Ulrik om Peder Madsens Gang. (Efterskrift til Politivennen)

- - - 

I det sidst udkomne Hefte af "Hygieiniske Meddelelser" - 7de Binds 1ste Hefte - har Hr. Ulrik behandlet et Æmne, som han tidligere har søgt al vække kommunalbestyrelsens Interesse for, nemlig "Peder Madsens Gang", idet han drøfter det Spørgsmaal, om denne Gade kan betragtes som et Brændpunkt for Sygdom her i Byen. Han besvarer det ved en Sammenstilling af omhyggelig indsamlede kjendsgjerninger, hvoraf de væsenligste her skulle gjengives.

Peder Madsens Gang er 180 Alen lang og for den største Del kun 5 Alen bred. Gjennem en Port paa Østergade og langs 2 af denne Gades Sidehuse (60 og 70 Alen) gaar man ind i den, og den udmunder i Grønnegade mellem 2 høje Huse. I dens nordlige Del (40 Alen fra Grønnegade) udgaar fra Peder Madsens Gang en anden lille ligeledes 6 Alen bred, men kun 40 Alen lang Gyde mod Vest, Pistolstræde, der ender paa en uregelmæssig Plads, 22 Alen lang og 12 bred, tildels omgiven af ubeboede Huse, tildels af Baghuse til Grønnegade. Gjennem Peder Madsens Gang fører en aaben Rendesten, der foruden Spildevandet skal bortføre Afløbet fra en kostald i Baghuset til Nr. 7, hvor 22 til 26 køer opfødes med tilført Bærme, og hvorfra disses Gjødning regelmæssig udskylles. Med Undtagelse af 2 Huse ere de øvrige 3 til 4 Etager høje med beboede kvister, men i Reglen ere Etagerne lave (3 Alen). Flere af Husene ere meget forfaldne og forsømte, navnlig 3, som tilhøre Koholderen, og som mest udmærke sig ved Svineri. Hele det bebyggede Jordsmon i Peder Madsens Gang er 4409 Kvadratalen, og Gaardsrummene udgjøre deraf omtr. 540 Alen , altsaa neppe 1/8. Der er 11 Gaardsrum, som kun ere fra 5 til 20 Kvadratalen store, de øvrige 9 ere noget større, men intet over 70 Kvadratalen. "Hvor er det muligt," udbryder Hr. U., "at Luft og Lys, ikke at tale om Solskin, skal kunne naa ned til de stakkels Beboere, der ere henviste til et saadant Hjem? Gaarden er i de varme Sommerdage altid fugtig, og paa Grund af Mørket er Alting overdraget med en klæbrig Skorpe af Smuds. Luften i denne Skorsten, thi Andet er det, bogstavelig talt, ikke, er stillestaaende og forpestet ved Uddunstningerne fra Retiraden, den fugtige Gaard og Rendestenene, fra de omliggende Boliger og i Reglen fra en fælles Vadsk, der for hver Etages Beboere er anbragt ude ved Svalen ved den aabne Trappegang, og som paa Grund af Fællesskabet ofte findes fyldt til Randen med Spildevand og Uhumskheder." Ifjor Sommer udgjorde Befolkningen 739 Individer, altsaa 16,7 pr. 100 kvadratalen,, medens der i den ældste Del af Staden ikke findes 11 Beboere paa 100 Kvadratalen; men de ere højst ulige fordelte. Et Hus har 39 Beboere paa 100 Kvadratalen, et andet 34, et 21,3 og et 20,7. Ved en af Sundhedspolitiet ligeledes ifjor foretagen Undersøgelse fandtes i et Hus (Nr. 4) af 13 Lejligheder de 10 overbefolkede; af Husets 63 Beboere havde 44 kun fra 100 til 200 Kubikfod Luft, 10 havde højst 230. Paa et Tagkammer i samme Hus, 430 Kubikfod stort, fandtes i dette Foraar en gammel Kone med 2 Børnebørn og 2 kvindelige Logerende; hver havde altsaa 86 Kubikfod Luft ; 2 Personer førtes derfra til Hospitalet med exanthematisk Tyfus. I et andet Hus (Nr. 8) fandtes af 10 Lejligheder 2 overbefolkede, een var aldeles ubeboelig. I et tredie Hus (Nr. 10) vare af 8 Lejligheder 2 overbefolkede, i et 4de (Nr. 12) af 7 Lejligheder 4; i et Kvistværelse fandtes 6 Personer med 83 Kubikfod Luft til hver; i et 5te Hus (Nr. 18) vare af 8 Lejligheder 5 overbefolkede; 17 Personer havde under 200 Kubikfod Luft hver. I Koholderens Huse (3, 5, 7) fandtes 38 Lejligheder, hvoraf 8 overbefolkede; i disse boede 60 Personer, hvoraf de fleste havde under 200 kubikfod Luft. lalt fandtes ved Eftersynet ifjor 34 overbefolkede Lejligheder og 150 Personer, der ikke havde 200 Kubikfod Luft.*) Overbefolkningen er tiltagen, siden Skøgerne i Foraaret 1869 bortflyttedes fra Gaden. Fattige ere denne Gades Beboere saa at sige Alle; i 1870 nød 68 Voxne og 81 Børn, ialt 139, fast Almisse, og 26 Voxne og 28 Børn, ialt 63, tilstedes der midlertidig Hjælp; samtidig understøttede Helliggejstes Sogns Understøttelsesforening 8 Enker med 11 Børn og 21 Familier med 47 Børn, ialt altsaa 107 Personer, som ikke fik Fattighjælp af det Offenlige. Følgelig behøve omtr. 300 Personer af Gadens Befolkning eller 40,6 pCt. offenlig eller privat Bistand for at existere. 

"Det er en Selvfølge", fortsætter Hr. U., "at en saadan Befolkning i høj Grad maa være hjemsøgt af Sygdomme; thi Armod og Nød, en haard Kamp for Opholdet og dertil et overfyldt, usselt Hjem i en fordærvet Atmosfære svækker i høj Grad Individets Modstandsevne, saa de fleste mere eller mindre ligge under for de skadelige Paavirkninger, som de Alle ere udsatte for." Af meddelte Lister, der ere uddragne af den af ham som Distriktslæge førte Dagbog, ses, at af kroniske Sygdomme, hvortil saadanne, som væsenlig hidrøre fra Overfylding, slet Luft og daarlige Forhold, medregnes, var det samlede Antal 64 i 1868, 90 i 1869 og 101 i 1870. De epidemiske Sygdommes Antal har i de samme tre Aar været følgende: 90 i 1868, 123 i 1869 og 150 i 1870. Totalantallet af de for offenlig Regning behandlede Sygdomme har været 286 i 1868, 341 for 1869 og 433 for 1870, altsaa i det sidste Aar 58,5 for hvert Hundrede af Befolkningen. Medens denne siden fra 1868 er tiltagen med 19,8 Procent, er Sygdommenes Antal steget med 34 pCt. Men det er ikke alle Syge, som tages under Behandling for Fattigregning, der betroes Distriktslægen, en stor Del udlægges paa Hospitalerne af disses Visitatorer, uden Fattiglægens Medvirkning. Ved Fattigbestyrelsens og Hospitalsforstandernes Bistand er Hr. U. istand til at oplyse, at der i de samme 3 Aar er indlagt følgende Antal Syge fra denne Gade paa Hospitalerne: 99 i 1868, 113 i 1869 og 144 i 1870. Ved Uddrag af Kjøbenhavns Dødstabeller er det endelig udfundet, at der i denne Gade i de sidste 6 Aar 1865-70 er død 168 Personer, det er: i Gjennemsnit 28 aarlig, hvilket giver 40 pro Mille, nemlig 31 i 1866, 26 i 1866, 17 i 1867, 24 i 1868, 26 i 1869 45 i 1870; i det sidste Aar er der død 1 af 16 Levende, medens der tidligere dog kun døde 1 af 26, og denne store Dødelighed i 1870 er saameget mere betegnende, som Dødsfaldenes Antal i dette Aar var meget gunstigt for Kjøbenhavns Vedkommende. Især for de smaa Børn, der fødes i P. M. G., er Tilstanden ugunstig; af  4 fødte lever efter 6 Aars Forløb kun 1. "En Befolkning, der i en Række af Aar har havt omtrent 80 Procent Syge i Hjemmet og i Hospitalet, der i samme Tid aarlig har mistet 40 pro Mille ved Døden, maa selvfølgelig i en ganske særdeles Grad kaldes et Fokus, et Arnested for Sygdomme." Hr. Ulrik slutter sin sørgelige Undersøgelse med følgende Yttringer, som vi underskrive og anbefale til almindelig Opmærksomhed:

"Her i Hovedstaden er man glad, naar man blot selv ejer sine Klæder og sit Indbo; aT eje sit Hus, sit eget Hjem, den Fordring have end ikke de Velhavende; man bor ikke her, man logerer og flytter halvaarsvis, de Fattige maaneds- , ja ugevis. Under saadanne Forhold bliver det, at besidde Huse og leje dem ud, en Næringsvej, og, naar den misbruges til hensynsløs Vinding, da er det sandelig en meget skadelig, højst fordærvelig Næringsvej, og det er derlor fuldkomment beretliget, at det Offenlige har Tilsyn med dens Udøvelse. Ved det ifjor givne Tillæg til Sundhedsvedtægten, er der ogsaa givet Sundhedspolitiet en Myndighed, som, naar den med Udholdenhed benyttes, vil kunne udrette overordenlig meget. Men en samvittighedsløs og vindesyg Vært maa staa under stadigt Polititilsyn, naar Bestemmelserne skulle faa noget varigt Udbytte.

For en saadan fordærvelig Uskik, som den i Peder Madsens Gang Nr. 7, hvor der under saa usle Forhold holdes imellem 20 og 26 Køer og hvor der samles den til deres Føde fornødne Bærme, paa samme Tid som Værten overbefolker Bygningerne med henved 40 Familier, yder Sundhedsvedtægten derimod desværre intet tilstrækkeligt Værn, selv om, som i dette Tilfælde kan paavises, det derved vedligeholdte uundgaaelige Svineri medfører betænkelige Følger for de mange Beboeres Sundhed. Anderledes stillede Sagen sig, ifald der existerede en Expropriationslov af Sundbeds-Hensyn. Uden en saadan maa man overalt ikke vente at kunne fjerne dette fordærvelige Forhold, der maaske mest af alt giver dette Kvarter dets ejendommelige karakter; thi det betaler sig desværre altfor godt. At rørlægge Gaden og give den en god Brolægning, vil vel fremme og lette dens Renholdelse, men saalænge den store Kostald under slige uheldige stedlige Forhold vedligeholdes, vil i det mindste Rørlægningens Nytte være meget tvivlsom. Thi ved vore Rørledningers ringe Fald, paa Grund af det flade Terræn  hvorpaa Hovedstaden ligger, ville de neppe i Længden taale saa massive Udskylninger, som en saa stor kreaturbesætning tilfører dem, saameget mindre, som her ikke findes noget Brænderi og derfor ikke den rigelige Udskyldning med Svalevandet.

Forsaavidt endelig Aarsagen til de slette Forhold maa søges i mange af de derboende Individers elendige Kaar, usle Levemaade, Drikfældighed og alskens Udskejelser, da kunne vi i den Henseende kun sætte vor Lid til vore Samfundsforholds gradvise Fremgang til det Bedre. At bidrage til at løfte den Del af Samfundet , hvis ulykkelige Vrag hine ere, bør være Enhvers Opgave, der ej vil paadrage sig Beskyldningen for at medvirke til en rædsom Kuldkastelse af Alt. Ved at give Almisse har Samfundet sandelig ej frigjort sig for sin Pligt.

Naar de smaa Folkeslags Berettigelse til selvstændig Beslaaen maa søges i disses større Opmærksombed for Individernes aandelige og legemlige Velfærd, da staar der endnu meget tilbage for os at udrette, for at vi ikke skulle paadrage os Beskyldningen for at svigte vor Opgave."

*) Hr U minder om, at efter Indenrigsministerens Paabud af 3die Decbr 1856 skulle Fattiglemmer i Fattighuse have hver 5-600 Kubikfod Luft, og Arrestanter skulle have 7-800 Kubikfod.

(Fædrelandet 30. august 1871. Uddrag - indledningen er udeladt)

Peder Madsens Gang. (Efterskrift til Politivennen)

"Dagbladet" for idag indeholder en Artikel, med hvilken vi fuldstændig kunne samstemme. Den har det priisværdige Formaal at paavise Nødvendigheden af en Regulering af Peder Madsens Gang og det nærmest tilgrændsende Qvarteer. Efter de Erfaringer, som man gjorde i det ulykkelige Choleraaar og efter de stærke Opfordringer, der dengang i saa Henseende fremkom, navnlig fra Pressen, blev der strax i det følgende Aar taget alvorlig fat paa at skaffe Hovedstadens Arbejderbefolkning bedre og sundere Boliger. Den private Velgjørenhed og Foretagelsesaand har paa dette Omraade udviklet en betydelig, vi kunne næsten sige beundringsværdig Virksomhed, som ogsaa allerede har baaret og i en lang Aarrække vil kunne bære gode Frugter. Men hermed er ikke Alt gjort. Foruden den Klasse, som denne Virksomhed navnlig er kommen tilgode, findes der i vor, som i enhver anden større Hovedstad en meget lavere staaende Befolkning, der i hygieinisk Henseende lever under Forhold, som man neppe kan gjøre sig nogen Forestilling om. Særlig gjælder dette om deres Beboelseslejligheder, som ofte ere af den Beskaffenhed, at man neppe skulde troe, at noget Menneske kunde opholde sig der, og dog finder man her den ene talrige Familie ophobet ved Siden af den anden, uden at der kan være Tale om en Tilfredsstillelse end ikke af de tarveligste Fordringer i Henseende til Lys og Luft. Sundhedspolitiet, hvem det særlig paaligger at varetage det Slags Forhold, har ikke været uvirksomt i saa Henseende og har navnlig kunnet udrette en Deel, efterat dets Vedtægter have givet det Ret til overordentlige Foranstaltninger mod saadanne overbefolkede usunde Bygninger. Intetsteds have Forholdene imidlertid været saa vanskelige som i Peder Madsens Gang, deels fordi der her ikke blot findes et enkelt Huus, men saagodtsom alle Bygninger henhøre til den næsten ubeboelige og dog overbefolkede Slags, og deels fordi Beboerne for en stor Deel netop bestaae af den Klasse Folk, som heller ikke i andre Henseender vise Agtelse mod Hygieinens almindeligste Forskrifter og Fordringer, og hele Levemaade i det Hele ikke blot er fattig, men for Størstedelens Vedkommende ligefrem ussel.

Disse uheldige Forhold have selvfølgelig alt for længe siden tildraget sig den offentlige Opmærksomhed, og det er vist allerede over en Snees Aar siden, at en Privatmand fremsatte et Project om at faae det uhyggelige Qvarteer omdannet til en smuk Passage. Siden den Tid har Spørgsmaalet imidlertid hvilet, og kun af og til er Offentligheden ved Retsager etc., der kom til dens Kundskab, bleven mindet om disse Usselhedens og Lastens Boliger midt i et af Stadens bedste Qoarterer. Af og til er der skeet en lille Indsamling til Bedste for Beboerne og gjort Et og Andet for dem, men endnu er man ikke kommen saavidt, at der er blevet taget en kraftig Beslutning om at rykke Ondet op med Rode, om paa en eller anden Maade at faae hele Gaden og nødvendigviis det tilgrændsende Pistolstræde og Pistoltorv fuldstændig ryddede. Naar Sagen nu atter bringes paa Bane, saa er Grunden hertil den, at der, hvad vi tidligere have havt Lejlighed til at omtale, netop for Tiden er udbrudt en farlig Typhussygdom i dette Qvarteer, som alt har fundet Vei til andre Dele af Byen, og som, hvis det ikke lykkes itide at sætte en Stopper for dens videre Udbredelse, let kan fremkalde en heel Epidemi. Heldigviis har vor Lægestand taget kraftigt fat paa at standse den; men alene i den truende Udsigt bør der vare tilstrækkelig Opfordring for Communens Bestyrelse til nu at gjøre Alvor af Sagen og med eet Slag at befrie Hovedstaden for dm stadige Fare for at see smitsomme Sygdomme finde et frodigt Arnested i dette Qvarteer, og derfra udbrede sig videre. 

Der kan jo gaaes to Veie til dette Formaals Opnaaelse, idet en saadan Forandring enten kan skee ved privat Overeenskomst eller ved Expropriation. "Dagbl." foretrækker den førstnævnte Vei med Benyttelse af Communens Grunde fra Fæstningsværkerne som Magelæg, da det frygtes for, at Expropriation vil blive for kostbar. Dette er meget muligt, men fremfor Alt er der et andet Moment, som ikke der lades ude af Betragtning, og det er Hurtigheden. Det vil ingenlunde være let, ja maaskee næsten uoverkommeligt at slutte saadanne private Arrangementer med Huuseierne, navnlig da det jo slet ikke er givet, at de efter et saadant salg ville have Eiendomme paany eller have Lyst til at opføre der« eventuelle nye Eiendomme paa den omtalte Grund. Ved en Expropriation vil Alt kunne gjøres med en ganske anden Hurtighed, og der er jo Intet tilhinder for, at Communen endda ved Siden af kan arrangere sig med de Eiere, der ville kjøbe Byggegrunde af den, om at yde dem deres endelige Betaling ved saadanne. Det var jo ogsaa maaskee muligt, at privat Overeenskomst i Virkeligheden vil skaffe Communen billigere Vilkaar end Expropriation. Det vil neppe heller falde vanskeligt for Communen atter at afhænde Grunden til de tilstødende Ejendomme, hvis man ikke skulde ville foretrække paa en eller anden Maade at benytte det gamle Project om en Passage, f. Ex. i Lighed med den saakaldte Basargang, der i Hamborg fra Jungfernstieg fører til en parallelt med samme løbende Baggade. Alle saadanne Spørgsmaal tilhøre jo imidlertid et senere Standpunkt; for Øieblikket er der kun Tale om at rette en kraftig Opfordring til Communalbestyrelsen om for Alvor at tage fat paa Sagen og ikke vente paa yderligere Tilskyndelser end dem, der allerede findes i tilstrækkelig Grad. Da der sidst i Borgerrepræsentationen hævede sig en Røst for Peter Madsens Gangs Udrydning, lød den forgjæves; naar Sagen, som vi vente, nu atter bliver bragt frem, haabe vi, at den ikke vil savne den kraftige Understøttelse, som er nødvendig til dens hurtige Realisation.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juli 1871. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Peder Madsens Gang. Hr. Redakteur! "Dagbladet"s Artikel af 6te Juli om Peder Madsens Gang er visselig et godt Ord i rette Tid om en Sag, der maa ligge enhver Kjøbenhavner alvorlig paa Sinde. Naar samme imidlertid som umiddelbart praktisk Formaal tilsigter aldeles at faae denne afskyelige Gade ryddet af Veien, er den vistnok kun en Røst i Ørkenen overfor vor velvise Kommunalbestyrelse. Der maatte en ganske anden Epidemi til end den nuværende for at drive den til saadanne, efter deres Opfattelse extravagante Foretagender. Der gives imidlertid et andet Middel, som vistnok er langt svagere i sine Virkninger, men paa den anden Side ganske anderledes let at iværksætte, nemlig at gjennemføre et energisk Polititilsyn med disse Huler, at foreskrive strenge Regler for deres Benyttelse og alvorlig at paasee sammes Overholdelse. Det er en velbekjendt Sag, hvilken Reform der i denne Retning er skeet i London med de offenlige Logishuse, og Indsenderen, der som saa mange Andre har havt Leilighed til en Nattevandring gjennem Londons "Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger", har snarere været forundret over den gode, sunde og reenlige Tilstand, hvori han fandt dem, end over det Modsatte. Om nu end maaskee vedkommende Politiembedsmand helst ønskede at vise Fremmede bedre Indretninger, kan der dog ingen Tvivl være om, at overordenlige Forbedringer ere opnaaede, hvad han ogsaa sterilt fremhævede, og det var mærkeligt at see, hvilken Tillid og Velvillie han, en forhenværende Detective, var Gjenstand for hos den af Vagabonder og Forbrydere bestaaende Befolkning. Det synes klart, at man ved saadanne Foranstaltninger kunde afhjælpe de mest fremtrædende Onder ved den nuværende Tilstand. Men dette Forslag vilde ogsaa kunne bane Veien for den endelige Ordning, dette Kvarteers fuldstændige Udrømning, som jeg erkjender bør være Formaalet. Adskillige Huse vilde muligviis blive erklærede for aldeles uskikkede til Beboelse, og Magistraten kunde da erhverve dem enten, ved Mageskifte med udenbyes Grunde eller ved Kjøb og derefter lade dem nedrive. Men selv, hvor dette ikke blev Tilfældet, vilde vedkommende Huse dog tabe Meget i deres nuværende ublue Værdi, naar det blev paalagt Eierne at bringe dem i fuldkomment beboelig Stand og for Fremtiden kun at udleie dem overensstemmende med Sundhedens og Menneskelighedens Fordringer. Medens den nu tilstræbte Løsning af Fæsteforholdet ved at plage Godseierne ud af det, vistnok har sine store Misligheder, turde det derimod være aldeles tilladeligt at paalægge Huuseierne i disse Kvarterer deslige Byrder, som Samfundets Tarv kræver, og som overfor den nuværende "frie Naturstand" kunde gjøre dem tilbøjelige til at opgive deres Standpunkt imod et rimeligt Vederlag. Den tidligere Indvending, at en slet Bolig er bedre end slet ingen Bolig, kan ikke længere reises, efterat Staden har erhvervet de store Grunde, men nogen Tvang maa der vistnok til, og det ikke alene ligeoverfor Huusværterne, men ogsaa imod de ulykkelige og demoraliserede Beboere, Emnet til vor fremtidige "Kommune". - r. 

(Dagbladet (København) 8. juli 1871).

Julie Sophie Strøm. (Efterskrift til Politivennen)

- Paakjendte Sager i Kriminal- og Politiretten:

Arrestantinden Julie Sophie Strøm, der allerede i sit 16de Aar havde været straffet for Tyveri og bl. A. senere 2 Gange for samme Forbrydelse dømt til offenlig Arbejde, fik ved kongelig Resolution af 20de Juli 1869 eftergivet den fra 28de samme Maaned tilbagestaaende Del af den hende ved Kriminalrettens Dom af 6te Febr 1861 for Tyveri idømte Straf af 10 Aars Tugthusarbejde. Efter at hun var bleven løsladt af Straffeanstalten, kom hun til at tjene hos en Familie her i Staden og senere i Fredericia, men kom i Begyndelsen af Oktbr. f A. atter her til Staden, hvor hun i nogen Tid ernærede sig ved Handskesyning. Da hun imidlertid i længere Tid ingen Sysselsættelse havde havt, betraadte hun atter Forbryderbanen og gik nu paa Lykke og Fromme i Byen for at skaffe sig Penge. Hun kom saaledes en Formiddag ved Nørrevold, hvor hun gik ind i en Ejendom, og da hun saa' en Dame ringe paa i Stueetagen uden at blive lukket op og heraf sluttede, at der ingen var hjemme i Lejligheden, fattede hun det Forsæt at bane sig Adgang til samme med en Nøgle, hun havde hos sig. Det lykkedes hende ogsaa at aabne Kjøkkendøren, og da hun var kommen ind i Kjøkkenet, hvor hun forefandt 2 Nøgler, ved hvis Hjælp hun forgjæves prøvede paa at komme ind i den øvrige Lejlighed, stjal hun fra Kjøkkenet en Del der værende Kjøkkentøj og Porcellæn, som hun derefter forsøgte at pantsætte. Under del over hende optagne Forhør tilstod hun, at hun siden 6te Oktbr. f. A. indtil i Midten af afvigte Maris Maaned havde begaaet 14 Tyverier og derved stjaalet en Mængde forskjellige Ting til en Værdi - efter hvad der under Sagen blev oplyst - af i det Hele mellem 120 og 130 Rdl. Af disse Tyverier havde hun udført de 3 i 3 forskjellige Ejendomme paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Gjerningsstederne ved at aabne de dertil hørende Døre med falske Nøgler.

Et af hende paabegyndt Tyveri i en Ejendom i Fiolstræde , hvor hun forsøgte med en falsk Nøgle at aabne et paa Trappegangen værende Klædeskab, blev imidlertid forhindret ved en Tjenestepiges Tilstedekomst saa at Arrestantinden maatte opgive sit Forsæt og tage Flugten. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 36 Aar gl., efter Straffelovens § 232 jvf. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led og 5 46 for 5te Gang begaaet og forsøgt simpelt Tyveri og for 5te Gang begaaet grovt Tyveri, idømt 6 Aars Tugshusarbejde.

(Fædrelandet 14. juni 1871)

“Julie Sophie Strøm, født og hjh: i Kjøbenh:; Leilighedstyv; straffet 4 Gange, sidst med 10 Aars Tugthus. See mist: Prot: D. Pag 384.” [1869]. Forbryderalbum Genealogisk Forlag.

Højesteretsdom nr. 360. [1882]

Advokat Henrichsen

contra

Julie Sophie Strøm (Defensor Levinsen), der tiltales for Tyveri.

Kriminal- og Politirettens Dom af 14 Januar 1882: Arrestantinden Julie Sophie Strøm, bør straffes med Tugthusarbejde i 5 Aar samt betale Aktionens Omkostninger, derunder i Salærer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Steinthal og Herforth, 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Kriminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Advokaterne Henrichsen og Levinsen 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: Da Arrestantinden Julie Sophie Strøm, der er født den 10. August 1836 og senest anset ved Rettens Dom af 6 Oktober 1877 efter Straffelovens § 232 for 6te Gang begaaet simpelt Tyveri og efter § 1 i Lov af 3 Marts 1860 med Tugthusarbejde i 4 Aar, under nærværende Sag mod hende for Tyveri anlagte Sag, ved egen Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste, er overbevist om at have den 22 November f. A. stjaalet en i Gaardsrummet til Ejendommen Nr. 36 i Skindergade staaende Kurv med deriværende vasket og skyllet Tøj, Alt til Værdi 30 Kr., og tilhørende Mathilde Tesch, Bartholdys Enke, saa vil hun være at anse efter Straffelovens § 232 for 7de Gang begaaet simpelt Tyveri efter Omstændighederne med Tugthusarbejde i 5 Aar.

(Højesteretstidende 1882).

Hustruvold i Taarbæk. (Efterskrift til Politivennen)

Mishandling af en Ægtefælle. Efterat Nordre Birks Politi ved en Skrivelse fra en praktiserende Læge i Taarbæk var blevet gjort opmærksom paa, at en Høkers Hustru i Hvidøre den 29de April d. A. var afgaaet ved Døden under mistænkelige Omstændigheder, og der ved de i den Anledning foretagne foreløbige Undersøgelser var opstaaet Formodning om. at den Afdødes Mand ved voldelig Adfærd mod sin Hustru havde foranlediget dennes Død, blev Høkeren den 1ste Mai d. A. sat under Anholdelse og belagt med Arrest, og under Forhørene fremkom der deels ved hans Tilstaaelse og deels ved det iøvrigt Oplyste Følgende:

Arrestanten, der er skildret som havende en Opfarende og hidsig Charakteer, havde i længere Tid staaet i et utilladeligt Forhold til deres Tjenestepige. Da dette den 19te April om Eftermidagen var kommen paa Tale mellem Ægtefolkene paa deres Bopæl i Hvidøre, opstod deraf en Trætte mellem dem, navnlig foranlediget derved, at Afdøde havde hørt, at det nævnte utilladelige Forhold blev meget omtalt mellem Folk i Byen. Pludselig reiste Arrestan￾sig i Vrede fra Sophaen og gik henimod sin Hustru, som ligeledes reiste sig, da han nærmede sig og gav hende med den venstre Albue et Stød for Maven, hvorved hun tumlede henimod den i Værelset staaende kommode, mod hvis øverste skarpe Kant hun tørnede og derpaa faldt om paa Gulvet. Arrestanten greb nu en paa kommoden staaende svær Lampe, som han hævede i Veiret, som for at slaae den ned paa sin Hustru, men blev dog ved deres ligeledes tilstedeværende Tjenestepige forhindret deri, hvorfor han istedetfor i sit Raseri kastede Lampen med stor Kraft henimod Døren, saa at den gik istykker, hvorefter han greb sin Hustru voldsomt om begge Armene og løftede hende op paa en Sopha. 

Samme Dag klagede Arrestantens Hustru, - som længere Tid havde været svagelig og kun daarlig støttede paa Benene, hvorfor hun maatte gaae med Stok, - over Smerter i Siden og i Ryggen og maatte strax gaae tilsengs. Først den 24de f. M. blev der sendt Bud efter en Læge, som imidlertid fandt hende i en meget slet Tilstand, idet hun havde stærke Opkastelser, uregelmæssigt aandedræt og ofte var bevidstløs. Den 29de afgik hun ved Døden. Ved Obductionsforretningen den 2den Mai fandtes der Blodudtrædninger under Huden paa begge Overarmenes Bøieflader, som maa antages frembragte ved en Afdøde i levende Live tilføiet Vold. Tvende Ribbeen viste sig dernæst at være brudte, og ved Hjerneskallens Aabning fandtes Blodkarrene i Hjernehinderne temmelig stærkt inficerede. Efter de obducerende Lægers Skjøn maatte Ribbeensbruddet antages foranlediget ved den Afdødes Fald mod Commoden og ved det hende af Manden bibragte Skub, eller muligen alene ved dette, hvorimod der ikke kunde udtales nogen bestemt Mening om, hvorvidt Blodorerfyldningen i Hjernen, der maatte antages et have foraarsaget Døden, var grundet i den Afdøde tilføiede Overlast.

For sit ovenanførte Forhold blev Arrestanten der tidligere i Henhold til Frd. 11te April 1840 § 77 cfr. §§ 22 og 43 bar været anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage hvilken Straf imidlertid var bleven forandret til 20 Rd, i Mulkt, nu ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom af 26de d. M. i Henhold til Straffelovens § 202 anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

Under samme Sag tiltaltes en Barbeer, der havde sat den Afdøde Blodkopper og uden en Læges Forskrift foreskrevet hende Omslag af fordelende Urter; men det skjønnedes dog ikke, at han, navnlig naar hensees til Beskaffenheden af de af ham anvendte Midler, havde overtraadt Lovgivningens Bestemmelser om Kvaksalveri, hvorfor han ved den ovenfor citerede Dom frifandtes for Actors Tiltale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. maj 1871. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Tydsk i nordslesvigske Skoler. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. "Dvke." skriver: "Medlemmerne af den Commission, som Overpræsident Baron Scheel-Plessen har nedsat til at udarbeide en Instrux om Indførelsen af tydsk Underviisning i de nordslesviskee Skoler, have samtidig med Commissoriet modtaget en Skrivelse fra Overpræsidenten, hvori denne udvikler sit Standpunkt i denne Sag. I denne Skrivelse, der er dateret 11te April, hedder det: Den Bestemmelse, at der skal meddeles Underviisning i det tydske Sprog i samtlige Skoler i Nordslesvig, hvor dette hidtil ikke er skeet, er udelukkende truffen i den Hensigt, at afhjælpe en Trang hos Provindsens dansktalende Befolkning, som uden Kjendskab til det tydske Sprog og uden Færdighed i at bruge det, ikke er i Stand til at tage den den tilkommende Andeel i Velsignelserne og Fordelene ved Samkvemmet, Handelen og hele det aandelige Liv i del samlede Fædreland ("Gesammtvaterland"). Ligesom altsaa Indførelsen af den  tydske Sprogundervisning udelukkende skeer for at tilfredsstille denne Trang og er uden al Sammenhæng med den paagjældende Befolknings Nationalitet og Modersmaal, saaledes skal ogsaa det Tvingende ved denne Foranstaltning udelukkende indskrænke sig til, at det tydske Sprog i Elementarskolerne bliver drevet som Underviisningsgjenstand, medens det kun paa vedkommende Skolecommuners udtrykkelige Ønske skal anvendes som Undervisningssprog. I de tvende første Skoleaar skal der endnu ikke gives Undervisning i det tydske Sprog. Denne Tid skal meget mere anvendes til at undervise Børnene i deres Modersmaal i Begyndelsesgrundene til, hvad de bør vide og kunne, og gjøre dem modtagelige for videre Uddannelse. Naar det andet Skoleaar er overstaaet, skal der indtræde 6 Timers ugentlig Undervisning i det tydske Sprog. Formaalet med denne Undervisning er, at Børnene efter tilendebragt Skoletid ere istand til at forstaae og til paa Tydsk at gjengive Indholdet af en tydsk Folkeskolelærebog og udtrykke sig forstaaelig baade mundtlig og skriftlig om, hvad der forefalder i det daglige Liv. Hvad Methoden angaaer, da er en egenlig gramatikalsk Underviisning ikke nødvendig for at naae dette Maal; de i denne Retning uuudværlige Kundskaber skulle bibringes Børnene ved Siden af Læses bogen, Oversættelsen og de skriftlige Øvelser. Religions-Underviisningen skal i hele Skoletiden uden Undtagelse gives paa den paagjældende Befolknings Modersmaal og Kirkesprog. Alt nu findes der i Nordslesvig kun faa Elementarlærere, som ikke ere qvalificerede til at undervise i det tydske Sprog paa Tydsk. Jeg har truffet den Bestemmelse, at der ved de nordslesvigske Skoler fremtidig kun ansættes saadanne Lærere, som ogsaa ere det tydske Sprog mægtige."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1871).

Pauline Worm. (Efterskrift til Politivennen)

Pauline Frederikke Worm (1825-1883) var forfatter og kvindesagsforkæmper. I 1847-50 var hun huslærerinde i Præstø, hvorpå hun havde en mindre pigeskole, først i Randers og senere en lignende i Aarhus, men hun måtte opgive skoleledelsen, da hun ikke var særligt administrativt eller pædagogisk begavet. Fra 1865 og en lang årrække frem var hun lærerinde i Randers.

I 1865 holdt Pauline Worm som den første kvinde et foredrag. Det havde titlen "Holger-Danske-Sagnet". Det blev også udgivet på tryk hos N. Schmidt i Randers til 12 skilling. Efterfølgende holdt hun taler og foredrag til forskellige møder omkring Randers. De følgende 5 år beskæftigede hun sig især med nationale emner, også da Indre Mission efter hendes opfattelse såede tvivl om den: 

Den indre Mission i Conflict med Nationalitetsfølelsen. Frøken Pauline Worm har ladet indrykke Følgende i "Randers Avis":

"Her i Byen samles i disse Dage Underskrifter paa et Andragende til Hr. Pastor Pontoppidan om at aabne St. Mortens Kirke for "den indre Mission". Mange have allerede underskrevet, og Mange vil fremdeles underskrive i den Overbeviisning, at de derved give deres Navne til et Guds velbehageligt Værk.

Sagen kan imidlertid sees fra mere end een side, og for Adskillige vil den maaskee komme til at staae i en heel ny Belysning, naar man gjør dem opmærksomme paa, at "den indre Mission" betragter Danmark som et Hedningeland, hvor der egentlig først nu, efter Pastor Vilh. Becks Fremtræden, skal skabes en christen Menighed. I "den indre Missions Tidende" Nr. 23 for 15de August d. A. sammenlignes den religieuse Tilstand her i Landet med den, der fandt Sted i Israel under Achab og Jesabel, da Herrens Propheter vare ihjelslaaede og Elias ene bleven tilbage, skjult for sine Forfølgere i en Hule. Det hedder i denne Anledning om Forholdet hos os:

"Og hvor der er en enkelt troende Sjæl tilbage, der maa saadan en Sjæl som oftest leve som en Eneboer i sin Hule, foragtet som en Afsindig, et taabeligt Menneske, uden Venner, uden en eneste Sjæl, der kan forstaae ham, forknyt og bedrøvet over den Nat, det rædsomme Nattens Mørke, der hviler over Folket; og de, som faae fat i saadan en Sjæl, de søge at tage hans Liv, søge ved alle mulige Kunster, ved at lokke eller true, med Spot og Fjendskab at tage Livet, tage Troens Liv fra den Sjæl." 

Efter disse stærke Ord synes rigtignok Forfatteren, Hr. Beck selv, at være kommen lidt til Besindelse, og han tilføier derfor som et Slags Formildelse af sin haarde Dom: "Saaledes var det i den Tid, som ligger bag os, i vore Fædres Tid, og saaledes er det endnu paa mange, mange Steder i vort Fædreland" - (altsaa dog ikke overalt, ikke der, hvor den indre Mission har vundet Indgang).

Saavidt Pastor Beck. Den, der nu ikke med ham vil bryde Staven over vore Fædre, ikke indrømme, at de forgreb sig paa Herrens Raademidler og. som han siger, "kaarede sig falske Propheter," naar de lydigt og i god Tro modtog de Præster, Regeringen sendte dem; den, der ikke kan betragte sine danske Brødre og Søstre som særlig frafaldne, særlig befængte med Ugudelighed og Vantro; den, der ikke kan kalde det Christendom at foragte sit Fædreland og sit Folk; har ganske vist al mulig Grund til at lukke baade Kirkedør og Hjertedør for den indre Mission, saalænge dens Høvding fører saadan Tale.

(Flyveposten 19. november 1867)

Hun blev for denne artikel angrebet hårdt af Indre Mission for bagvaskelse, og Beck kaldte det for "Kjærlingesladder". Pauline Worm svarede igen, se fx en 1½ sides artikel Fædrelandet 27. december 1867. Hun videreudviklede kritikken ud fra hvad Indre Mission senere havde gjort. Debatten fortsatte ind i 1868.

På dette tidspunkt var hun en kendt forfatter, ligesom hendes sange blev sunget til specielle offentlige lejligheder. Pauline Worm blandede sig i debatten (især i Randers) om kvindernes manglende ligestilling og anfægtede at kvindelighed skulle være noget natur- eller Gudsbestemt. Disse synspunkter var måske så langt forud for hendes tid at de enten blev tiet ihjel eller forsøgt imødegået med usaglige argumenter. 

I 1871 begyndte hun at holde foredrag om kvinden. Hun var tidligt blevet grebet af tanken om kvindernes ligestilling og kæmpede for den indtil det sidste. Pauline Worm var i 1865 den første danske kvinde, der holdt et offentligt foredrag. Hun lavede også foredrag for Dansk Kvindesamfund om kvindesagens fortid og fremtid. (Se Nordisk maanedsskrift for folkelig og kristelig oplysning, 1872, S. 19-63.) Marts 1872. I 1872 var hun aktiv for at oprette fagskoler for kvinder.:

- Frøken Pauline Worm fra Randers holdt igaar her i Byen sit bebudede Foredrag om Kvindens Personlighed. Som Samfundsforholdene var, kom Kvinden ikke til sin Ret; hun blev betragtet som upersonlig, og hun var som en Ting eller som et Exemplar. Dog var der begyndt at indtræde nogen Forandring i disse Forhold, større i flere andre Lande, men selv i Danmark søgte dog Loven alt mere, siden vor Frihedsliv oprandt, at beskytte hendes naturlige Menneskerettigheder, og det var derfor egentlig mest Vedtægter, sædvaner og skikke, som holdt hende borte fra et virksomt praktisk Liv, hvor hun kunde anvende sine Evner og Færdigheder. Exempelvis godtgjorde hun, at Kvinders Forstandsevner og overhovedet deres aandelige Begavelse var idetmindste lige saa stor som Mændenes, Hun havde altid Vanskelighed ved at gjøre sig gjældende, og maatte derfor hengive sig i Skjæbnen, men med et forpint Hjerte. En ung Kvinde i England kunde ikke finde Optagelse ved noget Universitet, fordi efter sammes Instruxer Optagelsen lød paa vir (Mand), men endelig blev hun optaget paa et Universitet, i hvis Instrux stod homo (Menneske), fordi det ikke kunde omstrides, at hun jo var et Menneske. Forældre burde itide sørge for, at deres Pigebørn fik en fornuftigere Opdragelse end hidtil, saa at de kunde opnaa Færdigheder og Dygtighed i enkelte Retninger, hvorved de kunde finde en Erhvervskilde, og derved blive istand til at forsørge sig selv, naar Forholdene forlangte det, saa at de ikke behøvede en Mand til Forsørger. De fleste Piger gifte sig nemlig, ofte uden at spørge Hjertet, fordi de behøve en Forsørger. Men under den antydede fornuftigere Ordning vilde der ikke blive færre Ægteskaber, men der vilde blive færre ulykkelige Ægteskaber.

Foredraget, som varede i 1½ Time, blev fulgt med udelt Opmærksomhed af en stor Tilhørerkreds, Herrer og Damer af de forskjelligste Samfundskredse. Foredraget var ypperligt, og fra hendes Standpunkt logisk og korrekt, og det bør bemærkes, at over over det var udbredt Elegance og Kvindelighed, hvilket i Forening med hendes bløde, bøielige Talestemme kun kunde bidrage til at vinde for sig. - Hvad Emnets Kjærne angaaer, mene vi dog at samme var fremstillet vel ensidig, og de udtalte Anskuelser noget paavirkede af Livets Skuffelser.

(Aarhus Amtstidende 31. marts 1871, 2. udgave).

Desuden skrev hun artikler, fx i "Familie-Tidende" nr. 13 om Kvindespørgsmaalet og Naturhistorien

Rosenkilde, G. (George Henricus) (15.11.1814-23.5.1891) fotograf. Worm, Pauline (29.11.1825-13.12.1883) forfatterinde. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Frøken Pauline Worm har nylig gjennem "Hejmdal" udtalt sig om den Side ved Arbejdersagen, som angaar Spørgsmaalet om Kvindens Samfundsstilling. Den bekjendte Forfatterinde, der begynder med en skarp og klar Imødegaaen dels af "Socialistens" Forslag til at forbyde Kvindens Arbejde i Fabrikkerne og dels af "Fædrelandets" Præk om Arbejdernes "urimelig tidlige Indgaaelse af Ægteskab", indrømmer, at det ikke saameget er Lovgivningen som den offenlige Mening, der lægger Hindringer ivejen for at Kvinden kan komme til at indtage en selvstændig Stilling i Henseende til at finde sit Udkomme selv om hun ikke faar nogen Forsørger. Uden her at skulle indlade os paa det foreliggende omfattende Spørgsmaal, der jo ogsaa i disse Dage er rejst fra anden Side og sandsynligvis med mere Virkning, kunne vi dog ikke undlade, at henstille til Overvejelse, om hine Hindringer der tilskrives den offenlige Menings Fordomme, ikke snarere skulde hidrøre fra og stemme med Kvindens hele Natur og Bestemmelse, der ganske vist ikke gjør hende til et, Manden underordnet Væsen men til et fra ham i flere væsenlige Henseender Forskelligt; ligesom det vel ogsaa turde være, at den Hjælp, der egenlig vilde gavne Kvinden, maatte ydes hende gjennem Manden, saaledes at Arbejderens Vilkaar og Løn var en Saadan, at den ham nærpaarørende Kvinde ikke behøvede, som nu, at være hans Medbejler til en knap Løn istedenfor at være den, der prydede og hyggede hans Hjem. (Ah. Atd.) 

(Vestjylland eller Herning Folkeblad 12. februar 1872).

Pauline Worm kritiserede i 1874 det litterære kleresi for at holde kvinderne ude. Indlægget fra denne diskussion udkom i bogen En Brevvexling i 1878, og samme år foreslog hun en ændring i vielsesritualet, der i højere grad skulle betone ligheden i mandens og kvindens situation, som hun gennem en detaljeret undersøgelse kunne påvise faktisk havde bibelsk grundlag. I 1875 foreslog hun, at man skulle samle ind til et panserskib i stedet for at rejse et minde på H.C. Andersens 70-års dag. Hun er begravet på Solbjerg Kirkegård (Frederiksberg).

Pauline Frederikke Worm. F.  i Gyllested 29. nov. 1825. D. i Kjøbenhavn 13. dec. 1883. Sat af venner. Gravsten på Solbjerg (Park)Kirkegård, Frederiksberg. Ved stenen står at brugsretten er udløbet, og et telefonnummer til hvor man skal henvende sig for at få den fornyet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Falsk og Bedrageri m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Der er nu af Criminalretten afsagt Dom i en Sag, hvorunder en Amagerkone var tiltalt for et Plattenslageri i det Store og for at have bedraget en Amagerbonde for et betydeligt Beløb. Vi skulle her gjengive Sagens væsentligste Indhold i Overeensstemmelse med Forhørerne. Den paagjældende Plattenstagerske, hvis Navn er Inger Cathrine Nielsdatter, Hansens Enke, er 36 Aar gl. og født i Sundbyøster; hendes afdøde Mand var Skibstømrer, og de hare havt tre Børn, hvoraf dog kun de to leve. I de 10 Aar, hvori hun har været Enke, har hun ernæret sig ved Grønthandel og har havt Udsalg paa Vesterbrogade Nr. 14. For længere Tid tilbage satte hun sig i Forbindelse med en Slagtermesters senere afdøde Hustru i Sundbyvester. hvem hun indbildte, at hun havde betydelige Leverancer af Grøntsager, som hun lod indkjøbe i Udlandet ved en Mand ved Navn Erichsen, til engelsk Gesandt Lange, Consulerne Smith og Andersen paa Bornholm og engelsk Gesandt v. Louphsulth, lutter opdigtede Personer, idet han slet ikke havde paataget sig nogen Leverance, og Hensigten med at benytte disse tilfældigt valgte Navne var at skaffe sig Penge til at leve et efter hendes Livsstilling overdaadigt Levnet. Hun forstod ved sit Væsen at vinde den omtalte Slagters Hustru, der var den, der bestyrede Ægtefolkenes Pengevæsen, saaledes for sig, at denne efterhaanden udleverede hende ikke ubetydelige Pengesummer, og for at holde hende fast i Troen paa Virkeligheden af de foregivne Leverancer, fortale Arrestantinden hende forskjellige opdigtede Historier og skrev bl. A. de omtalte fingerede Personers Navne under forskjellige Reqvisitioner, som hun lod afskrive og leverede i Afskrift.

Som et Exempel paa, hvorledes Arrestantinden bar sig ad med at skuffe hende, kan anføres følgende Træk: Hun kjørte engang ud med Slagterkonens Søn for at faae Penge hos "engelsk Gesandt von Lange"; i Bredgade bad hun Sønnen om at holde udfor et Sted paa hiøre Haand fra Kongens Nytorv, medens hun gik op i Stedet. Da hun kom tilbage, fortalte hun, at hun havde været paa Langes Contoir, men ikke truffet ham hjemme; der havde været En paa Contoiret, som havde været studs imod hende, men dog betalt hende Beløbet for Leverancen. Derpaa bad hun Sønnen om at kiøre om i en af Sidegaderne, saavidt hun har kunnet erindre i Antonistræde, for at hun kunde opsøge "Eriksen", som skulde boe der; hun gik op i et Sted og kom kort efter tilbage med den Besked, at Eriksen ikke var hjemme. Hendes hele Adfærd ved denne Lejlighed var saa naturlig, den aldeles ingen Mistanke vakte. Undertiden bragte hun Slagterens Kone kostbare Foræringer og forførte hende til at bruge mange Penge til Klæder og Forlystelser, saasom til at gaae i Tivoli og see begge Forestillinger i Circus paa dyre Pladser, ja hun fik hende endog til at opfordre sin Mand Slagteren til at kjøbe en Gaard i den Tro, at de vare blevne rige Folk, hvilket Kiøb dog senere maatte gaae tilbage.

Det var, som bemærket, ikke ubetydelige Beløb, Arrestantinden fik udleveret af Slagterets Kone (der endog engang, da hun ikke havde forlangte Penge, laante disse af en Gaardeiers Kone uden dennes Mands Vidende), men Arrestantinden undlod dog ikke af og til at gjøre Afregning med hende, og hun betalte hende efterhaandcn store Summer tilbage, deels som Afdrag, deels som Udbytte af de foregivne Forretninger, saa at det, uagtet Arrestantinden var kommen til at staae i et nominelt Gjældsforhold til hende af i det Hele 4400 Rd., dog maa ansees uafgjort, om Slagteren og hans Hustru have lidt noget directe Tab ved det omhandlede Forhold fra hendes Side.

Det er øiensynligt, at Nødvendigheden af at udrede saa store Pengesummer havde bragt Arrestantinden i Forlegenhed og for at komme ud over denne maatte hun paany tage sin Tilflugt til sine Overtalelsesevner. Historien om de store Leverancer, hun havde paataget sig, var ved Slagterens Kone naaet hen til en Gaardmand i Magleby, og denne havde tidligere laant Sidstnævnte omtrent 2000 Rd., som senere vare ham tilbagebetalte. Til ham henvendte Arrestantinden sig med Anmodning om at forstrække hende med et Laan til en stor ny Leverance af Urter og Grøntsager til Skibe, og med at tilsige ham Andeel i det eventuelle Udbytte fik hun ogsaa omtrent 4000 Rd. Disse Penge med Udbytte tilbagebetalte Arrestantinden ham endnu medens hun havde dem tilovers af de penge, hun havde modtaget af Slagterens Kone, men kun i den Hensigt at gjøre Gaardmanden godtroende og senere at erholde et nyt og større Laan af ham. Da Gaardmanden fandt, at det var gaaet godt med den første Leverance, gik han ogsaa ind paa Arrestantindens senere Anmodning og laante hende for 4000 Rd. og dernæst 3000 Rd., og med disse 7000, Rd. fyldestgjorde Arrestantinden Slagterens Kone. Denne Sidste forblev ifølge en Aftale imellem Gaardmanden og Arrestantinden uvidende om dette Laan, og Hensigten hermed var fra Arrestantindens Side den, at hun havde i Sinde atter at gjøre et nyt Laan paa 10,000 Rd. hos Slagterens Kone for dermed at dække Gaardmanden; dette Forsøg mislykkedes imidlertid, fordi Slagterens Kone ikke kunde skaffe en saa stor Sum tilveie. Gaardmanden fik som Følge heraf ikke sine Penge, og Arrestantinden maatte stadigt opholde ham deels ved forskjellige opdigtede Beretninger om den foregivne engelske Gesandt, deels ved at udbetale ham imellem 4 og 500 Rd., der foregaves at være Gaardmandens Andeel i Udbyttet af Forretningen, samt som Fortjeneste af Laanet imellem 14 og 1500 Rd. Ifjor Efteraar døde Slagterens Kone, og nu kunde Arrestantindens bedrageriske Fremgangsmaade ikte længere skjules. Hun havde fra først af indladt sig paa samme uden Midler til at opfylde de Forpligtelser, hun paadrog sig, og hun havde ingen anden Udsigt til at dække de Tab, han forvoldte end den Mulighed at vinde i Lotteriet. Da Gaardmanden derfor mærkede, at han ingen Dækning fik for sit Tilgodehavende blev der gjort Anmeldelse til Politiet, hvorefter Arrestantinden blev anholdt paa sin Bopæl. Hun er ikke funden tidligere straffet, men blev nu dømt efter Straffelovens § 251 jfr. tildeels § 46 og sammes § 275 jfr. § 270 til Forbedringsarbeide i eet Aar samt til Erstatning til den omtalte Gaardmand at udrede 5500 Rd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. marts 1871).

Tyveri, Løsgængeri m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående eksempel viser nogle af de fængselsstraffe tyveri kunne udløse:

Politibetjent Nr. 106 lagde en Dag i Slutningen af November f. A. Mærke til 2 Personer, der drev omkring i Gaderne og ikke bestilte Andet end at see ind af Vinduerne. Den ene af dem gik omsider ind i en Høkerboulik i Aabenraa, medens den anden ventede udenfor; lidt efter kom den Første ud med en lille Pakke under Armen og gik hen til sin Kammerat, men i det Samme hørte Betjenten Høkerkonen raabe: "Tag ham, grib ham!", og begge Personerne gav sig nu til at løbe, efterfulgte af Betjenten, hvem det lykkedes at paagribe den ene i en Port i St. Gjertrudstræde. Der oplystes derefter, at den Person, der kom ind i Boutiken, havde kjøbt forskjellige Fødevarer og var løbet sin Vei med dem uden at betale, men dette Bedrageri blev ikke gjort til Gjenstand for Paatale, da Høkerkonen frafaldt samme tilligemed Erstatning. Derimod bevirkede denne Sag, at der fremkom Oplysninger, som ledede til yderligere Undersøgelser saavel imod de tvende omtalte Personer som mod en tredje, og ved disse Undersøgelser godtgjordes det, at de alle tre havde gjort sig skyldige i forskjellige Tyverier m. m. De paagjældende Personer vare Arrestanterne Viggo Valdemar Olsen, 20 Aar gammel, og Christen Sørensen, 28 Aar gl., samt Tiltalte Peter Nielsen, 23 Aar gl. Førstnævnte havde den 20de Novbr. forladt Ladegaarden uden Tilladelse og derved paadraget sig Straf for Løsgængeri. I de paafølgende Dage drev han om med Tiltalte Nielsen, og de mødte paa deres Vandring i Amaliegade Arrestanten Sørensen, med hvem Olsen, udenat Nielsen hørte det, aftalte at begaae et Tyveri i Toldbodgade Nr. 11. Her var Sørensen bekjendt, og begge Arrestanterne gik op i dette Sted, hvor Sørensen paa 3die Sal fra et uaflaaset Pigekammer, medens Olsen blev staaende ved Kjøkkendøren, stjal nogle Fruentimmerklæder, hvoraf de efter et forgjæves Forsøg pantsatte Størstedelen for ialt 8 Mk. Den 28de s. M. traf de to Arrestanter atter sammen og aftalte at forøve et Tyveri i Store Kongensgade Nr. 70, hvor Olsen stjal en Olietrøie, der tilhørte en Matros, og som hang paa en Snor i Gaarden. Sørensen forblev denne Gang udenfor, men Udbyttet af Trøien, som de solgte til en Ubekjendt for 24 sk, forbrugte de i Forening til Spise- og Drikkevarer. Atter Dagen efter gik begge Arrestanterne om Eftermiddagen Kl. omtr. 6 ind i Gaarden Nr. 18 i Borgergade, hvor Olsen bemærkede, at der i Stuen i Baghuset stod et Vindue aabent. Han antydede derpaa Sørensen, hvorledes Tyveriet skulde udføres, og medens denne holdt Vagt, krøb Olsen ved Hjælp af en Huggeblok igjennen Vinduet ind i Værelset, hvor han talte sig i Besiddelse af 2 Frakker og en Vest, som hang paa Væggen. Disse Koster bleve deels solgte, deels pantsatte, og Udbyttet 4 Rd. 3 Mk. deelte Arrestanterne imellem sig. Ogsaa Strandveien hjemsøgte de, og i Stedet Tuborgs Staldbygning satte Olsen sig i Besiddelse af en gammel Vadmelsfrakke, der dog er erklæret for værdiløs. Foruden de Tyverier, Arrestanterne have udøvet i Fællesskab, har Sørensen tillige tilstaaet, at han i 1869 har i Randers stjaalet en Ost fra sin Logisværtinde, og i Byen Paderup et Par Støvler fra en Tjenestepige, ved hvis Hjælp han havde opnaaet at faae Logis sammesteds. Tiltalte Nielsen, der ligesom Olsen havde forladt Ladegaarden uden Tilladelse, var den, der blev anholdt af den ovenfor omtalte Betjent; ved sin Løsladelse fik han paany et Tilhold af Politiet, om ikke at forlade Ladegaarden uden Tilladelse, men ogsaa dette overtraadte han og drev omkring, indtil han frivillig meldte sig til Politiet. Saavel Arrestanterne som Tiltalte have tidligere gjentagne Gange været straffede, Olsen bl. A. med 18 Maaneders Forbedringshuusarbeide, Sørensen bl. A. med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage og Nielsen bl. A. med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar. Ved Criminalrettens Dom bleve de dømte Olsen og Sørensen til Forbedringshuusarbeide henholdsviis i 3 Aar og 18 Maaneder, Nielsen til 90 Dages Tvangsarbejde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. marts 1871).

Istransporten over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

- I Anledning af Istransportens Ophør indeholder "Korsør Avis" nogle Bemærkninger, hvori det hedder: Spørger man nu, hvilken Erfaring man har indvunden i denne lange og besværlige Isvinter med Hensyn til vor nye Isbryder "Fyen", - thi det er først iaar, at man har havt Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Dampskibets Lyder og Dyder, da "Fyen" saagodtsom hele forrige Vinter laa indefrosset i Slipshavn, - saa kunne vi hertil svare, at skjøndt "Fyen" ved mange Lejligheder har gjort god Nytte, saa er det alle Sagkyndiges Mening, at "Fyen" i ingen Henseender har kunnet magte Forholdene, og at en Isbryder med større Styrke, under de nuværende Forhold, er paatrængende nødvendig. Et saadant Skib med f. Ex. den dobbelte Hestekraft ("Fyen" har som bekjendt kun 60 Hestes Kraft) vil vanskelig kunne undværes under Forhold som i indeværende Vinter. Men skulde Rigsdagen ikke ville bevilge de nødvendige Penge til et saadant Skib, lad da en af Marinens Pandserskonnerter, hvori der er Drøn, og som har den nødvendige Styrke, tage Station hernede om Efteraaret; vi have jo tidligere havt Marinens Skibe i Postfart. Et saadant Skib vilde i Forbindelse med "Fyen" kunne udrette Alt, hvad der i en Isvinter kan udrettes med Dampskibe. Et andet Punkt, der ligeledes har været meget omtalt, er Mangelen af et tilstrækkeligt Antal lettere Joller, idet man har idet man har villet paastaa, at et større Antal end det, Postvæsenet for Øieblikket er i Besiddelse af. ved flere Lejligheder under Istransporten kunde have udrettet langt mere, navnlig ved Befordring af Brevposten. Hvad der ogsaa har vakt de Rejsendes billige Mishag, er den lidet sømmelige Maade, hvorpaa der er sørget for Bekvemmelighed med Hensyn til Beværtningslokaler; thi de mørke Huller, der bydes de Reisende paa Halskov Rev, hvor de ofte maa opholde sig i flere Timer, har langt mere Lighed med en Smugkro paa Landet end et anstændigt Lokale for Reisende. Trangen til et større Gjæstgiveri, hvor den Rejsende under ugunstige Vejrforhold ogsaa kunde tilbringe Natten, er et Savn, der bidrager sit til at gjøre en Reise paa en saa ublid Aarstid høist besværlig, og det er en Pligt for Postvæsenet ved indtrædende Tilfælde at søge at raade Bod herpaa.

(Aarhus Amtstidende 6. marts 1871).

Tiltale for edelig at have aflagt falsk Vidneforklaring for Retten m. m. (Efterskrift til Politivennen).

I Midten af Decbr. Maaned f. A. forhandledes der i den offentlige Politiret en Sag imod Vognmandskarl Theodor Valdemar Berggreen for Paakjørsel af en Sporvogn mm. Under denne Sag, der endte med, at han idømtes en Bøde af 10 Rd., var der opstaaet Formodning om, at tre af Tiltalte førte Vidner, nemlig Vognmandskarlene Niels Møller Thomsen, Bendt Jørgen Bendtsen og Christian Nielsen havde afgivet falsk Forklaring for Retten og bekræftet samme med Ed, at et fjerde Vidne H. ligeledes havde afgivet falsk Forklaring for Retten, uden at have beediget samme, og at Tiltalte havde forledet alle Fire til disse Forbrydelser. Der blev derfor indledet Undersøgelser imod samtlige fem Personer, som alle blive belagte med Varetægtsfængsel, og igaar (Tirsdag) blev Sagen paadømt af Criminalretten. Af Forhøret fremgaaer Følgende: Den 30te Novbr. f. A. om Formiddagen kom 3 Skraldevogne kjørende fra Byen paa Nørrebrogade. Arrestanten Bendtsen kjørte forrest, Thomsen og Nielsen paa den anden og Berggreen og H. paa den bageste Vogn. Berggreen kjørte i rask Trav i Sporvognssporet og vedblev hermed, uagtet han saae Sporvognen komme sig imøde. For ikke at faae sine Heste paakjørte maatte Sporvognskusken dreie dem til Siden, men han undgik ikke Sammenstødet med Berggreens Vogn, som tørnede saa stærkt imod Sporvognens venstre Side, at Passagererne faldt om imellem hverandre og Sporvognens Trappegelænder tilføieres en Skade, der er ansat til 14 Mk. I det Øieblik, Sammenstødet fandt Sted, vare begge de andre Vogne saa langt fra Berggreens, at de Personer, der befandt sig paa dem, ikke kunde see, hvorledes det gik for sig. Ved flere Vidners Forklaringer blev det godtgjort, at Berggreen havde kjørt i stærk Fart, at han havde havt Tid til at vige ud af Sporet, og at Sporvognskudsken ikke havde kunnet undgaae Sammenstødet ved at bremse. Rigtigheden heraf blev imidlertid benægtet af Berggreen, som i Haab om derved at undgaae Ansvar overtalte de ovenfor nævnte Arrestanter til som Vidner at afgive usandfærdige Forklaringer til Fordeel for ham og i fornødent Fald at bekræfte dem med Ed. Berggreen vidste eller havde erfaret, at Thomsen, Bendtsen og Nielsen slet ikke havde seet noget til Paakjørselen og at H., da den indtraf, var saa beskjænket, at han ingen Mening kunde have om det Forefaldne.

Ikke destomindre overtalte han Arrestanterne til at afgive den falske Forklaring, og han var tilstede i den offentlige Politiret og paahørte Forklaringen og Edsaflæggelsen, uden at foretage det Mindste for at afværge Forbrydelsen. Hvad Arrestanterne angaaer, da have de 3 nævnte imod bedre Vidende usandfærdig udsagt, at de havde været Vidne til Sammenstødet, Arrestanten Bendtsen derhos, at det efter hans Skjøn havde været umuligt for Berggreen at slippe ud af Sporet i rette Tid, og Thomsen og Nielsen tillige, at de havde seet Berggreen 20 Skridt fra det Sted, hvor Sammenstødet skete, gjøre sig al mulig Umage for at dreie ud af sporet, samt at Sporvognskudsken kunde have undgaaet Paakjørselen, hvis han betimelig havde bremset. Arrestanten H. afgav en Forklaring, der lignede de to sidstnævnte Arrestanters, uagtet han maatte vide, at den var falsk. Forinden de tre navngivne Arrestanter beedigede deres Forklaringer, bleve de - hvilket udtrykkelig er indrømmet - alvorlig formanede af Dommeren til at udsige Sandhed og foreholdt Lovens Straf for Mened; de aflagde alligevel Eden, ikke fordi de derved opnaaede noget Vederlag, men alene "fordi de ikke syntes at kunne nægte Arrestanten Berggreen den Villighed at vidne falskelig for ham, naar han bad dem derom". Arrestanten H. blev ikke opfordret til at aflægge Ed og paastod, at han, hvis hans Ed var bleven ham affordret, ikke vilde have trøstet sig til at aflægge den, men han afgav dog den falske Forklaring for Retten under Et« Tilbud af Frygt for Mishandling, naar han modsagde de Andres dengang allerede afgivne falske Forklaringer. Arrestanten H. tilstod strax til Rapporten sin Brøde, hvorimod de andre Arrestanter, flvst Arrestanten Bendtsen, først senere opgave deres Nægtelse af at være skyldige.

Af Arrestanterne, der ere i en Alder af imellem 19 og 29 Aar, ere Bendtsen og Berggreen tidligere straffede for mindre Forseelser. Ved Dommen bleve Arrestanterne Thomsen, Bendtsen, Nielsen og Berggreen ansete med Straf af Forbedringshuuarbeide, Berggreen i 3 Aar, de to Andre i 2 Aar for hver især; Arrestanten H. idømtes Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1871).

Socialdemokrater i Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

 Hertugdømmerne.

- - -

Socialdemokraterne, det fjerde Parti, have under de sidste tyve Aars Partistridigheder i Hertugdømmerne sygt at organisere sig som eget Parti og at træde i Forhindelse med Ligesindede i Tydskland. Byerne Altona, Neumünster, Heide, Kiel, Rendsborg og Danischwoldistrictet i Sydslesvig have hidtil været Tumleplads for deres Virksomhed. I de sidste Uger have de holdt en Række Møder og opstillet Candidater i Altona (Skrædder Bräuer fra Hamborg), i 7de Valgkreds (Hartmann fra Hamborg) og i Heide (Cigarmager Winther). Talerne paa disse Møder erklærede sig for Ophævelsen af de staaende Hære, for almindelig Valgret, Afskaffelsen af alle indirecte Skatter, fri Underviisning og Understøttelse af Arbeiderassociationer med Statens Midler. Da de derhos ligesom de fængslede Socialdemokrater fra Vesttydskland udtalte sig imod enhver Erobringskrig og ikke viste den mindste patriotiske Sympathi for de slesvigholsteenske Tropper og disses Deeltagelse i de 55 Slag, Fægtninger og Belejringer, kan man let forstaae, at det paa nogle af disse Forsamlinger gik noget tumultuarisk til. Selve den Kjendsgjeming, at store Masser af Arbeiderne indfandt sig ved Møderne og med Interesse fulgte Foredragene, er imidlertid ikke uden Betydning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. februar 1871).

Over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

Halvtredie Døgn i Isen. Hvor besværlig og farefuld Isbaadsseiladsen over Storebelt kan være - melder "Bgs. Av " - derpaa faaer man et Beviis i de 4 Baades Skjæbne, som forrige Søndag Morgen afgik fra Halskov med Kjøbenhavnsposterne af 3die og 4de. Efter om Formiddagen Kl 10 3/4 at være komne forbi Sprogø, bleve de siddende fast i Isen mellem denne Ø og Fyen, uden at kunne arbeide sig ind til Land, og i denne Stilling maatte de tilbringe Natten imellem Søndag og Mandag. Mandag Formiddag Kl. 11 bleve de endnu sete fra den fyenske Kyst, arbeidende ind mod Land, men med en Sydøst-Storm bleve de om Eftermiddagen med Isen ud i Kattegattet; da Vinden om Natten vendte sig til Nordøst, dreve de igjen ind imod Fyens Nordkyst, og Tirsdag Morgen fik man dem isigte paa Isen mellem Æbelø og Bogense. For om muligt at yde dem Bistand afgik der Tirsdag Formiddag tre Baade fra Bogense over Isen, og Flere kjørte over Land til Æbelø for at bringe de Reisende Levnetsmidler og Lægehjælp. Imidlertid lykkedes det Iisbaadenes Mandskab ved egen Hjælp at naae tæt ind til Æbelø. Selve Øen naaede Jollerne omtrent Kl. 4½ Eftermiddag, netop paa samme Tid som den fra Bogense afsendte Bistand ankom til Øen. De Restende, 12 i Tallet, saavelsom den af 21 Mand bestaaende Jollebesætning, vare naturligviis i en noget forkommen Tilstand. Jollerne havde kun været forsynede med Levnetsmidler for halvanden Dag, og det endda kun for Besætningens Vedkommende; de Restende vare endnu daarligere forsynede. I det sidste Døgn havde man næsten Intet. Et Slags Vederkvægelse søgte man ved at spise Isen, der i den strenge Kulde dannede sig paa Jollernes Master. Søvn havde næsten Ingen nydt i de 55-56 Timer, denne farefulde Reise havde varet. - Strax ved Landstigningen overraktes der de udhungrede Mennesker Forfriskninger af det fra Bogense ankomne Forraad, og en Læge der fra Byen undersøgte hver Enkelts Tilstand. Mange havde ophovnede Hænder og Fødder, men lykkeligviis vare de Fleste slupne fri for Koldbrand; 5-6 vare dog mere eller mindre angrebne deraf. Værst medtagne vare en Underofficeer af 20de Bataillon og en stakkels Haandværkssvend, som var hjemskreven til Odense fra Slagelse Commune, og som var afgivet til Iistransport i en ussel tynd Paaklædning, hvilken en betænksom Postembedsmand dog havde forøget med en rød Kappe. Efterat Levnets- og Lægemidler havde bragt lidt Liv i de forfrosne Lemmer, kom baade Restende og Mandskab i Huus hos Øens Beboere, som paa egne og Øbesidderen, Grev Petersdorffs, Vegne ydede Alle den største Gjæstfrihed og den bedst mulige Pleie. De fra Bogense ankomne Søfolk trak Jollerne i Land og lossede Godset som bestod af 17 Postsække samt endeel Kufferter og andet Reisegods. Saavel Reisende og Mandskab som Gods forblev Natten over paa Øen. Det holdt haardt at skaffe passende Natteleie til den store Befolkning, som den lille Ø saa uventet havde medtaget; men ved de faa Øboeres mageløse Forekommenhed lykkedes det dog paa en efter Omstændighederne meget heldig Maade. Onsdag Formiddag bleve først Postsagerne og siden de Reisende kjørte over til Jersøre og derfra videre til Bogense, hvor Ankomsten skete noget over Middag. Postsækkene bleve uden Ophold befordrede til Aarup Jernbanestation. De Rejsende toge ind paa Gjæstgivergaarden eller bleve anbragte hos Byens Indbyggere; de to ovennævnte haardest medtagne Reisende maatte indlægges paa Byens Sygehuus, hvor muligviis ogsaa en Tredie, der har Koldbrand i Fødderne, bliver nødsaget til at tage foreløbigt Ophold. De fire Joller er det Meningen at føre over Land paa Vogne til Nyborg. Befalingen over Jollerne paa denne besværlige Tour havde Skibsfører Lund, hvem de Reisende ere enige om at rose. Paa hele Reisen havde man kun havt aabent Vand, da Jollerne kom Æbelø ganske nær, ellers bestandig Sjap og Grødiis. Land havde man ofte troet at see, men det var som oftest en Skuffelse; man veed, at trælle og forhungrede Mennesker ofte have slige Syner. Den aabne Rende, ad hvilken Jollerne slap ind til Øen, lukkedes strax efter Landsætningen af Isen. Var dette skeet forinden, vilde de mange Menneskers Ophold i Jollerne paa Isen efter al Sandsynlighed være blevet yderligere forlænget, maaskee saa meget, at det Værste kunde være hændet.

Man maa indrømme, slutter "Bogense Avis", at den nærmest vedkommende Myndighed ikke har været ligegyldig for Jollernes Skjæbne. Tvertimod har Chefen for Istransportvæsenet, Capt. Lund, udviklet en stor Virksomhed for at opdage dem og at komme dem til Hjælp. Saaledes have Dampskibene "Fyen" og "Hermod" været ude at søge efter Jollerne; "Fyen" var i Tirsdags kommen Æbelø et Par Miil nær. Speidere udsendtes langs Kysten lige til Fyenshoved. Til Kjerteminde blev der telegrapheret om at sende Baade med Mandskab til Romsø, idet man tænkte sig Muligheden af at bringe Jollerne Undsætning fra dette Punkt. Ogsaa til Samsø blev der sendt Telegram om at holde Øie med Kyststrækningen. Til Sorg og Fortvivlelse for de Mange, der i ængstelig Spænding ventede Underretning om de bortdrevne Joller, bleve alle disse Bestræbelser frugtesløse. Man kan forstaae, at der blev Glæde, da Telegraphen i Tirsdags meldte fra Bogense, først at Jollerne vare iagttagne og senere, at de vare komne til Land. - De to Restende, som maatte indlægges paa Sygehuset, ere i god Bedring.

Af de Reisende have dHrr. Skolelærer Jensen af Middelfart, J. C. Aggersborg af Aalborg. Otto Devulff, B. Voigt, E. T. Reehoff og T. H. Lunøe, Alle af Kjøbenhavn, Aug. Jønsson og H. J. Fr. Høgquist, begge fra Sverig, Julius Iklee og J. Goldschmidt, begge af Hamborg, i "Bogense Av." for i Torsdags bragt Bogense Indbyggere og de fremmede Søfolk, der ligeledes vare behjælpelige, deres dybtfølte, inderlige Taksigelse for deres venlige Imødekommenhed, deres personlige Opoffrelser og levende Interesse for dem. Endelig takkes Redacteur Pagh, der selv personlig var saa opoffrende virksom.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. februar 1871)

Spedalsk Arbejder. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret igaar paakjendt Sag paaankede Planter A. Latimer af Plantagen The William paa St. Croix en af den vestindiske Landsoverret den 24de Februar 1839 afsagt Dom, der stadfæstede Frederiksteds Politiretsdom af 12te Octbr. 1868, hvorved ommeldte Latimer var bleven tilpligtet at betale til Timothy William - der indtil 1ste Octbr. 1868 havde levet som Arbeider paa den Latimer tilhørende Plantage The William, men som i August f. A. havde erholdt Opsigelse til Fraflytning den 1ste Oct. - en ugentlig saakaldet Allovance, c. en Præstation af Fødemidler in natura eller 25 Cents i Penge og desforuden var idømt en Bøde til det Offentlige af 25 vestindiske Dalere. Oprindelsen til Sagen var den, at bemeldte Timothy William, der er født i 1833 paa Plantagen The William med Undtagelse af, at han i Aarene 1852 til 1855 og 1860 til 1863 tjente andetsteds, iøvrigt altid havde opholdt sig som Arbeider paa den nævnte Planlage, navnlig uafbrudt fra Juli 1863, indtil han i Septbr. 1868 var bleven erklæret for Invalid - havde paastaaet sig fritagen for Arbeide paa Grund af legemlig Brøst. Efter en Undersøgelse af Forholdene, under hvilken Planter Latimer var tilstede, og efterat det af Politilægen var attesteret, at Timothy William var uskikket til Arbeide, indhentedes en Erklæring fra Landphysicus, der gik ud paa, at Manden ved Spedalskhed havde mistet alle sine Fingre samt Tæerne paa den venstre Fod, at Tæerne paa den høire Fod allerede vare angrebne og snart vilde falde af, samt endelig, at Physicus vel havde seet Exempler paa, at Folk i saadan Tilstand havde assisteret ved at passe Creaturer, saalænge de kunde staae paa Stumperne af deres Fødder, men at han maatte erklære Manden for udygtig til Arbeide. Planter Latimer havde formeent, at der hverken efter Indholdet af den ved Slaveriets Ophævelse den 3die Juli 1848 udstedte Proklamation eller efter 17 i Anordningen for St. Croix af 26de Januar 1849, kunde paahvile ham nogen Forsørgelsespligt ligeoverfor oftnævnte Timothy William, og havde derfor paastaaet sig frifunden for hans Tiltale. Da imidlertid Timothy William maatte, efter hvad der, som ovenfor bemærket, under Sagen var oplyst, betragtes som hjemmehørende paa ovenanførte Latimer tilhørende Plantage, og da det ikke var bestridt, at Timothy William som Invalid var trængende til Forsørgelse, fandt Høiesteret, at det maatte ansees at have Hjemmel i ovennævnte Anordning af 26de Januar 1849 § 17, at Latimer var tilpligtet at udrede en ugentlig saakaldet Allovance eller 25 Cents til Timothy William. Derimod fandtes den Latimer under Sagen endvidere idømte Mulct af 25 vestindiske Dalere at maatte bortfalde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1871).

Tilbageblik ved Aarsskiftet. (Efterskrift til Politivennen)

VIII

Vi ville sluttelig betragte vore Presseforholde. Det sidste Aar har yderligere stadfæstet, hvor slet det staaer til i denne Retning hos os. I sin store Almindelighed gjøre vore Blade og Aviser et stærkt Indtryk af, at det væsentlig er Pengespekulationer, der styre deres Virksomhed. Istedetfor at en fri og uafhængig Presse skulde frit og hastigt lede den offentlige Mening, kaste sig i Kampen for det Fornuftige, Sande og Rette, saa speider vore Blade i Regelen kun efter, hvad der kan behage Folkestemningen i dens forskjellige Svingninger, og der tales saa efter, hvad der bedst kan holde paa de Abonnenter, man har, og som kan fiske flere. Der er i denne Henseende et formeligt Væddemaal, især i Hovedstadspressen. Der slaa endog Meningsfæller med den største Lyst hinanden, ingenlunde fordi der er en virkelig Meningsforskjellighed imellem dem, men, som det synes, alene for at den ene kan fiske den andens Abonnenter. Dette Forhold giver det hele Pressevæsen noget Høkeragtigt, noget Bissekræmmeragtigt, i hvis Følge Pressen bliver i høi Grad afhængig af Døgnstemningernes Svingninger. Men den værste Afhængighed, vort Pressevæsen lider af, er den Slaviskhed, hvormed den retter sig efter et Par Anførere i Hovedstaden. Naar "Dagbladet" og "Fædrelandet", der selv kun styres af Partihensyn, have udstedt Parolen, saa kvækker hele Skaren af Eftersnakkere, ligefra "Folkets Avis" og "Dagstelegrafen" ned til Viborg og Hjørring Aviser, dem efter uden Spor af Selvstændighed eller Uafhængighed. Der er ikke et eneste Blad i hele den lange Række af Doktrinærpressen, der vover at kny med endog den beskedneste Indvending eller Modbemærkning mod de despotiske Anføreres Resolutioner. Vare nu disse Anførere Organer med alsidig Dygtighed, moden Erfaring, praklisk Indsigt, saa kunde det endda være taaleligt. Men det er saa langt fra, at de ere det. Dere? bele Dygtighed bestaaer væsentlig i en vis Færdighed i stilistiske Taskenspillerkunster, erasmusmontanisk Sofisteri og en uovertræffelig gammelstrandsk Gave til at skjælde Modstandere ud. Disse Færdigheder ere saa parrede med et Hovmod og en gjennemgaaende, raa Parti-Herskesyge, som kun ere istand til at umuliggjøre enhver anstændig Forhandling med den fra den folkelige eller fra den konservative Presses Side. Den doktrinære Presse stiller sig i det Hele saaledes overfor alle andre Partier, at den stempler enhver Person og ethvert Blad son, ikke i Tykt og Tyndt følger det, eller som er dets Modstander, med Ondakabens, Lavhedens, Skurkens og Fædrelandsforræderens Mærke. Det er umuligt for denne Presse at udlede nogen Meningsforskjellighed hos Modstandere fra ædle og gode Motiver (Bevæggrunde). Er man af en anden Mening end disse Despoter i Pressen, saa er Grunden efter deres Mening kun enten den laveste Pengebegjærlighed, den lumpneste Mangel paa Fædrelandskjærlighed eller endog Landsforræderi. De erkjendc intet Godt hos deres Modstandere. Naar saa dertil kommer, at denne Presse, trods sit væmmelige Hovmod, sin uhyre Indbildskhed af egen Dygtighed og Snildhed, ikke har formaaet at vise Veien til Andet end Fædrelandets Ødelæggelse, Frihedens og Lighedens Indskrænkning; saa er det ikke sært, at den i en ikke ringe Grad er Gjenstand for Uvillie, Had og Ringeagt, især fra folkelig Side. At det Had, at den Foragt Doktrinærpressen udsaaer, vil den, saa haabe vi, høste med rigelige Renter. Den kan ikke undgaa den almindelige Lov: "at hvad man saaer, det skal man høste". - Vi, som see, hvilken Ulykke, denne Presse er for vort Land: dels derved, at den opammer den hele Hær af vordende Embedsmænd i Foragt for Folket, det Folk, der skal føde og klæde dem, saa det gode Forhold mellem Embedsmænd og Folket maa forstyrres; dels ved, at den ophidser til Had indadtil og udadtil og ved det Sidste fører vort Fædrelands Undergang imøde - : vi ville, indtil Forholdet forandres og forbedres, ansee det som en af vore Hovedopgaver at bekæmpe denne Presse, som vi af ganske Hjerte ansee for en Ulykke for vort Land. Vi ansee hverken Fædrelandet betrygget mod fremmed Vold, eller Friheden, Ligheden og Borgervellet for den store Befolkning sikkret, før denne Presses nuværende Magt er brudt, eller før den har aldeles forandret Karakteer. Vi haabe, Folket vil, lidt efter lidt, faa Øinene op, og at der vil komme en Tid, da en folkelig Presse med den Kraft og Indflydelse, som Landets og Folkets Vel fordrer, vil kunne værdigen varetage det Heles Tarv.

(Aarhus Amtstidende 20. januar 1871).

Arbejdsmænd paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

 (Forlangt indrykket)

Nogle mene, at den store Indvandring af Svenske er Skyld i Arbeidsløsheden, hvilket ganske vist gjør sit dertil, men man huske paa, at omtrent lige saa mange Indfødte reise til fremmede Lande af Sorg for Næringen eller for at søge et bedre Udkomme. Jeg troer, at i det mindste en blandt de vigtigste Aarsager til Arbeidsløsheden kan søges i de mange Maskiner, der nu benyttes trindt om i Landet, navnlig Tærskemaskinerne. For nogle saa Aar tilbage var Arbejdsmanden beskjæftiget med Tærskearbeide om Vinteren, men nu er det næsten ophørt. Hvad skal nu Arbejdsmanden med Familie leve af om Vinteren? Nogle henvise ham til Jernbanearbeidet, hvorved kan tjenes 4 til 5 Mk. daglig, men i disse Egne skamme Bønderne sig ikke ved at forlange 3 Mk. 8 sk for Kost og Husly; naar hertil kommer, at Arbeidsmanden skal holde sig selv med Redskaber, og at han ikke kan arbejde de Dage, der indfalder med ustadigt Veir, saa gaaer Fortjenesten; og hvad skal saa Familien leve af derhjemme? Andre sige, at Arbeidsmanden kan tjene lidt tilovers om Sommeren at leve for om Vinteren. Men den, som veed, hvorledes Daglønnen staaer i Forhold til, hvad Føde og Klæder koste, veed ogsaa, hvad der bliver tilovers, og at Arbeidsmanden nødes til at søge Hjælp under Kommunen, der paa den Maade bliver opfyldt med sognepligtige Familier, medens Kommuneudgifterne blive større og større.

Nu svares Udgifterne ligeligt efter Hartkorn, men kunde det ikke være billigt, at den, som bruger Maskiner, svarede en Tillægs-Skat, der skulde udredes til Kommunen. Efter Maskinbrugernes eget Udsagn er Besparelsen paa Arbeidskraften ved disse Maskiner og Fordelagtigheden endog saa stor, at de kunne prale med at faa 1 Mk. mere for Tønden end Andre. Det var ønskeligt, om der ved politiske Møder blev talt om denne Sag.

L. S.

* * *

Vi ynkes fuldt saa vel som Nogen over den Fattiges og Arbeidsløses Nød og ville ikke hindre hans Suk i at komme frem for Offentligheden, at det maaske kunde røre; men vi ere overbeviste om, at det foreslaaede Middel ikke vil have de Følger, som Arbejdsmanden paa Landet maaske tillægger det. Red.

(Aarhus Amtstidende 4. januar 1871)