Kvindens Frigørelse. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindens Frigørelse.

Man er saa tilbøjelig til at tro, at de Ideer om Frihed og ligeberettigelse, der nu synes at skulle bryde igennem, er nyopfundne Fantasterier, der fremsættes af "upraktiske Sværmere"; men har man lidt Kendskab til det egentlige Folk i Fortiden, da vil man vide, at disse Tanker har gæret i Massernes Bevidsthed gennem mange Aarhundeeder, før de har naaet at komme saa nær op til Begivenhedernes Overflade.Der gives, som den vise Salomon siger, intet Nyt under Solen; hvad der nu fuldmodent bryder ud og griber den store Mængde har mange Gange tidligere været fremsat af enkelte, oplyste Mænd, hvis Tankegang har været forud for deres Samtivd; og har disse enkelte i fjerneste Maade naaet at se Resultater af deres Virksomhed, har de end maattet lide for deres første Overbevisning, saa vil de dog for Forskeren stedse staa som de Banebrydere, hvem Menneskeslægten skylder en evig Taknemlighed. 

Vi har flere Gange paavist, at de politiske Frihedsideer, som i. Eks. fremkom i den franske Revolution, var Resultaterne af en Bevægelse, hvis første Spor ligger i den tidlige Middelalder, og for den saakaldte "Kvindeemancipations" Vedkommende, som vi idag vil omtale, gælder akkurat det samme. I Anledning af Stuart Mills Bog om dette Emne, havde "Berlingske Tidedde" i sin Tid en Artikel, som med den Uvidenhed og Overfladiskhed, der udmærker Alt hvad der fremkommer i det nævnte Blad, sætter Bevægelsens Begyndelse til Slutningen af forrige Aarhundrede. Dette er aldeles falsk. Savel fra Midten af det 16de, som især fra Midten af det17de Aarhundrede ekstisterer der en rig Literatur, der behandler dette Spørgsmaal, og enkelte af disse Bøger er endog med ganske faa Forandringer dukket op igen i den nyere Tid, da Spørgsmaalet paany er blevet "brændende". *)

Hvad Fortiden har tænkt og troet, kan imidlertid vel være interessant at gøre sig bekendt med, men det Vigtigste for os, der lever i Reformernes Tidsalder, bliver dog ved en omhyggelig Undersøgelse af selve Sagen at drage de faktiske Forhold frem for at se, hvor Fejlen ligger, og ad hvilken Vej Hjælpen skal søges.

Men allerede ved det første Blik paa Kvindens Stilling i Samfundet vil der være to forskellige Opgaver, den første at undersøge, hvorledes Kvindens Forhold er i det Hele taget, den anden, hvorledes hendes Stilling er specielt som Arbejderske. Vi har, strængt taget, kun med det sidste Spørgsmaal at bestille; men det hænger dog saa nøje sammen med det første, at en forudgaaende Omtale af dette er absolut nødvendig.

* * *

Historien lærer os ganske vist, saa langt vi end gaar tilbage, at Kvinden har været Manden underordnet, undertiden endog ligefrem hans Slave; men skulde denne Grund have afgørende Betydning, saa vilde den samme Bevisførelse i sin Tid have foraarsaget, at Trældommen aldrig var bleven afskaffet, ti denne havde ogsaa Aartusinders Hævd. Vi maa derfor gaa over til at spørge, om der i selve de naturlige Forhold maaske er en Grund hertil. Hvad Legemsstyrken angaar vil vi ikke faa nogen Afgørelse; Kvinden er vel svagere bygget end Manden, men det er Opdragelsen Skyld, der gennem saa lang Tid har fordømt den ene Halvdel af Menneskeslægten til at sysle med Arbejder, som ikke kan tjene til at styrke og udvikle de fysiske Kræfter. Hvor dette i mindre Grad har været Tilfældet, f. Eks. iblandt Bondestanden, der vil man heller ikke træffe stor Forskel i denne Henseende. Aandelige Evner kan man næppe nægte, at Kvinden besidder i lige saa høj Grad som Manden: er der enkelte Retninger, hvori hun synes svagere, saa er der til Gengæld andre, i hvilke hun langt overgaar ham.

Men trods dette underkues hun ved alle Lejligheder. Hendes Opdragelse er slet, og beregnet paa hendes fremtidige Umyndighedsstand hun vænnes til at beskæftige sig med Ubetydeligheder, til ikke at kunde undvære Mandens Beskyttelse, til at tie i alle offentlige Anliggender, som dog ligesaavel angaar hende som ham, hun bliver endelig, naar hun er voksen, stillet imellem to lige vanskelige Valg; enten blindt at kaste sig i Armene paa en Mand, som kan forsørge hende, og hvem kun i de færreste Tilfælde kender tilstrækkeligt til at kunne vide om hun vil komme til at elske ham, eller at sidde Livet igennem som "gammel Jomfru"; en sandelig ikke misundelsesværdig Stilling, der tidt forhaanes at Folk, og hvorfor? Fordi den er unaturlig, fordi den i sin nuværende Skikkelse er et Vrængebillede af et Menneskeliv. Og opnaar hun den "Lykke" at blive gift, saa begynder Ubehagelighederne først ret. Hendes Liv gaar hen med Smaaskænderier over Ubetydeligheder dels med Manden, dels med Tjenstefolkene, faar hun Børn, saa optager disse den øvrige Tid, og faar hun ingen, saa fordømmer den gode Tone hende til at sidde og kede sig alene hele Dagen, mens Manden gaar til Forretningerne, hvis hun ikke foretrækker at gaa aldeles op i Gulvvask og Madlavning.

Ja, kan man svare, men er ikke Børneopdragelsen eller endog alene Styrelsen af Huset en saa vanskelig Pligt, at dets Opfyldelse med Rette kan lægge Beslag paa et Menneskes hele Liv. Nej, og atter nej! Bliver Børnenes Opdragelse virkelig alene overladt til Moderen, saa bliver Børnene i et af ti Tilfælde forhærdede, og hvad Husholdningen angaar, da fordrer Moden ogsaa, hvis Pengene tillader det, at der baade holdes Husjomfru og Pige, eller idcetmindste der sidste. Men hvor bliver saa Hustruens Gerning af?

Hvad vi her har sagt gælder navnlig Storborgerinderne, om muligt endnu værre er Forholdet, naar vi kommer ned til Arbejderklassen. Her er det ikke Tale om Huslighed eller Børneopdragelse. Konen maa arbejde med, hvis Familien ikke skal sulte. I Virksomhed paa Fabriken eller ved andet Arbejde fra den tidlige Morgen til sent om Aftenen, maa hun overlade de mindre Barn til deres Skæbne, medens de større faar deres Opdragelse paa Gaden eller i de usunde, helbredsfarlige Fabriklokaler. Skal hun sy eller lave Mad, bliver det Ekstra - og Hastværksarbejde; Husligheden forsvinder og den unge Pige forvandles i faa Aar ved et strængt Arbejde og Næringssorger til en bleg, hentæret Skikkelse, som Muanden med et Slags Samvittighedsnag undgaar Synet af ved at løbe paa Kroen, hvor han drikker sine Penge op og spilder sin Tid.

Vel ved vi, at det ikke er saaledes overalt, der findes ogsaa Familier blandt Arbejderne, hvor der hersker Orden og Hyggelighed og hvor Familielivets mange gode Sider faar Lov til at udvikle sig. Men saadanne Tilfælde er Undtagelser; den Udvikling, som vort nuværende Samfund faar, vil om kort Tid ødelægge Familielivet saavel i de højere, som i de lavere Klasser Og vel at mærke, den vil ødelægge det Gode deri uden at borttage bet Onde; Præstevielsen, det uopløselige Baand, beholdes medens Husligheden gaar tilgrunde.

Men hvorledes stiller Socialismen sig nu ligeoverfor det moderne Ægteskab? Vil vi opløse det i den Forstand, at vi vil tvinge noget Menneske til at bære sig anderledes ad end tidligere, naar han vil gifte sig? Nej, aldeles ikke. Det er os ligeagydigt, hvorledes en Mand arrangerer sig med sin tilkommende Kone; det er os ligegyldigt om han saa tager tre Præster tilhjælp, naar han skal belægges med "Hymens Lænker." men det er os selvfølgelig ogsaa aldeles ligegyldigt, om han saa slet ingen Præsts Bistand ønsker. Hermed mener vi ikke, at Folk aldeles ingen Love skal være underkastede, naar de gifter sig, men vi har tænkt, at hvis de for de verdslige Myndigheder sluttede den til for Pengeforholdenes Skyld nødvendige Ægteskabskontrakt, saa maatte det aldeles bero paa Vedkommende selv, om de bagefter ønsker Kirkens Bistand eller mener at kunne undvære den. Og hvad vi navnlig lægger Vægt paa er, at det Baand, der knyttes, ikke bliver saa vanskeligt at løse, som det nu er. Hvis der virkelig for et Par ÆgtefoIk kommer Grunde tilstede, der kunde gøre det ønskeligt at skilles, da bør de kunne gøre det uden Hinder og uden at det skal betragtes som en Skam. For Øjeblikket er Forholdets Løsning nemlig forbunden med saa mange Omstændigheder, at mange tvinges til at leve i et sandt Helvede med hinanden, medens de ved at gaa hver sin Vej vilde kunne undgnaa den Ulykke, hele sit Liv at maatte lide for at maaske ubesindigt Skridt, der er foretaget i Ungdommen. Vi er ogsaa overbeviste om, at selve den Tanke at kunne blive fri, vilde forsone Mange med Ægteskabets Ubehageligheder.

Men vi indrømmer, at det ved en saadan Ordning maaske vilde komme til at gaa ud over Kvinderne, hvis de vedblev at være saa undertrykte som hidtil. Der maa derfor ske en Forandring heri, og denne skal vi omtale i et følgende Numer.

*) Hvis [Forf.] skulde ønske nærmere Opløsninger om denne Literatur, vil han kunde faa dem paa det kongetige Bibliothek, hvor der findes omtrent en Snes af disse Bøger

(Socialisten 23. december 1871).

Arbejderforholdene paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Lidt om Arbejderforholdene paa Vandet.

Indsendt.

Arbeidsrøret har jo nu vækket en stor Del Arbeidere. Arbeiderne indsee, at der kan gjøres noget for at forbedre deres usle Kaar. Men det har ogsaa vækket Storborgerne, og man hører allerede en stor Del vedgaa, at Arbeiderens Stilling i Samfundet er slet; men endel kvæder endnu den gamle Vise, at naar Arbeideren er flittig og afbenytter Tiden godt, kan han og Familie leve anstændigt. De lange Vinteraftener kan der fortienes en Del ved at binde Kurve, flette Maatter og slige Ting. De Mænd, som bruge disse Talemaader, maa ikke kjende Arbeidsforholdene paa Landet tilgavns, eller ogsaa maa de være Mennesker, som ikke have Hjerte for andre end dem selv.

Da jeg er født paa Landet og nøie bekjendt baade med Arbeidstiden og hvad en Arbeidsmand kan fortjene et Aar om, skal jeg forsøge at fremsætte en Opgjørelse deraf. Arbejdstiden paa Landet retter sig ikke efter Taarnuhret som i de store Byer. Om Sommeren er Arbeidstiden paa Landet fra Solopgang og til Solnedgang, med Undtagelse af en halv Time Formiddag og Eftermiddag til Spisetid, og fra Kl. 12 2 om Middagen ligeledes til Spise- og Fritid. Der kan vist Ingen klage paa, at dette jo er en tilstrækkelig lang Arbejdstid; men saa er det hen paa Efteraaret og om Vinteren, man raaber paa, at Arbeidsmanden har saa megen Fritid. Lad os se lidt nøiere paa den Ting. Om Efteraaret og Vinteren gjælde Solen ikke mere for Arbejdstiden; saasnart det gryer ad Dag, og som oftest allerede Kl. 6 om Morgenen, møder Arbeidsmanden, baade den som skal tærske i Loen og den som skal grave Marken, der er det meste Arbeide paa Landet om Vinteren, og dermed fortsættes, med Undtagelse af den nødvendige Spisetid, til Kl. 5½ om Eftermiddagen. Men Kl. 5½ maa han ikke gaa hjem og begynde at flette Kurve, saa skal der spises Mellemmad, som vi kalde det paa gammel Jydsk, og dertil bruges en halv Time, saa Kl. 6. Derefter skal der skjæres Hakkelse til Hestene; der skal Arbeidsmanden ogsaa hjælpe til; dette tager en god halv Time, saa er Kl. 6½ og nu skal der spises Aftensmad. Kl. er nu 7, og endelig maa Arbeidsmanden gaa hjem. Dersom han nu har et lille Stykke Vei at gaa inden han naar sit Hjem, saa bliver Kl. henved 7½. Den Tid der saa er tilbage indtil han lægger sine trætte Lemmer til Hvile, den maatte han altsaa ikke bruge til at læse i en god Bog eller til at underholde sig med sin Familie, som han er skilt fra hver Dag; men saa fordres der, at han skal binde Kurve eller forrette andet Aftenarbeide, som der igrunden Ingenting er at fortjene ved. Ja paa den Maade er Arbeidsmanden et Trældyr i menneskelig Skikkelse. 

Nu da vi er paa det Rene med Arbeidstiden, skal vi se, hvad Arbeidsmanden kan fortjene et Aar. Da Skiftetiden med Tjenestefolk paa Landet i Reglen er den første November, vil jeg regne Arbeidsaaret fra denne Dag. I Maanederne November, December, Januar og Februar faar Arbeidsmanden 24 sk pr. Dag. Derefter vil vi nu see, hvormange Arbeidsdage der bliver. Søndagen regnes ikke for en Arbeidsdag, og en Sognedag i hver Maaned maa Arbeidsmanden have for at gaa til nærmeste Kjøbstad og dente Livsfornødenheder hjem til Familien. November har altsaa 25 Arbeidsdage. I December kommer Juledagene; den har altsaa kun 22 Arbeidsdage. Januar har 23 Arbeidsdage. Februar har ogsaa 23 Arbeidsdage. For de fire Maaneder bliver 24 sk daglig 23 Rd. 1 Mk. 8 sk. I Marts og April er Daglønnen 2 Mk. pr. Dag. Marts har 26 Arbeidsdage. I April kommer Paasken; denne Maaned har altsaa kun 21 Arbeidsdage. For disse to Maaneder beløber Arbeidslønnen sig til 15 Rd. 4 Mk. Mai og Juni faaer Arbeideren 2 Mk. 8 sk pr. Dag. Mai har 23 Arbeidsdage; i denne Maaned indtræffer alm. Bededag, Christi Himmelfartsdag og Pintsen. Juni har 25 Arbeidsdage. I disse to Maaneder tiener han 19 Rd. 5 Mk. Juli og August faaer han 3 Mk. pr. Dag. Juli har 25, August 26 Arbeidsdage. Fortjenesten for disse to Maaneder udgjør 25 Rd. 3 Mk.

September og Oktober faaer han 2 Mk. pr. Dag. September har 25, Oktober 26 Arbeidsdage. For disse to Maaneder udgiør Fortjenesten 17 Rd. Arbeidsmanden faaer tillige Kosten hos Arbeidsgiveren. Ialt beløber en Arbeidsmands Fortjeneste paa Landet sig altsaa til et samlet Beløb af 101 Rd. 1 Ml. 8 sk. eller med et rundt Tal til 100 Rd. Det er kun under de allerheldigste Omstændigheder at Arbeideren kan have saa stor Fortieneste, nemlig naar han har Arbeide hver Dag, og naar hverken han eller nogen af Familien bliver syge. Gjennemsnitsbeløbet af en Arbeidsmands aarlige Fortjeneste udgiør vist neppe mere end 80 Rd. Af denne Sum skal der udredes Husleje og indkjøbes Ildebrændsel, hvortil vil medgaa 25 a 30 Rd., og der er altsaa kun et Beløb af 60 a 70 Rd. tilbage eller omtrent 1 Ml., siger og skriver 1 Mark daglig, til Levnetsmidler. Klæder, Lys, Husgeraad og alle andre Udgifter som forefalder for en Familie, Desuden skal Manden koste sig selv de hellige Dage og de Søgnedage der før er omtalt. Nu staar det til Andre at dømme om der kan komme saa god en Levemaade ud af den Capital, som en Arbejdsmand aarlig kan fortjene.

Poul Pedersen, Snedker i Aarslev

(Aarhus Amtstidende 15. december 1871).

Arbeidslønnen Paa Landet. Det tør ansees for at være en Kjendsgjerning, at Arbeiderne paa Landet leve under ugunstigere Vilkaar end i Kjøbenhavn, og det er derfor meget glædeligt, at større Arbeidsgivere paa Landet begynde at tage Forholdsregler til Forbedring af deres Arbeideres Kaar. I en Skrivelse til Arbejdsgiverne i Præstø Amt har "Overbestyrelsen for Foreningen til Forbedring af Huusmands- og Arbeidsklassens Kaar i Præstø Amt" (Pastor Gøtzsche i Fensmark, Grev C. Moltke til Lystrup, Lehnsbbaron Reedtz-Thott, Hofjægermester G. Grüner, Lærer Arentzen i Steensby, Gaardmand Jens Olsen i Sjelle og Lærer Vinter i Dysted) fremsat Forslag til Arbeidslønnens Regulering i Forhold til Kornpriserne. Forslagene ere følgende:

"Daglønnen sættes i Forhold til Bygprisen saaledes som denne bestemmes ved Capitelstaxten. 

For Vinterhalvaaret, regnet fra 1ste (15de) October til 1ste (15de) April, vil Daglønnen passende kunne være halvt saamange Mark, som Bygget koster Rigsdaler.

For Sommerhalvaaret fra 1ste April til 1ste October forhøies ovenanførte Dagløn med en Trediedeel; istedetfor fra 1ste Arpil til 1ste October kan ogsaa sættes fra 15de til 15de October.

(En halv Skilling eller derover regnes for en heel Skilling, under en halv Skilling regnes ikke med.)

Da Capitaltaxten først sættes ved Januar Maaneds Udgang, gives fra 1ste October til 1ste Februar enten en Dagløn, som svarer til den almindelige Markedspris, eller en Dagløn, som er noget mindre end Markedsprisen vilde berettige til, og Huusbonden efterbetaler da, hvis sidste Methode vælges, Resten paa een Gang, naar Capitalstaxten er sat.

Den nævnte Capitalstaxt afgiver Rettesnoren indtil paafølgende 1ste October.

Naar, saaledes som for Tiden er Tilfældet, Bygprisen er 6 Rd., vil altsaa Daglønnen i Vinterhalvaaret være 3 M.k om Dagen, og i Sommerhalvaaret 4 Mk. om Dagen for en fuldt arbeidsdygtig Mand paa egen Kost. For et Fruentimmer forholdsviis mindre. Ved Accordarbeide vil kunne fortjenes mere.

Som Prøve paa føranførte Forslags Holdbarhed indsættes Følgende: 

Hvad Arbejdsmanden holder meest af, fordi der tjener ham bedst, er at faae Sæd i Løn.

Bonden indgaaer herpaa i den travleste Høsttid og Arbeidsmanden faaer da fra St. Hansdag til Mikkelsdag, som er fjorten Uger, een Tønde for hver Dag ugentlig, halvt Rug, halvt Byg.

Tjener en Arbeidsmand saaledes fast to Dage om Ugen, altsaa 28 Dage, faaer han een Tønde Rug og een Tønde Byg og Kosten, - sætte vi Bygget til 6 Rigsdaler og Rugen til 7 Rigsdaler, indbringe disse 28 Dage ham altsaa 13 Rigsdaler eller 78 Mk., hvilket er 2 Mk. 12 sk om Dagen foruden Kosten, som kan anslaaes til 1 Mk. 4 sk dagligt, eller altsaa ialt 4 Mk. om Dagen.

Naar det betænkes, at dette er i den allertravleste Tid, og at Arbejdsmanden er vel tjent med denne Lønningsmaade, er det klart, at han vil være mere end almindelig vel tjent med at faae 4 Mk. om Dagen ogsaa for den øvrige Tid af Sommerhalvaaret. Dertil kommer, at Kosten ikke staaer Arbejderen i 1 Mk. 4 sk om Dagen pr. Dag, naar hans Kone tillaver den.

Saalænge Indsidderen tærskede til Punds hos Bonden om Vinteren, eller med andre Ord fik en Qvotapart af den Sæd, hin udtærskede, i Løn, og derhos tjente for Sæd om Sommeren, hørte man ingen Klage over, at en stræbsom Indsidder ikke kunde komme ud af det. Maskinerne have imidlertid nu for største Delen fortrængt Tærskningen ved Haandkraft, ikke alene paa de større Gaarde, men ogsaa paa Bøndergaardene, og det gaaer ogsaa mere og mere af Brug at lønne Arbejderne med Sæd om Sommeren, deels fordi denne Lønningsmaade i Regelen er dyrere for Arbejdsgiveren, deels fordi mange Arbeidere helst ville have fat i hele Ugelønnen strax, istedetfor at lade en Deel af samme (Sædlønnen) henstaae til Forjag ligesom i en Sparekasse.

Det gamle Princip, at det er gavnligst for Arbejderen, og desaarsag indirecte ogsaa for Arbeidsgiveren, at Arbeidslønnen tildeels bestaaer i Sæd, bør man derfor søge at komme tilbage til, men paa en Maade, som passer til Nutidens Forhold, og det er hertil, at nærværende Forslag sigter."

Overbestyrelsen gjør den Indrømmelse, at Accordarbeide er bedst tjenligt saavel for Arbejderne som for Arbejdsgiverne, men at der er mange Arbeider paa Landet, som ikke kunne udføres i Accord. Det er Overbestyrelsens Anskuelse, at hvis dens Forslag tages til Rettesnor, da vil paa den ene Side Arbeidsmanden kunde leve med sin Familie, uden at falde det Offentlige til Byrde, og paa den anden Side vil den foreslaaede Arbeidsløn kunne betales, uden at ødelægge Arbeidsgiverne, der paa Landet saa godt som alle, middelbart eller umiddelbart, have Indtægt af Korn. Man maa vistnok samstemme med Overbestyrelsen i, at dens Forslag ville være heldbringende for Landarbeiderne; ganske vist kan Bygprisen falde saa stærkt, at Ardeidslønnen vil blive saa lav, at der ikke kan leves deraf, men skulde dette skee, skulde Bygget synke ned til f. Ex. 3 Rd. Td., saa vilde Arbeidsgiveren Være værre faren end Arbejderen, da vilde der indtræde Forhold, som i dette Aarhundredes Begyndelse, og da kan man sikkert antage, at ogsaa Priserne paa alle andre Landproducter vilde blive trykkede; jo billigere Fodringsmidlet er, desto billigere er ogsaa Kvæget. Vi ansee det for rigtigt, at Overbestyrelsen ikke har taget Hensyn til slige exceptionelle Forhold, men udarbeidet sine Forslag med den stigende Fremgang i vor landøkonomiske Udvikling for Øie.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. december 1871).

Arbeidersagen. Høiby Sogns Gaardmænd har alle, med Undtagelse af een, tilbudt de i Sognet værende fattige Arbeidere, Indsiddere og jordløse Huusmænd, som have havt stadigt Ophold der i 5 Aar, Arbeide i Vintermaanederne, forsaavidt de ikke selv kunne forskaffe saadant, for en passende Dagløn. Den Arbeidssøgende har kun at henvende sig til et af Sogneraaders Medlemmer, som har paataget sig at anvise Arbeide i Foreningen. "Fyens Stiftstid." som meddeler dette, tilføier: "Det var ønskeligt, om flere Sogne vilde efterfølge dette Exempel, da mangen fattig Dagleier muligen derved vilde kunne forskaanes for at tye til det offentlige Fattigvæsen, hvilket han tidt paa Grund af Arbeidsløshed i den strenge Vinter ellers er udsat for.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. december 1871).

Arbejdermøde i Odense. (Efterskrift til Politivennen)

Om Arbeiderrøret i Odense skrives der til os: Stormen er reden af og Skuden er kommen i Havn. Det var en høi og huul Søgang, der i forrige Uge rullede hen over vor By, og den truede et Øieblik med at opsluge adskillige Individer med skjøre Hoveder i sin Afgrund. Til at sætte de onde Lidenskaber i Bevægelse hører der i Grunden kun Frækhed og en vis Sufficanse i at fremsætte sine Paastande, og begge disse Egenskaber besidder Hr. Poul Geleff. Efterat han idag for otte Dage siden var slaaet af Marken i det store Møde i Pantheon, hvor der, naar Alt kommer til Alt, vel var over 1000 Mennesker tilstede, dukkede han op i mindre Møder, der udelukkende skulde være for Arbejderne. Jeg har alt meddeelt, hvilket Udfald det førfse af dem fik; jeg skal idag sige et Par Ord om det andet og derpaa gaae over til en Beretning om det i Løverdags Aftes i Pantheons Circus afholdte Arbeidermøde, hvorved Sagen blev ledet ind i det rette Spor. Det andet Møde afholdt Hr. G. Fredags i Dandsesalonen "Apollo." Her sægte han at paavise, hvorfor det ikke kunde føre til Noget at stifte en dansk Arbejderforening; Trykket maatte være større end det, som kunde øves af et saa lille Lands Arbejdere, og Organisationen saaledes, at Udlandets Arbejdere ikke skulde kunne trænge ind og svække Følgerne af hjemlige Arbeideres Striker og Tryk paa Arbejdsgiverne. Kun dette var Nyt; det Øvrige var Opkog fra Pantheonsmødet. Uagtet dette Møde talte omtrent alle dem her i Byen, som kun gaae hen, hvor der er sjou, vovede dog de Fleste, som optraadte imod ham, at advare Forsamlingen imod at indtræde i "Internationale", og Ingen tog Ordet for at danne en Filial. Hr. G. fandt det derfor raadeligst at slutte med, at han her ikke vilde danne nogen Forening, og afreiste allerede i Løverdags til Kjøbenhavn. Ved dette Møde optraadte ogsaa en Huusmandskone fra Nyborgegnen; hun begyndte meget kjønt med at fortælle, at vi alle vare Arbeidere i Viingaarden, at denne Viingaard var Danmark og Viingardens Herre Kongen; men da hun herpaa gik over til at tale om Jesu Indtog i Jerusalem, og at vi idag skulde holde et saadant Indtog, blev hun afbrudt af en voldsom Støi; en saadan forstyrrede flere Gange Forhandlingen. 

Medens Hr. Geleff saaledes ikke har opnaaet  det, hvorfor han kom hertil, har han opnaaet, at der er kommet Røre iblandt Arbejderne, og at Arbejdsgiverne ere blevne stemte for saavidt muligt at imødekomme de Velsindedes desværre kun altfor begrundede Krav paa at blive bedre stillede, end de have været i den sidste Tid. Efter Arbejdsgivernes Ønske sammentraadte derfor i Torsdags Aftes Arbejderne fra fem af de største herværende Værksteder, og nedsatte et Udvalg, bestaaende af 10 Mænd, med det Hverv at forfatte et Program for en dansk Arbejder forening i Odense, og at indbyde til Dannelse af en saadan Forening. En Følge af denne Bevægelse var et Arbeidermøde i Løverdags Aftes i Pantheon, hvilket var besøgt af omtrent 1000 Mennester, hvoraf de fleste vare Arbeidere i dette Ords snevrere betydning. Ftugterne af den Sæd, som var bleven udsaaet, gav sig strax tilkjende, idet det varede en Stund, inden Sagens Indleder, Skoleinspecteur Joh. Møller var bleven anmodet om at assistere Indbyderne, for Støi, Hulen og Piben kunde faae Ordet. Da det endelig lykkedes ham med sin mægtige Stemme at trænge igjennem, rev han saaledes Forsamlingen med sig, at Programmet, som jeg senere skal meddele, fandt almindelig Billigelse og han selv blev hilst med ormende Bifald. Nogen Drøflelse fandt ikke Sted; denne vil først begynde, naar Foreningen paa Grundlag af det billigede Program er bleven stiftet ved Paategning af de Lister, som snarest ville blive fremlagte; først da vil ogsaa Bestyrelsen blive dannet. Det, som Hr. Møllers Foredrag især slog Tilhørerne, var, at Arbeiderne slet Intet kunde vinde ved at stille sig vrangvillig til Capitalen og Arbeidsgiverne, eftersom de ikke selv kunde skabe Arbeide, og det i de fleste Tilfælde vilde være Arbeidsgiverne let at faa andre Arbeidere, medens der nu var Stemning for at imødekomme deres Begjæringer, naar de fremsattes paa en lovlig og sømmelig Maade. Det var en let Sag at love, men de Herrer, som tage Munden fuld, formaae ikke at skaffe Arbeiderne enten Arbeide eller større Løn; en saadan Adfærd var ingen ærlig Mand værdig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1871).

Socialistisk Fællesmøde i Kjøbenhavn 2den December 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Det socialistiske Fællesmøde, hvor til den internationale Arbejderforenings Medlemmer og "Socialistens" Abonnenter i Løverdags Aftes vare indbudne", aabnedes af Hr. Brix, der, da han med M. Sommer traadte frem paa Tribunen, modtoges med Haandklap og Bifaldsraab af den omtrent 500 Mennesker stærke Forsamling. "Der har i disse Dage", saaledes begyndte han, "været Glæde i Pressen og mellem Storborgerne, fordi de troede, at nu var det ude med "Socialisten"; men de toge storligen feil!" (Hurra! Bravo!) Et enkelt Numers Udgivelse var det vel lykkedes Politiets Bestræbelser at forsinke. (Ned med Crone! hør! hør!) men for at forebygge Sligt for Fremtiden, for om muligt at skaffe Bladet sit eget Trykkeri, (Ja! Ja!), for om muligt at lade det udgaae som Dagblad, hvorom der næredes et almindeligt Ønske havde "Internationales" Bestyrelse fundet det tilladeligt og passende at tage Entree for Adgangen til dette Møde for af det indvundne Overskud at grundlægge et "Pressefond" til Iværksættelse af de nævnte Øiemed, der nok skulle naaes trods Etatsraadens og Consorters Spot og Bagvaskelser!" (Det er rigtigt! Brix leve! ned med Crone! ned med Rimestad!) - Han gik derefter over til at oplæse det Rumer af "Socialisten", som skulde være udgaaet i Løverdags. I dets første Artikel, der var overskrevet "Politidirecteur Crone og Friheden i Danmark" fortaltes der, hvorledes Politidirecteurcn, der altid havde seet skjævt til "Internationale" og dens Organ "Socialisten", den 18de Rovembcr havde ladet Bladets Bogtrykker Hr Olsen kalde til sig "paa Kammeret" og forlangt af ham, at han skulde ophøre med at arbeide for "Socialisten", da han i modsat Fald paa enhver mulig Maade fremtidig vilde blive forulejliget og forulempet i sin Virksomhed, og ved al vise ham, hvormange Veie og Midler Politiet havde til sin Raadighed i denne Retning, var det virkelig lykkedes ham at foranledige Hr. Olsen til at frasige sig Trykningen af "Socialisten". Redactionen havde da dertil antaget Hr. Oettinger, men efter Trykningen af eet Nummer var ogsaa han bleven kaldet til Politidireeteuren, der, ved at true ham med at fratage ham Politiets Arbeide, der naturligviis maae være af stor Værdi, havde intimideret ogsaa ham til at nægte at trykke "Socialisten". Denne Politi directeurens Fremfærd havde foranlediget Redactionen til at indgaae til Justitsministeriet med en Klage, hvori Ministeriet ansøges om at lade Etatsr. Crones Forhold i denne Sag, som formeentlig faldende ind under Straffelovens § 124, undersøge og paatale. (Stærk og vedholdende Larm - Ned med Crone! Brix og "Socialisten" leve! Væk med Politiet! osv.) Saa tog Sommer Ordet for - efter som Overgang fra den oplæste Artikel at have paaviist ved Exempler fra Christus, Luther og Dr. Dampe, at alt Nyt, hvor godt og gavnligt det end er og ogsaa senere viser sig at være, stedse møder Modstand og skaffer sine første Udbredere og Tilhængere Lidelser og Forfølgelser, atter at tale om, hvad "Internationale" virker og vil udvirke for Arbejdernes Vel; han fremkom imidlertid ikke med noget Nyt med Undtagelse af, at han nu udtrykkelig erklærede sig som Candidal til de næste Folketingsvalg. Da han nemlig ved atter at berøre Nødvendigheden af, at Arbejderne fik deres Repræsentant i den lovgivende Forsamling, yttrede, at han meget godt kunde udtale dette Krav uden derfor, som "Berlingske Tidende" havde sigtet ham for, at ansee sig selv som skikket og værdig til at indtage en saadan Plads, afbrødes han af saa almindelige og gjentagne Tilraab: "Jo, De er værdig dertil! De skal være Rigsdagsmand! Rimestad stal ud af Rigsdagen!" at det varede længe, for han kunde komme til Orde for at takke for den udtaltes tillid til hans Villie og Evner, som gjennem disse Bifaldsraab. To Gange tidligere havde han troet at burde stille sig til Valg, men første Gang faldt han for en Provst, der dog kun seirede ved begaaede Misligheder ved Valghandlingen; anden Gang traadte han frivillig tilbage for ikke at splitte stemmerne. Men skulde nu Arbejderne ansee netop ham for egnet og værdig til at være deres Repræsentant, saa skulde han tilvisse ikke undslaae sig for dette Hverv, og "med den Almægtiges Haand skal jeg med samme Fynd og Klem tale Arbeidernes Sag paa Christiansborg Slot, som jeg taler den her i Kjæden og paa Tømrerkroen!" -Dette Løfte modtoges med længe vedvarende Jubel.

Derefter oplæste Brix Bladets anden Artikel "Situationen", i hvilken det blandt Andet omtaltes, at Rossel, Ferré og Bourgeois vare blevne skudte, hvad der fremkaldte stærke Mishagsraad som: "Ned med dem, der have ladet Rossel skyde! Ad Helvede til med dem!" Saa fulgte en temmelig triviel Artikel: "Hvem er Folket?" og et ikke synderlig mere interessant Stykket "Religionen", hvorefter Sommer atter tog Ordet for at rette et meget bittert Angreb mod Præstestanden i Almindelighed og mod Danmarks Præster i Særdeleshed, som blandt Andet giøre sig skyldige i den store Brøde at koste Staten 3 Millioner aarlig og at besidde 1000 af Landets bedste Gaarde. Der raabtes bestandig paa, at "Internationale" vilde kuldkaste og afskaffe al Religion: men det skal siges og atter siges, at dét ikke er Religionen, men Præsterne, disse Religionens vanartede og falske Tjenere og Forkyndere, den vil have afskaffet. I Religionen har "Internationale" netop sin Rod, i Religionens og dens Læresætningers rette Anvendelse og conseqvente Gjennemførelse, søger den netop sin Styrke. Den lader ikke en Dreng, naar han er 15 Aar, aflægge Ed paa, at han vil forsage Djævelen og al hans Gjerning, for, naar han bliver 22 Aar gammel og faaer Soldalertrøien paa at lade ham aflægge en ny Ed paa, at ville offre Liv og Blod paa at udføre Djævclens Gjerning. Thi er der nogen værre Djævelens Gjerning end Krig og Krigsberedskab, der alene koster vort lille Land 8 Millioner aarlig! Chriftus sagde selv: Elsker Eders Fjender! men at slaae dem ihjel, det er dog en underlig Maade at vise sin Kjærlighed paa. (Umaadelig Jubel). Nei, "Internationale" vil Freden; Fred med sig selv, Fred med sin Broder! (Gjentagne Bravoraab). Brix oplæste endnu af "Socialisten": "Et Par Breve", hvorpaa han - efterat Sommer atter havde havt Ordet, navnlig forat udtale den Fortrøstning og det Haab, at Ingen i Forsamlingen, hvad saa end Rimestad og Erik Bøgh i deres smaalige Had sagde og skrev derom, vilde finde at have spildt de otte Skilling, han havde maattet betale iaften for at være sammen med ligesindede Brødre og blive styrket og oplyst ved lærerig Underholdning !) (Nei! Nei! Red med Smudsbladene! Ned med Rimestad!) - sluttede Mødet med den Bemærkning, at Politidirecteurcn naturligviis vilde vedblive med at forfølge og fortrædige "Internationale" og "Socialisten", hvor han blot fandt en Hage, "hvorpaa han kunde hænge sin trekantede Hat; men "Socialisten" vilde alligevel udkomme paa tirsdag c: imorgen. (Frygtelig Støi. "Leve Brix! Ned med Crone! Leve Sommer! "Internationale", "Socialisten"! osv. osv.)

Som et Curiosum kan det sluttelig noteres, at dette Møde kunne opvise i det mindste een kvindelig Deeltager, - en velklædt, men tilsløret midaldrende Dame.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1871).

Socialisten og Politidirektør Crone. (Efterskrift til Politivennen).

"Socialisten", den herværende internationale Arbejderforenings officielle Organ, der skulde udkomme, og siden sin første Fremtræden ogsaa er udgaaet hver Lørdag, er idag udebleven, fordi - saa siges det idetmindste af Velunderrettede - ingen Bogtrykker her i Staden mere vil have med Bladet at gjøre. Om denne for "Internationale" og dens Ledere uden Tvivl noget uvelkomne "Strike" skulde være hidført ved Tanken om paa denne Maade at kunne standse Bladets Udgivelse og paa denne Maade at berøve "Internationale" en af dens Gifttænder, er vistnok meer end tvivlsomt. Muligviis, maaskee endog sandsynligviis, bør Grunden snarere søges i "Internationales" - idetmindste dens herværendc Afdelings - alt andet end glimrende finantsielle Status, der vel kan gjøre en Bogtrykker kjed af og betænkelig ved at arbeide for den. Og at det staaer sig ringe med Kassen, det spores i Hr. M. Sommers mere og mere hjerteskjærendc Opraab til at hverve nye Medlemmer - skjøndt disse efter hans eget Sigende - daglig melde sig i Sneseviis, 'ja i Hundredeviis"; det lød gjennem hans i et Sectionsmøde forleden med taarekvalt Stemme afgivne Erklæring, at han nu i syv Uger har ligget her i Kjøbenhavn i "den gode Sags" Tjeneste paa sin egen Pung; det udtaltes med rene Ord af Hr. Brix under Forhandlingerne om Snedkernes Strike, under hvilke man fraraadede en almindelig Arbeidsnedlæggelse, fordi Selskabet manglede Midler til at støtte og vedligeholde en saadan, og det kan læses paa prent i "Socialistens" sidste Nummer af 25de November, hvor Medlemmerne i Spidsen af Bladet med fedeste Corpus anmodes om snarest muligt at indbetale deres Maanedscontingent - 4 sk. - for November. At "Socialistens" Redaktion vil søge at benytte den indtraadtc Standsning i Bladets Udgivelse saavidt muligt til sin Fordel, er en Selvfølge, og det er naturligviis et Skridt i denne Retning, naar det annonceres, at det er lykkedes "Politiets Anstrengelser" at forhindre den sædvanlige Udgivelse af Bladet, men at dette i sin Heelhed vil blive "oplæst" iaften paa et Fællesmøde i Dandsesalonen "Kjæden", hvortil Entreen koster 8 sk pro persona. Denne Insinuation om Politiets Indskriden maa naturligviis opfattes med stor Vaersomhed; men den gjør foreløbig sin Virkning, idet den virker stimulerende paa "Internationale"s Medlemmer, der begyndte at vise sig lidt sløve og ikke kunne holdes tilstrækkeligt i Aande ved de temmelig kjedelige og eensformige Sectionsmøder, - og saa skaffer et saadant Fællesmøde til forhøjet Pris og i en saa opsigtsvækkende Anledning ialtfald Kassen en god og kjærkommen Indtægt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1871).

"Socialisten" udkom ikke i Løverdags, hvorimod de Artikler, som skulde have staaet i Bladet, oplæstes paa et Fællesmøde i Salonen "Kjæden", imod at der løstes Adgangskort til 8 Sk. Grunden til at Bladet saaledes har maattet skuffe sine talrige Læsere synes at være Chikanerier fra Politiets Side "Berlingske Tidende" benytter Anledningen til at omtale saavel Bladet "Socialisten" som en af de Mænd, der formodes at staa det nar, nemlig M. A. Sommer, i en Stil, som ikke burde findes i et officielt Blads Spalter. Bladet kalder "Socialisten" "en af Internationales Gifttænder" og synes ligesom at gjøre Nar ad at Hr. Sommer befinder sig i Nød og Pengeforlegenhed, fordi han virker for "den gode Sag", som det officielle Blad siger (med Tilføielse af de ironiske Gaaseøine). Det vilde være meget ønskeligt, om "Berlingfle Tidende" vilde besinde sig en Smule paa sin Stilling, og mindes, at man ikke behøver at taale, at den gjør sig saa lystig som det første det bedste nationalliberale Partiblad.

(Aarhus Amtstidende 4. december 1871)

Hr. Politidirektør Crone og Friheden i Danmark.

Siden Grundlovsforandringen har det stedse maattet gøre et trist Indtryk paa enhver Frihedsven at se Folket drage ud til Festlighederne den 5te Juni. Man vidste med sig selv, at det ikke længere var den unge, kraftige, livsglade Grundlovs Fødselsdag, man fejrede, det var kun en stakkels svækket, affældig Krøblings. Saa trøstede man sig med den Tanke, at vi dog havde beholdt noget af vor Frihed tilbage, dengang Kong Kristian den 9te tog, hvad Frederik den 7de havde givet: "har vi ikke Forsamlingsret, Valgfrihed, Trykkefrihed og Trosfrihed? Jo, der skal vi have det! Den, der blot én Gang har sét Godsejerne lade deres Fæstebønder og Husmænd køre paa Høstvogne til Valgstedet for at stemme paa storborgerlige Kandidater, den, der blot har en lille Ide om, hvor ofte Arbejderne paa de store Fabriker saavelsom Haandværkerne i Købstæderne har maattet stemme imod deres egen Overbevisning, fordi de ellers vilde være blevet brødløse, - han vil aldrig vove at paastaa, at det egentlige Folk har haft sin frie Villie ved Valgene. Og nu Trosfriheden? Kan en Menighed maaske blive af med sin Præst, naar han spiller Kort, gaar paa Jagt, og skraber Penge sammen istedetfor at opfylde sin Pligter? Kan en Menighed vælge sig selv en Præst, som ikke er blevet forkluddret og sprænglærd paa Universitetet ved at lære udenad alle mulige gale Meninger, som alle mulige Præster til alle mulige Tider har skrevet? Maa ikke ethvert fornuftigt Menneske indrømme, at en sand Trosfrihed først kan opnaas, naar Stat og Kirke stilles ad, og naar Præsterne ophører at være velmæskede, dovne, af Staten underholdte Embedsmænd?

Men er der snavs sat med Tros- og Valgfriheden, saa staar det ikke et Haar bedre med det danske Folks Forsamlings- og Trykkefrihed. Vi véd vistnok allesammen, hvor stor og ubegrænset en Frihed vor Grundlov indrømmmer alle ubevæbnede Borgere til at forsamle sig, men vi véd vistnok ogsaa alle, at det ikke har været den internationale Forening muligt at opnaa Tilladelse til at benytte ét eneste af de mange store Lokaler, som vore idiotiske Avtoriteter har til deres Raadighed, Lokaler, som dog er bestemt til at gavne alle Borgere, men som de Storborgere, der har tilranet sig Magten, betragter som deres private Ejendom, og som de disponerer over efter deres eget Hovede. Og vi véd ogsaa alle sammen, at ingen Magt her i Staten, selv ikke Regeringen, har Lov til at forbyde et Blad før det er kommet ud; men den, der af den Grund vilde stole paa, at han kunde trykke væk i Ro og Fred, han vilde gøre Regning uden Vært, og Værten det er Hr. Etatsraad, Politidirektør Crone. Denne Mand har forlænge siden taget sit Parti; han mener, at han og hans Kammerater staar over Loven. Loven er, efter hans Ideer, kun til at holde Fattigfolk, Arbejderne, itømme; men at anvende Loven mod de Rige, - ! Vorherre bevares! det gik nok ikke an. Skal en fattig Mand udspørges, saa kaldes han op paa Kammeret og kan faa Lov til at spilde sin halve Dagløn for at vente paa Politidirektørens Forgodtbefindende; men skal man have en Underretning af en formuende Storborger, saa sendes en Betjent i civil Dragt hjem til ham, for "venskabeligst" at bede ham være saa "velvillig" at give de fornødne Oplysninger. Denne Mand har naturligvis stedse havt et Horn i Siden paa vort Blad, han har stedse luret paa, om der ikke skulde være en eller anden Ytring, som han kunde hænge sin trekantede Hat paa; men han har ikke været heldig heri. Tilsidst kunde han da ikke styre sig længer, men vi haaber, at hans Mangel paa Selvbeherskelse skal blive værst for ham selv.

Vi har idag indgivet Klage over ham til Justitsministeriet, og da denne Klage indeholder en Skildring af hans Opførsel imod os, meddeler vi den her.

"Undertegnede tillader sig herved at frembære for det høie Justitsministerium en Klage over den Maade, hvorpaa Hr. Etatsraad Crone i sin Egenskab af Politidirektør i København er optraadt mod den internationale Arbejderforening for Danmark saavelsom imod dets Organ, Ugebladet "Socialisten".

Politidirektøren opkaldte Lørdagen den 19de November d. A. Bogtrykker Olsen, Firma C. C. Olsen & Co., boende i Pilestræde 18, for at forhøre ham angaaende en "Opfordring til Kjøbenhavns snedkere", som aldeles intet Ulovligt indeholdt og som Politiet heller ikke senere har vovet at anlægge Sag for. Ved samme Lejlighed ytrede Hr. Crone til bemeldte Hr. Olien, at "Politiet ganske vist ikke kunde forbyde bladet, men at det vilde gøre Alt for at stanse det, kunde det ikke faa fat i Udgiveren, saa skulde det nok vide at ramme Trykkeren" Det fremgik klart, og blev ogsaa saaledes opfattet af Hr. Olsen, at han vilde være udsat for vedvarende Forfølgelser fra Politiets Side, hvis han vedblev at trykke Bladet, og kun af denne Grund opgav han det. Vi maa her tillade os at bemærke, hvad der ogsaa vil kunne sees af medfølgende Eksemplar af Bladet, at der paa det staar Udgiverens Navn. Samme Dag, som det Anførte foregik, blev der holdt et formeligt Politiforhør paa Trykkeriet over alle de der beskjæftigede, hvorved Trykningen af det i Pressen værende Nummer forsinkedes en halv Dag, ligesom vi ogsaa har bragt i Erfaring, at en denne sag aldeles uvedlommende Person blev kaldt op til Politidirektøren og truet med kriminel Tiltale, endskøndt Presselovens § 3 udtrykkelig paalægger den paa "Opfordringen" angivne Trykker Ansvaret herfor.

Da vi fik en ny Trykker, Hr. Oettinger, lod denne umiddelbart eller Trykningen af et eneste Rummer os vide, at han ikke kunde paatage sig Trykningen for Fremtiden. Efter Hr. Crones Udtalelser, har Hr. Oettinger forespurgt hos Politiet om det havde Noget imod, at han trykkede Bladet, og faaet det Svar, at hvis han trykkede det, saa blev ene og alene af den Grund alt Poltiarbejde, som han ellers stedse har havt, taget fra ham.

To af Sektionsformændene for de internationale Cigarmageres Sektion i vor Forening havde i forrige Uge udstedt en Indbydelse til Cigarmagerne i København til et Diskussionsmøde Søndagen den 26de November Kl. 9 Formiddag, i Helligejslstræde 13. Efter vort Raad forespurgte de først hos Politiet, om der kunde være Noget tilhinder for dette Møde, men fik af Hr. Crone det Svar, at det ikke kunde tillades, ligesom der samtidig blev sendt en Politibetjent til Værten, for at forbyde ham at aabne Salen til det bestemte Klokkeslet. Hr. Crone støtter sig, som det vil ses at medfølgende Bilag, til Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 §  11; men ligesom vi vilde kunne anføre mange Beviser paa, at denne Lov ikke før af Politiet er blevet fortolket paa den Maade, saaledes fremgaar det ogsaa klart af Helligdagsanordningens hele Indhold, saavelsom at Udtrykkene i § 11: "Communalmøder eller offenlige Møder", at der her kun er Tale om saadanne offenlige Møder, som foranstaltet af Statsavtoriteter og som derfor mere eller mindre er tvungne; men vi kender ingen Lov, som kunde antages at indskrænke Grundlovens § 88, der giver ubevæbnede Borgere Lov til trit og uhindret at forsamle sig i ethvert lovligt Øjemed.

Støttet til ovennævnte Fakta, hvis Rigtighed vi kan bevise ved Vidner, tillader vi os at anmode det høje Justitsministerium om, at der maa blive foranstaltet en Undersøgelse af Hr. Crones Forhold i disse Sager, eftersom hans Adjærd efter vor Formening maa falde ind under Straffelovens § 124 om Misbrug af Embedsmyndighed, ligesom han ogsaa maa være pligtig til at erstatte Udgiveren det Tab, som er forvoldt ved de utilladelige Trusler mod Trykkeren. Vi haaber, at det høje Justitsministerium vil vide uopholdeligt at sætte Grænser for en Adtærd, som mere minder om Forholdene i en middelalderlig Tyranstat end om Forholdene i et frit Land.

Paa den internationale Arbejderforenings samt egne Vegne

H Brix,

Sekretær samt Udgiver af "Socialisten"

(Socialisten 6. december 1871)

Vor Klage over Etatsraad Crone.

I Onsdags modtog Sekretæren for Internationalt følgende Skrivelse fra Etatsraad Crone:

"Justitsministeriet har under 18de dennes tilskrevet mig saaledes;

"I et med Hr. Etatsraadene behagelige Erklæring af 12te d. M. hertil tilbagesendt Andragende, har Udgiveren af Bladet "Socialisten" H. Brix, der angiver sig at være "Sekretær for den internationale Arbejderforening", saavel paa egne som paa bemeldte Forenings Vegne fremført forskellige Besværinger over Hr. Etatsraaden i Deres Egenskab af Politidirektør heri Staden, dels med Hensyn til at De skal have bevirket, at tvende Bogtrykkere have frasagt sig Trykningen af det ovennævnte Blad, dels paa Grund af at De under Paaberaabelse af Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 § 11 har nægtet at meddele Tilladelse til paa en Søndagsormiddag Kl. 11 at afholde en Forsamling, til hvilken tvende Cigarmagere agtede at indkalde samtlige Cigarmagere heri Staden, og har Andrageren anholdt om, at der maa blive indledet en Undersøgelse til nærmere Oplysning om Hr. Etatsraadens Forhold i de omhandlede Retninger."

Foranlediget heraf skulde Ministeriet, idet man efter Omstændighederne i dette Tilfælde skal se bort fra, at Andrageren med Hensyn til flere Punkter ikke har godtgjort nogen berettigelse til at optræde paa deres Vegne, der vilde have været de rette Klagere, tjenstligst anmode Hr. Etatsraaden om at tilkendegive ham, at Ministeriet efter de modtagne Oplysninger maa anse Besværingen for ubeføjet.

Hvilket jeg ikke undlader herved tjenstligst at meddele til fornøden Efterretning

Crone."

Skrivelsen taler selv saa tydeligt, at vi ikke finder det fornødent at ledsage den med nogen Kommentar. Men det kunde være ret morsomt at saa at vide, hvor Ministeriet har hentet de "modtagne Oplysninger", om det har søgt dem andre Steder end hos Politimesteren. Vi har al Grund til at tro, at kun Hr. Crone er bleven "forhørt", og det er derfor ikke saa sært, at Ministeriet "maa anse Besværingen for ubeføjet."

(Socialisten 23. december 1871).

Om Arbejderbevægelsen i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev, dateret den 29de Rovbr.) I Mandags Aftes holdt Skomagersvendene et Møde i Nr. 27 i Adelgaden for at drøfte Arbeidersagen. De bleve enige om at forlange en Arbeidsforhøielse, der dog bedst kunde ordnes ad Mindelighedens Vei med Mestrene. Svendene sammenstod en Sum af 22 Mk. til Grundfond for den internationale Arbeiderforenings Strikekasse for Skomagere. Ligeledes samledes Sektionsformændene for de forskjellige Fag. Deres Tal er fortiden 47, men der er allerede stor Trang til at vælge endel nye. Der holdtes Taler af Brix og Flere. Forhandlingerne var særlig angaaende Kontingentets Opkrævning. I Tirsdags Aftes holdt Smedene Forsamling paa samme Sted. Der valgtes 2 nye Formænd, Ploug og Weis, og Strikelovene vedtoges enstemmigt. Sommer talte over Arbejderbevægelsen i de forskjellige Lande og betegnede den nærværende Tid som Tidens Fulde for Arbejdernes fremkomne berettigede Fordringer. Derpaa var den blandede Sektion samlet og valgte 2 nye Sektionsformænd, nemlig F. Hertz og Kunstdreier Lundqvist. Brix og Sommer ledede Forhandlingen. Sidstnævnte holdt et længere Foredrag, hvori han særlig fremhævede, hvad Internationale havde at betyde. Man havde sagt, at den vilde opløse Samfundsordenen. I en Forstand kunde man ikke nægte, at den nedrev en betydelig Del Skillevægge, saaledes de Nationalitetsskillevægge, der havde holdt Arbeiderne adskilte, saa at den ene havde betragtet den anden med onde Øine og et ufordrageligt Sind. Internationale smeltede Arbeideme sammen i Fordragelighed, Sammenhold og Enighed for at kæmpe til et fælles Maal, Arbejdets Frigjørelse! At Arbeideme havde været fomretlede og tilsidesatte, det indrømmede selv Modstandeme, men derfor rørte de dem dog ikke af Stedet for at lindre Arbeidemes tunge Kaar. Men hvorlænge troede man, at Arbeiderne vilde lade sig smøre om Munden med søde Talemaader og tomme Indrømmelser, nu de ere opvaagnede til Selvtænkning! Magistraten nægter dem at samles i et passende Lokale for at drøfte deres egne alvorlige Anliggender, og nu kommer Politiet og vil forhindre Trykningen af Bladet "Socialisten"! Det gjalt imidlertid for Arbeideme ikke at lade sig forlede til tomme unyttige Demonstrationer, der kun vilde skade deres Sag, og som dennes Modstandere maaske endog kunde ønske at fremkalde, Xylograf L. Toucher talte om de Urimeligheder og Svingninger, der kunde paavises i den saakaldte nationale Politik. Vi Danske havde hadet Svenskerne fra 1815 til 1848, saa vendte det sig til Kjærlighed mod Svenskere og Had mod Tydskere. Siden 1864, da "ham selv og de 22,000" udeblev, var Kjærligheden betydelig kølnet og mulig kunde den Dag komme, da man med Glæde vilde se paa, at Tydskerne bankede Svenskerne. Taleren havde i mange Aar omgaaedes de nationale Politikere, men nu havde han faaet Øinene op for deres uholdbare og ufomuftige Politik. Brix sluttede Mødet Kl. 10½ efter at der var udbragt et Hurra for ham og et for Intemationales Bestyrelse. Der er al Grund til al antage, at Bladet "Socialisten" ikke vil udkomme paa Løverdag, da det hidtil har været umuligt at faa noget Trykkeri til at paatage sig Trykningen.

(Aarhus Amtstidende 1. december 1871)

Ombæring af Tavler. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur! Tillad mig igjennem Deres ærede Blad at gjøre opmærksom paa en i Hovedstadens Kirker stedfindende Ustik. Jeg vil ikke omtale den evindelige Gaaen og Kommen, som end ikke standser under Bønnen, heller ikke at Kirkegangen for Mange faaer Charakteren af en Forestilling, idet de komme netop naar Prædikenen begynder og gaae igjen øjeblikkelig, naar den er endt - Alt dette kan vel neppe være anderledes i en stor By, hvor saa mange Slags Mennesker færdes; hvad jeg vil omtale er den Uskik der fra Kirkebestyrelsens Side finder Sted, idet den endnu lader Tavlerne ombære. Jeg er fra Provindserne, og i den Kirke, hvor jeg hører hjemme, er det flere Aar siden, at Tavlernes Ombæring ophørte, og at der istedetfor dem blev hensat Bøsser i "Vaabenhusene" ved Indgangene. Desto mere maa det derfor støde mig, at man her i Hovedstaden, hvor der fremfor andre Steder burde sørges for en god Kirkeorden, endnu lader Tavlerne ombære. Saasnart Prædikenen er begyndt, opmarchere disse 4 a 6 Tavler med den derfra uadskillelige Forstyrrelse og Klingren med Skillingerne, og man maa undres over, at Præsterne i det Hele taget formaae at løfte Menigheden bort fra det Materielle, paa samme Tid som Tavlebærerne ved deres Pegen med Tavlen søge at henlede Opmærksomheden paa det. Det kan dog ikke feile, at mangen Præst i sit Hjerte maa føle sig saaret ved denne Forstyrrelse, forsaavidt som Vanen ikke har støvet denne naturlige Følelse.

Og hvem er det saa, til hvis Fordeel Tavlerne bæres om? Det er til Bedste for Kirken, for Præst, Catechet, Capellan osv Men er virkelig Kirken og Præsterne saa slet stillede her i Hovedstaden, at de maae lade samle Bidrag til deres Underhold? Præsterne, forekommer det mig, maatte langt foretrække, at der udstilledes Bøsser for dem, end at der paa denne forstyrrende og stødende Maade opfordres til at yde Bidrag. Man vilde ofte med Glæde lægge sin Gave i en Bøsse til Den, ved hvis Forkyndelse af Ordet man var bleven opbygget.

Meest Anstød vækker det dog, at ikke engang Communen undseer sig for ved Kirketavler at indsamle Bidrag til sig selv. Ialfald staaer der paa en af Tavlerne i Holmens Kirke "Fattigvæsenet". Men "Fattigvæsenet" er ikke de Fattige eller "de Fattiges Kasse", som Mange maaskee troe; ved "Fattigvæsenet" forstaaes efter almindelig Sprogbrug den communale Fattigunderstøttelse, og Alt, hvad der gives i den Tavle, bliver derfor ikke til Fordeel for de Fattige og Trængende, men til Fordeel for Kjøbenhavns Skatteydere. Men at Kommunen vil tillade, at de Kirkesøgende blive prellede om Bidrag til Lettelse for Skatteyderne, er mere, end jeg kan forstaae, og jeg vil helst troe, at man slet ikke er bleven opmærksom paa dette upassende forhold. I den øvrige Deel af Landet afskaffedes det ved Lov af 8de Marts 1856 om frivillig Fattigunderstøttelse, og det er mærkværdigt, at det desuagtet er vedblevet her i Kjøbenhavn.

Med Ønsket om en Forandring af disse Forhold i Hovestadens Kirker og i Haabet om, at det muligviis kunde bidrage til en Ændring, at det offentlig fremstilledes, er det, at jeg tillader mig Fremsendelsen af Nærværende til Optagelse i Deres ærede Blad.

N.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1871).

Kvindesamfundet. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindesamfundet. Iaftes afholdt Kvindesamfundet et offentligt, talrigt besøgt Møde i Viingaardstræde Nr. 6. Mødet aabnedes af Hr. Fr. Bajer, som oplyste, at dette Samfund oprindelig var bleven stiftet i Genf som en international Forening, men at den danske Afdeling nu havde besluttet at udstille sig og være selvstændig. Med nogle faa Ord antydede han Foreningens Formaal, som for Øieblikket navnlig maatte være at lette de kvindelige Arbejderes trykkede Stilling, og gav derpaa Ordet til Pastor Christiani, som begyndte med at fralægge Kvindesamfundet enhver Overeensstemmelse med den nyere Emancipationsidee, saaledes som den var optraadt navnlig i Amerika og England. Samfundets Formaal skulde være at frigjøre Kvinden, men ikke saaledes at det Skjønne, Dybe, det, som egentlig gjør Kvinden til Kvinde, gik tabt. Man havde villet anvise Kvinden en aandløs Stilling i Samfundet, en tjenende Rolle; hun skulde være som et Slags Baggrund for Mandens Gjerninger. Der laa heri en Antydning om, at Kvinden ikke selv havde nogen Aand. Mange Kvinder havde baade kunnet tale og handle: men det var bleven anseet for Intet, fordi det ikke kom fra en Mand. Han (Taleren) havde den personlige Erfaring, at Kvinden er ligesaa begavet som Manden, at hun, ligesaavel som han, har Ret til at være med i Aandens Gjerninger. Han troede ikke, at Videnskab eller Oplysning vilde troede hindrende op i Kjærlighedslivet, som "ganske vist er Kvindens egentlige Bestemmelse". Kvinden burde have den samme Ret som Manden til at vælge og lade sig vælge til Rigsdagen og Communen. Det var imidlertid ingenlunde Kvindesamfundets Mening at reformere Verden i denne Henseende, selv om det var istand dertil; en altfor hurtig Fremgangsmaade kunde kun lede til politisk og socialt Kandestøberi. Det var foreløbig kun Samfundets Hensigt at levendegjøre Tanken om Kvindens Undertrykkelse saaledes, at Enhver følte det og var sig det bevidst - Aanden vilde da nok selv skaffe sig Plads. Samfundets Gjerning gjaldt ikke alene de ulykkelige Kvinder; det skulde ikke blot være et Skjold og Værn for dem, der lide, men for alle Kvinder. Det var Oplysning, Kvinden havde Trang til: i den Retning skulde man virke, Oplysning i samme Maalestok og paa samme Maade, som den gives Manden. Taleren endte med al anbefale Samfundet til alle danske Mænd og Kvinder, der ville lægge Haand og Hjerte til for delte Formaals Opnaaelse. 

Efter Anmodning meddele vi, at Indtegning i "Kvindesamfundet" kan skee hos Boghandler L. A. Jørgensen, Høibroplads Nr. 10.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. november 1871).

Hoffs Svovlstikfabrik i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Om Svovlstikfabriken i Randers. Som vi ser af en Stævning agter Svovlstikkefabrikant Hoff i Randers at anlægge Sag mod os for vore Udtalelser om Børnearbejdet i hans Fabrik. For at give bemeldte Hr. Hoff en yderligere Opmuntring til hans vanskelige Foretagende, skal vi meddele en Oplysning, vi i disse Dage har modtaget fra en Borger i Randers:

"Paa Hr. Hoffs Fabrik arbejder der et halvt Hundrede Børn (undertiden noget over, undertiden noget under), i en Alder fra 7 a 8 indtil 14 Aar. En af Drengene døde for nogen Tid siden. Han var i lang Tid bleven syg og var endog undertiden besvimet, naar Svovlningen af Stykkerne foregik. I det Hele taget behøver man kun at opholde sig to Minutter i et af Arbejdslokalerne for øjeblikkelig at indse, hvor farlig og skadelig Arbejdet er for Børnene.

Hr. Hoffs Søn, der bestyrer Fabriken, regalerer ikke saa sjældent de smaa Børn med diverse Lussinger, naar de ikke arbejder ham hurtigt nok. Arbejdslønnen der nok tidligere var 1 Skilling pr. Ramme, er nu kun 1/3 Skilling. Istedetfor at der paa Fabriken burde være en Spisestue, maa Børnene nu, naar de vil indtage deres turre og knappe Maaltid, gøre dette enten i Gaarden. hvad der jo ej kan være Tale om ved Vintertid, eller i et af de usunde Fabriklokaler, hvad der selvfølgelig er i højeste Grad nedbrydende for Helbredet.

Hvis det kan more Hr. Hoff at anlægge Sag imod os, saa under vi ham gerne den Fornøjelse, da det bliver ham selv, der kommer til at betale Gildet: men vi vil gøre ham opmærksom paa, at en Sagsanlæggelse ikke er det samme som en Gendrivelse. Hvis han vil overbevise Publikum, saa lad ham skaffe en Attest fra den Læge, der har behandlet Barnet. Kan denne med rolig Samvittighed og uden Forbehold erklære, at Barnets Død ikke kan siges at vare bevirket eller i høj Grad fremskyndet ved Opholdet i Hr. Hoffs stinkende Lokaler, saa har han renset sig, men ogsaa først da!

(Socialisten 18. november 1871).

Svovlstiksfabrikation i Randers. I "Randers Dagblad" for i Mandags læstes Følgende: En Artikel i "Socialistens" 17de Rumer omtaler til Slutningen den herværendc Svovlstikfabrik, og fortæller, at der i denne arbeider 100 ganske smaa Børn i den nedrigste Stank og i det sletteste Locale, samt at et af Børnene for kort Tid siden er død ved Forgiftning. Hele Beretningen er usand, og uden at indlade os paa noget Videre kunne vi kun ansee det Hele for et hadefuldt Udfald imod Fabrikens Eier. Dersom Meddeleren, istedetfor at opfordre Overlærer Albrectsen og Assessor Bruhn dertil, selv vilde ulejlige sig til Fabriken, saa vilde han komme til Kundskab om, at Localerne ere rummelige, at der kun beskjæftiges nogle og tredive ikke ganske smaa Børn i disse, at intet Barn har været sygt og langt mindre noget er død af Forgiftelse. Fra sikker Kilde vide vi, at det største Antal Børn, der har været beskjæftigede paa Fabriken, er halvtredsindtyve, og det er idetmindste os ubekjendt, at der nogensinde har hersket Sygdom eller Forgiftelse iblandt disse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. november 1871)

I august 1872 blev Harald Brix (1841-1881) som redaktør af Socialisten dømt for injurier mod fabrikant Hoff og fik en bøde på 100 Rd. eller simpelt fængsel i 30 dage, samt at betale for sagens omkostninger (25 rdl).

Fabrikken lå i Vestergade 505 i Randers. Carl Frederik Emil Hoff havde i 1864 købt Søren Larsen Sørensens købmandshandel og svovlstikfabrik og flyttet den til sin egen købmandsgård. Den skiftede navn til Randers Tændstikfabrik og lavede som den første i Danmark sikkerhedstændstikker. I 1866 beskæftigede den over 50 arbejdere, primært børn. Fabrikken udvidedes i 1868. Den var udsat for en række brande. I 1872 indgik Anders Sørensen og Hoff en aftale om forhøjelse af deres priser. Sønnen Ernst Hoff overtog i 1873 fabrikken. Den gamle Hoff døde af gigtfeber. Fabrikken fik konkurrence fra H.E. Gosch, og efter en brand 22. oktober 1881 der ødelagde fabrikken, solgte Ernst Hoff fabrikken i 1884 til Just Abildgaard,  Peter Justesen og konsul Michaelsen. Randers Tændstikfabrik blev herefter et aktieselskab under navnet "Tændstikfabrikken Merkur".

Kvaksalver og Elektricitet. (Efterskrift til Politivennen)

Kvaksalveri. Criminalretten har i Tirsdags afsagt Dom i en Sag imod en Person, der var tiltalt for Kvaksalveri. Den Paagjældende, der er 38 Aar gl. og født i Jylland, har tidligere forsøgt sig i forskjellige Livsstillinger og bl. A. i en Tid af 12 Aar opholdt sig i Amerika og senere som Udvandringsagent i Sverig, indtil han i April f. A. kom her til Staden, hvor hans Levevei har bestaaet i at helbrede Folk efter hvad han benævner "den mesmerske Methode". Han troer sig nemlig i Besiddelse af en naturlig, elektrisk Strøm, der ved at overføres lil Patienterne kan virke helbredende. Hans Cuur bestaaer deri, at han deels bestryger eller berører de -Syge med sine Hænder, deels lader dem drikke Vand, til hvilket Elektriciteten er overført. Meddelelsen af den elektriske Strøm til Vandet bevirker han ved at lægge to almindelige Nøgler, som han bærer paa sig, i et Glas med Vand, eller derved at han holder dette med den ene Haand og bestryger det med den anden, og naar Electriciteten paa denne Mande er gaaet over i Vandet, maa man, for at bevare den, ikke røre ved Glasset uden ved Hjælp af et Stykke Silketøi. Efter denne Methode og uden at anvende Medicin eller andre Midler end de ovennævnte har Tiltalte, der ike har nogen Berettigelse til at befatte sig med Lægepraxis, taget Syge under Kuur for Lam!,. o. Gigt m. m. Han har paastaaet, at Patienterne selv henvendte sig til ham, idet de Første af disse, efterat have benyttet hans Cuur, henviste Andre til ham, og som Betaling har han sædvanlig forlangt og faaet 50 Rd. for hver Maaned, Cuuren varede, idet han daglig kom en Timestid til Patienten, eller 2 Rd. for enkelte Besøg; hvor Patienten ikke har haft Raad til at betale, har han dog ikke fordret noget Vederlag. Kurens Varighed har han undertiden angivet til 5 a 6 Maaneder. Som Virkning af Tilialles Experimenter have Patienterne som oftest sporet en Varme i Legemet og om Natten en stærk Transpiration. De fleste Patienter, der næsten alle tidligere havde brugt Lægehjælp uden Held, have forklarer, at de ere blevne helbredede i det Hele eller for en Deel, og de tilskrive Tiltaltes Cuur denne Virkning, og om der end er Enkelte, paa hvilke Methoden ikke gjorde nogensomhelst Virkning, er der dog heller Ingen, som har forklaret at have havt Skade af Cuuren. Tiltalte har forklaret, at han ved en tilfældig Hændelse kom til Kundskab om den Evne, hvoraf han formener at være i Besiddelse, og da han holder sig overheviist om, al han virkelig kan helbrede Folk ved den, havde han meent, at han ikke overtraadte Kvaksalveriloven, da han, som alt bemærket, ikke anvendte Medicin. Retten kom imidlertid til et andet Resultat og idømte ham efter Lov 3die Marts 1851, jvfr. Fr. 5te Septbr. 1794 § 5 en Bøde af 20 Rd., som tilfalder Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse. En under Sagen nedlagt Paastand, hvorefter den Paagjældende forlangte Tiltalte tilpligtet at tilbagebetale 50 Rd., som denne forud havde modtaget for Paabegyndelsen af en Cuur, der blev afbrudt ved Sagens Anlæg, fandt Retten ikke at kunne tage under Paakjendelse under Sagen, idet den begaaede Lovovertrædelse, skjøndt en strafbar Handling i Forhold til det Offentlige, ikke antoges at indeholde noget Retsindgreb imod de Personer, der havde indladt sig med Tiltalte i den Egenskab, hvori han optraadte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1871).

Arbejdermøder i Randers 28de October 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Arbeidermøde i Randers. Om et i Randers i Løverdags Aftes afholdt Arbeidermøde i et Beværtningslocale udenfor Byen hedder det i "Randers Dagblad" for igaar: Til det af Hr. Povl Geleff paa den internationale Arbejderforenings Vegne iforgaars Aftes indvarslede Arbeidermøde havde der indfundet sig langt Flere, end Localet kunde rumme. Hr. Geleff aabnede Mødet med at tilkjendegive Forsamlingen, at Hensigten dermed var at drøfte de Klager, der fra Arbeidernes Side vare fremkomne. Hans Foredrag, der fra Forsamlingens Side idelig afbrydes deels af Bifalds- deels af Mishagsytringer, gik navnlig ud paa at bevise det Berettigede i Arbejdernes Klager og fremhævede i overdrevne Udtryk de trykkende Forhold, hvorunder de leve. Som et af Midlerne til at forbedre deres Kaar, omtalte han Forandring af Valgloven, saa at denne blev udvidet saaledes, at Arbejderne ogsaa kunde faae deres Repræsentanter i den lovgivende Forsamling. Derefter talte Assessor Bruhn, der imødegik Geleff, idet han paaviste, at Arbeiderstanden her i Landet ikke var under saa trykkende Forhold, som denne havde fremhævet. Snedker N. E. Schou indbød Arbejderne til et Møde paa Tirsdag Aften for uden Forstyrrelse at kunne drøfte de foreliggende Spørgsmaal. Da Mødet antog en saa stormende Charakteer, at det var umuligt for Nogen at blive hørt, fandt Hr. P. Geleff sig foranlediget til, trods Protest, at erklære Mødet for hævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. oktober 1871).

Arbeidermødet i Randers var ifølge "Randers Amtsavis" besøgt af omtrent mellem 800 og 1000 Mennesker. Mødets Hensigt maa betragtes som fuldstændig mislykket, idet Stemningen fra først til sidst ingenlunde viste sig at være for den socialistiske Bevægelse. Efter at have meddeelt - hvad vi alt have anført iaftes i det efter "Rdrs. Dagblad" optagne Referat - at Hr Geleff, da han ikke mere kunde komme til Orde for Raaben og Skrigen, maatte hæve Mødet, idet han dog siges at have udtalt det Haab, at samles med Arbejderne ved en anden Lejlighed, slutter "Randers Amtsavis" sin Beretning med følgende Ord: "Saaledes endte dette første Forsøg paa at lede vor Arbeiderstand vild og forplumre dens Forhold. Om det vil blive efterfulgt af flere, kunne vi selvfølgelig ikke vide. Men at dømme efter de Stemningsudbrud, der idelig afbrede Prædikanens alt andet end heldige og fuldstændig resultatløse Udtalelse, - hvilke ganske vist ikke alle kom fra Medlemmer af den egentlige Arbejderstand - , var han ingen velkommcn Gjæst her, hvad han ogsaa tilstod, at han selv følte. Det er derfor neppe rimeligt, at denne Prøve, som "paa Foranstaltning af den internationale Arbeiderforening i Kjøbenhavn" er bleven anstillet her og faldt saa ynkeligt ud, vil blive gjentaget. (Thi at vort Byraadsmedlem Snedker R. E. Schou skulde have i sinde paa det til Tirsdag bestemte Arbeidermøde at lade Hr. Geleff smutte ind i Salen, dækket af sit Skjold, det maae vi antage for umuligt). Og viser det sig, naar den Smule Ophidselse har lagt sig, som jo maatte komme frem ved en Leilighed som denne, at det er, som vi have al Grund til at troe, at dette Tilløb er gaaet virkningsløst os og vore Forhold forbi, saa tør vi vel nok stille det hæderlige Exempel, vore Arbeidere saaledes have givet, frem for Andre til Efterligning."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1871).

Nyt Arbeidermøde i Randers. Om det af Snedkermester R. C. Schou i Randers til i Tirsdags Aftes indvarslede nye Arbeidermøde hedder det i "Randers Dagblad" for igaar: Der havde indfundet sig saa Mange, som Localet kunne rumme. Paa Forslag af Snedker Schou blev der nedsat et Udvalg af 7 Medlemmer for at drøfte, hvorvidt det var heldigt at slutte sig til den internationale Arbeiderforening i Kjøbenhavn eller ikke, hvilket Udvalg saa paa en senere Maade skulde fremlægge sin betænkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1871).

Mødet i Randers. Der eksisterer i denne By en Overlærer ved Navn Albrectsen, der i længere Tid har staaet i Spidsen for en saakaldet "Arbejder-forening", hvori der i Øvrigt kun findes faa Arbejdere, men desto flere Storborgere og Fabrikanter. Denne "Overlærer" Albrectsen, der naturligvis er en ivrig doktrinær Rabulist og en indskrænket men herskesyg Spidsborger, havde sat sig i Hovedet, at han nok skulde kurrere Randers Arbejdere for Anfald af Socialisme, og i den Hensigt averterede han i Byens Avis, at alle der sluttede sig til vor Forening, vilde blive udstødt af Randers Arbejderforening, ligesom de heller ikke vilde faa Hjælp af den derværende Understøttelsesforening! Vi begriber ikke, hvor denne Størrelse faar Frækhed fra til en saadan Opførsel! Selv her i Byen, hvor "Arbejderforeningen af 1860" saa længe har sjasket i Hælene paa Hr Rimestad, vilde det aldrig være bleven taalt, hvis denne skulde være faldet paa at forbyde Medlemmerne at være i andre foreninger. Denne Udtalelse af Hr. Albrectsen vidner altsaa om, hvilket Despoti og hvilken Vilkaarlighed der maa herske i Randers Arbejderforening, og hvor slaviske og umyndige Medlemmerne maa være, naar de taaler en saadan ligefrem Overtrædelse af Selskabets Love.

Men den anden Trusel er næsten endnu mere betegnende. For det første bliver det naturligvis et Spørgsmaal, hvor vidt Bestyrelsen for den nævnte Forening har Lov til at bestemme dette; Bidragene et dog vist givet uden noget saadant forbehold, hvor kan saa Bestyrelsen have Ret til at udelukke folk, som trænger til Hjælp. Men det Hele viser klarligt det "kristelige" Standpunkt som Dhrr indtager.

Efter disse Anstrængelser fra Hr. Albrectsens Side, var det let at skønne, at Kampen vilde blive haard for vor Afsending Hr. Povl Geleff, der til d. 28de Octbr. havde berammet et socialistisk Møde i Rosenlunds Lokale. Allerede en Timestid iforvejen havde Modstanderne fyldt Salen, medens Arbeiderne, der kom senere, for største Delen maatte staa udenfor Salsvinduerne, da Mange havde trængt sig ind uden Billet. Da Hr Geleff fremstod, og i et længere foredrag udviklede Socialismens Betydning og de Midler, som vor forening har i Sinde at anvende for at forbedre den fjerde Stands Kaar, afbrødes han hvert Øieblik ved det "fine" Publikums uanstændige Spektakler, der dannede en slaaende Modsætning til den Ro og Værdighed, hvormed de egentlige Arbeidere stedse er optraadt saavel i København som i Aarhus. En "Assessor" Brun diskede derpaa op meb de i den øvrige civiliserede Verden allerede forslidte og aflagte Modbeviser. Den vistnok lidt forvirrede Taler anførte som Exempel, at naar en Mand i 20 Aar havde slidt og slæbt under idelige Savn, saa vilde vi forbyde ham at bruge den opsparede Kapital. Nej, bedste Hr. Brun, det har vi slet ikke i Sinde. Tværtimod strider vi for den fuldkomne personlige Tanke-, Tale-, Skrive- og Handlefrihed. Men hvad vi vil, ikke forbyde, men gøre umuligt, det er, at han i Steden for at forbruge sin Kapital til sin egen fornøjelse, skal anvende den til at lade andre trælle for at forøge den. I øvrigt skulde Hr. Brun, naar han vil være populær, nødig tage et af de faa Eksempler, hvor en Mand selv har kæmpet sig frem, det vilde have været mere overensstemmende med Virkeligheden, hvis han som Exempel paa Kapitalister havde nævnt Hr. Tietgen eller en anden moderne Vindmager, som i faa Aar er blevet Millionær ved Børsjobberi og Aktiesvindel. Hr Snedker Schou, der indsaa hvor urimeligt det vilde være at fortsætte forhandlingerne under ben herskende Støj, bebudede et nyt Møde, alene for Arbejdere, Tirsdagen herefter. Derpaa sluttede Hr. Geleff Mødet, og begav sig bort, stærkt truet med Haandgribeligheder af den "fine" Del af Publikum, men beskyttet af en Del Arbejdere og enkelte andre Veltænkende. -

 Idet vi slutter Beretningen om dette interessante Møde, maa vi dog ikke glemme endnu engang at takke ben elskværdige Hr. Albrectsen for hans Imødekommen mod Arbejderne i København. Han kunde ikke ved nogen anden Opførsel have tjent vor Sag bedre. Hvis han skulde faa lidt Tid tilovers fra sine "byrdefulde" forretninger som "Arbejderfører" (at sige selvvalgt), vilde vi bede ham se lidt indenfor paa den Svovlstikkefabrik, der findes derovre. Og havde Hr "Assessoren" Tid, saa kunde han maaske gaa med. Der arbeider ca. 100 ganske smaa Børn i den nedrigste Stank og i det sletteste Lokale, der kan tænkes, og for kort Tid siden døde et af dem ligefrem af forgistelse. Der vilde Hr Brun kunne finde Stof til "Kapitalister"; idetmindste "slider og slæber" de, men rigtignok ikke i 20 Aar, for inden den halve Tid er gaaet er de - kreperede!

Ved det nye Arbejdermøde i Tirsdags blev der i Randers dannet en Sektion af den internationale Forening. Hr. Geleff optraadte og blev hilset med Bifald. Nærmere næste Gang.

(Socialisten 4. november 1871).

Arbeidersagen i Randers. Vore Læsere ville erindre, at der for en Ugestid siden, efter Indbydelse af Byraadsmedlem R. C. Schou i Randers blev holdt el talrig besøgt Arbeidermøde i den nævnte By, paa hvilket man enedes om at nedsætte et Udvalg med det Hverv at overveie og undersøge hvorvidt en Tilslutning til den intemationale Arbejderforening i Kjøbenhavn var heldig eller ikke. Dette Udvalg havde iforgaars Aftes, ifølge "Randers Dagblad", sammenkaldt et nyt Møde, paa hvilket Hr. Schou paa dets Vegne gjorde Forsamlingen bekjendt med, at Udvalget, efterat have brevvexlet med Centralkomiteen i Kjøbenhavn, var kommen til den Anskuelse, at der ikke var nogen Grund til Frygt for at indtræde i "Internationale", da denne Forening kun holdt paa Lov og Retfærdighed og ikke havde til Hensigt at omstyrte de bestaaende Forhold. Kun ad Rolighedens og Besindighedens Vei vilde man føre Arbejderne frem til det tilsigtede Maal og ikke, som det af Mange blev udsagt, med Sværd i den ene Haand og Petroleumsfakkel i den anden. Mødet sluttede med et Leve for Hr. Schou, hvorefter der fandt en Indtegning Sted i "Internationale". - Vi tro, der er al Anledning til at lykønske Arbeiderne i Randers til at de i deres Midte have en Mand som Hr. schou, til hvis Dygtighed, Anseelse og oprigtige Hengivenhed for den ringere Stilledes Sag, de sikkert med Tryghed kunne støtte sig.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1871).

Fra Randers. *) Efterat Hr. Poul Geleff fra Kjøbenhavn havde afholdt et Møde her i Byen, der imidlertid blev forstyrret paa Grund af visse Personers kaade og drengeagtige Optræden, blev der af Hr. Snedkermester R. V. Schou afholdt et Arbeidermøde, hvor det blev besluttet at nedsætte et Udvalg for at undersøge, hvorvidt det var overensstemmende med Arbejdernes Interesser at indtræde som Medlemmer i den danske Afdeling af den internationale Arbejderforening. Dette Udvalg havde til i Tirsdags Aftes indbudt Byens og Omegnens Arbeidere til et nyt Møde, ved hvilket der vistnok var henimod 400 Mennesker tilstede. Som Ordforer for Udvalget udviklede Snedker R. E. Schou Betydningen af, at alle Landes Arbejdere sluttede sig sammen til et eneste mægtigt og enigt Selskab. Han meddelte, at efter de Oplysninger, som Udvalget havde erholdt, var der ingen Fare for, at det var den internationale Arbejderforenings Plan paa en voldelig Maade at gjennemføre sin Opgave. Saalænge Modpartierne ikke krænkede de bestaaende Love, vilde Internationale ganske sikken heller ikke gjøre det, men den vilde stræbe efter paa en rolig og besindig Maade at opnaa sit Formaal og tilvejebringe taalelige Forhold for Arbejderne. Efterat Hr. Schou derefter havde oplæst og forklaret Generalstatuterne og den danske Afdelings Love, paapegede han i korte Træk, hvad det var for usle Midler, hvoraf Storborgerne betjente sig for at sætte deres Villie igjennem, og erindrede Arbejderne om ved det forestaaende Valg til næste Aar at være enig, og holde sammen og kun stemme efter deres Overbevisning; han paapegede derhos hvorledes Arbejderne i Byerne havde deres bedste Støtte i det kraftige og vel ledede Landbo-Demokrati. Til Slutning opfordrede Hr. Schou indtrængende til Indtrædelse i "Internationale" og hævede derefter Mødet med et Leve for den danske Arbejder. En Tilstedeværende udbragte derpaa ogsaa et Leve for Hr. Schou som Arbejdernes Talsmand.

Der indtegnedes strax henved 100 Medlemmer i Foreningen.

*) Efterat Stykket i Dagsavisen om Randersmødet allerede var sat, have vi fra en æret Meddeler modtaget Nærværende, som da det indeholder Et og Andet. som ikke findes i Referatet efter "R. Dgdl." ogsaa ville tillade os at benytte.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1871).

Der blev desuden afholdt møder i Aalborg i Elisalyst med 7-800 personer (se Socialisten 11. november 1871), Vingårdsstræde i København med 900 deltagere (se Socialisten 18. november 1871), Skanderborg, Vejle, Horsens, Odense (26. november 1871), Slagelse (25. november 1871) Roskilde, Skodsborg samt en række andre steder. Ud over Harald Brix og Geleff var også Abraham Sommer aktiv, samt i Københavnsområdet snedkersvend Berg.

Arbejdermøder i Aarhus 25de October 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Arbeidermøde i Aarhuus. (Aarh. stiftst.) Paa et talrigt besøgt Arbeider-møde i Onsdags Aftes optraadte Hr. Geleff fra Kiøbenhavn som Afsending fra den kjøbenhavnske lnternationale Arbeiderforening, og gjennemgik i Korthed denne Forenings bekjendte program, derefter optraadte Skjærsliber Johansen og anbefalede under hyppige Afbrydelser at afskaffe Religionen, Præsterne og Kirkerne. Hr Bjørnbak hilsede den foregaaende Talers Begeistring med Glæde og som et Beviis paa, at Arbeiderne havde Modenhed til at tale om deres Anliggender. Han udtalte sig derefter om sit Parties standpunkt i de kirkelige Anliggender; han vil have Stat og Kirke adskilte; Menighederne skulle have Ret til at vælge Præst og Lærer og fuld Frihed i religieuse Sager. Han gik derfra over til et Angreb paa "det djævelske Nationalitetsprincip", og hævdede den evige Fred og ingen Hære som et Maal, alle Arbejderne uden Hensyn til Nationalitet skulde kæmpe for at naae. Han forlangte og fik under Forsamlingens stærke Bifald et Tillidsvotum overfor "Jyllandsposten"s Paastand forleden, at han sidst forlod Salen, fordi Arbejderne vare kjede af at høre paa ham. Hr. Geleff opfordrede Arbejdernes Modstandere til at tale, og da Ingen efterkom Opfordringen, udtalte han sig om, at Bestyrelsen, hvoraf han var Medlem, i Hærvæsenet vilde have Reduction, men ikte Afskaffelse af enhver Hær, for de større Magter gik iforveien, hvilket for Tydsklands Vedkommende ikke kunde vare længe, da Internationale med rivende Hurtighed udbredte sig der. Hr.Bjørnbak holdt nu et Foredrag om, at "Politik" just var det, hvorved Arbejderne kunde løftes og komme til deres Ret, da de, naar de benyttede deres politiske Rettigheder, havde Majoriteten. Efter at Forhandlingerne have været afbrudt i 10 Minuter, rettede Hr. Obel som en Ven af Arbejderne, af hvilke han ikke troede, at der fandtes nogen Modstander i Aarhuus det Spørgsmaal til Hr. Geleff, om den nylig stiftede internationale danske Forening stod i Forhold til Internationale, der synes at have slaaet bag Parisercommunens Skjændselsherredømme. Hr. Geleff erklærede, at den danske Forening ikke stod i Afhængighedsforhold til Internationale, men vel i venskabeligt Forhold til dette Selskab, og advarede mod at tillægge Internationale Ansvar for Parisercommunens Færd, da denne Sag i hvert Fald endnu ikke tilfulde var oplyst. Hr. Bjørnbak talte igjen, særlig om sit personlige Forhold til Arbeiderne, og erklærede, at han ikke vilde benytte dette til at blive valgt til Rigsdagsmand. Hr. Geleff hævede derefter Mødet omtrent Kl. 10½.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. oktober 1871).

Arbeiderbevægelsen i Aarhus. Aarhuus, den 28de Octbr. (Aarhuus Amtstidende. Iaftes afholdt Tømmersvendene her i Byen et Møde i Localet paa Fiskergade for at overveie, hvad der skulde gjøres for at forhøie Arbeidslønnen og i det Hele taget for at forbedre Arbeidernes Kaar. Mødet indlededes af Tømrer I. Andersen (Medlem af den midlertidige Bestyrelse for den internationale Arbeiderforenings Afdeling i Aarhuus), der udviklede sine Anskuelser, som gik ud paa, at man skulde danne et Udvalg til at udarbeide en Priiscourant samt danne en Strikekasse for Tømrerne og tillige slutte sig til den internationale Arbejderforening. I lignende Retning talte Tømrerne Thorbrogger og Christiansen, hvorefter det omhandlede Udvalgs Medlemmer valgtes. Lærer Assersen erindrede om, at man maatte slutte sig nøie sammen med andre Arbejdere, da man ellers Intet udrettede. Han meente, at det kunde være rigtigt at forespørge hos Mestrene, om de kunde give noget Mere i Arbeidsløn, men fraraadede gjentagende paa det nuværende Standpunkt at optræde med Fordringer, som man langtfra var sikker paa at kunne gjennemføre. Tømrer S. Andersen brød sig ikke om at høre Noget om den internationale Arbejderforening, men meente blot, at naar man opstillede den kjøbenhavnske Priiscourant som en Fordring, skulde Mestrene nok nu gaae ind derpaa. Dette modsagdes af en senere Taler, I. Andersen ønskede, at man indtraadte i den internationale Arbejderforening, men at man beholdt Strikekassen for sig selv. Der maatte vælges Folk til at forhandle med Mestrene, hvilket derpaa skete. Assersen opfordrede til at træde talrigt ind i den internationale Arbeiderforening, da man derved opnaaede, hvad man tilsigtede, at blive en særegen Afdeling (Section). Ved Mødet indtegnedes i denne Forening c. 30 Medlemmer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. oktober 1871).

Socialistiske Møder.

Mødet i Aarhus i Onsdags i forrige Uge var besøgt af c 700, omendskønt der samtidigt var Koncert og Bibellæsning samt Møde af Husholdningsforeningen, som dog blev udsat. Mødet aabnedes af Karetmager Kruse, der meddelte Forsamlingen, at en Udsending fra den internationale Arbejderforening i København, Hr. Geleff agtede at holde et Foredrag, hvorefter Ordet vilde blive givet frit. Derefter traadte denne frem og bemærkede, at han ikke havde indfundet sig for at holde noget egentlig Foredrag, heller ikke for at rejse en Agitation; der eksisterede allerede et saa livligt Røre mellem Arbejderne her, som det sømmede sig Aarhus, Landets livskraftigste By; Formaalet med hans Besøg var at hiælpe Arbejderne mod den Modstand, deres Bevægelse havde vakt hos de andre Samfundsklasser. Taleren fremstillede derefter Arbeidernes berettigede Klagepunkler, af hvilke nogle, som den for lave Arbejdsløn, Arbejderens usikre Stilling og Anvendelsen af Maskiner samt Arbejdets stærke Deling, i fuldt Maal vedrørte vore Arbejderforhold, medens andre, som Kvinders og Børns Anvendelse til Fabrikarbejde og den deraf svigende Forstyrrelse af Familielivet, den haarde Behandling og den Haan, Arbejderen mødte hos de bedre Stillede, hans daarlige Bolig og tarvelige Subsistentsmidler vel navnlig fandt sin Anvendelse paa de egenlige Fabriklande, men dog ogsaa ikke siældent var berettigede her til Lands. For at afhjælpe disse Klager var det, at den internationale Forening i København havde opstillet Forbringer om en kortere Normalarbeidstid, hvad der var ensbetydende med en Forhøjelse af Daglønnen, Fritagelse for Arbejde om Søndagen; Kvinders og navlig Børns Udelukkelse fra Fabrikarbejde og Ansættelse af en Inspektør ved enhver større Fabrik, lønnet af staten, men valgt af Arbejderne til at vaage over disse Bestemmelsers Overholdelse. Naar det blev sagt, at Internationale vilde afskaffe Religionen, da var dette urigtigt, eftersom den paa dette som paa alle andre Omraader kun vilde Frihed. Det indvendtes, at de opstillede Fordringer ikke vedkom Staten, men det var Storborgerens Paaskud, der ikke blev anført, hvor det galdt at beskytte deres egen Fordel. Den nuværende Valglovs Betingelser tilfredsstillede ikke Arbejderens Krav; det var alene Arbejderne det gik ud over ved Bestemmelserne om egen Dug og Disk, fast Ophold i Valgkredsene, modtagen Fattigunderstøttelse burde ikke stille ham i Klasse med Forbryderne og berøve ham hans naturlige Ret som Statsborger Den indirekte Skat, der næsten udelukkende hviler paa Arbejderne, var en skammelig Uretfærdighed. Naar Arbejderne, der udgør 90 pCt. af Befolkningen, kun vil benytte deres Stemmeret, kunde de befolke Folketinget og sætte deres Krav igennem. Han opfordrede de Tilstedeværende til at ytre sig. - Skærsliber Johansen forlangte Ordet i Anledning af Geleffs Udtalelse om Religionen; der var megen Grund til at afskaffe denne; den var stadig blevet benyttet til at undertrykke Folket lige fra de hedenske Tider til nu; han mindede om Religionskrige, de kostbare Kirkers Opførelse; Religionen hvilede paa en tvivlsom Grund; næmlig Bibelen (her afbrødes Taleren af Publikum, og Dirigenten og søgte at stanse ham); han ivrede stærkt imod, at Befolkningen trods Trosfriheden, skulde betale til Præsterne, der var falske Vejledere. Efter dette Foredrag, tog Skoleforstander Bjørnbak Ordet og udtalte sin Glæde over at høre en Mand af Folket udtale sin Mening med saa megen Begejstring og Inderlighed; den forrige Taler havde forstaaet, hvorledes Religionen var bleven misbrugt til at hidse Folkene imod hinanden: det var naturligvis kun Misbrug af Religionen, ikke denne selv, der skulde hæves; Ingen trængte mere til dens Trøst end Arbejderen. Nu havde Religionsspørgsmanlet ikke længer de djævelske Virkninger som i Fortiden; nu var det forbeholdt en anden Djævel, Nationaliteten, at ophidse det ene Folk mod det andet; det var Folkefjenderne, der forførte Arbejderne til at ofre deres  Kapital, Kræfterne og Livet for at staa hinanden. Hvor unaturligt af os at ville kriges med Tyskere blot fordi de var Tyskere (Bifald); vi, som elskede vort Land og vore Institutioner, vilde ikke se dette prisgivet til Røvere; destoværre var dette alligevel sket, men hvorfor? For vor usalige Krigspolitiks Skyld (stærkt Bifald), og hvorfor havde Tyskerne gjort det? Forførte af Folkefjenderne! Arbejderne vilde aldrig opnaa lykkelige Kaar, førend Krig og Hærvæsen blev afskaffede (Afbrydelse). Taleren vilde spørge Forsamlingen, om den ønskede at høre ham? (Voldsomt Bifald), om den paa forrige Møde havde nægtet ham at tale ud? (Nej!) altsaa var det "Jyllandsposten", der for med Usandhed, ikke ham (Raab og Bifald); se saaledes bagvaskedes en Mand. naar han tog sig af Folkets Sag (Bifaldsraab og Hurraer). Geleff kunde ganske slutte sig til Bjørnbak: det var netop den internationale Forenings Ide at slutte Arbejderne i de forskjellige Lande sammen og hindre Krig og Blodsudgydelse. Bjørnbaks Fordringer om Afvæbning var berettigede; inden faa Aar vilde det være Vejen, som ogsaa alle de store Stater maatte gaa; i Tyskland selv var Socialismen mægtig og havde højt fordømt den sidste Erobringskrig. Hvormeget det end glædede Taleren at finde saa megen Samstemning, var hans Hensigt dog at imødegaa Modstanderne , som han atter opfordrede til at udtale sig. - Da Ingen af disse meldte sig, tog Hr Bjørndal atter Ordet og beklagede, at de store Aander, der havde travlt i Krogene, ikke vilde lade os Smaafolk nyde Godt af deres Visdom (Bifald). Han gik derefter over til at forklare Folkepartiets Holdning overfor de kirkelige Spøgsmaal og opfordrede Arbejderne til at slutte sig til, hvad der alt i mange Aar var arbejdet paa af ham og hans Parti. Præsterne, der fortalte os, at det ikke var det Timelige, men det Evige, det galt om, var de Første til at skrabe Penge fra Arbejderne lige fra Vuggen til Graven. (Bifald). Han kom derpaa ind paa Tiendespørgsmaalet, og da der enkeltvis ytredes Misfornøielse med den megen Politik, tog Taleren Anledning til al indskærpe Arbejderne, at Politik netop var deres eneste Redning: naar en Mand paa forrige Møde havde talt om et Barn og et fyldt Grødfad, da skulde Arbejderne ikke oftere give Storborgerne Anledning til slige haanlige Udtryk, men Alle som En møde paa Valgstedet og stemme, men ikke som tidligere paa Anvisning (En Stemme: For 3 Mark!) Taleren takkede for Oplysningen, det viste, hvilke Venner Arbejderne hidtil havde havt. Da han selv stillede sig i Aarhus, truede man en af hans Vælgere med knyttede Næver, men dem behøvede Arbejderne hverken at være bange for eller at benytte. - Stadsingenieur Obel tog Ordet for at erklære, at han var en stor Ven af Arbejderne (?) Der var ingen Modstand mod Arbejderne: men kun mod at betro deres Sag til Internationale, der almindelig antages at staa bagved Kommunens Rædselsgærninger i Paris. Den bedste Støtte Hr. Geleff kunde yde Arbejderens Sag. var at give Samfundet Sikkerhed for, at det ikke var en Forening med saadanne Formaal, i hvilken vore Arbejdere skulde indtræde, og herom ønskede han Hr. Geleffs Udtalelse. - Geleff svarede, at der vist ikke var Nogen, der nøjagtigt kunde besvare Spørgsmaalet om, hvormeget Internationale havde deltaget i Kommunens Dannelse, før dennes Historie forelaa. En Sammenslutning af alle Landes Arbejdere var naturligvis fredelig. og den danske Afdeling stod vel i Forbindelse med, men ikke i Afhængighedsforhold til Hovedafdelingen, hverken i Pengesager eller i nogen anden Retning. Naar Alle nu vilde være Arbejderens Venner, vilde han ingenlunde betvivle det for den foregaaende Talers Vedkommende, men opfordrede Arbejderen til at være forsigtig og erindre, at det først var, efterat han og hans Venner havde rejst Arbejderspørgsmaalet, at der havde tilbudt sig saa mange andre Venner. - Bjørnbak vilde ogsaa advare Arbejderne imod de mange Venner: der var altid nok, der vilde med Strømmen og paa de Stærkestes Parti: det var gaaet ligesaa med Bondepartiet i sin Tid: Taleren kunde af ganske Hjerte slutte sig til den danske internationale Arbejderforenings Program; dens Love kunde enhver dansk Mand anerkende; han vilde ikke med et Ord have støttet Sagen, hvis der havde været Tale om at bruge Andet end lovlige Midler, men det var der jo ikke? (Nej! nej! En Stemme: Kan vi ogsaa stole paa det? - Bevægelse i Forsamlingen: Tvivleren sættes udenfor); Taleren tog deraf Anledning til at erklære den for en Skurk, der drog ærlige Folks Forsikring i Tvivl (stormende Bifald) Nu hørte han sine Fjender sige: Tag jer iagt for Bjørnbak, han smidsker kun for Jer for at blive valgt til Rigsdagsmand; men han vilde erklære, at han ikke denne Gang vilde stille sig til Valg i Aarhus; han havde sin stille Gærning i Børnenes Kreds i Skolen altfor kær til at forlade den; men han skulde derimod gærne være Arbejderne behjælpelig med at finde en anden Rigsdagskandidat. (Stormende Bifald, Bjørnbak hilsedes med Hurraraab, der ikke synes at ville faa Ende). Taleren takkede og udbragte et Leve for Arbejdernes Sag, hvis Sejr var vis (nye Hurraraab): saasandt det var en retfærdig Sag, som den Højeste ikke vilde nægte sin Velsignelse. - Geleff erklærede herefter Mødet for sluttet, hvorpaa Kruse udbragte et Leve for Geleff, der ligeledes hilsedes med Hurraraab.

(Socialisten 4. november 1871).

Arbejdermøde i Kjøbenhavn den 25de October. (Efterskrift til Politivennen)

Arbeidermødet i Kjøbenhavn, den 25de Octbr.: "Iaften har der været afholdt et Møde i Tømmerkroen for "den danske Afdeling af Internationale", for at vælge Sectionsformænd for Cigarmagerne. Der blev valgt 5 Formænd: Gletscher, Jensen, Hendriksen, Christensen og Petersen. Hr. Brix ledede Forhandlingerne ved M. A. Sommers Assistance. Talerne vare Sporvognsconducteur Jacobsen, Cigarmager Hendriksen og Sommer. I megen Ro og Orden discuteredes flere Spørgsmaal. Cigarmagernes Forening "Enigheden" viste Imødekommenhed, saavel fra Bestyrelsen som Medlemmernes Side til al træde ind i Internationale, da dens Love vare omtrent eenslydende med Foreningen "Enighedens" og Hensigten den samme. Man yttrede Ønske om at faae Bladet "Socialisten" til at blive et Dagblad, for at man kunde undgaae at fyldes med Modstandernes Sandhedsfordreielser, der daglig fremkom især i "Folkets Avis" og "Dags-Telegraphen", der meest læstes af Arbeiderne. Der blev svaret, at Bladet endnu ikke var saa udbredt, at det kunde bæres som et Dagblad, da det ikke kunde gjøre Regning paa Avertissementer, men at forskjellige Blade, navnlig "Aarhuus Amtstidende", vilde være gavnlig for Arbeiderne at holde. 

Jacobsen talte om Fordommene mod Socialismen, og at Modstanderne vilde betragte dem som Oprørere, Mordbrændere i Lighed med Communen i Paris; men det var slet ikke den danske Arbeiders Hensigt at tiltvinge sig Rettigheder ved Voldsgjerninger. Kun ad Lovlighedens Vei søgte han at komme til sin Ret. Det var ikke tilstrækkelig blot at saae en forhøjet Arbeidsløn eller ved en Skrue at tvinge Kapitalisterne til at give mere for Arbejdet; thi dette kunde kun være en øjeblikkelig Hjælp, men det gjaldt særlig om at komme til sine politiske Rettigheder, der ogsaa vilde fremme de borgerlige. 

Cigarmager Hendriksen, der som Medlem af Bestyrelsen for "Enigheden", glædede sig over de vundne Resultater, at der havde viist sig saa stor Enighed og Tilslutning til "Internationale", da hiin Forening kun kunde virke til et virkeligt Gode, hvis den i Et og Alt sluttede sig til "Internationale": enestaaende for sig selv vilde den ikke formane at udrette saa meget. Nu gjaldt det om, at der ikke var nogen Spaltning tilstede; men at alle Foreninger, som bestode her i Landet af Arbejdere, sluttede sig sammen. Det glædede ham, at Foreningen "Enigheden" ikke var et tomt Navn, men at det havde viist sig, at den virkelig bestod af enige Medlemmer. Han oplæste et Brev fra "Internationales" Bestyrelse til Bestyrelsen for Foreningen "Enigheden".

Jacobsen fremkom med en Bemærkning om den broderlige Arbejderforenings Program, som var udstedt af Lucianus Kofod; han "matte sige, han forstod det slet ikke, thi der var vel sagt, at Arbeidernes Løn burde forhøies, men paa hvad Maade havde det ikke givet tilkjende. Der var hverken omtalt en normal Arbeidstid eller Arbeidsløn, og slet Intet om de politiske eller borgerlige Rettigheder. For ham stod dette Program som et -"Humbug". Nu da "Socialisten" havde draget Arbeidernes berettigede Fordringer frem, nu kom man med Forslag paa Forslag fra alle Kanter, der dog meest gik ud paa at stikke Arbeiderne Blaar i Øinene, og som aldrig vilde lede til gode Resultater, nu maatte man vogte sig for at blive adsplittet i Hobe, men bestandig have det for Øie, at virke til det fælles Maal i sluttet Forening.

Sommer talte om Oplysningen, hvor vigtig den var for Arbeiderne. Det var ved Kundskabens Magt, man havde gjort Arbeiderne til Trælle og Slaver, og først naar Arbejderen selv indsaae, hvor nyttig Dannelse og Kundskab var, kunde han blive skikket til at afryste det Aag, man havde lagt paa ham, saalænge han var i en uoplyst Tilstand. Man vilde øjerne betragte Socialismen som et Oprørselement i Samfundet, men den, som forstod den sande Socialisme, vilde finde den i Christendommens Grundvold. Jesus Christus var den første sande Socialist, det var hans Lære, at den ypperste iblandt os skulde tjene, - og ikke herske - det var ham, der sagde: vi ere alle Brødre, og at en Arbeider er sin Løn værd. Det var kun ved Forførelsens Kunstgreb, at man havde tilranet sig Magten over de lavere Klasser, som man havde holdt i Uvidenhed og derfor kunde bruge dem som Slaver og Trælle. Dersom Arbeiderne nu gik frem i Ro, Orden og Besindighed, saa maatte og skulde de seire, thi Tiden var der, den Tid, da Christus vilde antage sig de Forurettede og Underkuede, og naar vi i Forening bestræbte os for, Enhver efter sine Evner, enten man arbejdede med Haand, Mund eller Hjerne, at holde Bevægelsen indenfor Lovlighedens Grændser, saa vilde Han, som antager sig de Underkuede, staae bag ved og lede Sagen til Seir. Men Arbeiderne havde været holdte i Mørke ved deres Lederes Forførelse, og derfor burde saadanne Mænd, som hidtil havde hersket over og ikke tjent Arbeiderne, ikke længere indlage denne Plads (Stemmer: Rimestad skal væk), og eiheller beklæde den Plads i den lovgivende Forsamling, hvor man hidtil endnu aldrig havde hørt dem tale et Ord, der kunde virke til at forbedre Arbeidernes Kaar. Stod det ikke i vor Magt snart at faae dem fjernede fra denne Plads, saa maatte der arbeides ivrigt for at faae dem bort til det første nye Rigsdagsvalg. Det glædede Taleren at see, at saa stor en Enighed iaften havde viist sig blandt Arbeiderne og blandt de Mænd, som de nu havde skjænket saa fuldkommen Tillid, saavel Bestyrelsen for "Internationale" og dem, som de havde valgt til Sectionsformænd, og Enhver, som offrede sig for Arbeiderne for at klare Begreberne i denne bevægede Tid, og sluttede med at ønske al Held og Lykke til dette Foretagende. 

Jacobsen udbragte herpaa et Leve for "Internationale" og dens Bestyrelse, der besvaredes med 3 levende Hurraer. Hr. Brix sluttede derpaa Mødet, idet han takkede for den Tillid, Forsamlingen havde viist ham. Forsamlingen udbragte et Leve for Hr. Brix. 

Da Sporvognselskabets Tjenerpersonale, Conducteurer og Kudske, Staldkarle etc. ikke kan samles inden efter Kl. 12 Midnat, saa overlodes det Jacobsen at faae valgt de tilbørlige Formænd for disse Sectioner. 

Man yttrede Ønske om snart at faae et stort socialistisk Møde bragt tilveie her i Kjøbenhavn. Mange Medlemmer bleve indtegnede.

(Aarhus Amtstidende 28. oktober 1871).