Sømandshjemmet paa Christianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Sømandsforeningen afholdt i Tirsdags Aftes en extraordinær, efter Forlangende af endel Medlemmer indkaldt Generalforsamling, der lededes af Overretsprokurator Jacobsen. Som Grund til Generalforsamlingens Afholdelse var der anført, at man ønskede undersøgt, hvorvidt der var benyttet gamle Materialier til Opførelsen af Sømandshjemmet, om der ikke kunde raades Bod paa den Maade, hvorpaa Opsigelserne nu finde Sted, om Bestyreren for Forhyringskontoret opfylder de ham paahvilende Pligter, og om det er Bestyrelsen bekjendt, at Forhyringskontorets Personale oppebærer et Gratiale af 1 Kr. for hvert Medlem, der indmeldes. Endelig klagedes der over, at Regnskaberne ikke ere fyldige nok. Dirigenten gjorde først opmærksom paa, at Bestyretsen strax havde været paa det Rene med, at Spørgsmaalene, navnlig det første, ikke vedrørte Forsamlingen, men kun Bestyrelsen; denne havde dog ikke villet forbyde en Diskussion, men det maatte erindres, at en Beslutning ikke kunde tages. Det første Spørgsmaal - om Sømandshjemmet - blev derpaa sat under Diskussion og gav nogle Talere Anledning til paa en meget kraftig, men i høi Grad uklar Maade at udtale deres Misfornøielse med Forholdene i Sømandshjemmet, saasom at der var Væggetøj i Bygningen paa Grund af de gamle Brædder, der vare anvendte til dens Opførelse, at der var Træk navnlig paa Søsiden, og at Bestyrelsen ikke vilde lade Vinduerne kitte, at Opsynsmanden havde sammenkaldt en Forsamling i Gaarden, at Formanden, Kaptain Gjødesen, herskede med en Jernhaand, som om han var ombord i et Fregatskib, og ikke som en Formand for fri Mænd. En af Talerne begyndte en Skildring af sine allerprivateste Forhold i Sømandshjemmet, men fratraadte efter et temmelig livligt Replikskifte, uden at det lykkedes at gjøre ham det Upassende i hans Meddelelse klart. Kaptain Gjødesen oplyste, at Spørgsmaalet om Vinduernes Tilkitning allerede forlænge siden var blevet afgjort, og meddelte, at der vel var blevet benyttet brugte Brædder til Bygningens Opførelse, men disse vare blevne synede omhyggelig og erklærede for at være bedre end nye Brædder, og det viste sig ogsaa, at der netop ikke var Væggetøi i de Værelser, hvor de gamle Brædder vare blevne benyttede. Der var i den Tid, Bygningen havde bestaaet, kun blevet opsagt to Familier, begge paa kontraktmæssig Maade. Af flere Beboere af Sømandshjemmet blev det erklæret, at de ere veltilfredse med Bestyrelsens Administration, men de to, tre Mænd, der hele Aftenen repræsenterede Oppositionen og stadig tog Ordet, reiste det ene mere uvedkommende Spørgsmaal efter det andet og kunde eller vilde ikke begribe Imødegaaelserne. Med Hensyn til det andet Punkt drejede Diskussionen sig navnlig om det formentlig Urigtige i, at Bestyrelsen af Sømandsforeningen som det bedste Middel til at gjøre Sømændene bekjendte med Foreningen og dens Goder giver Forhyringskontorets Bude 1 Kr. for hvert nyt Medlem, de skaffer, hvilket var Opponenterne aldeles ubegribeligt. Forsamlingens store Flertal sluttede sig dog fuldstændig til Bestyrelsen, hvilket fremgik deraf, at et af Grosserer Fritsche forestaaet Tillidsvotum til Bestyrelsen fik et stort Flertal, medens Oppositionen, repræsenteret ved 3 Stemmer, forlangte "skriftlig Afstemning". Med Hensyn til det sidste Spørgsmaal, om Formen for Regnskabsførelsen, var det ligesaa umuligt som med Hensyn til de foregaaende at gjøre Oppositionen nogen Ting begribelig, men ogsaa her var Forsamlingens store Flertal med Bestyrelsen. Til Slutning udtalte Kaptain Gjødesen, at det var ham bekjendt, at der hviskes i Krogene, at Bestyrelsen, skjøndt den er ulønnet, dog forstaaer at gjøre sig sin Stilling indbringende, og han vilde derfor benytte Lejligheden til at erklære en saadan Sigtelse for skamløs Løgn. Det var overhovedet ikke egent for den ærlige danske Sømandsnatur at lytte til Hvisken og Sladren, og han advarede derimod saavel som mod Socialismen, fordi denne hviler paa tre Ting, der ere uforenelige med den danske Sømandsnatur, nemlig Fornegtelsen af Fædrelandet, Familielivet og Religionen. Med kraftige Hurraraab for Sømandsforeningen og dens Bestyrelse sluttedes Mødet.

(Dags-Telegrapgen 21. december 1876).

Wildersgade set fra hjørnet af Sankt Annæ Gade ca. 1900. Tv. Wildersgade med Wildersgades Kaserne, i baggrunden hjørnet af Bådsmandsstræde med sømandshjemmet. Th. Sankt Annæ Gade mod Overgaden neden Vandet. På hjørnet P. Andersens detailhandel (smør, ost, gryn, viktualier mv.). Th. Carl C. Møllers malerværksted, og th. for dette en bager. Billedet tørstemplet Johannes Hauerslev, Fælledvej 9. Kbhbilleder. 

Sømandshjemmet.

De fleste af Københavns Indbyggere befinder sig i en Vildfarelse, hvis de antager at Peter Madsensgang er forsvundet fra Jordens Overstade. Ærede Medborgere! Den eksisterer endnu, men den er flyttet ud paa Kristianshavn og hedder ikke mere Peter Madsensgang men Sømandshjemmet. Den har tillige skiftet Ejer, idet nemlig Sømandsforeningens Fond for Opførelsen af "gode og sunde" Boliger for Søfolk for Øjeblikket er saa lykkelig at raade over dette Paradis. Fondet og Bygningens Administration er underlagt sømandsforeningens Bestyrelse, hvis Formand er den blandt Søfolkene bekendte "grundige" Orlorgskaptejn Gjødesen. Ovennævnte Ejendom blev bygget at Murmester Viinberg, der samtidig med at han byggede Sømandshjemmet nedbrød Peter Madsens Gang. Herfra kom Hr. Viinberg i Besiddelse af en overordenlig Masse gammelt Ros, bestaaende af Loftsbrædder, Tømmer, Sten osv. af den usleste Beskaffenhed og aldeles fuldt af Væggetøjs hvorom Nærmere skal fortælles til Skræk og Advarsel for alle Søfolk, der kunde nære fromme Ønsker om at kunne fortøie i Sømandshjemmet. Oldsagerne fra Peter Madsensgang blev transporterede ud til Sømandshjemmet i hele Vognmandslæs og der benyttet til Skillerum, Forskallinger og Indskudslofte, efter at Hans Ufejlbarlighed Kaptajn Gjødesen havde udtalt som sin uforgribelige Mening, at disse Sager var bedre end nyt og rent, samt indrømmet Bygmesteren Ret til at benytte det, paa Grund at den strænge Kontrakt han var indgaaet paa. Naa, vi antager naturligvis, at Hr. Kaptejn Gjødesen har ladet sig lede af vægtige Motiver ved at ifgive denne rigtignok lidt vel vilkaarlige Tilladelse.

Sømandshjemmet blev færdig og foreningens Medlemmer kappedes om at faa Lejlighed og flyttede vel fornøjede ind i deres nye Hjem. Men hvor længe var Adam i Paradis? Herligheden fik en brat Ende. Da Varmen begyndte i sommeren 1875 var ogsaa Husfreden forbi for Sømandshjemmets Beboere, idet Peter Madsensgangs forhenværende dito væltede frem i Tusindevis fra Vægge, Lofter og Fodpaneler og angreb de arme Lejere paa den blodtørstigste Maade. Enhver Beboer forsvarede sig naturligvis paa bedste Maade, brændte, skoldede og dræbte for Fødevæk.

Efteraaret og Vinteren stansede for en Tid ødelæggelsens Værk, men i Juni l876 begyndte Krigen igen i en endnu større Maalestok. Disse væmmelige Menneskeplagere blev dristigere og dristigere. De indskrænkede sig ikke til Værelserne alene, men spadserede nok saa lystig paa Trappegangene og i Gaarden , ja selv langs Bolværket marscherede de i stokketal, naar en af Husmødrene havde renset sengeklæderne for disse Kryb.

Nogle Medlemmer af sømandsforeningen , ca. 30, tillod at besvære sig over forskellige Mangler ved Beboelseslejlighederne, navnlig over disses Utæthed, de omtalte Væggetøj og de gamle Materialers Anvendelse til Bygningen. Formanden, der sidste sommer havde haft styrke nok til at rende paa Estakaderne med Panserskonnerten "Absalon", han kunde nu ikke taale den Slags. Han svarede, at Bygningen kom ikke Foreningen ved og udstedte kort efter den skriftlige Ordre, at Beboerne ikke maatte holde Møder for at drøfte Bygningens Mangler. En Del af Beboerne fandt dette for groft og sendte Kaptein Gjødesen en Begæring med Anmodning om Afholdelsen af en overordenlig Generalforsamling.

Denne afholdtes den 19de Decb. Her havde man det særsyn at se en tidligere ivrig Forsvarer af Sømandens Rettigheder, Matros Peder Funk, optræde og besørge Kaptein Gjødesens Byærinder.

Funk forsvarede eller bildte sig ind at forsvare Gjødesens Handlinger. Han udtalte, at de gamle Bræder var bedre end nye, at han omhyggelig havde efterset dem og ikke fundet saa meget som spor af Væggetøj deri. Det er klart nok at Funk, inden han gjorte denne Undersøgelse ikke har pudset sine Lanterneglas tilstrækkelig, men disse har nu rigtignok ogsaa været dunkle siden han har faaet Portnerpladsen i sømandshjemmet. Funks Foredrag det var "Putting" for Gjødesen, det var noget, han kunde bruge. Han blev saa modig, at han holdt et tordnende slutningsforedrag, hvori han erklærede: at han havde Magt i Foreningen, at han ved et eneste Ord kunde faa enhver Opposition kastet ud gennem Vinduerne, og sluttede med en Del Pølsesnak om det danske Flag og de slemme socialister.

Dermed sluttede første Akt af det paabegyndte Trama og skal vi ved Lejlighed underrette Publikum om, hvad der for Fremtiden sker i "Sømandens Hjem".

En Beboer af Sømandshjemmet.

(Social-Demokraten 20 marts 1877).

I 1874 blev bygningen "Sailors Home"rejst i Wildersgade eller Bådsmandsstræde og indviet februar 1875. Den trefløjede bygning indeholdt ca. 70 3-, 2- og 1-værelses lejligheder samt et sømandshotel med 30 seng. Bygningen bestod i 25 år, men blev så erstattet af et bedre sømandshjem på St. Anna Plads og i Nyhavn.

Matros Peter Funk havde stiftet Sømandsforeningen i 1856 og var vicevært i Gjødesens Sømandshjem. Han var 1860-1874 færgemand i København. Efter uenighed med foreningen tog han sin afsked i 1879.

Kaptajn i marinen P. F. Gjødesen havde været batterichef på fregatten "Jylland" og deltaget i slaget ved Helgoland i 1864.

Utilfredshed med Sømandsforeningen førte i 1877 til dannelsen af Sømandsforeningen af 1877, formand sejlmager Nielsen. Modsat Sømandsforeningen var denne finansieret af sømænds små bidrag, ikke af store bidrag fra velhavende.

Den kgl. Fødsels og Plejestiftelse. (Efterskrift til Politivennen)

I Finantsaaret 1875-76 var efter den af Prof. Stadfeldt offenliggjorte Beretning Antallet af indkomne Kvinder i Fødselsstiftelsen og dens Filialer 957; af dem udgik 15 uden at have født (deriblandt en død); de Fødendes Antal var 943 (442 i selve Stiftelsen og 501 i Filialerne), idet en af de i forrige Aar indkomne Kvinder først fødte i April. Af de Fødende var 136 Gifte og 807 Ugifte; af disse Sidste var 52 betalende Hemmelig Fødende, 534 Tjenestepiger, 150 Fabrikpiger, 27 Vaske- og Strygepiger, 5 Husjomfruer, 13 Enker. 1 Hospitals- Gangpige, 1 Lem paa Ladegaarden, 11 Fruentimmer af Prostitutionen. Som Førstefødende er der opført 526. medens 417 havde født tidligere. Af Fostrene var 486 Drenge og 473 Piger; 52 Børn var dødfødte, og under Fødselen døde 28. Antallet af Gifte er aftaget, idet det, som anf'rt, kun har været 136 imod 168 i 1874-75 og 202 i 1873-74 Dette Forhold hænger vistnok nærmest sammen med den bedre økonomiske Stilling hos de Samfundsklasser, som plejer at sende dens Koner ind i Stiftelsen. Sundhedstilstanden har i det Hele været god; kun kort efter Aabningen i Septbr. indtraf en Del Tilfælde, men alt i December var den lille Endemi kvalt, og senere har Sundhedstilstanden været fortrinlig. Hele Dødeligheden har været 20 af 940 Tilfælde eller 21 promille. I den gynækologiske Poliklinik har 111 Kvinder søgt Raad og ladet sig behandle i kortere eller længere Tid. I Aarets Løb har 60 Kandidater fra Københavns Universitet og 3 islandske Lægekandtidater gennemgaaet det kliniske Kursus i Fødselsftiftelsen og af Jordemødre har 33 forladt skolen i Aarets Løb efter at have taget Afgangseksamen.

(Social-Demokraten 18. november 1876).

Korrespondance fra Frederits. (Efterskrift til Politivennen)

Havde man ikke den Forvisning, at Miraklernes Tid var forbi, maatte man antage, at et saadant var forestaaende, ti her sker for øjeblikket saamange Tegn og underlige Gerninger, at man kunde fristes til at anse disse som "Forvarsel" for noget overnaturligt. Man ynker Borger Eibeschütz, naar man ser hans Ærgrelser over Arbejdernes "flotte" Klæder og "fine" Hatte; man studser ved at erfare, at Socialisterne "er Skyld" i de slette Tidsforhold, og man spørger uvilkaarlig sig selv, om de ikke ogsaa "er Skyld" i den tidlige og strænge Vinter; man forbavses over Spidsborgernes Træskhed, naar man ser det lille Kobbel med den "lille Nicolay" i Spidsen; travl Virksomhed blandt Koner og Piger for ved Skørteregimentets Hjælp at fortynde Socialisternes Rækker, i hvilke alle "pæne" Arbejdere "skal holde sig for gode til at være"; men man daaner næsten af Skræk ved at høre, at Præsterne Dall og Gøtzsche nu anser Tidens Fylde for kommen til at prædike Evangeliet for de Fattige, ihukommende, at der er større Glæde ved én Synders Omvendelse end ved Ni og Halvfemsindstyve Retfærdige, som ikke har Omvendelse behov. Man anstrenger sin Sekraft, fordi man troer at drømme eller at "det Hele beror paa Øjenforblændelse", men nej! det er intet "Trolleri", det er den skinbarlige Virkelig: - Præsternes Dag er bogstavelig kommen som en Tyv om Natten!

Og hvad er der saa sket? Intet andet end at vore Præster begynder at efterkomme Skriftens Bud om at gaa ud og præke for "al Folket" og at gøre dette for Intet, fordi de har modtaget Ordet for Intet. Sagen er nemlig denne: Hr. Pastor Dall har i Forening med sin Kaldsfælle, Hr. Gøtsche, ønsket at præke hver Lørdag eller Mandag Aften for Cigarmagerne i Fabrikslokalet, og efter Forlydende en anden Aften i Ugen for Væverne paa Dampvæveriet. Ugudeligheden er imidlertid stor paa vor syndefulde Jord, og det baade blandt "Store og Smaa", ti medens "de Store" paa Cigarfabriken synes at have et meget modtageligt Sind og Hjerte, saa var nok det stik Modsatte Tilfældet paa Dampvæveriet, og medens "de Smaa" her maaske ikke var saa ganske uvillige, saa var der paa Cigarfabriken kun 8, som mente at have Omvendelse behov, og det er endda mere end tvivlsomt, hvorvidt sand Anger og Ruelse er til Stede hos disse. Endnu har de Herrer Præster ikke begyndt deres Omvendelsesværk blandt de ugudelige Cigarmagere, men selv om de skulde være lystne efter at begynde "Forestillingen", saa bliver det sikkerligt hverken noget talrigt eller noget noget taknemmeligt Publikum, de kommer til at "spille" for. Afset fra, at det er temmelig sildigt, de Herrer Præster tager fat paa slig "kristelig" Gerning, bliver det dog lidt forunderligt, at specielt Hr. Dall, der saa ofte har dømt og fordømt Socialisterne, pludselig "ynkes" over dem og vil give dem "Naade og Fred". Man fristes til at undersøge Grunden hertil. Har maaske den gode Præstemand indset, at han kun er en ussel Skabning, hverken værre eller bedre end andre Mennesker, og at han ingen anden Ret har til at holde Dom over Døde, endsige Levende, end den, han selv tiltager sig? Nej, ingenlunde, ti han lader sig stadig ikke uden Vidnesbyrd i modsat Retning. Eller har mulig de ærede Præster indset det Taabelige, der ligger i at fremstille Fattigdom som særlig Chance til Erhvervelsen af en "Saligheds Part", samtidig med at de finder saa stort Velbehag ved det "usle Mammon"? Det skulde da være, om de i "de sidste Dage" havde aflagt Vidnesbyrd i saa Henseende. Ejheller er disse "hellige" Mænd bleven "snilde som Slanger og enfoldige som Duer", fordi de, som der menes, er "befalet dertil, men det, der nu fylder dem med "Nidkærhed", er sikkert kun den Omstændighed, at de føler dem trufne af det, "Missionæren" fra Ostindien fortalte dem, og det skal heller ikke nægtes, at han traf Hovedet paa Sømmet. At det kan være ubehageligt for de ærede Præster at faa en saadan Lektion, skal villigt indrømmes, men de Herrer gaar galt i Byen ved det første Skridt, de gør. Dhrr. Dall og Gøtsche tror aabenbart, at Socialismen er Aarsag til den herskende Irreligiøsitet, ret som der ingen "Vantro" fandtes her i Landet for Socialismens Fremkomst. De gode Folk burde vide, at Socialismen ikke er nogen religiøs Doktrin, og at ligesaa vel som der blandt denne Læres Tilhængere findes "Ikke-Troende", ligesaa vel findes der ogsaa "Troende", hvis Tro ikke giver de Herrers en Smule efter i Styrke. Vil Præsterne udrydde Ugudeligheden, saa maa de helst begynde i de højere Lag og mellem de "bedre" Folk, og her vil utvivlsomt være en vid Mark for dem til Virksomhed. Naar Præsterne paa disse Steder har blødgjort de "haarde Hjerter"' ved Kærlighedens og Humanitetens Evangelium, naar de har tvunget Hovmodets Aand til at at vige ved ydmygheds og Sagtmodigheds Lære, og naar de i de samme "Lag" og blandt de samme Folk har fremtvunget Følelsen af Menneskehedens ved Skriften hjemlede Solidaritet; naar de ærede Præstemænd har besørget dette Arbejde, og de derhos ikke har forglemt at reformere sig selv, saa at de praktisk som teoretisk er Kristi sande Disciple - ja, saa kan der dog maaske være Tale om, at deres Omvendelsesværk blandt "Vantroens" og "Ugudelighedens" Børn kan bære Frugt; men som Sagerne nu staar, da er der en til Vished grænsende Sandsynlighed for, at Præsterne selv trænger allerhaardest til "Reformation", nej, da er der ingen Rimelighed for, at hverken Præsteskabet i sin Helhed eller "St. Stefansforeningcn" i Særdeleshed kan bringe større "Frelse" end den, Enhver ved egne Gerninger kan erhverve sig.

Skulde Dhrr. Dall og Gøtzsche imidlertid være af en anden Mening, nuvel, virk da ikke i Krogene, men aabenlyst, og da deres Formaal vel maa være at overbevise, indbyd da "Tro" som "Vantro" til offenlig Meningsudveksling - det vil sikkerlig hverken mangle paa Tilhørere eller paa forskellig Tankeretning.

(Social-Demokraten 16. november 1876).

Folkebibliothek paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

I Februar d. A. sammentraadte en Comitee af 7 Mænd paa Amager, for at søge oprettet et Bibliothek, der skulde tilbyde god og sund Folkelæsning for Amagers Beboere, navnlig for den talrige Haandværker- og Arbeiderbefolkning i Sundbyerne, umiddelbart udenfor Kjøbenhavn, og om Midlerne maatte tillade det, tillige til Oprettelsen af en Læsestue. Efter en offentlig udstedt Opfordring skjænkedes der i dette Øiemed henved 1400 Bind brugelige Bøger, hvoraf en stor Deel fra kjøbenhavnske Boghandlere fra Udvalget for Folkeoplysningens Fremme og fra Selskabet for gudelige Smaaskrifters Udbredelse, samt i Penge 3355 Kr. Hds. Maj. Dronningen, Hs. H. Prinds Hans, Sparekassen for Kiøbenhavn og Omegn, Store Magleby Sogneraad og Dragør Byforstanderskab samt flere private Velgiørere gave større Bidrag, hvortil endnu kom Indtægten af en i Sundby Kirke afholdt Concert. Af de saaledes indkomne bidrag ere c. 1300 Kr. anvendte til Indretning af Bibliothekslocale, Indkjøb og Indbinding af Bøger, Catalog m m.. saa at Samlingen nu kan aabne med c. 1800 Bind, der efterhaanden vil blive forøget, naar Bestyrelsen har vundet Erfaring om, i hvad Retning Forøgelsen bør skee, forat Bibliotheket kan gjøre den størst mulige Nytte.

Bogsamlingens Locale ligger midt i Sundby ved Hovedlandeveien og vil være aabent for Udlaan første Gang Torsdagen den 2den November, Kl. 7 Atten, og fremdeles hver Mandag og Torsdag Aften fra Kl. 7-9 samt Løverdag Formiddag Kl 9-11. For Benyttelsen erlægges 20 Øre for en Maaned, 50 Øre for 3 Maaneder og 1 Kr. 50 Øre for et Aar. Ombytning kan skee hver Udlaansdag og Udlaanet besørges foreløbig af Comiteens Medlemmer. - Da der ved Indkjøbet af Bøgerne er sørget for saavidt muligt at repræsentere alle anerkjendte gode Forfattere af ikkevidenskabelige Skrifter, tilbyder Bbliotheket en sund og belærende Underholdning af almeninteressant Indhold for Folk i forskjellige Livsstillinger og med forskjelltge Interesser, hvorfor det maa haabes, at Bogsamlingen maa blive flittig benyttet af de af Amagers Beboere, for hvem den nærmest er bestemt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. oktober 1876).

Kone nægter Fogden Adgang. (Efterskrift til Politivennen)

Fornærmelser mod Fogden. Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret afsagde den 13de ds. Dom i en fra Hindsholms Herreds Extraret indanket Sag, der var anlagt mod en Kone, som, da Fogdens Fuldmægtig tilligemed Fogedrettens Vidner indfandt sig paa hendes Bopæl paa Salby Mark for at foretage Execution for nogle hendes Mand idømte Actionsomkostninger, havde nægtet disse, hvis Stilling hun kjendte, Adgang til Boligen, idet hun stillede sig foran den aflaasede Dør med en Stylte i Haanden, og uagtet Fogden tre Gange i Kongens og Lovens Navn opfordrede hende til at indlade ham, deels truede med at bruge Stylten mod den, der rørte hende eller forsøgte at trænge sig ind i Boligen, deels vedholdende brugte Skjældord mod dem, saasom "Røvere" og "Drukkenbolte" og da Fogden derefter vilde bane sig Adgang skubbede eller stødte til ham. Efterat hun var sat tilside og Døren aabnet med Magt fortsatte hun i Dagligstuen sin skjældende og stridige Adfærd, idet hun skjød et Bord tilside og nægtede Fogden at afbenytte det, hvorfor denne maatte føre Protokollen ved en Commode hvornæst hun for at hindre Fogden fra at komme ind i det tilstødende Sovekammer, bandt Døren fast med et Reb, saa at den maatte aabnes med Magt.

For dette sit Forhold, hvortil Fogden og Vidnerne ikke havde givet nogen Anledning blev hun anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. oktober 1876).

Mishandling af Kvinde. (Efterskrift til Politivennen).

Høiesteretsdom. Højesteret Paakjendte igaar en Justitssag, hvorunder en Indsidder i Bregentved-Gisselfeld Birks Jurisdiction tiltaltes for at hane mishandlet sin Hustru og sine Børn. Arrestanten, der i 25 Aar været gift med sin Hustru, med hvem han har avlet 7 Børn, hvoraf de 2 ere døde havde i en længere Aarrække ideligt mishandlet sin Hustru ved at tilføje hende Hug og Slag, i Reglen med Hænderne, men ogsaa med et Spanskrør; han havde paa denne Maade mange Gange slaaet hende tilblods og desuden ofte stødt hende om paa Gulvet, revet hende i Haaret, saa at Haar rykkedes ud, og trykket hendes Strube sammen, saa at hun med Nød undgik Kvælning. Disse Mishandlinger ere sjeldent foregaaede med længere Mellemrum end 2 a 3 Uger, og skjøndt Arrestanten under deres Udførelse maa antages at have været noget beruset, har han dog altid været i tilregnelig Tilstand.

Særligt er det oplyst, at Arrestanten for c. 14 Aar siden, da hans Hustru sad med et Pattebarn paa Skjødet, slog hende med knyttet Haand, hvorhos han efter hendes Forklaring med sin Tobakspibe slog Barnet i Hovedet, saa at Blodet løb ned ad dets Ansigt. Derefter jog han ende tilligemed Børnene ud af Huset, saa at de fra Kl. 7 om Aftenen til Kl. omtr. 1 om Natten i en meget Streng Kulde maatte søge Ly i et tilstødende Brændeskuur, indtil to af Husets Beboere fik hende og de af Kulde halvdøde Børn baarne ind i Huset. Efter to af deres Børns Fødsel har Arrestanten slæbt sin Hustru ud af Sengen, den ene Gang umiddelbart efter Fødselen, den anden Gang 2 a 3 Dage efter denne, men uden dog ved disse Leiligheder at tilføie hende nogen yderligere Mishandling. For 10 a 12 Aar siden da Arrestantens Hustru en Dag ved hans Hjemkomst sad paa en stol med sin spæde Datter ved Brystet, udskjældte og mishandlede Arrestanten hende. En Gang i 1868 slog Arrestanten hende meb Kaffekjedlen, der stod paa Kakkelovnen med kogende Kaffe, oven i Hovedet, saa at Kjedlens Indhold sprøjtede ud over hendes ene Arm og hun blev skoldet. For nogle Aar siden, da Arrestanten og Hustru kjørte med Klude slog han hende med dens Varekasse paa Forsiden af Hovedet, saa at hun blødte stærkt oq besvimede i længere Tid. En Nat i December f A. mishandlede han hende jevnlig og slog hende i Hovedet uden mindste Anledning fra hendes Side samt greb fat i hende og trykkede Struben til og slap først, da hun fik saamegen Luft, at hun kunde raabe om Hjælp. Senere samme Maaned tilføiede han hende mange stærke Slag med knyttede Hænder i Hovedet, stødte hendes Hoved mange Gange imod Vægen og slog hende med en Ildtang, saa at han længe efter var fortumlet deraf. Ogsaa sine Børn havde Arrestanten mishandlet, saalænge de i deres spæde og unge Alder opholdt sig i Hjemmet, deels ved Hug og Slag deels ved at jage dem ud af Huset om Natten, mange Gange i streng Kulde. Arrestanten har nægtet ved nogen af disse Mishandlinger at have havt til Hensigt at tilføie sin Hustru eller sine Børn nogen egentlig Skade, og han har under Forhørerne erklæret, at han nu klart seer, hvor umenneskeligt og urigtigt han har baaret sig ad imod sin Familie, og at han nu sørger derover.

Arrestanten, der desuden havde gjort sig skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods, har tidligere været straffet for Tyveri og Bedrageri. Ved de to foregaaende Instantsers Domme var Straffen bestemt til 2 Aars Forbedringshuusarbeide. Høiesteret skjærpede Straffen efter samtlige foreliggende Oplysninger tillige Strafarbeide i 3 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. oktober 1876).

Dømte for Nedtagning af Mindetavle. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondence fra Nordslesvig, den 6te Oktober. I Dag forhandles i Berlin en Sag, der i lang Tid har staaet paa Dagsordenen, og her i Nordslesvig er bleven fulgt med megen Interesse. De faktiske Omstændigheder er i Korthed, at de fire Kirkeældste i Bjolderup Sogn paa Vestkysten, efter at have raadspurgt Advokat Bekker i Aabenraa, med Magt borttog en Mindetavle, som var indmuret i Kirken af de Tydsksindede til Erindring om de Soldater fra Sognet, som var faldne i den fransk-tydske Krig. Denne Fremgangsmaade havde til Følge, at Advokat Bekker og de fire Kirkeældste blev anklagede af Statsadvokaten. Da Advokat Bekker paa Grund af sin politiske Overbevisning, som han aldrig har frygtet for at vise i Gerningen, var de Magthavende en Torn i Øjet, endte Sagen med, at man i Modsætning til det sædvanlige Princip at hænge de Smaa og lade de Store løbe, denne Gang gik den modsatte Vej, idet Advokat Bekker fik 3 Maaneders Fængselsstraf at afsone i Glückstadt, medens de fire Kirkeældste slap med 4 Ugers Fængsel i Flensborg. - Inspektøren ved Fængslet i Glückstadt, hvis Navn vi for Øjeblikket ikke erindrer, dog hedder han hverken Crone eller Hertz, syntes at være af den Anskuelse, at Fraværelsen fra Hjemmet og sine Forretninger samt den Tvang, der altid er forbunden med en Fængsling, er en tilstrækkelig Straf for en politisk Forseelse, saa man ikke behøver at gøre Behandlingen mere pinagtig ved store eller smaa Chikanerier, hvorfor ikke alene Hr. Bekker, men ogsaa nogle andre politiske Fanger, blandt andre Socialdemokraten Walther fra Altona, der omtrent samtidig hensade i Glückstadt, blev særdeles humant behandlede. Derimod havde det flensborgske Politis Adfærd mod de fire Kirkefædre en stærk københavnsk Politidyst.

Efter at Advokat Bekker var bleven løsladt, blev han straks suspenderet, og stævnet for en Æresret i Kiel til Fortabelse af sin Bestilling. Æresretten i Kiel, der udelukkende var sammensat af Bekkers Embedsbrødre, men politiske Modstandere, afviste paa en Maade Klagen, idet de lode Bekker slippe med en Formaning, de Herrer Advokater undgik saaledes at skabe et farligt Præcedens, der maaske senere kunde blive anvendt mod dem selv. Regeringen, der imidlertid ikke synes at vilde være tilfreds før Bekkers Bestalling bliver kasseret ved Dom har appelleret Sagen, der nu skal afgøres i Berlin. Saasnart Dommen er falden, som maaske allerede sker idag, vil baade de danske og tydske Blade, især her i Nordslesvig, for Alvor skændes om Sagen, idet hvert betragter den fra sit Standpunkt. Vi har derfor gengivet Sagen aldeles korrekt, saaledes som den forholder sig, uden at ville tilføje nogen Kritik, men overlade til Enhver selv at dømme i en Sag, hvor paa begge Sider Fanatismen synes at spille en ikke lille Rolle. 

- m - 

(Social-Demokraten 10. oktober 1876).

Aabenraa havde dengang omkring 5600 indbyggere. Advokat Carl Bekker (1834-1887) var blandt de største skatteydere. 1862-1864 var han sekretær på amtshuset i Slesvig. Han deltog som officersaspirant i Krigen 1864 og nedsatte sig i Aabenraa i 1866/67. Han var formand for "Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse" og en af de få (den eneste?) danske advokat i Nordslesvig. Modsat de fleste dansksindede jurister havde han aflagt ed til den preussiske konge så han kunne yde den danske befolkning juridisk bistand. Borgmester var den tysksindede Gottburgsen. Dekker støttede i øvrigt i de efterfølgende borgmester på moderate danske kandidater.

Bekker afsonede de tre måneder i Glückstadt. Gustav Johannsen der var indsat på samme tid, skrev at fængselsforholdene var gode. Cellen var rummelig med god udsigt, kakkeloven, bord, klædeskab, ervante, to stole og en seng. Maden kunne leveres fra en restauration, fri rygning og vindrikning. Den øverste instans i Berlin fradømte ikke Bekkers bestilling som advokat og notarius publicus. Derimod en bøde på 1500 rigsmark og en irettesættelse.

Vold paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret i disse Dage paakjendt vestindisk Justissag tiltaltes en fra Øen Barbados til St. Croix i 1863 indvandret Plantagearbeiderske for Drab. De nærmere Omstændigheder ved Sagen vare følgende;

Sidstafvigte Juledags Eftermiddag havde Tiltale Tilbragt sammen med sin 7 a 8 aarige Datter deels i sit Huus, deels Udenfor i Negerbyen, hvor hun oprømt og fornøiet, deeltog i de Juleløier, som dersteds fandt Sted. Da hun om Aftenen sad paa sin Dørtærskel, hørte hun, at en anden Plantagearbeiderske ved Navn Sarah skiændtes med den Mund, med hvem hun, Sarah, levede sammen, hvorover Tiltalte yttrede nogle Ord, som hun ikke vil have henvendt til de Stridende, men som disse dog maatte opfatte som brugte i Anledning af Striden. Manden tog sig imidlertid ikke af dem, hvorimod Sarah begyndte at skjænde og udslyngede nogle foragtelige Ord om fruentimmer, der kom til Plantagen og lagde deres Æg eller Afkom i anden Kones Huus, hvortil Tiltalte svarede, at der hertil maatte være sigtet til hende. Sarah foer derpaa ind til Tiltalte og rev hendes Tøi itu, medens Tiltalte veg tilbage, og det kom ikke til Slagsmaal, da Manden itide kom til og trak Sarah bort og bragte hende ind i hendes Huus; men medens Manden passede paa ved den ene Dør, sprang Sarah ud af den anden og anfaldt paany Tiltalte. Hun blev dog atter bragt tilbage af Manden, men slag igjen løs og angreb tredie Gang Tiltalte, der nu med en Kniv tilføiede hende to Stik i den venstre Skulder, af hvilke det ene var dødbringende, idet Blødningen havbe bevirket Døden, førend Lægehjælp kunde skaffes tilveie.

Efter hvad der under Sagen var oplyst, maatte det antages, at det var med de bare Hænder, at Sarah anfaldt Tiltalte, hvem der heller ikke blev tilføiet anden Overlast, end at hendes Klæder blevet revne istykker. Paa den anden Side foreligger der Intet om, at Tiltalte har mødt Sarahs tvende første Angreb med Gjengjæld, saa at hun skulde kunne siges at have indladt sig i Slagsmaal med hende. Derimod havde Tiltalte ikke paa Opfordring af en af de Tilstedeværende været at formaae til at begive sig hjem. Kniven vil Tiltalte tilfældig, efterat have brugt den hjemme, have beholdt i Haanden, da hun gik ud, og der var heller ikke tilstrækkelig Føie til at antage, at hun skulde have forsynet sig med den for indtræffende Muligheders Skyld eller særlig at hun skulde have havt Ondt isinde imod Sarah, med hvem hun ikke havde havt noget Udestaaende, saalidt som at hun i Gjerningsøieblikket skulde have havt til Hensigt at skille Sarah ved Livet.

Ved Underrettens Dom var Tiltaltes forhold antaget at kunne gaae ind under Selvforsvar, og hun var derfor bleven frifunden for Actors Tiltale. Overretten fandt derimod, at der her forelaa en Overskridelse af Grændserne for det tilladte Nødværge, og idømte derfor Tiltalte en efter Lovgivningens Grundsætninger lempet Straf, der bestemtes til fængsel paa Vand og og Brød i 15 Gange 48 Timer, og denne Betragtningsmaade billigedes af Høiesteret, dog at Straffetiden nedsattes til 10 Gange 48 Timer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. oktober 1876).

Luthersk Missions-Forening paa Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Den religiøse Bevægelse paa Bornholm. Fra Aakirkeby skrives til os: For omtrent 16 Aar siden begyndte her paa Bornholm ved Pastor Trandbergs Prædiken en stærk religiøs Bevægelse. Allerede tidlig var Trandberg paavirket af Søren Kirkegaard og delte dennes Syn paa Folkekirken, hvorfor han ogsaa, da han optraadte med sin stærke Bodsprædiken, tillige slog haardt til Folkekirken og dens Præster, af hvilke ikke faa saa skjævt til det fremkaldte Røre. Dog tænktes der vist ikke paa endnu at træde ud af Folkekirken; det var først, da baade Kirkeministeren og Sjællands Biskop havde nægtet Trandberg og hans Venner Tilladelse til at benytte Kirkerne udenfor den sædvanlige Kirketid, at Tanken modnedes, vistnok paa den anden Side styrket ved den kjøbenhavnske Fripræst Grunnets Skildring af, hvor dejligt det var at være fri for Folkekirkens Tvang.

Under Pastor Trandbergs Vejledning uddannedes unge Mennesker til at være Lægprædikanter, som saa udsendtes til at holde Forsamlinger. Af Øjenvidner skildres deres Vidnesbyrd som dygtig strængt, men fattigt paa Evangeliets Lys og Varme. En af disse Lægprædikanter, en forhenværende Smed, Kristian Møller, blev ikke længe efter Udtrædelsen uenig med Trandberg angaaende en anden Lægprædikant, og i Sommeren 1864, mens Trandberg var i Jylland, lokkede Fripræst Grunnet Kristian Møller til Kjøbenhavn og ordinerede ham. Paa denne Rejse traf Møller sammen med en Skomager Andersen, der nu er Lægprædikant, og ved ham tændtes, efter Møllers egen Mening, et nyt og stort evangelist Lys i hans Hjærte. Fra nu af vendte han sig mere og mere imod Trandberg, og han gik saa vidt, at han erklærede alt, hvad han tidligere havde talt, altsaa hvad han havde lært af Trandberg, for "noget forfærdeligt Tøj". Pastor Trandberg afskedigede ham som Lægprædikant; men hin havde alt vundet de andre Lægprædikanter for sine Lærdomme tilligemed mange andre, godt Halvdelen af Frimenighedens Medlemmer. Dog bleve de staaende i Frimenigheden, hvorfor Trandberg for at blive fri for dem, da de aandeligt og hjærteligt havde vendt ham Ryggen, maatte foreløbig nedlægge sin Gjerning som Fripræst, indtil hans Venner atter valgte ham, idet de tillige vedkjendte sig den kristne Menigheds Daab med Forsagelsens og Troens Ord, medens de udtalte tig misbilligende om Kristian Møllers hele Færd, navnlig hans Tiltale til Trandberg, som om denne var en forstokket og ubodfærdig Synder, hvem han vilde ryste op af "Sikkerheden".

Saaledes stod nu i Foraaret 1868 Pastor Trandberg med en betydelig formindsket Frimenighed, medens Kristian Møller og hans Venner stode udenfor uden at høre til nogen Menighed. Med Møller i Spidsen dannedes nu en Forening, som kaldtes "Bornholms Forening til Evangeliets Fremme"; men de dannede ikke, som man skulde tro havde været Tanken med Møllers Ordination, nogen egenlig Frimenighed, hvorimod flere af dem vendte udvortes tilbage til Folkekirken, hvad stadig flere have gjort, skjønt de i Grunden foragte den. Det er, efter hvad en af dem har udtalt, af Klogskabshensyn, idet Møller og de andre Prædikanter mene, at de ikke saa let kunde vinde Indgang paa Sjælland, i Jylland og andre Steder, om de vare udtraadte af Folkekirken.

At Kristian Møller kunde vinde saa megen og saa hurtig Indgang herovre, kan nærmest forklares af, hvad Pastor Trandberg selv tilstaar, at hans første Virksomhed nærmest var en Opvækkelsesvirksomhed, saa de opvakte ikke vare komne langt ind i Naadens og Evangeliets Hemmeligheder. Derfor maatle Møllers tilsyneladende evangeliske Forkyndelse være en Lettelse for mange, der havde været tynget af Lovens Frygt.

Skjønt Trandberg altid har holdt Sakramenterne i Ære, har han dog først senere, vistnok ved Pastor Birkedals Paavirkning, kommet til at se dem mere i den kirkelige Retnings Lys, lige som han paa flere Omraader er bleven paavirket noget i den Retning. Med Hensyn til Folkekirken har han ogsaa noget forandret sin Mening, saa han og hans Frimenighed har ladet sig optage som Valgmenighed i den danske Folkekirke.

En af de Møllerske Hovedlærdomme er den, at vi blive frelste ved "Guds frie uforskyldte Naade" i Kraft af Jesu Død. Denne Tanke er jo fuldstændig kristeligt men kommer man til Møllerianerne med Spørgsmaalet om, hvorledes denne Naade modtages, ser det noget tvivlsomt ud, og ser man. hvorledes de for at gjøre Vorherres Naade stor, stille Sagen paa Spidsen og bruge nogle skrækkelig opskruede og let misforstaaede Udtryk, da er det betænkeligt nok, selv om man tager Ordene i den bedste Mening. Jeg skal blot efter Pastor Trandbergs "Sendebrev" til Krist. Møller anføre et Par. "Gud er Dig lige naadig, enten Du horer, drikker, stjæler, eller Du i Andagtstuer ligger paa Dine Knæ og beder". - "Ogsaa efter at Du er bleven troende, bliver Dit Hjærte lige ondt, raaddent, vederstyggeligt, urent". I Lighed hermed ser man dem drøfte Apostelen Pavli Ord: "Voxer i Vorherres og Frelsers Jesu Kristi Naade og Kundskab". At vore i Kundskab kan nok lade sig gjøre, mene de, men ikke i Naade. 

Med Hensyn til Tilegnelsen af Vorherres Naade i Daaben, da synes der enten at være Uklarhed til Stede hos den Møllerske Retning, eller ogsaa er der noget, som ikke tør siges rent ud. Medens saaledes Møller i en Tilføjelse til Oversættelsen af et Skrift, som kaldes "Kristi Blod", ikke vil nægte, at Daaben er et Gjenfødelsesmiddel, og skriver adskilligt smukt om Daaben, saa er der meget i samme Skrift, som synes at gjøre Indrømmelsen temmelig betydningsløs. Saaledes findes anført som den hellige Skrifts Vidnesbyrd om Gjenfødelsen Joh. 3, 3: "Uden nogen bliver født paany, kan han ikke se Guds Rige", og dertil føjet den Bemærkning, at det er Grænseskjællet (mellem den gjenfødte og den uigjenfødte), at den gjenfødte kan se Guds Rige: - medens Joh. 3, 5: "Uden nogen bliver født paany med Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Rige", er aldeles fortiet, skjønt det er Skriftens Hovedvidnesbyrd om Daaben som Gjenfødelsesmiddel. Der synes heri at ligge et Fingerpeg paa, at Vejen skal holde aaben for andre Gjenfødelsesmidler, ligesom ogsaa Møller ved en given Lejlighed søgte at bortforklare Ordet "Vand" i ovennævnte Skriftsted, saa det kun skulde være en billedlig Betegnelse "for Aand", ligesom det i en Oversættelse af Skriftet "Kristi Død" af J. Traasdahl er forklaret ved "Ordets levende "Vand", vidnesbyrdet om Jesus". I Møllers Oversættelse af Skriftet findes følgende Udtalelse lige foran hans Omtale af Daaben: "Derfor er det ved hans Kundskab, den levende Kundskab om Jesus, som den Helligaand ene kan give, denne er det som virker guddommeligt Liv i Din Sjæl. - Jeg tror derfor ikke at tage fejl ved at mene, at de ikke, skjønt de tale meget om at gaa til Kristus selv, have nogen Tanke om Kristus boende i Hjærtet, men kun om Kristus som Gjenstand for Tanken, hvorfor deres egenlige Gjenfødelsesmiddel bliver den hellige Skrift, som de altid kalde "Guds Ord", eller vel rettere deres egen Prædiken, deres egen Opfattelse af Skriften, "det nye Lys." Retningen bliver saaledes en Slags Skrifttheologi; baaren oppe af en stærkt religiøs Alvor, som giver den en Slags Liv; men om det kan holde sig i Længden og forplante sig til kommende Slægter, tvivler jeg om. Skriftkundskab lægges der derfor meget Vind paa baade hos unge og gamle, og paa Missionsmøderne holdes vidtløftige Drøftelser om den rette Forstaaelse af et eller andet Skriftsted, der rigtignok undertiden underligt sønderlemmes for at faa det passet ind i Lærebygningen. Nøglen til Skriften er vel nærmest Svenskeren Rosenius' Skrifter, hvori Spiren til adskilligt Skjævsyn maa søges, men dog forøget og udviklet af Kristian Møller."

Dens Levevis er pietistisk afholdende fra alle Forlystelser; Herrens Dag kaldes paa jødisk Vis Sabbat og opfattes saaledes. Fædrelandskjærlighed, Folkelighed betragtes som Verdslighed og Ugudelighed, man skal holde sig fra. "Man skal ikke opmuntre Folk til Fædrelandskærlighed, de ere verdslige nok endda," hedder det. Det er grundet i deres mørke Syn paa Mennesket som en bundfordærvet Skabning, en Djævleunge Derfor kan man ogsaa se en ung Mudder sidde sukkende ved sil lille Barns Vugge, som om det var en stor Ulykke, at Vorherre havde skjænket hende saa kostelig en Gave.

Den styggeste Side hos dem, der rigtig ere hildede i de Møllerske Lærdomme, turde være deres stærke Dømmesyge af alle Prædikanter, hvem der ikke prædike som de, ere Lovprædikanter; at alle, der ikke have samme "Lys" som de, ere ubodfærdige, uomvendte, der vandrer paa Fortabelsens Vej. Der er dog mange i Danmark, der bygge deres Salighed paa Vorherres Naade og ikke paa egne Gjærninger, som derfor ikke selvklogt drager Vorherres Naademidler, Daaben og Nadveren, men tage imod dem som de Midler, hvorved Kristus meddeler sig selv med al sin Fortjeneste og sin Herlighed; men alle disse enfoldigt Troende skulde vandre paa Fortabelsens Vej, fordi de ikke kan tale om Naaden paa samme Maade som Kristian Møller, ikke saa ensidigt lægge Vægten paa Kristi Blod og Syndernes Forladelse med Forbigaaelse af de andre Led i Trosbekjendelsen. Deri ligger en yderligere Stadfæstelse af, at Retningen er en Kuirdskabsretning, der sætter "Lyset" som Hovedsagen, mens andre kristlige Retninger, der bygge paa Fællestroens Grund, kunne have meget forskjellige Meninger i Lys og Lære og dog kjende hverandre for Brødre.

For at vinde Tilhængere rejser Kristian Møller og hans Hjælpere stadig omkring paa Sjælland, i Jylland eller andre Steder, helst hvor der tidligere har lydt Bodsprædiken, da de bedst kunne fiske i rørte Vande. Skjønt de udvortes staa som Medlemmer af Folkekirken, have de dog alle Vegne, hvor de vinde nogen betydelig Indgang, deres Missionshuse, der benyttes til Prækenforsamlinger og Drøftelsesmøder. At de ikke sætte mere Pris paa at have Sakramenterne i deres egne Forsamlinger, synes at stadfæste, hvad ovenfor er skrevet om deres Forkyndelse som Hovedsagen.

Nogen egenlig virksom Del taget Retningen ikke i det politiske Liv, undtagen maaske nogle af dem møde til Valg; de vælge vist altid i Venstreretning, hvilket naturligvis maa ligge nær for alle, som trænge til Religionsfrihed; men af den Grund uden videre at henføre dem til det forenede Venstre gaar naturligvis ikke an.

Hvad man for Resten kan have imod dem, maa man dog prise dem for deres Sammenhold og Dygtighed til at sætte noget igjennem, om man end maa sige, at de have en Maade at skaffe Pegemidler paa, som er mere praktisk end skjøn, især set fra et kristeligt Stade. Ved Syforeninger og Gaver skaffes en Del Sager, som bortsælges ved Kapkjøb paa deres Missionsmøder, hvor der saa ofte betales mere end det dobbelte af Værdien og det mangen Gang af Giveren selv, der saa atter skjænker Gaven til Bortsalg. Der kan i det mindste være Fare for, at den kristelig ydmyghed ved saadan Lejlighed kan sættes paa temmelig haard Prøve.

M. M. Smidt.

(Morgenbladet (København) 8. oktober 1876).

Peter Christian Trandberg (1832-1896) opgav i 1858 sin præstestilling og blev fri prædikant. I 1863 dannede han en frimenighed (fra 1868 Luthersk Missionsforening). Der var stor opbakning til den nye menighed, og der blev rejst mange kapeller/missionshuse rundt omkring på Bornholm. De fleste af frimenighedens medlemmer meldte sig i 1868 ind i folkekirken igen og blev tilknyttet Luthersk Mission. Trandberg rejste til Jylland, hvor han blandt andet virkede for Indre Mission i Esbjerg i et stykke tid. 1882 udvandrede han til USA, hvor han bl.a. virkede som præst for danske udvandrede og lærer ved præsteseminarier.

I en nekrolog (1896) hed det:

Pastor Trandberg.

Naar Budskabet om Trandbergs Død i disse Dage flyver Verden rundt, er det værd et Øjeblik at standse og betragte en af disse i vor Tid sjældne Skikkelser, en virkelig Idealist, skriver "Østj. Folkbl."

Han stammede fra Bornholm, var Bondesøn og blev Student. Stærkt religiøst greben førtes han, under Paavirkning af Søren Kirkegaard, mere og mere bort fra den officielle, verdsliggjorte Kristendom henimod et ideelt Syn paa Kristendommen og dennes Fordringer til dens virkelige Tilhængere.

Som ung Kandidat optraadte han mod Statskirken "den store Skøge" Han vilde vække Syndbevidstheden, lære Folk at skelne mellem ægte og falsk Kristendom, mellem kristeligt og verdsligt. Disse rene Tanker fik han Lov at virke for en Tid som Kapellan i Jylland (Tjeles, hvor han traf sin senere Hustru, derefter paa Bornholm, hvor han hurtig fik saa godt som hele Øens Befolkning til at flokkes om sig, og gav den paa Øen raadende Nationalisme dens Grundstød. Men Myndighederne kunde selvfølgelig ikke i Længden finde sig i Trandbergs Fremgangsmaade, og der dannedes da en Frimenighed om ham.

Skønt Trandbergs Opgave i Begyndelsen var at vække Syndserkendelsen, var han ingen mørk, pietistisk Fanatiker. Derfor kunde han heller ikke stemme med de mest yderliggaaende af hans Kreds, og der kom en Splittelse, som førte til, at de mest fanatiske udsondrede sig under Smed Chr Møller ("Møllerianerne", "Bornholmerne", "Luthers Missions-Forening"), medens Trandberg igen traadte ind i Folkekirken med sin Menighed som Valgmenighed i Kirken "Bethania" ved Aakirkeby, hvor senere en grundtvigsk Frimenighed har dannet sig om den bekendte Præst Marius Jensen

Trandberg forlod sin Fødeø som en af de stærkest religiøst bevægede Egne i Danmark, opholdt sig derester i Esbierg, hvor han vakte et lignende Røre som paa Bornholm, og tog saa til Amerika, til Chikago. hvor han har opholdt sig og virket siden.

Den samme ideelle Begejstring og Energi, som han lagde for Dagen i Danmark, udfoldede han ogfaa i Amerika. Han fik dannet en lille Menighed, som kun ydede ham og hans Familie en tarvelig Løn Han dannede en Præsteskole, hvis Elever betalte for Ophold og Undervisning, naar de kunde, men kunde de ikke, fik de alt frit. Han udgav et kristeligt Blad, "Hyrderøsten", som ogsaa forvoldte ham store Udgifter, han hjalp og understøttede alt og alle, som trængte

Fortjener Trandberg og hans Gening at mindes med Tak, saa falder en stor Del af denne Tak over paa hans Hustru, en Søster til Finansminister Lüttichau. Hendes varme Hjærte hendes kristelige Iver og hendes store Formue var det, der traadte hjælpende og fremskyndende til. Gærne gav hun alt for at hiælpe, og naar hun havde gjort det, gik hun rundt og formaaede andre til at gøre det samme. Faa adelige Damer har skaffet Adelsmærket den Hæder, som hun har.

Kun sjældent har Mennesket forstaaet at følge Kristus efter, som dette Ægtepar forstod det.

Trandberg forlod Chikago for 2-3 Aar siden og flyttede til Minneapolis. Her døde han, 64 Aar gl.

(MiddelfartVenstreblad 2. juli 1896).

Efter hans død blev der opført (1898) et mindesmærke (en buste på granitsokkel) for ham i Almindingen i Ekkodalen på Ballensgård grund. I 1918 måtte foreningen "Bornholm" erstatte de daværende metalbogstaver der hele tiden blev fjernet, med en indhugget indskrift. Dette blev på den efterfølgende generalforsamling i august 1919 kraftigt kritiseret af skatterådsformand K. A. Petersen. Trandbergs enke kom til Bornholm i september 1910 hvor der blev arrangeret et møde ved mindesmærket.

Fripræst Niels Pedersen Grunnet (1827-1897) var lærer i Hedensted og Egtved. Han blev påvirket af "de stærke jyder" og brødremenigheden i Christiansfeld. Han blev missionær i Ydre Mission for sidstnævnte bevægelse og uddannedes sig 1851 på missionsskolen i Basel. I 1854 blev han indskrevet som student på universitetet, men kom i tvivl om han ville være missionær. Han vendte tilbage til Danmark i november 1854 hvor han begyndte for sig selv: 1855 oprettede han en frimenighed i København hvis medlemmer hovedsagelig bestod af tilhørere fra hans møder, og lod sig ordinere i en engelsk frimenighed i Hamburg. 1877 opførtes Martinskirken på Frederiksberg. På sit højdepunkt havde den evangelisklutherske frimenighed op til ti filialer, men medlemstallet i (1976) var 182.

Kristian Sønderby kom i 1868 til Sønder Kirkeby på Falster. Han var oprindeligt smed. Efter uenigheder med Trandberg om den kirkelige retning, forlod Kristian Møller Bornholm og kom i 1868 til Sønder Kirkeby, hvor han holdt møder i Blocks lokale, hvor folk fra et større område samledes for at høre ham.

"Bornholms forening til evangeliets fremme" blev stiftet ved et møde i Aaker 1. marts 1868. I 1869 blev den sluttet sammen med en københavnsk og nordsjællandsk forening til "Luthersk Missionsforening til evangeliets fremme i Danmark" (Luthersk Missionsforening).

Valg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance. Nordslesvig, den 1ste Oktober 1876. I de første Aar efter 1864 glædede man sig her i Nordslesvig hver Gang den danske Rigsdag skulde aabnes, fordi man ventede at finde det nordslesvigske Spørgsmaal paa en haabefuld Maade omtalt i Trontalen, som aabnede Rigsdagen, og i Reglen blev man heller ikke skuffet: en lille Hentydning til Nordslesvig vidste de danske Ministre stadig at saa presset ind i Budskabet. Tiden forandrer imidlertid saa meget, og Nordslesvigerne synes nu endelig at have faaet nok af Haabet, og vil hellere se noget mere positivt, end et Par velklingende Fraser. Hvorledes end det Budskab, der i Morgen aabner den danske Rigsdag, kommer til at lyde, vil det her i Nordslesvig blive modtaget med stor Sindsro, og findes det traditionelle Haab om Nordslesvig i samme, vil det i Hovedsagen mest være de danske nordslesvigske Blade, som vil høste Nytten, da der jo saa gives dem en god Lejlighed til at tærske Langhalm paa § 5, som kan give et ypperligt Spaltefoder i en Uges Tid eller to, naar det kniber.

Medens her, som andre Steder, Landdagsvalget, takket være Treklasse-Systemet, kun finder ringe Opmærksomhed, begynder Valgkampen til Rigsdagen at blive meget livlig i Sydslesvig og Holsten, men her i Nordslesvig forholder vi os aldeles rolige. - Alle som En skal vi stemme paa Kryger, saaledes lyder Parolen, og en anden Mening vil foreløbig ikke trænge igennem. Vort forrige Brev, hvor vi anbefalede en Alliance mellem Socialisterne og de Danske, har, som vi ærlig maa tilstaa, ikke gjort mere Nytte, end en Spand kold Vand paa en Gaas. De nordslesvigske Bønder er sejge og mistroiske over for nye Idéer, men dog ærlige og frisindede af Naturen, hvorfor den nye Tids Anskuelser med Tiden ogsaa vil bane sig en Vej i Nordslesvig. Rom blev jo ikke bygget paa en Dag.

(Social-Demokraten 5. oktober 1875).

Uheldig Arrestation. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Eksempel paa vilkaarlig ugrundet Arrestation. Politiet og Kriminalretten har igen forøget Beviserne for hvilken Praksis disse Institutioner bruger i Haandhævelsen af Loven over for de Uformuende i Samfundet. Denne Gang drejer Sagen sig om at en Kone er bleven arresteret for en Bagatel der, som man siger, ikke er værd at rejse sig op for. Hvorledes Sagen forholder sig, fremgaar af efterfølgende Uddrag af en Klage, der agtes tilstillet Politiinspektør Hertz. Det hedder i Klagen :

"Den 18de dennes Formiddag Kl 9 indfandt Opdagelsespolitibctjent Larsen sig paa min Bopæl *) og forlangte at min Kone tilligemed den Kone, hvortil jeg har udlejet et Sideværelse, straks skulde følge med ham til Politistationen paa Fælledvejen.

Skøndt min Kone foregav, at hun ikke godt paa Øjeblikket kunde følge med, dels fordi hun havde 2 smaa Børn, hvoraf det Ældste er 2 Aar, og dels fordi hendes Paaklædning ikke var i en bedre Orden, - forlangte Betjenten desuagtet, at hun straks skulde følge med, idet han samtidig brugte Yttringer om Socialisme og Lignende, som man formener ikke vedkom hans Ærinde.

Efterat hun havde indfundet sig for Politiassistenten, fik hun at vide, at Sagen drejede sig om Udlevering af nogle Klædningsstykker samt nogle Laanesedler, der tilhørte en Pige, Caroline Lovise Jacobsen, der i circa 8 Uger havde opholdt sig paa min Bopæl. Min Kone, der ikke tilforn har nægtet at udlevere disse Genstande til Caroline Jacobsen, naar hun kom selv og forlangte dem, erklærede sig ogsaa paa Stationen villig dertil, og dermed antog man den Sag eller Mellemværende for afgjort, idet Caroline Jacobsen tilligemed Betjent Larsen fulgte med min Kone for i mit Hjem at erholde udleveret det Førnævnte.

Min Kone, der paa Stationen havde holdt paa, at hun hos Caroline Jacobsen havde 8 Kroner tilgode, skal paa Hjemturen have beklaget, at hun ikke erholdt sit nævnte Tilgodehavende, og derefter blev Betjenten opfarende og forlangte, at min Kone straks skulde følge med tilbage paa Stationen, og Hensigten med Hjemturen, Udleveringen af Caroline Jacobsens Effectcr, blev saaledes ikke opnaaet den Gang.

Paa Betjent Larsens Værelse, hvor min Kone alene maatte opholde sig hos ham, skal han have vist sig grov og truet hende i den Grad, at hun blev meget angst. Han nedskrev en Rapport, som han oplæste for hende og erklærede hende for anholdt. Hun forlangte at komme hjem for at drage Omsorg for sit Barn, der var saa at sige overladt til sig selv, og ligeledes for at faa en Kone til at overtage det Barn, hun havde hos sig, samt for at aflaase Gemmer, der stod uaflaasede; men dette nægtede Betjenten, idet han stal have sagt, "at det ikke kom hende ved." Derefter kørte han hende paa Raadhuset, hvor hun sad anholdt fra Mandag Middag til Onsdag Middag, da hun blev frikendt og løsladt, idet det blev hende paalagt næste Dag paa Raadhuset at aflevere de omspurgte Genstande til Caroline Jacobsen; medens min Kone derimod ved privat Sagsmaal maatte søge at komme til sit Tilgodehavende, 8 Kroner, hos denne.

Jeg anker nu over den af Betjent Larsen brugte Fremgangsmaade ved især at anholde min Kone, uden at drage Omsorg for, at de i Huset værende Gemmer blev aflaasede og at der var Nogen, der tog sig af mit Barn. Da min Kone gjorde ham opmærksom herpaa, skal han have svaret hende, "at det ikke kom hende ved". Jeg blev aldeles ikke underrettet om det Passerede, for jeg samme Dags Aften kom fra Arbejde, og fandt da mit 2-aars gamle Barn paa Trappegangen og om Eftermiddagen skal det have været paa Gaden - saa at sige overladt til sig selv.

Jeg tror derhos, at Hr. Politiinspektøren vil finde, at den brugte Fremgangsmaade er temmelig overilet og vilkaarlig ligeoverfor det, Sagen drejer sig om."

Naar en Institution som Politiet bærer sig ad paa en saadan Maade trænger Vedkommende aabenbart til at lære, at i et humant Samfund har Politiet andre Pligter at opfylde, end at vise sig saa brutal og uforskammet som muligt overfor enhver Uformuende, som det tror at kunne tage fat paa.

*) Klagerens Navn er Snedker Peter Møller Jensen Skyttegade 8, 5te Sal.

(Social-Demokraten 4. oktober 1876).

Militær Afstraffelse. (Efterskrift til Politivennen).

En ny Skandale.

Man skulde tro, at vort militære Uvæsen ved de seneste utvivlsomme Yttringer af Indignation blandt Publikums Flertal, skulde være blevet lidt mere varsom i sin Bøddelgerning ligeoverfor Rekruterne.

Det synes imidlertid som om vore krigsgale Autoriteter har sat sig for at omvende os Alle i den kortest mulige Tid til deres ivrigste Fjender, - hvis vi da ikke var det i Forvejen. Næppe er næmlig Husarrekrutens barbariske Behandling traadt i Skygge for de andre senere Dumheder som Autoriteterne har begaaet, før Militærvæsenet mælder sig med et nyt Eksempel paa russisk Justits, som næsten er til at bringe det forrige Forglemmelse. En Rekrut, Nr. 674 af 1ste Bataillons 3dje Kompagni havde stjaalet et Par Støvler. At dette er en Forbrydelse, vil Ingen benægte, og at han havde fortjent Straf, saameget mere som det ikke var første Gang at han var paa den Galej, er tydeligt nok. Men vore velvise Avtoriteter sørgede for at straffe ham paa en saadan Maade, at man glemmer Forbryderen over hans Bødler.

Efter de Meddelelser vi fra mange forskellige Sider dels har faaet, dels selv har skaffet os, maatte Synderen, der i det Hele dømtes til 50 Rottingslag og 30 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brod, vente et helt Kvarter over den til Eksekutionen bestemte Tid, da Kaptajnen ikke var kommet. At en saadan Ventetid i høj Grad maa forøge Angsten for den truende Straf og derved formindske Evnen til at udstaa den, behøver ingen videre Forklaring. Da han havde faaet 31 Slag besvimede han og maatte bringes tillive ved Draaber og Vand. Desuagtet blev Eksekutionen fortsat! Man gav ham 3 Slag til; da styrtede han omsider til Jorden og Bødlerne opgav at tærske et føleslast Kadaver! Han blev derefter transporteret til Hospitalet. -

Den Ulykkeliges Skrig under denne Torturs Anvendelse skal have været saaledes, at selv ivrige Militærgale mellem Tilskuerne væmmedes ved dette Barbari.

Iøvrigt er dette nok ikke enestaaende Tilfælde ved dette Kompagni. En anden Menig, Nr. 724, modtog for omtrent en Maaned Siden 25 Rottingslang og 15 Dages Vand og Brød for en ubetydelig Forseelse mod en Vaabenmester Davidsen under Øvelserne paa Fælleden.

Vi behøver ikke nærmere at gøre Rede for vore Følelser ligeoverfor den Slags Afskyeligheder. Det Eneste, der kan trøste os i saadanne Sager er, at hele Krigsvæsenet ved en Fortsættelse af dette System snart vil bringe det saa vidt, at Enhver, der har Distinktioner paa Skuldren, vil blive sparket ud af Landet. Det gør os kun ondt, at enkelte hæderlige og rettænkende Mænd, som naturligvis ogsaa findes mellem Befalingsmændene i Armeen, under den almindelige Indignation ikke vil kunne undgaa at blive behandlet lige med de Indivier under al Kritik som dette Menneskeslagterhaandværk absolut maa indeholde.

(Social-Demokraten 1. oktober 1876).

Samsø. (Efterskrift til Politivennen)

Koldby paa Samsø den 11te September 1876. Hr. Redaktør! Naar Deres Magt ud over Vandene? Hvis saa er, saa tillad en stakkels Øboer at tolke Dem sin Kvide, for saa var det jo dog muligt at De kunde, om ikke afhjælpe saa dog lindre den, og Lindring trænger vi virkelig haardt til her i mange Forhold. Jeg skal forsøge at give Dem et Billede af Forholdene, som de er, og jeg er vis paa at De vil give mig Ret.

Man skulde tro - og jeg tror da ogsaa, at det almindeligvis bliver troet - at det var langt lettere for Smaafolk at komme ud af det paa Landet end i Byerne, men dette er ingenlunde Tilfældet: tværtimod kan jeg med frelst Samvitttighed forsikre Enhver, som endnu maatte svæve i denne, at det er langt værre - i al Fald for vor Øes Vedkommende. I Byerne kan da den Fattige faa at købe, naar han har Penge; her skal man tigge et, selv om man staar med Penge i Haanden, og saa kan man dog risikere i det fleste Tilfælde alligevel at faa Nej. Faar man hvad man ønsker, kan man i alt Fald være vis paa at faa at føle, hvor stor en Tjeneste her vises En. Alt dette vilde have været meget forstaaeligt, dersom vor Ø var befolket med Mennesker, hvis Evangelium var: "Enhver er sig selv nærmest"!, - ja, saa vilde det endog have været halvt om halvt tilgiveligt, men dette er saa langt fra Tilfældet, hvad Enhver let vil indse, naar jeg siger, at "Den indre Mission" her har en meget stor Menighed, som selv tror at være hellig, og gerne vil have andre Dødelige til at tro det samme, og det kan være, at den ogsaa fik dem til det, naar den kunde faa Teori og Praksis til at falde lidt bedre sammen end Tilfældet er; for Tiden er der neppe en Eneste der tror paa deres Hellighed - ja, jeg har en ikke ringe Tvivl om, at de selv tror derpaa; men flittig i Kirkegaarde, gudelige Bøger, Skrifter og Blade læser de, og til dito Forsamlinger trasker de og - hvad kan man saa forlange mere? Om de da lige oven paa lukker baade Hjerter og Døre for en Trængende, det siger intet. De Bibelsteder, som handler om Pligterne mod Næsten, kan læses paa mangfoldige og uden Tvivl "fortolkes" og forstaas paa endnu flere Maader, men hvorom Alting er: Humbug er det med Helligheden her, det kan jeg bevise med uigendrivelige Fakta. Der er et Sted her paa Øen en Præst, - en meget ungdommelig for Øvrigt - som selv tror at være en af de helligste, og da han gør sig al tænkelig Umage for ogsaa at vise praktik, at han er det, skal jeg ikke undlade at fortælle et Par Eksempler fra en af vore Nabobyer, som da de er almindelig bekendte, ej heller har kunnet undgaa at komme mig for Øre Et ungt Menneske havde ladet sig tegne til Altergang, og kom i Kirke med et Par Sko paa, som var temmelig smaa til ham. Han følte Trykket hele Tiden, men værst da han stod oppe for Alteret til Skriftemaal. Han stod, som Følge deraf, af og til og løftede Foden lidt fra gulvet, naar han ikke længere kunde udholde al staa paa den. Dette opdager Præsten, og hvad gør saa den Guds Mand? Han kalder uden videre Mennesket ud af Kirken, og holder en lille privat Prædiken for ham, hvis Indhold gaa ud paa, at Vedkommende er uforberedt og derfor uværdig til at gaa til Herrens Bord". Se det kommer der ud af at gaa til Alters med for smaa Sko! At det vakte en stor Opsigt, er en selvfølge; det gik jo fra Mund til Mund, at Præsten havde vist En ud af Kirken og den Forargelse, Præsten formodenlig vilde forhindre Vedkommende i at give, den fremkaldte han selv i en meget forstærket Grad.

Sin Embeds iver viste han ogsaa en Dag ved at gaa ind til en Pige, som havde - hvad saa Mange før hende har - født et Barn udenfor Ægteskab og ligeledes holde en Tale til hende, han synes i en særlig Grad at sværme for saaledes at befinde sig i en téte a téte med "de vildfarende Faar i af hans Hjord"), hvori han lod hende vide, at det Barn hun havde bragt til Verden, "født i Misgerning", var et Djævelens Barn og indviet til Fordærvelse fra Fødselen: udtordnende Himmelens Vrede over hende og alle ligesindede og mere af samme Surdejg.

En anden Præst herovre er ikke stort klogere. En Dreng, som af Naturen har en daarlig Udtale, havde naaet den Alder, da han skulde konfirmeres, og han meldte sig derfor hos Sognepræsten, der imidlertid erklærede ham for - gal (!), idet han sagde, at han ikke kunde blive indindskrevet; "der gaar en Tosse paa Byens Gader, gaa Du hen at holde ham med Selskab" - og det var en Præst, der sagde det! Forældrene lod sig naturligvis ikke nøje hermed, men søgte Højestt Vedkommende og Drengen, der kan sin Religionslære (som i vor Tid er det Væsenligste) fuldkomment, er nu indskrevet til Konfirmation hos Præsten i et andet Sogn og her var Drengen klog nok.

Se, det er en Prøve paa aandeligt Despoti. Et Despoti af en mere materiel og derfor ogsaa for os materielle Mennesker rædsommer Art skal jeg nu give et Billede af. 

For en Del Aar siden gik der igennem alle Landets Blade en Beretning om et sandt Triumftog, som et Besøg, Grev Danneskjold aflagde her, var udartet til, idet Beboerne var taabelige nok til at modtage Eksecllencen omtrent som man vilde have modtaget en Konge i den gode gamle absolutistiske Tid, formodenlig i den forfængelige Tro derved at gøre sig ham "bevaagen"; men de yar faaet Kærligheden at finde. Han ikke alene holder vedblivende paa den Respekt, der en Gang er vist ham, men gan yar endyderligere befæstet og udvidet den ved at sende Øen og dens Befolkning en Plaaeaand, som vist i al Mageligbed vi kunne taale en Sammenligning med de velbekendte ægyptiske, og det i sin Søns Skikkelse. Den danneskjoldske Slægt har det Fortrin for andre "ædle" Slægter, at den har Lov til at klæde sin Kusk i rødt Livre - det her omhandlede unge, haabefulde Skud paa Familiens Stamtræ har uden Tvivl faaet dette Fortrin udvidet saameget, at han har Lov til at bære rødt Skæg, i alt Fald er han begavet med et saadant, som her i Folkemunde har forskaffet ham Navnet "den Røde". Her paa Øen er der et Forhold, som skal være enestaaende her i Landet: at Byerne med Gaarde og Huse er fri Ejendom, medens deres Tilliggende kun er Fæstejord: dette ejendommelige Forhold fik en Jurist til at rode op l de gamle Dokumenter, som findes i Arkiverne, Jordegodser vedrørende; og hans Undersøgelser bragte ham til det Resultat, at ikke alene Byerne, men ogsaa den hertil tilliggende Jord var Selvejendom; man tovede ikke med at rejse herover og fortælle os Øboere om denne sin Opdagelse, og tilføjede, at hvis vi vilde lægge Sagen i hans Haand, saa vilde han paatage sig at saa denne vor formentlige Ret igen bragt for Dagens Lys og fuldt anerkendt, og vi var letsindige nok til at tro, at vi kunde vinde en Proces fra vor Lensherre. Vi tabte den naturligvis, hvorved, hvorledes og ved hvilke Forudsætninger har jeg aldrig kunnet gøre mig rigtig tlart; men Hovedsagen er: vi tabte den. For havde Greven villet sælge Bøndergodset, nu havde han betænkt sig, hed det, nu kunde Ingen mere faa at købe, men alligevel blev det saakaldte Arvefæste bragt i Stand hvorved han gar faaet Afgiften skruet saa højt op, at Mange nødes til at stille sig ved Jorden, fordi de ikke kan bestaa ved at beholde den, men gaar det saaledes med Gaardmændene, saa kan De vel tænke Dem, hvorledes Stillingen er for Husmændene, som skal leve af at arbejde for disse. Den By, der ligger nærmest ved det grevelige Herresæde, Brattingsborg, er da ogsaa nu fuldstændig ødelagt, idet Gaardmændene der ikke kan faa Jorden til Arvefæste, men mister den, saasnart de udelukkende ældre Folk, som nu sidder for det, er døde, og hvad er en Gaard uden Jord værd? Den er jo ikke til Andet end Nedbrydning. Derfor, da Størstedelen af Byen for nogle Aar siden brændte, foretrak en Del Gaardmænd alt den Gang at blive il Husmænd, og mange Flere vilde følge efter, men hvorledes en Landsby, uden Jord vil kunne bestaa, er ikke godt at vide. Allerede m er det ikke til at opdrive Mælk eller Fløde der, og værre vil der gaa siden, i en Landsby uden Jord er omtrent det Samme som en Købstad uden Handel og Industri. Ude paa den samme Bys Mark. den saakaldte "Ørby-Fælled", er der en Del Huse, hvert med saa megen Jord, at de kan holde en Ko; "den Rødes" nyeste Bedrift har været i disse Dage at opsige disse Husmænd: i Løbet af 14 Dage er de Pligtige til at nedbryde deres Huse og flytte dem, hvorhen det maatte behage Hans Ekscellence at anvise dem Plads, hvilket denne Gang er blevet Pokker i Vold i en Ravnekrog helt ude ved Havet, og hvor mange 14 Dage deres eventuelle Huse faar Lov til at staa der, det maa Guderne og "den Røde" vide, ti paa et blot og bart øjeblikkeligt ondskabsfuldt Lune af ham, er det deres Pligt, naar han byder, igen at dømme deres Hjem til Nedbrydning, men hvilke altødelæggende Tab de Vedkommende derved lider, det tror jeg det ufornødent at forklare: Enhver, som vil gøre sig den Ulejlighed, at tænke over Sagen, vil selv let fatte det. Som han ruinerer Husmændene der, saaledes gør han Miner til at ødelægge dem overalt, saa vidt hans Magt rækker og herovre rækker den langt, altfor langt. Han fik forleden Aar den Ide, at ville have en Rende, hvori der flød en Bæk, udvidet til en Kanal, men han vilde have dette - efter vore Forhold - kæmpestore Arbejde udført uden nogen Udgift for sig, og som "Fanden altid hjælper Sine", saaledes har han ogsaa her en eller anden ham velvillig Djævel hvisket ham Midlet i Øret. Han lod sit Øje med Vejbehag hvile paa Husmændene i den By, paa hvis Jorder Renden fandtes, og skønt alt Hoveri ved Lov er afskaffet, tvang han dog disse - Husmændene i Brundby - til i Frost og Kulde i Ventre i Træk, ialt i 40 Dag -, Paa egen Kost og uden hverken Tak eller Betaling at grave ham den ønskede Kanal; det var en frivillig Sag, sagde han: Enhver, som ikke vilde, kunde godt lade det være; "men - føjede han til - skulde der iblandt Jer være en eller anden Tværdriver, som ikke vil grave, saa er hans Lod ham fra i Dag opsagt!" - Hvad skulde de arme Mennesker gøre? Enhver, der har en Lod, hvorpaa der kan holdes en Ko og nogle Faar, vil - det er saa indlysende, at jeg ikke tror det behøver nogen nærmere Forklaring - gerne beholde den, især i vor Tid, da det er saa saare vanskeligt for Smaafolk at faa, hvad de behøver til Livets Ophold, og der var herfor ikke Andet for end at krybe til korset og gøre de omtalte 40 Dages Hoveri paa egen Kost paa en Tid, da de haardt kunde trænge til at virke for dem selv og deres Familie. Men nu paaskønner ogsaa Greven det store Offer, de har bragt ham. "Denne ædle, højhjertede Ætling af en ædel, højhjertet Slægt", som der uden Tvivl vilde have staaet i "Dagens Nyheder", viste sig her "det ædle Blod", som flyder i hans Aarer, fuldstændig værdig, og hver den, som hidtil havde tvivlet om hans "Sjælsadel", maatte absolut blive overbevist derom, naar han fik at vide, at hans Ekscellence har i Sinde at belønne de omtalte Husmænd ved at forhøje Afgiften af deres Smule Jord til tre Tønder Byg, foreløbigt - giver de saa ikke Afkald paa Jorden, nu, saa kan denne Afgift jo altid yderligere forhøjes, saaledes at de til Slutning til Løn for alle deres Anstrengelser dog vil blive nødt til at give Afkald paa Lodden, og om det er gaaet her, saaledes gaar det over hele Øen. Nord paa Landet er der gravet en lignende Kanal under selvsamme Forhold. 

Der er i vor Tid og i vort Land udbrudt en hel Erindringsgave- og Mindesmærke-Epidemi, - Medailler og Ordener vil jeg nu slet ikke tale om: skulde denne en Gang naa et saadant Omfang, at der ogsaa skulde blive Tale om at rejse et Minde for den "røde" Grev Danneskjold-Samsø (gift med Grev Frijs's Datter), saa har vi nok en gammel "adelige" Mindestøtte liggende paa Tøjhuset; den kunde her komme til fortjent Anvendelse. Det vilde i alt Fald være ønskeligt, om den Ulykke og Ødelæggelse, han her bringer over en hel Øs Befolkning, en Gang tidlig eller sent maa blive belønnet efter Fortjeneste.

Hvis De vilde tillade mig, Hr. Redaktør, til Slutning at omtale vort Postvæsen med et Par Ord, skal De have Tak, ti ogsaa ved dette klæber der store Mangler, navnlig for Brevsamlings-stedernes Vedkommende. Hvorledes det gaar med de Breve, som vi sender bort, skal jeg lade være i sagt, men med dem, vi modtage, gaar det alt Andet end net til; jeg ved bestemt, at der er Mange, som modtager Breve, der synes at "have været læst før", og hvis disse Linier kunde bidrage til, at vor Postmester, som uden Tvivl har for stor Tillid til sine Undergivne, vilde have et vaagent Øje med disse, saa at en saadan "Behandling" af Brevene for Fremtiden kunde undgaas, vilde det upaatvivlelig glæde mange Flere end 

Deres ærbødige

Samsinger.

(Social-Demokraten 17. september 1876).

Der er formentlig tale om lensgreve Christian Danneskjold-Samsøe (1800-86). Han var 1867 blevet gift på Frijsenborg med komtesse Emilie Henriette Dagmar Krag-Juel-Vind-Frijs (1848-1897). 

Hohlenbergs Eftf.: Danneskiold-Samsøe, Christian Frederik (29.4.1838-3.7.1914) lensgreve, godsejer, politiker. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den "Røde" kan være deres søn Christian Frederik Danneskjold-Samsøe, (1838-1914). Han efterfulgte sin far 1886 i besiddelsen af grevskabet Samsøe og som overdirektør for Gisselfeld kloster. Han var medlem af 1887 landstinget 1887-1906 hvor han var loyal overfor J. B. S. Estrup og Højre. Han var gift (1867)  med Emilie Henriette Dagmar Krag-Juel-Vind-Frijs (1848-1897).

Uforsvarlig Kaadhed. (Efterskrift til Politivennen)

En Dag i Juli Maaned anmeldte en Husmand i Ledøje, at hans Søn, Lars, der er 12 Aar gl. og tjener hos en Gaardejer i Ledøje, i den senere Tid omtrent hver Dag var bleven stammelig mishandlet af Gaardejerens to Karle, Lars og Kristen. De havde saaledes sat Drengen op at ride paa en Høtyv og taget hver i sin Ende af Høtyvstangen og ladet ham sidde saaledes i længere Tid, hvilket forvoldte Drengen endel Smerte; derefter havde de bukket Benene op over Nakken paa ham og pryglet ham, medens den ene af dem holdt ham for Munden, for at han ikke skulde skrige. De tog ligeledes Drengen i Benene og puttede ham med Hovedet nedad i mudret Vand, som de sagde for at "afkøle ham". Denne Behandling maatte han lide flere Gange om Dagen, og de truede med at ville binde ham til et Vognhjul. naar de kørte i Marken, og piske ham, hvis han gik hjem til sine Forældre. Den sidste Gang, de saaledes mishandlede Drengen, tog de ham i det ene Ben og i den ene Arm og kastede ham ned i et Hul, der var gravet i Marken, og siden den Tid havde Drengen store Smerter, saa at han ikke kunde bukke sig og kun kunde gaa med stort Besvær. Drengen maatte nu meddele sig om det Passerede til sine Forældre samt holde Sengen i nogen Tid og søge Lægebehandling. De to Karle vedgik i nordre Birks Politiret ogsaa tildels, at de havde .behandlet Drengen paa den angivne Maade, men undskyldte sig med, at det havde fra deres Side kun været en Spøg, de havde haft for med Drengen, ihvorvel de indrømmede, at denne "Spøg" var lovlig grov. De betalte i Mulkt: Lars 10 og Kristen 8 Kr. Hvad man med Hensyn til denne Sag maa forundre sig over, tilføjer "Holb. A. Dgbl.", er ikke at Lars og Kristen havde handlet som Umennesker - de har vist deres Sidestykker baade det ene og det andet Sted - , men man maa forbavses over, at de nævnte Slyngler ikke er blevne idømt en alvorlig Straf. 

(Social-Demokraten 16. september 1876).

Manddrab i Ballerup.(Efterskrift til Politivennen)

Manddrab. I Løverdags olie Dage er i Følge B. T. en svensk Tjenestekarl i Ballerup afgaaet ved Døden som en Følge af et ham med en Stav tilføjet Slag i Hovedet. Den Afdøde, der hed Ola Jønsson og tjente hos Gaardejer Theodor Olsen af Ballerup, var af og til kommen paa den forrige Sognefoged Gaardejer R.s Gaard i Ballerup, hvor han kjendte den der tjenende Tjenestekarl Carl, men han var flere Gange bleven vist bort af Gaardejerens Søn, Hans. Desuagtet indfandt han sig i Søndags otte Dage, om Aftenen Kl. ca. 8, paa Gaarden i den Hensigt at besøge Carl, men da Gaardejerens Søn fra Vinduet saa ham i Gaarden, gik han ud til ham og spurgte om hans Ærinde, og da Ola begjærede at tale med Carl, vilde Gaordmandssønnen vise ham bort. Der udspandt sig nu en Ordvexel, som endte med, at Hans tog Karlen i Skulderen og gjentog sin Befaling til ham om at gaa bort. Efter Hans' Forklaring skal Ola nu have fremdraget en Kniv og truet ham med samt taget en Sten op fra Jorden, men denne Forklaring er ikke bleven bestyrket ved de afgivne Vidneforklaringer. Hans tog nu en tyk og tung Stav af Risbøg af c. 1 Alen 13½ Tommers Længde og 3 3/4 Tommer i Omkreds samt fuld af Knaster efter afbrækkede Grene og slog med det farlige Vaaben efter Ola og ramte ham dels paa Ryggen og dels i Hovedet. Ola gik nu langsomt hen mod Gaardens Udgang, idet han vedblev at bruge Skjældsord mod Hans, der paa sin Side igjen brugte Skjældsord mod Ola. I sin Hidsighed løb nu Hans efter ham, og med den samme Stav slog han paany Ola og ramte ham denne Gang i Hovedet over det venstre Øre, hvorved Ola styrtede til Jorden. Han rejste sig imidlertid med Besvær og svinglede ned ad Vejen. Ud for en Butik i Byen traf han nogle Karle, for hvem han beklagede sig over det passerede, og i hvis Selskab han nød noget Brændevin, men han var i øvrigt ikke videre beruset. Han gik derpaa hjem og blev hjulpen i Seng, og han henlaa nu i henved 30 Timer i bevidstløs Tilstand og afgik endelig ved Døden Mandag Nat Kl. 2. der blev nu gjort Anmeldelse til Politiet om Dødsfaldet, og Hans vedgik ogsaa, at det passerede var tilgaaet paa den foranskrevne Maade. Han har undskyldt sig dels med, at Ola oftere var vist ud af Gaarden, dels med sin store Hidsigbed, og endelig med, at Ola brugte Skjældsord imod ham. Under det optagne Forhør har Hans, der er 30 Aar gammel og skal have betydelige Legemskræfter, endvidere forklaret, at det ikke var hans Hensigt at berøve Ola Livet, men han har indrømmet, at han vel maatte kunne indse de livsfarlige Følger, der kunde indtræde, naar han benyttede et saa farligt Vaaben, samt at han slog til med stor Kraft og lod Slaget ramme, hvor det kunde, dog uden bestemt at slaa efter Olas Hoved. Han sidder nu som Arrestant i Arresthuset paa Blegdamsvejen. Ved den i Søndags i Ballerup Ligkapel af Stiftsfysikus og Distriktslæge afholdte Obduktionsforretning har det vist sig, at Olas Død er bevirket ved et Tryk paa Hjernen, hvilket er foraarsaget ved et ham over det venstre Øre bibragt voldsomt Slag. idet der indenfor Hjerneskallen havde dannet sig en meget betydelig Blodudtrædning, som havde frembragt det Tryk, der havde haft Døden til Følge. Den Afdøde skildres af sin Husbond og sine Medtjenere som en flink Karl til sit Arbejde, og hans øvrige Forhold gav ikke Anledning til anden Klage, end at han nogle Gange var kommen hjem i beruset Tilstand om Aftenen.

(Morgenbladet (København) 15. september 1876)

Sagen kom op ved Københavns Amts nordre birks ekstraret november 1876. Nationaltidende referede i den anledning til sagen, og tilføjede:

.... Om Ola havde truet Arrestanten med en Kniv eller Sten, var vel ikke bevist under Sagen, men det skjønnedes ikke rettere, end at Arrestantens Forklaring i sin Helhed maatte tages til Følge, i hvilken Henseende det maatte bemærkes, at Røgteren vel udsagde, at han ikke bemærkede, at Ola var i Besiddelse af Kniv eller Sten, og at Arrestanten vedgik, at Ola ikke forsøgte at bruge noget af disse Redskaber imod ham, men at en Pige edelig udsagde, at hun noget tidligere paa Aftenen saa Ola paa Byens Gade staa og skære paa en Pind med en Kniv. Med Arrestantens Benegtelse kunde det ikke statueres, at han havde havt til Hensigt at skille den Afdøde ved Livet, men han havde i ethvert Fald maattet kunne forudse, at Ola's Død kunde indtræffe som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge af en Gjerning, ved hvilken der brugtes et saa svært Redskab til at slaa med. - I den af de obducerende Læger Stiftsfysikus Tolderlund og Distriktslæge Poulsen afholdte legale Obduktionssorretning hedder det, at de af den betydelige Bladudtrædning, som findes mellem Hjerneskallen og den haarde Hjernehinde i Egnen omkring og overfor venstre Øre paa Afdøde, slutte, at Ola Jonsson er død af det derved foraarsagede Tryk paa Hjernen, og at Bladudtrædningen er foraarsaget af det Slag paa Hovedet, som blev bidragt den Afdøde, kort før han henfaldt i den bevidstløse Tilstand, hvori han var ved sin Død. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev Arrestanten, der er født den 21de September 1845, anseet efter Straffelovens § 188 med Forbedringshusarbeide i 2 Aar.

(Nationaltidende 7. november 1876).

Overretten stadfæstede dommen den 18. maj 1877. Navnet på den dømte kom nu frem: Henrik Christian Reimer. I forbindelse med denne kom nogle flere detaljer frem:

... Jönsson gik hjem og traf paa Vejen den hos Arrestantens Fader tjenende svenske Karl og en Medtjener, med hvem han samtalede i omtrent ½ Time. Ved Hjemkomsten hjalp Medtjeneren ham Støvlerne af, medens Jönsson selv klædte sig af og gik i Seng. Efter hvad en anden Medtjener, der laa i samme Værelse som Jönsson, har forklaret, havde denne efter at være kommen i Seng stærke Opkastelser og talte i Vildelse, lige som han til sidst sprang ud af Sengen, hvorfor Medtjeneren vækkede Husbonden, men ved dennes Tilstedekomst var Jönsson atter gaaet i Seng og laa stille hen. Da Husbonden den følgende Morgen Kl. 5 forsøgte at vække Jonsson, som han antog sov en Rus ud, gav denne kun en brummende Lyd fra sig, hvorfor Husbonden badede hans Pande og Baghoved med koldt Vand og i øvrigt behandlede ham som af Husbonden nærmere forklaret. Da Jönssons Madmoder under Mandens Fraværelse mellem Kl. 1 og 2 samme Dag blev underrettet om de Jönsson den foregaaende Aften tildelte Slag. sendte hun strax Bud efter Lægen, der ogsaa kom kort efter, men den paafølgende Nat Kl. 1½ afgik Jönsson ved Døden uden at være vaagnet af sin Bevidstløshedstilstand. ...

(Jyllandsposten 24. maj 1877).

I oktober 1878 meddelte Roskilde Avis at en gårdejer Johan Henrik Glud Stolpe havde solgt ejendommen "Mæglergården" til Hans Henrik Christian Reimer af Ballerup.

Krüger og Valget i Nordslesvig 1876. (Efterskrift til Politivennen)

"Pall Mall Gazette" og Nordslesvigernes Stemning. I "Flensborg Avis" skrives den 19de August Følgende:

Forskjellige tydske Blade have i de sidste Dige bragt en Gjengivelse af to Korrespondance Artikel fra Kjøbenhavn til det bekjendte engelske Blad "Pall Mall Gazette", hvori der paastaas, at Nordslesvigerne ere misfornøjede med det danske Ministerium, navnlig med Udenrigsministeriet, fordi dette er gaaet ind paa den tydske Regerings Fordring om Udlevering af undvegne slesvigske Soldater. "Fædrelandet" bringer nu ogsaa en kort Meddelelse af denne Korrespondence Indhold med den Tilføjning, at det ikke veed, hvad dette har paa sig, og med det Ønske, at Regeringen i Kjøbenhavn maatte meddele Offenligheden Oplysning derom. Vi kunne ligesom "Fædrelandet" sige, at vi heller ikke vide, hvad dette har paa sig, men saa meget er vist, at det er aldeles urigtigt, naar det hedder, at Nordslesvigerne ere misfornøjede med det danske Ministerium og navnlig med Udenrigsministeren Baron Rosenørn-Lehn, thi heraf skulde man slutte, at her hersker en almindelig Misfornøjelse, og det er ikke Tilfældet. Ligelede ere vi overbeviste om, at Krüger ikke, som det hedder i den nævnte Korrespondance-Artikel, har troet med at nedlægge sit Mandat til den tydske Rigsdag, thi dette Mandat er givet ham af hele det nordslesvigske Folk og er for ham en Helligdom, som han ikke giver Slip paa, selv om et dansk Ministerium skulde begaa et eller andet Fejlgreb til Skade for Nordslesvigerne. "Pall Mall Gazette"s Efterretninger om det nordslesvigske Spørgsmaal pleje ikke at høre til de paalideligste, og saaledes vil det ogsaa nok være med den ovennævnte Korrespondance-Artikel; dersom der vil blive givet Offenligheden nærmere Oplysninger om deone Sag, vil det vise sig, at den langt fra er refereret nøjagtig.

"Pall Mali Gazette"s Korrespondent forkynder i Gaarsnumeret af "Morgenbladet", at han har sendt Navnet paa sin Meddeler til sammes Redaktion og denne tilføjer den Erklæring, at dette Navn "i denne Sag er den bedste Kilde, der kan haves".

(Fædrelandet 12. august 1876, 2. udgave).

Pall Mall Gazette (1865-1923, herefter The Evening Standard) var på daværende tidspunkt en konservativ avis.

Nordslesvigerne og Baron Rosenørn-Lehn. Det er meget sørgeligt, at Førerne for den danske Sag i Nordslesvig ikke nære den ubegrænsede Hengivenhed for det kgl. danske Junkerministerium, og den fuldstændige Tillid til Hr. Rosenørns diplomatiske Evner, som dette Ministerium og dets Venner have Trang til for indre Aarsagers Skyld. Efterat Pall Mall har fortalt, at Hr. Kryger er kjed og led af Hr. Rosenørn, og at han endog tænker paa at drage sig tilbage fra Politiken af Misfornøjelse med det kjøbenhavnske Kabinet, er det forstaaeligt, at hele den ministerielle Presse farer i Hr. Kryger for at bevæge ham til at afgive en offenlig Kjærlighedserklæring til Estrupperne. Den nationalliberale Udligger i Sønderjylland, det bekjendte Afløb for den kiøbenhavnske Presses Overfald paa det danske Folk, "Dannevirke", hvis kjærlige Følelser for Hr. Kryger ikke trænge til Attest, er gaaet i Spidsen for Pressionen; de andre følge efter, "Fdrl.", "Dag. Nyh." ere enige om, at Hr. Kryger bør holde Storvask om det kjøbenhavnske Ministerium og bevidne disse Statsmænd sin uskrømtede Højagtelse og Tillid, og vi hører, at den private Pression ikke giver den offenlige noget efter i Energi. Om Hr. Kryger vil bekvemme sig til denne Kjærlighedsgjerning, er os ikke bekjendt; maaske han af Hensyn til sine nærmeste Landsmænds Interesse vil tro, at det kan være af Betydning at opretholde i det ydre et Skin af Overensstemmelse med en dansk Regering, der i Danmark er Gjenstand for den dybeste Mistillid og den mest udbredte Uvillie, som nogen Regering har samlet paa sit Hoved. I saa Fald tro vi, at Hr. Kryger misforstaar Forholdene her hjemme. Hvad han har virket og virker for den danske Sag, det har vundet ham det danske Folks fulde Taknemlighed og Sympathi; det danske Folk ser med fuldstændig Tillid hen til Hr. Kryger og hans Venner, det kræver intet Regnskab af ham, og det kræver allermindst at han skal staa skoleret for en kjøbenhavnsk Klikke og et kjøbenhavnsk Ministerium, hvis Tilværelse de tre Fjerde- dele af fet danske Folk betragte som en Ulykke for Landet og en Hindring for vort Fædrelands Velfærd i alle Retninger.

(Morgenbladet (København) 26. august 1876).

"Morgenbladet" fortæller igaar, at "Fdl." og "Dag. Nyh." ere enige om. at Hr. Krüger bør holde Storvask om det kjøbenhavnske Ministerium og hevidne disse Statsmænd sin uskrømtede Høiagtelse og Tillid. Denne Meddelelse er, saavidt vl erindre, for "Fdl."s. men under alle Omstændigheder ganske sikkert for "Dag. Nyh."s Vedkommende fuldstændigt Opspind. Vi have i Anledning af de fremkomne Oplysninger om Regeringens traktatmæssige Stilling til Spørgsmaalet om Udleveringen af bortrømte nordslesvigske Værnepligtige Oplysninger, hvis Betydning for Dommen om Regeringens Fremfærd ere saa afgjørende, at "Morgenbladet" ikke en gang har turdet gjengive dem - opfordret Hr. Kryger til at udtale sig om sin "personlige Stilling" til Sagen. Det vil sige, vi have opfordret ham til at oplyse, om Korrespondancen til Pall Mall Gazette skyldes hans Meddelelser, og i bekræftende Tilfælde, om disse da af Korrespondenten ere gjengivne i en korrekt eller forvansket Form. Hr. Kryger har ligesaa lidt som nogen Anden Lov til at føre uefterrettelig Tale, og skal der endelig være Tale om "Storvask", da er det, efter hvad der i denne Sag foreløbig ligger for, virkelig ikke Regeringen, men Hr. Kryger selv, der trænger til en saadan. 

(Dagens Nyheder 27. august 1876).

Nordslesvig, d. 30te Avgust 1876. Den af det engelske Blad Pall Mall Gazette bragte Efterretning, at vor dygtige Repræsentant H. A. Krüger af Misfornøjelse med den danske Regerings Optræden ikke ønskede oftere at modtage Valg til den tyske Rigsdag har naturligvis vakt endel Opsigt, Man var saa vant til at betragte Krüger som Et med det danske Højreparti, at disse Oplysninger maatte vække en stærk Rystelse, og ikke mindst i den danske Højrepresses selvforgudende og omtaagede Hjerner. Naar Korrespondenten til Pall Mall Gazette meddeler, at Grunden til Krügers Misfornøjelse hidrører fra det danske Udenrigsministeriums seneste Optræden overfor nogle slesvigske Desertører, der er forlangt udleveret af Danmark, da vi bekræfte det, men maa dog straks tilføje, at Krügers Misfornøjelse har en dybere Grund, og uvilkaarlig falder flere Aar tilbage i Tiden, om den end nu først er kommen til Udbrud. Siden hin sørgelig berømte Majdag, da Politidirektør Crone leverede Slaget paa Nørrefælled beskyttet af nordre Birks Tinghus's stærke Mure, har den danske Regering lidt efter lidt draget Fodfæstet bort fra Krügers Virksomhed. Hvorledes var det ogsaa muligt for en nordslesvigsk Folkerepræsentant med Kraft at optræde mod den prøjssiske Regerings Fremgangsmaade i Slesvig, naar det Parti, der staar ham nærmest i Danmark, farer frem mod sine politiske Modstandere med et Had og en Bitterhed, der kaster alle Hensyn til Side for at tilfredsstille sin Hævnlyst. Tager den prøjesiike Regering langtfra med Fløjelshandsker paa den dansksindede Nordfleviger, saa er den Behandling for Intet at regne mod ben vanvittige Fanatisme, for hvilken Socialisterne 1 Danmark har været og endnu er Genstand fra sine Modstandere Side. At slig Fremgangsmaade fra Københavneriets Side til Slutning maatte vække en stærk Misfornøjelse hos en saa personlig hæderlig og elskværdig Karakter, som Krüger kan ikke forundre Nogen, der endnu ikke er aldeles betaget af Partihadet.

M.

(Social-demokraten 2. september 1876).

Nordslesvigerne og Baron Rosenørn-Lehn

Fra Hr. Krüger have vi modtaget følgende:

Ved med Tak at kvittere for Modtagelsen af det mig af den ærede Redaktion tilsendte Morgenblad, Lørdagsavisen Nr. 198, er det mig ubehageligt, at jeg strax maa besvære Redaktionen med Bøn om at give efterstaaende Erklæring en Plads i Bladet, for fra min Side at berigtige det Stykke, der i Morgenbladet fører Overskriften "Nordslesvig og Baron Rosenørn-Lehn". Heri er nemlig fremkommen Antydninger, som det er mig magtpaaliggende at imødegaa, ja som jeg maa anse som en æressag at faa berigtiget. Naar nemlig vort nordslesvigske Organs Udgiver i hin Artikel bedømmes uskaansomt og blandt andet paapeges som den, der gaar i Spidsen for Pressionen af Pressen, der har sat sig i Bevægelse for at præcisere en Udtalelse af mig til Svar paa den i det engelske Blad Pall Mall Gazette optagne Notits, for saa vist mit Standpunkt og Stilling til Sagen var bragt i Forbindelse hermed, da paaligger det mig tværtimod at erklære, at Udgiveren af "Dannevirke", Hr. Hiort-Lorenzen, netop er den, der i dette Stykke er gaaet foran fremfor den øvrige danske Presse, som delvis er nævnt, i et Spørgsmaal, hvor det netop gjælder om i det hele taget at handle forsigtigt og iagttage sømmelig Takt. Sagen forholder sig nemlig saaledes, at Udgiveren Hiort-Lorenzen strax ved Modtagelsen af den i Pall Mail Gazette optagne Notits har tilsendt mig denne, med Forespørgsel om, hvorledes "Dannevirke" skulde stille sig til Sagen, hvorpaa jeg svarede og bad ham at optage Artiklen ordret, uden nogen som helst Kommentar, men kun at tilføje de Par Ord: Man venter, at Krüger selv vil klare for sig i den Sag. Jeg svarede med den Vedtegning, fordi jeg i høj Grad misbilligede den Maade, hvorpaa andre Blade tog sig den Frihed at tale min Sag og hovmesterere min Opførsel. Jeg har saaledes givet min Ven Hiort-Lorenzen den Oprejsning, jeg skylder ham, ved i sine Enkeltheder at fremstille Sagen i sit sande og rette Lys for derved at afvælte Broden fra hans Person.

Siden jeg som ovenanført selv har bebudet en Udtalelse, kunde man med Rette vente, at jeg lod høre fra mig. Jeg har i Virkeligheden ogsaa gjort Forsøg derpaa, men har overbevist mig om, at en Udtalelse fra min Side, der faldt ud til Gunst enten for eller imod Ministeriet, ikke kunde gives en saadan Affattelse, at min reserverede Holdning til Partistillingen, her eller der, kunde bevare den Ligevægt, uden hvilken jeg forudser, at min offenlige politiske Livsvirksomhed vilde blive en Umulighed. Af Hensyn til slige vanskelige Forhold foretrækker jeg at forholde mig tavs, hvor ubehageligt og pinligt det end er for mig at tie der, hvor jeg saa gjerne ønskede og tilmed var forpligtet til at tale.

Beftoft, lste Septbr. 1876.

H. A. Krüger.

Det kan kun være os kjært at se, at "Dannevirke" i dette Tilfælde har handlet i Forstaaelse med Hr. Krüger og ikke efter nogen nationalliberal Ordre fra Kjøbenhavn. At Hr. Krüger i selve Sagen har valgt den Vej, som vi i vort Nr. 198 tillod os at anse for den ene rigtige, maa vi selvfølgelig lige saa meget billige, som vi anerkjende Hr. Krügers Grunde og sympathisere med hans Beslutning om at holde den nordslesvigske Sag og sin egen Stillng uafhængig af det i Øjeblikket agerende Regeringsparti.

(Morgenbladet (København) 3. september 1876).

Udvandringssagen. I "Dvk." for i Fredags skrives: "Vi have fra flere Sider bragt i Erfaring, at vor Giengivelse i Nr. 185 for 23de August af en Korrespondance fra Kjøbenhavn til Pail Mail Gazette om den dansk preussiske Traktat angaaende gjensidig Udlevering af Deserteurer, med den dertil knyttede Bemærkning om, at der her paa turde kunne ventes et Tilsvar fra Kryger, er bleven opfattet saaledes, som om vi havde villet fremtvinge et saadant fra Krygers Side. Vi skylde os selv i den Anledning at oplyse, al den nævnte Korrcespondance er optagen i "Dannevirke" efter direkte Anmodning fra Kryger, hvem vi havde gjort bekjendt med den, og at han selv har anmodet os om al tilføie, at der kunde ventes et Svar derpaa fra Ham *). Naar Kryger hidtil ikke har givet og heller ikke agter at give et saadant, da beroer dette, efter hvad vi erfare derpaa, at Bladenes senere Udtalelser have gjort ham det umuligt at gaa nærmere ind paa denne delikate Sag." 

Denne Erklæring fra "Dvk."s Side forekommer os noget mystisk. Hvad er det for Udtalelser i Bladene, som forhindre Hr. Kryger fra at indfri et Løfte, hvis Udførelse han ikke blot skylder den danske Regering, som paa hans Konto har været Gjenstand for nærgaaende Sigtelser, men ogsaa sit eget Navn, som nu engang med eller mod hans Vidende og Ønske er bleven indblandet i denne Sag? Og hvad er det endelig, som gjør denne Sag "delikat"? Er Korrespondancen til Pall Mali Gazette en forvansket Gjengivelse af et uoverlagt Stemningsudbrud hos Hr. Kryger, saa behøves der jo i saa Haenseende fra hans Side kun en ganske almindelig Erklæring. Har Han derimod virkelig udtalt sig som anført i Korrespondancen, da maa han have Publikum undskyldt, naar det for Fremtiden sætter et stort Spørgsmaal ved "Morgenbladet"s Forsikkring om, at den af Korrespondenten opgivne Hjemmelsmand var "den Bedste, der kunde haves."

(Dagens Nyheder 3. september 1876).

Hertugdømmerne og Baron Rosenørn-Lehn. Om denne Sag have vi fra en højt agtet dansk Nordslesviger modtaget et Brev, hvoraf vi, efter at Hr. Kryger selv har taget Ordet, kun skulde meddele Slutningen, der er en Indsigelse mod nogle skammelige Ytringer i "Dag. Nyh." for den 27de Aug. om Hr. Kryger: ""Dagens Nyheder" - hedder det i Skrivelsen - skal ikke have Lov til upaatalt at beskylde Hr. Kryger for at have ført uefterrettelig Tale. Den Mand, om hvem alle Danske i Nordslesvig ere enige, den Mand, som har levet og arbejdet og endnu lever og arbejder for vor Livssag, Gjenforening med vort gamle Fædreland, han har sandelig ikke fortjent den Beskyldning som "Dag. Nyh." fremkommer med, men den falder tilbage paa dete Organ selv. Og naar "Dag. Nyh." tilsidst siger, at Hr. Kryger trænger til Storvadsk, saa skal det siges, ja siges højt, at for os Danske i Nordslesvig staar Hr. Kryger helt anderledes ophøjet og ren end det nævnte Blad og dem, det skriver for".

Vi skulle til ovenstaaende kun sige, at vore regerende Godsejeres Organ i sit Søndagsnumer paany har kastet sig over Hr. Kryger med nærgaaende Uartigheder.

(Morgenbladet (København) 5. september 1876).

At Krÿger som repræsenterede nationalliberale synspunkter og godsejerne, vitterligt havde problemer i hertugdømmerne pga. de nationalliberales fremfærd i Danmark som mindede om Bismarcks i Nordslesvig, fremgik af et par notitser i tyske aviser:

Fra Slesvig-Holsten. En kilde fra "Hamb. Corr." udtaler sig blandt andet om valgudsigterne således: "Hvis vi drager konklusionen, viser det sig at hovedandelen af ​​delstatsvalgene vil gå til det Nationalliberale Parti, mens Socialdemokraterne højst sandsynligt vil vinde ved Rigsdagsvalgene. Så vidt vi kan bedømme situationen i Slesvig-Holsten, vil Socialdemokraterne sandsynligvis vinde i de fem rigsdagskredse Altona, Ostholstein, Elmshorn-Pinneberg, Dithmarschen og Kiel, og måske også i den sjette kreds Slesvig-Eckernförde. I Flensborg-kredsen skal de beslutte om den kreds der i øjeblikket er repræsenteret af en tysker, skal repræsenteres af en dansker sammen med Nordslesvig-kredsen. Der er derfor mulighed for at af de ni slesvig-holstenske Rigsdagskredse vil kun én, den frisisk befolkede Vestslesvig-kreds, sende en pro-rigsrepræsentant til den tyske Rigsdag." 

Aus Schleswig-Holstein. Ueber die Wahlaussichten spricht ein Gewährsmann des "Hamb. Corr." sich u. a. folgenermassen aus: "Ziehen wir das Facit, so ergiebt sich, dass bei den Landtagswahlen der Löwenantheil der nationalliberalen Partei zufallen wird, während ihn bei den Reichstagswahlen, aller Voraussicht nach, die Socialdemokraten davontragen werden. Soweit wir die Verhältnisse in Schleswig-Hosltein beurtheilen können, dürften die Socialdemokraten in den fünf Reichtagswahlkreisen Altona, Ostholstein, Elmshorn-Pinneberg, Dithmarschen un Kiel, vielleicht aber auch noch in dem Wahlkreise Schleswig-Eckernförde, als sechstem, den Sieg davontragen, und im Wahlkreise Flensburg werden dieselben zu entscheiden haben, ob der jetzt von einem Deutschen vertretene Kreis neben dem Kreise Nordschleswig von einem Dänen vertreten werden soll. Die Möglichkeit liegt also vor, dass von den 9 schleswig-holsteinischen Reichtagswahlkreisen nur ein einziger, der von Friesen bewohnte westschleswigsche, einen reichsfreundlichen Vertreter in den deutschen Reichstag schickt."

(Schwabmünchner Tages-Anzeiger. 16. september 1876)

C. v. S. København, 16. december. Ved det kommende valg til den tyske rigsdag i Nordslesvig vil, udover den danske kandidat Hans Krüger der vil blive valgt i begge Nordslesvigske distrikter, og de almindelige tyske kandidater der kun kan regne med et lille mindretal, også to holstenske arbejdere stille op som socialistiske kandidater. Socialistisk Arbejderparti i Holsten har opfordret de danske arbejdere i Slesvig til at støtte de tyske arbejderkandidater ved at fremstille dem som de sande repræsentanter for folkets interesser, samtidig med at Krüger beskrives som en repræsentant for godsejerne. Denne opfordring, ledsaget af en støtte fra den lokale socialistiske leder Louis Pio, optrådte sidste torsdag i den lokale "Social-Demokraten", hvoraf flere tusinde eksemplarer efterfølgende blev distribueret i Nordslesvig.

C. v. S. Kopenhagen, 16. Dez. Bei der bevorstehenden wahl zur deutschen Reichstage in Nordschleswig werden ausser dem dänischen Kandidaten Hans Krüger, der in beiden nordschleswigschen Kreisen gewählt werden wird, und ausser den gewöhnlichen deutschen Kandidaten, die nur auf eine geringe Minderzahl rechnen können, noch zwei holsteinische Arbeiter als Kandidaten der Socialisten auftreten. Die sozialistische Arbeiterpartei in Holstein hat die dänischen Arbeiter in Schleswig aufgefordert, die deutschen Arbeiter-Kandidaten zu stützen, indem sie diese als die wahren Vertreter der Interessen des Volkes darstellen, während sie Krüger als Vertreter der Gutsbesitzer bezeichnen. Diese Aufforderung ist, begleitet von einer Empfehlung des hiesigen Sozialistenführer Louis Pio, vorihen Donnerstag in dem hiesigen "Sozialdemokraten" erschienen, von dem dann einige tausend Exemplare in Nordschleswig verbreitet worden sind. 

(Fränkischer Kurier: Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten; Mittelfränkische Zeitung 21. december 1876)