Tyendesag på Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Tyendesag. Under en ved Københavns Amts søndre Birks Politiret paakendt Sag havde Oberst S. anført, at han af den, ved dens Formand, Pastor Evaldsen, indklagede Bestyrelse for Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole i forrige Sommer fæstede den umyndige Pige Helga, der den Gang maa antages at have været optaget i Skolen, halvaarsvis fra sidste 1ste November at regne, som Enepige, for en halvaarlig Løn af 48 Kr., men at Pigens Moder - for hvem den Indklagede havde ladet Sagen anmælde, og som ogsaa havde givet Møde uden at nedlægge nogen Paastand - i den første Halvdel af sidste December opsagde Tjenesten til Maanedens Udgang, idet hun erklærede, at Bestyrelsen for Tjenestepigeskolen ikke havde været berettiget til at bortfæste hendes Datter halvaarsvis, hvorefter Pigen, der i Forskud paa Lønnen for Halvaaret havde modtaget 16 Kr., hvilket Beløb altsaa svarer til Lønnen for 2 Maaneder, trods Klagerens Protest forlod Tjenesten den 1ste Januar d.A., og Klageren havde derfor paastaaet Bestyrelsen tilpligtet til at yde ham den Erstatning, som Tyendeloven paalægger det Tyende, der uden lovlig Grund forlader sin Tjeneste før Tjenestetidens Ophør, og derhos at erstatte ham Sagens Omkostninger. Bestyrelsen havde erkendt, at den har bortfæstet den omtalte umyndige Pige paa de af Klageren angivne Betingelser, hvortil den, i Henhold til de for Skolen gældende Statuter, af hvilke der under Sagen var fremlagt et Eksemplar, havde anset sig for berettiget, men den paastod sig frifunden for Klagerens Tiltale, med Tillæg af Sagens Omkostninger, idet den gjorde gældende, at da det er mod dens Vilje, at Pigen har forladt Tjenesten, havde den ikke gjort sig skyldig i noget Kontraktbrud, og kunde derfor ikke have paadraget sig nogen Erstatningspligt, ligesom den nægtede, at Klageren havde lidt noget Tab ved den skete Afbrydelse af Tyendeforholdet. Retten fandt ogsaa, at det var en Selvfølge, at der ikke kunde paahvile Bestyrelsen eller dens Formand noget Ansvar for det af Pigen, i Forening med hendes Moder, mod Bestyrelsens Vilje, gjorde Brud paa Fæstekontrakten, hvis Gyldighed ikke var omtvistet mellem Parterne, og Bestyrelsen blev derfor frifunden for Klagerens Tiltale, medens Sagens Omkostninger ophævedes, fordi det ikke kunne ses, at Sagen med Nødvendighed havde foranlediget nogen Udgift for Bestyrelsen.

(Social-Demokraten 22. juli 1877).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet

Ane Cecilie Petersen og Emilie Kristine Frank. (Efterskrift til Politivennen)

Ane Cecilie Petersen (1822-?) var datter af en konstabel i artilleriet. Hun var 8 år da han blev afskediget som 53-årig og herefter levede af en beskeden pension. Han var i de sidste år drikfældig. Moderen var lam i den ene hånd og døde 52 år gammel da Ane Cecilie var 14 år gammel. Hun levede alene med faderen i 4 år. Parret fik 12 børn. Kun 4 blev voksne. 2 sønner blev straffede, kom gentagne gange i straffeanstalt og døde unge. En 3. søn forsvandt i Jylland. Da faderen blev afskediget, var Ane Cecile det eneste barn hjemme og han sendte hende ud for at betle. Når det ikke lykkedes, blev hun straffet. Hun begyndte derfor at stjæle med faderens viden. Hun var blevet straffet 4 gange siden hun var 14 år. Hun var kæreste med bl. a. en bondekarl fra Storeheddinge. Da faderen døde begyndte hun at at stjæle. 22 år gammel blev hun arresteret (januar 1844) og fik 2 års arrest hvorefter hun i 1846 sad i Straffeanstalt i 5 år. Hun var i 1846 blevet involveret i et større hæler- og tyvenetværk, se særskilt afsnit. 

Et par måneder efter hun blev løsladt i 1851 idømtes hun ved kriminal- og politiretten 2 års forbedringshusarbejde for bestjæle sit herskab. 

Efter løsladelsen i 1853 ernærede sig ved vask og rengøring. I 1855 blev hun gravid med en snedkersvend. Hun var en tid på Ladegården. Hun blev gift i 1856 med en mand som forsørgede hende. Han var dog stærkt drikfældig, forsømte sit Arbejde og døde af druk 1861. Barnet var allerede dødt. Hun begyndte igen at stjæle, blev taget og idømt 5 års Straffeanstalt. Hun levede igen af vask efter løsladelsen i slutningen af 1866, kom sammen med en arbejdsmand Fritze - og begyndte igen at stjæle. I begyndelsen af 1869 blev arresteret og inddømt til 10 år i straffeanstalt. Efter løsladelsen i 1875 var hun på fri fod henved 1 år, i hvilket hun atter stjal, nu sammen med Emilie Kirstine Franck.

Emilie Kirstine Franck (1839-?) var født i en børnerig arbejderfamilie hvoraf 7 børn blev voksne. Alle ustraffede. Da hun var 8 år, blev hus udsat til husfolk i Slangerup. Efter 2 år kom hun til en familie på Bornholm indtil hun blev konfirmeret. Herefter kom hun ud at tjene i 3 1/2. Hvorefter hun tog til København for at tjene 1/2 Aar. Hun kom så til en gård i Vendsyssel i et år, derefter ny tjeneste i Hjørring. Her stjal hun nogle pynteting i en butik, blev opdaget og straffet. Efter et år stjal hun igen i en butik, hvorfor hun fik 1 år i Viborg Tugthus. Herefter blev hun sendt tilbage til Bornholm, derfra til København og fik tjeneste hos en fæstemand på Jægerspris. En murersvend der arbejdede på slottet, gjorde hende gravid. Hun stjal et par støvler og et par trætøfler, og blev idømt 4 år i Straffeanstalten:

Tyveri. Emilie Kirstine Franck - der er født den 6te Mai 1839 og senest i 1862 anseet med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar - kom den 1ste November, efterat have fratraadt en Kondition paa Frederikspriis, hertil Staden, hvor hun tog Ophold hos sin Moder. Den 3die November om Eftermiddagen gik hun ned til Skomagermester Rosted i Løvstræde for at kjøbe et Par Støvler, og eflerat have passet forskjellige Par, forlod hun Udsalget uden at kjøbe Noget. Strax efter hendes bortgang savnede Mesteren et Par brunelsstøvler, af Værdi 8 Mk., hvorfor han lod sin Læredreng gaae efter Fruentimmeret, hvem han ogsaa fik Øie paa og fulgte efter til Pedermadsensgang, hvor hun gik ind i Nr. 4. Drengen rapporterede det til Mester, der i Forening med en Politibetjent og Drengen gik til det betegnede Sted, hvor Pigen blev antruffen, og fandtes Støvlerne i hendes Kjolelomme. Samme Dags Middag havde Pigen været nede i Frederiksberggade og handlet med Enken Nielsen om Trætøfler, men ingen kjøbt, hvorimod hun saae Leilighed til at stjæle et Par umagede dito, af Værdi 2 Mk., og som ogsaa bleve fundne hos hende. Arrestantinden blev af Kriminal- og Politiretten nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1864)

“Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, født og hjemmehørende i Kbhvn:; er straffet ofte og 3 Gange med Forbedringshusarbeide for Tyveri; et ualmindeligt tyvagtigt Frt:; stjæler især fra uaflaasede Kjøkkener.” [1866-1867]. Genealogisk Forlag.

Hun blev løsladt i 1868, besluttet på ikke at stjæle mere. Hun fik tjeneste og fik i løbet af 6 år 4 børn med forskellige Mænd. Så tjenesten blev afbrudt. Fødslerne fandt dels sted på Fødselsstiftelsen dels hos en broder. På nær et barn døde alle. Hun lejede et kvistkammer og ernærede sig af vask og rengøring i 3 år. 

I 1869 fødte Emilie Kristine Franck en dreng på Fødselsstiftelsen. Den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse, udsætterprotokoller. Tekst: Til Moderen Emilie Kirstine Franck  ugift f: har for 4 år siden født udenfor Stift.  fød 6 maj 1839 p. den kgl. fødselsstiftelse, har tjent dels heri Staden dels på Landet sidst fra 1/5 1868 p. "Christiansminde" pr Jægerspris - hvor hun er besvangret - derefter været i København; hun tager med barnet til Sundbyøster p. Amager hos arbmd. Franck.  26/6 69 til Borgergaden Nr 46, 4 sal til gaden hos Enken Paludan.

I mellemtiden havde Ane Cecilie fortsat sin virksomhed:

- Atter er en Sag bleven paadømt af Kriminal- og Politiretten, hvorunder to Fruentimmer optræde som Kvistkammertyve. Det var nemlig mellem Arrestantinderne Charlotte Amalie Hansen, Bürgers Hustru, og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke, allerede i Slutningen af forrige Aar blevet aftalt, at den Førstnævnte, om det nødvendiggjordes, ved Indbrud skulde stjæle, hvorsomhelst Leilighed dertil gaves, og at den Sidste i Reglen skulde gjøre det Stjaalne i Penge til fælles Bedste; men ved denne hendes Medvirksomhed, navnlig ved Pantsætning af det Stjaalne, bleve Tyverierne opdagede, og en Del af det Stjaalne bragt tilstede. Det blev saaledes under Sagen oplyst, at Bürgers Hustru i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aar alene havde begaaet 4 Tyverier, af hvilke hun udførte de to, nemlig i Eiendommene Nr. 31 paa Nørregade og Nr. 2 paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Kvistværelserne sammesteds ved paa det første Sted at aabne Værelsets aflaasede Dør med en falsk Nøgle og paa det sidste Sted ved at itubryde den for Værelsets der anbragte Hængelaas. Ved disse Tyverier fik hun et Udbytte af 3 Muffer, 3 lodne Kraver og endel Klædningsstykker m. m. til en Værdi af i det Hele 71 Rd. 2 Mk. 8 Sk. Efter den mellem hende og Arrestantindcn Beck trufne Aftale om at stjæle i fælles Interesse, saaledes at Tyverierne skulde udføres af Bürgers Hustru, og at Arrestantinden Bech skulde modtage de Stjaalne og gjøre dette i Penge, havde Bürgers Hustru desuden i Begyndelsen af indeværende Aar udført 14 andre Tyverier, af hvilke 9 vare forbundne med Indbrud, paa samme Maade som ovenanført. Ved disse Tyverier havde hun stjaalet foruden Klædningsstykker og Dækketøi forskjellige andre Ting, hvis samlede Værdi udgjorde 96 Rd. 4 Mk. 8 Sk. Da Arrestantinderne vare blevne enige om at begaa det foran anførte Tyveri i et Sted paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, og en Person ved Ravn Vilhelm Julius Fritze, der dengang levede sammen med Arrestantinden Bech, havde hørt paa deres herom trufne Aftale, fulgte han paa Opfordring med dem og forsynede Arrestantinden Bech i dette Øiemed med et Jernspiger, hvormed hun frabrød Krampen paa en Hængelaas, med hvilken Døren til et Kvistkammer var aflukket, medens Arrestantinden Bürger stod ved Siden af, og Arrestanten Fritze stod udenfor paa Gaden for at holde Vagt samt var behjælpelig med al borlbringe det Stjaalne. For sin Ulejlighed herved og ved under et af Arrestantinden Bürger udført Tyveri i Blaagaardsgade at bortbære et af hende dersteds stjaalet Stykke Lærred havde Fritze modtaget en Vest og nydt Spise- og Drikkevarer, som begge Arrestantinderne bød ham, uagtet han vidste, at Vesten var stjaalen. og nærede Mistanke om, at de ikke vare komne i Besiddelse af de af ham modtagne Fødemidler paa lovlig Maade. Arrestantinderne og Arrestanten, der vare i en Alder af henholdvis 39, 46 og 44 Aar, og som alle før have været straffede, bleve af Kriminal- og Politiretten idømte Tugthusarbeide, Arrestantinderne hver især i 6 Aar, og Arrestanten i 3 Aar.

(Dags-Telegraphen (København) 14. august 1869)

Som antydet ovenfor mødte Emilie Kristine Franck tilfældig i nr. 34 Cecilie Petersen, som hun kendte fra Straffeanstalten. Hun må da have udstået sin tugthusstraf på 6 år. Ane Cecilie fik hende igen ind på forbryderbanen på samme vis som hun havde samarbejdet med Charlotte Amalie Hansen - dog med byttede roller: Mens Cecilie (der var kendt af politiet) udførte tyverier, bar Emilie tyvekosterne til pantelånerne. Efter 3 uger blev de anholdt. Under forhørene erkendte Emilie at hun havde svært ved at afholde sig fra at stjæle fra butikker, men at hun af kærlighed til hendes sidste Barn (der var anbragt på Bøggildgård) og hendes familien havde holdt sig fra at stjæle indtil hun mødte Cecilie Petersen. 

Høiesteretsdomne.

Høiesterets 2den Session.

Mandagen den 2den October.

Nr. 165. Etatsraad Buntzen mod Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke for Tyveri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de Juli 1876 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Tugthuusarbeide, Førstnævnte i 6 og Sidstnævnte i 10 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen oq Advocat Levinsen for Høiesteret betale de Tiltalte, Een for Begge og Begge for Een, 50 Kr. til hver.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1876, 2. udgave).

Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen blev indsat i Kvindefængslet 7. oktober 1876. De var ved Højesteret 2. oktober 1876 ( se tekst nedenfor) idømt straffearbejde (tugthus) i henholdsvis 6 og 10 år.. Under retssagen sad de arresteret 1/2 år. En gift søster besøger jævnligt Emilie.

Højesteretsdomme.

(Fortsættelse, se forr. Aarg. p. 1172).

1876

Ved Dom at 2 Oktober 1876 i Sagen Nr. 1) imod Arrestantinderne Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, stadfæstede Højesteret i Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, dog med Bemærkning, at der ikke i nærværende Sag for Bechs Enkes Vedkommende findes Anvendelse for Bestemmelsen i Straffelovens § 241, 2det Stykke", Kriminal- og Politirettens Dom af 15 Juli 1876, af hvis Præmisser sidste Stykke er saalydende:

Af Arrestantinderne er Arrestantinden Franck, der er født den 6 Maj 1839, tidligere straffet 3 Gange for Tyveri, senest ved denne Rets Dom af 16 Januar 1864 efter Forordningen 11 April 1840 § 15 med Forbedringshusarbejde i 4 Aar, hvilken Straf hun havde udstaaet den 21 Januar 1868, og Arrestantinden Becks Enke, der er født d. 14 August 1822, forhen straffet mange Gange, navnlig for Ejendomsindgreb, senest ved samme Rets Dom af 10 August 1869 i Henhold til Straffelovens § 54 efter sammes § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led for simpelt og grovt Tyveri 4de Gang begaaet med Tugthusarbejde i 6 Aar. De ville saaledes nu blive at dømme efter bemeldte Lovs § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 sammenholdt for Arrestantinden Becks Enkes Vedkommende tildels med § 54, Arrestantinden Becks Enke for 5te Gang begaaet grovt og simpelt Tyveri og Arrestantinden Franck for 4de Gang begaaet simpelt og grovt Tyveri samt Sidstnævnte tillige i Medfør af nysnævnte Lovs § 241 1ste Stykke efter dens § 238 som for Hæleri 4de Gang begaaet, hvorhos de Tyverier, for hvilke Arrestantinden Becks Enke nu dømmes, ville, da hun ved en inden den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret d. 27 December 1845 afsagt Dom er, foruden for Tyveri, bleven dømt for Hæleri, i Overensstemmelse med den ovennævnte Lovs § 241 2det Stykke blive at tilregne hende efter § 238 som Hæleri 5te Gang begaaet, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde for Arrestantinden Becks Enke i 10 Aar og for Arrestantinden Franck i 6 Aar.

*) H. R. T. 1876-77 p. 236.

(Ugeskrift for Retsvæsen, 1877, s. 108-109)

“Emilie Kirstine Franck, født her 6/5 39; str: sidst 2/11 76 med 6 Aar Tugthus for Delagtighed i en Mængde grove Qvistkt: Mist. Prot. G 172. 366”. [1882] Genealogisk Forlag.

I artiklen: Grethe Ilsøe i Tugt- og forbedringshus. Kvindelige straffefanger 1871-1885. I: Bur, Kan, kan ikke Vil, vil ikke. Kvindelig i perspektiv, 1996, S. 19-23, hvor dette indslags kommentarer er hentet, følger herefter en gennemgang af Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersens ophold i tugthuset. 

Emilie Kirstine Franck blev løsladt den 7. oktober 1882. Hun fik besøg i alt 5 gange i løbet af de 6 år i Kvindefængslet. Hver gang af et eller 2 familiemedlemmer (søster, bror og svigerinde). Hun skrev med tilladelse 4 breve til søsteren, 3 til broderen, 2 til sønnen, der som nævnt på hendes generalieblad opholdt sig på opdragelsesanstalten Bøgildgaard i Viborg Amt, og 3 til forstanderen på samme Bøgildgaard. 

Cecilie Petersen modtog derimod hverken besøg eller skrev et eneste brev i sin 10 år lange fangetid. Hun må være løsladt omkring 1886. Derfor kan det være en anden Ane Cecilie Petersen som fik en dom i 1893. Hvis det var hende, var hun omkring de 70 år:

Højesteretsdomme.

Mandagen den 6te Februar,

- - -

Nr. 357. Høiesteretssagfører Salomon mod Emilie Kirstine Franck for Tyveri eller Hæleri (Defensor Lunn). Ved Criminal- og Politirettens Dom af 19de November 1892 er Tiltalte dømt til at hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagførerne Salomon og Lunn 56 Kr. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. februar 1893).

Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat en herværende i Anledning af ovennævnte Forbrydelser arresteret Tjenestepige var bleven besvangret ved en Haandværkssvend og var kommen til Vished om sin frugtsommelige Tilstand, erklærede han ved en senere Sammenkomst med hende, at han ikke var Fader til hendes Barn. Herover blev hun meget ulykkelig, men tænkte dog ikke da eller senere før Fødselen paa at føde i Dølgsmaal eller paa at ombringe Barnet, hvorimod hun havde gjort de foreløbige fornødne Forberedelser til Fødselen. Først da den Tanke under selve Fødselen paatrængte sig hende, at hun vilde være ude af Stand til at forsørge Barnet, besluttede hun at dræbe det, hvis det bragtes levende til Verden, I denne Hensigt tog hun - efter at have ladet Barnet ligge ved Siden af sig omtrent '½ Time efter dets Fødsel, i hvilket Tidsrum hun hørte det græde - med sin venstre Haands Tommel- og Pegefinger foran om Barnets Hals og trykkede lidt, hvorefter Barnet hørte op med at græde og med at trække Vejret. Hun svøbte derpaa Barnet ind i noget Linned og lagde det under Dynen i sin Seng, hvor hun lod det ligge, indtil en senere tilstedebragt Jordemoder var kommen. Morgenen efter Fødselen stod hun op og begyndte paa sine daglige Sysler, men gik paa Grund af Mathed med sit Herskabs Tilladelse igjen i Seng, og da hendes Søster samme Dag indfandt sig hos hende, tilstod hun for denne, at hun havde født et Barn og kvalt det, hvorfor Søsteren fik en Jordemoder bragt tilstede, ved hvis Foranstaltning Arrestantinden og Barnets Lig blev bragt til den kongelige Fødsels- og Plejestiftelse. I Følge den legale Obduktion af Barnets Lig maatte det antages godtgjort, at Barnets Død var bevirket ved Arrestantindens Tryk paa dets Hals og at hun saaledes maatte betragtes som den forsætlige Aarsag til dets Død. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden idømt 2 Aars Forbedringshusarbejde.

(Folkets Avis - København 26. maj 1877)

Henning Jensen udfordrer Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen (1838-1929) cand. teol.,forfatter, journalist, bl.a på Social-Demokraten og avisen København. Han var præst 1865–1885, først nær Indre mission, men senere grundtvigianismen og frikirkelige strømninger. Personel kapellan 1865-72. Herefter sognepræst i Pedersker på Bornholm. Politiker for Venstre. Senere udtalte han at det var han "endnu mindre egnet end til præst". 1886–92 folketingsmand for Middelfart, her tilnærmede han Viggo Hørup.

Fra 1872 begyndte han at skrive journalistik. Han blev i Bornholms Tidende 1874-1875 flere gange refereret for sine kirkelige synspunkter. I Aarhus Amtstidende omtales en episode hvor Henning Jensen udfordrer politiet ved at holde et offentligt møde, fx i Rådstuen. Politiske møder var på daværende tidspunkt forbudt:

Det skjærpede Polititilsyn med offentlige Møder indskrænker sig ikke til politiske, men udstraktes ogsaa til folkelige og kirkelige Forsamlinger. Sognepræst Henning Jensen i Pedersker paa Bornholm oplyser i "Dsk. Flk.", at han i Forening med en Kapellan Niemann i Aakirkeby jævnlig har holdt saadanne Møder paa Raadstuen i Aakirkeby, ved hvilke de med Flid have undladt at berøre Politiken. Men den 12te April indbandt Politimesteren i fuld Uniform med 2 Sandemand (Sognefogder) og Politistyrken i Aakirkeby sig ved et saadant Møde for "paa Embeds Vegne" at overvare det. "Folk ville smile - skriver Pastor Jensen - naar de høre, hvilke oprørske Taler der holdtes; jeg talte om de af Salomons Ordsprog, der omhandle Kvinderne, og Riemann talte om de tre Hittebarn Kyros, Romolus og Moses; i to stive Klokketimer maatte de stakkels Politi Embedsmænd - paa Embeds Vegne - høre Sange og Taler om Persere, Romere og Jøder." Han beklager særligt Politimesteren, som er en velvillig og billig tankende Mand, fordi han for den Sags Skyld har maattet forlade et Middagsselskab i sit Hjem, og ender med at spørge, om vi bo i Danmark eller i Sønderjylland, siden vi, naar vi samles for at tale om vort jordiske og himmelske Fædreland, da betragtes ikke som fredelige Mand og Kvinder der, men som mistænkelige Subjekter, ildesindede Urostiftere, som Politiet maa holde et vaagent Øje med.

(Aarhus Amtstidende 26. april 1877)

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Et skrækkeligt Eksempel hvilke Forhold vor Samfundstilstand kan udvikle, findes i en over Bodil Kirstine Andersen for Barnemord afsagt Dom. Da Arrestantinden, der i Begyndelsen af Juni Maarted f. A. kom hertil Staden fra Holsten, hvor hun havde havt Tjeneste, besluttede hun straks at føde hemmeligt og at ombringe Barnet, hvis det blev født levende, i hvilken Hensigt hun dels nægtede lige over for flere Personer paa Forehold om hendes Tilstand, at hun var frugtsommelig, dels for at forebygge at blive forhindret i sit anførte Forsæt undlod i den sidste Tid at skaffe sig Bopæl, men derimod, medens hun om Dagen havde Arbejde paa en Fabrik, havde tilbragt Nætterne i et Lysthus paa Nørrebro. Eflerat Arrestantinden var bleven antruffen her om Morgenen den 6te Oktober sidstleden af Politiet, fik hun Bopæl hos en Arbejdsmands Kone, hos hvem hun tidligere havde været. Medens Arrestantinden samme Dags Aften efter endt Arbejde ventede uden for denne Kones Bopæl for at oppebie hendes Hjemkomst, mærkede hun, at Fødselen nærmede sig. Hun gik derfor straks bort og forføjede sig for at bringe sin Hensigt til Udførelse ud i en Grusgrav paa Lammefælleden ved Jagtvejen, hvor Arrestantinden omtrent Kl. 10 samme Aften i oprejst Stilling fødte et Barn, der bevægede Arme og Ben og som hun saaledes mærkede var levende. Om dette Barns Hals bandt hun straks for at kvæle det er Silkebaand, og indsvøbte dets Krop og Hoved i sit Skørt, for at der ikke skulde kunne drage Aande. I denne Stilling lod Arrestanten Barnet blive liggende, medens hun samtidig tilbragte hele Natten i Grusgraven, indtil det blev Morgen. Hun tog da Skørtet af Barnet, og da hun nu saae, at det var dødt, lagde hun dets Lig i nogle Nælder i Grusgraven og begav sig hen til en Kone, hvor hun drak en Kop Kaffe, hvorpaa hun gik sin Vej. Da Arrestantinden imidlertid umiddelbart derefter blev urolig over, at Barnets Lig skulde blive fundet for hurtigt paa det Sted, hvor hun havde gemt det, gik hun tilbage til Grusgraven og bragte Barnets Lig derfra til Nørrefælled, hvor hun lagde der i et Hul i en af Militæretaten opkastet Jordvold og tilstoppede Hullet med Græstørv. Her blev det den 8de næstefter fundet af nogle Drenge, der anmældte det for Politiet. Ved den foretagne legale Obduktionsforretning blev det oplyst, at Barnet, der var en fuldbaaren Dreng og havde levet 1 a 2 Timer efter Fødselen, var død ved Kvælning, bevirket ved den strangulerende Snor. Arrestantinden, der er 25 Aar gl., tidligere har været straffet og under Sagen desuden var overbevist skyldig i Tyveri, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anset efter Straffelovens § 192 sidste Led og § 231 1ste Led med 6 Aars Forbedringshusarbejde. 

(Social-Demokraten 1. april 1877).

Vort Partis Stilling i Øjeblikket. (Efterskrift til Politivennen)

Der er næppe noget Medlem af vort Parti, der, naar han modtager nærværende Artikel, ikke kender, saa vel den Omstændighed, at d'Hrr. Louis Pio og Povl Geleff i Fredags rejste herfra over England til Amerika, som de Domme, der af Publikum bliver afsagt over denne Afrejse, og det vilde være urigtigt, om det socialdemokratiske Parti vilde lægge noget Skjul paa, at Afrejsen har fundet Sted paa en saadan Maade, at der derved er fremkaldt hos Partiets Medlemmer den yderligste Overraskelse. Dhrr. Pio og Geleff har forladt Danmark, og de har forladt det under Omstændigheder, der ikke giver Plads for nogen begrundet Tvivl om, at de for bestandig har taget Afsted med deres Virksomhed for den socialdemokratiske Politiks Trivsel her i Landet.

Saaledes er altsaa Stillingen, og det er om den vi her skal sige et Par Ord.

Man kan ikke med Billighed forlange, at de danske Arbejdere i samme Øjeblik, som de forlod den gamle Ligegyldighedstilstand, og traadte frem til en kraftig Varetagelse af deres politiske og økonomiske Interesser, straks skulde kunne tilegne sig en klar Erkendelse af, hvad der paa ethvert Punkt er absolut fornødent for at de kan være fuldt ud berettiget til at sige, at de er traadt ud af den gamle Afhængighedstilstand. Et af de Punkter, hvor der stadigt for en stor Del af vort Partis Medlemmer har hersket Uklarhed om, hvad der maa fordres af den Arbejder, der erklærer sig for at være Socialdemokrat, er, at der ikke har været den rigtige Forstaaelse til Stede af, at et socialdemokratisk Parti absolut maa være bygget paa det Grundprincip, at Partiet gennem den almindelige og lige Valgret maa ubetinget være sin egen Herre og gennem sin Valgret have ubetinget Magtfuldkommenhed over Alt, hvad der angaar og tilhører Partiet. Den mangelfulde Opfattelse i den Retning erAarfagen til, at vort Parti i et meget vigtigt Punkt ikke har været i Overeensstemmelse med sine egne Principer og derigennem ogsaa Aarsag til, at der har kunnet finde Begivenheder Sted i vort Parti, der har fremkaldt Mistillid til Fremtiden hos den Del af dets Medlemmer, der har begaaet den store Fejl at tro, at man som Socialdemokrat nok tør følge den uden den gamle Afhængighedstilstand herskende Skik og Brug, næmlig, at Arbejderne skal blindt hengive sig Andre i Vold i stedet for at stole paa sig selv, og at de skal gøre sig afhængig af Andre i Stedet for at gøre sig afhængig at sig selv. Vi finder det imidlertid ikke alene undskyldeligt, men endog selvfølgeligt, at den her nævnte mangelfulde Opfattelfe vilde gøre sig gældende i Partiets første Perioder, men paa den anden Side finder vi det urimeligt, om Arbejderne ikke af Erfaringen skulde ville lade sig belære om, hvad der i saa Henseende udfordres af dem og om de ikke i Stedet for at lade Mistilliden vinde Plads hos dem, vilde sige saaledes: For Fremtiden stoler vi paa os selv, for Fremtiden administrerer og kontrollerer vi selv paa alle Punkter vore egne Anliggender og for Fremtiden giver vi os derved al mulig Sikkerhed for, at ingen Tab i nogen Retning af saa stort Omfang, at det kan skade os føleligt i økonomisk Henseende eller paa nogen Maade ryste vor Partistilling, kan tilføjes os af enkelte Personer.

Denne Opfattelse af Forholdene er det nu paa Tiden at ethvert Medlem tilegner sig. Det Medlem, der ikke nu sluttelig og endelig gør det, han gør ikke sin Pligt mod sig selv, mod Partiet eller mod de Principer, som han ved at mælde sig ind i det socialdemokratiske Parti har erklæret at hylde.

Vil Partiets Medlemmer i den her nævnte Retning gøre deres Pligt, skal det nok vise sig at Socialdemokratiet i Danmark skal gaa fremad med oprejst Pande, fremad mod en bedre Tilstand for Arbejderne og for det overvejende Flertal af de andre Klasser af vore Medborgere. Ser vi tilbage paa Partiets Fortid, har vi ingen Grund til at tvivle om, at ogsaa det Stød som her er tilføjet det, vil være virkningsløst; det er hverken første eller anden Gang at Partiel har gennemgaaet alvorlige Kriser, og det vil ogsaa vide, at gaa sejrende ud af denne.

Vi har Grunde nok til at sige til os selv: "Vi vil sejre". Vi har for det Første Hensynet til vore egne Interesser, til vor Nutid og vor Fremtid, men vi har ogsaa et Hensyn at tage til vore Modstandere, navnlig det, at vi vil, saa hurtigt som muligt, berøve dem al Anledning til at glæde sig over, at det gaar tilbage med os. Disse gar altid, hvor Lejligheden dertil nogenlunde har været for Haanden, været paa Pladsen med deres Spaadomme om at nu stod Socialdemokratiet paa Randen af sin Undergang. Denne Gang kommer Spaadommen frem med en Del større Tillidsfuldhed end ved tidligere Lejligheder. "Berl. Tid." f. Eks fortæller at nu maa nok "Soc. Dem " gaa ind og "Dagstelegrafen" haaber, at "nu vil den kunstige Bevægelse som har bragt Nød og Fortvivlelse i saa mange Arbejderfamilier, og som næppe har været uden Indflydelse paa vore indre politiske Forhold, paa Grund at Venstreførernes Leflen med den, (det vil sige med Socialdemokraterne) i det Væsenlige være endt." "Dagbladet" skriver i den foreliggende Anledning en Leder, der udtrykker de Nationalliberales Glæde over at de nu tør haabe at være bleven af med Socialismen her i Danmark. "Vore Arbejdere", hedder set i nævnte Leder, "er visselig ikke af Naturen anlagt til at være Gudsfornægtere og Fædrelandsforhaanere", og Bladet glæder sig til at de nu som den forlorne Søn vil vende om fra Forværdelsens Vej og for Fremtiden lade være med at synge Sange om Frihed, Lighed og Broderskab mellem Nationerne og i Stedet for istemme de filosofisk-kristelige Krigsfange, som s. Eks.: "Nu skal vi nok atter med Prøjserne slaas" osv. "Selv om Arbejderbevægelsen ikke med et Slag er forbi," siger "Dagbl.", saa vil dog den Kritik, der er vakt ved de Bortdragnes Afrejse, ikke lægge sig til at sove igen overfor disses Afløsere. Det er en Stræng, som "Dagbladet" naturligvis i Øjeblikket finder Anledning til at spille paa. Det er paa Mistilliden indenfor Grænserne af det socialdemokratiske Parti, at vore Modstandere bygger deres Forhaabninger, men de Herrer vil komme til at erkende, at de dog ad den Vej Intet kan udrette, fordi vort Parti, som vi ovenfor har udtalt, nu vil organisere sig saaledes i alle dets Anliggender, at Mistilliden derved berøves en Grundvold at staa paa.

Den Stemning, der har været til Stede paa de Møder, der siden i Fredags er holdt i Anledning af den Situation, der foreligger, giver os al Grund til at haabe, at den Mistillid, der naturlig i Øieblikket er til Stede hos adskillige Medlemmer af vort Parti, vil vise sig at være ugrundet og at det Samme vil blive Tilfældet med vore Modstanderes Glæde.

Tiden er nu for Haanden, da det skal vise sig, om vort Partis Medlemmer er principtro Socialdemokrater eller ikke. Enhver principtro Socialdemokrat vil nu slutte sig inderligere til Foreningernes og Partiets Organ end nogenside tidligere, i Erkendelse af, at Socialdemokratiets Fremtid her i Landet afhænger af den Fasthed, hvormed nu Partiets Medlemmer slutter sig sammen om det socialdemokratiske Princip.

(Social-Demokraten 27. marts 1877).

Ud over ca 5 manglende numre i de to næste uger opretholdt Social-Demokraten udgivelsen af et nummer om dagen. Men den daværende samfundskrise betød små lønninger så arbejderne ikke havde råd til at betale fagforeningskontingent. Da Folketinget i  foråret 1877 nedstemte regeringens finanslovsforslag, sendte og Estrup tinget hjem og udstedte en finanslov på egen hånd uden vedtagelse af rigsdagen. Arbejderbevægelsen gik ind i en nedgangsperiode: Mange fagforeninger blev opløst, mange forlod partiet. Det begyndte at vende i februar 1878 med dannelsen af Socialdemokratisk Forbund hvor blev parti og fagbevægelse blev adskilt. Partiets ledere valgtes fra arbejdernes rækker. 

Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Nordslesvig den 21de Marts 1877. Den Tysker, der i sin Tid skrev Farcen "Drei nette Jungens"  maa have været i besiddelse af et ligesaa skarpt Serblik, som Danmarks Sankta Eberta. Ti Manden maa i det øjeblik han fik Idéen til sine drei nette Jungens upaatvivlelig have havt et Syn, der viste ham Lars Dinesen. som Rebaktør af den folkelige Vandmølle. med Lucianus Kofoed og Julius Schytte, som Stabstrompeter og basunblæser paa Vandmøllen. Dog det var ikke Hr. Lars Dinesen, men hans Aandsfælle, Hjort-Lorenzen og Dannevirke, vi ville ofre nogle Pennestrøg - den storreaktionære bureaukrat og forhenværende By- og Herredsfoged Hjort-Lorenzen maa virkelig undskylde os. at vi nævner en bonde som hans Aandsfælle, dog Tilgivelsen er os sikker, da bonden ikke hører til de Forenede, men til de Forvandlede.

Skønt de andre danske blade i Nordslesvig med største Samvittighedsfuldhed kun er et Ekko af "Dannevirke", der igen danser efter "Fædrelandet"s og "Dagbladet"s Piber, hører man dog ofte af vore ultra Danananer, at der var bedst for den danske Sag, at der kun i Nordslesvig eksisterede ét dansk blad, naturligvis "Dannevirke", da det var tilskrækkeligt. Fuldkommen rigtig, I Herrer Danananer, "Dannevirke" Hyrden og befolkningen Faarene, saaledes bør det være, og er det i Virkeligheden allerede, da vore danske blade, som vi tidligere har omtalt i "Social-Demokraten", ikke optager i sine Spalter et eneste Oppositionsord mod den reaktionære danske Højreretning, hvis Apostel "Dannevirke" er. Bille, Ploug og de øvrige danske Højremænd behøver virkelig ikke noget bedre Talerør end Hjort-Lorenzen med sin "Dannevirke".

Vore danske og tyske blade har nu et ypperligt Spaltefoder ved at skændes om den af Kryger i den tyske Rigsdag stillede Opfordring, angaaende en Opfyldelse at den bekendte § 5. Uagtet de tyske Socialister fra første Færd har erklæret sig for Opfyldelsen af denne § 5, idet de med Rette paastaar, at ligesom Privatmanden er retslig forpligtet til at opfylde et givet Løfte, bør ogsaa Staten være det, har Hr. Kryger denne Gang som Medundertegner af sit Andragende benytter de mest reaktionære Partikularister. Man maa altsaa antage, at Hr. Kryger efter sine københavnske Højrevenners Raad og Ordre nu har fuldbragt det brud med Socialdemokraterne, som han paa en mindre heldig Maade indledede ved de Skrivelser, han sendte ud i Verden i Slutningen af forrige Aar. Social-Demokraterne trænger ikke til Hr. Krygers Kammeratskab, men hvorvidt Hr. Kryger har handlet politisk rigtigt, ved ikke at søge Hjælp hos et Parti, der i Løbet af tre Aar har vundet 50 Procent Slemmer, er et andet Spørgsmaal, som en ikke altfor fjern Tid maaske vil løse. Hr. Krygers københavnske Venner har allerede gjort saa mange politiske Dumheder siden den første slesvigske Krig, at der aldeles ikke er noget Forunderligt i, at de ogsaa faar ham lokket paa Glatisen. - m - 

(Social-Demokraten 23. marts 1877).

Lommetyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at den oftere for Tyveri og Bedrageri straffede Ole Hansen i December f. A. havde udstaaet en Maaneds Tvangshusstraf for Løsgængeri, blev han indlagt af Fattigvæsenet i Islemark Fattighus. Her frastjal han et andet Fattiglem en Portemonnaie med nogle Penge i, samt en Tobakspibe med Tobakspung. Straks efter at have vedgaaet dette Tyveri forlod Ole Fattighuset og begav sig hen i Brønshøj Kro. Her satte han sig til at svire og spille med tre Arbejdere, der imidlertid i Løbet af Natten forlod Kroen. Tilsidst, da Kl. var 4, var Ole alene tilbage i Krostuen, idet Kroens Staldmester, der tillige bestyrer Kælderstuen, havde, overvældet af Træthed, lagt sig til at sove i et Sideværelse, iført sine Klæder. Lysten til at begaa Tyveri opstod nu igen hos Ole, der i Løbet af Natten havde opbrugt det Fattiglemmet fra stjaalne Pengebeløb, og han listede sig derfor ind til Staldmesteren og udtog med Forsigtighed af dennes ene Benklædelomme en Portemonnaie, hvori der hændelsesvis den Nat var et stort Beløb, næmlig 195 Kr. Han forlod nu straks Kroen og begav sig ad Landevejen til Ballerup, hvor han om Morgenen tidlig bankede Krofolkene op og satte sig straks til at holde fint Maaltid og at drikke. Han byttede en Hundredekroneseddel og bortskænkede til forskellige Personer, han kom i Berøring med, større og mindre Beløb, købte et Gevær osv. Han blev imidlertid samme Dag greben, men havde da allerede forbrugt henimod 100 Kr., af hvilke det lykkedes at skafte Staldmesteren en Del tilbage, foruden de hos Ole ved hans Anholdelse beroende Penge. Ved Københavns Amts nordre Birks Ekstrarets Dom blev Ole Hansen, der er 20 Aar gammel, anset efter Straffelovens 230 med Forbedringshusarbejde i 1 Aar.

(Social-Demokraten 21. marts 1877).

Korrespondence fra Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Nordslesvig, den 11te Marts.

I den gamle Invalid "Berlingske Tidende", der nu med Vemod kan tænke tilbage paa den Tid, da den som en anden Ridder uden Frygt og Dadel brød en Toskillings-Landse for det københavnske Hvedebrød, har Hr. Vicedirektør Oldenborg for længere Tid tilbage leveret den Udtalelse, at et hvert Menneske bør stadig følge den barmhjertige Samaritans Eksempel. Da Københavns Politi og Barmhjertighed altid har forekommet os som to hinanden modsatte størrelser, blev vi noget overraskede ved denne Udtalelse af Vicepolitidirettøren. og besluttede at beholde den i Hukommelsen for ved given Lejlighed at opfriske den. Efter at Frihedsmanden Karl Ploug med sit elskværdige gammelstrandske Galanteri har leveret et Dommedagsslag mod de to Præster, der rigtignok paa en lidt bagvendt Maade optraadte mod Prostitutionen, synes Sagen igen at falde noget sammen, skøndt Prostitutionens Ophævelse hører til de Ting, der uafbrudt bør staa paa Dagsordenen, indtil ogsaa i dette Forhold Humanitet og Ret har besejret det moderne Slaveri. Paa en Forespørgsel, vi for et Par Aar tilbage rettede i Hamborg, om hvorfor Politiet havde anordnet forskellige Takster i de forskellige offenlige Huse, blev der i fuld Alvor givet os det Svar: Forskjellig Pris maa der være, for at de gamle Senatorer og rige Handelsherrer kan have Steder at besøge, hvor ikke enhver Plebejer har Raad til at komme. Svaret var ligesaa kynisk og bistert som træffende for de nuværende Samfundstilstande. Alt for Mammon, for at beskytte den fashionable Verden er intet Offer for dyrt, selv om tusinde af Kvinder derved skal stilles udenfor Samfundet, betegnede af Politiet som Udstødt af Menneskeheden. Den barmhjertige Samaritan gælder ikke for den faldne Kvinde - ti Tvangsarbejdsanstalten paa Københavns Ladegaard og den barmhjertige Samaritan, hvorledes de to Ting kan forliges, gaar over vor Forstand, og vistnok over Vicepolitidirektørens med. I Hamborg nøjes man dog med simpel Arrest for, som det officielt hedder de under Sædelighedspolitiets Kontrol staaende Kvinder, ligesom i det Hele taget, om end Fængselsstraffen anvendes noget hyppigere i Tyskland end i Danmark, saa udføres den til Gengæld i Tyskland paa en langt mindre pinlig Maade. Noget vi allerede tidligere har omtalt i "Social-Demokraten", men tror ikke kan gentages for ofte.

I forskellige Lande har der nu dannet sig Foreninger til Prostitutionens fuldstændige Ophævelse, men i det kære gamle Danmark, der ellers har nok baade af mulige og umulige Foreninger, har endnu Ingen taget Iniativet i denne Sag. Vil Etatsraader og Grosserere ikke stille sig i Spidsen, lad saa Proletariatet tage fat paa Tingene, det vil ikke være første Gang, at Proletaren har løftet den Sten, der var Storborgeren for tung. "Afskaf Prostitutionen, og Magdalena Stiftelsen- samt de øvrige forskellige Projekter til vammelsød kristelig Frelse for Kvinden vil forsvinde som Dug for Solen, ligesom i den socialistiske Stat Tyveri og Grunden vil være en Umulighed, fordi Socialismen i sig selv er en Tilintetgørelse af Roden til alt Ondt, Begærligheden. Prostitutionen er et nødvendigt Onde! raader Politiet, dets Sagkyndige og en stor Del af det Bestaaendes ufortrødne Talsmænd, uden at tænke paa, at de netop ved dette Udraab udtaler den skarpeste Fordømmelsesdom over den nuværende Samfundsorden, ti et Samfund, som ikke kan bestaa uden Prostitution, fratager sig selv Retten til at eksistere. Vil Politiet ikke afskaffe Prostitutionen, fordi det har den Overbevisning, at Bordellet og indskrevne Fruentimmer er en Nødvendighed i denne Verden, og er Folkestemningen endnu ikke stærk nok til ad lovlig Vej at hidføre en Forandring i Skandalen, bør dog Politiet i det mindste sørge for, at disse stakkels Kvinder, der hjemfalder til Prostitutionen, ikke ved saa at sige at stilles udenfor Loven og det borgerlige Samfund, styrtes dybere i Elendigheden, end det er absolut nødvendigtþÿ  en Bue, spændt for haardt, springer itu, og en Strænghed, dreven for vidt, forfejler sit Maal. At Politiet, som vi gærne tror, med stor Beredvillighed af og til redder en Kvinde fra Smudset, betyder intet mod den Mængde af Kvinder, der ved det nuværende Systems Haardhed, med og mod sin Vilje, lidt efter lidt styrtes dybere i Afgrunden. "Med den prostituerede Kvinde er der Intet at stille op!" hører man ofte stot henkastet, men hvis saa er, hvem bærer Skylden? Hvorfor straffe Virkningen og lade Aarsagen gaa fri?

- M -

(Social-Demokraten 14. marts 1877).

Erindringsmedaljen. (Efterskrift til Politivennen).

Christian 9. havde i 1864 lovet en medalje til deltagerne i krigen. Men det var først da våbenbrødrene gjorde opmærksom på løftet at der begyndte at ske noget i 1871. Sagen blev sat i bero indtil 1874. Den 11. marts 1877 blev Erindringsmedaljen for Krigen 1848-50 og 1864 givet til de der havde ansøgt om det. Berettigede var alle der havde deltaget i Krigen 1848-51 og Krigen 1864. Den blev leveret i en lille hvid papæske med et diplom. I den anledning var der en ceremoni for de som havde fået medaljen på Børsen. Herefter gik et optog af 5-6.000 gik til Amalienborg, hvor Christian 9. holdt en tale.

Medaljedagen. Saa oprandt da i Søndags den store Dag.

I lange Tider har Provinsaviserne strømmet over af Beretninger om de Fester, der er blevne afholdte i Anledning af Erindringsmedaljens Uddeling. Man har ved disse Fester udbragt "rungende" Leveraab for Medaljens Giver (Kristian den Niende, skønt han kun uegenlig er dens "Giver", efterdi alle Udgifterne er blevne afholdte af Statskassen) for Fædrelandet, de tapre Soldater, osv. osv., i Henhold til det gamle Ord: "Naar Øllet gaar ind, gaar Viddet ud".

Man har gjort endnu mere. Paa et fremskredent Gildestandpunkt har man afsendt hyperloyale Telegrammer til Kongen, har svoret ham Huldskab og Troskab, osv. osv., uden at huske paa det gamle Ord: "Loven er vel ærlig, men Holden er somme Tider besværlig".

Man er gaaet endnu videre. Man har kastet sig ind i den politiske Strid mellem Folketingsflertallet og Estrupperne, taget Parti for disse Sidste, lovet dem Understøttelse osv. Paa Frederiksberg gik man endogsaa saa vidt, at Instruktør Holst i en Haandevending stillede samtlige Vaabenbrødre til Kongens Disposition for det Tilfældes Skyld, at nogen "Vanhellig" skulde vove at røre ved hans Ret - som skrevet staar: "Store Ord og fedt Flæsk hænger ikke fast i Halsen."

Saa oprandt da i Forgaars den store Dag, der skulde sætte Kronen paa alle Festerne og forbavse det ganske Land, særligen os Københavnere. Kl. 11½ slet samledes de Medaljerede paa og ved Børsen, hvor der skulde holdes Taler, og hvorfra man i Procession skulde marchere til Amalienborg, lige midt under Kirketiden. O! Crone! Hvor uransagelige ere dine Domme og dine Veje usporlige!

Udenfor Børsen havde der samlet sig adskillige Tusinder Tilskuere, som morede sig kosteligt over Medaljemændene, og det regnede ned med Vittigheder over disse. Baandet til Medaljerne havde efter Sommes Mening en paafaldende Lighed med Støvlestropper, og selve Medaljerne var, mente Andre, fabrikerede af gamle franske Kaffekedler. Adskillige Bemærkninger var meget nærgaaende mod de stakkels Dekorerede; det var derfor ikte saa underligt, at Adskillige af disse i al Stilhed puttede Medaljen i Bukselommen.

Endelig blev Talerne færdige inde i Børssalen, og Toget satte sig i Bevægelse. Den nysgerrige og lattermilde Mængde fulgte med. Politiet holdt Pladsen nærmest Kongens Palæ paa Amalienborg afspærret, den var forbeholdt Medaljemændene. Den øvrige Del af Pladsen blev hurtig fyldt af Tilskuere.

Der gik en temmelig lang Ventetid. Der blev sagt, at en Deputation, bestaaende af Kaptajn Schønning og Fotograf Koch fra Svendborg og én til var hos Kongen. Langt om længe blev der aabnet et Par Vinduer i Stueetagen, og Kongen traadte frem i Vindueskarmen, ledsaget af Kronprinsen og Prins Valdemar.

En Del af de Dekorerede tog Hatten af og raabte Hurra. Alle Tilskuerne beholdt Hatten paa og tav stille. Somme af dem hyssede endogsaa. Det var derfor et meget svagt Hurra, det lod saa spinkelt og spædt, at de bageste af Tilskuerne næppe kunde høre det.

Kongen sa'e Noget, og der blev igen udbragt Hurraraab og det lige saa ynkelige Hurraraab som de første.

Kongen trak sig tilbage. Nogle faa Stykker gav sig til at raabe igen, og saa traadte Kronprinsen frem og bukkede. 

Dermed var det hele forbi, og Mængden spredtes i al Stilhed. Og derom var der kun én Mening, at et saa stilfærdigt , begejstringsløst Optog har Købenbavn aldrig set for. Og derom var der tun en Mening, at en saa ligegyldig Mængde som den, der havde samlet sig paa Amalienborg, har der aldrig nogen Sinde staaet lige over for et Lands Kongehus.

Festen var, kort sagt, fra Ende til anden en gyselig Fiasko. Deltagerne i den gik slukørede hjem og gemte deres Medaljer paa Kistebunden, rimeligvis for ikke mere at tage dem frem.

Det fortjener at fremhæves, at de fleste af Deltagerne var fra Landet, og at de københavnske Deltagere saa meget lidt imponerende ud. En af dem tog ganske rolig imod 10 Øre til en Bajer, som en Tilskuer gav ham.

(Social-Demokraten 13. marts 1877).

Flere steder i landet (bl. a. Århus, Kolding) havde de lokale afdelinger af Våbenbrødrene ifølge aviser afsendt telegrammer til Christian 9. om at medaljen måtte styrke hengivenheden til kongen og regeringen. Venstre-aviserne forholdt sig kritisk til uddelingen af medaljerne.

Fra en kjøbenhavnsk Borger, der er blandt Erindringsmedaljens Bærere, have vi modtaget en harmfuld Protest imod, at Ladegaardslemmer under deres Funktion som offenlige Gadefejere bære Medaljen. Herved er imidlertid intet at gjøre, da ikke Fattigdom eller andre sociale Lyder, men alene vanærende Straf udelukker fra Hæderstegnet.

- Fra Ballerup skrives til os: Uddelingen af Erindringsmedaljen for Krigene 1848-50 og 64 fandt Sted for Ballerup Sogn om Eftermiddagen den 22de f. M. i Ballerup Kros Spisesal, der i den Anledning var bleven smukt dekoreret. Før Uddelingen holdt Hr. Pastor Picker en Tale, hvori han fremdrog Minder fra Krigsaarene og fremhævede Medaljens Betydning. Derefter begyndte Uddelingen, der foretoges af Sognefoged, Hr. I. Petersen til Kirstinelund. Efter Uddelingen afholdtes Fællesmaaltid, hvorefter der blev udbragt Skaaler og holdt Taler. Hr. Picker holdt for Kongen og for Danmark, Hr. Lærer Busck for Sønderjyden og for Danebrog, Hr. Skomager Kyhl for Soldaten fra 1864. Han mente, at Soldaten i 1864 havde lige saa fuldt gjort sin Pligt som Soldaten i 1848-50, men ved Hjemkomsten fra Krigen 1864 blev han ikke modtaget som Soldaten ved Hjemkomsten efter Krigen 1848-50. Krigens uheldige Udfald i 1864 maatte ikke lægges Soldaten til Last, men maatte søges i andre Forhold - Forhold, overfor hvilke Soldaten i 1848-50 ikke vilde have udrettet mere end Soldaten i 1864. Hr. Rebslager Petersen fremdrog Minder om Frederik den syvende. Kjøbmand Reeh talte for Kvinden og for Krüger. - Festligheden sluttedes Kl. 12.

(Morgenbladet (København) 16. marts 1877).

(Indsendt )

Paa en Tid, da der rundt om fra Landet meldes om Festligheder, der ere afholdte i Anledning af den af Konge og Rigsdag skjænkede Erindringsmedalje til Krigerne fra Danmarks Kampe i 1848-50 og 1864, maa det dobbelt forbavse at se, hvad Stenderup Sogneraad har troet at burde byde de gamle Krigere her i Sognet. Man henvendte sig til Sogneraadet med Anmodning om at maatte benytte Skolestuen til en Højtidelighed i Anledning af Erindringsmedaljerne. Vi havde aldrig kunnet tænke os at skulde møde et Afslag her, saameget mere som Skolen har været benyttet baade til Koncerter, Komedier, Bryllupper o. desl., og hvem kunde da tænke, at Sogneraadet kunde finde Anledning til at nægte at benytte den til den højtidelige Udlevering af Mindetegnene for dem, der have kæmpet for Fædrelandet? Ikke des mindre er dette bleven gjort, men hvad har vel foranlediget Sogneraadet hertil? Skulde det være, fordi det fortrinsvis kun er Folk af den mindre Klasse, som her i Sognet have faaet Mindetegnet, eller fordi Sogneraadets Medlemmer til Dels ere Højrefolk, og de allerfleste af Medaljemændene Venstrefolk.

En Medaljemand.

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 4. april 1877).

Ovenstående er ikke et enkeltstående eksempel på at erindringsmedaljen af partiet Højre blev brugt til at fremme deres politiske interesser. Det vakte en del modvilje hos Venstre. Ved et politisk møde i Vendsyssel den 14. april 1877 blev det oplyst at modtagere af erindringsmedaljen for 1864 ville sende den tilbage (ifølge Morgenbladet).

Medaljemændenes Adresse til Kongen. Som tidligere nævnt var forleden et Møde i Aarhus af Medaljemænd, som vedtog en Adresse til Kongen. Indbyderne have tilstillet os denne med Anmodning om Optagelse, hvilket herved efterkommes. Adressen lyder saaledes:

"Allernaadigste Konge !

Af undertegnede Deltagere i Krigene 1848-50 og 1864 have mange allerede bragt Deres Majestæt vor undersaatlige Hyldest og Tak for den modtagne Erindringsmedalje. Ikke desto mindre føle vi en inderlig Trang til sammen med Vaabenfæller fra hele Landet at henvende os til Deres Majestæt for at udtale vor Taknemmelighed for det os givne Ærestegn, idet vi love, at dette Tegn altid skal minde os om vor Pligt, som trofaste danske Mænd at stutte Kreds om Kongen og vort kjære Fædreland.

Deres Majestæt!

Underskriverne af denne Adresse ere alle ældre Mænd, for hvem Bevarelsen af Hjemmets Fred og Lykke horer til vort Livs dyrebareste Interesser, og som derfor i Krigens Gjærning kun have søgt at opfylde enhver god Borgers Pligt, naar Fædrelandet kalder sine Sønner; men idet vi føle os forvissede om at Danmark aldrig vil savne tapre Mænd, rede til dets Værn, naar det gjælder, er det vort Haab, at hvad der i Fredens Dage kan gjøres, for at Landet kan være forsvarsdygtigt i Farens Stund, vil blive gjort, idet vi have den Fortrøstning til Deres Majestæts landsfaderlige Omsorg, at det vil lykkes at tilvejebringe saa betryggende Forsvarsanstaltninger for vort Fædreland, som efter Evne kunne naaes.

Gud bevare deres Majestæt og vort kjære gamle Fædreland!"

Indbyderne ere 127 i Tallet og ere Mænd i de "forskjelligste Livsstillinger", men vi kjende kun en af dem som Venstremand, næmlig Kapt. Klaudius Madsen i Middelfart, derimod finde vi Højremændene Redaktør Jensen i Korsør, Kaptejn Jagd, Lusianus Kofod osv. Indbyderne sige, at de have holdt Adressen fri for Politik, og det kan forsaavidt være rigtigt; men vi tillade os at udtale den Forvisning, at Højre bagefter vil tage Adressen til Indtægt naar den udtaler Haabet om, at Landet i Fredens Dage sættes i forsvarsdygtig Stand. Dernæst forekommer det os ogsaa lidt meningsløst, naar Adressen stoler paa Kongens "landsfaderlige Omsorg" i Forsvarssagen. Dette er fuldstændig i Samklang med Højres Adresser, naar de tale om Kongen som "Forfatningens Vogter". Kongen er ikke Forfatningens Vogter, det skal Folket selv være. Kongen er ikke den det paaligger med landsfaderlig Omhu at ordne Forsvarssagen, men det er ogsaa her Folket selv, der har at betale Byrderne og at være med paa Raad ved Ordningen.

(Vejle Amts Folkeblad 25. juni 1877).

Om Claudius Madsen, se Åge Petersen: Claudius Madsen. Soldat og journalist. Nordisk Litteratur Forlag, 1963. Han var efter Krigen 1864 redaktør for Venstreavisen Middelfart Avis og en del år formand for våbenbrødrene i Middelfart. Han var blandt de 10 højeste skatteydere i byen.

Medalje-Industri. I "K. A." klages der over, at man hyppig i den senere Tid omkring i Landsbyerne træffer Tiggere, ofte stærke og kraftige Karle, med Erindringsmedaljen paa Brystet. I Reglen er man patriotisk og betænker Fædrelandsforsvarerne lidt rundeligere end Tiggerne i Almindelighed. Dette Forhold har nu imidlertid affødt den trafik, at man laaner - eller lejer - sin Medalje ud til Tiggervandringer. Det er saaledes fortalt, at en Daglejer har udlejet sin medalje i 10 Dage til en Tigger for en Krone, og at denne har gjort gode Affærer på sin Vandring.

(Social-Demokraten 30. marts 1878).

I 1898 levede der omtrent 16.000 der havde deltaget i Krigen 1848-1851. 1.000 fik invalideforsørgelse, 5.000 var under offentlig forsørgelse og 5.000 havde en årlig indtægt af omkring 200 kr. I anledning af 50 året bevilligede Rigsdagen 300.000 kr. Hvis altså 10.000 ansøgte, ville de kunne få 30 kr. hver. Folketinget havde foreslået 1½ mio. kr. Men regeringen og højreflertallet i Landstinget nedsatte det til det nævnte beløb.

Tiltale for Tyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Da en i Taarbæk boende Fiskers Hustru Fredagen den 8de December f. A. savnede noget Linned og Børnetøj, som hun havde udhængt til Tørring paa en Stejleplads ved deres Bolig, og da hun ved ca. 14 Dage senere tilfældig at indfinde sig paa en Snedkers Bopæl, ligeledes i Taarbæk, bemærkede, at det mindste Barn var iført Noget af det stjaalne Børnetøj, underrettede hun Politiet, til hvilket hun tidligere havde gjort Anmeldelse om det formentlige Tyveri, om, hvad hun havde set. Da Politiet indfandt sig paa Snedkernes Bopæl, indrømmede Snedkerens Hustru, at hun var i Besiddelse af det bortkomne Tøj, men forklarede, at hun den 8de December f. A. om Aftenen mellem Kl. 7 og 8 havde fundet Tøjet liggende paa Gangstien ved Fiskernes Stejleplads, og at hun, skønt hun antog, at det var Tøi, der var blæst bort fra et eller andet Sted, havde beholdt det uden at fremlyse det. Efter Fiskerkonens Forklaring havde hun, da hun udhængte Tøjet til Torring, fastgjort det dels ved Hjælp af Klemmer, dels ved at binde det til Snoren, og idet hun forklarede, at hun kunde mindes, at det den foregaaende Aften var stille Vejr, udtalte hun den Formening, at Tøjet ikke kunde være blæst hen paa Gangstien, i hvilken Henseende hun kunde erindre, at skønt det øvrige tilbageblevne Tøj, der ligeledes var udhængt til Tørring, kun var kastet over Klædesnoren, fandtes Alt dette dog, da hun tog Tøjet ind, paa den Plads, hvor hun havde hængt det, og hun maatte saaledes antage, at den Tiltalte havde stjaalet det savnede Tøj fra Snoren. Dette nægtede den Tiltalte vedblivende, og det fandtes ogsaa, navnlig i Betragtning af at det Sted, hvor hun paa stod at have fundet Tøjet, kun var fire Alen fra det Sted, hvor det havde været ophængt til Tørring, og da det ikte nærmere havde kunnet oplyses, om det den paagældende Aften virkelig havde været stille Vejr, betænkeligt at anse den Tiltalte for skyldig i Tyveri. Derimod blev hun, der havde undladt, at fremlyse Tøjet, som det var hendes Hensigt at beholde, og ved hvilket hun havde foretaget nogle Forandringer, ved Københavns Amts nordre Birks Ekstraretsdom anset ester Straffelovens § 247 med Fængsel paa Vand og Brød i tre Dage. Den Tiltalte er 32 Aar gammel og fandtes ikke forhen straffet.

(Social-Demokraten 11. marts 1877).

Arbejderdeputation hos Estrup. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdermødet den 5. februar på fælleden havde ifølge Social-Demokraten samlet 15.000 arbejdsløse. I indkaldelsen i dagene op til mødet var aftrykt et forslag til et andragende som skulle overdrages Estrup.

Arbeiderdeputationens Audients hos Conseilspræsidenten. En Deputation, bestaaende af Cigarmager Giessing, forhenv. Jernstøber Lunde, Smed Sørensen og Skræder Jørgensen havde idag Kl. 12 Audients hos Hs. Excell. Conseilspræsidenten i Anledning af det paa Nørrefælled i Mandags afholdte Møde af Arbeidsløse. Deputationens Ordfører, Cigarmager Giessing, overrakte og motiverede et Andragende angaaende Afhjælpning af den forhaandenværende Arbeidsløshed. Andragendet lød saaledes:

"Deres Excellence!

Efter Bemyndigelse af de talrige Deeltagere i det af Bestyrelsen for det socialdemokratiske Arbeiderparti til Mandag den 5te Februar Kl. 12 indvarslede Made paa Nørrrefælled ved Kjøbenhavn af arbejdsløse Arbeidere, tillader Undertegnede sig at anmode den høie Regjering om at tage under alvorlig Overvejelse, hvilte Midler der kunde tjene til at lette de uhyggelige Følger af den store Arbejdsløshed, og tillade vi os navnlig ærbødigst at henlede Opmærksomheden paa nedenstaaende, paa Mødet fremsatte og bifaldte Forholdsregler: 

At den høie Regjering selv foretager og øver Indflydelse paa Communerne, for at disse kunne foretage saadanne Stats- og Communearbeider, der kunne sættes i Værk med kort Varsel. 

At der bevilgee en større Sum til directe Afhjælpning af Trangen hos de Arbejdsløse og som uddeles, uden at Reglerne for modtagen Fattighjælp (altsaa Tab af borgerlige Rettigheder vsv.) finder Anvendelse; samt

At der bevilges en Statsunderstøttelse til Befordring af uformuende Arbeideres Udvandring, hvorved den overflødige Arbejdskraft kan bortledes.

Idet vi al Ærbødighed fremsætte disse Forslag til den høie Regjerings Overveielse, forbeholde vi os, om fornødent, senere at give en yderligere Motivering til saadanne blandt de fremsatte Punkter, som den høie Regjering maatte ansee det for nødvendigt at forelægge Rigsdagen.

Sluttelig tillade vi os at haabe, at de nuværende ertraordinaire Forhold i Arbejderklassen maae kunne bevæge den høie Regjering til at anvende de nævnte eller lignende særegne Midler mod Nøden og Elendigheden, da en Fortsættelse af den bestaaende fortvivlede Tilstand uundgaaeligt vil ende med at bibringe mange Arbeidere den uheldige Tro, at Statssystemet, som det nu er, ikke paa nogen Maade vil kunne yde ham Trøst i paakommende Nød, tiltrods for det forholdsvis betydelige Bidrag, som han af sine Indkomster og ved sin Person og sit Arbeide yder til dets Opretholdelse, Selvstændighed og Velstand."

Hs. excell. Conseilspræsideuten svarede, at han ikke skulde udtale sig om Aarsagerne til den tilstedeværende Arbeidsløshed og den dermed i Forbindelse staaende Trang, eller om, hvorvidt Trangen i Virkeligheden var saa stor som forudsat i Andragendet, men vilde, idet han yttrede sig em de enkelte Punkter i Andragendet, gaae ud fra, at det var en Kjendsgjerning - og det en sørgelig Kjendsgjerning - at Arbeidsløshed virkelig er tilstede, ikke blot i Kjøbenhavn, men omkring i Landet. Hvad angik det første Punkt i Andragendet, tilsigtede det, at Arbeidsløsheden skulde modvirkes ved, at der saavel for Statens som for Communernes Regning saasnart som muligt blev udført større Arbeider. Hertil maatte Ministeren imidlertid bemærke, at Communerne her i Landet vare stillede saa selvstændigt, at det ikke kunde paalægges dem at lade saadanne Arbeider udføre, ja at Regjeringen ikke engang kunde øve et Tryk paa dem i den Retning, men han trivlede ikke om, at Communerne selv i deres egen velforstaaede Interesse vilde være opmærksomme paa Spørgsmaalet. Hvad angik Statens Arbeider, vilde det være Regjeringen overordentlig kjært, om den snart maatte blive sat istand til at kunne paabegynde de store Arbeider , hvortil den havde krævet Bevilling, og selvfølgelig beklagede Regjeringen meget, at adskillige større Foretagender, deriblandt flere her i Kjøbenhavn, ikke havde fundet fornøden Tilslutning i Rigsdagen. Imod Andragendets andet Punkt maatte Ministeren udtale, at det var umuligt for en Stat at træde i directe Forhold til den enkelte Trængende, hvilket maatte være Communernes og Understøttelsesforeningernes Sag, og først naar disse ikke mere vare istand til at magte Opgaven, kunde her blive Spørgsmaal for Statskassen om at træde hjælpende til. Ministeren vilde altsaa ikke sige, at det laa udenfor Statens Opgave at søge at lindre en Nød, enten denne nu var opstaaet som Følge af Standsning i Handel og Vandel, ved Misvæxt, Stormflod eller af andre Grunde: thi forskjellige Forvold kunde ganske vist bevirke, at Nødstanden blev saa stor, at Staten maatte troede til, men at Staten directe traadte i Forhold til den enkelte Trængende, lod sig under vore Forhold ikke gjøre. Det tredie Punkt i Andragendet, Bortskaffelsen af den overflødige Arbejdskraft gjennem Udvandring, vilde Ministeren fuldstændigt kunne gaae ind paa, hvis han var enig med Andragerne om Forudsætningen, nemlig om, at Landet var overbefolket, saa at det ikke mere formaaede at skaffe den tilstedeværende Befolkning tilstrækkeligt og tilstrækkeligt lønnet Arbetde. Hvis dette forholdt sig saaledes, vilde ogsaa Ministeren ansee det for ønskeligt, at der skaffedes den overflødige Befolkning Lejlighed til andetsteds at søge det Erhverv, som den ikke kunde finde herhjemme. Efter Ministerens Anskuelse var det imidlertid ikke Tilfældet, at Landet var overbefolket, hvilket bestyrkedes ved den jevnlige Indvandring af fremmede Arbejdere. Der var ganske vist Arbeidsløshed, men den var kun temporair, og at afhjælpe en forbigaaende Arbeidsløshed ved at befordre Udvandringen, vilde ligesaa lidt være i Arbeidernes som i Samfundets Interesse, og den umiddelbare og nærmeste Følge deraf vilde være, at Udvandringen maatte erstattes ved en tilsvarende Indvandring af Fremmede. Sluttelig udtalte Ministeren Haab om, at den forhåndenværende Arbeidløshed snart maatte være tilende.

Efterat Deputationens Ordfører og øvrige Medlemmer yderligere havde fremhævet Arbeidsløshedens store Omfang og den paatrængende Nødvendighed for, at der snarest muligt bragtes Hjælp fra Statens og Communernes Side, udtalte Ministeren bl. A., at det ogsaa efter hans Anskuelse var heldigst, om Nøden kunde afhjælpes ved at skaffe Arbeide istedetfor ved blot at understøtte de Arbeidsløse, selv om denne Understøttelse ikke medførte Tab af borgerlige Rettigheder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. februar 1877).

Dom mod De frie Fagforeninger. (Efterskrift til Politivennen)

Politiretssag.

De frie Fagforeningers Lokale, Købmagergade 52. Søndagen den 21. Januar Aften Klokken 7, gives en stor forestilling i det ægyptiske Fingertrylleri af Professor Louis Faustin. Mange overraskende magiske Eksperimenter vil blive fremstillet 1 2 Afdelinger. - Mellem 1ste og 2den Afdeling, samt efter Forestillingen, vil de Herrer Skuespillere, Thorsen og Hendriksen, optræde i store komiske Roller, saasom: Herr Sølles uheldige Skøvtur og "En Ulykkelig" med nye Situationsvers af Fr. A. Hertz, hvilke Numere gives af Herr Thorsen. Herr Hendriksen giver blandt Andet: Et Postbuds Erindringer. Dernæst optræder den rigtige Mester Jakel fra Dyrehavsbakken med sit Marionetteater. God Musik er engageret, og efter hele Forestillingen finder der Bal Sted, indtil Klokken 2. Entre 50 Øre for Voksne og 15 Øre for Børn. Hele Overskudet tilfalder de strejkende Vævere. Kun Fagforeningsmedlemmer har Adgang. Opgangen er nærmest Porten, da den anden Opgang er spærret paa Grund af Teatrets Opstilling. Ærede Menigsfæller, støt Vævernes Strejke. Der kræves endnu kun 8 Dages Udholdenhed og Sejren er deres. Petersem, Lokalevært. Fr. Hertz. (Social-Demokraten 20. januar 1877).

Fra den offentlige Politiret.

- - -

Et i "Socialdemokraten" for 20de f. M, indrykket Avertissement, undertegnet "Petersen, Localevært" og "Fr. A. Hertz" bekiendtgiorde at der Søndagen derefter Kl. 7 vilde blive afholdt en Forestilling i de frie Fagforeningers Locale, Kiøbmagergade 52, bestaaende af "ægyptisk Fingertrylleri af Prof. Louis Faustin", Optræden af Skuespillerne Thorsen og Henriksen i komiske Roller, saasom "Hr. Sølles uheldige Skovtour", "en Ulykkelig" med nye Vers af Fr. A. Hertz og "Et Postbuds Erindringer" samt af "den rigtige Mester Jakel", hvorhos der lovedes god Musik og Bal til Kl. 2, Alt for en Entré af 50 Øre for Voxne, 15 Øre for Børn. Endelig tilføiedes en Bemærkning om, at kun Fagforeningsmedlemmer havde Adgang, og en Opfordring til Meningsfæller om at støtte de streikende Vævere, hvem Overskudet skulde tilfalde. Forestillingen fandt imidlertid Sted efter et Billetsalg, der ikke var indskrænket til Medlemmerne, uagtet Politiets Tilladelse ikke var erhvervet. Maler Frederik Adolph Hertz erkiendte i Retten, at Ansvaret for den herved begaaede Forseelse mod Politivedtægtens § 72 paahvilede ham, og bemærkede, at Værtshuusholder Petersen, af hvem Localet var leiet, vel ikke udtrykkelig havde bemyndiget ham til ogsaa at sætte hans Navn under Avertissementet, men at han antog sig stiltiende bemyndiget dertil paa Grund af Petersens ommeldte Stilling til Sagen. Værtshuusholder Petersen havde Intet at indvende mod denne Forklaring, og Sagen blev derefter hævet for hans Vedkommende, hvorimod Hertz vedtog at bøde 20 kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. februar 1877).

Korrespondancer fra Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance fra Nordslesvig.

Den 1ste Februar 1817.

Valgene til den tyske Rigsdag er nu definitivt afgjort her i Slesvig, og vore Danomaner, af hvilke flere ligesom visse københavnske Fallenter har en Klat Bolledejg i Hovedet i Steder for Hjerne, har nu den Glæde at, takket være deres egoistiske Politik, er Danskhedens værste Modstandere, Professor Hinchius og Dr. Wachs genvalgte, som Repræsentanter for 2den og 4de Kreds. Man har saaledes et staaende Bevis for, at det, vore Danomaner kæmper for, ikke er den saa højt udskregne Fædrelandskærlighed, men ene og alene Kærlighed til Pengesækken, denne vor raadne og ormstukne Samfunds øverste Guddom. Havde det virkelig været Kærlighed til gamle Danmark og ikke Lyst og Begærlighed efter at ville Herren, for hvilken Proletaren kun skal være Trældyret, da vilde de nordslesvigske Folkeledere med Glæde have modtaget den fremrakte Haand til en Alliance med Socialdemokraterne og i det Mindste vovet et alvorligt Forsøg paa at kaste de Herrer Hinchius og Wachs af Sadlen, men som Ordsproget siger: Blodet er aldrig saa tyndt, det er dog tykkere end Vand, og Hinchius, Wachs samt det øvrige tysk-nationalliberale Slæng er jo dog i Hovedsagen enige med deres danske politiske Navnefæller i at opretholde det nuværende Udbyttesystem, hvor 85 pCt. har at slide, for at 15 pCt. kan fungere som Dagdrivere og nyde alle Livets Goder, samtidig med at disse Lykkens Yndlinge kun for den arbejdende Proletar har de Ord: Hund, gnav Benet, vi har spist Kødet! Med en Lydighed, der næsten kan kaldes faareagtig har den af Naturen ærlige og godmodige nordslesvigske Proletar hidtil fulgt sine Føreres Befalinger, og desværre for den skikkelige Proletar tyder Intet paa, at han endnu i de første Aar vil lytte til Fornuftens Stemme og slutte sig til dem, der aabent og ærligt kæmper for Arbejdets Frigørelse fra den gyldne Internationales Tryk. Dog, som vi se af de nu afholdte tyske Rigsdagsvalg, er det lykkedes Socialdemokraterne at skyde alvorlige Brescher i de Valgkredse, der hidtil galdt for Reaktionens stærkeste Fæstninger, og derfor vil forhaabenlig om ikke altfor lang Tid vi Socialister nyde den Triumf at forstyrre den Heksedans om Gulvkalven, som nu danses af den nordslesvigske Befolkning efter de malmfulde Højre-Noder, der lyder ned til os fra hinsides Kongeaaen og paa det Velvilligste assisteres af vore Folkelederes lokkende Sirenerøster.

- M - 

(Social-Demokraten 3. februar 1877).

Korrespondance fra Nordslesvig.

Den 15de Februar 1877.

Viktor Hugo siger i sin "Napoleon den Lille" ved at omtale den almindelige Stemmeret. Der gives Ting, som et Barn kan begribe, kun Statsmandene kan ikke fatte det, og saaledes gaar det ogsaa vore danske nordslesvigske Blade , idet disse i krampagtig Iver for at skrige lige saa højt som alle de øvrige danske Højreblade om Landsthingets berettigede Indflydelse for derved paa en pæn Maade at sparke til det af den almindelige Stemmeret fremgaaede folketing, netop kommer slemt til Skade og haaner den Ret, i Kraft af hvilken den saa høit priste og ofte paakaldte Hans Kryger i Virkeligheden kan fremstille sig som Nordslesvigernes Talsmand og Repræsentant.

Efter at Rigsdagsvalgene her nu er overstaaede, begynder man igen med mere Opmærksomhed at følge Forholdene i Danmark. Da samtlige vore danske Blade, dandsende efter Hr. Hjorth-Lorenzens bureaukratiske reaktioncere Pisk, staar paa det krasseste Højrestandpunkt, som tænkes kan, er det en Selvfølge, at de fleste Sympatier her er for Højre-Mindretallet i Danmark, da man helst vil gaa efter, hvad der staar i Egnens Avis, saa sparer man selv at tænke, og Nordslesvigerens øvrige gode Egenskaber ufortalt, saa er Selvtænkning ikke hans stærke Side. Hvor mange Løgne og Uforskammetheder de tysksindede Blade i Nordslesvig diske op med om de danske Forhold, har de dog Ret i, at en Mening, der er afvigende fra vore reaktionære Folkelederes, ikke kan faa Lov til at komme til Orde i et dansk-nordslesvigsk Blad og bliver saaledes i Reglen ikke offenlig udtalt, da mange dansksindede Mænd, der har en Anskuelse modsat Folkeledernes, naar de har Valget mellem Tavshed eller at ty til et af vore tyske Blade, da foretrækker Tavsheden.

Den tyske Rigsdag træder nu igen snart sammen, og Hr. Hans Kryger vil da atter i sin isolerede Stilling i Rigsdagssalen komme til at trænge til sine socialdemokratiske Kollegers Understøttelse ved Indbringelsen af eventuelle Andragender og Ændringsforslag. Noget, som vore danske Blade aldeles forglemmer i deres plumpe Angreb paa Socialdemokratiet. Som bekendt kommer det ikke saa nøje an paa en Pølse i Slagtetiden, og vor Presse, ligegyldig dansk eller tysk, tager det heller ikke nøje med en Dumhed mere eller mindre, naar det gælder om at hudflætte en ærlig Modstander. Og Hr. Kryger kan ikke benægte, at blandt hans Kolleger i den tyske Rigsdag er Socialisterne omtrent de eneste, som ere komne ham i Møde paa en aaben og ærlig Maade, bestandig rede til at understøtte ham i de berettigede Fordringer, han kunde finde Lejlighed til at fremsætte i sine Vælgeres Interesser, Noget der imidlertid syntes, at Kryger aldeles havde forglemt under den nu afsluttede Valgkamp.

M.

(Social-Demokraten 17. februar 1877).

Hvor blive de smaa Jordeiendomme af? (Efterskrift til Politivennen)

Iblandt de Midler, som ere bragte i Forslag til Forbedring af Landarbeidernes Stilling, er neppe noget saa grundigt som det at skaffe dem Jord. Kunde en Arbeider faae saa megen Jord, at han derpaa kunde holde en Ko eller, hvis han ikke kunde naa saa højt, saa dog til et Par Faar, eller endog kun til et Par Geder, hvilken Velsignelse vilde det ikke være idetmindste for den ædruelige og stræbsomme Mand? Thi uden disse Egenskaber vilde han neppe ret lange nyde godt deraf, og Jorden vilde snart falde ud af hans Hænder. Men hvorfra skulde disse Jordstykker komme? Man har trukket Vexler paa Præstegaardsjorderne, og skjøndt mange af trassenterne uden Tvivl have ganske andre Motiver end statsøkonomiske eller philanthropiske, var det dog nok tænkeligt, at der kunde komme Noget ud af en saadan Plan, naar man først fik overvundet de Vanskeligheder, som vilde være forbundne dermed, og det saa ikke kom til at gaae med disse Jordstykker som med de Smaaeiendomme, der oprindelig have været bestemte for Arbejdsklassen; thi er denne Betingelse ikke tilstede, saa maa man hellere lade hele Sagen falde. Som bekjendt blev der nemlig ved Udskiftningen for hver Gaard, som blev udlagt, i Reglen tillige udlagt en Huuslod paa nogle Tønder Land. og Gadejorderne bleve deelte i mangfoldige Smaalodder, Laver eller Vænger, som bleve lagte til de saakaldte Gadehuse, og som ved den nye Mattikel blive ansatte til nogle Album eller Fjerdingkar Hartkorn. En stor Deel saavel af hine større som af disse mindre Huse existerer naturligviis endnu, men mangkoldige ere i Tidernes Løb gaaede tabte. Hvor ere de da blevne af? Bønderne har taget dem - det vil da sige imod fuldt Vederlag. Og hvo kan vel fra deres Standpunkt undre sig herover? En Huuslod paa nogle Tønder Land, umiddelbart op til Gaardmandens Mark, bliver tilfals. Ingen kan have saa stor Fordel deraf som han da han kan dyrke den med den samme Arbeidskraft, han allerede har, saa at hele Udbyttet deraf omtrent bliver Netto. Han kjøber den altsaa og lægger Jorden ind under Gaarden, og leier saa Huset bort. Eller et Gadehuus med nogle Skjæpper Land kan faaes for Penge. Det interesserer Gaardmanden at faae dette Jordstykke. Saa kjøber han Huset og bærer sig ad paa lignende Maade. Og troer man, at saadanne Transactioner kun sjeldent finde Sted, saa vil man uden Tvivl forbavses ved at høre, at der i den Sogneraadskreds, hvori Meddeleren heraf har Bopæl, af nogle og halvfjerdsindstyve Huse med Jord ere gaaede ikke mindre end fireogtredive og af nogle og tredsindstyve Gadehuse et Antal af sexogtyve tabte ved at sammenlagges med større Eiendomme eller, hvad der undertiden skeer, ved at forbindes med andre Huse, men hvorved de i ethvert Tilfælde falde ud af Arbejdsklassens Hænder. Føies nu hertil, at der af den store Mængde Parceller som nogle Aar tilbage bleve udskilte fra Gaardene, ere i samme Kreds ikke mindre end femogfirsindstyve, hvoraf dog nogle have været særskilt bebyggede og dyrkede, i de senere Aar forenede med større Eiendomme, saa vil det vare klart, at Præstegaardsavlingerne kun vilde give et daarligt Æqvivalent for alle disse Jordlodder, som med stedse større og større Graadighed opsluges af Bønderne, der naturligviis inden kortere eller længere Tid ogsaa vilde komme i Besiddelse af Præstegaardsparcellerne, medmindre disse bleve belagte med et særegent Baand. Mon der dog ikke kunde sættes en Stopper for denne Forsvinden af Huuslodderne? Før det skeer, er enhver Speculation over at skaffe Jord til Arbejderne aldeles ørkesløs, 

Hvorledes Leiehusene paa disse Lodder blive benyttede, om navnlig Forordningen af 28de Mai 1848 bliver bragt i Anvendelse, derom en anden Gang; men det vilde vistnok i høi Grad være i Indsiddernes Interesse, om der engang blev seet ind til dem.

c.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. februar 1877).

Tjenestepigers Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestetyendets stilling. Ved at læse Artiklen i "Social-Demokraten" for i Tirsdags, betitlet "Normalarbejdsdagen", hvori der omtaltes, at der var mange Arbejdsgrene, hvor Arbejdsdagen var 14 Timer i Døgnet, kom jeg til at tænke paa den Tid, jeg tjente Bønderne som Tjenestepige. Jeg tilbagekaldte i min Erindring, hvor lang min Arbejdsdag den Gang var, og nu vil jeg bede Dem, Hr. Redaktør, om at optage disse Linier i Deres Blad, for at det kan komme til "Social-Demokratens" Læseres Kundskab, hvorledes en Tjenestepige paa Landet har det hos Gaardmændene :

Da jeg blev fæstet til Tjeneste, blev det mig indprentet af mine Forældre, at om det skulde træne sig, at min Husbonde eller Madmoder kom til at skænde eller sige noget til mig, som de ikke havde Ret til, skulde jeg alligevel tie stille og aldrig sige dem imod og altid være lydig og flittig, hvilket Raad jeg tror jeg har fulgt nogenlunde, hvorfor jeg heller ikke har havt flere end to Tjenester i 8 Aar. Den første Tjeneste jeg havde var hos Grdm. Frants Thomsen i Grundfør, hvor jeg tjente fra 1865 til 1870; den næste var hos Gaardmand Ebenhardt Laursen i Sandby, hvor jeg var i de næste 3 paafølgende Aar til 1873. Hos den Førstnævnte kom vi op af Sengen og begyndte Arbejdet om Sommeren fra Kl. 3½, eller 4 om Morgenen, hvorpaa vi saa arbejdede til Kl. 10 eller 10½ om Aftenen med 2 Timer fri om Middagen, naar undtages, at vi maatte malke Køerne i de samme to Timer. Om Vinteren kom vi op Kl. 5 om Morgenen, og saa arbejdede vi til Kl. 10, og ofte til Kl. 11 om Aftenen. Der havde vi altsaa 17 a 18 Timers Arbejdstid. Hos den anden havde jeg det meget bedre. Der begyndte jeg ikke Arbejdet før Kl. 5 Morgen om Sommeren og saa holdt vi op Kl. 9 Aften, og om Vinteren Kl. 7 Morgen til Kl. 10 Aften; altsaa kun 15 a 16 Timers Arbejdstid. Det er ikke dermed ment, at de to nævnte Steder er daarlige Pladser, tvertimod, de er endog bekendt i deres Egn som gode Pladser for Piger, men det er kun sagt for at give "Socialdemokratens" Læsere et Begreb om, hvorledes Tjenestepigerne paa Landet har det. Da der i disse Tider tales saa meget om at hjælpe Arbejderne til en bedre Stilling, saa synes jeg, at der paa det Omraade var meget at gøre med at skaffe de stakkels Landsbypiger en taaleligere Tilværelse, saasom ved at saa hendes Arbejdstid indskrænket og især søge at skaffe hende lidt bedre Sovesteder, ti, som bekendt, er Pigekamrene meget kolde og fugtige, da der ikke bliver fyret i dem om Vinteren. Det var mange Gange, naar jeg gik tilsengs om Aftenen om Vinteren, at Væggene tindrede af Frost, og mit Kammer var endda i et solidt grundmuret Hus, men dog trængte Frosten igennem alligevel, og hvad maa man saa tænke om utætte gamle Bindingsværkshuse. Til Slutning vil jeg kun sige, at hvis denne min Fremstilling kunde bringe en eller anden Husbond til at tænke lidt over det og maaske derved saa i Sinde al bekoste en Kakkelovn til Pigekammeret og tillige give de stakkels Piger lidt mere Fritid, da vilde Hensigten ved min Skrivelse være naaet.

Aarhus, den 10de Januar 1877.

Birgitte Andreasen.

(Social-Demokraten 13. januar 1877).

Valg i Sorø. (Efterskrift til Politivennen)

En Godsejer og hans Husmænd. Husmand Hans Jensen af Hesselby skriver i "Sorø Amtst.":

Nogle Dage for Folketingsvalget den 25. April mødte Avlsforvalter Nielsen paa Gjerdrup for at tilsige os at stemme paa Grev Holstein. Der var flere end mig, der ikke adlød, men det er kommet til at gaa ud over mig. Forvalterens Ord lød saaledes: "Jeg har en Hilsen fra Herren (Godsejer B. E. Qvistgaard), om Du vil møde paa Tirsdag og stemme paa Greven." Dertil svarede jeg høflig: "Det passer ikke mig, Hr. Forvalter." "Hvad Fanden passer da Dig?" "Det passer mig enten at stemme paa Feldthusen eller lade rent være, men jeg vil ikke have noget." Da siger Forvalteren: "Sæt nu, Hans Jensen, dersom Feldthusen og Tauber bliver valgt og Venstre faar Magten, saa skal vi se, saa har vi Tyskerne her inden ret længe." Da kom jeg til at le højt oq sagde: "Nu maa De ikke kyse mig, for dem har jeg set før, og det har De vist ikke, Hr. Forvalter." "Men - siger han - hvem vil det komme til at gaa ud over? Naturligvis over os alle". Da svarede jeg; "Det tror jeg ikke. Det kan gerne knibe for Herremandene og Bønderne, som har Noget, men mig og Dem, Hr. Forvalter, kan det ikke gøre Meget, for vi har ikke Noget, de kan tage." - Jeg er nu udsagt af mit Hus, som jeg har beboet i 26 Aar, og véd ingen Grund dertil, da jeg har opfyldt alle de Betingelser, Herren har paalagt mig, ja endog Hoveri. Vi faar namlig Ordre til at møde hos Godsforvalteren sidst i Oktober for at underskrive paa, at vi vil høste til næste Aar i Stedet for at betale de Penge, som er anført i Kontrakten. Den, der ikke vil underskrive, vil straks blive udsagt. Saaledes staar det til her i den sydlige Kant af Sjælland. Det vilde være ønskeligt, om Regeringen vilde tage sig lidt af de Smaa, der bliver saa undertrykt ved en Omgaaen af Loven.

(Social-Demokraten 10. januar 1877).

Lensgreve, konseilspræsident Ludvig Henrik Carl Herman Holstein (1815-1892) politiske karriere startede i Roskilde stænder hvortil han blev valgt 1847. I 1848 var han betænkelig ved almindelig valgret og var medstifter af Den patriotiske Forening der mente at grundlovsforslaget ville undergrave monarkiet og kaste landet ud u enten despoti eller anarki. Han forsvarede godsejerne. I 1865 blev han valgt til rigsrådets folketing og 1866 til rigsdagens folketing. Han var tro støtte af Estrup. Han tabte til Venstre i Skelskørkredsen 1876, vandt i 1879, tabte 1881 og vandt i 1887. I 1890 trak han sig.

Ved valget i starten af 1879 vandt ved kåring Feldthusen over Holstein, men denne krævede skriftlig afstemning der faldt ud til hans fordel. Feldthusen klagede efterfølgende over de talrige eksempler hvor husmænd bl. a. var blevet bedt om at blive hjemme på valgdagen, ellers blev de truet med at blive jaget ud af deres huse. (Se fx Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. februar 1879). I februar vedtog folketinget med 58 stemmer imod 25 at udsætte godkendelsen af valget pga. denne klage.

Johannes Feldthusen blev valgt for det Forenede Venstre i Skelskørkredsen til Folketinget 1876-1879. Ved valget i 1876 havde han vundet over grev Holstein. Højre havde 26 mandater mens Venstre 76. Husmand Hans Jensen i Hesselby var ligeledes blevet opsagt, og på baggrund af det startede Johannes Feldthusen en indsamling til fordel for disse politiske forfulgte. Han sad i Folketinget med en enkelt afbrydelse indtil 1887.

Chefredaktør (for Sorø Amtstidende) Johannes Tauber (1827-1892) var valgt for Venstre til Folketinget i 1869 og 1872. Han tilhørte Hørupfløjen i partiet.

Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

Tyendesag. En Husjomfru paastod under en ved Københavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag en Overretssagfører og Gaardejer i Øverød tilpligtet til at betale hende resterende Løn for Tidsrummet fra den 1ste Juni f. A. til 1ste November f, A. med 40 Kroner og Kostpenge for 8 Uger med mindst 66 Øre pr. Dag og Sagens Omkostninger, Alt fordi den Indklagede uden lovlig Grund havde bortvist Klageren fra sin Tjeneste. Uagtet Sagen havde været foretagen 4 Gange i Retten og den ene Gang endog reassumeret, havde den Indklagede ikke indladt sig paa at svare i Realiteten, men begært Udsættelse, de to Gange, deriblandt den sidste Gang, paa Grund af Veirforholdene (Snefog); men Klagerinden protesterede mod enhver yderligere Udsættelse og paastod Sagen optagen til Doms, og denne Paastand fandtes at maatte tages til Følge, saaledes at yderligere Udsættelse nægtedes den Indklagede. Ligesom nemlig Klagerinden havde gjort gældende, at det Havde været hende ubekendt, at Vejrforholdene havde lagt Hindringer i Vejen for den Indklagedes Møde ved Sagens sidste Foretagelse, saaledes havde saadant ogsaa været Dommeren ubekendt, og der maatte gives Klagerinden Medhold i, at selv om en saadan Forhindring skulde have fundet Sted, maatte det dog være Noget, som den Indklagede, der havde havt 6 Dage til sin Raadighed for at forberede et Tilsvar i Sagen og tilmed har Kontor her i Byen, burde have forudset som en Mulighed, saa at han burde have givet sin Fuldmægtig fornøden Instruks eller ladet ham aflevere et itide affattet Indlæg; men da den Indklagede Intet af dette havde gjort, maatte han tilskrive sig selv, at han nu blev afskaaren fra at fremkomme med sine Indsigelser, og da Klagerinden paa behørig Maade havde deduceret Sagen og begrundet sin Fordring, vilde Dom være at give efter hendes Paastand, der fandtes at være hjemlet i Tyendeloven af 10de Mai 1854 § 46, idet det bemærkedes, at Kostpengene i det Hele vilde udgøre 36 Kr. 96 Øre. Klagerinden fik ligeledes Sagens Omkostninger tilkendte hos den Indklagede.

(Social-Demokraten 6. januar 1877).

Snestorm. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en Landsby vest for Aarhus meddeler "Jyllp." nogle Enkeltheder fra Snestormen den 20de, 21de og 22de f. M. En Mand, der tjener for Røgter paa en Herregaard, vilde paa Uvejrets tredie Dag op til Byen for at se til sin Kone, der bor i et lille Hus. Undervejen mødte han en anden Mand, der kom fra Byen, og som sagde til ham: "Nu kommer det an paa, om du kan finde dit Hus; ti Byen er bleven helt ukendelig, siden du var hjemme sidst." Det viste sig, at det ikke var faa let en Sag, ti kun Skorstenspiberne ragede ovenud. Efter en Del Søgen fandt han dog Huset; men han kunde ikke komme ind i det, ti Adgangen var aldeles spærret. Omsider lykkedes det ham at faa aabnet en Lem paa Gavlen, som han krøb ind ad, gik hen ad Loftet, og kom da omsider gennem Køkkenet ind i Stuen, hvor Konen havde tændt Lys, skøndt det var højlys Dag; men Snedriverne laa højt op over Vinduerne og lukkede Daglyset ude, hun havde om Natten undret sig over, at det varede saa længe, inden det blev Dag, og da hun omsider stod op og tændte Lys, var det Middag. En af Naboerne var krøben op paa Snedriven og havde raabt ind til hende, om hun havde Brændsel og Fødemidler i Huset, hvortil hun svarede ja, og under Indespærringen havde hun ingen Mangel lidt. I et andet Hus havde Beboerne (et Par gamle svage Folk) intet Brød, og da Huset var helt begravet under Sneen, kunde Ingen af dem komme ud og hente Noget. Heldigvis tænkte Naboerne paa dem, og en Mand rakte dem Brød ind ad Loftslugen, som han havde banet sig Adgang til. I et Hus ude paa Marken bor der et Fruentimmer med tre smaa Børn , og i de tre værste Dage i havde hun ikke Andet at leve af end nogle Kartofler. En gammel Mand, der tjener for Vægter paa den nævnte Herregaard, kunde nær være forulykket, da han den 21de om Formiddagen var paa Vejen til sit Hjem. Han kunde nemlig ikke finde Vej, og gik i flere Timer ude paa Marken i en Kreds og raabte om Hjælp. Tilsidst følte han sig ganske afkræftet, lagde sig ned i Sneen og befalede sig "Gud i Vold". Tilfældig kom der en Mand forbi, og han hjalp ham op og ledsagede ham til et i Nærheden liggende Hus , hvor han kom ind og blev livet op.

(Social-Demokraten 6. januar 1877).

Efter fotografier: Prospecter af Thisted Nørregade efter Snestormen den 21. december 1876. Illustreret Tidende nr. 903, 14. januar 1877.