Censur i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 15de December,

Vi maae tillade os til Flensb. Av. at bemærke, at en ufri Presse i Slesvig mindst kan forhindre fjendtlige Pressevaaben imod Danmark, fra Tydskland af, at trænge ind i Slesvig men at man ved Pressens Trang i Slesvig tvertimod fremmer de fremmede Blades Indpas og Ophidselser. En fri Presse i Slesvig vil derimod netop sætte den naturlige og lykkeligste Dæmning herfor, deels fordi Befolkningen sag har sin egen Presse og ikke ved i Uvillie at tye til fremmed Presse kaster forøget Bitterhed ind i denne, og den hjemlige frie Presse tillige da er istand til at skaffe sig Tillid i Udlandet og til at møde fremmede og importerede Vildfarelser og Usandheder om Tilstandene i det danske Monarchie. En ufri Presse eller en særligt begunstiget Presse, som afskjærer anden Pressevirksomhed, kan, selv med bedste Villie, aldrig skaffe sig Rod i Opinionen hjemme eller ude og Presseindskrænkningen i Slesvig, og Holsteen med, er derfor netop det stateligste og fjendtligste Vaaben imod Danmark. De "nationale Declamationer", det er nu de meest uskadelige, men selve de nationale Ophidselser komme desuden ikke alene sydfra, men ere under Indskrænkningen af Pressens Virksomhed blevne begunstigede i Slesvig selv. Der kan ikke være noget Organ, der meer er Nationalitetshadets stadige Udtryk end Haderslev Av. I Tønder har man ikke villet tillade noget Blad at udkomme, medens den mindre Flække ved Siden af paa lykkeligere jydsk Grund kan lade trykke og skrive frit; ja selv i Flensborg, Monarchiets trediestørste Stad, har Wolfhagen vedholdende nægtet endog Typographer fra Kongeriget, som dog vistnok ikke kunde tænkes at ville bringe noget Vaaben imod Danmark med sig, at udgive Blad. Den har blot sit ene politiske Blad, som netop selv i sin moderate og forsigtige Holdning ved blot Melding om et ministerkritisk Moment maatte høre ilde fra sit Ministerium. Skal der under alle saadanne Presseforhold kunne trives Tilfredshed i Slesvig eller ventes Tilslutning til det pressefrie Kongerige? Skadelig Pressevirksomhed i Slesvig vil gjøres uskadelig ved fri Pressevirksomhed og mod Pressens Udskejelse mod Etatens Ro er der Lov og kan, om fornødent, gives Skjærpelse deraf. Men Danmark er det danske Monarchie. Separatismens Vaaben herimod anvendes ogsaa nord for Eideren; de kunne alle kun ved Folkets frie Udtalelse tabe deres Braad, naar Meninger træde frit overfor hinanden, og kun derved skades sund og sand Folkebevidsthed og gives Regjeringen selv en Vejleder til at stifte Ret og dømme.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. december 1859)

Flensburger Zeitung var et forsøg på at lave en dansksindet avis på tysk. Den udkom 1840-ca. 1868 uden dog at få den store betydning. 

Fra starten af 1800-tallet havde i Slesvig-Holsten overlevet Altonaer Mercur og Itzehoer Wochenblatt. Kieler Korrespondenzblatt kom senere og blev på mange måder forbillede for danske presse fra slutningen af 1830'erne. Slesvig-Holsten fik kortvarigt fri presse 1848 til 1851. På kort tid opstod 19 nye aviser, fx "Schleswig-Holsteinische Zeitung" (Theodor Mommsen i Rendsburg). Så vendte censuren atter tilbage i 1851. En egentlig presse begyndte at udvikle sig efter 1867 og især 1871 med udviklingen af erhvervsliv, tekniske fremskridt og uddannelse af befolkningen. I 1874 blev vedtaget en lov om pressefrihed i hele Tyskland. Lokalaviserne begyndte at fremkomme, bl.a. socialdemokratiske der dog blev hæmmet af "socialislove". Også dansksindede aviser begyndte at udkomme.

Eksklusion fra Rigsrådet. (Efterskrift til Politivennen)

Adolph Theodor Thomsen(-Oldenswort) (1814-1891) slesvigsk politiker. Tog navn i 1837 efter sin gård i Oldenswort. 1838 valgt til byforstander, 1841 til rådmand i Ejdersted og 1855 til lensmand. 1854 stændermedlem i Flensborg. 1856 valgt af Ejdersted til Rigsrådet. I 1859 foreslog præsidenten J.N. Madvig at han blev udelukket fra Rigsrådet. Sagen var til 1. behandling i Rigsrådet 16. november 1859. Hverken Thomsen eller Hansen mødte op efter 2. november 1859. Forslaget fik ikke tilstrækkeligt flertal i forsamlingen, men forhandlingerne afslørede et og andet om situationen. Thomsen ville formentlig blot være genvalgt i fald han var blevet ekskluderet. Nedenfor nogle tyske avisartikler om affæren:

Som bekendt er anmodningen om en rigsretssag fra parlamentsmedlem Thomsen von Oldensworth fra Rigsrådet som er forblevet ufærdig, stadig udbredt i den lokale presse. "Dagbladet" sagde i sin bitterhed over, at forslaget ikke gik igennem, bl.a. fremsat den påstand, at de medlemmer af rigsrådet der forhindrede accepten, gjorde sig skyldige i et "forræderi mod Danmarks ære og liv" (nemlig forbindelsen mellem riget og Slesvig); I "Flyveposten" er de berørte nu blevet opfordret til at søge domstolenes beskyttelse mod denne anklage, og det forlyder, at nogle agter at gøre det. Karakteren af ​​diskussionen om dette forslag i selve rigsrådet kan fremgå af, at grosserer Broberg sammenlignede deputerede Thomsen og Hansen von Grumby med to tyve, hvoraf den ene lod sig tage på fersk gerning, mens den anden gik gennem større list vidste, hvordan man unddrager sig lovens våben. Det forhold, at sidstnævnte ikke kan håndteres, bør ikke være en grund til, at førstnævnte slipper for straf. Madvig, der som rigsformand forstod at sætte grænser for ytringsfriheden, især for oppositionsmedlemmerne, med en helt igennem uparlamentarisk stringens, så sig ikke nødsaget til at kommentere Brobergs ovennævnte undladelser; Kun "skomageren" J. A. Hansen benyttede lejligheden til at gøre opmærksom på det uhensigtsmæssige i en sådan sammenligning, som Broberg foretog med henvisning til Thomsen og Hansen von Grumby.

Der bekanntlich unerledigt gebliebene Antrag auf Aufstossund des Abgeordneten Thomsen von Oldensworth aus dem Reichsrathe wird von der hiesigen Presse noch immer vielfach ventilirt. "Dagbladet" hat in seiner Erbitterung darüber, dass der Antrag nicht durchgegagen ist, u. a. die Behauptung aufgestellt, dass diejenigen Mitglieder des Reichsraths, welche die Annahme verhindert haben, sich eines "Verraths an der Ehren- und Lebenssache Dänemakrs" (nämlich der Verbindung zwischen dem Königreiche und Schleswig) schuldig gemacht haben; in "Flyveposten" sind nun die Betreffendeen aufgefordert worden den Schutz der Gerichte gegen diese Anschuldigung in Anspruch zu nehmen, und wie verlautet, wird dies auch von einigen beabsichtigt. Welchen Charakter übrigens die Discussion über diesen Antrag im Reichsrathe selbst angenommen hatte, mag daraus erhellen, dass der Grossierer Broberg die Abgeordneten Thomsen und Hansen von Grumby mit zwei Dieben berglich, von denen der eine sich bei der That habe ergreifen lassen, während der andre durch grössere Schlauheit sich dem Arme des Gesetzes zu entziehen gewusst habe. Dass man dem letztern nicht beikommen könne, dürfe kein Grund sein den erstern auch der Strafe entgehen zu lassen. Madvig, der sonst als Präsident des Reichsraths mit einer durchaus unparlamentarischen Rigorosität der Redefreiheit namentlich der oppositionellen Mitglieder Schranken zu setzen wusste, fand sich bei Broberg's oben angeführten Auslassungen durchaus zu keiner Bemerkung veranlasst; nur der "Schuhmacher" J. A. Hansen nahm Veranlassung auf das Unpassende einer solchen Vergleichung, wie Broberg sie mit Bezug auf Thomsen und Hansen von Grumby angestellt, aufmerksam zu machen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 11. december 1859)

Thomsen Oldenswort. Fra: A. H. von Baudissin: Schleswig-Holstein meerumschlungen (1865), side 233.

Fra Holsten, 3. dec. Det har betydning for partiernes holdning og mål i Danmark med hensyn til Holsten og Slesvig, hvordan dansk presse kritiserer det nu lukkede Rigsrådets debatter og beslutninger. "Dagbladet" kalder det et forræderi mod Danmarks livs- og æressag, der består i Slesvigs fuldstændige uafhængighed af forbindelsen med Holsten og det tyske forbund, når nogle medlemmer af rigsrådet afviser udelukkelsen af ​​den slesvigske rigsråd Thomsen. På den anden side hævder "Flyveposten": "Denne uafhængighed er en utvivlsom kendsgerning, som ingen debat kan finde sted om. Sagen er en ganske anden. De ønskede på den ene side at gennemtvinge Holstens fuldstændige udelukkelse, såvel som Slesvigs fuldstændige afhængighed af riget på den anden side, dvs. et de facto Danmark op til Ejderen. Men det er lige så farligt, som det er svært, og det forklarer den selvmodsigelse, der blev rejst i Rigsrådet. Samme parti, der forsøgte at håndhæve den, handlede også uforsigtigt, idet den godkendte en ændring i Grundloven i samarbejde med ministeriet med hensyn til antallet af medlemmer, der er nødvendigt for at træffe en beslutning. For det tjente kun til at øge tvivlen om Rigsdagens kompetence. Man kan se, hvad begge parter arbejder hen imod: Slesvigs fuldstændige adskillelse fra Holsten og dermed også fra den tyske forbundsregerings ansvar og interesse. Men Eiderstat-partiet mener, at det kan opgive Holstein bare for at nå dette mål; Helstatspartiet ønsker på den anden side ikke dette offer, det vil beholde Holsten. Derfor kalder den "Slesvigs selvstændighed" for en utvivlsom, allerede gennemført kendsgerning, mens Eiderdanismen, bevidst om usikkerheden ved en sådan sejr, altid leder efter nye midler til at bekræfte og fuldende den. Hvor helt anderledes optrådte de holstenske godsejere, som kun ville have landets historisk beviste rettigheder sikret! I denne situation er det ikke overraskende, at danskerne finder det helt uforståeligt, hvordan folk i Holsten kan være så decideret modstandere af den forfatningsmæssige natur, som de vil gøre landet lykkeligt med. Gåden finder alene sin løsning i holstenernes monarkisk-konservative holdning, som er og forbliver fuldstændig fjendtlig over for al moderne konstitutionalisme på det bredeste grundlag. (N. Pr. Ztg.)

Aus Holstein, 3 Dec. Für die Stellung und die Ziele der Parteien in Dänemark in Rücksicht auf Holstein und Schleswig ist es bezeichnend wie die dänische Presse die Debatten und Beschlüsse des nunmehr geschlossenen Reichsraths kritisirt. "Dagbladet" nennt es einen Verrath an Dänemarks Lebens- und Ehrensache, welche in der vollständigen Unabhängigkeit Schleswigs von der Verbindung mit Holstein und dem deutschen Bunde bestehe, wenn einige Reichsrathsmitglieder die Ausschliessung des schleswigschen Rathmann Thomsen gemissbilligt. Dagegen behauptet "Flyveposten": "diese Unabhängigkeit sey eine zweifellose Thatsache, über welche keine Debatte stattfinden könne. Anders iege vielmehr die Sache. Man habe Holsteins gänzliche Ausschliessung einerseits, so wie andereseits Schleswigs gänzliche Anhängigkeit vom Königreich, also die Bildung eines factischen Dänemarks bis zur Eider durchsetzen wollen. Das aber sey ebenso gefährlich als schwierig, und daraus der im Reichsrath erhobene widerspruch zu erklären. Dieselbe Partei welche jenes durchsetzen versucht, habe auch darin unbesonnen gehandelt dass sie hinsischtlich der zur Beschlussfassung nothwendigen Mitgliederzahl eine Grundgesetzänderun in Verbindung mit dem Ministerium vergenommen. Denn das habe nur dazu gedient die Zweifel an der Competenz des Reichtags zu verschärfen. Man sieht werauf beide Parteien hinarbeiten: Schleswigs vollständige Loslösung von Holstein und damit auch von der Zuständigkeit und dem Interesse des deutchen Bundes. Aber die Eiderstaatspartei glaubt Holstein aufgeben zu dürfen, nur um jenen Zweck zu erreichen; die Partei des Gesammtstaats dagegen will dieses Opfer nicht, sie will Holstein behalten. Daher nent sie jene "Unabhängigkeit Schleswigs" eine unbezweifelte, bereits vollzogene Thatsache, während der Eiderdanismus, sich der Unsicherheit solchen Siegs bewusst, stets nach neuen Mitteln sucht diesen zu bestetigen und zu vervollständigen. Wie ganz anders sind die holsteinischen Stände verfahren, die nur des Landes historisch bewährte Rechte gesichert wünschen! Bei solcher Lage der Sache ist es nicht zu verwundern wenn es den Dänen ganz unbegreiflich erscheint wie man in Holstein dem constitutionellen Wesen, womit sie das Land beglücken wollen, so entschieden abgeneigt seyn kann. Das Räthsel findet seine Lösung allein in der monarchisch-conservativen Gesinnung der Holsteiner, die allem modernen Constitutionalismus auf breitester Grundlagde durchaus abhold ist und bleibt. (N. Pr. Ztg.)

(Allgemeine Zeitung. 13. december 1859)

Ministerskiftet i december 1859 fremkaldte meget kortvarigt forhåbninger i Slesvig-Holsten om ændringer i sprogordningen. Men efter Regenburgs udnævnelse til direktør for det slesvigske ministerium faldt det til jorden. 

Det i København baserede "Dagbladet" kommenterede den i Haderslev valgte Hans Krügers stemme imod at Thomsen-Oldenswort skulle ekskluderes af Rigsrådet, her citeret fra det dansk-nationale Vestslesvigsk Tidende.

- "Dagbl." har fra Slesvig modtaget følgende Skrivelse: "Saa ofte vi tilforn herovre have holdt Mandtal over den danske Sags Tilhængere, have vi altid talt Hans Krüger fra Beftoft i forreste Række, og vi have bestandig, naar vi have søgt en Ordfører, paa hvem vi kunde stole, med Glæde og Tryghed betroet vor Sag i hans Haand, ikke som om vi ansaae ham for en fremragende politisk Personlighed eller et overordnet parlamentarisk Talent, men fordi vi i ham erkjendte den varme og uforfærdede Fædrelandsven, der havde Mod til at sige, at Slesvig var dansk, om saa Alverden raabte paa, al det var tydsk. Det er maaskee paa Veie til at glemmes, men bør dog endnu erindres, at det var Krüger, paa hvem Nordslesvigerne fæstede deres Øine, da det i Marts 1848 gjaldt om at finde en Mand, der turde træde den slesvigholsteenske Forsamling i Rendsborg under Øine og i det danske Slesvigs Navn protestere imod Forsamlingens Kompetence og oprørske Beslutninger. Krüger retfærdiggjorde dengang fuldkomment den Tillid, der var viist ham, og hans djærve, slesvigske Røst bragte Uro og Raadvildhed ind i Forsamlingen. Det var naturligt, at man efter denne Prøve, der indskrev Krügers Navn blandt de bedste af hans Landsmænds, betragtede Krüger som en af Danskhedens trofasteste Støtter i Slesvig, og da Stænderforsamlingen rekonstitueredes, var han selvskreven til en Plads i de dansksindede Medlemmers Række; senere blev han med stor Majoritet og uden nogen forudgaaende Agitation valgt ind i Rigsraadet, hvor man antog, at han alene i sin Egenskab af dansk Slesviger hæderlig vilde kunne udfylde sin Plads. Det er ikke vor Hensigt at følge ham igjennem hele hans politiske Virksomhed i de to Forsamlinger; vi anerkjende gjerne de Fortjenester, han ogsaa i Stændersalen har indlagt sig af den gode Sag, og han har der ingen Grund givet os til at fortryde vort Valg, om der end er Eet og Andet, som vi kunde have ønsket anderledes. I Rigsraadet synes Krüger derimod at have befundet sig paa en fremmed Jordbund, hvor han ikke rigtig har kunnet orientere sig. Hans gode danske Hjerte, der hidtil havde været hans eneste Kompas, er blevet besnæret af den høiere Heelstatspolitiks fine Traade; fortumlet af reaktionære Forsonlighedsdunster, lokket af bondevenlig Brandpolitik og menigmandig Smaalighed er han kommen ud af den nationale Kurs, som han fremfor Alt burde holde, og er sakket ind paa Farvande, hvor det smertelig har overrasket hans Vælgere at see ham pjaske oom. Vi ville ikke bryde os om Smaating, og vi skulle end ikke gaae irette med Krüger, fordi han i forrige Rigsraadssession ved sin Stemme støttede dem, der sagde at standse Loven om Københavns Søbefæstning, skjøndt han derved skilte sig fra den national liberale Side for at forene sig med Reaktionen og Tydskerne mod Ministeriet, der jo - med hvor stor eller hvor liden Ret, var Krüger dengang neppe istand til at afgjort - havde gjort sin Existents afhængig af denne Lovs Vedtagelse. Vi ville holde ham tilgode, at det maaskee var en noget dyr Form, hvorunder Regjeringen krævede sit Tillidsvotum, og mindes, at han dog motiverede sit Nei paa en anstædig Maade, Noget, der netop i denne Sag ikke kunde siges om ret Mange. Vi holde os til det Ene, Krügers Forhold til Thomsen-Oldensworts Protest imod det den 20de Septbr. f. A. sammentraadte Rigsraads Kompetence. Vi kjende naturligviis Oldensworteren for godt, til at vi noget Øieblik skulde have tvivlet om, at han vilde protestere, men at han hos nogen Dansk vilde finde Medhold, det vare vi rigtignok langtfra at ane, og mindst af Alt havde vi troet, at Hans Krüger vilde gjøre os den Tort at støtte sig til hans Protest. Vi skulde imidlertid finde ham blandt de Tre - der var heldigviis dog kun Tre: Krüger, Rottvitt og Balthazar Christensen - , som den 24de og 25de November stemte imod Præsidentens Forslag til et Andragende om Thomsens Fjernelse fra Rigsraadet. Den samme Krüger, som i 1848 i Rendsborg protesterede imod den oprørske slesvig holsteenske Fællesforsamlings Gyldighed og hævdede Slesvigs Uafhængighed af Tydskand, den samme Krüger, som ikke vilde erkjende Thomsen Oldensvorts Adkomst til al sidde i den slesvigske Stænderforsamling, slutter sig nu til en Protest imod den lovlig bestaaende kongerigsk-slesvigske Fællesforsamling og indrømmer det tydske Forbund Myndighed over Slesvigs Forfatningsforhold! V forstaae ikke denne Metamorfose, vi ville næsten haabe, at Krüger heller ikke selv forstaaer den, at han ikke har været opmærksom paa Alt, hvad der laae paa Bunden af denne Afstemning, og vi ville indtil videre troe, at det dog endnu er for tidligt, naar Slesvigholstenerne allerede tage ham til Indtægt som deres Mand. Men paa den anden Side maae vi, hans Vælgere i Nordslesvig, rigtignok paa det Bestemteste værge os imod, at han i sidste Rigsraadssamling har repræsenteret og udtalt vore Anskuelser - den Krüger, vi sendte til Rigsraadet, var den gamle, bekjendte Hans Krüger fra Beftoft og ikke en nu, os ubekjendt Hr. Krüger fra Oldenswort. Den 20de i denne Maanrd træder Stænderforsamlingen sammen i Flensborg. Vi ville vel Alle turde enige om, at Krüger atter bør indtage sin gamle Plads der, men vi troe, at det nar bedst. om han efter sin sidste Rigsraadsdigression paa den høiere Politiks Gebeet atter vendte tilbage som den aabne og ligefremme danske Slesviger, hvis Færd uden nogen forklaring kan ligge aaben for Alles Øine. Nordslesvig, i Januar 1860. Nogle af Krügers Vælgere.

(Vestslesvigsk Tidende (Tønder) 20. januar 1860).

1860 forlod Thomsen Oldenswort Rigsrådet. Han afholdt efterfølgende møder i Sydslesvig mod regeringen og blev sagsøgt for disse i Egernførde og Slesvig by. 1862 mødte han ikke i Rigsrådet, og efter en protest mod dettes lovlighed, blev han udelukket. Sagen drejede sig om at ministeren havde udskrevet en skat udenom stænderforsamlingen, og opkrævet mere end nødvendigt.

Hansen og Thomsen-Oldenswort (da medlemmer Slesvigs stænderforsamling) smuglede i 1863 gentagne gange memoranda ud af hertugdømmerne til det engelske udenrigsministerium til overbringelse til lord John Russell - de var under streng dansk overvågning, og turde ikke underskrive dokumenterne.

Efter Dannevirkes rømning blev Thomsen indsat (eller indsatte sig selv) den 10. februar 1864 som amtmand over Husum Amt, foreløbig stadfæstet af civilkommissærerne. I 1861 blev han afskediget af Preussen der ikke ønskede en tilhænger af augustenborgerne på posten. Han flyttede til Kiel og blev 1867 valgt i Husum til medlem af det preussiske deputeretkammer. På grund af tiltagende døvhed nedlagde han 1869 sit mandat. 

Hans A. Krüger (1816-1881) var valgt som stænderdeputeret 1847, og protesterede i 1848 over planer om Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Efter 1864 sad  han i den preussiske landdag hvor han nægtede at aflægge ed på den preussiske forfatning, og nedlagde sit mandat ("de tomme stoles politik"), en politik som især fra 1878 mødte stærk modstand i danske kredse. I stedet blev han valgt til den preussiske rigsdag hvor der ikke krævedes edsaflæggelse. Han fik i 1884 opsat et mindesmærke i Ribe.

Den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse har fra 1ste April 1858 til 31te Marts 1859 modtaget 1179 Barselkvinder. Af disse vare 283 gifte og 896 ugifte. Middeltallet af Barselkvinder udgjorde daglig 3. Af bemeldte Barselkvinder vare døde 22. I Aarets Løb var der af fornævnte 1179 Barselkvinder født 1206 Børn. Af Børnene vare 69 dødfødte, 38 døde kort efter Fødselen, 206 bleve givne til egen Forsørgelse, og 783 afgivne til Plejestiftelsen. Blandt de Fødte vare 27 Par Tvillinger. Paa Plejestiftelsen var der den 31te Marts 1858 21 Ammer og 34 Børn. I Aarets Løb vare tilkomne 692 Ammer og 783 Børn, tilsammen 713 Ammer 817 Børn. Af Ammer vare udgaaede 691. Af Børn 53 døde, 21 udtagne til egen Forsørgelse, 678 udleverede til Mødrene imod 2 Aars eller ½ Aars Understøttelse, 37 Udsatte hos Fremmede, imod Hjælp; 6 Aar. Altsaa tilbage paa Plejestiftelsen den 31. Marts d. A.: 22 Ammer og 33 Børn. Middeltallet har daglig været: af Ammer 16 og af Børn 23. Hos Fremmede var der ved Regnskabsaarets Begyndelse 108 Børn. I Aarets Løb blev udsat 37; tilsammen 145 Børn. Deraf døde 12, udskrevne med 6 Aars Alder 14, tilbage 119. Hos Mødrene var ved Aarets Begyndelse med ugentlig Understøttelse 412 Børn. I Aarets Løb vare tilkomne 673, kilsammen 1085 Børn. Deraf døde 230, udskrevne 393, tilf. 623 Børn. Tilbage d. 31. Marts 1859: 462 Børn. I Gjennemsnit er der daglig givet Plejehjælp til 516 Børn. (B. T.)

(Ribe Stifs-Tidende 8. december 1859)

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er 12. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Sene liv 1856-1862

Efter affæren med Claus ser det ud til at han forblev i Randers. I 1859 ser det endda ud til at han fik en vis form for rehabilitering for sit arbejde med hesteavl.

I "Rand. Av." klager Hr. M. L. Nathansen over det uhensigtsmæssige i, at det store Foraars-Qvægmarked i Husum er ansat saa tidligt, før der i Reglen er Græs i Marken til at modtage Qvæget, hvilket da virker til at trykke Afsætningen. Men mon det paa den anden Side ikke er nødvendigt, at Qvæget er tildrevet paa den Tid, da Græsset i Marsken dagligt ventes at fremkomme, eftersom det jo netop er det første Græs, som skal afbides for at Græsset ikke bliver for høit eller stærk og Qvæget da selv ikke gjerne vil nyde Samme eller trives derved? Saaledes er ogsaa til os af qvæforsendere bemærket.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 22. maj 1858)

Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 4. september 1858. (Kritisk og sarkastisk anmeldelse af Nathansons pjece om Danmarks hesteavl og forhold til Christian 8.)

Cosmus Bræstrup var Københavns vicepolitidirektør fra 1823 og fra 1845 de facto politidirektør da A. C. Kierulff gik af. Reelt dog først udnævnt som sådan 1859. Som sådan har han formentlig haft kendskab til Nathanson. (Edvard Bentzen: Politidirektør Cosmus Bræstrup. 1870. Statens Museum for Kunst).

For at fremme Danmarks Hesteavl afholdes et Møde Løverdagen den 6te November, Efterm. kl. 1, i Hotel Cimbria i Randers
M.L. Nathansen.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 1. november 1858)

Nathanson, Michael Leonard: Min Biographie fra min tidligere Alder til nu : og mit Svar paa Proprietair Weinschencks usandfærdige Beskyldninger mod mig, saavel ved Forsamlingen i Randers, som og i sin Beretning til Indenrigsministeriet. 2. oplag. - Randers, Udgiverens Forlag, 1859. - 48 sider

Endeel Landmænd, som interessere sig for Hesteavlens Fremme i Jylland, have i "Horsens Avis" bekjendtgjort, at de med Glæde have erfaret, at Hr. Nathanson fra Marielund ved Randers har opfordret Landmændene til at foranstalte en saadan Forsamling i Horsens. En saadan er nu berammet til Onsdagen den 30te Marts, hvortil Hoteleier Jørgensen har overladt sin Sal. Mødet ønskes afholdt om eftermiddagen Kl. 5. Hr. Nathanson er bleven indbudt dertil som den Mand, der gav den første Impuls til vor Hesteavls Forbedring. Et lignende Møde vil blive afholdt i Skanderborg Tirsdagen den 5te April. Hr. Nathanson har lovet at indfinde sig til begge Møder.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 28. marts 1859) 

Beretning angaaende Forhandlingerne paa Skanderborg Amts Landboforenings Generalforsamling den 26de Marts 1859

2. Formanden meddeelte, at han af M. L. Nathansen af Randers var anmodet om at overvære et Møde i Horsens den 30te dennes til Forhandling om samme Gjenstand, men at han ved Embedsforretninger var forhindret i at kunne efterkomme denne Anmodning, ligesom han for Foreningens Vedkommende maatte anse Sagen for uddebatteret ved den under 19de Octbr. f. A. afholdte Generalforsamling, hvorfor han heller ikke vilde foreslaae Foreningen at foretage videre, hverken med Hensyn til fornævnte eller et lignende, af nogle Privatmænd sammenkaldt Møde i Skanderborg. Heri erklærede Forsamlingen sig enig. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende. 2. april 1859)

Hesteavlen. Ved det i Onsdags paa Raadhuset i Horsens afholdte Møde for at discutere Hestevæsenet lededes Forhandlinger af Hr. Lieutenant Gaardeier Søderberg som Dirigent. Efter at Hr. M. L. Nathanson havde uddeelt tvende af ham forfattede Brochurer over Hesteavlens Forbedring, udbad han sig af Dirigenten ordet og oplæste det af ham i sin Tid til Rigsdagen indsendte Forslag til Danmarks Hesteavls Forbedring tilligemed resultaterne af de i samem anledning i Randers afholdte Forsamlinger. efter at Mødet var sluttet, overleverede Dirigenten følgende Skrivelse til Hr. Nathanson: "Forsamlingen paa Horsens Raadstue den 30te Marts var talrigt besøgt af Landmænd. Den almindelige stemning udtalte sig for, såvidt muligt at faae den ægte danske Hesterace tilbagevunden ved Oprettelsen af en Stutteri-Commission, hvorved aarlig uddeles Hingste- og Hoppepræmier, jo større des bedre, der skulde tilveiebringes ved Paaligning pa Gaardeiere og Gaardbrugere, og forøvrigt fandt Forsamlingen, at det af Hr. M. L. Nathanson oplæste og i sin Tid til Rigsdagen indsendte Forslag til Danmarks Hesteavls Forbedring burde antages. Ligeledes var Forsamlingen enig i, at anmode Amtmanden over Skanderborg Amt om, at indsende til Indenrigsministeriet det ved Forsamlingen Forhandlede."

(Hs. Av.)

(Thisted Amtstidende. En politisk og Avertissements-Avis. 11. april 1859)

Til den ærede Landmandsforsamling i Haderslev.
Det er vistnok over hele Landet tilstrækkelig bekjendt, at jeg i en Aarrække stadig har arbeidet paa at ophjælpe Landets Hesteavl og i denne Anledning i 1842 havde stationeret her i Amtet 6 værdifulde Hingste, hvorom der meddeltes mig af den daværende Amtmand følgende Skrivelse:
"Idet jeg takker Hr. Nathanson for den Nidkjærlig, hvormed han er betænkt paa Hesteavlens Forbedring i det mig allernaadigst anbetroede Amt, glæder det mig tillige at kunne bevidne, at hans Bestræbelser finde almindelig Paaskjønnelse hos landmanden, samt nærer jeg det grundede Haab, at hans Virksomhed vil være af gavnlig Indflydelse paa hans vigtige Anliggende.
Haderslev Amtshuus, den 7. April 1842
Johansen
Tiltrods for min fremrykkede Alder kan jeg ei heller afholde mig fra at gavne i denne Retning og haaber, at Bogen:
"Høist vigtige Meddelelser for alle Hesteeiere"
Som af mig oversattes i den danske Sprog, skal være kjørkommen og stifte Nytte.
Ligeledes har jeg forfattet et Forslag, der i sin Tid indsendtes til Rigsagen og nærmere belyste samme ved tvende Piecer:
"Mine Anskuelser om Danmarks Hesteavl",
og mit foredrag i Anledning af Udvalgsbetænkning over mit til Rigsdagen indsendte Forslag til Danmarks hesteavls forbedring
Gid mit Arbeide ved nærværende Landmandsforsamling maatte bringe heldige resultater.
M. L. Nathanson.

(Dannevirke. 27. juni 1859) 

Den bekjendte Hippolog M. L. Nathanson i Randers har paa sit eget Forlag udgivet "Min Biografi fra min tidligere Alder til nu og mit Svar paa Proprietair Weinschencks usandfærdige Beskyldninger mod mig, saavel ved Forsamlingen i Randers som og i sin Beretning til Indenrigsministeriet", med Motto:
Hvad Himlen sender, med Taalmod maa bæres,
I Lidelsens Skole det bedst kan lære,

samt Forfatterens Portrait, ledsaget af nogle af ham selv forfattede Linier. Efter Bogens Titel skulde man antage, at Proprietair Weinschencks Beskyldninger vilde spille en væsentlig Rolle, men man faaer ikke ret at vide, hvori disse skumle Angreb egentlig have bestaaet; derimod udslynger Forfatteren en Masse Beskyldninger imod Hr. Weinschenck, af hvilke dog den betydeligste - idetmindste er det den, som hyppigst gjentages - gaaer ud paa, at han tragter efter at blive Kammerraad ved Hjælp af sine Angreb paa Nathanson. Det er vanskeligt at sige, hvorvidt Nathansons Monomani strækker sig, og i hvilke Retninger hans fixe Idee er uden Indflydelse; og man bliver i saa Henseende ikke synderlig klogere af nærværende Bog. Han beretter endeel om de Forfølgelser, som han har maattet lide, samt de Domme, der ere overgaaede ham, af hvilke en Høiesterretsdom, der frikjendte ham, staaer i en mærkelig Modsætning til en Landsoverretsdom, der gik ham imod. Nathanson er atter en af de forunderlige Personligheder, som Christian den Ottende nærede en vis Sympathi for, ligesom f. Ex. for Jørgensen-Jomtou. Aaarsagen til, at han kom i Kongens Gunst, fortæller han selv paa følgende Maade. Ved Kongens Thronbestigelse vilde endeel "Ildesindede paa en brutal og lovstridig Maade" tiltvinge si Konstitutionen, de forsøgte at Nathanson for deres slette Sag og lovstridige Adfærd, "for at jeg ligeledes skulde blive min Konge utro". Nathanson gik lige strax "hen til Hs. Majestæt" og aabenbarede ham hines "sorte Handlinger", hvorpaa han blev sendt til Politidirekteuren for at aabenbare Planen. Planen kon dog "meget heroisk" til Udførelse men Insurgenterne maatte retirere fra Amalienborg til Hauserplads, hvor de dengang henlagte løse Steen "til Bombardement" skulde tages i Brig - "thi riflede Kanoner vare endnu ei opfundne" - men de der opstillede Politibetjente, anførte af en uforfærdet og dygtig Politiassistent, samt 50 Gardister i civile Klæder paa Kjøbmagergade fægtede saa "drabelig", at den "veludtænkte, lovløse Plan" blev tilintetgjort. Næste Morgen meddeelte Nathanson Kongen Udfaldet af Affairen, og Allerhøistsamme beordrede nu Politidirekteuren, at der maanedlig for hans "Troskab og udviste Konduite" skulde udbetales ham 100 Rdl., som han dog senere renoncerede paa. Tidligere havde han alt i en anden Anledning modtaget en klækkelig Sum, og senere erholdt han foruden fri Reise til Brasilien atter en anseelig Sum. Politidirecteuren havde ifølge Nathansons Tro fra den opdagede Sammensværgelses tid stadig Animositet imod ham, thi det havde jo været "en sag for en Politidirecteur med hans mange Medhjælpere at komme paa Spor efter og udfinde Midler for paa en eklatant Maade at forpurre dens videre Udbrud, men ingenlunde for mig som den mishandlede og i sine Borgerrettigheder krænkede Undersaat. Blanddt andre Fortællingere fra hans Ophold i Kjøbenhavn er ogsaa den, at den nuværende Kammerherre Berling i Anledning af, at Nathanson havde reddet en Familiefader, kom til ham i hans Bopæl og bad ham "om en Tjeneste, hvilken jeg dog nægtede ham". Senere opholdt Nathanson sig i Altona, Hamborg, atter i Kjøbenhavn og Berlin hvor han henvendte sig til mange Høierestaaende, af hvilke han fik gode Anbefalinger; en aget Redakteur skrev endogsaa i sit Blad Noget om "min sag" og yttrede til Slutningen: "Die Dummeheit ist auch ein Verbrechen". Nathanson er naturligviis yderst forbittret imod enhver, der har havt med hans Indespærring at gjøre; det er formodenlig i Vrede derover, at han gjør Professor Otte til "Diakonus" i Sundhedskollegiet.

(Dagbladet (København), 30. december 1859)

Hvad bør der skee for atter at ophjælpe den jydske Hesteavl?
Dette for Danmark, især for Jylland, høist vigtige Spørgsmaal blev senest af Rigsdagen drøftet og saaledes besvaret: Landstutteriet i Kolding bør afskaffes, hvorimod de gode elementer, der endnu haves tilbage, skulle benyttes til at forbedre Jyllands Hesteavl: - og endelig er det overdraget Amtsraadene at sørge for Landets Hesteavls Opkomst. I Henhold dertil er et Lovudkast nu forelagt af Regjeringen. Heri ligger en fornyet Opfordring til at fremkomme med Forslag til at fremme Landets Hesteavl, der i forrige Aare alene afgav 15,000 Heste til en Værdi af 3 Mill. Rdr. til Udførsel. 
Baron Zutphen Adeler med flere Mænd have oprettet en Forening til at producere den ædle Hest, mod et Bidrag af 5 Rdr. aarlig. Det kunde muligen hænde sig (thi i Udlandet seer det jo meget krigerisk ud), at vi til Foraaret atter skulle udføre en 15,000 Heste, hvoriblandt vistnok mange gode Hopper, som burde beholdes til Avl, ville blie solgte, - hvad vil der da i Fremtiden blive af Jyllands Hesteavl? Det kunde muligen gaae med Heste som det allerede gaaer med Stude: man indfører svenske, for at forøge sin Besætning, hvilke dog aldrig kunne komme i nogen Betragtning mod det jydske Qvæg. Har nu endelig Adelen og de rige Godseiere forenet sig om at producere den ædle Hest for at forskaffe Landet Rideheste, saa bør den jydske Bondestand ligeledes forene sig, for at producere den stærkbenede, velsluttede jydske Hest, og paa hvad Maade dette kan skee uden at bebyrde Statskassen med nogen Udgift, skal jeg nu nærmere tillade mig at foreslaae. Begyndelsen burde skee i Randers Amt; de andre Amter i Landet vilde utvivlsomt følge efter. Her bør ligeledes oprettes en Forening tila t forbedre og producere den jydske hest; thi de Foreninger,d er haves, føre ikke til Maalet. Enhver Hesteopdrætter bør aarligen bidrage til Forenignens Kasse blot 1 Rdr., som indbetales til Sognefogderne og dernæst sættes i Sparekassen til Forrentning. Sprøgsmaalet bliver da, hvorledes disse Midler rettest anvendes. At Jylland har stor Mangel paa gode og velsluttede, stærkbenede jydske Hingste, det ved vel enhver jydsk Hesteopdrætter. Derfor bør vi først og fremmest forskaffe os jydske Hingste. Vi have i Randers Amt endnu nogle gode Elementer blandt jydske Hingste, og der findes i Amtet et stort Antal meget gode Følhopper, hvilke utvivlsomt kunne producere et godt Afkom. Taars Hingstplage maatte der især tænkes paa, forsaavidt de tegne til at blive gode; de maa opdrættes til Avl og belønnes med gode prømier. Jeg har tidligere foreslaaet 100 Rdr. pr. Stk., og jeg troer, at vi ved denne Fremgangsmaade kunne faae gode jydske hingste, og endelig ogsaa gode jydske Handelsheste. - Skulde dette Forslag finde Randers Amts hesteopdrætteres Bifald, da var det ønskeligt, at det kunde sættes i Gang jo før jo Hellere. Ingen vil vist undslaae sig for aarlig at betale til slig en vigtig Sag 1 Rdr.; thi Pengene blive jo i Amtet, og med disse forbedres Amtets hesteavl
M. L. Nathanson.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 30. oktober 1860) 

Død 1862 

Bekjendtgjørelser.
I Nat Kl.. 11½ kaldte Herren min kjære Mand, forhenv. Kjøbmand i Randers Michael Leonard Nathanson, 67½ Aar gl., efter at han omtr. det sidste halve Aar havde vært sengeliggende. I den lange Aarrække, 45 Aar, Gud forundte os at leve sammen, var han mig altid, selv under de haarde Prøvelser, der saa ofte tilskikkedes os, en kjærlig og omhyggelig Ægtefælle. Af vore 9 børn leve kun 4, hvoraf de 3 i Brasilien.
Randers, den 10de Juli 1862.
Louise Sophie Nathanson,
født Bonnefang.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 12. juli 1862) 

Forrige Hestehandler M. L. Nathansen, en af de flere uheldige Personer, Kong Christian den Ottende i sin Tid tog sig af, har nu ifølge "Randers Avis" endt sit eventyrlige Liv ved Døden. 

(Fædrelandet. 14. juli 1862) 

Den nylig afdøde Hestehandler M. L. Nathanson var som bekjendt en af de besynderlige Figurer, hvem Christian den VIII uden nogen i deres Begavelse liggende Grund i visse Retninger skjænkede en særlig Fortrolighed og Tillid; Kongen understøttede ham saaledes til Udgivelsen af et Blad "Korvetten Politivennen", som skulde modarbejde "Korsaren", og Nathanson søgte at vise sin Erkjendtlighed ved at opdage forskjellige Sammensværgelser. Han kom imidlertid i Konflikter med Politiet, blev erklæret for gal, og tilsidst sendtes han med Familie til Brasilien, men kom tibage igjen efter nogle Aars Forløb og har siden gjentagne Gange mindet Offentligheden om sin Tilværelse. I Kjøbenhavn vil man ikke have glemt det Vædderidt, han for ikke mange Aar siden foretog eller annoncerede at ville foretage med sin Knabstruphingst "Mikkel", men som kun tjente til at fremkalde Latter paa hans Bekostning, da "Mikkel" blev kjed af det paa Halvvejen og trods Pidsk og Sporer vendte om med sin Rytter. Han har skrevet flere Smaating uden Værd, saaledes sin Biografi, en Beretning om sine Lidelser og Forfølgelser og nogle "hist vigtige Oplysninger for enhver Hestekjende," der fortrinsvis udmærkede sig ved den forholdsvis meget høje Betaling som forlangtes for dem (Rand. Av.)  

(Ribe Stifts-Tidende. 17. juli 1862)

Eftermæle

Petersen, Nis (f. 1897) Gale Nathansen : en Viborg-Skikkelse / udgivet af Biblioteksforeningen for Viborg og Omegn. - 1946. - 33 sider : ill.

Thomsen, Rudi: Den almindelige værnepligts gennembrud i Danmark. Gyldendal, 1949, s. 94-96.

(Omtaler Isaac Nathansens forslag til værnepligt. Slutningen lyder således:)
Men Nathansen var en enlig svale, og - som det også fremgår af mange snurrige enkeltheder i hans forslag - uden tvivl sindssyg. Det var "den gale Nathansen", som ville belære den høje kommission af militære fagmænd om, hvorledes Danmarks forsvar burde indrettes!

Helge Toldberg: Goldschmidt og Kierkegaard

I: Festskrift til Paul V. Rubow : 1896 - 9. januar - 1956 : fra fagfæller og elever. Redaktion: Henning Fenger ... et al.. Gyldendal, 1956, s. 222f.

Inger Johannesen: Jøderne i Randers. Kulturhistorisk Museum Randers Årbog 1998: Artiklen nævner ikke Nathanson, men kan være nyttig som baggrundsmateriale til jødernes forhold i Randers på hans tid. 

Hall, Henning På gennemrejse : en fortælling om jøderne i Randers. Randers Amts historiske Samfund, 2004. Heri: "Fuldblods-Nathansen", s. 101-119. Anmeldelse: Hestehandleren og de andre jøder i Randers. Berlingske Tidende 12. august 2004.

Graugaard, Esben Nordvestjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet : studie i netværket omkring en regional kultur- og driftsform o. 1788-1914. Odense : Syddansk Universitetsforlag, 2009. - 729 sider : ill.
Bent Blüdnikow: Henri Nathansens familie. Side 11 ff. (Artiklen findes i pdf-format på nettet)
Bent Blüdnikow. I: Berlingske tidende, 2010-08-04, Sektion 2, s. 4-5  

Vridsløselille Fængsel. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye Fængsel paa Vridsløselille Mark modtager i disse Dage sine første Indvaanere, idet der fra Forbedringshuset for, s endel Fanger derud, som nok foreløbig skulle sysselsættes med Aibejder i fn ssuft, Planering af Grundene vsv. Det nye Fængsels Inspektør er Inspektør Bruun, der tidligere har været ansat i Viborg og i Horsens; ifølge et Provindsblad har Notabiliteten Gomard, Folketingsmanden for Nyborg, faaet Ansættelse under Inspektionen. Som Læge er ansat Krigsraad Viborg, som Præst Pastor Oxholm. Undervisningen i de to Skoler, der ere indrettede hver til 36 Fanger og efter samme Aflukningssystem, som Kirken, skal besørges af 3 Lærere. Fremdeles er der ansat 2 Overbetjente, 24 Underbetjente, 1 Kogemester, 1 Medhjælper og 1 Bager; Fruentimmerne maa ikke veje sig indenfor Ringmuren; Vask besørges af 8 Fanger i dertil indrettede Celler, 4 andre Fanger pumpe Vand. En Værkmester forestaaer Arbejdet, der bestaaer i Vævning, Syning af Sko og Klæder, Forfærdigelse af Trætøfler, Plukning af Værk osv. Arbejdstiden er om Sommeren fra Kl. 4 Morgen til 9 Aften, om Vintren fra Kl. 6 Morgen, med 1 Times Spaseretid i de 66 aflukkede Gaarde, 1 Times Spisetid om Middagen og 1 Time til spisning. Naar Fangerne føres til og fra deres Celler, bedækkes deres Hoved med en Hætte, som har Huller for Øjne og Mund, men gjør Personen ganske ukjendelig. (Dgdl.)

(Ribe Stifts-Tidende 6. december 1859)

Inquisitoriske Afhøringsmethoder i Silkeborg? (Efterskrift til Politivennen).

Man hører ofte fortælle om en tilbørlig Behandling af Inqvisiter fra Forhørsdommerens Side. Skjældsord og Trudsler skulle temmeligt almindeligt høre til de mildeste Midler, der anvendes for at fravriste en Tilstaaelse, naar Udsigten til en uendelig Varetægtsarrest ikke forslaaer; men der fortælles ikke sjeldent om endnu grovere Brud paa Loven eller paa den Humanitet, som man især skylder den aldeles værgeløse Anklagede. Der er saaledes nylig af en Mand her ved Byen her i Avisen fremsat en offentlig Klage i den Retning imod Herredsfogden i Nørresundby. Er Klagen muligen ubegrundet, vi kjende idetmindste selv ikke til den omhandlede Sag, saa forekommer det os, at Herredsfogden ialtfald skyldte det Offentlige at oplyse herom eller overhovedet nærmere at opklare Sagen. Taushed bliver lettere udlagt som Bekræftelse. Tilfælde af denne eller lignende Art maae, som et andet Blad bemærker, række Længsel efter endelig engang at see den i Grundloven bebudede Omordning af Retsplejen træde ilive eller idetmindste rykke et Skridt fremad. I "Db." berettes saaledes fra Silkeborg om et af Birkedommeren der udøvet Forhold, der, hvis det er begrundet, forhaabentlig vil blive nærmere undersøgt og da i hvert Fald fremkalde en Appel til den offentlige Mening. Beretningen herom lyder saaledes :

Den 10de Juni d. A. opkom der Ild i Kjøbmand Rix's Pakhuus, hvorved dette afbrændte. Kjunker. Drechsel optog strax Forhør, og ved dette, der fortsattes et Par Dage, blev det tilstrækkeligt oplyst og derhos bestyrket ved egen Tilstaaelse, at Ilden var foraarsaget ved, at tvende Børn af en i Gaarden boende Leier - ca. 7 a 8 Aar gle. - havde havt Ild paa en Ildgryde, som de havde hensat i Vognporten i Pakhuset for at smelte Flaskelak, hvilket de havde seet Eieren gjøre Dagen forud i Kjælderen. Ilden havde da taget fat i bakken, derfra forplantet sig til endeel Foder i Vognporten og derfra til det øvrige Huus. Der fortælles, at da de ovennævnte Børns Fader, som befandt sig i Kjøbenhavn da Ilden opkom, kom hjem, skal han have berettet til Hr. Drechsel, at en af Slagterm. Hertz's Sønner havde banket hans Drenge til at sige, at de havde gjort det, endskjøndt hin var den egentlige Skyldige. Uden nu at undersøge dette Paasagn nøiere, skjøndt det allerede ved første Øiekast syntes temmelig usandsynligt, lod Dr. ved Retsvidnet Farver Langhoff den 16de næstefter H.'s yngste Søn, Martin, 12 Aar gl., afhente til Birkecomptoiret, hvor han modtog ham med de Ord: "Du har sat Ild paa Rix's Baghuus, og nu skal Du bekjende." Da Drengen imidlertid nægtede dette, tog han ham ind i sit private Comptoir, der støder umiddelbart op til Birkecomptoiret, laasede begge Dørene til Samme, tildeelte Drengen, efter dennes Udsigende, forskjellige Ørefigen, slog ham imod Kakkelovnen, tog ham derpaa i Haaret, trak hans Hoved ned imellem sine Been og bankede ham dygtigt igjennem paa Ryggen osv. Da denne Everests var forbi, blev Drengen sendt hjem; H.'s næstyngste Søn blev derpaa afhentet og behandlet paa samme Maade med Undtagelse af, at han istedetfor at faae Ørefigen osv. blev gjennempryglet med en beslagen Stok osv. Nu er det vel sandt, at Ingen har seet denne af Drengene berettede Pryglehistone, men da der paa Birkecomptoiret opholdt sig, foruden det nævnte Retsvidne, Herredsfogdens Fuldmægtig og Comptoirist Mortensen. og da Drengene streg og jamrede sig ynkeligt under denne tyranniske Behandling, saa kan det ikke feile, at de maae have hørt Støien og Slagene, og dette, i Forening med, at Drengene bleve tagne friske og raske fra deres Hjem, men efter paalidelige Mands Vidnesbyrd kom forslaaede og mishandlede tilbage fra Birkecomptoiret, maa vel indeholde et temmelig gyldigt Bevis, selv om ogsaa D. skulde nægte det Passerede, hvad vi dog ikke have Anledning til at troe han vil."

Hermed er Historien ikke tilende; Brevet beskylder endnu for flere Misgreb eller Overgreb af Forhørsdemmeren , og til Slutning hedder det, at de stakkels Børns Fader, der er syg og sengeliggende, vil indgive Klage til Justitsministeriet. Det burde forøvrigt strax være skeet, og helst ad Offentlighedens Vei, ligesom ogsaa Ministeriet burde lade Forklaringer over lignende Klager, de være grundede eller ikke, og i sidste Tilfælde ligger det meest i Rettens egen Interesse, samt selve den vedk. Undersøgelses Udfald ligesaa offentligt fremtræde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. december 1859).

Retspleien i Silkeborg. Den i "Dagbladet" Nr. 278 af en Brevskriver P.  indrykkede Fortælling om, at jeg skulde have pryglet Slagter Hertz's to Drenge, er deels en Opdigtelse, deels en Overdrivelse. Sandheden er, at nævnte Drenges Fader havde, da flere Vidner forklarede, at Drengene eller dog en af dem vare deelagtige i Ildspaasættelsen, anmodet mig om, at jeg under hans Svaghedstilstand, og da det var ham som god Borger om at gjøre at faae Sandheden frem, vilde være ham behjælpelig dermed, i hvilken Anledning han i Vidners Paahør bad mig at tage Drengene alvorlig for; han sagde endog, at jeg maatte gjøre ved dem, hvad han som Fader burde gjøre, for at bringe Lys i Sagen. Jeg hidkaldte derfor Drengene, som dengang endnu slet ikke havde været i Forhør, hver for sig, og foreholdt dem Deeltagelsen i Ildspaasættelsen, hvori de efter flere Vidners Forklaring maatte være deelagtige, men med Undtagelse af Graad og Hyl, som de strax istemte, naar jeg talte til dem, fik jeg intet Resultat og har intet faaet under hele det senere Forhør. Den i "Dagbladet" med saa stærke Farver skildrede Mishandling af Drengene fra min Side er saaledes en Opdigtelse: men det er vistnok Enhver her paa Silkeborg bekjendt, hvorledes Slagter Hertz senere under og efter Forhørene har søgt at benytte min Foreholden af Drengene til at aflede Opmærksomheden fra Sagens Hovedpunkt, om Drengene vare skyldige eller ikke i Ildspaasættelsen. hvilket ogsaa tildeels er lykkedes ham. Jeg haaber, at Redaktionen af "Dagbladet", der saa villig har optaget Hr. P.s Inserat, ogsaa vil skjænke Nærværende en lille Plads.

Silkeborg, den 30te November 1859.
Drechsel.

(Dagbladet (København) 3. december 1859)

Retsplejen i Silkeborg. Hr. Redakteur! I Deres ærede Blads Nr. 282 har Kammerjunker. Birkedommer Drechsel som Svar paa vort i Dgbl." Nr. 278 indrykkede Brev, bemærket, at dette indeholder lutter Overdrivelser og Opdigtelser, og at Slagtermester Hertz selv har anmodet ham om at tage hans Børn alvorlig for, da det var ham som en god Borger om at gjøre, at Sandheden kom frem. Hvad Overdrivelserne og Opdigtelserne angaaer, da har Hr. Drichiel aldeles ikke oplyst, hvori disse bestaae; han maa saaledes antages at erkjende, at de fremstillede Fakta ere rigtige, at han har banket en Borgers uskyldige Børn, at han har arresteret det ene af dem fra Kl. 11 Formiddag til Kl. 6 Eftermiddag, m. v., thi som Jurist maa Hr. Drechsel jo vide. at hvad man ikke nægter af bestemte Fakta under en Sag, det erkjender man. Denne Erkjendelse er forøvrigt ikke kommen os uventet ; thi Børnene blev jo, som de sige, bankede paa Kammerjunkerens Kontor. Hvad dernæst den anførte Opfordring af Slagtermester Hertz angaaer, da frygte vi noget for, at denne Forklaring ikke er ganske korrekt. Efter hvad der siges, har Hertz vel ønsket, at Sandheden kom frem, men Yttringer af ham i denne Retning - "Opfordringer" er vel et feilagtigt Udtryk - ere vistnok først fremkomne, efterat Børnene vare bankede og det ene arresteret, mulig endog først, efterat de første Forhører over dem vare sluttede. Det er vel ogsaa Sandhed, at en saadan Yttring er falden fra Hertz, mulig paa Hr. Drechsels Opfordring, men det sees let, at der er stor Forskjel paa, om en saadan er fremkommen før eller efter Prygleaffairen, og er den kommen efter denne, saa fører Hr. Drechsel Sagen ud af sin rette Gænge og afleder Opmærksomheden fra det, man skal holde sig til.

Vi haabe, at Justitsministeriet, hvis nye Chef. efter "Fædrelandets" Vidnesbyrd, skal være en "Handlingens Mand", vil besorge Hertz's Klage undersøgt. og paa denne Undersøgelse ventes her med Længsel af Mange. P.

(Dagbladet (København) 20. december 1859)

Da jeg af Mange og ofte er blev en opfordrede til directe og personlig at henvende mig til Justitsministeriet for at forlange den af Kammerjunker Drechsel imod mine Børn udviste uretfærdige og ærekrænkende Behandling undersøgt, saa erklærer jeg herved, at jeg er villig til at foretage en Reise til Hovedstanden i dette Øiemed, naar mine Medborgere ville yde et pecuniairt Bidrag dertil, da min Evne ellers ikke tillader mig det. Jeg har formaaet Redacteuren af Silkeborg Avis til at modtage hvad Hver især er ville til at yde.

L. Hertz.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad  30. maj 1850).

Birkedommer Drechsel (ved fuldmagthavende) mødte redaktøren af avisen i Silkeborg Forlingscommission den 8. juni hvor redaktør Listøe forsikrede at optagelsen af de to "mottoer" (herover og herunder) på ingen måde havde til hensigt at fremstille kammerjunkeren som en ikke upartisk eller retfærdig dommer. Drechsel erklærede sig tilfreds med redaktørens forklaring.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 2. juni 1860).

Den 22. januar 1861 blev af sættedommer, auditør, by- og herredsfoged Bülow fra Skanderborg slagter Hertz' udtalelser dømt som fornærmelser og erklæret for døde og magtesløse. Keller og Hertz blev idømt mulkt på hhv. 100 og 20 Rdl. til Skanderborg Amts fattigkasse.

Schillerfest i Kiel. (Efterskrift til Politivennen)

100 årsdagen for Friedrich Schillers fødsel (10. november 1859). Det blev naturligvis fejret i det tyske forbund, men også i Holsten (Kiel, Rendsburg, Itzehoe, Glückstadt m. fl.) og sågar i mindre mere fordækt omfang Slesvig og i større byer udenfor det tyske forbund, dog ikke i Danmark.

- - - Kort før Maaltidet forlangte Hr. Overdirektøren af Comiteen, at den 2den Skaal maatte være for Kongen og udbringes af ham; Comiteen kom derved i Forlegenhed og tilbød ham den 1ste Plads til Skaal for Kongen, men han vedblev sin Paastand om den 2den Plads for denne. Comiteen traadte da sammen eg bestemte, at ved Udbringelsen af Kongens Skaal skulde Alle reise sig til Udmærkelse for den. Dette skete ogsaa, efterat Kauffmann fra Talerstolen havde udtalt nogle faa, vakkre Ord om den Fyrste, under hvis milde Scepter Kunst og Videnskab blomstrer og Intet skeer, som kan lægge Noget iveien for dem; men da han sluttede med et Hurra for Kongen, stemte kun nogle Embedsmænd i med. Denne Scene satte tykt Blod. Da derfor Kjøbmand Lange, den bekjendte Senator fra Eckernførde, efterat de fastsatte Comiteskaaler vare udbragte, i et Foredrag udviklede Hertug Frederik Christian af Augustenborgs og Grev Schimmelmanns Fortjenester i at yde Schiller en betydelig Understøttelse og havde det saa overraskende Indfald at slutte med et Hoch for den Augustenborgske Familie, hvilket Mangfoldige i det forsamlede brogede Selskab behagede med Lyst og stor Kraft at istemme, saa var Freden ulægeligt brudt. Festpræsidenten Carstens, Kauffmann, Dumreicher og enkelte Flere reiste sig fra Bordet og forlode Salen; det paastaaes bestemt, at Overdirectøren gjorde Borgmesteren ansvarlig for, hvad der passerede, indtil han kom tilbage. Taler og Toaster fortsattes nu. Efter at have bragt Fru Kammerherreinde Kauffmann i Sikkerhed, vendte Curatoren tilbage i Spisesalen og tog Plads ved Siden af Talerstolen. Herpaa befandt sig just Dr. Müller, Lærer ved den lærde Skole i Kiel, upaatvivlelig i den Hensigt paa Præsidiets Vegne at hæve Maaltidet; men dette kom ikke til Udførelse, da i det Samme Advocat Kraus slog paa sit Glas og sagde, at nu begyndte strax Forestillingen i Skuespilhuset, og at Maaltidet altsaa maatte hæves. Flere, hvoriblandt Kauffmann, forlode ogsaa Salen, og nu fulgte et skingrende Hurra. 

Hvorfor Hr. Kammerherre Kauffnann ikke forud havde truffet fast Aftale med Comiteen om Skaalerne, er mig ubekjendt; høist ønskeligt havde det været, om det kunde være skeet; saa havde man dog vel undgaaet den saa yderst anstødelige Augustenborgerskaal. Denne var nemlig det pure Drilleri, thi i og for sig have Augustenborgerne jo slet ikke noget Parti her i Holsten.

Under Maaltidet telegrapheredes til Schillerfesten i Weimar, og under Teaterforestillingen fik man Svar. Dettes Ankomst forkyndte fire Medlemmer af Comiteen, idet de, efterat Tæppet var gaaet ned, traadte frem foran ved Souffleurkassen. Comiteen viste den gode Conduite, at den ikke oplæste det Sted i Depeschen, at just nu sang man der i Weimar Sangen "Schleswig Holstein meerumschlungen." Man havde ellers faaet den nye og større Skandale, at den ogsaa var bleven sungen i Theatret af enhver af Viin og Tydskhed og Oprørskhed Beruset iblandt de Tilstedeværende.

Saameget beklageligere er Maaltids-Skandalen, som man til Ære for Justitsraad Politimester Gussnann maa fremhæve, at Toget, Illuminationen cg alt Andet gik aldeles sømmeligt af. Intet upassende Transparent kom frem, ingen Slags Optøier eller lignende. Desværre maatte Hr. Guffmann, for sin svækkede Helbreds Skyld, afholde sig fra Deeltagelse i Festmaaltidet. Hele Garnisonen afholdt sig viseligen fra Gildet, hvis "Neben -Tenbends" kjendtes.

(Flyveposten 14. november 1859. Uddrag).

Købmand Chr. G. Lange tilhørte sammen med de fleste fra borgerskabet i Eckernförde den tyske bevægelse. I 1864 overtog han midlertidigt administrationen af byen. 

Heinrich August Theodor Kauffmann (1819-1905). Familien var i Krigen 1848-1850 splittet. Først efter Preussens indgriben meldte han sig til den danske hær. I 1855 blev han ansat som amtmand i Kiel, kuratelet for universitetet og bestræbte sig for en forsonende linje. 1857 medlem af rigsrådet. Han var i Krigen 1864 stabschef, ledede også forhandlingerne med de allieredes overkommando om våbenhvilen og medlem af delegationen ved fredsslutningen i Wien.

Slesvig-Holsten. Rendsborg, den 10. november For at markere Schiller-festivalens forfejring, fandt et imponerende fakkeltog sted i går, hvori deltog Turnere, håndværkerne og virksomhederne og endelig arbejderne i Karlshütte. Den mest storslåede var sektionen af ​​skibssnedkere fra Karlshütte, som markerede afslutningen på hele processionen: Tolv unge skibssnedkere bar på skuldrene en kolossal model af et skib, hvis enorme master, dekoreret med farvede lamper, rejste sig gigantisk. Hele byen var oplyst - selv i den fattigste hytte skinnede et lys - og foran de offentlige bygninger, såvel som foran den kongelige kommandant, brændte begkranse; der var smukke bannere med meningsfulde inskriptioner på mange huse. Efter at processionen bevægede sig gennem byens hovedgader, indrettede den sig på den store, smukke paradeplads omkring en søjle dekoreret med den kolossale buste af Schiller. Derefter sang og taler. Endelig blev Schillers buste oplyst af bengalske lys, og efter at faklerne var blevet kastet sammen, blev sangen "Ein' veste Burg" sunget, eller rettere spillet, fordi sangen var overvældet af den enorme folkemasse. (D. Bl.)

Schleswig-Holstein. Rendsburg, 10. Nov. Gestern fand zur Vorfeier des Schillerfests ein imposanter Fackelzug statt, an dem sich die Turner, die Gewerke und Corporationen, schliesslich die Arbeiter der Karlshütte betheiligten. Am grossartigsten war die den Schluss des ganzen Festzugs bildende Abtheilung der Schiffszimmerleute der Karlshütte: zwölf junge Schiffszimmerer trugen auf dem Schultern ein kolossales Modell eines Schiffes, dessen gewaltige, mit farbigen Lampen gezierte Masten gigantisch emporragten. Die ganze Stadt war allimunirt - auch in der armseligsten Hütte leuchtete ein Lichtchen - und vor den öffentlichen städtischen Gebäuden, sowie auch vor der kgl. Commandanteur, brannten Pechkränze; an vielen Häusern befanden sich hübsche Transparente mit sinnreichen Inschriften. Nachdem der Zug sich durch die Hauptstrassen der Stadt bewegt, ordnete er sich auf dem grossen schönen Paradeplatz um eine mit der Kolossalbüste Schillers gezierte Säule. Hierauf Gesang und Rede. Endlich wurde die Schillerbüste durch bengalische Flammen beleuchtet, und nachdem man die Fackeln zusammengeworfen, der Choral "Ein' veste Burg" gesungen, oder vielmehr gespielt, denne der Gesang wurde erdrückt von der gewaltigen Menschenmasse. (D. Bl.)

(Allgemeine Zeitung 15. november 1859).

Slesvig-Holsten. **Kiel, 10. november. Vores bys Schiller-fejring var værdig til den position, som Kiel skal fastholde som hertugdømmernes åndelige centrum. Efter at alle skolerne havde arrangeret en tilsvarende forberedende fest i går morges, fandt en storslået parade sted i går ved middagstid, dannet af magistraten og byens myndigheder, universitetets lærere og studerende og håndværkerne (de fleste af dem med deres arbejdes skilte og i klædedragt), til markedspladsen for at afsløre og indvie Schillers kolossale statue, der er rejst dér. Hr. billedhugger Pfeiffer der leder den kunstneriske del af forretningen på Fernsichter Lervare-fabrik, havde udført arbejdet i gips i løbet af få uger og overrakte det sammen med fabriksejeren Videl for udvalget som gave. Da tæppet faldt, hilste en generel glæde det vellykkede arbejde. I morges holdt prof. Forchhammer hovedtalen i det akademiske auditorium; derefter præsenterede den lokale kunstnerforening levende billeder fra Schillers værker i en virkelig kunstnerisk forestilling i teatret; bagefter er der banket, og nu, om aftenen, skinner hele byen i et lyshav. Ligesom alle deltog i denne illumination, var hele festivalen også en virkelig generel, populær. Det er en skam at en foruroligende disharmonisk tone skulle forstyrre denne harmoniske demonstration. Ved banketten hvor lokalbefolkningens elite deltog, besluttede udvalget at ingen måtte tale før de udpegede seks officielle skåltaler var blevet holdt. Kammerherre Kaufmann, kurator for universitetet og leder af det lokale administrative distrikt, bad nu efter først at have hyldet Schillers minde, om at udråbe et hurra for kongen. Da dette blev givet ham efter en længere diskussion, var der næsten ingen der fulgte hans opfordring. Senere da en herværende købmand gav et hurra for hertugens familie med henvisning til, at den daværende hertug af Augustenborg havde udbetalt Schiller en årlig godtgørelse på 1.000 floriner i tre år, forlod kammerherre Kaufmann salen, men vendte straks tilbage for at foranstalte banketten aflyst.

Sleswig-Holstein. **Kiel, 10 Nov. Die Schillerfeier unserer Stadt war würdig der Stellung welche Kiel als der geistlige Mittelpunkt der Herzogthümer zu behaupten hat. Nachdem schon gestern Morgen alle Schulen eine entsprechende vorbereitende Feier für sich varanstaltet, bewegte sich gestern Mittag ein grossartiger Festzug, gebildet von dem Magistrat und den Stadtbehorden, den Lehrern und Studierenden der Universität, den Gewerbetreibeden (diese meist mit den Zeichen und im Gewande ihrer Arbeir), nach dem Marktplatz, um die dort errichtete Kolassalstatue Schillers zu enthüllen und einzuweihen. Hr. Bildhauer Pfeiffer, der auf der fernsichter Thonwaaren-Fabrik den künstlerischen Theil des Geschäftsbetriebs leitet, hatte dieselbe in der kürzen Zeit von wenigen Wochen in Gyps ausgeführt, und im Verein mit dem Fabrikbesitzer Videl dem Comité zum Geschecnk gemacht. Als die Hülle fiel, begrüsste eine allgemeine Freude das gelungene Werk. Heute Morgen hielt Prof. Forchhammer in der akademischen Aula die Festrede; sodann führte der hiesige Künstlerverein im Theater lebende Bilder aus Schillers Werken in wahrhaft künstlerischer Auffassung vor; darnach Festessen, und jetzt, am Abend, strahlt die ganze Stadt in einem Lichtmeer. Wie an dieser Beleuchtung alle theilnahmen, so war auch das ganze Fest ein wahrhaft allgemeines, volkthümliches. Schade dass in diese harmonische Kundgebund noch zuletzt ein störender Misston scih einmischen müsste. Bei dem Festessen, an welchem sich die gesammte Elite der hiesigen Bevölkerung betheiligte, war seitens des Comité's die Bestimmung getroffen dass niemand reden solle ehe die festgesetzten sechs officiellen Toaste ausgebracht seyen. Kammerherr Kaufmann, dr Curator der Universität und Chef des hiesigen Verwaltungsbezirks, verlangte aber nun, nachdem zuerst dem Andenken Schillers die Huldigung dargebracht, das Wort zu einem Hoch auf den König. Als ihm dieses nach längerer Discussion eingeräumt war, stimmte indessen fast niemand in seinen Ruf ein. Als dann später von einem hiesigen Kaufmann, mit Bezug darauf dass der damalige Herzog von Augustenburg drei Jahre lang an Schiller einJahrgeld von 1000 fl. hatte zahlen lassen, der Familie dieses Herzogs ein Hoch gebracht wurde, verliess Kammerherr Kaufmann den Saal, kehrte aber alsbald zurück, um zu veranlassen dass das Festessen aufgehoben wurde

(Allgemeine Zeitung 17. november 1859).

Kammerherre Kaufmann afkrævede efterfølgende på opdrag af det holstenske ministerium borgmester Kirchhoff en forklaring. Ligeledes blev købmand Lange indkaldt til politimæssigt forhør.

Efter hvad der meddeles fra Kiel, ere Forsøgene fra Kammerherre Kaufmanns og den holstenske Ministers Side paa at drage Ophavsmændene til de oprørsksindede Ytringer ved den kielske Schillerfest til Ansvar fuldstændig strandede; Sagen er lagt tilside, og Resultatet er blevet, at Slesvigholstenerne haane de danske Autoriteter, fordi de som sædvanlig springe op som Løver og falde ned som Faar. Undersøgelsen mod Kjøbmand Lange fra Ekernførde er standset, og Ministeren har affundet sig med den taalmodige Borgermester Kirchhof ved en Erklæring. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 5. december 1859).

De danske aviser som ikke kunne nægte Schillers betydning, forsøgte i stedet at nedgøre arrangørerne for at bruge Schiller i deres eget øjemed, fx i Holsten for "slesvig-holstenismen". Omtalen af de i Slesvig arrangerede Schillerfest i Flensborg, Eckernförde og Rendsborg i efteråret 1859 blev i Berlingske omtalt som "Schillerfeber" der når så langt "som den tydske Tunge rækker".

Schillerstatuen i Stuttgart,  tæt på den by hvor han blev født, er lavet af Bertel Thorvaldsen i 1836. Den står der stadig.

Schillerfesten blev fejret ved alle tyske lærde skoler og universiteter i 440 tyske og 50 ikke-tyske byer med fakkeltog m.m. Det var dengang den største fest til ære for en tysk digter. De markerede samtidig afslutningen på reaktionen mod de tyske revolutioner 1848. Det blev også begyndelsen til studentersammenslutninger for tysk enhed og frihed. I 1905 fejredes Schiller atter, denne gang 100-året for hans død i Weimar, og i 1909.

Schillerfest i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Schiller blev i Slesvig fejret i bl. a. Flensborg, Eckernförde, Tönningen og Rendsborg, mens der ikke nord for var nogen højtideligheder af betydning. Se også særskilt afsnit om Schillerfesten i Kiel. I dag huskes Friedrich Schiller fx for "Freude schöner Götterfunken" (Sang til glæden) 

Schiller-Festen i Sønderjyland.

Man skal sikkert lede længe og forgjæves lede om Magen til den ikke blot feberagtige, men fuldkomment forrykte Begejstring, denne øllede Ruus, som har grebet alle tydske Hjerner i denne Tid, og som først den 10. November vil naae sit Holdepunkt. Vi kjende Gudskelov Tydskerne og deres Maade at fantasere og sværme paa; gjorde vi ikke dette, saa maatte vi som Fættere - om ogsaa langt ude - og Naboer nære den alleralvorligste Bekymring for dem. Thi ikke blot er det et af de for Menneskenaturen smerteligste Indtryk man modtager, naar man paa Menneskestudiets Vegne vover sig ind i en Daarekiste eller endog kun kaster et Blik derind, men der gives en Galskab, som er smitsom, det har man ofte hørt, og det er denne Side af Sagen, der forekommer os den farligste Lad den ædle Schiller længe nok have været en fortræffelig Digter, en Digter af første Rang og tillige ret egentlig en Folkedigter (Gud skal vide, at dette Sidste navnlig er han bleven for ganske nylig), saa Meget er dog vel udenfor al Tvivl , at hverken han eller nogen anden Moderssjæl nogensinde har drømt om, at han et halvt hundrede Aar efter, at han gik til Hvile, skulde komme til saadan Ære og Værdighed som det nu for Alvor tegner til. Det er i Sandhed meget komisk at forfølge denne Svimmels korte Historie, som jo i faa Ord er følgende: Det tegnede stærkt til, at de tydske Eenhedsprædikanler vilde komme tilkort. Hvor skulde man nu i en Hast gribe en Idee, som kunde holde den villieløse Masse i Aande en Stund endnu? Blot en lykkelig Tanke vilde være Nok for at holde Rusen igang og bringe den til Deliriets Stadium, - da faldt der en lykkelig Tanke ned fra Himlen, som et Stjerneskud, i Skikkelse af - Schillers Fødselsfest, som det virkelig vilde have været først kommende 10. November, hvis Manden var bleven saa vel et halvhundrede Aar ældre, end han blev Tanken var god, det har den viist sig at være; thi inden 8 Dages Forløb vare Gemytterne, Fantasterne, Hjerterne og Hjernerne over det hele store Fædreland, ja hiinsides Have og Oceaner, fulde af den ømmeste Pietet mod en Mand, som levede for endeel Aar siden, og som de Allerfleste vel aldrig før havde hørt tale om men, lige meget, som efter Avisernes Forsikkring havde været en stor Tydsker. Dette er, som man vil see, i Korthed Feberens Historie indtil Dato, naar endnu hertil komme de mere eller mindre storartede Forberedelser, som til Dagens Ære træffes overalt. Men, lass sie haben; saa lidt som Nogen misunde, Tydskland dets Schiller, saa gjerne under man det vist dels Fester til hans Forherligelse, lige meget hvad saa den egentlige Drivefjeder er til den hele Komedie. Om ogsaa det Hele for vore Øine maa tage sig ud som systematisk Galskab, saa vide vi dog Alle, hvor stor en Deel af dette fattige Livs Glæde der skyldes Illusionen. Kan det nu gjøre Tydskerne lykkelige, om ogsaa kun for en fjorten Dage af deres Liv, saa var det jo dog stor Synd ikke af et godt Hjerte at unde dem den korte Herlighed, som kun altfor snart vil give Plads for den Katzenjammer, der altid følger paa Rusen, og som skal være værst efter en Ølruus hvad denne jo er.

Men derimod er der, som allerede nævnt, en anden Side af Sagen, hvilke vi heroppe ikke kunne betragte med Ligegyldighed, nemlig Galskabens smitsomme Charakteer. Hvor stor eller liden Grund til Frygt der i saa Henseende er tilstede, beviser allerede den Omstændighed, at der, efter hvad man vil vide, ogsaa her i det sønderjydske Land spores Lyst hist og her til ogsaa denne Gang som saa ofte at abe disse ægte tydske Narrestreger efter, - for saa at blive udleet og gjort Nar af af den hele vide Verden. Fra Ekernførde, denne for sin Intelligents saa berømte By hvor Schillers Navn neppe er hørt, førend nu de tydske Aviser have fortalt de gode Spidsborgere Lidt derom, berettes det jo til Gud veed hvor mange Blade, at en Schiller-Fest der skal feires; det skulde slet ikke undre os, om det Samme spurgtes fra Arnæs og Kappel, fra Husum og Tovning, ikke at tale om det fine intelligente Slesvig; der vil man være nødt til at reise en Fest i Lighed med Kiels, Wiens og Berlins. Men hvad skal man sige, naar Galskaben griber om sig i den Grad, at der selv i Flensborg, det gode, adstadige Flensborg, der maaskee endda vilde have opkaldt en lille Gyde eller en af sine Vandbeholdere efter den store Schiller, i Lighed med, hvad man gjør andre Steder, dersom han havde været en stor Geschäftsmann, men som ikke giver en Mark i "gamle Penge" for Digteren, at der selv i dette Flensborg, den mest prosaiske By under Solen, findes Spor af, at Sygdommen har fundet Veien dertil, sandsynligviis kommen med Twistballer eller Tobaksblade ad Jernbanen Sydfra. Naar Sagen ikke i sig selv var saa uendelig komisk, at man virkelig døier med at bevare et Øiebliks Alvor, og man ikke veed, om man skal lee eller græde, saa vilde man dog vel have Grund til at sige: Det er Nok med den Galskab, at dens Strøm rækker saa langt Nord paa som til Danmarks Riges Grændse; Norden for den, Norden for Eideren er Galskaben ikke længere lidt berettiget, ikke længere til at undskylde. Hvad kommer Tydskernes nationale Jubel paa Schillers Fødselsdag os ved? Vilde Tydskerne gjøre for en Skilling Stads af en af vore dygtige Mænd, hvis vi fik isinde - hvad vi sagtens aldrig gjøre - at gjøre hans Fødselsdag til en politisk Demonstration? Og man kunde med en Smule Kjendskab til Forholdene, som disse i Virkeligheden ere, medrette spørge: Kjende I Schiller, I duunhagede Ynglinge, som for Øieblikket repræsentere Tysklland i Flensborg og tror, at en staaende Bart og "fliegende Haare" ere Nok til at gjøre Tydskeren? Hvad vide I om ham og hans Fortjeneste? Hvad tilsigte I med Eders abeagtige Optræden? Have I blot saa megen Fantasi at raade over, at I saa længe kunne drømme Eder midt i det lykkelige store Fædreland, hvor I saa gjerne høre hjemme, som et værdigt Led i den store tydske Kjede? Ikke engang det kunne I; een Følelse vil trænge sig med ind i Eders Festlokale, Følelsen af, at I staae i Begreb med at give en Prostitutionsscene tilbedste, som ikke engang vil kunne bringe Eder det allermindste Martyrium. Man vilde gjerne frie Flensborg og den Landsdeel, hvis Hovedstad den er, for den Tort og Svie, der maa følge paa en slig tydsk Drengestreg, og derfor: Hold op itide, mens Legen er god; allerede Rygtet er Flensborgs Prostitution, Bekræftelsen derpaa vilde være en Skandale. -a

(Dannevirke 5. november 1859)

Se endvidere det særskilte indslag om Schillerfesten i Kiel.

De holsteenske Blade ere, som man maatte vente det, opfyldte med Beretninger om Schillerfesten. I Kiel synes den hele Høitidelighed - paa en enkelt Skandale nær - at være løben ret heldig af, i Overeensstemmelse med Programmet. Den første Dag blev feiret i alle Byens Skoler, og i Universitetets Aula blev der holdt Tale af Rector, Professor Horn. Localerne vare overalt festlig smykkede og det manglede naturligviis ligesaa lidt paa Schillerbuster, som paa Musik og Sang, Glandspunktet af hele Festligheden dannede dog det store Festtog, der fandt Sted i Onsdags den første Dag. Det bestod af henved 2000 Personer, næsten, som "S. B." udtrykker sig, "die ganze rüstige Jugend- und Manneskraft unserer Stadt". Optoget lededes af Advokat Ritzsch og satte sig i Bevægelse præcis Kl. 9. I Spidsen red en af de akademiske Borgere som Herold, klædt i de holsteenske Farver; derpaa fulgte et Musiksikcorps, et Sangchor, Universitetspersonalet, Festcomiteen, Magistraten, de deputerede Borgere og tilsidst Laugene med deres Faner, Emblemer osv. Paa Torvet var den af Hr. Vidal skiænkede colossale Schillerstatue opreist den foregaaende Nat. Det forenede Sang- og Muslicorps udførte her en Festsang fra en i Nærheden af Statuen opreist Tribune, og efterat Advocat Ritzsch havde holdt en Tale, der sluttede med et citat af "Wilhelm Tell", blev den colossale Statue afsløret under Mængdens begeistlede Jubel, hvorpaa dens Hoved blev kronet af Studenterne med en Laurbærkrands. 

Ogsaa i Altona har Schillerfesten, ifølge "A. N.", havt et tilfredsstillende Udfald. Foran et Billede af Borgermestrens Bolig vare Schillers, Goethes og i Baggrunden Guttenbergs Statue opstillede med en smagfuld Omgivelse af Blomster. Fakkeltoget, der omtrent Kl. 7 bevægede sig ned ad Palmaille, var "ein wahrhaft imposanter". I Spidsen befandt sig Overpræsidenten, Hr. Conferentsraad Heinzelmann. Iblandt de mange Laug, hvoraf Processionen bestod, bare Jernbanearbeiderne Prisen med Hensyn til den smukke Maade, hvorpaa deres Emblemer vare udstyrede. Foran Schillerbusten blev der afsunget en Sang, og derpaa holdt Lærer Pehling en Festtale, imedens flere unge, hvidklædte Damer bekrandsede Busten. I Borgerforeningens Festlokale blev derpaa afholdt en Banket, hvori 390 Personer toge Deel, og hvorved den "mit einem wundervollen Organ ausgestattete Präses der Liedertafel, Hr. Wendorff" holdt Festtalen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. november 1859)

Slesvig-Holsten, Kiel, 18. november Ifølge rapporter sendte kammerherre Kauffmann på vegne af ministeriet for Holsten i går et officielt brev til borgmester Kirchhoff, hvori han bad ham om at tage affære på grund af sin opførsel som medlem af Schillerfest-udvalget for at begrunde det i "Harmonien" ved banketten. Købmand Lange havde allerede måttet udstå et politiforhør på grund af sin skål for det augustenborgske kongehus.

Schleswig-Holstein, Kiel, 18. Nov. Dem Vernehmen nach hat der Kammerherr Kauffmann, im Auftrage des Ministeriums für Holstein, gestern ein amtliches Schreiben an den Bürgermeister Kirchhoff gerichtet, worin er denselben auffordert, sich wgen seines Verhaltens als Mitglied des Schillerfest-Komité beim Festmahl in der "Harmonie" zu rechtfertigen. SChon vorher hatte der Kaufmann Lange, wegen seines Toastes auf das Augustenburgische Fürstenhaus, ein polizeiliches Verhör zu bestehen gehabt.

(Passauer Zeitung : niederbayerische Volkszeitung. 25. november 1859)

På mange skoler blev det forbudt at fejre Schillerfesten. Skoleelever skulle vende blikket mod nord. Det blev ligeledes ikke tilladt at gå med klassehuer som kielernes og rendsborgernes. Og der blev holdt opsyn med om påbudene blev overholdt.

Can Pac Swire: Schillerdenkmal. Statue af Friedrich Schiller i Leipzig. Creative Commons.