Læger og Patienter. (Efterskrift til Politivennen)

 - - - Imellem Jul og Nytaar 1876 blev en Kone, der boede i Nansensgade, under sit Arbejde angreben af Forfrysning i sin venstre Haand, og en tilkaldt Læge (Korpslæge) ordinerede "at hun skulde indgnide Hænderne med Sne; men forøvrigt ikke røre nogen anden Ting navnlig ikke noget Koldt." Denne Kur brugte hun i tre Dage, det blev værre og værre, begge hendes Hænder blev angrebne; men Lægen besøgte hende ikke før der sendtes Bud efter ham, og erklærede han da "at der nu ikke var andet for, end at kun maatte paa Hospitalet; han kunde ikke gøre mere for hende." - Da hun ikke ønskede at komme paa Hospitalet sendtes der Bud til en Læge fra dette, og han indfandt sig straks samme Dag den 5te Januar 1877.

Da denne Læge havde beset Skaden og hørt den af Korpslægen befalede Kur, anordnede han derimod at Fingrene straks skulde indsvøbes i karbolvædede Klude og belægges med Vat, hvilket øjeblikkelig blev iværksat. Den af Hospitalslagen foreskrevne Kur brugte hun indtil Søndagen den 7de Januar, da Lægen indfandt sig to Gange samme Dag, og fandt at Sygdommen havde forværret sig betydelig idet den pludselige Overgang i Kurmetode, fra Sneens Kulde til den af Karbolsyren bevirkede brændende Hede, gjorde den stakkels Kones Pine fuldstændig uudholdelig, hvorfor Lægen lod hende ophøre med Syren; men søgte at skaffe hende Ro ved at indsprøjte Morfin i Armene.

Men hellerikke dette hjalp. - Tilfældet endte med at Fingerleddene efterhaands faldt af og Konen er nu bleven fuldstændig Krøbling, ti hun har miste alle sine 10 Fingre.

Konens Mand søgte nu vedkommende Korpslæge ved Hof- og Statsretten for at faa ham idømt en Skadeserstatning; men Retten skønnede, i Henhold til en af Sundhedskollegiet afgivet Erklæring, der gik ud paa, at den af Korpslægen anvendte Behandling havde været forsvarlig, at nævnte Korpslæge burde frifindes, medens den stakkels Kones Mand blev for unødig Trætte samt diverse Omkostninger, dømtes til at bøde et Beløb af cirka 60 Kr., for hvilket Beløb den hæderlige Korpslæge har ladet gøre Ekskussion hos det ulykkelige Ægtepar.

Det maa slutteligen tilføjes, at det høje Sundhedskollegiums vise Fædre personligen aldrig har underkastet den stakkels lemlæstede Kone nogen Undersøgelse.

Konen ansøgte senere Krigsministeriet om at der maatte blive anlagt Sag mod Korpslægen; men i Henhold til Sundhedskollegiets Erklæring blev Andragendet afvist.

Vi vil ikke indlade os paa at dømme i denne Sag, det overlader vi roligt til Publikum; vi har kun opfyldt det stakkels Ægtepars indtrængende Anmodning ved at optage nævnte Beretning; men vi tror ikke det skader at den Slags Historier fremkommer i Pressen, og vil Nogen selv undersøge Sagen, da boer Konen, hvis Navn er Henriette Andersen, tilligemed sin Mand L. I. Andersen i Nansensgade 21 i Kælderen.

(Social-Demokraten 20. december 1877. Uddrag).

For unge Tjenestepiger. (Efterskrift til Politivennen)

Veiledning for unge Tjenestepiger af en gammel Tjenestepige (C. A. Reitzels Forlag) er en lille Bog paa 30 Sider, hvori den nævnte Forfatterinde paa en sanddru og trohjertet Maade meddeler af sin Erfaring fra den lange Tjenestetid, hun selv har gjennemlevet. Forældre have ofte bedt hende om Raad for deres unge Døtre, naar disse skulde ud at tjene. Dette har sin Grund i - skriver hun - , "at jeg ofte har havt Held til at beholde mine Pladser usædvanlig lange, og at jeg har erhvervet mig sande og trofaste Støtter for min ældre Alder i de Herskaber, hos hvem jeg tjente". Det lille Skrift har "den gamle Tjenestepige" "faaet Mod til at lade udkomme i Tryk, i det Haab, at det maatte komme En og Anden tilgode, der skal begynde den tjenende Vei, der jo synes Mange, især i Begyndelsen, meget vanskelig". Følgende sande Ord kunne vi ikke undlade at notere: "Vil man have virkelig Glæde i sin gamle Alder af sin Livsgjerning, saa maa man holde rigtig ud hos dem, man er stillet sammen med. Der skal ofte endeel Taalmodighed til, for at bære Andres Vanskeligheder og Særheder og bevare det villige og ærbødige Sindelag, men det daglige Samliv giver jo ogsaa Syn for Meget, der er rigtig rart og værd at holde af, saa det hjælper paa det Andet, og et rigtig godt, tillidsfuldt Forhold kan ligesaavel finde Sted mellem Herskab og Undergivne som i andre Livsforhold"

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 18. december 1877).

For unge Tjenestepiger har "en gammel Tjenestepige" udgivet en "Vejledning" (Reitzels Forlag), der i ni Kapitler paa en meget naturlig, letfattelig og praktisk Maade indskærper de Læserinder, for hvilke den i Følge fin Titel er bestemt, de elementære Regler for Rengjøring, Vask, Madlavning, for Kokkepigen, Stuepigen, Enepigen, Barnepigen, endelig om Orden og Renlighed med egne Sager og om forholdet til Herskabet. Skjønt andre have ordnet og afskrevet, hvad den gamle Tjenestepige, der har hast det Held at beholde sine Pladser usædvanlig længe, har nedskrevet af sin lange Erfaring, har det lille, 30 Sider lange Skrift ikke mistet det praktisk kyndige og i bedste Forstand enfoldige Præg, som maa indgyde Tillid, Vejledningen er i fuldt saa høj Grad at anbefale Husmødre som unge Tjenestepiger, thi det fremgaar meget klart af den, at den gamle Tjenestepige har en grundigere og nyttigere Opfattelse af, hvorledes et Hus bor styres til daglig Dags, end mangen Husfrue er begavet med eller opdraget til. Dette være ingenlunde sagt til Forklejnelse af Vejledningen; tværtimod vil dennes Forfatterinde sikkert være den beredvilligste til at erkjende, at Uddannelsen af en god Tjenestepige til den Mangfoldighed af smaa Forretninger, der tilsammentagne give det store Resultat af et hyggeligt og økonomisk Hjem, i en særdeles høj Grad afhænger af, om Husmoderen er sin Plads voxen ogsaa i Kjøkkenet og Dagligstuen. Derfor ville vi, næst at anbefale den gamle Tjenestepigen Vejledning til almindelig Udbredelse, særlig i Kjøbenhavn, udsende det Spørgsmaal, om ikke en eller anden veltjent Husmoder kunde have Sind og Evne til at forsatte og udgive et Supplement til de talløse Syngeskoler og Spilleskoler og Danseskoler og Anvisninger paa selskabelig Underholdning i borgerlige Familier, som udgives til Belæring og Dannelse for Pigebørn, der før eller efter Konfirmationen tænke paa at forlove sig. Thi det kan være meget velment at ræsonnere over Tidens Vanart og Flygtighed hos Tjenestepigerne; men det vilde mere nyttigere og hjælpe betydelig til at helbrede denne Vanart, om Husfruerne i Almindelighed lærte deres haabefulde Døtre, at Fortepiano, Lejebibliothek og langt Slæb ikke i højere Grad end Gulvskrubbe og Støvekost bidrage til at skabe et tiltalende Hjem, og at Pigerne sjældnere vilde svide Mælkemaden, naar Fruerne selv forstode rigtig at holde Ild i et Komfur og haandtere en Slev.

(Morgenbladet (København) 22. december 1877)

Annonce i Fædrelandet 15. december 1877.

"Vejledning for unge Tjenestepiger af en gammel Tjenestepige" er en af de første (hvis ikke den første) skrevet af en tjenestepige (hvis ellers den anonyme forfatter var det). Det eneste forfatteren oplyser er at hun lever af sine tidligere herskabers støtte. Bogen gengiver de borgerlige tjenestepigedyder: beskeden, villig til selvopofrelse, til at tåle og lide, lydighed og underdanighed.

Unge Tyve og Ladegaardslemmer. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Tyvebande. I Forgaars paakjendtes i den offenlige Politiret en Sag imod 8 Drenge, der i en Alder fra 11-13 Aar i Løbet af November Maaned d. A. havde begaaet ialt 21 Tyverier og to Gange gjort Forsøg paa at stjæle. Med Undtagelse af et Tilfælde, i hvilket en af Drengene havde været alene om Udførelsen, vare de øvrige Tyverier udførte af flere eller færre i Forening efter foregaaende Aftale, og en af dem havde saaledes deltaget i 18 Tyverier samt i de to Forsøg. Tyverierne vare alle begaaede fra Steder, hvortil Adgangen var uhindret; blandt de Ting, Drengene stjal, var en Flaske Genever, som en af dem tog ved at række Armen ind gjennem en Trækrude, indenfor hvilken Flasken stod, og efterat være kommen i Besiddelse af den, drak han og de Drenge, der vare sammen med ham, af Indholdet; fra en Bager stjal de paa lignende Maade en Honningkage, fra en Vogn paa Gaden 6 Flasker Øl, fremdeles paa forskjellig Maade en Pakke Svovlstikker, en Daase Sardiner, som de dog kun kunde aabne saavidt at Olien flod ud, en Kniv, en Lampe, flere Sigtebrød, Langbrød, Vindruer og Kager. Fra en Uhrmager i Frederiksberggade forsøgte de at stjæle et til 80 Kr. vurderet Gulduhr, der beroede i et Udhængsskab, hvis Bagklædning var befæstet med en Krog, der var til at løfte af, saa at man, ved at holde Skabet ud fra Muren, kunde aabne det; men da Forsøget blev bemærket af en Dame, vovede Drengene ikke at fuldføre det. Fra to Slagterboder ved Nikolai Taarn stjal de 2 Stykker Kjød, med hvilke de begav sig ud paa Amager, idet de medbragte dels en Kasserolle, som de tidligere vare komne i Besiddelse af; dels et Fyrfad, som de saa Lejlighed til at stjæle paa Vejen derud. Bag et Gjærde paa en Mark indrettede de en Fyrplads, hvortil de samlede Brændsel, gjorde Fyr paa og stegte det medbragte Kjød, hvorefter de holdt Maaltid. Fra en Værtshusholder i Hyskenstræde stjal de en Underdel til en Fruentimmerkjole, hvilket Tyveri gav Anledning til Opdagelsen af dette og de øvrige Tyverier; en Tjenestepige havde nemlig set 2 af Drengene i Ejendommen, og da der umiddelbart efter Tyveriets Udførelse blev gjort Anmeldelse om samme til Politiet, blev en Politibetjent strax afsendt til Assistentshuset, hvor han traf en af Drengene netop i det Øjeblik, han var i Færd med at pantsætte Underdelen. Samtlige Drenge idømtes Straf af Ris, henholdsvis 25, 20, 15 og 10 Slag.

Indbrudstyveri og Løsgængeri. Den 23de Oktober d. A. fik Emanuel Christian Jacobsen og Oluf Villiam Albert Olsen Tilladelse til den Tag at forlade Ladegaarden - hvor de med sædvanligt Tilhold vare udlagte - for at kunne søge Arbejde; dog paalagdes det dem, at de skulde være tilbage Kl. 6 samme Dags Eftermiddag. De bleve imidlertid enige om at begaa Tyveri hos Olsens tidtigere Husbond, en Hørkræmmer i Peder Skramsgade, og undlode derfor at vende tilbage til Ladegaarden. Kl. 11 om Aftenen gik de hen i den paagjældende Ejendom, hvis Port stod aaben, og efter at være komne ind i Gaarden krøb de gjennem et aabentstaaende Vindue ned i Kjælderen, der stod i Forbindelse med Hørkræmmerens Butikslejlighed. Olsen, der var bekjendt med Lokaliteterne, vidste, at de herfra havde uhindret Adgang til hele Lejligheden, der ikke benyttedes til Natteophold af nogen og ikke stod i Forbindelse med nogen Beboelseslejlighed. Efter at have begivet sig ind i Butiken, aabnede de begge ved et Ryk med Hænderne den aflaasede Butiksskuffe og stjal ud af den de deriværende 83 Øre, og derefter tilvendte de sig fra et andet Rum i Lejligheden en Regnkappe og en Frakke. Det var imidlertid blevet bemærket, at de krøb ned i Kjælderen, og det lykkedes at paagribe dem begge, inden de havde forladt Gjerningsstedet. Begge Arrestanterne, der ere i en Alder af 23 Aar, og tidligere hver især have været straffede for Tyveri med Forbedringshnsarbejde, bleve ved Kriminalrettens Dom ansete hver især med Forbedringshusarbejde i 2½ Aar.

(Morgenbladet (København) 13. december 1877).

Frederik Abel Hammer. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald. I Fredensborg døde igaar Oldingen Frederik Abel Hammer i en Alder af 86 3/4 Aar. Allerede i en tidlig Alder havde han staaet i Fædrelandsforsvarernes Rækker. Da Herregaardsskytterne 1807 bleve indkaldte, forlod, som Barfod fortæller, Kromand H. I. Hammer af Asminderød baade Hustru og Arne og stillede sig frivillig i deres Rækker. Han nøiedes ikke hermed, han medbragte sit eneste Barn, en Dreng paa henved femten Aar, vis paa, at den Fjende, som en af dem fik paa Kornet, skulde ikke tiere prale af sine Bedrifter. Ved det første Udfald bleve Bøilen og Snellen skudte af Drengens Bøsse, og for den Kugle, som gjorde dette, faldt hans Sidemand. "Gaae til Byen og hent en anden Bøsse, men kom strax igjen!" raabte Faderen. Ved det tredie Udfald saaredes denne Sidste i Armen og maatte holde Sengen, til Byen var overgivet. Den femtenaarige Søn maatte gaae ene til de følgende Udfald, men han gjorde det, og i Classens Have, hvor han forsilde mærkede Ordren til Tilbagetog, traadte tre engelske Jægere frem af deres Skjul og sendte ham paa kort Afstand deres Kugler, som han dog lykkelig undgik. I Bombardementsnætterne gjorde han stadig Voldtjeneste. Denne Dreng, som offentlig blev rost foran Troppernes Front af Commandanten, General Peyman, var den nu afdøde Frederik Abel Hammer, den Samme, som eenogfyrretyve Aar senere ukaldet stillede sig blandt de Herregaardsskytter, der frivillig droge i Kamp for Fædrelandet. Ligesom hans Fader i 1807 oplevede han ogsaa den Glæde at see sin Søn blandt de hæderkronede Krigere; han var nemlig Fader til Capitainlieuteuant Hammer, hvis Navn særlig er knyttet til det tappre Forsvar af Vesterhavsøerne i 1864. Afdøde Hammer var selv i sin høie Alder en usædvanlig kraftig og rørig Mand, der med Ufortrødenhed drev alskens Idræt. For et Par Aar siden kunde han endnu løbe paa Skøiter fra Fredensborg til Esrom og tilbage, en Strækning af c. 3 Miil. I 1809 var han bleven Dannebrogsmand, og i 1854 blev han decoreret med Ridderkorset.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1877).

Fotograf Caroline Hammer (1832-1915): Krigsfrivillig, distriktskommisær Frederik Abel Hammer. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Datteren Caroline optog på familiens bopæl på Vesterhavsøerne en lang række fotografier der viser familien Hammers liv.

Under udfaldet i Classens Have i 1807 ramte Frederik Abel Hammer (1791-1877) på lang afstand den engelske general David Baird, hvem de andre skytter forgæves havde søgt at træffe. Den sårede general ønskede at se ham og forærede ham 2 guldindlagte pistoler og en pung med dukater. Hammer indtrådte i det nyoprettede Sjællandske ridende Jægerkorps og udmærkedes kort efter ved forsættelse til Guidekorpset. Steen Steensen Blichers digt "En ganske ny Vise om en Kromand og hans Søn" er om de to som hædredes 1809 med Sølvkorset.

Da krigen brød ud i 1848 meldte han sig frivilligt til tjeneste og deltog i felttogets sidste halvdel til det af ritmester Cai Hegermann-Lindencrone oprettede frivillige husareskadro. På grund af en øjenlidelse måtte han i slutningen af 1848 udtræde.

Hans Rudolf Hjort-Lorenzen. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. I "Dannevirke" af 6te Decbr. tager Hr. Hiort-Lorentzen Afsked med Læserne. Han udtaler heri, at Spørgsmaalet om hans Undersaatsforhold, som har været svævende siden December 1876, er nu blevet afgjort af det preussiske Indenrigsministerium, som har vægret sig ved at anerkjende ham som preussisk Undersaat. Saasnart han faaer officiel Meddelelse om de Grunde, hvorpaa det preussiske Indenrigsministerium har har støttet sig, vil Offentligheden blive gjort bekjendt med dem. Kun saa meget kan han for Øieblikket oplyse, at Afgjørelsen nærmest har beroet paa en ubetydelig Formalitet, nemlig paa, at man i Berlin ikke har villet anerkjende en af ham i Aaret 1865 til den danske Regjering afgiven Flytningserklæring for gyldig. Ved Efterretningen om den trufne endelige Afgjørelse har han øjeblikkelig forlagt sin Bopæl til Kjøbenhavn, efterdi en politisk Virksomhed af den Art, som han siden Januar 1868 i Egenskab af Udgiver af "Dannevirke" og senere tillige af "Freja" har udfoldet i Nordslesvig, er uforenelig med hans nuværende undersaatlige Stilling. Den Omstændighed, at han af den preussiske Regjering betragtes som dansk Undersaat, gjør det til en Umulighed for ham at boe i Nordslesvig. Idet Hr. Hiort-Lorenzen tager Afsked med den store Læsekreds, som trofast har fulgt ham i ti Aar, da skeer det, udtaler han, med vemodige Følelser og med dyb Sorg over, at det ikke skal forundes ham paa samme Maade som hidtil at arbeide med paa det nationale Gjenfødelsesværk, indtil det saa længselsfuldt attraaede Maal, Pragfredens femte Artikels Udførelse, er naaet. Han skilles imidlertid fra sine Venner i Nordslesvig med den Bevidsthed, at han i de ti Aar, i hvilke det var faldet i hans Lod at være deres offentlige Røst, efter Evne har gjort sin Pligt, og at han har offret Velfærdssagen sine bedste Kræfter. Denne Bevidsthed tilligemed Overbevisningen om, at den nordslesvigske Befolkning i det Væsentlige har billiget hans offentlige Optræden, skal være den Lærepenge han tager med sig, saa længe til han atter frit kan vende tilbage til sit Hjem. Han beder alle gode Mænd i Nordslesvig, der have Øie for "Freja"s og "Dannevirke"s Betydning for den nationale Sag, at bevare Tilliden til dem usvækket og at stole paa, at de fremdeles ville blive ledede uforandret i den samme Aand, i hvilken de stiftedes for fyrretyve Aar siden, den Gang det nationale Liv i Nordslesvig vaagnede for aldrig at døe.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1877).

Fotograf Thomas Hansen Thuesbøl (1852-1932): Hans Rudolf Hiort-Lorenzen (1832-1917). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kort efter ankomsten til København, fik Hjort-Lorenzen (1832-1917) en henvendelse fra C. Ferslew om at overtage redaktionen af Nationaltidende. Det udløste snart uenigheder med de to ledende medarbejdere ved Ferslews andet blad Dags-Telegrafen, som foreløbig løstes ved at Ferslew skilte sig af med Meyer og Wille gav Hiort-Lorentzen ledelsen af begge aviser. Emil Bjerring blev redaktionssekretær ved Nationaltidende. Heller ikke dette samarbejde fungerede optimalt og hans interesse for redaktionsarbejde kølnedes til fordel for hans genealogiske arbejde. Uenighederne betød at han i bitterhed i 1893 forlod redaktionsvirksomheden. 

Ved folketingsvalget 3. januar 1879 tabte Hjort-Lorenzen for Højre i Assens mod venstremanden Jørgen Pedersen (1841–1920) ved den mundtlige afstemning, men da Højre mobiliserede flere vælgere ved den skriftlige afstemning, valgtes han med 12 stemmers flertal. Dette valg blev kasseret af Folketinget, og ved omvalg i april fik Jørgen Pedersen et betydeligt flertal. 

Efter sin aviskarriere var han 1894-1917 stiftsskriver i Roskilde. 

Domme mod Husmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme.

Onsdagen den 28de November.

Nr. 56. Huusmændene Anders Christensen m. Fl. (efter Befaling Brock) mod Sognepræsten for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa nævnte Præstekalds Vegne (Levinsen), bekræftende Citanternes Forpligtelse til af de Sildevaad, hvormed der fiskes fra de til Nautrup Pastoral hørende Sogne, at erlægge en aarlig Sildetiende. Ved Viborg Landsoverrets Dom af 6te Marts 1876 er kjendt for Ret: De Indstævnte, Huusmændene Anders Christiansen. Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peter Jensen sammesteds, Huusmand Jens Jensen af Kybe samt Huusmand Jens Thøgersen af Nautrup, bør som Eiere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til, Een for Alle og Alle for Een, at levere til Nautrup, Sæby og Vile Præstekald aarlig 10 Ol Sild. Halvdelen deraf at erlægge for Nytaar vg Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændeviin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og, Een for Alle og Alle for Een, til Citanten, Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa hans Formand Pastor Conradsens Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 5 Ol Sild, at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, tilligemed 4 pCt. aarlige Renter af dette Beløb fra den 20de Juli 1871, indtil Betaling skeer, m. M. Ved Salling Herreders Rets Dom af 28de Novbr. 1873 vare Citanterne frifundne for Indstævntes Tiltale.

Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advocat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 120 Kr., der udredes af det Offentlige.

Nr. 57. Huusmændene Niels Berthelsen og Villads Svenningensen Boel m. Fl. (efter Befaling Brock) contra Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne ved det Formand og Skolelærer M. Sørensen paa Vile Skolelærerembeders Vegne (Levinsen), betræffende Citanternes Forpligtelse til af de Sildevaad, hvormed der fiskes fra fornævnte Sogne, at erlægge en Sildetiende. Ved Viborg Landsoverrets Dom af 21de Februar 1876 er kjendt for Ret: De Indstævnte, Huusmand Niels Berthelsen, Huusmand Villads Svenningsen Boel, Huusmand Christen Jensen Nygaard, Huusmand Peder Christian Laugesen, Huusmand Peder Laursen, Huusmand Niels Andreas Madsen, Fisker og Snedker Mikkel Andersen, Huusmand Peder Jacobsen og Huusmand Niels Christian Ssrensen, bør som Eiere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til, Een for Alle og Alle for Een, at levere til Vile Skolelærerembede aarlig 5 Ol Sild, Halvdelen deraf al erlægge for Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændeviin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og Een for Alle og Alle for Een til Citanterne, Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa bemeldte Skolelærerembedes Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 2½ Ol Sild, at levere før Nytaar 1871, og 2½ Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 5 Kr. 45 Øre, tilligemed Renter af dette Beløb 4 pCt. aarlig fra den 11te Mai 1871, indtil Betaling skeer. Ved Salling Herreders Rets Dom af 23de Januar 1871 ere Citanterne frifundne for de Indstævntes Tiltale.

Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advocat Levinsen tillægges i Solarium for Høiesteret 100 Kr., der udredes af det Offentlige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. december 1877, 2. udgave).

Sildefiskeriet var Sæbys vigtigste erhverv på daværende tidspunkt idet ca. en tredjedel af indbyggerne levede af det. 

Højesteretsdom

Jørgen Sørensen m. Fl. (Adv. Brock)

contra

Sognepræsten for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder Pastor Barfoed paa nævnte Præstekalds Vegne (Adv.  Levinsen). 

(Afsagt den 28 Novbr. 1877).

Anset godtgjort, at der ifølge Alderstids Hævd tilkom et Præstekald som aarlig Afgift 10 Ol Sild af hvert Sildevaads Ejere imod en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Udredelsen paalagt Medejerne af Vaaddet solidarisk. 

Viborg Landsoverrets Dom af 6 Marts 1876 er saalydende:

Under denne Sag har daværende Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Konradsen under Paaberaabelse af, at hans Embede fra gammel Tid har været berettiget til en saakaldet Sildetiende eller en aarlig Afgift af hvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra de til Nautrup Pastorat hørende Sogne, af 10 Ol Sild, hvoraf Halvdelen erlægges før hver Nytaar og Halvdelen om Foraaret, men at de Indstævnte, Husmændene Anders Christensen, Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peter Jensen sammesteds, Husmand Jens Jensen af Kybe samt Husmand Jens Thøgersen af Nautrup, der i Forening eje et Sildevaad, hvormed de have drevet Fiskeri fra Vile Sogn, have vægret sig ved at erlægge den ommeldte før Nytaar 1871 og i Foraaret s. A. forfaldne Afgift i 1ste Instans sagsøgt de Indstævnte til enten ved deres Formænd, fornævnte Anders Christensen og Jørgen Sørensen, eller in solidun dels at betale Erstatning for den nævnte ved Sagens Paabegyndelse resterende Ydelse med 8 Rd. 2 Mk. eller efter uvillige af Retten udmeldte Mænds Skjøn, dels fremtidig at udrede Ydelsen til Præstekaldet i det foranførte Omfang. Ved Underretsdommen ere de Indstævnte frifundne for Pastor Konradsens Tiltale og Citanten, Pastor Barfoed, der imidlertid har afløst Pastor Konradsen som Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, har nu indanket Sagen for Overretten, hvor han har paastaaet Underretsdommen forandret i Overensstemmelse med de af hans Formand i 1ste Instans nedlagte Paastande. De Indstævnte procedere derimod til Underretsdommens Stadfæstelse.

Efter Sagens Oplysninger findes i liber daticus for Nautrup, Sæby og Vile Sogne for Aaret 1799 antegnet blandt Præstekaldets Indtægter en Ydelse som det hedder 5 Ol Sild om Efteraaret og ligeledes om Foraaret af hvert Sildevaad, og denne Tiende, der atter nævnes i liber daticus ved Aaret 1833, hvor det bemærkes, at den ofte maatte erhverves ved Udpantning, findes derefter medregnet blandt Præstekaldets Indtægter i de for Aarene 1809, 1828, 1832, 1839, 1853 og 1863 affattede Vakanceberetninger, idet den ogsaa i disse Beretninger angives at bestaa af 10 Ol Sild af hvert Vaad, 5 om Efteraaret og 5 om Foraaret, ligesom dens Størrelse opgives paa samme Maade i et af Fiskerne i Nautrup, Sæby og Vile Sogne i Aaret 1865 til Justitsministeriet indgivet Andragende om Lettelse i samme. Provst Mygind, der var Sognepræst i Nautrup Pastorat fra 1832 til 1839, har derhos edelig forklaret, at han i sin Embedstid og efter hvad der er ham bekjendt ogsaa hans to Formænd i deres Embedstid, der maa antages at omfatte Tidsrummet fra 1809 til 1832, have oppebaaret en Sildetiende af 10 Ol Sild af hvert Sildevaad, som en Præsten tilkommende Rettighed, og at han vel erindrer, at der undertiden, især i knappe Fiskeaar, var Tale mellem Fiskerne om, at Fiskene kun ydedes som en Gave, men at han, saavidt han erindrer, altid fik Fiskene eller Erstatning i Penge, idet det dog forekommer ham, at Fiskerne i et enkelt Aar først betalte Tienden, efter at han havde begjært Udpantningsordre og underrettet dem derom. Ligeledes have to Mænd, der efter hinanden vare Sognepræster i Nautrup Pastorat i Tiden fra 1839 til 1863, edelig udsagt, at en Sildetiende af den ovennævnte Størrelse ogsaa er ydet dem i deres Embedstid, og at den dengang saavel af Fiskerne som af Præsten betragtedes som en denne tilkommende Rettighed, hvortil det ene Vidne navnlig har føjet, at han antoges at have en ubestridelig Ret til, naar Sildene eller Vederlag derfor efter den gængse Pris ikke ydedes i rette Tid, at inddrive samme ved Udpantning. Endelig have flere Beboere af Nautrup Pastorat, hvis Forklaringer tildels omfatte et Tidsrum af 60 Aar eller derover, edelig forklaret, at der i den af Vidnerne omforklarede Tid som det maa antages uden væsentlige Afbrydelser, idet navnlig et Vidne, der kan erindre, at Tienden er bleven ydet siden 1807, ikke har kunnet opgive mere end 1 Aar, hvori Præsten ikke har faaet Sild er blevet ydet Sildetiende til Sognepræsten, hvorhos enkelte Vidner have tilføjet, at de ogsaa have hørt Tiendens Ydelse omtale af ældre Folk, og vel have nogle af disse Vidner udsagt, at Præsten ikke hvert Aar har faaet det samme Kvantum Sild, samt at Sildene, efter Sigende eller saavidt Vidnerne vidste, kun vare en Gave, men dette er i bestemt Strid med Sagens øvrige Oplysninger, og navnlig er det aldeles uantageligt, at den ommeldte Tiende, der som meldt i officielle Beretninger om Kaldet er opført som en dette tilliggende Indtægt, og som, efter hvad der ovenfor er bemærket, maa antages oftere at være inddrevet ved Udpantning, skulde, som af Vidnerne forment, være en Villighedspræstation, for hvis Ydelse Fiskerne efter Godtbefindende kunde unddrage sig.

Det findes herefter at maatte anses godtgjort, at Nautrup Præstekald har erhvervet Ret til den omhandlede Afgift ved Alderstids Hævd, idet Retten til at oppebære samme dog efter Proceduren maa gjøres afhængig af, at der ligesom hidtil af Præsten ydes en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild, og da Afgiften efter det Anførte maa anses at hvile paa ethvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Pastoratet, ville de Indstævnte, som Ejere af et saadant, være at kjende pligtige til, mod at erholde den ovenmeldte Modpræstation in solidum at tilsvare Afgiften, uden at der navnlig kan gives dem Medhold i, at den skulde inddrives hos de enkelte Medejere i Forhold til deres, som det maa antages, meget forskjellige Andele i Ejendomsretten, ligesom ej heller Citantens Paastand om, at det paalægges Formændene for Interessentskabet at udrede Afgiften, kan tages til Følge. Ligeledes ville de Indstævnte, der ikke særlig have protesteret imod Citantens Berettigelse til paa hans Formand, Pastor Konradsens Vegne at indtale den ved Sagens Paabegyndelse forfaldne Afgift, in solidum være at tilpligte at betale Værdien af denne Afgift med 4 p. c. aarlige Renter heraf fra Forligsklagens Dato den 26 Juli 1871 indtil Betaling sker, men da de have gjort Indsigelse imod Størrelsen af det fordrede Vederlag, vil dette være at ansætte ved uvillige af Retten udmeldte Mænds Skjøn, dog at det ikke kommer til at overstige det af Citanten fordrede Beløb af 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, hvilken Værdi de Indstævnte have erkjendt, at Afgiften har havt.

(Fortsættes)

(Ugeskrift for Retsvæsen 2. februar 1878)

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne være at ophæve, hvorhos der vil være at tillægge Citantens befalede Sagfører for Overretten, Kancelliraad Møller, og Pastor Konradsens befalede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær hver 60 Kr. og de til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Pastor Konradsen beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe og Larsen, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer blive at udrede af det Offentlige.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter, har intet Ophold, der vil bevirke Ansvar fundet Sted, og med Hensyn til de under Sagen fremlagte Dokumenter ses ingen anden Stempelovertrædelse end den i Underretsdommen ommeldte, at være begaaet.

Thi kjendes for Ret: De Indstævnte, Husmændene Anders Christensen, Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peder Jensen sammesteds, Husmand Jens Jensen af Kybe samt Husmand Jens Thøgersen af Nautrup bør, som Ejere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til En for Alle og Alle for En at levere til Nautrup, Sæby og Vile Præstekald aarlig 10 Ol Sild, Halvdelen deraf at erlægge før Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og En for Alle og Alle for En til Citanten, Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa hans Formand, Pastor Konradsens Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 5 Ol Sild at levere før Nytaar 1871 og 5 Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, tilligemed 4 pCt. aarlige Renter af dette Beløb fra den 20 Juli 1871, indtil Betaling sker. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves, og der tillægges Citantens beskikkede Sagfører for Overretten, Kancelliraad Møller, og Pastor Konradsens befalede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær hver 60 Kr., samt de for Pastor Konradsen til Optagelse af forskjellige Thingsvidner beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe og Larsen, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer udredes af det Offentlige. Det Idømte at efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ved kongelig Ordre af 17 Juli f. A. er Højesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanset at dens Gjenstand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde maa det antages, at Nautrup, Sæby og Vile Præstekald har Ret til den under Sagen omhandlede aarlige Ydelse af 10 Ol Sild af det Sildevaad, hvormed der af Citanterne fiskes fra Vile Sogn. Som Følge heraf og da der efter den skete Indstævning og Proceduren for Højesteret ikke er Spørgsmaal om at prøve Dommens nærmere Bestemmelser om Afgiftens Udredelse, vil denne Dom efter Indstævntes Paastand være at stadfæste. Processens Omkostninger for Højesteret blive efter Sagens Omstændigheder at ophæve, og det Indstævntes beskikkede Sagfører for Højesteret tilkommende Salarium at udrede af det Offentlige.

Thi kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advokat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 120 Kr., der udredes af det Offentlige.

- - -

Sagen Nr. 57/1877. Husmændene Niels Berthelsen og Villads Svenningsen Boel m. Fl. (Adv.Brock)

contra

Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogneraad ved dets Formand, og Skolelærer Sørensen paa Vile Skolelærerembedes Vegne (Adv. Levinsen). 

Afsagt den 28 Novbr. 1877).

Anset godtgjort, at der ifølge Alderstids Hævd tilkom et Skolelærerembede som aarlig Afgift 5 Ol Sild af hvert Sildevaads Ejere imod en Modpræstation af en Flaske Brændevin. Udredelsen paalagt Medejerne af Vaaddet solidarisk.

Viborg Landsoverrets Dom af 21 Febr. 1876 er saalydende:

Under denne Sag have Citanterne, Sogneraadet for Nautrup Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa Vile Skolelærerembedes Vegne, idet de have gjort gjældende, at bemeldte Embede fra gammel Tid har været berettiget til en saakaldet Sildetiende eller en aarlig Afgift af hvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Sognet, af 5 Ol Sild, hvoraf Halvdelen erlægges før hvert Nytaar og Halvdelen om Foraaret, men at de Indstævnte, Husmand Niels Berthelsen i Vile, Husmand Villads Svenningsen Boel sammesteds, Husmand Christen Jensen Nygaard sammesteds, Husmand Peder Chr. Laugesen i Kybe, Husmand Peder Laursen sammesteds, Husmand Niels Andreas Madsen sammesteds, Fisker og Snedker Mikkel Andersen i Nautrup eller nu i Fredsø, Husmand Peder Jacobsen i Nautrup og Husmand Niels Chr. Sørensen i Harre, der i Forening eje et Sildevaad, hvormed de have drevet Fiskeri fra Vile Sogn, have vægret sig ved at erlægge den ommeldte før Nytaar 1871 og i Foraaret s. A. forfaldne Afgift, i 1ste Instans sagsøgt de Indstævnte til enten ved deres Formænd, fornævnte Niels Berthelsen og Villads Svenningsen Boel, eller in solidum dels at betale Erstatning for den nævnte, ved Sagens Paabegyndelse resterende Ydelse med 4 Rd. 1 Mk. eller efter uvillige Mænds Skjøn, dels fremtidig at udrede Ydelsen til Skolelærerembedet i det foranførte Omfang. Ved Underretsdommen ere de Indstævnte frifuhdne for Citanternes Tiltale, og disse have nu indanket Sagen for Overretten, hvor de have gjentaget deres ovenanførte Paastande, medens de Indstævnte derimod procedere til Underretsdommens Stadfæstelse.

De Indstævnte maa anses at have erkjendt, at der i en længere Aarrække er af de Sildevaad, hvormed der fiskedes i Pastoratet, blevet erlagt en Ydelse af Sild til Skolelæreren eller efter at hvert af de tre Sogne efterhaanden har faaet sin særskilte Lærer, da til enhver af disse af de Vaad, der dreves i det paagjældende Sogn saavelsom ogsaa til Præsten, men de have gjort gjældende, at saadant ikke har fundet Sted ifølge nogen Fiskerne paahvilende Forpligtelse, men alene som en frivillig Gave, hvorhos de have benægtet, at Ydelsen, ialfald forsaavidt den har været udredet til Læreren i Vile hvor en selvstændig Lærer maa antages først at være bleven ansat i Aaret 1836 har været erlagt uafbrudt hvert Aar med det af Citanterne opgivne Kvantum, idet der efter deres Anbringende vel aldrig er leveret Mere, men undertiden Mindre, ligesom de endelig have paaberaabt sig, at Ydelsen har været betinget af en Modpræstation fra Lærerens Side af Mad og Brændevin, i hvilken sidste Henseende Citanterne iøvrigt have erklæret, at der Intet haves at erindre imod, at Forpligtelsen gjøres afhængig af en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Ved flere Vidners edelige Forklaringer maa det imidlertid anses godtgjort, at den ommeldte Ydelse til Skolelæreren det navnlig efter Vidnernes Forklaringer maa antages med de af Citanterne opgivne Kvantiteter henholdsvis før Nytaar og om Foraaret er bleven erlagt af hvert Sildevaad i et Tidsrum af mindst 40 Aar uden væsentlige Afbrydelser, idet der dog efter et Vidnes Forklaring var et Aar, i hvilket Skolelæreren ingen Sild fik, hvilket navnlig var begrundet i, at han paa Grund af det daarlige Fiskeri ingen forlangte, og vel gaa de paagjældende Vidners Forklaringer tillige ud paa, at Ydelsen efter Sigende eller efter hvad man antog, skulde være en Gave, men herpaa kan der, efter det lange Tidsrum og den Regelmæssighed i Henseende til Omfang og Leveringstid, hvormed den efter Vidnernes eget Udsagn er bleven erlagt, saa meget mindre lægges afgjørende Vægt, som de edelige Vidnesbyrd, der ere afgivne af 4 Mænd, der i det paagjældende Tidsrum have været Skolelærere i Pastoratet, gaa ud paa, at Ydelsen blev erlagt som en Skolelærerembedet tilkommende Rettighed, i hvilken Henseende navnlig tre af de Paagjældende have forklaret, at vedkommende Fiskere undertiden betalte dem Penge istedetfor Sild, hvilket navnlig efter den Enes Udsagn hændte, naar de havde opsat Ydelsen saa længe, at de ikke kunde præstere den.

Ligeledes have tre Mænd, der have været. Sognepræster i det nævnte Pastorat efter hinanden i Tiden fra 1832 til 1863, edelig forklaret, at der i deres Embedstid er af hvert Vaad, hvormed der fiskedes i Pastoratet, blevet leveret 5 ΟΙ Sild til Skolelæreren eller Skolelærerne, hvorhos to af disse Mænds Forklaringer særlig gaa ud paa, at denne Ydelse var en Læreren tilkommende Rettighed paa samme Maade, som en lignende Ydelse af 10 Ol Sild, der aarlig til de samme Tider erlagdes til Præsten, var en Ret for Præsteembedet.

I liber daticus for Nautrup, Sæby og Vile Pastorat, findes ogsaa for Aaret 1799 antegnet blandt Præstekaldets Indtægter en Ydelse som det hedder til 5 Ol Sild om Efteraaret og ligeledes om Foraaret af hvert Sildevaad, hvilken Indtægt ligeledes er opført for Aaret 1833 med Bemærkning, at denne Indtægt ofte maatte erhverves ved Udpantning ligesom det ifølge en i Gjenpart fremlagt Optegnelse af, hvad der i de modtagne Vakanceberetninger fra 1809 til 1863 indeholdes om Sildetienden til Præsteembedet i Nautrup, maa antages, at den ommeldte Indtægt for Præsteembedet stadigt i Vakanceberetningerne for Aarene 1809, 1828, 1832, 1839, 1853 og 1863 er anført som 10 Ol Sild af hvert Vaad. De sidstommeldte Oplysninger angaa nu vel alene Præstekaldets Ret til den til samme erlagte saakaldte Sildetiende, men da der iøvrigt er Føje til at antage, at Afgiften til Skolelæreren altid har været betragtet som staaende i et vist Forhold til den Afgift, der udrededes til Præsten hvorved bemærkes, at den hele Ydelse i et af Fiskerne i Aaret 1865 til vedkommende Ministerium indgivet Andragende om Lettelse i samme, betegnes som en Fisketiende, der var bleven udredet i mange Aar og som bestod af 15 Ol Sild af hvert Sildevaad, 10 Ol til Sognepræsten og 5 Ol til Skolelæreren findes de ommeldte Oplysninger dog i ikke ringe Grad at bestyrke den Antagelse, at Afgiften til Skolelæreren er bleven erlagt i et endnu langt længere Tisrum end i de c. 40 Aar, som de ovenommeldte Vidner have omforklaret og det saa meget mere som de Indstævnte end ikke have paaberaabt sig, at Afgiften til Præsten skulde have et andet eller bedre retsligt Grundlag end Afgiften til Skolelæreren.

Det findes herefter at maatte anses tilstrækkeligt godtgjort, at Skolelærerembedet har erhvervet Ret til den omhandlede Afgift ved Alderstids Hævd, og da Afgiften efter det Anførte maa anses at hvile paa ethvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Sognet, ville de Indstævnte, som Ejere af et saadant, være at kjende pligtige til, mod at erholde den ovenanførte Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild, in solidum at tilsvare Afgiften, uden at der navnlig kan gives dem Medhold i, at Afgiften skulde inddrives hos de enkelte Medejere i Forhold til deres, som det maa antages, meget forskjellige Andele i Ejendomsretten, ligesom ej heller Citanternes Paastand om, at det paalægges Formændene for Interessentskabet at udrede Afgiften, kan tages til Følge. Ligeledes ville de Indstævnte in solidum være at tilpligte at betale Værdien af den ved Sagens Paabegyndelse forfaldne Afgift tilligemed Renter deraf 4 p. c. aarlig fra Forligsklagens Dato den 11 Maj 1871 indtil Betaling sker, men da de have gjort Indsigelse imod Størrelsen af det fordrede Vederlag, vil dette være at ansætte ved uvillige inden Retten udmeldte Mænds Skjøn, dog saaledes at det ikke kommer til at overstige det af Citanterne fordrede Beløb af 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 6 Kr. 45 Øre, hvilken Værdi de Indstævnte have erkjendt, at Afgiften har havt.

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne være at ophæve, hvorhos der vil være at tillægge den for Citanterne beskikkede Sagfører for Overretten, Prokurator Isaacsen, der tillige har været beskikket for dem til Optagelsen af et Thingsvidne for Underretten, i Salær 70 Kr., samt deres beskikkede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær 60 Kr. og de til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Underretten for Citanterne beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe, Larsen og Schjellerup, i Salaær hver 8 Kr., hvilke Salærer samtlige blive at udrede af det Offentlige.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet Ophold, som vil bevirke Ansvar, fundet Sted, og med Hensyn til de under Sagen fremlagte Dokumenter ses ingen Stempelovertrædelse at være begaaet.

Thi kjendes for Ret: De Indstævnte, Husmand Niels Berthelsen, Husmand Villads Svenningsen Boel, Husmand Christen Jensen Nygaard, Husmand Peder Chr. Laugesen, Husmand Peder Laursen, Husmand Niels Andreas Madsen, Fisker og Snedker Mikkel Andersen, Husmand Peder Jacobsen og Husmand Niels Chr. Sørensen bør som Ejere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til En for Alle og Alle for En at levere til Vile Skolelærerembede aarlig 5 Ol Sild, Halvdelen deraf at erlægge før Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og En for Alle og Alle for En til Citanterne, Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa bemeldte Skolelærerembedes Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige, inden Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 21,9 Ol Sild at levere før Nytaar 1871 og 21/2 Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 6 Kr. 45 Øre, tilligemed Renter af dette Beløb 4 p. c. aarlig fra den 11 Maj 1871 indtil Betaling sker.

Processens Omkostninger for begge Retter ophæves, og der tillægges den for Citanterne beskikkede Sagfører for Overretten, Prokurator Isaacsen i Salær 70 Kr. og deres beskikkede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær 60 Kr., samt de for Citanterne til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Underretten beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe, Larsen og Schjellerup, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer samtlige udredes af det Offentlige. Det Idømte at efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ved kongelig Ordre af 17 Juli f. A. er Højesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanset at dens Gjenstand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde maa det antages, at Vile Skolelærerembede har Ret til den under Sagen omhandlede aarlige Ydelse af 5 Ol Sild af det Sildevaad, hvormed der af Citanterne fiskes fra Vile Sogn. Som Følge heraf og da der efter den skete Indstævning og Proceduren for Højesteret ikke er Spørgsmaal om at prøve Dommens nærmere Bestemmelser om Afgiftens Udredelse, vil denne Dom efter de Indstævntes Paastand være at stadfæste. Processens Omkostninger for Højesteret blive efter Sagens Omstændigheder at ophæve, og det de Indstævntes beskikkede Sagfører for Højesteret tilkommende Salarium at udrede af det Offentlige.

Thi kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kroner. Advokat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 100 Kr., der udredes af det Offentlige.

(Ugeskrift for Retsvæsen 9. februar 1878)

Overfald af en Krybskytte. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14de dennes henimod Aften forefaldt der, ifølge "Slagelseposten" paa Erdrup Mose i Nærheden af Lyngbygaard en meget uhyggelig Begivenhed, idet Skovfoged og Skytte N. C. Jensen af Søhuus Plantage blev, ved et Sammenstød med en af de mange omstreifende Krybskytter, saa ilde tilredt, at han Dagen efter afgik ved Døden. Saavidt Bladet har bragt i Erfaring, ere de nærmere Omstændigheder følgende: Den nævnte Dags Eftermiddag opdagede Skovfogden, da han gik paa Jagt paa Erdrup Marker en Krybskytte, som søgte ned ad Mosen til, og gav sig strax i Færd med at forfølge ham, idet han kastede sit Jagttøi fra sig undtagen Bøssen, og det lykkedes ham ogsaa at hale ind paa den Flygtende. Denne vendte sig imidlertid og affyrede sin Bøsse mod Skovfogden, der desuagtet vedblev Forfølgelsen, idet hans Støvler optoge Skudet, og han indhentede ogsaa omsider Krybskytten, som han greb og kastede til Jorden. Krybstytten bad imidlertid om at maatte slippe op, idet han lovede ikke at undløbe, og Skovfogden var godmodig nok til at slippe ham; men neppe var han kommen paa Benene, før han med Raseri foer ind paa Betjenten, bed og slog denne til han var ude af Stand til at staae imod, og kastede ham dernæst i en Tørvegrav, hvor han lod ham ligge, og hvorfra tililende Folk omsider fik ham op i en Tilstand, der var Døden nær. Den Ulykkelige blev hurtigst muligt kjørt op til den nærmeste Gaard paa Erdrup Mark og bragt i Seng der, og der blev strax sendt Bud efter Lægen; men den lidte Overlast havde været for voldsom; han blev svagere, indtil Døden næste Dags Middag omsider indfandt sig. Den Afdøde lader sig Kone og 3 smaa Børn i smaa Kaar. Han var brav, flittig og stræbsom, og ligesaa agtet som han var i sin Kreds, ligesaa yndet skal han have været af sine Foresatte for den Iver, hvormed han passede sin Tjeneste, i hvilken han maatte lade sit Liv. Gerningsmanden til Udaaden, en Gaardmandssøn fra Gaardrup, er arresteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1877).

Fysikus Knudsen og distriktslæge Høegh-Guldbergs obduktion antog at han var død af en blodstigning til hovedet, måske fremkaldt ved flere stærke slag, samt opholdet i det kolde vand og nedslugning af vand.

Lyngbygaard havde været i familien Qvistgaards eje siden 1760. Carl Julius Rehling Qvistgaard (1806-1877) boede ikke på selve gården, men i Jægerhus i skoven "Simons Stubbe" nord for Skælskør. Da han var død, overgik gården ved lodtrækning til hans yngste datter Tofa Alvilda Qvistgaard (1852-1895) og svigersønnen Peter Frederik Fabricius (1842-1917). Boet efter den afdøde godsejer indsatte i Slagelse Sparekasse i december 1877 1.000 kr for hver af skovfoged Karl (eller Niels) Jensens 3 sønner. Beløbet kunne hæves når de blev 25 år gamle, mens enken fik renterne imens, samt en årlig sum penge, fri bolig og brændsel.

Ny Forstander paa Kindstrup Børnehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Kindstrup Børnehjem blev oprettet i 1868 for hjemløse drenge som havde brug for opdragelse, læring og faste rammer for deres hverdag for senere at kunne begå sig i voksenlivet. Initiativtager, bygherre og første forstander var lærer Jørgen Pedersen, gårdmandssøn fra en nu nedlagt gård ved siden af Stubgården. Af helbredsårsager og økonomiske grunde gik han og og døde i 1879

Hjemmet blev overtaget af den indremissionske Kristian Ludvig Jensen. Han mødte en del modstand i dele af lokalbefolkningen. Der findes flere artikler om børnehjemmet og dets efterfølgere, Gelsted Skolehjem og Gelsted Ungdomshjem på denne blog, brug søgefeltet for at finde de øvrige.

Om Børnehjemmet i Kindstrup. Den 1ste August overdroges Børnehjemmet i Kindstrup til Seminarist og Lærer K. L. Jensen paa Sandal ved Fredericia. Det blev oprettet 1868 og har siden været ledet af Undertegnede, der nu formedelst Svagelighed i Forbindelse med min økonomiske Stilling ikke saae mig istand til at føre Sagen videre frem. Børnehjemmet i Forbindelse med Mark, Have, Eng og Mose, c. 25 Tdr. Land geometrisk Maal, af Landets bedste Jorder, tilligemed Avlen i Marken, nogen Besætning, Avlsredskaber, Maskiner og Indbo solgtes til Jensen for 23,730 Kr., som er den Gjæld, der for Tiden hviler paa Eiendommen; deraf ere henved 10,000 Kr. laante imod Caution i Nørreaaby Sparekasse og tildeels opsagte til Udbetaling i de nærmeste Terminer. Halvdelen af denne Sum kan Jensen tildeels klare ved egne Midler og ved at bortsælge et Huus og en Mose, som uden Tab kunne afhændes fra Børnehjemmet. Den større Halvdeel ventes indsamlet ved Gaver, og det er Hensigten med disse Linier at henlede Myndighedernes og godgjørende Menneskers Opmærksomhed paa Sagen, og jeg vil være meget taknemlig, om den gjennem Pressen maatte komme til almindelig Kundskab, saa der i snevrere Kredse, ved Bønnemøder, Høstfester, Aftengudstjenester og lign. Lejligheder maatte foretages Indsamlinger til at fremme dette Hjems Øiemed. Landet har nu i flere Aar været sparet for større Byrder; der findes almindelig Velstand blandt de bedre stillede Samfundsklasser. Sidste Aar har jeg intet hørt om Hagelskade, Havets Oversvømmelse, Kvægsyge eller lignende Ulykker; men næsten alle Egne ere velsignede med en rigelig Høst af Hø og Korn. Jeg vil derfor haabe, at mange Mænd og Kvinder ville hver efter sine Evner kunne afsee en lille Skjærv for dermed at betale en mindre Andeel i Børnehjemmet, og derved gjøre det muligt for Jensen og Hustru at tilvejebringe et hyggeligt Hjem for forladte Børn, hvor de under stadigt Tilsyn i Forbindelse med en god Underviisning og Vejledning i passende Arbeider kunne give dem en saadan Opdragelse, at de med Tiden kunne udfylde deres Plads i Samfundet som tarvelige og skikkelige Mennesker. Det er just ingen lille Opgave at løse, og de fleste Familiefædre ville have en Følelse af de Vanskeligheder, der møde Opdrageren; i alt Fald maae de indrømme, at den Mund, der gjennem Examen har Adgang til Lærerembede i Landet, bringer et Offer, der er Paaskjønnelse værd, idet han sætter sin og Families Formue og Arbejdskraft ind paa Børnehjemsgjerningen. Ledelsen og den daglige Besvær, der følger en saadan Gjerning, er i Grunden nok for en dygtigere Forstander, saa han bør saavidt mulig skaanes for Næringssorger, der i større Maal aldeles kunne hemme Virksomheden. For at undgaae disse, maa Landets bedste Mænd og Kvinder i Forbindelse med Myndigheder og Regjeringen støtte de Børnely, Pleie- og Børnehjem, der styres økonomisk og ledes i en menneskelig og christelig Aand. Jeg troer ogsaa, at Mange ville bringe en lille Gave i dette Øiemed, naar blot en Mand eller Kvinde gik foran i sin Kreds og med villigt Hjerte toge imod smaa Bidrag efter Enhvers Evne.

J. Pedersen, tidligere Forstander

for Børnehjemmet i Kindstrup.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. november 1877).

Kindstrup Børnehjem ved Gjelsted Station. Hr. Forstander K. L. Jensen overtog dette Børnehjem i 1877. Det var Kjærlighed til den Gjerning, der gjøres i Børnehjemmene, der bragte ham til at overtage det, da den tidligere Forstander, afdøde J. Pedersen, ønskede at fratræde og henvendte sig til ham for at formaae ham dertil. Undertegnede, der kjendte Hr. Jensen og hans Hustru, opmuntrede dem til at overtage det, baade fordi jeg ansaae dem for at være skikkede til at bestyre det, og fordi jeg maatte ansee det for et Tab, om noget af vore Børnehjem gik ind. Efter at Hr. Jensen og hans Hustru i 3 Aar have kæmpet tappert med Vanskeligheder i flere Retninger og med smaa Kaar for at løse Opgaven: at give hjemløse, tildels forsømte Børn et godt Hjem og en god Opdragelse, forekommer det mig, at jeg tør tillade mig at anbefale Kindstrup Børnehjem til godgjørende Kvinders og Mænds virksomme Deltagelse. I 21 Aar har jeg været knyttet til en Virksomhed af denne Art; i_ 9 af disse har jeg virket som Forstander for Holsteinsminde. Jeg tør derfor antage, at man vil tillægge mine Ord nogen Vægt. 

Jeg skal ikke opholde mig ved Kindstrup Børnehjems tidligere Historie. Hr. J. Pedersen, der indrettede det og forestod det til 1877, gjorde paa mig Indtrykket af at være et godt Menneske, der følte varmt for forældreløse og forsømte Børns Velfærd, og der havde den redeligste Villie, men der ved Overanstrængelser og Sygdom var bleven trættet og svækket, saa at han var ude af Stand til at magte Sagen. Vist er det, at han begyndte sin Virksomhed i Kindstrup i den bedste Hensigt, og at han i flere Aar arbejdede troligt med de Kræfter af Midler, der stode til hans Raadighed. Fortsættelsen af den er nu efter hans eget Ønske betroet til Hr. Forstander K. L. Jensen, og det er det nuværende Kindstrup Børnehjem, det gjælder om at støtte, saa at det ikke blot kan bestaae uden altfor store Vanskeligheder, men at det tillige kan forbedres i væsenlige Henseender.

I Børnehjemmet er der for Øjeblikket 21 Drenge, anbragte af private Velgjørere eller Kommuner. Den aarlige Betaling for hver a disse har hidtil udgjort 120 Kr. Da Drengene umuligt kunne holdes forsvarligt i alle Henseender for ringere end 250 Kr aarligt, er det let at see, at der fremkommer et Deficit af henved 3000 Kr aarligt, der maa dækkes med Tilskud af Staten, velgjørende Institutioner og den private Godgjørenhed. Et andet Spørgsmaal er, om ikke den aarlige Betaling burde være noget højere; paa Holsteinsminde er den 160 Kr aarligt. Men selv om man besvarer dette Spørgsmaal bekræftende, bliver der Trang til almindelig Deltagelse. I mange større og mindre Børnehjem i England, f. Ex. i Georg Müllers i Bristol, i Dr. Barnardo's og Annie Macphersons i London optages Børnene gratis, og Udgifterne ved deres Forplejning og Opdragelse afholdes alene ved frivillige Bidrag. Hos os tilvejebringes i Almindelighed det Fornødne ved meget lave aarlige Tilskud af de private Velgjørere og Kommuner, der indsætte Børnene i Hjemmene, og ved Bidrag til disse af Staten, af Stiftelser og Godgjørenheden, og det har vist sig, at der lader sig meget Godt udrette paa den Maade. Almenhedens Deltagelse er saa meget mere nødvendig, naar Forbedringer i Børnehjemmenes Indretning udkræves, og dette er netop Tilfældet i Børnehjemmet i Kindstrup, høie Bygninger tildels ere utilladeligt daarlige. Børnene skulle opdrages i Tarvelighed, og det er ikke godt, at de fattige Drenge, der skulle gaae ud i Livet om Tjenestedrenge eller Læredrenge, opdrages i herskabelige Bygninger og medbringe Vaner, der strax bringe dem paa Kant med Forholdene og gjøre dem utilfredse. Men Bygningerne maa dog i al Tarvelighed være saaledes, at de lette Arbejdet og Tilsynet, og at de kunne afgive et hyggeligt Hjem for Børnene og dem, der arbejde og leve med dem, og dette er ikke Tilfældet med Bygningerne til Børnehjemmet i Kindstrup. Skulde det være umuligt ved Fleres forenede Anstrængelser at hjælpe Forstander Jensen, saa at de værste Mangler kunne blive afhjulpne? Gid da den fornødne virksomme Deltagelse ikke maa udeblive? Det er sandelig ingen Sinecure at være Husfader i et fattigt Hjem for forældreløse og forsømte Børn. Det kræver stadigt Arbejde, Aarvaagenhed, Taalmodighed og Selvfornægtelse, og den bedste menneskelige Opmuntring og Trøst for ham er, at han kan mærke, at der er Hjerter og Hænder i Samfundet, der ville hjælpe ham. Dette ved jeg af egen Erfaring. Vilde det da ikke være godt og smukt, at Forældre og Børn i lykkelige Hjem betænkte dette, og at de lagde deres Taknemmelighed for Dagen ogsaa derved, at de ydede deres Skjærv til de Hjem, der ere indrettede for Forældrelæse og Forladte?

Hindholm i Oktober 1880

Chr. Nielsen.

(Fyens Stiftstidende 27. oktober 1880).

En artikel i Gelstedbladet fortæller om en sommerdagsplan fra 1881:

Kl. 05.15-06.00 morgenvask, rede senge, spise davre. Kl. 06.00-08.45 morgenandagt og skolegang. Kl. 08.45-12.00 mellemmad og arbejde i hus, have og mark samt rengøring af de lokaler, drengene gjorde brug af. Drengene bliver især brugt i haven med gravning, såning, plantning, vanding, lugning og hakning. Fra kl 12.00-14.00 middagsmad, middagshvile, leg, fritidslæsning og puslen i deres små haver. Kl. 14.00-16.45 arbejde som om formiddagen. Eftermiddagsmellemmaden spises, og der er skolegang til kl. 20.00.

Kl. 20.00 spises der nadver og børnene går i seng.

Den 22. maj 1882 om natten nedbrændte børnehjemmet fuldstændigt. Branden var påsat af en 12-13 årig dreng som havde lyst til forandring. Børn og forstander flyttede til et hus som ejeren havde på grunden og hvor der også boede en gammel aftægtskone. Dette hus nedbrændte den 29. juni 1882. Ilden var formentlig påsat af nogle drenge på hjemmet. En af dem udtalte at han hellere ville i arrest på Kjærlingbjerg end fortsætte på børnehjemmet.

En ny bygning blev opført på den nuværende placering på Gelstedsiden af bækken. 

Hønsetyve paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

 - - - 

Like everything else, everyone had some fault to find, and I was told that these animals would destroy every head of poultry in  the island; and there are hundreds of peasants who speak of the destruction of poultry as due to these animals, who never saw one take a chicken, if, indeed, | they ever saw a mongoose at all. As an instance of this I may give the following dialogue between one of my native labourers and myself: -

Native - Hi! Massa, dem mongoose nyam all do chicken and all de egg and all de fowl, - dem is bad ting; what for you go bring such a trouble 'pon we. Dem is a trickily thing; dem like chicken of a sizeable age, better than when dem just hatch. Ow! them is bad for true.

Self-Richard, if you catch a mongooso in the act ot eating your sizeable chickens I will givo you £i. How do you know it is the mongoose, and not thieves, dogs, cats, snakes, rats, hawks, owls, and John Crows (Turkey hussards), that eat your chickens?

Native - Hi, Massa, a friend of mine live next door tell me he see da mongoose catch the cbieken. 'Tis true me never see him do it myself.

Self - Well, you watch your chicken for two or three nights, and don't tell anyone you are going to do so; tell everybody it is the mongoose. When you catch what eats your chickens you come to me.

Native - Very well, massa; good bye. 

A few days elapsed, and I saw Richard and said to him, "Well have you caught the mongoose?" He said to me. "Yes, Massa; but it is a two foot mongoose?" "I catch de very man who tell me - tis mongoose de very night I see you; and when I find him such a tief and a liar, I feel ashamed to come and tell you." And so it is in 99 out of a hundred alleged mongoose-thefts! In proof of this, I may ask how is it that I now have more poultry than I ever had, when there are dozens of mongooses all round my house. Why is it that poultry are cheaper in India, the land of mongooses, than in Jamaica? To those who suffer from the ravages of rats, I can give a valuable hint by advising them to get, no matter at what cost, a few pairs of mongooses.

I am, Sir,

Your obedient Servant,

W. Bancroft Espect.

(St. Croix Avis 3. november 1877. Uddrag)

Den lille indiske manguster blev i slutningen af 1800-tallet indført til de caribiske øer med det formål at spise rotter på sukkerrørsplantagerne. Meget snart viste den sig at gå løs på fjerkræet og den lokale fauna, endog skade kreaturer. I nyere tid har den været med til at sprede sygdomme, såsom fx rabies. Dyret anses for at være et af de værste invasive dyr. Forsøg på at begrænse bestanden har vist sig forgæves.

Vold paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Vold. Søndagen den 12te August d. A. om Aftenen var Arbeidsmand H. C. Jensen sammen med et Par Kammerater i et Huus i Thyrasgade, i hvilket han boede, og da de Alle mellem Kl. 11 og 12 gik ud af Huset, var han den Første, der traadte ud af Gadedøren, udenfor hvilken 2 unge Mennesker, af hvilken den ene ligeledes boede i Huset, stode i Samtale. Idet Jensen traadte ud paa Gaden, kom han til at snuble - efter hans Formening som Følge af, at et af de 2 unge Mennesker spændte Been for ham, hvad de dog Begge have benægtet - og han rettede i den Anledning det Spørgsmaal til dem, om de stode der for at overfalde ham. Dette Spørgsmaal havde tilfølge, at den ældste af de omtalte 2 Personer, Hvidgarverlærling Frantz Carl Erik Dahlmann, 16 3/4 Aar gl., med knyttet Haand slog Jensen i Ansigtet, og der opstod derpaa et Slagsmaal imellem disse, hvilket dog hurtigt blev afbrudt derved, at en af Jensens Kammerater gik imellem. Imidlertid havde Dahlmanns Kammerat, en Rebslagerlærling, 15 3/4 Aar gl., taget sin Lommekniv frem og aabnet dens ene Blad, der var ca. 2 Tommer langt og spidst tilløbende, og umiddelbart efterat Slagsmaalet var ophørt, rakte han denne Kniv til Dahlmann med de Ord: "Slaae væk med den!" Dahlmann, der i det under Sagen optagne Forhør forklarede, at han er "umaadelig hidsig", tog imod Kniven og tilføiede, uden at der var givet ham nogen Anledning, og uden at han dengang var i Haandgemæng med nogen af de Tilstedeværende, Jensen to Stød med Knivsbladet i Ansigtet, af hvilke det første ramte ham over det høire Øie og det andet i Overlæben og Tungen, og det maae derhos ansees for givet, at han imellem disse to Stød endvidere bibragte ham en Rift med Kniven paa det høire Beens Inderside. Efter Stødet i Overlæben og Tungen segnede Jensen om, medens Dahlmann løb bort. Jensen blødte stærkt, navnlig af Saaret over det høire Øie, og maatte den næste Dag bringes paa Hospitalet, hvor han laa som Patient til den 22de August, da han udskreves som helbredet. Det maatte antages, at Knivstødene mod Jensens Ansigt vare førte med Kraft, skjøndt ikke med fuld Kraft, og at Virkningen af det første Stød tildeels er afbødet derved, at Jensen fik sat i Dahlmanns Arm i det Øieblik, da han stødte til. Ifølge vedkommende Overlæges Erklæring indtog Saaret over Øiet den øverste Deel af det højre øvre Øielaag og var lidt over en Tomme langt; Saaret i Overlæbens Rand, omtrent i Midten, var ganske overfladisk, lodretløbende, og Saaret paa Tungen var af et Par Liniers Længde, skarprandet og trængt igjennem Tungens Slimhinde ind i Tungesubstantsen; intet af de tilføiede Saar formentes at ville have skadelige Følger for Jensens fremtidigc Helbredstilstand, men Saaret paa Øielaaget vilde efterlade et Ar. Dahlmanns Medtiltalte erkjendte under Forhøret, at det var hans Mening med at række sin Kammerat Kniven, at Sidstnævnte skulde bruge den mod Jensen, uden at han dog havde nogen Tanke for den Ulykke, der kunde skee ved dens Brug. og Dahlmann forklarede, at han vel stødte mod Jensens Ansigt, hvor det kunde træffe sig, men uden at have til Hensigt at tilføie ham nogen bestemt Skade og uden at tænke paa den Ulykke, han derved kunde afstedkomme. Begge de Tiltalte erklærede, at de ikke havde havt noget Udstaaende med Jensen, og at de, navnlig Dahlmann, vare komne i en ophidset Stemning, deels ved det stedfundne Slagsmaal, deels ved en af en anden Tilstedeværende umiddelbart forinden brugt Yttring, hvorved de betegnedes som "Gadedrenge", og denne Erklæring fandt Retten ingen Grund til at forkaste. De Tiltalte, af hvilke Dahlmann tidligere er straffet for grovt Tyveri med 25 Rottingslag, bleve ved Kriminalrettens Dom ansete, Dahlmann med 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide, den Medtiltalte med 25 Rottingslag, hvorhos de begge tilpligtedes in solidum at betale 18 Kr. 80 Øre i Erstatning til Arbeidsmand Jensen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1877. 2. udgave).

Nyheder fra St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

THE "AVIS"

CHRISTIANSTED ST CROIX. 

Wednesday the 31st October 1877.

"Write about local matters" is still the cry to the bewildered editor of this newspaper. But about what, dear Sir or Madam? We do notice all local matters, as far as we know them. That we positively declare. But our island is - happily for us, we think - one of the quietest little places in the world. When anything startling occurs we all feel something like Robinson Crusoe when he saw the footprint in the sand in his desert island. Life in St. Croix flows on in a very even current. Every day is remarkably like the last. The astounding incidents are very few indeed and far between. Murders do not, we say with thankfulness, often happen. An epidemic of burglary does not last long, and is easily cured. East End land is not always for sale, and if it were, it would not always bring nearly thirty dollars an acre. And so que voulez vous? Even our old friend the Vigilant, which gave us matter for our editorial notice some weeks ago, is not often so eccentric as to have a three day's passage, perhaps because she does not often carry a parson. The Freemasons and their doings have now ceased to be even "a nine day's wonder". The debates in the Colonial Council, although they are keen enough sometimes for those who are taking part in them, have evidently no points of interest for the general public, if we are to judge by the grumbling we bear at the space occupied in our paper by these debates. A former editor of this paper is reported to have said that people made it a point of honour not to read the Colonial Council proceedings. Where then is the local matter to come from, O complaining friend?

"But at least you could put in as much a that once a fortnight" said one of our subscribers, taking up the short Packet summary of one of our West Indian exchanges. Well perhaps we could, and so we promise to try, though wo do not at all pledge ourselves to succeed.

The work at the Central Factory and at the different grinding stations, proceeds with great rapidity and those at the head of affairs speak with perfect confidence as to their being ready to take off the crop of 1878. The laying of pipes goes on very quickly. The entire line to the grinding station at La Grande Princesse is now laid, and the other line as far as Anna's Hope. The juice from Fair Plain is to run to Barren Spot, where that from the Glynn station will also go. From then, three stations there will then be one united current to Peter's Rest. The juice at that station will join, and this fourfold current will meet the juice from La Grande Princesse close to Orange Grove, converge into one line of pipes for a few yards, and enter the large reservoir, whence it will flow down to the Factory. The Factory building itself will amply repay a visit, especially if the visitor be fortunate enough to meet with the Technical Manager, the Chief Engineer, or the Constructor, all most obliging and most willing to explain, as far as the uninitiated can follow them, any of the details of the wonderful and complex, but most interesting machinery.

The island, with the exception of the North Side, has been sadly cut out of "October rains." From the appearance ot the time of our writing we have, however, every reason to hope that even in these last horns of the month, the statements of our old planters may be verified, that "there is never an October without a heavy fall of rain."

We were exposed to a danger on Saturday night which any journalist is thankful to record a deliverance from. There was an alarm of fire, caused by an explosion of kerosene, that most useful agent if properly handled, and most dangerous, if played with. But the fire was speedily put out, we believe through the opportune suggestion of one of the neighbours to throw earth on it. This plan we have ourselves seen the good effect of in a blaze of kerosene.

In alluding to the events worth noticing we cannot forbear mentioning the examination of the Burgher and Laneasterian schools on Friday, which to our mind was very satisfactory. We regret that other duties prevented our seeing as much of the examination as we wished. But what we did see was very gratifying to us, and convinced us that the teaching is thoroughly done, and that the teachers are painstaking and earnest in their work, of which they showed good results that day. We have no doubt that the examination in West End on Friday will be good also. We shall be glad to publish any notice of it, as indeed of any matters of interest from West End at any time. The numbers in the Christiansted School have largely increased. This, however, is probably chiefly owing to the establishment of the Preparatory School by the present School Inspector. But one thing that struck us on Friday was the absence from the examination of many who ought to have been there. We saw His Excellency the Vice Governor and Judge Rosenstand. But where were other officials? Where were numbers of the Colonial Council? There were a few ladies, and there were three clergymen. But where were other ladies and gentlemen whom one thought to see? Conspicuous by their absence, as they also were from the Country School examinations in September. And yet, if there be anything in the world in which our people ought to take aninterest, it is in the education of the children of this island. Far more important issues are connected with this question, whatever superficial observers may think, than with many a question which excites interest among us.

Well we only intended to ssy a few words, and we have "spun a long yarn" after all. We hope at least we have given our readers "local matter" enough this time.

(St. Croix Avis 31. oktober 1877).