Se tidligere afsnit om episoden på Jægersborg Kaserne og afstraffelsen af en rekrut.
Rekrutten.
Faar dette Hemmelighedskræmmeri en Ende? Hvor længe skal den offenlige Mening vente paa Besked om en Sag, hvis uhyggelige Enkeltheder gaa fra Mund til Mund, forstørrede, sandsynligvis forvanskede ved Rygtets Overdrivelser? Skylder Regeringen ingen Forklaring? Er det under krigsministerens Værdig at lade "Berl. Tid." aabne sin officielle Mund og fortælle, hvad der er Sandhed i en Tildragelse, der har sat hele Befolkningen i Bevægelse? Dommen er falden, Straffen exekveret, hvad venter man paa? Er der i en saadan Sag ikke optaget Forhører? Hvor er den motiverede Dom? Hvilke ere de Jurister og Officerer, der have Ansvaret for Dommen? Eller tror man, at disse Rottingslag, der have gjenlydt over hele Landet, lade sig skjule bag Kaserneportene? Mener man, at sligt skal være et indre militært Anliggende, anonymt, hemmeligt, ansvarfrit, en Sag, hvorpaa der svares ved at mumle noget om: Disciplinen! Den militære Straffelov! Som om intet levende Menneske havde Ansvaret, som om der var et Omraade i vort offenlige Liv, mørkt, aflukket, uhyggeligt, hvor den offenlige Mening var spærret ude, hvor kun Uniformerne vare vedkommende.
Med de anonyme Beretninger, der ere naaede ud i Befolkningen, lade vi os ikke nøje. Man fortæller, at en Rekrut en Dag eller to, efter at han er indtraadt i Tjenesten, har brudt Disciplinen og forgrebet sig, en Skamplet i vor Lovgivning, sig paa en Underofficer. Det hedder, at denne Forseelse er bleven straffet med et Barbari, hvis Grusomhed er oprørende. Man har to Dage i Træk tilføjet ham 75 Rottingslag daglig og derefter hensat ham paa Vand og Brød i 30 Dage, hvis han kan leve saalænge. Vi have spurgt "Sagkyndige", hvad denne Straf betyder. Er det Dødsstraf ? - Man trækker paa Skuldrene: "Det kan være det. De ydre Saar lade sig maaske hele, men det er næppe tænkeligt, at de indre Dele ikke skulde tage Skade. En saadan Rystelse vil oprive et almindeligt Menneske og bryde hans Helbred. Lungerne ville være kvæstede. Dersom han overstaar den ydre Betændelse, vil han rimeligvis dø af Lungesot". Men nu i det foreliggende Tilfælde - vil De for os besøge Rekrutten og meddele os Deres Mening? - "Umuligt, ingen civil Læge faar Adgang til Militærhospitalet, og de militære Læger ere bundne til Tavshed".
En saadan Straf er det altsaa man har sat i Udøvelse. Men Krigsministeren kan ikke mene, at Offenligheden til Forklaring heraf vil lade sig nøje med en Forelæsning over Disciplinens Tarv. Det er Akterne med Forbrydelsen nøjagtig undersøgt, Motiverne behørig oplyste, hele Sagen med Anklagen og Forsvaret fuldstændig bragt for Lyset, som Publikum med Rette venter paa. I den Slags Sager er Samfundet kun tjent med fuldstændig Offenlighed, hvad der skjuler sig bag den militære Værdigheds Mure vækker Mistanke og bør vække Mistanke. I et frit Land bør ingen tro paa administrative Hemmeligheder, i offenlige Anliggender er enhver vedkommende, og Autoriteternes tjenstlige Afvisere have ingen Steder hjemme. Vi have med Opmærksomhed lyttet til den Efterklang, som denne Sag har vakt i Publikum, og vi maa tilstaa, den behager os ikke. Fra mere end eet af de Organer, der læses af de "bedre" Klasser, har der lydt et blodtørstigt, hoverende, hjærteløst Raab på mere Blod, der forekommer os at være det hæsligste, vi i lang Tid have hørt fra den dannede Verden. Naar man slæber en Forbryder til Retterstedet, plejer man i vor Tid at tie. Hos os er det anderledes. Her glæder man sig over den straffende Retfærdighed paa samme Maade som Indianerne. Vor Dannelse følger den blodige Rotting med en vellystig Triumferen, med et koldblodigt Velbehag, der er mere end uhyggeligt. Vi ønske ikke at udtale os om Sagen, førend vi have set Akterne. Men efter hvad disse Blade selv fortæller, er der ikke her Tale om noget lavt, forbryderisk Sindelagt af den Slags, som bringer den menneskelige Retfærdighedsfølelse til at raabe paa Hævn og Udryddelse, men snarere om en Forvildelse i Tanke og Karakter, der maa vække Medynk og vende Tanken hen paa det Spørgsmaal, om Samfundet gjør, hvad det bør, for at oplyse sine mindst heldigt stillede Medlemmer om Samfundets Love og Vilkaarene, hvorunder vi leve.
Det er altfor naturligt, at en saa umenneskelig Følesløshed har fundet en tilsvarende Gjenlyd i den Samfundsklasse, der staar den ulykkelige nærmest. Naar i man i disse Dage har set Børnene i vore Almueskoler hver Morgen hviske deres Nyheder om Rekrutten i hverandres Ører, forstaar man, i hvilken Grad denne Sag beskjæftiger Almuen. I et almindeligt Arbejdermøde have vi hørt en Taler erklære, at han i samme Tilfælde vilde bære sig ad paa samme Maade, og det vilde Bifaldsraab, der hilste denne Ytring, forekom os at svare nøjagtig til den dannede Presses Vildskab. Men vi andre ere ikke tjente med, at de to Yderender af Samfundet falde hinanden i Struberne; den store sindige og humane Middelklasse kan ikke med Ligegyldighed se Intransigensen fra oven hidse Intransigensen fra neden til Udskejelser, som drage slige Følger efter sig. Vi maa fordre fuld Offenlighed i denne Sag, og vi maa fordre det saa meget mere, som vi anse den Straf, man har anvendt, for i alle Tilfælde forkaste Aarhundredes og vor Samtids Følelse og Tankesæt. Venstre har forgjæves i en Aarrække kæmpet for at slette denne Straf af vor Lovgivning; dersom det skulde vise sig, at den ved denne Lejlighed er bragt i Anvendelse paa en Forseelse, som udenfor Militæretaten vilde have været sonet med en halv Snes Kroner, turde dette give et Stød til den offenlige Menings Fordømmelse, som endelig vilde være stærk nok til i denne Henseende at bringe os i Højde med andre civiliserede Nationer.
Der er en Betragtning, som i denne Sag ligger mange rettænkende og velsindede Folk paa Læberne. Man siger: "Disciplin maa der dog være, man kan da ikke tillade Soldaterne at banke deres Overordnede."! Naturligvis. Men fordi der maa være Disciplin i Hæren, ville vi ikke taale en militær Lov, der tillader at slaa enhver ned, som gjør et hvilketsomhelst Brud paa Ordenen. Der skal være Forhold mellem Brøden og Straffen ogsaa i Militæretaten, ogsaa der kræve vi Retfærdighedens og Humanitetens Bud anerkjendte, ogsaa der afvise vi Straffeonder, hvis Anvendelse er en Nedværdigelse af Mennesket. Og naar man i dette Tilfælde hører den rørende Historie om en stille og flittig hvis foregaaende Liv ikke tyder paa Ondskab eller Voldsomhed as nogen Art, men om hvis Karakter man synes at saa et fredeligt Stillelivsbillede, naar det hedder, at han i sin Fritid helst sad og spillede Harmonika - naar man Dagen efter eller faa Dage efter, at han er indlagt i Kasernen, finder ham i Kollision med den militære Orden paa en Maade, der kun kan sones ved at prygle ham Kjødet fra Benene og Sjælen ud af Kroppen, mon der da ikke skulde være en tvingende Nødvendighed for at bringe fuldt Lys i en saadan Sag? Der er dem, der sige: "Saa langt hellere skyde ham strax." Men vi have meget lidet tilovers for denne hurtige Retsforfølgning. Hvad haster det? Kan "Hæren" ikke undvære - i en Maaned eller et halvt Aar - en Mand, der efter al Rimelighed af mentale Grunde er lige saa umoden til Tjenesten som den, der ikke er udvoxet? Hvad der interesserer os at vide, det er, om denne Mand er saa uimodtagelig for Fornuft, at nogen Tids Eftertanke i en militær, disciplinær Straffeanstalt ikke skulde bringe ham paa bedre Tanker. Var der slet ingen Plads her for rimelige og menneskelige Midler, var det nødvendigt Dagen efter at Retrutten var mødt ved Regimentet at bringe Krigsartikler til Udførelse, som ere skrevne for gamle Soldater? Den offenlige Mening forlanger med os at se Sagens Dokumenter; den virkelige Folkemening her i Landet er oprørt og skamfuld over, hvad der er sket. Den har en Mistanke om, at Autoriteterne her ere farne frem med et Hastværk, der fortjener Dadel, og denne Mistanke vil det være Avtoriteternes Sag at frigjøre sig for.
(Morgenbladet (København) 23. februar 1876).
Rekrutten og "Fædrelandet".
I.
Adskillige af Højres Organer have ligesom vi forlangt Rekrutsagen aktmæssig oplyst. og navnlig er denne Fordring fremsat med nogen Styrke af "Fædrel." Det er os dog ikke klart, hvad disse Organer tilsigte med deres Krav paa Offenlighed. De have deres Mening fuldt færdig, de have ingen Tvivl om Sagens faktiske Omstændigheder, "Fædrel." fortæller sin Historie, som om Bladet havde overværet det dele, det veed, at der "aldeles ingen Undskyldning findes", at Rekrutten "uden nogensomhelst rimelig Grund" har slaaet til Underofficeren, og der er efter "Fædrel."s Opfattelse i Virkeligheden ikke "to Meninger" om noget som helst i den Sag, "ethvert fornuftigt Menneske" maa kunne forstaa det hele, og den, der ikke forstaar det hele, er "vanvittig" og aabner "Fædrel." den "Udsigt til Daarekisten", som det forekommer os, at dette ærede Organ i den sidste Tid benytter med en Hyppighed, der maa vække Bekymringer hos dets Venner. Men dersom der ikke i Sagen er noget usædvanligt, noget mistænkeligt, noget, som peger hen paa Ansvar for det ene eller det andet Led af Administrationen, saa se vi ikke, hvad det haster med Offenliggjørelsen. Naar vi forlange Sagens Aktstykker, saa er det fordi vi nære Mistanke om, at Administrationen fortjener Dadel; vor Fordring om Offenliggjørelse er en Fordring til Ministeren om at rense sig, for den Mistanke om uforsvarlig Administration, der klæber ved denne Sag; men derom Meningen kun er at tilfredsstille Publikums Nysgjerrighed og mætte dets Appetit for det rædselsfulde ved en detailleret Fremstilling af en Tildragelse, der i sine Enkeltheder er lige saa uhyggelig som i sin Helhed, saa have vi for vort Vedkommende ingen Trang til mere Offenlighed, vi ere mere end tilfredsstillede ved, hvad vi have hørt.
Der er anvendt en Straf, som den offenlige Mening fordømmer og forkaster, og denne Fordømmelse er fremtraadt paa den mest utvetydige Maade derigjennem at Regeringen har foreslaaet og begge Rigsdagens Ting vedtaget Straffens Afskaffelse ved Behandlingen af et Forslag, som af andre Grunde, nemlig paa Grund af Uenighed om, hvad der skulde troede i Stedet, ikke blev Lov. Om Straffens Forkastelighed er der altsaa ingen Tvivl. Men heraf følger den Fordring til Domstolene, at de i Anvendelsen af en saadan Straf gaa frem med den yderste Varsomhed. Det er et berettiget Krav til Straffemyndigheden, at en slig Straf ikke foretrækkes, hvor man paa nogen Maade har Valget mellem den og andre tilsvarende Onder. Har Krigsretten i dette Tilfælde taget de Hensyn til den offenlige Mening, som ethvert Organ for den udøvende Magt skylder det Samfund, paa hvis Vegne og i hvis Tjeneste det handler? Eller lever man endnu i Militæretaten, som om det var et Samfundet i Samfundet, afsluttet fra og uafhængigt af det Folks aandelige Tilstand, hvoraf det er en Del? Men dersom Krigsretten har ment paa Grund af den ikke ophævede Lov at være formelt berettiget, eller maaske endog forpligtet til at idømme Straffen - hvor har saa Ministeren været henne? Vor Forfatning giver i Benaadningsretten Ministeren paa en Gang baade Myndighed til og Forpligtelse til at bøde paa Lovgivningens Ufuldkommenheder og bringe den formelle Ret i Overensstemmelse med Humaniteten og den sande Retfærdigheds Fordringer, dertil har han Benaadningsretten, lad ham forklare, hvorfor han ikke i dette Tilfælde har benyttet sin Myndighed og sat en menneskelig Straf i Stedet for den barbariske, af Samfundet forkastede, som han har ladet udøve. Ministeren skal svare til, at han har ladet en Straf exekvere, som Regeringen har været enig med begge Rigsdagens Afdelinger om at forkaste.
Saavidt Straffen. Men Straffen er ikke det eneste Punkt, der her vækker Tvivl og Mistanke. Selv om man paa Forhaand vilde gaa ud fra - hvad vi ikke ville - at denne Forseelse, naar den en Gang var bragt for Krigsretten, maatte paadømmes med dette Udkald, og at en saadan Dom, naar den en Gang var afsagt, maatte exekveres efter sin Ordlyd, selv om dette var givet, og vi ville sige, netop hvis dette var givet, frembyder det Spørgsmaal sig af sig selv: egnede denne Sag sig til Afgjørelse ved Krigsretsdom ? Er det forsvarlig Administration at drage en Mand for Domstolene, naar man veed, at det fører til, at han for en Forseelse, der udenfor Militærstaten kunde være sonet med en Bøde, bliver straffet med noget, der enten er Livsstraf, eller dog i heldigste Tilfælde kommer Livsstraf saa nær som muligt? Vi forstaa, at Straffen i Militæretaten maa være strængere end udenfor. Men er det forsvarligt, at forudsætte denne Indsigt hos en Mand, der kommer til Regimentet fra Samfundets laveste Dannelsestrin? Tør man gaa ud fra, at han i samme Øjeblik, han saar Trøjen paa, bliver indblæst af "den militære Aand", saa at han strax har en hel ny Maalestok for Bedømmelsen af sine Handlinger paa rede Haand? Og er det forsvarligt at behandle ham efter denne Maalestok? De militære Avtoriteter have en Overflødighed af administrative, disciplinære Straffe- og Tvangsmidler til deres Raadighed, Krigsretterne skulle ikke høre til Dagens Orden, de skulle være forbeholdte Tilfælde af en særegen udpræget Natur. Men i dette Tilfælde har man ikke begyndt med administrative Midler, man har begyndt der, hvor man i det højeste kunde forsvare at ende, man har behandlet en Mand som Soldat, inden han var det, og inden man har givet sig Tid til at lære ham at være det. Paa et Trin, hvor Straffen burde være et Opdragelsesmiddel, har man anvendt den højeste Grad af Statens Myndighed til at knuse, tilintetgjøre og udrydde, lad Avtoriteterne forsvare en saadan Administration.
Dette i Almindelighed. Men der er i de Biomstændigheder, som ledsage denne Begivenhed, saa meget gaadefuldt og utroligt, at Trangen til noget mere Lys ikke lader sig afvise. Man overse ikke, at de Beretninger, der ere satte ud i Publikum, ere udgaaede fra den anden Part, fra den Part, som er interesseret i at dække Administrationen. Hvad den ulykkelige, der tilbringer sin Tid mellem Fangehullet og Hospitalet, har at sige til sit Forsvar, har man ikke hørt; hvem har ført hans Sag, har han intet Forsvar haft under Domsbehandlingen? Rent tilfældig har et Blad kunnet bringe følgende Meddelelse om hans tidligere Liv. Det hedder i "Dagstel.": "Han var, før han indtraadte i Militærtjenesten, et roligt og stille Menneske, hvis største Lyst var at sidde hjemme og spille paa Harmonika; han var flittig, sparsommelig og ædruelig." "Fædrel." agerer overrasket ved at faa dette at vide, men det er altsaa ikke os, der har beredt dette nidkjære og retfærdige Organ denne Overraskelse. Dette rolige, stille, flittige, harmonikaspillende Menneske bliver nu pludselig "uden nogensomhelst rimelig Anledledning", "aldeles uden Undskyldning" til den voldsomme Forbryder, som man nylig har slaaet helt eller halvt ihjel; er dette ikke besynderligt? Intet Blad har kunnet bringe nogen Meddelelse om den Underofficer, der er Tale om. Det vilde dog være interessant at vide, om han hører til den Klasse af flinke, aandsnærværende, paa en Gang resolute og sindige Folk, som heldigvis udgjør Flertallet blandt vore Underbefalingsmænd, eller om han lige omvendt skulde være en af de raa og brutale, hidsige og hævngerrige Stympere, hvoraf Armeen desværre endnu har enkelte. Men herom hører man intet. Den pludselige Forvandling, der er foregaaet med Rekrutten, trænger til Forklaring. Vi høre, at Autoriteterne - efter at have idømt ham Straffen - ere komne i Tanke om, at han mulig var afsindig. For at faa denne Tvivl klaret, har man lagt ham ind paa Garnisonshospitalet. Men Læger sige os, at dette er et Sted, hver ingen Læge vilde søge Oplysning om noget Menneskes mentale Tilstand. Hvorfor har man ikke tilkaldt en Læge, som forstaar sig paa sligt, eller lagt Manden ind paa Kommunehospitalet eller St. Hans Hospital - Garnisonshospitalet er en Avtoritet, som de Sagkyndige ikke kjende.
(Morgenbladet (København) 29. februar 1876).
Rekrutten og "Fædrelandet".
II.
(Sidste Stykke).
"Fædrel." bebrejder os, at vi intet have sagt om Rekruttens Opførsel under Straffens Exekulion. Det hedder, at han under Rottingslagene, har bidt og sparket om sig, slaaet den vagthavende Ritmester i Hovedet og vist sig i Høj Grad ustyrlig, indtil man fandt paa at binde ham. Hvad vil "Fædrel.", at vi skulle sige hertil? Vi antage, at Ritmesteren, eller hvem der har Ansvaret for Exekutionen, har faaet en alvorlig Tilrettevisning for den uforsvarlige og forargelige Maade, hvorpaa Straffen er udført. Eller kan der tænkes Mage til uanstændig Forsømmelighed som den at føre en Mand ind under de største legemlige Pinsler, vor Lovgivning kjender, uden at sikre sig hans Person? Har man ventet, at han skulde staa som et "stille og roligt" Menneske under Mishandlingen? Kan man behandle et Menneske som et Dyr uden at sikre sig mod ham, som man vilde sikre sig mod et Dyr? Med "Fædrelandets" Tilladelse er dette, hvad vi have at sige om den Ting.
Mest vi se adskillige af "Fædrel."s politiske Meningsfæller i Færd med at hidse Avtoriteterne til en ny Krigsretssag, hvis Formaal skulde være at dømme Rekrutten fra Livet for hans Ustyrlighed under Exekutionen, og vi se "Fædrel." selv slutte sig til denne Kampagne i følgende Sætninger:
"Det er navnlig den sidste Begivenhed under Exekutionen, som vi finde alvorlig; thi der kan næppe være Spørgsmaal om, at den, hvis Loven skal have sin Gang, kan koste Vedkommende Livet, og det er den sidste Sag - der formentlig endnu ikke er afgjort - som har foranlediget vor Opfordring tik Krigsbestyrelsen om Offenliggjørelsen af hvad der er foregaaet, medens vi ikke vilde opfordre hertil, hvis Rekrutten kun havde forgrebet sig paa en Underofficer og derfor var bleven straffet efter Loven."
Da disse Udtalelser efter deres Ordlyd ete Vrøvl, saasandt der ikke er nogen som helst Mening i at forlange Offenliggiørelse af hvad der er foregaaet, naar dette dog som endt og afgjort ved Dommen og dennes Exekution maa være ganske uvedkommende overfor det nye Faktum: Hvorledes Rekrutten har taalt Executionen, og da det ikke er tænkeligt, at det kan interessere nogen at faa at vide, hvem eller hvormange han ved denne Lejlighed har bidt, sparket eller slaaet, se vi ikke andet i disse Sætninger, end et Forsøg paa at forberede den offenlige Mening paa Dødsdommen, hvis man skulde finde det hensigtsmæssigt eller nødvendigt at tage Livet af Rekrutten, inden han dør af Følgerne af den ham overgaaede Straf. Efterat "Fædrel." paa denne Maade i en Sag, "der formentlig endnu ikke er afgjort", og som vi antage, at ingen anden tænker paa at rejse end "Fædrel." og dels Venner - efter at "Fædrel." har rejst denne Sag og paa Forhaand fældet sin Dødsdom deri, aftrykker det de Bemærkninger af vort Onsdagsnumer, hvormed vi misbilligede den Hjærteløse og hæslige Omtale af Rekrutsagen, som flere af Bladets Meningsfæller have gjort sig skyldige i. Det siger om vore Udtalelser:
"Disse Ytringer ere skammelige; thi det er skammeligt at belyve, bagvaske og skamskænde sine Medborgere paa en saadan Maade, at man ikke kan rammes, fordi man ingen nævner."
Og det tilføjer i sin egen Underofficerstone:
"Vil "Morgenbladet" behage at nævne de "mere end et Blad", til hvilke det sigter, og at anføre de Ytringer, som det behager at kalde "blodtørstige, hoverende, hjærteløse Raab paa mere Blod", som [her slipper Grammatiken] "Glæde over den straffende Retfærdighed paa samme Maade som Indianernes", som "vellystig Triumferen", som "den dannede Presses Vildskab"? Vil det behage at underkaste sig det moralske og juridiske Ansvar, som paahviler alle, der benytte Offenligheden, og rette sine uforskammede Beskyldninger mod bestemte Punkter! Vil det ikke, saa er det lige saa fejgt, som det er frækt, og har sin Plads i Dagspressen ved Siden af "Socialdemokraten", med hvilken det nære Slægtskab ogsaa er umiskendeligt."
Vi vide ikke, om "de andre" ved denne Lejlighed have udnævnt "Fædrel." til deres Prokurator, men det skal faa sine "bestemte Punkter". Og skjønt "Fædrel." først er kommet med senere, paatage vi os dog gjerne det "moralske og juridiske Ansvar", der kan være forbundet med at nævne det først. Det "blodtørstige, hjærteløse Raab paa mere Blod" gjenfinde vi i de ovenfor anførte Udtalelser. Der er ikke den hoverende Tone, som enkelte andre Blade have slaaet an, men "Fædrel." har ogsaa skrevet efter vor Onsdagsartikel, det har deri haft en Opfordring til at være forsigtig, og det har hast Lejlighed til at bemærke, i hvilken Grad dets Kolleger have opbragt den offenlige Mening imod sig. Men i selve Sagen er det enigt med de andre. Det forudsætter ligesom de, at det ulykkelige Menneske, der er i Færd med at udstaa en Straf, der staar i et oprørende Misforhold til hans moralske Brøde, skal trækkes frem og skydes, fordi Avionteterne ved en uforsvarlig Forsømmelse have undladt at binde ham mnder Exekutionen. Der foreligger ikke noget officielt om, at denne Opfattelse finder Støtte hos Regeringen eller er udgaaet derfra; den har helt og holdent sin Kilde i den nationalliberale Presse, det er herfra, at Raabet om "mere Blod" er udgaaet; hvis det, som vi antage, bliver frugtesløst, er det ikke denne Presses Fortjeneste, den har gjort, hvad den kunde, for at faa Manden dræbt. Men vi skulle forsyne "Fædrel." med et Par Citater, der have "Tonen". Den 11te Februar føjede "Dagbl." til sin Beretning følgende Udtalelse, hvori Fremhævelserne ere af os:
"Saaledes lyder Fortællingen, om hvilken det ikke er for meget at sige, at den oprører ikke blot Militære, men ogsaa alle der have Kjærlighed til Hæren. Hvorledes Rekrutten kan driste sig til en saadan Gjentagelse af det højeste Brud paa Disciplinen, er ufatteligt, men ufatteligt synes det ogsaa, at hans Foresatte ere nødte til at tage mod Prygl af en Menig, hvis de selv have været bevæbnede. Vi haabe, at der vil komme et andet Lys over denne Sag. Lys maa man i al Fald vente. Men fremfor alt maa man haabe, at Sagen vil blive behandlet af Krigsbestyrelsen med den ubøjelige Strænghed, den fordrer, uden Spor af blomraadden Sentimentalitet."
Manden laa den Gang paa Hospitalet efter de 150 Rottingflag. Ingen vidste den Gang, - lige saa lidt som nogen i dette Øjeblik veed - om han vil overleve det. Og overfor dette hudflettede og elendige Menneske er det, at "Dagbl." paakalder Krigsbestyrelsens "ubøjelige Strænghed", Bladet ængstes for, at der skal blive udvist "blomraadden Sentimentalitet" mod Staklen. Der er en mild Beklagelse af, at han ikke er bleven hugget ned paa Stedet, hvilket forekommer Bladet ufatteligt, "hvis de selv have været bevæbnede". Og dette skrives, efter at han har lidt sin Straf; Paaskudet til yderligere Barbari er hans Opførsel under Exekutionen; i Stedet for at dadle Autoriteternes Malkonduite eller for at dække den, skriger man paa at faa en ny Sag og en ny Dom over Rekrutten, man er ikke mæt endnu, og da den næste Straf er Livsstraf, er det altsaa Livet man vil have af ham - "ingen blomraadden Sentimentalitet"! Vi ville tage Hr. "Dit og Dat" i "Folk. Av.", han udtaler nogle Dage ester (den 18de Febr.) "Dagbl."s Tanker med større Uforbeholdenhed. Der er igjen Tanken om "at hugge ned paa Stedet", der afvises med nogle spøgefulde Bemærkninger om vor Tids Besindighed og Humanitet. Det sidste Ord sættes siden i Gaaseøjne for at værge Forfatteren mod ethvert Skjær af noget blomraaddent. Det forudsættes, at Dødsstraffen er uundgaaelig, og efter at dette er forudsat, undersøges Tilregnelighedsspørgsmaalet paa en livlig og lystig Maade som følger: "Man kan ganske vist ikke benægte, at Forbryderen har baaret sig galt ad, og at han efter al Rimelighed har været "gal i Hovedet", men" osv. Vil man her tale om Sygdom, hedder det siden, maa man erkjende, at den kun egner sig til den Lægebehandling, som Dyrlægerne anvende "mod Vandskræk og Snive". Men det er ikke vor Hensigt at gjennemgaa hele denne Samling af lystige Indfald og lette Vittigheder. Dersom nogen kan læse sligt uden at faa en Smag i Munden, som om han havde bidt i noget raadent, vilde det staa sørgeligere til med vor offenlige Moral, end vi tro, at der er Grund til at befrygte. Det er slige Udtalelser, "Fædrel." gjør sig til Prokurator for; at paatale ep saa hæslig Maade at tænke og føle paa, er efter dets Ordbog "at belyve, bagvaske og skamskjænde sine Medborgere," men "Fædrel.", der i "at belyve, bagvaske og flamskjænde sine Medborgere," staar paa et enestaaende og fremragende Punkt i vor "Offenlighed", "Fædrel.", der altid har dækket sin "Frækhed" med en tilsvarende "Fejghed", som selv i disse Ukvemsord benytter en betinget Form, der skal bruges i Processen, hvis vi finde det Umagen værd at sagsøge det, "Fædrel." tager fejl, naar det tror, at den offenlige Mening er paa dets Side, og det tager to Gange Fejl, hvis det tror, at dets lumpne og fejge Benyttelse af "Socialdemokraten" imod os, skal bringe os til at svigte den Pligt, som Pressen har til at holde igjen paa "Vildskaben", hvad enten den bryder ud fra oven eller fra neden.
(Morgenbladet (København) 1. marts 1876).
- Den Straf, som er overgaaet Rekruten paa Jægersborg, har paany været Gjenstand for nogle hysteriske Artikler i "Morgenbladet". Det fortjener derfor atter og atter at frembæres, at General Haffner i Sessionen 1871-72 forelagde et Lovforslag, der afskaffede alle egentlig legemlige Straffe i Hæren, men at det var det "forenede Venstre", som forhindrede, at Loven gik igjennem. Venstre vilde dengang ikke gaae ind paa den af Ministeren foreslaaede, saakaldte staaende Arrest, uagtet det jo dog er indlysende, at man ved en Armee ikke kan undvære kortvarige, intensive Straffe, og at saadanne efter deres Natur altid maae være ubehagelige for de Paagjældende. Vi ere ganske enige i, at legemlige Straffe som Rottingslag o. Lign. bør afskaffes i en Hær, der, som vor, rekruteres ved almindelig Værnepligt; men saalænge de nuværende Love bestaae, kan man ikke komme bort fra det forældede System. Iøvrigt maae vi paany gjøre opmærksom paa, at 150 Rottingstag ikke kan være en saa forfærdelig Straf, som "Morgenbl." vil gjøre gjældende, ellers vilde man ikke have brugt den her saa jævnligt, som det endnu for 15-20 Aar siden var Tilfældet, da Militaire, der havde gjort sig skyldige i Tyverier, undergik denne Straf, naar de efter den civile Lovgivning skulde have været dømte til Forbedringshuusarbeide. Forsaavidt, som man har villet kaste Skylden for Straffens Exekution over paa Regjeringen, skulle vi gjøre opmærksom paa, at efter vor militaire Lovgivning ere Afdelingerne og deres Krigsret stillede meget selvstændigt, saa at der ikke skeer nogen Indstilling til Krigsministeren, naar Straffen ikke gaaer op til 3 Aars Forbedringshuusarbeide, og det er endog høist sandsynligt, at Ministeren ikke har været bekjendt med Krigsretsdommen, før det Hele har været forbi. I andre kjøbenhavnske Blade er Regjeringen bleven dadlet fordi den ikke er skreden ind imod de rasende Angreb paa Militaireaten og Autoriteterne, som i Anledning af Rekrutsagen have staaet at læse i "Social-Demokraten", tildeels under Hr. L. Pios Navn. Uheldigvis er der imidlertid den store Mangel ved vor Presselov, at der ikke kan finde offentlig Paatale Sted for Fornærmelser imod Regjeringen eller andre Autoriteler, saa at det altsaa er umuligt ad denne Vei at faae hine lastværdige Angreb straffede. Derimod haves der Præcedents for, at den, som staaer i Spidsen for den enkelte Institution, kan anlægge privat Spørgsmaal for Fornærmelser imod denne Institution, idet Politidirekteur Crone ved Domstolene er kjendt berettiget til at anlægge Søgsmaal for Injurier imod Kjøbenhavns Politi. Naar derfor "Social-Demokraten" eller Hr. Pio bl. A. har omtalt Husareskadronen paa Jægersborg som den, hvis Officerer og Underofficerer fik deres Opdragelse paa Bordeller og Sangkneiper, saa maa Chefen for Eskadronen utvivlsomt kunne anlægge Sag imod Fornærmeren derfor, og der vilde være saameget større Grund til at gjøre det, som Chefen naturligviis kunde vente at faae fri Proces.
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 4. marts 1876).
Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Avisomtalerne skabte i første omgang ikke nogen yderligere oplysninger. Men at Morgenbladets formodninger om dødsstraf ikke var grebet ud af luften, fremgår af statsrådet den 11. maj 1876, hvor Christian 9. mente at dødsstraf havde været rimelig, eftersom han mente at Stuhr ikke blot var en dårlig person, men også støttet af socialisterne. Han rettede sig dog efter krigsrettens dom. Krigsminister Haffner mente at kongen under alle omstændigheder ville blive udsat for et pres for en benådning. Referatet fra statsrådet blev først offentliggjort langt senere, se herom i indslaget om mødet i statsrådet den 11. maj 1876 og Berlingskes offentliggørelse af detaljer i processen.
