Stemningen ved Aarsskiftet 1863/1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Preetz (Holsten), 22. december. Et privat brev afslører i den Augsb. "A.Z." følgende: Du ønsker nyt fra nord, og jeg vil fortælle dig noget om situationen i Slesvig og Danmark. En rejsende, som først i går forlod Slesvig, altså hertugdømmet, fortæller mig at det lille Danmark ligesom det store Tyskland er delt i to modstridende strømme. Et parti, hvortil hører København, de danske øer og bybefolkningen i Jylland, i hvert fald den mere velhavende del, er for grundlovens opretholdelse og for krig til døden. Derfor får den nye konge i Danmark det svært hvis han bliver presset ud i en indrømmelse på grund af stormagternes pres. For et par dage siden gik der rygter om uroligheder i København, som endnu ikke er bekræftet. Men aviserne derfra er meget forsigtige. Landbefolkningen på det danske fastland, især Jylland, er helt sikkert imod krigen, det vil sige villige til at give indrømmelse. Det værste for Danmark er dog at den danske hær også er delt i denne modsatte stemning. De slesvigske bestanddele (to bataljoner blev navngivet), som er stationeret i Slesvig by, har ikke blot nægtet troskabseden, men også vist militær lydighed. Der har været trusler om fængsling og repressalier, men forgæves. De vil ikke lave forskansningsarbejde og truer med at gå over til tyskerne i tilfælde af krig. Samme oprørskhed blandt jyderne; de siger, at en krig mod tysk overlegenhed er forgæves; de har ikke lyst til at blive slået ihjel for den danske pøbel i København. I Eckernförde, som min ledsager forlod i nat, lå ø- og fastlandsdanskere sammen. De førstnævnte truede ved deres ankomst med at give borgerne en hård lektion. De andre bevæbnede sig straks og truede med at slå de nyankomne, hvis de generede tyskerne. Nogle gik gennem byen med den "tapre soldat", andre sang "Slesvig-Holsten". En dansk betjent havde sagt, at de havde knap 25.000 mand at støtte sig til. Ingen slesvigere og ikke engang jyder vil turde modsætte sig fjenden. Da alle undtagen den sidste mand, familiefædre osv. er indkaldt, er det pres, der er opstået som følge af denne mobilisering, meget stort, og stemningen mod københavnerne er derfor meget anspændt. Kort er ikke bare noget, men meget råddent i staten Danmark.

Preetz (Holstein), 22. Dez. Einem Privatbriefe entnimmt die Augsb. "A. Z." das Folgende: Sie wünschen Nachrichten aus dem Norden, und ich bin gerade im Stande, Ihnen einiges über die Zustände in Schleswig und Dänemark mitzutheilen. Ein reisender, welcher gestern erst Schleswig d. h. das Herzogthum verlassen hat, erzählt mich, dass, ebenso wie das grosse Deutschland, auch das kleine Dänemark durch eine entgegengesetzte Strömung in sich getheilt ist. Die eine Partei, wozu Kopenhagen, die dänischen Inseln und die Stadtbevölkerung in Jütland wenigsten der begildertere Theil derselben, gehören, ist für Aufrechthaltung der Verfassung und sogleich für Krieg auf Leben und Tod. Daher wird der neue König in Dänemark einen schweren Stand haben, wenn er durch die Pressionen der Grossmächte zu einen Concession getrieben wird. Es gingen vor einigen Tagen Gerüchte von Unruhen i Kopenhagen, welche sich aber bis jetzt noch nicht bestätigt haben. Doch sind die Zeitungen von dort sehr zurückhaltend. Die Landbevölkerung des dänischen Festlandes, besonders Jütland, ist durchaus gegen den Krieg, also zur Nachgiebigkeit geneigt. Was aber für Dänemark das schlimmste ist, diese entgegengesetzte Stimmung hat auch die dänische Armee getheilt. Die schleswigschen Bestandtheile (es wurden zwei Batailllone genannt), welche in der Stadt Schleswig liegen, haben nicht nur den Fahneneid verweigert, sondern auch den militärischen Gehorsam. Man hat mit Zuchthaus und Decimirung gedroht, aber vergebens. Sie wollen keine Schanzarbeiten verrichten, und drohen im Kriegsfalle Uebergang zu den Deutschen. Dieselbe Widersetzlichkeit bei den Jüten; sie sagen dass ein Krieg gegen die Uebermacht der Deutschen vergeblich sei; sie hätten nicht Lust, sich für den dänischen Pöbel in Kopenhagen todtschlagen zu lassen. In Eckernförde, welches mein Geẅahrsmann gestern Abend verlassen, lagen Insel- und Festlanddänen zusammen. Die Ersteren drohten bei ihrer Ankunft den Bürgern eine derbe Lektion zu geben. Die Anderen bewaffneten sich sogleich und drohten die Ankömmlinge zusammenzuhauen, wenn sie die Deutschen belästigten. Die Einen zogen mit dem "tapperen Landsoldat", die Anderen "Schleswig-Holstein" singend durch die Stadt. Ein dänischer Offizier hatte geäussert, sie hätten kaum 25,000 Mann, auf welche sie sich verlassen könnten. Keine Schleswiger und nicht einmal Jüten dürften sie wagen, dem Feinde entgegenzustellen. Da Alle bis auf den letzen Mann, Familienväter u. s. w. einberufen sind, so ist der Druck, welcher durch diese Mobilisirung eingetreten ist, ein sehr grosser und darum die Stimmung gegen die Kopenhagener sehr gereizt. Kurz ist ist nicht nur etwas, sondern sehr vieles faul im Staate Dänemark.

(Miltenberger Tagblatt 1. januar 1864).

I København blev en holstensk soldat forleden slemt forslået af to tjenestepiger. Den vakre holstener, oppasser hos en dyrlæge, havde sin stadige fornøjelse af at drille pigerne ved at rakke ned på de danske. En morgenstund sagde han til den ene, som er herfra byen, at når de holstenske soldater blev indlemmede i danske regimenter og kom i krig, ville han skyde på sine danske kammerater i stedet for på tyskerne. Herover blev vort patriotiske bysbarn voldsomt opbragt, og idet hun udbrød: "Hvad for noget? Vil du skyde på danskerne, din tyske rad? Så skal du dog også ske al landsens ulykker!" greb hun hurtig en ildskuffe, som hun havde gjort glødende, da hun ventede, at han som sædvanlig ville forny sine drillerier, og slog ham dermed så voldsomt på kinden, at tyskeren hylede af smerte og raseri. Da pigen så, at han gjorde mine til at ville hævne sig, skyndte hun sig ilsomst ud af køkkendøren og ned ad trapperne. Hans ulykkesstjerne ville, at pigens medtjenerinde, som var beskæftiget ude på gangen med at vaske gulv og nu ligeledes ville hjælpe at trafakle ham med sin gulvklud, ramte ham således, at hans sporer forviklede sig i denne og han styrtede på hovedet ned ad trapperne, hvor han forslog sig fra slemt, at han kom på hospitalet; der har han nu lejlighed til vitterlig at beklage sig over de grusomme skønnes uventede barbari imod ham og udspekulere, hvormange danske kammerater der skulle falde for hans forstuvede hånd.

(Østsjællands Avis (Køge), 29. december 1863).

Bekjendtgjørelser.

Som paa anden Maade bekjendtgjort, vil der den 8. og 9. Januar førstkommende i Holsted for Ribe Amt blive leveret Heste til Armeens Brug. - Der skal paa disse to Dage modtages 169 Heste, altsaa resp. 84 og 85 hver Dag, hvilket kun og endda vanskelig vil kunne skee ved den hurtigst mulige Expedition; og ligesom det overhovedet navnlig under de nuværende Forhold er en Pligt for Udredningslægderne at forskaffe Armeen saa gode Heste som muligt, saa har jeg som Formand for Mønstringscommissionen herved villet henlede Vedkommendes Opmærksomhed saavel herpaa som paa, at det derhos vil være i deres egen Interesse strax ved første Præsentation at fremstille en aldeles tjenstdygtig og antagelig Hest, da Tiden dog utvivlsomt vil gjøre gjentagne Præsentationer umulig, og Vedkommende saaledes maa tilskrive sig selv Følgen af Forsøg paa først at fremstille mindre brugbare Heste.

Ribe Stiftsamt, den 30. Decbr. 1863. H. Nielsen.

(Vestslesvigsk Tidende (Tønder) 2. januar 1864).

EnI oppasser for Kunstmaler Jørgen Christian Schrøder. 1864. Det er nok ikke den i artiklen omtalte oppasser. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Altona. Neumünster 28. december 1863. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, original se under oversættelsen:

Kommissærens første handling er at afskedige overpræsident von Scheele og politichefen Willemoes-Suhm. To personer går til sidstnævnte; Den ene havde han altid chikaneret, fordi han var en god tysker. De siger til ham: "Du skal gå, din tid er forbi." "Hvor lang tid har jeg?" spørger han. "Fem minutter," lyder svaret. "Og kone og børn?" "De er blevet instrueret og er allerede på stationen." Den gode mand spørger, hvis han nu hylder hertugen? Han blev bestemt vist døren, så siger manden, at politimesteren for nylig betalte ham 8 thaler i bøde, han vil have dem tilbage først, og - Willemoes-Suhm må villigt tage de 8 thalere op af lommen og betale. Derefter føres han stille og roligt til banegården. Kan du, min læser, ikke også lide lynchjustitsen?

Die erste Handlung der Commissaire ist die Entlassung des Oberpräsident von Scheele und des Polizeimeisters Willemoes-Suhm. Zu dem letzteren gehen zwei Leute; den Einen hat er stets chicanirt, weil er gut deusch was. Sie sagen ihm: "Fort muss du, deine Uhr ist abgelaufen." "Wie lange Zeit habe ich?" fragt er. "Fünf Minuten," ist die Antwort. "Und Frau und Kinder?" "Sie sind instruirt und schon auf dem Bahnhof." Der gute Mann bittet, er meint, wenn er nun jetzt dem Herzog huldige? Berächtlich weist man die Thür. Da sagt der Einge, der Herr Polizeimeister habe ihn neulich wider Recht in 8 Thlr. Brüche genommen, die wolle er erst wieder haben, und - Willemoes-Suhm muss wohl oder übel aus seiner Tasche die 8 Thlr. bezahlen. Dann wird er ruhig zum Eisenbahnhofe geführt. Nicht wahr, mein Leser, die Lynchjustitz gefällt dir auch wohl?

(Die Gartenlaube : illustrirtes Familienblatt nr. 1, 1864)

Fotograf E. Lange: L. N. Scheele (1796-1874). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Geheimeråd Ludvig Nicolaus von Scheele (1796-1874) havde en lang karriere bag sig som højtstående person i Slesvig-Holsten. Under Treårskrigen 1848-1851 var han flygtet til København, og blev 1852 landdrost i Pløn. Han var fra 1854 holstensk minister og leder af udenrigsministeriet og som sådan blev han 1854 sat under anklage af den holstenske stænderforsamling. Han søgte sig afsked i 1857 og blev igen landdrost i Pløn. Han konstitueredes som overpræsident i Altona 1861, indtil civilkommissærerne afsatte ham december 1863. Så sent som i december 1863 berettede "Börsenhalle" at von Scheele gik langt videre end den danske regering i spørgsmålet om hyldingseden: Han afskedigede øjeblikkeligt de der nægtede, indkaldte bondefogederne for at afskrække dem mod samme og desuden at stille heste til den danske hær. Danske aviser (fx Flyveposten) var uforstående overfor at Scheele skulle være upopulær, og mente det var glædeligt at se en energisk og pålidelig mand i Holsten, hvis "Exempel fortjener at efterlignes af selve den holsteenske Regjering." Civilkommissærerne opmærksomhed var rettet på ham som en af de første, og han blev afskediget og erstattet af borgmester Thaden. Han levede herefter resten af sit liv som privatperson i København.

Peter Friedrich (von) Willemoes-Suhm (1816-1891) havde før krigen bl. a. embede ved retterne i Itzehoe og Glückstadt og var 1847-48 volontør i Udenrigsministeriet i København. I 1849 bypræsident i Glückstadt og borgmester samme sted 1850-1852. Herefter politimester i Wandsbek, fra 1862 politimester i Altona. I 1866 blev Willemoes-Suhm preussisk amtmand over Rendsborg Amt, og ved indlemmelsen i Preussen blev han 1867 landråd over kredsen Rendsborg. I 1877 blev han i stedet landråd i kredsen Segeberg og døde i dette embede 1891.

Scheele og Willemoes rejste til Flensborg. Samme sted og tid som også general de Meza, divisionsgeneral Gerlach og brigadekommandør Lasson var på gennemrejse til Slesvig. 

Oversættelse af tysk artikel, original se under oversættelsen:

Neumünster, 28. december. På trods af at der for få dage siden blev arbejdet på det nye voldsted nær vores by, og danskerne for ganske nylig opførte sig, som om de ville gøre modstand her, forlod de i dag vores by til tonerne af ​​den "tapre landsoldat", i samme øjeblik som sakserne rykkede ind fra den anden side med "Slesvig-Holsten". Som alle andre steder strålede vores lille by snart i tyske og slesvig-holstenske farver, og de retirerende danskere hørte stadig "Hurra" bag sig, hvormed de tyske tropper blev mødt. Lokaludvalget her var allerede mødt før danskerne rejste for at drøfte hyldningen af hertug Frederik. Da de var ved at gå ud for at gøre dette, dukkede den saksiske generals adjudant pludselig op til at påpege, at proklamationen ikke ville blive tolereret, men at forsamlingen ville blive spredt af sakserne.

Borgerne påberåbte sig deres rettigheder og indgav en resolut protest. Adjudanten henviste til forbundskommissærernes seneste proklamation; det samme gjorde komitéens medlemmer, idet de understregede, at møder til fordel hertugen heller ikke efter dette var forbudte. Til sidst erklærede adjudanten, at dersom man vilde indskrænke sig til blot at udtrykke sympati for Frederik VIII, vilde han ikke gribe ind; men det ville ske, så snart spørgsmålet om anerkendelse blev stillet til de forsamlede. Udvalget forbeholdt sig ret til at protestere og erklærede, at det ønskede at begrænse sig til en redegørelse for de faktiske forhold og en simpel forklaring til hertugen. Hyldesthandlingen foregik også på denne måde; de fleste af de tilstedeværende bemærkede næppe forskellen mellem sympatierklæringen og en formel proklamation.

August Beck (1823-1872): Die deutschen Executionstruppen: Sachsen. Illustrierte Zeitung Bd. 42, 2. januar 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Neumünster, 28. Dez. Trotzdem noch vor einigen Tagen an der bei unserer Stadt neuerrichteten Schanze gearbeitet ward, und die Dänen noch vor Kurzem thaten, als ob sie hier Widerstand leisten würden, verliessen sie heute unter den Klängen des "tapferen Landsoldaten" unsere Stadt, im selben Augenblick, als die Sachsen von der anderen Seite mit "Schleswig-Holstein" einzogen, und, wie überall, prangte auch unser Städtchen alsbald in deutschen und schleswig-holsteinischen Farben, und den abziehenden Dänen tönte noch das "Hurrah", mit dem die deutschen Truppen begrüsst wurden, ins Ohr. Das hiesige Lokalkomite war bereits vor dem Abzug der Dänen zusammengetreten, um die Proklamation Herzog Friedrichs zu berathen. Als es sich, um dies ins Werk zu setzen, hinaus zu begeben im Begriffe stand, erschien plötzlich der Adjutant des sächsischen Generals, um anzuseigen, dass die Proklamation nicht geduldet, sondern die Versammlung durch die Sachsen auseinander gejagt werden würde. 

Die Bürger beriefen sich auf ihr Recht und legten entschieden Protest ein. Der Adjutant berief sich am die neueste Proklamation der Bundeskommisse; dasselbe thaten die Komiemitglieder, indem sie hervorhoben, dass Kundgebungen für den Herzog selbst nach dieser nicht verboten seien. Schliesslich erklärte der Adjutant, wenn man sich auf einen blossen Sympathieausdruck für Friedrich VIII. beschränken wolle, werde er nicht dagegen einschreiten lassen; doch würde diess geschehen, sobald die Frage der Aneerkunnung an die Versammelten gerichtet werden würde. Sich einen Protest vorbehaltend, erklärte das Komite, sich auf eine Darstellung der Sachlage und einfache Erklärung für den Herzog beschränken zu wollen. In dieser Weise fann denn auch der Huldigungsakt statt; die meisten der Anwesenden merkten kaum den Unterschied zwischen einer blossen Sympathieerklärung und förmlichen Proklamirung.

(Miltenberger Tagblatt  1. januar 1864).

Kiel. Elmshorn. 27. december 1863. (Efterskrift til Politivennen)

Den store Folkeforsamling i Elmshorn har i Søndags proklameret Hertugen af Slesvigholsteen. Efter hamborgske Blade havde der fra alle Dele af Holsten og selv fra Sydslesvig samlet sig en stor Folkemængde, der anslaaes til 20- 30,000 Mennesker. Saavel fra Altona som fra Kiel ankom to Extratog. Kl. 2½ aabnedes Forsamlingen paa Kvægmarkedspladsen, der tilligemed de tilstødende Gader naturligviis var festlig smykket med slesvigholsteenske Faner osv. Et ved Talerstolen placeret Musikkorps spillede Choralen "Nu takker Alle Gud," hvilken Forsamlingen istemte med "blottet Hoved". Advokat Rave fra Itzehoe betraadte Tribunen og hilsede Forsamlingen i Udvalgets Navn. "Enhver maatte - sagde han - i dette høitidelige Øieblik rette det alvorlige Spørgsmaal til sin Samvittighed, om han fremdeles vilde underkaste sig den hidtil bestaaende Voldsregering, eller med Liv og Blod værne om sin retsmæssige Landsherre og de af ham besvorne Landsrettigheder, Han henviste til den fra Fædrene nedarvede Skik, at udraabe dens Fyrste under aaben Himmel, og opfordrede Forsamlingen til ved Haandsoprækning at bekræfte, at den anerkjender og hylder Hertug Frederik VIII som sin retmæssige Landsherre. Alle Hænder fløi i Veiret og under tordnende Raab fra Mængden udraabtes Frederik VIII til Hertug af Slesvigholsteen. Derpaa oplæste Advokat Wiggers, under uendelige Hurraraab, følgende Adresse til den nye Landsherre. "Durchlauchtigste Hertug, naadigste Fyrste og Herre! Af de her forsamlede slesvigholsteenske Statsborgere er Deres Høihed under umaadelig Jubel høitidelig udraabt til vor retsmæssige Landsherre, til Hertug af SIesvigholsteen, Dette er allerede skeet paa mange Steder, og vore Medborgere længere mod Nord ønske længselsfuldt snart at kunne gjøre det samme, Statsgrundloven af 15de Septbr. 1848, som Deres Høihed ved fri Beslutning har gjenoprettet og som vi med glad Tak anerkjende, vil for alle Tider med Endrægtighedens Segl knytte Fyrste og Folk sammen. Med Længsel vente vi, at Deres Høihed selv vil vise sig i vor Midte og modtage vor Hyldest! Vor Ungdom venter utålmodig paa at blive kaldt til Fanerne, for under Deres høihjertede Anførsel at drage ud og befrie de slesvigske Brødre fra det fremmede Herredømmes nedværdigende Aag. Hvilke Offre det end maatte koste, at naae dette ærefulde Maal, saa kan og vil Landet bringe dem. Friheden og den nationale Selvstændighed kan aldrig kjøbes for dyrt. Vor Sag er retfærdig. Fyrstens Ret og Folkets Ret gaae Haand i Haand. Gud give os sin Velsignelse til, at Deres Høihed maa blive Slesvigholsteens Frelser! Gud være med vort dyrebare Fædreland! Elmshorn, den 27de Decbr. 1863." Efterat denne Adresse var bleven billiget af Forsamlingen, meddeelte Wiggers, at den vilde blive overrakt Hertugen af 5 Medlemmer af Udvalget med det Ønske, at han snarest mulig personlig vilde begive sig til sit Land. Efterat en Choral paany var afsungen, betraadte Hr. Metz fra Darmstadt, som speciel Afsending fra de tydske Deputeredes 36te Udvalg Tribunen og blev naturligviis modtagen med uhyre Jubel. Han bragte de "brave Slesvigholstenere Hilsen og Haandslag" fra Millioner af Tydskere og skildrede "begeistret" Tydsklands Sympathi for den slesvigholsteenske Sag Saa sandt som Himlen idag var bleven klar efter Storm og Regn, saa sandt - yttrede han - vil et enigt og efter Frihed stræbende Folk vinde Seir i deres gode Ret. Taleren udtalte Tydsklands Tak for de Offre, Slesvigholstenerne allerede havde bragt, og velsignede Fremtidens Bedrifter; han sluttede med den Forsikkring, at Tydskland vilde staae Hertugdømmerne bi og opfordrede til et Leve for det frie Slesvigholsteen. Efterat Forsamlingen paa Opfordring af Wiggers havde udbragt el Leve for "Et enigt, frit og mægtigt Tydskland" og efterat den slesvigholsteenske Nationalhymne var afsungen, sluttedc Advokat Rave Forsamlingen Kl. 3½ med et Leve for Hertug Frederik VIII.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. december 1863).

Elmshorner Volksversammlung fandt sted 27. december 1863 og ca. 20.000 mennesker deltog. Yderligere 4.000 nåede ikke frem. Byen lå bekvemt på jernbanelinjen så folk kunne komme fra mange verdenshjørner. Blandt talerne var advokat Wilhelm Eduard Wiggers og landsretsdommer Christian Rave, Itzehoe. Den danske hær trak sig ud af Holsten den 24. december, og den 25. blev Elmshorn besat af tyske forbundstropper. 

Elmshornforsamlingen kan ses som en slags "pagt" mellem en repræsentant for monarkifyrstemagt (Friedrich VIII) og en bevægelse for folkesuverænitet. Mødet fik langt større tilslutning end forventet. Det lykkedes Bismarck at få den preussiske kejser Wilhelm I til at anse mødet for at være revolutionært og demokratisk og dermed skadelig. Han havde endnu ikke taget beslutning om hertugdømmerne, men mødet overbeviste ham om farligheden ved augustenborgeren. Det lykkedes ikke senere denne at frigøre sig fra omdømmet om at han var gerådet i demokratiets lejr.

Heller ikke Østrig bakkede op om Friedrich VIII. På langt sigt var det Bismarcks hensigt at at indlemme hertugdømmerne i Preussen. En plan som der på daværende tidspunkt formentlig var et stort flertal imod i Slesvig-Holsten - man så nødig at danskerne blot blev udskiftet med preusserne.

Oversættelse af tysk artikel. Original, se nedenfor:

 

Siden underskrivelsen og bekendtgørelsen af ​​den nye grundlov for Danmark-Slesvig har stemningen i Nordslesvig været så anti-dansk, så resolut slesvig-holstensk, at de længes efter øjeblikket lige så meget som vi alle gør, når de "får noget luft" for at tale til fordel for hertug Friedrich. Samme stemning hersker blandt alle de slesvigske tropper, som ikke lægger skjul på deres utilfredshed og deres sande følelser, og som straf beordres på tur af danske officerer i Mören, eller til at udføre skansearbejde på helligdage. Generelt er danskerne selv vores bedste agitatorer. Kravet om levering af heste havde den bedste effekt overalt, både hos dem, der afleverede, og hos dem, der stillede hestene til rådighed eller skulle levere dem, såsom i det slesvigske. Her har vi stadig gaderne fyldt med danske soldater. Det er håbet, at vi vil se tyske tropper på mandag.

Die Stimmung auch im nördlichen Schleswig ist seit der Unterschrift und Bekanntmachung der neuen Verfassung für Danemark-Schleswig so antidänisch, so entschieden schleswigholsteinisch, dass sie ebenso sehnlich wie wir alle den Augenblick herbeiwünschen wo sie "Luft kriegen" um sich für den Herzog Friedrich auszusprechen. Die gleiche Stimmung herrscht unter sämmtlichen schleswigischen Truppen, die ihren Unmuth und ihre wahre Gesinnung nicht verstecken, und dafür zur Strafe von dänischen Officieren in Mören spazieren geführt werden, oder auch an Festtagen Schanzarbeiten machen müssen. Ueberhaupt sind die Dänen selbst unsere besten Agitatoren. Die Ausschreibung der Pferdelieferung hat überall die beste Wirkung hervorgebracht, sowohl bei denen die sich gefügt als bei denen welche de Pferde gestellt haben, oder stellen mussten, wie im Schleswischen. Hier haben wir die Strassen noch immer voll von dänischen Soldaten. Man hofft dass wir am Montag deutsche Truppen sehen werden.

(Allgemeine Zeitung 30. december 1863).

Oversættelse af uddrag af bog om danskernes udtog af Kiel, se original nedenfor:

Dødsstilhed herskede i byen om morgenen den 29. december, eftersom man stadig kunne forvente brutalitet og uforskammethed af danskerne selv i de sidste timer af deres tilstedeværelse; Fra klokken 8 om morgenen stod danskerne ved deres samlingssteder. Klokken 12 kom endelig ordren om at marchere ud, og undertrykkerne trak sig tilbage i tavshed. Knap var alle danskere kommet udenbys, før gaderne, der hidtil var så stille, pludselig klædte sig i festtøj; Alle flokkedes sammen i usædvanlig begejstring, flag, kranse og guirlander prydede hvert hus og Kiel havde ikke set en dag som denne i lang tid. De kære hjemmefarver flagrede fra byens højeste tårne ​​sammen med hele fædrelandets tricolore. 12.30 ankom de føderale kommissærer, respektfuldt mødt af byens myndigheder. Samtidig dukkede 300 mand hannoveranske Cambridge dragoner og saksisk infanteri som entusiastisk blev modtaget som befriere! Kranse og blomster regnede ned over tropperne, som prydede deres hjelme og geværer med dem; Ved markedspladsen holdt advokat Ritzsche den første tale, entusiastisk, kort, kraftfuld; med et tordnende jubel for Tyskland skiltes masserne. I mellemtiden var kommissærerne steget af i rådhuset; v. Könneritz holdt en hjertelig tale til beboerne og takkede dem for den venlige modtagelse, idet han især understregede, at de alle var inspireret af den samme ånd. Om aftenen var Kiel strålende oplyst, og dermed var denne dag, der var så vigtig og uforglemmelig for Kiel, for Holstens indbyggere, forbi.

Todtenstille herrschte am Morgen des 29. Dezembers in der Stadt, da man von der Brutalität und Rohheit der Dänen auch noch in den letzten Stunden ihrer Unwesenheit das Aeußerste erwarten konnte; von Morgens 8 Uhr an standen die Dänen auf ihren Sammelplätzen. Um 12 Uhr endlich kam der Befehl zum Ausmarſch und in lautloser Stille zogen die Unterdrücker ab. Noch waren nicht alle Dänen aus der Stadt, als die bis jetzt so stillen Straßen sich plötzlich festlich kleideten; in ungewöhnlicher Aufregung strömte Alles zusammen, Fahnen, Kränze und Laubgewinde schmückten jedes Haus und einen solchen Tag hatte Kiel schon lange nicht mehr gesehen. Von den höchsten Thürmen der Stadt flatterten die theuren Heimathsfarben vereint mit der Tricolore des Gesammtvaterlandes. Um 12½ Uhr trafen die Bundescommissäre ein, ehrfurchtsvoll begrüßt von den städtiſchen Behörden. Zugleich erschienen 300 Mann hannövr. Cambridge-Dragoner, und sächsische Infanterie, als Befreier mit Begeisterung empfangen! Kränze und Blumen regneten förmlich auf die Truppen, die ihre Helme und Gewehre damit schmückten; auf dem Marktplatz hielt Advokat Ritzsche die erste Rede, begeistert, kurz, kräftig; mit donnerndem Hoch auf Deutschland trennte sich die Volksmasse. Mittlerweile waren die Commissäre im Rathhaus abgestiegen; v. Könneritz hielt eine herzliche Ansprache an die Bewohner und dankte für die freundliche Aufnahme, indem er hauptsächlich betonte, daß ja Alle von demselben Geiste befeelt seien. Abends war Kiel glänzend illüminirt und so war auch dieser Tag, so wichtig und unvergeßlich für Kiel's, für Holſteins Bewohner, vorüber.

("Der Schleswig-Holsteinische Krieg 1864", (1867) s. 33)

Die Proklamirung des Herzogs von Schleswig-Holstein vom Balkon des Bahnhofs in Altona. Nach einer Originalzeicnung von Walter. Über Land und Meer : deutsche illustrierte Zeitung. 11. 1863/64. No. 017, 01.1864. Banegården blev bygget 1844 på Altona-Kiel-banen. I 1898 blev banen flyttet nogle hundrede meter nordligere (Altonaer Hauptbahnhof). Den gamle banegård blev herefter ombygget og udvidet. Siden slutningen af 2. verdenskrig er bygningen blevet brugt som rådhus. Det daværende gamle rådhus fra 1716 blev ødelagt i 1943.

Oversættelse af tysk artikel. Originalen er nedenunder: 

Kiel, 26. december Hvis jeg skrev til Dem i går, at vort folks holdning til dansk arrogance fortjener at blive kaldt beundringsværdigt, må jeg bekræfte denne dom endnu mere i dag, hvor deres tålmodighed er blevet sat på en hård prøve. Denne aften, da mørket faldt på, marcherede huse af danske soldater gennem byens hovedgader og begyndte at begå alle mulige udskejelser, smadre store spejlbogstaver i diverse butiksvinduer, fornærme civile, jage dem ind i husene med trukket bajonet osv. Det siges, at danske betjente skal have fremkaldt skandale ved at vise sig i en metalvare-butik, hvor billeder af hertug Friedrich VIII har været til salg i nogle dage og revet dem itu. Da udenforstående, der så dette gennem det store butiksvindue fra gaden, udtrykte deres utilfredshed, gik danske soldater først i gang med at smadre ruder i den butik. At der var hekseri med i spillet, fremgår af, at soldaterne indtil da havde optrådt meget roligt og fredeligt. Da den opståede tumult truede med at blive farlig, samledes en række borgere på én gang og bestræbte sig med held på at sikre roen ved at bede så mange civile som muligt om at forlade gaderne og lukke butikkerne. På politiets anmodning greb militærkommandoen så endelig ind med patruljer og appeller. Det er forståeligt, at vi under sådanne forhold ser frem til ankomsten af ​​de føderale tropper med smertefuld utålmodighed. Først tirsdag den 29. ankom sådanne (hannoveranske dragoner) hertil gennem de føderale kommissærer.

Kiel, 26. Dec. Wenn ich Ihnen gestern schrieb dass die Haltung unserer Bevölkerung der dänischen Anmassung gegenüber eine bewundernswerthe genannt zu werden verdient, so muss ich dieses Urtheil heute noch mehr bestätigen, wo ihre Geduld auf eine schwere Probe gestelt wurde. Min einbrechender Dunkelheit zogen heut Abends Hausen dänischer Soldaten durch die Hauptstrassen der Stadt, und begannen allerlei Excesse zu verüben, die grossen Spiegelschreiben in verschiedenen Schaufestern der Läden einzuwerfen, Civilisten zu insultieren, mit gezogenem Seitengewehre in die Häuser zu verfolgen u. s. w. Man erzählt dass dänische Officiere den Skandal provocirt hätten, indem sie in einem Quincaillerie-Laden, wo seit einigen Tagen Bilder des Herzogs Friedrich VIII zu verkaufen sind, sich solche zeigen liessen und zerrissen. Als dann Aussenstehende, welche dieses durch die grossen Schaufenster von der Strasse aus mit angesehen, darüber ihren Unwillen zu erkennen gegeben, hätten dänischen Soldaten in jenem Laden zuerst Scheiben zertrümmert. Dass Hexerei mit im Spiel gewesen, erhellt aus daraus dass bis dahin die Soldaten sich hier sehr ruhig und friedfertig betrugen. Als der entstandene Tumult gefährlich zu werden drohte, trat sofort eine Anzahl Bürger zusammen, und bemühte sich mit Erfolg die Ruhe dadurch zu sichern, dass sie so viel als möglich alle Civilisten baten die Strassen zu verlassen, sowie die Läden zu schliessen. Auf Acquisition der Polizei schritt dann endlich auch das Militärcommando durch Patrouillen und Appell-Blasen ein. Dass unter solchen Verhältnisse wir mit schmerzlicher Ungeduld dem Einrücken der Bundestruppen entgegensehen, ist begreiflich. Erst auf Dienstag den 29 d. sind solche (hannoverische Dragonen) durch die Bundescommissäre hier angelangt. 

(Allgemeine Zeitung 30. december 1863).

Einzug der Bundescommissaire in Kiel am 29 december 1863. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De opsætsige holsteenske soldater. Om den igaar omtalte Hjemforlovelse af en Afdeling holsteenske Soldater skrives fra Pløen til "Alt M.": To af Holstenere bestaaende Kompagnier af 14de Regiment (i Ratzeborg), der i de sidste 8 Dage have ligget der i en Styrke af 400 Mand og givet flere Tegn paa Misstemning, erholdt i Søndags Befaling til at afmarschere til Slesvig, efter at stærke danske Afdelinger havde spærret den gamle Kieler Landevei og et andet dansk Korps, der bestod af Infanteri og kavalleri, besat Segeberg Landevei. I det Øieblik, da der kommanderedes "Marsch", svarede hele Mandskabet med et tordnende "Holdt!' Alle Forsøg paa Overtalelser og Trusler vare forgjæves. Soldaterne erklærede, at de ikke vilde tjene mod Tydskland. Den Kommanderende, Oberstlieutenant Hein, lod Soldaterne gaae hjem i deres Kvarterer og beordrede dem til at stille paany Kl. 10. I et derpaa afholdt Krigsraad ansaae man det, trods de danske Soldaters Overmagt, for betænkeligt at anvende Magt. og Kl. 10 kom der Befaling til at permittere Mandskabet, under den Betingelse, at det øieblikkelig afleverede sine Vaaben. Men Soldaterne afslog det, og begyndte at synge "Schleswig-Holsteen", idet de Iadede deres Geværer. Samtidigt rykkede det mod Syd posterede danske Korps ind, og en Katastrofe syntes uundgaaelig. (I en anden Beretning hedder det at "Hanerne knækkede, og der faldt ogsaa nogle Skud"). Imidlertid forhandledes der videre og Soldaterne kapitulerede omsider paa den Maade at hver afleverede sin Armatur mod samtidig at modtage et Permissionspas. Kl. 12 forlode de holsteenske Soldater Pløen; de skulle meest være fra Amterne Trittau og Tremsbuttel. 11 Officerer og nogle lauenborgske Underofficerer gik Nordpaa.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 31. december 1863).

Hertug Friedrich VIII havde i den tyske Forbunddag støtte fra især Bayern, Baden, Sachsen, Württemberg og Hessen-Darmstadt - og generelt alle som gerne så en modvægt mod Østrig og Preussen. De to sidste var for Christian 9., mens Danmarks stemmeret var blevet suspenderet hvad angik Holsten. Af speciel betydning var det at Bismarck ikke ønskede "augustenborgeren". Friedrich kom til Glückstadt den 30. december 1863 og rejste derfra videre til Kiel. Civilkommissærerne blev overrasket over hans tilstedeværelse, men beroligedes ved at Friedrich forsikrede at han respekterede den nyindsatte administration. De gav ham efterfølgende lov til at forblive i Slesvig-Holsten mod at han ikke krævede at blive hertug og at hans regering holdt sig tilbage.

Fra dansk side insisterede man på Novemberforfatningen som skulle træde i kraft 1. januar 1864. Preussen og Østrig anmodede derfor den 28. december Forbundsdagen om at tage Slesvig som pant for at tvinge Danmark til at opgive Novemberforfatningen. Det nægtede Forbundsdagen at gå med til og i stedet gik de to lande enegang - den 21. januar. Mere om dette senere.

P. Blanchard m.fl.: Manifestation en faveur du duc Frédéric d'Augustenbourg à Altona. Demonstration til fordel for hertug Frederik af Augustenborg i Altona. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Indtoget i Altona, 23. december 1863. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23. december 1863 overskred tropper fra Sachsen og Hannover grænsen til Holstein og Lauenburg og besatte herefter indtil den 31. december 1863 hele Holstein, undtagen fæstningen Rendsborg. Danskerne trak sig tilbage uden modstand. De rettigheder som Christian 9. havde som landets regent, blev midlertidigt suspenderet, og der blev i stedet udnævnt to civilkommissærer: Eduard von Könneritz (1802-1875) fra Sachsen og Ferdinand Nieper (1812-1879) fra Hannover. Militærkommandoen havde den sachsiske general Heinrich Gustav Friedrich von Hake (1797-1877). Udrensningen af holstenske embedsmænd som danskerne havde foretaget siden 1851 ophørte øjeblikkeligt.

Eksekutionsstyrkerne bestod af 13.176 Saksisk-hannoveranske tropper med 4.129 heste, 45.136 preussiske tropper med 13.656 heste og 27.050 østrigske tropper med 4.838 heste.

Den første Oprørsbevægelse i Holsteen har viist sig i Wandsbeck i Onsdags. Aldrig saasnart vare de danske Tropper afmarscherede, førend Flækken smykkede sig med slesvigholsteenske og tydske Faner. Kl. 1 om Middagen samledes Flækkens Borgere og Omegnens Befolkning i et derværende Lokale, En Advokat Ohrt aabnede Forsamlingen med en slesvigholsteensk Tale og opfordrede dem, der ikke vare fast besluttede paa at vove Alt for deres Lands Ret, til at forlade Lokalet. Alle blev! Derpaa opfordredes Forsamlingen til ved Haandsoprækning at proklamere Frederik som "Herzog von Schleswig-Holstein " -- og alle Hænder bleve oprakte. I et "høitideligt Tog marscherede man til Torvet og udraabte der under aaben Himmel den nye Fyrste til Landshersker, hvorpaa de Tilstedeværende, hvis Antal angives til mere end 1000, istemmede Choralen "Nu takker Alle Gud!" Efterat Formanden for Turnforeningen havde opfordret Beboerne til at modtoge de ventede tydske Tropper som "Befriere", marscherede Forsamlingen under Afsyngning af Oprørssangen "Schleswig Holstein meerumschlungen" tilbage til Lokalet. Paa Politikontoiret, Postkontoiret, Toldbygningen og andre Steder blev det danske Vaaben strax revet ned og paa Vagten opplantedes en schleswigholsteensk Standart med Neldebladet og den slesvigske Løve, medens samtidig Prinds Frederiks Proklamation opsloges paa Gadehjørnerne!! - Det er et komplet Oprør!

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 26. december 1863).

Lignende manifestationer berettedes om i Altona, Pinneberg, Uetersen, Glückstadt, Heide, Marne, Elmshorn og andre steder.

Den 26. december 1863 blev leveringen af heste til den danske hær annulleret.

Walter: Die sachischen Truppen in Altona. Über Land und Meer januar 1864.

Oprøret i Holsteen. Fra Altona skrives den 26de Decbr. til "Dagbl": Om den bratte Maade, hvorpaa det danske Militair her ved Raadhuusvagten afløstes af Sachserne, fortælles der, at de danske Officerer havde udstillet et Par Soldater ved Nobisthor, som strax, naar de faae Sachserne komme, skulde melde det til Hovedvagten, saa at de derværende Tropper kunde rømme Pladsen, inden Sachserne kom. Men de udstillede Soldater havde ikke forstaaet Ordren rigtig og blev staaende. Man fandt altsaa endnu de Danske paa Raadhuusvagten og tog det ilde op. Jeg troer imidlertid ikke, at denne Fortælling er rigtig; thi paa Raadhuusvagten kunde man tidsnok høre Troppernes Ankomst af Melodien "Schleswig Holstein" og Folkeopløbet; snarere have de Danske villet undgaae ethvert Skin af Frygt og Flugt og have villet see de tydske Soldater, for hvilke de maatte vige med dybt krænket Æresfølelse, i Øinene. Siden iforgaars Eftermiddags har her været megen Uro. De sachsiske Tropper foretage sig yderst lidet; Politiet har ikke den nødvendige Understøttelse, og Situationen har hurtig taget en saadan Vending, at de, som have puster til Bevægelsen, nu maae søge at holde Pøbelen i Tømme og altsaa fungere som Rolighedens og Ordenens Vaabendragere. Efterat Turnere, der, som vor "Nachrichten" meddeler, tilligemed Primanerne paa Gymnasiet om Morgenen ved Forbundstroppernes Indmarsch opslog Prindsen af Augustenborgs Proklamation og Opraabet til Folkeforsamlingen, sammen med Vaabenbrødrene og andre Foreninger havde tilfredsstillet deres Trang til at udraabe den nævnte Prinds til Hertug, vare de nødte til at beskytte Provst Nievert i hans Huus. Provsten havde, ligesom flere Andre, der vilde gjøre en Koncession, udhængt en sort rød gylden Fane! men man forlangte en slesvigholsteensk, og da han betragtede den som et Symbol for Hertugen, kunde han ikke stikke den ud. En Borger herfra vilde medtage ham som en Slags Pant; Flertallet af Pøbelen forlangte derimod rasende, at han skulde pakke sig bort. Turnerne indlagde sig stor Fortjeneste af ham; de holdt Vagt i og udenfor Huset og beskyttede ogsaa siden hans Familie. Der indfandt sig ogsaa et Par Politibetjente; af Militair saae jeg for Folkeforsamlingen een Soldat staae der, og han er, som det synes, senere bleven afløst af Turnerne. Istedetfor at lade en større Afdeling Soldater rømme Pladsen foran Huset, hvilket vilde have været let og i sin Orden, og beskytte Provsten, en graahaaret Mand, som paa ingen Maade er ilde lidt her og kun er saa uheldig bestandig at have slaaet paa Danmarks Side, i hans eget Huus, sendte Forbundskommissairen v. Könneritz, som var kommen ind i Landet "under Forbehold af de landsherrelige Rettigheder", Bud til Biskop Koopmann med Anmodning til denne om at bede Provsten at vige for Magten. Biskoppen begav sig til Provsten med den nye Politimester Vogler, og de fulgte tilligemed forskjellige Venner Manden til en Vogn, som bragte ham i Sikkerhed i Hamborg. Det var et nyt Exempel paa Forbundskommissairens Energi. Snart efter forkyndte Plakater med Ordene: "Provst Nievert har i Eftermiddag Kl. 3 forladt Byen", at der var vundet en Seir af Pøbelen, som maaskee for en stor Deel ikke engang bestod af Altonaere. Ved Pøbel mener jeg dog ikke blot fattige Folk. Pøbelen saae nu, at den kunde sætte Alt igjennem. Vi fik en "Helligaften" fuld af afskyelig Gadelarm. Soldaterne blev trukne med ind deri; man faae mange af dem træffe om paa Gaderne Arm i Arm med Borgerne og tumle om i Værtshusene, hvor der hele Natten igjennem blev skraaIet "Schleswig-Holstein". Store og smaa Folkehobe, som sang første Vers af denne Sang eller hyppig kun Refrainet. sværmede gjennem Gaderne; snart slog man Ruderne ind hos flere Folk, som formedelst deres danske Sindelag vare slet anskrevne, saaledes hos Bagermester Ockershausen, en smuk Mand, som, paa den afdøde Konges Fødselsdag havde taget Deel i Festmaaltidet i Rainvilles Hotel og tidligere ved saadanne Lejligheder ogsaa havde udhængt et dansk Flag, Overpolitiofficiant Brumm, som har faaet en Orden paa Grund af sin Duelighed og Nidkjærhed, og som de Dage iforveien havde forbudt Mødet af holsteenske Stændermedlemmer i Borgerforeningens Lokale, Vexellerer Warburg, som var gaaet i Selskab og ikke havde illumineret, Kjøbmand Sauerland, som havde overrakt Prindsessen af Wales en Foræring ved hendes Formæling, og Bankier Ree-Lichtenstein; Hos Brumm ødelagde Pøbelen endog Meublerne, og han og Ockershausen maatte flygter. Kun ved en af disse Excesser er, saa vidt jeg har kunnet erfare, Militairet skredet ind, nemlig foran Ockershausens Boutik, og i den Trængsel. som opstod derved, vankede der nogle blodige Næser. Iøvrigt trak Patrouiller af Turnere gjennem Gaderne, og de Borgere, som et Par Dage i Forveien havde forpligtet sig til at holde Urolighederne i Tømme, greb ogsaa ind, hvor de kunde; men de kunde i det Hele ikke udrette Stort imod den sammenløbne Pøbel fra Altona og Hamborg, Flere Mennesker, som havde yttret sig misbilligende om det Forefaldne eller havde udtalt en gunstig Dom om de bortdragne danske Tropper, ere blevne gjennempryglede i de to sidste Nætter, Illuminationen var kun svag; i et Par af de mest befærdede Kvarterer, navnlig i Reichenstrahe, var den temmelig almindelig; derimod vare andre Gader og ligeledes Raadhuset ganske mørte, og i de fleste Gader vare kun enkelte Huse eller Etager oplyste, Skjøndt Illuminationen var beordret flere Dage i Forveien, bestod den kun i, at der var stillet Lys i Vinduerne; der manglede ganske Transparenter, og der var intetsteds Spor af sand Frihedsbegeistring hos de dannede Klasser; og hvorledes skulde der ogsaa kunne være det? Der havde jo ikke hersket noget Tryk, og den bedste Deel af "Slesvigholsteen" fattes endnu. Mange have vel kun ladet sig bevæge af Frygt til at deeltage i Demonstrationerne; thi det er den store Ulykke, at de, som ere Modstandere af det hele Væsen, ikke vove at tilstaa det offenlig og ikke ere sig ret bevidste, hvad de ville, idet Interessen for Staten ikke hos dem er klart sondret fra det, som de kalde tydsk Sindelag, og Kjærligheden til Forbindelsen med Danmark holdes tilbage af det, de have hørt om Slesvigs Undertrykkelse. Gaarsdagen gik, saa længe det var lyst, rolig hen; men om Natten forefaldt der atter Excesser af samme Art som i den foregaaende Nat, kun ikke i saa stort Antal. Pøbelen, som vil dokumentere sin Frihed ved Spectakel, er yderst grov imod Vægtere og Andre, som formane den til Rolighed, Til idag Middag er der sammen kaldt et Møde af "den slesvigholsteenske Forening" i Walhalla paa Uhlenhorst, til hvilket der "ønskes" Introduktion af Fremmede, og hvis ikke, hvad der er meget usandsynligt, et Forbund beskytter de landsherrelige Rettigheder, skal imorgen det store Møde afholdes i Elmshorn, hvortil ved offenligt Opslag en Komitee af "Landeudvalget' indbyder. De sachsiske Tropper, som ligge her, afgaae, efter hvad der siges, imorgen til Neumünster; det hedder sig, at Hannoveranerne ville komme hertil i deres Sted; man seer allerede i Eftermiddag flere Hannoveranere gaae paa Gaderne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. december 1863).

Entrée du regiment prince-royal du contingent saxon, a Altona, le 24 decembre. L' illustration : journal universel. 23. januar 1864

Turnerbevægelsen var startet 1810 af Johann Friedrich Ludwig Christoph Jahn (1778-1852), "Turnvater Jahn", oprindelig som en ungdomsbevægelse imod den napoleonske besættelse, under dække af gymnastikforeninger og ud fra ideen om et samlet Tyskland (Deutschen Bund). Bevægelsen var tysk-nationalistisk og bl.a. anti-jødisk. Den nationale befrielse blev opnået med Napoleons nederlag 1813, og bevægelsen ændrede indhold i retning af at fremme "Volkstum". Det bragte Jahn på kant med myndighederne, og bevægelsen blev forbudt 1819-1840. I 1848 blev Jahn indvalgt i nationalforsamlingen i Frankfurt, og plæderede nu for ro og orden og ideen om et preussisk ærkekejserdømme. Han tog afstand fra Turnerbevægelsen der i mellemtiden var blevet liberalt demokratisk orienteret og som sådan bidrog til revolutionen i 1848. Efter denne mislykkede, blev mange fængslet eller valgte at flygte til USA. I 1864 var bevægelsen stort set afpolitiseret og tilbage ved udgangspunktet som gymnastikforeninger. De dannede mønster for lignende organisationer internationalt. Ifølge artiklen synes de dog at have taget stilling for hertugen af Augustenborg, samtidig med at de aktivt forsøgte at opretholde ro og orden.

Provst Nievert forlod ikke Altona ved denne lejlighed. Det skete først over en måned senere, og vil blive behandlet i et særskilt indslag på Politivennen Live Blogging.

Danskernes afmarch fra hovedvagten i Altona 24. december 1863. Ifølge denne fremstilling synes de tilstedeværende fjendtlige mod danskerne, bl.a. er en dreng ved at samle en brosten op, og en dansk soldat truer andre med sit gevær. Fra Illustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein (1864).

Stemningsberetninger fra Slesvig-Holsten, Midten af December 1863. (Efterskrift til Politivennen)

Til Fks. Av. skrives ogsaa fra Altona i Mandags: "Stemningen herovre er vistnok roligere, end man ialmindelighed er tilbøielig til at antage. Der er ganske sikkert mange Ildesindede blandt Befolkningen her, men ophidset kan Stemningen paa ingen Maade kaldes. Jeg har saaledes idag seet Folk her staae i smaa Klynger og læse Kongens Proclamation til Holstenerne, der er opslaaet paa Gadehjørnerne, men intetsteds hørte jeg ildesindede Yttringer, og det maa herved erindres, at Tydskerne ikke ere af den Slags Folk, der ere tilbageholdende med at give deres Stemning Luft. Af slesvigholsteenske Sammenkomster i udelukkende politisk Øiemeed har der neppe været nogen i Hamborg i de tre sidste Dage, men i Løverdags Aftes var der i St. Pauli en Aftenunderholdning til Fordeel for den slesvigholsteenske Forening af 1863, og paa Programmet var der opført nogle Declamationsnummere (hvortil Indholdet ogsaa egner sig bedst), hvor der i høie Toner tales om Bismark, om Hertug Friedrich af Augustenborg, om "Schleswig-Holsteins Retter" osv., men disse Declamationsnummere vandt slet ikke større Bifald end de øvrige Løier, der opvartedes med, saasom Luftspring, Duetter, Dands osv., og i den Klingbeutel, hvormed Committeen sad og raslede ved Indgangen, var der, efter Lyden at dømme, neppe nogen stor Capital i Curantskillinger.  

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. december 1863).

Aalborg, den 5. Decbr. I Hjørring har Kommunalbestyrelsen anmodet 8 Mænd af Kommunen om at sammentræde i Kommite for at indsamle og uddele frivillige Bidrag til de (trængende) Familier, hvis Forsørgere ere indkaldte til Militærtjeneste. Kommunalbestyrelsen har derhos foreløbigen hertil anvist 50 Rd. af Kommunens Kasse.

(Ribe Stifts-Tidende 10. december 1863).

Oversættelse af tysk artikel, original efter oversættelsen:

"I næsten alle byer nægtede magistraterne og deputeretkollegierne (med undtagelse naturligvis af borgmesteren, der fik disse embeder enten som dansker af fødsel eller efter at have bestået prøvetid af ekstrem ondskabsfuldhed) troskabseden til den danske konge. Også på landet, især i Angel og Eiderstedt, har næsten ingen svoret denne ed, skønt det samme krævedes af selv nattevægterne. Hvis man også betænker, at underskrivelsen af ​​"illoyale" adresser i hertugdømmet Slesvig straffes med fængsel, så bliver man opmærksom på de tusinder der alligevel hyldede vor hertug med Adresser, og en beundrende anerkendelse kan ikke tilbageholdes. Det ville være så meget desto mere skamfuldt, hvis disse modige nu blev ladt i stikken."

Ueber die ausserordentlich erfreutliche Haltung welche seitens der Schleswiger seither beobachtet worden ist, schreibt man der "B. A. Ztg.:"

"In fast allen Städten verweigterten die Magistrate und Deputirtencollegien (mit Ausnahme natürlich der Bürgermeister, die entweder als geborene Däne oder nach Ablegung von Proben der äussersten Servilität zu diesen Stellen gelangt) dem Dänenkönig den Huldigungseid. Auch auf dem Lande, besonders in Angeln und Eiderstedt, hat fast niemand diesen Eid geleistet, obwohl derselbe den Nachtwächtern selbst abgefordert wurde. Wenn man ferner bedenkt dass das Unterzeichnen von "illoyalen" Adressen im Herzogthum Schleswig mit Zuchthausstrafe geahndet wird, so wird man den Tausenden welche trotzdem unserm Herzog durch Adressen gehuldigt, eine bewundernde Anerkennung nicht versagen können. Um so schmählicher wäre es wenn diese Braven jetzt im Stich gelassen würden."

(Allgemeine Zeitung 11. december 1863).

En holstensk Embedsmand, som var bleven afsat, fordi han nægtede at aflægge Eed til Kong Christian den Niende, har, ifølge "Z. f. N.", indgivet Ansøgning - til "Hertug Friedrich" om "Orlov i 4 Uger". - Det kan man, siger FlkS. Av., kalde slesvig-holsteensk Correcthed."

Iblandt Entledigelser vil man være stødt paa Afskedigelsen under 5te ds. af Pastor Hoeck, Andenpræst i Oldenswort. Da denne er given uden Pension, saa lidet som i Naade, ville Mange muligen strax have gjættet sig til, at Boeck har gjort Vanskelighed ved at aflægge Eeden til Hs. Majestæt. Det forholder sig nemlig saaledes, og det er betegnende tor Sammenhængen imellem de nuv. politiske Forhold og de i 1848, at den eneste slesvigske Embedsmand, som har vægret sig ved at aflaegge Eeden, er en Præst, og ikke mindre at denne i sin Erklæring skal have udtalt Haabet om, at Ministeriet ikke vilde "tvinge" ham til at aflægge en Eed, der stred imod hans Samvittighed. Ministeriet har føiet ham, idet det i mindre end 24 Timer efter Erklæringens Modtagelse har udvirket Pastorens Afskedigelse, hvad der naturligviis ganske er i sin Orden. Men troer man ikke, at en lignende Optræden strax i Holsteen vilde have gjort en fortrinlig Virkning? (Hdl. Av.)

I Torsdags blev paa Krigsmin.'s Ordre for de to af Holstenere bestaaende Batailloner i Kjøbenhavn, der var opstillede i Kasernegaarden, af deres Commandeurer, efter Flvp., oplæst en Proklamation, hvori de mindedes om, at paa denne Dag for et halvt Aarhundrede siden havde deres Forfædre kjæmpet sejrrigt sammen med de øvrige danske Tropper ved Sehestedt imod den fælleds Fjende, og hvori tillige udtaltes Forvisningen om, at de, naar det udkræves, vilde gjøre det Samme, deres Eed imod Konge og Fædreland troe. Proklamationen endte med et Leve for Kong Christian den Niende, som levende istemtes af det hele Mandskab, ledsaget af et tre Gange gjentaget Hurra !

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. december 1863)

"Hemp. Av." giver ogsaa følg. Skildring "fra Eideren" i Søndags: "Stemningen iblandt den civile Befolkning i Holsteen, navnlig i Stæderne, bliver Dag for Dag meer og meer ophidset, og Underskrift af Hyldingsadresser, Indsamling af Penge til en Nationalfond, Forsamlinger til at fremme Skattenægtelse og andet Lignende drives saa at sige aabenlyst og uden at Hindringer lægges i Veien derfor. Kortsagt, Tilstanden er og bliver Dag for Dag meer og meer utaalelig. I Rendsborg indsamledes i forrige Uge til Nationalfonden (Augustenborgfonden) en Sum af 2000 Rd. Pengene blevne ligefrem affordrede Borgerne og endog Trudsler anvendte, naar Nogen, enten af Mangel paa Midler eller Sympathie vægrer sig ved at udrede Summen. Jeg kunde godt nævne Dem et af de Subjecter, som gik omkring og indkrævede Pengene; men det er en i Danmark og i det politiske Liv endnu ubekjendt Størrelse; desuden - Personligheder høre jo ikke med til Sagen, derfor tier jeg dermed, medmindre at man vilde benægte eller bestride Sandheden af det Anførte. Augustenborgske Agenter, Flyveskrifter og Proklamationer sværme rundt omkring i Landet, som Fluer og Myg i Høstens Tid."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. december 1863).

Illustration fra det humoristiske ugeblad Kladderadatsch 20. december 1863: "Die Bürgschaft. Zurück! Du rettest den Freund nicht mehr. So rette das eigene Leben!". "Dänemark" er lagt i graven (korset - formentlig hentyder det til Frederik VIIs død i november). Foran sørgeskaren står de bagbundne, blindede Schleswig og Holstein, der får læst op af London-protokollen. Med en fane (firefarvet, formentlig hentyder det til en blanding af den tyske og slesvig-holstenske) og med sværdet "Deutsch: Volk" iler Friedrich VIII (?) til undsætning, men stoppes af Preussen og Østrig med ordene: "Tilbage! Du kan ikke længere redde din ven. Så red dit eget liv".

Edsaflæggelse i Slesvig Holsten. Dansk militær Opbygning. December 1863. (Efterskrift til Politivennen)

- (Af et Brev fra Sydslesvig.) - -

Det vilde være Usandhed, om jeg kaldte Stemningen her god, og dog er den langt fra at ligne Stemningen 1848. Man vil hverken ind under Tydskland eller Preussen eller have Noget med Augustenborgerne at bestille; man veed ikke selv, hvad man vil, eller kan i det mindste ikke gjøre Andre det begribeligt, thi her hersker en ganske vidunderlig Uvidenhed om de politiske Forhold. Kun derfor er det Wühlerne saa let at paavirke Gemytterne, thi de Tydskfødte drages jo af en naturlig Trang Sydpaa. Bønderne nære den største Angst for Krig; to Personer kunne ikke komme sammen, uden at denne Frygt kommer frem; men næst efter denne Følelse er som sagt en vis ubestemt Utilfredshed, man veed ikke hvorfor, fremherskende. Alle de saakaldte Officialer c: Bondefogder o. desl. i de blandede Districter have aflagt Troskabseden. Derimod har Magistrat og Deputeretcollegium i Garding og Tønning paa 1 Medlem nær negtet Eden, og det Samme gjælder, som man har fortalt mig, om alle Raadmænd og Lensmænd i Eidersted og Deputeretcollegiet i Husum. Hvad de Deputerede angaaer, forekommer det mig ogsaa ganske forunderligt, at afkræve dem en særlig Lydingsed; de ere jo hverken "Beamte eller Angestelte". Det er mig ogsaa sagt , at der ikke ved noget tidligere Thronskilte er affordret dem Ed, ligesaalidt som nogen saadan aflægges, naar de tiltræde deres Function. Det forekommer mig derfor at være et Misgreb, at man denne Gang har affordret dem en saadan, og at de have været i deres Ret ved at negte den, kun at de burde have motiveret deres Nægtelse dermed, at Eden formentlig urettelig krævedes af dem. Nu seer jeg derimod, at Borgemesteren i Tønning har suspenderet Deputeretcollegiet, fordi det har negtet Ed, og at Amtmanden har stadfæstet Suspensionen.

(Fædrelandet 3. december 1863).

Oversættelse af en tysk præsts brev i anledning af troskabseden og konsekvenserne af at aflægge den. Originalen følger efter oversættelsen:

Nyheden er allerede gaaet ude i Dagbladene, at ogsaa i Hertugdømmet Slesvig afvises at aflægge troskabsed til kongen; således i Eiderstädt Amt og i Tönning. Følgende brev er fra en præst ansat i hjertet af Slesvig til en nær slægtning bosat i Hamborg, og en korrespondent for "Nat. Ztg." har frigivet det til offentliggørelse på hans anmodning. Brevet illustrerer samvittighedskvalerne hos en mand, der tror på kristendommen, og en fars resignation, hvis hele eksistens er truet, mere talende end hundrede kolde notitser. Må det tjene til at styrke den alvorlige formaning, om begivenheder rettet mod det tyske folk. Brevet lyder:

***, den 27. november.

Kære ***! Du vil blive overrasket over at modtage et brev fra mig. Men alt må for øjeblikket hvile og tie for den nuværende frygtelige krise. Hvad der kunne forventes nogle dage efter begivenhederne i Holsten, samt avisberetninger, er nu også kommet til os i dag i Slesvig. Vi skal sværge troskab til kongen af ​​Danmark som "vor allernådigste konge og herre" - "så hjælp mig Gud og hans hellige ord" - lyder konklusionen. Jeg vil ikke aflægge ed, fordi jeg ikke kan. Det ville være mened for mig, og jeg skulle forråde min jordiske og himmelske Herre og mit jordiske og evige fædreland, hvis jeg gjorde det. Hvad følgen af dette er her i Slesvig, er let at sige på forhånd. Jeg bliver nok sat ud af mit kontor om otte dage og bliver lige så sandsynligt sat ud af huset samtidig. Jeg lægger ikke skjul på, hvor svær sådan en beslutning er. Men der er ingen anden måde. Grete er fattet, og da hun virkelig er, hvad hendes navn siger, en perle blandt kvinder, vil hun trygt dele min skæbne. Hun gjorde ikke på mindste måde beslutningen svær for mig. Den nuværende vanskelighed består af to punkter: For det første i mit store antal børn - der er ti af dem - og så at jeg er helt pengeløs i øjeblikket, fordi de sidste par dage har været betalingstid, hvor alle penge bliver brugt. Jeg håber, at Gud senere vil åbne døre for mig, så jeg kan tjene mit brød, hvad end det måtte være. Det er kun nødvendigt at give foreløbig rådgivning. Jeg henvender mig derfor til dig og spørger dig bittert, om du vil sørge for mig i Hamborg - bare ikke i selve byen, hvis det kan være - for et sted for os og for enhver forbrydelse for mig i tilfælde af, at her, som er at forvente, alt er tabt for mig.

Bereits ist die Nachricht durch die Tageblätter gegangen, dass auch im Herzogthum Schleswig die Leitung des Homagialeids verweigert wird; so im Amt Eiderstädt und in Tönning. Der nachstehende Brief ist von einem im Herzen Schleswigs angestellten Geistlichen an einen in Hamburg ansässigen nahen Verwandten gerichtet und einen Correspondenten der "Nat. Ztg." auf seine Bitte zur Veröffentlichung überlassen. Das Schreiben illustriert die Gewissensnoth eines christlich gläubigen Mannes und die Resignation eines in seiner ganzen Existenz bedrohten Familienvaters beredter als hundert nackte Notitzen. Möge es dazu dienen, die ernst Mahnung, welche die Ereignisse an das Deutsche Volk richten, zu verstärken. Der Brief lautet:

***, den 27. November.

Lieber ***! Es wird Dich wundern, einen Brief von mir zu bekommen. Aber alles muss im Augenblick ruhen und schweigen vor der schrecklichen Krisis des Augenblicks. Was schon seit einigen Tagen nach dem Vorgange in Holstein so wie auch Zeitungsnachrichten erwartet werden konnte, ist heute denn auch an uns heran getreten im Schleswigschen. Wir sollen dem Könige von Dänemark als "unserm allergnädigsten König und Herrn" eidlich Treue geloben - "so wahr mir Gott helfe und sein heiliges Wort" - lautet der Schluss. Ich werde den Eid nicht leistern, denn ich kann es nicht. Es wäre für mich ein Meineid und ich müsste meinen irdischen und himmlischen Herrn verrathen und mein irdisches und ewiges Vaterland, wenn ich es thäte. Was darauf folgen wird hier im Schleswigschen, ist leicht voraus zu sehen. Wahrscheinlich werde ich um acht Tage schon meines Amtes entsetzt sein und eben so wahrscheinlich auch sofort aus dem Hause getrieben werden. Wie schwer solch ein Entschluss wiegt, das verhehle ich mir nicht. Aber es geht nicht anders. Grete is gefasst, und da sie wirklich ist, was ihr Name sagt, eine Perle unter den Weibern, so wird sie auch getrosst mein Schicksal theilen. Sie hat mir die Entscheidung nicht im mindesten schwer gemacht. Die augenblickliche Schwierigkeit wird in zwei Punkten liegen: einmal in meiner grossen Kinderzahl - es sind ihrer zehn - und sodann, dass ich augenblicklich ganz mittellos bin, weil gerade in den letzten Tagen Rechnungszeit gewesen ist, wo immer alles rein drauf geht. Ich hoffe, das Gott mir schon später Thüren aufthun wird, um mein Brot zu verdienen, wie es auch immer sei. Es gilt nur vorläuffig Rath zu schaffen. Ich wende mich daher an Dich und frage Dich bitternd ob Du dich dort in Hamburg - nur nicht in der Stadt selbst, wenn es sein kann - nach einem Gelasse für uns und um irgend einen Verdlebst für ich amhören willst für den Fall, dass hier, wie freilich zu erwarten steht, alles für mich verloren ist.

(Magdeburgische Zeitung: Anhalter Anzeiger 4. december 1863)

Oversættelse af tysk notits, se original herunder:

Husum, 30. november. Efter Husum Wochenblatt har et ikke ubetydeligt antal af de beboere i byen og på kontoret i Husum, i de sidste dage afslået det af dem forlangte troskabsed; Det siges at være forekommet mest i Eiderstedt-egnen. Flere borgere ansat i den lokale bys kommunale administration skal have protesteret mod aflæggelsen af ​​eden, idet de bemærkede, at de ikke kunne se sig selv som hørende under ministeriet for Hertugdømmet Slesvig.

Husum, 30. November. Nach dem Hus. Wochenblatt hat eine nicht unbeträchtliche Anzahl derjenigen in der Stadt und im Amte Husum Eingesessenen, von denen in den letztflossenen Tagen die leistung des Homagialeides verlangt worden, denselben verweigert; am meisten soll dies in der Landschaft Eiderstedt vorgekommen sein. Mehrere bei der Communalverwaltung hiesiger Stadt angestellte Bürger sollen mit dem Bemerken gegen die Eidesleistung protestirt haben, dass sie sich nicht als under das Ministerium für das Herzogthum Schleswig sortirend ansehen könnten.

(Süddeutsche Zeitung. Morgenblatt 5. december 1863)

I Fredericia, hedder det i Veile Avis i Løverdags, seer Indqvarteringscommissionen i de nærmeste Dage sig ikke istand til at præstere de Fordringer, der stilles til den, uden ved Indvaanernes Uegennyttighed og Selvopoffrelse. Byen vil fae en Styrke af over 4000 Mand i Qvarteer, og da det er dem umuligt at forskaffe sin Middagsmad paa offentlige Steder, har man anmodet Qvarteerværterne om at sørge for Bespiisning til de Soldater, der indqvarteres hos dem.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. november 1863).

Haderslev, den 4. December. Kl. c. 8 3/4 imorges forlod 12. Bataillon Haderslev for at marschere Syd paa, man mener, som tidligere meddelt: for at indkvarteres i Landsbyerne Store- og Lille-Dannevirke. - Iaften ankom 10. Regiments Suppleringsmandskab hertil fra Frederits, hvorfra det imorges skal være afgaaet tilvogns. Imorgen tidlig vil det paa Vogne afgaa herfra til Aabenraa og Flensborg og derfra til Holsten. Idag afgik 7. Regiment fra Sønderborg til Flensborg og derfra til Holsten. Det 13. Regiment ventes fra København om nogle Dage til Sønderborg, ifølge Byens Avis.

(Ribe Stifrts-Tidende 7. december 1863).

I Søndags Form., skrives fra Altona i "Nordd. C.", blev paa Raadhuustorvet en Dreiersvend fra Hamborg arresteret af to Politieofficianter fordi han bar en stor slesvigholsteensk Cocarde "og af den Grund var udsat for at komme i Conflicter med det talrige Militair". Ved Forhøret paa Politikkammeret erfaredes, at Cocarden var bleven forfærdiget hos to Metalvarefabrikanter i Altona, hos hvem Stemplet til Samme strax blev beslaglagt. - Ogsaa ere i Altona, formedelst en Taksigelse til Magistraten - en Taksigelse, der dog ikke var stilet til Magistraten, men til alle de Altonaere, der have vægret sig ved at aflægge Hyldingseeden - , to Borgere blevne forhørte af Politiet. Borgerrepræsentanterne have derimod vedtaget en Taksigelse til Magistraten, "fordi den under de forhaandenværende Forhold havde vægret sig ved at aflægge Hyldingseeden"; Formanden bemyndigedes til "paa passende Maade" at bringe denne Beslutning til Magistratens Kundskab.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. december 1863).

Oversættelse af tysk artikel, original under oversættelsen:

Slesvig, 29. nov. Om morgenen den 27. d. alle lærere ved borgerskolerne i Slesvig fik at vide af borgmester Jörgensen, at han på højere ordre måtte bede dem om at aflægge den nævnte ed. Han behøver formentlig ikke at gøre dem opmærksom på konsekvenserne af afslag, ligesom han går ud fra, at ingen er i den uheldige situation at nægte at aflægge ed. På spørgsmålet om, hvorvidt lærerne kunne tildeles en frist på tre dage som de øvrige embedsmænd, fik de at vide, at denne frist kun var fastsat for de embedsmænd, der var bestilt til at udføre denne ordre, og at lærerne straks skulle underskrive den, hvilket også skete. - Den 28 d. Alle bondefogder, bogholdere og sandemænd var inviteret til herredsfogden med samme formål. Et stort antal af dem nægtede dog at aflægge ed, hvilket siges at have resulteret i, at flere af deres stillinger blev afskediget med det samme. - Ifølge Itzeh. Nachr. nægtede medlemmerne af de kommunale højskoler i Gardin og medlemmerne af deputeretkollegiet i Husum at aflægge eden.

Schleswig, 29 Nov. Am Morgen des 27 d. wurden sämmtlichen Lehrern der Bürgerschulen in Schleswig von den Bürgermeister Jörgensen eröffnet dass er in höhern Auftrag ihnen den bezeichneten Eid abzufordern habe. Er brauche sie wohl nicht auf die Folgen der Verweigerung aufmerksam zu machen, wie er auch voraufsetze dass keiner in der unglücklichen Lage sich befinde den Eid zu verweigern. Auf die Frage ob den Lehrern nicht wie den andern Beamten eine Frist von drei Tagen gewährt werden könne, ward ihnen erwiedert dass diese Frist nur für die it der Ausführung dieser Anordnung beauftragten Beamten gestellt sey, und dass die Lehrer sofort zu unterzeichen hätten, welches denn aich geschah. - Am 28 d. waren sämmtliche Bauernvögte, Rechensmänner und Sandmänner auf die Hardesvoigteien zu gleichem Zweck geladen. Ein grosser Theil derselben hat aber den Eid verweigert, was bei mehreren die sofortige Entlassung von ihrer Function zur Folge gehabt haben soll. - Den Itzeh. Nachr. zufolge ist von den Mitgliedern der städtlichen Collehgien in Gardin, sowie von den Mitgliedern des Deputirtencollegiums in Husum, die Ableistung des Homagialeides verweigert worden.

(Allgemeine Zeitung. 1863 5. december 1863)

For mange slesvig-holstenere kunne det være et problem at sværge en ed til den nye konge Christian 9. Eden var tilsyneladende en fornyelse af den gamle til Frederik 7., hvori der udtrykkelig stod at Christian 9. var den retmæssige arvtager. Hvilket mange slesvig-holstenere satte spørgsmålstegn ved idet de betragtede Slesvig-Holsten som i personalunion med Danmark. Tyske aviser kunne endog beskrive Christian 9. som en "usurpator". Ved slutningen af november 1863 havde stort set alle gejstlige i Holsten vægret sig ved at aflægge hyldningseden, inklusive biskoppen. Halvdelen af højere domstole ligeledes. (Se fx "Allgemeine Kirchen-Zeitung, zugleich ein Archiv für die neueste Geschichte" nr. 97, 2. november 1863, s. 771-772).

Den danske konge var som forbundsfyrste i Holsten pligtig til ikke at krænke Holstens rettigheder. Det Tyske Forbund mente sig derfor berettigede til den 7. december 1863 at iværksætte eksekutionen. 6.000 tropper fra Sachsen og Hannover, med preussiske og østrigske tropper i reserve, gjorde sig klar hvis der kunne ventes dansk militær modstand. 

Johannes Wilhjelm: En frisisk landsbygade på øen Föhr. (Illustration fra R. Meiborg: "Das bauernhaus im herzogthum Schleswig und das leben des schleswigischen bauernstandes im 16., 17. und 18. jahrhundert", bind 1. 1896).

Kiel. København. November. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kiel berettes i Hb. N., at Overretten i Glückstadt eenstemmigt har nægtet at aflægge Hyldingseden, altsaa afsat sig selv, og ligesaa alle 24 Advocater i Altona, paa 3 nær, der saaledes ville erholde ottedobbelt Praxis. Universitetet i Kiel tæller ialt ca. 90, som faae Kost og Løn af Staten, og en Corresp. fra Kiel i H. N. antager det for altfor lavt anslaaet, at der, som tidligere berettet, kun skulde være 18, som høimodigt renoncere paa denne Næring. Man hører "endog kun faa navne", som ville kjendes ved deres Stats-Huusbond og tilsværge ham Troskab, hvilket ogsaa i forekommende Utroskabstilfælde ved et eller andet Oprør generer Samvittighederne meget. Adskillige Præster, der ere udgaaede fra samme lærde Højskole, have ovenikjøbet, som igaar alt betegnet, faaet den dobbelte Samvittigheds-Gene, at skulle bede til Vorherre for den Konge, som de ikke ville anerkjende, istedetfor ved almindelige Formularier at kunne underforstaae Herren til Dobzig, naar man blot vil lade dem om det og lade dem afgjøre den Ting med deres aparte Samvittighed. Universitetet tæller ialt, de to fra Kongeriget, Molbech og Panum fraregnede, 29 ægte Professorer, beretter Correspondenten. (Vi vide ikke, om Professoren i "Løgn", som Hs. Excellence Fanden i sin Tid hørte Forelæsninger hos i Kiel, heri er medindbefattet). Nogle af Professorerne eller de andre Embedsmand - man nævner som saadanne 2 af Magistraten i Altona, medens de andre reentud nægtede - skulle have "indskrænket" sig til at forlange Betænkningstid eller Løbedage paa de 3 Dages Sigt; disse Herrer, som egentlig ere de mindst indskrænkede og have deres bag Øret, burde maaskee først afskediges, saafremt man ikke forelægger dem Valget med omgaaende Post. Af de kirkelige Embedsmand har man, flere Præster undtagne, ikke hørt noget til Degnene og Klokkerne; maaske avancere de nu til Præst.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 26. november 1863).

Christian Knud Frederik Molbech (1821-1888) var professor ved Kiel Universitet 1853-1864. Peter Ludvig Panum (1820-1885) var professor i fysiologi i Kiel 1853-1864. Herefter Københavns Universitet. Panum Instituttet er opkaldt efter ham.

Oversættelse af tysk artikel, se original under oversættelsen:

Danmark bruger åben vold. Holsteins parlamentsmedlemmer er blevet forhindret i at diskutere, hvad de skal gøre i Kiel eller andre steder. Militæret er allerede taget i ed. Efter et øjebliks tøven gav Kong Christian den Niende efter for de københavnske trusler om revolution og underskrev den nye fælles forfatning for Danmark og Slesvig. - Denne forfatning er et nyt kup; for den indlemmer ulovligt Slesvig i Danmark. - Heldigvis er Østrig og Preussen fuldstændig fritaget for de forpligtelser, som de har accepteret i London-protokollen.

Dänemark lässt offene Gewalt einsetzen. Die Abgeordneten Holsteins sind gehindert worden, in Kiel oder sonstwo zu berathen, was zu thun ist. Das Militär ist bereits vereidigt worden. König Christian der Neunte hat den Drohungen der Kopenhagener mit Revolution sich nach kurzem Sträuben gefügt und die neue gemeinsame Verfassung für Dänemark und Schleswig unterzeichnet. - Diese Verfassung ist ein neuer Gewaltstreich; denn sie verleibt Schleswig Dänemark widerretchtlig ein. - Oesterreich und Preussen werden durch ihn zum Glück der Verpflichtungen, die sie in dem Londoner Protokoll übernommen haben, vollständig enthoben.

(Sickinger Bote 26. november 1863)

Et eksempel på en røverhistorie, en af mange som sætter spørgsmålstegn ved aviskilder:

Overfald paa danske Soldater i Slesvig. Af et til Fredericia ankommet Brev, som velvillig er overladt Byens Av, til Afbenyttelse, uddrager Redakt. af samme Følgende: Nogle Konstabler, der ligge paa en stor Herregaard ved Mysunde, bleve i Løverdags overfaldne af Gaardens Folk med Herren og Forvalteren i Spidsen, En af de Overfaldne undkom og forlangte Hjælp og Beskyttelse hos en der paa Stedet stationeret Underofficeer (Korporal Bendixen, udkommanderet fra Artilleriet i Fredericia). Denne samlede sine Folk, 38 Menige, samt nogle Underbefalingsmænd, Alle Jyder eller Fyenboere, og ilede til Herregaarden, hvor Hjælpen netop ankom i belejlig Tid; thi de overfaldne Konstabler vare overmandede og i Livsfare Kommandoen foer som rasende over de Tydsksindede og slog dygtig løs. Underofficeren stødte sammen med Forvalteren, der truede med at skyde ham, hvis han ikke Vilde formaae sine Folk til Rolighed; men i samme Oieblik, som Forvalteren lagde an med sin ladte Bøsse, langede Underofficeren ham med sin skarpslebne Sabel et Hug, som gjorde den Forvovnes høire Arm en god Fod kortere; Bøssen faldt ud af Forvalterens Arm, der var hugget over lidt ovenfor Albuen, og Skuddet gik af og ramle en af Tjenestefolkene i det venstre Been, - Efterat hele Banden var overmandet og kneblet, førtes den tilvogns under tilstrækkelig Bevogtning til Arresten i Eckernførde, hvor man ankom om Aftenen Kl. 11. Den næste Dag har Underofficeren afgivet Melding om det Passerede,

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 27. november 1863).

Det var en Røverhistorie. "Fredericia Avis" forleden meddeelte om Overfaldet ved Midsunde. Nogle Artillerister havde drukket sig fulde - det var det Hele. - Det er beklageligt at en saadan Historie skal finde Vei til Pressen, naar der ikke er fuldstændig Sikkerhed for Sandheden. (Mdf. Av.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 5. december 1863).

I anledningen af udråbelsen af Christian IX den 16. november 1863 som konge var nedenstående artikel publicereret i adskillige tyske aviser, i forskellige variationer. Originalen står under oversættelsen: 

De tyske tropper, som var stationerede foran slottet, blev tilkastet med jord, kaldt oprørere og tyske tyve, og jeg afventede med hjertebanken det øjeblik, hvor de skamfuldt mishandlede og fornærmede soldater ville gøre brug af deres våben. De opførte sig dog eksemplarisk og så ned på den danske pøbel med foragt. Kongens fremtræden, hans forsikring om, at han var dansksindet og sørgede over den afdøde, havde samme virkning på danskerne som en dråbe på en varm sten. ”Hvad bryder vi os om hans meninger?” hørte man råbe. "Vi ved, hvad vi vil, og ve ham, hvis han kan lide at modsætte sig vores vilje! Kongen er der for at ophøje folkets vilje til lov, som han får sin løn for; der er nok mænd i landet, som ville gøre det for en tiendedel, og som ville have deres børn opdraget uden at bede folket om et bidrag. På denne og lignende måde steg temperamentet, indtil det rygtedes sig, at kongen havde bedt om betænkningstid, inden han underskrev indlemmelsen af ​​Slesvig. Som en storm gik ordet fra mund til mund: Vi er blevet forrådt; kongen er en forræder og en tysker. Til slottet! Vi vil vise ham, at det er farligt at modsætte sig et folks vilje! Ned med slesvig-holstenerne! Krig, krig til kniven med Tyskland! Som en rasende hob strømmede folket fra hån og fra alle gader til slottet og krævede med dyrebrøl, at Rigsdagsresolutionen skulle underskrives eller abdicere. Med et had, der fik mig til at gyse, blev tyskerne svoret død og ruin, og enhver, der havde vovet at sige et tysk ord, ville have været sikker på at dø. De ulykkelige mennesker fra Slesvig-Holsten, som var dømt til at holde vagt, blev mishandlet på den mest uhyrlige måde, og jeg så almindelige fiskerkoner, der samlede snavset op fra gaden og kastede det i deres ansigter. Jeg gyser, når jeg tænker tilbage på de seneste dages oplevelser, og jeg kan ikke sætte ord på de indtryk, jeg har fået. Jeg blev uimodståeligt drevet til at følge den rabiate pøbel, selvom jeg på ethvert tidspunkt frygtede, at de ville genkende mig som tysker og massakrere mig. Forestil dig halvtreds tusinde berusede galninge - mænd, kvinder og børn - paraderende gennem gaderne og skrige mord - og du ville få en vag idé om de processioner, vi var vidne til her. Hvis de udenlandske gesandter overfor disse excesser der er forårsaget af Slesvig inkorporation, endnu ikke har fattet den ånd som driver dette folk mod sin egen fordærvelse, så er der kun et tilbage - fortvivlelsens selvhjælp.

Die deutschen Truppen, die vor dem Schlosse aufgestellt waren, wurden mit Strassenkoth geworfen, Insurgenten und deutsche Diebe genannt, und mit Herzklopfen erwartete ich den Augenblick, wo die schändlich misshandelten und beschimpten Soldaten von ihren Waffen Gebrauch machen würden. Sie verhielten sich indessen musterhaft und sahen mit Verachtung auf den dänischen Pöbel herab. Das Erscheinen des Königs, seine Versicherung, sass er dänisch gesinnt sei und um den Verstorbenen trauere, wirkten auf die Dänen, wie ein Tropfen auf einen heizen Stein. "Was kümmern uns seine Gesinnungen" hörte man rufen. "Wir wissen, was wir wollen, und wehe ihm, wenn er es magt, sich unserem Willen zu widersetzen! Der König ist dazu da, um den Willen des Volkes zum Gesetz zu erheben, dafür bekommt er seine Besoldung; es sind genug Männer im Lande, die es für den zehnten Theil thun, und und die ihre KInder erziehen lassen würden, ohne das Volk im eine Beisteuer zu bitten. In dieser und ähnlicher Weise erhissten sich die Gemüther, bis sich die Kunde verbreitete, der König habe sich Bedenkzeit ausgebeten, ehe er die Incorporation Schleswigs unter zeichnete. Wie ein Sturmwind ging das Wort von Mund zu Munde: Wir sind verrathen; der König ist ein Verräther und Deutscher. Nach dem Schloss! Wir wollen ihm zeigen, dass es gefährlich ist, dem Willen eines Volkes sich zu widersetzen! Nieder mit den Schleswig-Holsteinern! Krieg, Krieg bis an's Messer mit Deutschland! Wie eine rasende Rotte strömte das Volk vom Hohn und aus allen Strassen nach dem Schlosse und verlangte mit thierischen Gebrülle die Unterzeichnung des Reichstags-Beschlusses oder - Abdankung. Mit einem Hasse, der mich schaudern machte, wurde den Deutschen Tod und Verderben geschworen, und wer es gewagt hätte, ein deutsches Wort fallen zu lasse, wäre des sichern Todes gewesen. Die unglücklichen Schleswig-Holsteiner, die auch desmal dazu verdammt waren, Wache zu halten, würden auf das Empörendste misshandelt, und ich sah gemeine Fischerweiber den Strassekoth aufheben, und ihnen in das Gesicht sleudern. Es schindelt mir, wenn ich an die Erlebnisse der letzten Tage zurückdenke, und ich kann die Eindrücke die ich empfangen, nicht in Worten wiedergeben. Unwiderstehlich trieb es mich vorwärts, dem rasenden Pöbel zu folgen, obgleich ich jeden Augenblick fürchten musste, von ihm als Deutscher erkannt under niedergemetzelt zu werden. Stellen Sie sich vor, dass fünfzig Tausend betrunkene Wahnsinninge - Männer, Weiber und Kinder - mordbrüllend durch die Strassen zögen - und Sie würden einen ungefähren Begriff von den Aufzügen bekommen, den wir hier erlebt haben. Wenn die fremden Gesandten angesichts dieser Excess, welche die Incorporation Schleswigs veranlasst haben, noch nicht von dem Geiste durchdrungen sind, der dieses Volk seinem Verderben entgegen treibt, dann bleibt Euch dadrüben nur Eins übrig: - die Selbsthilfe der Verzweiflung.

(Kurier für Niederbayern : Landshuter Tag- u. Anzeigeblatt ; unabhängige Tageszeitung für Heimat und Volk 29. november 1863. Uddrag).

Affæren omtaltes kun i få sætninger i enkelte danske aviser. Her berettes at der var opstillet soldater under kommando af en forhenværende insurgentofficer som lod soldaterne rykke frem med fældede bajonetter. Studenter skal have kastet galoscher i hovedet på officeren.

Vy over Altona, Gottorp og Rendsborg. Fra Le Monde Illustrë: Journal hebdomaire, 30. januar 1864.