31 august 2016

Om Nytaarskræveri

For nyligt er i dette blad omtalt den uforskammede nytårstryglen. I stedet for at dette skulle gøre disse personer mere beskedne, har indsenderen af dette næsten bemærket det modsatte. Således blev han endog selve juledag hjemsøgt af vandkikkere og flere. Men ingen har været mere uforskammet end gadebetjentene i Øster Kvarter. For da indsenderen er ikke bebor sin ejendom i dette kvarter, ikke gav dem det forlangte nytår, forlod de ham med mange taksigelser. Han lovede dem at melde deres uforskammethed for deres foresatte, men idet han vælger denne vej, tror han både at have opfyldt sit løfte og tillige gjort fine medborgere opmærksomme på hvilke uforskammede personer der begærer nytår.

(Politivennen nr. 835, Løverdagen den 31de December 1831, s. 898)


Fælt Udvortes af moderne Bygninger.

Det er et besynderligt særsyn at hvis man ville dømme alene efter malingen af de i senere år opførte bygninger i København, skulle man fristes til at tro at de havde stået fra ældgammel tid. Det er nemlig den hvide farve som meget snart giver husene dette forældede udseende. Efter nogle års forløb bliver de grå, plettede, skidne, og ser ud som om de havde været udsat for en evig røg. Som bevis på det fremsatte behøves kun at anføres Frue Kirke med de samme omgivende bygninger, især den så fejlagtigt kaldte Trøstens Bolig i Klædeboderne, huset lige for hovedindgangen af kirken og den latinske skole.

Den hele gruppe af bygninger taget tilsammenfrembringer nu et mørkt og ubehageligt indtryk foranlediget af det tilsyneladende forsømte udvortes. Det ville være meget at beklage for en så smuk stad som København om de herefter opbyggede huse fremdeles skulle vansires ifølge denne stygge mode. Hvor meget smuk maling bidrager til at hæve, selv en gammel bygning, ses på almindeligt Hospital i Amaliegade. Hvor meget derimod en dårlig smag i denne henseende frembringer et stødende indtryk bemærkes i Kronprinsessegade hvor der findes to gårde mellem Dronningens Tværgade og Sølvgade hvis vindueskarme er malet brandgule!

(Politivennen nr. 835, løverdag den 31te December 1831, s. 895-896)

Redacteurens Anmærkning.

Den rigtige "Trøstens Bolig" var en stiftelse, som havde flere boliger. I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger omtaltes den 26. september 1823 et i Skindergade. I tidsskriftet Freia, nr. 57-58 1825 skal der have været en artikel med titlen: "Spørgsmaal til Directionen for Trøstens Bolig. I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 2. juli 1841 fremgår at Borgerrepræsentation den 14. og 21. juni 1841 havde behandlet en ansøgning fra bestyrelsen om fritagelse for at svare bygnings- og fattigskat af bygning nr. 416 i Klerkegade. Det blev afslået.

30 august 2016

Uordener.

2) en del drenge har i denne tid valgt sig såvel hovedtrappen til Frue Kirke ud til Nørregade, som den ud til pladsen til boldgade for deres støjende lege. Herved ikke alene tilsøles og beskadiges trapperne, ligesom muren og pillerne mærkes med usømmelige figurer. Men dette uvæsen røber mangel på den agtelse der bør vises stedets hellighed.

(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 894)

Løser af!

Kongens Nytorvs beboere bliver ofte forstyrret i deres nattero ved at to skildvagter som står for gevær ved Hovedvagten hver anden time råber eller rettere brøler af alle kræfter: Løser af! Og det så stærkt at det høres i en utrolig afstand, især om natten hvorved de tillige trækker disse få ord så langt ud at råbet varer flere sekunder og vedbliver undertiden uagtet vagten dog ses allerede at være trådt i gevær.

Indsenderen som ikke er militær, kan ikke skønne hvorvidt denne del af tjenesten udfordrer denne forfærdelige larm og skrigeri. Men i fald sådant ikke er aldeles nødvendigt, så ville vores humane kommandant erhverve sig de i nærheden af vagterne boendes tak ved velvilligt heri at befale en lille forandring.


(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 888)

Hovedvagten på Kongens Nytorv. Ophav og årstal ukendt, men før nedrivningen af bygningerne bag bygningen. Public Domain, KBHbilleder.

Ønske paa Knippelsbro.

Da man ofte ved Knippelsbro ser sig standset i lang tid når skibe skal igennem broen og enten på grund af strøm eller storm ikke kan slippe hurtigt igennem, var det meget ønskeligt at det blev pålagt bromanden at sørge for at der altid ombord på fartøjerne fandtes tilstrækkeligt mandskab ved spillet. For det er indlysende at et par menneskers kraft ikke kan være nok til at bevirke en hurtig gennemfart. Fra kvaserne må der jo altid kunne fås hjælpere, og på selve broen findes vel jævnligt personer der ville fortjene lidt ved sådan lejlighed. At 2 skibe går gennem broen på en gang er vel ikke heller så ganske i tingens orden.

(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 885-886)

Venlig Anmodning til Eierne af Grundene Nr. 233 og 234 paa Nørregade.

Idet man bevidner den humane ejer af grunden nr. 233 på Nørregade fortjent tak fordi han til medborgeres sikkerhed har ladet forhøje såvel indhegningsmuren mod gaden, som det mod den vedliggende grund værende stykke plankeværk, må man beklage at ejeren ikke er gjort opmærksom på at hegnet om denne grund der går igennem til Fiolstræde, er i lige så dårlig, ja, endog i dårligere tilstand mod dette stræde end før hegnet mod Nørregade, og man må dertil tilføje at det er så meget mere vigtigt at også grundens hegn mod sidst nævnte gade eller stræde istandsættes og forhøjes som det er bekendt at ildesindede mennesker endog i sommer har om natten skrævet over den ubetydelige rest af plankeværket der er tilbage mod Fiolstræde og derfra forsøgt indbrud og tyveri i en tilstødende gård, ligesom det ikke heller er sjældent at kåde drenge stiger over nævnte rest af plankeværket og fra grunden indkaster urenlighed og stenskærver (hvoraf der på stedet findes et meget tilstrækkeligt forråd) i de omliggende gårde, ja endog ituslår ruder i sammes bagbygninger, uden at man kan forhindre sådant, da drengene straks når deres udåd mærkes, retirerer igennem eller over det faldefærdige plankeværk ud til Fiolstræde hvortil man ikke kan lade uberørt at ujævne brædder slået på tværs endog i ellers tilstrækkelig højde, ikke afgiver forsvarligt hegn, da der i bræddernes ujævne fuger altid findes hånd- og fodfæste til meget let at overstige hegnet.

Hvad den tilstødende grund nr. 234 angår, da er dette nu den eneste grund på Nørregade der ikke mod gaden er indhegnet, men benyttes som et slags torv da bøndervogne etc. kører tværs over fortovet ind på grunden hvor hestene fraspændes og fodres, mens vognstangen og undertiden en del af vognen rager ud på fortovet. Vel er denne grund beboet, da derpå er opført et side- og baghus. Men den er så opfyldt med alskens materialer og så fuld af kroge og bugter at det som bekendt har været umuligt om aftenen eller natten der at finde personer som har forsøgt overfald eller begået uordener på gaden.

Man drister af den grund at håbe at ejerne af berørte 2 grund nr. 233 og 234 på Nørregade der begge er kendte som formuende folk, endnu i vinter lader afhjælpe de påankede mangler med indhegningen af deres grundemod gaden, eller i andet fald at den respektive autoritet der ellers med så megen og heldig virksomhed sørger for almen- og borgersikkerheden, påminder de før nævnte grundejere om at opfylde deres pligter mod det offentlige og deres medborgere ved at opføre et forsvarligt hegn om deres ejendomme.

(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 883-885).

Redacteurens Anmærkning.

Nørregade 233 er nutidens Nørregade 30. Nørregade 234 er nutidens nr. 28. Se nedenstående foto, Erik Nicolaisen Høy:


29 august 2016

Indstændig Anmodning til Lygtevæsenets Vedkommende.

Når man fra Gothersgade vil passere ad det stykke vej på Kongens Nytorv mellem hjørnet af Store Kongensgade og det thottske palæ er man ofte stedt i en temmelig hård knibe, især når det er tyk luft og hverken måne eller stjerne er oppe. Skrædderen som bor i stueetagen på hjørnet af Kongens Nytorv og Store Kongensgade har en brillant belysning. Men fra hans vinduer til nærmeste lygte er 42 skridt, og på det øvrige stykke, indtil det thottske palæ, er omtrent lige så langt mellem lygterne. Herved opstår på denne lange strækning af torvet et egyptisk mørke som kontrasterer slemt med den omtalte hjørnebelysning, og således blænder øjet at man når man kommer fra Gothersgade, umuligt kan vogte sig for at blive overkørt af de drosker og andre vogne som med ilsom fart kommer jagende fra torvet ned ad Gothersgade. For vel kan man høre deres larmen. Men i sådant mørke er det umuligt at skelne hvor nær de er, især når de kommer jagende straks efter hverandre. Blændedes øjet ikke af skrædderens lamper, ville det uden tvivl være lettere at skimte vognene, men nu er det umuligt.

Overhovedet er dette skønne torv alt for mådelig belyst hvorfor man altid er i fare når man skal gå tværs over det, i hvilken som helst retning dette end sker. Dette er i særdeleshed tilfældet når man på mørke aftener går fra teatret: lygterne ved Det Kongelige Teater oplyser dets nærmeste omkreds, men udenfor denne er det så mørkt at man umuligt kan vogte sig for de mangfoldige vogne som i alle retninger krydser hinanden, idet de forlader Det Kongelige Teater for at køre til deres bestemmelsessteder i forskellige egne af staden. Det ville ikke alene mærkbart bidrage til dette torvs forskønnelse om aftenen, men især til indbyggernes nytte og sikkerhed, når der blev sørget for en belysning som nogenlunde svarede til dets beskaffenhed og omfang. På det omtalte stykke vej fra Store Kongensgade til Bredgade burde anbringes en klart brændende lygte mellem hver to af dem der nu står. Dette ville allerede afhjælpe en stor del af denne stræknings sorte og farlige mørke. Den øvrige forbedring af torvets belysning kunne måske iværksættes ved anvendelse af nogle flere klart skinnende lygter omkring den skønne statue samt ved et større antal lygter langs med de forskelige store bygninger som findes på dette torv. Dog, de nærmere bestemmelser i denne henseende til størst mulig gavn og pryd overlades til vedkommende embedsmænd hvem man beder ikke at overse denne anmodning.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 875-877)

Jehus Fart paa Kjøbmagergade.

I forrige uge kom en karet farende gennem Købmagergade i fuld fart, så at kusken uden at ænse fodgængerne, kørte på en af Trinitatis Sogns præster der skred over gaden for at gå i embedsforretning. Hans velærværdighed der faldt om på gaden, fik foruden et slemt stød, sin embedsdragt således tilsølet at han måtte ty ind til en familie i nabolaget hvorfra han fik sendt bud hjem efter andre klæder. Kusken greb till det sædvanlige middel, nemlig at køre endnu stærkere for at komme ud af syne, mens de to herrer som sad i vognen, og hvoraf den ene var en læge, viste sig så ligegyldige ved det skete at de ikke lod holde, for at erfare om ulykke var sket. Man kan i denne anledning ikke undlade at fremsætte det ønske der før i dette blad har været ytret at kareter, wienervogne osv. måtte forsynes med nummer og ejerens navn på bagsiden for at disse endog i flugten kunne kendes.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 874-875)

Nytaar.

Dette tages i forskellig betydning, men den værste er den hvorved forstås en uhjemlet fordring som imod at ønske "et glædeligt nytår" gøres af personer af stadens ringere betjente, af den tjenende klasse, af håndværksstandens drenge og af så mange andre uagtet deres tjeneste desuden betales enten af det offentlige eller ved privat overenskomst.

Selv en del tjenere undser sig ikke ved at forlange nytår hos dem som jævnligt i årets løb har gæstet deres herskab.
Det er vel indlysende at et sådant nytår vist nok ikke kan kaldes glædeligt, men snarere sørgeligt og trykkende for mange, for hvem denne dag intet bringer uden tomme ønsker og store udgifter som ikke står i forhold til indtægten. Og det var derfor at ønske at denne uskik efterhånden ville aftage i stedet for at den ny synes hvert år mere at udbrede sig.

Desværre vil rigtigheden af det fremsatte findes den 1. januar 1832.


(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 869-870)



P. Klæstrup: Nytårsgratulanter.

Redacteurens Anmærkning

I artiklen "Skadelige og ikke skadelige Nytaarsskikke", Politivennen nr. 1202, lørdag den 12. januar 1838, side 22-24 berettes at enkelte kommuner på landet har gjort noget ved denne skik.

Ønsker i Anledning af Forbryderes Transport igjennem Gaderne.

Straks efter ildebranden i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i året 1817 kunne man i dette blad læse et forslag til de ansvarlige om at give forbrydere eller indesluttede fanger en udmærket eller afstikkende dragt for at de i tilfælde af forsøg på at sætte sig i frihed lettere kunne kendes og pågribes. Dette forslag fandt bifald. Og såvel fangerne i ovennævnte straffeanstalt som fæstningsslaverne fik klæder af forskellige farver. Denne sag er således i rigtighed. Men skønt ingen mere end indsenderen skatter denne gode foranstaltning, vover han dog at fremsætte til højere ansvarliges skøn om det ikke burde tillades forbrydere af mindre betydning eller personer der på en kort tid er hensat i stiftelsen, at aflægge denne dragt når de i et eller andet tilfælde er nødt til under tilbørligt tilsyn at vise sig offentligt uden for stiftelsen.

Hensigten med straf er at forbedre. Stiftelsens navn tyder jo dertil. Og er det sandt at flere personer efter at have udholdt deres straffetid i stiftelsen har vist sig virkelig forbedrede og ført en upåklagelige vandel, så er det lige så vist at sådanne personer ikke har tabt al æresfølelse eller agtelse for sig selv. Det synes derfor pligt for vedkommende embedsmænd at nære, ja om muligt at forøge denne fangernes æresfølelse og selvagtelse. Men hvordan må denne ikke nedbrydes når en person som af letsindighed eller ungdoms uerfarenhed og ikke af ondskab har begået et fejltrin der har forbedringshusstraf til følge, i straffetiden føres i en så udmærket dragt gennem byen, den lange vej fra straffeanstalten til Råd- og domhuset hvor den kan være befalet at fremstilles som vidne i en eller anden sag, enten for politiretten eller i kriminalkamrene. Indsenderen har for ikke længe siden set en ung kvinde gå således denne vej i et sådant ærinde. Udsat for de mange mødendes gloen og gaben og for deres lydeligt ytrede bemærkninger følte hun sig dybt beskæmmet og anså muligvis en sådan offentlig fremstilling for værre end straffen selv, eller i det mindste for en betydelig forøgelse af denne. Muligvis kunne der blandt dem hun mødte have været nogle af hendes bekendte, der hidtil var og måske bestandig ville forblive uvidende om hendes fejltrin, men som således blev underrettet om den og som ved at meddele deres opdagelse til flere, måske kunne bevirke at man til trods for forordningen af 20. februar 1789 vil lade hende det høre hele hendes levetid.


Det er vist klart af ovenanførte at det kun er mod sådanne personer der for kort tid er indsat i Forbedringshuset og af hvilke man kan vente en alvorlig forbedring at indsenderen ønsker udvist ovennævnte skånsel. Grove forbrydere derimod kan han ønske under en strengere bevogtning. Det forekommer ham nemlig ikke nok at en sådan ledsages af en eneste simpelt klædt ubevæbnet betjent. For det kan vel hænde at forbryderen eller nogle på hans vej mødende konsorter kunne forsøge på at sætte ham i frihed ved at overfalde ledsageren, der da muligvis ville savne den hjælp folk ellers i almindelighed villigt yder enhver retsbetjent i hans embedsførelse når han af det kendes som en sådan. Det ville derfor være til stor nytte når ingen vagt medfølger, at den betjent der ledsager forbryderen, var iført uniform, hvilket også er tilfældet med fæstningsslaverne. Det er jo med særdeles hensyn til at betrygge stiftelsens embedsmænd og betjent for overfald og fornærmelser tilladt disse at bære en uniform der så vidt mindes består af brun kjole med grøn krave og opslag med distinktion af tresser og forskellige bredde, grå benklæder og trekantet hat. At betjentene er forsynet med denne uniform, er altså sandsynligt uagtet indsenderen aldrig har set dem benytte samme.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 863-867)



"Hvorledes må selvagtelsen ikke nedbrydes når en person i straffetiden føres i en så udmærket dragt gennem byen." (Martinus Rørbye: En uniformeret fængselsbetjent og to studier af en fange fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst.)

28 august 2016

Om skadelige Røg- og Dampindretninger her i Staden.

Foranlediget af den i nærværende blads nr. 830 fremsatte anmodning til hr. Rønnenkamp om afværgelse af de skadelige røg- og saltdampe fra hans raffinaderier på Sankt Annæ Plads mener indsenderen det ikke bør være ubemærket at en stor del af staden ofte hjemsøges af en næsten pestagtig stank fra trankogeriet på Christianshavn og ligeledes andre dele af staden med en brystet meget angribende røg fra fyrene på den Kongelige Porcelænsfabrik. Indsenderen henstiller derfor til høje ansvarlige om der ikke måtte være anledning til for disse kongelige etablissementer hos den i anmodningen til hr. Rønnenkamp nævnte eller anden mekanicus hat søge råd for at få disse ulemper afskaffet, hvilket da rimeligvis ville have til følge at private som sæbesydere, bagere, bryggere, brændevinsbrændere og andre som bruger megen ild, fulgte eksemplet, både for at holde godt naboskab og  for desto lettere at få deres nu så ofte af røg og damp hjemsøgte værelser bortlejede.

Skulle midlet mod disse ulemper ikke som i forrige Politivennen synes forudsat allerede at være bekendt, ville det dog muligvis let kunne udfindes ved nogle forsøg, hvortil det Polytekniske Instituts forskellige værksteder og laboratorier muligvis med mindst bekostning kunne benyttes.

(Politivennen nr. 832, Løverdagen den 10de December 1831, s. 859-860)

Raad til Hr. Lehman, naar hans Slanger atter faae Appetit.

Efter menageriejeren hr. Lehmans gentagne bekendtgørelser i Adresseavisen at slangerne havde ytret lyst til at æde, og at de ville blive fodrede torsdag den 6. dennes eftermiddag klokken 5, indfandt anmelderen sig der til bestemt tid. En betydelig mængde mennesker opfyldte det mådelige lokale. Men størst var dog trængslen omkring buret hvori slangerne fandtes. Her stod tilskuerne sammenpakkede som i en presse, således at det var umuligt at røre sig fra stedet eller forlade den plads man var kommet på, om man end anstrengte sig nok så meget. En halv time tilbragte en af dyrenes oppassere med at byde slangerne høns og en kanin. Men de ytrede ikke ringeste lyst til at angribe dem, så at hønsene og kaninen gik lige så uskadte fra buret som Daniel fra løvekulen.

Man kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at hr. Lehman når han atter lader bekendtgøre at slangerne virkelig har ytret appetit, og han altså kan vente et stort tilløb, vil skaffe sig et rummeligere lokale eller i det mindste ikke indlade så mange ad gangen. For i tirsdags var de virkelig alt for mange, og enhver forlod stedet misfornøjet over forgæves at have udholdt ½ times presning i en næsten uudholdelig hede, og i en luft svangret med så mange menneskers og dyrs uddunstninger.

(Politivennen nr. 832, Løverdagen den 10de December 1831, s. 852-853)

Menageriet er også omtalt i Politivennen nr. 702, 13. juni 1829, s. 399-401. Af annoncen i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 3. december 1831 fremgik at forevisningen foregik på Kongens Nytorv nr. 5. Kongens Nytorv 5 er nutidens nr. 21. Dette hus er opført 1767, ombygget 1807, 1843, 1854 og 1892. Denne er nu del af et større kompleks, Kongens Nytorv 21, Lille Kongensgade 6. 

Kjøbenhavns to og tredive Mænd.

De privilegier som kong Frederiks den 3.allernådigst forundte København højlovlig ihukommelse under 24. juni 1661 "til erindring om Københavns borgeres berømmelige og tapre forhold under den besværlige krig og stadens hårde belejring," lyder i 2. post således:
"Præsident, borgmester og råd med borgerskabet må udvælge to og tredive af de bedste og fornemste borgere her i staden, hvilke tillige med præsidenten, borgmester, og råd, stadens og menighedens bedste, såvel som dets indtægt og udgift efter tidens beskaffenhed kan overveje og derom handle og - slutte. Af nævnte 32 borgere må udvælges to som tillige med præsidenten og en af borgmestrene altid må have fri tilgang til Os (kongen) stadens og det gemene anliggende at andrage."
Den høje og vigtige anledning til og den kærlighedsfaderlige tone som fremlyser privilegierne fra ord til andet, tillader ingen tvivl om at den kongelige giver har villet at enhver stand i borgerskabet skal have adgang til at blive repræsenteret i borgerrådet.

Såvidt indsenderen kender medlemmerne af dette borgerråd (de 32 mænd), kan de efter deres borgerlige stilling for tiden henføres til følgende borgerklasser: 13 grosserer, 3 silke-, uld- og lærredskræmmere, 1 urtekræmmer, 3 vinhandlere, 1 tømmermester, 3 murermestre, 1 sejl-, flag- og kompasmager, 2 bogtrykkere, 2 smede, 1 møller, 1 fabrikant og 1 brændevinsbrænder.


Sammenligner man denne fortegnelse med den generaltabel som politiet har udgivet over lavene (på hvilken da hverken er anført grosserer, bogtrykkere eller fabrikanter) og meget højt antager grosserernes antal at være 230, da repræsenteres disse med ca. 1/18 af hele antallet, mens hele det øvrige borgerskab kun har 19 repræsentanter. Eller for at holde os til et fast mål, de i politiets tabel nævnte 53 borgerklassernes 3.858 interessenter repræsenteres kun med ca 1/201 del. Mens 231 urte- og isenkræmmere (altså lige antal med grossererne) kun har 1 repræsentant, 214 brændevinsbrændere ligeledes kun 1 repræsentant og mens 650 skippere, 596 skomagere, 397 skræddere, 254 snedkere og flere til dels store borgerklasser hvori gives mange duelige og tænkende mænd, slet ingen repræsentanter har af deres egen midte.


Af de i den foran citerede post af privilegierne forekommer bestemmelser "at præsident etc. med borgerskabet" må udvælge de 32 mænd, mener indsenderen det er aldeles klart at det ikke er de tilbageværende medlemmer af Borgerrådet som skal vælge eller gøre forslag til valg når vakance indtræffer, men at det derimod er deres komite, dvs. borgerskabet. Hvorledes forslag eller valg nu finder sted, kan indsenderen ikke melde videre om end efter rygte, ifølge hvilket de øvrige af borgerrådet skal bringe tre kandidater i forslag for hver vakance, hvoraf Magistraten vælger en. Hvorvidt dette imidlertid forholder sig således, eller derfor gives nogen bestemmelse, skal indsenderen ikke videre indlade sig på. Men ser man hen til at der for den store mængde af håndværkere og fabrikanter kun gives 8 egentlige håndværkere i Borgerrådet og for det grosserernes antal mange gange overstigende store antal detailhandlere kun 7 detailhandlere som repræsentanter, da synes man om den af indsenderen anførte forslagsmåde er den brugelige, allerede at kunne spore virkningen af grosserernes store flertal. Men er end handel og vandel det store hjul hvorom alting drejer sig, så er det nok næppe ønskeligt i noget tilfælde at købmandsstanden har overvægt over de producerende og fabrikerende borgere, hvis interesse det er at fortrænge fremmede varer fra markedet, mens det er aldeles købmandsmæssigt at sælge varerne hvor de fås for bedst køb uden hensyn til om de er fremmede.


Uagtet privilegierne intet melder om at Borgerrepræsentanterne skal antages på livstid, er det dog en bekendt sandhed at vakance ordentligvis kun indtræffer ved dødsfald. Og man har derfor også haft eksempler på at kraftløse oldinge har været medlemmer af dette som det hedder i privilegierne, for det gemene anliggende så vigtige råd. Ej heller sættes eksempel på at brødre på samme tid har været medlemmer deraf, hvilket næppe er aldeles i sin orden.


Det kan formentlig meget vel forenes med privilegierne, ja synes endog at ligge i sammes grund og øjemed at borgerrådet så vidt muligt består af medlemmer af alle næringsklasser. At disse selv foreslår kandidaterne (hvilket vel kunne ske på samme måde som forslagsvalg til oldermænd og formænd finder sted). At valgene indskrænkedes til visse fx 4 eller 8 år og at derefter et forholdsmæssigt antal afgik hvert år.


På denne måde, og når der såvidt muligt sørgedes for at vedligeholde proportion efter de forskellige næringsveje og klassers størrelse, ville også et større og mere blandet antal borgere dannes for kommuneforretningerne, hvilket ufejlbarligt ville have flere gavnlige følger. Og indsenderen har derfor troet at burde henstille denne sag til høje vedkommendes nærmer overvejelse.


(Politivennen nr. 832, Løverdagen den 10de December 1831, s. 847-852)

Redacteurens Anmærkning

"Stadens 32 mænd" var blevet oprettet ved enevældens indførelse i 1660. Forsamlingen repræsenterede i praksis den fornemste del af borgerskabet. Dens opgave var at rådgive Magistraten. Magistraten skulle formelt udnævne dem, men de var i praksis selvsupplerende. De havde ikke megen praktisk indflydelse. I 1840 blev de afløst af Borgerrepræsentationen. Den bogstavrette version af paragraf 2: 
"2. Præsident, borgemestere och raad med borgerskabet maa udvælge 32 aff de beste och fornehmste borgere her udj staden, huilche tillige med præsidenten, borgemestere och raad stadens och menighedens beste saavelsom detz indtegt oc udgifft effter thidens beskaffenhed kan offuerweye oc derom handle oc slutte. Aff bemeldte 32 borgere maa wdwelgis thou, som tillige med præsidenten och en aff borgemesterne maa altid haffue frie tilgang til os, stadens och det gemeene anliggende at andrage."

26 august 2016

Anmodning til Herr' Grosserer Rønnenkamp.

Når man ser hen til de betydelige opofrelser De har ydet for at omdanne en gammel smagløs gård til en af nutidens smukkeste gårde, ved at indrette de mindre hensigtsmæssige værkbygninger bedre og nyttigere, ved at indrette og anlægge en her hidtil fremmed fabrik, uvis om den ville svare regning, da bør man vist ikke nære tvivl om at pengebesparelse ikke har været årsagen om noget ved de af Dem på Sankt Annæ Plads anlagte sukker- og saltraffinaderier kan anses mindre fuldkomment. Og ses fremdeles hen til at disse fabrikker efter grundens størrelse er henlagt så afsides for færdslen som muligt, kan det ikke heller betvivles at De herved har søgt at afværge at nogen skulle generes af røg, fordampning eller på anden måde ved de af Dem anlagt værker.

Imidlertid er det dog tilfældet at røgen fra disse værker forulemper naboer og genboer i den grad at de ikke alene ofte om sommeren er hindret i at kunne opholde sig i deres haver, men endog hele året igennem når vinden står på, får værelser og lofter fyldt med røg fra værkernes fyrsteder, og selv indsenderen har af samme grund ikke længere kunnet benytte et tørreloft som velvilligt er blevet overladt ham i nærheden af fabrikkerne.

I lige måde lider vegetationen af de saltdampe der kommer fra saltraffinaderiet.

Da der efter hvad indsenderen har hørt, at af hr. mekanikus Winstrup måske af flere, skal forfærdiges hensigtsmæssige, røgfortærende indretninger til fyrsteder, og at det ikke heller er usandsynligt at en eller anden mekanisk indretning lod sig udfinde til om ikke aldeles at hæve, så dog betydeligt formindske saltdampenes skadelige virkning på vegetationen, forventer man at hr. Rønnenkamp ikke vil tage hensyn til en lille pengeopofrelse for snarest muligt at befri naboer og genboer for de påankede ulemper, hvorfor mange vil være Dem forbundet.

(Politivennen nr. 830, Løverdagen den 26de November 1831, s. 825-827)


Prospekt af Sankt Annæ Plads 30 år senere, Illustreret Tidende, 20. oktober 1861

Redacteurens Anmærkning

Christian Rønnenkamp (1785-1867) grundlagde et sukker- og saltraffinaderiet på Sankt Annæ Plads. Han skænkede senere ejendommen til Grosserersocietetet. To nærmere gennemgange findes på Alda.dk, med en senere opdatering, med dokumentation fra Adresseavisen.

Mangel paa Udsigt til Søen.

Der findes næppe nogen søstad hvor indbyggerne ser så lidt af søen som i København. Man har næsten sørget for at der ikke haves udsigt til den og at adgangen til søen på nær nogle få punkter er utilgængelig. De få steder hvor man kan nærme sig søen, er Langebro og Toldboden. På Langelinje er det kun tilladt at spadsere for dem som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det. For altså nogenlunde at nyde den forfriskende søluft må man passere gennem Kastellet, og har vel en smuk spadseregang indtil kalkbrænderiet, men det er dog også alt. For langs søen går vejen her ikke videre. Hvor smukt og behageligt ville det ikke være om den blev fortsat til Charlottenlund. Hvor vederkvægende for de mange tusinde som i sommerens hede går til Charlottenlund og Dyrehaven, og når vinden blæser fra søen, nu må vandre i støvskyer indtil de har nået skoven.

På en tid hvor det offentlige allerede har gjort så meget for spadseregange i nærheden af København, turde man smigre sig med at måske også den her foreslåede fortjente at komme i betragtning, hvis anlæg alene for fodgængere ikke ville medføre nogen stor bekostning og let kunne dækkes ved at pålægge enhver som passerer den i dyrehavstiden, en ubetydelig afgift. Af de ejendomme som ligger ved stranden, ville ingen savne den jordstrimmel der medgik til en sådan vej, da jorden tæt ved stranden henligger udyrket.

(Politivennen nr. 830, Løverdagen den 26de November 1831, s. 815-817)

"På Langelinje er det kun tilladt dem at spadsere som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det." (Emanuel Larsen: Vy fra Langelinje mod Nyholm, 1850. Statens Museum for Kunst.)

25 august 2016

Bøn on Ro ved Midnat.

Indsenderen som er en gammel, svagelig mand og hvis første søvn er ham den bedste, blev pludseligt natten mellem fredag den 11. og lørdag den 12. d. m. omtrent kl. 12 vækket af sin gode søvn ved en skænden og banden på gaden. Han fattede da den tanke at det muligvis var nogle berusede mennesker som gik gennem gaden, og hvis støj snart ville ophøre. Men tværtimod blev den ved jo længere jo værre. Indsenderen stod derpå op, gik til vinduet og så til sin store forundring at det var to vægtere. Den ene som råber ved Frederiksholms Kanal og den anden som råber i Magstræde. Hvilke så vidt indsenderen kunne forstå, var kommet i klammeri af smålig jalousi over vægterens kone i Magstræde. Indsenderens mening er at da vægterne er for at holde ro på gaden ved nattetid bør de selv allermindst udøve noget som forstyrrer den. Til slut skal han ikke undlade at takke vægterne i Rådhusstræde og på Vandkunsten der så omhyggeligt søgte at styre de to førstnævnte, hidsige vægtere til ro.

(Politivennen nr. 829, Løverdagen den 19de November 1831, s. side 810-811)

Stor Ureenlighed.

Fra huset nr. 316 i Helsingørsgade har det allerede en del gange været tilfældet at sammes lokum ikke er blevet udført i rette tid, således at det deri værende indhold er trængt ind i nabogården nr. 317, helt oversvømmet samme og herved i høj grad besværet beboerne. Det var at ønske at sådan væmmelig uorden afskaffedes.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 789-790)

Nogle Bemærkninger ved Stykket: "Om en Sygs Transport til Hospitalet," i forrige Nr. af Politievennen.

I beretningen om en sygs transport til hospitalet indført i forrge nummer af Politivennen, er da det passerede skreves efter indsenderens mundtlige fortælling, indløbet den fejl at der siges: "den syge førtes til hospitalets port i Bredgade", i stedet for at det var til porten i Amaliegade han bragtes, så at hvad der i øvrigt er sagt om begge porte, må forstås omvendt. I henseende til modtagelsen på Almindeligt Hospital holder indsenderen det for pligt uopfordret at erklære at han ved senere besøg på dette hospital er overbevist om at den syge ikke indbragtes i ligstduen, men i et værelse som benyttes til modtagelse af syge der fra staden indbringes, og hvori der lå en skindød som nogle timer i forvejen var indbragt. Hvis sengen havde været forsynet med et gardin eller skærmbræt, havde der aldeles ikke været nogen årsag til anke.

* * *

Til Almindeligt Hospital bringes hele tiden såvel om dagen som om natten af politiet som oftest meget usle og forkomne mennesker, som er fundet på gader og i grøfter, og som pludselig er faldet som døde døde på gaderne eller er optaget af vandet.

For at holde den strengeste renlighed or orden i en stiftelse som Almindeligt Hospital, hvori der er sp mange mennesker, har mangeårig erfaring vist at nødvendigheden kræver at der der må være:

a) Et hensigtsmæssigt badeværelse med badeindretning, og hvor der bestandigt forefindes varmt vand, badekar osv. og hvor bestandigt, nat og dag, en bademester er til stede, og desuden om natten en portner for straks at give de indbragte den første renselse og skille dem ved deres urenlighed, utøj osv.

b) Til skindøde må ligeledes haves et værelse der kan gives en passende temperatur, hvori redningsforsøg kan anstilles og de indbragte henligge i den fornødne tid indtil man har forvisset sig om den virkelige død.

c) Et tilstødende værelse benyttes i almindelighed til optagelse og undersøgelse af patienter af den bedre klasse.

Disse 3 værelser støder tæt til hinanden, dog kan man i det sidstnævnte indbringe patienter uden at passere de 2 andre værelser.

Bringes der nogen som synes at være d'ende eller skilndød, så lægges han naturligvis straks i det forreste værelse indtil han kommer til sig selv og kan indlægges i et af de andre førnævnte værelser, og derfra efter den vagthavende kandidats bestemmelse, på en sygestue eller som virkelig død, på den egentlige ligstue.

Kandidaternes værelser er fordelt på alle etager på sygestuegangen, og derfor er det naturligt at når den kandidat hvis vagttur det er, bor længere fra disse receptionsværelser, kan han ikke så hurtigt være ved hånden som den der bor tæt derved. Men for at råde bod på det, ved portneren og de øvrige vagthavende at ved vigtige tilfælde der straks må ringes på over- eller reservelægens dør, som er i stueetagen, og disse kan da straks være til stede og anordne det fornødne. Hvilket også altid har fundet og finder sted når den vagthavende kandidat støder på tvivlsomme eller vigtige tilfælde.

Udgiveren har flere gange til forskellige tider i følge med rejsende besøgt dette hospital og glædet sig over den der herskende orden og renlighed, der er så meget mere beundringsværdig som der på dette sted foruden 300 til 400 patienter findes  ca. 800 faste lemmer, for størstedelen mennesker af den usleste klasse. Ønskeligt var det om mange af stadens borgere ville overbevise sig herom ved af og til at besøge hospitalet på den tid der er åbent, og gøre sig bekendt med dets gode indretninger. For det ville tjene til at svække den fordom der fra ældre tider endnu næres om denne stiftelse, og som forårsager at kun få patienter der er i stand til at betale deres pleje, indlægges der, uagtet de derved ansatte lægers duelighed er almindeligt erkendt. Muligvis kunne også sådanne besøg vække en eller anden formuende mand til at vise velgørende mod denne stiftelse, der kun er mådeligt doteret imod det rige Frederiks Hospital. I forrige år klagedes i dette blad over stiftelsens stygge udvortes. Dersom dette vink har bevæget den velgørende konferensråd Brun til at lade bygningen afpudses og males, vil sådant meget glæde udgiveren. Men han tør også i overensstemmelse med sandheden påstå, at ordsproget "Butten blank, binnen krank" ikke kan anvendes på den i henseende til dens indre. Den i flere henseender, men især af Almindelig Hospital fortjente læge, hr. justitsråd og professor Wendt, agter at udgive en beskrivelse over dets indretninger, inventar m.m. hvilket med længsel ses i møde da den vil bidrage til at vække en større opmærksomhed for denne så gavnlige og for staden uujndværlige stiftelse.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 782-787)

De faktiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidnekammersagen Peder Jensen contra Skomagermester Mørch, hvoraf sees, at Tracteur Caspersen trænger til Opdragelse.

I Adressekontorets efterretninger der udgik den 3. november, findes en udskrift af andet vidnekammers protokol betræffende sagen nr. 322-31, Peder Jensen contra skomagermester Mørch. Da fornavnet er udeladt ved mit navn, og flere af mine ærede medmestre har samme navn, synes mig hvem sagen angår, at jeg bør afvende at ingen blandt disse fejlagtigt anses at være sagen vedkommende, af hvilken årsag den offentliggøres.

Traktør Caspersen, dengang boende på Nørrebro, nu på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade, anmodede mig om for bekendtskabs skyld (ikke for betaling) at føre regnskabet ved et gevinstspil han havde foranstaltet i september måned d. å., og da tiden tillod mig det, viste jeg ham denne villighed. Karlen, Peder Jensen som rejste kegler op, råbte ved dagen flere gange fejlagtigt af, hvorfor jeg som anså det for pligt tillige at påse at ingen herved led tab, irettesatte ham. Men om aftenen bemærkede jeg tilligemed en anden mand at Peder Jensen flere gange sparkede til bagkeglen når kuglen havde nået keglerne. Uden at ville bestemme om dette skete for at favorisere nogen eller fordi karlen var så klodset, hjalp det dog intet at jeg råbte til ham: "Hold benene til dig!" men af og til vedblev han desuagtet at drive sit spillop.

Jeg henvendte mig nu til Caspersen og gjorde ham opmærksom på dette uvæsen, hvorpå vi i forening gik ned til karlen.

Caspersen (til karlen). Har du sparket til bagkeglen?
Karlen. Nej!

Hermed sluttedes forhøret og eksaminatoren var tilfreds med eksaminandens meget juridiske svar, men glemte aldeles sin egen jura (i tilfælde at sådan havde fået indpas i hans hjerne) på tilbagevejen til keglestuen. For næppe ankommet der, overfaldt han mig, greb mig i brystet og kastede mig med kraft mod kanten af et bord så at mine side fik et vældigt slag hvoraf jeg endnu har smerter. - Efter at have modtaget sådan tak for min redelighed af denne grobrian af hvis fremgangsmåde tydeligt fremlyser at han ikke ønskede at gøres opmærksom på sparkespillet, men ville have at jeg skulle fælge visdomsreglen "at se og tie", aflagde jeg regnskab for de indkasserede kontante penge, og forlod da under heftige smerter, dette for mig så fatale sted.

Allerede nævnte Caspersen sendte 3 til 4 dage efter Peder Jensen til mig for at anmode mig om at komme ud til ham. Efter der i forening med Caspersen at have afgjort regnskabet, ytrede han at han manglede 3 mark, hvilket jeg straks var villig til at betale. Men da han ikke ville modtage dem, heller ikke 1 rigsbankdaler jeg skyldte ham - sandsynligvis anså han disse 9 mark som et vederlag for min ulejlighed og modtagne prygl - og jeg ikke ville have noget for min ulejlighed, og da denne sum var en for ringe bøde for kur og svie, så er den uddelt til tre trængende vartovs-lemmer. Ved denne sammenkomst ytrede Caspersen at han på grund af at have ladet mig kalde, for denne gang ville forskåne mig for prygl, men jeg skulle nok få dem en anden gang. (Et bevis for at det ikke altid er godt at have noget til gode.)

Caspersen har sandsynligvis for at chikanere mig, foranstaltet denne for mig i øvrigt ikke vanærende sag indrykket i Adreessekontorets Efterretninger, da han længe i forvejen har ytret for flere at ville gøre det.

Disse er sagens faktiske omstændigheder, og jeg overlader det til det ærede publikum at bedømme om jeg der gjorde Caspersen opmærksom på det urigtige og skadelige i keglerejserens adfærd, eller Caspersen som lønnede min redelighed med en dragt prygl, eller endelig Peder Jensen der Gud ved af hvilken grund, af og til sparkede til bagkeglen er foruretter eller forurettet. Kun tillader jeg mig at ytre så meget at Caspersens adfærd imod mig forekommer mig at være uforskammet og vidner om at denne mand har mangel på opdragelse.

Carl Frederik Mørch
Skomagermester.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 777-781)

Redacteurens Anmærkning.

Caspersen meddelte i Politivennen 829, 19. november 1831 s. 813 at han havde sagsøgt Mørch ad rettens vej.

Lange Linie.

Som bekendt anvendes indtægten af de udstedte billetter for at få tilladelse til at passere Langelinje, til gavn for skolerne i Kastellet. Denne indtægt ville uden tvivl forøges, når kommandantskabet i Kastellet fra næste nytår, fra hvilken tid de nu i brug værende billetter ikke gælder længere, behageligst ville opfylde et allerede flere gange ytret ønske, at nedsætte prisen for dem der kun ønsker at spadsere på Langelinje. For mange af Københavns indbyggere som anser den nuværende betaling af 4 rigsbankdaler 48 skilling for på et år at få adgang til Langelinje som en for betydelig udgift, ville gerne benytte denne byens fortrinligste stadseregang, ifald den var mindre dyr. I forhold altså som billetternes pris nedsattes, ville afsætningen tiltage og indtægten formodentlig blive større end den er nu.

I denne anledning tillader indsenderen sig tillige i det på Langelinje spadserende publikums navn, at fremkomme med en anden bøn til kommandantskabet i Kastellet, nemlig at Langelinje ikke om sommeren lukkes allerede kl. 9 og om efteråret kl. 8 om aftenen hvorved de spadserende netop berøves nydelsen af den behageligste tid på denne spadseregang. Ifald det er nødvendigt så tidligt som anført at lukke Kastellets ydre porte og barrierer, så ville publikum påskønne det som en velvilje fra kommandantskabets side hvis til samme tid alene spærredes den ydre barriere, men ikke jernporten til esplanaden, og de spadserende tillades at opholde sig 1 eller 2 timer længere på Langelinje.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 775-777)

24 august 2016

Vogt Dig for Vandrenden i Kannikestrædet.

Indsenderen heraf tillader sig at gøre vedkommende opmærksom på den forhøjning som findes på fliserne udenfor nr. 31 i Store Kannikestræde og som skal tjene til at aflede vandet fra tagrende samme sted. Fra den østlige side hæver denne anstødssten sig vel et halv kvarter over den hosliggende flise, dette i forbindelse med skyggen af lygten på gården nr. 32 som just helt ubelejligt falder på denne forhøjning som ikke her har gjort ubehagelige erfaringer og derved er blevet forsigtigere at undgå enten at falde på næsen eller svæve i fare derfor.

(Politivennen nr. 827, Løverdagen den 5te November 1831, s. side 774)

Redacteurens Anmærkning.

Store Kannikestræde 31 er nutidens nr. 7. Huset er fra 1730 og ombygget mellem 1833 og 1865. Nr. 32 er nutidens Store Kannikestræde 9 Skindergade 10. Det er fra 1702-05 og ombygget 1728.

Bemærkning paa Veien til Hirschholm.

Ved den 27, oktober at passere vejen fra Helsingør til København fandt anmelderen at på det stykke vej fra Hørsholm til Rudergård som er under reparation, er der på siden af chausseen gravet små tværgrøfter ved hvilke den opkastede jord ligger i bunker. På mærke aftner kan det let ske at vejfarende kunne vælte over disse bunker, og det så desto lettere som der ved nogle af dem ligger store sten til disses beskyttelse. Anmelderen talte på halvvejen mellem Hørsholm og Rudersdal 21 sådanne bunker der dels var nedkørte, dels vist spor af overkørsel, og at adskillige er væltet der, er vist sandsynligt. Anmelderen er derfor så fri at foreskå at der på vejen hvor sådanne grøfter findes, måtte opslås pæle eller afvisere med behørigt mellemrum, således som det er sket i Hørsholm by. Bekostningen kunne vist ikke være betydelig da pælene kunne optages og bruges andet sted i samme tilfælde.

(Politivennen nr. 827, Løverdagen den 5te November 1831, s. side 771)

Halmtorvet.

Når man kommer ind ad Vesterport, frembyder Rådhuspladsen til højre intet behageligt skue. Størstedelen af samme er ikke brolagt og ikke til at passere for fodgængere. Pladsen er opfyldt med tomme arbejdsvogne og behængt med beboernes vask som er langt fra at tage sig fordelagtig ud.

At denne plads hvis længde er 60 og bredde 20 meter og som først falder enhver fremmed i øjnene der kommer ind ad Vesterport, er så aldeles forsømt, er at beklage. Hvor smukt og behageligt ville det fx ikke være om på samme blev anbragt alleer lig de der findes i esplanaden? Man tillader sig i denne anledning endnu at bemærke at den ved Vesterport anlagte store barriere af træ til Filosofgangen endnu mere vansirer indkørslen til byen. Den skønnes ikke at være til nogen nytte, men kun til at spærre passagen, for den ved vagten stående skildvagt vil let forhindre vogne at køre ind til Filosofgangen.

(Politivennen nr. 827, Løverdagen den 5te November 1831, s. side 769-770)

Om en Sygs Transport til Hospitalet og et Ønske i denne Anledning.

Veed fredag den 28. oktober ved midnatstid at passere Dronningens Tværgade, stødte anmelderen på et menneske der lå på fortovet udenfor den gård hvori det kongelige museum findes, og som det lod til var meget hårdt angrebet af en sygdom. Foruden adskillige som omgav den syge, var også 3 vægtere til stede samt en læge som var i færd med at give ham et lægemiddel. Da jeg mærkede at den syge havde anfald af krampeslag, ytrede jeg for de tilstedeværende at det var rigtigst at han blev transporteret til hospitalet, og tilbød at betale en vogn når nogen ville hente den, hvortil en af vægterne svarede at der var ingen vognmand der ville køre den syge, da vognen derved ville tilsøles. Omsider da de omstående mærkede at de af lægen indgivne midler ikke virkede, besluttede de at bære patienten til Frederiks Hospital. Ved ankomst til porten i Bredgade, ringede en vægter der var fulgt med, på klokken, hvorpå der fra et vindue som åbnedes i første etage, gaves den besked at porten ikke åbnedes om natten. Jeg erklærede da at jeg var villig til at betale for den syges forplejning, hvilket jeg også gentog for en anden person der forsynet med en lygte kom over gården hen til jernporten og gennem gitteret så hvem der havde ringet. Men vi fik påpeget at vi måtte bringe den syge om til den anden port i Amaliegade. Af frygt for at man også her skulle vægre sig for at modtage den syge der ved et forlænget ophold og i den stilling hvori han blev båret, muligvis kunne dø undervejs, foreslog jeg at bringe ham til Almindelig Hospital hvor der straks efter at der var ringet på klokken, blev åbnet, og den syge efter anmeldelse var sket, modtaget og indlagt, formodentlig i ligstuen, da her lå en og måske flere døde. Efter at have afgivet den forklaring om den syge som vi var i stand til, opholdt vi os der omtrent et kvarter for at ville overvære den syges behandling, men endnu var der ingen læge kommet hvorimod vi fik påpeget at vi alle kunne forlade hospitalet med undtagelse af den syges mester som var med i følget.

Ved at fremsætte denne fortælling, kan jeg ikke undlade at ytre det ønske, at hospitalets port ud til Bredgade også må natten måtte åbnes til syges modtagelse, eller hvis dette af vægtige grunde ikke kan ske, dette da må bekendtgøres for vægterne for at således både disse og de som kommer dem til hjælp ved en sygs transport, kan undgå megen tidsspilde som nu forvoldes ved først forgæves at bringe den syge til denne port, og derpå føre ham den lange vej om ad Fredericiagade til hospitalets anden port, hvilket ophold kan have uberegnelige følger når en syg behøver hurtig hjælp. Men på en tid da man frygter for og har truffet flere foranstaltninger mod kolera, var det vist nok mere hensigtsmæssigt om der valgtes et sted hvortil syge som blev fundet på gaden, kunne bringes hen, og hvorfra de ikke måtte bortføres før den derværende læge havde overbevist sig om at den syge ikke var angrebet af kolera. At forsigtighed burde anvendes med de personer der havde været i umidddelbar berøring med den syge, er en selvfølge. Havde den før omtalte syge været angrebet af kolera, kunne de der havde transporteret ham og i længere tid opholdt sig i nærheden af ham, let have været anstukne, og således udbredt smitten til mange. At indlægge en syg i en ligstue eller i et værelse hvori der ligger en død, er vist nok ikke aldeles rigtigt. For man har eksempler på at skuet af et lig har haft dræbende virkning hos mennesker der er kommet til sig selv efter et ellers ikke farligt sygdomstilfælde.

(Politivennen nr. 827, Løverdagen den 5te November 1831, s. side 759-763)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen følges op i Politivennen nr. 828, 12. november 1831, side 782-787.

Advarsel til Communicanterne i Trinitatis Kirke.

Søndag den 23. i denne måned kommunicerede jeg og min hustru i Trinitatis Kirke, og efterlod i en stol i den brede gang, da vi gik op til alteret: et par sorte skindhandsker, et rødternet lommetørklæde, en rødternet sypose med forgyldt lås og kæde, hvori der var 4 mark. 5 skilling, et rødternet lommetørklæde og en elfenbens snustobaksdåse, som alt sammen var borte da vi kom ned igen, uden at derom kunne fås nogen oplysning. Jeg offentliggør dette for at andre, i lignende tilfælde, kan vide sig for skade at tage vare.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. side 750)

Voldsomt Overfald paa sagløs Mand.

Mange foranstaltninger som øvrigheden har truffet når uorden er blevet påtalt gennem dette blad, bevæger forfatteren af disse linjer til at gøre politiøvrigheden opmærksom på at da han søndag den 16. i denne måned ville gå fra sit hus på Amager hjem til Christianshavn, omtrent kl. 10 om aftenen, og var kommet forbi stedet Håbet, kom 2 personer ham i møde, hvoraf den ene idet de passerede forbi ham, gav ham et så vældigt slag på øret at han styrtede i grøften. Men da han bemærkede at flere sådanne skulle tildeles ham, tog han flugten og slap således med ituslåede læber. 

Søndag forud blev en murersvend så forslået samme sted at han næppe kunne gå fra stedet, ligeledes af en af de personer som kom ud fra værtshuset. Fremdeles ligger endnu på 6. uge en mand i Sundbyvester som er forslået i nærheden af dette hus. Da flere andre uordener som vist er den høje øvrighed bekendt, er passeret der, håber man at der træffes sådanne foranstaltninger at man kan gå ud og ind af broen uden at frygte for overfald.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. 744-745)

En slem Udbygning paa St. Petri Kierketaarn.

Lige så stor en sandhed som det er at den store renlighed der hersker i Sankt Petri Kirke tjener vedkommende til ære og er en behagelighed for enhver der besøger kirken, lige så stor en sandhed er det også at det på tårnets søndre side anbragte lokum der som oftest åbent benyttes mens folk går i kirke, er en stor vederstyggelighed. Ikke alene for kirkegængerne, men også for de familier som bor overfor kirken, for hvilke dets næsten uophørlige åbenhed afgiver et yderst vederstyggeligt skue, hvilket dog folk der betaler værelser til gaden, kan gøre krav på at være fritaget for. Man tillader sig derfor at henstille til de ansvarliges nærmere overvejelse om denne afskyelige udbygning ikke burde borttages. Og om den er nødvendig anbringes på et sted ved kirken eller tårnet hvor den falder mindre i øjnene? Skulle dette ønske imidlertid være for dristigt, da tør man dog håbe at der bliver foranstaltet at døren på dette aflukke der vansirer kirken, for eftertiden altid holdes lukket.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. 743-744)

"Det på tårnets søndre side anbragte lokum der som oftest åbent benyttes mens folk går i kirke, er en stor vederstyggelighed." (Sankt Petri Kirke. Så vidt jeg kan skønne må det være til højre for tårnet på fotoet. Eget foto, 2015.)

23 august 2016

Svar paa Anken: Om Mangel paa Inscription.

I forrige måned er i Politivennen nr. 819 anmærket en mangel på inskription. For så vidt dette angår fuglesamlingen tillader man sig at underrette hr. indsenderen om følgende.

I året 1821 overleverede major v. Wøldike den af ham i mange år samlede og bearbejdede fuglesamling til det Kongelige Naturhistoriske Museum, hvilken samling bestandig siden den tid og fremdeles forøges af ham. Det var Wøldikes hensigt at fremstille enhver fugl især så levende som muligt, given dem alle deres ejendommelige karakteristiske stilling og hvor det lod sig gøre, da at indsætte reder med æg og unger af forskellige alder i enhver kasse. Så længe samlingen var hans private ejendom, var de fleste fugle således fremstillede og enhver kasse forsynet med en seddel hvorpå var anført fuglenes navne på latin, tilligemed et mærke der angav hvilke der var unger af 1 eller 2 år.

Ethvert savn af disse ting er Wøldike, der ifølge allerhøjeste befaling afleverede samlingen til det kongelige Naturhistoriske Museum, ligeså fremmed som enhver forandring ved hans arbejde er ham smertelig. På dansk var navnene ikke anførte fordi der endnu ikke gives almindelig antagne og brugte danske navne på alle fugle.

(Politivennen nr. 825, Løverdagen den 22de October 1831, s. 732-733)

Frimodige Ytringer om Næringsveiene og Communevæsenet.

Motto. Ved sparsommelighed bliver man rig.

Til det som i nærværende blad nr. 818 og 819 er anført som næringsvejene, mener indsenderen endnu et og andet kunne være at tilføje, hvilket han her vil fremsætte:

Det vil ikke kunne være undgået iagttagere at flere såkaldt ringere næringsveje næsten udelukkende drives af personer som har tilbragt deres tidligere år ved landvæsnet, og efter at have tilendebragt de bestemte år i militærtjeneste og siden været i lejligheds eller fast tjeneste nogle få pr, etablerer sig her i staden. Hvilket især er tilfældet med marskandisere, værtshusholdere, jernkræmmere og spækhøkere. Mange sådanne etablerer sig endog i en temmelig ung alder i disse næringsveje når de med lægeattester godtgør at have et eller andet sygdomstilfælde (som dog vel ikke altid gør dem uskikkede til agerbrug) og de givne anordninger til at indskrænke disse næringsveje virker kun ufuldkomment. Så meget som der taler for at der ikke bør finde indskrænkning eller personsanseelse sted i antallet af producerende og fabrikerende borgerklasser, hvortil disse fire henhører. Vel kunne disse borgerklasser være lige så nødvendige som så mange højere. Men genstanden for deres virksomhed kræver formentlig større personlige egenskaber end blot at personerne ikke er politiet bekendt fra nogen dårlig side, og at de har opnået en vis alder.

Værtshusholdere er et onde som såvel den ældre som yngre lovgivning altid omtaler med ugunst. Men det er en af de onder som ikke lader sig udrydde og derfor hellere bør tilstedes offentligt end udøves hemmeligt. Hvor mange gamle og unge mennesker har ikke ødelagt helbred og formue i værtshuse? Hvor mange før ufordærvede mennesker er ikke i værtshuse blevet moralsk fordærvede, kommet i ledtog med dårlige mennesker og har omsider sluttet deres borgerlige bane med plads i en straffeanstalt? Lærer ikke historien os at de farligste planer til indgreb i ejendomsretten og andre forbrydelser er udrugede i værtshuse? Disse og flere eksempler beviser nok så meget hvor vigtigt det er at bruge streng varsomhed i valget af personer som tilstedes at udøve værtshushold. Værtshusholderen bør formentlig være en person af rene sæder, retskaffen karakter og besidde den verdens- og menneskekundskab som fordres hos et nogenlunde velopdraget og dannet menneske, og det vil da være en undtagelse at han bliver farlig for sine gæster eller tilsteder sammenkomster der kan være skadelige for medborgere. Vi har eksemplerne for os: Mens det nemlig ikke er nogen sjældenhed at høre uordener som stammer fra værtshuse, hvor værten er rå og udannet, vil man have ondt ved at nævne noget eksempel herpå hvor værten har nogenlunde dannelse. Det strider imod hans æresfølelse at tilstede eller ved smudsig egennytte fremkalde uordener og hans højere grad af menneskekundskab giver ham i sit eget jeg midlerne til på en passende måde at hæmme endog en begyndelse herpå.

Men at de egenskaber som således udfordres hos en god værtshusholder, ordentligvis ikke kan forudsættes hos en bondekarl som ikke har nydt en fortrinligere skoleundervisning og opdragelse end bønder i almindelighed har adgang til at på, behøver intet bevis.

De samme egenskaber som kræves hos værtshusholderne, kræves ikke mindre hos de tre andre nævnte og flere næringsbrugere, and indsenderen mener derfor at bønderkarle i almindelighed burde udelukkes fra at etablere sig i nævnte og andre lignende, blot tærende næringsklasser. Herved ville ikke blot vindes dette an mange uheldige, men dannede borgere som ikke har kunnet fortsætte en større virkekreds, og andre dannede personer som ved konjunkturerne eller tilfældige omstændigheder er revet ud af deres bestemte brødfag, ville kunne udkomme i et ringere, men anstændigt næringsfag, og hvad ingenlunde bør overses, agerbrugerne som så beføjet klager over mangel på arbejdere, gives forøget arbejdskraft og sættes i stand til bedre at dyrke deres jorder. Også måtte en forøget arbejdskraft have til følge at mange nu øde jorder blev dyrkede til gavn for det hele.

Et andet, ikke mindre gode ville blive følgen heraf: Forbrydernes tal ville formindskes.

Erfaringen lærer os nemlig at mange bliver forbrydere af trang og næringssorger. Sådanne mennesker søger gerne at neddysse deres sorger i værtshuse, og når de ikke harmere at fortsætte sådant levned for, men imidlertid er fordærvede på sjæl og legeme, stedes de i fortvivlelse og forgriber sig på andres gods, eller begår andre forbrydelser. Sådanne eksempler ville blive færre når adgangen til erhverv blev større. Man indvender forgæves herimod at det er at formindske hovedstadens byrder på landmandens bekostning. Men foruden at der som allerede vist, er trang på arbejdskraft for landmanden, er hjælpemidlerne ved bondens tarvelige levemåde og hans brugbarhed ved alt landarbejde langt større end hos og for købstadsmanden, der sjældent forstår mere end et eneste håndværk, en slags handel osv. Men når han heri mangler beskæftigelse, må blive brødløs - om smånæringsveje ikke åbnes for ham. Og om end 5-600 bønders anbringelse i de nævnte næringsveje her i staden kan, hvilket dog er usandsynligt, have nogen indflydelse på befolkningen over hele landet (at antallet af bønder i de nævnte næringsveje er langt større, er uomtvisteligt, men indsenderen antager heller ikke at enhver bonde skal være udelukket), så er det så vidt indsenderens erfaring gennem mange år strækker sig, kendsgerning at forbrydernes antal på landet er uden forhold, ringe mod her i staden, og selv blandt disse forbrydere er mange, ja det er endog sandsynligt, pluraliteten ikke af bondestanden eller født på landet, hvilket dog nok bør tilskrives mindre fordærvet moral hos landalmuen og lettere adgang til erhverv.
Fremdeles ville indskrænkning i de marskandisere ved plakaten af 4. november 1790 tilståede rettigheder have en gavnlig indflydelse på handels- og håndværkerklasserne, for om det end ved plakaten er tilsigtet at give dem ret at handle med nogle nye varer, så forekommer det dog indsenderen uforeneligt med lovgivningens øvrige bestemmelser - in specie grundsætningerne i anordning af 23. april 1817, forpligtelserne at aflægge prøver på duelighed som svend, mester eller kræmmere - at personer der er blottet for al sand handels- og håndværkskundskab, ja ofte blottede for de simpleste skolekundskaber, skulle tilstedes udøvelse af handelsret med, næsten uden undtagelse, al slags håndværks- og kunstarbejde. En ret som ikke engang dem mest oplyste og dannede handelsmand besidder, og dertil uden i streng forstand at kunne påkastes ansvar for det sælgendes godhed, fordi de kan fremsætte den exception som ingen i sit fag oplært mand kan benytte - de har ikke selv forfærdiget arbejdet, de forstår dem ikke derpå.

Da de fleste af marskandiserne formentlig blot driver deres næringsvej efter interims tilladelser der kan tilbagekaldes, kunne sådan indskrænkning muligvis straks iværksættes med dem som ikke har vundet borgerskav - uden at krænke nogen dem tilstået ret.

Det er gennem lovgivningen fra den ældre til den nuværende tid erkendt at det er nødvendigt for at købstæderne kan bestå at udelukke landmanden fra deltagelse i deres næringsbrug. Ikke desto mindre er det bekendt at skippere, valbyere og andre landboere, landsbyslagtere med flere som udgiver sig for at bo på landet, detailhandler kød, flæsk, smør og andre varer i de ringeste kvantiteter. Da dette er i strid med grundsætningerne for plakaten af 3. april 1816 og 18. marts 1828, og torve- og havnehandelen med føde- og kornvarer formentligt bør indskrænke sig til de i plakaten af 2. oktober 1741 og forordning 24. november 1798 foreskrevne kvantiteter, så ville også ved streng overholdelse af disse anordninger en forøget adgang til erhverv opnås for stadens borgere - uden at krænke den virkelige agerbruger som dog ikke befatter sig med sådant høkeri.

[Herefter beskæftiger artiklen sig mere med hvordan alt dette kan ændres]

(Politivennen nr. 825, Løverdagen den 22de October 1831, s. 719-730)

Bemærkninger om Falconeeralleen, Ladegaardsveien og Godthaabsveien.

I Falkoner Alle ved den østre side er i sommer foretaget et betydeligt og vist kostbart arbejde til vejens forbedring. Men besynderligt er det at vejgrøften ikke tillige som ellers altid er brug ved sådan lejlighed, er gravet op, så meget mere som den er forfalden. Dog, hvad der er det mærkeligste er at arbejderne har turdet tillade sig at nedstøde den jord og græstørv i grøften som de har pudset af på siden, hvilket når til vinter eller forår vandløb begynder, må flyde sammen og kan bidrage til at stoppe slusen ved vejen og give mudder i dosseringens siderender ved åen.

På Ladegårdsvejen (som hver vinter er i mådelig stand, skønt den rundeligt får den årlige udbedring som er den tilstået, men som har den fejl at den formodentlig ikke er godt anlagt fra begyndelsen, især i betragtning af den megen væde den trækker til sig af åen), er ved Ladegården anlagt en jordvold på det sted hvor før var affald fra vejen. Denne vold som stopper fraløbet (hvilket om kort tid når vådt vejr begynder, vil vise sin slemme virkning) og tillige nøder vandet med dynd at gå bort, hvor det mindst burde, nemlig i åen, er næppe anlagt i medhold af anordningerne om vejvæsnet, og ville i alt fald hvis de vedkommende tilsynsmænd påtalte dens urigtige tilværelse, blive borttaget.

Det oplag af levnede stenmateriale fra vejarbejdet hvilket er beliggende på Godthåbsvej, kunne hvis det der blev liggende vinteren over, blive farligt for dem som på mørke nætter eller snefog skal passere denne vej.

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 713-714)

Redacteurens Anmærkning.

Bunken ved Ladegården lå der i lang tid: først i Politivennen nr. 1039, 28. november 1835, s. 813 blev bekendtgjort at den nu var blevet fjernet så meget at den ikke længere rakte op over vejen. Men underlaget var stadig der hvor der før var grøft og afløb.

Bøn til en Gaardeier.

Det var ønskeligt om ejeren af nr. 39 i Store Kongensgade ville forsyne den i porten værende rendesten med et overlægsbræt som sluttede sammen og som lå lige, i stedet for det der nu ligger og som på mange steder er skikket til at bringe folk til at falde. Et sådant bræt er så meget mere nødvendigt som den i gården værende restauration besøges af mange der om aftenen i mørke forlader stedet og ofte i hast må flygte for de hunde der er i gården, hvoraf en især har den vane at fare på folk og sønderrive deres klæder.

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 712)