Anton Hansen, Flakkebjerg. (Efterskrift til Politivennen)

Den bortløben Anton Hansen. Afvigte Løverdag d. 15de ds. om Eftermiddagen fandtes i Storskoven i Tjustrup Sogn en Person i meget stivfrossen og forhungret Tilstand og med kun svage Livstegn. Han blev bragt ind hos Skovfogeden, hvor han fik lidt lunken Mælk, saa at han kunde begynde at tale og give nogen Forklaring over, hvem han var. Efter fremkomne Oplysninger er Personen en Elev fra Flakkebjerg Institut ved Navn Anton Hansen, han er 16 a 18 Aar gl., og var Fredagen d. 7de ds. under Transport fra Kjøbenhavn til Institutet mellem Slagelse og sidstnævnte Sted løbet fra sin Bevogter, og uagtet han strax blev eftersøgt paa rette Spor, lykkedes det ham dog at komme ind i Storskoven, hvor han efter sit eget Udsagn har opholdt sig siden uden at nyde Noget. I de første 2 Dage vilde eller turde han ikke gaae ud gaae ud af Skoven, for at faae noget til Livets Ophold; tredie Dag var Hungeren saa stor, at han besluttede sig til at gaae ud for at søge Noget, men han var da allerede saa forkommen og mat, at han faldt omkuld og blev liggende til han senere fandtes. Han blev, efter 2de Gange at være undersøgt af Lægen, Dagen efter sendt til Sorø Sygehuus, hvor han vistnok vil miste begge Benene, da der er gaaet stærk Koldbrand i dem op over Knæerne, hvilket let kan forklares, eftersom han, der var barfodet og forøvrigt meget tyndt paaklædt, havde været i Skoven i 9 Dage tildeels i haard Frost og Snee og uden Ernæringsmidler. Han skal forøvrigt være en skikkelig og godmodig Dreng, men har al Tid havt Streifelyst.

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 20. december 1866)

Sjællands-Posten (Ringsted) kunne den 19. januar 1867 meddele at Anton Hansen døde ved juletid på Amtssygehuset ved Sorø som følge af koldbrand. En amputation af benene havde ikke fundet sted.

Avistiggeri. (Efterskrift til Politivennnen)

I 1865 begyndte at optræde nedenstående annoncer i Adresseavisen:

Bøn for en ulykkelig Moder

af Embedsstanden med 4 smaa Børn, som hidtil paa en hæderlig Maade har ernæret dem Alle, men nu er bleven saa ulykkelig ved Sygdom og andre tilstedende Uheld, at hun er nedsunken i en Armod, der knap lader sig tanke, langt mindre beskrive. Ved at trække sig tilbage fra sine tidligere Bekiendte og leve et indesluttet Liv, kun for at ernære sine Børn, er hun bleven ubekjendt for Alle, kun de, for hvem hun har arbeidet, kiende hendes Nød og kummerfuldt Tilværelse; hun har kjæmpet med de bittreste Næringssorger fra den tidligste Ungdom og mistet sine nærmeste Paarørende og staaer derfor ene med sine 4 Børn til at bære sin sørgelige Skjæbne: Vinteren er forhaanden, og hun har Intet at leve af og seer den mørkeste Fremtid imøde. Hun vover derfor at fremsende en Bøn til Stadens ædle Velgiørere og Velgjørerinder om at skjænke hendes kummerfulde Forfatning en venlig Deeltagelse og ved en lille Hjælp redde hende fra den Ulykke, at skulle see sine Børn omkomme af Mangel og Elendighed.

At Ansøgerinden er værdig Trængende og grændseløs ulykkelig, er os bekjendt, fra hvem hun havt Sytøi i flere Aar, og stedse arbeidet med utrøttelig Flid. Vi tillade os derfor i Forening med hende at fremsende vor Bøn og ere villige til at modtage hvad Goddædigheden vil yde hende af Penge eller Klædningsstykker og siden aflægge Regnskab derfor.

A. J. Jørgensen,

Maskinfabrikant,

Compagnistrade 7

Chr. Eltong,

Urtekræmmer,

Hf. af Nørrevold og Tornebuskegade.

H. Rasmussen, Victualiehandler,

Høibroplads 5.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 21. december 1865).

Politiet blev mistænkelige overfor annoncerne og startede en efterforskning som blev omtalt i Dagbladet. De tre underskrevne anbefalere omtaltes også i det nedenstående:

Avistiggeri. Naar man gjennemlæser de sidste Aargange af "Adresseavisen", vil Øiet hyppig, under Rubriken "Blandede Bekjendtgjørelser", støde paa Avertissementer, i hvilke "en ulykkelig Moder af Embedsstanden med 4 uforsørgede Børn, som ved meget Uheld er nedsunken i en saadan Armod, der knap lader sig tanke, men ikke beskrive", anraaber den offenlige Velgjørenhed om Hjælp. "Da hun har trukket sig tilbage fra sine tidligere Bekjendte, er hun ukjendt af Alle og staaer ene i den vide Verden; kun de, for hvem hun har arbeidet, kjende hendes kummerfulde Tilvarelse." "Velgjørende maae redde hende fra den Fortvivlelse, at see sine Børn omkomme af Mangel og Elendighed." Disse Avertiesementer, der ogsaa findes indrykkede i andre af Byens udbredte Blade, ere, paa sædvanlig Maade, forsynede med Underskrifter af Anbefalende. der bevidne, "at hun er værdig og saa grændseløs ulykkelig, og at hun har arbeidet med utrættelig Flid" osv. Ved at sammenholde Underskrifterne paa alle disse Annoncer, vil man vel undertiden støde paa nye Navne, men der er nogle, der atter og atter vende tilbage.

Efterat Politiet nu var kommet til Kundskab om, at det Fruentimmer, der paa denne tryglende Maade søgte at paavirke Folks Medlidenhed, ved dette Avistiggeri ligefrem har søgt at skabe sig en regelmæssig Indtægtskilde, og da man derfor maatte formode, at Nogle af Underskriverne direkte eller indirekte høstede personlige Fordele ved deres Anbefalinger, besluttede man sig til at skride ind for at demaskere det formodede Bedrageri og standse det Misbrug, der paa denne Maade formeentlig gik i Svang med den offenlige Velgjørenhed, der i saa fuldt Maal er tilstede her i Byen.

Der blev derfor sendt 2 Betjente af Opdagelsespolitiet til Tiggerskens Hjem for at anholde hende. De blev modtagne af 3 Børn, som vare meget tarmlig paaklædte; af disse blev de, ukjendte som de vare, med den største Belevenhed førte ind i Stuen og anmodede om at tage Plads, indtil deres Moder kom. Det var nu strax Betjentene paafaldende, at der virkelig saae saa fattigt og usselt ud, skjøndt Tiggersken, der kaldte sig Fru Ø., i det sidste Fjerdingaar, som det fremgaaer af de bekjendtgjorte Regnskaber, har havt et Udbytte af henimod 250 Rdl. foruden en Mængde Klædningsstykker. Fru Ø., der aabenbart antog de 2 Betjente for "Velgjørere", fortalte dem, at hun var Enke efter en Fuldmægtig Ø., der i sin Tid havde været ansat paa et Postkontor i Jylland, og at han havde efterladt hende, en stakkels brystsvag Kone, med 4 uforsørgede Børn, i en aldeles hjælpeløs Forfatning; men efterat hun var bleven underrettet om sine Gjæsters Ærinde, maatte hun tilstaae, at hun aldrig havde været gift, men avlet sine 4 Børn udenfor Ægteskab. Hun blev nu anholdt; og da, som for omtalt, Lejlighedens mere end tarvelige Udseende havde været paafaldende, idet man maatte antage dette for et rent Spilfægteri, beregnet paa at stikke de Besøgende Blaar i Linene, blev der foretaget en meget nøiaglig Visitation i hendes Gjemmer; men Alt, hvad der derved fremkom, tydede paa den allerdybeste Armod. I det foreløbige Forhør, som blev optaget over Ø. til en Politirapport, tilstod hun, at hun virkelig i de sidste 2 Aar havde søgt en Indtægtskilde i dette vedholdende Avistiggeri. Hun har i det Hele paa denne Maade betlet en halv Snees Gange, i Almindelighed med et Par Maaneders Mellemrum, og det tør antages, at Totalsummen af de indkomne Bidrag overstiger 1000 Rdl.; men dog saae der saa elendig ud i hendes Hjem.

Dette beroer imidlertid paa, at hun i Almindelighed selv kun har modtaget en ringe Deel af det Indkomne, idet endeel af de Anbefalende vare hendes Kreditorer. Og disse, der Alle godt kjendte hendes Forhold, undsaae sig ikke alene ikke for offenlig at indestaae for hendes Værdighed, men de nød selv godt af Frugterne, idet de i de indkomne Bidrag gjorde sig betalte for deres Tilgodehavende, vel at mærke tildeels efter foregaaende Aftale med hende, som de anbefalede.

Saaledes søger hun i Slutningen af Februar og Begyndelsen af Marts f. A. om Understøttelse; hun anbefales af en Panlelaaner, en Maskinfabrikant og en Skomager. Hos disse indkom henholdsviis 70, 60 og 40 Rdl.; men af disse Penge beholdt Skomageren og Pantelaaneren omtrent Halvdelen, Maskinfabrikanten ovenikjøbet det hele Beløb, som Afdrag paa deres Tilgodehavende hos Ø. Det fortjener at bemærkes, at Skomageren og hans Kone ved deres Aager i tidligere Tid selv tildeels have foranlediget Ø.'s nuværende fortrykte Stilling, hvorhos det bør fremhæves, at Pantelaaneren, der ved denne Lejlighed blev fuldstændig dækket, fra den Tid af standhaftig vægrede sig ved paany at anbefale Fru Ø. til offenlig Understøttelse. Ved en anden Leilighed anbefales hun af en Urtekræmmer og den omtalte Maskinfabrikant, hos denne indkom der omtrent 60 Rdl., af hvilket Beløb han tog omtrent Halvdelen til Indtægt, hos den Første c. 40 Rdl., af hvilke han tilbageholdt 13 Rdl.

Flere af de Navne, der findes under disse Avertissementer, ere forøvrigt anvendte paa denne Maade næsten imod Vedkommendes Villie. Saaledes ere nogle Næringsdrivende anførte som Anbefalende, uagtet de kun havde lovet at lade deres Folk modtage Bidrag og anvise Ansøgerindens Bopæl, og bagefter have de saa meent, at det var Synd imod Vedkommende at protestere i Bladene. 

Ved denne Lejlighed kom Politiet efter, at denne ulykkelige Enke af Embedsstanden har 3 Søstre, der Alle have søgt en Indtægtskilde i slige hjerteskjærende Avertissementer, idet hver Enkelt af dem har benyttet sit særskilte Stof for at paavirke Publikums Medlidenhed. Een, der kalder sig Fru Ø., uagtet heller ikke hun har været gift, udgiver sig for en kjøbmandsenke og tigger for sig og sin Datter. En Anden, der ogsaa har begaaet et Feiltrin, har uden videre antaget en tidligere Elskers Navn. Den Tredie, der nu er Enke efter en stakkels "lam Kontorist", kalder sig Moder, uagtet det er over en halv Snees Aar siden, at hendes eneste Barn døde. Hendes Mand døde i Forvaret efterat have ligget syg i over 3 Aar; det var i det sidste Aar af hans Levetid, at hun slog ind paa denne Vei. I Begyndelsen gik det meget godt. Den første Gang, i Marts f. A , indkom der saaledes henved 200 Rdl., i Mai allerede omtrent 40 Rdl.; men et Par Gange var hun saa uheldig, at der ikke engang indkom tilstrækkcligt til at dække Driftsomkostningerne dermed. Det vil muligviis endnu ikke være uden Interesse at erfare, at Moderen og en 5te Søster i sin Tid med stort Held have brugt denne Trafik."

Paa Sagens nuværende Standpunkt er det ikke muligt at danne sig nogen aldeles bestemt Forestilling om, hvor Meget disse uværdige Mennesker have faaet ind ved deres glatte Tunge, deres svage Helbred, deres Taarer og Krampetilfælde, kort sagt hele det Væv af Løgn, i hvilket de have indhyllet sig, men denne ganske vist i flere Henseender uhyggelige, men tillige vistnok i mere end cm Retning lærerige Sag er nu henviist til Behandling ved Retten for offenlige Politisager.

(Dagbladet (København) 4. december 1866)

Avistiggerisagen, som i disse Dage ikke med Urette har vakt en stor Opsigt, foretoges igaar i den offentlige Politirets 1ste Afdeling. Den Tiltalte Caroline Frederikke Østergaard, der er født i 1826 og ligesom sine tre andre tiltalte Søstre ikke forhen er straffet eller tiltalt, havde forklaret til Rapporten, at hun, som udenfor Ægteskab havde 4 Børn og kun en maanedlig Hjælp af 5 Rd til Børnenes Underhold, i Løbet af de sidste Aar havde tigget i Aviserne om Hiælp, anbefalet af flere forskiellige Personer. Af de Anbefalende, hvoriblandt der figurerede Provster, Præster, Fuldmægtige, Prokuratorer, Figuranter, Skrædere osv., havde Størstedelen givet Vidnesbyrdene i god Tro; derimod havde fire værdige Menneskevenner udmærket sig ved at anbefale Enken og giøre sig betalte af de indkomne Beløb for endel Gjæld, hvori Mad. Østergaard stod til dem. Disse fire Underskrivere vare Symaskinefabrikant Jørgensen, Kompagnistræde 7, Høker og Pantelaaner Umland. Hummergade 21, Skomagermester Soldath, Vesterbrogade 91, og Urtekræmmer Eltong, Nørrevold 106; de indkomne Beløb havde de fire Mænd enten helt eller for en Del beholdt, medens Mad. kun fik en ringe Del deraf. Ialt havde hun 7 Gange indrykket Avertissementer i Bladene, og hvert Avertissement havde i Giennemsnit kostet hende 20 Rd. De Tiltalte, Frederikke Henriette Christine Østergaard, Salchows Enke, Ida Amalie Østergaard, kaldet Fru Ricard, og Vilhelmine Andrea Østergaard, afgav ligeledes Tilstaaelser om i flere Aar at have drevet dette Tiggeruvæsen, ligeledes anbefalede af forskiellige, for største Delen bekjendte og hæderlige Mænd. og ialt havde de i Løbet af de 2 sidste Aar averteret 24 Gange i Aviserne og erholdt hver Gang fra en ren Bagatel indtil 200 Rd. Efterat Dommeren havde oplæst Rapporten, som de Tiltalte ratihaberede, bemærkede han: "Den Forseelse, hvorom denne Sag dreier sig, findes omtalt i Planen for Kiøbenhavns Fattigvæsen af 1ste Juli 1799 § 137. Den er aldeles lovbestemt, og Straffen kan, naar den skal bestemmes ved Dom, kun blive en Mulkt, der hverken kan overstige 20 Rd. eller fastsættes lavere end 2 Rd. Efter Bestemmelsen er det ikke alene dem, der i offentlige Blade kollektere for sig selv, men ogsaa dem, der kollektere for Andre, og dem, der forestaa Ugeblade eller Aviser, hvori der uden Tilladelse fra Direktionen for Fattigvæsenet kollekteres, som skulde mulkteres, og naar Alle de, som under nærværende Sag sees at have overtraadt den nævnte Lovbestemmelse, derfor Skulde drages til Ansvar, vilde over 60 Personer komme under Tiltale, og deriblandt Mænd, der nyde almindelig Agtelse og Anseelse, og som ved deres Forhold, forsaavidt dette træder frem under Sagen, ikke have havt nogen Forestilling om, at de begik en Lovovertrædelse, saameget mere, som Lovbestemmelsen ikke i meget lang Tid er bleven overholdt eller anvendt. Efterat jeg derom har konfereret med Politidirektøren, har han derfor bestemt, at kun de 4 Sødskende skulle tiltales, idet disse under Sagen fremtræde som de mest Kompromitterede, navnlig ved deres hyppig i Aviserne gientagne Tryglerier. At nogle af dem havde givet sig Udseende af at være, hvad de ikke ere, fortjener vistnok Dadel, men kan ikke føre Sagen udover den oftnævnte Lovbestemmelse og videre ind paa det kriminelle Gebet." - I Betragtning heraf, og da de tilvejebragte Oplysninger vise, at de Tiltalte have været virkelig trængende og ikke tidligere have været tiltalte for nogen Lovovertrædelse, fandt Dommeren i Henhold til § 17 af Lov af 11te Februar 1863 ikke Grund til at gaa videre end til en Advarsel, hvilken han tildelte de Tiltalte. De efter Avertissementerne senere indkomne Bidrag, som vare blevne afleverede sti Politiet, og som ialt udgjorte 16 Rd. samt 1 Rd. svensk og en Pakke Tøi, bleve ifølge den ovenciterede ! 137 i Plan af 1ste Juli 1799 konfiskerede til Fordel for Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse.

(Dags-Telegraphen (København) 15. december 1866)

Fædrelandet undrede sig den 15. december 1866 over at symaskinefabrikant Jørgensen, skomager Soldath, pantelåner og høker Umland og urtekræmmer Eltong ikke blev retsforfulgt, samt at de aviser som havde bragt annoncerne heller ikke blev det. En person der betegnede sig som A-h imødegik artiklen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. december 1866.

Den 4. februar 1867 udstedte Københavns politidirektør en bekendtgørelse hvori han forbød aviserne at annoncere for alle indsamlinger til fordel for sig selv uden fattigvæsnets direktions godkendelse, samt udstede attester om fattigdom eller indsamle almisse til sig selv eller andre.

Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen).

Fornærmelser imod Hds. M. Dronningen i et trykt Skrift. I Henhold til Justitsministeriets skrivelse af 19de Septbr. d. A. var Commissionair Frantz August Büchler actioneret for ved det i Nr. 2 af Ugebladet "Den offentlige Mening" optagne Digt med Overskrift "Ved Hendes Majestæt Dronningens Geburtstag" at have krænket den Ærbødighed, som skyldes Hds. Majestæt.

Tiltalte havde under Sagen erkjendt at have som Hovedcommissionair forhandlet det ommeldte Ugeblad, paa hvilket hans Navn ogsaa findes anført, uden at der iøvrigt paa samme, der kaldes et Ugeblad udgivet af danske Studenter, fandtes angivet nogen Redacteur, Udgiver, eller Forlægger, og at han saaledes bærer Ansvaret for Indholdet af det nævnte Nummer af Bladet, der er udkommet den 7de Septbr. d. A. Da nu det paatalte Digt fandtes at være af et for Hds. Maj. Dronningen fornærmeligt Indhold, navnlig ved den haanlige og ironiserende Maade, hvorpaa Dronningen i Anledning af hendes Fødselsdag omtales under Fremhævelse blandt Andet af, at hun, som det i Digtet hedder "er saa deilig nedladende" og "snakker paa hver en Maneer" og "at hun vel er en Tydsk Fyrstinde, men dansk udi Sinde", at "hun er huusmoderlig" og "har deilige Børn, der alle faae Kroner paa Ho'det", idet der derved i Forbindelse med Omkvædet "Aa - Sørensen" - hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til det danske Folk - "hvad vil du saa mer" maa antages tilsigtet at hidbringe Læseren den Tanke, at Hds. Majestæt Dronningen ikke er i Besiddelse af de Egenskaber og Fortrin, som Folket maatte ønske hos hende som saadan, fandtes Tiltalte, der er 44 Aar gl. og flere Gange har været dømt for Overtrædelse af Presseloven, at maatte dømmes efter Straffelovens § 93 cfr. § 90

Ved Criminal- og Politirettens Dom blev Tiltalte anseet med simpelt Fængsel i 2 Maaneder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1866)

Literatur "Den offentlige Mening". Illustreret Ugeblad, udgivet af danske Studenter, udkommer hver Fredag, Priis 4 sk ugenlig, 3 mk. 4 sk. kvartalet. Nr. 2 indeholder: Digt i Anledning af Hendes Majestæts "Geburtsdag", Et Hofs hemmelige Historie, med 6 Illustrationer, Den offentlige Mening lærer en Hjemmetydsker at synge danske Nationalmelodier med stor Tegning m. m. Bladet faaes hos samtlige Boghandlere, samt paa Kontoret Kompagnistræde 25 i Stuen, og Store Regnegade 17 i Stuen. Flunke Budde søges, som ville samle Abonnenter. (Annonce i Folkets Avis - København 7. september 1866. Annoncen stod bl.a. også i Dags-Telegraphen). Büchler solgte også andre viser, fx "Visen om den humane Madmoder, Bagermadammen", med portræt.

Tredie eller extraordinaire Session.

Onsdagen den 2den Januar 1867.

Nr. 327.

Advocat Liebe

contra

Franz August Büchler (Defensor Levinsen), 

der tiltales i henhold til Justitsministeriets Skrivelse af 19de September 1866 for ved det i Nr. 2 af Ugebladet „Den offentlige Mening" optagne Digt med Overskrift "Ved Hendes Majestæt Dronningens Geburtsdag" at have krænket den Ærbødighed, der skyldes Hendes Majestæt.

Criminal og Politirettens Dom af 1ste Decbr. 1866: "Tiltalte Franz August Büchler bør straffes med simpelt Fængsel i 2 Maaneder, hvorhos det ovenmeldte Nr. 2 af Ugebladet,,den offentlige Mening" bør være confiskeret; saa bør han og udrede Actionens Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Lindhard og Maag, 5 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven“.

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. 3 Salarium til Advocaterne Liebe og Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 10 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "...Tiltalte har erkjendt at have som Hovedcommissionair forhandlet det ommeldte Ugeblad, paa hvilket hans Navn ogsaa findes anført, uden at der iøvrigt paa samme, der kaldes et Ugeblad udgivet af danske Studenter, findes anført nogen Redacteur, Udgiver eller Forlægger, og at han saaledes bærer Ansvaret for Indholdet af det nævnte Numer af Bladet, der er udkommet den 7de Septbr. d. A., og da nu det paatalte Digt findes at være af et for Hds. Maj. Dronningen fornærmeligt Indhold, navnlig ved den haanlige og ironiserende Maade, hvorpaa Dronningen i Anledning af sin Fødselsdag omtales under Fremhævelse blandt Andet af at hun, som det i Digtet hedder, "er saa deilig nedladende" og "snakker paa hver en Maneer", og at hun vel er en tydsk Fyrstinde, men saa dansk udi Sinde", at hun er husmoderlig“ og "har deilige Børn, der alle faae Kroner paa Ho'det", idet der derved i Forbindelse med Omkvædet, "Aa, Sørensen" hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til det danske Folk "hvad vil Du saa meer,“ maa antages tilsigtet at bibringe Læserne den Tanke, at Hds. Maj. Dronningen ikke er i Besiddelse af de Egenskaber og Fortrin, som Folket maatte ønske hos hende som saadan, vil Tiltalte, der er født den 8de August 1822, og foruden at være for ulovlig Handel idømt en Mulet af 1 Rd. ved denne Rets Dom af 14de Februar 1860, er ved samme Rets Dom af 23de Februar 1861 anseet efter Lov om Pressens Brug af 3die Januar 1851 § 8 sidste Passus med en Mulct af 100 Rd., være at dømme efter Straffelovens § 93 cfr. § 90 til en Straf, der efter Omstændighederne findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 2 Maaneder, hvorhos det ovenmeldte Numer af Ugebladet "den offentlige Mening“ i Henhold til samme Lovs § 34 findes at burde confiskeres“.

(Højesteretstidende 1866).

Om Frantz August Büchler (1823-?) findes kun sparsomme oplysninger. I en sag fra Kjøbenhavns offentlige Politiret, 2. afdeling (assessor Behrend) den 18. december 1866 omtales kommissionær Büchler i Regnegade 17 i forbindelse med en tyverisag:

- De 3 Drenge August Chr. Th. Borup, 12 Aar gl., Anders Chr. Jensen, 13 Aar gl.. og Andreas Fr. Christoffersen, 12 Aar gl., havde deels i Forening deels alene fra forskjellige Boghandlere stjaalet mange værdifulde Bøger, som de senere solgte, navnlig til Boghandler Flor i Skindergade og Commissionair Büchler i Regnegade, desuden til Boghandlerne Rubin, Hegelund og Jordan. Adgangen til at stjæle Bøgerne havde for de to Førstnævnte været saameget lettere, som de vare Bydrenge hos en Boghandler og som saadanne ofte kom ind i Boghandlerboutiker. Bøgerne havde Drengene solgt til særdeles billige Priser, saaledes "Livingstones Reiser", der koster 7 Rd., for 3 Mk. i Penge og "Fritz Pakkenberg", der skal være temmelig værdiløs, "Fald og Frelse" for 8 sk, "Velanstændighed eller selskabelig Dannelse" for 8 sk, "Pauli Breve" for 4 sk, "Advarsel til Ungdommen" for 1 Mk., "Om at gjøre Kunster" og "Fat Mod!" bleve endog solgte for 1 sk Stykket til Smaadrenge. Da navnlig Commissionair Büchler havde kjøbt for Røverkjøb, erklærede Dommeren, at han vilde henstille til Politidirecteuren , om denne vilde lade Büchler sætte under Tiltale herfor. Paa et Sted, hvor Drengen Jensen indfandt sig for at sælge en Bog, producerede han paa Forlangende en Seddel, hvorpaa en Snedkersvend Petersen erklærede, at det var for hans Regning, Bogen blev solgt; Attesten var naturligviis conciperet af Drengen selv. Hos Boghandler Pio i Skindergade havde Jensen af et Skab stjaalet "Et menneskeligt Hjertes Speil", uagtet Pio foran i Bogen havde skrevet nogle rædsomme Trudsler mod den, der uden hans Vidende bemægtigede sig hans Hjertes Speil. Foruden disse i Tyverier havde Christoffersen omtrent en Snees Gange stjaalet tomme Flasker, 1-2 hvergang. Dommen vil blive afsagt paa Torsdag.

(Flyveposten 19. december 1866).

Straffen for de tre drenge blev ved mødet den 20. december 1866: Jensen 25 slag ris, Borup 20 slag ris og Christoffersen 15 slag ris. Büchler blev af dommeren sat under mistanke idet han mente at Büchler burde have fattet mistanke over den meget lave pris han betalte for bøgerne, han havde fx ombyttet et nyt, uopskåret eksemplar af Livingstones Rejser i Afrika (bogladeprisen 7 Rd. 16 sk.) for en værdiløs roman og 3 mark. Som vist annoncerede Büchler fra 1866 i adskillige aviser. 

Büchler fortsatte med at udgive "Den offentlige Mening" et stykke tid endnu. I juli 1867 var der en annonce for "Den offentlige mening" og nye annoncer for tidsskriftet kom oktober 1867. I foråret 1867 blev der annonceret med et nyt stillingskontor på adressen. Bogladen kan have været involveret heri, idet en forstærkningsmand henviste til "bogladen" den 1. august 1867.

Adressen Regnegade 17 er ikke ganske uinteressant i forbindelse med satiriske viser. Peter Julius Strandberg (1834-1903) blev kendt for sine lejlighedssange m. m. fra 1853 og de blev udgivet mere samlet fra 1858. Han lejede en butik i Regnegade 17 i januar 1861 hvorfra han udsendte sine første skillingsviser på eget forlag. Han flyttede dog til Holmensgade nr. 18 i oktober 1861. Jul. Strandbergs Forlag blev landskendt under krigen 1864 og igen efter den fransk-tyske krig 1870-1871. Strandbergs viser minder på mange måder om det som Büchler kommissionerede.

Dronning Louise Vilhelmine Frederikke Caroline Augusta Julie (1817-1898) var gift (1842) med Christian 9. (1818-1906). Familiemæssigt var hun tættere på Frederik 7. end Christian 9., og da hendes brødre gav afkald på deres arvekrav på tronen i hendes favør, overdrog hun 1851 sin arveret til sin mand. Frederik 7. var imod hans tronkandidatur, og det senere kongepar viste utilsløret modvilje mod Louise Danner. Som dronning brugte hun sin indflydelse på at få flere af sine børn placeret i prestigegivende ægteskaber så det danske kongehus fik tilknytning til bl.a. de britiske og russiske stormagter, Sverige og Grækenland. For at afbøde arbejderbevægelsens fremmarch udførte hun en del filantropisk arbejde.

Forstyrrelse af Sogneforstanderskabsmøde. (Efterskrift til Politivennen)

Forstyrrelse af Sogneforstanderskabsmøde. I en fra Kronborg østre Birks Extraret indanket Sag, hvorunder Husmændene Peter Frederiksen og Niels Christian Slangerup af Grønholt samt Husmand Søren Andersen af Karlebo Overdrev tiltaltes for paa en tumultuarisk Maade at have forstyrret Asminderød-Grønholt Sogneforstanderskabs Møde den 8de Januar d. A., afsagde Extraretten den 27te d. M. Dom. De nærmere Omstændigheder under Sagen vare følgende; Ved det ommeldte Møde, der afholdtes i Asminderød Kro, fandt en Bortlicitering Sted af Sten til Kommunens Veie, og Licitationen foretoges i den Stue, hvor Forstanderskabet holdt sit Møde. Blandt de Tilstedeværende var der endel Husmænd og Arbeidsfolk, fra hvis Side der, inden Forhandlingen eller Licitationen var forbi, rettedes en Anmodning til Sogneforstanderskabet om, at Istandsættelsen af Grønholt Gade ogsaa maatte bortliciteres - hvilket havde været Tilfældet i de nærmest foregaaende Aar - og da de fik det Svar, at den saaledes begjærede Licitation ikke kunde ske iaar, da Grønholt Gade var bortakkorderet, opstod der en saadan Tumult, at Sogneforstanderskabets Formand fandt sig foranlediget til, forinden Forhandlingerne vare blevne afsluttede, ved Underskrift i Forhandlingsprotokollen at erklære Mødet for hævet. Det maatte, som meldt, ansees for oplyst i Sagen, at den omhandlede Anmodning om Licitation af Grønholt Gades Istandsættelse var, - om end ikke fra de Tiltaltes Side - fremkommen, førend Forhandlingsprotokollen var afsluttet, hvorimod endel af de under Forhørene afgivne Forklaringer gik ud paa, at, endskjøndt nogen Støi tidligere havde fundet Sted, den egentlige Tumult ikke begyndte, før efterat Formanden havde lukket Forhandlingsprotokollen med en Yttring, der af de Tilstedeværende kunde forstaaes, som om Forhandlingerne vare tilende, medens dog andre af de afhørte Personer have udsagt, at det var vist, at Mødet blev hævet paa Grund af det opstaaede Spektakel. Hvad dernæst angik de Tiltaltes Deltagelse i Tumulten, var det ved flere Tilstedeværendes beedigede Forklaringer bevist om den Tiltalte Frederiksen, at han var den, der førte Ordet, at han, medens han talte, slog i Bordet med Haand og Stok eller dog med sin Stok bankede paa Bordet, hvorved Sogneforstanderskabet havde Sæde, at han til eller dog om Sogneforstanderskabet fremførte den fonærmelige Yttring, at det handlede lumpent, eller at det var et lumpent Sogneforstanderskab, samt at han i det Øieblik, Mødet erklæredes for hævet, udbragte et Hurra for Grønholdt Gade. Ligeledes var det ved de under Sagen afgivne Vidnesbyrd godtgjort, at de tvende andre Tiltalte understøttede Frederiksen saavel ved at udtrykke deres Bifald til de af ham brugte fornærmelige Udladelser mod Sogneforstanderskabet som ved at istemme det af ham udbragte Hurra. For denne af de Tiltalte udviste tumultuariske Adfærd idømtes de alle Tre i Henhold til Straffelovens 101 jvft. § 98, 3die Led, simpelt Fængsel, for Peder Frederiksens Vedkommende i 14 Dage og for hver af de andre Tiltaltes i 8 Dage, hvorhos de tilpligtedes at udrede alle af Aktionen flydende Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 29. november 1866).

Asminderup Kro som den så ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ane Marie Sørensdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Mord. Efter Hellum-Hindsted Herreders Extraretsdom af 17de ds. i Justitssagen imod Karetmager Jens Peter Høy's Enke, Arrestantinden Ane Marie Sørensdatter og Gustav Svendsens Hustru, Ane Mette Jensdatter, den Førstnævnte for at have myrdet sin Mand og den Sidstnævnte for Meddelagtighed i denne Forbrydelse, have Omstændighederne ifølge "Aalb. Stiftst." været følgende: Ane Marie Sørensdatter er født den 15de Septbr. 1818 og var hjemme hos sin Fader, Gaardmand Søren Christensen ved Hadsund, indtil Konfirmationen, hvorefter hun kom ud at tjene. Derefter blev hun forlovet med sin afdøde Mand, men ikke med sin gode Villie, thi hun følte ingen Tilbøjelighed for ham; dog lod hun sig overtale af sin Fader, der ansaa Partiet for godt. Det viste sig snart, hvad det var, der havde bestemt Høy til at forlangt hende tilægte, thi da han havde faaet Skjøde paa hendes Faders Eiendom, Søndergaarde for en ringe Kjøbesum og var kommen i Uenighed med ham, tilkjendegav han, at han ikke brød sig om hende. Hun fandt det imidlertid urigtigt at lade ham beholde Eiendommen for saadant Kjøb, og Ægteskabet blev derfor fuldbyrdet, men hun har senere bitterlig fortrudt det, da Høy bestandig har været ukjærlig og haard imod hende i de 26 Aar, de have været gifte. I det sidste Aars Tid har A. M. Sørensdatter heldet til Mormonernes Lære og holdt sig til dem, uden dog at være optagen i Sekten, og hun har derved faaet den Tanke at reise til Saltsøen for at blive sin Mand kvit. Da hun flere Gange havde anmodet sin Mand om Penge hertil, besluttede hun at myrde ham, dog er det uvist, om hun selv har undfanget denne Tanke, eller om Andre have fremkaldt den, i hvilken Henseende bemærkes, at hun havde lovet den Medtiltalte Ane Jensdatter fri Reise til Amerika, dersom hun af sin Mand fik Penge, og at Gustav Svendsen engang yttrede, at dersom Høy ikke gav hende Penge, burde han have et Knips for Panden. Dette har Svendsen bestemt negtet at have sagt, og A. M. Sørensdatter siger, at det blev sagt i Spøg. Da Tanken om Mordet efter en 14 Dages Forløb var kommen til Modenhed, gik hun den 10de August d. A. om Morgenen hen til Ane Mette Jensdatter og meddelte denne sin Beslutning samt anmodede hende om at være sig behjælpelig med Gjerningens Udførelse; dog skulde han ikke dræbes, hvis han vilde give hende 400 Rd., hvoraf Ane Jensdatter skulde have saa Meget, at hun kunde reise til Saltsøen, hvorpaa denne lovede at komme hen til Høys om Aftenen, naar Manden var gaaet tilsengs, og det vilde da komme an paa, hvad der skulde foretages. I Løbet af Dagen gjorde Ane Sørensdatter et sidste forgæves Forsøg paa at formaa ham til at give sig 400 Rd. Om Aftenen til den aftalte Tid kom Ane Jensdatter til Høys Hus, og Manden var da gaaet tilsengs, hvorefter Arrestantinderne efter forud truffen Aftale dræbte ham, idet Ane Jensdatter holdt paa ham, medens hans Kone slog ham i Hovedet med et medbragt Pressejern, indtil han opgav Slanten. Efter fuldbragt Gjerning tog de Liget ud af Sengen, iførte det Frakke, Strømper og Træsko og bar det ud i Arbeidsstuen, hvor de lagde det paa Gulvet, lukkede Døren og gik bort. Derpaa gik Ane Jensdatter, efterat have faaet noget Mælk i en Flaske, hvorimod den Myrdedes Hustru tog det blodige Sengetøi og bar det op paa Loftet, hvorefter hun - lagde sig i Sengen i hvilken hun havde ihjelslaaet sin Mand. Liget blev Dagen efter fundet i Arbeidsstuen, og da foregav Enken, at Hestene havde slaaet Hullerne i Hovedet, hvilken Forklaring hun dog forandrede under Forhørene, idet hun vedgik sin Brøde. Hun synes nu at være vækket af den Sløvhed og Ligegyldighed, hvormed hun tidligere betragtede sin Misgjerning. Hun er efter Straffelovens 190 dømt til at straffes paa Livet. Ane Jensdatter er dømt til Tugthusarbeide paa Livstid.

(Dags-Telegraphen (København) 25. november 1866).

Dommmene blev stadfæstet 11. februar 1867 i Viborg landsoverret, og i april 1867 af højesteret. 

Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Over endel Mangler paa Nørrebro har der jævnlig i over Aar og Dag været anket i "Dags-Telegrafen", men, da der hidtil ikke er skeet noget Skridt til at afhjælpe disse og i saa Henseende at imødekomme Publikums Ønske, vilde det maaske ikke være uden Interesse atter at gjøre vedkommende kommunale Embedsmænd opmærksom paa disse Mangler. Sortedamsgaden har saaledes, siden den er bleven anlagt, maattet undvære Gaslygter. Dosseringen fra Baggesensgade til Ladegaardsaaen er om Aftenen indhyllet i Mørke, idet den kun er forsynet med en eneste Gaslygte, som endog er privat. Regnvandet i Rendestenen - paa Hjørnet af Nørrebrogade og Blaagaardsgade mangler endnu tilstrækkeligt Afløb, hvilket foranlediger, at Rendestensbrædderne ved indtræffende stærkt Regnveir bortskylles, at Gangstien staaer under Vand, og Beboerne som Følge heraf ingen Adgang have til deres Huse. Vandslangerne, med hvilke Blaagaardsgade oversprøites, ere for korte, hvilket foraarsager, at kun en Del af Gaden bliver oversprøitet, og Beboerne saaledes om Sommeren i høi Grad generes af Støv; Gadens eneste Fortov er paa nogle Steder i maadelig Tilstand, saaledes at Passagen i Regnveir bliver vanskelig for Fodgængerne. Grøften som fører fra Assistenskirkegaarden langs Jagtveien. Ladegaardsaaen til Aagaden mangler Afløb, saa at den fra Kirkegaaarden kommende Væske i de varme Sommerdage forpester Luften. Naar dertil endnu føres, at Urenlighederne ved Nørreport, der strømme ud over Fortovet, genere Fodgængere ved den utaaleligste Lugt, vil der visselig for den paagjældende kommunale Embedsmænd være tilstrækkelig Opfordring til endelig at afhjælpe Manglerne. X

(Dags-Telegraphen 24. oktober 1866).

Fra Nørrebro Hr. Redaktør! Da der allerede flere Gange i Deres ærede Blad er anket over endel Mangler her paa Nørrebro, tage flere Beboere sig den Frihed atter at besvære sig over den uforsvarlige Tilstand, hvori en meget befærdet Vei, nemlig Parcelveien, befinder sig. Denne Veis Tilstand er nu, da Efteraaret begynder, Høist maadelig. Kjørebanen er aldeles opkjørt, og Gangstien langs Solitudes Have er det ikke muligt for Fodgængere at passere. Dertil kommer endnu, at der ikke er en eneste Gaslygte tændt: thi vel blev der i Sommer opsat tvende Gaslygter paa Hjørnet af Parcelveien og Korsgade, og disse ville dog altid lyse lidt i de mørke Aftener, men de tændes ikke; hvorfor, er ufatteligt. Da Beboerne her paa Nørrebro betale de samme Skatter til Kommunen som Beboerne i Byen, skulde man antage, at de ogsaa kom til at nyde de samme Fordele; men dette er ingenlunde Tilfældet. Efterat man med Besvær i Mulm og Mørke er passeret den omtalte Parcelvei og er kommen over Ladegaardsaaen, befinder man sig paa Frederiksbergs Grund, og her seer man tydelig Modsætningen, thi baade Gangstier og Belysning ere der i fortrinlig Orden, og der uagtet Kommuneskatterne paa Frederiksberg ere langt billigere end paa Kjøbenhavns Grund. - Af det Ovenanførte vil De se, Hr. Redaktør! at det kun er en billig Fordring, Beboeme af Nørrebro stille, snarest mulig at faa Lygterne tændte og Gangstien makadamiseret og belagt med Grus.

Flere Beboere af Nørrebro.

(Dags-Telegraphen (København) 20. november 1866)

Mishandling af Tjenestepige. (Efterskrift til Politivennen)

I januar 1861 havde 5 personer, herunder Bagermester J. E. Nielsen, Pilestræde 26 startet en indsamling til morgenmad for fattige og arbejdsløse, hvis bryggere, sukkerraffinadører og bagere ville forsyne dem med øl, sirup og gammelt brød. Bespisningen begyndte 13. januar 1861 med 300 portioner i Borgergade eller Studietrædes dampkøkken. I november 1861 købte bagermester J. E. Nielsen bagergården på hjørnet af Pilestræde og Antonistræde af løjtnant Jørgensen for 23.000 rigsdaler. Den samme godgørenhed gjaldt ikke en tjenestepige hos bagermesteren selv:

Tyendesag. Kjøbenhavns Magistrat havde forlangt Bager Nielsen i Pilestræde tiltalt, fordi han havde vægret sig ved at betale Omkostningerne ved en af hans Tjenestepigers Forpleining paa Kommunehospitalet, medens derimod Bager Nielsen paastod, at han, da hans Tyende selv havde forladt Konditionen hos ham, Intet kunde være pligtig at betale. Da Sagen igaar foretoges ved den offenlige Politirets 2den Afdeling, forklarede den omtalte Tjenestepige, Marie Christine Hansen, at hun var bleven behandlet paa en saa umenneskelig Maade af sin Madmoder, Bager Nielsens Hustru, at dette Forhold, hvis det befindes at være sandt, maatte paadrage Mad7moderen Straf efter Tyendeloven. Pigen havde nemlig, efter sin Forklaring, i nogle Dage følt sig upasselig og var derfor den 27de September bleven liggende i sin Seng, da hun kun med Møie kunde staae paa Benene. Mad. Nielsen var derpaa kommen op paa Pigens Kammer og havde opfordret hende til at staae op for at lave Mad, "idet hun ikke kunde give sine Tyender Logis og Kost, for at de skulde blive liggende tilsengs". Tjenestepigen paastod, at hun ikke kunde staae op, og Mad. Nielsen truede hende derfor med at lade hende kaste ud af Huset af Karlen, og da Pigen alligevel blev liggende, lod hendes Madmoder alle Vinduer og Døre lukke op i Pigekammeret. Nu stod Pigen op og begav sig hen til den nærmeste Politistation for at klage over denne Behandling, og da hun befandtes at være meget lidende, blev hun kjørt ud paa Kommunehospitalet, hvor hun blev erklæret for at lide af tyfoid Feber, og hvor hun var under Lægebehandling indtil den lade Oktober. Tillige gjorde Pigen Fordring paa 4 Rdl. 16 Sk. i Løn for September Maaned. Den for Bager Nielsens Hustru mødte Fuldmægtig benægtede imidlertid Rigtigheden af Pigens Forklaring, idet Pigen kun skulde have anstillet sig syg og af sig selv var bortgaaet fra Konditionen uden at vare nødt dertil. Af den Grund meente den Tiltalte heller ikke at være pligtig til al betale for Pigens Ophold paa Hospitalet, og hvad endelig Pigens Fordring paa 25 Mark angik, da kunde der kun tilkomme hende 2 Rdl., idet hun var pligtig at erstatte sin Madmoder nogle til 13 Mark vurderede Gjenstande, som hun i sin Konditionstid havde ituslaaet. Sagen kunde som Følge deraf ikke afgjøres i Retsmødet, men udsattes, for at begge Parter kunde føre Vidner for deres Udsagns Rigtighed.

(Dagbladet (København) 7. november 1866).

Tvendesag. Igaar sluttedes ved den offenlige Politiret den af os tidligere omtalte, imod Bagermester Nielsen og Hustru i Pilestræde deels af Magistraten og deels af Kjøbenhavns Politidirekteur anlagte Sag, hvorunder Hr. Nielsen var tiltalt, fordi han havde nægtet at udrede Omkostningerne ved Pigen Marie Christine Hansens Henliggen som Patient paa Kommunehospitalet, og Mad. Nielsen, fordi hun skulde have bortviist den omtalte Pige i syg Tilstand. Bager Nielsen havde udenfor Retsmødet afgjort Sagen ved at betale Pigen hele det Beløb, hun gjorde Fordring paa, nemlig Løn for September og Oktober Maaned a 4 Rdl. 16 Sk. maanedlig og Kostpenge a 24 Sk. daglig fra den Dag, da hun blev bortviist fra Tjenesten. Dette Beløb, der udgjorde 17 Rdl. 32 Sk., tilfaldt imidlertid ikke Pigen, men udbetaltes til Magistraten som Dækning af det Beløb, der skulde udredes for hendes Ophold paa Hospitalet, og derhos betalte Bageren, da hans Kone maatte ansees for at have indrømmet, at hun havde bortviist Klagerinden i syg Tilstand, en Bøde af 5 Rdl. til Rettens Fattigkasse.

(Dagbladet (København) 9. november 1866)

Annonce i Kjøbenhavns Veiviser for Reisende, med en Plan over Kjøbenhavn, Broerne og ... (1862).

J. E. Nielsen annoncerede jævnligt i aviserne fra 1860 til under forskellige bagerinavne: "Franskbageriet" (1862), "Boulagerie francaise" (1866-1867) - da solgte han også fransk syltetøj og italiensk makaroni. I 1870erne fik han & Søn med i navnet. Herefter forsvinder han ud af avishistorien.

Gymnastik. (Efterskrift til Politivennen)

Legemsøvelser for Arbeidere. I Sommer dannedes der i "Arbeiderforeningen af 1866" et saakaldet "Boltlag", hvis Medlemmer samledes hver Søndag til Boltspil og andre lignende Legemsøvelser. Disse Sammenkomster, ved hvilke det Nyttige og det Fornøjelige parredes paa en særdeles heldig Maade, vare et nyt lille Tegn paa, at Interessen for fysiske Færdigheder har begyndt at røre sig hos Folket, hvorom de i de sidste Aar stiftede Skytteforeninger, Kricketklubberne, Kapsejladserne osv. ere Vidnesbyrd. Det ovennævnte Lag, der tæller noget over 200 Medlemmer, har hidtil holdt sine Møder paa Lammefælled, men ombyttede fra i Søndags denne om Vinteren altfor luftige Samlingsplads med Gothersgadens Exercerhus, som Krigsministeren med megen Liberalitet har stillet til Foreningens Disposition. I Vintersæsonen hviler Boltspillet og giver Plads for almindelige gymnastiske Præstationer og militær Exercits. De unge Mænd, som endnu ikke have været Soldater, ville ved at indtræde som aktive Medlemmer af Laget - hvilket ikke volder dem anden Udgift end 4 Sk. ugentlig - faa Leilighed til at gjennemgaa en militær Uddannelse, hvorved de kunne erhverve sig de Fordele ved Indkaldelsen til Soldat, der ere tilsagte Medlemmerne af Skytteforeningerne. Da der i den nye Armeeorganisation rimeligvis vil blive optaget en Bestemmelse, som skælner - ikke, hvad de bondevenlige Agitatorer have villet insinuere - mellem dem med smukke og dem med mindre smukke Manerer, men mellem de Dygtige og de Udygtige, og fastsætter en kortere Uddannelsestid for Hine end for Disse, vil det for de Værnepligtige formentlig være af ikke ringe Vigtighed, at de allerede ved Indkaldelsen til Soldat medbringe et Grundlag af militær Dannelse, hvorpaa der hurtig og let kan bygges videre. Det er imidlertid ikke denne Fordel ved at deltage i et "Lag" som det ovennævnte, deri vore Øine nærmest anbefaler dette, men meget mere den Kjendsgjerning, at gymnastiske og militære Øvelser i høi Grad fremme Herredømmet over de fysiske Evner, Legemets kraftige og harmoniske Udvikling og den heraf følgende Energi og Sikkerhed i den personlige Optræden - , Goder, som ikke kunne skattes høit nok, men som man hertillands har skænket altfor ringe Opmærksomhed, ringere end de fleste andre Nationer. Vi haabe derfor, at de Forsøg, der i den senere Tid ere gjorte paa at vække den danske Ungdoms Sands for et friskere og kjækkere Liv i denne Retning, ville vinde Fremgang og anspore til Efterligning i den videst mulige Kreds.

Den første Sammenkomst af Arbeiderforeningens "sportsmen" i Vinterhalvaaret har sikkert gjort et godt Indtryk paa Alle, der overværede den. Exercerhuset har, som bekjendt, en saa anselig Længde, at de forskjellige Afdelinger, hvori Laget Medlemmer gruppere sig, bekvemt kunne foretage deres Øvelser uden at genere hverandre. I den ene Ende af det lange, med Gasblus oplyste Rum foretages Skydning til Skive med Salonbøsser, mest af ældre Metlmimer, længere fremme ses et "Trapez", der nærmest synes at tiltale de Yngste af de Unge, et Sted ere saakaldte Heisemaskiner" i en stadig Bevægelse, og et andet Sted vexle Længde- og Højdespring med den af Gymnastikerne saa meget yndede "Springen paa Hesten". Mest fornøjeligt var det dog maaske at betragte de rem militære øvelser, der foretages af tre Kompagnier med en Omhu, som om det var virkelige Rekruter, der undervises i det krigerske Haandværks ikke meget morsomme, men aldeles nødvendige Begyndelsesgrunde. Hovedsagelig beroer det smukke Indtryk, man modtager ved at overvære Lagets Præstationer, naturligvis paa den gode Aand, som Arbejderforeningens Medlemmer - kun Saadanne kunne være Deltagere - medbringe; men en væsentlig Andel deri har dog ogsaa Øvelsernes kyndige Ledelse, der godhedsfuldt er overtagen af Hr. Krigsassessor Svane med velvillig Assistance af D'Hrr. Petersen, Hornbeck, Olsen og Hasselman.

Dags-Telegraphen 31. oktober 1866).

Bygningen anvendtes til militæreformål, her under en afstraffelse: Spidsrodsløben i Exercerhuset. P. C. N. Klæstrup 1881. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Boltlaget er Navnet paa en Forening, dannet af en Del (for Øieblikket omtrent 500) Medlemmer i "Arbejderforeningen af 1860". Den har en Gang tidligere været omtalt i vort Blad, hvorfor vi idag skulle indskrænke os til Følgende. Af Medlemmerne have omtrent 200, Alle under den Alder, i hvilken de skulle være Soldater, sluttet sig sammen til gymnastisk-militære Øvelser, som de under kyndige og ivrige Læreres Veiledning drive med en Alvor og en Disciplin, som ikke er mindre end den, der finder Sted under Linierekruternes Exercits. Der er Ingen, der tænker paa ad denne Vei at slippe fri for Noget, Loven om hans Værnepligt og om Hærens Organisation vil fordre af ham, men der er hos Mange - gid vi turde sige hos Alle - en alvorlig Villie til at gjøre sig saa skikket, som det staaer i deres Magt, til Forsvarere for deres Fædreland. Naar det nu forholder sig saaledes - og det er Sandheden - , da er det dog ubegribeligt, at det skulde kunne gjøre Skade, at disse unge Mennesker, der ere i en Alder fra 17 til 21 Aar, øve sig i Gymnastik, Exercits, Bajonnetfægtning og Skyden. Almindelig Menneskeforstand tilsiger, at det er en god Gjerning; god for dem selv i en dobbelt Henseende og god for Hæren, der dog vist i Gjennemsnit er bedst tjent med saadanne Rekruter. Hvorledes de er andre Steder trindt om i Landet, skulle vi ikke udtale nogen Dom om, men vi tør med Bestemthed sige, at den Stræben, der leve i de unge Mennesker i "Arbejderforeningen af 1860", som have sluttet sig sammen, kan gjøre Krav paa den "Pris", som en æret Forfatter i dette Blad erklærer sig villig til som "den Første", at yde de Skytteforeninger, der "ene og alene øve sig i den Hensigt at gjøre sig fortrinlig dygtigt til Modtagelsen af den egentlige Soldaterundervisning for derved at afgive et godt Materiale til Befalingsmænd eller at bringe Hæren op til et udmærket Uddannelsestrin". Den Dag skal nok komme, da den ærede Forfatter vil være enig med os; til Gjengjæld skulle vi erklære os fuldstændig enige med ham i den Betragtning, at, saafremt disse Skytteforeningers Øvelser ville træde istedenfor den staaende Hærs eller blot ville giøre en Del af dennes Uddannelse overflødig - da ville de afstedkomme stor Skade.

Vi tillade os at benytte denne Leilighed til at takke de ærede Herrer, der af Interesse for Sagen give gratis Undervisning, og tillige til at opfordre de ærede Herrer Militære, som for Sagens Skyld ville gjøre denne Opofrelse af Kræfter og Tid, til at underrette derom enten dette Blads Redaktion eller Bestyrelsen af Boltlaget (kan træffes om Aftenen i Vingaardstræde Nr. 6, Stuen tilhøire).

(Dags-Telegraphen (København) 28. november 1866)

Kjøbenhavns offentlige Politiret. Oktober 1866. (Efterskrift til Politivennen)

Et udvalg af sager i Københavns offentlige politiret oktober 1866:

1ste Afdeling, Assessor Gudenrath.

Mandagen den 1ste Oktober.

- Detailhandler Stæhr erlagde Idag 1 Rd. for den Handel, der forleden Søndag Formiddag havde fundet Sted i hans Butik under Kirketiden.

- I Frederik den Syvendes Gade var der forleden løbet Kogjødning ud i Rendestenen fra Brændevinsbrænder Niels Sørensens Brænderi. Fem Dalers mindelig Mulkt.

- En tohjulet Frugtvogns Henstaaen paa Høibroplads, ikke-Betaling af en Mark for Vognens Transport til Kammeret samt et Løfte til Betjenten om, "at hun nok skulde vise ham noget Andet", vil paa Onsdag koste Sælgekone Birthe Petersen en lille Sum, hvor stor vides endnu ikke; det vil man erfare af Dommen.

- Ned til Værtshusholder Hans Sørensen i Hummergade Nr 2 traadte Frederik Valdemar Hvidt med to Kolleger, og Hvidt rekvirerede en Pægel Brændevin og en halv Hvidtøl. Da Drikkevarerne vare konsumerede, forlangtes der nok en Omgang, men Hans Sørensen vilde se Penge, førend dan paany udskænkede Brændevin og Øl. Herover udspandt der sig en Strid, og Hvidt med sine to Kolleger flygtede op fra Kjælderen, medens der i Flugten uvist fra hvem, blev sendt en tom Ølflaske ned gjennem Vinduesruden til Værtshusholderen. Der forelaa imidlertid ikke noget fuldgyldigt Bevis for, at Hvidt havde kastet Flasken, og da Historien nede i Kjælderen var en rent privat Sag, sluttedes Sagen med en Advarsel til Hvidt.

(Dags-Telegraphen (København) 2. oktober 1866).

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Torsdagen den 4de Oktober.

- Den 13aarige Johan Christian Mikkelsen benytter sine Fritimer til i Teglgaardstræde at øve sig i Stenkastning osv.; men naar han som forleden endnu en Gang skulde komme til at slaa to Ruder itu i en af Gadens Gaslygter, da vil han faa sig en Dragt Ris paa Raadstuen og ikke som idag slippe med, al hans Fader betaler Rudernes Værdi med 2 Mark.

- Kollektør Lorentsen modtog en Advarsel, fordi han, der havde faaet Tilladelse til at lade save og hugge Brænde paa Gaden indtil Kl. 8 om Aftenen, havde ladet dette Arbeide fortsætte til Kl. 11 3/4, indtil Savskærerne vare færdige.

- Værtshusholder Børsting slap undtagelsesvis ligeledes med en Advarsel mod oftere at have siddende Gjæster efter Midnat i sin Beværtning i store Torvegade Nr. 21.

- For at have kjørt med en Arbejdsvogn paa Kjøbenhavns Gader under Kirketiden lod Mælkeforpagter Christen Jensen fra Herstedøster indbetale 4 Mark i Mulkt.

- Bybud Niels Christensens Kone skal efter Sigende have faaet Tilladelse af Magistraten til at lave Blodpølser, og derfor er det vel, at Niels Christensen ikke kan udstaa at blive kaldt for "Pølse". Nu paastaaer han, at Bybud Hougaard har betitlet ham med dette Pølsenavn paa Hiørnet af Dronningens Tvergade og store Kongensgade, men derimod paastaaer Hougaard, at Niels Christensen havde kaldt ham for "Skræderpjalt" og stukket ham saadan En, at baade Næse og Mund blødte". Ved det derpaa følgende Slagsmaal blev Niels Christensen anholdt efter endel Modstand mod Betjenten. Da Vidneforklaringen gik Niels Christensen imod, dømtes denne, der ikke vilde rette for sig i Mindelighed, til at bøde 5 Rd. til Kommunens Kasse.

Christian Emil Hansen har forladt Ladegaarden, været paa mange Værtshuse, beruset sig i de klare Draaber og lagt sig til at sove. Men o Rædsel! da han vaagner, har en nedrig Ransmand røvet hans nye Træsko og Strømper og sat noget gammelt Skrammel i Stedet. Hvad skulde han gjøre? Han vendte tilbage til Ladegaarden og berettede sit Uheld, men Magistraten var vred og vilde have Christian Emil straffet, fordi han havde skilt den af med for 4 Mark Varer, og Ladegaardslemmet blev derfor idømt 18 Dages Tvangsarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 5. oktober 1866)

2den Afdeling Assessor Behrend.

Lørdagen den 6te Oktober

- Der blev atter idag foretaget Undersøgelser i Sagen mod Kartoffelhandler Hans Christiansen, der var tiltalt for at have paakjørt en Char-á-banc paa Peblingebroen, og Sagen skulde igjen have været udsat til yderligere Vidneførsel, men da der paakjørte Vogns Eier frafaldt Krav paa Skadeserstatning, fandt Handelsmanden det endelig raadeligst at indrømme sin Brøde og lovede inden en Maaneds Forløb at betale 5 Rd. i Mulkt.

- Fra Partikulier Rav Nissens Eiendom paa Amagertorv var der under Eierens Fraværelse blevet udskyllet endel urenligt Vand i Gadens Rendesten, og for denne Forseelse maatte han betale 2 Rd. til Fattigkassen foruden 24 Skilling til det  Bybud, der havde renset Gadens Rendesten.

- Proprietær von Halling, som var tiltalt for ikke at have efterkommet et ham af Sundhedskommissionen givet Tilhold om at oprense Veigrøften udenfor hans Eiendom paa Strandvejen, for at denne Grøft kunde optage Uhumskheder fra de tilstødende Lodseieres Grøfter, begjærede og fik atter idag sin Sag udsat i 8 Dage for at konferere med Politidirektøren, efterat han først havde meddelt, at Magistraten, "der jo ikke er meget hurtig i sine Afgjørelser", havde tilladt, at det skidne Vand førtes ad en anden Vei til Stranden.

- Kaperkudsk Jens Nielsen, som paa Christianshavn havde overkjørt er Kone og et lille Barn, uden at disse dog tog videre Skade, lovede at betale Doktorregningerne med 3 Rd. 78 Sk., hvormed Sagen sluttedes.

- Jens Nielsen kaldet "Stærke Jens" er tidligere straffet 4 Gange med Vand og Brød for Opsætsighed mod Politiet. Nu har han atter været paa Spil, gjort Spektakler paa Amagertorv, slaaet Hattene af to Veljente og været saa vild paa Stationen, at han maatte bindes og iføres Spænderem. Neppe havde Betjentene imidlertid bundet ham, førend Stærke Jens smøgede Spænderemmen af sig og leverede den fra sig, og først efterat 5 Betjente i fulde 3 Kvarter havde kæmpet med ham, lykkedes det dem atter at binde Kæmpen og bringe ham til Hovedstationen. For denne Vold mod Politiet henviste Dommeren Sagen til den samlede Kriminalret, efterat der var dekreteret Arrest paa hans Person.

(Dags-Telegraphen (København) 7. oktober 1866)

Tegner, xylograf, museumsmand Bernhard Olsen (1836-1922): Amagertorv. 1861. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

2den Afdeling. Assessor Behrend,

Torsdagen den 11te Oktober.

- Karlen Niels Knutsen modtog en Advarsel, fordi han fra beholderne paa Amager havde transporteret noget lugtende Indhold ud paa Landet i en aaben istedenfor i en lukket Vogn.

- En Borger fra Lyngby akkorderede forleden Aften med Droskekudsk Martin Olsen paa Amagertorv om, at Kudsken skulde kjøre Borgeren og hans Familie til Lyngby for en Betaling af 2 Rd.; men da Martin Olsen ved store Vibens Bom naaede Lyngbyomnibussen, negtede han at kiøre videre og opfordrede Passagererne til at stige ind i Omnibussen, idet han foregav at hans Hest var bleven halt. Da Borgeren derpaa steg ind i Omnibussen for ikke at komme til at tilbringe Natten paa Landeveien, affordrede Martin Olsen ham en Daler, hvilken han negtede at betale men endelig udredede, efterat Martin Olsen havde grebet noget af Mandens Reisetøi for at kjøre bort dermed. Uden nærmere at gaa ind paa de enkelte Detailer i Sagen holdt Retten sig kun til det Faktum, at Martin Olsen ved at forlange 1 Rd. for den paagældende Tur havde overtraadt Drosketaxten, og den stridige Kudsk blev derfor dømt til at bøde 5 Rd. i Mulkt til Kommunens Kasse.

- Droskekudsk Carl Emil Jensen blev af med 2 Rd., fordi han ved al kiøre paa Skinnerne havde Hindret en Sporvogn fra at komme frem paa Østerbro.

- Økonom Schön har Karlen Hans Peter i sin Tjeneste; da der ikke hverken fra Husbondens eller Karlens Side er skeet nogen Anmeldelse om Tjenestetiltrædelsen til Assistenten, kan ingen af Parterne undgaa at bøde 1 Rd. til Fattigkassen.

- Kommissionær Holst i Knabostræde havde haft en Pige i Tjeneste i 24 Timer uden at til- eller framelde hende. Herfor maatte Kommissonæren bøde 1 Rd. efterat have modtaget en alvorlig Advarsel, fordi han tillod sig at bemærke at det var "vilkaarligt" af Dommeren at mulktere ham.

- Sælgekone Stine Holm var tiltalt for at have foraarsaget Gadeopløb i Borgergade ved at udskjælde en Madam for Politispion. Under Sagens Behandling for Retten blev Dommeren nødt til først at mulktere Madam Holm paa 5 Rd for hendes upassende Opførsel og dernæst til at lade hende føre ud af Lokalet. Enden paa den langvarige Sag blev, at Stine Holm dømtes til at bøde 4 Rd. for at have foranlediget Gadeopløb.

- Madam Ane Christine Melby, der ved en Strid om en Frugtvogn havde foranstaltet Gadeopløb, lovede at betale 1 Rd. for sin Forseelse

- Bæren af to Madspande paa store Kongensgades Fortov kostede Thora Petersen 1 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 13. oktober 1866).

I Kjøbenhavn har Politiet atter anlagt sag imod 24 Urtekræmmere for Udsalg af saakaldet forfalsket Caffe. Mon det dog ikke var hensigtsmæssigere at overlade Caffecontrollen til Publicum, Caffedrikkerne selv, saalænge der ikke er Tale om Udsalg af nogen for Sundheden skadelig Substants? Eller skulde Politiet med samme Grund som med Caffen undersøge de Handlendes øvrige Artikler, saa kunde det jo hertil, trods sin Talrighed, behøve en deel Forstærkning, og Retterne bleve overfyldte med Qvalitetsprocesser. Her er jo dog Publicum den bedste Control og Dommer; hvor det faaer slette Varer, under den ene eller anden Benævnelse, vil det nok undgaae at kjøbe oftere forsaavidt ikke netop den ringere Vare søges af Kjøberen for dens større Villigheds Skyld. Det Politiet kalder forfalsket Caffe kan maaskee være mangen Kjøber et tjenligt Surrogat i Forhold til hans ringere Evne, og Prisen nødes dog altid til at rette sig efter Varernes Qvalitet. Hvorfor desuden alene stille Caffen under Politiets særlige Tilsyn, naar Politiet vil være Agent for Huusholdningerne? Der er fuldt op af alle de øvrige Forbrugsgjenstande, som kræve Forbrugerens Opmærksomhed ved Indkjøbet, og paatager først Politiet sig at være Tilsynshavende heri, saa bliver det ikke alene et uoverkommeligt Arbeide, men Publicum gjøres sløv for at paasee sin egen Interesse naar det troer, at Politiet har paataget sig Omsorgen for hvad dette dog ikke kan udføre.

Kjøbenhavns offentlige Politieret er endnu stadigt beskjæftiget med meget vigtige og interessante Retssager. Saaledes fortæller Flyp.: Sælgekone Stine Holm blev meget vred over, at et Pigebarn spurgte hendes lille 9aarige Datter, om hun ikke kjendte den Pige, som havde stjaalet nogle Ørenringe, og saa spurgte hun Pigen, "om hendes Moder ikke var Politiespion", og viste en høi Grad af Forbittrelse over, at Nogen kunde troe, at hendes Datter kjendte "Tyvetøse". Denne Forbittrelse gik endog saa vidt, at hun ved sin Skrigen og Skjænden samlede et Gadeopløb. Da hun heller ikke for Retten kunde lægge Baand paa sin Tunge, fik hun ved Dom foreløbigt en Bøde paa S Rd.; for hendes Gadespektakler blev der tillagt hende en Bøde af 4 Rd. 

- Thora Petersen, som havde baaret to store Madspande inde paa et Fortoug, lovede at bøde 1 Rd. for denne gruelige Forseelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. oktober 1866).

- - -

De af Politiet undersøgte Caffeforfalskninger have bestaaet i Tilsætning af brændte Kornsorter til brændt og malet Caffe, som ved at blandes med deslige billige Surrogater kunde sælges til betydeligt lavere Priis end reen Caffe. - Da bemeldte Surrogater ikke ere skadelige for Sundheden, vedkomme Undersøgelser derom - indrømmer Politiedirecteuren selv i sin Beretning - ikke Sundhedspolitiet, men ere som andre i Smaahandelen forekommende Vareforfalskninger Gjenstand for det almindelige Polities Opmærksomhed". Men hvorfor? Politiedirecteuren fortæller selv, at saadanne kaffesurrogater kunne sælges betydeligt billigere; hvorfor vil da Politiet indblande sig i og vanskeliggjøre det for Smaafolk, der ikke have Raad til at kjøbe ægte eller reen Caffe, fra at faae den blandede billigt? Forøvrigt tilføier Politiedirecteuren dog, "at Forhandling af Caffe, blandet med de nævnte for Sundheden uskadelige Surrogater, ikkun kan ansees for ulovlig, naar det ved Blandingen fremkomne Product sælges for Caffe, men derimod ikke, naar det sælges for hvad det virkelig er, nemlig Caffeblanding, hvilket da udtrykkeligt maa være angivet paa Emballagen". Kan da Politiet indestaae for, at al øvrig Caffe, der tituleres saaledes, er reen og ublandet, og selv om den er reen som Caffe betragtet, saa kan den dog være saa slet i Qvalitet, at den gjør ringere Virkning end den billige blandede. Den eneste Politiecontrol med Varer er Concurrencen og Publicum, som naar det virkelig bedrages - hvad der ikke skeer ved at kjøbe simple Varer billigere - vil forlade Sælgeren og i givne Tilfalde benytte Offentligheden til at advare.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. oktober 1866. Uddrag).

1ste Afdeling, Assessor Gudenrath.

Fredagen den 19de Oktober 

- I Gothersgadens Materialhandel Nr. 9 forhandles der en klar, lys og efter Omstændighederne ret velsmagende Levertran. Denne Tran har Stadslægen havt et godt Øie til og foranstaltet Forhandlerne, Dhrr. M. L. Møller & Meyer, tiltalte for Indgreb i i Apothekernæringen. I sin Tid blev denne Sag afvist fra den offentlige Politiret, men ved en Høiesteretsdom er det nu afgjort, at den skal behandles ved den offentlige Ret, og Politidirekteuren har derfor taget sig af Stadslægen og beordret de to Materialister tiltalte. Sagen blev idag udsat i 8 Dage, for at det kunde blive undersøgt, hvorvidt denne Levertran er den af de Lærde kaldte oleum jecoria aselli medicatum eller Tran der kan benyttes til Andet end medicinsk Brug, f. Ex. til at indsmøre Fedtstøvler med, til Belysning osv. osv.

- Proprietær Rosborg var tiltalt for at have kastet en Trepægleflaske ned fra sin Eiendom paa Oehlenschlägersgade, og skjøndt han godtgjorde, at den vedkommende Gade ikke er nogen offentlig Gade eller Vei, men derimod hans private Eiendom. som han efter eget Forgodtbefindende kan lukke for al Færsel, blev han dog i Analogi af Bekjendtgjørelsen af 28de Juli 1806 dømt til at bøde 4 Rd. til Kommunens Kasse.

- Droskekudsk Peter Petersen har at bøde 1 Rd. fordi han 1) har taget uberettiget Holdeplads ved Toldboden. 2) har lagt sig i Grønningens Grønsvær - omtrent 4 favne fra Køretøiet - , cg 3) ikke har spændt Skagler fra Drosken.

- Arbeidsmand Anders Jensen modtog en Advarsel, fordi han havde henkastet noget stinkende Kjøkkenaffald i Dannebrogsgade.

(Dags-Telegraphen 20. oktober 1886).

2den Afdeling. "Behrend.

Lørdagen den 20de Oktober

De to Sælgekoner Vilhelmine Cathrine Svendsen og Vilhelmine Javortzsky sad og drak deresi Caffe i en Gadedør i Adelgade, saa kom Høkeren i Stedet, Andersen, forbi og hørte, at Sælgekonerne talte om at "han var en Fjols og en Drukkenso". Andersen troede, at denne "han" var ham selv, og bad Konerne om at forlade Gadedøren. Det ytrede de ingen Lyst til, men spurgte ham høflig "om han var høiere Vedkommende", og dette Spørgsmaal blev Høkeren saa vred over, at han satte begge Konerne ud ad Gadeduen, ved hvilken Leilighed Mad. Zavortzsky fik en halv Snes Æg spolerede. Nu traadte Sælgekonerne ned til Høkeren og forlangte Erstatning for den spildte Kaffe og de ituslaaede Æg, men saa blev der Gadeopløb, og under Feiden i Kjælderen gik en Rude i Høkerens Butiksdør samme Vei som Æggene. Ganske vist havde begge Sælgekonerne foranlediget Gadeopløb, men da Høkeren havde været uberettiget til at kaste dem paa Porten i en Eiendom, hvor han kun var Leier, slap Mad. Svendsen med en Advarsel, hvorimod Mad. Javortzsky blev erklæret fri for Aktors Tiltale, da hun er død af Kolera.

(Dags-Telegraphen 22. oktober 1866. Uddrag).

2den Afdeling for offentlige Politisager.

(Assessor Behrend.)

Torsdag den 3die November.

Efterat Urtekræmmer Bie for uberettiget Næringsbrug var bleven mulcteret med 5 Rd., og en Sag mod Vognmand Carl Lund, der var sigtet for uforsvarlig Kjørsel, var hævet af Mangel paa Beviis, foretoges atter den Sag, under hvilken Urtekræmmer Salomonsen, Vesterbrogade 19, tiltaltes for Salg af forfalsket Kaffe. Salomonsen gientog sin Paastand fra forrige Møde om at det Kræmmerhuus i hvilket den solgte Kaffe udleveredes, var paaskrevet "blandet Kaffe", samt at Kiøber ikke havde forlangt prima Kaffe. Paa den anden Side maatte han indrømme, at Kjøberne hellerikke havde forlangt blandet Kaffe, og at det ikke mundligt var blevet dem tilkjendegivet, at Kafen havde denne Egenskab. I henhold til denne Forklaring blev Salomonsen imidlertid anseet for hjemfalden til den for Kaffeforfalskninger fastsatte Mulct, idet Dommeren bemærkede, at der behøvedes en utvivlsomt Tilkiendegivelse til Kiøberen, at det var blandet Kaffe, der solgtes dem, og en saadan Tilkjendegivelse ikke kunde siges at være tilstede, fordi der paa et smudsigt af Avispapir lavet Kræmmerhuus fandtes utydelig paaskrevel Ordet "blandet." Ikkedestomindre opsattes sagen endnu engang, da Salomonsen nu henholdt sig til en Skrivelse fra Politidirecteuren, i hvilken der formeentlig skal være givet de Handlende Ret til at sælge forfalsket Kaffe, naar den omtalte Paaskrift blot findes paa vedkommende Kræmmerhuus.

- - -

(Assessor Gudenrath )

Mandag den 5te Novemder.

- - -

Urtekræmmer Rasmussen, Istedgade Nr. 9, der var tiltalt for at have solgt forfalsket Kaffe, benægtede dette, idet han paa det Bestemteste paastod, at den Kaffe, han den omtalte Dag havde solgt til to Personer, som han meget godt vidste vare Betiente, var uforfalsket. Efter nogen Betænkning fandt Hr. Rasmussen det dog rigtigst at afgiøre Sagen paa den sædvanlige Maade ved at erlægge en Bøde af 10 Rd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5, november 1866. Uddrag).

Ane Hansdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Kvaksalveri. Ifølge en Indberetning til Stadslægen fra konstitueret Distriktslæge Dr. med. Studsgaard var denne den 31te Mai d. A. bleven kaldet til Bamet Carl Hermann Petersen, 2 Aar gammel, en Søn af Tømmersvend Petersen, boende i Aabenraa Nr. 8, hvilket Barn, der syntes at have havt Kighoste i længere Tid og af ham befandtes temmelig afmagret og lidende af en udbrudt bronchitis capillaris, hvoraf det afgik ved Døden den 3die Juni næstefter, efter Forældrenes Angivelse i længere Tid havde været under Behandling for den engelske Syge af en i Dronningens Tvergade boende Kone, den Tiltalte, Væversvend Lundbergs Hustru, Ane Hansdatter, imod hvem der derfor bleven lagt Sag for Kvaksalveri. Under denne Sag blev det ogsaa af den Tiltalte erkjendt, at hun for Betaling havde havt det ommeldte Barn under Behandling for den sidstnævnte Sygdom, hvoraf hun paastod, at det led, og imod hvilket hun anvendte forskjellige af hende sædvanlig brugte udvendige Midler, hvorhos hun tillige, da Barnet sidste Gang led af Hoste, som hun dog ikke antog for Kighoste, idet det efter Moderens Sigende var blevet forkjølet ved at sidde paa et vaadt Gulv, tilraadede, at Barnet skulde have et Afkog af Hørfrø og Kandissukker, Brystet besmurt med lunken Olie og i det Hele bedækkes med Vat. Da den Tiltalte sidst saa til Barnet, nemlig store Bededag, var det øjensynlig bedre, og hun fandt derfor ingen Anledning til at tilraade Moderen at søge Lægehjælp. Ifølge den Tiltaltes, af det iøvrigt Oplyste bestyrkede, Tilstaaelse havde hun, imod hvem der i 1864 havde været indledet en Undersøgelse for Kvaksalveri, uden at der dog dengang blev dekreteret Aktion imod hende, siden 1859 befattet sig med, dog først i de sidste 2 a 3 Aar, for Betaling at tage Personer under Kur for forskiellige Sygdomme, navnlig engelsk Syge, Gigt, Benskade, Bylder og tildels Fnat, imod hvilke hun væsentlig har anvendt udvendige Midler, fornemlig Salver, der efter den af Stadslægen afgivne Erklæring samtlige ere af en uskadelig Natur og saadanne, som af Enhver kunne erholdes paa et Apothek i Haandkjøb. Den Tiltalte, der har drevet denne Haandtering nærmest for at bidrage til sit og sin halvblinde Mands Underhold, har efter Angivende behandlet omtrent 30 Patienter om Aaret og kun benyttet de ovenanførte uskadelige Midler. Ifølge Stadslægens over Sagen afgivne Erklæring kunde det vel ikke bestemt paastaaes, at den Tiltalte paa indirekte Maade havde foranlediget Sygdommens dødelige Udgang hos det ovennævnte Barn, hvorimod det paa den anden Side maatte fastholdes, at hun ved at paatage sig dette Barns Kur og ved at fortsætte Behandlingen, efterat en ny akut Sygdom var tiltraadt, i høi Grad har bidraget til, at Barnet har maattet undvære den Kur og Pleie, der udfordredes for et saa alvorligt Tilfælde, og som alene vilde have været at søge i en kyndig og samvittighedsfuld Lægebehandling. Da der efter samtlige de foreliggende Omstændigheder ikke fandtes at kunne paalægges den Tiltalte noget Ansvar for at have foranlediget det ommeldte Barns Død, hvorfor hun tillige var aktioneret, blev hun, der er 57 Aar gammel og ikke for straffet, for det af hende i ikke ubetydeligt Omfang udøvede Kvaksalvere, der dog ikke iøvrigt er oplyst at have havt skadelige Følger for de Paagjældendes Helbred, ved Kriminal- og Politirettens Dom ifølge Lov af 3die Marts 1854 jfr. Frd. 5te Septbr. 1794 anseet med simpelt Fængsel i 1 Maaned.

(Dags-Telegraphen 6 oktober 1866).

Gravrøvere. (Efterskrift til Politivennen).

Det maa antages, at man ved et skærpet Opsyn og ved nogle Anholdelser nu har faaet Frederiksbergs gamle Kirkegaard nogenlunde fredet. Men en endnu langt værre Plyndring truer den nye Kirkegaard ved Roskilde Landevej. Indsenderen var Vidne til, at forleden Dag en Flok paa nogle og tredive Faar med et Par Væddere til Anfører, gjorde sig lystig blandt Gravene, tumlede sig muntert om mellem Resedaer og Asters og lod sig den fede Græsgangs Behageligheder smage godt. Modbydeligere end dette Syn var det, da Driverne kom til og med tykke Knipler ubarmhjertig slog løs paa Dyrene for snarest mulig at faa dem ud, formodentlig for at undgaa Opbringerpenge, der dog nok aldrig fordres, fordi de fredelige Gravere nødig indlade sig med brutale Folk. Der blev sagt, at slige Indbrud hørte til Dagens Orden, hvilket ogsaa er troligt, da den østlige Side af Kirkegaarden ud imod Fasanveien ikke er forsynet med an et Hegn end en tynd, lav, paa mange Steder for Mennesker og Dyr aaben Hæk. - Har den befolkede og tildels velhavende Kommune ikke Raad til at værne bedre om det sidste Hvilested, hvor der dog loves Fred? I Løbet af det Aar, Kirkegaarden har været tagen i Brug, skulle allerede c. 600 Brødre og Søstre der være blevne nedsænkede. Det er en Skandale at se den Plet, hvorom de Efterlevende kjærlig frede, oprodet af Svin, Lam osv. og nedtrampet af Driverne. Det fattigste Landsbysogn sørger dog for at have sin Kirkegaard i fredet Tilstand men Frederiksberg, saa tæt ved Hovedstaden emanciperer sig frit og flot fra Mure, Hegn og Gjærde. -ff

(Dags-Telegraphen 28. september 1866).

Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Rundetaarn underkastes i denne Tid en gjennemgaaende Reparation, foriden det skal afleveres fra Universitetet til Trinitatis Kirkes Bestyrelse. Ved denne Leilighed forekommer det "Dgbdt.", at der kunde træffes en for Færslen paa Kjøbmagergade ret heldig Foranstaltning, paa hvilken det derfor henleder Vedkommendes Opmærksomhed. Passagen imellem Rundetaarn og Regentsen er nemlig saa snever, at det ofte medfører Ulempe baade for Gaaende og Kjørende, og herpaa kunde der for en Deel raades Bod, ifald man vilde benytte Reparationsarbejderne til at aabne en ny Passage for Fodgjængere igjennem Rundetaarn fra Nord til Syd. Taarnets Diameter er os opgiven at være 18 Fod, og man vil da vistnok uden Skade kunne bryde en Dør igjennem paa hver Side af det med en Brede af f. Ex. 8 Fod medens man til Gjengjæld kunde tilmure Indgangsporten ud imod Regentsen. Paa denne Maade vilde Fodgjængere faae en bekvem Passage fra Gadens Udvidelse ved Kirkegaarden til den brede Deel af Landemærket, og der vilde saaledes ialfald for den gaaende Færsel være vundet betydelig. Saavidt man kan see, har der allerede tidligere paa den nordlige Side af Taarnet været en Udgangsdør, og isaafald vil den Forandring, vi tillade os at foreslaae, saa meget lettere kunne lade sig udføre.

(Horsens Folkeblad 27. september 1866).

Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866). (Efterskrift til Politivennen)

 

August Weger (1823-1892): Johann Heinrich Bartelsen. Koffardikaptajn, senere officer i den preussiske hær. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skipper Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866) var født i Maasholm ved Kappel nordøst for byen Slesvig ved Sliens udmunding i Østersøen. Han var af en skipper- og bondefamilie. Han blev gift i 1830 og ægteparret fik 16 børn, hvoraf 10 døtre overlevede ham. Om hans barndom, opvækst og tidlige liv vides ikke meget, men siden han blev 22 var han sømand, fra 1833 med egen jagt, Dorothea. I 1840'erne kom han i kontakt med de demokratiske og liberale strømninger i Slesvig og sluttede sig til oprøret i 1848. 

Bartelsen gjorde sig i 1849 bemærket ved Slaget i Eckernförde hvor danske krigsskibe blev nedkæmpet. Han deltog på slesvig-holstensk side, og bidrog til at redde den danske besætning på det brændende skib "Christian VIII", med fare for sit eget liv - skibet sprang i luften kort tid efter at det var blevet rømmet.

Eckernførde, 7. april. I går morges halv tre gik skipper Bartelsen fra Slesvig, medlem af søkommissionen Lorenz Karberg, skibsbygningsudstillingen fra Kiel, med 25 mand - hovedsagelig fra Arnis og Kappeln - og 10 mand fra slesvig-holstenske soldater om bord på den på reden liggende danske fregat "Gefion", tog kommandoen fra den danske besætning, gjorde det smukke skib klar til at sejle, hejste det tyske sorte, røde og guld flag under gaflen med tre begejstrede hurra og bragte denne nu tyske fregat sikkert ind i Eckernförde havn ved 5-tiden om morgenen, hvorefter kaptajn Donner - der netop var ankommet fra Holtenau med søfolk - indtog fregatten med sine folk. Fregatten bærer 60-pund, 30-pund og 18-pund kanoner.

Eckernförde, den 7. April. Gestern Morgen 2ein halb abgingen der Schiffer Bartelsen aus Schleswig, das Mitglied der Marine-Commission Lorenz Karberg, der Schiffbauconstruction Schau aus Kiel, mit noch 25 Männern - hauptsächlich von Arnis und Cappeln - und 10 Mann schleswig-holsteinischer Soldaten an Bord der auf er Rhede liegenden dänischen Fregat "Gefion", entnahmen der dänischen Besatzung das Commando, machten das schöne Schiff segelklar, hissten die deutsche schwartz-roth-goldene Flagge unter dreimaligen begeisterten Hurrah unterm Gaffel, und brachten diese nunmehr deutsche Fregatte gegen 5 Uhr Morgens sicher in den Hafen von Eckernförde, wonach der Capitain Donner - der von Holtenau mit Matrosengerade angelangt war - die Fregatte mit seinen Leuten besetzt. Die Fregatte trägt 60pfündige, 30pfündige und lage 18pfündige Kanonen.

(Neue preußische Zeitung 11. april 1849)

Slesvig, 8. april. Den vidunderlige ødelæggelse af det danske slagskib "Christian VIII" og erobringen af ​​den smukke fregat "Gefion" er af så stor betydning for vores land og vores fremtid givet den nuværende konstellation af europæiske forhold at vi stadig mangler at tilføje individuelle detaljer til alle disse som involverede sig i dette, også for at lade retfærdigheden ske. Efter at de to nævnte skibe havde smidt parlamentærflag og forhandlingerne var brudt sammen, begyndte der først ild fra det sydlige batteri. Dette besvarede skibene for en tid. "Christian VIII" forsøgte i mellemtiden at komme væk og lettede ankeret (ifølge andre, hvilket dog bestrides, blev ankertovet på det tidspunkt skudt ned). Brændingen var dog for høj, så den sejlede ind mod byen og kom til at ligge over for sydbatteriet, og så strandede den og gik så på grund, og senere strøg skibene det danske flag og hejste det hvide flag. Hvis der nu lå en overgivelse i dette, syntes der ikke at blive gjort noget for den nuværende besætning på skibene. Da flere skibskaptajner fra Kappeln, Arnis og Bartelsen fra Slesvig havde overværet begivenhederne hele dagen, ilede kaptajn Bartelsen, brødrene Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart m.fl. sig til kommandanten sammen med officerer og besætning på "Christian VIII" for at hente dem i land. Bartelsen gik derfor med overfyrmester Preutzer op på slagskibets dæk og gav kommandanten et brev, hvorpå denne efter at han havde foretaget nærmere undersøgelser, blev bragt i land med flere andre. Kommandøren blev båret i land gennem brændingen på Bartelsens anmodning, mens sømændene gik i vand til brystet. Mens Bartelsen var på skibet, fik han at vide at skibet var i brand. Han gik ned og så det brænde fire steder. Han beregnede efter at være blevet forevist krudtkammeret, at ilden ville vare til kl. 12, så ville ilden nærme sig krudtkammeret, og han siges at være af den mening at ilden måtte være udbrudt et andet sted. Tanken om at redde skibet lader ikke til at være faldet nogen ind. Efter at han og Preutzer havde aftalt at han skulle blive på skibet, anmodede Bartelsen om at de forlod det. Da danskerne ikke adlød ordren om at sætte skibet i søen, forlod han skibet sammen med kommandør Paludan. Skipper Bartelsen bad da de der stod i land, følge med til fregatten "Gefion" for også derfra at hente kommandanten. Ingen svarede dog før kaptajn Peter Petersen sprang ud i vandet og sluttede sig til ham i båden. Disse to fik så selskab af førnævnte Meyer og to fiskere fra Wesebye. Det ser ud til, at Eckernförde-fiskerne var bange. Disse mænd gik nu om bord på fregatten efter at have valgt Bartelsen som talsmand undervejs. Efter en halv time kom de; "Gefion" havde dog ikke hængt en stige ud. Men da et reb hang ned, klatrede Bartelsen op og bad om at tale med chefen for skibet. Tvunget op på dækket af en officer gik han til kaptajn Meyer i kahytten og bad ham tage sig sammen med en anden officer og 25 mand og følge ham. På spørgsmålet om, hvem der gav ordren, og hvad kommandøren i Eckernförde hed, opgav vores landsmand ikke navnet. Han svarede at han ikke kendte navnet, kun kommandoen, og at den straks skulle udføres. Da der stadig var nogen tøven og batteriet nu frygtede for Bartelsen, blev der sendt en kugle. Da Bartelsen havde sagt at hvis de ikke fulgte med, ville der blive affyret ild fra flere batterier, da hans liv var uden betydning, bragte disse skud sagen til afklaring, idet Bartelsen noterede sømændenes nedtrykte humør og forsikrede at de ikke vil blive udsat for noget. Nu gik chefen for fregatten, en anden officer og 25 mand ned i båden og blev budt velkommen af ​​de fem mænd, kl. 8.30 kom de til borgmesteren og fra da af overgivet til hertugen af ​​Coburg-Gotha. Da han fik at vide at kun unge artillerister fra Slesvig-Holsten betjente fortbatterierne, næsten uden officerer, gav kommandanten udtryk for, hvordan ulykken havde ramt danskerne i denne kamp i dag. Nu gjaldt det om at bringe skibet i havn, forgæves anmodede Bartelsen om det. Hertugen af ​​Gothas adjudant stillede derefter 1000 mark til rådighed for ham for at få den nødvendige styrke. De fem mænd fik selskab af andre fra Kappeln og Arnis, som tidligere havde været med til at redde besætningen på slagskibet, og gav Bartelsen fuld kommando. Så det lykkedes dem, også fordi den tyske flådekomité fra Kiel sluttede sig til kl. 01.00, at føre fregatten til broen i Eckernförde kl. 05.00. Så snart skibet lå for anker her, blev de resterende fanger landsat. (H.C.)

Schleswig, den 8. April.

Die wunderbare Vernichtung des dänischen Linienschiffes "Christian VIII" und die Eroberung der schönen Fregatte "Gefion" ist für unser Land und unsere Zukunft bei der gegenwärtigen Constellation der Europäischen Verhältnisse von so grosser Bedeutung, dass wir noch Einzelnes immer Nachtragen müssen, um Allen, die sich hierbei betheiligt, auch Gerechtigkeit widerfahren zu lassen. Nechdem die beiden genannten Schiffe die Parlamentair-Flagge gestrichen hatten und die Unterhandlungen abgebrochen waren, begann das Feuer zuerst aus der Südbatterie. Dieses ward von den Schiffen eine Zeitlang erwiedert. "Christian VIII" versuchte indessen fortzukommen und lichtete die anker (nach Anderen, was aber bestritten wird, wurde damals das Ankertau abgeschossen). Die Brandung war aber zu hoch, so dass es gegen die Stadt getrieben und der Südbatterri gegenüber zu liegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und der Südbatterie gegenüber zu lliegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und später die Dänische Flagge fallen liess; worauf die Schiffe die weisse Flagge aufzogen. Wenn nun hierin eine Uebergabe lag, so schien doch für die augenblickliche Besatzung der Schiffe nichts gethan zu werden. Da indessen mehrere Schiffscapitaine aus Cappelm Arnis und Bartelsen aus Schleswig dem Treffen den ganzen Tag über mit angesehen hatten, so beeilten sich namentlich Capitain Bartelsen, die Gebrüder Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart und Andere den Commandeurnebst Offizieren und Mannschaft von "Christian VIII" an's Land zu holeen. Bartelsen begab sich deshalb mit dem Uber-Feyerwerker Preutzer auf das Deck des Linienschiffes und überbrachte dem Commandeeur ein Schreiben, worauf dieser, nachdem er nähere Erkundigungen eingezogen hatte, mit mehreren Andern an's Land gebracht wurde. Indem der Commandeur, auf Bartelsen's Aufforderung, durch die brandung an's Land getragen wurde, mussten die Matrosen bis an die Brust durch das wasser gehen. Während bartelsen auf dem Schiffe war, wurde ihm gesagt, dass es im Schiffe brenne. Er begab sich in die unteren Räume und sah es an vier Stellen brennen. er berechnete, indem er sich die Pulverkammer zeigen liess, dass der Brand bis 12 Uhr andauern könne, bis das Feuer der Pulverkammer sich nähern werden, und soll der Mainung sein, dass das Feuer noch an einer anderen Stelle ausgebrochen sein müsse. Der Gedanke an eine Rettung des Schiffes scheint Niemanden eingefallen zu sein. Nachdem er und Preutzer sich dahin verständigt hatten, dass dieser auf dem Schiffe bleiben solle, Bartelsen's Aufforderung. Die bote von dem Schiffe in die See zu bringen, von Seiten der Dänen nicht Folge gegeben war, verliess er mitt dem Commandeur Paludan das Schiff. Hierauf forderte Schiffer Bartelsen die am Lande Stehenden auf, sich mit ihm nach der Fregatte "Gefion" zu begeben, um ebenfalls von dieser den Befehlshaber zu hoolen. Niemand meldete sich aber, bis der Capitain Peter Petersen aus Sonsackerin's Wasser sprang und sich zu ihm in's Boot begab. Diesen beiden schlossen sich dann noch der vorerwähnte Meyer und zwei Fischer aus Wesebye an. Es scheint, dass sich dis Eckernförder Fischer gefürchtet haben. Jene Männer, schifften nun an die Fregatte, indem sie Bartelsen unterwegs zum Wortführer erwählt hatten. Nach einer halben Stunde kamen sie an; allein der "Gefion" hatte keine Leiter ausgehängt. Da aber ein Seil hinab hing, so kletterte Bartelsen, an diesem bis in die Hängematten empor und verlangte den Commandeurr des Schiffes zu sprechen. Von einem Offizierauf's Deck genöthigt, begab er sich zu dem Capitain Meyer in die Kajüte und forderte diesen auf, sich nebst einem anderen offizier und 25 Mann zu übergreben und ihm zu folgen. Auf die Anfrage, von wem der Befehl komme und wie der Commandant von Eckernförde heisse, berliess unsern Landsmann seine Geistesgegenwart nicht. Er antwortete, dass er den Namen nicht wisse, nur den Befehl kenne, und dass derselbe sogleich ausgeführt werden müsse. Da noch einige Zögerung entstand und man auf der Batterie jetzt für Bartelsen fürchtete, wurde eine Kugel hingesandt. Da Bartelsen geäussert hatte, dass, falls man nicht folgen werde, von mehreren Batterien Feuer gegeben werden würde, indem es auf sein Leben dabei nicht ankomme, so führten diese Schüsse zum Abschluss der Sache, indem Bartelsen die gedrückte Stimmung der Matrosen durch die Versicherung zu heben suchte, dass ihnen keinee Unbill viderfahren werde. Nun begaben sich der Commandant der Fregatte, ein zweiter Offizier und 25 Mann in das Boot und wurden von den fünf Männern um 8½ Uhr an den Herrn Bürgermeister und von da an Se. Durchl. den Herzog von Coburg-Gotha abgeliefert. Auf die Mittheilung, dass nur junge Schleswig-Holsteinische Artilleristen fast ohne Offiziere die Schanzbatterieen bedient, sprach der Commandeur es aus, wie das Unglück die Dänen in diesem Kampfe heute verfolgt habe. Jetzt kan es darauf an, das Schiff in den Hafen zu bringen. Vergebens forderte Bartelsen dazu auf. Von dem Adjudaten des Herzogs von Gotha wurden ihm dann 1000 Mark zur Verfügung gestellt, um die nöthigen Kräfte zu bekommen. Den fünf Männern gefellten sich nun auch andere aus Cappeln und Arnis, die bisher bei der Rettung der mannschaft des linienschiffes anablässig thätig gewesen waren, bei, und übertrugen Bartelsen das volle Commando. So gelang es ihnen, denen noch um 1 Uhr das Comite der Deutschen Marine aus Kieel beitrat, die Fregatte Morgens 5 Uhr an die Brücke in Eckernförde zu führen. Sobald das Schiff hier befestigt war, wurden die übrigen Gefangenen ausgeschifft. (H. C.)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 12. april 1849)

Efter Treårskrigen kom han under politiopsyn, men måtte dog stadig foretage sine fragter, indtil han i februar 1852 blev idømt 2 gange 4 dages vand og brød for at have udbragt en skål for Slesvig-Holsten på et værtshus. Han blev efterfølgende forbudt at besøge noget værtshus. Han var i en periode sat i husarrest af politimester Leisner som er behandlet andetsteds på denne blog. 

Han blev i danske aviser under krigen 1864 beskrevet som en landsforræder. I tyske som en helt. Om hans indsats ved Dannevirke følgende danske artikel:

En slesvigsk Forræder. Af et os meddeelt Brev optage et følgende Afsnit, der giver en ganske interessant Oplysning om en af de slesvigske Forrædere, som have vejledet Fjenden under hans Angreb paa Dannevirke:

"Lad mig tilføie et Par Ord om en Personlighed, der har spillet en Hovedrolle ved Preussernes Overgang over Slien ved Arnæs. I Byen Slesvig har der levet og lever endnu en Skipper Bartelsen, barnfødt der i Byen, alt saa dansk; med sin Jagt "Dorothea", der for Tiden ligger i Lübeck, har han holdt en stadig Fart mellem dette Sted og Slesvig. Allerede i den forrige Krig spillede han en fremragende Rolle; han var saaledes en af Hovedlederne ved den sørgelige Ekernførde-Affaire og har stadig været paa færde ved alle oprørske Foretagender. Han blev derfor ogsaa, saa vidt jeg veed, undtagen fra Amnestien, men senere paa Grund af sin store Familie benaadet; dog har han maattet udstaae en kort Fængselsstraf. Strax ved Begyndelsen af det nærværende Oprør i Holsteen var han med at forberede Demonstrationer i Slesvig, men blev nødsaget til at forlade Slesvig og begav sig da tit Kiel, hvor han stillede sig til "Hertugens" Disposition. Da denne ikke gav ham Udsigt til Virksomhed, tilbød han Prinds Friedrich Carl sin Tjeneste som Fører ved en eventuel Overgang over Slien. Han gav Prindsen meget detaillerede Beskrivelser af Dannevirkestillingen og opgav ham hvor og paa hvilken Maade den bedst kunde omgaaes. Prindsen modtog Forræderens Bistand, gav ham Officeers Rang og ansatte ham som Næstkommanderende ved Brotrainet. I denne Egenskab har Bartelsen ledet hele Overgangen over Slien. Han tilvejebragte fra Kiel og Ekernførde de 200 Baade, som blev benyttede ved Arnæs, han førte saa at sige Fjenden lige ind i Baadene han gav Forholdsregler for Overfarten og var det Hele den ledende Mand. Jeg haaber, at den Dag skal komme, da Bladet vender sig, og at retfærdig Straf da vil ramme denne skjændige Landsforræder og dem, der have forbrudt sig som han."

Dagbladet (København) 24. februar 1864)

Skipper Bartelsen havde foreslået at beskytte pontonbroen ved Egernsund (som han havde været med til at lave) den 18. februar 1864 efter Rolf Krake-affæren ved at spærre farvandet med sænkede fartøjer. Det kom dog ikke til udførelse. Han blev udnævnt til preussisk skibskaptajn med ansvar for kystbevogtningen, dvs. bevogtningen af Flensborg Fjord, observation af fjendtlige skibe og kystsignalapparaterne. Han foreslog - dog uden held - at spænde fiskenet tværs over Vemmingbund for at de kunne stoppe det danske krigsskib "Rolf Krake"s skrue.

I starten af juni blev der i danske aviser berettet om at Bartelsen i slutningen af maj havde opholdt sig på Als hvor han optrådte i civil og rekognocerede terrænet med henblik på den senere overgang. Han optrådte efterfølgende officielt med preussisk uniform. Knap en måned senere var han en af lederne ved overgangen af Alssund. Hans egen beretning om overfarten kan læses i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864:

En Sømand, som ledede Overgangen til Als (Skipper Bartelsen fra Slesvig) melder derom i "Itzeh. N.": "Først sattes 3000 Md. over i 180 Baade, som roedes af (20) frivillige slesvigske Skippere, preussiske Pionerer og 1½ Bataillon Infanteri; de danske Batteriers Ild var meget hæftig; men kun 2 Baade kæntrede, 60 Md. saaredes og dræbtes; 100 Skridt fra Land sprang Preusserne i Vandel (2-3 Fod dybt) og stormede strax Batterierne. Efter 1 Times Forløb kom atter 3000 Md. over i Baadene; de foruroligedes ikke af det danske Skyts. Da det 3die Hold (3000 Md.) skulde sattes over, kom "Rolf Krake" til; det var et meget piinligt Øieblik ; det regnede ned omkring os med Shrapnells; niende preussiske Batterier tvang heldigviis snart "Rolf Krake" til at vende om. Artilleriet fattes dernæst over paa Dobbelt-Pontoner, der vare sammenbundne, betakkede med en Træbro og paa begge Sider forsynede med et Rækværk, saa at ethvert Par dannede en ordentlig Færge; Kanonerne kjørtes fra Pontonbroen i fuld Fart ned i Vandet, hver af 6 Heste; dernæst roede man videre. Kl. 10 om Form. var hele den preussiske Styrke paa Als: 20,000 Md. Infanteri, 2 ridende Batterier, 2 Cavalleriregimenter."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864)

Under krigen 1864 blev han dekoreret 2 gange af preusserne. Han blev i november 1864 udnævnt som krydstoldinspektør på Slesvigs og Holstens østkyst. Ved en festlighed for 5. april 1849 fik Bartelsen i 1865 af "taknemmelige medborgere" overrakt en sølvpokal af borgmesteren i Eckernförde. I juli 1865 søgte han stillingen som havnekaptajn i Kiel. Han fik overdraget at forestå Sliens opmudring, og var rejst til Hamburg for at hente en muddermaskine, men blev samtidig smittet med kolera. Han døde deraf den 27. august 1866 i Kappeln (Slesvig - der i mellemtiden var blevet preussisk).