nr. 452, 20. december 1806, side 7195-7197)

Til det Vestindisk-Guineisiske Rente- og Generaltoldkammer

Efter toldforordningen af 1. februar 1797 er trykte bøger med dertil hørende kobberstykker fri for at betale told. Uden at drage i tvivl at det høje kollegium jo har grunde hvorfor bøger (dvs. papir hvorpå er trykt bogstaver) hidtil været fritaget for at betale told, tager jeg mig den underdanige frihed for det høje kollegium at fremlægge de modargumenter jeg har derfor, og hvor jeg tror at bøger frem for nogen anden artikel ikke alene bør svare told, men endog en temmelig høj told. 

Forskellige redskaber og materialer til tryk. (Eget foto, Nationalmuseet). 

For 1) vil boghandlere derved hindres fra at lade bøger, der dels skrives i det danske, dels i det tyske sprog af mænd i Danmark, trykke og indbinde i Tyskland. Det er ikke alene et stort tab for de mænd som af regeringen har fået privilegium på at være bogtrykkere, men tillige for de borgere i staden der ernærer sig ved bogbinderi. At boghandlere her i Tyskland lader trykke, indbinde og dertil stikke kobber til de bøger de har til forlægning, er meget rimeligt, da de i Tyskland kan få bøgerne trykt og indbundet for billigere pris end i Danmark og dertil sparer de den told som de ellers måtte yde for det det rene papir, hvorpå de her skulle lade trykke. Selv papirfabrikkerne taber ved denne eftergivelse af tolden. 

2) Hvem hindrer den uretskafne fra at lade kobberstykker som ikke henhører til bøgerne, indsy i sådanne, for på den måde at få den indført uden at betale de 5 3/4 procent som de, når de var løse, efter forordningen skal afgive i told. 

3) Vil det gavne litteraturen meget, hvis bøger betalte told ved indførelsen fra fremmede steder hertil. De trykte romaner og lommepjecer der nu oversvømmer de danske boglader, er mere til skade end gavn da disse fortrænger andre gode værker, såvel i de fremmede som i det danske sprog. I særdeleshed på et tidspunkt som dette da alt hvad der er tysk fra den usleste døgnpjece læses med langt større begærlighed end vore gode skribenters arbejder. Det ville blive sjældnere.

Dette er de grunde, hvorfor jeg tror at en påbudt told af "bøger med dertil hørende kobberstykker" ville være gavnlig. Bogtrykkere, bogbindere, kobberstikkere og papirfabrikanterne taber ved at bøger er fri for at svare told. Politiken tilsiger at de bør svare told, og stadens kasse tror jeg også kunne være tjent med en sådan forandring. 


Både som arbejder ved revisionen på Københavns toldbod og som litteraturdyrker har jeg haft rigelig lejlighed til at indse nytten af oven for gjorte forslag, hvilket jeg vover at smigre mig selv med, vil findes værdig til det høje kollegiums nådigste opmærksomhed og bifald.


København den 20. dec. 1806
N. T. L. Gunnerus
Assistent ved revisionen på
Københavns toldbod


(Politivennen nr. 452, 20. december 1806, side 7191-7194)

Forslag til Theaterdirektionen

(Efter indsendt)

Ved det store teater og her søndag formiddag ved hofteatret ser man ved uddelingen af billetterne ikke sjældent at vagten der står inden for døren, har meget besvær med at modstå den magt hvormed mængden trænger sig på for at komme ind. 

Søndag den 26. oktober var trængslen om formiddagen ved hofteatret meget stærk. Kontrolløren havde nu fået det gode indfald at postere en underofficer og to mand uden for døren. De bad høflig om plads, og fortalte der måtte ingen trængsel være. Det havde straks den gode virkning, at enhver nok så velklædt uden at blive klemt eller stødt eller besudlet kunne gå ind og hente sin billet.

Kongens Nytorv med Komediehuset omtrent i midten af billedet.

Man foreslår derfor at sætte de fleste af vagten udenfor, for at minde imod al trængsel. Den første den bedste der gjorde mine til at trænge, kunne jo først høflig anmodes at lade være, og siden med magt føres til siden, og ikke tillades at nærme sig før mængden var borte.
Den bekvemhed hvormed man da kunne hente sin billet, ville vist være meget velkommen.  Og således ville nok også billethandelen, rettere sagt forsalg med billetter, ophøre. For det er almindeligvis kun sjovere der forårsager og tør nære sig i den trængsel.


Mon ikke også bortfjernelsen af denne trængen og billethandel ville være fordelagtig for teaterkassen? Spærværket, hvori døren står på gangen ved hofteatret knager stærkt, og ofte ser man stenpillerne sprængte uden for komediehuset på Kongens Nytorv. Og de fleste af komediegængerne må nok lige såvel tage hensyn til deres pung som tid, om man skal gå på komedie eller ikke. Men jo dyrere billeten er, desto sjældnere kan man kun gå. Altså må også tilskuernes tilløb som en følge deraf være meget mindre. Har man fx en dag givet 4 til 6 mark for en parterrebillet, må man blive borte en til to andre dage man kunne få den for almindelig pris. Disse 2 til 4 mark er jo et rent tab for teateret.


København den 31. oktober 1806


(Politivennen nr. 446, 8. november 1806, side 7087-7089)


Redacteurens Anmærkning

Der blev forsøgt gjort noget ved det 3 år senere med "Politie-Pl. om Billetters Indkiøb til Skuespillene m.v. 2. Sep. 1809". Men uagtet denne fortsatte billethajernes deres virksomhed, således som det fremgår af adskillige artikler fra Politivennen. Ikke kun af sjovere (der dengang var en betegnelse for dragere), men af talrige andre samfundsgrupper. Her et uddrag fra plakaten: 
2. Gr. Da den trængsel og uordentlige Sammenstimmel af Mennesker, der, i anledning af yndede stykker, i Almindelighed finder sted udenfor Skuespilhuset, saavel om Formiddagen til Billetters Indkiøb, som om Aftenen til Indladelsen i Huset, ikke alene er uanstændig, men endog som oftest farlig for Menneskers Liv og Helbred, det ligeledes maa ansees stridende imod god orden, at endeel Personer af ringere Almue næsten udelukkende opkiøbe alle Billetterne for derefter til høiere Priser at afhænde dem paa offentlig Gade til enhver, der ønsker at besøge Skuespillet, hvorved en af Publikums ædleste Fornøielser fordyres til Fordel for Lediggiængere af den laveste Klasse; Saa bliver herved, til Efterretning og Iagttagelse for alle Vedkommende, følgende bekientgiort: 
3. I Følge Cannellie-Br. til Politiemesteren i Khavn 1. Sept. 1809, forbydes det aldeles at overlade Entree-Billetter til Skuespillet til andre til en høiere Priis, end derpaa er sat; Enhver altsaa, som antræffes heri at giøre sig skyldig eller under Navn af Douceur eller Gave at imodtage mere, end Billetten virkelig koster, vil blive anseet med en Mulkt fra 5 til 10 Rdlr til lige Deling mellem Angiveren og Politie-Kassen, og desuden være pligtig at tilbagebetale hvad han for Billetten har imodtaget. Ligesom der fra Politiets Side skal blive anvendt alt mueligt til Overholdelsen heraf, saaledes anmodes herved det ordenselskende Publikum, at være Politiet behielpelig i Opdagelsen af Forseelser imod denne Anordning.

Noget om Fordomme hos de danske Sælgekoner

Det kunne vel være indsenderen og mange andre ligegyldigt hvad de danske kvinder og sælgekoner her i København har for vaner og sæder. Men er det dog ikke enhvers pligt at udrydde fordomme og overtro selv hos de mest ringe blandt almuen, også når denne overtro hverken for dem selv eller på andre kan virke og være skadelig? Det synes mig dog næsten af flere grunde.

Tre typiske sælgerkoner på Politivennens tid, fra Valby (fjerkræ), Skovshoved (fisk) og Amager (grøntsager). (Eget foto. Nationalmuseet). 

Mere end en gang har jeg set, at når man køber et æble eller sådant noget af en kone, så har hun altid når man er den første om dagen den vane at spytte på styveren eller skillingen, som hun får for det, før den nedglides i lommen. Sædvanlig siger de også nogle ord derved, som jeg ikke har forstået. Jeg tror man kalder det at handsle. Om denne vantro end ikke har nogen sær skadelige følger, hvad skal det dog til? Skal ikke også selv den ringeste i vores oplyste tider blive mere og mere oplyst. De er også mennesker. 

Der falder mig noget ind ved det. Jeg har allerede hørt tale om at de danske småpenge var så beskidte og tænkte straks på hvor det kunne komme fra. Jeg fandt denne omtalte vane, som den største og første årsag til det. Jeg behøver ikke at tale videre. Når man kun betænker: En våd styver i en lomme og det i en sælgekællings lomme! Hvorledes skal den vel blive. Ubehageligt er det i sandhed at tage på og at gemme i sin lomme en sådan styver. Ja måske selv lægerne har også i den henseende at indvende, især hvis, som tit sker, sådanne irrede penge kommer små børn i hænderne og munden.

K. Johannsen


(Politivennen nr. 446, 8. november 1806, side 7090-7091)

Et Spørgsmål i Peter Madsens Gang

I Peter Madsens Gang i huset nr. 267 har værten indlejet beboere under det åbne tag, på et værelse hvor der hverken er køkken eller kakkelovn. Om aftenen kan man se, at der er lyst hos disse folk. Man spørger dem, som herpå kan give svar, om ikke herved måske er farlighed.

Thomas Nielsen
Arbejdsmand
boende sammesteds


(Politivennen nr. 445, 1. november 1806, side 7078-7079)

Redacteurens Anmærkning

Denne lille notits er opsigtsvækkende af mindst to årsager: Det er et af de få indslag som er skrevet af en navngiven arbejdsmand, altså en mand af lav klasse, modsat hvad der ellers er gængs i Politivennen. Desuden beskæftiger den sig med et sted som ikke beskrives særlig meget, nemlig Peter Madsens Gang, som var det værste slum i datidens København.

Noget om Fodposten på Christianshavn

(Efter indsendt)

Christianshavn mangler den skønne indretning frem for byen, at man ikke har nogen steder hvor man kan levere breve til fodposten. Da nu fodposten er blevet så daglig vant at høres, så hører man det som oftest sjælden. Og desuden går han et langt stykke imellem han banker på gonggongen. Det ville være godt om der kunne være et til to steder på hver side af broen, hvor man kunne levere breve ind til besørgelse, samt at fodposten blev beordret at stå et øjeblik
inden for disse steder og slå på gonggong.

Strandgade på Christianshavn. I forgrunden Asiatisk Kompagnis kontorbygningen, opført 1740 efter tegninger af arkitekt Philip de Lange. Torvegade-hjørnet ligger efter det gule hus i baggrunden til højre. På hjørnet af Strandgade og Torvegade lå isenkræmmer Lind, hvor fodposten skulle slå på gonggongen og afvente at folk mødte op til postbesørgelse. (Eget foto).

Jeg foreslår til at opnå dette ønske, at følgende steder var de bekvemmeligste til at modtage sådanne breve, nemlig hr. hosekræmmer Lyngby på hjørnet af Lille Torvegade og Store Kongensgade, hr. isenkræmmer Lind i Strandgade og hr. Urtekræmmer Weybel på hjørnet af Store Torvegade og Børnehustorvet, hvor samtlige tre steders butikker er lige ind fra gaden og dørene står mestendels åbne.

(Politivennen nr. 449, 29. november 1806, side 7141-7142)

Redacteurens Anmærkning

I Kraks vejviser er angivet en isenkræmmer Lind på hjørnet af Strandgade og Lille Torvegade 3a (i dag Torvegade). Store og Lille Kongensgade svarer til nutidens Wildersgade. Børnehuset lå hvor Lagkagehuset ligger i dag. De tre steder var på hjørner af gader som i dag krydser Torvegade mellem Christianshavns Torv og Knippelsbro

Bekendtgørelse

Det tilsendte bidrag om den glubske hund som i en bekendt gård på Østerbro skulle overfalde og virkelig bide folk, kan ikke indrykkes.

Ved den lejlighed må udgiveren, samtidig med at takke for de mange ærede medborgere, der ved at lede ham på spor efter uordener så ofte har bragt ham til at kunne udvirke en eller anden forbedring, tillige underrette en del forfattere af tilsendte bidrag, der måtte undres over at disse ikke er benyttede, om at dette er en simpel følge af at de i deres breve til mig enten helt har udeladt deres navne, og altså ikke levnet mig nogen adgang til dem, for at få den fornødne oplysning. Eller betjent sig af enkelte forbogstaver eller af et eller andet tegn, i stedet for navn, hvilket giver lige så lidt mulighed for at finde forfatteren. Eller endelig sætte et navn, men uden at nævne næringsvej, embede eller bolig. En ting som de allerfleste gange er en lige så stor gåde som nogle streger eller kryds. 


Udgiveren var længe i tvivl om han skulle advare herom af frygt at det kunne afholde nogle fra at indsende bidrag, der dog var brugelige, skønt anonyme. Han håber imidlertid at enhver vil forstå at hans mening er denne: "At når det tilsendte bidrag omtaler en handling eller en egenskab hos mand eller ting, som man ved at udgiveren ikke kan vide, eller i det mindste ikke bevise, er det nødvendigt at indsenderen af bidraget sætter sit navn, stand og bopæl, vedføjende at det ikke bekendtgøres, hvis sådant er ham imod. Er bidraget derimod om ting, dem udgiveren selv kan komme til bevislig kundskab om, uden at kende indsenderen, eller er emnet blot en eller anden betragtning, da siger det sig selv, at indsenderen ikke behøver at underrette udgiveren om sit navn osv.

(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7131-7132)

Redacteurens Anmærkning

Dette er en af de få notitser i Politivennen som fortæller om hvordan udgiveren Seidelin arbejdede med sit stof. Seidelins vejledning til personer der ønskede at få offentliggjort indslag i Politivennen. Den stod sidst i hvert nummer af Politivennen. Bekendtgørelsen kan ses som en præcisering af denne: 
Bidrag, saavel her fra Byen, som fra Provindserne, ønskes, og indrykkes ufortøvet, naar Materien angaar Politi, og naar Foredraget er anstændigt og tydeligt. Mundtlige Bidrag modtages ogsaa. For dem, som ikke have Øvelse i at føre Pennen, tillader man sig at ordne deres Bidrag. Bidrag fra Provindserne indsendes portofri. Subscription gælder for een Aargang.
Enhver, som beærer Politivennen med Bidrag under Navn, kan være vis paa, at samme ikke sensureres, da Bladets Censur ikun angaaer hvad som forfattes af Udgiveren selv.
K. H. Seidelin
Pilestræde No. 94.

Beklagelige Ubesindighed hos Ynglinge der dog ikke ville regnes til den utænkende Pøbel

(Efter indsendt)

En betler som adskillige agtede borgere ofte klager over, nemlig Niels Kjeldsen, for nærværende tid klædt i en rød trøje, gamle blå lange bukser, rund hat, hvide uldne strømper og tøfler, blev torsdag den 20. november om eftermiddagen  kl 4 anholdt i Bredgade af 2 fattigopbringere. Da han satte sig til modværge ved pågribelsen og gjorde støj og alarm, kom en stor del kollegianere ud fra det Kirurgiske Akademi. De tog betlerens parti, og uagtet opbringerne fortalte dem at de var beordret til at anholde ham og bad dem ikke hindre dem i deres lovlige forretninger, vedblev disse herrer dog at påstå at opbringerne skulle lade den anholdte gå da han kun havde betlet. Betleren fattede mod og pøbelen anledning til at fornærme opbringerne. Disse måtte vige for overmagten og lade betleren, som er et stærkt og arbejdsført menneske drive om på gaderne
endnu længere.

(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7127-7128)

Om Ulykkes Forebyggelse ved Københavns Fortifikations Broer

Følgende brev er tilsendt udgiveren af Politivennen:

Højtærede herre!


Ærbødigst tager jeg mig den frihed at skrive om følgende, som jeg tror kan bekendtgøres offentligt. Nemlig følgende ulykkelige hændelse i går aftes: Søndag den 8. hen ved kl. 6 og 7 kom en mor med sin datter, efter den førstes udtalelse 20 år gammel, og hendes mands bror gående ind ad Vesterport. Og da de kom på den inderste bro mod staden, gled datterens fod på det smalle brobræt eller overgang. Hun tog sin farbror i frakken, men kunne ikke holde sig fast. Og manden tog af skræk fast i jernkæden og holdt sig. Men i det han så sig om hvem der sådan så hastigt greb ham i frakken, så han sin brordatter falde ned i stadsgraven. Hun gav kun et eneste dybt suk og dermed så eller hørte man intet mere til hende. 


Østerport har lige som Vesterport en bro hvor man meget nemt kan komme til at glide og falde i voldgraven. Gangbrættet bør have et bedre værn. Hvis ingen jolle er i nærheden, er druknedøden overhængende. 

Man kan nu forestille sig i hvilken forfatning mor og farbror blev. Der blev jammer og skrig. Der kom mennesker nok, også fra vagten med lygter og hager. Man søgte, men kunne ikke se eller finde. I samme øjeblik kom også en mand som jeg kendte, nemlig en frisør ved navn Weise boende ved hjørnet af Stormgade og Volden. Han så det og tænkte ved sig selv: På denne måde ville man nok ikke finde denne ulykkelige. Han løb ganske stille bort, og inden man vidste af, kom han roende med en båd som lå nede ved Blågårds Sukkerformefabrik og havde med sig mesteren fra samme, hr. Nielsen og hr. Gylgod, underofficer som bor i vagten ved samme fabrik. De havde en lygte med. Weise som gav sig flittigt at søge. Fandt også straks den ulykkelige pige. 

De ville nu ro med hende ned til Blåtårn til redningsanstalter på artillerisygestuen. Men folkekravet var at man straks skulle bringe hende i land der ved broen, hvilket også skete. Og fra hendes fald indtil hun kom i land gik der efter min beregning ikke fulde 40 minutter. Man bragte hende først i vagten og derfra straks til barberen i Frederiksberggade, hvor 5 til 6 kirurger straks gjorde sig al mulig flid for at bringe den døde til live. Men klokken halv ni var der  endnu intet tegn til live. 

Imens Weise var borte, trøstede man kun moderen og medfølgende så bedrøvelig at det var ikke mulig at finde den faldne, da det var mørkt, og man ingen båd havde der ved hånden, hvorved moderen nu faldt i besvimelse. Og man måtte nu se at få hende hjem og var altså ikke til stede da datteren kom op af vandet. Weise fulgte med til barberen og de to andre roede bort med båden. 

På grund af denne tummel vidste man ikke før klokken halv ni hvem den ulykkelige hørte til. Men så kom en pige fra hendes søster, og manden som var fulgt med dem ind ad porten. Og der fik man at vide hos barberen at det skulle være en rebslagerdatter. Hun var et skønt og velvoksent menneske, godt klædt, og havde en smuk guldkæde om halsen. Hvad jeg her har skrevet er sandt, og hvad Deres velædelhed vil tage herudaf til en bekendtgørelse, det overlader jeg til Deres egen stil at sætte.

København d. 9. nov. 1806
Ærbædigst af en mand, som
så og var vidne til det
Johan Hansen


****


Udgiveren har ment at burde indrykke det hele som det ovenfor står, da det både vidner om brevskriverens og især om hr. Weises gode tænkemåde. Af senere bekendtgørelse ved vi nu at denne skønne unge pige ikke blev bragt til live. Gid denne tildragelse måtte bevirke at to forbedringer som for lang tid siden, dels med oftere gentagelse er foreslået i dette blad, dog i det mindste for fremtiden må afværge lignende ulykker. Den ene er, at den smalle bro, eller rettere gangbræt ved siden af vindebroen, ved alle vore porte, måtte få et bedre værn til begge sider. Den anden er, at der altid måtte ligge en lille jolle neden under fæstningsbroen til afbenyttelse i sådanne beklagelige tilfælde.


(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7123-7127)

Forslag til Bedste for Forstædernes Beboere

(Efter indsendt)

Københavns forstæder vokser stadig. Den største af dem, Vesterbro, står vist nok ikke tilbage for vore købstæder af middelstørrelse (det skulle da lige være fordi den ingen kirke har. Et savn den dog ikke endnu har skreget over, om man end ikke med rette kunne antage de fleste denne forstads beboeres id for modfoderi af kirkegang, for at bruge et Rothes udtryk). Og desto mere synes det rimeligt at sørge også noget for disse forstæders beboeres tarv.


Del af forstaden Vesterbro, Vesterbro Apotek. (Før og Nu 1919). Bebyggelsen var koncentreret vest for Skydebanen. Og da stranden gik langs nuværende Sønder Boulevard, var området ganske idyllisk. 

For blot at nævne en mangel, må det være ubehageligt for disse udenports københavnere, at de ikke alene ikke kan få de periodiske blade, der omhandler deres indenvolds medborgeres æstetiske, dramatiske, moralske, politivæsenske tarv før lang tid efter at de er læst inde i byen. Men at endog de udenbys nyheder, der ikke kan komme ind ad portene, uden at passere dem, først skal være kendt længe inde i byen, før de kan læses i forstæderne.

Man foreslår derfor til det Kongelige Generalpostamts bedste bedømmelse, at den træffer den indretning ved fodposten, at de indbyggere i Københavns forstæder der holder uge- eller dagblade i København, af hvad navn være kan, fra Tilskueren af til Addresseavisen begge indberegnede, måtte få disse besørget til sig med fodpostens bud, efter at bestilling var gjort og modtaget på kontoret imod en passende betaling. Ligesom den måde som aviser og andre periodiske blade som går til provinserne, bestilles hos, og forsendes af generalpostamtet.

Det synes anmelderen tydeligt at der ville være tre nyttige følger. a) Forstædernes indbyggere får afhjulpet et savn der er ikke så ubetydeligt, som det kan synes ved første øjekast. Det er altid vigtigt at få fx Addresseavisen så tidligt som muligt. Det indser enhver da ellers de fleste oplysninger er opsnappede inden man når kontoret. At have andre æstetiske eller politiske blade så våde fra pressen som muligt, er heller ikke uvigtigt for de få der virkelig søger åndelige føde. Og endnu mere for den store hob, der blot ønsker at anses for at søge dem, og hvem det altså er magtpåliggende at kunne vise på alle offentlige forsamlingssteder at de har hvæsset deres snakketøj på øjeblikkets allernyeste emner.

b) For udgiverne af de periodiske blade blev en sådan indretning vel ganske kærkommen, da den højst sandsynligt skaffede dem holdere i personer der nu ikke var det, fordi tingene, som man siger, er mugne før de fås. Og at holde bud til at ombringe et enkelt blad i forstæderne vil ikke kunne betale sig.


c) Endelig tør man tro at den foreslåede indretning ville give en øget indtægt for den så nyttige fodpost, og at den i så henseende ville tildrage sig vedkommendes kyndigere drøftelse.


(Politivennen nr. 447, 15. november 1806, side 7106-7109)

Redacteurens Anmærkning

Rothe

Det er lidt usikkert hvem denne Rothe er. Slægten er omfattende. To gode bud er landsdommer Casper Peter Rothe (1724-1784) som udgav et par bøger som kan være skribenten bekendt. Eller filosoffen Tyge Jesper Rothe (1731-1795). Valdemar Henrik Rothe (1777-1857) var kapellan (1822-1830),  senere sognepræst (1830-1857) ved Trinitatis Kirke Ifølge WikiSource en omdiskuteret præst, men han var i udlandet 1801-1807.

Vesterbro Apotek blev oprettet 1795. Billedet viser apoteket (1802 eller 1805), som var indrettet der 1795 af apoteker Johan Gottlieb Blau. Det eksisterer ikke længere. Apoteket flyttede over på den anden side af vejen og Blau åbnede Gammeltorv Apotek ved siden af Domhuset, i dag hjørnet af Frederiksberggade og Nytorv. Vesterbro Apoteks hovedbygning på Vesterbrogade 72 er opført 1853 og fredet. Det husede 1938-75 Havemanns Magasin. 1975- Føtex.

20 februar 2015

Om færøske Kuls Nedbringelse til København

(Efter indsendt)

Det har nyligt været spurgt i trykken hvorfor der ikke kommer flere kul fra Færøerne?


Indsenderen tror at kunne besvare dette
meget godt. Da fragterne i de sidste år har været særdeles høje og folkehyre ligeså, da vil det ikke godt kunne betale sig når skibe skal fragtes til Færøerne fra København med baglast. Fik derimod Færøerne frihandel med egne skibe, hvilket der ikke kan tvivles om at det vil forundes dem når de findes egnede til det, da ville kullene altid kunne bringes fra Færøerne til København med egne færøske skibe, og disse ville da medbringe tilbage de for landet nødvendige varer.

Den driftige kaptajn Nolsøes bestræbelser for at skaffe Færøerne, hans fædreland, hvad de i lang tid har savnet, skibe og søfolk, turde være den sikre forberedelse til Færøernes mulige frihandel med egne skibe for fremtiden. Man kan ikke heller andet end heri vente al mulig bistand af handelens foresatte. Og sikkert vil det af dem som af enhver tilstås at dersom Færøernes selv får skibe og søfolk, vil dette være et stort middel til disse så dybt sunkne lands opkomst.


(Politivennen nr. 444, 25. oktober 1806, side 7063-7064)

Et Ønske, Færøerne angående

(Efter indsendt)

Mænd som kender nøje disse små øer tilhørende den danske stat, har lagt mærke til to mangler (meningen er ikke, at der ikke skulle være flere) hvis følger er af ikke så lille skadelig indflydelse på det hele eller til hinder for landets indre opkomst.


Den første af disse mangler er den, at
for den som har samlet formuer er der ingen mulighed til der at gøre den frugtbringende. Da handelen ikke er fri, kan den formuende ikke hensætte sin kapital heri. Fabrikker kan ikke forventes i sådant et land, der står så langt tilbage. Skønt det dog vel ikke kan anses umuligt, at der at skabe en fordelagtig klædefabrikation. At få sine penge gjort frugtbringende i skibe eller skibsparter, som andetsteds, er heller ikke at tænke på. For skønt det vel er enhver tilladt at have skibe, det vil sige, skønt der aldrig er tænkt på at forbyde den indfødte færøbo at eje skibe, vil dog en lille eftertanke let lede frem til at forbud mod fri handel, eller på handel med egne skibe, ikke kan opmuntre til at anskaffe sig skibe, siden man ikke engang deraf kunne have den naturligste følge, sin egen forsyning med de nødvendigste og nyttigste varer.

Den anden mangel er en naturlig følge af den første. Nemlig den at da der ikke for den der ejer penge, er nogen anden lejlighed til at gøre dem frugtbringende end at kaste dem bort, som det der kaldes, i jordegods, bringer dette jordejendommen til at stige i uforholdsmæssig grad. Den højeste frugtanbringelse det
er mulig at bevirke ved jordegods på Færøerne, er på 1½ til 2 procent. Det vil sige jorderne betales med en gang mere, end de er virkelig værd, så at en mark jord der koster 400 rigsdaler, egentlig kun er 200 rigsdaler værd. Til heri at give afhjælp kan foruden frihandel, der altid bliver højligen at tilråde for landet, ønskes i dette så afsidesliggende land oprettet en bank. Mens en sådan foranstaltning ville usigeligt hjælpe fremad på handel og al slags vindskibelighed, ville de formuende som en naturlig følge gennem en bank kunne bruge deres penge til nytte for staten og tillige til langt større fordel end nu omstunder.

(Politivennen nr. 444, 25. oktober 1806, side 7064-7067)

Et Par Ord om vore Huses nymodens Maling

(Efter indsendt)

I de sidste år har en stor del bygninger fået et forandret ydre ved maling. Unægteligt tjener samme både til nytte og forskønnelse når den foretages som den bør. Men således som det er sket for en stor dels vedkommende, opfyldes den sidste hensigt vist ikke. Ved en sådan bemaling og udstaffering med fire, fem, ja vel flere forskellige farver, som nu er i fuld brug, har smagløse husejere haft det i deres magt, i stedet for at forskønne, snarere at skæmme og mispryde staden. 


En måde er især meget afholdt, nemlig at lade bygningen male med en afstikkende mørk farve indtil straks ovenfor første etage, og derpå at overlæsse den øvrige del med forskellige lysere farver. For at forebygge at flere skulle blive ved med sådan husmaling, måtte man ønske grænser sat for samme, eller dog i det mindste, at husejerne selv ville indse det urigtige heri, og følge deres bedre overbevisning. De højere klassers eksempel ville heri som i så meget andet virke, men hidtil har mange i samme vist en ligeså slet smag som de andre.

(Politivennen nr. 441, 4. oktober 1806, side 7009-7010)

Kronprinsessegade er et typisk husbyggeri fra Politivennens tid. Dengang var de formentlig som det meste boligbyggeri lysegråt oliemalet. Og sandelig om der ikke er flere huse der er malet i flere farver, med mørkt i bunden! Det ser dog ud til at man nu til dags holder sig til højst 2 farver for hver bygning. Ikke 4-5 som skribenten klager over.

Spørgsmål i Anledning af hr. Chiarinys Vauxhall

Vi er nu henne i oktober og hr. Chiariny bliver ved med at indbyde folk til sit Vauxhall. Og det fejler ikke at jo en del menneskeskabninger vil besøge det.

Man fremsætter imidlertid for Sundhedskollegiet det spørgsmål om det ikke allerede nu, og endnu længere henne i tiden, vil være skadeligt således at sværme natten bort i åben luft. Kan man ikke på grund af det vente sig en forøget virksomhed hos vores desuden kun alt for virksomme brystsygdomme, der kappes med slag om hvem der skal være kongen af sygdomme her til lands. Og om det ikke altså af de ansvarlige bør forestilles, at denne art folkemorskab er af de der må indskrænkes til en vis årstid.


Det synes højst ønskeligt for indsendere at det her til lands blev forbudt at holde Vauxhall fra 1. oktober til sidste maj. I månederne juni, juni, august og september vil den skade  betydelig mindre, skønt udgiveren altid tror den er skadelig i vort klima, på enkelte sommernætter nær.


(Politivennen nr. 441, 4. oktober 1806, side 7017-7018)

Et Ønske for Christianshavnerne

Christianshavn tabte alt for tidligt sin skaber, Christian de Store. Han, som på moradser og havbund vidste at anlægge en smuk og vakker stad, ville vist også skaffet dens beboere lejlighed til at bevæge sig i den frie og sunde luft i en smuk og offentlig have.

Siden hans tid er christianshavnerne ikke kommet denne nydelse et skridt nærmere. Tværtimod, deres luftkreds er ved mange indretninger og omstændigheder meget blevet forværret.


I lang tid arbejdede man dog på (og himlen være lovet at dette arbejde ikke medførte pest eller slemme sygdomme) at opfylde et stykke grundt vand som lå inden for voldene, med menneskeskarn. Nogle tønder land blev frembragt på denne måde, af 2 fods eller i det mindste 1½ fods højde over vandskorpen, hvor der før var fra 3 til 6 fod søvand. Hvilken uhyre mængde af luftfordærvende stof! I sandhed 8 til 10.000.000 kubikfod menneskeskarn, således samlet i en række af år, og under meget forskelligt fremskridt i forrådnelse, om man så kan kalde det, eller forvandling til muld. Det må dog vist frembringe en virkning, der ikke er fri for at være dræbende, fordi den ikke er det i skikkelse af pest.


Københavns Havn set fra Gammeldok (lidt nord for Knippelsbro) og nordpå. Trankogeriet lå ved Grønlandske Handels Plads før Operaen. Operaen ligger på den forhenværende Reden, havnen for krigsskibene. Lige over for Amalienborg. Længere væk ses Holmens Mastekran. Fra begge sider breder sig nu Inderhavnsbroen, eller Kyssebroen, Den Skæve Hashbro mm.

Senere er en uhyre grav uden for volden, men desværre ikke langt, blevet bestemt til samme brug, og kan ikke andet end ligeledes virke skadelig på de så nær levende christianshavneres helbred.


I al den tid man brugte det første som det sidste lossested, blev nogle af Christianshavns hovedgader og Knippelsbro naturligvis i 8 til 9 af døgnets 24 timer opofrede til på den væmmeligste måde (til dels ved renovationsvognenes dårlige indretning og utæthed, til dels ved jagende kørsel og anden utilbørlighed hos kusken) at bedækkes med uhumskhed, som må trædes i, og dens dunster indåndes af alle de christianshavnere, der sent om aftenen og hele morgenen, indtil et stykke hen i formiddagen, havde og har at bestille i København, hvortil ikke anden samfærdsel er, end ad denne selvsamme tilsølede vej.


Børnehusets som ligger i midten af Christianshavn, er en anden og stadig virkende stankfabrik, på grund af den der til uldens indsmørelse brugende og ufordragelig stinkende rådne tran, hvis uddunstninger forenede med mange hundredes i urenhed og usselhed levende menneskers ånde og uddunstning tydelig kan føles, hvor vinden bærer hen, til stor ubehagelighed og med virkninger, der ikke kunne andet end være helbredet skadelig.


Trankogeriet er vel i den ene ende af Christianshavn og lykkeligvis i dens nordlige, men med sine vinde udvælder den dog en højst væmmelig stank over Christianshavn. Dette er også sikkert det eneste trankogeri inde i en stad af anden størrelse i Europa. Og så meget mere må man undre sig over at det forbliver der, som stanken derfra ikke sjælden forgifter luften på det Amalienborg, der nu er det kongelige hus' bopæl. Og da føres derhen af den vind der aldrig renser, men næsten altid forværrer de dunster, den medfører, nemlig søndenvinden.


Alle disse årsager, og endnu flere mindre, som endnu kunne nævnes, foruden to kirkegårde, hvor der endnu begraves ikke sjælden, må nødvendig have en højst skadelig samvirken på den luft christianshavnerne indånder.

Desto mere synes denne at kunne love sig al den adgang til spadseregange og sund lufts nydelse, som det er muligt at forunde ham. Det nærmeste som det falder ham ind at ønske sig, er naturligvis fri spadseregang på volden omkring hans stad.


Uagtet de christianshavnske volde kun på få steder endnu har skygge, ville de dog med tiden få det mere, efterhånden som træer plantes og disse vokser. Ved opstilling af bænke og vejens belægning i midten med grus, samt græssers borttagelse (dette behøvede ikke just at være i hele voldens bredde som på Københavns volde, da det christianshavnske publikum er så meget mindre talrigt) ved at opføre et par eller flere regnskure ville Christianshavns vold fra Langebro til Kvintus blive en dejlig spadseregang for christianshavnerne, ja muligt endog ville søges, til en afveksling af selv københavnerne, uagtet disse i henseende til spadseregange er så meget bedre aflagte.


Synet af Kalvebod Strand, af Amager, af flåden og af Reden ville give denne spadseregang yndigheder når der på ovennævnte måde var sørget for skygge, for sæde, for ly mod en pludselig plaskregn, som man ikke på Kvintus-enden af denne spadseregang let kunne komme fra, og endelig for tørreføre, ved at hindre at ikke jorden opblødedes ved enhver væde.


I stedet for skure kunne man have nogle af disse ly-kors, som man hist og her har på landet, og som er intet andet end to vægge af planker som overskærer hinanden, der altså hvordan end vinden er, tilbyder i en fjerdepart ly mod den og mod regnen. Mod det sidste dog ikke fuldkomment med mindre der gives et tag derover. Sådanne ly-kors kunne i fjendtlig tid let nedtages, kostede ikke meget af anskaffe, og ydede dog den særdeles store nytte at man ikke for en lille regnskyls skyld lod sig kyse bort fra spadseregangen.


Udgiveren finder dette her gjorte ønske så naturligt, så gavnligt for christianshavnernes sundhed, at han ikke et øjeblik tvivler på at det jo engang vil gå i opfyldelse, og han kender de høje og højeste vedkommende personers tænkemåde og iver for det almenes vel således, at han håber snart at opleve dette ønskelige engang.


Om man endog for at tilvejebringe det første udlæg i det første år kun tillod dem som betalte eet tegn for at spadsere der, var meget allerede opnået. Tegnene ville få købere nok.


(Politivennen nr. 441, 4. oktober 1806, side 7011-7017)

Forunderlig Adfærd mod danske Gæs på Ven

Undertegnede Sven Nieman, skomager på Dragør, finder sig foranlediget til at bekendtgøre følgende.

Sidste år i juli måned drev 20 styk gæs fra mig her fra byen ved en stærk søndenvind, uden at jeg i lang tid kunne finde ud af hvor de var blevet af. Efter megen spørgen og 2 breve, som jeg skrev om det til en mand jeg kendte på Ven, nemlig M. Pedersen, fra og til herremanden sammesteds, hr. P. D. Tauson, fik jeg endelig at vide, at de gæs som jeg havde beskrevet, fandtes der at være fundet der af en engelsk major ved navn Stuart. Og at jeg selv måtte komme derover for at løse dem. Til den ende rejste jeg selv ikke mindre end tre gange derover for at bede majoren om mine gæs, og til sidst bød ham 12 rigsdaler, når han alene ville lade mig få de 4 stykker gamle gæs, ja jeg fik endog den herværende svenske envoye hr. baron Oxenstierne til at skrive major Stuart til om at lade mig få mine gæs. Men alt forgæves.


Grågæs i Utterslev Mose. I dag tænker vi vel mest gæs som hvide. Men man skal ikke langt tilbage i fotografiets barndom før gæs har mørkere farver, især på vingerne. Og på gamle malerier er de bestemt ikke hvide. Om disse nutidige grågæs ligger tættere på de der fløj til Ven, skal jeg dog ikke kunne sige. Men de er på træk. (Eget foto).

Den gang jeg bød hr. Stuart 12 rigsdaler for de gamle gæs, var over 90 danske fiskere  på øen, der alle umagede sig for mig, og siden de så der skete mig uret, ville de til sidst have taget dem med magt. Men hr. Tauson ville ikke tillade det, og gennem toldbetjenten talte fiskerne til rette igen, så der ikke blev noget af denne deres beslutning.


Jeg stævnede derpå major Stuart til Glumsløv Ting i Skåne. Men da jeg de første fire dage ikke kunne få min sag fremmet, og jeg ikke havde tid eller råd til at ligge der længere, gav jeg en anden min fuldmagt og talte selv herom med dommeren. Men denne fuldmagt blev ikke kendt gyldig. Nu har jeg igen måttet indstævne majoren, og håber at blive mine 20 stykker gæs tilkendt, og spørger i den anledning om nogen vil forhandle sig til disse gæs, da jeg håber at få de gamle noget bedre betalt end de unge. 


For en fattig stræbsom mand er 30 rigsdaler mange penge, som disse gæs nu har kostet mig, selvom jeg må rose de svenske for deres megen hjælpsomhed, de har bevist mig ved mit ophold i Skåne. Men næppe ville nogen dansk mand mellem Dragør og Helsingør have opført sig således imod en svensk mand, som denne engelske major Stuart har opført sig imod mig, men hvorfor han nok ikke heller undgår lovenes straf.


Dragør den 23. september 1806
Sven Nieman


(Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 6991-6994)

Redacteurens Anmærkning.

Sagen kom for retten og blev omtalt i Politivennen nr. 460, 14. februar 1807, s. 7307-7309.

Et Par Ord om vore Landsbykroers Natur og Mængde

(Efter indsendt)

Det er vel sandt at mangel på offentlige værtshuse eller kroer i et land er til skade og ubekvemhed for rejsende. Men denne mangel er hundrede gange mindre skadelig end det alt for store antal af sådanne steder der er berettiget til herbergen og udtapning.


Uden at formaste sig tør man vel sige at det er til skade for Københavns Amts særdeles og hele Sjællands almindelige at der er så mange kroer, såvel på indbyggernes sjæl som legeme og pung. Her dræbes sæderne allerede i spiren. Her ødelægges tiden med spil og sludder. Her sulter og fryser hestene i mange timer mens deres herrer hælder den ene dram i sig efter den anden, snart for at vise at han har ære i livet, snart for at drikke en god ven til, snart for at forslå grillerne over tab i kort, og snart for at få mod til at køre hjem og prygle konen. Ederne vrimler frem om kap, og slagsmål gør ofte ende på en helbred som der forgæves på mange måder ellers stormedes til.



Beværtningsstedet Lille Ravnsborg på Kapelvej i København ved Assistenskirkegården. Et yndet sted at indtage gravøl efter begravelser (Gamle Fotoer).

Mange af kroer er også skadelig for et folks gæstfrihed, af grunde som ikke behøver at udvikles.


Mængden af kroer gør også at de eller dog de allerfleste af dem, i en høj grad 
bliver usle. Det vil sige, altid gode nok til at fordærve bønder i, men manglende de indretninger og bekvemmeligheder som er uundværlige fornødenheder for middelstandsfolk.

Mange af de sjællandske kroer har  ikke engang et lokum, skønt de ejes af formuende folk, der er i stand til at sætte sølv på bordet.


Grov modtagelse er desuden en ting som
 alt for ofte er årsag til at klage over de sjællandske kroer.

Det var vistnok højlig at ønske at kroernes antal formindskedes. En ting som dog lod sig gøre efterhånden. Men frem for alt må det ønskes at ingen nye kroer oprettedes uanset hvor velklingende et påskud man end søgte om privilegium. Frihed til at brænde burde ingen kro få. Og de som allerede har den, burde tabe den efter et vist antal år, fx 30 eller 20


(Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 6998-6700)

Redacteurens Anmærkning

Systemet med kroer langs hovedvejene og gæstgiverier i købstæderne stammer helt tilbage til slutningen af 1200-tallet. Med en større revision i 1734 med kongeligt priviligerede kroer. Kroerne havde pligt til at sørge for værelser, husly og mad til rejsende. Men pga. det ringe antal rejsende, i hvert fald indtil omkrring 1820'erne, ernærede kroværten og hans familie sig på andre måder ved at betjene lokalbefolkningen.

Ønske til den høje Øvrighed i Helsingør

(Efter indsendt)

Kirkegården uden for porten er virkelig den skønneste som byen har, og synes nu også mere og mere at blive foretrukket for enhver anden i byen. Så man kan ikke andet end inderligt harmes i sindet ved at se al den uorden, som hersker der ved de i mængden tilstimlede mennesker, når et lig af mere end lav klasse og med mere end sædvanlig ceremoni begraves der, og som indtraf den 20 september ved major Claesens ligfærd. 


Folket sprang allevegne over gærdet. Dette blev adskillige steder revet ned, gravene nedtrådte, træerne proppet fulde af mennesker, hvorved grene blev brækket af, og selv mennesker drattede ned. En uorden som ved sådan lejlighed næppe kan forebygges ved få skønt nok så årvågne politibetjente, men kun ved stærk magt, hvorfor man ønskede at en passende kommando at militære ved sådanne lejligheder måtte rekvireres til opsyn og ordens vedligeholdelse på vedkommende sørgehusets bekostning. Men også før en sådan ligbegængelse indtraf igen, bekendtgørelse af en advarende anordning fra politiets eller den høje magistrats side, samt bestemmelse af mulkt at skulle betale i tilfælde af anordningens modvillige overtrædelse. 

Desuden er det ikke noget smukt syn at se byens skønneste urtegård omgivet af et stengærde, over hvilket enhver som vil kan krybe eller stige, og kun til lille sikkerhed for de der med tiden kommende mindesmærker. En grundmur ville både pryde, nytte og sikre langt mere, og bekostningen kunne i det hele taget ikke være så betydelig, da begge kirker  burde deltage deri. Og begge, især St. Olai, ejer ikke ubetydelige kapitaler. Ja og begge drager indkomster af de der nedsatte lig. Man tør håbe at dette her ærbødigst fremsatte måtte fortjene vedkommendes varme opmærksomhed. En graver burde vel også ønskes bosat der.

(Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 6994-6996)

Redacteurens Anmærkning

Claesen

Mon ikke der er tale om Johan Jacob Claessen, der døde 20 september og begravet af Marie kirken?

19 februar 2015

Nogle Tanker til Landboens Nytte, indsendte fra Landet

Jeg har for nyligt læst at en person i Lolland til det Kongelige Landhusholdningsselskab har foreslået en hakkelsesmaskine som kan forebygge at beskadige hænderne. Nemlig at anbringe et lille tværtræ på kisten, som forebygger at hånden kan glide frem.

Samme forslag anset jeg for ganske overflødigt at anbefale, siden vor årvågne regering allerede for nogle år siden har ladet udgå en forordning af samme indhold, hvilket blev læst på behørige steder. Men samtidig er det sandt at den ikke efterleves, og man har aldrig hørt at dens forsømmelse har pådraget straf, eller at der er mindet om at den skal efterleves.


Man hører hele tiden på landet at uforsigtige drenge skærer deres hænder fordærvet ved hakkelsesskæren. Herved bliver de mindre egnede til krigstjeneste, selvom årsagen var at man forsømte at overholde forordningen. 


Skulle sådanne forordninger opnå deres hensigt, så måtte de - efter mine ringe tanker - fra rettens side, især om vinteren, engang imellem rekvireres og efterses. Den som da fandtes ikke at have efterkommet forordningen, skulle første gang betale 8 skilling til sognets fattige, men anden gang 1 mark. Jeg forsikrer at ingen skulle findes at betale tredje gang.


Husker jeg ret, eksisterer ligeledes en forordning om de skadelige fugles ødelæggelse. Men jeg tror næppe at den skadeligste af dem alle, nemlig skaden, i særdeleshed er deri bleven udmærket, skønt sammes uforskammede røveri er så almindelig bekendt. Det den udøver ikke alene på det levende, men endog på det livløse, mærkbart på ællinger, kyllinger og hønseæg mm. Ja deres uforskammethed går endog så vidt, at de stakkels gård- og husmandskoner næppe kan beholde deres oste i fred for disse glubske røvere. Jeg havde nær glemt at anmærke at deres rovsyge også strækker sig til æbler, pærer og kirsebær. 

Men hvor let var det ikke at ødelægge disse røvere i bund og grund, når følgende forslag ved forordning sattes i kraft: Nemlig at alle grundejere i april og maj måned skulle være forpligtet til at nedrive og ødelægge alle skadereder, som fandtes på hans ejendom. Men hvis forordningen skulle virke desto kraftigere, måtte de ansvarlige pålægge rettens betjente, ved deres skriverkarle og drenge nøje at efterse, hvorvidt forordningen var blevet efterlevet. Enhver som da befandtes brøstfældig skulle mulkteres for 1 mark til sognets fattige og anden gang dobbelt.


At jeg ikke nøjes med at lade sognefogden efterse denne rekvisition, grunder jeg på erfaring, siden jeg så ofte er blevet overbevist at den ene ravn ikke let hugger øjet ud på den anden. Dog skulle denne ligeledes pålægges at efterse hvorvidt forordningen var blevet overholdt. Men skulle han ved eftersynet have gjort sig skyldig i partiskhed, måtte han pålægges en mulkt af 2 til 3 mark, som meldt.


Man vil måske indvende at det almene kun ville høste lille nytte heraf. Men overvejer man at når fuglenes forplantning derved blev gjort dem umulig, blev de nødsaget til at ty til en anden egn, nemlig skovene. Imidlertid undgik man dog derved alle nævnte skadelige røverier, som de udøver nu i deres hidindtil forundte frihed.


Jeg har ovenfor anmærket, at nøden ville drive skaderne til at søge skovene. Men her kunne deres fulde ødelæggelse iværksættes, når man ville følge den tyske fyrstes eksempel, som da han havde bragt i erfaring, at skaderne endog udøvede deres røveri på unge harer, betalte sine skytter 20 skilling for hvert par skadeklør, hvorved hensigten blev opnået. Nemlig at hele landet blev befriet fra dette så skadelige utøj.


Den fordømte vane at både bønderne og deres karle ryger tobak. På korn og hølæs, ja endog i laderne og på foderloerne. Ingen må understå sig i at ryge tobak på førnævnte steder og skal betale 2 til 3 mark, det halve til sognet fattige. Og det halve til angiveren. (Eget foto fra Nationalmuseets samlinger: Pibe fra 1830'erne).

Endnu en ting kan jeg umuligt lade være med at omtale: Den fordømte vane at både bønderne og deres karle ryger tobak. På korn og hølæs, ja endog i laderne og på foderloerne. Måske kan mange endnu huske, at for omtrent 50 år siden afbrændte det halve Haderslev på grund af en karls tobaksrygen på et læs hø. Men at standse dette skammelige uvæsen med et, tror jeg, efter mine ringe tanker, ved ingen kraftigere midler, kunne bevirkes end gennem en forordning: At ingen måtte understå sig i at ryge tobak på førnævnte steder. Men at enhver som handlede derimod, skulle betale 2 til 3 mark, det halve til sognet fattige. Og det halve til angiveren. Jeg tror vist at deraf ville findes end flere, end af brændevinsrekvirenter og referencer.


Det måtte også nøje ses til at forordningen strikt blev efterlevet, at den ikke som så mange hvor dette ikke er tilfældet skulle blive uden den tilsigtede nytte.


Måske findes der de som tror at mine her gjorte forslag er så ubetydelige at de ikke bør ænses. Men det tænker vist ikke fornuftige og erfarne landmænd.


(Politivennen nr. 439, 20. september 1806, side 6975-6980)

Redacteurens Anmærkninger

Branden i Haderslev

Haderslev var (ulig i vore dage) en stor by i kongerigerne. Om branden i 1759 beretter Sønderborg Museum
I 1759 galede den røde hane atter over byen. På tre dage nedbrændte 170 af byens 343 huse, og byens borgere måtte atter i gang med en langvarig genopbygningsproces. De fleste af de nedbrændte huse lå langs Storegade udenfor den middelalderlige bydel og i modsætning til de tidligere så almindelige gavlhuse opførtes de nye bygninger nu som langhuse, ofte i grundmur.
På dette tidspunkt var Haderslev dog, på trods af alle ulykkerne, stadig en ret stor by. Sammenligner man antallet af indbyggere ved folketællingerne omkring 1800 var Haderslev den syvende største by i det nuværende Danmark. Byen havde således godt dobbelt så mange indbyggere som Kolding. Dette skyldtes hovedsageligt, at Haderslev lå i Hertugdømmet, der ikke var underlagt alle de snærende økonomiske bånd, som købstæderne i Kongeriget var underlagt.
På grund af byens størrelse har eksemplet formentligt virket stærkt.