20 august 2016

Ønske paa Knippelsbro.

Da man ofte ved Knippelsbro ser sig standset i lang tid når skibe skal igennem broen og enten på grund af strøm eller storm ikke kan slippe hurtigt igennem, var det meget ønskeligt at det blev pålagt bromanden at sørge for at der altid ombord på fartøjerne fandtes tilstrækkeligt mandskab ved spillet. For det er indlysende at et par menneskers kraft ikke kan være nok til at bevirke en hurtig gennemfart. Fra kvaserne må der jo altid kunne fås hjælpere, og på selve broen findes vel jævnligt personer der ville fortjene lidt ved sådan lejlighed. At 2 skibe går gennem broen på en gang er vel ikke heller så ganske i tingens orden.

(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 885-886)

19 august 2016

Løser af!

Kongens Nytorvs beboere bliver ofte forstyrret i deres nattero ved at to skildvagter som står for gevær ved Hovedvagten hver anden time råber eller rettere brøler af alle kræfter: Løser af! Og det så stærkt at det høres i en utrolig afstand, især om natten hvorved de tillige trækker disse få ord så langt ud at råbet varer flere sekunder og vedbliver undertiden uagtet vagten dog ses allerede at være trådt i gevær.

Indsenderen som ikke er militær, kan ikke skønne hvorvidt denne del af tjenesten udfordrer denne forfærdelige larm og skrigeri. Men i fald sådant ikke er aldeles nødvendigt, så ville vores humane kommandant erhverve sig de i nærheden af vagterne boendes tak ved velvilligt heri at befale en lille forandring.


(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 888)

Nytaar.

Dette tages i forskellig betydning, men den værste er den hvorved forstås en uhjemlet fordring som imod at ønske "et glædeligt nytår" gøres af personer af stadens ringere betjente, af den tjenende klasse, af håndværksstandens drenge og af så mange andre uagtet deres tjeneste desuden betales enten af det offentlige eller ved privat overenskomst.

Selv en del tjenere undser sig ikke ved at forlange nytår hos dem som jævnligt i årets løb har gæstet deres herskab.
Det er vel indlysende at et sådant nytår vist nok ikke kan kaldes glædeligt, men snarere sørgeligt og trykkende for mange, for hvem denne dag intet bringer uden tomme ønsker og store udgifter som ikke står i forhold til indtægten. Og det var derfor at ønske at denne uskik efterhånden ville aftage i stedet for at den ny synes hvert år mere at udbrede sig.

Desværre vil rigtigheden af det fremsatte findes den 1. januar 1832.


(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 869-870)


P. Klæstrup: Nytårsgratulanter.

Om Nytaarskræveri

For nyligt er i dette blad omtalt den uforskammede nytårstryglen. I stedet for at dette skulle gøre disse personer mere beskedne, har indsenderen af dette næsten bemærket det modsatte. Således blev han endog selve juledag hjemsøgt af vandkikkere og flere. Men ingen har været mere uforskammet end gadebetjentene i Øster Kvarter. For da indsenderen er ikke bebor sin ejendom i dette kvarter, ikke gav dem det forlangte nytår, forlod de ham med mange taksigelser. Han lovede dem at melde deres uforskammethed for deres foresatte, men idet han vælger denne vej, tror han både at have opfyldt sit løfte og tillige gjort fine medborgere opmærksomme på hvilke uforskammede personer der begærer nytår.

(Politivennen nr. 835, Løverdagen den 31de December 1831, s. 898)


Redacteurens Anmærkning

I artiklen "Skadelige og ikke skadelige Nytaarsskikke", Politivennen nr. 1202, lørdag den 12. januar 1838, side 22-24 berettes at enkelte kommuner på landet har gjort noget ved denne skik.

En skildring af nytåret 1832/33 i Kiel kunne læses i Kjøbenhavnsposten 17. januar 1833:
I Husumer Wochenblatt læses fra Kiel, under 1ste Jan., 1833: "Stille og øde, som maaske ei i Mandsminde, hensneg sig Aarets første Nat. Rigtignok gik Talen alt iforveien i Publikum om mangehaande Betænkeligheder, som skulde herske angaaende Formen og Maaden i det sædvanlige Fakkeltog; men selv paa Nytaarsaften havde vi Kielere endnu ikke opgivet det skjønne Haab, at see den glade Ungdom paa arvet Viis at tage Afsked med det gamle Aar og hilse det nye. Den skjønne Skik udeblev, og forgjæves have vi gjennemvaaget Natten i en vis Spænding og ikke uden Bekymringer. Men den satte og ordentlige Adfærd, som vistes af de akademiske Ynglinger, der sikkert ugjerne opgave denne Fest, fortjener udentvivl Roes, og den lille Kaadhed, som fandt Sted ved et imellem Kl. 11 og 12 opført, ihvorvel temmelig larmfrit, Charivari, vil man let tilgive dem, da det endtes snart og uden videre Excesser. Netop før Slaget Tolv forsamlede sig atter et temmeligt stort antal Studerende paa Torvet, ommylret af en tæt Sværm Nysgjerrige, ventende paa det sidste Klokkeslag; det slog; ventende stod Mængden og mangt Aabent Vindue fyldtes; men intet begeistrende Hoch, ingen glade Jubel tonede; rask i ordnet Række droge de syngende igjennem nogle Gader, som om det dog faldt dem for svært, ganske at tie, og tabte sig snart. Vi ville haabe, at denne er den eneste Nytaarsnat af denne Art, og at den gamle, Glade SKik fremdeles maa leve; thi vi Kielere kunne ikke begribe Aarsskiftet uden Fakkelskin og Hurra!". 
Nytårsgratulanterne synes at have formeret sig, hvis man skal tro en artikel i Kjøbenhavnsposten den 14. december 1837. Heri foreslog man et lovindgreb. 

18 august 2016

Ønsker i Anleding af Forbryderes Transport igjennem Gaderne.

Straks efter ildebranden i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i året 1817 kunne man i dette blad læse et forslag til de ansvarlige om at give forbrydere eller indesluttede fanger en udmærket eller afstikkende dragt for at de i tilfælde af forsøg på at sætte sig i frihed lettere kunne kendes og pågribes. Dette forslag fandt bifald. Og såvel fangerne i ovennævnte straffeanstalt som fæstningsslaverne fik klæder af forskellige farver. Denne sag er således i rigtighed. Men skønt ingen mere end indsenderen skatter denne gode foranstaltning, vover han dog at fremsætte til højere ansvarliges skøn om det ikke burde tillades forbrydere af mindre betydning eller personer der på en kort tid er hensat i stiftelsen, at aflægge denne dragt når de i et eller andet tilfælde er nødt til under tilbørligt tilsyn at vise sig offentligt uden for stiftelsen.

Hensigten med straf er at forbedre. Stiftelsens navn tyder jo dertil. Og er det sandt at flere personer efter at have udholdt deres straffetid i stiftelsen har vist sig virkelig forbedrede og ført en upåklagelige vandel, så er det lige så vist at sådanne personer ikke har tabt al æresfølelse eller agtelse for sig selv. Det synes derfor pligt for vedkommende embedsmænd at nære, ja om muligt at forøge denne fangernes æresfølelse og selvagtelse. Men hvordan må denne ikke nedbrydes når en person som af letsindighed eller ungdoms uerfarenhed og ikke af ondskab har begået et fejltrin der har forbedringshusstraf til følge, i straffetiden føres i en så udmærket dragt gennem byen, den lange vej fra straffeanstalten til Råd- og domhuset hvor den kan være befalet at fremstilles som vidne i en eller anden sag, enten for politiretten eller i kriminalkamrene. Indsenderen har for ikke længe siden set en ung kvinde gå således denne vej i et sådant ærinde. Udsat for de mange mødendes gloen og gaben og for deres lydeligt ytrede bemærkninger følte hun sig dybt beskæmmet og anså muligvis en sådan offentlig fremstilling for værre end straffen selv, eller i det mindste for en betydelig forøgelse af denne. Muligvis kunne der blandt dem hun mødte have været nogle af hendes bekendte, der hidtil var og måske bestandig ville forblive uvidende om hendes fejltrin, men som således blev underrettet om den og som ved at meddele deres opdagelse til flere, måske kunne bevirke at man til trods for forordningen af 20. februar 1789 vil lade hende det høre hele hendes levetid.


Det er vist klart af ovenanførte at det kun er mod sådanne personer der for kort tid er indsat i Forbedringshuset og af hvilke man kan vente en alvorlig forbedring at indsenderen ønsker udvist ovennævnte skånsel. Grove forbrydere derimod kan han ønske under en strengere bevogtning. Det forekommer ham nemlig ikke nok at en sådan ledsages af en eneste simpelt klædt ubevæbnet betjent. For det kan vel hænde at forbryderen eller nogle på hans vej mødende konsorter kunne forsøge på at sætte ham i frihed ved at overfalde ledsageren, der da muligvis ville savne den hjælp folk ellers i almindelighed villigt yder enhver retsbetjent i hans embedsførelse når han af det kendes som en sådan. Det ville derfor være til stor nytte når ingen vagt medfølger, at den betjent der ledsager forbryderen, var iført uniform, hvilket også er tilfældet med fæstningsslaverne. Det er jo med særdeles hensyn til at betrygge stiftelsens embedsmænd og betjent for overfald og fornærmelser tilladt disse at bære en uniform der så vidt mindes består af brun kjole med grøn krave og opslag med distinktion af tresser og forskellige bredde, grå benklæder og trekantet hat. At betjentene er forsynet med denne uniform, er altså sandsynligt uagtet indsenderen aldrig har set dem benytte samme.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 863-867)



"Hvorledes må selvagtelsen ikke nedbrydes når en person i straffetiden føres i en så udmærket dragt gennem byen." (Martinus Rørbye: En uniformeret fængselsbetjent og to studier af en fange fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst.)
 

Transport af militære arrestanter igjennem Gaderne.

I Politivennen nr. 833 er vist i en afhandling hvorledes forbryderes æresfølelse og selvagtelse må tåbes ved i en udmærket dragt at føres gennem byen fra straffeanstalten til råd- og domhuset. Når denne behandling menes allerede at virke så ufordelagtigt på grove og dømte forbrydere, hvor meget mere må det ikke være tilfældet med ufordærvede soldater som arresteret for en eller anden forseelse dagligt ses transporteret gennem gaderne, ført mellem tre mænd fra Hovedvagten til forhøret eller krigsretten og som oftest fulgt af drenge eller anden pøbel.

En sådan offentlig paradering skønnes især i vore tider for enhver militær af æresfølelse ofte at være værre end straffen selv. Og kan kun have en meget vedværdigende indflydelse på hans moralsk følelse. At en forandret fremgangsmåde heri måtte finde sted, er meget at ønske.

(Politivennen nr. 836, Løverdagen den 7de Januari 1832, s. 11-12)


Redacteurens Anmærkning. 

Nogle eksempler på strafudmålinger stod i Kjøbenhavnsposten, 15. juni 1836:
Ved Roeskilde Byes Extrarets Dom af 17de Novb. 1835 er saaledes dømt: "Arrestanten Søren Sørensen bør hensættes til Fæstningsarbeide sin Livstid, samt betale Indløsningssummen for de af ham paa Assistentshuset pantsatte, Vognmandskarl Peder Larsen tilhrende Klædningssstykker med 3 Rbd. 2 Mark 7 Sk. Reprs. ... Arrestanten Hans Nielsen bør have sit Liv forbrudt til Steile og Hjul, samt betale Erstatning til Gaardmand Winthers Enke i Darup 3 Mk. 8 Sk., Jfr. Buffard ibidem 4 Mrk., igen Ane Pedersdatter af Roeskilde 5 Mrk. 8 Sk., Gaardmand Johan Christiansen i Kastholm 5 Rbd. 2 sk., Fisker Jørgen Jørgensen og Huusmand Morten Pedersen af Paastofte 2 Mk., alt Sedl. og Tegn.
Politivennen kritiserede ikke som sådan straffeanstalternes barbari, det gjorde til gengæld Kjøbenhavnsposten, fx den 2. marts 1839 i et angreb på "Dagen" (i uddrag):
Det kan ikke være "Dagens" Redacteur udbekjendt, hvilket ogsaa fremgaaer af den nævnte Artikel, at den offentlige Mening meget stærkt udtaler sig imod vore Straffeanstalter, der ere Høiskoler for Lasten istedetfor Forbedringsanstalter ... naar "Dagen" havde kjendt Spisereglementet, der er saagodtsom baseret derpaa, at kun Overarbeide kan forskaffe den tilstrækkelige Føde, et Reglement, der bliver uretfærdigt, naar den mindre kraftige Arbeider, der kan være den mindst farlige Forbryder, udsættes for Sult, imedens den kraftige og farlige Forbryder faaer tilstrækkelig, ja maaskee mere end tilstrækkelig Føde for sine 48 sk. - og det er dog en af de allerførste Betingelser ved en Straffeanstalt, der skal kunne gjøre Fordring paa at være indrettet, at den er retfærdig .. 

17 august 2016

Kjøbenhavns to og tredive Mænd.

De privilegier som kong Frederiks den 3.allernådigst forundte København højlovlig ihukommelse under 24. juni 1661 "til erindring om Københavns borgeres berømmelige og tapre forhold under den besværlige krig og stadens hårde belejring," lyder i 2. post således:
"Præsident, borgmester og råd med borgerskabet må udvælge to og tredive af de bedste og fornemste borgere her i staden, hvilke tillige med præsidenten, borgmester, og råd, stadens og menighedens bedste, såvel som dets indtægt og udgift efter tidens beskaffenhed kan overveje og derom handle og - slutte. Af nævnte 32 borgere må udvælges to som tillige med præsidenten og en af borgmestrene altid må have fri tilgang til Os (kongen) stadens og det gemene anliggende at andrage."
Den høje og vigtige anledning til og den kærlighedsfaderlige tone som fremlyser privilegierne fra ord til andet, tillader ingen tvivl om at den kongelige giver har villet at enhver stand i borgerskabet skal have adgang til at blive repræsenteret i borgerrådet.

Såvidt indsenderen kender medlemmerne af dette borgerråd (de 32 mænd), kan de efter deres borgerlige stilling for tiden henføres til følgende borgerklasser: 13 grosserer, 3 silke-, uld- og lærredskræmmere, 1 urtekræmmer, 3 vinhandlere, 1 tømmermester, 3 murermestre, 1 sejl-, flag- og kompasmager, 2 bogtrykkere, 2 smede, 1 møller, 1 fabrikant og 1 brændevinsbrænder.


Sammenligner man denne fortegnelse med den generaltabel som politiet har udgivet over lavene (på hvilken da hverken er anført grosserer, bogtrykkere eller fabrikanter) og meget højt antager grosserernes antal at være 230, da repræsenteres disse med ca. 1/18 af hele antallet, mens hele det øvrige borgerskab kun har 19 repræsentanter. Eller for at holde os til et fast mål, de i politiets tabel nævnte 53 borgerklassernes 3.858 interessenter repræsenteres kun med ca 1/201 del. Mens 231 urte- og isenkræmmere (altså lige antal med grossererne) kun har 1 repræsentant, 214 brændevinsbrændere ligeledes kun 1 repræsentant og mens 650 skippere, 596 skomagere, 397 skræddere, 254 snedkere og flere til dels store borgerklasser hvori gives mange duelige og tænkende mænd, slet ingen repræsentanter har af deres egen midte.


Af de i den foran citerede post af privilegierne forekommer bestemmelser "at præsident etc. med borgerskabet" må udvælge de 32 mænd, mener indsenderen det er aldeles klart at det ikke er de tilbageværende medlemmer af Borgerrådet som skal vælge eller gøre forslag til valg når vakance indtræffer, men at det derimod er deres komite, dvs. borgerskabet. Hvorledes forslag eller valg nu finder sted, kan indsenderen ikke melde videre om end efter rygte, ifølge hvilket de øvrige af borgerrådet skal bringe tre kandidater i forslag for hver vakance, hvoraf Magistraten vælger en. Hvorvidt dette imidlertid forholder sig således, eller derfor gives nogen bestemmelse, skal indsenderen ikke videre indlade sig på. Men ser man hen til at der for den store mængde af håndværkere og fabrikanter kun gives 8 egentlige håndværkere i Borgerrådet og for det grosserernes antal mange gange overstigende store antal detailhandlere kun 7 detailhandlere som repræsentanter, da synes man om den af indsenderen anførte forslagsmåde er den brugelige, allerede at kunne spore virkningen af grosserernes store flertal. Men er end handel og vandel det store hjul hvorom alting drejer sig, så er det nok næppe ønskeligt i noget tilfælde at købmandsstanden har overvægt over de producerende og fabrikerende borgere, hvis interesse det er at fortrænge fremmede varer fra markedet, mens det er aldeles købmandsmæssigt at sælge varerne hvor de fås for bedst køb uden hensyn til om de er fremmede.


Uagtet privilegierne intet melder om at Borgerrepræsentanterne skal antages på livstid, er det dog en bekendt sandhed at vakance ordentligvis kun indtræffer ved dødsfald. Og man har derfor også haft eksempler på at kraftløse oldinge har været medlemmer af dette som det hedder i privilegierne, for det gemene anliggende så vigtige råd. Ej heller sættes eksempel på at brødre på samme tid har været medlemmer deraf, hvilket næppe er aldeles i sin orden.


Det kan formentlig meget vel forenes med privilegierne, ja synes endog at ligge i sammes grund og øjemed at borgerrådet så vidt muligt består af medlemmer af alle næringsklasser. At disse selv foreslår kandidaterne (hvilket vel kunne ske på samme måde som forslagsvalg til oldermænd og formænd finder sted). At valgene indskrænkedes til visse fx 4 eller 8 år og at derefter et forholdsmæssigt antal afgik hvert år.


På denne måde, og når der såvidt muligt sørgedes for at vedligeholde proportion efter de forskellige næringsveje og klassers størrelse, ville også et større og mere blandet antal borgere dannes for kommuneforretningerne, hvilket ufejlbarligt ville have flere gavnlige følger. Og indsenderen har derfor troet at burde henstille denne sag til høje vedkommendes nærmer overvejelse.


(Politivennen nr. 832, Løverdagen den 10de December 1831, s. 847-852)

Redacteurens Anmærkning

"Stadens 32 mænd" var blevet oprettet ved enevældens indførelse i 1660. Forsamlingen repræsenterede i praksis den fornemste del af borgerskabet. Dens opgave var at rådgive Magistraten. Magistraten skulle formelt udnævne dem, men de var i praksis selvsupplerende. De havde ikke megen praktisk indflydelse. I 1840 blev de afløst af Borgerrepræsentationen. Den bogstavrette version af paragraf 2: 
"2. Præsident, borgemestere och raad med borgerskabet maa udvælge 32 aff de beste och fornehmste borgere her udj staden, huilche tillige med præsidenten, borgemestere och raad stadens och menighedens beste saavelsom detz indtegt oc udgifft effter thidens beskaffenhed kan offuerweye oc derom handle oc slutte. Aff bemeldte 32 borgere maa wdwelgis thou, som tillige med præsidenten och en aff borgemesterne maa altid haffue frie tilgang til os, stadens och det gemeene anliggende at andrage."
Kjøbenhavnsposten den 6. oktober 1837 protesterede over at jøder ikke kunne vælges:
Kjøbenhavn, den 6te October 1837. - I Anledning af Besættelsen af de to ledige Pladse i de 32 Mænds Forsamling heri Staden ere vi blevne gjorte opmærksomme paa en Vedtægt, som der ved denne Leilighed iagttages nemlig: at ingen Ikke-Indfødte kan vælges. Hvad enten denne Skik grunder sig paa et udtrykkeligt Statut eller blot paa gammel Praxis, er dens Vedbliven saa aabenbar urimelig, ja næsten latterlig, at vi troe ikke paa nogen Maade at sige de 32 Mænds sunde Menneskeforstand eller Uhildethed af gammel Fordom nogen Compliment, ved at yttre, at vi blot behøve at gjøre opmærksom paa denne Vedtægts Tilværelse foor at foranledige dens Ophævelse. Den Mand, som Kjøbenhavns Borgere ikke vilde betænke sig paa at vælge til deres Deputerede ved Stænderforsamliingen eller nogensomhelst anden Hæderspost, er udelukket fra de 32 Mænds Forsamling, dersom han er født paa hin Side Elben eller maaske endog Eideren, om han end besad aldrig saa megen Retsindighed, Dulighed og Uafhængighed, om og han end har boet nok saa længe iblandt os. Det er en saadan Levning af taabelige Fordomme og chinesiske Isolerings Grundsætninger, der tillige i sig indeholder et Exempel paa den krasseste Nationalstolthed og Indbildning om egen Fortrinlighed, (thi Skikkethed til at være Medlem af de 32 Mænds Forsamling er vel det hvorpaa det ved Valget kommer an?) at vi ikke skulle spilde et Ord mere imod en Vedtægt, for hvis Vedbliven vi ikke ere i Stand til at opdage en eneste fornuftig Grund.

16 august 2016

Anmodning til Herr' Grosserer Rønnenkamp.

Når man ser hen til de betydelige opofrelser De har ydet for at omdanne en gammel smagløs gård til en af nutidens smukkeste gårde, ved at indrette de mindre hensigtsmæssige værkbygninger bedre og nyttigere, ved at indrette og anlægge en her hidtil fremmed fabrik, uvis om den ville svare regning, da bør man vist ikke nære tvivl om at pengebesparelse ikke har været årsagen om noget ved de af Dem på Sankt Annæ Plads anlagte sukker- og saltraffinaderier kan anses mindre fuldkomment. Og ses fremdeles hen til at disse fabrikker efter grundens størrelse er henlagt så afsides for færdslen som muligt, kan det ikke heller betvivles at De herved har søgt at afværge at nogen skulle generes af røg, fordampning eller på anden måde ved de af Dem anlagt værker.

Imidlertid er det dog tilfældet at røgen fra disse værker forulemper naboer og genboer i den grad at de ikke alene ofte om sommeren er hindret i at kunne opholde sig i deres haver, men endog hele året igennem når vinden står på, får værelser og lofter fyldt med røg fra værkernes fyrsteder, og selv indsenderen har af samme grund ikke længere kunnet benytte et tørreloft som velvilligt er blevet overladt ham i nærheden af fabrikkerne.

I lige måde lider vegetationen af de saltdampe der kommer fra saltraffinaderiet.

Da der efter hvad indsenderen har hørt, at af hr. mekanikus Winstrup måske af flere, skal forfærdiges hensigtsmæssige, røgfortærende indretninger til fyrsteder, og at det ikke heller er usandsynligt at en eller anden mekanisk indretning lod sig udfinde til om ikke aldeles at hæve, så dog betydeligt formindske saltdampenes skadelige virkning på vegetationen, forventer man at hr. Rønnenkamp ikke vil tage hensyn til en lille pengeopofrelse for snarest muligt at befri naboer og genboer for de påankede ulemper, hvorfor mange vil være Dem forbundet.

(Politivennen nr. 830, Løverdagen den 26de November 1831, s. 825-827)

Prospekt af Sankt Annæ Plads 30 år senere, Illustreret Tidende, 20. oktober 1861



Om skadelige Røg- og Dampindretninger her i Staden.

Foranlediget af den i nærværende blads nr. 830 fremsatte anmodning til hr. Rønnenkamp om afværgelse af de skadelige røg- og saltdampe fra hans raffinaderier på Sankt Annæ Plads mener indsenderen det ikke bør være ubemærket at en stor del af staden ofte hjemsøges af en næsten pestagtig stank fra trankogeriet på Christianshavn og ligeledes andre dele af staden med en brystet meget angribende røg fra fyrene på den Kongelige Porcelænsfabrik. Indsenderen henstiller derfor til høje ansvarlige om der ikke måtte være anledning til for disse kongelige etablissementer hos den i anmodningen til hr. Ronnenkamp nævnte eller anden mekanicus hat søge råd for at få disse ulemper afskaffet, hvilket da rimeligvis ville have til følge at private som sæbesydere, bagere, bryggere, brændevinsbrændere og andre som bruger megen ild, fulgte eksemplet, både for at holde godt naboskab og  for desto lettere at få deres nu så ofte af røg og damp hjemsøgte værelser bortlejede.

Skulle midlet mod disse ulemper ikke som i forrige Politivennen synes forudsat allerede at være bekendt, ville det dog muligvis let kunne udfindes ved nogle forsøg, hvortil det Polytekniske Instituts forskellige værksteder og laboratorier muligvis med mindst bekostning kunne benyttes.


(Politivennen nr. 832, Løverdagen den 10de December 1831, s. 859-860)

Redacteurens Anmærkning

Christian Rønnenkamp (1785-1867) grundlagde et sukker- og saltraffinaderiet på Sankt Annæ Plads. Han skænkede senere ejendommen til Grosserersocietetet. To nærmere gennemgange findes på Alda.dk, med en senere opdatering, med dokumentation fra Adresseavisen.

Mangel paa Udsigt til Søen.

Der findes næppe nogen søstad hvor indbyggerne ser så lidt af søen som i København. Man har næsten sørget for at der ikke haves udsigt til den og at adgangen til søen på nær nogle få punkter er utilgængelig. De få steder hvor man kan nærme sig søen, er Langebro og Toldboden. På Langelinje er det kun tilladt at spadsere for dem som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det. For altså nogenlunde at nyde den forfriskende søluft må man passere gennem Kastellet, og har vel en smuk spadseregang indtil kalkbrænderiet, men det er dog også alt. For langs søen går vejen her ikke videre. Hvor smukt og behageligt ville det ikke være om den blev fortsat til Charlottenlund. Hvor vederkvægende for de mange tusinde som i sommerens hede går til Charlottenlund og Dyrehaven, og når vinden blæser fra søen, nu må vandre i støvskyer indtil de har nået skoven.

På en tid hvor det offentlige allerede har gjort så meget for spadseregange i nærheden af København, turde man smigre sig med at måske også den her foreslåede fortjente at komme i betragtning, hvis anlæg alene for fodgængere ikke ville medføre nogen stor bekostning og let kunne dækkes ved at pålægge enhver som passerer den i dyrehavstiden, en ubetydelig afgift. Af de ejendomme som ligger ved stranden, ville ingen savne den jordstrimmel der medgik til en sådan vej, da jorden tæt ved stranden henligger udyrket.

(Politivennen nr. 830, Løverdagen den 26de November 1831, s. 815-817)

"På Langelinje er det kun tilladt dem at spadsere som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det." (Emanuel Larsen: Vy fra Langelinje mod Nyholm, 1850. Statens Museum for Kunst.)

15 august 2016

De faktiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidnekammersagen: Peder Jensen contra Skomagermester Mørch, hvoraf sees, at Tracteur Caspersen trænger til Opdragelse.

I Adressekontorets efterretninger der udkom den 3. november, findes en udskrift af andet vidnekammers protokol, angående sagen nr. 322-31, Peder Jensen kontra skomagermester Mørch. Da fornavnet er udeladt ved mit navn og flere af mine ærede medmestre har samme navn, synes mig hvem sagen angår at jeg bør afvende at ingen blandt disse fejlagtigt anses at være sagen vedkommende af hvilken årsag den offentliggøres.

Traktør Caspersen der dengang boede på Nørrebro, nu på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade, anmodede mig om for bekendtskabs skyld (ikke for betaling) at føre regnskab ved et gevinstspil han havde foranstalte i september måned dette år, og da tiden tillod mig det, viste jeg ham denne villighed. Karlen, Peder Jensen, som rejste kegler op, råbte ved dagen flere gange fejlagtigt af, hvor jeg som anså det for pligt tillige at påse at ingen led tab ved det, irettesatte ham. Men om aftenen bemærkede jeg tillige med en anden mand, at Peder Jensen flere gange sparkede til bagkeglen når kuglen havde nået keglerne. Uden at ville bestemme om dette skete for at favorisere nogen eller fordi karlen var så meget klodset, hjalp det dog intet at jeg råbte til ham: "hold benene for dig selv!" men af og til vedblev han desuagtet at drive sit spilop.

Jeg henvendte mig nu til Caspersen og gjorde ham opmærksom på dette uvæsen. Hvorpå vi i forening gik ned til karlen
Caspersen (til karlen: Har du sparket til bagkeglen
Karlen: Nej!
Hermed blev forhøret afsluttet og eksaminatoren var tilfreds med eksminandens meget juridiske svar, men glemte helt sin egen jura (i tilfælde af sådan havde fået indpas i hans hjerne) på tilbagevejen til keglestuen. For næppe ankommet der overfaldt han mig, greb mig i brystet og kastede mig med kraft imod kanten af bord så at min side fik et vældigt slag hvoraf jeg endnu har smerter. Efter at have modtaget sådan tak for min redelighed af denne grobrian af hvis fremgangsmåde tydeligt fremlyser at han ikke ønskede at blive gjort opmærksom på sparkespillet, men ville have at jeg skulle følge visdomsreglen: "at se og tie", aflagde jeg regnskab for de indkasserede kontante penge, og forlod da under heftige smerter dette for mig så fatale sted.


Allerede nævnte Caspersen sendte 3 til  dage herefter Peder Jensen til mig for at anmode mig om at komme ud til ham. Efter der i forening med Caspersen at have opgjort regnskabet, ytrede han at han manglede 3 mark. Hvilket jeg straks var villig til at betale. Men da han ikke ville modtage dem, heller ikke 1 rigsbankdaler jeg skyldte ham - sandsynligvis anså han disse 9 mark som et vederlag for min ulejlighed og modtagne prygl - og jeg ikke ville have noget for min ulejlighed og da denne sum var en for ringe bøde for kur og svie, så er den uddelt til tre trængende Vartovslemmer. Ved denne sammenkomst ytrede Caspersen at han på grund af at have ladet mig kalde for denne gang ville forskåne mig for prygl, men jeg skulle nok få dem en anden gang. (Et bevis for at det ikke altid er godt at have noget til gode.)

Caspersen har, sandsynligvis for at chikanere mig, foranstaltet denne for mig i øvrigt ikke vanærende sag indrykket i Adressekontorets efterretninger. Da han alt for længe i forvejen har ytret for flere at ville gøre det.


Disse er sagens faktiske omstændigheder, og jeg overladet det til det ærede publikum at bedømme om jeg der gjorde Caspersen opmærksom på det urigtige og skadelige i keglerejserens adfærd, eller Casperson som lønnede min redelighed med en dragt prygl, eller endelig Peder Jensen der Gud ved af hvilken grund af og til sparkede til bagkeglen, er foruretter eller forurettet. Kun tillader jeg mig at ytre så meget: at Caspersens adfærd mod mig forekommer mig at være uforskammet og vidner om at denne mand har mangel på opdragelse.


Carl Frederik Mørch
Skomagermester.


(Politivennen nr 828. Løverdagen den 12te November 1831, s. 777-781)

Redacteurens Anmærkning

Caspersen havde flere gange annonceret åbningen på Gammeltorv den 26. oktober 1831. At Mørch vitterligt tilsendte fattigvæsenet pengene, blev bekræftet i en notits i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 5. november 1831:
"I Anledning af en Meningsforskjellighed ved sidste Gevinstspil hos Hr. Tracteur Caspersen," har Hr. C. F. Mørch idag (Løverdag) sendt mig 9 mk. til tre af Vartov Stiftelses trængende Lemmer. Gaven er med Glæde uddeelt og med Taknemmelighed modtaget. R. G. Wolff.
For denne artikel indkasserede Mørch en dom med efterfølgende bøde på 50 rigsbankdaler:
I den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn er Mandagen den 27de d. M. afsagt Dom i Sagen: Tracteur Hans Caspersen, contra Skomagermester Carl Frederik Mørch, betræffende adskillige under Sagen omhandlede, fra Citantens Side paatalte, Udladelser i et af Indstævnte i Politivennen No. 828 af 12te Novbr. f. A. indrykket Stykke, med Overskrivt: "De factiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidne-Kammerjæger Peder Jensen, contra Skomagermester Mørch, o.s.v.", og er ved bemeldte Dom saaledesKjendt for Ret: "De ovennævnte, af Indstævnte Skomagermester Carl Frederik Mørch om Citanten, Tracteur Hans Caspersen i Bladet Politivennen No. 828 af 12te Novbr f. A. fremførte utilbørlige Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanten til Skade paa gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bør til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 50 Rbd Sølv. Det Idømte udbødes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Hvilket herved, i Overeensstemmelse med den 20de § i Forordnignen af 27de Septbr 1799 om Trykkefrihedens Grænser, bekjendtgøres.
Justitscontoiret i den Kgl. Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, d. 29 Aug. 1832. Hoff.
Hvilket herved, i Overeensstemmelse med den 20de § i Forordnignen af 27de Septbr 1799 om Trykkefrihedens Grænser, bekjendtgøres.Justitscontoiret i den Kgl. Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, d. 29 Aug. 1832. Hoff. 
Om keglespil og væddemål handlede en artikel i Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1834, endda på Hotel d'Angleterre:
Allerede i længere Tid har paa Knirsch's Keglebane i Hotel d'Angleterre været spillet Kegler om betydeligt høie Indsatser, idet der, ved formelige Banker, af forskjellige Spillende og Ikkespillende pareres paa de enkelte Slag. Rygtet har vel sagt, at det kun er et privat og sluttet Selskab, som driver dette offentlige Uvæsen; men det holdes i en næsten publik Hauge, og Adgangen dertil bliver let aabnet for enhver saakaldet velklædt Person. Man har allerede hørt forskjelllige sørgelige Følger af dette overhaandtagende Spilleraserie, og navnligen Skulle et Par unge Mennesker der have tilsat deres Mødres Enkepensioner, det var dem overdraget at hæve *). - Imidlertid har det Schofle ved den hele Entreprise, og det naturligviis mindre udvalgte Selskab, som der er tilstede, foranlediget, at det kun er en Rendezvous for de simpleste af Byens cultiverede Dagdrivere. Med Fornøielse har Publikum derfor seet det hele dadlet i "Dagen" No. 174 saa alvorligt og skarpt, at Enhver, der endnu har nogen undseelse tilbage, vistnok vil holde sig borte fra dette Spillehuus. Imidlertid kunde man dog maaske have ønsket, at den ærede Forf. havde behandlet de unge Letsindige med mindre Ubarmhjertighed; thi hvor vanskeligt maa det ikke være for den Unge, der endnu ikke kjender Livet, uden forsaavidt Ældre have fortalt ham Noget derom, at begribe det Skadelige og Umoralske, som ligger i, at drive sin Tid hen ved et sligt Spil, naar han fra sin tidligste Barndom af har været vant til at see alle Landets Byer prydede med offentlige Skildter, ved hvilke Staten indbyder Folket til at indlade sig i et ulige, men priviligeret, reent Hazardspil, hvoraf det Offentlige gjør sig en Indtægt. Hvor Tallotteriet er begunstiget af Staten, maa man ikke fortrinligen dadle den enkelte Borger fordi han spiller Hazard. - Den ærede Forf. synes at have Uret, naar han er gaaet saavidt, at han angriber hiint Spil, som et efter vor Lovgivnings Analogie forbudet Hazardspil. Det Skete maae vi imod ham erklære for ikke at være lovstridigt, om det endog maa ansees som usædeligt. Det er en Uting, som den offentlige Stemme i de enkelte Tilfælde bør hæve sig imod, men som ei uden en fornuftstridig Lovtvang kan forbydes, da det maa betragtes som en Følge af Umuligheden i at bestemme ved Love de enkelte Forhold saaledes, at der ikke kunne gives Handlinger, som, skjøndt de i og for sig ere umoralske, dog ere at ansee som i Formen aldeles legale. - Vor Lovgivning erklærer Hazardspil for lovstridigt, men den har, ved at angive Exempler, sat for dette Begreb den fornuftige Grændse, at derunder kun hører det Spil, ved hvilket det uberegnelige Tilfælde er det ene Afgjørende, og intet Menneske iforveien, paa en grundet eller idetmindste sandsynlig Maade, kan bestemme Udfaldet; men den kan ikke antages at være gaaet videre i Begrændsningen af dette Begreb. Hvor derfor Udfaldet beroer paa enkelte Menneskers Villie og Færdigheder, og de Væddende, ifølge deres Indsigt i de forskjellige Omstændigheder, kunne med Sandsynlighed forud beregne Udfaldet, finder ikke Hazardspil Sted; Men Væddemaalet bliver da aldeles lovligt. De, der parere paa Keglespil, uden selv at tage Deel deri, grunde deres hinanden modsatte Paastande paa deres Kundskab til Banen, Kuglernes Beskaffenhed og den Spillendes Færdighed; altsaa paa deres egen Indsigt, og Udfaldet afhænger af alle disse forudsete Omstændigheder, følgelig er  Væddemaalet lovligt, og maa, ihenseende til Formen, f. Ex. aldeles staae ved Siden af Pareerne ved Vædderidt, forsaavidt Andre end de Ridende indgaae dem. - Vi maae saaledes aldeles være enige med vort Politie, som ikke ved nogen Vilkaarlighed, mod Lovens Bydende, har villet forstyrre dette ikke-lovstridige Spil, ligesom ethvert Skridt af det derimod aldeles vilde faae Characteren af voldsom Tvang.
*) Den ædle Banquier skal imidlertid have tilbagebetalt idetmindste til den ene det paa denne Maade Vundne.
Artiklen ser ikke ud til at have ændret synderligt, for i Kjøbenhavnsposten 10. august 1836 kunne man læse følgende:
Red. er bleven anmodet om at gjøre opmærksom paa det Uvæsen, der drives paa Hr. Knirsch's Keglebane ved Pareer, hvorved der dagligen omsættes betydelige Summer, vor Meddeler siger "flere tusinde Rigsdaler." Som bekjendt er der etableret formelige Banquer, hvor Banqueuererne imod enhver Lysthavende holde paa, at den Slaaende slaaer over eller under et vist Antal Kegler, og det er ikke ubetydeligheder, der voves; der skal saaledes modtages Pareer indtil 50 Rbd. Dersom blot Halvdelen er sand af de Historier, som Indsenderen beretter om Personer der have udstedt falske qvitteringer, ere løbne bort fra Principalerne og bemærket i Bøgerne, at Pengene vare tilsatte paa Keglebanen, om Familiefædre, der have bortspillet det hvoraf deres Familier skulde leve i flere Maaneder, om Sønner, der have tilsat deres Moders Enkepensioner, som var betroet dem at hæve osv. osv., kunne vi ikke andeet end fuldkommen billige Inds.s Harme over dette fordærvelige Hazardspil, deer skjuler sig under Væddemaalets Form, og ønske, at det jo før jo heller maa blive forbudeet; Noget, som vi dog hellere saae skeete af Hr. Knrisch, end af Politiet, hvis Competencce hertil maaske ogsaa kunde være tvivlsom. Saavidt vi vide ophørte disse Banqueuerer ogsaa med deres Forretninger efter Hr. Knirsch's Foranstaltning forrige Gang, da det blev omtalt i dette Blad. Naar Sligt kan hæves uden Politiets Mellemkomst, er det desuden den behageligste Maade for alle Vedkommende, hvoriblandt der naturligviis ogsaa er en stor Mængde unge forledte Mennesker.
Knap et år efter, 10. juni 1837 kunne Kjøbenhavnsposten berette at stadig intet var sket:
Kjøbenhavn den 10de Juni 1837. - Det Uvæsen, der i flere Aar med enkelte Afbrydelser har fundet Sted paa Herr Knirsch's Keglebane, har oftere været omtalt i dette Blad; vi anmodede sidst Herr Knirsch om selv at hæmme det ved at lukke Banen, men vi troe nu, da Hr. Knirsch derhos i den høie Leieafgift har et saa stærkt Motiv til ikke af sig selv at ophøre, at det bliver nødvendigt, at der fra det Offentliges Side skrides ind. Vi have modtaget flere Skildringer, om hvis Paalidelighed vi ingen Grund have til at tvivle, af de Ulykker, der ere foraarsagede ved dette Spil, hvorledes betroede Penge ere satte til, hvorledes Tab der have ført til Selvmord og andre Forbrydelser, hvorledes flere Ulykkelige ganske have forspildt deres Livslykke, hvorledes unge Letsindige, ere blevne bedragne af gamle Optrækkere osv. osv. Til Beviis paa, at det ikke er Ubetydeligheder der tabes, ville vi blot anføre, at af to for os navngivne Personer har den ene tabt 120 Rbd. paa eet enkelt Slag, den anden noget over 700 Rb. i ringere end 3 Timer. Hvor et Spil drives til den Yderlighed, hvor saa mange vitterlige skjøndt maaskee juridisk ubevislige Bedragerier dermed ere forbundne og hvor saa mangfoldige Ulykker deraf foraarsages, ansee vi Politiet fuldkomment berettiget til at forbyde det i Henhold til Lovbestemmelserne om Hazard- Spil, om det end nok saa meget skjuler sig under Veddemaalets Form. 
Og det synes at have virket, for Kjøbenhavnsposten kunne den 24. juni 1837 meddele:
Det glæder os at kunne berette, at det fordærvelige Spil paa Knirschs Keglebane nu af Politiet er forbudt. Til yderligere Beviis paa, at det ikke var ubetydeligheder, hvorom der spilledes, kan tjene, at den ene af de Banker, hvorpaa der lagdes Beslag, indeholdt 125 Rbd. En hensigtsmæssig Betingelse, der indeholdes i de i den senere Tid meddeelte Bevillinger til at holde Vertshuus osv., at Bevillingen tabes, naar der hos den foregaaer Noget, der giver Anledning til Uordener, en Betingelse, som ogsaa var tilføiet den Tilladelse, der var meddeelt Leieren af Knirschs Keglebane, sætter det uden for al Qvæstion, at Politiet er berettiget til at forbyde dette Uvæsen, hvad enten man betragter det som Hazardspil eller ikke.Vedkommende 

Advarsel til Communicanterne i Trinitatis Kirke.

Søndag den 23. i denne måned kommunicerede jeg og min hustru i Trinitatis Kirke, og efterlod i en stol i den brede gang, da vi gik op til alteret: et par sorte skindhandsker, et rødternet lommetørklæde, en rødternet sypose med forgyldt lås og kæde, hvori der var 4 mark. 5 skilling, et rødternet lommetørklæde og en elfenbens snustobaksdåse, som alt sammen var borte da vi kom ned igen, uden at derom kunne fås nogen oplysning. Jeg offentliggør dette for at andre, i lignende tilfælde, kan vide sig for skade at tage vare.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. side 750)

Voldsomt Overfald paa sagløs Mand.

Mange foranstaltninger som øvrigheden har truffet når uorden er blevet påtalt gennem dette blad, bevæger forfatteren af disse linjer til at gøre politiøvrigheden opmærksom på at da han søndag den 16. i denne måned ville gå fra sit hus på Amager hjem til Christianshavn, omtrent kl. 10 om aftenen, og var kommet forbi stedet Håbet, kom 2 personer ham i møde, hvoraf den ene idet de passerede forbi ham, gav ham et så vældigt slag på øret at han styrtede i grøften. Men da han bemærkede at flere sådanne skulle tildeles ham, tog han flugten og slap således med ituslåede læber. 

Søndag forud blev en murersvend så forslået samme sted at han næppe kunne gå fra stedet, ligeledes af en af de personer som kom ud fra værtshuset. Fremdeles ligger endnu på 6. uge en mand i Sundbyvester som er forslået i nærheden af dette hus. Da flere andre uordener som vist er den høje øvrighed bekendt, er passeret der, håber man at der træffes sådanne foranstaltninger at man kan gå ud og ind af broen uden at frygte for overfald.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. 744-745)

En slem Udbygning paa St. Petri Kierketaarn.

Lige så stor en sandhed som det er at den store renlighed der hersker i Sankt Petri Kirke tjener vedkommende til ære og er en behagelighed for enhver der besøger kirken, lige så stor en sandhed er det også at det på tårnets søndre side anbragte lokum der som oftest åbent benyttes mens folk går i kirke, er en stor vederstyggelighed. Ikke alene for kirkegængerne, men også for de familier som bor overfor kirken, for hvilke dets næsten uophørlige åbenhed afgiver et yderst vederstyggeligt skue, hvilket dog folk der betaler værelser til gaden, kan gøre krav på at være fritaget for. Man tillader sig derfor at henstille til de ansvarliges nærmere overvejelse om denne afskyelige udbygning ikke burde borttages. Og om den er nødvendig anbringes på et sted ved kirken eller tårnet hvor den falder mindre i øjnene? Skulle dette ønske imidlertid være for dristigt, da tør man dog håbe at der bliver foranstaltet at døren på dette aflukke der vansirer kirken, for eftertiden altid holdes lukket.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. 743-744)

"Det på tårnets søndre side anbragte lokum der som oftest åbent benyttes mens folk går i kirke, er en stor vederstyggelighed." (Sankt Petri Kirke. Så vidt jeg kan skønne må det være til højre for tårnet på fotoet. Eget foto, 2015.)

14 august 2016

Om Fiskemæglernes Uvæsen paa Fisketorvet.

Så vidt mindes udkom der for flere år siden en forordning hvor det blev pålagt de bønder som fra landet indfører fisk på vogne eller de fiskere som til søs kommer med dette fødemiddel, selv at sælge deres varer og ikke betjene sig af sjovere som skal agere mæglere for gennem dem des lettere at kunne afsætte deres varer. Det ville være hensigtsmæssigt om denne forordning der egentlig sigtede til at hæmme de uordener og det uvæsen som disse lazaronklædte fiskemæglere afstedkom, på ny blev bragt i kraft. For ingen ordentlig klædt kone eller mand kan uden med væmmelse og frygt om morgenen nærme sig til en vogn på Fisketorvet for at handle sig til nogle fisk. For vognene er omringet af lurvet klædte karle som med hujen og skrigen byder fiskene til salg, slås og bander om kap med deres gode veninder, fiskematronerne der når vognene ankommer, flokker sig om disse for at få et godt køb, hvilket mæglerne som formodentlig også fra denne side har hemmelige indtrader, sædvanligvis tilstår dem. Hvem der nu ikke er godt bekendt med disse karle (hvilket Gud i nåde bevare os for!) og ikke har lyst at blive udskældt eller at betale fiskene meget dyrt, må da enten gå hjem med tomme hænder eller købe hos fiskekonerne, betale dem i dyre domme og undertiden få flere dage gamle fisk.

(Politivennen nr. 822, Løverdagen den 8de October 1831, s. 701-702)

"For vognene er omringet af lurvet klædte karle som med hujen og skrigen byder fiskene til salg, slås og bander om kap med deres gode veninder, fiskematronerne der når vognene ankommer, flokker sig om disse for at få et godt køb." (Gammelstrand, Højbro, eller fisketorvet 1860. Fra Før og Nu 1915.)

Voldsomt Overfald mod et Fruentimmer i Kristalgaden.

Tirsdag aften den 4. oktober kl omtrent kvart over ni da jeg gik hjem til min bopæl, blev jeg forfulgt fra Amagertorv til enden af Krystalgade op mod Nørregade af et ubekendt mandfolk der så vidt jeg skønnede, var iklædt en mørk kjole, stive ridestøvler, lyseblå benklæder og kasket på hovedet og af statur temmelig høj og før. Da denne grove tølper bemærkede at han ikke kunne opnå sin nedrige hensigt med at forfølge mig, hvilket jeg så vidt muligt afparerede, slog denne røverknægt mig med knyttet næve i ansigtet således at en af mine fortænder knækkede tværs over og jeg styrtede bevidstløs mod stenbroen. Ved mit anskrig kom ikke nogen vægter til syne, men derimod kom ved Sankt Petri Kirke 3 herrer og to damer mig i møde som havde hørt mig skrige, og viste mig den godhed at følge mig til min bopæl i Sankt Peders Stræde da jeg af angst og skræk næppe kunne flytte mine fødder. 

Idet jeg herved offentligt fortæller denne skændige tildragelse med den bemærkning at ikke en eneste vægter var til syne, imens jeg passerede gennem krystalgade eller kom til stede da jeg gjorde anskrig, aflægger jeg herved min inderligste taksigelse til de ubekendte ærede herrer og damer der ledsagede mig til min bopæl efter at jeg var blevet umennesket kvit der på en morderisk måde havde forfulgt og overfaldet mig.

(Politivennen nr. 822, Løverdagen den 8de October 1831, s. 699-701)

"Jeg blev forfulgt fra Amagertorv til enden af Krystalgade op mod Nørregade af et ubekendt mandfolk." (Krystalgade 2015, stykket fra Købmagergade til Fiolstræde som i det store hele så sådan ud på Politivennens tid. Herfra til Nørregade er intet bevaret. Eget foto.)

13 august 2016

Om Vise-Udraabersker

Anmelderen havde troet at det var forbudt disse kvindelige trubadurer at udråbe visernes titler på gader og stræder. Men da hans ører adskillige gange har overbevist ham om at sådan udråben stadig finder sted (i den seneste tid 3 gange, 1 gang i juli og 2 gange i august), må han formode at dette forbud igen er hævet. Skal hensigten med denne vist nok højst gavnlige udråben af smagfulde, vel simple, men dog poetisk skønne almueviser opnås, vil det imidlertid være nødvendigt at der til udråbersker vælges kvinder som ikke på grund af tandløshed eller af andre årsager har et utydeligt foredrag (på ynde eller udtryksfuldhed i foredrag eller egentlig deklamation ville det naturligvis være urimeligt at gøre fordring i vores tidsalder).

Anmelderen har adskillige gange været vidne til de ubehagelige følger af sådant et utydeligt foredrag. Og lørdag den 18. juli om aftenen mellem kl. 6 og 7 gav en tandløs viseudråberskes ytringer i Pilestræde anledning til en heftig strid mellem to damer og en herre om det var et mord på en eremit eller en israelit trubaduren udråbte. Lykkeligt var det at denne strid ingen ubehagelige følger havde. og det uagtet ingen af parterne fik klarhed i sagen. Man ønsker at vedkommende snarest muligt vil råde bod på ovennævnte mangel.

(Politivennen nr. 822, Løverdagen den 1ste October 1831, s. 682-684)

Nogle ikkelutherske Gjæs i Klosterstrædet.

Søndag den 18. september forleden blev et betydeligt antal levende gæs af en israelit  opsat på et loftskammer i huset nr. 89 i Klosterstræde for at blive opfedet. Da dette naturligvis forårsager en betydelig ulempe for beboerne nedenunder, så er sagen anmeldt for vedkommende, og man formoder at manden er forpligtet til at borttage gæssene. Dette er imidlertid endnu ikke sket, og den urenlighed som nedflyder fra dyrene, hvoraf der endog er henlagt et oplag af et halvt vognmandslæs, er yderst ubehagelig for de øvrige husfolk,  især i en med hensyn til sundheden så vanskelig tid. Man vover derfor at anmode det årvågne politi som altid med så megen opmærksomhed påser orden og renlighed, om alvorligt at pålægge mosaisten at holde sig de for andre gældende love efterrettelig.

(Politivennen nr. 822, Løverdagen den 1ste October 1831, s. 681-682)



"En israelit opsatte et betydeligt antal levende gæs på et loftskammer i huset nr. 89 i Klosterstræde for at fedes." (Huset med gadenavneskiltet kan lige skimtes på hjørnet til Gråbrødrestræde i højre side af fotoet. Eget foto, 2015.)

Redacteurens Anmærkning

Klosterstræde 89 er vore dages Gråbrødrestræde 23, Gråbrødretorv 19-21, Klosterstræde 20. Huset er fra 1813 og eksisterer endnu.

12 august 2016

Ønske om fri Daab for fattige Børn.

Det er pålagt stadens præster og kirkebetjente uden betaling at besørge dåben for de børn hvis forældre henhører under fattigvæsenet. Men der gives mange fattige familier som ernærer sig kummerligt og tit savner det nødvendigste, uden at søge understøttelse af det offentlige. Hvorledes kan disse opfylde anordningens bydende inden en vis tid at lade deres børn døbe? Da fattigvæsenet yder fri medicin til syge som ikke nyder almisse, var det ønskeligt om dette strakte sin velgørenhed så vidt at fattige familier som var under samme vilkår, kunne få deres børn døbt uden betaling når deres trang af vedkommende var erkendt. 

På en tid da der underholdes missionærer i fjerne, fremmede lande for at omvende og døbe jøder og hedninge synes det rimeligt at denne velgerning vistes heriblandt os boende fattige kristne. Kristus har sagt til sine disciple: "Gå ud i al verden, lærer alle folk og døber dem." men han har ikke talt om nogen bekostning. Når dette ønske blev opfyldt, ville det let kunne skønnes om de forældre der lader deres børn henligge uden dåb, over den i anordningen fastsatte tid, foranlediges dertil af trang eller af ligegyldighed og vrangvillighed, og kun i sidste tilfælde burde de sidste straffes.

(Politivennen nr. 821, Løverdagen den 24de September 1831, s. 667-668)


Redacteurens Anmærkning

Kirken havde siden reformation været statskirke, og det indbefattede bl.a. at der var dåbstvang, gudstjenestetvang osv. Desuden skulle folk betale kirkens ansatte for disse tvangsydelser. Overtrædelser kunne medføre at man blev blev truet med både bøde og gabestok.

Emnet diskuteres i artiklerne "Om Barnedaabs Nødvendighed, eller Ikke-Nødvendighed for spæde Børn", Politivennen nr. 1214, lørdag den 6. april 1838, side 207-211 og "Nogle Berigtigelser til Artiklen: Om Daabens Nødvendighed, eller Unødvendighed, i Nr 1214 af Politievennen," (Politivennen nr. 1216, lørdag den 20. april 1838, side 243-250)