Beensamling fra Universitetet. (Efterskrift til Politivennen)

En af Kjøbenhavns videnskabelige Samlinger har for nylig været udsat for at lide et ikke ringe Tab, idet en af Arbeiderne ved den nye Universitetsbibliotheks-Bygning havde fundet Lejlighed til at snige sig ind i Prof. Eschrichts Samling af Dyre- og Fugleskeletter i Universitetskjælderen og derfra at borttage et Partie Been. For at skaffe noget Brændeviin til sig og sin Kammerat, der beklagede sig over, at han trængte til en Dram, og at de i den senere Tid i Byggegrunden kun fandt saa faa Been - disse vare de nemlig berettigede til at sælge - , absenterede den Paagjældende sig pludseligt og overraskede sin Medarbejder ved at tilkaste ham en Hoben Been, som de derpaa, efter at de havde tilsmurt dem med Jord, solgte til en Jern-, Klude- og Beenhandler, til hvem de sædvanligt pleiede at afhænde gamle Been. Skjøndt denne ikke undlod at yttre, at det forekom ham at være nogle underlige Been, lod han sig dog berolige ved Sælgernes Fortælling om, at de vare fundne ved Gravning i Lille Fiolstræde, og kjøbte dem i god Tro. Det skal ved Sagens Undersøgelse for Retten ikke have været ganske let at overtyde Vedkommende om Vigtigheden af de stjaalne Been, der iøvrigt alle skulle være komne tilstede. (Dgbl.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. december 1857).

Tyveri. I Begyndelsen af sidstafvigte December Maaned blev der gjort Anmeldelse til Politiet om, at der var begaaet Tyveri fra Universitetets physiologiske Musæum, idet der fra det i Krystalgade beliggende, saakaldle gamle Anatomihuus, var bortstjaalet endeel Skeletter af forskjellige Dyr og nogle Stykker af en gammel Kakkelovn. Under den derefter imod Arrestanterne Jonas Andersson, Carl Martin Hækkebølle og Jens Peter Petersen samt de tiltalte Thomas Gøde, Christian Ole Wissing og Hans Andersen indledede Undersøgelse, blev det ved de af dem afgivne Forklaringer, i Forbindelse med de iøvrigt tilveiebragte Oplysnniger, godtgjort, at de, der arbeidere som Haandlangere ved Opførelsen af Universitetets Bibliotheksbygning, have havt Andeel i bemeldte Tyveri paa følgende Maade. Da Arrestanten Hækkebølle havde, som af ham forklaret, hørt, at der var Menneskebeen i Anatomihuset, krøb han, i det Øiemed at see disse Been, en Tag i Novbr Maaned s. A. over et henimod 4 Alen høit Plankeværk, der adskiller Anatomihusets Gaard fra den Plads, hvorpaa bemeldte Bibliotheksbygning opføres, og steg derpaa, efter at være kommen ned i Gaarden, ind af en Aabning paa Huset, hvori tidligere havde været anbragt et Vindue, der nu tilligemed de øvrige Vinduer var udtaget samt borttog derefter, da han var kommen ind i Huset, 2 Jernplader, som han igjennem en anden Aabning i Huset kastede ud i et paa den ommeldte Plads værende Skur, hvor de bleve modtagne af Arrestanten Petersen, og derpaa af dem i Forening med Tiltalte Wissing, der antog dem for stjaalne, solgte, hvorefter de om Aftenen alle 3 brugte endeel af de ved Salget erhvervede Penge tll Fortæring. Søndagen den 29de November næstefter bleve Arrestanterne Hækkebølle og Petersen enige om at bortstjæle er deel af de Been, der fandtes i Anatomihuset, hvorefter Petersen, medens Hækkebølle erholdt sig i Skuret, paa den ovenfor omforklarede Maade skaffede sig Adgang til Huset og kastede igjennem samme Aabning endeel Ben ud til Hækkebølle, der tilligemed Arrestanten Anderson modtog dem og lagde dem i en Sæk, hvorved de under Udkastningen understøttedes af Tiltalte Andersen, uden at denne dog var bekjendt med, hvem der udkastede dem, eller hvorledes man havde skaffet sig Adgang til Huset. Da Sækken ikke var bleven fuld med de af Arrestanten Petersen udkastede Been, gik Arrestanten Andersson ligeledes paa samme Maade over Plankeværket ind i Huset og udkastede endeel flere Been. hvorefter den største Deel af Benene i 2 forskjellige Gange bleve solgte, tildeels ved Hjælp af Tiltalte Wissing, der havde Mistanke om at de vare stjaalne, ligesom ogsaa samtlige Arrestanter og de Tiltalte om Aftenen i Forening brugte de ved Salget erhvervede Penge til Fortæring. Ved samme Leilighed bleve tiIlige2 Jernplader borttagne og solgte. Samtlige de stjaalne Been, der for Musæet havde en Værdi af 20 Rd., men som gamle Been kun kunne vurderes til omtrent 1 Rd., ere komne tilstede og tllbageleverede Musæet tillige med de sidstnævnte 2 Jernplader. For det Arrestanterne og de Tiltalte saaledes overbeviste Forhold bleve de - der samtlige ere over criminel Lavalder og hvoraf Ingen tidligere er funden idømt nogen Straf, naar undtages en Arrestanten Hækkebølle under 27de November 1850 overgaaet Krigsretsdom, hvorved han for Surordinationsforseelse blev andet med strængt Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 48 Timer - ansete efter Forordningen af 11te April 1840. Arrestanterne, med Hensyn til hvem det den 29de November udførte Tyveri maatte ansees udført ved Indbrud, efter § 12 1ste Membrum, samt Arrestanterne Hækkebølle og Petersen tillige efter § 1, Tiltalte Andersen efter § 21. cfr. 1 og Tiltalte Wissing efter § 22, og fandtes Straffen for Arrestanterne at kunne bestemmes til Forbedringshuusarbeide, hver især i 2 Aar, og for de Tiltalte til Fængsel paa Vand og Brød, Andersen i 2 Gange 5 Dage og Wissing i 3 Gange 5 Dage, hvorhos Arrestanten Andersson, der er født i Sverige og kun har havt Ophold her i Landet fra St. Hansdags Tider 1853, vil efter udstaaet Straf være at bringe ud af Landet ved Politiets Foranstaltning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. april 1858).

Daniel Frederik Eschricht (1798-1863). Fysiolog, læge og zootom. Han var vidt berejst i Europa, og ansat flere steder i København. 1831 blev han medlem af sundhedskollegiet. I 1833 stiftede han i forening med Joakim Frederik Schouw og Jonas Collin den naturhistoriske forening, og han stillede da sin skeletsamling til foreningens rådighed, i hvis lokale den blev opstillet. 1841 købte Universitetet hele Eschrichts samling for 6000 Rigsdaler, og herved grundedes det fysiologisk-zootomiske museum, som for største delen anbragtes i kælderen under Universitetets Festsal og i den følgende tid forøgedes betydelig. Efter Eschrichts død, da fysiologien havde taget en anden retning, opløstes denne samling, og den største del deraf blev indlemmet i universitetets zoologiske museum.

Gasexplosion. (Efterskrift til Politivennen)

Et Par Gas-Explosioner fandt Sted samme Aften Gassen tændtes første Gang i Kjøbenhavn, den ene i Pilestræde, den anden i Brolæggerstræde. Sidstnævnte var desværre af en alvorlige Natur. I denne Gade boer en Brændevinsbrænder, som ikke har nogen overjordisk Ledning, men kun et underjordisk Gasrør, der gaaer tværs over Gaaden og ender tæt ved Porten til Mellembygningen, i hvilken Brænderiet er. Samme Dag, paa hvilken Gassen for første Gang blev tændt, bemærkede Karlene i Brænderiet en stærk Gaslugt over Steenbroen paa det Sted, hvor Røret i Jorden endte. De gjorde Brændevinsbrænderen opmærksom herpaa, og denne var uforsigtigt nok til at holde et Lys til Steenbroen, hvorfra Gassen opsteg. Strax antændtes denne, og en Mængde smaa Flammer brændte paa det anførte Sted. De nysgjerrige Karle stode og betragtede dette Skuespil og anede ingen Fare. Men under Mellemporten er en Kjælder, til hvilken Nedgangen er igjennem et Par Lemme i Portens Gulv. I denne Kjælder var en stor Mængde Gas indstrømmet fra Gasrøret, der ved Nedtagningen ikke var bleven forsynet med en Prop. I Portens Gulv var et lille Hul, hvorigjennem nogen Gas udstrømmede, og denne antændtes snart af de fritsvævede Gasflammer, som bevægede sig frem og tilbage over Steenbroen. Da man saa dette, var man uforsigtig nok til at tilstoppe Hullet i Gulvet. Men snart erfarede man Følgerne af denne Ubesindighed. Den i Kjælderen værende Gas var allerede antændt, og Nogle faa Øjeblikke efterat det omtalte Hul var bleven tilstoppet, slog Gassen med et voldsomt Knald Lemmen i Porten iveiret, og en Karl, der stod i Porten og saa paa Experimentet, styrtede ned i Kjælderens Flammesvælg. Han blev stærkt forbrændt og maatte strax bringes paa Hospitalet. Et Par andre nysgjerrige Tilskuere bleve kun let beskadigede. Dette Exempel vil vel nok være en alvorlig Advarsel til Publikum om, for Fremtiden at omgaaes Gassen med behørig Forsigtighed. Hvad de overjordiske Gasrør angaa, da ere samme kun forsynede med en simpel Hane, der holder Gassen tilbage. Da denne Hane ved en tilfældig Berøring let kan blive dreiet lidt, kan Gassen udstrømme, og dette kan navnlig i Værelser foraarsage store Ulykker. Derfor burde Gasrørene i Værelser foruden Skrue tillige være forsynet med Møttrik for Enden af Røret til at skrue af og paa, saa at, selv om Hanen blev dreiet om, Gassen ikke kunde udstrømme. Dette er Tilfældet i Berlin, og burde vistnok ogsaa her finde Sted. (Asf. A.)

(Ribe Stifts-Tidende 15. december 1857)

Fra Haderslev skrives under 22. Decbr. i "Dvk": Gaslygterne i Haderslevs Hovedgader og i et Par Privathuse bleve igaar Eftermiddags tændte. Om Aftenen samledes Borgerkollegierne i Gashuset for al bese dette og tage det i Øiesyn, og Alle vare enige om at ønske sig og Byen tillykke med delle Foretagendes heldige Begyndelse, - som bekjendt er Gasanlæget her i Byen en Kommunesag, da det baade er anlagt og bliver drevet for Byens Regning. Vi ere overbeviste om, at Alle om kort Tid, naar Entreprisen ret er igang, Gassen tilbørlig renset og Lysmængden paa sine Steder derved forøget til det Dobbelte, ville være enige med Kollegierne i Glæden over Værket og den Anerkjendelse, der er blevet dHrr. Howitz & Thorsen tildel for Planen og Kontrollen, hvilken sidste med Iver og Kyndighed er bleven ført her paa Stedet af Hr. Civilingeniør Hein. Om et Aars Tid, naar Værket har begyndt at give Overskud, skulle vi nok faa Ret i vor Paastand fra Begyndelsen om, at Kommunen har Gas billigst ved selv at drive Entreprisen, og at man staaer sig bedst ved al anvende vore danske Ingeniører til den art Arbeider.

(Ribe Stifts-Tidende 24. december 1857)

Tumult i Assens. (Efterskrift til Politivennen)

Assens Realskole åbnede 5. maj 1853 i nuværende Adelgade 16. Den bestod af 3 drengeklasser hvor der undervistes 6 timer daglig i religion, dansk, tysk, engelsk, regning, skrivning, tegning, matematik, historie, geografi, naturvidenskaber, sang, gymnastik og svømning. I de 2 pigeklasser med 4 timer om dagen i samme fag, med undtagelse af engelsk, matematik og legemsøvelser. Borgerskolen omfattede også fædrelandshistorie og naturhistorie. Her var der 4 drenge- og 4 pigeklasser med 3 timers daglig undervisning. Drengene mødte om formiddagen, pigerne om eftermiddagen.

Ekstraskatten af 8. marts 1856 for alle landets skoler blev misforstået af malermester Ernst, og han klagede den 9. febr. 1857 i "Vestfyenske Avis“ over at børnene nu blev skilt i to skoler, og over at kateketen var forflyttet til realskolen, samt at småfolk (gennem ekstraskatten) skulle deltage i udgifterne ved den dyrere skole.

Avisens redaktør og medlem af skolekommissionen Christian Karup forsøgte at forklare hvordan tingene i virkeligheden hang sammen, men kort efter modtog han  et injurierende brev, som han besvarede med sagsanlæg. 

- "Fyens Avis" skriver den 6te om nogle Optøier i Assens:

"I vor Naboby Assens har der i længere Tid hersket megen Forbittrelse hos den Del af Befolkningen, som seer mere paa Skillingen end paa at deres Børn lære Noget. Denne Forbittrelse har givet sig Luft i en heftig Bladstrid hvori man fra den ene Side beskyldte Autoriteterne for utilbørlig Rundhaandethed ved Gjennemførelsen af den nye Skolelov, navnlig ved at have organiseret den betalende Skole sorn en Realskole, fra den anden Side paaviste, at de forøgede Omkostninger ved "Realskolen" fuldkomment dækkedes af Skolepengene. Byens Avis stillede sig afgjort paa de communale Autoriteters Side og negtede tilsidst Optagelsen af Modartikler. Dette foranledigede en Borger til at tilskrive Redacteuren, Hr. Karup, et grovt Brev, for hvis Indhold denne sagsøgte ham og fik ham idømt en Mulct foruden Processens Omkostninger. Da den Dømte enten ikke kunde eller ikke vilde betale, lod Hr. Karup ham sætte i Gjældsarrest for Omkostningerne, men hans Arrestation foranledigede i Mandags Aftes et Opløb, der eflerhaanden voxede til flere Hundrede Mennesker. Efter at have givet Arrestanten sin Sympathi tilkjende ved Hornmusik udenfor Raadstuen, overfaldt Hoben, som desværre indbefattede ikke faa velklædte Personer, Red. Karups Hus med Stenkast, sloge hans Ruder ind og tilføjede det paa anden Maade endel Skade, som imidlertid i det Hele kun anslaaes til 10 a 20 Rdl. Nogen Person blev der imidlertid ikke tilføjet Molest. Politicorpset blev nu opbudt, men der mødte saa Faa, at de ikke kunde tænke paa at skride ind. Imidlertid havde Politimesteren, Justitsraad BuchwaId, bevæget Redacteur Karup til at eftergive (!) Arrestanten sin Fordring paa Omkostningerne, hvorefter denne blev løsladt af Gjældsarresten og gjengivet sine Venner, der takkede Politimesteren med et nidobbelt Hurra. Næste Dag gjorde Borgerrepræsentationen Melding til Amtet, og den const. Stiftamtmand, Cancelliraad Fischer, indfandt sig i Onsdags Middag i Byen, hvor Roligheden var vendt tilbage, men Gemytterne paa begge Sider endnu vare meget ophidsede. Da der imidlertid ikke var nogen Grund til at frygte for, at Roligheden paany skulde blive forstyrret, behøvede han ikke at træffe alvorlige Foranstaltninger, og navnlig vil det sikkert være aldeles overflødigt al beordre Militair til Byen, hvilket de mest Frygtsomme skulle have andraget paa, men som unegtelig vilde paaføre den sparsommelige By nok saa stor Udgift som Skoleloven. - Efter hvad vi erfare, dispenserede Stiftamtmanden under sit Ophold i Byen Justitsraad Buchwald fra hans Function (efter dennes egen Begjæring), og overdrog Cancellir. Madsen i Asperup midlertidig at besørge hans Embede. Igaar skete der Indberetning til Justitsministeriet om det Forefaldne."

(Fædrelandet 9. november 1857)

- Med Dagsposten have vi modtaget "Assens Avis" af 8de ds., hvori Hr. Redacteur Karup giver nedenstaaende Fremstilling af Skandalen, der kaster et meget sørgeligt Lys over Borgeraanden og Øvrigheden i Assens:

Til Publikum.

En vildledt, forført, maaskee tildeels leiet Hob ophidsede Mennesker har i Mandags Aftes tilføiet mig og Mine en saa pøbelagtig Mishandling og udøvet et saa grovt Brud paa den offentlige Fred og Orden, at man ikke skulde tro det muligt, at slige Optrin kunde foregaae i et civiliseret Land, eller finde Sted i en By, hvor Politiøvrigheden handler med den Kraft og Bestemthed, som den bør, og som det vel er dens Pligt ligeoverfor aabenbare Voldsmænd. De ere imidlertid passerede her i Assens.

Og spørges der nu om Aarsagen og imod hvem man er faret saaledes frem, da vil det med Forbauselse erfares, at denne raa Voldshandling er udøvet mod en fredelig Mand, der stod paa Lovens og Rettens Grund; mod en Mand, der tør sige om sig selv, at han meer end de fleste Andre i denne Kreds uegennyttig har offret sin Tid og sine Kræfter i Communens og sine Medborgeres Tjeneste.

Jeg skylder mig selv, jeg skylder mine Venner, l og de Mange, nær og fjern, med hvem jeg staaer i en venskabelig Berøring, at give et kort Overblick over denne skandaleuse Sag og dens Foranledning.

Som bekjendt vakte Skoleloven af 8de Marts f. A., hvorved Communeskatterne forhøiedes, endeel Misnøie i flere Kjøbstæder og ikke mindst her i Assens; men, medens denne Opposition andensteds efterhånden bortdøde, kastede man her, skjøndt uden skjellig Grund, sin Vrede paa den 5 Aar i Forveien her oprettede Realskole, som man antog var Skyld i Skatteforhøielsen, uagtet denne Skatteforhøielse fandt Sted over hele Landet og vilde have skeet her, ogsaa dersom Realskolen ikke havde været; og uagtet Erfaringen i de tre foregaaende Aar, forinden Skoleloven udkom, maatte have lært Enhver, at Realskolen ikke havde forhøiet Skatterne i disse Aar. Det maa for mig personlig betragtes som en aabenbar Ulykke, at man dengang havde valgt mig til Medlem af Skolekommissionen; jeg havde ingen Skyld i at Skoleloven blev til; jeg fik en forøget Skattebyrde at bære, saavel som alle Andre, og dog regnede man mig og de øvrige Medlemmer af de kommunale Autoriteter denne Skatteforhøielse til Last; jeg fik mere at tage vare ved Skolerne; og endelig foranledigede denne Stilling for mig mangfoldige Bryderier og Fortrædeligheder udenfra, uagtet jeg er mig bevidst, stedse efter bedste Overbeviisning at have virket netop for Menigmands Tarv, hvilket enhver af de Mænd, med hvem jeg har samarbejdet, skulle bevidne. Jeg kan i den Henseende ogsaa henvise til min Virksomhed for den herværende Søndags- og Aftenskole for Haandværksstanden. - Og nu denne Stening!

Denne Misfornøielse med Skatteforhøielsen, der gav sig Luft i Misfornøielse mod Realskolen, fremkaldte bl. A. et anonymt Inserat i nærværende Blads Nr. 25 for i Aar, hvori man opfordrede en Sagkyndig til at udtale sig herom, og da jeg antog mig for en saadan, gav jeg i det følgende Nr. i en forsonlig Tone nogle Oplysninger om denne Sag. Denne Avisartikel foranledigede herværende Malermester E. Ernst til at tilskrive mig et Brev med meget ærerørige Fornærmelser mod mig, hvorfor jeg, efter forgjæves at have søgt Forligelsescommissionens Mægling, for at værne om min Ære maatte anlægge en Injurieproces med E. For Retten gjorde E. nu ved Hjælp af sin juridiske Consulent Alt muligt for at indvikle og forhale Sagen; han nedlagde Paastand om, at den ordinaire Dommer, Hr. Justitsraad Buchwald, skulde vige sit Sæde, og da denne ogsaa tog hans Paastand til Følge, blev en Sættedommer beskikket og nu fortsattes Processen hele Sommeren, indtil der endelig den 6te Octbr. faldt Dom i Sagen, hvorved Injurierne bleve mortificerede, E. idømt en Mulct af 20 Rdl. til Byens Fattigkasse og tilpligtet at betale alle af Sagen flydende Omkostninger, som ved den beskikkede Sættedommers Reiser og Diæter og Sagens lange Forhaling vare løbne op til en ei ubetydelig Sum. Otte Dage efterat Dommen var bleven E. forkyndt, lod han imidlertid en Contract thinglæse, hvorefter han skulde have solgt sit Huus, sine Ejendele, kort sagt Alt hvad han eiede, til sin Broder. Han erklærede saaledes hverken at kunne betale Mulcten eller Omkostningerne, hvilke sidste jeg da efter vor ofte ubegribelige Rettergang selv skulde udrede. For Enhver, der vil overveje Sagen, maatte dette Salg være noget paafaldende, og da det var min faste Overbeviisning, at E. nok kunde, men ikke vilde betale, saa fandt jeg mig dog ikke ligefrem beføiet til at betale de Udgifter, som han var idømt, og som han selv paa alle mulige Maader havde bestræbt sig for at forhøie. Afskaaren fra at komme til min lovlige Ret maatte jeg derfor tilsidst, nødtvungen ved E.s egen Adfærd, som det sidste Middel prøve paa, om jeg ved paa lovlig Maade at lade ham belægge med Gjældsarrest om muligt kunde bevæge ham til al betale. Dette fandt Sted den 30te Octbr.

Denne forøvrigt jo aldeles lovlige Forholdsregel maa betragtes som Foranledningen til de den 2den dS. om Aftenen her i Byen stedfundne Gadeoptøier. I Mellemtiden forsømte man intet Middel for at ophidse Stemningen, og da det ingenlunde var nogen Hemmelighed, at der om Aftenen skulde foretages Demonstrationer imod mig, gjorde jeg om Middagen Melding derom til Politiøvrigheden, med Anmodning om, at Politiet maatte holde et vaagent Øine med min Bopæl. Om Aftenen mellem Kl. 6 og 7 lod pludselig Hornmusik udenfor Gjældsarresten, hvortil man havde leiet et tydsk Musikselskab og dette var ligesom Signalet for Urostifterne til at samle sig. En Flok af 50 til 100 Personer, bestaaende af alle Slags Subiecter, hvoraf mange om Eftermiddagen paa forskjellige Steder havde indtaget de Styrkningsmidler, som ere nødvendige til slige Heltegjerningers Udførelse, drog kort efter, med flere Læredrenge osv. imellem sig, fra Gjældsarresten hen til min Bolig. Her begyndte nu et Pøbeloptrin, som i Raahed og Kaadhed skal søge sin Lige, og som i længere Tid kun blev holdt i Skranker ved en enkelt Borgers frivillige Bestræbelser, medens Politiet en Tidlang ikke viste sig eller i det mindste ikke optraadte activt. Efterhaanden bleve nu de fleste Vinduer ituslagne, hele Muursteen, store Kampesteen og andre Gjenstande, bleve med den storste Frækhed kastede ind i Værelserne og dette Optrin fortsattes saaledes i hele 3 Timer.

Efter at jeg endnu en Gang ved et Bud havde anmodet Hr. Justitsraad Buchwald om Politiets Bistand, var dette imidlertid kommet til, ligesom sildigere ogsaa enkelte Medlemmer af Politicorpset; men det var nu for afmægtigt mod en Hob, der var dobbelt ophidset ved i saa lang Tid ingen Modstand at finde. Nogle af de værste Angribere søgte nu med vilde Raab at trænge ind i Huset, hvilket imidlertid ikke lykkedes. Endelig, omtrent Kl. lidt over 10, indfandt Hr. Justitsraad Buchwald sig hos mig og erklærede sig ude af Stand til med de Kræfter, der stode til hans Disposition, at beskytte mig, med mindre E. kom fri. Jeg, der under hele Opløbet ikke havde forladt min Bolig, saae mig ved denne Erklæring med min ængstede Familie og min Eiendom værløs overfor den rasende Flok, og nødtes derfor i dette lovløse Øieblik til at indvillige i, at E. løslodes af Gjældsarresten. Da Hr. Justitsraad Buchwald derefter erklærede dette for Sværmen, drog denne med vild Støi til Gjældsarresten og førte E. under Skrig og Hurraraab til hans Hjem. - Det bør endnu bemærkes, at den største Deel af den forsamlede Mængde vare Nysgjerrige eller rolige Tilskuere, og at særdeles Mange med dyb Harme overværede det hele Optrin.

Dette er i Korthed en nøiagtig Fremstilling af Sagen, og idet jeg herved overgiver den til Offenlighedens Dom, troer jeg, at enhver Retsindig vil finde, at jeg ikke i nogensomhelst Maade har handlet anderledes, end hvad enhver ærekjær Borger i mit Sted vilde have gjort. Ved Lovens Arm at søge sin lovlige Ret og under dens Beskyttelse at værge sig mod uforskyldt Had og Forfølgelse, blev dog hidtil aldrig forment nogen Mand i Danmark. - Sagen er nu under offenlig Undersøgelse, hvoraf Udfaldet maa afventes. Assens, den 7de Novbr. 1857.

Chr. Karup.

- Under sit Ophold i Assens dispenserede Stiftamtmanden Justitsraad Buchwald fra hans Embedsfunctioner (efter dennes egen Begjæring) og overdrog Cancelliraad Madsen i Asperup midlertidigt at besørge hans Embede.

(Svendborg Amtstidende 10. november 1857)

Redaktøren og hans svis boede i den sydligste af de to gårde for enden af torvet. De blev senere nedrevet i forbindelse med banens anlæg. 

Vestfyenske Avis var det første selvstændige dagblad i Assensområdet. Det var et konservativt blad der senere blev tilknyttet partiet Højre. Avisens redaktør og udgiver var Christian Karup (-1881). Det blev trykt på Torvet 8 i Assens. Det ændrede i 1864 navn til Assens Avis - og er altså ikke det samme som det i artiklerne nævnte. Avisen ophørte med at udkomme i 1913. Det blev købt af Middelfart Venstreblad og ændrede politisk holdning til radikal.

Redaktør Christian Gebhard Lebrecht Karup og Eline Belschner etablerede den Krarupske Boghandel, også angivet som Karupske Boghandel. Udover boghandelen udgav han Assens Avis. Familien boede i Damgade 34. Måske var der også trykkeri her, for ved folketællingen i 1880 var der 2 lærlinge på 15 år registret som boende her. Adoptivsønnen Frits overtog arbejdedet som redaktør 1881 til 1899.

Revolten i Assens

- - -

For 3 Aar siden var Børneantallet i Borgerskolen og Hjælpefriskolen saa stort, at man maatte have en Lærer til, hvorfor man fandt paa den Udvej, at oprette en høiere Betalingsskole, den senere saakaldte Realskole, hvis Lærerpersonale bestemtes til 4. Da Hjælpeskolen, som havde een Lærer, nu nedlagdes, og de to nye Lærere skulde betales af Skolepengene, fik Byen saaledes kun een eneste ny Lærer at betale til, og ham skulde Communen alligevel have havt, fordi, som ovenfor bemærket, Børneantallet var for stort. Kun en ubetydelig Skat, Forrentningen af Skolebygningen, som Byen endda for en Deel selv benyttede til Arrestlocale (!!), blev yderligere paalagt, tilligemed hvad den ene Lærer vilde koste, og hans Løn beløb sig blot til circa 250 Rd. Uagtet Enhver vil indsee, at den hele Udgift var saagodtsom for Intet at regne for enhver Kjøbstadcommune i Almindelighed, men især for en med et saa rigt Opland som Assens, og som har havt Raad ttl at anskaffe sig Gasoplysning, hvilken jo alle Kjøbstæder i dette Stift endnu maae hensætte i sine fromme Ønskers Tal, saa vakte den dog en hastig Modstand hos den "lavere" Borgerstand i Assens, fordi de paastode, at de nu kom til at betale for de "Fineres" Børn. I urolige Tider dukke Genierne op som Paddehatte, og saaledes satte ogsaa to agtbare Borgere sig i Spidsen for "Bevægelsen". og circa 100 Borgere ansøgte Ministeriet om, at "Realskolen" maatte nedlægges igjen paa Grund af Communens Armod. Da denne mærkværdige Ansøgning - der evig bør opbevares i Assens Raadstuearchiv, idetmindste i Gjenpart - kom til kommunalbestyrelsens Erklæring, beviste denne, at en stor Deel af Underskriverne vare paa Grund af Uformuenhed aldeles frie for at bidrage Noget, og at de Øvrige i det Høieste betalte 1 Mk. mere om Aaret i Skat paa Grund af den nye Skole. Denne Oplysning slog naturligviis Andragendet ihjel; men da der nu var kommet ondt Blod i Folket og Vreden skulde have Luft, kastede man herefter alt sit Had over den nye Skole paa dennes Lærere - det skal jo altid gaae ud over de Uskyldige - og deres Stilling blev høist piinlig i Byen. Vel søgte man at besværge Stormen ved at følge hiint gamle engelske og moderne tydske System, som gjerne giver Opponenter Sæde i Ministeriet, idet man gjorde den ene af hine to Borgere til Medlem af Skolecommissionen, og efter Udfaldet heraf at dømme, vilde man ogsaa have faaet Fred, dersom man kunde have gjort det Samme ved alle de andre 99 Underskrivere; men dette var jo en reen Umulighed, og Krigen mod Lærerne, disse "Dagtyve", "der blot levede og fededes af Borgernes sure Sved" (!!) osv. osv. fortsattes i den Grad, at de næppe gik fri for Insulter endog paa Gaden, og følte Tilbagevirkningerne deraf i Børnenes Forhold i Skolen, hvilket var en ligesaa stor Uret som den, der senere udvistes imod Hr. Karup, thi samtlige Lærere vare duelige, honnette og nidkjære Mænd. Dersom Nogen skulde finde disse Yttringer for stærke, vil jeg blot henvise til en vis Fugleskydning, hvor der offentlig faldt saa pøbelagtige Ord imod Skolens fredelige og agtværdige Lærerpersonale, at flere af de bedretænkende Borgere samt et Par tilstedeværende Lærere forlode Forsamlingen, og Mindet herom endnu er levende hos Mange, ligesom jeg ogsaa med Beklagelse maa bevidne, at disse Skolestormere fandt et mægtigt Rygstød i Byens Haandværkerforening, i hvilken mange gode Kugler støbtes imod de ulykkelige Lærere. Under disse Forhold udkom Skoleloven af 8de Marts 1856, og man kan da nok indsee, at Stemningen herved ikke forbedredes meget for Skolens Lærere, især da Skolecommissionen og Borgerrepræsentanterne saameget som muligt holdt paa dens Gjennemførelse. Vel fik man saasnart som muligt et Menighedsraad indført, og jeg troede virkelig, at det vilde blive en Dæmper paa den ulmende Brand; men hvorlidet det har hjulpet, kan man see deraf, at det var endog det ene Menighedsraadsmedlem, Hr. Karup, som leed Molesten, hvilket just ikke taler stort til Fordeel for denne Institutions Fortræffelighed. At Revolten forøvrigt ikke blev værre, skyldes ganske vist Politimesterens Conduite og Politikorpsets Holdning; thi var dette "gaaet paa med Bajonetten", var der upaatvivlelig bleven opkastet Barrikader, og da havde Følgerne ikke været til at beregne. Naar jeg derfor vel overvejer Alt, kan jeg ikke sætte saa haard en Dom over Politimesteren, som de fleste Andre. Han lignede grangivelig Castenschjold ved Kjøge, der pludselig saae sig forladt af alle Tropper: kun smurte Politimesteren ikke Haser som denne, men indgik en faderlig Kapitulation med Fjenden, ligerviis som Jacob v. Thybo, i en lignende Forlegenhed, og det var den bedste Udgang for Alle, undtagen for Assens Gader, hvoraf de fleste ere saa usselt brolagte, at de ganske vist vilde blive behageligere for Pedagrister, naar Kampestenene for en Stund bleve tagne til et andet og faderligere Brug end det, hvortil de i Fredens Dage benyttes. - See saaledes hænger det sammen med Aarsagen til hiin verdenshistoriske Begivenhed, om dens mulige Følger vil jeg ikke her tale, for ikke at faae Ord for at forudsige tilkommende Ulykker hvilke man tidsnok kan erfare. Som jeg troer, har Hr. Karup blot tømt de første Draaber af den bittre Drik, som de assenske Frondister have iskjænket ham, og maa forudsee at blive fortrædiget paa mange Maader i sin Stilling, ligesom Lærerne i deres; thi desværre savner Assens en Middelstand, der har Mod til at træde slige Urostiftere under Øine, og den ellers agtværdige Embedsstand er ligesom i de fleste andre Smaabyer, navnlig paa Grund af dens Storagtighed imod Borgerstanden og snærpede Cliquevæsen, ikke saa afholdt, at et godt Ord af den kan finde et godt Sted. Den vigtigste Indflydelse vil maaskee den almindelige Misbilligelse have, som umulig kan blive Spektakelmagerne ubekjendt, og kan den virke saa meget paa dem, at den indgiver dem Stof til bedre Eftertanke, vil maaskee herfra udspringe en Forandring i Gemytterne, som tør have de heldigste Følger for Samfundslivet i Assens og atter hæve dens Indvaanere saavel i egne som i andre Kjøbstadborgeres Øine.

86

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 21. november 1857. Artiklens indledning er udeladt).

I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26, november 1857, tillæg I stod en artikel af M. Albertus, 14. november 1857. Christian Karup svarede på nedenstående måde:

Hr Overkrigscommissair, Gjæstgiver Albertus her i Byen har i Avertissements Tillæget til "Berl. Tid." af 26de ds. ladet indrykke et saakaldt "Sendebrev" til Undertegnede i Anledning af den her den 2den dennes stedfundne Gadetumult.

For Enhver, der kjender lidt til de herværende Forhold og Personer, vil det neppe vare paafaldende, at Hr. Albertus har blandet sig ind i denne Sag, - som han selv erklærer kun at kiende efter Andres Fortællinger, - og udtalt sig som skeet er; det maatte næsten have vakt mere Forundring, dersom det ikke var bleven Tilfældet.

Hr. Albertus's ovennævnte Aandsprodukt er saa at sige et Væv af aabenbare Fordrejelser og urigtige Fremstillinger, og røber i det Hele en saa paradox og forskruet Ideegang, at det staaer som en Mærkelighed i sit Slags.

Det har fornemmelig vakt Hr. Albertus's Mishag (!), at jeg i min Beretning om Pøbeltumulten har, som han siger, "kastet Skygge paa Politiøvrigheden." Hertil svares: i min nævnte Fremstilling har jeg alene holdt mig til Facta og ladet Kjendsgierningerne selv tale; navnlig har jeg, hvad Politiet angaaer, med Flid brugt meget moderate Udtryk: thi jeg kunde i den Retning overeensstemmende med Sandheden meget vel have tilføiet flere særdeles betegnende og charakteristiske Enkeltheder. Hertil giver nu vistnok Hr. Albertus's Indblandnig og fremsatte Paastande paany en stærk Opfordring, ligesom ogsaa enkelte Yttringer i hans Inserat kunde give Anledning til Betragtninger at en alvorlig Natur, da de synes ligesom at give Nøglen til Politiøvrighedens hele Forhold under Tumulten. Sagen er imidlertid nu underkastet en nøiagtig Undersøgelse, og jeg skal derfor ikke for Øieblikket videre indlade mig paa at gjendrive de af Hr. Albertus fremførte factisk urigtige Paastande og øvrige subtile Insinuationer, hvilket iøvrigt var saare let; men indskrænke mig til at fastholde min Beretning i "Vestfyenske Avis" Nr. 17, der er gjengiven eller omtalt i de allerfleste danske Blade, som sand og nøiagtig. Skjøndt de stedfindende Forhører ikke specielt gaae ud paa at undersøge Politiets Forhold under Tumulten . ville de leilighedsviis fremkommende Oplysninger dog forhaabentlig være tilstrækkelige til ikke alene i Et og Alt al bekræfte min Fremstilling af Sagen, men ogsaa videre at fuldstændiggjøre samme. Disse Oplysninger vil man vistnok forsøge paa at besmykke og tilintetgjøre, hvortil der jo gives mange Midler, - hvad Hr. Albertus's Inserat er et Exempel paa -, men det vil neppe lykkes aldeles at bortdemonstrere dem.

Assens den 28de Novbr. 1857

Chr. Karup.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1857).

Tumulten i Assens. Som bekjendt blev der i Anledning af Tumulten i Assens den 2 Novbr. f. A. af Stiftamtet beordret Tiltale mod 14 Personer, der havde deeltaget i samme. Ifølge "Vestf. Av." er der nu faldet Kjendelse i Sagen og lyder denne saaledes: 

Tiltalte Nr. 3, Kobbersmed H. I. Hansen, bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være.

De Tiltalte: Nr. 1, Dagleier Ole Larsen, Nr. 2, Bagerlærling Jens Christian Meyer, Nr. 4, Skomager Hans Andersen Skou, Nr. 6 , Felbereder Christian Frederik Holm, Nr. 7, Malersvend Jørgen Rasmussen Haarby, Nr. 9, Glarmester Fedder Magnus Julius Carstens, bør hensættes i Fængsel paa Vand og Brød, Nr. 1, Nr. 2, Nr. 6 og Nr. 9 hver i 8 Dage, Nr. 4 og Nr. 7 hver i 4 Dage.

De Tiltalte: Nr. 5, Skibsdreng Jens Jacobsen, og Nr. 11, Sadelmagerlærling Mads Nielsen bør hensættes i simpelt Fængsel hver 15 Dage.

De Tiltalte: Nr. 8, Smaakjører Niss Christian Jørgensen, Nr. 19, Naalemager L. Dideriksen, Nr. 12, Ungkarl Rasmus Poulsen Marcussen, Nr. 13, Tjenestekarl Niels Larsen, og Nr. 14, Skomagerlærling Morten Henriksen, bør at betale i Mulct til Assens Kjøbstads Politikasse. Nr. 8 og 19 hver 19 Rd., Nr. 12 4 Rd. og Nr. 13 og 14 hver 2 Rd.

Samtlige Tiltalte, med Undtagelse af Nr. 3, udrede derhos in solidum i Erstatning til Redacteur Karup i Assens 14 Rd., ligesom de samme Tiltalte i samme Forhold tilsvare samtlige af Actionen lovligt flydende Omkostninger og derunder i Salair til Actor, Procurator Jespersen 15 Rd. og til Defensorerne Procuratorerne Gormsen i Assens, Cloos i Odense, Møller i Bogense og Møller og Schmidt i Middelfart hver 6 Rd.

Den idømte Erstatning at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven.

Tre af de Dømte, nemlig Tjenestekarl Niels Larsen, Daglejer Ole Larsen og - Glarmester Carstens have begjæret Dommen appelleret for deres Vedkommende, hvorimod de Øvrige have aquiesceret ved Extrarettens Dom.

(Fyens Stiftstidende 14. maj 1858, 2. udgave).

Tumulten i Assens.- - - . Efter det under Sagen Oplyste er der ingen Grund til at antage, at der har været nogen forud lagt Plan til ved voldsomme Midler eller Trudsel om Vold al bevirke Ernst's Løsladelse af Gjældsfængslet.

Ved Overrettens Dom bleve de Tiltalte: 1) Kobbersmed H. I. Hansen aldeles frifunden og 2) Naalemager L. Didriksen, 3) Tjenestekarl Niels Larsen og 4) Skomagerlærling Morten Henriksen frifundne mod at deeltage i Actionens Omkostninger.

Derimod bleve de øvrige Tiltalte ansete med Fængsel paa Vand og Brød: 5) Dagleier Ole Larsen, 6) Bagersvend Jens Chr. Meyer og 7) Skomagermester Hans Andersen Skov, 8 Dage hver især:

med simpelt Fængsel : 8) Fellbereder Christtan Frederik Holm i 20 Dage, 9) Glarmester Fedder Julius Magnus Carstens, 10) Skibsdreng Jens Jacobsen, 11) Malersvend Jørgen Rasmussen Haarbeg, 12) Sadelmagerlærling Mads Nielsen, 5 Dage hver; og 

med Mulct. 13) Ungkarl Rasmus Paulsen Marcussen 4 Rd., og 14) Smaakjører Niss Christian Jørgensen 10 Rd.

(Fyens Stiftstidende 23. november 1858).

Da Frederik 7. og grevinde Danner kom på besøg 12. og 13. september 1860, mødte kommunalbestyrelsen medlemmer, håndværkerlavene og embedsmændene op. Chr. Karup bød kongen velkommen. 

Kvistkammertyven Tofte (3): Familien Løve. Ca. 1857. (Efterskrift til Politivennen)

 De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Naar man vil have et Begreb om, i hvilken Grad han overøste Emma Løve med Presenter, er det tilstrækkeligt at anføre, at han engang i Løbet af nogle faa Dage forærede hende flere Guldfingerringe, et Par Ørenringe af samme Metal, Tøi til forskjellige dyre Kjoler, en elegant Hat, et Gulduhr med Kjæde, en Parasol og mere endnu; efterhaanden forsynede han hende med Alt, hvad hun behøvede til sin Paaklædning, og det berettes udtrykkelig, hvorledes han forærede hende en Toiletgjenstand, der dengang var aldeles ny hertillands, nemlig en Krinoline!

Mad. Løve tog Sagen fra en mere praktisk Side og fik ham til jevnlig at forsyne Familien med Fødevarer og mindre Pengebeløb, saa at den efterhaanden næsten udelukkende levede af ham. Der kunde derfor vel være Anledning for Madame Løve til at yttre til en Nabokone, at de maatte takke Gud for den Tofte; han var rigtignok en "mageløs" Støtte for hende og Børnene.

At Forbindelsen mellem ham og Emma just ikke var i Tugt og Ære, har man vel allerede gættet, men han stod desuden i Forhold til flere andre Fruentimmer, og hos dem alle gjorde han sig gjældende ved kostbare Presenter, Maskeradebilletter, flot Traktement o. desl.

Hans utrolige Rutten med Penge maatte snart hos hans Bekjendte vække Mistanke om, at det ikke gik rigtigt til med Erhvervelsen, og det manglede ikke paa generende Spørgsmaal til ham, om hvorfra han egentlig havde al denne Rigdom. Da han første Gang forærede Emma en Guldring, yttrede hun ligefrem: "Du tager da ikke Pengene hjemme hos din Fader?" Et andet Fruentimmer af dem, han interesserede sig for, spurgte ham engang, om han ikke gjorde falske Penge. Han var ved saadanne Leiligheder aldrig forlegen for Svar, og havde navnlig god Nytte af Historien om sin Fader "Baronen", der hemmelig understøttede ham. Til dem, hvem han ikke troede al kunne byde denne Historie, havde han en anden, om at han havde vundet 1000 Rd. i Lotteriet, og ligeoverfor Folk, der kun kjendte meget lidt til ham, kunde han endog bruge sine fattige Pleieforældre som Skalkeskjul, idet han f. Ex. paastod, at han fik Penge fra sin Moder, der var velhavende og eiede et Landsted.

Den Mistanke, der saa tidlig var opstaaet hos Emma, kunde han naturligviis med sit selvsikkre Væsen ikke forjage. Ved Mathildes Konfirmation fik baade Moderen og Døttrene en Formodning om, at han stjal, og Emma ventede, som hun senere har tilstaaet, hver Dag at see Politiet komme og tage ham; men da det ikke kom, blev hun efterhaanden mere tryg og tænkte, "at det maatte vel have sin Rigtighed." Denne Forklaring hjalp hende ikke for Retten, thi da Familien senere blev inddraget under den kriminelle Undersøgelse mod Tofte, bleve baade hun og Mad. Løve straffede som Hælersker med Fængsel paa Vand og Brød, den Første i 15 Dage, den Anden i 30 Dage, og Mathilde gik alene fri, fordi hun havde været under 15 Aar, da hun modtog Presenter af Tofte, og Børn under denne Alder ikke straffes for Hæleri.

De havde ærligt fortjent denne Straf begge to, eller maaskee endog en endnu haardere, thi jo mere han forærede dem, desto begjærligere bleve de efter nye Presenter, saa at det  næsten var ham umuligt at mætte deres Gridskhed. Naar han sagde, at han ingen Penge havde, og de nogen Tid efter saae, at han havde Penge, gjorde Emma strax Scener med ham og raabte: "Der kan man see! Naar Du blot vil give os Noget, kan Du gjøre det, men Du bryder Dig slet ikke Noget om mig" o. s. v. - og det uagtet baade hun og Moderen havde en stærk Formodning om, at det var Tyvekoster, han forærede dem. De bidrog saaledes deres til at drive ham videre frem paa Forbryderbanen.

Det kunde ikke falde os ind at give en Skildring af alle hans Kvistkammerexpeditioner. Han har aflagt detailleret Tilstaaelse om over hundrede Tyverier og Brandstiftelser, og en omstændig Beskrivelse af dem alle vilde fylde mange tykke Bind. Vor Hensigt er kun i denne Skizze at sammenfatte nogle af de meest karakteristiske Træk i hans Liv til et Totalbillede, der kunde tjene tie at vise, hvorledes saadanne Snigmordernaturer udvikle sig.

At der var Methode i hans Tyverier, have vi allerede een Gang berørt. Vi kunne tilføie, at han altid stjal om Dagen, og at han fortrinsviis holdt sig til Hovedgaderne og til de anseeligste Gaarde og Huse; der vidste han, at der var Noget at faae, endog paa Kvistkamrene, men forresten har han stjaalet overalt i Byen, paa Nørrebro, paa Frederiksberg o. s v.  o. s. v. Han pleiede gjerne at hjemsøge Byen kvarteersviis, og han stjal meget ofte ved samme Leilighed fra forskjellige Værelser i samme Huus. En almindelig Tyv skynder sig at komme afsted med sine Koster, saasnart han har udført Tyveriet, men Tofte, der altid havde det meest ubegribelige Held med sig, puttede blot ganske rolig det Stjaalne i sin Bylt, og gav sig saa til at bearbejde Døren til Værelset ved Siden af. Der er iøvrigt ingen Tvivl om, at han har begaaet langt flere Tyverier end dem, der omtales i Retsakterne, men dette har han ikke villet sige hele Sandheden, deels har det været ham umuligt i sin Erindring at fastholde alle sine forskjellige Razziaer, og det er først efterhaanden, at de ere dukkede op for ham.

Rede Penge, Guld- og Sølvsager vedblive at være det, han nærmest holdt sig til. Han tog ikke fra sjeldent Akademiets Guldmedailler fra Kunstnere, og gik da hen og fik dem solgt eller bortbyttet hos Vexellerere eller Guldsmede. Dagen efter kom saa i Regelen Politiet og fik hans Signalement, som man allerede havde iforveien i mangfoldige Udgaver. Efter at have gjort Bekjendtskab med Emma Løve holdt han sig dog ikke mere saa udelukkende til de ædle Metaller, men stjal ogsaa en Mængde forskjellige Sager, henhørende til Damernes Toilette, navnlig naar de ikke tog for stor Plads op i Bylten. Han forsømte heller ikke sine egne Liebhaverier; et Sted stjal han saaledes nogle usædelige Billeder, der i Retten vurderedes til et Par Skilling Stykket, og en anden Gang, da han var kommen ind i en Kammerjunkers ziirlige Boudoir, tog han blot noget fint Sæbe og nogle lugtende Vande, men glemte endeel Guldtøi, som han havde fundet i et af Møblerne og lagt frem paa Bordet!

Naar han bankede paa, og Ingen svarede, gik han ind i Værelset, men det hændte sig engang imellem, at det dog var Folk derinde. Da han saaledes kom ind i et af Værelserne paa et Hotel, laae der en Dame og sov paa Sofaen; paa Bordet laae nogle Penge, som han skrabede til sig, men ved denne Lyd vaagnede Damen og sprang efter ham, inden han endnu var heelt ude af Døren, og dog blev han ikke fanget den Gang. En anden Gang var han kommen op til et Kvistværelse i Skindergade, hvor en Mand laae og sov Middagssøvn; Manden vækkedes ved Toftes Banken, men da han ikke vilde forstyrres, gav han intet Svar. Han hørte da, hvorledes en Nøgle sagtelig blev stukket ind i Laasen, og da dette var ham mistænkeligt, sprang han op og listede sig paa Hosesokker hen i Nærheden af Døren og lyttede. Han var saaledes parat til at gribe Tyven, men i samme Nu som Tofte fik Døren op, havde han allerede gjort omkring og var i et Øieblik nede af Trapperne. Undertiden maatte han hjælpe sig ud af Forlegenheden med Grovheder. Da han saaledes engang blev truffen paa et Kvistkammer af en Pige, der forlangte at vide, hvad han havde der at bestille, svarede han blot: "Hvad kommer det Dig ved, din forbandede Tøs!" og foer med det samme ud paa Kjøkkentrappen, hvortil Kammeret vendte ud, Iøb fordi Pigen, aabnede med en af sine Nøgler en Gitterdør, der adskilte Kjøkkentrappen fra Hovedtrappen, og lod sig rutsche ned ad dennes Rækværk - Alt inden Pigen kunde faae indført et eneste Ord.

Det Nærmeste han nogensinde har været ved at blive greben paa fersk Gjerning, var han dog vistnok den 6te Oktober 1857. Han havde med en af sine Nøgler skaffet sig Adgang til et Kvistværelse paa Hjørnet af Gammelmønt og Møntergade, der beboedes af en ung Student, og stiaalet nogle Penge, der laae deels i en aabenstaaende Bordskuffe i et Cigarfuteral, deels i en Kuffert. Derpaa undersøgte han Værelserne ved Siden af, og da der Intet var at tage, vilde han gaae sin Vei, men i det Samme hørte han Nogen komme op ad Trappen. Hurtig trak han sig tilbage i Gangen, som var temmelig mørk, og stod der ganske stille uden at we sig. Han saae da en ung Mand, som ikke var nogen Anden end den Bestjaalne selv, gaae forbi sig og lige op til det Værelse, hvor han havde stjaalet Pengene. Da Studenten fandt, at Døren ikke var lukket af, lod han den staae aaben efter sig, idet han strax indsaae, at der havde været "Fremmede" hos ham. Tofte fandt det derfor raadeligst at blive, hvor han var. Strax efter saae han Studenten gaae ned paa 3die Sal og kalde Beboerne ud, idet han med høi Røst fortalte dem, at der var begaaet Tyveri hos ham. Nogle af Folkene gik med op paa Værelset, hvis Dør stadig blev ved at staae aaben, og Tofte hørte En af dem sige, at han vilde melde det til Politiet. Imidlertid havde Tofte faaet sine Støvler af, og da omsider Alle vare gaaede, og Alt var blevet stille, løb han paa Hosesokker ned ad Trapperne og ind paa en Trappegang i Pilestræde, hvor han igjen tog Støvlerne paa, men han havde faaet en saadan Skræk i Blodet, at det endnu varede over en Time, inden han turde gaae ned paa Gaden igjen.

Det røde hus på hjørnet af Møntergade og Gammel Mønt. Det var i kvisten på denne bygning Peter Ludvig Tofte 6. oktober 1857 blev opdaget midt i et tyveri af værelsets beboer, en student. Bygningen er en af de få som har bevaret sin oprindelige højde. Mange af den indre bys andre ejendomme er blevet forhøjet med 1 eller 2 etager. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sit Arbeide paa Jernstøberiet passede han, som man let kan begribe, kun daarligt. Navnlig generede det ham at komme saa tidlig op om Morgenen, at han kunde møde i Værkstedet Kl. 6. I December 1857 blev han omsider bortviist af Tjenesten og tog nu Ophold hos sin Pleiefader paa Nørrebro. Her var hans Hovedkvarteer. Sit store Oplag af falske Nøgler havde han skjult under en Busk i Gaarden, hvor man efter hans Paagribelse fandt adskillige af dem - deriblandt flere Hovednøgler - liggende indsvøbte i en Bomuldsklud. Hver Dag gik han ind til Byen "for at søge Arbeide", som han sagde; dette var nu rigtignok ikke Hovedhensigten med hans Toure, men han søgte dog virkelig at faae en Beskjæftigelse, hvilket jo ogsaa kunde være god Politik for at skjule hans virkelige Indtægtskilde. Det varede imidlertid til langt ud paa Foraaret 1858, inden han fik en Kondition.

(Fortsættes).

(Folkets Avis 15. februar 1865)

Om Branden paa Vemmetofte. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redakteur!

I "Berl. Tid. s" Anmeldelse om Ildebranden paa Vemmetofte staaer til Slutning: "Beklageligt var det at at see, hvor megen Ulyst de Tilstedeværende viste til at slukke". Indsenderen af disse Linier, der var tilstede ved nævnte Ildebrand og saae hvorledes det gik til, kan ikke undlade at gjøre nogle Bemærkninger ved denne henkastede Yttring, og udbeder sig Plads hertil i Deres ærede Blad. At der fandt Uordener Sted ved denne Ildebrand, som ved de fleste paa Landet, og at her ikke blev reddet det, der burde være kunnet reddet, skal villig indrømmes, men at Aarsagen dertil skal søges i Ulyst hos de Tilstedeværende til at slukke, er en i høieste Grad uretfærdig Beskyldning. Aarsagen til at mindre blev udrettet her end der burde, ligger aldeles vist i Brandvæsenets slette Organisation paa Landet og i Mangel paa Sluknings- og Redningsapparater og i disses høist uforsvarlige Tilstand. Der mødte her, som ved alle saadanne Lejligheder, en Masse Mennesker; men den ledende Aand, og Kraft hos de Befalende manglede aldeles, og maa vistnok stedse mangle, eller i ethvert Fald være ufuldstændig, saa længe Organisationen er saa slet. Ingen veed nu hvortil han skal commandere Mandskabet, der ikke har bestemt fastsatte Forretninger Enhver især at udføre. En møder med en Spand, en Anden med en Tønde, en Tredie med en Brandhage o. s. v.; men hvor hver Enkelts Plads er, bliver ikke bestemt beordret. Man løber imellem hverandre, frem og tilbage, cg Nogle udrette en Deel, Nogle aldeles Intet. Sprøiterne, som burde have deres faste Mandskab, staae ofte stille af Mangel paa Vand og anden Betjening. Naar et Hold, som med Lyst og Iver har arbeidet, er bleven træt, veed man ikke hvor man skal tage frisk Mandskab fra; de, til hvem man henvender sig derom, svare ofte, med eller uden Grund, at de har maattet udføre det strængeste Arbeide og nu ere trætte. Kort, det er i høieste Grad beklageligt at see hvor lidet der ved slige Leiligheder udrettes, men hvortil Aarsagen sandelig mindst skal søges i Ulyst hos de Tilstedeværende. At forlange af Folk, at de skulle vove sig ind i Luerne for at redde enkelte Stykker Gods, hvor Redningsapparaterne ere saa slette som Tilfældet er paa Landet, er dog virkelig vel stærkt, saameget mere som man ofte seer de meest interesserede Personer med den største Ligegyldighed at spankulere omkring med Hænderne i Buxerne, eller som Fortvivlede at vride Hænderne og løbe rundt i Støvlerne, istedelfor at udrette Noget for sig selv. Assurancen betaler.

Hvad nu specielt Branden paa Vemmetofte angaaer, da maa bemærkes, at 20 a 30 Arbejdere, der vare tilstede strax da den udbrød, gjorde sig al optænkelig Umage, med ikke liden Fare for Lemmer og Helbred, for at redde hvad der kunde redde. Enhver, som har overværet en Brand paa Landet, veed godt, at i et Nu er Alt omspændt af Ild, naturligviis da saa meget let Antændeligt der er tilstede. Ved denne Leilighed kunde anføres flere Træk af Uegennyttighed, men det anførte er maaskee tilstrækkeligt til at tilbagevise den gjorte Beskyldning, især naar sees tilbørlig hen til, hvor magtesIøs man paa Landet er ved en Brand, med Hensyn til at redde Noget. Det er maaskee ikke overflødigt at bemærke ogsaa ved denne Leilighed hvor stor Lysten er hos mange Mennesker til at udpille og fremsætte det mindre Hæderlige der er hos Folk, især naar det er "simple Fok", istedet for at man burde gjøre sig en Fornøielse af en modsat Fremgangsmaade. Giver derimod en Rigmand af sin Overflødighed nogle hundrede Daler ved slige Leiligheder, der, naar sees hen til hans Rigdom, i Virkeligheden er saare Lidet, og navnlig er for Intet at regne imod at den Fattige giver det Eneste han eier: Liv cg Helbred, - da tales der vidt og bredt derom. Man kan gjøre sig en Idee om i hvilken Tilstand Sprøiterne paa Landet ere, naar man hører, at af de 10 a 12 Stkr. (maaskee nogle flere), der her vare tilstede, hvoraf Størsteparten vare hjemmehørende 2 a 3 Miil fra Brandstedet - Omegnen, at regne 2 Mile, eier ikkun høist 6 Sprøiter - vare de 3 a 4 ikke istand til at naae over Tagskjæggct paa en almindelig Bygning.

Det "høie Kloster", det rige Vemmetofte, eier, eller rettere eiede kun een Sprøite - den brændte ved denne Leilighed, da den ene Deel af Mandskabet løb til een Side med Sprøiten og den anden Deel til en anden med Slangen, og enhver især troede at den enkelte Deel var brændt og derfor opgav den - den var i en yderst maadelig Forfatning. Sandelig, vi trænge haardt paa Landet til Reformer i denne Henseende ogsaa, og gid de ikke for længe maae udeblive, da det vistnok eller inden meget længe bliver vanskeligt at faae sine Eiendele forsikkrede, eftersom Assurancerne jo maae blive svært medtagne ved den Masse, der nu gaaer tabt, ikke at tale om den Fare, Ens Liv er udsat for. Til Reformer trænge vi, men ikke til Jeremiader over Folks Opførsel; det forbedrer ikke Sagerne. Flere og gode Sprøiter samt Redningsapparater maa anskaffes, et fast og tilstrækkeligt Mandskab maa ansættes til enhver enkelt Deel og staae under kyndige og raske Befalingsmænd, der saaledes vide hvem de have at befale over og hvad de skulle udrette. Hensigtsmæssigt var det vistnok, om Mandskabet blev betalt, og ordentlig betalt, og at der holdte strængt over at Alle, der ingen Forretninger have, bortviste fra Brandstederne. Maatte Rigsdagen, for hvilken et Lovforslag i denne Retning formeentlig vil blive forelagt i den nu forestaaende Samling, tage sig alvorlig og med Sagkundskab af dette, var det høist prissværdigt.

n. n. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. september 1857)

Branden fandt sted 23. september 1857 og afslørede endnu engang det mangelfulde brandberedskab. Heller ikke denne brand udvirkede nogle afgørende ændringer på området.

Kristian Ludvig von der Hude (1864-1929): Vemmetofte Kloster (1900). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Colonien Godthaab. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Efterretninger fra Kolonien Godthaab i Grønland har man der den 8de Juni foretaget de første forberedende Skridt til Indførelsen af den paatænkte Kommunalforfatning; man havde nemlig til Kolonien sammenkaldt en Deel af de dygtigste forhaandenværende grønlandske Mænd, 1 a 2 fra hver beboet Plads i Distriktet, og bekjendtgjort for dem, at det var Regeringens Villie, at der for Fremtiden ved hver Koloni skulde indsattes nogle misigssuissut (de europæiske faste Medlemmer, Præst, Kolonibestyrer, Læge) og nogle pàrssissut (de grønlandske Medlemmer), hvilke skulde komme 2 a 3 Gange aarlig "kalàtdlit iluakutigssait isumaliú tigalugit" c: for at overveie for Grønlænderne gavnlige Foranstaltninger, (den nationale Benævnelse for dette Folk er kalâlek, en Grønlander, Fleertal kalâtdlit). Som Hovedmotiv for denne Regeringens Bestemmelse angaves for Forsamlingen den i Folket herskende Fattigdom og til enkelte Tider indtrædende store Elendighed og Hungersnød, og det trykkende Paahæng, som de Dygtige og Stræbsomme i Folket under saadanne Omstændigheder maatte lide af de mange Fattige; at dette Sidste navnlig blev optaget med levende Interesse af Forsamlingen, var kjendeligt af det derover lydelig udtalte Bifald. Som tilkommende pârssissut havde man udset sex, men af disse vare paa Grund af en herskende Sygdom kun en tilstede i Forsamlingen, nemlig den indfødte Kateket Albrekt fra Udstedet Atangmik; man bekjendtgjorde derfor, at disse pârssissut først vilde blive udnævnte til Efteraaret, da den første egenlige Forsamling skulde finde Sted. Som fast Indtægt for Godthaabs Kommunalforsamling var der normeret 400 Rdl.; denne ringe Sum er endda ikke nogen ny Udgift for den kongelige Handel, men er kun opstaaet herved, at man har slaaet Alt sammen, hvad der alligevel hidtil under en uordnet Bestyrelse gik med eller rettere gik unyttig tabt. Lettelig kunde herved vistnok paatrænge sig disse Betragtninger og Sammenligninger mellem den store Elendighed blandt "kalàtdlit" og Handelens senere Aars Overskud paa Hundredetusinder trods Monopolets stor Administrationsomkostninger. Betræffende Kommunalvæsen skal der om to Aars Forløb atter indgives et mere bestemt Forslag, saa at det Begyndte kun bliver anset for en Prøve. (Dgbl.)

Lars Peter Elfelt: Hus i Umanak. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Vi have allerede tidligere flere Gange berørt den tragiske Begivenhed ved Udstedet Naparsuk under Kolonien Sukkertoppen paa Grønland, at største Delen af den indfødte Befolkning ynkelig omkom af Hunger, efterat den der ansatte danske Handelsbetjent, Willumsen, med 9 af Pladsens Fangere, et Fruentimmer og et Barn vare forsvundne paa Havet under et Forsøg paa at reise til Kolonien for at hente Hjælpeproviant til den forhungrede Befolkning ved nævnte Udsted. Først i Løbet af afvigte Juni Maaned har man fundet Spor af disse, omtrent i Februar forulykkede 12 Personer. Paa en liden Udhavsø Nord for Kin of Saal (i de Indfødtes Sprog Umanak) har man nemlig udfor Sermerssuk paa Halvveien mellem Sukkertoppen og Kangamiut fundet Ligene af den nævnte Willumsen, tre Grønlændere og et Barn; de havde gravet sig en Hytte i en Sneedrive, som endnu i Juni ikke var optøet, og som indvendig var beklædt med noget Tøi; skjønt Hytten var ret god og luun, synes de dog ligesaavel at være frosne som sultede ihjel; Barnet, som laa i Willumsens Arme, havde kun en meget tynd Beklædning. Uden Tvivl ere de komne vaade iland, hvilket ogsaa er rimeligt, eftersom det jo af dette Steds Beliggenhed, Nord for Sukkertoppen, næsten med Vished fremgaaer, at de have været udenfor Isen, der forhindrede dem fra at komme ind til Sukkertoppen, og udsatte for Davisstrædets høie Sø. To af Ligene vare aldeles opædte, og Benene tildels knuste, rimeligvis af Bjørne. Willumsens Sælskinds-Benklæder vare afskaarne ved Knæene, hvoraf man maa slutte, at de afskaarne Stykker have maattet tjene som Føde. Forresten maa de uden Tvivl have boet der i det Mindste i nogle Dage i nogenlunde rask Tilstand, thi der saaes tydeligt forskjellige Spor af Mennesker udenfor Hytten. Der fandtes ogsaa Adskilligt af deres Reisegods iland, men Baaden har man ikke fundet Spor af, ligesaa lidt som af de andre Mænd og af Kajaken, som var med; muligt have de Øvrige forsøgt at komme derfra med Baaden og ere senere omkomne. Disse 9 Fangers sørgelige Endeligt maa vistnok ansees for en af Aarsagerne til, at Hungeren greb saa frygteligt om sig ved Naparsuk, da nu Enker og Børn og Oldinge sad tilbage og aldeles Intet kunde erhverve til Livets Ophold. Hovedaarsagerne ere imidlertid alvorligere og dybere liggende; som Jægere og Fiskere indtager dette Folk sin Plads paa Nationernes laveste Udviklingstrin, og dels ulykkelige Samfundsorden, Kommunismen, drager de Flittige og Stræbsomme ned i de Dovnes og Ligegyldiges Elendighed. Intet er vanskeligere end at bringe en Nation til at forandre sin Samfundsorden, og til Intet hører der større aandelig Myndighed end til for den Enkelte at trodse Samfundsordenen. Endelig maa endnu blandt de dybere Grunde til denne og lignende Ulykker nævnes det trykkende Monopol og de unaturlige Handelsforhold; unaturligt maa det vel benævnes f. Ex. at betale Producenterne 4 Rdr. for en Balle Spæk, medens Handelen erholder omtrent 40 Rdr. for en Tønde Tran, eller 1 Rdr. for blaa Ræveskind, der afhændes for 15 a 20 Rdr. Den sørgelige Begivenhed paa Naparsuk indeholder en fornyet Opfordring for Regeringen til omsider at tage alvorlig sat paa Reformer i Grønlands Bestyrelse; Leiligheden dertil er i dette Øieblik saa meget gunstigere, som man nu kan handle uden de stedse hæmmende og lammende personlige Hensyn. (Dgbl.)

(Ribe Stifts-Tidende 26. september 1857).

Forstanderskaberne i Grønland var et grønlandsk administrativt råd, der eksisterede i perioden 1857-1911. I forstanderskabet sad de øverste danske embedsmænd og et antal medlemmer valgt af grønlænderne. Rådet forestod fattighjælpen og ydede tilskud til husmaterialer og erhvervsredskaber. Resten af indtægterne blev fordelt mellem grønlænderne efter deres dygtighed som sælfangere. Forstanderskaberne i Grønland fungerede som domstole og var således første instans i den grønlandske retspleje.

Rink havde allerede i 1856 advaret om at brød ikke bare var en luksusvare, men også en af de sletteste og unyttigste. 1857 var en alvorlig sultevinter, og på det lille sted Napasoq ved Sukkertoppen døde de fleste af beboerne af sult. En dansk udliggeer Willumsen der var grønlandsk gift, forsøgte at rejse til Sukkertoppen for at hente proviant til udstedet. Det samme gjalt på udstederne og bopladserne Qerrortusoq, Saqqaq, Kangerluarsuuk, Sarfannguaq, Saqqarliit, Uuummannaarsuk, Itilleq, Itillersuaq og Kaksik. 

Pressefrihed i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

"Der har, som bekjendt, tidligere været et ingenlunde svagt folkeligtsindet Partie i Holsteen, der, om det end ikke i og for sig var meget venligt sindet imod Kongeriget og dets Befolkning, dog havde stor Mistilid til Ridderskabet og foretrak et større Maal af borgerlig Frihed og Lighed for Opfyldelsen af Riddernes egennyttige og forfængelige Planer. Det er sandt, at dette Partie alt før Oprøret var overvældet af sine Modstandere, og det er muligt, at det efter Olshausens og Claussens Landflygtighed savner dygtige Ledere og Talsmænd; men det havde dog nok været et Forsøg værd at underrette sig, om det endnu var til i nogen Styrke, og om der i saa Fald ikke var større Mulighed for OvereenSkomst med det, end med det ridderskabelige, eller om dets Modstand i alt Fald ikke i nogen Grad vilde kunnet opløse Ridderskabet. Men Midlet, det ene paalidelige Middel til at komme til Kundskab herom, var Pressens Frihed. Var et saadant Partie tilstede, saa vilde det kommet til Udtalelse, naar man løsnede dens Baand." "Det er muligt, tilføier "Fdl." til ovenst. Betragtning, at det nu er for silde." Men det er maaskee ogsaa for silde, at "Fdl." og den politiske Retning, det har befordret, nu paakalder Friheden for Holsteen, og hvad der jo maatte gjælde lige saa fuldt, for Slesvig, thi der strammes Baandene lige saa haardt; og er det da et Under, at man, med Friheden i Kongeriget og dets Presses Brug af Friheden ligeoverfor Forholdene i Hertugdømmerne, medens Pressen der er kneblet eller kun taales, naar den føler Magthaverne og det stærkt udviklede Bureaukratie; at man herved støder den Befolkning, der lider under denne og al anden lignende Tvang, fra sig? Den vedk. kbhvnske Presse har hos os fordret, hævdet og brugt al Frihed og navnlig misbrugt den ligeoverfor de pressebundne Hertugdømmer, og har selv aldrig virket alvorligt til at løsne Pressens Baand der eller til at have anden Tvangspolitik, men har i mange Henseender støttet denne til dermed at ville befordre en national Tilslutning til dansk Side, som dog aldrig lader sig fremtvinge og ved Tvang lettere tilbagetvinges. Ved fri Presseudøvelse i Hertugdømmerne og ved Folkets større Deeltagelse i sine provindsielle og egne communale Forholds Styrelse, Alt under fornødent Tilsyn med Loyaliteten imod Staten, vilde selve den nationale Politik og den nationale Udvikling have vundet og vilde man have vundet et folkeligt Partie og dets Styrke for sig, indtil det altfor let hermed kan blive "for silde".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. september 1857).

Om Sygdomme. (Efterskrift til Politivennen)

Stiftsphysikus, justitsraad, Dr. med. Lind i Viborg bekjendgjør i "Byens Avis" Følgende:

"Da der, som Følge af den vedholdende stærke Varme og Aarstiden, viser sig megen Tilbøielighed til Mavesygdomme, Diarrhee og Dansk Cholera, saa henledes Publikums Opmærksomhed paa Hensigtsmæssigheden af at iagttage en noget forsigtigere Diæt og lidt omhyggeligere Levemaade, saalænge denne almindelige Disposition vedvarer. Mistænkelige Spiser er for Tiden al feed og rørig Mad, saasom fersk Flesk, Aal, fede Supper, Saucer osv., fremdeles de kolde Sommerretter: Tykmelk, oplagt Melk, Rødgrød og Æblegrød med Fløde, ligesom og al Slags Frugt og Grønsager, især dog Agurkesalat, Melon, Kaal, ny vandede Kartofler. Ved Nydelsen af saadanne Sager er derfor meget at tilraade en rigeligere Brug af Peber eller andet Kryderi, end ellers, og ovenpaa et Glas Portvin, Madeira eller en god Snaps. Absolut skadeligt er surt Øl, ørret, surt eller slet bagt Rugbrød, Hvedebrød af slet Meel eller slet bagt eller bittert af Gjæren, umoden Frugt, ankommen Fisk og fordærvet Kjød, hvorfor Salg heraf ei bør tillades og Publikum passe vel paa. En diætetisk Feil, som især hyppig begaaes, bestaaer i upassende Forening af Retter og af forskjellige Sorter Mad og Drikke, saasom kolde Melkespiser til Formad og Gemyser især Agurkesalat til Eftermaden, Æggeipiser og Melkemad, Grønsager og Suurt i et Maaltid osv. Kjødsuppe og Kjød er snart det eneste, som godt forliges med enhver anden Ret. For at kunne taale saadanne heterogene Sammenblandinger, maa man have en stærk Mave, men for Tiden ere alle Maver forholdsvis svage, hvorfor jeg advarer. Som bedste Drik for Tiden anbefaler jeg i Almindelighed reent Vand, dog ei altfor meget paa Gangen og med behørig Forsigtighed, naar man er varm og svedende; en Tilsætning af Rødvin, en Smule Portvin, eller lidt god Spiritus (saasom en Skeefuld Cognak, Rom eller god fransk Brændevin til et Ølglas Vand) er ret passende og hensigtsmæssig, især for svagere Maver og naar man sveder meget; lidt Sukker kan og tages til, men det maa kun være saa meget, at det netop kan smages. Til Maaltidet er et Glas god Rødvin meget tjenlig, eller hvor den ei kan haves, en svag Blanding af Vand og god Spiritus - Øl kan og drikkes af Dem, som ere vante dertil; dog maa det være godt, bittert og kraftigt og nydes med Maade og fremfor Alting ikke oven paa visse Spiser, saasom fed og rørig Mad, Tykmelk, Rødgrød, Frugt, nye Kartofler, Agurkesalat o. m. a. Kaffe og Thee skade ikke, saalænge Maven er i Orden; men kommer den i Uorden, bliver saavel Kaffe, som Øl, Rugbrød, Frugt, Grønsager og øvrige ovenfor anførte mistænkelige Spiser, absolut skadelige. Hovedsagen bestaaer da i at holde stræng Diæt: man maa leve af Hvedebrød (uden Kryderi, saasom Franskbrød, Tvebak, Kommenskringel) eller godt Sigtebrød, som ei maa være ganske frisk, med lidet eller intet Smør paa, lidt tyndt Thee uden synderlig Sukker, Havre- eller Bygsuppe uden Syltetøi, Vandgrød helst af Riis eller Rismel, en Smule Vin og Vand eller Melk og Vand at dyppe den i. Bliver det ikke snart bedre, eller Smerter og andre Tilfælde ere alvorlige, søge man Lægen. - Men de for Tiden saa gængse Mavesygdomme fremkaldes ei alene ved Forseelser i Diæten, men ogsaa ved Forkjølelse: man vil som oftest finde, at begge Dele mere eller mindre have virket i Forening. I denne Varme er man naturligvis klædt tyndt og let, og der behøves kun lidet for at blive forkjølet. Den ene Dag er det stille, den anden blæser det; nogle Aftener ere milde og lune, andre kiølige - dette giver mangfoldig Lejlighed til Forkiølelse. Og maa jeg i Særdeleshed advare mod Aften- og Nattekulden, som nu begynder at indfinde sig: man maa derfor enten igjen klæde sig lidt varmere eller dog tage lidt mere paa, naar man gaaer ud om Aftenen. I kiølige Aftener at sidde lange ude i tynd Klædning er fordærveligt. Naar Varmen i Værelserne herefter tager af, forsømme man ikke at tage noget mere om sig i Sengen

(Ribe Stifts-Tidende 1. september 1857).

Nogenlunde på samme tid udsendte distriktslægen i Kolding, Bloch en lignende anbefaling.