Nyheder fra St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

THE "AVIS"

CHRISTIANSTED ST CROIX. 

Wednesday the 31st October 1877.

"Write about local matters" is still the cry to the bewildered editor of this newspaper. But about what, dear Sir or Madam? We do notice all local matters, as far as we know them. That we positively declare. But our island is - happily for us, we think - one of the quietest little places in the world. When anything startling occurs we all feel something like Robinson Crusoe when he saw the footprint in the sand in his desert island. Life in St. Croix flows on in a very even current. Every day is remarkably like the last. The astounding incidents are very few indeed and far between. Murders do not, we say with thankfulness, often happen. An epidemic of burglary does not last long, and is easily cured. East End land is not always for sale, and if it were, it would not always bring nearly thirty dollars an acre. And so que voulez vous? Even our old friend the Vigilant, which gave us matter for our editorial notice some weeks ago, is not often so eccentric as to have a three day's passage, perhaps because she does not often carry a parson. The Freemasons and their doings have now ceased to be even "a nine day's wonder". The debates in the Colonial Council, although they are keen enough sometimes for those who are taking part in them, have evidently no points of interest for the general public, if we are to judge by the grumbling we bear at the space occupied in our paper by these debates. A former editor of this paper is reported to have said that people made it a point of honour not to read the Colonial Council proceedings. Where then is the local matter to come from, O complaining friend?

"But at least you could put in as much a that once a fortnight" said one of our subscribers, taking up the short Packet summary of one of our West Indian exchanges. Well perhaps we could, and so we promise to try, though wo do not at all pledge ourselves to succeed.

The work at the Central Factory and at the different grinding stations, proceeds with great rapidity and those at the head of affairs speak with perfect confidence as to their being ready to take off the crop of 1878. The laying of pipes goes on very quickly. The entire line to the grinding station at La Grande Princesse is now laid, and the other line as far as Anna's Hope. The juice from Fair Plain is to run to Barren Spot, where that from the Glynn station will also go. From then, three stations there will then be one united current to Peter's Rest. The juice at that station will join, and this fourfold current will meet the juice from La Grande Princesse close to Orange Grove, converge into one line of pipes for a few yards, and enter the large reservoir, whence it will flow down to the Factory. The Factory building itself will amply repay a visit, especially if the visitor be fortunate enough to meet with the Technical Manager, the Chief Engineer, or the Constructor, all most obliging and most willing to explain, as far as the uninitiated can follow them, any of the details of the wonderful and complex, but most interesting machinery.

The island, with the exception of the North Side, has been sadly cut out of "October rains." From the appearance ot the time of our writing we have, however, every reason to hope that even in these last horns of the month, the statements of our old planters may be verified, that "there is never an October without a heavy fall of rain."

We were exposed to a danger on Saturday night which any journalist is thankful to record a deliverance from. There was an alarm of fire, caused by an explosion of kerosene, that most useful agent if properly handled, and most dangerous, if played with. But the fire was speedily put out, we believe through the opportune suggestion of one of the neighbours to throw earth on it. This plan we have ourselves seen the good effect of in a blaze of kerosene.

In alluding to the events worth noticing we cannot forbear mentioning the examination of the Burgher and Laneasterian schools on Friday, which to our mind was very satisfactory. We regret that other duties prevented our seeing as much of the examination as we wished. But what we did see was very gratifying to us, and convinced us that the teaching is thoroughly done, and that the teachers are painstaking and earnest in their work, of which they showed good results that day. We have no doubt that the examination in West End on Friday will be good also. We shall be glad to publish any notice of it, as indeed of any matters of interest from West End at any time. The numbers in the Christiansted School have largely increased. This, however, is probably chiefly owing to the establishment of the Preparatory School by the present School Inspector. But one thing that struck us on Friday was the absence from the examination of many who ought to have been there. We saw His Excellency the Vice Governor and Judge Rosenstand. But where were other officials? Where were numbers of the Colonial Council? There were a few ladies, and there were three clergymen. But where were other ladies and gentlemen whom one thought to see? Conspicuous by their absence, as they also were from the Country School examinations in September. And yet, if there be anything in the world in which our people ought to take aninterest, it is in the education of the children of this island. Far more important issues are connected with this question, whatever superficial observers may think, than with many a question which excites interest among us.

Well we only intended to ssy a few words, and we have "spun a long yarn" after all. We hope at least we have given our readers "local matter" enough this time.

(St. Croix Avis 31. oktober 1877).

Attenteret Drab og Mishandling af Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Den herværende Overret paakjendte i Fredags en fra Falsters vestre Herreds Extraret indanket Sag mod Arrestanten Peder Andersen af Taaderup, der var tiltalt for ovennævnte Forbrydelser. Arrestanten har med Hensyn til den første Forbrydelse afgivet en Forklaring af følgende Indhold: Da han Natten imellem den 28de og 29de Juni d. A. paa Grund af sit ene Barns Graad ikke kunde sove, stod han omtr. Kl. 1 op i den Hensigt at hyppe Kartofler, hvad hans Kone havde bedet ham om ved Lejlighed at gjøre, men da han kom uden for Huset, faldt den Tanke ham ind, at gaa over til Husmand Rasmus Pedersen, der boede i Nærheden, slaa Manden og Konen ihjel og tage deres Penge. Ankommen til Stedet, hvor han var nøje kjendt med Lokaliteterne, opbrød han den aflaasede Yderdør og kom ind i Dagligstuen, hvor de gamle Folk sov. Med et "Hængetræ" som han havde medbragt, slog han strax løs paa Konen, der laa yderst i Sengen, og da hun efter at have faaet nogle Slag lod sig falde ud af Sengen og løb skrigende ud af Huset, trak han Manden ud af Sengen og slog ham med Træet flere Gange i Hovedet. Da Rasmus Pedersen gav sig ynkeligt, kunde Arrestanten, forklarer han videre, ikke fuldbyrde sit Forsæt; da han derhos frygtede, at Konen skulde kalde Folk til, løb han bort, uden at tilvende sig noget i Huset og vendte ad en længere Omvej hjem. Denne Forklaring af Overfaldet stemmer ganske overens med, hvad Rasmus Pedersen og Hustru selv have udtalt. Med Hensyn til den anden Forbrydelse har Arrestantens Hustru forklaret, at han siden 1872, da hans Moder, der boede hos ham, døde, meget ofte har mishandlet hende. Da hun saaledes for 1½ Aar siden gik svanger med deres yngste Barn, sparkede han hende i Hoften, saa hun faldt om og endnu føler Virkninger af Mishandlingen, og for et Aar siden slog han hende i Næse og Mund, saa Blodet stod. Arrestanten, der har erkjendt denne Forklaring for rigtig, angiver som Bevæggrund til Mishandlingen, at Konen ikke udrettede nok i Huset. Ved Underretsdommen blev Arrestanten, der er født den 23de Mai 1847, og ej forhen bar været tiltalt eller straffet, anset efter Straffelovens § 190 kfr. § 46 og § 229 Nr. 4, 2. Punktum, ligeledes sammenholdt med 46, samt § 202 med Straf af 8 Aars Tugthusarbejde. Denne Dom stadfæstedes af Overretten.

(Morgenposten (København) 23. oktober 1877).

Bibliothek og Læsestue for Arbejdere. (Efterskrift til Politivennen)

Folkebibliothek for Nørre- og Østerbro. Efterhaanden som Kjøbenhavns Forstæder have udvidet sig i den Grad, at de ere blevne til anselige Byer, har Savnet af gode Folkebibliotheker i Forbindelse med Læsestuer gjort sig saa meget mere gjætdende, som en ikke ringe Deel af den tilflyttede Befolkning er Arbeidere, for hvilke Valget af god Læsning kan frembyde Vanskeligheder, og hvis Hjem som oftest ikke egner sig til rolig Læsning. Paa Amager og Vesterbro ere saadanne Folkebibliotheker allerede for længere Tid siden blevne organiserede og udfolde en gavnlig Virksomhed. Det fortjener derfor Paaskjønnelse, at en større Kreds af Mænd, der interessere sig for denne almeennyttige Sag, have drøftet Spørgsmaalet om Tilvejebringelsen af de fornødne Midler og rettet en Opfordring (see nedenfor) til deres Medborgere om ved Gaver af Penge eller passende Bøger samt ved varlige Bidrag at støtte og fremhjælpe Dannetsen af et saadant Folkebibliothek for Øster- og Nørrebro, hvor Arbejderbefolkningen som bekjendt er meget talrig.

Idet vi anbefale Sagen paa det Bedste til vore Medborgeres Velvillie, undlade vi ikke at bemærke, at Pengebidrag ogsaa modtages paa nærværende Blads Contoir.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. oktober 1877).

Læsestuen for Arbejderne i St. Stefans Sogn, der ved velvillig Hjælp fra samtlige Hovedstadblades Redaktioner og nogle Boghandlere forsøgsvis aabnedes forrige Vinter, viste sig at slaa saa godt an i dette store Arbejderkvarter, at det maa anses for en Pligt i Aar at gjentage Forsøget paa en fyldigere Maade. Læsestuen, der har sundet et rummeligt Lokale i Allersgade Nr. 15, staar hver Aften i 3 Timer aaben for enhver Voxen Arbejder, der her finder samtlige større Dagblade, illstr. Blade og en Del Bøger, hvorhos der 1 a 2 Gange ugenlig holdes populære Foredrag og Oplæsninger. I Hensigten med Læsestuen er dels, i det mindste i nogle Timer at afholde Arbejderen fra at drikke og døse i Værtshuskjælderne, og dels at give ham Smag for god og sund Læsning. At der er Trang til det sidste, afgav forrige Vinter et Bevis paa, idet Læsestuens Bøger ivrigt læstes om Aftenen, og Begjæringerne om Udlaan af dem vare i stadig Stigen. Der trænges derfor til et lille Bibliothek, og den Sag, der hidtil er baaret frem af et Par Mænd i Sognet, anmodes det store Publikum nu om at tage Del i, ved at skjænke Bøger, illustrerede Blade m. m. samt nogle saa Hundrede Kroner til Husleje, Belysning og Indbinding. Bidrag og Bøger modtages af Pastor Volf ved Stefans Kirke, Cand. jur. Assistent Schønberg, Allersgade l2, samt paa "Fædrelandet"s Kontor.

(Morgenposten (København) 25. oktober 1877).

Fædrelandet (25. oktober 1877) meddelte at de ikke kunne modtage bøger, men derimod pengebidrag til læsestuen. Aviserne synes ikke at meddele mere om læsestuen. I 1878 synes Indre Mission at have brugt adressen (stuen) til bibellæsning. Folkets Avis nævnede at læsestuen på det tidspunt havde fungeret nogle år. St. Stefans Sognemission havde i starten af 1877 oprettet en læsestue for arbejdere på Utterslev mark der dog bar meget lille. Baron Løvenskjold havde efterfølgende overladt et lokale på "Kristinedal" (Nørrebrogade 193). Formentlig er det denne som i 1877 flyttede til Allersgade 15.

Theâtre du Boulevard. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye Morskabstheater, som under dette Navn er indrettet i Concert du Boulevards tidligere Lokale, aabnedes i Tirsdags under de heldigste Omstændigheder for Direktøren: Salen var overfyldt, men Publikum lod desuagtet til at besinde sig vel. Efter at Orkestret under Hr. Carl Lumbyes Ledelse med stor Dygtighed havde afleveret et Par kvikke Musiknumre, fremsagde Fru T h. Petersen (kjendt fra Folketheatret) en velformet Prolog, i hvilken Direktørens Program forklaredes. Det hed heri, at man vil "more dem som fra Dagens Møje og Slid søge Hvile hos os i et Par Timers Tid", more dem med Lumbyes Musik, Smaastykker og Dans og nu og da med "et politisk Overblik, kemisk rent for personlig Kritik". Dette Program blev ikke omgaaet den første Aften; om det fremtidig vil lykkes Direktør Vilh. Petersen at holde sig borte fra den Gjøren i de øjeblikkelige Stemninger, som har karakteriseret hans Virksomhed paa Frederiksberg Morskabstheater, vil Tiden vise. - Der opførtes et Par Smaastykker, om hvilke der ikke er meget at sige. Det ene af disse, Farcen "I Labyrinthen" er jævnt kjedeligt, men forøvrigt ganske uskyldigt; det andet, Operetten "Fatinitza", med Musik af Wienernes Offenbach, Suppe, er mere fornøjeligt, men hvis den kvikke Musik skulde komme til sin Ret, maatte der bedre Stemmer til. Korene gik dog ret godt og vare ikke uden Virkning. Bearbejdelsen, i hvilken Originalens 3 Akter ere sammendragne til 1, naturligvis med Udeladelse af adskilligt, er foretagen med godt Blik for, hvad der med de for Haanden værende Midler kunde ydes. Hr. Holzers Balletselskab, der er kjendt fra et tidligere Ophold her, gjorde megen Lykke ved et Par Danse, hvoraf den ene endog maatte gives du capo. Under Dansen kom en af Damerne for nær til Lamperækken og faldt saaledes, at der gik Ild i Klæderne. Ved en resolut Handling as Balletmesteren lykkedes det imidlertid hurtigl ut saa Ilden slukket, uden at Danserne kom mere til Skade, end at hun kunde optræde senere paa Aftenen.

(Morgenbladet (København) 4. oktober 1877).

Théâtre du Boulevard gav i Tirsdags Aftes under Titlen "I Knibe" et ganske net lille Lystspil af den bekjendte svenske Forfatter F. Hedberg. Det handler om en ung Mand, som har giftet sig uden sine Forældres Vidende, men som tror at kunne have den herved opstaaede Misstemning ved at indføre sin unge elskværdige Hustru i Familien i Skikkelse af en "efter Avisen" antaget Lærerinde. Forvexlingen opdages for tidlig, men Forsoningen hidføres alligevel. Stykket er ganske morsomt, og skjønt Udførelsen, navnlig for det unge Ægtepars Vedkommende, lod en Del tilbage at ønske, vandt det Bifald hos Publikum.

(Morgenbladet (København) 11. oktober 1877).

Vesterbrogade 29, Concert du Boulevard set fra Vesterbrogade. Over porten skilt med Hver Aften Stor Varietéforestilling Gratis Entré. På 2. sal salon der bl.a. skilter med Damp Ansigts-Bade, Manicure og Elegant Frisering 50 Øre. I stueetagen Emanuel Thranes cigarforretning. Nedbrudt april 1902. Københavns Museum. Ingen kendte rettigheder.

Det kvindelige Social-Demokrati. (Efterskrift til Politivennen)

Den fri kvindelige Forening afholdt Generalforsamling Fredagen den 5te Oktober; til Dirigent valgtes Jomfru Jørgensen, som oplæste følgende Dagsorden:

1) Regnskabets Fremlæggelse,
2) Valg af en ny Bestyrelse,
3) Foreningsprotokollens Oplæsning,
4) Forslag af Jomfru Frederiksen om at udgive et Kvinde-Blad,
5) Forslag af Jomfru Jørgensen om Udtrædelse af Centralbestyrelsen.

Punkt 1. Kassererinden oplæste Regnskabet, som blev enstemmig godkendt.

For Punkt 2 fik Formandinden Ordet og Udtalte, at naar her i Aften skulde vælges en ny Bestyrelse, saa var det en Bestemmelse i Lovene, at dette skulde ske; hun havde haabet, ifølge et Løfte, som Formandinden for den forenede kvindelige Forening havde givet, at den vilde svare os skriftlig om den vilde slutte sig sammen med os; dette var ikke bleven opfyldt, men Grunden var muligvis den, at der ingen Medlemmer var, og saa kunde man jo heller ikke slutte sig sammen; imidlertid havde vi jo ikke Noget at angre, da vi havde gjort Begyndelsen for at til Veje bringe Enighed, nu vidste vi, hvad vi havde at rette os efter. Hun vilde ønske, at den Bestyrelse som blev valgt i Aften, maatte støtte hinanden med samme Imødekommen, som den der nu gik af. Efter en længere Diskussion om hvem der kunde og vilde modtage Valg, blev Madam Clausen genvalgt som Formand inde og Madam Tranekjær som Viceformandinde. Madamerne Grundtvig og Holm valgtes til Repræsentantinder, Madame Christensen til Kassererinde og Jomfruerne A Jensen og M. Hansen til Revisorer.

Punkt 3. Jomfru Johansen oplæste Foreningsprotokollen, som blev godkendt. Hun udtalte, at Foreningen kunde vare godt tilfreds med sin Virksomhed i det forløbne Aar, ti uagtet al den Kamp og Modstand, den havde gennemgaaet, saa stod den dog uden at have tabt Modet eller Lysten til at virke for vor gode Sags Fremme. Da der nu skulde vælges en ny Prolokolfører modtog Jomfru Frederiksen denne Post.

Punkt 4 var Forslag om Udgivelse af et Blad for Kvinder. Jomfru Frederiksen motiverede sit Forslag med, hvor ønskeligt det var om vi kunde arbejde hen til at udgive et Blad, som alene vilde beskæftige sig med Kvindesagen. Førend at vi kunde naa hen til dette Maal, at Kvinderne havde et Blad, hvor de kunde frit udtale deres Anskuelser og derigennem kampe for deres Rettigheder, frygtede hun for, at vi ikke udrettede stort. Hun anbefalede et Maanedsblad til at begynde med, og hun var overbevist om, at med en årlig Stråben og en fast og god Vilje maatte dette Foretagende lykkes. Forslaget blev modtaget med stor Begejstring, og man blev enige om at virke for at skaffe Midler, saa at vi om en Tid, naar Forholdene stillede sig lidt gunstigere, kunde paabegynde et lille Blad, der skulde udgaa enten hver fjortende Dag eller en Gang om Maaneden.

Punkt 5. Forslag om at udtræde af Centralbestyrelsen. Jomfru Jørgensen mente, at det var ingen Nytte til, at Kvindeforeningen var indordnet under Centralbestyrelsen. Hun troede at være vis paa, at Mændene i Partiet ikke tog nogen Hensyn til Kvindernes Virksomhed i Arbejderpartiet, men meget snarere ønskede, at de skulde holde sig borte, idet man mente, at det var Ting, de ikke havde Forstand paa. Hun havde mærket ved flere Lejligheder, at man havde Kvinden til Bedste. Foreningen burde udtræde, ti saalænge vi stod under Partiet, havde vi den jamme Ret som enhver anden Forening, men naar vi udtraadte af Centralbestyrelsen saa hverken eller vilde vi vente nogen Støtte. Forretningsføreren Hr. Lamp, som var til Stede, ansaa det for meget uheldig, om man vedtog dette Forslag i Aften. Han paaviste at det var en aldeles fejl Opfattelse at man troede sig tilsidesat. Kvindeforeningen havde aldeles ingen Grund til at være misfornøiet, der blev taget der samme Hensyn til dem, som til enhver anden Forening, han kunde nævne flere Tilfælde, hvor man havde støttet Kvindeforeningen baade ved Foredrag og ved at tage Aktier til deres Produktionsforretning. Han raadede til at oppebie Tiden og se hvad en eventuel ny Organisation vilde føre med sig. Md Clausen var af samme Mening som Jomfru Jørgensen, at vi ikke havde nogen Fordel af at være under Centralbestyrelien Det hele Udbytte vi havde var at være til Stede, men saa var det jo kun af Nysgerrrighed, og hun troede dog, at Damerne kunde overvinde denne Lyst; imidlertid fandt hun dog, at der var noget saa uhyggeligt ved at forlade Partiet, i Særdeleshed under de nuværende Forhold, hvor Enhver, som hylder de socialistiske Principer, burde støtte Sagen af alle Kræfter og ikke hjælpe til at svække den. Jomfru Frederiksen og Madam Hendriklen var af samme Mening, og der vedtoges en Resolution om, at Foreningen endnu en Tid vilde staa under Centralbestyrelsen.

Mødet hævet.

(Social-Demokraten 11. oktober 1877).

Det kvindelige Socialdemokrati er ikke tilfreds med sin Stilling i det socialdemokratiske Parti. Paa en forrige Fredag af "den frie kvindelige Forening" afholdt Generalforsamling, hvorom "Social-Demokr." i Torsdags bringer et Referat, stilledes Forslag om at udtræde af Centralbestyrelsen, Jfr. Jørgensen, der motiverede Forslaget, mente, at Mændene ikke tog noget Hensyn til Kvindernes Virksomhed i Arbejderpartiet; "hun havde mærket ved flere Lejligheder, at man blot havde Kvinden til bedste". Formandinden, Mad. Clausen var enig med Jfr. Jørgensen. Da det imidlertid var uhyggeligt at forlade Partiet under de nuværende Forhold, hvor man burde stolte og ikke svække det, vedtoges, at Foreningen endnu en Tid vil staa under Centralbestyrelsen.

(Morgenbladet (København) 13. oktober 1877).

Højrepolitik. (Efterskrift til Politivennen)

En Smaamand, der i 21 Aar har boet i Asminderød-Grønholt Kommune, meddeler "Fredb. A. Av." følgende: Da han for over 25 Aar  siden laa paa Sygehuset for en Skade, han havde faaet ved et Jordskred i en Mergelgrav, tilbød Sogneforstanderskabets Formand hans Kone en lille Understøttelse, hvilken hun modtog, da Formanden paa hendes Spørgsmaal erklærede, at Pengene, alt 20 Kr. 66 Ø., ikke skulde tilbagebetales. Manden mistede dog sin Valgret. Da han senere ikke saa sig i Stand til at tilbagebetale det modtagne, ansøgte han for nogen Tid siden Sogneraadet om Eftergivelse af Beløbet; ved Afgjørelsen herover stode Stemmerne lige. Formandens gjorde Udslaget, han stemte mod Eftergivelse. Denne Sogneraadsformand er den ene af Højres to Valgkandidater ved sidste Valg i Fredensborg, Hr. Lærer Jensen, Grønholt. Venner og Naboer, der ikke vilde, at den hæderlige Arbejder skulde staa tilbage for Forbrydere, der i kunne saa Æres oprejsning efter 5 Aars Forløb, betalte da Beløbet, hvorefter Manden optoges paa Valglisten. Monstro - skriver han - de højresindede Sogneraadsmedlemmer vare komne under Vejr med, at jeg er Venstremand. Anden Aarsag kan jeg ikke tænke mig for deres Afstemning".

En Indsender i "Aarh. Amtst." anker over, at Højre-Embedsmænd og do. Prokuratorer mange Steder kun sende Højrebladene de offenlige Bekjendtgjørelser, om Auktioner, Skiftesamlinger m. v., og anfører fra Grenaa et Exempel paa denne Art Politik: En i Grenaa bekjendt Prokurator og fanatisk Højrepolitiker var Kurator i et Konkursbo og kjøbte ved afholdt Avktion dettes faste Ejendom tilligemed Forpagtningsretten til en Jordlod; men den paa Lodden værende Sæd skulde sælges til Indtægt for Boet. Prokuratoren, der ikke holdt op med at være Kurator efter at være bleven stærkt interesseret i Boet, forbigik ved Bekjendtgjørelsen om Sæden det fortrinsvis af Landboere læste Venstreblad "Flktd." og indskrænkede sig til det lidet udbredte Højreblad "Grenaa Av." Efter denne mangelfulde Bekjendtgjørelse mødte kun een Lysthavende ved Avktionen -Prokuratoren selv, der da naturligvis fik Sæden for en Ubetydelighed.

(Morgenbladet (København) 10. oktober 1877).

Fødselsstiftelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Der foreligger Beretning om den kgl. Fødsels- og Pleiestiftelse i Kjøbenhavn for Aaret fra 1ste April 1876 til 31te Marts 1877. Antallet af indkomne Kvinder i Fødselsstiftelsen og dens Filialer var i Aarets Løb 1021; af disse udgik 16 uden at have født; een fødte først den 1ste April 1877 og overgaaer derfor til næste Aarsberetning. De Fødendes Antal var saaledes 1004 (458 i selve Stiftelsen og 546 i Filialerne). Af de Fødende vare 175 Gifte og 829 Ugifte. Af ugifte Fødende vare 60 betalende, hemmeligt Fødende, 542 Tjenestepiger, 82 Sypiger, 59 Fabrikpiger, 30 Vaskepiger og Bybude, 10 Scorta, 10 fra Fattighuse eller Hospitalsgangpiger, 23 Enker og separerede Koner. 539 ere opførte som Førstefødende (269 i Stiftelsen, 270 i Filialerne); 465 have født tidligere. Tvillingfødsler ere forekomne i 16 Tilfælde, og Antallet af Fødsler bliver derefter 1020. Af Børnene vare 536 Drenge og 479 Piger. 969 vare levende fødte; 51 dødfødte. Under Fødslen ere altsaa døde 31 c: 3,1 pCt. af de 1000 Fødsler. Sundhedstilstanden har været god, idet Mortaliteten kun var 7 pro Mille af de Fødende.

Med Hensyn til de Børn, til hvis Opfostring Stiftelsen giver Pleiehjælp, bemærkes: Den 31te Marts 1876 var der 283 Børn, til hvis Mødre Stiftelsen gav Pleiehjælp, til Barnet fyldte 1 eller ½ Aar. I Aarets Lob tilkom 340, til Barnet fyldte 1 Aar, 261 til det fyldte ½ Aar. Af disse 884 Børn døde 201 og udskreves 374. Den 31te Marts 1877 var der tilbage 309 Børn, til hvis Mødre Stiftelsen gav Pleiehjælp, 26 flere end forrige Aar, 215 med Pleiehjælp, til Barnet fyldte 1 Aar, 94, til det fyldte ½ Aar. 126 Mødre, altsaa 37 flere end forrige Aar, have ikke havt Ophold i Kjøbenhavn i 10 Maaneder før deres Nedkomst, og have faaet Pleiehjælp til deres Børn, 74 til Barnets fyldte 1 Aar, 52 Til Barnets fyldte ½ Aar. Hos Fremmede var der i Pleie den 31te Marts 1876 imod Opfostringshjælp til Barnets fyldte 6te Aar 91 Børn, til dets fyldte 14de Aar 51 Børn. I Aarets Løb tilkom 31 Børn. Af disse 173 Børn døde 8 og udskreves 20. Den 31te Mars 1877 var der tilbage 145 Børn, 3 flere end forrige Aar, 70 til Barnets fyldte 6te Aar, 75 til dets fyldte 14de Aar. Af de i Kjøbenhavn udsatte Pleiebørn ere 304 syge Børn behandlede i Hjemmet, hvoraf 36 døde; i Børnehospitalet er behandlet 24 Børn, hvoraf 16 ere døde. 42 Pleiebørn ere anmeldte døde, men ikke behandlede af Stiftelsens Læger. 3 ere indlagte i andre Hospitaler. Af Pleiebørn i Kjøbenhavn er der saaledes anmeldt for Stiftelsens Læger 331 syge, hvoraf 52 ere døde. De øvrige Pleiebørn, som ere døde, ere døde i Pleie udenfor Kjøbenhavn dets Forstæder.

Stiftelsens samtlige Indtægter have i Finantsaaret 1876-77 udgjort 126,321 Kr. 87 Øre. nemlig ordinaire 122,215 Kr. 58 Øre og udenfor Budgettet 4106 Kr. 29 Øre, og Udgifterne 126,225 Kr. 66 Øre; Overskudet er altsaa 96 Kr. 21 Øre.

Der er i 1876-77 Pleiehjælp i 1 og ½ Aar til 601 Børn imod 557 i 1875-76 Opfostringshjælp i 14 Aar, hvorimod der 1875-76 udsattes 34 Børn med lignende Hjælp.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. oktober 1877).

Tyveri og Bedrageri m. m. (Efterskrift til Politivennen)

En tidligere straffet Person, Arrestanten Hans Rasmussen, kaldet Skaarup, er ved Criminalrettens Dom anset skyldig i ovennænte Forbrydelser under følgende nærmere Omstændigheder: En Dag i afvigte Sommer lagde han Mærke til, at en af Beboerne i en Eiendom i Korsgade, for hvilken Ejendom Arrcstanten fungerede som Vicevært, forlod sin Leilighed gjennem Kjøkkendøren, uden at aflukke denne; Arrestanten smuttede da i Hast ind i Lejligheden og stjal af en aabentstaaende Skuffe i en Piedestal en Portemonnais med 10 Kroner. Nogen Tid derefter, nemlig den 10de August, da han tilfældig havde faaet at vide, at en anden i samme Eiendom boende Familie var ude, og at Nøglen til Kjøkkenet ved en Forglemmelse var bleven siddende udvendig i Døren, gik han ind i Leiligheden og tilvendte sig af et Skrivebord de Penge, han i Hast kunde faae fat paa. Størrelsen af det stjaalne Beløb blev af Bestjaalne angivet til 80 Kr., men Arrestanten antog, at det kun havde udgiort 70 Kr. Hvad Tiltalen for Bedrageri angik, blev det beviist, at Arrestanten i Løbet af et Aar fra Juni Maaned f. A. at regne af de Leiesummer han i sin Egenskab af Vicevært for en Eiendom i St. Hansgade indfordrede, efterhaanden havde forbrugt til egen Brug et Beløb af 220 Kr., hvoraf intet senere var bleven betalt, idet han, uagtet han var forpligtet til strax at aflevere de Leiesummer, han oppebar, til Eieren, foregav for denne, at de Beløb, han manglede, ikke vare betalte af de Vedkommende. Ved senere Opgiørelser dækkede han det Manglende med andre indkomne Leiesummer og vedblev paa denne Maade, indtil Ejeren henved April Flyttedag d. A. fattede Mistanke og forlangte en fuldstændig Opgiørelse. Da han ikke paa nogen Maade saae sig istand til at dække Underbalancen, forsøgte han at skjule Bedrageriet ved svigagtig at foregive for Eieren, at han havde tabt en Tegnebog, hvori de 220 Kr. havde været. Arrestanten gjorde derhos Anmeldelse til Politiet om Tabet af Tegnebogen med Pengene. Arrestanten havde endvidere gjort sig skyldig i Bedrageri derved, at han, som i nogen Tid for sin Anholdelse havde været Colporteur for en herværende Forlagsboghandler, af denne havde modtaget forskiellige Uhre til Foreviisning ved Indsamling af Subskribenter, i August Maaned d. A. uden Forlagsboghandlerens Vidende og Villie til egen Fordeel havde pantsat 3 af disse Uhre, der vurderedes til 100 Kr. Uhrene, der vare pantsatte for 14 Kr., indløste Arrestanten dog inden Sagens Begyndelse ved Hjælp af nogle af de Penge, han havde tilvendt sig ved det ene af de ovenomhandlede Tyverier. Arrestanten var tillige sat under Tiltale for falsk Angivelse derved, at han havde gjort Anmeldelse til Politiet om det foregivne Tab af de ovenomhandlede 220 Kr., men Retten skjønnede ikkc, at Lovgivningen, og navnlig ikke § 224 i Straffeloven, indeholdt nogen Hjemmel til at ansee ham med Straf for dette Skridt, allerede af den Grund, at det ikke var en Angivelse om en forøvet Lovovertrædelse. For de begaaede Forbrydelser idømtes Arrestanten Straf af Forbedringshuusarbeide i 8 Maaneder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. oktober 1877).

"Hans Rasmussen Skaarup; Tyv, Falskner og Bedrager; senest 8 M Forbdh: Mist: Prot: L: Pag. 76. 194”. [1878]." Genealogisk Forlag.

Guldbryllupper og Veteran. (Efterskrift til Politivennen)

Tre Guldbryllupspar. I Gyrstinge Sogn ved Ringsted høitideligholdt et Par gamle Aftægtshuusfolk deres Guldbryllup den 5te Octbr. De ere Begge i en Alder af 76 Aar og endnu rørige, især Manden, som endog formaaer ved et og andet Arbeide at fortjene Noget tilhjælp til sit og Hustrues daglige Underhold. De have havt 3 Børn, nemlig to Sønner, som døde i Barndomsalderen, og een endnu levende Datter, der er gift og som med sin Mand eier det samme Huus med Jordlod, som hendes Forældre for 13 Aar siden gik i Fæste fra Sorø Akademi. Paa Guldbryllupsdagen bleve de to Gamle ledsagede af Datter og Svigersøn og fire Børnebørn samt en ikke lille Skare af Sognets Beboere til Gyrstinge Kirke, hvor Sognepræsten, efterat en Psalme var afsungen, holdt en Tale til dem i Dagens Anledning. Da dette Guldbryllupspar med Familie sidder i trange Kaar, havde en Deel af Sognets Mænd og Kvinder foranstaltet et Festmaaltid for dem i den ligeoverfor Kirken liggende Skolestue og sammenskudt en Sum af 81 Kr. til de Gamles Vederkvægelse i deres Livs Aften. 

I samme Sogn have i dette Aar 2 andre Ægtepar holdt deres Guldbryllup, saaledes den 25de April en forhenværende Gaardeier og Møller og Hustru, som for nogle Aar siden mod en aarlig Aftægt have afstaaet Gaard og Mølle til en af deres Sønner. Deres Ægtestab har været velsignet med 10 Børn, 7 Sønner og 3 Døttre, af hvilke 5 Sønner og 1 Datter endnu leve, og som vare tilstede ved Forældrenes Guldbryllupshøitid i Gyrstinge Kirke tilligemed de fleste Børnebørn, som ialt udgiør 18. Endskjøndt de ere naaede udover de 79 Aar, kunne de dog Begge glæde sig ved en særdeles god Helbred, ligesom de ogsaa endnu ere aandsfriske.

Det 3die Guldbryllupspar er en Altægtsgaardmand og Hustru, som den 7de September i Forening med deres 4 endnu levende og gifte Børn, 2 Sønner og 2 Døttre, og mange Børnebørn, høitideligholdt Dagen i Kirken. Dette gamle Ægtepar har havt 13 Born, hvoraf de 9 døde allerede i den tidligere Barndom. De to Gamle have en efter deres høie Alder god Helbred.

Afdød Veteran. (Fyens Stiftst.) Den 30te August jordedes paa Birkende Kirkegaard en af de faa tilbageværende Veteraner fra Aarhundredets Begyndelse, nemlig Aftægtsmand Lars Mathiesen. Han var født i Holev i Marslev Sogn 1785 og opnaaede saaledes en Alder af 92 Aar. Han tjente som Dragon ved det fyenske Dragonregiment i Krigsaarene fra 1807 til 1814, var med i Leiren ved Ratzeburg og havde deeltaget i flere Smaatræfninger med Kosakkerne. Under Slaget ved Sehested var han Ordonnans hos en Søcaptain, som med en Afdeling Matroser var beordret til at afbryde Broer og deslige, og han var saaledes Øienvidne til hele Slaget. Det var hans største Glæde at tale om hine Dage, og han kunde huske det Hele lige til det Sidste. Han giftede sig under Krigen og fik et Fæstehuus i Birkende under Veirupgaards Gods; dette afstod han 1847 til sin Søn, som siden har svaret ham en aarlig Aftægt. I 1855 døde hans Hustru, med hvem han havde 7 Børn, af hvilke de 4 overleve ham. Han har havt en sjældent god Helbred og næsten aldrig været syg; i de sidste 3 a 4 Aar maatte han for det Meste holde Sengen, men han bevarede sin fulde Aandskraft til det Sidste. Han blev begravet under megen Deeltagelse fra Sognebeboerne, som fulgte ham til hans sidste Hvilested.

(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1877).

Vold og Legemsbeskadigelse. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme. Under en af Høiesteret igaar paakjendt Justitssag tiltaltes en Gaardeier i Bjerre Herreds Jurisdiction i Jylland for Vold og Legemsbeskadigelse. Det var i saa Henseende oplyst, at Tiltalte den 13de Januar d. A. om Eftermiddagen omtr. Kl. 6 kom kjørende med et Læs Træ ad en paa Murer Simon Hansens Mark gaaende Vei, om hvilken der tidligere havde været Uenighed mellem dem, idet Sidstnævnte havde nægtet Tiltalte at benytte Veien, medens Tiltalte ansaae sig berettiget dertil. Da nu Hansen af sine Børn erfarede, at Tiltalte kom kjørende med et Læs Træ ad bemeldte Markvei, gik han ud for at spørge denne, med hvad Ret han vedblev at benytte Veien, og da han raabende "Holdt" gik hen foran Hestene, og Tiltalte befrygtede at blive overfaldet af Hansen, bibragte han denne med en 7 Qvarteer lang og med mange Knaster forsynet Green, som han brød af det paa Vognen værende Læs Træ, flere Slag i Hovedet - deriblandt et, der bevirkede et Brud af Pandebenet - og over Armen og forlod ham derpaa, medens Hansen i stærkt blødende Tilstand gik hjem. Efterat Simon Hansen i Anledning af de ham tilføiede Læsioner gjentagne Gange havde været undergivet Lægebehandling og efterat han under 12. April d. A. paa Grund af sin Tilstand af Øvrigheden var bleven erklæret umyndig, blev han i Mai Maaned indlagt paa Sygehuset i Horsens, hvor den Læge, der sammesteds har observeret ham, i en Erklæring har udtalt, at han er en til overdreven Nydelse af Spiritus hengiven Person, hvilket i Almindelighed medfører en sygelig Tilstand i Hjernen og andre Organer, og at det er umuligt med Bestemthed at afgøre, hvor megen eller hvor liden Betydning der skal tillægges hans Drikfældighed og den ham i Januar overgaaeede Vold, men at denne sidste dog bør tillægges størst Betydning ved hans nu stedfindende Sygelighed. Sluttelig udtalte Lægen den Formening, at det væsentlig er afhængig af Simon Hansen selv, om han skal blive helbredet og arbejdsdygtig. Om der nu end ved Bedømmelsen af Tiltaltes Forhold maa gaaes ud fra, at han ved sin voldelige Fremfærd alene havde havt til Hensigt at afværge et befrygtet Angreb af S. Hansen - i hvilken Henseende maa mærkes, at denne flere Gange, navnlig den 12. Januar, altsaa Dagen forud for Overfaldet, havde truet Tiltalte med at prygle ham eller endog slaae ham ihjel - uden at han (Tiltalte) kan antages enten at have villet bevirke den tilføiede Skade eller at have maattet forudsee samme som en ikke usandsynlig Følge af Gjerningen, var der dog ingen Føie til at ansee Tiltalte for at have befundet sig i virkeligt Nødværgetilfælde eller til at antage, at Hansen, der maa antagcs at have været ubevæbnet, skulde have havt til Hensigt at iværksætte sine tidligere Trusler - hvorved tillige maa mærkes, at en Mand, der havde ledsaget Tiltalte paa Touren og var skiltes fra ham kort for Sammenstødet, efter Sagens Oplysninger ikke var længere borte, end at han hørte Simon Hansen raabe "Holdt" og i fornødent Fald let kunde være kaldet tilhjælp.

Høiesteret stadfæstede Overettens Dom, ved hvilken Tiltalte, der er 29 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, for sit ovenanforte Forhold var anseet efter Straffelovens § 203 med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage samt tilpligtet at betale Simon Hansen i Erstatning for Helbredelsesudgifter 65 Kr. 92 Øre. Høiesteret fastsatte derhos den af den for S. Hansen beskikkede Værge fordrede Erstatning for Næringstab efter de foreliggende Oplysninger til 250 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1877).

Geleff og Pio. (Efterskrift til Politivennen)

Ærede Partifæller

"Den rene, skære Sandhed" er Titlen paa den af Povl Geleff i Chikago udgivne Pjece om Louis Pio og ham selv; som bekendt har jeg forlagt og udgivet Skriftet her. Ved nærværende Linjer skal jeg i al Korthed give en Forklaring over, hvorfor jeg har gjort dette.

Det vil ikke være Eder ubekendt, at jeg hører til dem, som har maattet døje ikke saa ganske lidt, fordi jeg ikke i Tykt og Tyndt har kunnet følge disse Folk i deres Handlinger. De Principer og den Ide, som d'Hrr. har begyndt at tale for her til Lands, har jeg helliget mig, men aldrig Personerne; jeg har ganske sikkert skænket dem mangen en ærlig Tanke, fordi rejste Bevægelsen, men jeg har bestandig taget min egen Fornuft med Betragtning. Naar de fremkom med Planer, som efter min Anskuelse var urigtige, opponerede jeg derimod, og dette har som oftest af mine egne Kammerater forvoldt mig mange Ubehageligheder. Den Gang d'Hrr. paa en højst mystisk Maade forsvandt her fra Landet, var jeg ligeledes en af dem, der anvendte den yderste Anstrængelse for at holde det saa omtrent sønderlemmede Parti sammen. Der blev os ikke den Gang forundt den Støtte af selve Partimedlemmerne, som var nødvendig, tvært imod blev vi ligefrem modarbejdet af Mange; det varede ikke længe, før der dannede sig en Fraktion, kaldet "Radikale" eller "Pios Venner", det var Folk som endnu ikke kunde se nogen Fejl ved Pio, de kunde ikke give Afkald paa hans Person, i hvorvel han tydeligt og klart ved en Artikel i "Dagbladet" havde tilkendegivet, at han kunde give Afkald paa Arbejderne. Trods Alt dette generede det ikke disse Mennesker at fremkomme med de mest uforskammede Beskyldninger mod de da ledende Kræfter, ja de var endog uforskammede nok til at paastaa, at det var os som havde fortrængt d'Hrr. Pio og Geleff, for selv at komme til Magten, hvilket jeg dog er overbevist om ikke en Eneste har eftertragtet, da man alt for godt ved, hvor utaknemmeligt det er at være blandt de Ledende i en Bevægelse. Endelig fandt de paa den Udvej, at de sagde: "Kom frem med, hvad Pio har gjort, lad os faa Sandheden frem i sin nøgne Skikkelse"; naar man nu af forskellige Grunde ikke i denne Retning opfyldte deres Ønske, ikke søgte at blotte disse Folk efter Fortjeneste, da var det mest af Hensyn til Sagen; men hvad fik man da paa Ærmet? naturligvis det: "Der kan man se, der har jo ingen Ting gjort, ikke Andet end at rejse bort, og dertil har de naturligvis været tvungne enten af Avtoriteterne eller af den Klike, som bestandig har opponeret imod dem." Man har imidlertid ladet disse Folk snakke og anstille Gisninger efter Behag.

Nu forekommer det rigtignok mig, at Tiden er kommen, nu da en af de Paagældende ikke har generet sig for selv at afsløre deres Slyngelstreger og deres Forræderi over for det Partii som de selv har dannet. Nu bør Afsløringen komme til alle Menneskers Kundskab, og naar jeg har udgivet Pjecen fuldstændige, da er det i Sandhedens Interesse, da er det, for at ikke enkelte Brudstykker skal fremkomme i Pressen, og da der selvfølgelig blive sagt, at Fremstillingen er forvansket. Jeg gengiver den derfor fuldstændig; Originalen er i mit Værge, og Enhver kan overbevise sig om Sandheden.

Det vil nu maaske blive paastaaet, at det kun er et Pengespekulationsforetagende af mig, og at Sagen kunde lige saa godt have været behandlet igennem Bladet; det er Altsammen noget jeg ikke bryder mig om. Under de Forhold, som Bladet for Øjeblikket arbejder under, er det en Umulighed at behandle denne Sag deri, idet Spørgsmaalet først skulde behandles andre Steder, og imidlertid vilde Beretningen have tabt sit Værd, og Adskillige vilde dog have fordømt Bladet, dersom den var kommen derigennem. Jeg har derfor paa eget Ansvar, baade i den ene og i den anden Retning, paataget mig at udgive Pjecen. Kritiken, der vil komme over mig i denne Henseende, er mig aldeles ligegyldig, og øvrige eventuelle Ulæmper bliver selvfølgelig min egen Sag.

Jeg vil imidlertid haabe, at Pjecen vil gavne saa Meget, at man for Eftertiden ikke vil dyrke Personerne, men Principerne. Tillige giver Pjecen en Oplysning, hvoraf enhver Statsborger kan hoste en meget nyttig Erfaring for lignende Tilfælde i Fremtidens politiske Mysterier.

Med socialistisk Hilsen.
Chr. Hørdum.

(Social-Demokraten 10. oktober 1877).

D'Hrr. Pio & Geleff og Politiet. Hr. Povl Geleffs i Amerika udgivne Pjece: "Den rene, skjære Sandhed om Louis Pio og mig selv" er udkommet i ordret Gjengivelse her i Byen paa Chr. Hørdums Forlag. Forfatteren, der med en over alle hidtil kjendte Grænser gaaende Oprigtighed blotter sig selv, gjør Rede for Mellemværendet mellem Politiet paa den ene og ham og Pio paa den anden Side. Det var Pio, som gav Ideen til Amerikarejsen, men skjønt stærkt fristet ved, at P. lovede Rejsepenge og henviste til "Social-Demokratens" ynkelige Forfatning, vægrede Geleff sig i Førstningen bestemt ved at rejse med. En Dag meddelte Pio imidlertid Geleff, at Politiinspektør Hertz ønskede at tale med ham. Han indfandt sig da paa Hertzs private Bopæl. Politiinspektoren sagde nu til G., at det var bedst, han rejste. Blev han, vilde han blive erklæret fallit, og det Hamborger-Hus, som havde givet Bladet Kredit paa Papir, vilde tage Trykkeriet. Der kunde gjøres Strafansvar gjældende, da Pio og Brix ikke havde ført Bøgerne ordentligt. H. indrømmede vel, at G. heri var uskyldig men det vilde dog komme til at gaa ud over ham. (Brix var arresteret). "Hvad der vilde ske, vilde han (Hertz) ikke gaa nærmere ind paa, men han vilde nødig være i mit Sted, naar det skete, der vilde ske." Hr. Hertz kunde godt skaffe ham Penge: 1000 Kr. skulde det ikke mangle paa; 1500 Kr. kunde ogsaa skaffes til Veje. Tilsidst underskrev G. et Dokument, Hertz gav ham; men den næste Dag fortrød han det og gik op til Hertz. "Men vi har jo Deres Dokument", sagde Politiinspektøren; Enden paa Samtalen blev, at Hr. G. lovede at i rejse. Samme Dags Aften skulde Pio og Geleff møde hos Hertz, for at aftale det fornødne med Hensyn til Rejsen. G. kom først og spurgte H., om Pio havde faaet Penge. Hertz gav er undvigende Svar, men tilføjede dog: "Han er godt forsynet". H. fortalte endvidere at P., hvis han ikke i Amerika kom i Forretning sammen med G., skulde udbetale denne 1500 Kr., hvilket P. dog ikke har gjort. Naa, de ere ham vel undte, og det er ikke første Gang, at han har snydt." De to Herrer rejste saa; en Opdagelsesbetjent, forklædt som Sømand, fulgte dem, indtil han havde set Skibet, der skulde føre dem til Amerika, gaa afsted med dem fra England. Efter Aftalen skulde han, saa snart dette var sket, telegrafere til H.: "All right". Da de kom til New York, hævede Geleff 1500 Kr. hos Konsulatssekretær Thomas Smidt efter en af Hertz udstedt Anvisning. P. fik efter et "Motto" 5000 fra samme Sted. Pio betalte Overrejsen for et Medlem af Hovedbestyrelsen, som kom til New York omtrent l l Dage efter P. og G. Ligeledes betalte han Overfart for to andre af Partiets mere fremragende Medlemmer. Af disse og flere andre Fakta uddrager G., at P. i alt har faaet 25,000 Kr. af Politiet for at rejse selv og tage de mere bekjendte Socialister med sig. Han slutter endvidere, at der har været ført Forhandlinger mellem d'Hrr. Estrup og Hertz. Pio indbildte Geleff, at han fik Pengene af sin Broder, men G. skriver, at han nu veed, at "Pio ikke har faaet en eneste Øre gjennem sin Broder"

Socialdemokraternes "radikale" Opposition har med Hr. F. R. Foltmar som Ansvarhavende begyndt Udgivelsen af et lille Ugeblad "Fremad". Samtidig er Baronesse Liljenkrantz's Ugeblad "Den Radikale" ophørt at udkomme.

(Morgenbladet (København) 9. oktober 1877).

Efter ankomsten til USA blev Geleff og Pio uenige om de penge de skulle have for bortrejsen, og Geleff blev så rasende på Pio at han udgav den nævnte pjece som betød at de begge blev miskrediteret blandt de skandinavisk-amerikanske arbejdere. Geleff ernærede sig som agent for landsalg og journalist. Pio havde i 1876 forgæves forsøgt at lave en koloni i Kansas. Pio døde i 1894, men Geleff kom til Danmark i anledning af 50 året for Socialdemokratiets dannelse - bl.a. med assistance fra Pios datter Sylvia (se andetsteds på denne blog). Han døde i 1928. Pjecen findes på Arbejdermuseet.

Christen Iver Hørdum (1846-1911) var skomager og kom 1869 til København som soldat. Efter soldatertiden kom med i det faglig-politiske røre, agiterede for hjemmearbejdets afskaffelse og var med til at oprette skomagernes produktionsforening som han ledede 1873–77 og en fagforening, hvis formand han var 1874–75 og 1877. Han blev 1874 medlem af i fagforeningernes centralbestyrelse, og på socialdemokratiets Gimlekongres 1876 indvalgtes han i hovedbestyrelsen. 

Efter Geleff og Pios afrejse til USA genrejste og reorganiserede Hørdum sammen med P. Holm og C. C. Andersen partiet. I 1875 arbejdede han som medlem af kontrolkomiteen for fagforeningernes støtte til Social-Demokraten. Han blev juni 1877 ekspedient ved og kort efter forretningsfører for det. Det var dog først da Hørdum foranledigede at Emil Wiinblad i 1881 blev redaktør at avisen for alvor oplevede et opsving. I 1878 stiftedes socialdemokratisk forbund med Hørdum som formand indtil 1882. Han lagde navn (hørdumrianerne) til en af oppositionen ("pionisterne" og "heroldisterne") opfunden betegnelse. Han var medlem af partibestyrelsen til 1909. Hørdum var medlem af Folketinget 1884-1887 og 1890-1909 og sammen med P. Holm partiets første rigsdagsmænd. 

Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

En Købmand i Damtofte paastod under en ved Københavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Tyendesag en Tjenestekarl af Skovshoved straffet efter Tyendelovens eller Straffelovens Bestemmelser for den 19de Juni d. A. om Aftenen, medens den Indklagede endnu var i Klagerens Tjeneste, i dennes Bolig at have udskældt ham for en Drabant, Kæltring, Skurk og Æsel, og ved samme Lejlighed at have tilføjet ham et Slag i Ansigtet, hvorved Blodet kom til at flyde, og hvorved der ifølge en i Sagen fremlagt Lægeerklæring var blevet tilføjet Klageren forskellige mindre Læsioner omkring del ene Øje og paa Næsen, hvorhos Klageren paastod sig tilkendt Sagens Omkostninger hos den Indklagede, medens denne paastod sig frifunden. Efterat to af Klageren førte Vidner havde forklaret, at de en Aften i Juni Maaned havde hørt, at der paa Trappegangen i Købmandens Ejendom fandt et højrøstet Skænderi Sted mellem ham og hans Karl, samt at de havde sét, at Klageren stødte Karlen i Ryggen, hvorpaa denne slog Klageren med sin Haand i Ansigtet, saa at han kom til at bløde derved, indrømmede den Indklagede, at han, efter at Klageren havde stødt ham i Ryggen, derefter stødte igen til Klageren, men uden at tilføje ham noget egenlig Slag. Naar imidlertid hertil kom et tredje Vidnes Forklaring, hvorefter Vidnet en Aften i Juni Maaned under et højrøstet Skænderi i Klagerens Bolig hørte, at der faldt et Slag, efter Lyden som af en slap Haand i et Ansigt, hvorefter Klageren straks efter samtidig med den Indklagede kom udenfor Huset med blodigt Ansigt og med Haanden for Næsen og sagde, at han var bleven slaaet af den Indklagede, fandtes der ikke at kunne være nogen Tvivl om, at Sagen var gaaer saaledes til, at Parterne havde været i Skænderi, under hvilket Klageren har givet den Indklagede et Puf eller Stød i Ryggen, hvorefter den Indklagede har givet Klageren et Slag i Ansigtet, hvilket Slag har foraarsaget nogle ubetydelige Læsioner. Den Indklagedes Handling maatte saaledes nærmest betragtes som foretagen af Nødværge, og da saadanne Handlinger ifølge Straffelovens § 40 er straffefrie, vilde der ikke kunne paalægges den Indklagede noget Straffeansvar. Parternes Forhold vilde desuden være at henføre under Straffelovens § 206. Ifølge det Foranførte vilde den Indklagede saaledes i det Hele være at frifinde for Klagerens Tiltale; Sagens Omkostninger ophævedes.

(Social-Demokraten 26. august 1877).

Vold og Bedrageri. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmand Søren Nielsen deeltog Natten imellem den 5te og 6te August s. A. med Carl William eller Vilhelm Heitmann i en Voldshandling, for hvilken Sidstnævnte blev dømt den 11te Novbr. næstefter, medens Sagen blev hævet for Nielsen, da han ikke var at finde, da Stævningen skulde forkyndes. Bemeldte Voldshandling bestod deri, at Heitmann uden umiddelbar dertil given Anledning havde angrebet Arbejdsmand Lars som, medens denne stod paa Hjørnet af Gartnergade og Aagade, kastet ham til Jorden og sparket ham, og at Nielsen havde deeltaget i dette Overfald ved et Par Gange at sparke Larsson. Da det ikke kunde oplyses, hvorvidt de Sidstnævnte tilføiede Legemsbestadigclser, der bestode i et Saar paa Panden, 1½ Tomme langt, en Spaltning af venstre Øielaag og en betydelig Blodudtrædning over Kjæbebenet, vare foraarsagede af Heitmann eller Nielsen, maatte denne være medansvarlig for den udsvede Vold, der gjorde Larsson arbeidsudygtig i 4 Dage, men ikke efterlod videre skadelig Følge. Dette Ansvar gjordes gjældende mod Nielsen, efterat han var sat under Tiltale og arresteret for en anden i Forening med trende andre Personer, Muurarbeidsmandene Svendsen og Hansen, Natten mellem den 26de og 27de Mai d. A. begaaet Vold imod Former Nielsen, som derved tilføiedee et Saar i venstre Øielaag, der trængte ind til Øienhindens øvre Rand, hvor Benet fandtes blottet paa et enkelt Punkt, fremdeles i Isseregionen et henimod 2 Tommer langt Saar, der trængte ind til Beenhinden, men ikke gjennem denne, og et Par mindre Saar i Baghovedet, hvilke Legemsbeskadigelser havde til Følge, at Overfaldne var under Behandling paa Communehospitalet til 5te Juni, hvorefter han udskreves, uden at Saarene paaførte ham noget blivende Onde. De nærmere Omstændigheder ved den sidstomtalte Voldshandling vare følgende: Arrestanten Nielsen og de to nævnte Tiltalte havde tilligemed flere andre Personer været inde i et Værtshuus paa Solitudeveien, og forlode dette ved Midnatstid. Udenfor Værtshuset gave de Tre sig til paa en uhøvisk Maade at chikanere en af Gjæsterne, Former Johansen, og da denne paatalte deres Adfærd, kastede Arrestanten ham til Jorden, hvorfor Johansen raabte om Hjælp. Former Nielsen, der havde været sammen med Johansen paa Værtshuset, men var i Begreb med at fjerne sig forat undgaae Klammeri, kom derpaa til, forat yde Johansen sin Bistand, men inden han fik Tid hertil, greb de Tiltalte Svendsen og Hansen ham i Brystet, holdt ham fast og slog ham, indtil Arrestanten kom til. Denne foer strax løs paa Nielsen, strakte ham til Jorden med et Næveslag, og medens Nielsen, der i Faldet mistede Bevidstheden, laa i denne Tilstand, sparkede Arrestanten ham 15 til 20 Gange i Hovedet med sine Træsko. Samtidig dermed slog Tiltalte Hansen ham et Par Slag med Haanden, og ingen af de Tiltalte gjorde noget Skridt for at standse Arrestantens Voldsomheder, idet de, saavelsom Arrestanten, fra det Øieblik, de i et til Slagsmaal lystent Humeur havde fremkaldt Ufred, alle stiltiende ansaae sig forpligtede til at staae Last og Brast med hverandre og hjælpe hverandre i alle Tilfælde; dog maatte de ovenfor omtalte, Nielsen bibragte Saar antages at være foraarsagede af Arrestanten. - Tiltalte Svendsen og to andre tiltalte Muurarbejdsmænd vare derhos under samme Sag overbeviste om ved fælles Bistand at have skaffet sig Credit hos en Detailhandler for Varer til et samlet Beløb af c. 63 Kr. uden Hensigt at betale dette Beløb og uden senere at have fyldestgjort Besvegne for nogen Deel af Gjælden, - Ved Criminalrettens Dom blev  Arrestanten, der tidligere er straffet, anseet med Forbedringshuusarbeide i 8 Maaneder; de Tiltalte, af hvilke Svendsen og Hansen ligeledes tidligere ere straffede, ikjendtes Fængsel paa Vand og Brød. Svendsen i 4 Gange 5 Dage, Hansen i 3 Gange 5 Dage og de sidste tvende Tiltalte hver især i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. august 1877).

Bigami. (Efterskrift til Politivennen)

Den 20de Avgust 1859 blev Arbejdsmand Niels Christensen, der er født i Lundtofte den 28de Avgust 1834, i Skælskør viet til Pigen Maren Nielsen, med hvem han derefter havde 2 Børn, indtil han derefter forlod hende. Grunden hertil var efter hans Forklaring, at hun havde gjort sig skyldig i Uterlighed, hvilket Konen dog har benægtet. Han rejste derpaa her til Byen og har siden den Tid opholdt sig dels her, dels paa Frederiksberg uden at fornye Samlivet med sin Hustru, om hvem han fik ak vide, at hun i 1868 havde faaet et Barn, til hvilket han altsaa ikke var Fader. I Aaret 1870 gjorde han Bekendtskab med Pigen Karen Magrethe Ida, hvorefter de flyttede sammen i Slutningen af det nævnte Aar, og da hun, som var uvidende om, at han tidligere havde været gift, havde født et Barn, til hvilket han var Fader, og idelig anmodede ham om at gifte sig med hende, lod han sig den 24de November 1872 vie til hende i Frederiksberg Kirke, uden at han omtalte sit tidligere Ægteskab for Forloverne, som, efter hvad der er oplyst, kun havde kendt ham i nogle Maaneder, og han levede derefter sammen med sin anden Hustru, hvem han vedblivende holdt i Uvidenhed om sit tidligere Ægteskab, og med hvem han har 2 Børn, indtil Skælskør Fattigudvalg, der havde maattet refundere en ham ydet Fattighjælp, gjorde Anmældelse om, at han rimeligvis havde begaaet Bigami. For det af ham saaledes udviste Forhold er han nu ved Københavns Amts søndre Birks Ekstraret i Henhold til Straffelovens § 160 idømt en Straf af 2 Aars Forbedringshusarbejde.

(Social-Demokraten 21. august 1877).